Når du vil formidle f.eks. biologisk viden og sammenhænge, er den mundtlige fortællings kunst et godt redskab. Den har en stor pædagogisk værdi, da den giver mange muligheder for at fascinere både børn og voksne. I forhold til at læse op af en bog, vil den øjenkontakt som fortællingen skaber, fange og intensivere børnenes opmærksomhed. Du kan tilpasse ordvalget i fortællingen alt efter de børn, du står overfor. Ege- og bøgetræer kan blive spændende helte- og skurkelignende figurer, hvis du fortæller, hvordan der engang var store flotte egeskove i Danmark før bøgen kom. Langsomt trængte bøgen ind over landegrænserne, voksede og havde det godt under egetræernes lyse og åbne kroner. Bøgen voksede op over egetræernes kroner, bredte deres mørke og tætte kroner ud og skyggede således egetræerne til døde. På denne måde har vi fået de store danske bøgeskove, mens der er langt mellem store egebevoksninger. Fortæl denne historie mens I står inde i en mørk bøgeskov, hvor skovbunden næsten er uden opvækst - skygget væk af bøgenes tætte krone. Alle kan blive gode fortællere. Nogle er selvfølgelig bedre til at huske end andre, men med nogen træning kan alle lære det. Det kræver tid og øvelse, men det er det værd. Hvis du har forberedt dig og kan historien næsten udenad, kan du prøve at løsrive dig fra ordene og fylde lidt på og springe lidt over hist og her. Efterhånden kan du fortælle historien uden brug af bogen. Her er nogle gode råd: Læs fortællingen, historien, eventyret, myten eller lignelsen igennem. Skriv nogle stikord om handlingen, personer og de budskaber, du gerne vil fortælle. Nu prøver du at fortælle historien nogle gange for dig selv udfra disse stikord. Når du synes du kan fortælle historien, med de rigtige ord, et det tid til at bruge din stemme, så du kan få de rette stemninger frem. Når du så stiller dig op og fortæller historien for tilhørere, skal du huske, at det kun er dig, der kender den, så glemmer du lidt hist og her og bytter lidt rundt på tingene, er der ingen, der lægger mærke til det. Sørg for at der er ro omkring din fortælling - tilhørerne skal sidde godt og gerne tæt. Du skal helst kunne få øjenkontakt med alle.
Humlebien i øldunken To molboer kom hjem fra marken en aften på den tid, da rygtet om, at fjenden var kommet til landet, bredte sig på Mols. En humlebi havde forvildet sig ind i den enes tomme øldunk, som han bar på ryggen. Den stakkels bi kunne ikke finde ud igen, og derfor summede den rundt i trædunken og lavede en værre larm. Molboen blev mere og mere forskrækket og sagde til sin kammerat: "Nu er ulykken over os, fjenden er lige i hælene på os! Lad os løbe, for jeg kan allerede høre trommerne!" Så løb de alt hvad de kunne, indtil de kom til en kornmark, hvor kornet bølgede i vinden. De troede det var havet, trak deres strømper af og vadede over den. På den anden side af kornmarken kom de til en hørmark, som de også vadede igennem, mens humlebien stadigvæk summede i dunken. Hørstænglerne slog dem om benene, så de ikke turde se sig tilbage, for de troede, at fjenden var så nær, at han skød hagl ind mellem benene på dem. Omsider stødte de på et par heste, der stod bundet på en mark. Hurtigt sprang de op på dem for at undslippe fjenden, men da tøjrepælen i farten blev rykket løs med stor kraft, sprang den op i nakken på den ene og gav ham et ordentligt slag. Han råbte til den anden: "Åh, jeg er blevet skudt! Hils min far og sig, at jeg var den første, der faldt for fædrelandet".
Tagrør Vor Herre og Fanden konkurrerede engang om, hvem der kunne skabe det største og flotteste og stærkeste græsstrå ved en sø. Fanden brugte alle sine kræfter på at skabe et strå, der skulle blive højt og flot. Han sled og slæbte i 14 dage - og da han var færdig havde han skabt... (?)(eksempelvis Lysesiv) Vor Herre stod lige så stille og så på. Da han så hvad Fanden havde lavet, skabte han Tagrøret, som var langt det største strå, langt det flotteste strå og langt det stærkeste. Og menneskene kunne bruge det til at lave tage med. Fanden blev så sur og tosset over at have tabt, at han bed i alle bladene på tagrøret. Dette er en sand historie, for mærkerne fra hans tænder kan ses den dag i dag.
Hvorfor hedder det en vandslange? Ude på landet i Afrika for mange år siden, boede der en dreng med sin familie. En dag leger drengen i junglen. Der samler han æg som han tager med hjem, fordi han tror, at det er æg fra fugle. Efter nogle dage kommer der en slange ud af ét af æggene. Drengen bliver først bange, men denne her slange kan tale/snakke og den siger til drengen, at han ikke skal være bange fordi den var en speciel slange, som ville hjælpe drengen og være hans ven. Fra denne dag var drengen og slangen altid sammen og de legede rigtig godt med hinanden. Men så pludselig en dag var der en vild abe, der greb fat i drengen. Han skreg da han blev halet op i et træ inde i junglen. Men slangen snoede sig hurtigt efter dem op i træet og huggede med sine skarpe tænder i abens arm, så aben måtte slipppe drengen.slangen fulgte drengen hjem, og de to var blevet endnu bedre venner. En dag gik der ild i drengens hus. Huset var lige ved at brænde helt ned - men slangen skyndte sig ind i junglen for at kalde på sine søskende. Nu var der mange slanger, der hjalp hinanden med at slukke ilden i drengens hus. Slangerne snoede sig tæt efter hinanden, de dannede en række fra vandhullet til huset, ligesom en vandslange. På denne måde kunne slangerne pumpe vand og slukke ilden. Siden har vi altid kaldt det vi vander med for vandslanger.
Hvordan Fuglekongen fik sit navn Der var engang, hvor alle fuglene samledes i en stor lysning i skoven. De skulle bestemme, hvem der skulle være konge over dem alle sammen. Men selvfølgelig kunne de ikke blive enige om, hvem af dem, det skulle være. "Det skal være mig, for jeg har de flotteste farver af os allesammen" sagde skovskaden og viste sine mangefarvede fjer frem. De andre fugle måtte indrømme, at det var godt nok nogle af de flotteste fjer, de længe havde set. "Det skal være mig" sagde nattergalen, "for jeg har den smukkeste sang af os alle". Og så sang den, så alle de andre fugle måtte indrømme, at det var godt nok den skønneste sang de havde hørt. "Nej det skal være mig" sagde falken "for jeg er den hurtigste af os allesammen". De andre fugle var lidt bange for falken og indrømmede at den var godt nok hurtig. Til sidst blev de enige om, at den af dem, der kunne flyve højest skulle være konge. Og alle fuglene lettede og fløj om mod himlen. Højere og højere kom de op, og hurtigt var der nogle af fuglene, der måtte give op og flyve ned igen. Til sidst sad de alle på jorden og kiggede op på den sidste fugl, der var så højt oppe, at de næsten ikke kunne se den. Det var ørnen. Og alle fuglene sagde "Det må være ørnen, der skal være konge, for han er den af os alle, der kunne flyve højest" Men da ørnen landede, sprang en lille bitte fugl ned fra ryggen af den. De andre fugle spurgte "Har du siddet på ryggen af ørnen hele tiden?" "Ja" sagde den lille fugl. "Jeg blev hurtigt træt, for jeg er jo den mindste af jer allesammen og ørnen var så venlig at lade mig lande på dens ryg" "Jamen så er det jo dig der skal være fuglekonge for du er den af os alle sammen der har været højest oppe" Og sådan gik det til, at den mindste fugl af dem alle sammen kom til at hedde fuglekonge.
Sådan gik det til da bogfinken fik sine farver Der var engang, da alle fugle var grå og slet ikke havde nogen farver. Derfor blev de kaldt sammen af Storfuglen, der herskede over alle fuglene. Den pegede på regnbuen oppe på himlen, som skinnede i rødt, gult og grønt og blåt og lilla. Og så fortalte den fuglene, at den havde tænkt sig at lade hver af dem få en af de dejlige farver. Da begyndte fuglene at skubbe og mase på. "Jeg vil vælge først: Helle for grønt," skreg papegøjen "Kan jeg ikke få blåt. Helle for blåt," skrattede skovskaden. "Helle for gult" kvidrede gulspurven. "Jeg vil have sort," sagde ravnen. Men under al den uro og ståhej var der en lille fugl, som sad helt stille og ventede på, at det skulle blive dens tur. Det var bogfinken. "Nu har hver især fået ders farve," sagde Storfuglen, "og det er et held, for alle farverne er brugt op." Men i det samme fik den øje på bogfinken. "Kom her hen, lille bogfinke," kaldte den, "Hvorfor har du ikke bedt om noget?" "Jeg sad og ventede på, at det skulle blive min tur," svarede bogfinken. "Men nu er der ikke flere farver tilbage," sagde Storfuglen. "Åh nej," sukkede bogfinken, "skal jeg så blive ved med at være grå?" Da kaldte Storfuglen alle de andre fugle tilbage. "Skulle du måske altid blive ved med at være grå, bare fordi du ikke masede dig frem", udbrød den. "Nej, du kan tro nej. Det kan der ikke være tale om!" Og så lod Storfuglen alle de andre gå forbi i rad og i række, og fra hver enste af dem tog den lidt farve. Og alle de små farveklatter gav den til bogfinken. Pludselig skinnede den lille bogfinke i alle regnbuens farver. Den nøjedes ikke med en farve. Den havde dem alle. Sådan gik det til, at bogfinken blev den smukkeste fugl i skoven