Hvad Du Ønsker 2
Af samme forfatter Bedraget (2012) Bestjålet (2013) Forblændet (2013) Stivfrosset (2013) Forbandet (2013) 3
Gittemie Eriksen Hvad Du Ønsker Roman G R I B S H A V E F O R L A G 4
Hvad Du Ønsker Copyright Gittemie Eriksen 2012 Denne bog er ren fiktion. Navne og personer er et produkt af forfatterens fantasi og enhver lighed med aktuelle personer, levende eller døde, er tilfældig. Udgivet af Gribshave Forlag, Nykøbing F, Danmark Omslagsfoto Dreamstime Bogen er sat med Georgia 3. udgave, 1. oplag 2013 Udgivet 1. gang som ebog på Saxo Publish o 2012 ISBN 978-87-996044-2-5 www.gittemieeriksen.dk En tiende del af forfatterens avance for denne bog gives til Mødrehjælpen. Du kan bidrage yderligere eller læse mere på www.moedrehjaelpen.dk 5
Til dig der ikke tør 6
Kapitel 1 Brun Hverdag Samme lange gang hver morgen. Fem trin op. 47 skridt langs den brune mur. Ti trin, tre skridt, ti trin til. Lidt stakåndet kommer Kristine op ad trappen på tredje sal. Hun husker stadig sin gamle vejleders ord, hver gang hun ser en elevator: "Elevatorer er for handicappede." Og hun var ikke handicappet. Det havde ganske vist været tæt på flere gange, senest da hun ventede Frederik og havde siddet i kørestol de sidste tre måneder af graviditeten og den første tid efter. Lægerne havde ikke givet hende meget håb. Invaliderende bækkenløsning, havde de sagt. Kørestol resten af livet. Ikke engang krykker var en mulighed. Men Kristine havde nægtet. Efter hun en dag havde siddet i tre timer og ventet på, at en sygehjælper eller portør skulle få tid til at køre hende fra barselsafdelingen til den intensive børneafdeling, hvor Frederik lå i respirator, havde hun taget en beslutning om, at hun ville kunne klare sig selv. Hendes søn havde brug for hende; hvad nytte gjorde det så, at hun sad der, glemt, i en kørestol. Kristine havde mobiliseret al sin psykiske styrke og forestillet sig, hvordan hun satte benene ned på jorden og kom op at stå. Hun visualiserede, hvordan hun gik skridt for skridt. Efter et kvarter åbnede hun øjnene og så på sine ben. Hun mærkede hjertet banke hårdt i sit bryst, da hun langsomt satte først den ene og siden den anden fod i gulvet. Hun satte fra med hænderne på kørestolens armlæn og rejste sig forsigtigt op. Det smertede i hendes bækken. Som syle, der stak op i hende. Kristine tog en dyb indånding og trak kørestolen hen foran sig. Hun ville bruge den som gangstativ. To skridt klarede hun, så svimlede det hele for hende, og hun måtte sætte sig i kørestolen igen. Efter at have sundet sig lidt med lukkede øjne, begyndte hun igen at forestille sig, hvordan hendes ben bevægede sig hen ad barselsgangen og videre til elevatoren. Ned til hendes søn. Langsomt kom hun igen på benene og støttede sig til kørestolen. Denne gang klarede hun tre skridt, før de sorte pletter fyldte faretruende meget i hendes synsfelt, og hun igen måtte overgive sig og sætte sig på kørestolen. Det er en forbedring på 50 procent, sagde hun til sig selv, inden hun igen visualiserede, hvordan hun gik hen ad gangen på det store hospital. Hendes bevidsthed kæmpede med hendes underbevidsthed og de 7
tanker, der gjorde, at hun ikke følte sig noget værd. De er ligeglade med dig, Kristine. Du er ikke noget værd. Ingen gider hjælpe dig. Du kan sejle i din egen sø. Hun skreg af stemmerne i sit hoved. Hold kæft! Min søn har brug for mig. Jeg er noget værd for ham. Han har brug for mig! Målrettet satte hun igen fødderne i gulvet. Det havde taget hende en time at komme de ti meter ned ad gangen. Intet skulle stoppe hende nu. Kristine tog endnu en dyb indånding og rejste sig op. Sylene, der borede sig gennem hende blev længere og længere. De truede med at dele hende i to, men hun lod sig ikke standse. Stædigt besluttede hun at gå ti skridt, så hun var helt henne ved døren ud til opgangen, før hun tillod sig at sætte sig ned igen. Hun nåede lige at trække i døråbneren, før hun udmattet faldt omkuld i stolen. Men der var ingen tid at spilde. Døren ville kun være åben i et kort øjeblik og snoren til at åben døren kunne ikke nås fra kørestolen. Kristine skubbede hårdt fra på væggen og satte kørestolen i bevægelse, men det havde ikke været hårdt nok. Hun nåede kun til døråbningen. Hun forsøgte at rokke sig frem og tilbage i stolen for at få den til at trille lidt længere. Det var ikke en god øvelse for hendes netop overskårne mavemuskler. Det smertede i det lange ar fra kejsersnittet. Kristine så faretruende døren bevæge sig imod hende. Om få sekunder ville den ramme hende, og hun ville sidde fast. Det skal nok gå, Kristine. Det SKAL det. I det samme kom en laborant rundt om hjørnet og trak i snoren. Hun skulede undrende til Kristine og fortsatte ned ad gangen med sine reagensglas. Kristine samlede endnu engang al sin fysiske og psykiske styrke og kom ned at gå, så hun kunne komme gennem døren. Fem skridt, så var hun ude ved de store skydedøren til elevatorerne. Hun måtte lige hvile sig lidt, før hun igen kom op, så hun kunne nå knappen til elevatoren, der også sad for højt oppe til at den kunne nås fra en kørestol. Det er fuldstændig sindssygt. Hvordan kan de indrette landets største hospital, så det er totalt umuligt at benytte for handicappede og folk i kørestol? Kristine forstod det ikke. Men det var et faktum, som hun ikke kunne rokke ved. Det eneste hun kunne gøre, var at se at komme op og gå. Kristine så sin søn for sig, som han lå der fastspændt i den lille respirator, og tårerne begyndte stille at trille ned ad hendes kinder. Tag dig sammen, Kristine. Din søn har ikke brug for, at du sidder her og tuder. Kom videre! Kristine rejste sig og trykkede på knappen. Elevatoren gik ikke op med det samme, så hun satte sig tilbage i kørestolen. Med et gik elevatordørene op. Et par læger kom ud og kantede sig uden om hende. Så hurtigt hun kunne, kom hun på benene og fik bevæget sig 8
ind i elevatoren. Hun trykkede på stueetagen og satte sig ned. Hun fulgte de lysende tal over døren til elevatoren tælle ned ad. Da der stod to, begyndte hun at komme op at stå igen. Hun ville være klar til straks at bevæge sig ud af elevatoren. Elevatoren stoppede og dørene gik op med et svagt "Riiiinnnng". Der stod mange mennesker og ventede foran elevatoren. De fleste ventede med at gå ind, til hun havde fået humpet sig ud. En sygeplejerske så irriteret på hende og hendes blik sagde det hele: Du er i vejen. Forsvind herfra! Kristine sank en klump i halsen og måtte sætte sig igen ude foran elevatoren. Hvad tror du egentlig du har gang i, Kristine? Det er en umulig opgave. Du skal være lænket til en kørestol resten af dit liv! Husker du ikke, hvad lægerne sagde? Du kommer aldrig til at gå igen, så hold nu op med at plage dig selv! "Nej, jeg vil ikke!" skreg Kristine ud i foyéren. Hun opdagede, at hun havde skreget det højt. De omkringstående vendte sig om mod hende, men var hurtigt tilbage i deres samtaler og lod Kristine alene. En time senere trak hun i snoren til døren ind til GN, den intensive afdeling hendes søn lå på. En læge så hende, da han var på vej ud. "Hey, det der ser lidt usikkert ud, skal jeg ikke hjælpe dig?" Kristine smilede taknemmeligt til den spinkle læge. "Hvor skal du hen?" "Lige rundt om hjørnet. Tusind tak. Det var pænt af dig." Den flinke læge smilede og forsvandt rundt om hjørnet igen, efter at have skubbet hende de 25 meter i kørestolen. Krisitne humpede sig hen til stolen ved siden af sin søns respirator og satte sig udmattende ved siden af ham og tog hans lille hånd i sin. Jeg er ikke handicappet. Jeg kan godt klare trapperne. Kristine tog det sidste trin og satte sin fod på tredje sal, hvor Klimaplan i Sundkøbing Kommune havde deres kontorer. Dyb vejrtrækning. Nu begyndte det igen. Printer Ditte altid om morgenen? Kan se, hun stadig husker, at jeg ikke har fået sat en kode på mine udprints. Pisseirriterende, når vi andre skal stå og vente på, at dine print kommer ud. Det må da også være irriterende for dig, at dine papirer ligger rodet ind i vores andres... Nej, for alle i andre har jo kode på, så mine ligger altid fint i en bunke, når jeg kommer og henter dem, og jeg har for travlt til at stå her og vente på print. Ja, jeg må se at få slået det til. Kristine nikkede og smilede anstrengt, mens hun skyndte sig videre ind på sit kontor. 9
"Godmorgen, Lisbeth. Gik det godt i stramajklubben i går?" Kristine roste sig selv for at huske at spørge til kollegaens store passion. Men hvordan skulle hun kunne glemme det? Lisbeth talte jo ikke om andet end den afslutning i stramajklubben hele dagen i går. "Godmorgen. Du må hellere gå ned til Annette. Hun er helt oppe og køre. Der er en fejl i notatet til dagsordenen." Lisbeth så alvorlig ud, men samtidig med et anstrøg af glæde over, at det ikke var hende, der var i Kristines støvletter denne morgen. Kristine hang frakken bag døren på den knage, hun selv havde købt og fået sat op, og lagde omhyggeligt vanterne i hætten. "Hvad? Hvad for en fejl?" "Et eller andet med nogle udviklingsmål, der ikke er med. Du må hellere gå derned med det samme." Hun tændte med vilje computeren først. Den var syv minutter om at komme i gang om morgenen. En luksus hun ikke havde tid til at vente på. Kristine tog en dyb indånding og gik hen mod døren. Hun så chefen nede ad gangen. Annette kom ud fra sit kontor i rasende tempo, som blev hun skudt ud af en kanon. Hun så ikke glad ud. "Godt du endelig kom!" Kristine så på sit armbåndsur. Den var kun ti minutter i otte. Hun mødte først klokken otte. I dag var hun inde tidligt for at få styr på det sidste inden formiddagens to tidlige møder. Det havde holdt hårdt for at kunne komme så tidligt ind. Annette rynkede brynene. Hun var slet ikke tiltrækkende i dag. Hvorfor skulle hun også afblege sit hår så meget? Det mørke var meget pænere til hende. Hendes platinblonde hår var skrabet stramt tilbage i en lang, glat hestehale og hendes pandehår klippet lige over ved øjenbrynene, så hendes stærkt, sminkede øjne akkurat kunne se ud. "Hvad er problemet?" "Jeg har lagt det på dit skrivebord! Der mangler en hel masse," råbte hun i halvvejs løb mod Kristine og Lisbeths kontor. "Hvor er alle udviklingsmålene for Aktiviteten? Og Miljø havde da også en hel række! Det er bare ikke godt nok!" Bare ikke godt nok! Bare ikke godt nok! "Men du ville jo selv have dem slettet. Der måtte kun stå dem, der overholdt de fire mål, og det gjorde de andre jo ikke." "De skulle jo bare skæres til, ikke slettes. De har da udviklingsmål til alle punkterne. Få det bragt i orden og print i ni eksemplarer, så jeg kan ta' det med til mødet klokken ni!" Hun stormede ud af kontoret igen. Tip, tip, tip, på de tårnhøje sylespidse, virkelige lækre, brune støvler, der sad perfekt på hendes lidt for korte ben. 10
Med en kæmpe klump i halsen loggede Kristine ind på sin computer. To minutter og syv sekunder tog det. Klikkede på dokumenthåndteringssystemet, 1 minut og 26 sekunder. Og åbnede sagsfremstillingen. Kristine foreslog engang, at it-afdelingen burde se på start optider på computerne, som et muligt effektiveringsforslag. De mente dog ikke, der var et problem. "Jeg går ikke ud fra, at du skal med til teammødet? Du skal vel have lavet det der notat." Lisbeth skulede op over sine læsebriller, mens hun samlede papirbunken på sit skrivebord sammen og løftede den op på sin venstre underarm. Det så næsten ud, som om hendes spinkle krop sank sammen under vægten af de mange papirer. Med sine knapt 1,60 meter ville Kristine max vurdere kollegaen til at veje 45 kg. Tællene de brune fløjelsbukser, den rosa rullekrave og de brune eccosko med. "Ja, jeg kommer, når jeg er færdig." Hver anden mandag morgen var der teammøde i Klimaplangruppen. Et møde Kristine sandsynligvis ikke ville nå at deltage i denne morgen. Kristine havde været en del af teamet de sidste tre måneder, fordi Annette var blevet konstitueret som naturchef efter naturchefen var stoppet. Lisbeth gik. Ladende Kristine tilbage med en møjsag. Hun vidste egentlig ikke, hvad Annette ville have, hun skulle skrive. Annette havde jo selv streget det andet over i sidste uge lige inden deadline. Eller faktisk var det efter deadline, for Kristine havde endnu engang måttet modtage en visuel skideballe, i form af rynkede bryn fra sekretariatschefen, over, at hun endnu engang havde hæftet en sag op til et udvalgsmøde efter fristen var overskredet. Sidste gang var det vist kun et par timer, andre gange havde det været flere dage efter deadline. Og guderne skulle vide, at Kristine havde forsøgt alt, hvad der var i hendes magt, for at få chefen til at godkende sagerne i tide, så de andre medarbejdere i forvaltningen ikke blev presset unødigt. Men lige lidt hjalp det. Uanset om hun lavede dagsordenspunkterne klar til Annettes godkendelse en uge eller en måned før, så hun alligevel først på dem efter tidsfristens overskridelse. Det betød ikke kun, at Kristine skulle arbejde overmenneskeligt hurtigt for at få sagen færdig i sidste øjeblik, men også at hun ustandseligt måtte rende fra afdeling til afdeling for at undskylde den sene aflevering. Kristine mærkede klumpen vokse sig større og større. En tåre trillede ned ad kinden. Hun blinkede op i loftet. Måtte ikke tabe fatningen nu. Annette skulle ikke få den sejr, at se 11
hende græde. Kristine klikkede den ene aftale frem på skærmen efter den anden. Der stod ikke noget om de punkter, hun havde kradset ned med kuglepen ovenpå notatet. Hvorfor fanden kunne hun ikke også have læst det igennem, inden hun godkendte det i onsdags, så det kunne have været rettet til, som hun ville have det, inden det blev sendt ud til alle politikerne og lagt på hjemmesiden? Nu lå der et notat fyldt med fejl med hendes initialer på til offentlig skue på hjemmesiden. Alt det her ville slet ikke ske, hvis hendes chef passede sit arbejde og ikke var så uorganiseret, at hun først så på tingene i sidste øjeblik. Kristine læste aftale efter aftale igennem. Der var ingen udviklingsmål i den ønskede genre. Hvor fanden stod det, hun ville have? Hun rettede et par linjer hist og her i notatet og trykkede print. Turde ikke gemme og overskrive det originale dokument, hvis Annette ville have det tilbage til det gamle igen. Det var sket ikke så sjældent før. Tog en dyb indånding og forsøger at kontrollere sine tårer. Blinkede et par gange og trak maven ind. Knuden var stadig i maven. Og den var større end før. Pis, at de havde brug for de penge, hun tjente. Hold kæft, hvor ville det være meget nemmere, hvis hun kunne smække notatet i hovedet på Annette sammen med en opsigelse. Hun ville ønske, de ikke var afhængige af hendes løn. De sad alt for dyrt i det og i det her marked, finanskrise. Hun hentede printet i printerrummet ved trappen og gik med målbevidste skridt mod den tasmanske hundjævels hule. Kristine bankede let på døren og trådte ind. Hun mødte et skarpt, vredt blik, der kunne skære gennem beton, men tvang sig til at holde øjenkontakt. "Vil du lige godkende det, inden jeg printer dem alle?" spurgte hun med en klump i halsen. Annette flåede papiret ud af Kristines hånd og læste med rynket pande notatet. Hun så mindst ti år ældre ud, når hun gjorde det. "Nej! Du har jo ikke de udviklingsmål med fra Miljøen!" skreg hun, så det måtte kunne høres helt nede på sekretariatskontoret. Kristine tog endnu en dyb indånding. Hvordan kunne hun gøre det så forkert? Klumpen i halsen gjorde det svært for hende at presse ordene ud. "Jeg kan altså ikke få øje på andre, i de aftaler jeg har. Vil du ikke være sød at vise mig, hvor det står? For jeg kan åbenbart ikke forstå, hvad du mener." Annette hamrede arrigt i tastaturet. "Godt jeg gemmer alle mails. Her er den fra Lisa. Her. Her står det. Se..." Annette knejsede med nakken og scrollede ned gennem mailen. "Jeg kan ikke... Der står at de vil beskrive det, men jeg kan ikke se, de har gjort det," svarede Kristine med større sikkerhed i stemmen, 12
end hun følte. Kristine mærkede sine negle bore sig ind i sine håndflader. Annette læste febrilsk teksten igennem. Småbandede for sig selv. "Næh, du har ret, der står ikke noget," svarede hun med vag stemme, "men aktiviteten har." Hun flåede papiret ud af hånden på Kristine. "Nej, der står ikke andet end det, jeg har skrevet der." Kristine pegede på to linjer i teksten. "Er det alt? Men de sagde jo..." sagde Annette mere usikkert. "Det kan godt være, men de har ikke skrevet det." Kristine tænkte, at chefen burde have læst de aftaler, da hun sendte dem til hende for to uger siden og ikke først i dag, mindre end en time før udvalgsmødet. "Nå, men så må det jo være sådan!" svarede Annette, nu med større sikkerhed i stemmen. Kristine mærkede lysten til at råbe, at hun skulle have haft styr på sine rapporter, før hun skældte med hende og beskyldte hende for ikke at gøre sit arbejde ordentligt i andres påhør. Men sagde ingenting, samlede blot hælene og gik. Otte skridt ned ad gangen til hendes og Lisbeths kontor. Kristine havde ikke siddet derinde så længe. Hun sad i en anden afdeling før. Annette var hendes nærmeste leder. Det var inden Annette opdagede, at hun ikke gad personaleledelse. Tove, Gudrun og Kristine blev plantet hos tre andre ledere, spredt for alle vinde. Kristine kunne godt lide at dele kontor med Gudrun. Hun elskede hendes bløde, svenske accent og altid positive livssyn. Dengang havde hun altid en at tale med om de urimeligheder, der skete i afdelingen. Gudrun var kun i sin nye afdeling en uge. Gad ikke finde sig i at blive smidt rundt på den måde. Kloge Gudrun. Hun havde et jobtilbud på hånden hos en lokal virksomhed. Gudrun havde aldrig fortrudt. Lønnen var ti tusinde højere om måneden og personalegoderne talte fri massage i arbejdstiden, adgang til fitnesscenter og firmabil. Lige nu fortrød Kristine, at hun ikke havde taget imod det jobtilbud, hun havde fået for et lille års tid siden. Tres tusinde om måneden. Hagen ved det var tolv til femten rejsedage om måneden, en umulighed med mindre børn og en mand, der hverken kunne hente eller aflevere. Men lige nu føltes det mere tillokkende at sælge medicinsk udstyr i hele Europa. Alt føltes mere tillokkende. Men dengang havde Annette jo været den bedste chef, hun nogensinde havde haft. Dengang kunne hun slet ikke forestille sig, at hun ville få lyst til et andet job. Det job, hun havde, var jo perfekt. Hun havde spændende og udfordrende opgaver, som hun tændte på, fik lov til at komme på alle de kurser og 13
uddannelser, hun kunne ønske sig, og hendes chef havde lyttet, når hun var kommet med forslag og idéer. Det var dengang Annette kun var chef for naturområdet. Da chefen for hele planlægningsområdet havde sagt sin stilling op, for at arbejde for en NGO-organisation, var Annette blevet konsitueret som planchef sammen med naturchefstillingen. Planområdets økonomi havde været i en sørgelig forfatning, en opgave der havde tændt Annette, der var økonom af uddannelse, og som havde taget al hendes opmærksomhed. Samtidig med konstitueringen var Annette flyttet længere ned ad gangen, tættere på direktøren og de andre chefer. Kristine havde ellers altid haft kontor lige ved siden af Annette. Hun havde jo været hendes højre hånd, men Annette havde ikke flyttet hende med. I stedet var Kristine ladt tilbage helt nede for enden ad gangen. Så langt væk at Annette ikke engang var kommet forbi om morgenen for at sige godmorgen. Hendes arbejdsopgaver havde stadig været de samme, men Annette havde ikke længere haft tid til at kvalificere dem eller vende dem med hende. I den periode havde Kristine sjældent set sin chef mere end en gang om ugen til deres ugentlige møde, hvor alle hendes andre konsulenter også deltog, og hvor planområdet efterhånden fyldte 95 procent af tiden. Det gode var, at der ikke havde været så meget stress i den periode, det havde stået på, men den var kommet tifold tilbage efter Annette havde besindet sig. Efter tre måneder havde Annette åbenbart opdaget, at hun alligevel manglede Kristine, for da blev også hun flyttet længere ned ad gangen og ind på et kontor sammen med Lisbeth. Tilbage ved computeren så Kristine, at det at læse sagsfremstillingerne i tide, ikke var det eneste, Annette har glemt at gøre. De chefer, Annette skulle have ringet til i fredags, havde alle sendt Kristine mails, hvor de rasede over ikke at få besked. Endnu et par skideballer hun måtte tage, fordi hendes chef ikke havde gjort sit arbejde. Hvorfor var det lige, hun blev i det her lortearbejde, når det gjorde hende så ked af det, og hendes chef ikke engang værdsatte hendes arbejde? Kristine hastede hen ad den lange gang igen. Arbejdsdagen var overstået for i dag. 47 skridt, tre etager ned. Kristine kunne ikke rigtig finde ud af hvilken vej, der var den bedste at gå i øjeblikket. Ind eller ud? Engang var det rart at komme hjem. Det nærede hende at komme hjem og se ud over markerne tæt ved vandet. Nu, hvor den kolde østenvind blæste ind gennem revner og sprækker, føltes det mere som en ulempe. Personalekortet igennem kortlæseren. Prøvede de mon at holde de 14
ansatte inde eller ude? Martin Larsen åbnede døren, trådte ned i sine udjoggede sikkerhedstræsko, der altid stod på det øverste trin, beskyttet af den lukkede dør, og hoppede ned på jorden. Stropperne på presseningen skulle løsnes, inden han kunne tippe det læs korn, han havde på lastbilen, af og komme videre til næste læs. Et læs gødning, der skulle hentes små tyve kilometer derfra og køres til en gård uden for Herning. Efter det skulle han læsse på Århus havn; noget korn, der skulle til Ålborg. Sådan fortsatte det i det uendelige. Frem og tilbage i Jylland. Han ville ikke nå hjem i dag, måske ikke engang i morgen. Han måtte ringe til Kristine, når hjulene rullede igen. Han måtte igen lade hende stå selv med det hele. Balladen med børnene, madlavning og alle de andre småting, der skulle til for at få en familie til at fungere. Han vidste, at hun var træt af det. Og han ville virkelig gerne kunne gøre noget ved det. Det kunne han bare ikke. Kørselslederne tog mindre og mindre hensyn. Da han kørte hjemmefra i morges, havde han troet, at han skulle læsse skib af i Kalundborg, men det var blevet forsinket, så i stedet var han blevet sendt ud på den her lorterute. Der var ellers gode penge i at køre frem og tilbage på havnen, og så fik bilen ikke kørt så mange kilometer, som når Jylland skulle tilbagelægges på kryds og tværs. Men Martin vidste også godt, at han burde være taknemmelig for at der overhovedet var noget at køre. Hans far havde så sent som i går truet med at lukke firmaet ned og gå på pension. Ikke at Martin ikke undte den gamle det. I en alder af 69 år var de fleste gået på pension, mennesker med langt mindre fysisk krævende job. Skolelærere og kommunalt ansatte. Men hans far hang fast i firmaet som en burre til et par bukser. Han nægtede at give slip. Nægtede at trække sig tilbage på trods af to blodpropper. Så Martin forsøgte at sørge så meget som muligt for sin egen kørsel. Men det var svært både at gøre det bedste for sin egen familie, og så at tilfredsstille sin far, der også var hans boss. Igen måtte hans familie betale prisen. Igen ville det gå ud over Kristine. Kristine sundede sig et øjeblik, inden hun steg ud af bilen på SFO'ens parkeringsplads. Nød det lille øjebliks ro. Lukkede øjnene lidt. Hun kunne virkelige godt sove, bare fem minutter. 15
Rækkede ud efter dørhåndtaget, sukkede og steg ud. Ingen børn i gården. To trin op og ind af døren til SFO2. Der lå kun en frakke og to par støvler og flød på gulvet i den lille gang. "Hej, Jeppe. Sidder i her helt alene?" Han nikkede og slukkede playstationen, som han sad på gulvet foran. En pige, der gik en klasse over ham, sad ved det lille bord ved radiatoren og tegnede. Kunne hun lade hende være alene, når der ingen pædagoger var? Som om hun havde mærket Kristines bekymring, svarede hun: "Min far er på vej. Han har ringet." Kristine nikkede til hende og bad Jeppe om at tage sin taske. "Hvor er de voksne henne?" Han trak på skulderne. "Hvor længe har i været selv?" "Det ved jeg ikke. Jeg har spillet Mortal Combat." "Hvad?! Det er du da ikke gammel nok til!" Kristine pegede på hans taske, som han modvilligt samlede op fra gulvet og smed over skulderen. Frakken tog han i hånden og stak i støvlerne. På vej ind af døren til Frederiks SFO ringede mobilen. Det var Martin. Kristine orkede ikke at tage den. For tiden blev de uvenner over alt. Det tappede al hendes begrænsede energi. Tredje gang, den ringede, tog hun den alligevel. Smilede til en mor, der masede sig forbi hende med et skrigende barn. "Jeg vil ha' bogen med hjem! Far skal se den!" Hun begyndte at samle Frederiks regntøj sammen og proppede det i hans taske, mens hun holdt telefonen med skulderen. "Ja? Hvad ville du?" "Jeg når ikke hjem i dag, måske heller ikke i morgen." Det var det evindelige. Martin var ikke til at regne med på det punkt, kunne aldrig planlægge bare en dag frem. "Men jeg skulle jo til yoga i aften. Og hvad med skolehjemsamtalen i morgen?" Kristine sukkede dybt og modtog i det samme en rynket pande fra en pædagog, der kom ud fra køkkenet med en af de nye fem-årige i hånden. Hun pegede på Kristines mobil og rystede på hovedet. "Jeg bliver nød til at lægge på, er i SFO'en." "Jeg skal forsøge at nå hjem til skolehjemsamtalen i morgen, men jeg kan ikke love noget." 16
Kristine lagde på, smilede til pædagogen og smed mobilen i lommen. Det kunne han aldrig. Love noget. Det var fandeme ligesom at være enlig mor, blot med den forskel at der var en mere, der skulle vaskes tøj til og købes mad til. De blev nød til at køre forbi købmanden. Martin tog det sidste rugbrød med, da han kørte i morges. Og der var vist heller ikke mere kærgården. Kristine dansede over legoklodser og matchbox biler hen til SFO'ens fællesareal, hvor Frederik sad sammen med en lille pige, hun ikke kendte, og lagde puslespil. Han så op i det samme med et stort smil. "Se mor, alt det har jeg lavet! Caroline har kun lagt tre prikker!" Pigen, der åbenbart hed Caroline, trak puslespillet over mod sig, da Frederik hoppede ned af den høje skammel. "Det er vel nok flot, skat. Kom, vi skal ud til Jeppe. Han venter i bilen. Kan du sige farvel til de voksne." "Farvel!" råbte Frederik, mens han skiftevis løb og skøjtede mod garderoben. "Farvel, Frederik. Vi ses i morgen," svarede en pædagog, der sad med ryggen til ved et andet bord og læste med Anton. "Farvel," sagde Kristine og gik mod Frederiks garderobe, hvor han heldigvis var i gang med at tage sin flyverdragt på. "Kan du ta' din sportstaske, så tager jeg skoletasken." Han hoppede i Trigger-støvlerne og var i to skridt henne ved døren med tasken i hånden. "Kom, vi skal lige en tur til købmanden på vej hjem." "Så vil jeg ha' noget legetøj!" erklærede Frederik bestemt. "Nej, du skal ikke ha' legetøj, hver gang vi er hos købmanden." Men hun vidste, at hun ville give efter, når det kom til stykket. At hun ville være for træt til at tage kampen ved kassen endnu engang. At hun ikke ville kunne modstå hans vedvarende plageri. Og at hun inderest inde ville synes, at det var lidt synd for ham, at han ikke så så meget til sin far, som en syv årig dreng burde. Hun vidste godt, at det ikke rigtig ville hjælpe på hendes samvittighed, at lade ham få endnu en billig plastikbil eller traktor, men det ville i hvert fald heller ikke hjælpe, at han skulle have endnu en ting at være ked af det over. Hun kunne virkelig godt have brug for den yoga i aften. Hvorfor havde hun egentlig været så optimistisk at melde sig til et yogahold? Havde vel max været der fem gange på et halvt år. Kristine vidste jo godt hvorfor. Hun elskede roen og den behagelige, udstrækkende smerte ved yoga. Det skulle være hendes ugentlige frirum. I stedet var det blevet til et ugentligt irritationsmoment, fordi Martin sjældent var hjemme til at passe børnene, så hun kunne være væk hjemmefra to timer den ene aften en gang om ugen. Kristine nægtede 17
at bede deres farmor om at passe dem. Syntes det var rigeligt, at hun passede dem hver torsdag, fordi institutionerne lukkede tidligere end kommunens eget rådhus. Med Martins arbejdstider var det svært at få dagligdagen til at hænge sammen uden hjælp fra hendes svigermor. 18
Kapitel 2 Nye Perspektiver I En Ny Verden Dér på motorvejen var tiden hendes egen. Kristine skulle ikke tage stilling til politiske dagsordener, eller om der skulle agurk eller tomat i madpakken. Ingen råbende børnestemmer, der krævede hendes tilstedeværelse og hendes nærvær. Intet der forstyrrede hendes tanker. Det var på en gang befriende og skræmmende. Skræmmende, fordi intet forhindrede hende i at overveje, hvorfor det ikke længere fungerede mellem hende og Martin. Sorgen fra efteråret sad stadig dybt i hendes krop. De havde aldrig fået talt rigtigt om det. Der var så mange ting, der havde tårnet sig op imellem dem. I løbet af vinteren havde de ganske vist fået sat en dør i tårnet, men de massive mure stod der stadig. De havde før overlevet kriser og måske også kriser større end denne. Men på et eller andet tidspunkt var grænsen bare nået. Kristine sad stadig tilbage med følelsen af, at der ikke var flere æsker, at putte noget ned i. I alle disse år havde hun fundet en tom æske at putte sine forkerte følelser ned i. Alle de gange hun var blevet såret. Men der var bare ikke flere æsker og låget vil ikke blive på dem, der var. Så hele sensommeren og efteråret var det bare væltet frem. Stilheden i det store køkkenalrum havde været larmende. Tårerne trillede ned ad Kristines kinder i varme bække, der dryppede ned på hendes lyse t-shirt og lavede store skjolder. Der var så meget, hun ville sige, men så få ord, der kunne presses ud gennem hendes våde læber. Hun vidste, at Martin hadede, når hun græd. Hvad tuder du nu over igen? havde han sagt gang på gang. Og hun hadede sig selv for ikke at kunne lade være. Hadede at lade andre se hende græde og mærkede, hvordan skylden og skammen sloges om at tage æren for strømmen af tårer. "Hvad er det, der er galt? Hvorfor lukker du mig ude?" spurgte Martin og foldede utålmodig hænderne på bordet foran sig, mens han rynkede panden. Kristine ville gerne kunne fortælle ham det. Ville gerne, at han forstod, hvordan hun havde haft det i så lang tid. Over tre måneder havde det stået på. Det var startet til en familiefest. 19
Siden var Kristine blevet klar over, at denne hændelse blot var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Martins bror have gentagne gange provokeret hende og på forskellige måder sagt, at deres yngste søn, Frederik, ikke havde lige så meget ret til at være i denne verden, når der skulle tages hensyn til ham. At det var forkert af lægerne, at redde hans liv. Det gjorde naturligvis Kristine inderligt ked af det, på Frederiks og egne vegne. Han havde lige så meget ret til at være her, som alle andre. Diskussionspunktet var som altid: røg. Kristine og Martins yngste søn, Frederik, var blevet født med en misdannelse. Hans liv hang i et tynd snor, og chancen havde kun været en ud af fire for, at lægerne kunne redde ham. Forfærdelige odds at få at vide, som nybagte forældre. Uden operation ville han være tvunget til et liv - et kort et af slagsen - koblet til en respirator, fordi han ikke selv ville kunne trække vejret. Frederik var blevet opereret kun et døgn gammel og var heldigvis kommet sig hurtigt. Ude fra så han fuldstændig rask ud. Dog var der enkelte ting, han ikke kunne tåle at spise, og så måtte han ikke udsættes for røg. Hele Martins familie røg. De første år af Frederiks liv, var Kristine blevet hjemme med ham, når der var fest i Martins familie, men nu havde rygeloven ændret de flestes opfattelse af, hvor det var tilladt at ryge. Røgfri fester var pludselig en mulighed. Rygeloven gjorde det også muligt at tage Frederik med ud og handle i indkøbscentre, og de kunne nu også komme i sportshaller. Alle steder, der ikke havde været mulige at besøge før, fordi der var åbne rygeområder. Martins bror, Henrik, havde lovet, at festen nok skulle være røgfri, og at det ikke var noget problem. Sidste år havde han lovet det samme, men da havde Kristine og Martin måttet køre hjem med børnene efter et par timer, fordi det ikke blev overholdt. I år blev det så ikke blot overtrådt endnu engang, Frederik skulle også hånes. Det ville Kristine ikke finde sig i. Efter en højlydt diskussion med Henrik forlod hun festen sammen med Frederik. Desværre havde Martin bilnøglerne, ellers var de kørt hjem. I stedet måtte de vente ude på fortovet, mens Jeppe hentede Martin. Men det, der havde såret Kristine allermest, var ikke, at Henrik havde opført sig som en idiot, for sådan var han altid. Nej, det der gjorde ondt helt inde i hendes hjerte var, at Martin ikke forsvarede sin søn og hjalp hende. Det gjorde virkelig ondt. Og det kunne ikke heles af at forlade festen. Den første måned havde Kristine forgæves forsøgt at tale med Martin 20
om det. Hun havde grædt ind i mellem og kunne mærke, at frygten for at miste Frederik stadig sad dybt i hende. Den var aldrig blevet healet. Den første tid efter Frederiks fødsel havde været hård for Kristine og ikke lige sådan at komme over. At stå alene med oplevelsen havde ikke gjort det lettere. Men Kristine var på det tidspunkt stadig fuld af håb og regnede da med, at hun og Martin kunne tale om tingene, kunne løse det og klare alting sammen. Det havde de jo kunnet hidtil. Kristine og Martin havde været gift i tolv år, men sammen mange flere. Men efter endnu en forgæves måned opgav Kristine. Der var trods alt grænser for hendes naivitet. Det virkede, som om der altid var noget, der var vigtigere for Martin end hende, deres lille familie og deres samliv. Selv om Martin lige havde været på arbejde i 10-12 timer, hvor Kristine nok mente, at han kunne have klaret de samtaler, han skulle med sin chef, var der altid lige en halv eller hel times samtale med ham. Det komplicerede kun tingene yderligere, at Martins chef også var hans far og Kristines svigerfar. Ellers var der et fyr, der skulle passes. En plæne, der skulle slås. Eller en fest, der virkede som om den var vigtigere. Kristine opgav. Hun havde ikke overskud til at blive ved med at prøve, til at blive ved med at blive afvist. Havde ikke energien og modet til at insistere hårdt nok på, at hun og deres forhold, deres lille familie, var vigtigere end alle disse ting. Da endnu en samtale var blevet afbrudt af disse, for ham, vigtigere ting, havde Kristine sagt til Martin, at han måtte sige til, når han havde tid til at tale. Men ingenting skete. Tiden opstod aldrig. Ikke før nu og nu kunne hun ikke få sagt alt det, der havde fyldt så meget i hendes indre i så lang tid, at det dagligt var løbet over. Kristine græd i afmagt, hver gang hun var alene. Hver morgen, når hun havde sat børnene af i skolen, flød tårerne, så hun ofte dårligt kunne se at køre, og hun måtte blive siddende lidt i bilen på parkeringspladsen for at samle sig, inden hun kunne gå ind og passe sit arbejde, møde sine kolleger. Det gik op for hende, at hun græd, fordi hun aldrig havde fået bearbejdet frygten for at miste Frederik. Men hun måtte erkende, at det ikke var den eneste grund. Hun græd også, fordi det gik op for hende, at hun havde mistet Martin. Jo længere tid der gik, desto fjernere blev de for hinanden. Efter endnu en måned, hvor Kristine desperat havde søgt efter svar, begyndte tegnene at vælte frem. 21
Der var tusind spørgsmål, der væltede rundt i hovedet på Kristine. Hvorfor virkede det som om Martin var ligeglad? Hvorfor trøstede han hende aldrig, når hun var ked af det? Hvorfor forsvarede han hende aldrig, når de var nogen steder? Hvorfor gav han hende kun opmærksomhed, når der var chance for sex? Hvorfor oplevede hun aldrig, at han så kærligt på hende? Hvorfor lagde han aldrig kærligt en hånd på hende i søvne? Hvorfor vågnede hun aldrig op i hans arme? Hun analyserede desperat alle handlinger og ord - både dem, der blev sagt og dem der ikke blev sagt. Og jo flere spørgsmål, der dukkede op, desto klarere begyndte det at blive for hende: Martin elskede hende ikke længere. Han var holdt op med at elske hende for længe siden. Da Kristine nåede til erkendelsen, var der gået to en halv måned. En måned, hvor hun havde forsøgt at tale med ham ved enhver given lejlighed, men var blevet afvist igen og igen. Og halvanden måned, hvor hun havde søgt efter svar, ventet og grædt. Erkendelsen havde fået hende til at synke sammen på badeværelsesgulvet, hvor hun havde stået, da det gik op for hende, og grædt. Selv om hun havde grædt sig stille i søvn de sidste to måneder, var hun ikke løbet tør. Hun vågnede flere gange om natten og græd sig i søvn igen og igen. Kristine blev mere og mere træt om dagen. Mindre overbærende, mere opfarende, mere modløs. Kunne ikke længere finde ud af, hvad der var værst, eller hvad der gjorde hende mest ked af det. Om det var det, at Martin ikke længere elskede hende og formentlig ikke havde gjort det længe, selv om han sikkert selv ville benægte det. Men hans handlinger og øjne kunne ikke lyve. Eller om det var den kendsgerning, at hun ikke følte, at hun havde nogen at tale med om det. Hun havde ingen at tale med. Hun var helt alene i verden. Efter tre måneder troede Kristine fejlagtigt, at Martin var vågnet op. Han opdagede, at der var noget, hun ikke havde fortalt ham. Surprise! Der var stort set intet, hun havde delt med ham de sidste to måneder! Medmindre det havde været nødvendigt i forhold til børnene. Det havde hun besluttet i et desperat øjeblik. At hvis han ikke ville hende, dem, børnene, deres familie, så var der ingen grund til at dele hendes liv med ham, at fortælle om hendes arbejde, hendes oplevelser. Han stillede et par spørgsmål, og hun svarede på dem. Men selv om hun fortalte ham, hvor ked af det, han havde gjort hende, så holdt han stadig afstand og hans reaktion og handling, på trods af, at han sagde at børnene og hun betød alt for ham, havde vist hende noget andet. Der var intet forsonende, og jeg elsker dig over alt på jorden og vil aldrig miste dig, eller en trøstende arm om hendes skulder. 22
Intet bryst at græde ud ved. Ingen nærhed, blot endnu mere distance. Intet jeg er ked af, at jeg ikke har været der for dig. Intet du er ikke alene i verden med dette. Først troede hun på hans ord, men kunne ikke finde ud af, hvad der var galt, indtil hun lukkede for ordene og opdagede, at hun endnu engang ikke kunne stole på det, hun hørte. Det var en gentagelse af hele hendes barndom. Kristine kunne ikke stole på hans ord, lige så lidt, som hun havde kunnet stole på de ord, der kom ud af hendes mors mund. Der var disharmoni mellem det, hun kunne høre, han sagde, og det hun kunne se og mærke. Det styrkede hende i den beslutning, hun havde taget over to uger tidligere, men forsøgt at fortrænge. Hun elskede ham ikke mere. Først havde hun pakket de følelser ned i en kasse, der kunne have været åbnet igen, men lige dér havde hun følt, at han kørte hen over den med en damptromle. Og hun indså, at han havde truffet sit valg. Og det var ikke hende, han havde valgt. Da hun to uger tidligere var nået til erkendelsen af, at hun ikke længere elskede ham, havde hun mest lyst til at skilles, men hun kunne ikke gøre det mod sine børn. Kristine kunne ikke få sig selv til, at kaste dem ud i at blive skilsmissebørn, bare fordi hun og Martin ikke elskede hinanden mere. Så de måtte kunne finde en anden løsning. Hun forstod ikke, at han kunne være så ligeglad. Kunne han ikke se, at hun led? Betød hun virkelig så lidt for ham efter så mange år? Men denne dag havde hun givet ham et ultimatum. Det var en uge efter deres tolv års bryllupsdag. Den anden i træk, som ikke just havde været en festdag. Midt i morgenmaden havde hun banket i bordet og forlangt, at de talte uforstyrret sammen under fire øjne. Nu! Det havde fået Martin til at vågne lidt op. Han havde kørt børnene ud til sin mor og var kommet hurtigt tilbage. Og der sad de så. Overfor hinanden ved køkkenbordet, som Kristine havde ryddet for morgenmad og kaffekopper, mens Martin afleverede børnene. Hun forsøgte at åbne sig op, men det eneste, der kom var tårer. Hun ville så gerne fortælle om sine forkerte følelser, den manglende forståelse og nærhed. I en time havde de siddet sådan overfor hinanden. Det var det længste, de havde været alene sammen i over tre måneder. 23
"Jeg føler, jeg står alene." Kristine forsøgte at tørre de værste tårer væk, så hun kunne fremstamme en hel sætning af gangen. "Hvorfor forsvarede du mig ikke?" "Hvornår?" "Dengang hos din bror. Du sagde ingenting." "Men jeg... Undskyld." "Og vi har aldrig talt om det, der skete, dengang" "Jeg troede helst, du ville glemme det." "Og du trøster mig aldrig, når jeg er ked af det." "Men du skubber mig jo væk." "Fordi jeg ved, du ikke kan li' at se mig græde." "Jeg prøver." Martin tog hendes hånd hen over bordet. Kristine tog det våde stykke køkkenrulle i den anden hånd og forsøgte at tørre sine øjne. Han slap hendes hånd, trak et nyt stykke af rullen på bordet og rakte hende det. Hun tørrede sit ansigt, mens han rejste sig fra stolen, gik rundt om bordet og hen til bænken, hvor hun sad. "Har du en anden?" fremstammede hun gennem tårerne, der igen væltede hurtigere frem ved tanken om Martin sammen med en anden kvinde. "Hvad?" "Det er Berit, ikke sandt?" "Berit! Nej, nu må du sat me stoppe." Martin satte hænderne i siden og så på hende, som om hun lige havde fortalt ham, at børnene havde fået vinger og var fløjet væk. Hun så op på ham med sammenknebne øjne. Analyserede hans mimik. Hans nervøse bevægelser. Dengang, for et års tid siden, var det lykkedes ham, at overbevise hende om, at det var hende, han elskede, at det billede, der var faldet ud af hans pengepung, var et gammelt billede, som han ikke engang havde anet, han havde. Men der var bare lige det, at det ikke var et gammel billede. Det var højest et par år gammelt. Og selv om det havde været gammelt, så havde han skiftet pengepung mindst tre gange i de femten år, de havde været sammen. Så når billedet stadig fandtes i hans pung, var det en bevidst handling. Men Martin havde dengang overbevist Kristine om, at det var et gammelt billede, og at det var hende, der var nærtagende og sygeligt jaloux. Der havde jo også været en episode en måned tidligere, hvor Kristine havde ringet til Martins mobil, og en kvinde havde taget telefonen. I bar befippelse havde Kristine smidt på. Martins svar havde været et træk på skulderen, og at hun sikkert var kommet til at ringe forkert. Men hun havde jo netop ikke tastet hans nummer, han var jo på hendes favoritliste. Hun tastede aldrig hans nummer. Der var ikke nogen tvivl. 24
Det eneste, der undrede hende var, at hun havde været så længe om at opdage det. Det var jo soleklart, lysende rigtigt. Følelsen havde mindet hende om den ene gang i gymnasiet, da det var lykkedes hende at få en ligning til at gå op på tavlen i kemi, bortset fra, at hun dengang havde følt triumf, og at hun nu følte frygt. Frygt for at miste ham til en anden. Dengang var hun blevet virkelig jaloux og såret på sin kvindelige stolthed, men nu ville det bare være en lettelse, hvis han ville indrømme det. Det ville forklare hans væremåde de sidste måneder. Det ville betyde, at hun ikke var ved at blive sindsyg. "Hvorfor kan hun så ikke se mig i øjnene, når jeg møder hende?" fortsatte Kristine. "Det må du spørge hende om!" svarede Martin vredt. "Du har aldrig glemt hende, vel?" Martin knælede ned foran hende og tog hende lidt for hårdt om hagen. "Kristine, det er dig, jeg har giftet mig med. Det er dig, jeg elsker." Ja, right, men hun er kvinden, du gerne ville have været gift med. Hun er kvinden, du ikke kunne få. Dengang de havde denne diskussion sidst, havde jalousien skåret dybe sår i Kristines hjerte, og hun havde tydeligt mærket, at hvis han var hende utro, ville hun tage livet af ham. Hun ville aldrig acceptere at blive holdt for nar. Kristine havde endda taget sig selv i at begynde at planlægge, hvordan hun kunne gennemføre det uden at efterlade spor. Så det så ud som et hændeligt uheld. Men hun var slet ikke i stand til at mobilisere den form for følelser nu. Lige nu ville det blot være en lettelse, hvis Martin ville indrømme sit utroskab. Så var der en grund, en årsag til hans manglende interesse for hende. Og selv utroskab ville føles bedre lige nu end uvidenhed. Kristine havde brug for at vide, hvorfor hun rangerede så lavt på hans prioriteringsliste. Hun mærkede, hvordan hendes krop hungrede efter opmærksomhed. Hans nærhed var som en forløsning. Det var, som om hun glemte alt om de sidste mange måneders gråd og ulykke og kun følte ensomheden. Den ensomhed hun vidste, der var en kur mod. Hun trak ham ind til sig og lod ham forstå, at han ikke kunne komme tæt nok på. Martin trak hende op fra bænken og pressede sine læber mod hendes mund. Med sin tunge skilte han krævende hendes læber fra hinanden, mens hans hånd fandt vej mellem hendes ben. Flere måneders ophobet lyst sprang ud og væltede dem omkuld på køkkenbordet. Hans erfarne fingre fandt vej ned i hendes trusser og skilte hendes allerede fugtige læber ad. 25
Nærheden havde været som en forløsning, og de var alt for hurtigt endt med at dyrke sex midt på køkkengulvet. Kristines trang havde været stor. Næsten tre måneder uden sex var lang tid. Så de havde aldrig fået talt færdig om det, der havde lagt grunden til muren mellem dem. Martin havde ganske vist været mere opmærksom i den efterfølgende tid, talt mindre i telefon, i det mindste mens de sad samlet alle fire omkring spisebordet. Men bortset fra det, var det som om, han kun havde opfattet den bisætning, der handlede om, at hun også havde et seksuelt behov. At Kristine selv følte, at hun blev mindre overbærende efter længere tids manglende sex. Det andet beskæftigede han sig ikke med. Denne morgen, da Kristine kørte af på den sidste afkørsel på dansk jord, sendte hun et ønske mod universet. Hun ønskede at elske igen, at være forelsket igen, at føle sig elsket igen. Hun troede ikke selv for alvor på, at hun kunne elske igen. Troede, at hendes hjerte for evigt var brast. Hun savnede nærhed, en hun kunne tale med. Men hun havde ikke et øjeblik tænkt over, hvor skæbnesvangert dette dybfølte ønske kunne blive. Kristine skulede på krak-printet og så, at hun snart ville være på hotellet, hvor de næste tre undervisningsdage, skulle foregå. Hun havde ikke valgt overnatning, da hun lige akkurat med hiv og sving kunne nå at aflevere børnene om morgenen, inden hun kørte mod København, så deres farmor kun skulle hente dem om eftermiddagen. Hun brød sig ikke om at være så afhængig af sin svigermor, men det var ganske enkelt umuligt at få hverdagen til at gå op uden hendes hjælp. Når hun var realistisk, var hun i stand til at sige til sig selv, at svigermoderen jo blot udfyldte den rolle, hendes søn ikke var i stand til, at Kristine jo ikke burde have dårlig samvittighed over det. At den dårlige samvittighed tilkom Martin. Men det var ikke sådan, hun følte. Hun drejede til venstre og ledte efter hotellet. Der var det. Park In. Lille parkeringsplads foran med tidsbegrænsning. Der var endnu få pladser tilbage. Hun tog den længst fra indgangen, ville gerne strække benene efter den halvanden time lange køretur. Måske kunne hun hente en p-billet i receptionen? Kristine fandt lokalet, de skulle være i. Hun havde længe glædet sig til at komme i gang med uddannelsen. Det var lykkedes hende, at få Annette overbevist om, at hun i sit arbejde ville have større gavn af procesledelse end en projektlederuddannelse. Hun havde ledet projekter i mange år. På sin tidligere arbejdsplads projekter meget større end dem, hun havde ansvar for i dag. Det kunne godt være, at 26
hun ikke kunne alle de fine projektnavne, men i praksis var hverken hendes chef eller hun selv i tvivl om, at hun havde massiv erfaring. Så chefen havde købt hendes argumentation om proceslederuddannelsen i stedet. Heldigvis var uddannelsen blevet bestilt, før hendes chef vendte hende ryggen og degraderede Kristine til sin nuværende leder. Hendes chef havde bedyret, at det bestemt ikke skulle opfattes som en degradering, men hvordan kunne hun opfatte det anderledes? For snart to år siden havde Annette selv udnævnt Kristine til sin "højre hånd og faglige sparringspartner", hver gang hun havde præsenteret hende i forsamlinger, eller for nye direktører. De var nu på den femte direktør på tre år, så det var blevet til nogle stykker. Og hvordan kunne hun fortsætte med at være chefens "højre hånd og faglige sparringspartner", når hun ikke længere var ved hendes side? Når hun ikke længere vidste, hvad der foregik, og hvad Annette lavede. Når en anden var hendes leder og en anden skulle bestemme, hvilke arbejdsopgaver hun skulle prioritere sin sparsomme tid til? Kristine følte det klart som en degradering og dermed, at hun, af en eller anden grund, havde mistet Annettes fortrolighed, efter chefen havde fået et endnu større ledelsesansvar, hvor to fagområder var blevet lagt sammen under hendes ledelse. Kristine forstod ikke, Annette ikke kunne se, at hun havde endnu mere brug for hende end før. Hvis hun blot vidste, hvad hun havde gjort galt. Hvorfor hun havde gjort sig fortjent til denne degradering. Men hver gang hun havde konfronteret Annette med det, havde hun enten undveget eller svaret, at hun blot ikke følte, hun var en god nok leder, og at Kristine fortjente en bedre leder. Det var langt fra et tilfredsstillende svar. Og degraderingen havde placeret Kristine i et tomrum. Kristine havde fået at vide, at hendes arbejdsopgaver fortsat skulle være de samme, men hvordan kunne de det? Det krævede jo nærhed til chefen, og denne nærhed var ikke længere til stede. Når hun blev spurgt om, hvad hun lavede, var hendes svar derfor for tiden, at hun tidligere var højre hånd og sparringspartner for planchefen, men at hun lige nu ikke vidste, hvad hun var, eller hvad hendes opgaver var. Og sådan ville hun også svare i dag, når de skulle indlede proceslederuddannelsen med at præsentere sig selv. Et lille sluttet hold på tyve personer. Ved præsentationsrunden opdagede Kristine, at de fleste var chefer og direktører i private virksomheder. De var ikke selvstændige, men lønslaver som hende, dog med noget højere løn og flere benefits. Der var endda en oversergent i hæren. Kristine forestillede sig, hvordan han ville se ud i fuld uniform. Hun kunne godt mærke, at det var længe siden, hun havde haft sex. Tre 27