Forhandlergrundsætningen og forholdet til panthaver

Transkript

1 Forhandlergrundsætningen og forholdet til panthaver Skrevet af Søren Gang Seldrup Indledning Vindikation og ekstinktion... 2 Ejendomsforbeholdet... 4 Forhandlergrundsætningen... 7 Hans Willumsen kritik af bilbogsbetænkningen og bemærkningerne... 8 Højesterets dommen U H Tinglyst underpant i personbogsaktiver Tilsidesættelse af en tinglyst rettighed ved uforsigtighed Tilsidesættelse af en tinglyst rettighed ved passivitet God tro Konklusion Litteraturliste

2 Indledning. I denne opgave vil det blive undersøgt, hvorvidt forhandlergrundsætningen kan gøres gældende over for en panthaver, der har tinglyst underpant i løsøre. For at kunne besvare dette spørgsmål vil dommen U H blive inddraget og analyseret, samtidig med begreberne uforsigtighed, passivitet og god tro. Indledningsvis vil jeg begynde med en gennemgang af de almindelige regler, for vindikation og ekstinktion for løsøregenstande. Det skal herunder undersøges, om der i Danmark gælder en hovedregel for vindikation eller ekstinktion, når en rettighedshaver påberåber sig f. eks en panteret i en genstand, og pantsætter efterfølgende har solgt denne genstand. Konflikten mellem den nye erhverver og panthaver skal løses således, at der enten sker vindikation til fordel for panthaver, eller ekstinktion for fordel for erhverver. Herefter vil gennemgå reglerne i forhold til ejendomsforbehold, da disse belyser reglerne for vindikation og ekstinktion. Til sidst vil jeg undersøge, hvorvidt forhandlergrundsætningen finder anvendelse på tinglyst underpant. Forhandlergrundsætningen gælder normalt kun ved ejendomsforbehold og derfor er det interessant at undersøge, om den også gælder for tinglyst underpant. Undersøgelsen vil omfatte både personbogsaktiver og bilbogsaktiver. Her vil det også blive undersøgt om der er pligt til at kende til personbogen samt bilbogen, for at være i god tro. Vindikation og ekstinktion I relation til tredjemandsproblemer anvendes ofte ordene vindikation og ekstinktion som betegnelser for tilfælde, hvor en rettighedshaver (B) bevarer sin ret i konkurrence med andre rettighedshavere, eller hvor B s rettighed fortrænges helt eller delvist, af en konkurrende rettighed. Ordene har rødder helt tilbage i romerretten men deres betydning er ikke helt klare og de anvendes ikke helt ensartet i litteraturen jf. Peter Mortensen Indledning til Tingsretten s. 97. herefter PMI. Vindikation går ud på at den oprindeligt berettigede, kan fordre genstanden udleveret fra den, der uberettiget har genstanden i hænde jf. Juridisk Ordbog 10 udgave s herefter JO. Ekstinktion betyder udelukkelse, og i juridisk henseende er der tale om, at den oprindeligt berettigede mister retten over genstanden, til fordel for en senere erhverver. Den oprindeligt berettigede får således udslukt sin ret jf. JO s. 75. Hovedreglen i Danmark var tidligere vindikation, hvilket fremgår af Danske Lov herefter DL hvor dette nævnes flere steder. Et eksempel findes i DL 5-7-4, der vedrører håndpant, og 2

3 tilsvarende findes der regler i DL, der vedrører genstande der er lånt eller stjålet. I det 20. århundrede har der været store diskussioner om, hvorvidt hovedreglen stadig er vindikation, men denne diskussion vil være for omfattende at komme ind på her. Jeg vil dog give et par eksempler på argumenter, der har været nævnt i det forrige århundrede for, at hovedreglen skulle være skulle være ekstinktion og ikke vindikation. For det første er der risikofordelingssynspunktet, her kikker man på, hvem der bedst kan sikre sin ret, f. eks ved at den oprindeligt berettigede har mulighed for at forsikre sin genstand, sammenholdt med hvor svært det er for erhververen at undersøge omsætningsrækken bagud. Et andet argument for ekstinktion er omsætningshensynet, dette kan lige så vel påberåbes til fordel for vindikation, idet omsætningshensynet også her kan siges at være beskyttelsesværdigt. Argumentet for at vindikation er hovedreglen, er at visse betingelser kræves opfyldt for at der overhovedet kan ske ekstinktion, der skal foreligge rådighedsberøvelse, besiddelse, god tro samt og noget mere jf. Michael Elmer og Lise Skovby, Ejendomsretten 1. s.162. herefter ES. For det første er det et krav for ekstinktion, at der sker rådighedsberøvelse. Dette går ud på at besidderens faktiske legitimation bringes til ophør, således at han ikke stifter nye rettigheder over genstanden. Dernæst skal der foreligge besiddelse hos mellemleddet, hvilket vil sige at mellemleddet overfor aftaleerhververen må have fremtrådt, som berettiget til at råde over genstanden. Der kan ikke stilles noget absolut krav om, at mellemleddet har udøvet besiddelsen selv, men det anses derimod som tilstrækkeligt, hvis man overfor omverdenen fremtræder som beføjet til at råde over genstanden. For det tredje skal erhververen være i god tro. God tro er en af de mest centrale betingelser for at der kan ske ekstinktion. Den senere erhverver skal derfor, for at kunne ekstinkvere være i god tro om den tidligere rettighed. Det ville stride mod alle forestillinger om retssikkerhed og retfærdighed hvis en person, der er i ond tro om en rettighed, alligevel kunne fortrænge denne. Selve ekstinktionen for aftaleerhververen bygger på at erhververen har handlet i den tro, at overdrageren var berettiget til at disponere. Var erhververen i ond tro om berettigelsen, bør han ikke kunne vinde ret jf. PMI s.180. Jeg vil mere detaljeret komme ind på begrebet god tro i senere afsnit. Den sidste betingelse er betingelsen om noget mere, her kræves der yderligere omstændigheder end de ovenfor anførte, for at der kan blive tale om ekstinktion, eksempler på to forhold, der har ført til ekstinktion er uforsigtighed og passivitet. Det er her vigtigt at bemærke at betingelsen om noget mere ikke gælder ved legitimationsekstinktion da denne er en samlet betegnelse for de tilfælde hvor ekstinktion indtræder pga. at mellemleddet har 3

4 fået en særlig legitimation til at handle på vegne af den oprindeligt berettigede jf. ES s.179. Uforsigtighed og passivitet vil igen blive analyseret mere detaljeret i senere afsnit. Det antages at der stadig i Danmark gælder en hovedregel om vindikation. Ejendomsforbeholdet Ved ejendomsforbehold forstås et kreditkøb, hvor det er aftalt, at sælgeren kan tage det solgte tilbage, såfremt køberen ikke opfylder sine forpligtelser jf. PMI s.278 og Kreditaftaleloven herefter KAL 6 stk. 1. Ligeledes indskrænker et ejendomsforbehold købers ret til at disponere over genstanden, idet dispositioner over salgsgenstanden uden respekt af ejendomsforbeholdet ikke er tilladt. Ordet ejendomsforbehold er til en hvis grad misvisende da et ejendomsforbehold ikke af sælger kan tages ensidigt, men kræver at sælger og køber aftaler dette jf. ES s Et gyldigdigt ejendomsforbehold medfører således, at sælger kan kræve genstanden tilbage fra køber, såfremt køber ikke betaler købesummen, og dette vel at mærke uden iagttagelse af nogen sikringsakt, her skal det tilføjes at der gælder en undtagelse for motorkøretøjer hvor sikringsakten er tinglysning efter tinglysningsloven herefter TL 42 d stk. 1. Ejendomsforbeholdets gyldighedsbetingelser afhænger først og fremmest af, hvem sælger ønsker at gøre ejendomsforbeholdet gældende overfor. Inter partes vil aftalen om ejendomsforbeholdet principielt være tilstrækkeligt. Dette medfører at et ejendomsforbehold vil være gyldigt inter partes på trods af, at det er aftalt efter overdragelse af salgssummen jf. PMI s Ønsker sælger at gøre ejendomsforbeholdet gældende overfor købers aftaleerhververe eller kreditorer, skal særlige betingelser være opfyldte, før sælger opnår et tingsretsligt beskyttet ejendomsforbehold. Det er almindeligt antaget at følgende fire betingelser skal være opfyldte: Ejendomsforbeholdet skal for det første være taget, ved en klar og udtrykkelig aftale. I klarhedskriteriet ligger dels et krav om, at der ikke må være tvivl om, at sælgeren har taget ejendomsforbehold, dog uden at det er et krav, at ordet ejendomsforbehold direkte anvendes. Det skal fremgå at ejendomsforbeholdet vedrører den aktuelle genstand og ikke fremtidige eller ældre krav. Utrykkelighedskravet medfører, at et ejendomsforbehold ikke kan tages med henvisning til branchekutyme eller lignende. Dette udelukker dog ikke, at sædvanlig praksis mellem parterne kan have betydning, såfremt det skal afgøres om ejendomsforbeholdet er vedtaget mellem parterne eller ej. Der gælder ikke noget skriftelighedskrav og vurderingen af om der er indgået en gyldig aftale, må ske ud fra de almindelige aftaleretlige regler. Kravet 4

5 om at ejendomsforbeholdet skal være aftalt skyldes til dels, at købers aftaleerhververe og kreditorer ikke skal respekterer, et forbehold som køber ikke selv skal respektere, dels er det for at undgå, at sælger besviger købers kreditorer jf. PMI s For det andet skal aftale om ejendomsforbeholdet, være sket senest ved overgivelsen af salgsgenstanden. Det vil dog være muligt at aftale et gyldigt ejendomsforbehold, på trods af at genstanden har været overgivet til køber, såfremt dette ikke skete som led i købsaftalen, f. eks. fordi køber har haft genstanden på prøve. Kravet skyldes hensyntagen til købers aftaleerhververe og kreditorer, da det ville være urimeligt overfor disse, såfremt sælgeren efter overdragelsen fik fortrinsstilling pga. aftale om ejendomsforbehold på et tidspunkt, hvor genstanden må anses for at høre til købers formuesfære jf. PMI s. 270 For det tredje skal der være tale om individualiserbare genstande. Dette kriterium har tillige til formål, at undgå svig overfor købers aftaleerhververe og kreditorer ved at tilføje genstande under ejendomsforbeholdet, som ikke var en del af den oprindelige aftale. Dette vil resultere i, at købers aftaleerhververe og kreditorer ville blive stillet ringere. Det har i teorien været diskuteret om kriteriet er opfyldt, såfremt sælger på tilbagetagelses tidspunktet kan føre identifikationsbevis for, hvad der er omfattet af ejendomsforbeholdet, eller om det må kræves, at det materielle beskrivelseskrav er opfyldt. Af kravet om identifikationsbevis følger det at der ikke er noget formkrav til beskrivelsen af salgsgenstanden, med undtagelse af klarhedskriteriet som nævnt ovenfor. I kravet om, at der tillige stilles krav om materiel beskrivelse, ligger at de omfattede genstande skal være beskrevet så nøjagtigt i ejendomsforbeholdsaftalen, som det efter omstændighederne er muligt. Peter Mortensen konkluderer, at det er mest nærliggende at der ikke eksisterer et materielt beskrivelses krav for ejendomsforbehold. Dette begrunder han bl.a. med henvisning til retspraksis jf. PMI s Således fandt Sø- og Handelsretten i U S et ejendomsforbehold ugyldigt, da der ikke forelå tilstrækkelig individualisering. Der var tale om et ejendomsforbehold i en forretning inventar mv. Nogle måneder inden køberen havde videreoverdraget forretningen med inventar, var der blevet foretaget en skifteretsregistrering. Med denne ville sælger højst sandsynlig kunne have ført bevis for, hvad der var omfattet af ejendomsforbeholdet. Men dette var ifølge Sø- og Handelsretten ikke tilstrækkeligt. I U H kom højesterets flertal frem til, at en sælger af nogle smågrise måtte bære risikoen for en for ringe beskrivelse af hvilke grise, der var omfattet af ejendomsforbeholdet. 5

6 Flertallet tog derfor ikke konkret stilling til, om der generelt eksisterer et materielt beskrivelseskrav, da de ikke stillede krav om en konkret beskrivelse i købekontrakten. Højesteret konkluderede, at undladelsen heraf var sælgers egen risiko. Af kontrakten fremgik det at grisene skulle mærkes, hvilket midlertidigt ikke var sket. Købers egne oplysninger kunne ikke anses for tilstrækkelige. Højesterets mindretal tog afstand fra det materielle beskrivelseskrav, da de lagde købers beskrivelse af ejendomsforbeholdets omfang til grund, således at dette omfattede de grise, køber påstod var omfattet af ejendomsforbeholdet jf. PMI s. 275 samt U H. I modsætning til Peter Mortensen er Michael Elmer og Lise Skovby af den opfattelse, at der skal stilles krav om, at købekontrakten indeholder en nærmere specifikation af de genstande der er omfattet af ejendomsforbeholdet jf. ES s De begrunder dette i tre forhold. For det første begrundes det i hensynet til prioritetskonstatering. For det andet i hensynet til notoriet, da de oplysninger man som tredjemand kan få, om ejendomsforbeholdet i genstande der befinder sig hos køberen, alene er knyttet til angivelserne i købekontrakten. For det tredje i hensynet til at undgå at købers aftaleerhververe, og kreditorer besviges ved at tilføje flere genstande under ejendomsforbeholdet, end der tidligere var aftalt jf. ES s De netop oplistede krav er de betingelser, der i almindelighed skal være opfyldte for at et ejendomsforbehold kan gøres gældende overfor tredjemand. I KAL's kap. 10 eksisterer dog nogle yderligere krav. Indledningsvist skal der knyttes en kommentar til KAL's anvendelsesområde. Som udgangspunkt finder KAL alene anvendelse på forbrugerkøb, jf. KAL 1 men af KAL 2 følger, at reglerne i KAL kap. 11 også finder anvendelse for andre køb. Af KAL 50, som står i kap. 11, følger at reglerne i kap. 10 om ejendomsforbehold med undtagelse af visse bestemmelser også finder anvendelse for andre køb end forbrugerkøb. Loven kan i forbrugerkøb ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. KAL 7 stk. 1 og i ikke- forbrugerkøb kan loven kun fraviges ved aftale, men ikke såfremt dette er til skade for køberen i et køb med ejendomsforbehold, jf. KAL 7 stk. 2. KAL 34 stk. 1 og 3 opstiller nogle kriterier, som skal være opfyldte, såfremt købet er omfattet af bestemmelsen. Såfremt alle kriterier ikke er opfyldte, er ejendomsforbeholdet ugyldigt. I denne forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at KAL 34 ikke er udtømmende. For at et ejendomsforbehold er gyldigt, kræves det altså, at de fire ovenfor nævnte betingelser ligeledes alle er opfyldte jf. PMI s

7 For det første skal ejendomsforbeholdet være aftalt senest ved overgivelsen af det købte til forbrugeren, jf. KAL 34 stk. 1, nr. 1. Dette krav svarer til det ovenfor anførte. For det andet skal det samlede beløb, der betales, overstige kr. jf. KAL 34 stk. 1, nr. 2. For det tredje må kreditkøbet ikke være en aftale om kredit med variabelt lånebeløb, jf. KAL 34 stk. 1, nr. 3. For det fjerde skal sælgeren ved overgivelsen af det købte være fyldestgjort for mindst 20 % af kontantprisen, jf. KAL 34 stk. 1, nr. 4. Dette fjerde krav finder ikke anvendelse i ikke-forbrugerkøb, jf. KAL 50 stk. 2. For det femte skal ejendomsforbeholdet vedrøre det aktuelle køb, jf. KAL 34 stk. 3. Bestemmelsen svarer til det fjerde af de generelle krav. Hovedreglen er at sælgeren opnår en vindikationsret, såfremt gyldighedsbetingelserne er opfyldte jf. de fire betingelser ovenfor. Denne ret udløses ved købers væsentlige misligholdelse, med betalingen og gælder såvel overfor køber, som dennes aftaleerhververe og kreditorer jf. PMI s KAL indeholder særlige regler for, hvornår misligholdelsen med betalingen kan anses for væsentlig, og under hvilke betingelser, der kan ske vindikation. Som nævnt ovenfor opnår sælger vindikationsret uden iagttagelse af nogen sikringsakt. En undtagelse til hovedreglen om vindikation kan dog opstå i de tilfælde, hvor købers aftaleerhverver opfylder de almindelige ekstinktionsbetingelser og sælgers uforsigtig, passivitet mv. kan efter omstændighederne føre til ekstinktion. Endelig skal det bemærkes, at det faktum, at et ejendomsforbehold enten er ugyldigt eller ekstingveres, ikke medfører, at sælgers krav på købesummen forsvinder, idet ejendomsforbeholdet ikke kan siges at bære fordringen, men er derimod en sikkerhed for at betaling sker. Forhandlergrundsætningen Forhandlergrundsætningen går ud på følgende: Når en sælger har et ejendomsforbehold i en ting, og den som tingen er solgt til, er forhandler af netop denne vare kan han ikke gøre ejendomsforbeholdet gældende overfor en senere køber. Begrundelsen herfor er at ejendomsforbeholdssælgeren er nærmest til at bære risikoen for, at forhandleren videresælger. Det er derfor ikke forhandlergrundsætningen direkte, men en analogi af denne, hvis reglen finder tilsvarende anvendelse vedrørende tinglyst underpant i løsøre, samt ved tinglyst ejendomsforbehold for så vidt angår motorkøretøjer. Et praktisk eksempel vedrørende bilbogen kunne være at et pant (ejendomsforbeholdet) vil her ofte være opstået som et led i bilsælgerens finansiering af lageret, og spørgsmålet er, om en godtroende køber af bilen vil 7

8 kunne gøre forhandlergrundsætningen gældende overfor panthaveren. Det er da en forudsætning, at pantet er behørigt sikret ved tinglysning jf. TL 42d stk. 1, for ellers kan en financier ikke gøre pantet gældende, overfor en godtroende aftaleerhverver, eller overfor pantsætters retsforfølgende kreditorer. Når jeg her har valgt at tage udgangspunkt bilbogsaktiver og ikke i underpant i almindeligt løsøre jf. TL 47 stk. 1 er det fordi jeg mener, at der er forskel på retsstillingen vedrørende disse to former for pant, derfor skal de behandles hver for sig. Jeg mener at der er forskel på retsvirkningen af tinglysning i personbogen og tinglysning i bilbogen i relation til forhandlergrundsætningen, selv om bestemmelsernes ordlyd svarer til hinanden. Bestemmelsen vedrørende bilbogen i TL 42d stk. 1 er i forhold til bestemmelsen vedrørende personbogen i TL 47 stk. 1, udvidet til også at omfatte ejendomsforbehold og retsforfølgning, dog kun retsforfølgning når rekvirenten ikke har fortaget rådighedsberøvelse. Begge bestemmelser kræver tinglysning, for at opnå beskyttelse overfor en godtroende aftaleerhverver og overfor retsforfølgning. Jeg nævner denne problemstilling nu, da nogle forfattere, som jeg vil refererer til, har den holdning at der ikke er forskel på retsvirkningen af tinglysningen efter TL 42d stk. 1 og TL 47 stk. 1 i relation til forhandlergrundsætningen. Hans Willumsens kritik af bilbogsbetænkningen og bemærkningerne. Der vil i det følgende blive taget udgangspunkt, i de uoverensstemmelser der findes mellem Hans Willumsen og Justitsministeriets bemærkninger til et lovforslag på området. Justitsministeriet bemærkning til dette lovforslag, fulgte i kølevandet på bilbogsbetænkningen, der handler om hvad der kan gøres for at løse problemer med skjult gæld i biler. Uoverensstemmelserne kommer til udtryk ved at Hans Willumsen kritiserer både bilbogsbetænkningen og bemærkningerne. Hans Willumsens kritik kommer frem i U 1996 B (bemærkninger til betænkning om skjult gæld i biler). Denne omhandler spørgsmålet om en senere godtroende erhverver overhovedet kan ekstingvere en tinglyst rettighed Grunden til diskussionen af dette i Hans Willumsen artikel er, at der i bilbogsbetænkningen s.70 står vedrørende TL 47 stk. 1 om underpant i løsøre, at der alene er knyttet en modificeret prioritetsvirkning til tinglysning af pantebrevet i personbogen jf. Bet. 1190/1990 s.70 Når Justitsministeriet anfører at der kun er knyttet en modificeret prioritetsvirkning til tinglysning af et pantebrev i personbogen, menes der at tinglysningen er nødvendig, men ikke i alle tilfælde tilstrækkelig, som beskyttelse overfor senere kreditorer og aftaleerhververe i god tro. Justitsministeriet har i bemærkningerne til lovforslaget omkring bilbogen fulgt disse 8

9 udsagn op i betænkningen. Her anføres det at der er tale om en begrænsning af forhandlergrundsætningen og heri ligger, at det normalt er uagtsomt, hvis man undlader at undersøge bilbogen ved køb af en brugt bil, hos en forhandler. Er der derimod tale om køb af en fabriksny bil hos en forhandler betragtes det ikke, som uagtsomt at undlade at undersøge bilbogen. Her vil køberen således kunne ekstingvere en tinglyst rettighed, hvis han ellers i øvrigt opfylder ekstinktionsbetingelserne jf. FT tillæg A spalte Hans Willumsens kritik af dette går på, at Justitsministeriet ved at skrive således i bemærkningerne, får det til at fremstå, som om tinglysningens funktion er at skabe ond tro hos den senere erhverver, hvilket får den betydning, at erhververen ikke længere opfylder ekstinktionsbetingelserne. Hans Willumsens henviser til TL 42d og TL 47 og 1 s ordlyd, hvorefter tinglysningens funktion er, at sikre den tinglyste ret også mod godtroende aftaleerhververe jf. U 1996 B Han mener derfor ikke, at der kan ske ekstinktion af en tinglyst rettighed. Dette begrundes med at han ikke ser det som et spørgsmål om ekstinktion, men derimod som et spørgsmål om, hvorvidt sikringsakten har været tilstrækkelig. Med dette mener han, at når panthaver bliver klar over at genstanden han har pant i er blevet solgt og panthaveren ikke reagerer overfor dette, så medfører det at han på ny må foretage sikringsakten, da han ellers har accepteret at der er en ny ejer. Det vil sige at når der således ikke overfor den nye ejer er foretaget nogen sikringsakt, vil panthaveren ifølge Hans Willumsens fortabe sin panteret. Efter vi har fået bilbogen undtager han bilbogsaktiver fra denne regel om fornyet tinglysning, da der ved lysning i personbogen er tale om et register der relaterer sig til personen og ikke som i bilbogen et register der relaterer sig til genstanden. Dette begrunder han med at der ikke er nogen grund til at overføre problemerne vedrørende personbogen til bilbogen jf. U 1998 B 319. Konklusionen er at Hans Willumsens ikke mener at der kan ske ekstinktion af en rettighed, der er tinglyst i bilbogen eller personbogen. Det vil sige at der ifølge ham, ikke gælder nogen forhandlergrundsætning vedrørende underpant eller ejendomsforbehold i bilbogsaktiver eller personbogsaktiver. Rørdam og Carstensen herefter RC anfører, at hovedreglen ved tinglyst underpant i løsøre, er at ekstinktion til fordel for kreditorer er udelukket. Det samme gælder for aftaleerhververe i god tro, med undtagelse af, hvis underpanthaver har handlet uforsigtigt eller har udvist passivitet, eller hvis han har udstyret pantsætter med en særlig legitimation jf. RC pant s

10 Jeg vil i et senere afsnit komme mere ind på uforsigtighed og passivitet. Jeg mener ikke at man kan tage RC til indtægt for at forhandlergrundsætningen gælder ved tinglyst underpant i bilbogsaktiver, men alligevel udelukker de heller ikke at tinglyst underpant kan bortfalde i særlige situationer. Selvom RC mener at der kan ske bortfald ved uforsigtighed, kan man ikke deraf slutte, at forhandlergrundsætningen også er et udtryk for den nødvendige uforsigtighed. Jeg mener ikke at det ikke i sig selv kan betegnes, som uforsigtigt, at få underpant eller ejendomsforbehold i et bilbogsaktiv hos en forhandler. Højesterets dommen U H Der findes en kendelse der netop omhandler området for tinglyst underpant i løsøre. I U H finansierede en autoforhandler sit lager af brugte biler, ved et lån i en bank Banken opnåde samtidig pant i bilerne ved et skadesløsbrev. Banken betingede sig at den solgte bil først skulle udgå af pantet, når købesummen var blevet betalt af banken. Den 17. april 1998 blev der lyst et skadesløsbrev omfattende en Toyota, der var her tale om et skadesløsbrev der jævnligt skulle udskiftes ca. hver 14. dag. Toyotaen blev solgt den 21. april 1998, men uden at autoforhandleren afregnede med banken, og i juni måned sammen år, gør banken panteretten gældende overfor køberen. Højesteret udtaler følgende: Det følger herefter af tinglysningsloven 42 d, stk. 1 at Midtbanks panteret i bilen er beskyttet over for Bøvlingbjerg Auto. De af Bøvlingbjerg Auto anførte generelle legitimationsog risikosynspunkter kan ikke føre til et andet resultat. Det er som anført af landsretten uden betydning, at det nævnte skadesløsbrev efterfølgende blev erstattet af nye skadesløsbreve. Der er ikke grundlag for at fastslå, at Midtbank ved mangelfuld kontrol med Tommy Søndermølles afregninger eller på anden måde har udvist en uforsigtighed, som kan medføre, at den tinglyste panteret ikke kan gøres gældende. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at Midtbank har udvist passivitet ved forfølgningen af sin panteret over for Bøvlingbjerg Auto. Højesteret deler bemærkningerne op i to afsnit, da man for det første giver banken medhold jf. TL 42 d, stk. 1. For det andet finder man, at legitimations og risikosynspunkter ingen betydning har, hvilket vil sige, at man afviser forhandlergrundsætningen. I den nævnte sag ville det ellers være oplagt at tilsidesætte efter forhandlergrundsætningen, hvis den overhovedet gælder overfor en tinglyst panteret. 10

11 Køberen gør gældende, at banken har handlet uforsigtigt ved at udstyre forhandleren med en særlig legitimation, da han må sælge pantsatte køretøjer og banken er herefter nærmest til at bære risikoen for, at der ikke sker afregning. Dette er et klart eksempel på forhandlergrundsætningen bortset fra, at der er tale om tinglyst underpant i bilbogsaktiver. Konklusionen er, at man ikke med denne afgørelse kan udvide området for forhandlergrundsætningen til også at omfatte tinglyst underpant snarere modsat. I det andet afsnit af præmisserne lader Højesteret en dør stå åben for, at der vil kunne ske ekstinktion til fordel for en godtroende erhverver, selvom pantet er tinglyst. Højesteret anfører nemlig, at der ikke har været tale om mangelfuld kontrol eller anden uforsigtighed fra bankens side, som kunne medføre panterettens bortfald. Tillige anfører Højesteret, at banken heller ikke har udvist passivitet, som kan betyde, at panteretten faldt bort. Det kan hermed konkluderes at forhandlergrundsætningens anvendelse på tinglyst underpant og tinglyst ejendomsforbehold i bilbogsaktiver er, at der har været nogen diskussion om dette i teorien, siden bilbogen kom i Det skyldes hovedsageligt den ovenfor nævnte betænkning 1190/1990 samt bemærkningerne til lovforslaget, da disse strider mod TL 42 d stk. 1 s ordlyd. Problemet er om der findes en regelkonflikt mellem TL's ordlyd og de almindelige regler om ekstinktion af en rettighed over løsøre, og i givet fald hvordan denne konflikt skal løses. Forhandlergrundsætningen er et eksempel på en regel, der strider mod TL's ordlyd, retsstillingen blev afklaret med dommen U H. Der var jo som nævnt ovenfor en oplagt mulighed for Højesteret til at tilsidesætte en tinglyst panteret i løsøre, efter forhandlergrundsætningen, men man valgte ikke at gøre det. Det kan derfor konkluderes at forhandlergrundsætningen ikke finder anvendelse her. Tinglyst underpant i personbogsaktiver. Jeg hidtil har fokuseret på forhandlergrundsætningen i forhold til tinglyst underpant i løsøre i bilbogen, i dette afsnit vil jeg undersøge, om tinglyst underpant i personbogen kan bortfalde på grund af forhandlergrundsætningen eller en analogi af denne. Hans Willumsen mener, at retsvirkningen af de to bestemmelser er den samme, i forhold til erhververs pligt til at kende personbogen og bilbogen. Han anfører, at man som køber må undersøge disse, hvis man ikke vil risikere at blive udsat for ekstinktion. Dette gælder ifølge Hans Willumsen uanset, om man køber det pågældende løsøre hos en forhandler eller et andet sted. Han mener derfor, at det bør være en ren selvfølge, at man undersøger personbogen, 11

12 hver gang man køber personbogsaktiver af en rimelig stor værdi. Han nævner som eksempler landbrugsmaskiner, både og kostbart edb udstyr jf. U 1996 B I U H finder man, at det følger af TL 42d stk. 1 at man som panthaver er beskyttet overfor senere aftaleerhververe, og i denne afgørelse er der netop tale om en bank, der har fået tinglyst pant i biler, og at banken godt ved at pantsætter er bilforhandler. Man vælger altså her ikke at bruge forhandlergrundsætningen. Kikker man Højesterets bemærkninger skulle det samme følge af TL 47 stk. 1 da denne regel har en tilsvarende formulering som TL 42 d stk. 1. for så vidt angår underpant. Højesteret siger netop at det er på grund af TL 42 d stk. 1, at banken vinder ret og sådan som dette står anført må det være ordlyden af denne bestemmelse der er årsagen til at forhandlergrundsætningen ikke finder anvendelse. Af U H kan man læse, at man lader en dør stå på klem, således at uforsigtighed og passivitet i visse situationer, kan medføre bortfald af en tinglyst underpanteret. Her vil jeg gerne henvise til den ovenfor vidste passage fra afgørelsen, da man sætter punktum, og starter på et nyt afsnit efter man har fastslået, at der ikke i dette tilfælde kan ske bortfald af panteretten. I det andet afsnit anfører man at der ikke konkret er udvist uforsigtighed eller passivitet, som kan medføre panterettens bortfald. Det må således forudsættes, at der kan ske bortfald af en tinglyst panteret i løsøre til fordel for en aftaleerhverver, det vil sige at den regelkonflikt mellem TL og de almindelige regler om erhvervelse af ret over løsøre har betydning her da der i tilfælde af en tinglyst panterets bortfald sker en fravigelse af TL's regler. U H drejer sig om underpant registreret i bilbogen, spørgsmålet er hvad der gælder for underpant der er registreret i personbogen. I relation til ekstinktion af en tinglyst underpanteret, på baggrund af uforsigtighed eller passivitet, er der som udgangspunkt ingen forskel på behandlingen af personbogsaktiver og bilbogsaktiver. Det skyldes at bestemmelserne i TL 42 d stk. 1 og TL 47 stk. 1 har en meget sammenlignelig ordlyd, og her er der ikke samme samhandelsmæssige problemer som var argumentet for, at der i relation til ekstinktion, som følge af forhandlergrundsætningen var basis for at behandle bilbogsaktiver og personbogsaktiver forskelligt. Der vil derfor ikke i de respektive afsnit om uforsigtighed og passivitet blive sondret mellem bilbogsaktiver og personbogsaktiver da der reelt er tale om samme problemstilling. Forskellen på bilbogsaktiver og personbogsaktiver ligger, som tidligere nævnt i måden hvorpå de registreres henholdsvis under pantsætters navn i personbogen, eller under genstanden i bilbogen. En yderligere forskel er, at der også for bilbogsaktiver skal lyses ejendomsforbehold og retsforfølgning, men kun retsforfølgning hvor der ikke er sket rådighedsberøvelse. Som 12

13 sagt har dette ingen betydning i relation til panterettens bortfald ved uforsigtighed eller passivitet. Det klare udgangspunkt er at man skal holde sig til TL's ordlyd og derfor skal der en særlig situation til for at fravige denne. Ordlyden af TL 42 d stk. 1 og TL 47 stk. 1 angiver at tinglysning er sikringsakten overfor en godtroende aftaleerhverver. U H åbner forudsætningsvis op for, at hvis der foreligger en tilstrækkelig grad af uforsigtighed eller passivitet, at der i undtagelsestilfælde kan ske ekstinktion af en tinglyst underpanteret eller sagt med andre ord, TL s ordlyd kan i visse tilfælde tilsidesættes efter de almindelige regler om erhvervelse af ret over løsøre. Problemet er dog hvorvidt man opfylder de almindelige ekstinktionsbetingelser, og dette må særligt ses i forhold til om man er i god tro. Tilsidesættelse af en tinglyst rettighed ved uforsigtighed. Hvis vi kikker på U H ligger det formentlig fast at en tinglyst panteret i løsøre kan bortfalde på grund af uforsigtighed. Spørgsmålet bliver nu, hvor meget der skal til, og hvad der skal til for at der foreligger uforsigtighed. I U H var der ikke tale om uforsigtighed fra bankens side, hvilket begrundes med at banken har udført løbende kontrol med varelageret, hvorefter der er sket relaktion af solgte biler, og herved kontinuerligt inddraget nye biler i skadesløsbrevet. Dette er sket ved at man har aflyst det gamle skadesløsbrev, på betingelse af at det nye vil blive tinglyst. Umiddelbart er dette ikke nok til at der foreligger uforsigtighed. Men man må stille spørgsmålet om, hvor meget der skal til før der er tale om uforsigtighed. Hvis banken ikke havde ført kontrol med sælgeren? eller hvis banken kun havde fornyet pantebrevet en gang om året? eller fem gange om året? Der vil her skulle foretages en konkret juridisk vurdering og der er derfor ingen entydig løsning på de nævnte spørgsmål før man kender de konkrete omstændigheder. Man kan ud fra Højesterets kendelse forudsætningsvis konkludere, at der vil kunne ske tilsidesættelse af en tinglyst underpanteret på grund af uforsigtighed, men kendelsen siger ikke noget om hvor meget der skal til, for at dette kan ske. Det kan derimod udledes af afgørelsen, hvad der i hvert fald ikke medfører uforsigtighed og det er vedrørende kontrollen med pantsætter. Det godkendes, at man intensiverer denne kontrol i forbindelse med pantsætters forringede økonomi. De sidste 3 måneder blev pantsætter kontrolleret ca. hver 14. dag. Det var her nok til at der ikke kunne statueres uforsigtighed. Det var pantsætter der lå 13

14 inde med de originale registreringsattester, og det var heller ikke nok til at panthaver havde handlet uforsigtigt. Bortfald på grund af uforsigtighed bør være en klar undtagelse, men dermed ikke sagt at det er en umulighed. Jeg konkludere dette, da det må være klart, at der på et eller andet tidspunkt når man har handlet uforsigtigt nok f. eks. ved at give pantsætter en særlig legitimation, vil være mest nærliggende at lade panthaver bære risikoen for, at han mister sin panteret. Argumentet overfor dette kunne så være at man altid har mulighed for at efterse personbogen eller bilbogen og man derfor altid er i ond tro hvis dette ikke er gjort. Det er her vigtigt at nævne, at bortfald på grund af uforsigtighed er en undtagelse, da man som altovervejende hovedregel altid skal følge lovens ordlyd. Dog kan der ske fravigelse fra ordlyden i TL 42 d stk. 1 og TL 47 stk. 1 hvis der foreligger nogle særlige omstændigheder i form af f. eks uforsigtighed. Herefter er det ligeledes et krav at den ekstingverende aftaleerhverver opfylder de almindelige ekstinktionsbetingelser. Tilsidesættelse af en tinglyst rettighed ved passivitet. I forhold til passivitet kan man sondre mellem flere former. Blandt andet findes der den aftaleretlige passivitet, hvor tredje mand der køber den pantsatte genstand får meddelelse om panteretten fra panthaveren, som så herefter forholder sig passivt. En anden form for passivitet, der kan være tale om er når panthaveren er klar over, at pantsætteren har solgt den genstand som han pant i. Dette kan ske hvis panthaveren stadig tror, at han kan inddrive sin fordring hos pantsætter, så det ikke bliver nødvendigt at realisere pantet, og at han derfor ikke mener det er nødvendigt at underrette den nye erhverver. På et senere tidspunkt finder panthaver ud af at han ikke kan få dækning hos pantsætter, og vil herefter gøre sit pant gældende overfor den nye erhverver. Spørgsmålet er nu om dette er muligt eller om han har fortabt sin panteret ved passivitet. Der har i teorien op igennem tiden været en klar tendens til at anerkende denne for passivitet, hvor den begrænsede rettighedshaver er klar over at pantsætter har solgt genstanden, uden at rettighedshaveren gør sin ret gældende inden for rimelig tid. Et eksempel fra retspraksis hvor der var foretaget tinglyst ejendomsforbehold er følgende: U V. Her havde en sælger ved købekontrakt af 24 november 1977 med ejendomsforbehold solgt en bil til køber nr. 1, der den 22 juni 1979 videresælger bilen til køber nr. 2, som videresolgte til køber nr. 3, der endelig den 25 juli 1981 solgte bilen til køber 14

15 nr. 4. Denne køber var i god tro ejendomsforbeholdet og havde af køber nr. 2 fået forevist kvittering for at bilen var betalt. I marts 1982 begærede sælgeren, med henvisning til ejendomsforbeholdt bilen udleveret af køber nr. 4. Heri fik sælgeren ikke medhold da landsretten bl.a. lagde vægt på at køber nr. 1 allerede i 1978 og flere gange senere havde misligholdt købekontrakten, og at sælgeren efter at have modtaget meddelelse fra bilens forsikringsselskab om restance med præmiebetalingen, ikke undersøgte om præmien senere var betalt, eller om køber nr. 1 forsat havde bilen i sin besiddelse. Endvidere havde sælgeren nogen tid før køber nr. 4 købte bilen været klar over at den bil som sælgeren modtog i bytte af køber nr. 1 var behæftet med restgæld. Derved havde sælgeren udvist en sådan passivitet med hensyn til håndhævelse af ejendomsforbeholdet, at det var bortfaldet over for køber nr. 4 jf. PMI side 283. I U bliver problemstillingen om passivitet også berørt, afgørelsen drejede sig om en andelskasse, der havde fået håndpant i et ejerpantebrev i en bil. Pantsætter sælger bilen den 8 maj 1992 og fortæller under handlen køberen, at bilen er ubehæftet. Pantsætter får en anden bil i bytte for den gamle. Andelskassen skriver den 26 juni, at de har hørt at forsikringsselskabet har opsagt forsikringen på den gamle bil, og de fortæller pantsætter at han skal oplyse dem om hvorvidt bilen er solgt og hvis den er det, om han har fået en anden i stedet skal han sørge for at de får pant i den nye bil. I juli 1992 sælger pantsætter bilen og køberen forsikre den hos Codan. Andelskassen går konkurs den 25 september 1992, men de påberåber sig ikke løsøreejerpantebrevet og da Codan efter en skade overtager bilen udbedre de skaden, hvorefter bilen videresælges 2 gange. Den sidste køber finder ud af at bilen er behæftet. Sagen bliver anlagt af Codan mod pantsætter og andelskassen. Pantebrevet var tinglyst og landsretten finder at, hvis en tingsretlig ret overhovedet skal bortfalde ved passivitet, skal der foreligge særlige omstændigheder, som der ikke forelå i denne sag. Afgørelsen udelukker igen ikke, at der kan ske bortfald af en tinglyst panteret ved passivitet. Retspraksis må tolkes på den måde at domstolene i hvert fald ikke afviser at lade en tinglyst underpanteret bortfalde ved passivitet. Eftersom afgørelserne konkret tager stilling til hvorvidt der foreligger passivitet, så må det antages at der vil kunne ske bortfald på grund af passivitet og det må antages at gælde både for bilbogsaktiver, som for personbogsaktiver. 15

16 God tro. Generelt kan man sige at man er i god tro, når man hverken kender eller burde kende til de faktiske omstændigheder, der er årsagen til overdragerens manglende kompetence. I mine tidligere beskrivelser af bortfald af en tinglyst panteret ved passivitet eller ved uforsigtighed, har jeg forudsat, at den der vil gøre gældende at en sådan tinglyst panteret er bortfaldet er i god tro. Jeg vil nu rette opmærksomheden på forholdet mellem ejendomsforbehold i personbogsaktiver, sammenlignet med tinglyst underpant i løsøre i både personbogsaktiver og bilbogsaktiver. Dette gøres da de forfattere jeg vil refererer til i det følgende, skriver om ejendomsforbeholdet og ikke om underpant. Det skal her nævnes at god tro er en ekstinktionsbetingelse, der gælder ved ekstinktion af hvilken som helst rettighed over løsøre. Det har derfor ingen betydning, om forfatterne som jeg vil henvise til skriver om ejendomsforbehold eller underpant i relation til god tro. Der kan dog være forskel på hvad der skal til, for at der er tale om god tro da forfatterne jeg kommer ind på har ytret sig om god tro før bilbogen blev indført. Det skal videre undersøges, om der er forskel på god tro ved ekstinktion af en underpanteret i bilbogsaktiver, og ekstinktion af en underpanteret i personbogsaktiver. TL 42d stk. 1 og TL 47 stk. 1 fastsætter at tinglysning er sikringsakten, for at opnå beskyttelse overfor en senere godtroende aftaleerhverver. Det følger forudsætningsvis af U H at der kan ske tilsidesættelse af en tinglyst panteret i visse særlige situationer, men det følger ikke af afgørelsen hvornår dette kan ske. Når der midlertidig sker ekstinktion af en tinglyst panteret, må de almindelige ekstinktionsbetingelser antages at gælde, og her er der et krav om god tro. Det er helt afgørende for hvorvidt man er i god tro eller ej, om der findes en pligt til at undersøge personbogen og bilbogen. I tinglysningsloven finder vi reglen om god tro i dennes 5. Denne regel går ind og definerer god tro i TL s forstand, og efter denne er man stadig i god tro selv om man på grund af simpel uagtsomhed, er skyld i at man ikke kender til den tinglyste rettighed. Det fremgår af TL 5 at ved god tro forstås i denne lov. De ekstinktionstilfælde jeg behandler her er ikke ekstinktionstilfælde efter TL, men derimod er der tale om en konflikt mellem TL og de almindelige regler for ekstinktion. Hvordan TL 5 skal forstås i forhold til TL 42d stk. 1 og TL 47 stk. 1 vil ikke blive behandlet yderligere i denne fremstilling. Knud Illum kommer ind på problemstillingen omkring god tro i, flere steder og der skal ikke herske nogen tvivl om at han mener at erhververen af en løsøregenstand der vil gøre gældende 16

17 at en underpanteret er bortfaldet ved passivitet, skal være i god tro. Dette begrunder han med, at selvom panthaveren forholder sig passivt, er der ikke de sammen hensyn at tage til erhververen, hvis han er i ond tro om panthaverens ret. Hvad der så skal til før man er i god tro skal ifølge Knud Illum ses ud fra en konkret vurdering af de forhold, der ligger til grund, samtidig mener han at der ikke er tale om en særlig kvalificeret form for god tro. Han finder dog at man ikke må have kendskab til at overdragelsen er uberettiget og at ukendskab til dette ikke må skyldes uagtsomhed Knud Illum anfører også, at der ikke kan stilles de samme krav til undersøgelsen af, om en sælger er berettiget til at disponere over genstanden, hvis sælger er forhandler, som hvis sælgeren er privat. Han mener med dette at undersøgelspligten er større, hvis man køber hos en privat, end hvis man køber hos en forhandler. Det at man køber hos en forhandler er ikke ifølge Knud Illum et udtryk for at der gælder en særlig form for god tro, men derimod et udslag af den konkrete vurdering, der foretages ud fra de faktiske forhold jf. Knud Illum Ejendomsforbehold s. 77 og Tingsret 3 udg. s 363 ES anfører at erhververen skal være i begrundet god tro, for at ekstingvere og de konstaterer at man har en undersøgelsespligt, der er afhængig af genstandens art og på den måde handlen indgås. Det der ligger i at erhververen skal være i begrundet god tro er, at han skal kunne bevise at han ikke kendte til det forhold, der gjorde overdragelsen uberettiget, og at han ikke ved simpel uagtsomhed er skyld i sit ukendskab jf. ES s 170. Såfremt en tinglyst underpanteret kan bortfalde ved passivitet må det anses for afklaret, at man skal være i god tro. Det skal dog her nævnes at Hans Willumsen ikke anerkender at en tinglyst underpanteret kan bortfalde ved passivitet, han anerkender dog at hvis der er tale om underpant i personbogsaktiver kan panthaveren i visse situationer, hvor han ikke har gjort sin panteret gældende overfor erhververen, anses for at have givet afkald på at gøre pantet gældende. Der er dog ingen tvivl om at det generelle billede, når man ser samlet på teoretikerne er at hvis der i visse situationer kan ske bortfald af en tinglyst panteret ved passivitet så forudsætter dette god tro hos erhververen. I Højesterets præmisser til U H finder man at det følger direkte af TL 42d stk. 1 at der sker vindikation i et tilfælde, hvor der er registreret pant i bilbogen. Højesteret anfører tillige, at der ikke konkret er udvist en sådan passivitet eller uforsigtighed til at panteretten kan bortfalde. Hvis man pr. definition var i ond tro ved ikke at kende bilbogen, så havde Højesteret ikke behøvet at komme ind på at der ikke konkret var udvist tilstrækkelig passivet. Man kunne bare have anført, at man er i ond tro eftersom retten var registreret i bilbogen. 17

18 Dette gjorde Højesteret midlertidig ikke, og der kan derfor ikke antages at være en pligt til at kende til bilbogen for at være i god tro. Ved personbogen har erhververen heller ingen pligt til at kende denne for at være i god tro. Jeg er nået frem til at en tinglyst panteret i visse situationer kan bortfalde ved passivitet, og når dette sker, skal de almindelige ekstinktionsbetingelser være opfyldte. I disse betingelser findes der et krav om god tro, men det er altså ikke noget krav, at man skal kende personbogen eller bilbogen, for at være i god tro. Konklusion Indledningsvist stillede jeg spørgsmålet om forhandlergrundsætningen kan gøres gældende over for en panthaver, der har tinglyst underpant i løsøre. Her har jeg sondret mellem personbogsaktiver og bilbogsaktiver. Ved bilbogsaktiver må det anses at forhandlergrundsætningen ikke er gældende jf. U H. Derimod vil det for personbogsaktiver være lidt mere tvivlsomt, men følger man direkte ordlyden af U H må det medføre at forhandlergrundsætningen ikke kan gøres gældende. Det skal her pointeres at jeg når frem til, at der i visse situationer både kan ske bortfald ved uforsigtighed samt ved passivitet. Dette kan ske både ved personbogsaktiver, som ved bilbogsaktiver, da der er tale om den sammen problemstilling. Der er således tale om at de almindelige regler om ekstinktion i visse situationer kan fortrænge en tinglyst underpanteret. Under behandling af dette har jeg set på om man overhovedet kan antages at være i god tro, når pantet er tinglyst. Jeg når frem til at man ikke har nogen pligt til at kende hverken personbogen eller bilbogen for at være i god tro. 18

19 Litteraturliste. Peter Mortensen, indledning til Tingsretten. Bo Von Eben Juridisk Ordbog 10. Michael Elmer og Lise Skovby, Ejendomsretten 1, 3 udgave. Betænkning nr. 1190/1990 Højesterets dommen U H Knud Illum, Ejendomsforbehold 1946 Knud Illum, Tingsret 3 udgave 1976 Thomas Rørdam og Carstensen, Pant 6 udgave 19