Vi træner efter samme principper som Manchester United, sagde Alex. Ingen af os var i tvivl om, hvilken klub han var fan af.

Transkript

1

2 Den nye træner Det var sådan cirka den bedste dag i mit liv. Jeg elskede fodbold. Hidtil havde vi haft den halvgamle Bent som træner. Han havde stor mave og luntede højest en enkelt banelængde. Til gengæld kunne han råbe højt som bare fanden. Nu havde vi heldigvis hørt ham råbe for sidste gang. I aften fik vi ny træner. Han hed Alex og var næsten prof. Han havde spillet topfodbold i mange år eller vist nok nogle sæsoner på divisionsplan. Hold kæft, hvor vi glædede os. Jeg var anfører og sweeper på holdet. Det var den plads, Alex selv havde brilleret i. Kunne det være bedre? En træner der forstod, at angriberne ikke var de eneste stjerner på et fodboldhold. Flere sagde, at Alex havde en rød sportsvogn. Jeg cyklede direkte hjem fra skole uden at tage i fritidsklub. Hurtigt skiftede jeg til mit Real Madrid tøj, selv strømperne var de rigtige. Væggene på mit værelse var fyldt med fodboldplakater fra Goal. En time før træning cyklede jeg over til stadion bag skolen. Der var allerede kommet to fra holdet; en fra parallelklassen og min bedste ven Kasper. Kasper var målmand på holdet. Hej Simon, råbte Kasper. Jeg spurtede over til målet, hvor de spillede. En time senere var hele holdet klar. Alle seksten spillere glædede sig til at se Alex. En rød sportsvogn rullede ind på parkeringspladsen. Det lød som om den skulle have ny lydpotte. Bilen stoppede foran bommen, hvor ingen normalt parkerede. En mand på alder med min far sprang hurtigt ud af bilen. Det var uden tvivl Alex. Han tyggede tyggegummi og havde Manchester United trøje på. Han var mere fit end Bent, uden at ligne en topspiller. Lige efter Alex fulgte en dreng med sidecut og strithår. Fedt, vi kunne godt bruge forstærkning, når vi skulle spille 11-mands om nogle år. Jeg er Alex, og det her er David, sagde Alex med engelsk udtale på navnene. Mon David var opkaldt efter David Beckham? Alex gav David et ordentligt slag på skulderen. David stillede sig over blandt os. Mon han havde arvet sin fars boldtalent? Vi træner efter samme principper som Manchester United, sagde Alex. Ingen af os var i tvivl om, hvilken klub han var fan af. Cool, lød det fra gruppen. Vi var mere end parate til at vise Alex, hvad vi kunne. Efter et par runder omkring stadion fløjtede Alex. Vi skyndte os over til ham. Spiller I med sweeper? Spurgte han. 1

3 Jeg trådte frem foran Alex, mere stolt end nogensinde. Jeg skød brystkassen frem, løftede hovedet og gjorde mig bred med armene lidt ud til siden. Ja, mig, sagde jeg stolt. Alex smilede til mig. Det er godt. Alle pladser er vigtige på et hold, sagde Alex, men sweeperpladsen er selve kernen. Jeg rettede mig endnu mere op. Kunne man være heldigere? Jeg havde den plads på holdet, som træneren synes var vigtigst. David overtager sweeperposten, sagde Alex. Sikke et chok. Kasper kiggede på mig. Vi havde været venner siden børnehaven og tænkte det samme. Hvad skulle jeg være, hvis David skulle være sweeper? Jeg stillede mig over ved siden af Kasper. Skal David ikke være angriber? spurgte Kasper. Trænernes sønner var tit angribere. Nej, drenge, vi er et team, sagde Alex. Det er ikke trænerens søn, der skal lave målene. Jeg sagde David men stoppede, da Alex kiggede på ham. Hvad havde David overhovedet at sige? Den forkælede snotunge. Vidste han slet ikke hvor heldig han var? Hvorfor var det ikke min far, der var træner? Jeg forsøgte at bevare håbet. Der var jo flere pladser på et fodboldhold. Anfører var jeg vel stadig? David bliver jeres anfører, sagde Alex. Han fik David til at trække op i ærmet, så vi kunne se anførerbindet. Han havde tyndere arme end mig. Anførerbindet røg ned om albuen. Normalt havde jeg kun anførerbind på til kampene. Den bedste dag i mit liv var forvandlet til den værste. Alt håb var ude. Jeg lossede til en bold, så den fløj ud mod parkeringspladsen. Alle vendte sig og kiggede efter bolden. Den ramte forruden på Alex sportsvogn. Hvad fanden laver du? råbte Alex, han råbte endnu højere end Bent. Øh undskyld, sagde jeg lavt og kiggede ned i græsset. Fuck, det var den værst tænkelige start hos den nye træner. Alex rystede på hovedet og vendte sig mod resten af truppen. Nå drenge, vis mig hvad I kan. 2

4 Han delte os i fire grupper, der skulle skiftes mellem fire træningsstationer. Vores gruppe startede med dribleøvelser. Alex viste øvelsen. Hans driblinger var tætte. Bolden sad som klistret til hans fødder. Den mand havde mere talent end alle vores tidligere trænere tilsammen. Resten af holdet spurtede af sted for at vise, hvad de kunne. Mine ben var som gummi. Jeg kunne slet ikke styre bolden. Alex skævede til mig. Håbet om at erobre sweeperpladsen tilbage var meget lille. David trænede vristspark sammen med tre andre. Alex tog Kasper og en anden fra holdet til side og lavede målmandstræning med dem. Alle grinede og havde det så sjovt, at det gjorde ondt inden i mig. Da jeg kom hjem lugtede der af lasagne, min yndlingsret. Men jeg var ikke sulten og skyndte mig bare op på værelset uden at sige hej. Jeg låste døren og smed mig på sengen. Hej Simon, lød det fra min far. Vi spiser om fem minutter. Jeg svarede ikke, kunne ikke spise noget, tænkte kun på, hvor forfærdeligt det var til fodbold. Det værste var, at alle de andre var vilde med Alex, også Kasper. Vi skulle spille kamp mod topholdet i vores pulje to dage senere. Vi var nummer to i puljen. Der blev altid udtaget 12 spillere til kamp. Med David var vi nu 17 i truppen. Hvilken plads ville Alex sætte mig på? I hvert fald ikke sweeperpladsen. Mon jeg skulle spille back eller midt? Til kampen ville jeg vise Alex, at jeg ikke var begynder med en bold. Sidste år blev jeg årets fighter. Jeg gik på Facebook for at se, om der var nyt om kampen lørdag. Alex Ferguson Jensen kaldte vores træner sig på Facebook. I det samme dukkede udtagelsen til kampen op. Jeg gennemgik listen over de tolv spillere. Først en gang hurtigt, så langsomt. Mit navn stod der ikke. Det måtte være en fejl. Jeg var slet ikke udtaget til kamp. Det bankede på døren. Farmor har lige ringet. De kommer og ser kampen på lørdag. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne umuligt sige, at jeg ikke var udtaget. Farmor og farfar kom hele vejen fra Aalborg for at se mig spille. Men hvorfor lige denne kamp? Jeg havde plaget dem uden held i flere år. Næste morgen havde jeg ondt i maven. Far lokkede en gang cocopops i mig. Cocopops fik jeg ellers kun om søndagen. Maven blev ikke bedre, men far sagde, at jeg skulle i skole. I skolen var Kasper og de andre drenge fra holdet allerede samlet. De stod og talte taktik for kampen mod topholdet næste dag. Jeg smed skoletasken på min stol og gik på toilettet. Der blev jeg, indtil det ringede ind. 3

5 Jeg satte mig ved siden af Johan, som jeg delte bord med. Det bliver sygt nice til kamp i morgen, sagde han. Vidste Johan ikke, at jeg var sat af holdet? Jeg kunne umuligt sige det til ham. Sygt nice, sagde han igen. Jeg nikkede og sad med en stor klump i halsen. Jeg gik hjem i spisefrikvarteret uden at sige det til nogen. Der var heldigvis ingen hjemme. En time senere bankede det på døren, jeg gad ikke åbne. Så hørte jeg Kasper kalde på mig nedenfor vinduet. Jeg rejste mig og åbnede vinduet. Hvad så Simon Kjær? sagde Kasper. Han havde sin nye superligabold under armen. Kommer du ud? Et øjeblik havde jeg lyst til at gå ud til ham. Men kom så i tanke om, at min fodboldkarriere lå i ruiner. Simon Kjær hed jeg kun, når jeg ownede en angriber og gjorde Kaspers job som målmand let. Simon Kjær var Danmarks dyreste spiller, efter han blev solgt til Wolfburg for 90 millioner. Og han var ikke engang angriber. Kasper kunne kaste sig som ingen anden målmand. Når han lavede en af sine syge redninger, kaldte jeg ham Kasper Schmeichel. Kaspers far var den helt store Brøndbyfan. Da Brøndby overlevede i superligaen, købte han en ægte superligabold til Kasper. Kom nu, sagde Kasper igen. Jeg gik ned til ham og satte mig på bænken. Kasper stod og jonglerede. Flere gange røg bolden over til mig, men jeg blev siddende. Vis nu hvad du kan, sagde Kasper og skød endnu engang bolden til mig. Jeg rejste mig og lavede fire jongleringer, før jeg sparkede den tilbage til Kasper. Good job, sagde Kasper, da han modtog bolden. Næste dag blev jeg i sengen. Jeg havde ondt i maven. Far ville ringe til Bent og sige, at jeg ikke kom til kamp. Han vidste ikke engang, at jeg havde fået ny træner. Kasper siger det, sagde jeg, og vores træner hedder Alex. Hvorfor var det lige mig, der havde en boldblind far? For syg til at spille fodbold? sagde far og lagde en hånd på min pande. Fars telefon ringede. Han rejste sig og gik ud i gangen. 4

6 Nej, det er han for syg til, sagde han, noget med maven. Jeg sprang ud af sengen og løb ud i gangen. Det var Alex, sagde min far. Hvad ville han? nærmest råbte jeg. Høre om du kunne spille. Selvfølgelig kan jeg spille, jublede jeg og løb ned i bryggerset efter skinner og fodboldstøvler. Men du er jo syg, sagde far helt uforstående. Jeg slugte en portion havregryn uden at sætte mig ned. Jeg ville spille hvad som helst, bare jeg kom på banen. Jeg var den første ved klubhuset. Kort efter kom Kasper. Han blev vildt glad for at se mig. Så glad at han var lige ved at køre mig ned med mountainbiken. Kort efter kørte den røde sportsvogn op foran os. David var ikke med i bilen. Kasper og jeg kiggede på hinanden. Ingen af os ville spørge efter ham. Alex steg ud af bilen og satte tasken med spillertøjet foran os. Han kiggede på mig. Var du ikke syg? Det er gået helt over, sagde jeg. David har også ondt i maven, sagde Alex. Hverken Kasper eller jeg sagde noget. Jeg tog tasken med spillertøjet, og vi skyndte os ind i omklædningsrummet. Jeg ledte efter spillertrøje nummer tre i tasken, men den var der ikke. Jeg tog nummer 15. Alex stod med taktiktavlen. Den eneste plads, der manglede navn var sweeperpladsen. Alex kløede sig i håret. Mit navn var ikke på tavlen. Sæt Simon som sweeper, sagde Kasper. Vi spiller godt sammen. Alex var tavs. Hjertet bankede hårdt i mit bryst. Okay Simon, så prøver du sweeperpladsen. Alex kiggede alvorligt på mig. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville skifte mig ud, hvis jeg svigtede. Alligevel var hele min krop jublende glad. Nu skulle jeg vise ham, hvem der var sweeper her. Jeg vinkede til min far, farmor og farfar, da jeg løb på banen. De stod ved siden af Alex på sidelinjen. 5

7 Alex råbte, at vi skulle bruge fløjene. Jeg lagde bolden af til højre kant, modstandernes forsvar var pivåbent på fløjen. Scoring efter kun fem minutter, foran 1-0. Alt lykkedes for mig og for hele holdet. Hurtigt var vi foran 2-0. Jeg brød modstandernes angreb og afleverede ud til venstre kant. Så var vi igen i angreb. Kasper havde kun lidt at lave mellem stængerne. Modstanderne pressede massivt, men uden held. Da vi nåede pausen stod den stadig 2-0. Jeg havde glemt alt om David. Sådan drenge. Det kalder jeg fodbold, sagde Alex. Stemningen var høj. Måske var han slet ikke så dum ham Alex. Så kom der en cykel ind på stadion. Det var David. Han cyklede op langs sidelinjen. Han havde spillertrøje nummer 3 på. Dommeren fløjtede, anden halvleg var i gang. Modstanderne havde bolden. Jeg skævede til David. Han så ikke syg ud. Alex satte ham til at varme op. Skulle David nu afløse mig? Nummer 9 kom stormende imod mig. Han lavede nelle på mig. Kasper var chanceløs i målet. De reducerede til 2-1. Jeg følte mig håbløs. Var det her min sidste kamp på holdet? Mon David overtog sweeperpladsen? Endnu engang snød 9 eren mig, de udlignede til 2-2. Simon, råbte Alex. David stod klar til at komme på banen. Jeg var sikker på, at Alex ville skifte mig ud. Jeg luntede ud mod sidelinjen. Kom igen Simon, råbte Alex. Samme spil som før pausen. Så gik det op for mig, at han gav mig en chance mere. David udskiftede vores angriber på toppen. Det virkede næsten som om, Alex troede på mig. Havde han overhovedet grund til det? Der var under et minut tilbage af kampen. Fokus på bolden, fokus på bolden, råbte Alex. Denne gang lykkedes det, et enkelt prik med støvlespidsen, og så var bolden igen vores. Æd meter Simon, råbte Alex. Gør jer spilbare. Et stykke over midten havde jeg to spilmuligheder; Johan i venstre, eller David i højre. To modstandere kom styrtende mod mig. Sekundet før de taklede mig fra hver sin side, lagde jeg en lang aflevering til David. Den blev for høj og for hård. Men David sprang op i luften og sparkede igennem med højrebenet. På en magisk helflugter hamrede han bolden helt op i krogen. Målmanden var chanceløs. Sekundet efter fløjtede dommeren kampen af, vi vandt 3-2 over topholdet. 6

8 Flot mål, råbte jeg til David. For første gang havde jeg ikke noget imod ham. Sygt nice aflevering, sagde David og gav mig high-five. Jeg elsker angrebet, men far tror jeg er den fødte sweeper. Måske var det slet ikke nemt at være trænerens søn. Alex kaldte os sammen. Jeg fulgtes med David over til de andre. Godt kæmpet drenge, sagde Alex. Mål tæller, selvom det er trænerens søn, der laver dem. Han gav David et klap på skulderen. Davids smil nåede helt op til ørene. Alex er en god træner, bare man holder sig fra hans røde sportsvogn - og det er jo fair nok. 7