OVERDRAGELSE AF SIMPLE GÆLDSBREVE OG SIMPLE PENGEFORDRINGER I. SIMPLE GÆLDSBREVE OG SIMPLE PENGEFORDRINGER 1. Indledning Simple gældsbreve anvendes typisk i forbindelse med optagelse af et lån, fx i et pengeinstitut. Kreditor ønsker et sikkert skriftligt bevis for lånet og dets vilkår. Et gældsbrev er som tidligere nævnt en skriftlig, ensidig og ubetinget skylderklæring på et bestemt pengebeløb. Et simpelt gældsbrev vil ofte være et navnegældsbrev med fx følgende hovedindhold: "Undertegnede debitor Hans Hansen erkender herved at skylde kreditor Per Petersen kr. 80.000 - skriver ottitusinde kroner, som jeg forpligter mig til at afdrage med kr. 3.000 hver den første i en måned, første gang den 1. april 2008. Lånet forrentes fra dato med variabel rente efter kreditors bestemmelse, p.t. 7% p.a. og beregnes bagud. Renten betales sammen med afdraget hver den første i en måned, første gang den 1. april 2008. Sydkøbing, den 17. februar 2008". Som eksempler på simple pengefordringer kan nævnes fakturakrav, regningskrav, kreditkøbekontrakter og entreprisekontrakter. På disse former for pengefordringer anvendes Gældsbrevslovens regler om simple gældsbreve analogt. 2. Retsforholdet mellem kreditor og debitor Aftalens gyldighed mellem kreditor og debitor skal afgøres ud fra almindelige aftaleretlige regler, specielt Aftalelovens bestemmelser om ugyldige viljeserklæringer. Gældsbrevslovens 1 fastslår dog særligt, at den, der udsteder et gældsbrev ikke derved mister indsigelser fra det retsforhold, der gav anledning til gældsbrevets udstedelse, medmindre andet følger af særlige omstændigheder. Debitor kan derfor over for kreditor påberåbe sig fx Aftalelovens regler om såvel stærke som svage ugyldighedsgrunde eller Købelovens regler om mangler ved varen. Debitor kan således over for kreditor gøre gældende, at han ikke vil betale, fx fordi a) kreditor har begået svig over for debitor, eller b) debitor har været udsat for voldelig tvang, eller c) der er mangler ved de modtagne varer, eller d) debitor ikke har modtaget det lån, for hvilket gældsbrevet er udstedt.
Debitor skal selvfølgelig kunne bevise rigtigheden af sine påstande, hvis han skal slippe for at opfylde pengefordringen. Hvis en erhvervsdrivende kreditor af likviditetsmæssige grunde ønsker at sælge eller belåne simple pengefordringer eller simple gældsbreve, opstår fx spørgsmålet, om debitor/køber kan bevare sine indsigelser over for en erhverver, fx et pengeinstitut eller finansieringsselskab. Gældsbrevslovens kapitel III fastlægger de nærmere regler herom. II. KREDITORSKIFTE - OVERDRAGELSE AF SIMPLE FORDRINGER 1. Indledning En kreditors tilgodehavender - hans pengefordringer - udgør en del af hans omsætningsaktiver og dermed en del af hans formueaktiver. Da kreditor har ejendomsretten til disse aktiver, kan han disponere over dem ved en aftale. Han kan derfor sælge en pengefordring som enhver anden vare eller stille den som sikkerhed for et lån i et pengeinstitut. Gældsbrevslovens kapitel III om simple gældsbreve regulerer retsforholdet for salg og køb af pengefordringer - overdragelse til eje - og for belåning af en pengefordring mod sikkerhed i denne - overdragelse til sikkerhed/pantsætning. En pengefordring kan som almindelig regel frit overdrages til eje (salg) eller til sikkerhed (pant). En debitor kan dog betinge sig, at den ikke kan overdrages. Lovgivningen har i nogle tilfælde også direkte forbudt overdragelse af pengefordringer, fx fordring på løn. Driver kreditor en erhvervsvirksomhed i en branche med længere varende kredittid for kunderne, kan dette medføre, at han har betydelige tilgodehavender bundet. Dette kan påvirke likviditetsgraden i uheldig retning. Kreditor kan derfor have en interesse i at gøre den bundne pengemængde likvid, dvs. at gøre den i rede penge. Dette kan han gøre ved at sælge eller belåne disse pengefordringer. Der sker altså et kreditorskifte, når han sælger eller pantsætter sin fordring. 2. Retsforholdet mellem overdrageren og erhververen Overdrager kreditor pengefordringen til en tredjemand, fx et finansieringsselskab, regulerer Gældsbrevslovens 9 og 10 dette retsforhold. Kreditor er overdrageren, og tredjemand er erhververen. Aftalelovens regler om aftalens indgåelse og ugyldige viljeserklæringer gælder i forholdet mellem overdrageren og erhververen. Hvis erhververen af en pengefordring fx har udøvet voldelig tvang eller svig over for overdrageren, får han ingen ret til pengefordringen. Overdrageren garanterer ikke for, at debitor kan betale, 10. Erhververen må derfor selv i givet fald stå med tabet. Ud fra det synspunkt må det fastslås, at pengefordringer ikke er velegnede til overdragelse. Overdrageren kan dog have garanteret for debitors betalingsevne ved en "skadesløs transport", dvs. at overdrageren har påtaget sig simpel kaution over for erhververen. Erhververen af pengefordringen kan dog også minimere tabsrisikoen ved at "sortere debitorerne".
Ved salg og pantsætning indestår overdrageren for, at fordringen består, 9. Denne garanti medfører, at overdrageren har et objektivt ansvar over for erhververen. Overdrageren vil således være erstatningspligtig over for erhververen, a) hvis pengefordringen slet ikke eksisterer, eller b) hvis debitor kun skylder et mindre beløb end oplyst af kreditor, eller c) hvis debitor kan gøre fx en mangelsindsigelse med ophævelse af aftalen eller en nedsættelse af købesummen gældende over for erhververen. En forbruger har fx købt en brugt bil på en købekontrakt. Det viser sig, at bilen har så mange fejl, at købesummen bør nedsættes med en tredjedel. Autoforhandleren - overdrageren - har imidlertidig overdraget - diskonteret - købekontrakten til en erhverver, fx et pengeinstitut. Forbrugeren kan over for pengeinstituttet forlange købesummen nedsat med en tredjedel. Debitor bevarer altså sine indsigelser over for en erhverver. Bestemmelsen i 9 gælder dog ikke, hvis erhververen vidste, at pengefordringen ikke bestod, eller havde grund til mistanke herom. Selv om overdrageren har et objektivt ansvar, er det ikke givet, at han er i stand til at udrede et erstatningsbeløb til erhververen. Overdrageren kan være gået konkurs. Pengeinstitutterne og finansieringsselskaberne "sorterer" derfor debitorerne for at minimere tabsrisikoen. Selv om det tilsyneladende ikke er attraktivt for en erhverver at købe eller belåne en pengefordring, finder sådanne overdragelser sted i betydeligt omfang. 3. Retsforholdet mellem debitor og erhverver Det er især simple pengefordringer, fx fakturakrav og entreprisekontrakter, der overdrages til eje eller til sikkerhed. En erhvervsdrivende kreditors likviditetsgrad kan forøges ved at sælge eller belåne fakturakrav og købekontrakter. Dette kan ske gennem et pengeinstitut eller et factoringselskab. Et factoringselskabs opgave er typisk at foretage finansiering for en anden erhvervsvirksomhed ved køb eller belåning af dennes udestående tilgodehavender. Køber factoringselskabet pengefordringen, har dette også overtaget kreditrisikoen, hvis debitor mangler betalingsevne. Factoringselskabet udfører også bogførings- og opkrævningsfunktioner. Når der således finder et kreditorskifte sted, rejser det spørgsmålet om, hvorledes debitors retsstilling er, efter at overdragelsen er sket. Gældsbrevslovens regler er udformet således, at de tilsigter at beskytte debitor, dvs. at debitors forpligtelse ikke kan forøges ved, at pengefordringen overdrages til en erhverver til eje eller til sikkerhed. 3.1. Debitors indsigelser over for erhververen Debitor bevarer alle indsigelser over for den oprindelige kreditor - overdrageren, 1. Når et simpelt gældsbrev eller en simpel pengefordring sælges eller pantsættes, fastslår 27, at erhververen ikke får bedre ret end overdrageren. Dette princip medfører, at
debitor over for erhververen kan fremsætte alle de indsigelser, som han havde over for overdrageren. Dette gælder også, selv om erhververen ikke vidste eller burde vide, at debitor havde indsigelser. Debitor bevarer altså såvel stærke indsigelser, fx falsk, forfalskning og umyndighed, som svage indsigelser, fx svig, udnyttelse og fejltagelse. Han bevarer også mangelsindsigelser efter Købeloven og betalingsindsigelser. "Sorteper bliver givet videre". Kreditaftalelovens 33 bestemmer præceptivt, at forbrugeren over for en anden kreditor - en erhverver - kan gøre samme indsigelser gældende som over for kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse. Gældsbrevslovens 27 kan dog fraviges ved aftale. Debitor kan derfor over for den oprindelige kreditor - overdrageren - bindende have givet afkald på at gøre indsigelser gældende over for en erhverver af fordringen. Hvis et sådant afkald gives, er fordringen bedre egnet til salg eller belåning, idet den første eller senere erhverver ikke kan mødes med indsigelser fra debitors side. Dette er en såkaldt cut off-klausul. En sådan cut off-klausul er ugyldig i forbrugerkreditaftaler, Kreditaftalelovens 33. 3.2. Legitimation - hvem er rette kreditor? Så længe debitor ikke har fået at vide, at fordringen er blevet overdraget, er han ved simple pengefordringer og simple gældsbreve forpligtet til at betale til den oprindelige kreditor. Dette fremgår af 29, der bestemmer, at debitor med frigørende virkning kan betale til overdrageren, medmindre han vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betalingen, eller han ikke har udvist den agtpågivenhed, som forholdene krævede. 4. Rettigheder - hvem har ejendomsretten? En simpel pengefordring eller et simpelt gældsbrev bortkommer fra indehaveren, fx ved et tyveri. Tyven - "erhverver 1" -, overdrager, efter at have påført falsk navn, fordringen til en godtroende køber - erhverver 2 -. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt erhverver 2 kan beholde fordringen, eller om den skal "hjem" til den oprindeligt berettigede - den bestjålne. Den almindelige hovedregel i 27 fastslår, at en erhverver ikke får bedre ret end overdrageren. Den stjålne fordring skal derfor tilbage til overdrageren, uanset om erhverver 2 er i god eller ond tro. 5. Omsætningsbeskyttelse - sikringsakt En erhverver af en simpel pengefordring eller et simpelt gældsbrev vil naturligvis sikre sig, at den ejendomsret, som han får ved køb, eller den panteret, som han opnår ved overdragelse til sikkerhed, også reelt eksisterer og ikke bliver "fortrængt" af andre. Erhververen skal derfor sikre sin ret over for overdragerens retsforfølgende kreditorer og over for senere godtroende omsætningserhververe, som samme fordring også kunne være overdraget til. Han skal sikre sig mod dobbeltdispositioner. Erhververen skal foretage en sikringsakt.
De retsforfølgende kreditorer kan være kreditorer, der søger fyldestgørelse gennem en udlægsforretning eller konkurs. En omsætningserhverver kan være en køber, en panthaver eller en gavemodtager. Underretningen om overdragelsen til debitor er sikringsakten. Underretningen er en denunciation, der er et påbud. Dette har retsvirkning, når underretningen kommer frem til debitor, uanset om den er afgivet af overdrageren eller erhververen. Eksempel 1: Dobbeltsalg. Den oprindelige kreditor - overdrageren - kunne finde på at sælge den samme fordring til a) erhverver A den 13. marts 2008 og b) erhverver B den 14. marts 2008, der ikke kender noget til aftalen med A. Eksempel 2: Kollision mellem et salg og en pantsætning. Den oprindelige kreditor - overdrageren - kunne måske finde på at sælge den til c) erhverver C den 13. marts 2008 og d) samtidig pantsætte den til panthaver D den 14. marts 2008. D kender ikke noget til aftalen med C. Løsning til eksempel 1 og 2: Hovedreglen er, at den, der først indgår aftalen, også får retten til fordringen, dvs. princippet om først i tid, bedst i ret. Erhververne A og C skulle således få retten til fordringen. Men erhverver A og C skal sikre sig mod overdragerens senere godtroende omsætningserhververe - erhverver B eller panthaver D. Hvis A eller C ikke foretager sikringsakten, kan erhverver B og panthaver D fortrænge erhververne A og C. Men det kræver, at erhverver B eller panthaver D eller overdrageren som den første giver underretning om overdragelsen til debitor, 31, stk. 2, altså før A eller C gør det. "Den sidste kan alligevel blive den første". Eksempel 3: Et salg "angribes" af overdragerens retsforfølgende kreditorer. Overdrageren kunne være økonomisk trængt af kreditorerne. Han sælger derfor en fordring til e) erhverver E den 13. marts 2008 og f) overdrageren bliver erklæret konkurs den 14. marts 2008, eller en retsforfølgende kreditor gør udlæg i samme fordring den 14. marts 2008.
Erhverver E skal sikre sig mod overdragerens retsforfølgende kreditorer. Løsning til eksempel 3: Overdragelse af et simpelt gældsbrev eller en simpel pengefordring til eje eller pant har ikke gyldighed mod overdragerens retsforfølgende kreditorer, medmindre debitor fra overdrageren eller erhververen har fået underretning om overdragelse, 31, stk. 1. Erhverver E opnår derfor kun omsætningsbeskyttelse mod overdragerens retsforfølgende kreditorer, hvis debitor har modtaget underretning om overdragelsen inden retsforfølgningen. Hvis underretningen ikke er sket rettidigt, fortaber han retten til fordringen.