DER ER INGEN GADER SOM HER 8 digtsamlinger STIG DALAGER 9 DIGTSAMLINGER 1986 2010 EC EDITION
Der er ingen gader som her Indhold Copyright Stig Dalager og EC Edition 2010 Omslag: Eli Lund Grafisk tilrettelæggelse og sats: Eli Lund Forord 7 ISBN 978-87-91392-31-3 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Scandinavian Book 2010 Hvid sommer, 2010 11 Himlen åbner sig, 2000 61 Og du skal vågne igen, 1996 193 Wienerdage, 1994 233 Floden under huset, 1991 295 Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C www.ec-edition.dk forlag@ec-edition.dk Hjernen er en rød station, 1989 341 Ansigt og årstid, 1988 369 Århus-elegi, 1986 425 I en andens vinter, 1986 581
Forord Der er ingen gader som her er en rejse ind i øjeblikket, det hjemlige, krigens rædselsbilleder, drømme, naturen og ikke mindst, som i Stig Dalagers øvrige forfatterskab, verdens kulturer og storbyer, der beskrives med billedskabende sans og blik for det særegne, uanset om der stilles ind på Wien, Malisheva, New York, eller blikket vendes hjemad til Århus eller Brønshøj. Titlen på herværende samling (fra Ansigt og årstid, 1988) refererer, sammen med det grafiske omslag, til dette aspekt i Dalagers digtning, men også til gaders og vejes symbolske betydning, som et forgrenende netværk, der forbinder verden og illustrerer altings sammenhæng. Det globale og helhedsorienterede syn er gennemgribende i Stig Dalagers digte og uløseligt forbundet med Dalagers eksistentielle og humanistiske livssyn. Dalager skriver både skarpt og sensibelt om vores relationer, kærlighed, angst, skuffelser og håb, mens menneskets destruktive natur undersøges og fremvises, ofte med pressefotoagtige flash fra verdens brændpunkter, og altid med en underliggende insisteren på medmenneskelighed og et underliggende håb om løsning på verdens konflikter. 7 Der er ingen gader som her
Lille note om bogens kronologi: Fordi Hvid sommer, 2010, med denne samling udgives for første gang, og de to samlinger, Ansigt og årstid og Århuselegi, trods deres generelt tidløse, drømmeriske surrealisme, kan tilskrives perioden, hvori de er skrevet, er der valgt en tilbageskruende kronologi for samlingen, startende i 2010 og sluttende i 1986. Eli Lund Redaktør 8 Der er ingen gader som her
Hvid sommer 2010
FEM SOMRE En edderkop i den gyldne harpiks på et kirsebærtræ. Pludselig bliver den levende og spinder sig ned. De mørke træers kroner suser i blæsten. Og indenfor: sommernatten der gløder under søvnens gråblå lamper. En kokon krakelerer, de små hvide vinger gnistrer i den mørke skov uden for mit vindue. Ved en havnekaj en tom blå fragter. Timernes vand som vores kroppe bærer. I eftermiddags, regnslør. De røde mure driver af sved. Byen ånder tungt i sit forheksede landkort. LØSE HAIKU Højspændingsmasterne et kontinuum i sommernatskulden af tikkende fortielser.... Skurvognen med halvdøren åben og vibrerende ind til fraværets konkyliestøj. 13 Der er ingen gader som her
... Hvid sol gløder af erindringer kulbrændt i sorte skyers glidende skygger.... En solsort på den gule mur dens skygge løfter sig og flyver.... Du er her var her ikke ligesom citronsommerfuglen i fuldmåne farvet røntgenblå.... Mælkevej bag natskyer. Færgen med koøjelys. Liljerne på bordet. ROSE Udfoldet fra et mørke, måske en tanke der ligesom et flag går på hæld og alligevel finder vej op, en drøm en anden har haft og som bliver din farve der ikke syner af noget ud til asfalten eller op ad en brun væg beskinnet af solen, en plet på en dag, der dårligt kan ses fra vinduet men er i din puls, din røde mund når du vender dig i natmørket og lyser, før døren går op til den møbelløse korridor med sorte håndtag, hvide vægge og trappeskakten mod langt nede under jordskorpen. En sammenknyttet hånd åbner sig. Kloden drejer umærkeligt. Duft. GLEMSEL At finde ind er som at sove. Døre går op og i i associationernes trækvind. Værelserne er som gyngende gondoler. Himlen en kappe af gnistrende sort i månelyset, tilføjet et diagram over de utilpassedes søvnruter. Kvindelatter fylder stilheden ud. Hele tiden er der noget, jeg har glemt. 14 Hvid sommer 15 Der er ingen gader som her
Det må eksistere herinde. Langt inde i mørket. I hjernens sovende synagoge, hvor en solsorts stemme sliber på den gule horisont. HOPPER-FRISE (1) 1. Hvidt fyrtårn overbelyst af solen. Alene på den yderste forpost. Hvidt hus hvis mørke tagryg skærer sig op i himlen med et håndkantslag. Skygger af skovmosers omfang i det gyldne korn. Uendelighed er et navn for noget andet. Længsel gløder i den orange farve. 2. Kvinde på blågrønt sæde i sort nederdel med hat der skygger. Læsende ansigt i claireobscure, ugebladets papir som en storm af hvidt. Langt ude gennem kupéens vindue en sort skov, der bevæger sig stadig længere bort og en bræmme af rødgult lys fra den nedgående sol. Toget på vej gennem mørket. Mørket på vej gennem kvinden. 3. Mand og mandens skygge op ad hvid mur. Den senede, blotlagte underarms ene hånd hager sig fast om stolens armlæn som var han på kanten af et sugende dyb. Blikket fjernt som hos en søvngænger der har set for meget og kun ufrivilligt overgiver sig til solen. Mr. Hansson, indehaver af en benzinstation på Highway 31 tager sig et hvil, mens hans kone fra et vindue råber til ham bagfra. Han hører ingenting, bag nattens hvide persienner famler han allerede efter cigaretter. Ad Highwayens grå lige linjer rykker et grønt bjerg sig ind på ham. Sidste nat, efter den fjerde whisky, var det rødt. 4. Kvinde hvis rødhårede hoved i skygge svæver foran en blå væg. De bare arme, brysterne holdt stramt ind af et rødt bånd, låret der lyser af sol og bogen på knæene som i stilhedens kirke. En kuffert er stadig ikke pakket ud på værelsets koksgrå gulv. Solen ruller langsomt forbi på himlen, den orange væg for enden fyldes til bristepunktet af tidløs varme. Persefonisk venten. 16 Hvid sommer 17 Der er ingen gader som her
5. En hvid linje løber ind i dunkelmørket, ind under broen. Bliver tyndere og tyndere og fortaber sig som en tanke, der er dømt til at fare vild. Over buen: et rødt signalmærke for fare. Der er ingen mennesker at se, ingen der kan være bange. Under jorden: skinnende skeletter i stabler. BERØRINGEN (15.7.2002) I dagene der gik blev vi klogere, men angsten forduftede ikke, de samme billeder kørte igen og igen. Vi kendte nu alle farver og vinkler på døden, men døden selv forsvandt ikke. Alle de levende ansigter, deres udsigter og kroppe blev skyggeløse. Juliana og den fireårige Ruth MacCourts lys blev borte som flagermus ved daggry, Lucille Francis med sin skinnende støvsuger havde også været der på de slidte tæpper ud til vinduet mod verden på 107. etage i World Trade Center. Elevatormekanikeren Vishnoo Ramsaroop fra Trinidad havde været der med sin broder og havde i kådhed ført ham op til tårnets svimlende tag. Så mange havde været der, det var, som om alle indbyggere i New York, ja også vi selv havde været der, men det var ikke os, der kastede os ud fra den brændende 107. etage med hinanden i hænderne og lignede sorte vingeløse faldende mod mareridtets eget blanke mareridt i Manhattans hårde, svovlgrå bug. Til stede forsvandt de i selve øjeblikket, som om noget i os selv, vi ikke før kendte, blev til zero og genopstod i en ikke svindende forbindelse. På en septemberdag, hvor solen blegede et barneansigt i Brønshøj og lyste det sorte i rugbrødet op i mit køkken, blev de borte i denne basale berøring. de var ingen steder at se, men vi vidste, de havde været der. Adam P. Arias, børsmægleren, Michele Coyle-Eulau, systemanalytikeren og 18 Hvid sommer 19 Der er ingen gader som her
2 x AFTEN En rusten bil ved vejkanten foran banegården. Tom. En skygge stiger ud og kigger på sit mobilur. Jeg er med ham i den store hal. Vi skilles. Han går mod de hvide tog i den kulsorte undergrund. Jeg forsvinder i de hede ansigters dybgrå blikke og i hvide urskivers tumultløb. Som en mand med en hinde af storby-energi. Hvileløs. Ikke til at standse. Men med paraderne oppe. Som var jeg hele tiden parat til den sidste tur i ringen, den der kun har én vinder. Senere mødes vi i et værelse med skråtstillet lys fra en åbentstående dør ud mod havet. Det dybblå og den lyse blå himmel er adskilt af en linje for alle horisonter. Jeg sover allerede, da han bliver ét med mig. SKOV En skov i juli. Stilheden slår smut på trommehinden. Et vibrato af varmebølger som i Kenya. Mørket fra et ukendt indre løfter mit hjerte op i flyvesals højde. Hvem taler om at fare vild? Oppe fra luften er alt en transformation af lys og skygge. En sværm af kålsommerfugle flagrer beruset rundt i vingemørkets uendelighed under rundbuede kroner. Trommehvirvel under en spættes næb er en lyd, der spreder sig som flager af hvidt, brændende papir. SOMMERDAG Kvinde med hund på vejen som synes længere end før, udstrakt illuderer den en nervetråd rundt om kloden, men her i det fredelige er den kun en idyllisk bivej inddæmmet i brombærbuskes dufte svimlende om natten i den tomme kupé i drømmetogets slingrende sidste vogn. Krigen er gemt i 20 Hvid sommer 21 Der er ingen gader som her
de sammenkrøllede aviser på gruset. Martrede ansigter, hvis råb vibrerer mere lydløst end tomrummet i et klinisk atomkrafts indre, døde to gange. Først i en madkø i Bagdad dernæst i fotoet på det gulnede papir, størknet i solens skarpe stråler efter flere døgn med heftig regn. UDSIGT Baggården med troldpilen, stadig bladfuld med de let buede, krogede grene i et dæmpet, eksploderende kaos af grønt. Det tynde birketræ op ad en beskidt, ramponeret stenvæg. Sandkassen med låg lukket halvt til, så man ser en rød plasticskovl, nogen har glemt. Tomme havestole med front mod hinanden som i minutterne efter et åndeløst møde. En skål i svindende appelsinrødt og citrongult med frugter som skulle have været spist, men nu er frosset fast i havebordets massive og voksende skygge. Den hvide bænk skråtstillet på den falmede plæne som en tanke, der kom på tværs af sensommeren. Den lyser, bliver stadig lysere i det blå mørke der overfalder den fra alle sider for at gløde i et endeligt forsvindingspunkt. MIDNAT (1) Som en række rygvendte mænd med kloderne glødende i baghovedet. Lamperne i alléen ned til søen. Flagermusstemning over asketræernes sejt forvoksede kroner. Under dem: Skygge og lys danser NO-polka en miniature. En bladløs, kridhvid birk insisterer på et liv i vandets begsorte, stillestående spejl. En druknet, død pige går igen i ensom flydende svane. MIDNAT (2) Vandrotterne i søen arbejder uden akkord. Utrætteligt ad genetiske baner. Mudrer mørket op. 22 Hvid sommer 23 Der er ingen gader som her
Kakofonien af børns stemmer fra legepladsen i nærheden vandret ind i træernes stille vibrato. To søvngængere stirrer fra hvert sit blanke vindue i højhuset ned over parken. I palisaden af tusindvis af vinduer vågner de pludselig. Deres blege ansigter røber dem. En elevator fra det subalterne sidder fast imellem to etager. Alarmklokker kimer, men lyder som en sonar i universets sorte stof. I månelyset med udsigten til hængepilenes enorme parykker spiller en eller anden hvide terninger med sin egen dobbeltgænger. Og vinder. LYS Eksprestog uden fører. Hæmningsløs ild transformeret til kærtegn. Krop, der fyldes helt ned under fødderne som en bundløs kop. Søvnens katakomber gennemhullet. Et månenebula genopstået. Kloder i feberagtige uendelighedsrækker. HOPPER-FRISE (2) 1. Orange hat svunget i rundbue så kvindens tillukkede øjne under forstørrede bryn lever den halvt sovendes skyggeliv. Åbning i den glatte pelsfrakke blotter hvid hud, hvidt ansigt henvendt til blålig kaffekop på cirkulært, glat bord. Ligesom de nervøse hænder. Røde læber med let vrængen som om der er en fortrydelse. Massivt brunt skab med et egetræs årer holder verden på plads. Røde rosenblade i glasskål foran rektangulært vindue. Mørke, der buldrer ind mod glasset. Pletter af lys i parallelle linjer på vej ind i befrielsens zone. Udvejen er skjult for os. 24 Hvid sommer 25 Der er ingen gader som her
2. Ramme af mørke, søjlen på verandaen bærer på mørket som et håb på spleen. Er du i den andens ansigt, er den anden i dit? Manden halvt siddende på verandaens kant, hans hals og bare overarm lyser. Ligesom kvindens krop kun dækket af lakserød, skinnende overdel og kort badeskørt. Hun ser skråt nedad, han ser skråt nedad, deres syn krydser hinandens som to natgængere på vej ad hver sit fortov mod det samme hvileløse hjørne. Kroppene dog fastfrosne som på et fotografi af det, der aldrig sker. 3. En række af koksgrå stole på svagt hældende gulv. Alle linjer peger svagt nedad, den mørke streg, den lyseblå væg med en dør, som tilfældet har lukket. Også kvindens vegeterende ansigt og hendes krop er på et skib umærkeligt på vej mod søens bund eneste passager imellem de tomme stole. Som en erindring, der langsomt forvandler hende, opdager hun scenen foran sig med det orange fortæppe. Forestillingen begynder snart. Uskrevne replikker breder sig i alle retninger. Midt i trancen og den forslugne stilhed. Sommervinden rykker i døren, den blafrer pludselig som en markise af lys. 4. Gule og røde kinesiske lamper op imod den blå aftenhimmel, de gynger let for brisen ind over pavillonen med de runde marmorborde og de spejlende glas og karafler med deres skinnede hvidt som reflekser af sol på konkylier. To kvinder ved bordene med marmoreret hud som statuer fastfrosset og uden for de mørkklædte mænds synshorisont. Selvom de er inden for to meters afstand. Hvem ser vi ud over os selv og regnbuerne i indre mørkekamre? August, den hvide klovn med røde læber, en cigaret i mundvigen, spiller kort. Solo Nolo. 26 Hvid sommer 27 Der er ingen gader som her
AUGUSTDAGE (1) Tanke svævende mod en hvid væg som en natsværmer. Indgange som kun findes i udgange. Skyggeorkester på en tribune hvor trommestikkerne danser ilddans. Hænder dækker andre mørke hænder famler som dem ud mod lyset. AUGUSTDAGE (3) Natten, der langsomt vandrer baglæns ind i dagen. Søvn i en blå lampe. Hvid by smider sin sorte skjorte. Neuroser brændt bort af solen på fjerne villaveje. AUGUSTDAGE (2) Kolossalt torv befolket af svævende gult papir. Portåbninger med klaprende døre. Hjerte der slår en takt over. Kontormænds lange skygger på hvide duge. Suset for ørerne i nattoget. AUGUSTDAGE (4) Sky af faldende valmueblade i spejlet bag mig hvor uret tikker. Dine nøgne skuldre som de hældninger mine hænder følger. Ungt ansigt bag mit gamle der har lejret sig imellem sprækkerne drømmer stadig. Et forsvindingsnummer, der ikke går tilbage. Dreng i solen med dagpåfugleøje svævende over håret. 28 Hvid sommer 29 Der er ingen gader som her
AUGUSTDAGE (5) Fodgængere gennem natbyen med hvide ubeskrevne breve i hænderne. Snævre gader med døre til de sovende stående vidåbne. Bro for spøgelsesbilister og blækhatte der langsomt skyder op. Rækværk foran stjernerne glødende i kulsorte vandmasser. Kirkeklokker runger i kloakrørene. Ingen lærker over sten, men solsortetoner og skyggers hurtige skraveringer af fuglevinger på røde husmure og brune nakker. Fortid opmarcheret i tillukkede garager. Sekunder slår lydløst. Popler, lindetræer, asketræer vokser i deres mørkeposer, bader vores tindinger i deres skyggesøer. En flimrende fest. Døde med vinger af mos fører os gennem nattens udspilede telt. VINTER-HUKOMMELSE (1) Türkenschanzpark, Wien: FEST Hver en frugt med sin farvetone på vej til at modnes, også æblerne i stilhedens dragemund. Vejen hvid under bundløse stråler, som et stykke papir, når sommeren dovner og selv drenge går langsomt som duftbedøvede søvngængere mod endeløs horisont. Tilisede mørke elletræer. Med armene strakt op i grå perforeret himmel. Marmorskyer mejslet ud i kuldebuens drømmehal. Allikeflokke letter som sort skinnende papir. Dreng roder med pind i sneen på bølgebakke i parkterrænet pakket ind i hvidhedens lysfarve. Og fanges af stilheden i jordgletscherens bug. 30 Hvid sommer 31 Der er ingen gader som her
Blålig isskive. Søen gisper i sine tilfrosne gæller. Køligheden brænder. Labyrinter, som tiden har bygget, smelter i skøjteløbernes tindinger. messe, der aldrig fandt sted. Lyden slipper dig ikke, den er som en fangedragt eller den blå, for lille uniformsjakke du troede, du havde på, da du startede bilen og kørte. VINTERHUKOMMELSE (2) Vær til stede et øjeblik. Tænk tilbage på hvordan du forlod lejligheden med kvinde og barn, dit eget, vendte ryggen til og gik. Den eftermiddag var lyset klarere, luften koldere, fliserne under dig uden vibrato, du gik uden elasticitet, som et skelet pakket ind af hvide tanker gennem den mørke port mod Billrothstrasses tågede trafiklarm. Blev du til en statue af støv, hvis du så dig tilbage? Det røde Gärtenhaus med smedejernsgitter, himmelspejlende altandøre og stirrende ansigter, stod der stadig, mens du allerede sad i bilen. En mand med et overkrydset, gulnet kort i hænderne over alle Europas flugtveje. Dine svedige hænder holdt om det tilisede ror på et skib, skruet ned i isen. Ingen passagerer, tomme lukafer med tilfrosne radiatorer og en klokke der ringede gennem hele skibet for en HOPPER-FRISE (3) 1. Queensborough Bridge langt ud i grå horisont som om den leder efter nattens forsvindingspunkt ligesom jeg efter den blå time hvor gyderne i Sainte-Germains eller Nefomete vågner af dromedarsøvnen, og bader sovehjernen i sit langsomme lys. Jeg famler efter dagens farver som en dreng efter en pensel foran det stadig hvide papir, bedøvet af nattens tågebanker i baghovedet og der er kun lidt brød, et glas vand og et vakuum, du efterlod, da du endelig tog af sted med latteren ringlende efter dig som en uventet fåreklokke imellem bakkerne med enebærtræet, posthuset og den tikkende transformatorstation uden for Monferrat. Solen gløder op under skyerne, himmelrummet kælver, byernes navne blander sig ligesom farverne. Jeg går med dukket hoved ud af Queensborough Bridge bedøvet af afsked og daggry. 32 Hvid sommer 33 Der er ingen gader som her
2. Flagrende blåt gardin åbner for lyset og den gule væg og din ryg mens du står bøjet over noget jeg ikke kan se, hvad er, det må være en taske eller en kuffert eller et glas med piller, der kan bære dig igennem den nat, som allerede har pakket sig sammen om dit hotelværelse. De høje, rektangulære vinduer gløder i orange og kan ikke sammenlignes med en farveløs sorg. Åh, ja, vi er rejsende, drevet ud, alene med vores kroppe og asken fra pandæmoniet af minder, men en stemme som din står som en gylden akkord i mørketimen. 3. Vej i Maine, gylden rundt om det skyggekullede bjerg som en sang om andre veje borte i hukommelsesgus: snetragten ned mod Barentshavet der åbner for panoramiske sletter af kridhvid, uendelig is og fortabelsen i den blå himmels knitrende sejl; tør sti uden for den hvide by Merida med citronsommerfugle flagrende om tindingerne frem mod flamboyanttræets rødt. Erindringen er et tog, der kører os på rygvendte sæder ind i mørkets solopgange, du hilser på mig fra en hvid station, bliver stadig mere fjern som den, du er er i den, du var i en gyde i suq en i Jerusalem med dens brus af mandelolie, nellike- og amberdufte ikke langt fra Elias tomme blå stol. Han forsvandt, men er set fra ryggen i midnatstimen under synagogens smuldrende bue eller i Kodakbutikkens solfyldte vinduesspejl ud for guidernes via Dolorosa. Her gik en svedende mand med et trækors på ryggen, her stod du med dit tørklæde, fortabt, forundret. Støvede gyldne marker, tørre vej og sol i Maine, jeg har kun mine slidte sko og et ur. Rundt om bjergets sorte sokkel findes du igen. Veronika. Much to young to say goodby. COME AND SHARE MY LIFE (Canetti in memoriam) Marrakesh (1) Kamel drevet gennem de hvide huses gader, på vej mod slagtehuset, standser, brøler foran intethedens dør. Med en viden, der er større end den selv. Pakæsel med forrevne hove, tynget af svimmelheden og oppakningen under solen. Tvunget fremad med snert af kamelhårpisken i svedig, brutal hånd. De røde striber brænder i staldensomheden. 34 Hvid sommer 35 Der er ingen gader som her
Bylt på det hvide torv indhyllet i sort. Ikke større end en dreng, men måske en tigger henvist til vokallydens Æ-æ-æ. Usynlige menneske, kun en lyd, der tvinger andre til at stoppe op. Ung kvindes utildækkede ansigt i vindue højt oppe i den hvide mur. Mandeltræet blomstrer u- ventet i hendes øjne og i den nærliggende beskidte gård fyldt med tilsandede, tomme flasker. Blinde tiggere i den krydrede suq befamler hver eneste mønt i træskålen. Æbleskiven, hvis duft breder sig i en sky af velbehag fra en tiggers åbentstående mund. Ingen ser ham. København, Brønshøj (2) Kvinde med dreng i hånden foran køledisken. Han trækker én vej, hun en anden. Neonlyset omslutter dem begge. I morges vågnede de i hver sin seng blændet af lyshavet på værelsers blå vægge. Dranker på bænken under den udtørrede gyvel, der engang har været gul. Hænderne skælver. Parken er enorm, som en hangar af uforbundne minder. Flasken hænger ved læben, øjet ved lindetræers kurvede flugtlinjer. Gammel med brun stok under asketræ. Drevet fra lejlighed af dufte, utålmodig bag furet hud af venten på begivenheder, der ikke længere indtræffer, men hænger hvileløse og sitrende i luften som ishvide sommerfugle. New York (3) Taxichauffør vågner på førersædet i gul taxi et stykke nede ad 21. gade. Her er han faldet i søvn oven på nattens mange ture på kryds og tværs, har overhørt radiovagtens stædige opkald. Hans øjne møder et blegt, forsovet ansigt i bakspejlet og nu: azurblå himmel. Husker med grimasse, at dobbeltsengen og hans lille lejlighed i Bronx for nogle dage siden blev forladt af hans kæreste. Han har ikke set hende siden. 36 Hvid sommer 37 Der er ingen gader som her
Børsmægler mr. Mason på vej op i elevator i Marriott Marquis hotellet på Times Square med dets 1911 værelser og 61 suiter efter et nattelangt møde i cigarbar på 7. Avenue. Udblikket fra elevatorens glasvægge ned over hotellets indvendige enorme atrium med dens hængende haver gør han svimmel. Trykker forgæves på alle knapper, kan ikke se en ende på opfarten. Rengøringsdame Mrs. Duly standset op i Chrysler-bygningens lobby foran en elevatorgang. Allerede træt ved udsigten til de mange kontorer, hun skal rengøre, bevæger hun sig langsomt med sin elektrificerede skrubbe i hånden hen over det flerfarvede marmorgulv. Roen overfalder hende kortvarigt i det mørkegyldne lys fra de kantede, glødende art deco lamper, der ligesom lotusblomsterne i elevatorernes indlagte afrikanske træ hver morgen skaber længsel efter fredfyldt landsby uden for Nairobi, hun engang forlod. Hvornår, husker hun ikke. Sikkerhedsvagt Eva Thompson bevæger sig rundt i et morgentjek i Security Council Chamber i United Nations enorme marmorerede og glasagtige bygning. Den øde tomhed omkring det cirkulære bord med dets parade af ubesatte stole forstærker den lydtætte stilhed i rummet. Det suser for hendes ører, en dør går pludselig op i væggen langt fra hendes ryg med et lille imploderende sug. Hun vender sig, famler efter sin pistol. Ingen træder ind. Ibenholtsorte Marvin jr. kan i opgang på Fifth Avenue Harlem med udsigt til brandtårnet i Marcus Garvey Parken mellem 120. og 124. gade efter en nat med sin elskerinde på de tørre lagner i den smalle seng i hendes lille lejlighed, der lugter af friture, ikke få nok af hende og trækker hende slowmotionagtigt og smilende hen mod væggen ved siden af vinduet, løfter op i hendes nederdel og fører sit ømme lem ind. Hun borer sine negle ind i hans nakke. Han bliver væk i hendes duft og i mørket bag sine øjne. Brandtårnet og poplerne langt nede vibrerer i hendes slørede synsrand. 38 Hvid sommer 39 Der er ingen gader som her
Tony Viscaro har efter mange formørkede overvejelser bevæget sig ud på fodgængerdelen af Brooklyn Bridge. Under det spindelvævsagtige net af kabler og med udblik til Financial Districts grå monolitter i det astronomiske himmelrums sol kravler han over rækværket og stiger op på afsatsen med en sugende fornemmelse af East Rivers spejlblanke vand forneden. Han står der som en forpjusket, vingeskudt fugl og breder armene ud parat til at gøre en ende på storbyensomheden. Men gribes pludselig bagfra af to arme tilhørende Joy Silver, der er ude på sin sædvanlige morgen-joggingtur over broen. To sekunder i døden. Jim Forster, dømt for at have skudt sin nabo i en kondemneret etageejendom i Bronx South i et jalousi-opgør, vågner i sin 3 gange 3 meter smalle celle i fængselsbygningen James A. Thomas Center på Rikers Island, hvor han på grund af opsætsig adfærd tilbringer 22 timer i døgnet. Såret fra det knivstik, han blev påført af en medfange for tre måneder siden, fordi han havde sladret til en fængselsbetjent om samme medfanges voldtægt af ham i fængslets bruserum, brænder stadig. Han orker ikke at rejse sig fra det hårde sengeleje, ligger og lytter ind i fængslets ekkorum efter genkendelige skridt og stemmer og husker pludselig duften fra den store skov af tsugagraner i New York Betanica Garden i Bronx. Hertil kom han med sin stedmor, syv år gammel. Wien (4) Dreng, der er alene hjemme, vågner i en døs og forstår ikke, hvor han er. Et syn af Anton Pilgrams udskårne portræt af sig selv med vinkel og passer, tynget af orgelkonsollen i domkirken, svæver foran ham. Det gyser i ham. Han fryser pludselig som han af og til gør, når han står i Stephandoms store skib og holder vievandet som messedreng. Kulden vil ikke forlade ham. En mands og kvindes kroppe folder sig ind over hinanden i Sibertgasse i en opgang, hvor der gennem et åbentstående vindue er udsigt til lindetræerne i Haydn-park. Efter en nat sammen i kvindens halvanden-værelses har manden stadig ikke fået nok af hendes duft og berøringer og er igen begyndt at klæde hende af 40 Hvid sommer 41 Der er ingen gader som her
midt på reposen foran hendes dør. Han skubber hende tilbage mod døren og fører sit lem ind i hende. Hun tager om hans nakke, trækker hans ansigt ind på sine bryster. Han bliver væk i mørket dér, lindetræerne langt nede danser i hendes slørede synsrand. Operasangerinde Gerda Weisse vågner i en lejlighed i Schmöllergasse og mærker med det samme en usædvanlig tørhed i halsen. Hun er bange for infektion og ringer til sin privatlæge, men hører kun hans telefonsvarer. Hun bliver åndsfraværende siddende med røret i skødet og giver sig uvilkårligt og nervøst til at afprøve sin altstemme. Den vokser langsomt i fyldighed. Hun rejser sig, røret dratter ned på gulvet. Nu lyder stemmen som et længselsfyldt råb og fylder hele lejligheden ud. I Café Centrals tomme lokaler sidder en papmachéfigur af Peter Altenberg med sørgmodige øjne og tungt overskæg og læser i en avis. De okkergule marmorerede søjler med deres kapitæler skinner under det højtbuende loft. Gennem den høje glaskuppel, der hvælver sig over vinterhaven, trænger dagslyset ind og afdækker palmevæksternes ro. Som i mindre katedraler stiger larmen fra de tusinder af stemmer og de indkørende undergrundstog og fjerntog og de stadigt rullende trapper fra dybet under jorden op under taget på Westbahnhof og Südbahnhof. Kakofoniske lyde og lysindtryk blander sig med strømmen af halvt bevidste associationer hos de påklædte tusinder med deres mapper og tasker, aviser, ghettoblasters, fuglebure og varme stykker pizza i hånden. De er på vej tværs gennem byen, fra den ene ende til den anden eller til overbelyste lokalstationer med stort dimensionerede navne som Erdberg, Kardinal-Nagl-Platz, Stephansplatz, Hütteldorf, Volkstheater. Der er et mærkeligt forhold imellem den beherskede formålsrettethed hvormed de tusinder bevæger sig og deres svagt summende, nærmest dvaleagtige tilstand på sæderne i togene under jorden, hvor de sidder ansigt til ansigt, så længe den fælles rejse varer, og mylderet af uhåndgribelige tanker, som deres akavede bevægelser med fødder og hænder og hoved og skift i blikretning afslører. På vej gennem tunnellernes 42 Hvid sommer 43 Der er ingen gader som her
mørke under jorden sitrer de rejsendes øjne, pupillerne udvider sig, mens ansigterne er i maskeagtig ro. Kunne dette mylder af halvt fødte, ikke inkuberede tanker fortætte sig og stige til vejrs, ville Wien for altid være dækket af støvregn. Nu forsvinder de ud i undergrundens mørke og synes ikke at eksistere i det pludselig dagslys, der overfalder ansigterne ved opstigningen til byens gader, pladser og kontorer. I deres halve søvn er de tusinder snart i rummet, snart på rejse, snart på senges lagner, snart i køkkener, snart i baggårde eller i alléer, hvor de engang har tilbragt to minutter af deres tid. Tanker om at bryde ud, forsvinde, stige af, hævne sig, få ro eller vågne op i en lykkefølelse er fremherskende midt i ubehaget ved at være spærret inde. Byen vågner, i Wiens svineslagteri bedøves dyrene allerede og får det sidste stød, katte strækker sig i vindueskarme, rotterne finder nye huller i nedløbsrørene, hunde vågner forvildede i deres kurve og har drømt, de var på jagt, nu slikker de hånden på deres ejermænd og ejermændene klør dem bag øret eller kalder dem på plads. Allerede længe har Sachertærterne, Apfel-, Linzer-Mohnstrudelkagerne, Topfenknödelerne, Bischofsbrødene og Doboskagerne med deres skiftende lag af sukkerbrøddej og chokoladesmørcreme ligget parat i konditoriernes vitriner ligesom også den tyrkiske storvisir Kara Mustafas afhuggede hoved i montren i Wiens Historiske Museum. BLÅ NÆTTER 1. Med mørke over ansigter og vågne øjne, med lys over grå sten og fugle, der svæver går vi på linje mellem det døde og nøgne tynget af lodder, løftet af vind, der hæver dage til et nada af duftende grønne blade. Beruset af sol og skygger er vi som bier eller kolibrier under monolitter i en gade. Fra os kommer det der taler, det der viger. Fra murene en tavshed helt ind i hjertesalen. Folder vi os nogensinde ud? Er vi jordfaldne? Er det et amokløb for nerver mod mørkedalen? Asketræet gror langsomt ud i lys, besætter horisont, bliver stadig mørkere i sit jordkaldne bloster, dage bliver for os til blå nætter 44 Hvid sommer 45 Der er ingen gader som her
2. og hvide nattesyner af de fraværende døde som står de i åndeløs kø for at være her, levende-febrile som ved det allersidste møde der bandt dem til mit hjertets her og der, dets nervøse frem og tilbage som en lærke fra fuglekassens mørke hul, når den blind i lyset kaster sig ud, svæver uden smerte, trækker krop og fjer med sig mod en lind. Døde blev som druknede hængende på nethinden mens de tørre rejste mod Styx anden side under Karos mørke øjne, med ryggen mod vinden, hvide som genfærd i hjernens balsale, blå som hunde, der falder omkring og ikke kan bide for mareridt i det, de ikke længere kan nå. SOMMERSCENARIER Kvinde alene på mark lænet fremover med udsigt til fjerne grå huse og himmel som i et brus af hvidt nedefra bæres oppe af sig selv Husgavl med tændt enkeltstående lanterne og træer der som tang pakker længen ind også drømmerne bag væggene der netop stået op i flok spiller skak med døden i to lysende og rektangulære vinduer Alene på scenen som skåret ud af mørket i hvid bark: To lysende komedianter med enorme kraver og åbne munde der vrænger ad stilheden Jernbanelinje bærende på fed skygge eukalyptustræer med sorte kroner Hus med rødt tag blændet af solstribe og rygvendt dreng der på hvidt bjerg (er det dødens?) svæver i blågrå aftenhimmel Æbletræerne blomstrer på en enkel nat. Tiden ser sig ikke tilbage, men farer vild i natsværmerne. I mørkets hvide bibliotek klaprer dørene i frigivne fortællinger. 46 Hvid sommer 47 Der er ingen gader som her