Ministerielle skrivelser m.m. Kendelse fra Landinspektørnævnet

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider april 1998 Ministerielle skrivelser m.m. Foranlediget af en tvist om fældning af træer i grænsen mellem to ejendomme blev landinspektør L rekvireret til at foretage afsætning af skel. Landinspektøren afsatte 3 skelmærker, men blev derefter usikker på fastlæggelsen af skellet og foretog supplerende undersøgelser. Landinspektøren mente ikke at have afsluttet arbejdet og dermed heller ikke at have»afsat«skellet. Skelmærkerne stod i marken i mere end 1 år og i denne periode undlod landinspektøren at orientere de berørte lodsejere i tilstrækkeligt omfang om betydningen af skelafmærkningen. Dette forhold indebar en tilsidesættelse af pligterne som landinspektør. Kendelse fra Landinspektørnævnet I Landinspektørnævnets sag nr. 173: Advokat A mod landinspektør L afsagde nævnet den 5. december 1997 følgende: I et brev af 3. juni 1996 har advokat A klaget over landinspektør L. Klagen drejer sig om, at landinspektør L har anbragt mindst 2 jernrør med skeltegn i ejendomsgrænsen mellem matr.nr. 16a... og matr.nr. 2a..., uanset at landinspektøren - efter advokatens opfattelse - efter afsætningen var enig med ham i, at der ikke kunne siges noget endeligt om skellets beliggenhed. Advokaten har anført, at afsætningen bruges af den ene part i en konflikt om fældning af træer omkring ejendomsgrænsen med henblik på at kunne undgå både skelforretning og hegnssyn. Det er i sagen oplyst, at ejerne af matr.nr. 16a... har anlagt sag mod B, der efter aftale med ejeren af matr.nr. 2a... - C - har beskåret og fældet nogle træer ved grænsen mellem de 2 ejendomme. I stævningen af 12. februar 1996 mod B, anføres det blandt andet:»sagsøgte har... gjort gældende, at styningen er foretaget i god tro, idet han gik ud fra, at skellinien går midt i det dige, hvorpå hegnet står. På sagsøgernes foranledning har landinspektør L i september 1995 afsat skellet, der herefter kan dokumenteres at gå således, at hegnet står helt på sagsøgernes grund.«i sit svarskrift af 5. marts 1996 anførte advokat A, som advokat for B, at et brev fra landinspektør L af 3. marts 1995 til ejerne af matr.nr. 16a..., D og E, tilsyneladende er grundlaget for sagsøgerens sagsanlæg, men at det i øvrigt fremgår af brevet, at landinspektøren ikke kan udtale sig præcist om, hvor skellet går.

2 I brevet af 3. marts 1995 fra landinspektør L står der blandt andet:»jeg har nu sammenlignet min måling med matrikelkort og med målingen til matr.nr. 31a. Jeg kan konkludere, at der er god overensstemmelse mellem kort og måling, således at det er muligt at udtale sig med god sikkerhed om skellets rette beliggenhed. Der er for mig ingen tvivl om, at skellet er vandløbet - eller altså det nu rørlagte vandløb. Det er naturligvis ikke muligt for mig at finde frem til den nøjagtige placering af det nu rørlagte vandløb, men jeg mener, at en linie, der forbinder rørledningens begyndelse mod øst med midterne af brønddækslerne må være rette skel. De pinde, jeg satte som foreløbig afmærkning ved vandhullet står ca. 1 m forkert - den østlige er mest forkert. Jeg beder dig meddele, om du ønsker placeret skelafmærkning i den beskrevne linie.«i et brev af 21. maj 1995 fra landinspektøren til E står der:»retablering af skel for matr.nr. 16a... Jeg har nu foretaget en genafsætning af det skel, som min kollega tidligere har indmålt som skel. Jeg må herefter desværre konstatere, at der synes at være en uoverensstemmelse mellem hans angivelse af skellet vest for vejen og øst for vejen, idet han har angivet midte af vandløb på den ene side og midte af dige på den anden. Jeg mener fortsat, at det er den tidligere grøft, men jeg er ikke i stand til at konstatere dennes forløb vest for den sidste brønd, og da det pågældende firma tidligere har indklaget mig for brud på landinspektørforeningens kollegiale regler i forbindelse med en genafsætning, som ikke var i overensstemmelse med et ældre skelmærke, vil jeg ikke udsætte mig for denne risiko.«. På foranledning af advokat A oplyste landinspektør L i brev af 3. maj 1996 til sagsøgernes advokat, at en kollega havde defineret skellet i 1970, men at han var uenig med kollegaen i dennes definition. Han ønskede imidlertid ikke at udsætte sig for en kollegial konflikt med det pågældende firma, hvilket var årsagen til, at han ikke havde foretaget nogen afsætning af skellet.

3 På opfordring af advokat A oplyste han supplerende i et brev af 9. maj 1996, at han ikke ville udtale sig om skellets rette beliggenhed på det grundlag, som hidtil havde foreligget for ham, men at hans klients advokat samme dag havde bemyndiget ham til at rekvirere en fotografisk kopi af det originale matrikelkort fra omkring Han forventede, at dette kort ville indeholde oplysning om skellets karakter og forløb, som ikke fremgår af det gældende, digitaliserede matrikelkort. Landinspektøren har, forelagt klagen fra advokat A, i et brev af 28. august 1996 til Landinspektørnævnet anført følgende:»jeg har ikke foretaget afsætning af det omtvistede skel. Jeg har tværtimod meddelt min klient, at jeg ønskede at indhente yderligere oplysninger, forinden jeg skred til handling.«. Herefter anmodede advokat A ved brev af 20. september 1996 Landinspektørnævnet om, at klagesagen blev stillet i bero. Landinspektørnævnet henlagde herefter sagen den 1. november Den 25. november 1996 anmodede advokat A imidlertid om, at klagesagen blev genoptaget. Han forklarede i sit brev, at resultatet af retssagen nu var blevet, at modparten havde anmodet et andet landinspektørfirma om formelt korrekt at afsætte skellet, fordi landinspektør L havde gjort opmærksom på, at han ikke kunne fastlægge skellet helt præcist. Advokat A skrev endvidere:»på denne baggrund havde jeg i for sig ikke tænkt mig at foretage mig yderligere i forhold til landinspektør L. Jeg har nu imidlertid fra min klient modtaget kopi af vedlagte 3 skrivelser, som landinspektør L den har fremsendt til 3 af naboerne. Det fremgår heraf - i klar modstrid til, hvad landinspektør L oplyste overfor mig i telefonen - at der rent faktisk var sat skelpæle, men at disse nu er fjernet.... Da landinspektør L samtidig har været utrolig arrogant i sin behandling af min klage, skal jeg anmode Landinspektørnævnet om at fortsætte sagsbehandlingen.«. I de enslydende breve af 15. november 1996, som landinspektør L har sendt til 3 naboejere til matr.nr. 16a..., heriblandt ejeren af matr.nr. 2a..., står der:»de har muligvis set, at der er placeret en skelafmærkning i skellet mellem ovennævnte ejendom og Deres ejendom. De har aldrig modtaget underretning herom, idet jeg er blevet anmodet om at foretage en kontrol på basis af et materiale, som findes på det ældste

4 matrikelkort for området - og ikke andre steder. Kontrolmålingen er blevet forsinket af en klage til landinspektørnævnet, som nu imidlertid har henlagt sagen. Jeg har herefter foretaget en ekstra kontrol af den første afsætning, og jeg må konstatere, at denne ikke kan passes ind i den nu fremskaffede ældre måling, hvorfor jeg har til hensigt at fjerne afmærkningen, som jeg ikke kan vedstå.«den 14. april 1997 afholdtes møde i Landinspektørnævnet. Landinspektør L var mødt. Advokat A var ikke mødt. Landinspektør L gav udtryk for, at han med denne klagesag imod sig var sat i en utålelig situation. Han mente, at klagen mod ham medførte, at han i forhold til de involverede parter blev inhabil som landinspektør, jf. 5 i lov om landinspektørvirksomhed, og at han derfor ikke kunne gøre sagerne færdige. Han ønskede derfor klagesagen afsluttet hurtigst muligt. Principalt påstod han klagesagen afvist, idet det er hans opfattelse, at klageren ikke har retlig interesse i sagen. Han oplyste, at klageren er advokat for B, som ikke ejer nogle af de omhandlede ejendomme. Subsidiært påstod han frifindelse, dels på grund af manglende bevis for, at han skulle have optrådt arrogant, dels fordi der ikke er fjernet skelpæle, som påstået af klageren. Landinspektør L forklarede, at D rekvirerede ham til at afsætte det nordlige skel af sin ejendom matr.nr. 16a..., fordi B havde fældet træer i /foretaget styning af et levende hegn, som D mente stod på hans ejendom. B ejer ikke nogle af de involverede ejendomme, men havde en aftale med ejeren af matr.nr. 2a... - C - om at fælde træer på dennes ejendom. Den 2. marts 1995 foretog han opmåling i marken. Han afsatte ikke skelpæle denne dag, men tog hjem for at foretage beregning med henblik på at afsætte skellet senere. I marken findes et ca. 1 meter bredt dige, hvorpå der vokser ca. 20 år gamle askebuske. På den nordlige side af diget findes en række nedgangsbrønde til en rørlagt grøft. Yderligere ca. 2 meter nord for brøndlinien findes dyrkningsgrænsen. Han var usikker på skellets placering, idet der findes flere naturlige grænser på stedet. Han meddelte dette til sin rekvirent ved brev af 3. marts Den 18. maj 1995 foretog han supplerende måling og nåede da frem til det resultat, at skellet gik midt i den rørlagte grøft. Han støttede blandt andet sin opfattelse på, at landinspektør M i 1970 havde fastlagt et skel på den modsatte side af kommunevejen således. Han afsatte 3 skelpæle den pågældende dag og meddelte dette til sin rekvirent ved brev af 21. maj Han sendte ikke underretning til naboerne, idet han ikke anså sig for at være færdig med arbejdet. Der var således behov for at foretage yderligere opgravning for at fastlægge skellets nøjagtige placering. Senere fandt han ud af, at de to grøfter på hver sin

5 side af kommunevejen ikke stod i forbindelse med hinanden, og at der var inkonsekvens i skellenes definition øst og vest for kommunevejen. Han mente derfor, at landinspektør M s afsætning i 1970 ikke var i overensstemmelse med, hvordan skellet var vist på de gamle matrikelkort. I begyndelsen af november 1996 meddelte han sin rekvirent, at han atter kunne tage sagen om skelafsætning op, idet Landinspektørnævnet havde henlagt klagen imod ham. Det var hans opfattelse, at han ikke kunne fortsætte skelafsætningssagen, så længe klagen imod ham verserede. Den 12. november 1996 foretog han supplerende måling på stedet, hvilket bekræftede hans ændrede opfattelse af skellets beliggenhed. Den 15. november 1996 meddelte han de tre naboejere, at hans fastlæggelse af skellet var forkert. Han har i Kort & Matrikelstyrelsen rekvireret kopi af gamle originale matrikelkort på stedet, og det har overbevist ham om, at skellet er midt i diget. Han vil afvise, at han skulle have optrådt arrogant overfor advokat A. Han har ikke i forbindelse med skelafsætningen talt med advokaten. Først efter den 2. juli efter klagen til Landinspektørnævnet - har han haft telefonisk kontakt med ham. Nævnet har i et brev af 26. september efter sagens optagelse til kendelse - stillet landinspektør L følgende spørgsmål:»det synes at fremgå af Deres brev af 31. juli 1997 til nævnet, at De i september 1995 udskiftede 3 træpæle med skelpæle mod naboejendommene til det nordlige skel af matr.nr. 16a... Nævnet skal i den forbindelse anmode Dem om at oplyse 1) hvor de 3 skelpæle var placeret 2) hvor længe disse stod der 3) hvilken type skelafmærkning der var tale om 4) om De har afsat andre skelpæle i forbindelse med sagen Forespørgslen er begrundet i, at det af forhandlingsprotokollen for mødet den 14. april 1997 fremgår, at De forklarede, at De afsatte 3 skelpæle den 18. maj De har imidlertid i brev af 3. maj 1996 til advokat F bl.a. oplyst, at De ikke havde afsat noget skel, ligesom De i breve af 28. august 1996 til nævnet og til klageren bl.a. anførte, at De ikke havde foretaget afsætning af det omtvistede skel. Dette synes heller ikke at stemme overens med, at

6 De den 15. november 1996 til 3 naboejere skriftligt oplyste, at der var placeret en skelafmærkning, som De nu ikke kunne vedstå.«landinspektøren har i breve af 5. oktober og 7. oktober 1997 besvaret forespørgslen. I brevet af 7. oktober 1997 står der bl.a.:»og jeg kan herefter oplyse, at protokollen er korrekt, når den oplyser, at jeg placerede 3 skelrør, men at jeg foreskrev yderligere opgravning på den strækning af skellet, som lå ud for det sted, hvor træfældningen havde fundet sted.... Mine»ytringer«om skellets beliggenhed har været: 1. tre skelrør ovenpå det rørlagte vandløb, så langt, som dette kunne følges v.hj. af brøndene - og derfor ikke ud for træerne 2. min gentagne forklaring til min klient om forholdene i den vestlige ende - en forklaring, som både har været mundtlig og skriftlig 3. mit brev til klageren, hvor jeg alene udtaler mig om hans skelstrækning 4. mit brev til advokat F hvoraf fremgår, at jeg må forlange yderligere materiale anskaffet, hvis jeg skal kunne nå en endelig konklusion (det bedes bemærket, at kopi af det ønskede materiale ikke udleveres ved normale måloplysninger, materialet skal ud af huset, idet det kun affotograferes - ikke fotokopieres) 5. mine breve til lodsejerne for at forebygge enhver tvivl Jeg har derimod aldrig foretaget nogen underretning af lodsejerne (eller klageren) efter regler, der er fastsat i bek. om matrikulære arbejder 4, fordi jeg aldrig har afsluttet arbejdet med at retablere skellet. Pligten til underretning opstår først ved arbejdets afslutning.... Det tilføjes, at jeg ikke har kendskab til, hvordan

7 skelforretningssagen er endt, og jeg har således ikke kendskab til, om min tidligere afmærkning fortsat befinder sig på stedet. Jeg antager dog, at landinspektør N har fjernet den, sådan, som han tilbyder.«landinspektørnævnet udtaler: L har anført, at han som følge af klagen mod ham, anså sig for inhabil som landinspektør i forhold til de involverede parter, jf. landinspektørlovens 5, og derfor ikke kunne gøre sagen færdig. Landinspektørnævnet finder imidlertid ikke, at klagen til nævnet kunne medføre, at indklagede blev inhabil og derfor ikke i henhold til 5 i Lov om Landinspektørvirksomhed kunne færdiggøre sagen. Landinspektøren har yderligere anført, at klagen bør afvises, da klageren ikke har nogen retlig interesse i sagen. Da A som advokat varetager interesserne for en klient, der er involveret i en retssag, hvis udfald må antages at afhænge af, hvor ejendomsgrænsen forløber, finder Landinspektørnævnet, at klageren har en retlig interesse i sagen. Også efter landinspektørens besvarelse af nævnets forespørgsel af 26. september 1997 findes det godtgjort, at landinspektøren medio september 1995 anbragte 3 skelpæle i den nordlige ejendomsgrænse for matr.nr. 16a..., blandt andet mod matr.nr. 2a..., selvom landinspektøren overfor nævnet i brev af 28. august 1996 tilkendegav, at han ikke havde foretaget afsætning af det omtvistede skel. Landinspektøren har ikke på kort angivet, hvor disse skelpæle var placeret, men det synes at fremgå af landinspektørens brev af 21. maj 1995 til D, at der åbenbart var tale om en genafsætning af landinspektør M s tidligere afsætning, som landinspektør L på genafsætningstidspunktet imidlertid ikke var enig i. At der var afsat skelpæle, bekræfter landinspektøren selv i brevene af 15. november 1995 til de berørte lodsejere, hvori han skriver, at han har til hensigt at fjerne en skelafmærkning, som er placeret i skellet mellem deres ejendomme og matr.nr. 16a... Landinspektøren ses ikke i sine breve af 5. og 7. oktober 1997 at have besvaret forespørgslen om, hvor længe skelpælene stod der, ligesom han ikke direkte oplyser, hvilken type skelafmærkning, der var tale om. Han bruger dog udtrykket»skelrør«, der må formodes at være jernrør med påsat skeltegn. De pågældende skelrør må efter det foreliggende antages at have stået i marken fra september 1995 til november Der har således faktisk stået 3 skelpæle på stedet i knapt et år på det tidspunkt, hvor landinspektøren oplyste landinspektørnævnet om, at han ikke havde afsat skellet. Det er Landinspektørnævnets opfattelse, at uanset landinspektøren ikke mener at have afsluttet sit arbejde og dermed ikke mener, at han har»afsat«skellet, har han ved at anbringe skelpæle 3 steder og ved gennem mere end 1 år, at

8 have undladt at orientere de berørte lodsejere i tilstrækkeligt omfang om betydningen af skelafmærkningen, kunnet have bibragt dem den opfattelse, at skelpælene markerede et endeligt afsat skelforløb. Derved har han medvirket til unødigt at komplicere retssagen om træfældningen mellem matr.nr. 16a... og 2a..., og bragt både advokaten og Landinspektørnævnet i unødig tvivl om, hvorvidt skellet var afsat. Landinspektøren burde have oplyst såvel klageren, naboejerne som Landinspektørnævnet om, at han havde sat skelmærker, men at han ikke betragtede skellet som værende endeligt afsat endnu, fordi der stadig foregik nogle undersøgelser. Nævnet finder det ikke mod landinspektørens benægtelse bevist, at han har optrådt arrogant overfor advokat A. Efter det anførte finder nævnet, at landinspektøren ved sin handlemåde i forbindelse med skelafsætningen har tilsidesat sine pligter som landinspektør. Sanktionen herfor fastsættes til en bøde. Nævnet har valgt at fastsætte en fælles sanktion for denne sag og sag nr. 176, som nævnet samtidig har truffet afgørelse i. Denne fælles sanktion fastsættes under hensyn til at landinspektøren ved nævnets kendelse af 14. april 1988 er tildelt en irettesættelse, ved nævnets kendelse af 30. juni 1989 er pålagt en bøde på kr. og ved nævnets kendelse af 3. maj 1994 pålagt en bøde på kr. til en bøde på kr. Thi bestemmes: Landinspektør L idømmes en bøde på kr. Jens Wolters Sigrid Ballund Niels Krogsgaard Landinspektør L foretog skelafsætning på grundlag af et måleblad fra 1869 uden at hæfte sig ved en række træer, som fandtes på stedet. Under hensyn til at skellets tydelighed i marken kunne diskuteres, fandt nævnet, at landinspektøren burde have givet de tilgrænsende lodsejere lejlighed til at udtale sig forud for skelafsætningen og at landinspektøren ved at undlade dette havde tilsidesat sine pligter som landinspektør. I Landinspektørnævnets sag nr. 176: A og B begge..., mod landinspektør L afsagde nævnet den 5. december 1997 følgende: I et brev af 3. oktober 1996 har A og C på vegne af B klaget over landinspektør L. Klagen vedrører det forhold, at landinspektør L, efter rekvisition fra D, har foretaget en efter klagernes opfattelse forkert afsætning af skellet mellem matr.nr. 35pg..., der ejes af D, og matr.nr. 8a smst, der ejes af A, samt at han ikke har indkaldt naboejerne og givet dem lejlighed til at udtale sig, før skellet blev afmærket. Det er i sagen oplyst, at D havde rekvireret landinspektør M til

9 at afsætte skel omkring sin ejendom. Landinspektør M afsatte skel omkring hovedlodderne, men forelagde D, at afsætning af skel omkring moselodderne matr.nre. 35pg og 35pa krævede inddragelse af naboejerne, hvilket ville fordyre sagen. D ønskede derfor ikke, at landinspektør M afsatte skel omkring moselodderne. Efterfølgende rekvirerede D indklagede til at afsætte de pågældende skel. Indklagede landinspektør L har i et brev af 3. november 1996 afvist klagen. Der står heri:»......«. Klagerne er åbenbart utilfredse med placeringen af min afmærkning samt med, at man ikke er blevet spurgt på forhånd. Jeg kan oplyse, at jeg udelukkende har anvendt materiale, der er bestilt i KMS, at jeg finder, at der er overensstemmelse mellem forholdene i marken og de afsatte skel, hvorved bemærkes at hovedparten af de afsatte skel udgøres af grøfter, og at der iøvrigt er tale om et moseområde, som har været delvist afgræsset i een stor fenne. Jeg har skriftligt underrettet samtlige ejere 2 dage efter at afmærkningen var foretaget, og jeg har opfordret disse til omgående at gøre sig bekendt med denne. Jeg har ikke modtaget nogen reaktion på min henvendelse. Jeg finder anledning til at oplyse, at jeg ikke har truffet D..., og at jeg naturligvis helt på egen hånd har foretaget den opmåling, som jeg har fundet var nødvendigt for at løse den stillede opgave. Den 17. februar 1997 afholdtes møde i Landinspektørnævnet. Advokat E, der repræsenterede A, var mødt med F, der er A s barnebarn. F forklarede som vidne, at ejendommene ligger i en mose, hvor der tidligere er blevet gravet tørv. D s ejendom grænser op til A s ejendom, og skellet er markeret ved en enkelt række piletræer, som blev plantet umiddelbart efter krigen. Det drejer sig om træer, der alle er over 10 m høje, og som står i en nogenlunde ret linie. Der er intet knæk i trælinien i modsætning til angivelsen af skellet på kortet. De skelpæle, som indklagede har afsat, er anbragt 1-1,5 m fra trærækken ind på hans farmors grund og forløber i en mere siksakket linie end træerne. Også grænserne mod nogle små moselodder - der ligeledes er markeret med træer - er flyttet ca. 1 m. De skelpæle, som indklagede har afsat, er efter vidnets mening ureglementeret afsat. Landinspektør M, som afsatte skel omkring D s hovedejendom, ville ikke afsætte skel omkring moselodderne, idet dette efter landinspektør M s opfattelse forudsatte inddragelse af naboejerne, hvilket D ikke ønskede.

10 Da F fik underretning fra indklagede om skelafsætningen, kunne han af det medsendte kort ikke umiddelbart se, at der var noget galt. Der gik ca. tre uger, før han tog ud for at se på forholdene, hvilket var i forbindelse med, at D havde indgivet politianmeldelse mod vidnets farmor med påstand om, at hun havde stjålet brænde fra et areal, som efter landinspektør L s skelafmærkning var en del af D s ejendom. Når vidnet og hans farmor ikke henvendte sig til indklagede, skyldtes det, at der efter deres opfattelse tidligere havde været en uoverensstemmelse mellem vidnets farfar og L. Under mødet har landinspektør L forklaret, at han blev rekvireret af D til at afsætte skel omkring matr.nre. 35pg og 35pa. Forinden han gik i gang, havde han rekvireret måloplysninger i Kort & Matrikelstyrelsen, hvorfra han alene modtog et måleblad fra Ved skelafsætningen var alene indklagede og hans målemedhjælp til stede, idet han anser det for rigtigst, at rekvirenten ikke er til stede. Han har aldrig set rekvirenten. Han afsatte nordskellet af matr.nr. 35pg med udgangspunkt i grøften i øst; det afsatte mål sluttede ved søbredden i nordvest. Han var meget sikker på denne linie. Med udgangspunkt i punktet ved søbredden afsatte han ved anvendelse af afstandsmålene fra målingen fra 1869 skellet mellem matr.nr. 35pg og 8a med de knækpunkter, matrikelkortet udviser. Afsætningen af skellet sluttede i sydvest i et treskelpunkt mellem matr.nre. 8a, 35pg og 35pf, som var midten af en eksisterende grøft. Han var ikke i tvivl om, at det afsatte skel tydeligt svarede til ejendomsgrænsen. Han hæftede sig ikke ved de af F nævnte piletræer, men han har alligevel taget trærækken i betragtning ved fastlæggelse af skellet, idet han har vurderet situations-totaliteten. Han har ikke søgt sin måling noteret i matriklen, idet han udelukkende har anvendt den gamle måling fra 1869 til afsætning af bestående skel. Det er iøvrigt hans opfattelse, at landinspektør M burde have henvendt sig til ham, når denne landinspektør var involveret i sagen. Landinspektør L har i et skriftligt indlæg af 1. marts 1997 nærmere begrundet sine påstande. Der står heri:»... Jeg har efter mødet beset forholdene på stedet, og jeg kan oplyse, at jeg dels ikke vil kunne stå inde for et andet skelforløb, da jeg er bundet af udstykningslovens 34, stk. 1, og at jeg dels finder, at det af mig afsatte skel er tydeligt på stedet. Jeg er klar over, at den afsatte linie ikke svarer til klagerens opfattelse af skellets beliggenhed, men dette er i sig selv ikke et forhold, som bringer min handlemåde i strid med lov om landinspektørvirksomhed.... Beliggenheden af det af mig afsatte skel på den

11 omtvistede strækning kan beskrives således: skellets nordlige og sydlige endepunkter er veldefinerede og det afsatte skel forløber imellem disse to punkter midt i den omtalte bænk, som på begge bredder er forsynet med trærækker, som derfor er indbyrdes parallelle. Min afsætning medfører således, at hver af naboerne er ejer af hver sin trærække. Mit skel forløber parallelt med det på mødet omtalte hegn, som jeg opfatter som stående på matr.nr. 35pg Jeg gør opmærksom på, at mit arbejde er udført»i enerum», og at hverken min klient eller nogen naboejer var orienteret om tidspunktet for arbejdet, det landmålingsmæssige grundlag eller omfanget af det arbejde, som jeg fandt nødvendigt.... Nævnet skal i den forbindelse erindre, at min klient bor i København, og at han har samme krav på at blive hørt, som de øvrige ejere af ejendomme, der grænser til det pågældende skel....«. I et brev af 17. marts 1997 har advokat E afgivet bemærkninger til landinspektør L s skriftlige indlæg i sagen. Indklagede har i et brev af 26. marts 1997 kommenteret advokat E s brev således:»......«. Jeg protesterer skarpt imod, at advokaten argumenter med, at jeg ikke har orienteret naboerne. Jeg fremsendte orientering, så snart jeg havde afsluttet forretningen. Landinspektørnævnet udtaler: Indledningsvis bemærkes, at Landinspektørnævnet ikke har kompetence til at fastslå den rette beliggenhed af det omhandlede skel. Skellet kan eventuelt ændres enten ved afholdelse af en skelforretning, der fastslår en ændret beliggenhed af skellet, eller hvis parterne er enige om en ændret beliggenhed af skellet. Landinspektørnævnet tager derfor alene stilling til klagernes påstand om, at indklagede burde have indkaldt naboejerne og givet dem lejlighed til at udtale sig om skellet, før han afmærkede det. Landinspektør L har anført, at han til skelafsætningen alene har anvendt matriklens oplysninger om skellets beliggenhed.

12 Afsætningen blev således foretaget på grundlag af et måleblad udarbejdet i 1869, der viser skelsituationen med angivelse af dimensionsmål i alen. Han har yderligere anført, at han ved afsætningen i marken ikke hæftede sig specielt ved den nævnte række piletræer. Landinspektørnævnet finder, at det foreliggende måleblad fra 1869 udgør et så spinkelt grundlag for skelafsætningen, at det sammen med den omstændighed, at ejendomsgrænsens tydelighed i marken kan diskuteres, burde have foranlediget landinspektør L til at give de tilgrænsende lodsejere - for så vidt også sin egen rekvirent - lejlighed til at udtale sig forud for skelafsætningen, jf. 4, stk. 3, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder. Indklagede findes ved at undlade dette at have tilsidesat sine pligter som landinspektør. Nævnet har, som anført i den ovenfor citerede afgørelse i sag nr. 173, valgt at fastsætte en fælles sanktion for de 2 sager. Denne fælles sanktion er, som det fremgår af sag 173, fastsat til en bøde på kr. Fra Domstolene Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Hævd på vejret anerkendt - ikke ekstingveret (U VLD) Sagsøgerne købte et ældre sommerhus af et dødsbo. Ved besigtigelsen kørte de helt frem til huset gennem en indkørsel med en smedejernslåge. Kort efter overtagelsen foretog de udbedringsarbejder på adgangsvejen til ejendommen, hvilket blev påtalt af sagsøgte, der ejede naboejendommen, hvorover vejen førte. Sagsøgte, der havde købt ejendommen i 1992, oplyste, at vejarealet tilhørte ham, at der ikke i hans skøde var nævnt noget om en færdselsret til fordel for sagsøgerne, og at der ikke i hans ejertid var foregået færdsel over ejendommen til det sommerhus, sagsøgte havde købt. Han oplyste, at vejen på købstidspunktet fremtrådte som en sti i marken. En række vidner kunne oplyse, at den pågældende vej gennem en periode på var blevet benyttet som adgangsvej til sommerhuset, idet færdslen dog i den seneste årrække var ophørt, hvorfor vejen på en strækning var under begyndende tilgroning, men blev ryddet af den tidligere ejers søn umiddelbart inden sommerhuset blev sat til salg. Byretten anerkendte, at sagsøgerne havde vundet hævd på

13 færdsel, hvilket førte til, at sagsøgte appellerede til landsretten. Overfor landsretten gjorde appellanten bl.a. gældende, at hævdserhvervelse måtte være udelukket som følge af, at den tidligere ejer af hans ejendom - som anført af enken - havde givet tilladelse til, at den tidligere ejer af indstævntes ejendom kunne benytte vejen. Appellanten gjorde yderligere gældende, at han p.g. af vejens udseende var i god tro ved erhvervelsen, og først i begyndelsen af 1995 blev klar over, at der fandtes en utinglyst ret til færdsel over hans grund, hvorfor retten måtte være bortfaldet efter princippet i TL 26. Hertil gjorde indstævnte gældende, at det meddelte tilsagn ikke kunne opfattes som en egentlig tilladelse, og at appellanten ikke inden den i TL 26 nævnte frist havde protesteret mod den rydning af vejen, der angiveligt fandt sted i Landsretten lagde til grund for sin afgørelse, at sommerhuset var opført i 1952, og at der aldrig havde eksisteret anden vejadgang til ejendommen end den omtvistede vej, der i marken fremtrådte som adgangsvej til indstævntes sommerhus. Vejen blev derfor anset for at være en synbar indretning, hvilket medfører, at hævd vindes efter 20 år. Retten mente det heller ikke godtgjort, at færdslen var udøvet i h.t. en tilladelse og fandt i øvrigt, at appellanten inden han købte ejendommen i 1992, måtte have været klar over, at vejen med lågerne i skellet tjente som adgangsvej til indstævntes sommerhus. Da appellanten ikke inden 2 år efter købet havde gjort sin ret gældende, således som det kræves i TL 26, stk. 1, fandt retten, at hævden også havde gyldighed mod ham. I den henseende var det ikke afgørende, at vejen i den seneste årrække inden rydningen kun havde været benyttet i ringe omfang. Bemærkninger Det er overvejende sandsynligt, at der ved udstykning af indstævntes ejendom var forudsat vejadgang til en nord for ejendommen beliggende vej på den udstykkende ejendom, mens den omstridte vejadgang blev etableret på appellantens ejendom mod øst. Spørgsmålet om denne oprindelige vejret ses ikke berørt i sagen. I dommen er det ikke resultatet - altså anerkendelsen af, at den udøvede færdsel førte til hævdserhvervelse - som påkalder sig en nærmere omtale, men derimod nogle aspekter, dommen berører. Det angår betydningen af, at der udøves færdsel i h.t. aftale (A) og køberens mulighed for at ekstingvere hævden (B). Ad. A - Ret til færdsel Når appellanten forsøger at imødegå virkningen af den udøvede råden med et anbringende om, at der er udøvet færdsel i h.t. en tilladelse fra den tidligere ejer, må det formentlig skyldes, at hævdsreglen i DL udelukker hævd i tilfælde, hvor rådigheden er baseret på»pant, forlening eller forsvar«. Baggrunden for dette forbehold i bestemmelsen er, at den virkelige ejer ikke har anledning til at påtale en råden, hvis den skyldes, at den udøves berettiget. Men denne regel betyder ikke, at der ikke kan vindes hævd, blot fordi

14 rådigheden er udøvet i h.t. aftale. Det kan sagtens forekomme, at en aftale sandsynliggøres, men ikke lader sig dokumentere. En faktisk råden i hævdstid vil i så fald kunne opfattes som en bekræftelse af, at der foreligger en aftale - i dette tilfælde om færdsel. Rådighedsudøvelse i hævdstid på baggrund af/i overensstemmelse med en sådan aftale stifter ikke rettigheder, der går ud over tilladelsen, men bestyrker den. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der forelå en tilladelse til færdsel. Som det fremgår af ovenstående mener jeg ikke, at man skal opfatte dommen således, at hævd ville være udelukket, hvis det havde været godtgjort, at der forelå en tilladelse. Ad. B - Ekstinktion Dommen er i overensstemmelse med retstilstanden på området (besigtigelse vil medføre ond tro f.s.v.a. forhold, der har kunnet observeres ved besigtigelsen af ejendommen, se f.eks. Landinspektøren 1998, s ). Men hvis Landsretten finder, at appellanten som følge af de faktiske forhold i marken kommer i ond tro, er der faktisk ingen grund til, at Landsretten forholder sig til spørgsmålet om hævdsfrigørelse. Thi uanset, om appellanten havde gjort sin ret gældende inden 2 år efter købet, ville erhververen - som følge af den onde tro - ikke kunne imødegå hævden. Det bemærkes i øvrigt, at det til»imødegåelse«i h.t. bestemmelsen i TL 26 er tilstrækkeligt blot at gøre indsigelse mod den udøvede råden, man behøver altså ikke at gå rettens vej. Der kan endelig på baggrund af dommen være anledning til at fundere over, hvordan erhververens stilling vil være, hvis der på grundlag af en tidligere råden var vundet hævd på en vejret, som ikke mere udnyttes, og som ikke giver sig et synligt udtryk marken. Når hævd er vundet, bortfalder den ikke ved passivitet. Hvis erhverver ikke har mulighed for at observere den udøvede råden, vil erhververen kunne være i god tro. Men først når færdslen genoptages, får erhververen lejlighed til at imødegå rådighedsudøvelsen. Det kunne tale for, at 2- årsperioden først løber fra det tidspunkt, hvor færdslen genoptages. Dette spørgsmål har domstolene mig bekendt ikke taget stilling til.