Indhold. Årsskrift Udgivet af Dansk Naturhistorisk Forening Dansk Naturhistorisk Museum Universitetsparken København Ø

Transkript

1 Dansk Naturhistorisk Forenings Årsskrift

2 Forord Velkommen til et årsskrift i farver! Bortset fra farverne beholder årsskriftet sin klassiske form med artikler af Dansk Naturhistorisk Forenings foredragsholdere og prismodtagere, samt nekrologer over prominente naturhistorikere. I dette årsskrift handler hovedartiklen om fluer. Thomas Pape, lektor på Statens Naturhistorisk Museum, har ud fra sit foredrag i foreningen skrevet en spændende artikel om fluernes biologi, diversitet og ikke mindst interaktion med mennesket. Jonas Binladen, der også har holdt foredrag i foreningen, har skrevet om opdagelsen af muligheden for at finde DNA fra fortidsdyr i gammel jord. Mikkel Posts artikel handler om rekonstruktionen af et uddødt kæmpedovendyr, som virkelig er en kæmpe. Han modtog et legat fra Rejse- og ekskursionsfonden til en studierejse i forbindelse med rekonstruktionen. Rejse- og ekskursionsfonden støttede også Nette Levermann, der har skrevet om sit feltarbejde i Grønland. Anders Galatius og Martin Bay Hebsgaard modtog Det Schibbye ske Præmielegat og har skrevet om de afhandlinger der blev prist. Desuden bringer vi nekrologer over zoologerne Erik Rasmussen og Aksel Øye. Sidst, men ikke mindst vil jeg benytte lejligheden til at sige farvel og tak til den tidligere redaktør Torben Wolff, som jeg har arbejdet sammen med i snart mange år om at producere årsskriftet. Sidsel Sangild 3

3

4 Indhold Forord 2 Årsberetning 4 Flyodiversity fluernes diversitet 1 0 Fossilt DNA 2 2 Rekonstruktion af dovendyr 2 6 Marsvin er barnlige 3 8 Er den grønlandske blisgås chanceløs mod den fremadstormende canadagås? 4 2 DNFs rejse til New Zealand 4 6 Hvordan trækker vandtæger vejret? 5 0 Nekrolog over Erik Rasmussen 5 4 Nekrolog over Aksel Øye 6 0 Foredrag i DNF Bestyrelsen af DNF Årsskrift Udgivet af Dansk Naturhistorisk Forening Dansk Naturhistorisk Museum Universitetsparken København Ø Redaktør: Sidsel Sangild Layout: Sidsel Sangild Tryk: Vinderup Bogtrykkeri A/S ISSN: Forsiden: Klæg (Pseudotabanus nigripennis) fra Australien. Foto: D. McClenaghan. Årsskriftet er en svanemærket produktion 2

5 Årsberetning De senere års positive tendenser, både hvad angår deltagelsen i de videnskabelige møder og foreningens øvrige aktiviteter, er fortsat i sæsonen. Det var et fremragende år for Dansk Naturhistorisk Forening. Af Danny Eibye-Jacobsen Formand, Dansk Naturhistorisk Forening. Sæsonen har været et fremragende år for Dansk Naturhistorisk Forening, og i modsætning til sidste år behøver jeg denne gang ikke tage forbehold. Der er først og fremmest grund til at glæde sig over kvaliteten af de foredrag, som foreningen har kunnet præsentere medlemmerne for i denne sæson, hvilket også synes at være afspejlet i den flotte deltagelse, som møderne har haft. Der er dog også andre ting at glæde sig over, såsom velgennemførte rejser og ekskursioner og en ny samarbejdsaftale med et lødigt rejsebureau. Der har været 14 foredrag i den forgangne sæson (se s. 62). Foreningen har levet op til sit navn ved at tilbyde en bred vifte af emner: Geografi, historie, astronomi, naturpleje, ren zoologi, molekylærbiologi og meteorologi. Jeg vil i det følgende kun omtale to af disse møder i detaljer, men vil benytte lejligheden til at rette en stor tak til sæsonens i alt 19 foredragsholdere, som alle har repræsenteret deres fag på fornemste vis og fremstillet deres emner på en spændende og lærerig måde. Alle er lige, men nogle figurer gør alligevel et særligt stort indtryk. Til denne kategori hører utvivlsomt Jens Martin Knudsen, som den 21. oktober 2004 holdt et spændende foredrag om NASAs mission til Mars og de danske interesser, der knytter sig hertil. Mig bekendt var dette Jens Martins sidste offentlige foredrag inden hans tragiske død den 17. februar Selvom han allerede i oktober var stærkt påvirket af sin sygdom, insisterede han på at gennemføre arrangementet, og det var særligt imponerende at overvære, at han kunne gøre det med samme ildhu og engagement, som har gjort ham til en legendarisk formidler. Foredraget viste endnu engang at Jens Martin Knudsens interesser ikke begrænsede sig til astronomien, men også omfatter livets andre store spørgsmål. Foreningen er taknemmelig for at vi nåede at opleve Jens Martin denne sidste gang. Med hans bortgang har dansk videnskab mistet en af sine 4

6 DNFs rejse til New Zealand var en stor succes. FOTO: BIRGITH SLOTH 5

7 FOTO: TORBEN WOLFF Foreningens rejse- og ekskursionsleder, Carl Kinze, fortæller på turen til Stralsund og Rügen april mest markante figurer. Det andet møde som jeg vil omtale her er temamødet den 10. marts Titlen var Der er altid flere fisk i havet men er der nok i Nordsøen? og drejede sig om de menneskeskabte forandringer i fiskepopulationerne i Nordsøen, og hvilke følger de vil få for fremtidens fiskeri. Der var fem meget forskellige indlæg fra Poul Holm (Syddansk Universitet), Henrik Gislason og Einar Eg Nielsen (begge Danmarks Fiskeriundersøgelser), Kurt Bertelsen Kristensen (Foreningen Levende Hav) og Poul Degnbol (International Council for the Explorati- 6

8 on of the Sea). Alle bidrag gav stof til eftertanke, og den livlige debat der fulgte viste, at vi havde valgt et emne, som vore medlemmer også fandt spændende. Temamøderne er en succes, og efter tre år må de nu siges at være en tradition. Sidste år kunne jeg meddele, at vi efter flere år med et gennemsnitligt deltagerantal ved vore møder på omkring 28 nu var kommet op på et højere niveau, nemlig 37. Det har vist sig, at vi har kunnet fastholde dette høje niveau, idet gennemsnittet i sæsonen har været 39. Vi i bestyrelsen glæder os over denne udvikling og vil fortsætte de tiltag på annonceringssiden, som har været med til at gøre den mulig. I sidste ende mener vi dog, at den afgørende faktor er foredragenes kvalitet, og vi vil fortsat lægge de største kræfter i at sikre spændende indlæg til medlemmerne. I samarbejde med og under ledelse af naturbevaringsspecialisten Birgith Sloth gennemførte foreningen en rejse til New Zealand og Singapore. Turen havde 24 deltagere og må siges at have været en stor succes, bl.a. fordi Birgith kunne udnytte sit lokalkendskab og kontaktnet til at krydre turen med indslag som ville være umulige for almindelige turister at opleve (nærmere omtale på s. 46). På ekskursionssiden begyndte sæsonen ikke godt, idet vi desværre måtte aflyse sukkerlokningsturen i Kongelunden, annonceret til 18. oktober 2004, på grund af en for ringe tilmelding. Turen var ellers annonceret i god tid, havde en særdeles kompetent leder og var i øvrigt gratis for foreningens medlemmer, så det er svært at sige, hvad vi skulle eller kunne have gjort anderledes! Heldigvis blev ekskursionen til Stralsund og Rügen april 2005 gennemført, omend kun med ni deltagere. Ifølge de deltagere, som jeg har talt med, var turen veltilrettelagt og spændende. Så alle vi der ikke kunne være med, kan godt ærgre os. Foreningens rejse- og ekskursionsleder, Carl Kinze, har nu fået blod på tanden og har allerede de næste turforslag i støbeskeen. Jeg kan i øvrigt annoncere en nyhed, nemlig den at Dansk Naturhistorisk Forening har indgået en samarbejdsaftale med Albatros Rejser, en kendt og seriøs arrangør af rejser med et omfattende naturhistorisk indhold. Set fra medlemmernes synspunkt indebærer samarbejdsaftalen dels, at folk fra foreningen kan være med til at lede rejser, hvor Albatros Rejser i øvrigt tager sig af alle de praktiske detaljer, dels at medlemmerne vil opnå en vis rabat på disse rejser. Sådanne rejser vil blive annonceret både i vore mødemeddelelser, og på vores hjemmeside. En af bestyrelsens faste opgaver er gennem Zoologisk Rejse- og Ekskursionsfond at støtte dygtige unge forskere med bidrag til et studierelevant ophold i ind- og udland. I denne sæson oplevede vi, at der i modsætning til tidligere årvar ganske få kvalificerede ansøgninger. Alt hvad vi ved om de aktiviteter, der gennemføres af tidens unge forskere, fortæller os at dette var en anomali, og at vi ved den næste runde kan forvente igen at få mange gode ansøgninger. I alt modtog vi kun to ansøgninger til et samlet beløb på ca kr. Vi vedtog at uddele blot én portion, nemlig kr. til Sune Obsen til brug ved et havskildpaddeprojekt på Seychellerne. Hvert år uddeles den Schibbye'ske præmie til skiftevis en ung zoolog, geolog eller botaniker for en original afhandling inden for deres felt. Her i 2005 drejer det sig om botanik, og udfra de nominerede artikler har bestyrelsen besluttet at uddele den Schibbye'ske præmie til Mårten Flø Jørgensen (Afdeling for Alger, Biologisk Institut, Københavns Universitet) for afhandlingen Amphidinium revisited. I. Redefinition of Amphidinium (Dinophyceae) based on cladistic and molecular phylogenetic analyses. Artiklen blev skrevet sammen med Shauna Murray og Niels Daugbjerg og publiceret i den ansete Journal of Phycology. Mårten er førsteforfatter til artiklen, der på baggrund af en nybeskrivelse af typearten af dinoflagellatslægten Amphidinium giver ny indsigt i slægtskabsforholdene indenfor denne store slægt. Arbejdet præmieres med et diplom samt det beskedne beløb af kr. 7

9 Nærværende Årsskrift er det første som bestyrelsesmedlem Sidsel Sangild har redigeret. Hun har fortsat den fine tradition hvad indholdet angår, samtidig med at en række tiltænkte fornyelser allerede gør deres indtog i dette bind. Et af de vigtigste er den gennemgående brug af farver, hvilket har gjort Årsskriftet endnu mere spændende at læse. Det næste nye bind af Danmarks Fauna, som vil handle om dyriske svampe, er under udarbejdelse af tidligere bestyrelsesmedlem Ole S. Tendal ved Zoologisk Museum. I mellemtiden arbejdes der fortsat med en genudgivelse af nogle af de mest populære, udgåede bind om biller. Det har vist sig at sådanne fotografiske genoptryk, som der her er tale om, er dyrere end forventet, og Danmarks Faunas økonomi skal lige trække vejret efter sidste års udgivelse af de to bladlusebind, før vi kan komme videre med dette projekt. Alle medlemmer af bestyrelsen har arbejdet hårdt og deltaget aktivt i stort set alle aspekter af foreningens virke, og jeg benytter lejligheden til at takke dem for det hyggelige og givtige samarbejde i den forløbne sæson. Der skal også rettes en stor tak til Jytte Fredskov for sekretærarbejde for både foreningen og Danmarks Fauna og til Else Højgaard for sekretærarbejde. Her vil jeg dog fremhæve to personer, der nu forlader bestyrelsen. Per de Place Bjørn har i flere år stået for foreningens hjemmesider, som vi ved er en vigtig informationskilde for vore medlemmer. Dette arbejde har Per bestridt med stor kompetence, men samtidig har det gennem længere tid ærgret ham, at hans øvrige forpligtelser har gjort det svært for ham at deltage i vore bestyrelsesmøder og således i foreningens øvrige arbejde. Det er grunden til, at han ikke ønsker at blive genvalgt til bestyrelsen. Jeg vil benytte lejligheden til at takke ham for det store arbejde, han har lagt i udviklingen og vedligeholdelsen af hjemmesiderne. Den øvrige bestyrelse må nu overtage dette arbejde, men med det fundament som Per har lagt skulle opgaven ikke længere være så skræmmende, som den var tidligere. Line Kyhn har været bestyrelsens studentermedlem i to år og i den tid har hun både repræsenteret de yngre medlemmers interesser på bedste vis og i det hele taget deltaget i alle aspekter af foreningens virke. Hun har været særlig dygtig til at komme med gode forslag til foredragsholdere i foreningen, og jeg vil gerne takke hende for hendes store arbejde og engagement. Generalforsamlingen har givet nyvalg til bestyrelsen til Malene Møhl (studentermedlem, Biologisk Institut, Københavns Universitet) og Nadja Møbjerg (Biologisk Institut, Københavns Universitet). De har begge deres daglige gang udenfor Zoologisk Museum, og vi ser frem til at bestyrelsen gennem dem modtager nye impulser. Under alle omstændigheder er det min vurdering at disse udskiftninger i bestyrelsens sammensætning sikrer både fornyelsen og kontinuiteten. Denne beretning skulle gerne have dokumenteret at foreningen er inde i en positiv udvikling, og det er bestyrelsens fornemste opgave at fastholde denne udvikling. De gode foredrag er katalysatorerne. 8

10 Udsigt under ekskursion til Stralsund og Rügen april FOTO: TORBEN WOLFF 9

11 God in his wisdom made the fly And then forgot to tell us why Ogden Nash ( ) Flyodiversity - tovingernes diversitet Om man vil det eller ej, er menneskets og tovingernes liv tæt forbundne. Fluer og myg optræder som skadedyr og nyttedyr, som noget irriterende man vifter væk, som noget smukt man undrer sig over. De overfører nogle af de farligste sygdomme, men undvære dem kan vi ikke. Blandt andet kan de hjælpe os med at opklare mord. Af Thomas Pape Fluer og myg hører til insektordenen tovinger eller Diptera. Tovingerne træffes stort set overalt, og set i et evolutionært perspektiv har især larverne været meget formbare med tilpasninger til selv de mest ekstreme habitater. Dipterlarver lever i naturlige tjærepøle såvel som i de strideste bjergbække, de kan findes i det næsten iltfri miljø i fordøjelseskanalen hos større hvirveldyr, og de har som parasitoider på andre insekter haft stor success i det immunologiske våbenkapløb med værtsorganismerne. Med navngivne arter, tusinder af unavngivne og umådelige mængder af individer i de fleste økosystemer kan det næppe overraske, at tovinger og mennesker træffes og interagerer på utallige og meget forskellige måder. For de fleste mennesker er myg og fluer nok kendt som overvejende irriterende elementer, som ofte optræder i besværlige mængder. Fluer og flueplage er et af journalisternes yndlingsemner under sommerens agur- Svirrefluer er kendt for deres lighed med bier og hvepse (beskyttelseslighed). Mange er vigtige blomsterbestøvere, og larverne af visse arter er glubske rovdyr på bladlus. 10

12 11

13 ketid, og mangen en journalist har støvet historien om fluernes enorme formeringshastighed af. Kort fortalt skulle et enkelt stuefluepar under de gunstigste betingelser kunne blive til omkring (fem hundrede quintillioner) fluer i løbet af en enkelt sommer. Dette er dog helt urealistisk, men det er utvivlsomt, at tovinger kan optræde i enorme antal. Omkring søen Myvatn i Island kan dansemyg således klækkes i så store mængder, at de hæmmer biltrafikken på den nærliggende vej. Endnu mere bemærkelsesværdig er måske den masseforekomst af glasmyg, som kan iagttages ved de store østafrikanske søer. Især langs bredderne af Victoriasøen kan glasmyggen Chaoborus edulis klækkes i milliardvis, og sværmene ser på afstand ud som røg eller lavthængende regnskyer. Undertiden klækkes den lille dansemyg Cladotanytarsus lewisi samtidig med glasmyggen, og da denne dansemyg kan fremkalde en allergisk reaktion i luftvejene hos mennesker, bliver myggesværmene til en veritabel sundhedsrisiko, der skal tages alvorligt. Dødsfald ved kvælning er forekommet. Lokalbefolkningen drager dog også nytte af sværmene. Med tætte kurve i spidsen af lange stave indsamles glasmyggene, hvorefter de knuses, koges til grød og formes til store, runde kager som tørres i solen. Smagen skulle efter sigende være en blanding af kaviar og friturestegte græshopper! Et europæisk eksempel på masseforekomst af fluer er den nydelige gul- og sortfarvede græsflue Thaumatomyia notata, der trods sin lidenhed kroppen er bare 3 mm lang kan være nok så anmassende. Fluen overvintrer som voksen, og undertiden trænger fluerne ind i lejligheder i meget store mængder. Fluerne dør snart i det tørre og varme indendørsklima, og døde fluer er bogstavelig talt blevet båret ud i spandevis. Næsten 1000 liter døde fluer blev for nylig fjernet fra elektronikrummet i TV-tårnet i Litauens hovedstad Vilnius. Mange arter af tovinger stortrives i det stærkt påvirkede og ofte ganske ekstreme miljø, som opstår gennem menneskets forskellige aktiviteter. Netop denne antropocentriske affinitet kan skabe meget besværende lokale opformeringer, hvad enten det er sommerfuglemyg (Psychoda spp.) fra afløbet på vores badeværelse eller almindelige stuefluer (Musca domestica) fra en nærliggende svinefarm. Den fjerde af de bibelske plager, hvor fluer invaderer Faraos tempel, kan således udmærket have sin rod i virkelige hændelser. Vi kan imidlertid også drage nytte af visse masseforekomster, og netop tovingelarver står for en stor del af omsætningen af det store overskud af organisk spildevand, som er blevet et af det moderne samfunds mere tvivlsomme kendetegn. Skal man fremhæve et økologisk træk, som mere end noget andet karakteriserer tovingerne som helhed, vil det blive nedbrydning og stofomsætning. Larverne af myggegrupper som stikmyg, kvægmyg og dansemyg har munddele, som er designet til effektiv filtrering af mikroorganismer og partikulært materiale i vandigt miljø. Larver af sommerfuglemyg, visse dansemyg og pukkelfluer afgræsser overfladerne i rensnings- og rodzoneanlæg for alger og bakteriebelægninger. Gødningsmyg, gødningsfluer, egentlige fluer, svingefluer, springfluer og flere andre grupper er vigtige nedbrydere af gødning i landbruget, og omsætningen af skovens førnelag hjælpes godt på vej af løvfluer, sørgemyg og visse stankelben. Atter andre fluer som visse svirrefluer og mange stankelben tager sig af dødt ved. Tovingernes effektivitet som nedbrydere har givet dem en særlig rolle som indikatorarter i den del af retsentomologien, som beskæftiger sig med det såkaldt postmortale interval: Tiden fra døden indtræffer til den døde krop findes. Det er især spyfluer, som finder anvendelse, idet disse er blandt de første, som ankommer til et dødt legeme. Men mange andre tovingefamilier kan have en vigtig betydning, især kødfluer, egentlige fluer, små stuefluer, pukkelfluer, ostefluer og Spyfluer (Calliphoridae) er velkendte nedbrydere af ådsler i naturen. Mindre kendt er det, at spyfluer kan være vigtige blomsterbestøvere, og at spyfluelarver i stigende grad anvendes til behandling af sår, som ikke vil læge. 12

14 13

15 våbenfluer. Antallet af gradtimer, som groft sagt er produktet af temperatur og den tid målt i timer, som spyfluelarverne behøver for at gennemføre deres udvikling, er rimelig konstant for hver art. Med den fornødne kendskab til de lokale temperaturforhold giver dette retsentomologen en mulighed for at beregne, hvor lang tid, larven har været under udvikling, ved at måle den tid, der er tilbage af udviklingen. Visse spyfluer tiltrækkes ikke alene af døde dyr men kan også lægge æg i væskende og inficerede sår på dyr og mennesker, og larverne kan undertiden angribe det levende væv, hvilket kan have fatale følger. Enkelte arter er til og med så specialiserede, at de udelukkende formerer sig ved at lægge æg i sår eller fugtige åbninger som næse og øjne. Den bedst kendte og mest berygtede er den amerikanske spyflue Cochliomyia hominivorax, hvis aggressive larver kan være et stort problem for husdyr som køer og får. 14

16 Små sår inficeres med larver, og angrebet tiltrækker flere spyfluer, indtil dyret omkommer. Et på mange måder utroligt eksempel på effektiv kontrol af denne spyflue kommer fra Nordafrika, idet Cochliomyia hominivorax overraskende blev fundet uden for Tripoli i Libyen i Meget snart begyndte lokale husdyrhold at få problemer med flueinfektioner (myiasis). Dette var alvorligt nok i sig selv, men konsekvenserne ville blive helt uoverskuelige, hvis arten spredte sig videre ned syd for Sahara. FNs landbrugs- og fødevareorganisation, FAO, greb ind og etablerede et massivt udryddelsesprojekt, som byggede på de kontrolforanstaltninger, som konstant kører i Mexico. Grundpillen i udryddelsen var bizart nok et opdræt af millioner af spyfluer, men strategien er at sterilisere fluerne og udsætte de sterile hanner. Ved at oversvømme den naturlige bestand med sterile hanner bliver flere og flere af parringerne ufrugtbare, og bestanden dør ud. I december 1990 spredtes de første sterile fluer omkring Tripoli fra lavtflyvende flyvemaskiner. I begyndelsen fordeltes 3,5 millioner fluer om ugen over et km 2 stort område, men dosis blev efterhånden sat op til 40 millioner, som spredtes over km 2, og dette fortsatte uge efter uge indtil 17. oktober Da var der gået et halvt år uden et eneste tilfælde af maddiker i husdyr, og projektet afsluttedes. Omkostningerne blev på 80 millioner amerikanske dollars. Visse spyfluers umiddelbart afskyvækkende levevis i sår hos dyr og mennesker har en overraskende medicinsk anvendelse, som faktisk har meget gamle aner. Spyfluelarver, som i dag kan dyrkes under aseptiske forhold, anvendes i stigende grad på vore sygehuse til behandling af komplicerede sår. Særligt gode resultater er opnået ved behandling af aldersrelaterede liggesår, diabetesrelaterede skinnebenssår, og brandsår og alvorlige hudafskrabninger, hvor beskadiget væv findes spredt over et stort areal. Foruden at fjerne det døde væv afgiver larverne antiseptisk spyt, og deres fysiske aktivitet i såret stimulerer lymfecirkulationen, hvilket altsammen fremmer en gunstig sårheling. Patienterne er generelt meget glade for denne virksomme behandling, men en væsentlig gene har dog været, at larvernes aktivitet giver en svag kløe. Fænomenet at fluelarver lever på eller i levende hvirveldyr kaldes myiasis. Bremserne, som alle er parasitter i pattedyr, er nok de mest velkendte. I gamle dages kvægbrug var den store og lille oksebremse en stor plage, og bremselarverne kunne sidde under ryghuden på køerne i hundredevis i de såkaldte verner. Med potente medikamenter er begge arter helt forsvundet fra den danske fauna. En bremseart, som undertiden ses indført til Danmark under huden på turister, er menneskebremsen, Dermatobia hominis. Menneskebremsen lever i tropisk Syd- og Mellemamerika, og hunbremsen klistrer sine æg fast på især stikmyg. Æggene er klar til at klækkes efter nogle dage, og når stikmyggen sætter sig for at suge blod, vil varmen fra værtsdyret aktivere bremselarven. Larven trænger ind gennem huden gennem en hårsæk eller lignende, og der dannes med tiden en kraftig byld. Larven ånder gennem et lille hul, og efter et halvt års tid er den færdigudvokset og kryber baglæns ud af åndehullet. Det er kun folk med særlig interesse i insekter, som lader larven udvikle sig færdigt, for især den sidste tid, hvor larven roterer i sin verne for at udvide åndehullet, kan give smerter og søvnløse nætter. Larven kan fjernes ved kirurgisk indgreb, men opdages den tidligt kan en klat vaseline være tilstrækkeligt. Larven, som får besvær med at ånde, vil bakke ud gennem åndehullet for at stikke bagkropsspidsen gennem vaselinen, og med lidt fingerfærdighed kan den snuppes med en pincet. Planteriget repræsenterer et utal af nicher, og tovingerne indeholder helt forventeligt en lang række af planteparasitter, som forvolder landbruget, gartnerier og drivhusindustrien store økonomiske tab. I troperne er båndfluerne (Tephritidae) den vigtigste gruppe med mange arter, som har navn efter den afgrøde, de især angriber, for eksempel melonfrugtflue (Bactrocera cucurbitae), den orientalske frugtflue (B. dorsalis), mangofrugtflue (B. frauenfeldi), bananfrugtflue (B. mu- 15

17 Spyfluelarver, maddiker, i et gammelt sår hos en kat. Spyfluelarver kan optræde i dårligt renholdte sår hos dyr og mennesker, og enkelte spyfluer har til og med specialiseret sig i denne levevis. sae), olivenfrugtflue (B. oleae), asiatisk papayafrugtflue (B. papayae), ferskenfrugtflue (B. zonata) og flere andre. Særligt skadelig er den mediterrane frugtflue (Ceratitis capitata), som angriber citrusfrugter. Det skønnes, at omkostningerne ved en permanent etablering af fluen i Californien ville ligge på en milliard dollars per år. Disse omkostninger er naturligvis ikke alene direkte tab ved nedsat frugtproduktion men også udgifter forbundet med forebyggende behandling af frugten, skadedyrsbekæmpelse, kontrol- og karantæneforanstaltningerer og et skrumpende eksportmarked. Minerfluerne (Agromyzidae) er en anden stor gruppe af planteparasitter. Familien indeholder notoriske skadevoldere som blandt andre chrysanthemumflue (Liriomyza trifolii), serpentineminerflue (L. brassicae), grøntsagsminerflue (L. sativae) og ærteminerflue (L. huidobrensis). Den sidstnævnte er en polyfag art, som især angriber kartoffel, selleri, roer og salat, men også ærter, bønner, lucerne, artiskokker, vandmelon, græskar, tomater, løg, gulerødder og flere andre planter. Ærteminerfluen blev beskrevet fra Argentina og har sandsynligvis sin oprindelse i Sydamerika, men takket være sit meget brede værtsvalg findes den i dag på de fleste kontinenter, og etablerede populationer bliver stadig sværere at bekæmpe. Det store antal dyre- og planteparasitter giver tovingerne et stort potentiale indenfor den biologiske bekæmpelse. Larverne til mange arter af 16

18 kærfluer lever i ferskvandssnegle. Dette forsøger man at udnytte til kontrol af snegle-mellemværten for de bilharziosefremkaldende parasitter. Specielle sydamerikanske pukkelfluer, hvis larver er parasitoider i myrer, er med nogen succes blevet indført til det sydlige USA til bekæmpelse af de aggresive og utilsigtet indførte fireants. Pukkelfluelarven æder myrens indre organer og tømmer især hovedet, hvilket ofte betyder at myrens hovede falder helt af. En mindre gruppe galmyg har udviklet sig fra den typiske planteædende levevis til at være rovlevende. Her findes blandt andet rovdyr på bladlus samt en af de mest udbredte og effektive naturlige fjender til spindemider. Disse arter anvendes derfor med lovende resultater til bekæmpelse af spindemider og bladlus i drivhuse. På helt samme måde er mange tovinger med success blevet anvendt i biologisk kontrol af ukrudt. Det gælder båndfluerne og i mindre grad minerfluerne, og ukrudtet er især arter af kurveblomstrede (forskellige tidsler og knopurter), hvis frøproduktion nedsættes kraftigt af fluelarvernes angreb. Fænomenet biologisk kontrol af skadevoldere gælder ikke bare parasitter. De små styltefluer af slægten Medetera, som ofte ses løbende om- Mange fluer er vigtige nedbrydere af ådsler. Her er spyfluer og kødfluer ved at omsætte en død dingo i den australske bush. FOTO: J. O HARA 17

19 Visse blomster producerer en kraftig ådselslugt og bestøves af spyfluer og kødfluer. Her en blomst af familien Rafflesiaceae fra den thailandske tropeskov, som helt enestående har udviklet en duft, som tiltrækker kødfluer, men ikke spyfluer. Den biokemiske baggrund for dette kendes ikke. FOTO: H. BÄNZIGER kring på nåletræernes stammer, har betydning for trivselen af de store, nordiske skove, idet fluelarverne overvejende lever af barkbillelarver. Forskellige rovlevende arter af egentlige fluer, især indenfor slægten Coenosia, kan lokalt fortære store mængder af kvægmyg, og de artsrige dansefluer fanger blandt andet masser af bladlus. Det skal imidlertid ikke glemmes, at arter, som indføres til bekæmpelse af andre og ligeledes indførte skadevoldere, kan have utilsigtede effekter på den lokale fauna eller flora. Man indførte snyltefluen Compsilura concinnata til det østlige USA og Canada for at kontrollere den europæiske nåletræsnonne, men effekten var moderat, og snyltefluen er nu mistænkt for at stå bag faldende bestande af de lokale arter af natpåfugleøjer (familien Saturniidae). Tovingerne kommer ikke på højde med de brodbærende årevingede når det gælder bestøvningseffektivitet og -kapacitet. De har ikke samme forudsætninger, hverken strukturelt (de er mindre hårede ) eller adfærdsmæssigt (de er mindre specifikke og har lavere genbesøgningsfrekvens), men tovingerne er i kraft af arts- og individantallet vigtige bestøvere i mange økosystemer. Især spyfluer kan anvendes som et godt alternativ til manuel bestøvning i mindre, lukkede systemer, fx drivhuse, hvor bier fungerer mindre godt. Vigtige tropiske afgrøder som cassava (Manihot esculenta) og kakao (Theobroma cacao) er afhængige af tovingede bestøvere, og kakaotræets blomster, som sidder i små kvaste direkte på stammen, bestøves faktisk udelukkende af mitter af slægterne Forcipomyia og Euprojoannisia. Planteslægten Stapelia og de parasittiske Rafflesiaceae bestøves af spyfluer og kødfluer og har udviklet store, ådselsduftende blomster, som kan se ud som åbne sår eller råddent kød. Fluer og myg har en klar dominans blandt blodsugende insekter, og nogle af de mest potente af menneskets sygdomme overføres af tovingede vektorer. I et globalt perspektiv er der ingen tvivl om, at blodsugende tovinger gennem overførte sygdomme for- 18

20 årsager menneskelig lidelse, som går ud over enhver forestilling, og det skorter desværre ikke på eksempler arbejdere døde af gul feber under konstruktionen af Panamakanalen i Et ni måneder langt udbrud af West Nile virus i Louisiana i kostede 20 millioner dollars i form af medicin, hospitalsophold og tabt arbejdsfortjeneste som følge af sygdom og død. Udgifter forbundet med malaria i tropisk Afrika løber op i 2 milliarder dollars hvert år, og ingen kan sætte en prislap på den chokerende kendsgerning, at et afrikansk barn dør af malaria hvert 30. sekund døgnet rundt. Foruden malaria har sygdomme som flodblindhed (kvægmyg), sovesyge (tse-tse fluer), leishmaniasis (sandfluer), elefantiasis (stikmyg), denguefeber (stikmyg), japansk hjernehindebetændelse (stikmyg), loa-loa (klæg) og flere andre sat sig tydelige spor i mange kulturer og samfund. Selv HIV-virusets oprindelige overførsel fra chimpanser til mennesker anses af visse forskere at skyldes stikfluer. Som modstykke til de mange sygdomsvektorer og myiasisfremkaldere skal det fremhæves, at dipterer også bidrager meget væsentligt til menneskelig sundhed. De meget store, videnskabelige gennembrud på det humangenetiske område skyldes i høj grad, at bananfluen Drosophila melanogaster er så velegnet som forsøgsdyr. Dette har ikke alene bibragt kendskab til den genetiske baggrund for nedarvede sygdomme, men også en kolossal indsigt i den genetiske styring af udviklingen fra barn til voksent individ, og i hvordan der kan opstå fejl i den genetiske styring af komplicerede stofskiftefunktioner, med diabetes II som det måske mest relevante eksempel. Flyvemusklerne hos tovinger og andre insekter skal holde en meget høj sammentrækningsfrekvens for at sikre flyvningen, og insekternes indirekte flyvemuskulatur har mange funktionelle, operationelle og fysiologiske ligheder med den humane hjertemuskulatur. Dette har bragt ny viden om årsager til forskellige former for nedsat hjertefunktion. Insekterne byder med deres segmentering og ydre skelet på konstruktionsmæssige og mekaniske ligheder med de avancerede maskiner ( robot- Orkideer er populære på grund af de komplekse og undertiden meget farvestrålende blomster, og bestøvningsbiologien er ofte meget specialiseret. Denne orkide af slægten Bulbophyllum tiltrækker fluer med sin ådselslugt. Så trods dens skønhed er den næppe velegnet som stueplante! FOTO: H. BÄNZIGER 19

21 FOTO: DAVID MCCLENAGHAN, CSIRO ENTOMOLOGY Tovinger kan være umådelig prægtige som denne australske klæg (Pseudotabanus nigripennis), men blandt tovingerne er der også mange blodsugende arter, som overfører alvorlige sygdomme. ter ), vi i stadig højrere grad anvender os af, men med den væsentlige forskel, at insekterne er meget mindre. Insekterne er med andre ord en skatkiste for mikrodesign. Stikmyggens sugesnabel er fx konstrueret med mikroskopiske savtakker i spidsen, som dels har en skærende funktion og dels nedsætter friktionen, hvilket gør at et myggestik knap kan mærkes. Mikroingeniører arbejder målrettet med myggesnablen som model i et forsøg på at fremstille ultratynde kanyler. Insektvingen har ligeledes påkaldt sig stor interesse fra ingeniørers side. Flyvemekanikken og aerodynamikken hos insekter er meget forskellig fra de øvrige flyvende dyregrupper flagermusene og fuglene. Insektvinger er i nogen grad sammenlignelige med tynde, fleksible plader med forstærkningslister i forskellige konfigurationer. Klæger, svirrefluer og mange andre tovinger opviser bemærkelsesværdige flyveegenskaber, og komplicerede matematiske modeller for deres flyvning er under udvikling. De kan vise, hvordan insekter kan manipulere luftstrømmen omkring krop og vinger, så det bliver muligt at foretage 20

22 Fluer kan være vigtige i den biologiske kontrol af skadelige dyr og planter. Den oprindeligt australske flue Cryptochetum iceryae indførtes med stor succes til Californien i 1888 til at bekæmpe en australsk skjoldlus, som var på vej til at ødelægge den lokale citrus-industri. FOTO: A. WILD momentane skift fra fremadgående flyvning til fastfrossen svirreflugt. En sådan manøvredygtighed indbygget i mikrofly åbner meget store muligheder for allehånde rekognoscerings- og overvågningsoperationer, og udover de åbenlyse militære interesser vil teknologien have gode anvendelsesmuligheder for redningskorps med speciale i sammenstyrtede og brændende bygninger. De tovingede insekter har mange berøringsflader med mennesket. Visse arter overfører sygdomme, andre er en økonomisk belastning gennem direkte skadevirkning på afgrøder eller ved nødvendigheden af dyre kontrolog karantæneforanstaltninger, og atter andre arter står på positivlisten ved at kunne udnyttes kommercielt, give information til kriminalefterforskning, eller direkte eller indirekte forbedre den menneskelige sundhed. Der er således gode økonomiske argumenter for at udforske tovingernes taksonomi, som med kendte og mange tusinder af endnu ukendte arter er en gigantisk opgave. Men det er ikke alt, der kan gøres op i økonomiske betragtninger. Fænomener som den forbløffende præcise hvepse-mimikry hos visse svirrefluer og den tilsyneladende eksplosive artsdannelse blandt visse bananfluer og styltefluer på Hawai'i er fascinerende og belærer os om evolutionen. Forårets rigdom på nyklækkede tovinger indgår i forudsætningerne for, at vi får sangfugle i haven, og hvordan skulle landmanden kunne forudsige, at der var optræk til regn, hvis ikke svalerne kunne flyve lavt over søens vand i jagten på dansemyg? Den almindelige stueflue har været en del af vores dagligdag så længe, at den er vokset ind i vores kultur. Hvem vil ikke gerne slå to fluer med et smæk? Og hvem kender ikke situationer, hvor man helst vil være 'fluen på væggen'? Men én flue gør som bekendt ingen sommer, og vi bør derfor glæde os over deres mangfoldighed. Thomas Pape er lektor på Statens Naturhistoriske Museum i København. 21

23 Fossilt DNA En mørk vinterdag blev tanken om at forsøge at finde DNA fra pattedyr i år gammel jord smidt på frokostbordet på evolutionsbiologisk afdeling på Københavns Universitet. Da kaffen kom på bordet var der enighed om to ting: 1) Det er højst usandsynligt at det kan lade sig gøre. 2) Det ville være et fantastisk gennembrud, hvis det lykkedes. Af Jonas Binladen Evolution en langsommelig proces. De fleste forbinder evolution med udviklingen af nye arter, selvom de fleste lever hele deres liv uden at se nye arter opstå. Men på det molekylære plan er evolutionen yderst aktiv. Med molekylære metoder er det muligt direkte at iagttage evolution i form af ændringer af DNA-molekylet fra generation til generation. Rent praktisk er man som regel begrænset til at arbejde med organismer med korte generationstider, som fx bakterier eller bananfluer. Hos større organismer som pattedyr er det selvsagt meget tidskrævende at følge evolutionen over flere generationer. Hvis vi kunne rejse tilbage i tiden og tage DNA-prøver fra tidligere generationer ville dette problem være løst. En tidsrejse ville give os muligheden for at se nærmere på forhistoriske begivenheder som fx, hvad der skete med mammuterne, inden de uddøde for flere tusind år siden. Eller om der var romantisk kontakt mellem os og neandertalmenneskene. DNA-molekylet er et paradoksalt molekyle: Den genetiske information skal være stabil nok til at holde en livstid og videreføres til sønnike. Men samtidig skal den også kunne mutere for at holde gang i evolutionshjulene, så organismerne kan overleve de evige forandringer i det omgivende miljø. Der sker konstant skader på DNA i levende organismer. De fleste skader er alvorlige og kan potentielt være dødelige, i bedste fald kun for den enkelte celle, i værste fald for hele organismen. 22

24 23 COLLAGE: SIDSEL SANGILD

25 FOTO: JONAS BINLADEN Laborant Tina Brand under arbejdet med den gamle jord. I de små jordklumper er gemt en genetisk beskrivelse af et gammelt økosystem. For ikke at forurene prøverne med moderne DNA bæres sterilt tøj, maske, hårnet og gummihandsker. Mens du læser denne artikel vil DNAet i din krop være gået i stykker flere tusinde steder. Men læs roligt videre, for i dine celler findes en række effektive reparationsmekanismer, som gendanner DNA-molekylet ligeså hurtigt som det går i stykker. Disse mekanismer stopper øjeblikkeligt, når en organisme dør. Og efter døden går det kun ned af bakke for DNA-molekylet. Det store spørgsmål folk begyndte at stille i starten af 1980 erne var: Hvor længe går der før alt DNA i en prøve er forsvundet? Kan vi fx finde DNA i resterne fra forhistoriske dyr? I 1984 kom et eksperimentalt gennembrud. Et lille stykke mere end 100 år gammel, tørret muskel fra den uddøde hestelignende Quagga, viste sig at indeholde nok brugbart DNA til at demonstrere, at den var nærmere beslægtet med heste end med zebraer. Det blev startskuddet til et nyt forskningsfelt: Isolering og analyse af fossilt DNA. Som flere og flere analyser blev offentliggjort, stod det klart, at det var muligt at hoppe tilbage i tiden og følge arters udvikling og uddøen direkte på molekylært niveau. Knogler så gamle som år viste sig at indeholde DNA. Det blev dermed muligt at se på uddøde dyrs genetiske slægtskabshistorie og følge populationsstrukturer gennem tid. Der er blevet og bliver stadigvæk i dag arbejdet mest med knogler og tænder, da det er de bedst bevarede rester af fortidens dyr. Det er langt fra alle gamle knogler, som indeholder brugbart DNA, og arbejdet med at isolere fossilt DNA er altid omstændigt og arbejdskrævende. Efterhånden som arbejdsteknikkerne blev forbedrede og forfinede, begyndte man at lede efter DNA andre steder. En af de mere spændende kilder er paleofæces, altså gammel lort. Det genetiske signal fra fæces er ikke så stærkt og entydigt som fra en knogle, da DNAet kommer fra flere forskellige kilder. I fæces findes både DNA fra dyrets egne tarmceller og fra dets føde. Det er derfor muligt både at lave en slægtskabsanalyse af dyret og en kostanalyse. Fødevalget kan indirekte afspejle tidens økosystem. Hvis der er tale om menneskefæces, kan de yderligere sige noget om den daværende kultur og levevis. En DNA-analyse af 4000 år gammelt indianerfæces har vist et meget mere detaljeret og alsidigt billede af føden end tidligere mikroskopiske analyser. Det næste skridt, der for alvor rykkede grænser inden for fossilt DNAarbejde, blev taget af vores lille forskningsgruppe på evolutionsbiologiafdelingen på Københavns Universitet. Gruppen bestod på det tidspunkt af ph.d.- og speciale-studerende, samt en laborant. Vi arbejdede med en serie jordprøver fra Sibirien. Fra disse prøver havde vi fået en stor mængde plante-dna data ud, som viste en tidsafhængig ændring i floraen. Planternes DNA-bevaringsgrad var overraskende god, men jorden skulle vise sig at gemme på endnu en overraskelse. En mørk vinterdag blev tanken om at forsøge at finde DNA fra pattedyr smidt på afdelingens frokostbord blandt makrel- og leverpostejsmadder. Tanken blev vendt, drejet og gennemtygget. Da vi var nået til den obligatoriske kaffe efter frokosten, var der enighed om to ting omkring bordet: 1) Det er højst usandsynligt at finde 24

26 DNA fra pattedyr i år gamle jordprøver som en seniorforsker klart udtrykte det: Det er det værste sludder, jeg nogensinde har hørt!, og 2) Hvis det var muligt, ville det være et fantastisk gennembrud, ikke kun for evolutionsbiologi, men også med et kæmpe potentiale for både arkæologi, klimatologi og palæontologi. Det er krævende at finde brugbart fossilt DNA i knogler, men i jord er det endnu værre. Her skulle vi arbejde i blinde, da mikroskopi-undersøgelserne ikke viste spor af dyr i jorden. Så den første forhindring var om der overhovedet var DNA fra dyr i vores prøver? Og den næste forhindring var, om det i så fald var bevaret efter år? To ting talte dog for ideen: 1) Vi havde allerede fået plante-dna ud af jordprøverne. Da jord primært består af gammelt plantemateriale, var det dog ikke videre overraskende. 2) Jordprøverne havde været permanent frosset, og lav temperatur er vigtig for god langtidsbevaring af DNA. Men igen, chancen for succes syntes umådelig lille. Der gik en måneds tid, før vi aktivt begyndte at lede efter DNA fra dyr. Det var selvsagt ikke motiverende at alle, os selv inklusive, i bund og grund ikke troede på ideen. Men vi gik i gang, om ikke andet så for at få ideen aflivet. De første delresultater overraskede os. Vi så et tydeligt spor af DNA, som størrelsesmæssigt passede med pattedyr-dna. Det så lovende ud, men tvivlen lå stadigvæk i baghovedet: Kom DNAet i virkeligheden fra laboratoriet? DNA-arbejde indebærer en meget kraftigt opkoncentrering af DNA, som bliver hængende i luften og på laboratorieudstyret lang tid efter arbejdet er afsluttet. Forurening fra tidligere arbejde kunne ikke udelukkes. Vi måtte derfor vente til vi fik aflæst DNA-sekvenserne, så vi kunne se, hvilke dyr DNAet stammede fra. De første sekvenser var bison-sekvenser. Jackpot! Armene over hovedet og store smil. I istids-sibirien var bisonerne meget udbredte, så bisonen passede godt ind i vores billede af verden på jordprøvens tid. Det var som at ramme en guldåre det kunne altså lade sig gøre at finde genetiske spor fra pattedyr i de gamle jordprøver! Vi fortsatte analyserne, og de næste sekvenser var fra hest, hare og lemming. Igen passede sekvenserne med det forhistoriske økosystem. Extraordinary claims require extraordinary proof. At melde ud, at vi havde fundet pattedyr-dna i år gamle jordprøver, krævede uomtvistelige beviser. Alt for spektakulære rapporter om millioner år gammelt DNA bl.a. fra dinosaurknogler har alle vist sig at være umulige at gentage eller direkte forkerte, så uanset hvor fascinerende tanken er, forbliver Jurassic Park fiktion. Vi ville ikke ende i skraldespanden sammen med Jurrasic Park rapporterne, så vi måtte have stærke beviser. Da den næste sekvens dukkede frem, bredte smilene sig det var en mammutsekvens. Mammutsekvensen var som spar es. Vi havde nu en stærk hånd, som der ikke kunne røres ved. Det var utroligt at se fortidens fauna sammen med den tidligere DNA-bestemte flora på det nærmeste vælte ud af en lille jordklump. Det var som at tage på en rejse tilbage i tiden til en forsvunden verden. Analyserne fortsatte og vi fandt både rensdyr- og moskusokse-dna. Billedet af fortidsfaunaen var efterhånden ganske detaljeret. Den dag blev kaffen erstattet af bajere. Jeg var egentligt ligeglad med udsigten til en flot publikation på det tidspunkt. Men det betød ikke, at jeg ikke havde meget lyst til at fortælle om vores opdagelse. Jeg svævede på en sky og måtte beherske mig for ikke at prikke sidemanden i bussen på skulderen og spørge om han vidste at man kan finde DNA fra pattedyr i gammelt jord. Fra en langt ude idé, til opfølgningen af den i modvind, for til sidst at smage succesens sødme. Det var forskning når det er sjovest, bedst og mest lærerigt! Jonas Binladen er cand. scient. og ansat på evolutionsbiologisk Afdeling, Københavns Universitet. 25

27 Et kæmpedovendyr vækkes til live Efter titusinde af år i 'jorden' og over hundrede år på museum rekonstrueres et fem meter langt kæmpedovendyr ud fra det fossile skelet på Zoologisk Museum. Men kan man overhovedet genskabe, hvordan disse dyr levede og så ud, når de nærmeste nulevende slægtninge går armgang i slowmotion og blot vejer en tusindedel? Af Mikkel Høegh Post De nulevende dovendyr er forholdvis små dyr, der lever i træer og spiser blade. De bevæger sig meget langsomt med hovedet nedad og har et lavt stofskifte og en lav kropstemperatur de er dovne dyr! Men for år siden levede nogle slægtninge til de nulevende dovendyr af en helt anden kaliber kæmpedovendyrene. Megatherium er et af de største kæmpedovendyr, der nogensinde har eksisteret. Det velbevarede fossile skelet findes opstillet samen med tre øvrige arter fra andre dovendyr-grupper på Zoologisk Museums magasin. De er en del af Dr. Lausens samling fra det sene 1800-tal. Og sammen med især P. W. Lunds tidligere indsamlede og mere fragmentariske materiale udgør dette den største europæiske samling af denne fauna. 'Life-size' rekonstruktion er et bud på, hvordan et dyr, der typisk kun kendes fra skelettet, så ud i live. Det er altså ikke en typisk konservatoropgave, men det er spændende fordi man kan kombinere kreativt arbejde med en videnskabelig indgangsvinkel. Man må lave grundig research i litteratur og anatomi, og stadig være varsom med sine konklusioner, for der er mange faldgruber ved rekonstruktion, især i forhold til at genskabe dyrets ikke-forbenede dele, der normalt ikke bevares i fossiler. Her må man bruge sammenlignende anatomi og lade sig inspirere af nulevende referencer. Ved 'Life-size' rekonstruktion er også de økologiske aspekter vigtige at afklare i forhold til udstilling af dyret, da det typisk placeres i et habitatdiorama og i en bestemt positur, der afspejler dyrets levevis og økologi. Det første skridt i en rekonstruktion af et uddødt dyr består i at samle så 26

28 De fire opstillede skeletter af kæmpedovendyr fra Lausens samling udstillet på det gamle Zoologisk Museum i Krystalgade frem til Megatherium er nr. 3 fra venstre. meget information som muligt om dyrets udseende og levevis. Den nyeste viden om Megatherium og andre dovendyr indsamlede jeg blandt andet på en studierejse til USA, støttet af Dansk Naturhistorisk Forening. På rejsen besøgte jeg flere museer og fik talt med tre fremtrædende palæontologer, der er specialister i kæmpedovendyr. Det var en stor oplevelse at diskutere teorier om disse dyrs levevis og bevægeegenskaber, og den løbende kontakt til disse 'konsulenter' har været og er fortsat en uundværlig hjælp. Samme år studerede jeg et opstillet Megatherium-skelet i Valencia i Spanien, men desværre ikke type-eksemplaret i Madrid, som blev beskrevet af Cuvier i Det er det første opstillede fossile skelet i verden, og den anatomisk ukorrekte opstilling af den langt mindre famøse konservator J. B. Brú er blevet bevaret for den historiske værdi. Året efter fik jeg mulighed for at studere eksemplarer i London og Paris. De sidste årtiers fund og forskning i tertiære og kvartære dovendyrformer har givet langt større indsigt i kæmpedovendyrenes liv. Dels har man fundet langt flere arter, end de tidlige danske pionerer P. W. Lund, J. Reinhardt og H. Winge havde til rådighed. Fx har man i de seneste år fundet en FOTO: ZOOLOGISK MUSEUM 27

29 FOTO: MIKKEL H. POST Megatheriiderne havde et meget forenklet tandsæt uden fortænder og hjørnetænder (5/4) og med meget lange, åbne tandfæster. Tværstillede furer i de firkantede tænder tillod kun en lodret og sidelæns tyggeretning. Et meget effektivt tandsæt til at findele plantekost. Eksemplaret her er fra Valencia i Spanien. række delvist vandlevende dovendyr fra Peru, der levede af søgræs og tang. Dette er i sig selv ikke så mærkeligt, da også nulevende dovendyr svømmer udmærket. Desuden har kæmpedovendyrene efterladt sig enestående vidnesbyrd i form af både velbevarede skeletter, skind, pels og afføring. Det gør det muligt at få detaljeret indsigt i dyrenes anatomi og til dels i deres liv og færden. Megatherium besad de længste og kraftigste kløer man nogensinde har fundet blandt alle pattedyr gennem tiden. Men hvorfor blev de så store? Hvis en given struktur ikke har en funktion, vil den typisk blive reduceret gennem evolutionen. Vi ved at andre uddøde kæmpedovendyrfamilier brugte kløerne til at grave med, ligesom de nulevende bæltedyr og myreslugere opbryder termitbo. Men 28

30 De gamle gumlere Dovendyrene hører til ordenen Gumlere (Xenarthra) sammen med myreslugere og bæltedyrene (og de uddøde skjolddyr). Denne orden var karakteristisk for den sydamerikanske fauna med over 100 kendte slægter. I dag findes kun slægter med ca. 30 arter. Ordenens navn, Xenarthra, hentyder til et sæt ekstra ledflader i de nedre bryst- og lændehvirvler, oprindeligt en forstærkning i forhold til at grave, mens gruppens tidligere navn Edentata ('uden tænder') hentydede til de manglende tænder hos myreslugere og mangel på emalje hos resten af gumlerne. Ifølge ny DNA-forskning opstod gumlerne for mellem 60 og 100 millioner år siden i sen Kridt. Det gør den til en af de ældste placentale pattedyrgrupper og den regnes som søstergruppe til alle de andre placentale pattedyr. Dovendyrene spredte sig til hele Syd- og Mellemamerika. En linie fandtes i Florida allerede for 6-8 millioner år siden. Fire slægter var udbredt i USA i Pleistocæn. Én af efterkommerne nåede enddog helt til Alaska. En del af de sene former var tonstunge, men mange af 'kæmpe'dovendyrene var betydeligt mindre, fx har man fundet nogle på de Vestindiske øer, der svarede til de nulevende i størrelse. De fire opstillede kæmpedovendyr på Zoologisk Museums magasin tilhører et bredt udsnit af dovendyrgruppen, som kan inddeles i to hovedgrupper: Nemlig Megatheria og Mylodonta. De tretåede dovendyr med den nulevende slægt Bradypus regnes som søstergruppe til de to grupper. Det kan være op mod 40 millioner år siden, at de to nulevende slægter havde en fælles stamform. Megatherium tilhørte Megatheria i familien Megatheriidae sammen med bl.a. søsterslægten Eremotherium. Arter fra begge slægter nåede en vægt på fem-seks tons men de primitive former var ganske små. Tidligere inkluderede man ofte Nothrotheriops m.fl. i en underfamilie til Megatheriidae, men nyere fylogenetiske undersøgelser viser at de tilhørte endnu en familie, Nothrotheriidae. I den anden hovedgruppe, Mylodonta, fandtes flere familier. Mest kendt er de store pleistocæne former i Mylodontidae (eller Mylodontinae), med Mylodon, Paramylodon og søsterslægten Glossotherium, samt Lestodon den sidste skal måske klassificeres i sin egen underfamilie, Lestodontinae. Klassifikationen af de første tre slægter har været noget kaotisk, og der har været en del 'omdøbninger' og rokering af arter. Scelidotherium m.fl. tilhører familien Scelidotheriidae. De nulevende totåede dovendyr Choloepus tilhører familien Megalonychidae sammen med de små, vestindiske former. Artsdiversiteten var især høj i Pliocæn og Pleistocæn, helt op til historisk tid, hvor de store former pludselig uddøde de fleste for år siden. I dag findes kun de to trælevende slægter. 29