Slibning af værktøjer til træindustrien

Slibning af værktøjer til træindustrien Slibning af værktøjer til træindustrien Stållegeringer Stållegeringer, der anvendes i træindustrien: VS = værktøjsstål CV = krom-vanadiumstål HSS = hurtigstål HSSE = højlegeret hurtigstål HM = hårdmetal Værktøjsstål Det stål, der anvendes mindst til værktøj i træindustrien, er værktøjsstål (kulstofstål). Det vil sige jern (kemisk betegnelse Fe) med kulstof (kemisk betegnelse C) som legeringselement. Kulstofindhold op til ca. 1,6% betegnes som ulegeret værktøjsstål. Værktøjsstål er udmærket til håndværktøj som f.eks. høvlejern, stemmejern mv., da det er sejt, finkornet og langspånet. Med værktøjsstål er der ingen slibeproblemer, ud over at det aldrig må slibes så varmt, at det bliver blåt. Hærdningen (hårdheden) vil da blive ødelagt. Køl værktøjet i vand, inden det bliver varmt. Hårdheden på værktøjsstål til håndværktøj, høvlejern, stemmejern mv. er ca. 60-62 HRC. Hårdheden måles let, f.eks. i et såkaldt Rockwell-apparat, hvor hårdheden bestemmes ud fra, hvor dybt man er i stand til at trykke en diamantkegle ned i det pågældende prøvestykke. Hærdetemperaturen er ca. 780-800 C, og det anløbes ved ca. 180-280 C. Anløbningstemperaturen er bestemmende for, hvor hårdt værktøjet skal være, og hvor meget varme det kan tåle, inden hårdheden aftager. Båndsavsklinger er fremstillet af værktøjsstål, men ellers anvendes værktøjsstål ikke til roterende værktøjer i træindustrien, da værktøjet ikke kan tåle megen varme, før hårdheden aftager. Værktøjsstål til båndsavsklinger Båndsavsklinger er fremstillet af værktøjsstål, og da båndsavsklingen skal være elastisk for ikke at knække, kan legeringssammensætningen være Fe (jern), C (kulstof), Si (silicium), Mn (mangan) og evt. Ni (nikkel). Hårdheden på båndsavsklinger er ca. 47 HRC. Hærdetemperaturen er ca. 780-800 C, og det anløbes ved ca. 400 C. Ved slibning af båndsavsklingen er det vigtigt, at det ikke sker med for stor tilspænding, da den tynde klinge let kan få så megen varme i overfladen af tanden, at der sker en lufthærdning af tanden. Dette vil være sket, blot den under slibningen har været rød. Hvis tanden efter slibning er blå, vil den hårde overflade let revne og give brud i klingen. Det er derfor nødvendigt, at den blå og hårde overflade bortslibes, inden klingen tages i brug. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 1 af 117

Slibning af værktøjer til træindustrien Båndsavsklinger kan tåle varme op til ca. 320-400 C, før hårdheden aftager - det vil sige, at den ved drift, f.eks. ved klemning, kan tåle at blive blå, men heller ikke mere. CV-stål til rundsavsklinger CV-stål, der anvendes til rundsavsklinger, er legeret værktøjsstål. Benævnelsen SP specialstål (legeret værktøjsstål) kan også forekomme. Der er ingen standardbenævnelser fra klingefabrikanterne. CV-stål til klingefremstilling er legeret forskelligt hos de enkelte klingefabrikker. Generelt ønskes lang standtid, men klingerne udsættes for vibration, og lægning af tænderne kræver en vis sejhed, så legeringssammensætningen vil altid være et kompromis. Legeringssammensætningen kan være Fe (jern), C (kulstof), Mn (mangan), Si (silicium), Cr (krom) og V (vanadium). Skal rundsavens tænder stukkes, kan der eventuelt legeres med Ni (nikkel). Klingernes hærdetemperatur er ca. 780-800 C, og de anløbes ved ca. 400 C. Hårdheden på rundsavsklinger er 45-48 HRC. Store rundsavsklinger, som kan være udsat for stor vibration, er omkring 45 HRC. Små, tykke klinger kan være op til 48 HRC. Er rundsavsklingerne mere end 50 HRC, vil det næsten altid resultere i, at de revner ved brug. Da CV-stål er legeret og kan tåle varme op til ca. 400 C, inden hårdheden aftager, kan det tåle "et blåt øje" (brandbule), der ikke forandrer hårdheden i rundsavsklingen. Ved slibning af tænderne er det vigtigt, at slibningen ikke sker med for stor tilspænding, så de får så megen varme i overfladen af tanden, at der sker en lufthærdning af tanden. Hvis tanden bliver blå, vil den hårde overflade bevirke, at der ved vibration opstår sprækker, revner og senere brud i klingen. Er tænderne slebet blå, skal den blå og hårde overflade også slibes, inden klingen tages i brug. HSS-stål (hurtigstål) HSS-stål, der anvendes til træindustriens skærende knive, kutterjern og fræsere, er i almindelig standardudførelse legeret med højst 12% i alt af legeringsbestanddelene Co (kobolt), V (vanadium), Mo (molybdæn) og W (wolfram). Det er af stor vigtighed, at legeringselementet vil gå i kemisk forbindelse med stålet (karbiddannelse). Ikke alle legeringer er lige villige til at gå i kemisk forbindelse med stålet, men vanadium og molybdæn giver god kemisk forbindelse. Med HSS-stål er der normalt ingen slibeproblemer, og almindelige slibeskiver kan klare dette. Hærdetemperaturen på HSS-stål er ca. 1275 C, og det anløbes ved ca. 575 C. Hårdheden er 64-66 HRC. HSS-stål kan tåle varme op til 500-575 C uden at miste hårdheden. Det kan godt slibes blåt uden at tage skade, men lad alligevel være med det. Køl med vand, inden værktøjet ved slibning får så stor varme, at det bliver blåt. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 2 af 117

Slibning af værktøjer til træindustrien HSSE-stål (højlegeret hurtigstål) HSSE-stål, højlegeret hurtigstål, er legeret med mere end i alt 12% af bestanddelene Co (kobolt), V (vanadium), Mo (molybdæn) og W (wolfram). F.eks. er der ofte legeret med 12 eller 18% alene af wolfram. Højlegeret HSSE-stål har længere standtid, 3-5 gange længere end almindeligt HSS-stål. Ved slibning af højlegeret HSSE-stål kan der være slibeproblemer afhængig af, hvor stærkt det er legeret. For at slibning af højlegeret HSSE-stål kan foregå tåleligt, er det en betingelse, at data på slibeskive passer til det højlegerede HSSEstål. Bornitridslibeskiven vil være meget anvendelig til slibningen i dette stål. Eksempler på højlegeret HSSE-stål: Bergstahl stål HSSE-stål med 12 eller 18% wolfram HM (hårdmetal) Hårdmetal er en pulvermetallurgisk legering: W (wolframkarbid) med Co (kobolt) som bindemiddel. Større tilsætning af Co (kobolt) giver en sejere og blødere HM-legering. Tantakarbid tilsættes desuden til de meget hårde legeringer. Wolframkarbid og kobolt males meget fint, blandes med paraffin og presses til den ønskede størrelse og form, som platterne skal have til værktøjet. Derefter sker der en forsintring (opvarmning) ved ca. 800 C. Nu har platterne samme hårdhed som kridt, og der kan let ske en mere nøjagtig forarbejdning, hvis det ønskes. Færdigsintring, der giver platterne den endelige hårdhed og styrke, sker ved ca. 1400 C. HM-platterne er nu så hårde, at det kun er silicumkarbid og diamantslibeskiver, der kan slibe i dem. I dag vil det kun være lønsomt, at slibe med diamantslibeskiver. Hårdhed på HM-platterne til træbearbejdning er fra 1300-1800 HV (Vickers). HM kan tåle varme op til 700-800 C uden at miste hårdheden. Ved slibning må det ikke slibes stort mere end håndvarmt, da det er overfladen på HM-platten, der får varmen, og dette kan give spændinger, så platten krakelerer. HM har længere standtid, 25-50 gange mere end almindeligt HSS-stål. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 3 af 117

Slibning af værktøjer til træindustrien Stålkvalitet Hårdhed i Rockwell HRC Fig. 1 Tabel over hårdhed på forskellige stål og værktøjstyper Hårdhed i Vickers HV Hårdhed aftager ved ca. º Værktøjsstål (håndværktøj) 60-62 697-746 180-280 Værktøjsstål (båndsavsklinge) 47 470 320-400 CV-stål (rundsavsklinger) 45-48 450-490 400 HSS-stål (fræsere) 64-66 800-865 500-575 HSSE-stål (højlegerede fræsere) 64-66 800-865 500-600 Stellit 40-55 390-600 600-700 HM-værktøj 1300-1800 700-800 Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 4 af 117

Slibning af værktøjer til træindustrien Fig. 2 Legeringselementernes indflydelse på stålets egenskaber Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 5 af 117

Slibning af værktøjer til træindustrien Legeringer Ifølge "Werkstoffnormen Stahl und Eisen" skelnes der mellem ulegerede og legerede stål, og fastsatte normer giver nøjagtige grænser for, hvilken kategori materialet skal henregnes under. Ulegerede stål anvendes fortrinsvis som maskinstål, men findes også som legeret stål med andre legeringsstoffer end kul (C). Ulegeret stål Stål betegnes som ulegeret, hvis indholdet af: Silicium (Si) ikke overstiger 0,50% Mangan (Mn) ikke overstiger 0,80% Aluminium (Al) ikke overstiger 0,10% Titan (Ti) ikke overstiger 0,10% Kobber (Cu) ikke overstiger 0,25% Kulstofindholdet i ulegeret stål svinger mellem 0,15-0,50%, og styrken stiger med kulstofindholdet fra ca. 37-10 kp/mm 2. Som legeret betegnes tilsvarende stål, hvis indhold af ovennævnte legeringstyper overstiger de nævnte mængder eller derudover er tilsat andre legeringsstoffer med henblik på at bibringe stålet specielle egenskaber. De legerede stål opdeles igen i lavlegerede og højlegerede stål. Lavlegerede stål indeholder normalt maks. 5% af et legeringselement, medens højlegerede stål har mere end 5% tilsat (tysk norm). De forskellige legeringsstoffers kemiske betegnelser: C = kulstof Si = silicium Mn = mangan Cr = krom Ni = nikkel Mo = molybdæn W = wolfram (tungsten) Co = kobolt V = vanadium Ti = titan Ta = tantal Fe = jern Inden valg af slibeskive må der tages hensyn til legeringssammensætningen på værktøjet. Konstruktionsstål og simple værktøjsstål Uhærdede kulstofstål Kulstofstål består af teoretisk jern med et kulstofindhold op til ca. 1,8%. Uhærdede kulstofstål er opbygget af følgende strukturbestanddele: Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 6 af 117

Slibning af værktøjer til træindustrien Ferrit Ferrit som rent jern forekommer som hovedbestanddel. Jo lavere kulstofindhold, des mere ferrit findes der i stålet. Ferritten har en blød konsistens, og mikrohårdheden ligger på ca. 200 kp/mm 2. Fordi ferritten er blød og sej, opbygges der ikke de store slibekræfter, og slitagen på slibekornene er ikke særlig stor. Slibebarheden er derfor i almindelighed god, men der kan dog være tendens til belægning af slibeskiven, især hvis den er for finkornet. Cementit Jern og kulstof danner i forening en jernkarbid, som kaldes cementit. Som alle karbider er også cementitten hård - mikrohårdheden er ca. 1150 kp/mm 2. Cementitten er den hårdeste uhærdede kulstofstål. Selv om cementitten er hård, betyder det ikke meget ud fra et slibebarhedssynspunkt. Slitagen på slibekornene er lidt større, og slibekræfterne er en anelse højere end ved slibning i ferrit. Perlit Kulstofstål med et indhold af ca. 0,85% danner et såkald eutektoid, der består af ferrit og cementit. Ferrit og cementit ligger skiftevis i lag, hvis tykkelse afhænger af fremstillingen på stålværket. Ved hurtig afkøling af stålet fremtræder ganske tynde lag, der giver stålet en god træk- og brudstyrke samt hårdhed. Slibeteknisk er det en fordel, da skiven ikke så let belægges. Med stigende indhold af kulstof øges mængden af perit. Dette er en fordel, da slitage og slibekræfter kun vokser en anelse. Hærdede kulstofstål Hvis et kulstofstål med ca. 0,6% C eller mere opvarmes til hærdetemperatur og derefter hastigt afkøles, fremkommer en struktur, der kaldes martensit. Martensitens mikrohårdhed ligger på ca. 850 kp/mm 2.. Da martensitisk struktur er ret homogen, indvirker den på sliberesultatet ved større slitage af slibekornene og større spånkræfter. Det er imidlertid ikke svært at slibe martensitisk struktur, som absolut er at foretrække rent slibeteknisk frem for blødt stål. Legerede, hærdede stål Ud fra et slibeteknisk synspunkt er vi først og fremmest interesserede i de forskellige legeringselementers evne til at gå i forbindelse med kulstof og danner karbider. Som regel har disse karbider en anseelig hårdhed. Hårdheden er næsten lige så stor som f.eks. aluminiumoxid. Deres store mængde samt jævne og tætte fordeling i den martensitiske grundmasse er skyld i store slibekræfter og en hurtig slitage af slibekornene. Krom, Cr Krom forekommer både som kromkarbider og løst i ferrit. Kromens forekomst i ferrit øger træk- og brudstyrke, anløbningsbestandighed og korrosionsbestandighed. Den gør den martensitiske struktur mere finkornet og øger hærdedybden ved at reducere den kritiske kølehastighed. Kronkarbider har en hårdhed på ca. 1650 kp/mm 2. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 7 af 117

Slibning af værktøjer til træindustrien Nikkel, Ni Nikkel forekommer løst i ferritten og øger træk- og brudstyrken. Den gør strukturen mere finkornet, og ved store forekomster øges korrosionsbestandigheden. Selve stålets sejhed forbedres ved legering med nikkel. Slibemæssigt har nikkel ikke stor betydning, da den ikke danner karbider. Wolfram, W Wolfram forekommer løstbunden i ferritten og er en meget kraftig karbiddanner. Den øger hårdhed og styrke i grundmassen. Wolframkarbid er meget hård, mikrohårdhed ca. 2300 kp/mm 2. Stålet får derved en meget høj slidstyrke, hvilket imidlertid gør det sværere at slibe. Vanadium, V Vanadium forekommer praktisk taget kun som vanadiumkarbid. Den øger træk- og brudstyrke, gennemhærdningsevne og gør martensitstrukturen mere finkornet. Mikrohårdheden er på ca. 2800 kp/mm 2, hvilket sammen med den finkornede struktur gør den svær slibebar. Molybdæn, Mo Molybdæn er også en kraftig karbiddanner og forekommer mest som molybdænkarbid. Stræk- og brudstyrke samt hærdedybden øges. Mikrohårdheden er ca. 1600 kg/mm 2, så den er svært slibelig. Kobolt, Co Kobolten opløses helt i ferritten, hvorved træk- og brudgrænsen øges. Den reducerer hærdetemperatur og hærdedybde, dvs. den kritiske kølehastighed øges. Kobolt er ingen karbiddanner, men højlegerede koboltstål er svært slibelige. Andre karbider Vi kan bliver udsat for slibning i andre karbider, hvor de vigtigste er tantal-, titan- og niobkarbider. Deres hårdheder er i nævnte rækkefølge 2000, 3000 og 2500 kg/mm 2. De normale legeringselementer er altså forskellige, når det drejer sig om at danne karbider. Slibeteknisk er det størrelsen, mængden og fordelingen af karbiderne, som har størst indflydelse. Mange små og tæt fordelte karbider gør stålet svært at slibe. Der stilles ret store krav til slibemaskinen og opspændingen af emnet. Hvis stabiliteten mellem slibeskive og arbejdsstyrke ikke er kraftig nok, bliver skiven hurtigt urund. Det skyldes vibrationer, som forårsages af de relativt stor slibekræfter. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 8 af 117

Slibning af rundsavsklinger Slibning af rundsavsklinger Rundsavsklinger består af plane, hærdede stålplader i forskellige diametre og tykkelser, hvori der er udstandset forskellige tandformer afhængig af, hvad klingen skal anvendes til. Efter udstandsning af tandformene bliver klingerne udlagt slebet, rettet og kontrolleret for de forskellige faktorer, der skal overholdes, således at de færdige klinger kan modsvare de krav, der stilles ved klingernes anvendelse. Rundsavsklingernes forskellige tandformer, der angives som et bogstav, kan i hovedsagen deles op i to grupper. 1. gruppe, som omfatter tandformerne A-B-C-D, anvendes til længdeskæring parallelt med fibrene i træet, og 2. gruppe E-F-G anvendes til tværskæring vinkelret på fibrene. Følgende betingelser for klingen: Størrelse, tykkelse, tandantal, tanddeling og omdrejningshastighed må være opfyldt for at opnå den bedst mulige skæring med klingen. Størrelsen Benyt altid klinger med mindst mulig diameter. De er meget lettere at holde i orden, mulighederne for forkert belastning, der kan forårsage skævheder, buler og vibrationer, er formindsket, klingerne arbejder bedre og kræver et mindre kraftforbrug. Tykkelsen Ved tynde klinger medgår der mindre træ til savsmuld, men risikoen for fejlskæring og vibrationer øges i modsvarende grad. Benyttelsen af tynde klinger kræver større omhu ved skæring og vedligeholdelse end tykke. Tandantal Antallet af tænder afhænger af klingens størrelse, tykkelse, hastighed, træets fremføringshastighed, træets hårdhed og de fordringer, der stilles til snitfladernes beskaffenhed. Hårde træsorter kræver et større antal tænder end bløde træsorter. Tandantallet skal være større i tynde end i tykke klinger for at undgå vibrationer i klingen. Tandens stabilitet bliver øget gennem mindre tanddeling. Lille tandafstand givet en glat snitflade, men kan medføre vanskeligheder ved træets fremføring, bl.a. på grund af for lidt plads til savspånerne, højt kraftforbrug og hurtigere sløvning af tænderne som følge af for lille spåntykkelse. Endvidere kan det være årsag til større opvarmning af klingen ved tandkransen. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 9 af 117

Slibning af rundsavsklinger Almindelige regler for rundsavsklinger Tandryg, nakke og stød skal være lige. Tandbunden skal være velafrundet for at undgå revner i klingefladen. Fig. 4 Benævnelser Er tænderne for lange og smalle, fjedrer de og sætter hele klingen i vibrationer. Lange tænder kan kun bruges til løst træ. For korte tænder giver klingen en tung gang. Korte tænder bruges kun til hårdt træ. Klingen bør være fuldkommen rund, og tandbundene skal være lige dybe. Frivinkel + kilevinkel + spånvinkel = 90 Fig. 5 Vinkelbenævnelser Frivinklen bør ikke være mindre end 15. Er vinklen mindre, kan man risikere, at nakken kommer i berøring med træet. Er vinklen for stor, bliver tanden for spids og sløves hurtigere - desuden kan der opstå vibrationer i tænderne. Kilevinklen er afhængig af frivinklen og spånvinklen - jo større kilevinkel, jo længere standtid - jo mindre kilevinkel, jo kortere standtid. Spånvinklen er afhængig af, hvilke materialer der skal bearbejdes. Skal der skæres friskt, blødt træ på langs, er spånvinklen stor, og skal der skæres på tværs, er spånvinklen meget lille. Til tider er den negativ. Spånvinklen benævnes af praktiske grunde ved hjælp af radius. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 10 af 117

Slibning af rundsavsklinger Tanddelingen (tandafstanden) Ved rundsavsklinger til længdeskæring anvendes der en relativ stor tandafstand, hvorved der fremkommer større plads til savspånerne i tandmellemrummet. Dette er af stor betydning, da savspånerne fylder betydeligt mere end den faste træmasse. Er tandafstanden for lille, kan det forårsage, at der ikke er tilstrækkelig plads til at føre savspånerne med ud af snittet. Derved bliver de presset ud mod snitfladerne, og det bevirker, at der opstår en stærk varme, som får klingen til at udvide sig og blive for lang ved tandkransen. Endvidere kan det forårsage brud i tandbunden. Tandhøjden Såfremt tandhøjden er for lav, vil de under tandafstanden nævnte forhold også gør sig gældende her. For stor tandhøjde kan bevirke, at tænderne fjedrer og vibrerer, hvilket medfører dårlig og ujævn snitflade og risiko for, at tænderne knækker. En passende tandhøjde for længdeskæring i blødt træ vil være ca. 3/5 af tanddelingen og til skæring i hårdt træ ca. 2/5 af tanddelingen. Fig. 8 Rigtig tandhøjde Fig. 9 For lille tandhøjde Fig. 10 Rigtig tandbund Fig. 10a Ujævn tandbund, forkert Tandbunden Ujævnheder i tandhunden kan være medvirkende til, at savspånerne presses sammen i tandbunden og ud mod snitfladerne, så klingen ved tandkransen bliver udsat for stor opvarmning. Files der skarpe vinkler i tandbunden, er der stor risiko for brud i klingen ud for de skarpe vinkler. Fig. 6 Rigtig bundradius Fig. 7 For lille bundradius Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 11 af 117

Slibning af rundsavsklinger Tandryggen Som ved tandbunden gælder også her, at tandryggen nøje må holde den oprindelige form. Ved utilstrækkelig vedligeholdelse med ujævnheder og for meget materiale i tandryggen bliver tandmellemrummet uhensigtsmæssigt og for lille. Tandryggen skal følge en lige linie fra tandnakken ned til tandbunden. Fig. 11 Rigtig tandryg Fig. 12 Rund tandryg Stødretninger og filevinkler Rundsavsklingens tandform må i hvert enkelt tilfælde tilpasses det skærearbejde, den skal anvendes til. Forholdene, der skal tages i betragtning ved valg af tandform, er, om klingen skal anvendes til længdeskæring eller tværskæring, om der skal skæres i blødt eller i hårdt træ. Til de forskellige formål fremstilles der nogle standardiserede tandformer. Fig. 13 A-tand Fig. 14 B-tand Fig. 15 C-tand Fig. 16 D-tand Rundsavsklinger til længdeskæring Tandform A anvendes til længdeskæring af friskt, blødt træ. Tandformen A har en stødretning på 1/2 radius. Filevinklen på nakken fra 6 til 10 og tandstødet 0 til 10. Tandform B anvendes på kant- og kløvesave og til opskæring af middelhårdt træ. Tandform B har en stødretning på 5/12 af radius. Filevinklen på nakken fra 6 til 8. Tandform C anvendes på kant- og kløvesave til omskæring af blødt, knastfrit træ. Tandform C må ikke anvendes til for hårde træsorter, da der på grund af tandens ringe styrke kan opstå vibrationer i tanden, og den kan knække af. Tandform C har en stødretning på 5/12 radius. Filevinkler fra 0 til 6. Tandform D anvendes på kløvesave til opskæring af hårdt træ. Tandform D har en stødretning på 1/3 radius. Filevinkel som tandform C. Ved håndfilede save files kun på nakken. Tandstødet files normalt ikke. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 12 af 117

Slibning af rundsavsklinger Fig. 17 Spånvinkel til længdeskæring i blødt træ - stødretning 30-35 Fig. 18 Spånvinkel til længdeskæring af hårdt træ - stødretning 20-25 Benyttes automatslibning til skærpning af rundsavtænder, slibes både stød og nakke med samme vinkel (antal grader). Klingen padles bagud, således at der først slibes på nakke, derefter på stød. Ruæggen vender nu opad og vil knække af, når savningen begynder. Derfor padles klingen til sidst rundt, hvor der kun slibes på nakken. Når ruæggen vender fremad, vil den efterhånden forsvinde ved den naturlige slitage. Spånvinklen, stødretningen, kan angives i grader. I stedet for at angive spånvinklen (stødretningen) i grader kan den direkte udledes på klingen. Med centrum i klingens centrum tegnes en cirkel (hældningscirkel). Fra tandspidserne tegnes en linie, der tangerer hældningscirklen. Den linie angiver tandforsidens hældning, altså stødretningen. Hældningscirklen til længdeskæring: Blødt træ 1/2 r Hårdt træ 1/3 r Fig. 19 Vinkler målt ud fra klingecenter Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 13 af 117

Slibning af rundsavsklinger Fig. 20 E-tand Fig. 21 F-tand Fig. 22 G-tand Fig. 23 H-tand Rundsavstænder til tværskæring Tandform E anvendes på stød- og afkortersave. Tandform E egner sig kun for tværskæring. Ved denne tandform kan man egentlig ikke tale om nogen stødretning, men tandens sideliniers forlængelse, dvs. vinklens ben, skal tangere en cirkel på 1/2 radius. Filevinklen er fra 10 til 20. Tandform F anvendes til afkortning og renskæring, egner sig til afkortning af bygningstræ. Tandformen giver et pænt snit og arbejder hurtigt. Tandform F har en stødretning, der går mod centrum af klingen. Filevinklen fra 6 til 15. Tandform G anvendes til stærkt sløvende arbejde, f.eks. brændeskæring. Tandform G har en stødretning, der går mod centrum og en filevinkel fra 0 til 10. Tandform H kan anvendes til både længde- og tværskæring og er også god til opskæring af krydsfiner med en tandafstand på ca. 10 mm. Egner sig endvidere for skæring af plastik m.m., når tandafstanden, tandhøjde, stødretning og skærehastighed afpasses derefter. Normalt er der for tandform H tre stødretninger, man kan vælge: Venstre side af akselhul, højre side af akselhul eller centrum (der er regnet med et akselhul på 30 mm). Filevinklen kan variere meget, alt efter arbejdets art og kvalitet. Filevinkel fra 0 til 1. Ved såvel håndfiling som automatslibning gælder det samme som anført for tænder til længdeskæring. Fig. 24 Vinkler og betegnelser, der svarer til denne tandgruppe: a = frivinkel b = kilevinkel c = brystvinkel a + b c = 90 d = filevinkel e = tandmellemrum f = tandforside g = tandbagside h=tandhøjde t = tandafstand Ved tværskæring, når skæringen sker vinkelret på træets fibre, må tænderne have en anden udformning. De adskiller sig væsentligst fra tandformer til længdeskæring ved, at spånvinklen (stødretningen) som oftest er negativ, således at tænderne hælder bagover. Er stødretningen positiv, altså hælder fremover, kan det meget let ved tværskæring give årsag til oprifter og dårlig snitflade. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 14 af 117

Slibning af rundsavsklinger Tænderne til tværskæring skal arbejde ligesom to knivspidser, der parallelt med hinanden skærer træets fibre over. Såvel tændernes forkant som bagkant skal derfor skråfiles, for at tandspidserne kan få denne knivkarakter. Skråfilingen må holdes inden for visse grænser. Bliver den for stor, kan tandspidserne vanskeligt holde skæret, og igennem vibration kan de afsætte for tydelige spor i snitfladerne. Tandform Hårdt træ Forsiden Blødt træ Hårdt træ Bagsiden Blødt træ E 10 15 6 10 F 10 15 6 10 G 10 15 nakken 10 15 H 0 0-6 8 10 Fig. 25 Tabel over filevinkler Fig. 26 Forkert filing Som før omtalt er det af stor vigtighed, at den rigtige tandform fortsat bibeholdes så uforandret som muligt. Fig. 27 Forkert filing Fig. 28 Rigtig filing Ved klinger til tværskæring, som skråfiles både på forside og bagside, skal tænderne ikke skråfiles helt ned i tandbunden. Det er kun spidserne, der skal udføre arbejdet. De skarpe vinkler, der kan fremkomme ved, at tænderne files helt ned i tandbunden, kan forårsage, at savspånerne presses mod snitfladerne, hvorved klingen opvarmes, og der opstår risiko for revner i tandbunden. Tandhøjden på tværskæringsklinger kan som til længdeskæringsklinger til blødt træ være ca. 3/5 af tanddelingen og til hårdt træ 2/5 af tanddelingen. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 15 af 117

Slibning af rundsavsklinger Udlægning af savtænder Ved plane savklinger er det nødvendigt at opnå en frigang imellem klingefladen og snitfladen. Denne frigang opnås ved at udlægge den yderste del af tænderne skiftevis til højre og venstre side. Udlægget skal være så lille, som det er praktisk muligt, og være ens til begge sider. Tandbøjningen gøres efter tandens midterlinie og bøjes kun 1/3 af tandhøjden. Som hovedregel gælder, at en klinge udlægges 1/4 af klingetykkelsen til hver side, således at en klinge på 1 mm skærer 1,5 mm snit. Lidt mere til blødt og vådt træ, og lidt mindre til hårdt og tørt træ. Fig. 30 Udlægningsvinkel, radial Afkortersave gives fra 0,2 mm til 0,5 mm udlægning. Små klinger gives fra 0,2 mm til 0,4 mm udlægning. Store klinger gives fra 0,5 mm til 0,8 mm udlægning. Båndsave gives fra 0,1 mm til 0,4 mm udlægning. Fig. 31 Udlægningsbredde Lige meget hvilket værktøj, der anvendes til udlægning, må hver enkelt tand kontrolleres ved udlægningen, da det kan være forskelligt, hvor meget eller hvor lidt tanden går tilbage ved bøjningen. Til denne kontrol anvendes udlæggerure. Fig. 32 Eksempler på udlæggertænger Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 16 af 117

Slibning af rundsavsklinger Fig. 33 Eksempel på udlæggerure Hårdmetal rundsavsklinger (HM-klinger) HM-rundsavsklinger består af hærdede stålplader i forskellige diametre og tykkelser. På tandspidserne er der påloddet hårdmetal i forskellige kvaliteter. Diameteren på klingen bestemmes ud fra materialets tykkelse, og der skal ved skæring af massive materialer altid være ca. 10% af klingens diameter over materialet. Ved pladeskæring uden anvendelse af forridseklinger skæres i torsoen af klingen. Stambladets tykkelse bestemmes ud fra diameteren samt det materiale, som værktøjet skal bearbejde. Stabiliteten aftager med tykkelsen. Tynde klinger anvendes ofte i forbindelse med længdeskæring, da de er materialebesparende, hvorimod tykke klinger på grund af et ønske om høj stabilitet anvendes i forbindelse med tvær- og formatskæring. Tandantallet afhænger af klingediameteren, klingetykkelsen og materialets fremføringshastighed, tykkelse og beskaffenhed. Ved længdeskæring af massivtræ anvendes færre tænder end ved tværog pladeskæring. Tandantallet (tandafstanden) må vælges, så der mindst er en tand i stadig indgreb i materialet, når der ønskes et glat snit. Dette er dog ikke muligt ved millimetertynde materialer. Fig. 35 HM-klinge med flere tænder i indgreb Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 17 af 117

Slibning af rundsavsklinger Snitbredde, b Klingen skal kunne skære sig fri i snittet. Derfor gøres hårdmetalplatterne 0,8-1,0 mm bredere end stambladets tykkelse. Under skæringen vil en rundsavsklinge altid vibrere i snittet. Vibrationen eller udsvingets størrelse afhænger dels af den benyttede maskines tilstand, dels af hvorvidt de anvendte skæredata er korrekte, og endelig af om klingen har det fornødne stræk (forspænding). I praksis medfører vibrationen, at den faktiske snitbredde bliver større end den teoretiske. Fig. 36 HM-tandens udformning Diameter i mm Stambladstykkelse i mm Skærbredde i mm Tandantal Laminater Længdeskæring Tværskæring Pladeskæring Multisavsklinger 150 200 250 300 350 400 450 500 1,2 1,5 2,0 2,2 2,2 3,0 3,0 3,0 2,0 2,3 2,8 3,2 3,2 4,0 4,0 4,0 12 16 24 32 4,0 48 56 64 24 32 40 48 56 64 72 80 40 48 56 64 72 80 90 100 54 60 76 90 110 120 140 156 12 16 20 24 28 32 Fig. 37 Tabel for valg af tandantal på HM-rundsavsklinger Fig. 38 Stødretning og slibevinkler for rundsavsklinger med pålagt hårdmetal Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 18 af 117

Slibning af rundsavsklinger Fig. 39 Radial frigang Fig. 40 Tangential frigang SV KV FV TV Længdeskæring 20 60 10 5-10 Tværskæring 10 65 15 10-15 Universalskæring 15 65 10 10 Pladematerialer 15 60 15 0-10 Laminater o.l. 10 70 15 0-10 Plastic 5 70 15 0-10 Træuldsplader 20 60 10 0 Fig. 41 Tabel over forskellige vinkler til HM-klinger Fig. 42 Kombinationsmuligheder for HM-klingens slibevinkler afhængig af, hvilke materialer der bearbejdes. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 19 af 117

Slibning af rundsavsklinger 1. Positiv stødvinkel 2. Negativ stødvinkel 3. Afspændingsspor 4. Afspændingsspor med kobberfyld 5. Køleelement 6. Køle- og friskærselement 7. Spåntykkelsesbegrænsning 8. Kilenot/dobbelt kølenot 9. Medbringe huller 10. Stor tandafstand til knuseselement 11. Nedsænket HM-platte 12. Undersænkede skruehuller til knuserelement 13. Stambladsfortykkelse 14. Teflonbelagt klinge 15. Støjsvag klinge Fig. 43 Eksempler på forskellige klingetyper Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 20 af 117

Slibning af rundsavsklinger Hvornår skal hårdmetalrundsavsklinger slibes? Slibning bør finde sted, inden slitagefasen overstiger ca. 0,1 mm. Dette kontrolleres med en lup. Fig. 44 Slitage For sen slibning forårsager let skår i æggen, og i forbindelse med den store slitagefas skal uforholdsmæssig meget hårdmetal bortslibes. Bliver snittet ringere, bør slibning evt. foretages. Hvor skal en hårdmetalrundsavsklinge slibes? Bortslibning af grundmateriale på tandryggen er også nødvendig, men dog kun, når frivinklen ved grundmaterialet og hårdmetalplatten krydser hinanden ved loddefugen eller udenfor. Tandbrystet skal slibes efter behov (ca. hver tredje gang der slibes på nakken). Studer de forskellige maskinbetjeningsanvisninger grundigt. Fig. 45 Tandnakken skal slibes Tandnakken skal slibes ved hver efterslibning, hvorimod de to førnævnte punkter kun slibes efter klingens tilstand. Ved flere af de nævnte slibeoperationer afsluttes med rygslibninger. Studer de forskellige maskinbetjeningsanvisninger grundigt. Før slibning Rens hårdmetalklingen grundigt før slibning. Helst med et anerkendt opløsningsmiddel. Skrab aldrig på klingen. Rens diamantslibeskiven. Benyt helst den specielt til formålet fremstillede gummibundne renseskive. Bibehold hårdmetalklingens bestående vinkler. Hårdmetalklingen må aldrig slibes på siderne. Årsager til defekte hårdmetalklinger Typevalg forkert: Ikke valgt efter det materiale, der hovedsagelig skal skæres. Driftforhold ukorrekt: Klingediameter for stor. Maskine ustabil: Spindelslør (højst 0,02 mm), reduceringsbøsning ikke tilpasset nøjagtigt. Flanger: Valgt for små planslibning for dårlig (slidt og ujævn), ikke renset før montering af klinge. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 21 af 117

Slibning af rundsavsklinger Fremføring: Stødvis eller stop i materiale. Lineal eller føre skinne ikke parallel med klinge. Svingninger og vibrationer i materiale. Materiale uegnet: Hårde, løse knaster, søm, hæfteklammer af jern etc. Rensning utilstrækkeligt: Hyppig rensning, aldrig skrabe. Slibning for sent: Sløve skær eller forkert slibning, ingen friskær. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 22 af 117

Båndsavsklinger Båndsavsklinger Båndsavsklingerne består af koldvalsede, hærdede, anløbne og slebne stålbånd i forskellig tykkelse og bredde, hvori der er udstandset tænder af forskellig form afhængig af det skærearbejde, klingen skal anvendes til. Klingerne fremstilles i standardbredde fra 4 og op til 420 mm, hvoraf der i det følgende behandles klingebredde op til ca. 35 mm svarende til den største klingebredde, der anvendes i maskinsnedkerier. De mindste klingebredder anvendes til svejsearbejde, udskæring af kurver og hjørner, og bredden er bestemt af de mindste kurver og skarpe hjørner, der kan blive tale om at udskære med klingen. Til det øvrige retlinede skærearbejde er maskiners dimension bestemmende for klingebredden. I al almindelighed vil det være fordelagtigt at anvende så brede klinger som praktisk muligt. Brede klinger ligger bedre an mod løbehjulene, modstår bedre arbejdstrykket og presses ikke så let mod bagstyret. Vibrationerne i klingen bliver mindre, således at der opnås en renere og bedre snitflade ved retlinet skæring med den maksimale klingebredde. Klingens tykkelse er afhængig af og skal være i overensstemmelse med hjuldiameteren. Er klingen for tyk og dermed vanskeligere at bøje, vil det medføre, at de bøjningspåvirkninger, den fortsat udsættes for ved rotationen, resulterer i sprængning af klingen. Klingens idealtykkelse svarer til ca. 1/1000 af båndsavshjulets diameter. Fig. 49 Maks. klingetykkelse afhængig af klingehjulets diameter Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 23 af 117

Båndsavsklinger Båndsavsklingens tandformer Båndsavsklingens tandformer begrænses i hovedsagen inden for maskinsnedkeriet til to typer: Hvertandsklinge til almindelig skæring Fig. 50a Hvertandsklinge Hverandentandsklinge til højkantskæring Fig. 50b Hverandentandsklinge Disse to tandformers egnethed til de retliggende skærearbejder, der ligesom ved rundsavsklinger er bestemt af træets beskaffenhed, afhænger af udformning: Spånvinklen (stødretningen), tandhøjden tanddelingen og udlægningen. Fig. 51 Tandformens vinkler og benævnelser: A = frivinkel B = kilevinkel C= spånvinkel (stødretning) D= Stød E= tandryg F= spånrummet G= tandhøjde H = tandafstand A + B + C = 90 Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 24 af 117

Båndsavsklinger Frivinkel Frivinklen A skal være så stor, at tanden er fritskærende, og tandryggen skal files i en ret linie fra tandspidsen til tandbunden. Er frivinklen for lille, eller er tanden ikke filet i en ret linie, resulterer det i, at tandryggen nærmest tandspidsen presses mod snitfladen. Herved opstår der en høj friktion og dermed stor opvarmning af klingen ved tænderne, og det kan medføre, at klingen forlænges så meget her, at der opstår revner og brud i tandbunden. Fig. 52 Forkert Fig. 53 Rigtigt Fig. 54 Lille plads til spåner For lille frivinkel kan endvidere medføre, at spånrummet bliver for lille. Dette bevirker, at savspånerne ikke kan føres med ud af snittet, men presses ud mod snitfladerne og giver en tung fremføring af emnet og så stor opvarmning af klingen, at det kan resultere i klingebrud. Frivinklens minimumsgrænse er ca. 20. Herudover kan den bestemmes af det træs beskaffenhed, som klingen skal anvendes til. Til hårdt træ anvendes en lille frivinkel, som giver selve tanden større styrke, og som ikke kræver så stor spånmellemrum, fordi savspånerne ved hårdt træ ikke fylder så meget. Ved skæring i løst og blødt træ anvendes en større frivinkel, der giver et relativt stort spånmellemrum. Kilevinkel Kilevinkel B er afgørende for tandens styrke og må være tilstrækkelig stor for at undgå vibrationer i tanden og dermed dårlig snitflade. Kilevinklen bør ikke være mindre end ca. 45. Ved skæring i hårdt træ vil en vinkel på ca. 50-60 være passende og ved skæring i løst og blødt træ ca. 45. Spånvinklen C (stødretningen) er den vigtigste Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 25 af 117

Båndsavsklinger vinkel i tandformen og er sammen med udlægning og filing bestemmende for, hvorledes båndsaven skærer. Spånvinkel (stødretning) En stor spånvinkel bevirker, at tænderne let trænger ind i træet og derved letter fremføringen af emnet og mindsker kraftforbruget. Bliver spånvinklen for stor, kan det medføre, at tanden bliver for svag, og der opstår vibrationer, der giver dårlig snitflade og fare for, at klingen springer. Fig. 55 Stor spånvinkel Fig. 56 Lille spånvinkel Er spånvinklen for lille, vil klingen arbejde tungt. Fremføringen vanskeliggøres, kraftforbruget bliver større, og klingen presses bagud mod klingestyret. Spånvinklen må så vidt muligt afpasses efter træets beskaffenhed. Til blødt og løst træ kan der anvendes større spånvinkel end til fast og hårdt træ. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 26 af 117

Båndsavsklinger Fig. 57 Retningslinier for, hvor stor spånvinklen eller stødretningen skal være for at opnå den bedst mulige skæring. Tanddeling Tanddelingen T eller tandafstanden er sammen med tandhøjden bestemmende for tandmellemrummets størrelse. Tandafstanden må være stor nok til at føre savspånerne ud af snittet. Tandafstanden til skæring i løst og blødt træ skal være større end til hårdt træ, da savspånernes frivolumen i det første tilfælde fylder ca. 6-8 gange så meget som den faste snitmasse. Ved hårdt træ fylder savspånerne ca. 3-5 gange så meget som den faste snitmasse. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 27 af 117

Båndsavsklinger Klingens tykkelse Klingens bredde Løst træ Tandafstand Hårdt træ 0,5 4 5 5 0,6 6 5 5 0,6 8 6 6 0,6 10 7 7 0,7 15 8 8 0,7 20 9 8 0,25-0,9 25 10 9 0,25-0,9 30 12 10 0,9 35 12 10 Fig. 58 Tabel over de almindelige tanddelinger til henholdsvis løst og hårdt træ Til skæring udelukkende i løst og blødt træ, fortrinsvis højkantskæring, vil det være fordelagtigt at anvende hverandentandsklinge. Denne klingetype er i stand til med det store tandmellemrum at føre det betydeligt større spånvolumen, der opstår ved højkantskæring, ud af snittet uden risiko for den store opvarmning af klingen, der ellers let kan opstå ved den art skæring med hvertandsklinge. Bredde mm Tandafstand mm 15 20 25 30 35 14 16 18 20 18 20 18 20 Fig. 59 Tabel over tandafstanden for hverandentandsklinger Tandhøjden Tandhøjden H er afhængig af klingens tykkelse og tanddeling. For stor tandhøjde i forhold hertil vil medføre vibrationer i tanden og dermed fare for brud i klingen. Erfaringen viser, at en tandhøjde på ca. 1/3 af tandafstanden i almindelighed er den mest fordelagtige at anvende. Tandafstand mm Tandhøjde mm 5 6 7 8 9 10 12 15 18 20 1,8 2 2,3 2,7 3 3,3 4 5 6 6,7 Fig. 60 Tabel over tandhøjder Udlægning Båndsavsklingens tænder må udlægges til begge sider, således at snittet, der fremkommer ved skæringen, er bredere end selve klingens tykkelse. Fig. 61 Savsnit Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 28 af 117

Båndsavsklinger Er frigang ikke til stede, kan klingen ikke skære sig fri og vil gå så fast i snittet, at træet ikke kan føres hverken frem eller tilbage. Det vil i de fleste tilfælde medføre, at klingen springer, eller at der opstår vridninger eller skævheder, der meget vanskeligt lader sig rette. Frigangen bevirker endvidere, at friktioner mellem klinge og snitflade bliver formindsket, så der ikke opstår unødig opvarmning af klingen. Fig. 62 Udlagt klinge Hvor stor denne frigang og dermed udlægning skal være, er som ved de øvrige forhold ved klingens vedligeholdelse afhængig af træets beskaffenhed. Ved bløde og løse træsorter, hvor de overskårne træfibre fra snitfladerne er tilbøjelige til at lukke sig om klingen, kræves der større udlægning end ved hårde og faste træsorter. Hvor træfibrene ikke lukker sig om klingefladen, og snitfladerne derfor står glatte, kræves der ikke så stor udlægning. Udlægningen skal foretages meget omhyggeligt - tænderne skal udlægges lige meget. Er enkelte tænder bøjet mere end de øvrige, vil det resultere i dybe ridser og ujævne snitflader. De enkelte tænder udsættes for så stor en belastning, at der opstår vibrationer i klingen, der vanskeliggør en ret skæring. Bøjning af tanden må ikke foretages for langt nede mod tandbunden, da det i så fald kan forårsage buler og så stor belastning af tandforsiden, at det tilsammen kan give revner i klingen. Ved skæring i løst og blødt træ bøjes ca. 1/2 af tandhøjden og ved skæring i hårdt træ ca. 1/3 af tandhøjden. Tanden skal bøjes ca. 3-5 skråt mod klingens længderetning. Herved holder udlægningen sig væsentligt bedre, end hvor udlægningen foretages vinkelret over tanden. Ved skæring i blødt træ udlægges tænderne ca. halvdelen af klingetykkelsen. F.eks. med klingetykkelse på 0,8 mm lægges tænderne 0,2 mm til hver side. Ved skæring i hårdt træ lægges tænderne ca. 1/3 af klingetykkelsen. F.eks. ved en klingetykkelse på 0,8 lægges tænderne 0,13 til hver side. Generelt skal tænderne udlægges så lidt, som det er praktisk muligt for at skære sig fri. Ved båndsavsklinger udlægges et varierende antal tænder afhængig af det skærearbejde, der skal udføres. Fig. 63 Rigtig udlægning ( 3-5 skråt) Fig. 64 Forkert udlægning (vredet) Til varierende skærearbejde udlægges en tand til hver side, og to bliver stående. Til højkantskæring skal der være større afstand mellem Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 29 af 117

Båndsavsklinger de udlagte tænder for bedre at føre savsmuldet ud af snittet. Her udlægges skiftevis fire tænder, og fire tænder bliver stående. Ved svejfeklinger udlægges en tand til hver side, og 4-6 tænder bliver stående. I kraft af de få udlagte tænder og den relativt store afstand mellem udlægningen sitrer klingen mindre, og den er lettere at styre i kurverne. Udlægningen kan foretages med udlæggertænger af forskellig udformning, Fig. 65 Udlægning til forskelligt arbejde Foruden de angivne eksempler på udlæggertænger findes der forskellige udlæggeapparater, der udlægger klingens tænder på samme måde som ved håndudlægning. Fig. 67 En anden form for udlægning sker med et udlæggeog egaliseringsapparat. Fig. 66 Her får den færdige, udlagte klinge en form som vist. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 30 af 117

Båndsavsklinger Egalisering Udlægning foretages direkte på båndsaven og foregår i tre tempi: 1. Egalisering (udligning) af den tidligere udlægning ved sammenspænding af apparatets glatte valser om klingen. 2. Klingen føres så langt frem, at tænderne rager ind mellem de formede udlæggervalser svarende til, hvor meget eller hvor lidt udlægning der ønskes 3. Når klingen er udlagt, trækkes den på ny tilbage mellem de glatte valser og drejes rundt med ganske let tilspænding, så udlægningen bliver nøjagtig ensartet på hele klingens længde. Båndsavsklinger kan files eller slibes maskinelt. Fig. 68 Eksempel på en slibemaskine med påbygget udlæggeraggregat Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 31 af 117

Båndsavsklinger Svejsning og lodning Svejsning erstatter i dag tidligere lodning af båndsavsklinger. Princippet i stuksvejsning kan kort skitseres som følgende: Fig. 72 Eksempel på stuksvejsemaskine (modstandssvejsning) Båndsavsklingens ender spændes ind i indgrebsbakkerne på svejsemaskinen efter kapning og rengøring. Strømstyrke, afbrændingshastighed, længde, styklængde og kraft (se maskinbrochure) indstilles på maskinen. Når klingeenhederne bringes i kontakt med hinanden gennem maskinens fremføring, passerer strømmen svejsestedet. Kontaktstederne smeltes samtidigt med, at svejsefladerne opvarmes til den indstilte temperatur. Så udløses stykkraften, klingeenhederne svejses sammen og afsvales under tryk. For at mindske hårdheden og fjerne spændinger anløbes svejsningen gennem modstandsopvarmning i svejsemaskinens bakker. Fra svejsetemperaturen afsvales klingen direkte til anløbstemperaturen 550-650 C. Holdetid ca. 1-2 minutter. Efter afsluttet svejsning og anløbning files og slibes svejsesømmen nøjagtigt på begge sider. Pålodning af platter Pålodning af platter foregår i dag mest som modstandslodning (elektrisk). Princippet kan sammenlignes med stuksvejsning. Arbejdsgangen kan skitseres som følgende: Fjern eventuelle rester af hårdmetalplatten - puds og slib tandlejet rent. Platte og tandleje gøres rent for fedt. Påfør flusmiddel på tandlejet og platten. Læg sølvloddemiddel på tandlejet - anvend en pincet eller lignende. Platten indpasses i tandlejet med pincetten. Hold platten fast i tandlejet med en krog under hele loddeprocessen. Materialet rundt om platten opvarmes langsomt. Når sølvloddemidlet flyder, trykkes platten mod tandlejet. Efter lodning udglødes tanden op til ca. 6000 C. Vær påpasselig med aldrig at røre det affedtede loddested med fingrene. Hvis der er flere beskadigede tænder ved siden af hinanden, bør man undgå at lodde tænderne i rækkefølge, idet varmen spreder sig til næste tand. Lod i stedet hver anden tand (1.-3.-5. osv.) og derefter 2.-4.-6. osv. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 32 af 117

Båndsavsklinger Fig. 75 Tangential- og radialfrigangslibning Efterbehandling af påloddede platter Efter afsluttet lodning rengøres platten for flusmiddel, f.eks. med varmt vand. Reparationsprocessen vil foregå sådan, at tandbrystet slibes først, ca. ned til de eksisterende tænder. Herefter indstilles til slibning af tangential- og radialfrivinklen efter skala og øvrige tænder. Man må være opmærksom på, at kun en slibeskive, der sliber med periferien, kan anvendes. Der opstår således en hulslibning og hermed også et rent skær. Ved indstillingen skal slibeskivens centerlinie ligge bag hårdmetalplatten. Fig. 76 Almindelige høvlejern til rundkutter Høvlejern Høvlejern fremstilles af HSS-stål eller med påloddet hårdmetal (HM). Hvilken stålart, der skal anvendes, afhænger af det materiale, der skal forarbejdes. Slibning Slibning kan kun foretages maskinelt, da æggen må være fuldkommen lige. Slibemaskinen kan bestå af en smergelskive med motor og spændebjælke med slædeføring. Ved indspænding af jernet må man passe på, at underlaget og jernets flade er fri for støv og rustpletter, at fremspringet er nøjagtig ens, at spændeskruerne tilspændes fra midten, og at slædeføringen ikke slører, men dog glider let. Slibemaskiner findes i forskellige udførelser: 1. Spændebjælken står fast - smergelskiven er bevægelig. 2. Smergelskiven står fast - spændeskiven er bevægelig. 3. Begge til hånd- eller automatisk fremføring. 4. Fugtig eller tør slibning. Når jernet er rigtigt indspændt, skruer man det for en sikkerheds skyld noget tilbage fra smergelskiven, starter maskinen, sætter slæden med jernet i bevægelse og skruer nu forsigtigt jern og smergelskive nærmere hinanden, indtil der opstår en let gnistdannelse. Ved håndfremføring må den regelmæssigt og roligt, uden at stoppe, skubbes frem og tilbage, indtil der på jernets forside danner sig en fin grat. Et stop med jernet på den løbende skive bevirker straks blå brændemærker. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 33 af 117

Båndsavsklinger Ved automatisk fremføring må man gå frem med samme omhyggelighed. Løber smergelskiven retvinklet på jernet, dannes en hulslibning. Løber den næsten parallelt til jernet, skålskive, opstår en let hul faldslibning. Skærpningsvinklen (kilevinklen) andrager ca. 40. Hulslibning holder skæret længere ved forarbejdning af blødt træ, er lettere at stryge, eventuelt også efterstryge i kutteren, men brækker lettere eller lægger sig om ved forarbejdning af hårdt træ eller hårde knaster i blødt træ. Til hårdt træ holder derfor fladslibning længere. På grund af det lette tryk mod smergelskiven kan der slibes tørt, men våd slibning er dog bedre. Aftrækning af graten, finslibningen, sker med hånden, oftest med karborundumsten. De tidligere almindelige natursten er efterhånden næsten fortrængt af de kunstige aftræksten (strygesten), fordi de kan fremstilles i de ønskede finheder og tager godt på jernene. Men der findes stadig natursten af høj kvalitet. (Arkansas, Mississipi o.a.), der giver jernene en førsteklasses æg. Stenen lægges fladt på fasen og føres med hele fladen i en kredsende bevægelse. Ved denne finslibning bliver graten tyndere og kan, ligeledes med fladt pålagt sten, aftrækkes fra jernets forside. Det sidste strøg sker på fassiden. Ved et let strøg med tommelfingerneglen over æggen kan man konstatere, om graten helt er forsvundet. Aftrækningen lettes ved hjælpeland, Fig. 78 Hjælpeland kan anvendes til efterstrygning. Uden at dreje jernet kan graten aftrykkes fra begge sider. Faren for beskadigelse af fingrene formindskes. Aftrækstenene opbevares i en lukket beholder med råolie eller petroleum blandet med olie for at holde porerne åbne. En stens kvalitet er afhængig af kornets skarphed. Tilstoppede sten kan renses ved ophedning, så de på ny kan tage på jernene. Efter aftrækningen tørres jernene omhyggeligt for olie. Det sker bedst med ren tvist. Tilbageblevne olierester forhindrer jernets absolutte fastspænding, og dette kan blive årsag til alvorlige ulykker. Maskinsnedkerfagets efteruddannelseskompendie - Slibning af værktøjer til træindustrien, side 34 af 117