Nationalparkundersøgelsen Nationalpark, "Det Sydfynske Øhav" LANDSKABER OG LANDSKABSELEMENTER

Nationalparkundersøgelsen Nationalpark, "Det Sydfynske Øhav" LANDSKABER OG LANDSKABSELEMENTER Oktober 2009

Indholdsfortegnelse 1. Indledning...3 1.1 BAGGRUND OG FORMÅL... 3 1.2 FORUDSÆTNINGER... 3 1.3 AFGRÆNSNING... 3 1.4 RAPPORTENS OPBYGNING... 3 2. Nationalparkens landskabselementer...4 2.1 HOVEDELEMENTER... 4 2.2 ØHAVET... 6 Klint kyst... 6 Klint kyst... 7 Strandvoldskyst... 8 Drag... 9 Strandengskyst... 9 Nor... 10 Odder... 12 Vinkel forland... 12 Kystnære skove... 12 2.3 BAKKELANDSKABET... 14 Bakker... 14 Højdepunkter- udsigter... 15 Dale... 15 Dødislandskab... 16 2.4 HATBAKKER... 17 2.5 KULTURLANDSKABET... 18 Herregårdslandskaber... 18 Udskiftningsmønstre... 19 3. Særlige landskabsområder...21 Udpegning... 21 Opsamling... 22 Afslutning... 22 4. Litteratur...23 5. Bilag...24 Nationalparkens undersøgelsesområde.... 24 NIRAS Konsulenterne 2

1. Indledning 1.1 BAGGRUND OG FORMÅL Denne rapport er udarbejdet for Sekretariatet for Nationalparkundersøgelsen i Langelands, Ærøs, Svendborgs, Faaborg - Midtfyns og Assens kommuner, i forbindelse med en eventuel nationalpark Det Sydfynske Øhav. Rapporten er den landskabelige del af flere faglige analyser i den igangværende undersøgelsesfase, som skal bruges af arbejdsgrupperne i det videre arbejde med en eventuel nationalpark Det Sydfynske Øhav, og skal således danne grundlag for en eventuel udpegning af området til nationalpark iflg. Lov om Nationalparker. Rapporten er resultatet af en sammenfatning af landskabsanalyser inden for den eventuelle nationalpark, og har til formål at identificere områdets vigtigste og mest oplevelsesrige landskabselementer og landskabsområder. 1.2 FORUDSÆTNINGER Rapporten er udarbejdet på baggrund af landskabsanalyser foretaget efter landskabskaraktermetoden (LKM). Med denne metode inddeles og beskrives landskabet i karakterområder der adskiller sig fra hinanden i bl.a. terræn, arealanvendelse og kulturhistoriske mønstre i landskabet. Derudover vurderes bl.a. landskabets sårbarhed, tilstand og visuelle oplevelsesmuligheder. Den del af området der ligger inden for Svendborgs og Faaborg-Midtfyns Kommuner er tidligere blevet kortlagt efter LKM af henholdsvis Fyns Amt og Faaborg Midtfyns kommune. Amtets analyse bestod i metoden to første faser kortlægning og Vurdering, mens den tredje fase Strategi kun er udarbejdet i Faaborg- Midtfyns kommune. Disse analyser er det primære grundlag for beskrivelsen af de vigtige og oplevelsesrige landskabselementer på Fyn. På Langeland og Ærø er der forud for denne rapport foretaget en analyse af efter landskabskaraktermetodens principper, men til et niveau der giver et tilstrækkeligt overblik over øernes landskabselementer og landskabsområder. Analysearbejdet har indeholdt én dag i felten på hver ø, med særlig vægt på områdernes særlige visuelle oplevelser. Derudover er der foretaget en skrivebordsanalyse af øhavets øer, herunder Helnæs, Siø og det sydlige af Tåsinge. Gennem disse LKManalyser og vurderinger af landskabet, identificeres og vurderes nationalparkens vigtigste og mest oplevelsesrige landskaber. Supplerende kilder på forskellig detaljeringsniveau, som f.eks. eksisterende litteratur, planer og kort over landskabet, er blevet brugt til at underbygge de forudgående LKManalyser. 1.3 AFGRÆNSNING I rapporten er der ikke behandlet temaer om kystkultur og kystmiljøer samt kulturhistorien om havne og skibsfarten i området. Rapporten benytter en foreløbig afgrænsning, kaldet undersøgelsesområdet defineret af sekretariatet for nationalparkundersøgelsen. Afgrænsningen kan se ses bagerst i rapporten. 1.4 RAPPORTENS OPBYGNING Efter indledningen (1) identificeres og beskrives nationalparkens landskabelige hovedelementer, Øhavet, Bakkelandskabet, Hatbakkerne og Kulturlandskaber, på et overordnet niveau (2). Derefter uddybes beskrivelsen af disse former for landskaber med en gennemgang af vigtige eksempler inden for området.(2.1-4). Afslutningsvis oplistes nogle af de særlig vigtige landskabsområder, der enten har en særlig betydning, er let at opleve eller samler flere betydningsfulde landskabelmenter på et sted (3). Bagers findes, litteraturliste samt kortbilag NIRAS Konsulenterne 3

2. Nationalparkens landskabselementer 2.1 HOVEDELEMENTER Nationalparkens landskabelige hovedelementer knytter sig først og fremmest til områdets geologiske dannelsesformer, dvs. de terræn- og kystformer som blev dannet under og efter sidste istid, Weichsel Istiden. Gletscherisens bevægelser og smeltevandets afstrømning i området har medført at overfladens materialer af sten, grus, ler og sand (også kaldet moræne) er blevet aflejret på forskellige måder i landskabet. Det har dannet de overordnede landskabsformer vi ser i dag som f.eks. bakker og dale, og har skabt grundlag for forskellig udnyttelse af jorden til f.eks. jordbrug og skovdrift. Omkring Det Sydfynske Øhav har det skabt landskaber som har en unik værdi både internationalt og nationalt. Hovedelementer: Øhav, Bakkelandskab, Hatbakker og Kulturlandskaber. Tilsammen danner hovedelementerne nationalparkområdets oplevelsesrige landskab. NIRAS Konsulenterne 4

Det sydfynske Øhav, afgrænset af øerne Fyn, Tåsinge, Langeland og Ærø, og med et stort antal øer og holme, er det vigtigste landskabelige element i området. Landskabet blev dannet i under sidste istid af det såkaldte Bælthavsfremstød. Da isen trak sig tilbage var hele området en del af et stort sammenhængende landområde. Øhavet blev oversvømmet i stenalderen så flere bopladser skove osv. kom under vand og beskrives derfor også som Det druknede morænelandskab. Øerne står tilbage som de øverste bakketoppe af det tidligere landskab. Området vurderes at være et internationalt unikt (vand-)landskab, på grund af dets enestående samling kystformer indenfor meget korte afstande og de særlig visuelle oplevelsesmuligheder dette giver både fra vandet og fra land. Området rummer også meget store arkæologiske, biologiske og kulturhistoriske interesser, og er velbenyttet til både turisme, undervisning og forskning. Bakkelandskabet, beliggende i en bræmme ca. 4 km inde i landet, langs den sydfynske kyst, er det andet vigtige landskabelige element i området. Det strækker sig fra Jordløse bakker i vest over Svanninge bakker til Egebjerg Bakker i øst. Den vestligste del af bakkerne Svanninge Bakker og Jordløse Bakker, blev dannet i randområdet af en aktiv del af bælthavsfremstødet, hvor smeltevand har ført sand og grus ud over området. I forhold til Danmarks almindelige bølgede morænelandskab står bakkerne med høje og relativt stejle sider, hvilket er årsagen til det lyriske navn, De Fynske Alper som bruges om området. undersøgelsesområdet. Flere hundrede ca. 10-20 meter høje ca. 200 meter i diameter, kuppelformede bakker ligger på lange rækker i øens længderetning. Hatbakkerne blev også dannet i sidste istid under en stagnerende del af Bælthavsgletscheren. Teorien om deres dannelse er, at den stillestående is sprækkede i et skakternet mønster og at smeltevand er løbet til små bassiner, der blev dannet hvor revnerne krydsede. Smeltvandet førte materiale med sig som blev aflejret i disse bassiner. Da gletscheren smeltede, lå dette materiale tilbage som små bakker i lange parallelle rækker. Hatbakker er en sjælden landskabstype som rummer en særlig visuel oplevelsesmulighed og vurderes at have en national værdi, men sandsynligvis også en international værdi. Kulturlandskaber er det fjerde landskabelige element i nationalparkområdet, som er opstået på forskellige tidspunkter gennem historisk tid, hvor mennesket har sat sit aftryk på landskabet. Hele området, ja hele Danmark, er i princippet ét stort kulturlandskab da man ikke finder et eneste sted der er uberørt af mennesker. De elementer der trækkes frem i denne sammenhæng, er steder hvor den menneskelige aktivitet har medført en særlig tydelig og velbevaret struktur eller mønster i landskabet, som fortæller om tidligere tiders samfund og livsførelse eller viser et tydeligt samspil med naturgrundlaget, som f. eks herregårdslandskaber og særlig velbevarede udskiftningsmønstre. Den østlige del, Egebjerg Bakker, blev dannet som randmoræne. Foran isranden har smeltevand og is desuden udformet tunneldale og dødislandskaber og en ås, Bakkelandskabet vurderes at have national værdi som interessant eksempel på geologiske dannelsesformer og som et område med særlige visuelle oplevelsesmuligheder og som også danner basis for arkæologiske, biologiske og kulturhistoriske interesser. Hatbakkerne på Langeland er det tredje vigtige landskabelige element i nationalpark - I den geologiske litteratur er der to teorier om bakkernes dannelse. Den ene som beskrevet oven for, er d.d. den mest sandsynlige, pga. bakkernes indhold af sand og grus. Den anden er, at bakkerne blev presset op som randmoræne fra nordøst. NIRAS Konsulenterne 5

2.2 ØHAVET Det Sydfynske Øhavs mange kystformer er under stadig forandring af bølger og bølgestrømme. På udsatte kyster eroderes materiale som føres med vandet til mere rolige områder, hvor det aflejres og danner nyt land. Denne dynamik er afgørende for hele området. Det vigtigste for områdets fortsatte unikke værdi er derfor, at disse naturlige kystdynamiske processer kan forløbe uhindret, så den naturlige balance mellem erosion og pålejring opretholdes. Udsigterne over øhavet både fra land og fra vandet er også en meget vigtig del af landskabsoplevelsen. Sammen med de landemærker som området byder på som f.eks. højbroen mellem Siø og Langeland og De Fynske Alper mod nord, giver øernes toppe og de vekslende kyster med stejle klinter, flade strandenge og skovbryn der går helt ud til vandet en unik oplevelse. For bevare de gode udsigter er det vigtigt, at der ikke sker indgreb i strandområderne og at disse holdes åbne. Tilgængelighed til øhavets kyster fra vandsiden og fra landsiden er et emne der bør have særligt fokus. De vekslende kysttyper og de markante landskabselementer beskrevet ovenfor udgør en unik oplevelse fra vandsiden. I den forbindelse kunne et initiativ være at gøre trafikken til vands nemmere inden for nationalparken og at sørge for en god formidling områdets kystmiljøer. En samlet formidling af kysttyper og former er også et emne der bør have fokus. Nedenfor beskrives udvalgte eksempler på kysttyper og former:. Klint kyst, Strandvoldskyst Drag Strandengskyst Nor Odder Vinkel forland Kystnære skove Kyst typer og former. Kort efter Geologisk set, Fyn og Øerne, Geografforlaget 2002, med tilladelse af Gunner Larsen NIRAS Konsulenterne 6

Klint kyst Ved klintkysten gnaver bølgerne i morænebakkerne som derved eroderer. Materialet lægger sig på strandbredden eller føres væk med strømmen. På grund af den stadige erosion etableres der ikke et tæt plantedække på klinten og dens forskellige geologiske lag ses tydeligt. Klinterne har derfor ofte stor forskningsmæssig og undervisningsmæssig værdi. Oplevelsesmæssigt udgør klinterne dramatiske landskaber under stadig forandring. De er et af de få steder i Danmark hvor landskabet fremstår i sin oprindelige rå tilstand uden menneskelig indgriben. Beskyttes klinten mod bølgerne, (naturligt eller kunstigt) vil bevoksningen begynde at brede sig på klinten og den vil få karakter af bevoksede bakker. En stor del af kyststrækningen i Det sydfynske Øhav består af højere eller lavere klinter. Af sammenhængende højere klintkyster bør nævnes Ærøs sydkyst. Klintkysterne er sårbare overfor kystsikring, da det vil standse bølgernes erosion og klinterne vil gro til. På samme tid vil det eroderede materiale mangle i dannelsen af odder og drag andre steder i øhavet. Det initiativ i forhold til klintkysterne er at undgå kystsikring. Derudover vil en god tilgængelighed og formidling af klinterne muligheder for at komme ned til stranden fra landsiden samt evt. at opstille oplysningstavler der fortæller om klinternes historie. Voderup Klint Voderup Klint på Ærøs sydvendte kyst er en ca. 1,5 km lang strækning af skredterrasser, der danner kæmpetrappetrin fra den smalle strand op til det bølgede morænelandskab 25 meter over havets overflade. Terrasserne dannes pga. dybtliggende lag af meget fed ler der standser det nedsivende regnvand og får jordlagene ovenover til at skride ud. Terrasserne græsses og har kun enkelte mindre buske på de stejle skråninger. Det betyder at terrasseformen står tydeligt frem, men også at den er sårbar overfor ophør af afgræsning, da det vil medføre en tilgroning af klinten og en delvis udviskning af terrasseformerne. Tilstanden vurderes at være god pga. afgræsning som tydeliggør af terrasseformen. Lokalt er tilgængeligheden til klinten god, med p-plads, udsigtsbænk og stier ind i området og ned til stranden. Formidlingen vurderes at være god. Der er oplysnings tavle om klinten ved p-pladsen. Ristinge Klint Ristinge Klint på Langeland er en markant, ca. 2 km lang og ca. 25 meter høj klint med en særlig interessant geologisk formation, hvor undergrundens lagformationer ses med regelmæssige fremspring. Klintens forskellige lag giver forståelse for landskabshistorien og dannelsen både i Danmark og i Østersøområdet og har derfor national og international betydning. Klinten er placeret på Ristinge halvøen, der adskiller sig fra det øvrige Langeland, ved at der ikke findes hatbakker i området og ved sin østvestlige landskabsorientering. Det fortæller om områdets anderledes geomorfologiske dannelsesform, dannet efter bælthavsfremstødet i sidste istid. Landskabet på Ristinge halvøen er i den forstand mere beslægtet med Ærø og øerne i Voderup Klint Ristinge Klint NIRAS Konsulenterne 7

det øvrige øhav end med Langelands landskab, der med sine Hatbakker er dannet af en stagnerende del af gletscherfremstødet. Klintens tilstand vurderes som god da den til stadighed udsat for bølgernes eroderende kraft. Klinten er tilgængelig både fra øst og vest med p- pladser. Der er desuden en sti der fører til toppen af ca. midt på klinten. Dovnsklint og Gulstav Klint Klinterne ligger på Langelands sydspids. Dovnsklint menes at være en del af en morænebakke, mens Gulstav Klint er et eksempel på en hatbakke. Langs kysten mod nord fra Gulstav Klint ligger yderligere hatbakker som fremspringende punkter og danner en karakteristisk bølget på kystlinie. Området omkring klinterne rummer gode muligheder for særlige visuelle oplevelses muligheder. Klintens tilstand er god da den til stadighed er udsat for bølgernes eroderende kraft. Klinten er tilgængelig p-plads og stier på kyststrækningen oven for klinten og ned til stranden. Formidlingen vurderes at være god. Der er oplysnings tavle om klinten ved p-pladsen. Strandvoldskyst En strandvoldskyst er dannet af havets bølger. Bølgerne tager materiale med sig ind til kysten hvor det aflejres og danner en vold. Strandvoldene kan bestå af materiale fra sand og op til helt store sten, som bliver ført op på kysten under store storme. Voldene kan blive flere meter høje. Strandvoldskysten er sårbar overfor kystsikring da materiale tilførslen vil standse. De vigtigste handlinger/initiativer er derfor at undgå kystsikring, men også at sørge for en god tilgængelighed og formidling af de Vitsø Nor, Strandvolde Langs kystdæmningen ved Vitsø Nor på Ærø ligger mere end 2 meter høje strandvolde af store sten. Strandvolden er et godt eksempel bølgerne store kræfter under stormvejr. Kelds Nor, Strandvolde Langs kysten ud for Keldsnor på Langelands Sydspids er der opbygget strandvolde af ensartede afrundede sten. Stenene er blevet slebet mod hinanden af bølgerne. Maden på Helnæs, Strandvolde Maden på Helnæs viser levn fra mange strandvolde der har været med til at afsnøret området som i stenalderen var en lavvandet fjord. Materialet til de mange volde er eroderet fra klinterne nord og syd for Maden Dovns Klint Øverst. Gulstav Klint nederst. Strandvolde ved Vitsø Nor, NIRAS Konsulenterne 8

Drag Et drag er et smalt stykke land der forbinder to øer/landområder. Et drag opstår ved aflejring af materiale i strandvolde. Strandvoldene bygges op af bølgerne fra en side mens der på den anden side opstår mere rolig vandforhold. De smalle drag giver dermed en særlig god fornemmelse af øhavets spændende dynamik. Dragene er sårbare overfor kystsikring der kan medføre et stop for tilførsel af materiale til draget og dermed et stop for en fortsat opbygning. Dragene er vigtige landskabselementer i øhavet da de er med til at give kystlinien sin særprægede form med smalle lave forbindelser mellem øernes morænebakker. Når et drag har forbundet to landområder er det ofte blevet udnyttet og forstærket som en naturlig forbindelsesvej mellem områderne. De vigtigste handlinger/initiativer er at undgå kystsikring. Drejø, Avernakø, Illum, Svelmøgårde Disse øer består alle af morænebakker forbundet via et eller flere drag. Selve navnet på Drejø refererer til det drag der forbinder de to morænebakker som øen består af. Ærø - Urehoved Urehoved forbindes til Ærø via et drag. På den ene side af draget er en fin sandstrand, hvor små badehuse er opført i en lang række. Den anden side af draget har karakter af strandeng med græs. Fyn - Agernæs -Helnæs De tre oprindeligt øer er siden stenalderen blevet forbundet via drag. Det længste er draget mellem Agernæs og Helnæs som i dag er forstærket som en lang vejdæmning. Strandengskyst Strandengskyster opstår hvor kysterne er lave og beskyttede. I læ af øer, fjorde, bugter og nor, hvor vandet er roligere, kan bevoksningen nå helt ud til vandet. Nogle steder vil den bestå af siv- og rørskov og andre steder af græs. Ved oversvømmelser, fanger bevoksningen materiale som bliver aflejret på strandengen. Strandenge kan være en bræmme langs kysten men kan også ses i områder der med tiden er blevet afsnøret fra havet af strandvolde eller oddedannelser og senere fyldt op ved aflejring efter oversvømmelser. I sidstnævnte områder ses ofte større eller mindre strandsøer som endnu ikke er blevet fyldt op. Der findes mange større og mindre strandenge langs kysterne i hele nationalparkundersøgelsesområdet. Bl.a. er mange af de ubeboede holme er én stor strandeng som har været udnyttet og stadig bliver udnyttet til græsning af de lokale landmænd. Områderne rummer ofte særlige visuelle oplevelsesmuligheder på grund af de åbne flade enge med udsigter over vandet. Strandengene er sårbare overfor opdæmning og opdyrkning da den naturlige tilførsel af materiale ved oversvømmelser og den medfølgende vegetation vil forsvinde. De er desuden sårbare overfor tilgroning i krat og overfor udvaskninger fra landbrugsarealer der afvander ud områderne. Handlinger/ initiativer i forhold til strandengene vil være undgå tilgroning f.eks. gennem afgræsning. Øverst:Draget mellem Ærø og Urehoved med små badehuse NIRAS Konsulenterne 9

Birkholm I en bred bræmme vejen rundt om den flade Birkholm er der strandenge. Maden, Helnæs Maden på Helnæs er et stort fladt strandengsområde. Det var i stenalderen en lavvandet fjord som i dag ved hjælp af strandvolde er blevet afsnøret og fyldt op af aflejringsmateriale. Områdets tilstand er god uden tilgroning. Der adgang gennem strandengen hele vejen ud til kysten. Monnet Monnet på Tåsinge er et typisk eksempel på en strandengskyst som også er blevet opbygget gennem tiden af strandvolde. Langelands nordspids Det marine forland på Langelands nordspids er også karakteriseret som strandeng og indeholder gode udsigtsmuligheder til alle sider. Områdets tilstand er middel da det er delvist tilgroet af Rynket rose. Der er god adgang til stranden som er kendt som en af Langelands bedste. Nor Nor er navnet på lavvandede bugter med strandengskyst der ligger i så meget i læ at der er sket en tilgroning af bugtens indre strand og der vokser tagrør ud i vandet. Mange af Øhavets Nor er blevet inddæmmet allerede i 17- og 1800 tallet og afvandet. Dette har ændret landskabet til flade oftest græssede enge eller opdyrkede marker. Norene er ligesom strandenge sårbare overfor opdæmning og opdyrkning da den naturlige tilførsel af materiale ved oversvømmelser og den medfølgende vegetation vil forsvinde. De er desuden sårbare overfor tilgroning i krat og overfor udvaskninger fra landbrugsarealer der afvander ud områderne. Tilgængeligheden til nor kan være svær da der er tale om oftest fugtige enge eller meget lavvandede vandområder. Mulige handlinger og initiativer i forbindelse med Nor områderne er at bryde dæmningerne og lade havvandet strømme ind over de flade områder for at genskabe den flora og fauna der knytter sig til denne kystform. Lindelse Nor Lindelse Nor ligger som en stor beskyttet bugt med små indre øer og holme, på Langelands vestkyst. Den indre kyst er bugtet med smalle strande eller med bevoksning af bl.a. tagrør der fortsætter helt ud i det lave vand. Langelands bølgede morænelandskab med dyrkede marker og små skovpartier helt ud til vandet, giver en god idé om at landskabet er druknet under vandet, dog med de øverste bakketoppe stikkende op Strandeng på Langelands nordspids Udsigt mod Lindelse Nor NIRAS Konsulenterne 10

som små øer. Flere mindre nor i forbindelse med bugten både mod nord og syd er inddæmmet og opdyrket. Landskabet indeholder særlige visuelle oplevelser i form af udsigter ud over vandet med den bugtede kystlinie og små øer der rager op, så man næsten kan forestille sig at det er Øhavet i miniatureudgave. Umiddelbart øst for området ligger et fabriksanlæg med høje betonsiloer, der kan ses langt væk især fra vandsiden Tilgængeligheden til området er dårlig. Der findes få steder, hvor der er mulighed for at komme helt ud til kysten. Fra vandsiden er tilgængeligheden til gengæld god med mulighed for at sejle langt ind i bugten. Vitsø Nor Vitsø Nor er inddæmmede i slutningen af 1700 tallet og har foran inddæmningen er der opstået høje strandvolde. Inden for inddæmningen i den vestligste ende af Vitsø Nor ligger et større sø - og moseområde med rørskov. Området er opkøbt af Svend Åge Jensens fond med henblik på en sø-genoprettelse i den indre del af noret, der ellers anvendes til landbrugsformål. tiltrækker mange trækfugle og rummer bl.a. i den forbindelse mulighed for særlige visuelle oplevelsesmuligheder. Tryggelev Nor, Klisenor, Køllenor, Ristinge Nor, Nørreballe nor, Magleby Nor Langs Langelands vestkyst ligger Tryggelev Nor, Klisenor, Ristinge Nor Køllenor, Nørreballe nor og Magleby Nor. De fleste ligger ud til kysten men er naturligt afsnøret eller kunstigt inddæmmet. Den lille Køllenor fremstår som en åben bugt ud mod Øhavet. Nørreballe Nor er genoprettet som sø og Magleby Nor er drænet og opdyrket. Gråsten nor Gråsten Nor har engang delt Ærø i 2 og rummer i den forstand en spændende landskabelig historie. Området blev i 1800 tallet inddæmmet i både nord og syd og anvendes i dag til landbrugsformål. Området er tilgængeligt via veje på digerne mod nord og syd og på mindre grusveje i området. Ved en sø-genoprettelse vil de gode visuelle oplevelsesmuligheder blive endnu bedre, ligesom den kulturhistoriske forbindelse mellem det engang åbne nor og Søbygård Voldsted der ligger i bakkerne i bunden af noret. Keldsnor Keldsnor på østsiden af Langelands sydspids består af en stor naturligt afsnøret strandsø med rørskov. Den tidligere bugt er afsnøret af en række oddedannelser og en efterfølgende stenet strandvold, hvilket har rettet kystlinen ud. Materialet til odder og strandvolde stammer fra erosion af klinterne på vestsiden af langelands sydspids. Strandsøen vil over tid blive fyldt op af aflejringsmaterialer. Områdets tilstand er god ligesom tilgængeligheden. Der er parkeringsplads og stier ned til stranden. Den store strandsø Vitsø Nor set fra Søbygård Voldsted NIRAS Konsulenterne 11

Odder Oddedannelser opstår hvor kystretningen ændres med en vinkel eller et knæk. Den langsgående bølgestrøm møder åbent vand og det materiale som bølgerne har ført med aflejres i en odde for enden af kysten. Alt efter strømforholdene dannes en retodder eller en krumodder. Retodder er lige og dannes hvor materiale tilførslen fra begge sider af kystens vinkel er nogenlunde ens, som f.eks. hvor bølgestrømme møde omkring en ø. Krumodder dannes hvor bølgestrømmen bøjer af rundt om oddens spids. Typisk vokser den ene krumodde uden på den næste. Oddedannelserne er med til at udligne en bugtet kyst da de efterhånden kan afsnøre bugter og fjorde OG er vigtige landskabselementer i øhavet. De er en del af den dynamiske dannelse af kystformer som kan opleves her. Odderne er sårbare overfor kystsikring da den naturlige materialetransport langs kysterne vil standse. Et vigtigt initiativ i forhold til odder vil være at undgå kystsikring. Birkholm, Bjørnø og Lyø Trille, Retodder På Birkholm og Bjørnø findes eksempler på retodder der af dannet hvor bølgestrømmene omkring øerne mødes. Lyø Trille er et eksempel på en retodde der er dannet for enden af en række krumodder. Ristinge Hale,, Ærøs Hale, Lyø Sand, Ommels hoved, Krumodder Ristinge Hale og Ærøs Hale er eksempler på krumodder, der er dannet af materiale fra bølgestrømme langs Marstal Bugt. De to odder rager ud mod hinanden ud i det lavvandede område mellem Langeland og Ærø. Lyø Sand er et eksempel på et system af krumodder der næsten har afsnøret en større strandsø på øens nordkyst. Materialet til oddedannelsen kommer fra øens sydlige klint kyst, hvor bølgerne gnaver i øen. På Ommelshoved på Ærø ses også krumodder der har dannet en ekstra krog på den i forvejen krogede kyst. Vinkel forland Vinkelforland er en kystdannelse der opstå hvor to modsatrettede strømme mødes. Det materiale som bølgerne har ført med sig aflejret i en vinkel ud fra kysten. Vinkelforlande er sårbare overfor kystsikring der stander bølgestrømmens materialetransport langs kysten. Et vigtigt initiativ vil være at undgå kystsikring. Næbbet, Birkholm, Urehoved Næbbet på Ærø er øhavets tydeligste eksempel på et vinkelforland, der også har afsnøret flere små strandsøer. Birkholms nordspids er også dannet af et vinkelforland. Ved draget ud til Urehoved på Ærø ses et vinkelforland der har afsnøret et større nu strandengsområde. Thurø Rev Vinkelforland dannet på sydøstspidsen af Thurø. Eksemplarisk ved sine to meget høje strandvolde, der omgiver et lavtliggende strandengsområde. Kystnære skove Som en del af Østersøregionen ses løvskove, der fortsætter helt ud til vandet i Det Sydfynske Øhav. Dette er en særlig karakter for hele Østersøregionen på grund af Østersøens lave saltkoncentration i forhold til andre farvande. De kystnære skove ses typisk, hvor morænefladen fortsætter helt ud til kysten og ender i en lav klint bag en smal strand. Den kystnære skov har en særlig oplevelsesværdi med den dobbelte oplevelse af en tæt lægivende skov og de store åbne vidder over vandet. Fra vandsiden er giver de kystnære skove ligeledes en afveksling i kystens former. Især på Langeland ses eksempler på dette enestående landskabselement. Skovene er lang tid om at regenerere og er derfor meget sårbare over for ændringer, også de karakteristiske kystnære skovbryn. Mange af skovene langs kysterne er privatejede og ikke nemt tilgængelige, dog er strandene offentligt tilgængelige og giver gode muligheder for at opleve skovens nærhed til vandet. NIRAS Konsulenterne 12

Det vil være et godt initiativ at markere eller anlægge stiruter, der fører langs skovbrynene på de kystnære skove. Gulstav, Stævningsskove Ved Gulstav ligger flere mindre kystnære skovområder. I de statsejede Gulstav Østerskov og Gulstav vesterskov drives skovene som stævningsskov af kulturhistoriske grunde. Alle skovene har formentlig været drevet som stævningsskove gennem århundreder. Den regelmæssige stævning skabte særlige betingelser for en rig urteflora, og stævningsskove kaldes også for skovhaver eller stubhaver. Stævningsdriften var et led i landsbyernes selvforsyning med råprodukter men er for længst er funktionstømt og forladt. Tilgængligheden til skovene er god via stier og parkeringsplads på ved Dovns Klint. Andre Nørreskov og dyrehaven på Tåsinge ligger syd for Valdemars Slot med et langt skovbryn ud mod øhavet. Der går en sti langs hele skovbrynet. På Langelands nordspids ligger Vester Prisskov og Vester Stigtehave ud til den vestvendte kyst. Skovene er tilgængelige via stier fra Lohals. NIRAS Konsulenterne 13

2.3 BAKKELANDSKABET Bakkelandskabet langs den sydfynske kyst strækker sig fra Jordløse Bakker og Svanninge Bakker i vest til Egebjerg Bakker i øst. Deres værdi er især knyttet til landskabets geologiske dannelsesform, men også til de udsigter der findes fra terrænets højdepunkter. Bakkerne giver en tydelig markering af hvor gletscheren under sidste istid nåede til og bidrager til forståelsen af dannelsen af landskabet. Store dele af området er dækket af skov, hvilket sammen med terrænet danner et forholdsvis lukket landskab, og en stor kontrast når man kommer til et udsigtspunkt. Men oplevelsen af terrænet er bedst, hvor landskabet er åbent, enten dyrket eller græsset. Det gælder også for tunneldalen og ådalen syd for bakkerne. Landskabet er derfor sårbart overfor tilgroning der kan sløre terrænet. Det vil være godt at opretholde åbenheden i det bakkede terræn og især i områder med gode særlige udsigtsmuligheder Nedenfor beskrives udvalgte eksempler på: Bakker Højdepunkter Dale Dødislandskab Bakker Svanninge Bakker Svanninge Bakker fremstår som et område med særlige visuelle oplevelsesmuligheder. Israndslandskabets terrænformer er meget tydelige pga. friholdelsen af skov og pga. naturpleje vha. afgræsning med kreaturer og får. Dette er desuden grundlaget for opretholdelse af enge og overdrevsarealer, hvor særlig flora og fauna findes. Derudover er der vide udsigter over terrænformerne fra disse områder. Området er allerede en turistattraktion og nemt tilgængeligt. Der er afmærkede stier, udsigtstårn og parkeringsmuligheder samt en god formidling af områdets landskab og historie via plancher og pjecer. Desuden findes der toilet og kiosk. Egebjerg Bakker Egebjerg Bakker ligger nordvest for Svendborg og er et randmorænestrøg med et højtliggende bakket terræn. Flere steder i Egebjerg Bakker findes markante udsyn over landskabet mod syd og det Sydfynske Øhav. Disse udsigter understøttes af en generel orientering af landskabet i sydlig retning. Dels falder terrænet imod syd dels er de overordnede rumskabende skovbryn orienteret nord/syd. Fra vejen, som fører fra Skjoldemose til Rødme, er imidlertid vid udsigt over Stenstrup Issø. Kontrasten mellem det kuperede randmorænelandskab og den fladere issø er meget markant og illustrativ fra dette punkt. NIRAS Konsulenterne 14

Højdepunkter- udsigter Der findes talrige fine udsigtsmuligheder i bakkerne. De særlig markante udsigterne retter sig mod syd over øhavet, men det markante terræn giver også muligheder for fine udsigter inden for de landskabsrum som skove og bakker danner. Der særlige visuelle oplevelser fra Ærøs højderyg i den sydlige grænse af øhavet er også beskrevet her. Udsigtspunkterne er betinget af at der fortsæt holdes åbent i landskabet omkring. Trebjerg Trebjerg øst for Håstrup, 128 meter over havet er et udsigtspunkt med vide udsigter over området og alle landskabselementerne, Helnæs Bugten, Lillebælt, øerne mellem Faaborg og Als samt i klart vejr udsigt til Als og Jylland. Landskabet omkring udsigtspunktet er dyrket land hvilket giver en oplevelse af de store åbne vidder Lerbjerg I den østlige del af Svanninge Bakker ligger Lerbjerg 126 meter over havet med udsigter over Horneland, Faaborg, det sydfynske øhav. Landskabet omkring udsigtspunktet er præget af skov og udsigten mod øhavet sker fra en stor indre lysning i skoven over træernes toppe. Ærøs Højderyg Fra Ærøs midterste højderyg er der mange muligheder for gode udsigter ud over vandet. Udsigterne er præget af øens særlige karakteristiske landskab med markernes smalle striber, der løber op over bakkerne og giver et visuelt dominerende mønster, der understreger terrænet. Mønstret opleves også fra øhavet. Dale Istiden efterlod også markante dalformationer i området. Syd for Egebjerg Bakker ligger en bred tunneldal der blev dannet under gletscheren ved at smeltevand på den varme årstid gravede en dal ud under gletscheren. I forlængelse af tunneldalen ligger en smal erosionsdal der er dannet foran gletscheren og har skåret sig ned i landskabet. Ligesom bakkerne er det især det markante terræn som betinger de landskaber man ser i dag. Men derudover giver en mangeårig anvendelse af de fugtige dalbunde til græsningsarealer en lang fortælling om naturgrundlagets samspil med de kulturhistoriske mønstre som dannes ovenover. Dalene med de markante terrænformer og mangeårige dyrkningsform i dalbunden er generelt sårbare over for ændringer, der slører de eksisterende udsigter. i forhold til dalene må have til formål at sikre en fortsat erkendelse af landskabsformerne ved at holde fri for bevoksning hvor der findes gode udsigter over områderne, samt at understøtte en fortsat udnyttelse af engarealerne i dalbunden. Tunneldal, Hvidkilde Den brede forgrenede tunneldal omkring hvidkilde fremstår med varierende markante dalsider hvor dyrkede marker strækker sig helt ned til dalbunden, som domineres af søer med åbent vandspejl og engarealer. Endvidere er den hyppige bevoksning i form af skove, enkeltstående træer og stedvist tunneldannende hegn langs vejene karaktergivende for området. Tunneldalens landskab varierer mellem ekstensivt drevne engarealer, de store søer og hovedgårdslandskabet omkring Hvidkilde med skoveområder, dyrkede marker omkring sig. Erosionsdal, Syltemade Ådal Syltemade Ådal er en smal smeltevandsdal med markante dalsider med skov og dyrkede marker og med engarealer i dalbunden. Den strækker over en omkring 3,7 km lang strækning fra den vestlige ende af Hvidkilde Ådal til kysten ved Ballen i syd. Udsigt fra øhavet mod Ærø. Området fremstår stort set uændret siden før udskiftningen mht. beliggenhed af skove, enge og åbne dalsider, hvilket betinger høj intakthed. Samspillet mellem naturgrundlag og de NIRAS Konsulenterne 15

kulturhistoriske mønstre er tydelig med engarealer i dalbunden, græsarealer på dalsiderne og mindre skovområder som strækker sig op ad de stejle dalsider. Ådalen betinger i hele dens udstrækning et område med visuelle oplevelsesmuligheder. Dels pga. de geomorfologiske forhold dels pga. naturarealerne dels pga. udsigterne fra overkanten af ådalen. Smeltevandsdalens geomorfologi afspejles tydeligt i dalens markante terrænform. Området har et dominerende naturligt præg betinget af samspillet mellem naturgrundlag og kulturhistoriske mønstre i form af åens naturlige slyngning, eng- og græsarealerne samt de spredtliggende skovområder. Fra dele af overkanten af ådalen findes udsigter over ådalen og fra den sydlige del er udsigt til det Sydfynske Øhav. Dødislandskab Et dødislandskab er et kuperet landskab der dannes foran gletscheren, hvor store isklumper bliver liggende i landskabet. Der kan dannes huller hvor tilbageblevne isklumper har forhindret materiale i at blive aflejret. Når isen smelter er der dannet et hul i landskabet. Der kan dannes bakker, hvor huller eller lavninger i den tilbageblevne is bliver fyldt med materiale. Når isen smelter, ligger materialet tilbage i landskabet som en bakke. Dødislandskaber har værdi som geologisk interessante områder, der fortæller om gletschernes bevægelser og landskabsdannelser. Samtidig giver døislandskabernes kuperede terræn og afvekslende landskab med små vandhuller mellem bakkerne, gode muligheder for visuelle oplevelser, ofte i forbindelse med de kulturhistoriske mønstre der knytter sig til landskabet. Landskabet er sårbart overfor ændringer der slører terrænet. i forhold til dødislandskabet må have til formål at sikre en fortsat erkendelse af landskabsformerne ved at holde fri for bevoksning og evt. fjerne vegetation, hvor der findes gode udsigter over områderne. Stenbanker Et mindre område omkring Stenbanker, vest for Stenstrup, domineres af de ovenfor omtalte dødisplateaubakker, der fremstår som tætliggende flade bakketoppe. Landskabet fremstår varieret med skiftevis lukkede landskabsrum i lavninger med søer og moser efterfulgt af bakketoppe med godt udsyn. Dette varierende indtryk styrkes yderligere af stedvise tætte syrenhegn langs vejene og de ofte smalle snoede biveje i det højtliggende bakkelandskab. Østerbregninge Mark Ved Østerbregninge Mark på Ærø findes et område med dødislandskab med et kuperet terræn, flere vandhuller og krat. Vejene i området snor sig mellem de kuperede bakker og gårde og huse er mere gemt væk mellem bakkerne. Sammen med de smalle markfelter opdelt af deltvist bevoksede diger giver et landskab mere lukket landskab med meget lille skala, dog med åbne kig ud over Øhavet. Udsigt over øhavet fra Østerbregninge Mark. Ærø NIRAS Konsulenterne 16

2.4 HATBAKKER Hatbakkernes værdi og specielle fremtræden i Langelands landskab grunder i deres store antal og i deres nogenlunde ens størrelse. Der er dog forskel på hvor tydeligt de ses. For det første kan bakkerne være svære at erkende for et utrænet øje, hvor det underliggende terræn er bølget i forvejen. De står derimod tydeligt frem hvor det underliggende terræn er jævnt. For det andet giver en tæt samling af hatbakker et bedre indtryk af bakkernes ensartede højde og bredde, end hvis de ligger langt fra hinanden. For det tredje kan bakkernes form være sløret af bevoksning, udgravning eller bebyggelse, hvilket er den mest udbredte grund til at bakkerne nogle steder kan være svære at se i landskabet. Der knytter sig en anekdote til deres navn, der skulle være opstået under en geologisk ekskursion til Langeland i 1920erne. Den kvindelige ekskursionsleder bar en klokkeformet hat som gav navn til bakkerne. Bakkerne er sårbare overfor bevoksning, udgravning og bebyggelse, der alt sammen slører deres fremtræden. Den bedste fremtræden opnås ved at bakkerne græsses. Landbrugsmæssig opdyrkning af hatbakkerne kan både være besværligt for landsmanden men også medvirke til en langsom udjævning af bakkerne ved jordbehandlingen. Enkelte bakker er tilgængelige for offentligheden ellers er tilgængeligheden til bakkerne er oftest dårlig, da de ligger i de dyrkede marker Handlinger/initiativer i forhold til hatbakkerne må generelt have til formål at holde bakkerne åbne, evt. græssede, og undgå bevoksning, samt at bevare deres størrelse og form. Der kan gøres en indsats for at gøre særlig markante bakker, bakker med særlige udsigter eller samlinger af bakker, tilgængelige for offentligheden. Nordenbro I området vest for Nordenbro ligger en tæt samling af hatbakker, som står særlig tydeligt frem. Deres form er tydelig da de bliver græsset af kreaturer og da de smalle veje snor sig omkring bakkernes fod. Den nuværende afgræssede tilstand og tilgængelighed via de smalle offentlige veje giver en meget god oplevelse af hatbakkerne. Fakkebjerg Fakkebjerg er en af de højeste hatbakker på 37 meter. Den ligger i et jævnt terræn og står derfor meget tydeligt frem som en knold i landskabet. Bakken er offentlig tilgængelig via en sti til toppen, hvorfra der er god udsigt over Langelands sydspids. Der er parkeringsplads neden for bakken. Gulstav hatbakker De kystnære hatbakker fra Gulstav klint og op langs vestkysten til Bagenkop giver en særlig bugtet kystlinie, med bakkerne som fremspringende punkter. Kystens dynamik med erosion og aflejring er tydelig her. Øverst. Hatbakker ved Nordenbro Nederst: Fakkebjerg NIRAS Konsulenterne 17

2.5 KULTURLANDSKABET De særligt værdifulde eksempler på kulturlandskaber er områder med en tydelig og velbevaret struktur eller mønster i landskabet og som dermed giver et tydeligt billede af den menneskelige bearbejdning og udnyttelse af naturgrundlaget. Den kulturhistoriske rapport vil også beskæftige sig med dette emne, og i denne rapport er der derfor langt vægt på de landskabelige mønstre og de særlige visuelle oplevelsesmuligheder som der findes i den forbindelse. Enkeltelementer som f.eks fortidsminder og gravhøje er ikke beskrevet. Nedenfor beskrives udvalgte eksempler på: Herregårdlandskaber Udskiftningsmønstre Herregårdslandskaber Hele det fynske område er karakteriseret ved mange store herregårde, også kaldet hovedgårde. Hovedgårdene har sat deres præg på landskabet med store, vidtstrakte marker, stengærder, alleer og skove. Størstedelen af gårdene blev anlagt mellem 1200 og 1600, i områder der var rige på ressourcer både i form af skove, enge, søer og vandløb og godt agerland. Hovedgårdsejerne var ofte foregangsmænd inden for undervisning, tidlig industri, udnyttelse af vandkraft, inddæmningsarbejder, osv. Der er mange hovedgårde inden for nationalparkens undersøgelsesområde, og med de tilhørende store dyrknings- og skovområder udgør de arealmæssigt en stor del af nationalparkens undersøgelsesområde og en vigtig del af det (syd)fynske kulturlandskab. Meget af bygningsmassen på de gamle herregårde er beskyttet gennem fredning, mens det omkringliggende landskab og de tilhørende elementer som f.eks. stengærder gamle møller er beskyttet gennem udpegninger til særlige kulturhistoriske beskyttelsesområder eller særligt bevaringsværdige hovedgårdejerlav. Disse landskaber er sårbare overfor skovrejsning og byudvikling og nedlæggelse af strukturgivende markdiger og -hegn. Mulige handlinger og initiativer i forhold til herregårdslandskaber må have til formål at bevare de særlige mønstre, som disse landskaber består af. Det kunne f.eks. bestå i støtte til vedligeholdelse og genopretning af stendiger, alléer o.l. Nedenfor beskrives de hovedgårde inden for undersøgelsesområdet, som vurderes at have særlige visuelle oplevelser i de tidligere udførte landskabsanalyser i området, og som også udpeges som de vigtigste og mest intakte hovedgårdslandskaber i regionplan 2005. Derefter oplistes de hovedgårde der enten beskrives det ene eller det andet sted. Tranekær Slot og Landsby Landskabet omkring Tranekær Slot og Landsby adskiller sig markant fra det øvrige landskab på Nordlangeland med store åbne mose og markflader omgivet af skov. Sammen med alléer, de velholdte bygninger (herunder slottet, landsbyen, kirken og den gamle mølle) danner det et intakt og velholdt herregårdslandskab med særlige visuelle oplevelsesmuligheder. De landskabelige træk der er typiske for herregårdslandskaberne, findes i området omkring Valdemars Slot på Tåsinge. Valdemars Slot og dets omgivelser fremstår velholdte og intakte. Den kulturhistoriske forbindelse til Troense landsby understreges i landskabet af en poppelallé. Der er smukke udsigter over øhavet fra området. Brahetrolleborg Tranekær Slot Det skovrige landskab omkring Brahetrolleborg nordvest for Faaborg, fremstår sammen med hovedgård og avlsbygninger intakt og velholdt. Gården var oprindeligt grundlagt som cistercienserkloster i 1172 hvorfor landskabets oprindelse ligger langt tilbage. Miljøet omkring NIRAS Konsulenterne 18

hovedgården er vurderet som et af de mest enestående hovedgårdmiljøer i landet i Hovedgårdregistrering, Fyns Amt fra 1996. Hvidkilde Landskabet omkring Hvidkilde nordvest for Svendborg, er karakteriseret af en brede tunneldal med markante opdyrkede dalsider ned mod en mere ekstensivt dyrket dalbund med søer og enge. Selve hovedgården ligger ved en af dalbundens søer og områdets tilhørsforhold til hovedgården understreges af alléer vejtræer og stendiger. Andre Andre hovedgårde i undersøgelsesområdet med tilhørende landskabelige træk, som er vurderet at have særlige visuelle oplevelsesmuligheder eller er udpeget som særlige hovedgårdslandskaber i regionplan 2005, er: Skovsgård på Sydlangeland Løgismose ved Helnæs Bugt Lehnskov vest for Svendborg Hesselagergård nord for Lundeborg Damsbo mellem Faldsted og Jordløse nordvest for Faaborg Stensgård mellem Faldsted og Svanninge også nordvest for Faaborg. Østrupgård nord for Svanninge Arreskov Gård, nord for Arreskov Sø Udskiftningsmønstre I slutningen af 1700 tallet og i starten af 1800 tallet skete der i hele landet en omstrukturering af det åbne land. Tidligere dyrkedes markerne i fællesskab inden for landsbyerne. Men der skete en udskiftning således, at hver enkelt gård fik samlet sin jord omkring sig. Det var tanken at de enkelte gårde skulle flytte ud af landsbyen og genopbygges midt på dens tilhørende jord. I de fleste landsbyer valgte man et kompromis, nogle gårde blev flyttet ud, mens andre blev i landsbyen. I ganske få tilfælde skete der ingen udflytning af gårdene, og nogle landsbyer har bevaret denne nu sjældne bebyggelsesstruktur. I nyere tid er de strukturer som blev skabt ved udskiftningen også blevet delvist udvisket gennem marksammenlægninger og nedlægning af hegn og diger eller gennem bebyggelse og skovrejsning. Mulige handlinger og initiativer i forhold til udskiftningsmønstrene må have til formål at bevare de elementer som skaber disse mønstre. Det kunne f.eks. bestå i støtte til vedligeholdelse og genopretning af levende hegn. Lyø Selve øen, dens bebyggelse og markskellenes struktur danner et velbevaret og intakt kulturmiljø. Fra landsbyen i midten strækker vejene sig ud i en stjerne form. Dette understreges af de stynede popler og de mange stendiger, som findes langs vejene, men som ofte er svære at erkende pga. græs og krat. Markerne er inddelt i smalle rektangler Strynø Strynø danner et samlet kulturmiljø med en række elementer, der tilsammen afspejler livsbetingelserne gennem mange århundreder. Øens udskiftningsmønster blev dannet ved udskiftningen i 1810 og står stadig velbevaret, optrukket af enrækkede hegn. Ved udskiftningen anvendtes både stjernestruktur og blokstruktur. Stjerneudskiftningen udgik fra landsbyen og optog det meste af øens midterste del, blokudskiftningen lagdes omkring to parallelle veje i nord og syd. Stendige og Allé ved Skovsgård, Langeland Ærø Størstedelen af landskabet på Ærø har et karakteristisk udskiftningsmønster med smalle, NIRAS Konsulenterne 19

dyrkede markfelter delt op af mere eller mindre bevoksede diger, der løber op over bakkerne og står vinkelret på kystlinien. Linierne understreger det bølgende terræn der hæver op over det omkringliggende hav og ses tydeligt fra vandsiden.landskabet omkring Stokkeby syd for Ærøskøbing er et markant eksempel på disse mønstre. NIRAS Konsulenterne 20

3. Særlige landskabsområder Udpegning Nationalparken indeholder som beskrevet store sammenhængende landskabstræk, som udgør en stor værdi både nationalt og internationalt. Der er dog udpeget særlige vigtige landskabs områder, hvor et landskabselement fremstår særlig tydeligt, hvor det har en stor kulturhistorisk kvalitet eller hvor der findes en stor koncentration af karakteristiske landskabselementer. Disse landskaber indeholder at stort oplevelsesmæssigt og formidlingsmæssigt potentiale i udviklingen af en fremtidig nationalpark. Områder med særligt landskabeligt potentiale er: Øhavet Svanninge bakker Egebjerg Bakker, Hvidkilde tunneldal, Syltemadeådal Gulstav Lindelse Nor Ristinge halvø Voderup klint Vitsø Nor Ærøs højderyg Tranekær Slot Hvidkilde Valdemars Slot NIRAS Konsulenterne 21

De nævnte områder er fremhævet med udgangspunkt i de landskabelige værdier og oplevelsesmuligheder. Disse bør sammenholdes med områder der har særlig kulturhistorisk og/eller biologiske værdier og oplevelsesmuligheder. Herved vil det være muligt at identificere nationalparkens fremtidige kerneområder samt deres potentiale og sårbarhed over for påvirkninger. Opsamling Sårbarheden, tilstanden samt mulige handlinger og initiativer i de særlige landskabsområder er beskrevet i de ovenstående afsnit under de enkelte landskabselementer. Generelt kan der dog trækkes nogle vigtige aspekter frem, som har stor betydning for opretholdelsen af områdernes visuelle oplevelsesmuligheder og for deres fortsatte unikke værdi for en fremtidig nationalpark. Kystsikring skal undgås I forhold til øhavets mange kystformer er det især kystsikring, der udgør en trussel mod den fortsatte dynamik langs kysterne. Kystsikring bør generelt undgås da det vil hindre bølgernes erosion af kysterne og dermed også den efterfølgende aflejring og opbygning af land andre steder i øhavet. Tilgroning skal forhindres Den største trussel mod det karakteristiske terræn omkring hatbakkerne på Langeland, dødisbakkerne ved Stenbanker og Østerbregninge Mark samt de store udsigter mod øhavet fra Sydfyns bakker og Ærøs højderyg, er en tilgroning der slører terrænets former og/eller skærmer for udsigten. inden for disse områder bør derfor være rettet mod at bevare landskabet åbent og/eller fælde vegetation der slører og skjuler terrænet. Bevaring af mønstre Den største trussel mod de kulturhistoriske mønstre omkring herregårdene, mod Strynøs og Lyøs velbevarede udskiftningsmønstre samt mod det markante mønster af smalle marker på Ærø, er en nedlæggelse af hegn og skel der skaber mønstrene, samt bebyggelse eller skovrejsning som vil udviske dem. for de kulturhistoriske mønstre bør have til formål at opretholde mønstrene i landskabet og evt. at understrege eller genoprette landskabselementer der har kulturhistorisk betydning. Afslutning De landskabelige helheder inden for nationalparkområdet, omfatter hele øhavets landskab. Sydfyns markante bakker og dale, Langelands hatbakker og øhavets afvekslende kystformer med dramatiske klinter, kystnære skove, frodige rørskovsbevoksede nor, flade drag og odder. Helheden, med det rolige lavvandede farvand beskyttet af Ærø og Langeland mod syd og med det store bakkelandskab på Fyn som landemærke mod nord, udgør et unikt samspil mellem land og vand som ikke ses andre steder. Det er et område med både national og international betydning og har dermed værdi som potentielt nationalparkområde. NIRAS Konsulenterne 22

4. Litteratur Ud over de eksisterende analyser af landskabet omkring Sydfyns øhav som beskrevet i indledningen er følgende litteratur, hjemmesider og kortblade anvendt Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen 2002: Langeland -atlas over byer, bygninger og miljøer. Kortlægning og registrering af kulturmiljøer, Kulturministeriet 2002 Larsen, Gunnar 2002: Geologisk set, Fyn og Øerne Fyns Amt, Geografforlaget, Skov- og Naturstyrelsen, Miljøministeriet, 2002. Mijøministeriet 2007: Vejledning om Landskabet i kommuneplanlægning, Miljøministeriet 2007. Regionplan 2005, Fyns Amt. Kort og Matrikelstyrelsen, Kort25 Geus, Danmarks Jordartskort Per Smed, Landskabskort over Danmark www.langelandatlas.dk/kulturmiljoer. www.miljoeportal.dk/arealinformation/ NIRAS Konsulenterne 23