FORORD. FABRIKKEN Fra Nobels Tobaksfabrik til Christianshavns Gymnasium

Portræt af Emilius Ferdinand Nobel (1810-1892) FORORD FABRIKKEN Fra Nobels Tobaksfabrik til Christianshavns Gymnasium Fabrikken står der med indgraverede bogstaver på den nye glasport i Prinsessegade 62. Højere oppe på muren læser man Christianshavns Gymnasium Anneks. Og læner man nakken helt tilbage, øjnes bogstaverne BEL som en sidste reminiscens af det engang så stolte firmanavn E. Nobel. De tre indskrifter afspejler bygningens historie fra tobaksfabrik, fra en midlertidig nødløsning på skolens pladsproblemer og nu til en næsten elsket og velintegreret del af gymnasiet på den anden side af Prinsessegade. Bestemt ikke den ideelle løsning på skolens permanente vokseværk og udvidelsesbehov. Men den eneste realiserbare. Vi har snuppet bid efter bid af bygningen gennem årene, efter at de sidste tobaksarbejdere, slumstormere, rugbyspillere og spejdere har måttet forlade bygningen. Der er desuden også sket en lang række forbedringer og moderniseringer de senere år. Så fabrikken er efterhånden blevet helt populær hos både elever og lærere trods dens mange mangler. Det kom til udtryk, da ukendte gerningsmænd følte det relevant at bryde gennem porten for at slæbe bøger og andet brændbart materiale ud på gadebålene, da utilfredsheden med nedrivningen af Ungdomshuset blussede op i 2007. Mange blev vrede og kede af, at se fabrikken hærget. Og mange bakkede op om skolen de følgende dage og uger. Et af resultaterne af denne opbakning er det studiecenter i fabrikkens stueetage, som nu kan tages i brug med støtte fra både private og offentlige donorer. Et andet resultatet er dette hæfte, som Skandinavisk Tobakskompagni som ejer af Nobel Cigars har været så venlig at sponsorere. Det er kommet til verden som svar på et nysgerrigt behov for at vide noget mere om den gamle tobaksfabriks historie og ikke mindst noget om det liv, der var her engang i gamle dage før gymnasieelevernes indmarch. Tak til de mange tidligere fabriksarbejdere og andre, der har bidraget med viden og informationer. God læselyst! Christianshavn december 2008 Anders Bjørn, historielærer 1

Emilius Ferdinand Nobel 1810-92 Emilius Nobel (1810-1892) blev født som søn af tobaksfabriquer udi Assens Bendix Nobel. Faderen døde tidligt, hvorefter familiens lille tobaksfabrik kom på tvangsauktion. Emilius blev dog i tobaksbranchen først i lære som tobaksspinder i Svendborg og dernæst fra 1835 som selvstændig tobaksfabrikant i Nykøbing Falster. Året efter giftede han sig med købmandsdatteren Laura Baagøe fra Svendborg. Nobels karriere begyndte beskedent med blot en enkelt dreng til at hjælpe med at spinde skrå- og snustobak, som dengang var populære tobaksvarer. Vestergade 11, hvor facaden stadig er smykket med Nobels navn. Her boede familien privat nogle år, samtidig med at der blev produceret skråtobak i huset. Helt frem til 1960 - erne blev der solgt tobaksvarer fra Nobels fabrikker i en butik i stueetagen. I dag bruges ejendommen af tegnestuen Nobel Arkitekterne. 2

Dette gamle gadeskilt stammer fra Nobel-fabrikkens butik i Vestergade i København. Men han var en driftig mand. Den lille virksomhed voksede og blev flyttet fra Østergade til en mere fornem bygning på Torvet i Nykøbing. I 1854 overlod Emilius Nobel sin virksomhed i Nykøbing til en slægtning for sammen med sin familie at flytte til København, hvor industrialiseringen så småt var gået i gang Han købte Chr. Kastrups tobaksfabrik i Vestergade 11, som nu blev omdøbt til E.Nobels tobaksfabrik, grundlagt 1806. Årstallet var lidt snyd, idet det egentlig stammede fra Kastrups fabrik, grundlagt netop dette år. Det gik strygende med virksomheden, bl.a. fordi borgerskabet var begyndt at ryge cigarer. Nobel indså at han måtte udvide, men der var ikke plads i Københavns overfyldte centrum. Det var der til gengæld i Prinsessegade på Christianshavn, hvor han i 1855 købte en grund (i dag Prinsessegade 60) af staten for straks at bygge en helt ny tobaksfabrik ved siden af Den Kongelige Porcelænsfabrik filial. Nobel blev efterhånden et fremtrædende medlem af det københavnske storborgerskab. I 1857 flyttede han ind i et nydeligt landsted på det dengang landlige Frederiksberg, der senere fik navnet Søndre Fasanvej og Peter Bangs Vej. Han blev de følgende år valgt ind i Frederiksberg kommunalbestyrelse og fik også bestyrelsesposter i bl.a. Landmandsbanken, Christianshavns Understøttelsesforening og Diakonissestiftelse. Nobel fortsatte med at ekspandere. I 1860 købte han en stor grund på den anden side af Fasanvejen, hvor han året efter kunne indvie to nye fabriksbygninger samt en toetagers boligblok til sine fabriksarbejdere. Den nye tobaksfabrik på Frederiksberg fik kun en kort levetid. Allerede i 1868 indgik Nobel nemlig en byttehandel med ejeren af fajancefabrikken Aluminia på Christianshavn: Han overtog fajancefabrikken, der lå på hjørnegrunden (nu nr. 62) i Prinsessegade ved siden af den tobaksfabrik, som han havde opført 13 år tidligere. Aluminia blev til gengæld flyttet ud i Nobels bygninger på Frederiksberg, hvor den nogle år senere fusionerede med Den kongelige Porcelænsfabrik (herom senere). De to fabrikker fik nu navnet E. Nobels Tobaksfabrikker og blev blandt de største arbejdspladser på Christianshavn i næsten hundrede år. Emilius Nobel døde som en gammel mand i 1892. Hans virksomheder blev overtaget af sønnen Christian P. Nobel og efter dennes død 7 år senere af de to sønnesønner Emilius Ferdinand og Hermann. I 1908 overtog de to brødre også Nobel-fabrikken i Nykøbing og delte firmaet op med Hermann som den daglige leder af filialen på Christianshavn. Den blev i 1956 arvet af sønnen Hans Jørgen Nobel, der blev den sidste Nobel på Christianshavn inden lukningen omkring 1970. Nobels villa Christianslyst lå på hjørnet af Søndre Fasanvej og Peter Bangs Vej. Den blev senere solgt for at give plads til Diakonissestiftelsen. 3

Kort over Christianshavn 1635 med navnene på grundejerne 4 Hvad var der før? Denne del af Prinsessegade hørte dengang ikke til de mest attraktive steder i byen. Som det fremgår af kortet fra 1635 var det ældste Christianshavn væsentligt mindre end i dag. Den nuværende fabriksgrund på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde var en del af den daværende vold og voldgrav (markeret med et rødt kryds) ved en senere nedlagt Søndre Voldstræde, der dengang fulgte volden og gik skråt over den nuværende skolegård i Prinsessegade 35. Efter udvidelsen af Christianshavns Vold nordpå mod Holmen i årene omkring 1690 blev denne del af voldanlægget sløjfet. Men området lå stadig i mange år hen som et sumpet, ubebygget og berygtet udkantsområde, ejet af henholdsvis staten/kongen og staden København. Det blev efterhånden fyldt op af byens dag- og natrenovation og anvendt til bl.a. kirkegård for fattigfolk og fangerne i det berygtede Tugt-, Rasp- og Forbedringshus på Christianshavns Torv. En del af ofrene for pesten i 1711 blev også kulet ned her, selvom der var problemer med den høje grundvandstand, der truede med at presse kisterne op over jordoverfladen

Udsnit af Christian Gieddess matrikelkort fra 1756. Salpeter, porcelæn og fajance Arkitekt og entreprenør Philip de Lange var den første, der forsøgte sig med en industriel produktion i det øde område over for kirken. I 1755-56 fik han kongelig bevilling til et salpeterværk på den store grund mod Bådsmandsstræde, der fik matrikelnummer 385. Ved siden af sin salpeterplantage fik han også bygget den smukke privatbolig til sig selv, der stadig eksisterer som en del af Prinsessegade Skoles filial bag selve skolebygningen fra 1865 (nu Prinsessegade 52). Salpeterværket på Christian Gieddes matrikelkort fra 1756 bestod af nogle rektangulære gruber ( syderier ), hvor man udvandt salpeter af nitratholdig jord fra fx staldgulve, urin, blod og døde dyr. Salpeter også kaldt nitrat var sammen med trækul og svovl fra Island det vigtigste råstof til produktion af krudt. Stanken har sikkert været slem, men som det fremgår af kortet, var området stadig ret øde. For øvrigt blev værket nedlagt efter ganske få års brug. Der gik 20-30 år, inden næste industrielle virksomhed overtog Philip de Langes tidligere grund. Det blev Den danske Porselinsfabrik, som i 1775 var blevet oprettet som et aktieselskab med christianshavner-apotekeren Frantz Müller som direktør. Den havde hovedsæde i den såkaldte Postgård i Købmagergade 50 5

Som det ses på dette maleri af Giovanni Cesari fra omkring 1750, var området omkring Prinsessegade sparsomt bebygget i 1700-tallet. Til venstre ses Vor Frelser Kirke. 6 vet en underskudsforretning. Det lykkedes dog først i 1868 at få hovedbygningen i Købmagergade solgt, hvorefter den i 1882 blev revet ned efter at være blevet solgt til direktør Philip Schou fra den fajancefabrik Aluminia, der tidligere havde været nabo til porcelænsfabrikkens afdeling på Christianshavn. Fajance- og porcelænsfabrikken eksisterede derefter side om side på Frederiksberg for i 1969 at blive fusionerede under navnet Royal Copenhagen. Det gik hurtigere med at få solgt porcelænsfabrikkens parceller på Christianshavn. Den første køber var som nævnt tobaksfabrikant Nobel, der i 1855 erhvervede sig en grund i Prinsessegade til en tobaksfabrik (se senere). Den anden grund den nuværende Prinsessegatæt ved Rundetårn. Efter nogle år med økonomiske problemer valgte regeringen at overtage fabrikken i 1779 og desuden at udvide den med en filial på den statslige grund langs Prinsessegade og Bådsmandsstræde. Den fik fra nu af navnet Den kongelige Porcelainsfabrik. Det gik rigtig godt for den kongelige fabrik de følgende år, hvor der fremstilledes store mængder af kaffe-, te- og spisestel med det berømte Flora Danica-stel som det absolut dyreste og fineste produkt. På Christianshavnerafdelingen produceredes der også mere grove varer så som ildfaste sten til kakkelog køkkenovne. Efter enevældens afskaffelse i 1849 ønskede staten ikke at beholde porcelænsfabrikken, der var ble-

På dette kort fra 1841 ses porcelænsfabrikken som en lang og smal bygning langs Bådsmandsstræde samt som spredte bygninger rundt om på den store grund. Området er langt fra fuldt bebygget. Der er dog sket en udvidelse på den anden side af Bådsmandsstræde, hvor der i 1830 erne blev bygget en artilleri-kaserne. Kasernebygningen nederst t.h. på kortet eksisterer endnu under navnet Fredens Ark på Christiania. Det første Flora Danica-stel med danske planter som motiv blev produceret 1788-1802 som en gave fra kronprins Frederik til den russiske kejserinde Katharina den Store. Hun døde dog inden alle stellets mange dele var færdige, hvorefter det danske kongehus besluttede at beholde stellet på Amalienborg de 62 på hjørnet af Bådsmandsstræde og Prinsessegade blev i 1862 købt af August Schiøtt (1836-63) for i alt 7160 rigsdalere. Schiøtt havde været i England og ønskede efter engelsk forbillede at producere samme slags varer som porcelænsfabrikken, bare i det langt billigere fajance. Han nåede inden sin død det følgende år at få bygget en lille fabrik med to ovne langs Bådsmandsstræde. Den fik navnet Aluminia, da aluminium er en vigtig bestanddel af det ler, der skal brændes til fajance). Eksempler på Alumnias varesortiment i 1860 erne. 7

8 Det eneste bevarede billede af Aluminia på hjørnet af Bådsmandsstræde og Prinsessegade er fra en såkaldt priskurant fra 1864. Selv om fabrikken først senere blev bygget helt ud til Prinsessegade, havde den adresse der (dengang som nr. 48, nu som nr. 62). Bag fajancefabrikken og de mange træer ses Nobels første tobaksfabrik med den høje skorsten. Bygningen yderst t.v. stammer sandsynligvis fra den tidligere porcelænsfabrik Som arbejdskraft brugte Schiøtt bl.a. kvindelige fanger i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset, der på dette tidspunkt var indrettet i Søkvæsthusets fløj mod Bådsmandsstræde (det nuværende Orlogsmuseum). Kvinderne, der blev sat til at udføre det ensformige arbejde med at sætte hanke og tude på kopper og kander hjemme i fængslet, var en billig, men også meget lidt motiveret arbejdskraft. De blev for øvrigt kort tid efter overført til det nye kvindefængsel i Skt. Annægade over for kirken og stod ikke længere til disposition som billig arbejdskraft for driftige fabrikanter. Til at oplære den danske arbejdskraft i at producere fajance ansatte August Schiøtt en svensk opdrejer samt den engelske fabriksmester. Men unge Schiøtt døde tidligt i 1863 uden at nå at opleve resultaterne af sin indsats. Hans far, justitsråd Schiøtt, overtog nu Aluminia, som han året efter udvidede med en bygning helt op til hjørnet ved Prinsessegade. Det er denne bygning, som i dag udgør hovedparten af gymnasiets anneks. I den nye bygning var der plads til en stor glasurovn samt værksteder til malere, trykkere og modellører. Energien til at ælte leret til fajancemasse kom fra et mølleværk med en gammel dampmaskine. Selv om ingen i Schiøtt-familien havde særlig forstand på at drive en fabrik, gik det rimelig godt med produktionen de første år. Der blev bl.a. fremstillet musselmalede stel, tekopper med danske herregårds-motiver samt mere fornemme spisestel i engelsk stil. Efterhånden nåede man op på en årlig produktion af 864.000 fajancegenstande, som blev solgt fra Aluminias butik på Højbro Plads. Antallet af ansatte steg derfor til omkring 70. I 1868 fik Aluminia en ny og energisk medejer, ingeniør Philip Schou. Han indså hurtigt, at det var nødvendigt at investere i større og mere moderne ovne og dampmaskiner. Han var også klar over, at opfyldt undergrunden på Christianshavn ikke var særlig velegnet til at bære de tunge maskiner og ovne, der var nødvendige. I første omgang foreslog han dog sin nabo, tobaksfabrikant E. Nobel, at købe dennes grund for derved at få mulighed for at udvide fajancefabrikken. Nobel afslog, men tilbød til gengæld Schou en byttehandel: Hvis han fik nabogrunden med Aluminia, kunne Schou få Nobels store grund med tobaksfabrikken ude på Frederiksberg. Schou slog til. Der var langt større udvidelsesmuligheder på Frederiksberg, hvad han de følgende år fik brug for. Også Nobel var tilfreds. Røgen fra fajancefabrikkens skorstene var til gene for hans tobaksarbejdere og ikke mindst aromaen i hans tobaksvarer. Desuden kunne han nu samle hele sin produktion af skrå, snus, røgtobak og de stadig mere og mere populære cigarer i de to nabofabrikker, der nu fik samme matrikelnummer (407). Først måtte han dog sørge for at bygge fajancefabrikken om, så den kunne bruges til tobaksproduktion.

Der findes et par gamle tegninger på kommunens matrikelkontor i Teknik- og Miljøforvaltningen af den fabriksbygning, som Schiøtt fik opført i 1864 og som blev overtaget af Nobel 4 år senere. Der var tale om en toetagers bygning med nogenlunde samme grundplan som i dag, bl.a. med et knæk på hjørnet mod Bådsmandsstræde og Prinsessegade. Som det også fremgår af tegningen på forrige side var fajancefabrikken delvist bygget sammen med et andet ældre hus fra den tidligere porcelænsfabriks tid. Den øverste tegning viser stueetagen. Yderst t.h. i det største rum var der et mølleværk, hvor fajancemassen blev æltet ved hjælp af en dampmaskine i et mindre lokale ved siden af kedelen. De øvrige rum i stueetagen er magasiner samt bl.a. et pakkerum. På 1.sal fandtes der et laboratorium, nogle lagerrum samt lokaler til de håndværkere, der skulle stå for den kunstneriske udsmykning af fajancen inden brændingen: trykkere, modellører og malere. Som i stueetagen fyldte den store brændeovn også næsten halvdelen af denne etage. Nederst ses en arkitekttegning af Aluminias facade mod Bådsmandsstræde. 9

Nobels Tobakfabrikker 1869-1970 Nobel besluttede at genbruge den nyopførte fajancefabrik. Den store ovn blev fjernet, hvorefter bygningen blev gjort en etage højere og muligvis forlænget en smule til de nuværende dimensioner. Desuden opførte han i gården et hus i én etage langs skellet til sin anden fabrik med plads til en kedel samt den dampmaskine, der tidligere blev brugt i fajancefabrikken. I gården, der endnu ikke var forsynet med en port mod Prinsessegade, blev der desuden opført en latrinbygning af træ. Skorstenen kom først til efter 1888. Nobels ældste fabrik fra 1854 er ikke nærmere beskrevet i litteraturen. Den blev i en brandtaksation fra 1863 vurderet til en samlet pris af 22.600 rigsdalere og bestod af et trefløjet anlæg samt et beboelseshus mod Prinsessegade. I gården var opført en 20 alen høj dampskorsten samt et par mindre bygninger til stald og vognskur. I 1888 solgte Nobel denne fabrik til et konkurrerende firma ved navn Brødrene Brauns Tobaksfabrik. Hvorfor vides ikke med sikkerhed, men i årene op mod salget havde han haft en del kontrover- Plantegning fra 1870 over Nobels to tobaksfabrikker i Prinsessegade, dengang nr. 46 og 48, i dag 60 og 62. 10 Som det fremgår af dette udsnit af den godkendte tegning af Nobels nyrenoverede fabriksbygning fra 1869 blev den nu 3 etager høje bygnings facade udsmykket med rundbuede vinduer, der for de to øverste etagers vedkommende blev placeret i ligeledes rundbuede nicher. Øverst på loftsetagen blev der indrettet et tørreloft. ser med de kommunale brandmyndigheder pga. nogle ulovligt opførte ovne. Brd. Braun-firmaet besluttede i 1966 at nedlægge den gamle skråtobaksfabrik i Prinsessegade. Den blev derefter nedrevet og afløst af en midlertidig træbaraksbygning til brug for en vuggestue. Sammen med to ældre beboelsesejendomme, som Christianshavns Understøttelsesforening i 1868 havde opført på nabogrundene nr. 56-58, blev vuggestuen fjernet i 1990 erne. Desværre ikke for at give plads til en hårdt tiltrængt sportshal til gavn for gymnasiet og hele Christianshavn, men til moderne andelsboliger samt en ny børneinstitution.

Fabrikkens nye nabo, opført 1999-2000. Luftfoto fra 1980 erne inden nedrivningen af barakbygningerne og de to beboelsesejendomme i Prinsessegade nr. 60 og 58. 11

Tobakshåndværket i 1800-tallet Tobakken kom til Danmark omkring 1600, men først i 1665 fik vi det første danske tubacks Spinderie i København. I mange år hed tobaksarbejderne spindere, fordi såvel snus- og skråtobak som røgtobakken til datidens kridtpiber blev ved hjælp af en spinderok spundet til en streng og solgt alen- eller rullevis. Først i 1813 kom den første danske sigarfabrik, hvis varer efterhånden blev de mest populære tobaksvarer i landet. Cigaretterne blev først den store succes i 1900-tallet, men den første cigaretproduktion i Danmark startede dog allerede i 1876. Det store antal arbejdere i tobaksindustrien i 1800-tallet skal ses i lyset af, at produktionen i stort omfang foregik manuelt uden brug af maskiner (bortset fra nogle simple skæremaskiner og spinderokke). Først gradvist kom der gang i mekaniseringen med de første cigaretmaskiner omkring 1910 og de første cigarillos-maskiner i 1920 erne. Cigarmagerne blev først for alvor afløst af mere og mere effektive maskiner efter 2. verdenskrig. En sådan maskine kunne dagligt producere omkring 5000 cigarer, mens en god cigarmager højest kunne rulle 250 stk. Fra omkring 1970 var det derfor slut med håndrullede cigarer i Danmark. Arbejderne på Nobels og de andre tobaksfabrikker var en broget flok. Øverst i hierarkiet stod naturligvis ejeren, der ofte også var direktør. Den praktiske ledelse var overladt en række formænd og mestre. Blandt de egentlige arbejdere rangerede de faglærte cigarmagere, sortere og spindere højest, men det ufaglærte og dårligere lønnet arbejde blev varetaget af strippere (til at fjerne midterstilken i tobaksbladene), anlæggersker og gulvpiger og -mænd til at assistere de faglærte. Hertil kom folk til at passe maskinerne, lave cigarkasser, klistre mærker på, rydde op, pakke de færdige varer osv. Frem til omkring 1900 var flertallet mænd, men efterhånden overtog kvindelige arbejdere flere og flere opgaver. Spindere og cigarmagere blev dog primært ved med at være mænd, der havde taget den 3-4 årige lærlingeuddannelse. I begyndelsen var op til 1 /3 af arbejdskraften i tobaksindustrien børn, sikkert også på Nobels fabrikker. Arbejdsgiverne begrundede det med, at der var tale om socialt hjælpearbejde, der holdt børnene væk fra gaden. Der var nu nok mere tale om at udnytte de fattige arbejderbørn, der for en ussel løn gjorde rent, gik byærinder og ofte også udførte egentlig tobaksarbejde med at strippe tobaksbladene og lave vikler (indlæg i cigarerne bag de finere dæksblade). I 1873 kom den første fabrikslov, der begrænsede børnearbejdet til børn over 9 år i kun 6,5 time dagligt. Så mente man, børnene godt kunne klare at gå halvdags i skole. En ny lov i 1903 hævede alderen til 12 år, og i 1919 blev der forbudt børn under 14 at arbejde på fabrik. Antallet af ansatte i tobaksindustrien voksede støt gennem 1800-tallet : År Antal virksomheder Antal beskæftigede 1860 250 640 1872 102 3.800 1901 425 4.418 1921 1.518 9.784 1960 ca. 13 7.470 1979 Sort set kun ST. 664 Kilde: Spredte oplysninger i H. Grelle: Tobaksarbejdere gennem hundrede år (NNF 1987) og N. Bardenfleth: Fra tobaksspinder til maskinoperatør (Nyt Nordisk Forlag 1997). Det store antal virksomheder i 1921 dækker over ca. 1200 enkeltmandsfirmaer, hvoraf mange de følgende år bukkede under pga. konkurrence og skærpede krav til arbejdsmiljøet. 12

Tobaksspinderne fik deres eget håndværkerlav i 1750. På lavets lade dvs. trækiste til opbevaring af dokumenter m.m. fra 1813 ses en arbejdsscene fra en mindre tobaksfabrik. T.v. spindes der røgtobak, som derefter t.h. vejes og pakkes. Nationalmuseet Th. Stauning (1872-1942) blev født i et fattigt københavnsk arbejderhjem. Han blev uddannet som cigarsorterer og i 1897 valgt til formand for Tobaksarbejderforbundet. I 1924 blev han Danmarks første socialdemokratiske statsminister. Der findes en beretning om livet som skiftevis arbejdsdreng på Nobels tidligere tobaksfabrik i Prinsessegade 60 og som elev på Kristianshavns Friskole på det anden side af gaden: Erindring om børnearbejde på Brd. Brauns Tobaksfabrik i Prinsessegade Beretning fra Eiler V. Christoffersens (f. 1903) i Københavns Stadsarkiv pensionisterindring 1969 nr. 1457. Min egen ringhed, der var en ret stor knægt, måtte selvfølgelig også bestille noget. Det blev på skråfabrikken Brødrene Braun i Prinsessegade. Her mødte vi halvdagsbørn kl. 7.00 hver morgen, for derefter at styrte over i skolen i Bådsmandsstrædet på den anden side af gaden. Eftermiddagsholdet gik som regel lige fra skole over på Skråen, som vi kaldte den. Arbejdspladsen var såmænd meget god, skråspinderne var rare mennesker med de undtagelser, som altid findes blandt et folkefærd. Lønnen var derimod ikke særlig god, 2,75 kr. om ugen, var hvad det kunne blive til. Og der skulle bestilles noget for denne formidable sum. Busk- og dæksblade skulle være lagt pænt ud, når svenden kom med sit spindebræt, for han var jo på akkord og skulle holde en bestemt mængde skråtobak 13

Dette foto blev optaget på Brødrene Brauns skråtobaksfabrik i Prinsessegade 60 to år efter, at Nobel havde solgt fabrikken i 1888. Til højre ses to børn hjælpe en kvindelig arbejder med at strippe en bunke tobaksblade. Til højre ved det lange bord er to mandlige tobaksspindere i færd med at spinde den sovsede skråtobakken sammen til en streng ved hjælp af en spinderok for bordenden. De assisteres af nogle kvindelige anlæggersker. 14 for at holde en nogenlunde ugeløn. Det skal siges til mange svendes ros, at de heller ikke var bange for at stikke en 25 øre, når ugen havde været rigtig givtig. Men vi børn kunne såmænd godt få ondt i vore ben af al den renden frem og tilbage langs det store bord. Her fik jeg lejlighed til for første gang i mit liv at deltage i en strejke. Ja, jeg tør næsten prale af, at det var mig, der fik strejken igangsat. Formålet var at få 30 øre mere om ugen, så vi rundede de 3 kr. Jeg havde jo den idé, at disse 30 øre kunne jeg, så selv have til min egen lomme. Men ak, det rygtedes, at vi lavede strejke, selvom mange af os havde taget andet arbejde jeg hos Jensen & Møller i Dronningensgade, og kom hjem med en ugeløn. For hjemme turde man ikke fortælle, hvad vi lavede. Kunne vi så ikke skaffe 2,70 kr. på den nye arbejdsplads, gik vi ganske simpelt på flaskeskud omkring på byggepladser eller over i havnen, de manglende penge skulle jo skaffes på en eller anden måde. Stor var mine forældres overraskelse, da der en dag kom et brev, der bad deres søn om at møde på Skråen, da man nu gerne ville give kr. 3 om ugen. Dog mindes jeg ikke at der vankede tæsk, men de 30 øre fik jeg ikke lov at beholde Aldrig i min barndom har jeg eller andre af mine søskende fået noget, der hed lommepenge, hverken om søndagen eller til højtiderne... (s.8). Kilde: http://www.pladstilosalle.dk/baggrund/dokumentation/doku29.html De københavnske cigarmagere var fagbevægelsens pionerer og de første i landet til at danne en egentlig socialistisk fagforening. Det skete i 1871, og foreningen fik navnet Enigheden. Den var i starten forbeholdt de faglærte mandlige arbejdere af frygt for, at kvinderne kom til at fungere som løntrykkere. Efter en strejke i 1875 blev man dog enige om en fælles front mod arbejdsgiverne og en kvindelig afdeling af Enigheden med det højest revolutionære krav om lige løn for lige arbejde. Efter nogle hårde arbejdskampe i 1880 erne med strejker og lockout besluttede et flertal af mandlige og kvindelige tobaksarbejderne at gå sammen i Tobaksarbejderforbundet i 1887. Det eksisterede i næsten hundrede år, indtil det i 1980 sammen med et par andre fagforbund dannede Nydelses- og Næringsarbejderforbundet NNF.

Nobels udvidelser i 1900-tallet I 1899 arvede gamle Nobels to sønnesønner Emilius og Herman Nobel fabrikken på Christianshavn. Sidstnævnte blev den egentlige leder af virksomheden helt frem til sin død i 1956, efter at han sammen med broderen havde købt Nobelfabrikken i Nykøbing tilbage i 1908. I første omgang nøjedes Nobel-familien med mindre moderniseringer af fabrikken i Prinsessegade: Skorstenen blev gjort højere, der kom et større 6 sæders lokum i gården og noget så moderne som en udvendig vareelevator. Og plankeværket mod Prinsessegade blev i 1910 afløst af en mere imponerende port med fabrikkens navnetræk. På et tidspunkt mellem 1913 og 1918 havde Nobel så store pladsproblemer, at han købte nabogrunden Bådsmandsstræde 20, der sammen med Prinsessegade 62 fik matrikelnummer 439. På denne grund havde Viggo Hammer & Søn haft en tømmerhandel med eget skæreri (savværk) samt en del mindre bygninger, bl.a. et beboelseshus med navnet Villaen. Den store grund blev i begyndelsen af 1900-tallet overtaget af Automobilkørsels-kompagniet, der både solgte, reparerede og udlejede nogle af de første biler i København. Der findes nogle fotos fra Bådsmandsstræde 20 på Det Kgl. Bibliotek med påtegningen Nobels fabrikker (se side 16). De må altså stamme fra ca. 1915 (hvor Nobel købte grunden) og 1935 (hvor den radikale ombygning gik i gang) og blev taget af fotograf Johs. Hauerslev (1865-1945). På den meget dybe grund lå det gamle savværk med en mængde mindre bygninger og træskure der stadig. Som det fremgår af billederne var de gamle bygninger i Bådsmandsstæde ikke særligt velegnede til tobaksproduktion for et stadigt voksende marked med en stadig øget konkurrence. I første omgang nøjedes Herman Nobel med nogle mindre bygningsændringer, men i 1935 søgte og fik han tilladelse til at fjerne savværket og nogle af småhusene til fordel for en 53 meter lang bygning i opmuret bindingsværk til brug for lagerog værkstedsfunktioner. Tilladelsen gjaldt dog kun for 5 år, hvorefter Nobel var forpligtet til at nedrive den lave bygning. Men det skete ikke den midlertidige bygning blev først fjernet i 1971! Nobel-fabrikkernes arkitekt Gerhard Rønne fik travlt med ny- og ombygninger i 1930 erne. Den gamle fabrik på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde trængte i høj grad til at blive moderniseret for at kunne leve op til tidens krav om rimelige vilkår for de ansatte. Det blev installeret moderne WC er i stueetagen til brug for kontorpersonale og direktion i 1934 og et par år senere også for tobaksarbejderne på 1. og 2. sal som afløser for de gamle lokummer i gården. Samme år blev der indført centralvarme samt et såkaldt folkelokale med omklædnings- og spisefaciliteter i loftsetagen. Som nogle af medarbejderne senere har fortalt var temperaturen oppe under loftet om sommeren tit så høj, at mange foretrak at spise deres madpakker udendørs i frokostpausen. I 1938 fik Nobel også myndighedernes tilladelse til nogle indvendige bygningsændringer med nye skillevægge. Det helt store byggeprojekt gik i gang i 1939, hvor der i Bådsmandsstræde 20 blev opført en ny fabriksbygning i moderne funkis-stil i 4 etager med mansard- og perrontag. I alt 725 m 2, som primært 15

Øverst ses den hvidmalede villa med facaden mod Bådsmandsstræde på det sted, hvor der i dag er portindgang mellem fabriksannekset og CIK s bygning. Den blev brugt til bolig og kontor. Billede nr. 2 viser samme villa ved siden af et mere fremskudt hus, der tidligere havde været brugt som bl.a. stald. Det 3. foto viser bagsiden af villaen med bagsiden af Nobel-fabrikken i baggrunden. Endelig ses nederst den samme gård fra en lidt anden vinkel med de to tobaksfabrikker foran kirkespiret i baggrunden og det tidligere savværk i forgrunden til venstre. Kasserne og sækkene foran denne bygning har sandsynligvis indeholdt importeret råtobak til videre forarbejdning på Nobels fabrikker. 16 skulle bruges til fremstilling af pibetobak og de mere og mere efterspurgte cigaretter. Nobel havde i 1919 oprettet salgs- og produktionsfællesskabet A/S De Danske Cigar- og Tobaksfabrikker med bl.a. konkurrenten Augustinusfabrikkerne i Gullandsgade på Amager, men dette samarbejde blev opløst i 1938. Det er sandsynligvis denne beslutning, der var baggrunden for udvidelsen af Nobel-fabrikkerne både på Christianshavn og i Nykøbing. Samme år i 1939 blev den gamle fabriksfacade på den anden bygning fra 1860 erne beklædt med gule klinker fra det skånske Skromberga-værk mod begge gader.

Denne smukke farvetegning stammer fra en reklamebrochure fra 1950 og viser E. Nobels Tobaksfabrikker i sin storhedstid som en af de største arbejdspladser på Christianshavn med flere hundrede ansatte. Yderst til højre lidt af Nobels allerførste tobaksfabrik i Prinsessegade, som han solgte til firmaet Brd. Braun i 1880. Grundplan fra 1938 over stueetagen i Prinsessegade 62 med det nye portparti øverst t.h. Fra indgangsdøren mod Prinsessegade, markeret med en pil, kom man ind i en vestibule med marmorbeklædte vægge. Derfor førte en dør ind i ekspeditionskontoret i hjørnet af bygningen. T.v. for ekspeditionskontoret lå et modtagelsesværelse, hvorfra en dør førte ind til fabrikant Nobels private kontor (markeret med blåt). T.v. for chefens kontor var der kontorer for kontorchefen og bogholdere samt et større lokale til fakturering På den anden side af den lange, smalle korridor var der ved siden af trappeopgangen et prøvelager og et rum, hvor fabrikkens varer kunne besigtiges. Derefter mod venstre et par mindre kontorer, et lokale med telefon samt de nye garderobe- og toiletfaciliteter for mænd og kvinder. Lokalerne helt til venstre i billedet (nu nr. 41 og 42), var primært lagerrum. 17

18 Plantegning fra 1940 over Nobel-fabrikkerne på Christianshavn. Til venstre den helt nye fabrik (nu CIK) med postadressen Bådsmandsstræde 20 foran den lange midlertidige værksteds og lagerhal. Allerbagerst foroven Nobels private garage. Der blev der også bygget nye cykelskure til medarbejderne. Til højre den gamle fabrik, der netop var blevet moderniseret både ind- og udvendigt. Det var kommet en ny port mod Prinsessegade, omgivet af en frokoststue ind mod fabriksbygningen og en vagtstue ind mod nabogrunden. I 1944 blev portbygningen forhøjet med to etager samt en lille tårn med firmanavnet. Også i gården skete der ændringer. Nogle gamle retirader (lokummer) blev fjernet. Bagerst i gården blev den stadig fungerende udvendige elevatorskakt bygget. På hovedbygningen blev der tilføjet en lille udbygning med ovenlys som en udvidelse af det bagvedliggende prøverum til fremvisning af fabrikkens varesortiment.

Foto fra slutningen af 1930 erne af personalet, opstillet i gården i Bådsmandsstræde 20. Billedet er en gave fra Jørgen Jacobsen, hvis mor Dagmar Rasmussen står i 3.række som nr. 4 fra højre. Forrest sidder lærlinge og arbejdsdrenge, bagerst cigarmagerne. Personen i midten i 2.række med jakkesæt og butterfly er sandsynligvis fabrikant Herman Nobel. Herren med en lignende påklædning tre pladser længere t.h. kunne være hans bror E. Nobel. Et andet medlem af familien, fabrikant Bernhard Nobel, var åbenbart aktiv i modstandsbevægelsen, for han blev i januar 1945 arresteret på fabrikken af den tyske besættelssesmagt. Side 18 nederst: Dette foto fra Det kgl. Biblioteks billedsamling har titlen Mordet i Prinsessegade 46. Desværre fremgår det ikke, hvornår denne dramatiske begivenhed fandt sted. Det må dog være sket efter 1906, hvor Prinsessegade fik sin første sporvognslinje. De to høje skorstene i billedets venstre halvdel hører til gadens to tobaksfabrikker. 19

Nogle Nobel-produkter Nobels største salgssucces blev nogle lette cigarer og cigarillos ved navn Petit, som stadig produceres af Nobel Cigars. Mange ældre medborgere husker stadig, hvordan de begyndte deres rygerkarriere med at købe Nobels Eiffel-cigaretter i enten en 5 styks pakke eller måske ligefrem enkeltvis hos høkeren. Nostalgikeren Kim Larsen er en af dem. Han udgav I 1982 et album med titlen 5 Eiffel. Men han var jo også engang christianshavner og kendte sikkert også Eiffel Bar i Wildersgade Prisliste fra 1950 med hele det daværende varesortiment. Det var dengang, man kunne få en cigaret for 12,5 øre og en stor Churchill-cigar for en krone. 20 Tre gamle pibetobaksdåser, som i dag er efterspurgte samlerobjekter.

Kendte og mindre kendte medarbejdere I over 100 år har rigtig mange mennesker været ansat på Nobels tobaksfabrikker på Christianshavn som faglærte tobaksarbejdere med mere eller mindre spøjse betegnelser, som ufaglærte arbejdsfolk eller som lidt finere kontorfolk. For mange blev det en arbejdsplads for hele livet. For andre blot et springbræt til noget andet. Olivia Olsen mere kendt under navnet Liva Weel (1897-1952) blev en af Danmarks mest kendte revy- og filmstjerner efter sin debut i 1917. Hun voksede op på Vesterbro og blev efter at have taget præliminæreksamen som 17-årig ansat som kontorelev hos Nobel på Christianshavn. Hun har altså arbejdet i fabrikkens stueetage, hvor der nu er indrettet studiecenter. 60 års jubilar Marie Olsen hyldes af glade kolleger på fabrikken i 1941. Hun var naturligvis begyndt som børnearbejder. Evan Klamer (1923-1978) var cigarmager på Nobel, indtil han i 1950 erne blev professionel banecykelrytter. Sammen med makkeren Kaj Werner udgjorde han det folkekære par nr. 7, der vandt et utal af 6-dagesløb. Her ses han i spidsen for feltet i det københavnske løb i Forum i 1955, som blev vundet af par nr. 7. Klamer har stadig rekorden som den mest vindende danske 6-dagesrytter. En af kilderne til denne undersøgelse er Anna D. C. Nielsen (1905-2008). Hun var, da dette foto blev taget, 103 år gammel, men alligevel i stand til at huske mange ting fra fabrikken på Christianshavn, hvor hun blev ansat efter at have stået 3 år i lære som cigarmager hos Nobel i Nykøbing. På Christianshavner-fabrikken blev hun i 47 år indtil hun gik på pension omkring 1970. Hun var tillidskvinde for 152 cigarmagere og stemte altid socialdemokratisk indtil valget i 2007, hvor hun foretrak DF pga. deres ældrecheck. Ifølge Anna var ugelønnen i 1960 erne på 140 kr., hvis man overholdt akkorden på 6000 cerutter om ugen. Hertil kom en daglig ration på 8 cerutter (!) foruden dem, man kunne nå at ryge under arbejdet. 21

De daglige rutiner Venindeparret Hanna Jeppesen (t.h.) og Bente Sørensen under et interview i 2008. De blev begge uddannet til cigarsorterere og ansat på Christianshavn i henholdsvis 1952 og 1953. Hanna stoppede i 1962 for i en periode at blive hjemme og passe børn, mens Bente fortsatte indtil fabrikkens lukning i 1969. Hun var tillidskvinde og blev efter lukningen ansat i tobaksarbejdernes fagforening NFF. Hanna og Bente har bidraget med rigtig mange oplysninger til denne undersøgelse, tak for det. Hannas beretning kan læses på s. 24. Her ses de travle kontordamer i ekspeditionskontoret i stueetagens hjørnelokale med mahogni-paneler på væggene. Man kunne komme ind på kontoret via den fine dør direkte fra Prinsessegade eller fra døren ind til trappeopgangen. Fra kontoret førte en dør ind til et modtageværelse, hvorfra der igen var adgang til fabrikant Nobels kontor længere nede ad korridoren. 22 Endnu en tidligere medarbejder på Nobel er Dagmar Rasmussen (født i 1902), der her ses i gang med at veje en ration pibetobak o. 1947. Hun er død i dag, men hendes søn Jørgen Jacobsen har kunnet levere mange informationer om fabrikken foruden dette foto. Råmaterialet var de store tobaksblade fra fabrikkens leverandører i udlandet. Her ses en mester i brun kittel sammen med fællestillidsmand Thorvald Thiedemann og tillidskvinde Anna Hansen vurdere bladenes kvalitet, som var med til at bestemme akkorden. Foto fra o. 1950.

Dagen startede kl. 7.00 hver morgen inklusive lørdag (indtil slutningen af 1960 erne). Kl. 7.10 blev porten i Bådsmandsstræde lukket, så det gjaldt om ikke at komme for sent. Arbejdsugen blev i 1919 fastsat til 48 timer, men blev derefter gradvist nedsat til 44 timer i 1966 og 40 i 1973. Cigarmagerstuen på 2. sal på fabrikken o. 1950. Hver cigarmager omkring bordet havde sine egne redskaber samt et bundt tobaksblade under et fugtigt stykke sækkelærred. Arbejdsprocessen bestod i først at fremstille en vikkel, dvs et indlæg. Når viklen var kommet i facon, blev der rullet en dæksblad om indlægget. Dernæst blev spidsen klistret sammen for ikke at rulle op. Til sidst fik cigaren den rigtige længde ved at blive skåret af i begge ender ved hjælp af en afstikkermaskine. De færdige cigarer ses i bunker foran hver cigarmager. Næste skridt er sorteringen,, der foregik på etagen nedenunder. På dette foto fra o. 1935 ses den såkaldte stripning, der her sker delvist maskinelt ved at en stripper fjerner det fugtede tobaksblads midterribbe ved at føre det ind i en maskine af mærket Formator. De færdigsorterede cigarer kom i specielt fremstillede kasser og æsker. Røgtobakken blev knap så fint emballeret. Her ses nogle pakkedamer i gang med at forberede leverancerne til de forskellige købmænd. Foto fra o. 1950. Pakkeafdelingen lå vistnok i den del af stueetagen, der i dag er indrettet som lokale 41-42. 23

24 En kvindelig sorterer fortæller Følgende beskrivelse af livet på Nobel som ung cigarsorterer i 1950 erne er skrevet af Hanna Jeppesen (se s. 22) som en dansk stil ( Stærk tobak ), da hun i 1980 erne gik på HF. Hun fortæller bl.a., at mange ansatte var enlige kvinder, der tit boede jammerligt på pensionater eller i små lejligheder på Amager. Kammeratskabet var i top i arbejdstiden, men de ansatte sås sjældent efter arbejdstid. Det er værd at bemærke, at man som tobaksarbejder i høj grad var kulturelt interesseret. Især tobaksmagerne havde tit deres egne sangforeninger, ligesom det var almindeligt at betale folk for at læse højt for de andre under arbejdet. Her bringes et uddrag af Stærk Tobak med Hannas tilladelse: I 1952 kom jeg i lære som cigarillossorterer på E. Nobels tobaksfabrik i Prinsessegade på Christianshavn. Det var ikke helt tilfældigt, at jeg havnede i tobaksindustrien, idet min mor igennem nogle år havde arbejdet som ufaglært tobaksarbejder. Da jeg som 14- årig efter 7 års skolegang valgte at gå ud på arbejdsmarkedet, blev min mor og jeg enige om, at det nok ville være en god ide, hvis hun kunne skaffe mig ind som sortererlærling på ovennævnte fabrik, hvor hun p.t. arbejdede. Det var ikke fordi jeg havde den helt store lyst eller følte mig draget men læretiden var kun 2 år mod de obligatoriske 4. Lønnen som svend lå på linje med en faglært håndværkers, så det talte også med i overvejelserne. Som sortererlærling kunne man tjene 25 kr. om ugen, og arbejdstiden var fastlagt fra kl. 7.00 til kl. 16.10. Jeg slog derfor til med det samme, da der gik besked til min mor fra mesteren, at hvis jeg stadig var interesseret, ville han gerne antage mig hurtigst muligt De år, jeg arbejdede som cigarillossorterer på E. Nobels fabrik, er år, jeg aldrig har fortrudt. Nu var det hele jo heller ikke lutter lagkage inden for tobakken, der var bestemt mange dage, hvor man gav fan- Dagmar Rasmussens lønseddel fra 1963. Lønnen blev udbetalt kontant hver uge. Det foregik ved at fru Winkelhorn fra kontoret gik rundt til samtlige medarbejdere og udleverede en kuvert med penge i. Denne ugeløn er ikke repræsentativ, da der ikke var tale om en fuld ugeløn pga. aflyste arbejdsdage. Normalt lå en ugeløn i 1963 på omkring 140 kr. den i det hele og mest af alt havde lyst til at tage sit gode tøj og gå men som den lydige generation jeg tilhører (vi gik i flinkeskolen!) passede vi vores arbejde, holdt vores kæft indtil vi blev spurgt. Mit første møde med tobaksindustrien forløb i en venlig atmosfære. Mesteren ventede i porten og førte mig med et venligt nik ind i løvens hule. Jeg blev ført gennem en labyrint af lange gange, hvor en stærk lugt af tobak begyndte at kilde i næseborene. På begge sider af gangen lå der nogle små rum, hvor fugten drev ned af vinduer og vægge. I det ene lokale sad der tre kvinder på omvendte trækasser. De var iført blå kitler, og omkring lænden havde de viklet sække for at holde den værste fugt og kulde ude. Det var mit første møde med stripperne. Deres arbejde bestod i at skille tobaksbladet fra stilken, lægge bladene oven på hinanden i store stabler, der skulle presses. Det var til cigarmagerne, som skulle bruge tobaksbladene til at rulle cigarer af. Vi nåede hen til en smal vindeltrappe, hvis trin bar

Foto fra 1953, hvor en arbejder med initialerne WR fejrede sin 50 års jubilæum i kantinen på loftsetagen. Hanna sidder i rækken mod væggen som nr. 5 fra jubilaren for bordenden. Hun genkendte i 2008 de fleste på billedet, bl.a. den gulvpige, der sidder yderst t.v.. Den gråhårede dame, der sidder som nr. 6 fra neden i samme række, er kassereren fru Winkelhorn. Billedet viser kun et udsnit af den daværende arbejdsstyrke, idet kaffebordet fortsatte uden for synsfeltet., hvor bl.a. cigarmagerne sad. Der var et lille køkken og et køkkenpersonale tilknyttet kantinen, hvor der bl.a. blev serveret smørrebrød. tydelige spor af årelangt slid. Fabrikken var i det hele taget ikke til fest og farver. Jeg fik nærmest det indtryk, at fabrikanten havde gjort, hvad han kunne for at gøre hele den indvendige del af fabrikken så grå og skidengul som det var muligt. Sortererstuen lå på 1. sal. Det var et stort lavloftet lokale, som gik i hele fabrikkens bredde. Sortererne var placeret langs vinduerne ved båselignende borde. Efter at have fået anvist en plads i den bagerste ende af lokalet, fik jeg den første lektion i, hvorledes man med et bestemt tag knipsede cerutterne op i hånden. Jeg skulle også lære at kende forskel på de mange farvenuancer, som en cigarillos indeholdt. Gode lysforhold, helst naturens eget lys, var det 25

Denne tegning fra 1950 viser den lange midlertidige hal Bådsmandsstræde 20. Her blev der produceret pibetobak eller røgtobak, som man sagde dengang. I glasburet t.h. holdt mesteren opsyn med produktionen og de ansatte. De store tromler er tørretromler, hvor tobakken blev blandet og fik den rette fugtighed inden tilsætning af smagsstoffer. 26 Cigarerne blev pakket dels i 50 stk s kasser, dels i 20 stk s kasser. De dyre Havanesere blev bundet og lagt i fine mahognitrækasser. Det øverste lag i kassen/æsken (spejlet) skulle være fri for grove årer, og farvenuancerne skulle være i harmoni. Det var ikke særligt svært at lære de forskellige arbejdsrutiner at kende, og der gik kun nogle få uger, så kunne jeg uden hjælp arbejde selvstændigt. De 2 års læretid gik hurtigt og var uden problemer. Sortererarbejdet var på akkord, så der var stillet ufaglært arbejdskraft til rådighed. De skulle sørge for, at sortererne ikke manglede materialer. De hed gulvbedste for sortererne. Om vinteren måtte vi klare os med kunstigt lys fra neonrør. Arbejdet var udelukkende håndarbejde, som bestod i at skelne farver lyse, mørke, røde, grå, blanke og matte, i alt 14 farver. Det blev kaldt rensortering. Efter sorteringen skulle cigarerne lægges i form og presses. Det var en selvstændig proces, hvor vi skulle have en vis føling med hvor meget pres de kunne tåle. Den sidste proces var pakning af cigarer/cigarillos. Det hyggede vi os med, især fordi arbejdet kunne udføres siddende. Det var nemlig ind imellem hårdt at stå på et cementgulv i 8 timer. Der var mange forskellige varianter af pakninger.

piger/-mænd. Jeg husker tydeligt, hvordan de blev hundset med. Der var nemlig stor forskel på Kong Hattemager og så dem på gulvet. Der var 30 sorterer på stuen med en gennemsnitsalder på omkring de 45 år. Kvinderne var i overtal, så mændene blev godt forkælede. Der var foruden mig 2 andre lærlingen (piger). De var søskende og havde udstået den første halvdel af læretiden. I midten af lokalet sad 8 damer og klistrede kasser. De blev kaldt klisterpiger. Der skulle bruges mange kasser, så de måtte arbejde hårdt, og lønnen var lav. Til frembringelse af kasser var der anskaffet en maskine, som med en fodpedal clipsede de små træstykker sammen. Dette arbejde var en støjende affære og generede roen på stuen, især for de sorterer, som havde deres plads tæt ved maskinen. Der var ingen, der tænkte på de to damer, som dagen lang sad ved maskinen. Varmeanlægget på fabrikken virkede automatisk, så der var altid ens temperatur, som kun svingede en grad eller to. Luftfornyelsen fandt sted gennem indbyggede kanaler, der ved udblæsningen tog tobaksstøvet med sig. Luften var frisk og let fugtig, derved undgik man at cigarerne tørrede ud. Der var bare en stor ulempe ved anlægget, og det var trækken. Det skabte en masse splid og spektakel mellem svendene. Det kunne endog medføre at kollegaer, som havde stået side om side i flere år, blev så uvenner, at de aldrig mere talte med hinanden. Når varmeanlæg og clipsemaskine var slukket, gik snakken livligt på stuen. Der blev sunget og trallet i kor. De fleste sorterer, kvinder som mænd, var meget fagpolitisk interesserede. Det var især meningsforskellene mellem socialdemokrater og kommunister, som fik diskussionen i gang og gryden til at komme i kog. Der blev også talt meget om opera og skuespilkunst. Flere af svendene havde abonnement til Det Kongelige Teater. Det fik jeg stor glæde af, idet de ofte havde set de sidste stykker, der var på repertoiret. Billetterne skulle benyttes, ellers kunne abonnementet blive opsagt. Jeg er aldrig kommet så meget i teater, som i de år, jeg var ansat der. Når der sjældent kom klager fra arbejderne over miljøforholdene, betød det naturligvis ikke, at man var tilfreds med forholdene. Man skulle jo først og fremmest eksistere. Forholdene på fabrikken var rimeligt gode og frie, især cigarmagerne værnede om friheden til at forlade fabrikken i pauserne. Det var ikke ualmindeligt at forlade fabrikken i arbejdstiden og gå på indkøb. Mestrene så gennem fingrene med den hyppige trafik ind og ud af fabrikken. Mesteren gik stuegang hver dag. Han tog mange stikprøver af kasser og æsker, og Her ses en af sovsetromlerne på et foto fra o. 1960. Sovsen var de smagsstoffer, der blev sprøjtet på råtobakken i en vandig form. Derefter skovles den våde tobak ind i den gasopvarmede tromle, hvor den tørres ned til en fugtighed på ca. 10 % for at få smagsstofferne til at trænge ind i selve tobakken, der derefter blandes til den rette blanding af Virginia- og Burley-tobakker. 27

var meget opmærksom på om cigarer og cigarillos havde fået det rette pres. Det var jo ret vigtigt, at luften kunne passere igennem. Da jeg i 1962 ventede mit barn nr. 2, blev min mand og jeg enige om at nu var tiden kommet til at blive hjemmearbejdende husmor. Jeg trak mig tilbage fra arbejdsmarkedet og nød i fulde drag at have tid til mand og børn. At der så samtidig med den nye teknologis indførelse i tobaksindustrien kun kom til at gå få år, før der ikke fandtes en eneste cigarsorterer i hele Danmark, var der ingen af os, der tænke på. Teknologiens indførelse i industrien gjorde ikke forholdene bedre for tobaksarbejderne. De faglærte håndarbejdere kunne ikke vænne sig til at sidde ved maskinerne, og især de unge søgte over i andre erhverv. Her ses en af sovsetromlerne på et foto fra o. 1960. Sovsen var de smagsstoffer, der blev sprøjtet på råtobakken i en vanddig form. Derefter skovles den våde tobak ind i den gasopvarmede tromle, hvor den tørres ned til en fugtighed på ca. 10 % for at få smagsstofferne til at trænge ind i selve tobakken, der derefter blandes til den rette blanding af Virginia- og Burleytobakker Nederst ses endnu et foto fra Nobel o. 1960. med en række kvindelige arbejdere i gang med at veje og pakke røgtobakken. Denne arbejdsproces blev senere i 60 erne mekaniseret. 28

Stordrift og lukninger Det blev efterhånden klart for de fleste i tobaksindustrien, at de mange og ofte familieejede virksomheder var nødt til at lukke eller slutte sig sammen for at klare sig i konkurrencen med de multinationale tobaksgiganter. Det var ikke nok at erstatte arbejdskraften med mere og mere effektive maskiner. Bølgen af fusioner startede i 1961, hvor 3 af de store familiefirmaer (Augustinus, Færch og Obel-fabrikkerne) dannede Skandinavisk Tobakskompagni (ST) for at udnytte den nye teknologi og stordriftsfordelene bedre. Cigarproduktionen blev samlet hos Augustinus, røgtobak hos Færch, skrå hos Obel og cigarvarer foreløbigt hos både Obel og Færch. I de følgende år blev de fleste af gamle danske tobaksnavne overtaget af ST. Også Nobels Tobaksfabrikker. Hos Nobel forsøgte man i første omgang at klare sig ved at rationalisere. Hans Jørgen Nobel, der havde arvet firmaet i 1956, besluttede seks år senere at nedlægge begge fabrikker på Christianshavn over en årrække. Cigarproduktionen blev flyttet til familiens fabrik i Nykøbing F og pibetobakken til Assens Tobaksfabrik. Samtidig blev firmaet omdannet til et aktieselskab for at skaffe mere kapital. I 1988 måtte Nobel dog indgå en samarbejdsaftale med ST, der overtog 24 % af aktiekapitalen. Efter H. J. Nobels død i 1990 blev cigarproduktionen i Nobel-firmaet integreret i et ST-datterselskab under navnet Nobel Cigars med fabrikker i Ny- Nobels fabrik på Torvet i Nykøbing o. 1950. Den ældre bygning t.v. var E. Nobels første fabrik på stedet, mens den høje bygning i baggrunden blev opført i 1939 med G. Rønne som arkitekt ligesom på Christianshavn. I 1974 blev E. Nobels Tobaksfabrikker A/S flyttet ud til et moderne industrikvarter i byens udkant. Fabrikken på fotoet bruges i dag som fitnesscenter og restaurant. 29

30 Udsigten fra legepladsen i Bådsmandsstræde med CIK huset i baggrunden midt i billedet og til venstre gymnasiets anneks, hvor tagetagen på dette tidspunkt var under renovering.

købing og Århus. Samtidig koncentrerede ST al sin pibetobaksproduktion i et andet datterselskab Orlic Tobacco Company, der har fabrikker i både Holstebro og Assens. Endelig blev stort set hele cigaretproduktionen i Danmark blev samlet i ST s House of Prince. ST blev en af de største virksomheder i Danmark med datterselskaber rundt om i verden. Nye rygevaner og -regler betød ganske vist et stort fald i omsætningen i Danmark, men til gengæld fik firmaet store markedsandele rundt om i verden, ikke mindst i Østeuropa. Så overskuddet voksede og nåede i 2007 op på 1,2 mia. kr efter skat. I 2008 valgte ST alligevel at frasælge alle sine aktier i House of Prince og dermed hele cigaretproduktionen til konkurrenten British American Tobacco til en pris på omkring 20 mia. Til gengæld opkøbte man aktiemajoriteten i Orlik Tobacco. Denne transaktion betød en yderlige fald i antallet af beskæftigede i den før så dominerende danske tobaksindustri, som i sin storhedstid gav arbejde til hver 10. industriarbejder. ST er dog stadig en tobaksgigant på verdensplan som nr. 1 inden for pibetobak og nr. 3 inden for cigarvarer. På Christianshavn betød denne udvikling, at alle tobaksvirksomheder blev nedlagt. Nobels første fabrik den senere Brd. Brauns skråtobaksfabrik i Prinsessegade 60 blev revet ned i 1966. I Bådsmandsstræde 20 blev den store bygning ud mod gaden i 1971 overtaget af den lokale idrætsklub CIK. Bygninger og skure på den store grund bagved CIK blev samtidig afløst af en børneinstitution Danmarks mest trafikerede skolegård var rektor Jens Benckes beskrivelse af Prinsessegade mellem CG s to bygningskomplekser. På dette foto fra 1987 ses barakbygningen til vuggestuen i Prinsessegade 60. Der var faktisk både mulighed og planer for en udvidelse af gymnasiet på denne grund i 1990 erne, men desværre foretrak den daværende overborgmester et almennyttigt boligbyggeri frem for bl.a. en sportshal. 31

Gymnasiet rykker ind Den gamle fabrik i Prinsessegade 62 stod tom nogle år efter lukningen i 1969. I 1971 blev den kendt under navnet Projekt Fabrik, da en flok slumstormere besatte begge Nobel-fabrikker efter at være blevet smidt ud fra Projekt Hus i Magstræde. BZættelsen varede dog ikke længe, idet de unge aktivister i stedet for kastede deres kærlighed på de tomme militærarealer på den anden side Bådsmandsstræde. Resultatet blev fristaden Christiania. I 1970 erne voksede antallet af gymnasieelever drastisk. Københavns Kommune, der havde købt de to fabriksbygninger og dengang også var ejer af Christianshavns Gymnasium, valgte at løse pladspro- De to fotografier viser bordopstillingen til enten skriftlig eksamen eller årsprøve 1980 i kantinens to ender. På dette tidspunkt var der stadig mange træskillerum med store ruder i rundt om i bygningen. 32 På det nederste billedes bagvæg var der bag ruderne et lokale, hvor kommunen uddelte gratis mælk til eleverne i spisefrikvarteret. Bag glaspartierne til venstre var der toiletter bag en korridor.

Ungdomshusurolighederne i marts 2007 gik hårdt ud over stueetagens bibliotek og mediecenter. blemerne på Christianshavn ved at lade gymnasiet overtage flere og flere lokaler på fabrikken. Den store fabrikshal på 2. etage blev taget i anvendelse som kantine (uden køkken!) og mødelokale for hele skolen. Der blev desuden indrettet et lokale til geografi samt et almindeligt klasselokale (nr. 19) for enden af etagen. I stueetagen blev der indrettet et filmlokale med tilhørende videorum samt et par andre klasselokaler (nr. 20-22). I det flotte hjørnelokale, hvor fabrikkens ekspeditionskontor tidligere lå, fik elevrådet og et lille skolebiblioteket plads. Et par mindre lokaler kom i brug som tysk- og russisklokale. Næste større rykind kom i 1984, hvor kommu- I 2005 kunne skoleborgmester Per Bregengaard indvie det nye klassetrinsauditorium med en flot gave, nemlig W. Fredericias statue af Christian 4, som tidligere havde stået i Brøstes Samling på Christianshavn. 33

34 Det nye studiecenter klar til indflytning i begyndelsen af 2009. siden af biblioteket, som samtidig blev udvidet til at dække i alt 4 lokaler for at kunne opfylde de nye krav om hjælp til skriftlige opgaver. Samme år blev kantinen renoveret af Ung-i-Arbejde med Barbara Trolle Utzon som indretningsdesigner. Nu var der kun loftsetagen tilbage, hvor kommunen sørgede for renovering af hele 1. etage. Resultatet blev klasselokalerne 50-54 med gode muligheder for at bruge AV i undervisningen. De små lokaler på denne ene side af halvtredser-gangen blev anvendt som konferencerum og faglokaler, mens lokalet mod Prinsessegade blev elevopholdsrum. I forvejen var skolens bogdepot flyttet ind i det store lokale i den modsatte ende. 1988-reformen skabte behov for lokaler til det nye billedkunstfag, som i 1990 fik til huse i stueetagens nr. 42-43. Det fik også et mørkekammer ved

nen havde givet plads til den lokale Rugby-klub og Mikkel Vibe-spejderne. I 1997 lykkedes det endelig kommunen at skaffe andre faciliteter til Rugby-folkene, hvilket gav plads til to hårdt tiltrængte IT-lokaler i nr. 72-23. Først i 2004 skete noget lignende med spejderne, hvorefter billedkunst blev flyttet op i nye lokaler i nr. 74 for at give plads til et større møde- og forelæsningslokale, der fik navnet Christian 4-salen ved indvielsen i 2005. Den sidste større ombygning kom i 2007-08 som følge af hærværket mod skolebiblioteket og andre lokaler under Ungdomshus-urolighederne i marts 2007. Takket være privat og offentlig støtte fra mange sider blev det i januar 2009 muligt at åbne et helt nyt studiecenter med bibliotek, boglager og IT-arbejdspladser for både elever og lærere. Den sidste udvidelsesmulighed bliver det tidligere bogdepot, som det er planen at omdanne til to klasselokaler engang i 2009. Hermed må fabrikkens potentiale siges at være udtømt. Uden den havde Christianshavns Gymnasium næppe eksisteret i dag. I 2008 fik CG en ny og flot port ind til fabriksgården takket være en donation fra Nordea-fonden. 35

Litteratur: Leif Bering Mikkelsen:Aluminia fajance 1862-1969,Sesam, 2002. Barbara Zalewski: Porcelænshaven, Nostra, 2005. Dansk porcelæn 1775-2000: redigeret af Bodil Busk Laursen og Steen Nottelmann. Nyt Nordisk Forlag, 2000. Bo Bramsen (red.): København før og nu og aldrig, bind 7. Fogtdahl 1989 Robert Egevang (red.): Historiske huse på Christianshavn. Udg. af Foreningen til Gamle Bygningers Bevarelse 1993 Niels Bardenfleth: Fra tobaksspinder til maskinoperatør. NNF, 1997 Henning Grelle: Tobaksarbejdere gennem hundrede år. Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) 1987 Christianshavns Idræts-Klub 1921-1981. Jubilæumsskrift 1981. Jens Pedersen (red): En skole midt i byen 1924-1999. Christianshavns Gymnasium 1999 Kirsten Lindberg: Sirenernes Stad København IV, Skippershoved 1998 Samme: Bydelens historie. Utrykt manuskript til artikel i CG s jubilæumsbog, 1999. Københavns Kommunes matrikelkontor i Teknisk Forvaltning Interviews med Anna Nielsen, Hanna Jeppesen og Jørgen Jacobsen sommeren, 2008. Hanna Jeppesen: Stærk Tobak. Dansk stil fra 1980 erne. www.aluminiafajance.dk En anden donation fra Christianshavns Understøttelsesforening skal gå til forskønnelse af fabriksgården. Her har man taget forskud på glæderne under en personaledag i september 2008 36 Tekst: Anders Bjørn Lay-out: Anne Houe Tryk: Eks-Skolens Trykkeri Aps.