Af samme forfatter. Bedraget (2012)

Hvad Du Ønsker 2

Af samme forfatter Bedraget (2012) 3

Gittemie Eriksen Hvad Du Ønsker Roman G R I B S H A V E F O R L A G 4

Hvad Du Ønsker Copyright Gittemie Eriksen 2012 Denne bog er ren fiktion. Navne og personer er et produkt af forfatterens fantasi og enhver lighed med aktuelle personer, levende eller døde, er tilfældig. Udgivet af Gribshave Forlag, Nykøbing F, Danmark Omslag: Dreamstime Bogen er sat med: Georgia ISBN: www.gittemieeriksen.dk En tiende del af forfatterens avance for denne bog gives til Mødrehjælpen. Du kan bidrage yderligere eller læse mere på www.moedrehjaelpen.dk 5

Kapitel 1 Brun Hverdag Samme lange gang hver morgen. Fem trin op. 47 skridt langs den brune mur. Ti trin, tre skridt, ti trin til. Lidt stakåndet kommer Kristine op ad trappen på tredje sal. Hun husker stadig sin gamle vejleders ord, hver gang hun ser en elevator: "Elevatorer er for handicappede." Og hun var ikke handicappet. Det havde ganske vist været tæt på flere gange, senest da hun ventede Frederik og havde siddet i kørestol de sidste tre måneder af graviditeten og den første tid efter. Lægerne havde ikke givet hende meget håb. Invaliderende bækkenløsning, havde de sagt. Kørestol resten af livet. Ikke engang krykker var en mulighed. Men Kristine havde nægtet. Efter hun en dag havde siddet i tre timer og ventet på, at en sygehjælper eller portør skulle få tid til at køre hende fra barselsafdelingen til den intensive børneafdeling, hvor Frederik lå i respirator, havde hun taget en beslutning om, at hun ville kunne klare sig selv. Hendes søn havde brug for hende; hvad nytte gjorde det så, at hun sad der, glemt, i en kørestol. Kristine havde mobiliseret al sin psykiske styrke og forestillet sig, hvordan hun satte benene ned på jorden og kom op at stå. Hun visualiserede, hvordan hun gik skridt for skridt. Efter et kvarter åbnede hun øjnene og så på sine ben. Hun mærkede hjertet banke hårdt i sit bryst, da hun langsomt satte først den ene og siden den anden fod i gulvet. Hun satte fra med hænderne på kørestolens armlæn og rejste sig forsigtigt op. Det smertede i hendes bækken. Som syle, der stak op i hende. 6

Kristine tog en dyb indånding og trak kørestolen hen foran sig. Hun ville bruge den som gangstativ. To skridt klarede hun, så svimlede det hele for hende, og hun måtte sætte sig i kørestolen igen. Efter at have sundet sig lidt med lukkede øjne, begyndte hun igen at forestille sig, hvordan hendes ben bevægede sig hen ad barselsgangen og videre til elevatoren. Ned til hendes søn. Langsomt kom hun igen på benene og støttede sig til kørestolen. Denne gang klarede hun tre skridt, før de sorte pletter fyldte faretruende meget i hendes synsfelt, og hun igen måtte overgive sig og sætte sig på kørestolen. Det er en forbedring på 50 procent, sagde hun til sig selv, inden hun igen visualiserede, hvordan hun gik hen ad gangen på det store hospital. Hendes bevidsthed kæmpede med hendes underbevidsthed og de tanker, der gjorde, at hun ikke følte sig noget værd. De er ligeglade med dig, Kristine. Du er ikke noget værd. Ingen gider hjælpe dig. Du kan sejle i din egen sø. Hun skreg ad stemmerne i sit hoved. Hold kæft! Min søn har brug for mig. Jeg er noget værd for ham. Han har brug for mig! Målrettet satte hun igen fødderne i gulvet. Det havde taget hende en time at komme de ti meter ned ad gangen. Intet skulle stoppe hende nu. Kristine tog endnu en dyb indånding og rejste sig op. Sylene, der borede sig gennem hende blev længere og længere. De truede med at dele hende i to, men hun lod sig ikke standse. Stædigt besluttede hun at gå ti skridt, så hun var helt henne ved døren ud til opgangen, før hun tillod sig at sætte sig ned igen. Hun nåede lige at trække i døråbneren, før hun udmattet faldt omkuld i 7

stolen. Men der var ingen tid at spilde. Døren ville kun være åben i et kort øjeblik og snoren til at åben døren kunne ikke nås fra kørestolen. Kristine skubbede hårdt fra på væggen og satte kørestolen i bevægelse, men det havde ikke været hårdt nok. Hun nåede kun til døråbningen. Hun forsøgte at rokke sig frem og tilbage i stolen for at få den til at trille lidt længere. Det var ikke en god øvelse for hendes netop overskårne mavemuskler. Det smertede i det lange ar fra kejsersnittet. Kristine så faretruende døren bevæge sig imod hende. Om få sekunder ville den ramme hende, og hun ville sidde fast. Det skal nok gå, Kristine. Det SKAL det. I det samme kom en laborant rundt om hjørnet og trak i snoren. Hun skævede undrende til Kristine og fortsatte ned ad gangen med sine reagensglas. Kristine samlede endnu engang al sin fysiske og psykiske styrke og kom ned at gå, så hun kunne komme gennem døren. Fem skridt, så var hun ude ved de store skydedøren til elevatorerne. Hun måtte lige hvile sig lidt, før hun igen kom op, så hun kunne nå knappen til elevatoren, der også sad for højt oppe til at den kunne nås fra en kørestol. Det er fuldstændig sindsygt. Hvordan kan de indrette landets største hospital, så det er totalt umuligt at benytte for handicappede og folk i kørestol? Kristine forstod det ikke. Men det var et faktum, som hun ikke kunne rokke ved. Det eneste hun kunne gøre, var at se at komme op og gå. Kristine så sin søn for sig, som han lå der fastspændt i den lille respirator, og tårerne begyndte stille at trille ned ad hendes kinder. Tag dig sammen, Kristine. Din søn har ikke brug for, at du sidder her og tuder. Kom videre! Kristine rejste sig og trykkede på knappen. Elevatoren gik ikke op 8

med det samme, så hun satte sig tilbage i kørestolen. Med et gik elevatordørene op. Et par læger kom ud og kantede sig uden om hende. Så hurtigt hun kunne, kom hun på benene og fik bevæget sig ind i elevatoren. Hun trykkede på stueetagen og satte sig ned. Hun fulgte de lysende tal over døren til elevatoren tælle ned ad. Da der stod to, begyndte hun at komme op at stå igen. Hun ville være klar til straks at bevæge sig ud af elevatoren. Elevatoren stoppede og dørene gik op med et svagt "Riiiinnnng". Der stod mange mennesker og ventede foran elevatoren. De fleste ventede med at gå ind, til hun havde fået humpet sig ud. En sygeplejerske så irriteret på hende og hendes blik sagde det hele: Du er i vejen. Forsvind herfra! Kristine sank en klump i halsen og måtte sætte sig igen ude foran elevatoren. Hvad tror du egentlig du har gang i, Kristine? Det er en umulig opgave. Du skal være lænket til en kørestol resten af dit liv! Husker du ikke hvad lægerne sagde? Du kommer aldrig til at gå igen, så hold nu op med at plage dig selv! "Nej, jeg vil ikke!" skreg Kristine ud i foyéren. Hun opdagede, at hun havde skreget det højt. De omkring stående vendte sig om mod hende, men var hurtigt tilbage i deres samtaler og lod Kristine alene. En time senere trak hun i snoren til døren ind til GN, den intensive afdeling hendes søn lå på. En læge så hende, da han var på vej ud. "Hey, det der ser lidt usikkert ud, skal jeg ikke hjælpe dig?" Kristine smilede taknemligt til den spinkle læge. "Hvor skal du hen?" "Lige rundt om hjørnet. Tusind tak. Det var pænt af dig." Den flinke læge smilede og forsvandt rundt om hjørnet igen, efter at have skubbet hende de 25 meter i kørestolen. Krisitne humpede 9

sig hen til stolen ved siden af sin søns respirator og satte sig udmattende ved siden af ham og tog hans lille hånd i sin. Jeg er ikke handicappet. Jeg kan godt klare trapperne. Kristine tog det sidste trin og satte sin fod på tredje sal, hvor Klimaplan i Sundkøbing Kommune havde deres kontorer. Dyb vejrtrækning. Nu begyndte det igen. Printer Ditte altid om morgenen? Kan se, hun stadig husker, at jeg ikke har fået sat en kode på mine udprints. Pisse irriterende, når vi andre skal stå og vente på, at dine print kommer ud. Det må da også være irriterende for dig, at dine papirer ligger rodet ind i vores andres... Nej, for alle i andre har jo kode på, så mine ligger altid fint i en bunke, når jeg kommer og henter dem, og jeg har for travlt til at stå her og vente på print. Ja, jeg må se at få slået det til. Kristine nikkede og smilede anstrengt, mens hun skyndte sig videre ind på sit kontor. "Godmorgen, Lisbeth. Gik det godt i stramajklubben i går?" Kristine roste sig selv for at huske at spørge til kollegaens store passion. Men hvordan skulle hun kunne glemme det? Lisbeth talte jo ikke om andet end den afslutning i stramajklubben hele dagen i går. "Godmorgen. Du må hellere gå ned til Annette. Hun er helt oppe og køre. Der er en fejl i notatet til dagsordenen." Lisbeth så alvorlig ud, men samtidig med et anstrøg af glæde over, at det ikke var hende, der var i Kristines støvletter denne morgen. 10

Kristine hang frakken bag døren på den knage, hun selv havde købt og fået sat op, og lagde omhyggeligt vanterne i hætten. "Hvad? Hvad for en fejl?" "Et eller andet med nogle udviklingsmål, der ikke er med. Du må hellere gå derned med det samme." Hun tændte med vilje computeren først. Den var syv minutter om at komme i gang om morgenen. En luksus hun ikke havde tid til at vente på. Kristine tog en dyb indånding og gik hen mod døren. Hun så chefen nede ad gangen. Annette kom ud fra sit kontor i rasende tempo, som blev hun skudt ud af en kanon. Hun så ikke glad ud. "Godt du endelig kom!" Kristine så på sit armbåndsur. Den var kun ti minutter i otte. Hun mødte først klokken otte. I dag var hun inde tidligt for at få styr på det sidste inden formiddagens to tidlige møder. Det havde holdt hårdt for at kunne komme så tidligt ind. Annette rynkede brynene. Hun var slet ikke tiltrækkende i dag. Hvorfor skulle hun også afblege sit hår så meget? Det mørke var meget pænere til hende. Hendes platinblonde hår var skrabet stramt tilbage i en lang, glat hestehale og hendes pandehår klippet lige over ved øjenbrynene, så hendes stærkt sminkede øjne akkurat kunne se ud. "Hvad er problemet?" "Jeg har lagt det på dit skrivebord! Der mangler en hel masse," råbte hun i halvvejs løb mod Kristine og Lisbeths kontor. "Hvor er alle udviklingsmålene for Aktiviteten? Og Miljø havde da også en hel række! Det er bare ikke godt nok!" Bare ikke godt nok! Bare ikke godt nok! "Men du ville jo selv have dem slettet. Der måtte kun stå 11

dem, der overholdt de fire mål, og det gjorde de andre jo ikke." "De skulle jo bare skæres til, ikke slettes. De har da udviklingsmål til alle punkterne. Få det bragt i orden og print i ni eksemplarer, så jeg kan ta' det med til mødet klokken ni!" Hun stormede ud af kontoret igen. Tip, tip, tip, på de tårnhøje sylespidse, virkelige lækre, brune støvler, der sad perfekt på hendes lidt for korte ben. Med en kæmpe klump i halsen loggede Kristine ind på sin computer. To minutter og syv sekunder tog det. Klikkede på dokumenthåndteringssystemet, 1 minut og 26 sekunder. Og åbnede sagsfremstillingen. Kristine foreslog engang, at itafdelingen burde se på start op-tider på computerne, som et muligt effektiveringsforslag. De mente dog ikke, der var et problem. "Jeg går ikke ud fra, at du skal med til teammødet? Du skal vel have lavet det der notat." Lisbeth skulede op over sine læsebriller, mens hun samlede papirbunken på sit skrivebord sammen og løftede den op på sin venstre underarm. Det så næsten ud som om, hendes spinkle krop sank sammen under vægten af de mange papirer. Med sine knapt 1,60 meter ville Kristine max vurdere kollegaen til at veje 45 kg. Tællene de brune fløjelsbukser, den rosa rullekrave og de brune ecco-sko med. "Ja, jeg kommer, når jeg er færdig." Hver anden mandag morgen var der teammøde i Klimaplangruppen. Et møde Kristine sandsynligvis ikke ville nå at deltage i denne morgen. Kristine havde været en del af teamet de sidste tre måneder, fordi Annette var blevet konstitueret som naturchef efter naturchefen var stoppet. 12

Lisbeth gik. Ladende Kristine tilbage med en møjsag. Hun vidste egentlig ikke, hvad Annette ville have, hun skulle skrive. Annette havde jo selv streget det andet over i sidste uge lige inden deadline. Eller faktisk var det efter deadline, for Kristine havde endnu engang måttet modtage en visuel skideballe i form af rynkede bryn fra sekretariatschefen, over, at hun endnu engang havde hæftet en sag op til et udvalgsmøde efter fristen var overskredet. Sidste gang var det vist kun et par timer, andre gange havde det været flere dage efter deadline. Og guderne skulle vide, at Kristine havde forsøgt alt, hvad der var i hendes magt, for at få chefen til at godkende sagerne i tide, så de andre medarbejdere i forvaltningen ikke blev presset unødigt. Men lige lidt hjalp det. Uanset om hun lavede dagsordenspunkterne klar til Annettes godkendelse en uge eller en måned før, så hun alligevel først på dem efter tidsfristens overskridelse. Det betød ikke kun, at Kristine skulle arbejde overmenneskeligt hurtigt for at få sagen færdig i sidste øjeblik, men også at hun ustandseligt måtte rende fra afdeling til afdeling for at undskylde den sene aflevering. Kristine mærkede klumpen vokse sig større og større. En tåre trillede ned ad kinden. Hun blinkede op i loftet. Måtte ikke tabe fatningen nu. Annette skulle ikke få den sejr, at se hende græde. Kristine klikkede den ene aftale frem på skærmen efter den anden. Der stod ikke noget, om de punkter, hun havde kradset ned med kuglepen ovenpå notatet. Hvorfor fanden kunne hun ikke også have læst det igennem, inden hun godkendte det i onsdags, så det 13

kunne have været rettet til, som hun ville have det, inden det blev sendt ud til alle politikerne og lagt på hjemmesiden? Nu lå der et notat fyldt med fejl med hendes initialer på til offentlig skue på hjemmesiden. Alt det her ville slet ikke ske, hvis hendes chef passede sit arbejde og ikke var så uorganiseret, at hun først så på tingene i sidste øjeblik. Kristine læste aftale efter aftale igennem. Der var ingen udviklingsmål i den ønskede genre. Hvor fanden stod det, hun ville have? Hun rettede et par linjer hist og her i notatet og trykkede print. Turde ikke gemme og overskrive det originale dokument, hvis Annette ville have det tilbage til det gamle igen. Det var sket ikke så sjældent før. Tog en dyb indånding og forsøger at kontrollere sine tårer. Blinkede et par gange og trak maven ind. Knuden var stadig i maven. Og den var større end før. Pis, at de havde brug for de penge, hun tjente. Hold kæft, hvor ville det være meget nemmere, hvis hun kunne smække notatet i hovedet på Annette sammen med en opsigelse. Hun ville ønske, de ikke var afhængige af hendes løn. De sad alt for dyrt i det og i det her marked, finanskrise. Hun hentede printet i printerrummet ved trappen og gik med målbevidste skridt mod den tasmanske hundjævels hule. Kristine bankede let på døren og trådte ind. Hun mødte et skarpt, vredt blik, der kunne skære gennem beton, men tvang sig til at holde øjenkontakt. "Vil du lige godkende det, inden jeg printer dem alle?" spurgte hun med en klump i halsen. Annette flåede papiret ud af Kristines hånd og læste med rynket pande notatet. Hun så mindst ti år ældre ud, når hun gjorde det. 14

"Nej! Du har jo ikke de udviklingsmål med fra Miljøen!" skreg hun, så det måtte kunne høres helt nede på sekretariatskontoret. Kristine tog endnu en dyb indånding. Hvordan kunne hun gøre det så forkert? Klumpen i halsen gjorde det svært for hende at presse ordene ud. "Jeg kan altså ikke få øje på andre, i de aftaler jeg har. Vil du ikke være sød at vise mig, hvor det står? For jeg kan åbenbart ikke forstå, hvad du mener." Annette hamrede arrigt i tastaturet. "Godt jeg gemmer alle mails. Her er den fra Lisa. Her. Her står det. Se..." Annette knejsede med nakken og scrollede ned gennem mailen. "Jeg kan ikke... Der står at de vil beskrive det, men jeg kan ikke se, de har gjort det," svarede Kristine med større sikkerhed i stemmen, end hun følte. Kristine mærkede sine negle bore sig ind i sine håndflader. Annette læste febrilsk teksten igennem. Småbandede for sig selv. "Næh, du har ret, der står ikke noget," svarede hun med vag stemme, "men aktiviteten har." Hun flåede papiret ud af hånden på Kristine. "Nej, der står ikke andet end det, jeg har skrevet der." Kristine pegede på to linjer i teksten. "Er det alt? Men de sagde jo..." sagde Annette mere usikkert. "Det kan godt være, men de har ikke skrevet det." Kristine tænkte, at chefen burde have læst de aftaler, da hun sendte dem til hende for to uger siden og ikke først i dag, mindre end en 15

time før udvalgsmødet. "Nå, men så må det jo være sådan!" svarede Annette, nu med større sikkerhed i stemmen. Kristine mærkede lysten til at råbe, at hun skulle have haft styr på sine rapporter, før hun skældte med hende og beskyldte hende for ikke at gøre sit arbejde ordentligt i andres påhør. Men sagde ingenting, samlede blot hælene og gik. Otte skridt ned ad gangen til hendes og Lisbeths kontor. Kristine havde ikke siddet derinde så længe. Hun sad i en anden afdeling før. Annette var hendes nærmeste leder. Det var inden Annette opdagede, at hun ikke gad personaleledelse. Tove, Gudrun og Kristine blev plantet hos tre andre ledere, spredt for alle vinde. Kristine kunne godt lide at dele kontor med Gudrun. Hun elskede hendes bløde, svenske accent og altid positive livssyn. Dengang havde hun altid en at tale med om de urimeligheder, der skete i afdelingen. Gudrun var kun i sin nye afdeling en uge. Gad ikke finde sig i at blive smidt rundt på den måde. Kloge Gudrun. Hun havde et jobtilbud på hånden hos en lokal virksomhed. Gudrun havde aldrig fortrudt. Lønnen var ti tusinde højere om måneden og personalegoderne talte fri massage i arbejdstiden, adgang til fitnesscenter og firmabil. Lige nu fortrød Kristine, at hun ikke havde taget imod det jobtilbud, hun havde fået for et lille års tid siden. Tres tusinde om måneden. Hagen ved det var tolv til femten rejsedage om måneden, en umulighed med mindre børn og en mand, der hverken kunne hente eller aflevere. Men lige nu føltes det mere tillokkende at sælge medicinsk udstyr i hele Europa. Alt føltes mere tillokkende. Men dengang havde Annette jo været 16

den bedste chef, hun nogensinde havde haft. Dengang kunne hun slet ikke forestille sig, at hun ville få lyst til et andet job. Det job, hun havde, var jo perfekt. Hun havde spændende og udfordrende opgaver, som hun tændte på, fik lov til at komme på alle de kurser og uddannelser, hun kunne ønske sig, og hendes chef havde lyttet, når hun var kommet med forslag og idéer. Det var dengang Annette kun var chef for naturområdet. Da chefen for hele planlægningsområdet havde sagt sin stilling op, for at arbejde for en NGO-organisation, var Annette blevet konsitueret som planchef sammen med naturchefstillingen. Planområdets økonomi havde været i en sørgelig forfatning, en opgave der havde tændt Annette, der var økonom af uddannelse, og som havde taget al hendes opmærksomhed. Samtidig med konstitueringen var Annette flyttet længere ned ad gangen, tættere på direktøren og de andre chefer. Kristine havde ellers altid haft kontor lige ved siden af Annette. Hun havde jo været hendes højre hånd, men Annette havde ikke flyttet hende med. I stedet var Kristine ladt tilbage helt nede for enden ad gangen. Så langt væk at Annette ikke engang var kommet forbi om morgenen for at sige godmorgen. Hendes arbejdsopgaver havde stadig været de samme, men Annette havde ikke længere haft tid til at kvalificere dem eller vende dem med hende. I den periode havde Kristine sjældent set sin chef mere end en gang om ugen til deres ugentlige møde, hvor alle hendes andre konsulenter også deltog, og hvor planområdet efterhånden fyldte 95 procent af tiden. Det gode var, at der ikke havde været så meget stress i den periode, det havde stået på, men den var kommet tifold tilbage efter Annette havde besindet sig. Efter tre måneder havde Annette åbenbart opdaget, at hun alligevel manglede Kristine, for da blev 17

også hun flyttet længere ned ad gangen og ind på et kontor sammen med Lisbeth. Tilbage ved computeren så Kristine, at det at læse sagsfremstillingerne i tide, ikke var det eneste, Annette har glemt at gøre. De chefer, Annette skulle have ringet til i fredags, havde alle sendt Kristine mails, hvor de rasede over ikke at få besked. Endnu et par skideballer hun måtte tage, fordi hendes chef ikke havde gjort sit arbejde. Hvorfor var det lige, hun blev i det her lortearbejde, når det gjorde hende så ked af det, og hendes chef ikke engang værdsatte hendes arbejde? Kristine hastede hen ad den lange gang igen. Arbejdsdagen var overstået for i dag. 47 skridt, tre etager ned. Kristine kunne ikke rigtig finde ud af hvilken vej, der var den bedste at gå i øjeblikket. Ind eller ud? Engang var det rart at komme hjem. Det nærede hende at komme hjem og se ud over markerne tæt ved vandet. Nu, hvor den kolde østenvind blæste ind gennem revner og sprækker, føltes det mere som en ulempe. Personalekortet igennem kortlæseren. Prøvede de mon at holde de ansatte inde eller ude? Martin Larsen åbnede døren, trådte ned i sine udjoggede sikkerhedstræsko, der altid stod på det øverste trin, beskyttet af den lukkede dør, og hoppede ned på jorden. Stropperne på 18

presseningen skulle løsnes, inden han kunne tippe det læs korn, han havde på lastbilen, af og komme videre til næste læs. Et læs gødning, der skulle hentes små tyve kilometer derfra og køres til en gård uden for Herning. Efter det skulle han læsse på Århus havn; noget korn, der skulle til Ålborg. Sådan fortsatte det i det uendelige. Frem og tilbage i Jylland. Han ville ikke nå hjem i dag, måske ikke engang i morgen. Han måtte ringe til Kristine, når hjulene rullede igen. Han måtte igen lade hende stå selv med det hele. Balladen med børnene, madlavning og alle de andre småting, der skulle til for at få en familie til at fungere. Han vidste, at hun var træt af det. Og han ville virkelig gerne kunne gøre noget ved det. Det kunne han bare ikke. Kørselslederne tog mindre og mindre hensyn. Da han kørte hjemmefra i morges, havde han troet, at han skulle læsse skib af i Kalundborg, men det var blevet forsinket, så i stedet var han blevet sendt ud på den her lorterute. Der var ellers gode penge i at køre frem og tilbage på havnen, og så fik bilen ikke kørt så mange kilometer, som når Jylland skulle tilbagelægges på kryds og tværs. Men Martin vidste også godt, at han burde være taknemmelig for at der overhovedet var noget at køre. Hans far havde så sent som i går truet med at lukke firmaet ned og gå på pension. Ikke at Martin ikke undte den gamle det. I en alder af 69 år var de fleste gået på pension, mennesker med langt mindre fysisk krævende job. Skolelærere og kommunalt ansatte. Men hans far hang fast i firmaet som en burre til et par bukser. Han nægtede 19

at give slip. Nægtede at trække sig tilbage på trods af to blodpropper. Så Martin forsøgte at sørge så meget som muligt for sin egen kørsel. Men det var svært både at gøre det bedste for sin egen familie, og så at tilfredsstille sin far, der også var hans boss. Igen måtte hans familie betale prisen. Igen ville det gå ud over Kristine. Kristine sundede sig et øjeblik, inden hun steg ud af bilen på SFO'ens parkeringsplads. Nød det lille øjebliks ro. Lukkede øjnene lidt. Hun kunne virkelige godt sove, bare fem minutter. Rækkede ud efter dørhåndtaget, sukkede og steg ud. Ingen børn i gården. To trin op og ind ad døren til SFO2. Der lå kun en frakke og to par støvler og flød på gulvet i den lille gang. "Hej, Jeppe. Sidder i her helt alene?" Han nikkede og slukkede playstationen, som han sad på gulvet foran. En pige, der gik en klasse over ham, sad ved det lille bord ved radiatoren og tegnede. Kunne hun lade hende være alene, når der ingen pædagoger var? Som om hun havde mærket Kristines bekymring, svarede hun: "Min far er på vej. Han har ringet." Kristine nikkede til hende og bad Jeppe om at tage sin taske. "Hvor er de voksne henne?" Han trak på skulderne. "Hvor længe har i været selv?" 20

"Det ved jeg ikke. Jeg har spillet Mortal Combat." "Hvad?! Det er du da ikke gammel nok til!" Kristine pegede på hans taske, som han modvilligt samlede op fra gulvet og smed over skulderen. Frakken tog han i hånden og stak i støvlerne. På vej ind ad døren til Frederiks SFO ringede mobilen. Det var Martin. Kristine orkede ikke at tage den. For tiden blev de uvenner over alt. Det tappede al hendes begrænsede energi. Tredje gang, den ringede, tog hun den alligevel. Smilede til en mor, der masede sig forbi hende med et skrigende barn. "Jeg vil ha' bogen med hjem! Far skal se den!" Hun begyndte at samle Frederiks regntøj sammen og proppede det i hans taske, mens hun holdt telefonen med skulderen. "Ja? Hvad ville du?" "Jeg når ikke hjem i dag, måske heller ikke i morgen." Det var det evindelige. Martin var ikke til at regne med på det punkt, kunne aldrig planlægge bare en dag frem. "Men jeg skulle jo til yoga i aften. Og hvad med skolehjemsamtalen i morgen?" Kristine sukkede dybt og modtog i det samme en rynket pande fra en pædagog, der kom ud fra køkkenet med en af de nye fem-årige i hånden. Hun pegede på Kristines mobil og rystede på hovedet. "Jeg bliver nød til at lægge på, er i SFO'en." "Jeg skal forsøge at nå hjem til skolehjemsamtalen i 21

morgen, men jeg kan ikke love noget." Kristine lagde på, smilede til pædagogen og smed mobilen i lommen. Det kunne han aldrig. Love noget. Det var fandeme ligesom at være enlig mor, blot med den forskel at der var en mere, der skulle vaskes tøj til og købes mad til. De blev nød til at køre forbi købmanden. Martin tog det sidste rugbrød med, da han kørte i morges. Og der var vist heller ikke mere kærgården. Kristine dansede over legoklodser og matchbox biler hen til SFO'ens fællesareal, hvor Frederik sad sammen med en lille pige, hun ikke kendte, og lagde puslespil. Han så op i det samme med et stort smil. "Se mor, alt det har jeg lavet! Caroline har kun lagt tre prikker!" Pigen, der åbenbart hed Caroline, trak puslespillet over mod sig, da Frederik hoppede ned af den høje skammel. "Det er vel nok flot, skat. Kom, vi skal ud til Jeppe. Han venter i bilen. Kan du sige farvel til de voksne." "Farvel!" råbte Frederik, mens han skiftevis løb og skøjtede mod garderoben. "Farvel, Frederik. Vi ses i morgen," svarede en pædagog, der sad med ryggen til ved et andet bord og læste med Anton. "Farvel," sagde Kristine og gik mod Frederiks garderobe, hvor han heldigvis var i gang med at tage sin flyverdragt på. "Kan du ta' din sportstaske, så tager jeg skoletasken." Han hoppede i Trigger-støvlerne og var i to skridt henne ved døren med tasken i hånden. "Kom, vi skal lige en tur til købmanden på vej hjem." 22

"Så vil jeg ha' noget legetøj!" erklærede Frederik bestemt. "Nej, du skal ikke ha' legetøj, hver gang vi er hos købmanden." Men hun vidste, at hun ville give efter, når det kom til stykket. At hun ville være for træt til at tage kampen ved kassen endnu engang. At hun ikke ville kunne modstå hans vedvarende plageri. Og at hun inderest inde ville synes, at det var lidt synd for ham, at han ikke så så meget til sin far, som en syv årig dreng burde. Hun vidste godt at det ikke rigtig ville hjælpe på hendes samvittighed, at lade ham få endnu en billig plastik bil eller traktor, men det ville i hvertfald heller ikke hjælpe, at han skulle have endnu en ting at være ked af det over. Hun kunne virkelig godt have brug for den yoga i aften. Hvorfor havde hun egentlig været så optimistisk at melde sig til et yogahold? Havde vel max været der fem gange på et halvt år. Kristine vidste jo godt hvorfor. Hun elskede roen og den behagelige, udstrækkende smerte ved yoga. Det skulle være hendes ugentlige frirum. I stedet var det blevet til et ugentligt irritationsmoment, fordi Martin sjældent var hjemme til at passe børnene, så hun kunne være væk hjemmefra to timer den ene aften en gang om ugen. Kristine nægtede at bede deres farmor om at passe dem. Syntes det var rigeligt, at hun passede dem hver torsdag, fordi institutionerne lukkede tidligere end kommunens eget rådhus. Med Martins arbejdstider var det svært at få dagligdagen til at hænge sammen uden hjælp fra hendes svigermor. 23

Kapitel 2 Nye Perspektiver I En Ny Verden Dér på motorvejen var tiden hendes egen. Kristine skulle ikke tage stilling til politiske dagsordener eller om der skulle agurk eller tomat i madpakken. Ingen råbende børnestemmer, der krævede hendes tilstedeværelse og hendes nærvær. Intet der forstyrrede hendes tanker. Det var på en gang befriende og skræmmende. Skræmmende, fordi intet forhindrede hende i at overveje, hvorfor det ikke længere fungerede mellem hende og Martin. Sorgen fra efteråret sad stadig dybt i hendes krop. De havde aldrig fået talt rigtigt om det. Der var så mange ting, der havde tårnet sig op imellem dem. I løbet af vinteren havde de ganske vist fået sat en dør i tårnet, men de massive mure stod der stadig. De havde før overlevet kriser og måske også kriser større end denne. Men på et eller andet tidspunkt var grænsen bare nået. Kristine sad stadig tilbage med følelsen af, at der ikke var flere æsker, at putte noget ned i. I alle disse år havde hun fundet en tom æske at putte sine forkerte følelser ned i. Alle de gange hun var blevet såret. Men der var bare ikke flere æsker og låget vil ikke blive på dem, der var. Så hele sensommeren og efteråret var det bare væltet frem. Stilheden i det store køkken-alrum havde været larmende. Tårerne trillede ned ad Kristines kinder i varme bække, der dryppede ned på hendes lyse t-shirt og lavede store skjolder. 24

Der var så meget, hun ville sige, men så få ord, der kunne presses ud gennem hendes våde læber. Hun vidste, at Martin hadede, når hun græd. Hvad tuder du nu over igen? havde han sagt gang på gang. Og hun hadede sig selv for ikke at kunne lade være. Hadede at lade andre se hende græde og mærkede, hvordan skylden og skammen sloges om at tage æren for strømmen af tårer. "Hvad er det, der er galt? Hvorfor lukker du mig ude?" spurgte Martin og foldede utålmodig hænderne på bordet foran sig, mens han rynkede panden. Kristine ville gerne kunne fortælle ham det. Ville gerne, at han forstod, hvordan hun havde haft det i så lang tid. Over tre måneder havde det stået på. Det var startet til en familiefest. Siden var Kristine blevet klar over, at denne hændelse blot var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Martins bror have gentagne gange provokeret hende og på forskellige måder sagt, at deres yngste søn, Frederik, ikke havde lige så meget ret til at være i denne verden, når der skulle tages hensyn til ham. At det var forkert af lægerne, at redde hans liv. Det gjorde naturligvis Kristine inderligt ked af det, på Frederiks og egne vegne. Han havde lige så meget ret til at være her, som alle andre. Diskussionspunktet var som altid: røg. Kristine og Martins yngste søn, Frederik, var blevet født med en misdannelse. Hans liv hang i et tynd snor, og chancen havde kun været en ud af fire for, at lægerne kunne redde ham. Forfærdelige odds at få at vide, som nybagte forældre. Uden operation ville han være tvunget til et liv - et kort et af 25