Kendelse fra Landinspektørnævnet

Transkript

1 Den danske Landinspektørforening Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider juli 1999 Landinspektør L var rekvireret til at gennemføre en sag om supplering af en landbrugsejendom. Sagens gennemførelse forudsatte, at der blev skaffet vejadgang gennem klagerens skovejendom. Vejretten skulle sikres ved lysning af en servitut på skovejendommen, og i den forbindelse skulle landinspektøren udføre en del af arbejdet hermed. Arbejdet med tinglysning af servitutten gik imidlertid i stå. På grund af usikkerhed om, hvad der var aftalt mellem klageren og landinspektøren og sagens karakter i øvrigt, blev landinspektøren frifundet. Kendelse fra Landinspektørnævnet I Landinspektørnævnets sag nr. 195: A- selskabet v/ skovrider B mod landinspektør L afsagde nævnet den 29. januar 1999 følgende: I et brev af 6. juli 1998 har skovrider B klaget over landinspektør L. Klagen vedrører manglende sagsbehandling fra landinspektørens side i forbindelse med tinglysning af en servitut om vejret gennem en af A-selskabets skove. Behovet for vejret var opstået i forbindelse med en sag om supplering af en landbrugsejendom, som landinspektøren var rekvireret til at gennemføre. I brevet anfører skovrider B bl.a. følgende:»i forbindelse med min tiltræden som skovrider i... blev jeg, af vores skovfoged C, gjort opmærksom på en sag ved... Plantage, hvor en naboejer tilsyneladende havde er- hvervet et stykke jord uden vejret og derfor forespurgte om en eksisterende vejret kunne udvides/flyttes således, at arealet kunne udnyttes. Vi holdt i foråret 1997 møde med ejeren og landinspektøren om sagen og kom med et forslag til sagens løsning. Det skal i den forbindelse bemærkes, at selskabet ikke på nogen måde har egeninteresse i at løse sagen der, efter vores vurdering, var fremkommet på grund af en fejl fra landinspektørens side. Efterfølgende har vi adskillige gange rykket for udfærdigelse og tinglysning af servitut, uden at der er sket noget som helst.... Det er vigtigt, at de servitutter, der påhviler selskabets skove er tinglyst, idet administrationen ofte skifter med deraf følgende risiko for misforståelser....«.

2 Som bilag til brevet havde skovrider B bl.a. medsendt kopi af forslag til servitutbestemmelse samt kopi af et brev af 24. februar 1997 til landinspektøren, hvori landinspektøren anmodes om at renskrive servitutforslaget, således at dette passer med rette sprogbrug. Den 22. december 1997 skrev skovrider B påny til landinspektøren og anmodede om, at sagen blev færdigekspederet inden 30 dage under trussel om, at sagen i modsat fald ville blive færdiggjort af en anden landinspektør for landinspektør L s regning. I et brev af 28. april 1998 rykkede skovrider B atter landinspektør L for tinglysning af servitutten inden sommerferien 1998 og truede igen med at lade sagen færdiggøre af en anden landinspektør for landinspektør L s regning, idet det var hans opfattelse, at fejlen lå hos landinspektør L. Klagen blev behandlet på et møde i Landinspektørnævnet den 28. september 1998, hvor landinspektør L var mødt. Klageren, skovrider B meddelte telefonisk på mødedagen, at han ikke mødte. Landinspektør L gav indledningsvis udtryk for, at han mener, at Landinspektørnævnet bør afvise klagen, dels fordi ekspedition af en servitut, som den klagen vedrører, ikke er forbeholdt landinspektører, dels fordi A-selskabet ikke er hans rekvirent. Landinspektøren har herefter forklaret, at der i forbindelse med en arealoverførselssag skulle sikres ejeren af matr.nr. 1a..., C vejret gennem... Plantage, matr.nr. 1i og 1k smst., der ejes af A-selskabet. Vejretten skulle sikres ved udvidelse af en eksisterende deklaration om vej, som er lyst på... Plantage.C skulle betale A-selskabet kr. for udvidelse af deklarationen samt for anlæg af et vejstykke gennem plantagen. Indklagede aftalte i februar 1997 mundtligt med A-selskabet, at selskabet skulle udarbejde en deklaration og sende den til ham. Han skulle udfærdige et servitutrids og herefter lade deklarationen tinglyse. Servitutridset er udfærdiget og ligger på hans kontor. Han har aldrig modtaget Hedeselskabets brev af 24. februar 1997 med udkast til deklaration. Dette fremgår også af et brev af 15. april 1997 fra ham til C, hvori han gør opmærksom på, at han endnu ikke på skrift har set A-selskabets deklaration om vejret. Han følte sig stødt, da han modtog A-selskabets breve af 22. december 1997 og 28. april 1998, idet han ikke følte sig ansvarlig for nogen fejl. Han foretog sig derfor intet i anledning heraf. Han erklærede sig villig til at rette og supplere A-selskabets deklarationsudkast af 24. februar 1997, samt - efter at A-selskabet har godkendt den endelige udformning - umiddelbart derefter at fremsende deklarationen til tinglysning. Landinspektør L har pr. telefax den 9. november 1998 oplyst til nævnet, at han har sendt en deklaration til A-selskabet, men at dette udspil blev dårligt modtaget. Landinspektørnævnet udtaler: Først bemærkes, at landinspektørnævnet ikke finder grundlag for at afvise klagen. Nævnet har herved lagt vægt på, at den vejret, som landinspektørens klient C erhverver over A-selskabets ejendom er en forudsætning for de arealoverførsler, som landinspektøren havde

3 gennemført til supplering af sin klients landbrugsejendom. Da servitutten skulle lyses på klagerens ejendom, finder nævnet, at klageren har en retlig interesse i sagen. Nævnet finder, at henvendelsen til A-selskabet om sikring af vejadgangen i forbindelse med arealoverførslerne ikke er sket som følge af en fejl fra landinspektørens side. Nævnet har ikke grundlag for at forkaste landinspektørens forklaring om, at hans opgave alene bestod i at udfærdige et servitutrids og - efter at have modtaget deklarationen fra A-selskabet - at fremsende denne til tinglysning. Nævnet finder heller ikke grundlag for at forkaste landinspektørens forklaring om, at han ikke har modtaget A-selskabets brev af 24. februar 1997 med deklarationsudkast. Selvom det kan bebrejdes landinspektøren, at han ikke svarede på klagerens breve af 22. december 1997 og 28. april 1998 finder nævnet bl.a. under hensyn til usikkerheden om, hvad der var aftalt mellem klageren og landinspektøren og sagens karakter iøvrigt, ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge landinspektøren nogen sanktion. Landinspektøren frifindes derfor. Landinspektør L frifindes Thi bestemmes: Jens Wolters Sigrid Ballund Niels Krogsgaard Fra Domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Skelafsætning, som indebar flytning af skelmærke (Responsumudvalget) Landinspektørfirmaet blev af ejeren af en sommerhus- ejendom rekvireret til at foretage en skelafsætning af et skel, der var fremkommet i På grundlag af de foreliggende måloplysninger kunne landinspektørasssistenten konstatere, at et skelrør mod naboejendommen i marken var placeret 1-2 meter forkert. Der blev foretaget afmærkning på grundlag af genfundne skelmærker og i overensstemmelse med målene, og det»forkerte«skelrør blev fjernet, efter at det var indmålt. Landinspektøren vurderede, at forholdene i marken ikke kunne medføre, at skellet var ændret som følge af hævd. Efter afmærkningen orienterede landinspektørfimaet naboen om skelafsætningen, hvilket resulterede i et møde i marken. Naboen klagede til responsumudvalget, idet han gjorde gældende, at det fjernede skelrør skulle retableres, idet det var placeret i overensstemmelse med retningen på to rækker træer i marken. Landinspektøren fastholdt overfor udvalget at afsætningen var gennemført "helt efter foreskrifterne", og at forholdene i marken ikke kunne betinge, at skellet var ændret.

4 Responsumudvalget lagde til grund, at skelafsætningen blev foretaget på et tidspunkt, hvor de ændrede regler om partsmedvirken ved skelafsætningen i BMA 4 var trådt i kraft. I den foreliggende situation, hvor der er uoverensstemmelse mellem forholdene i marken (skelrøret) og matriklens oplysninger (målene), betyder det, at parterne skal have lejlighed til at udtale sig, inden skellet afsættes. Naboen blev dog først orienteret efterfølgende, hvilket gav anledning til, at der blev afholdt møde i marken. Udvalget har ikke mulighed for at vurdere rigtigheden af skelafsætningen, idet spørgsmålet om landinspektøren kan fastholde sin afmærkning, bl.a. afhænger af en bedømmelse af forholdene på stedet. Udvalget udtalte dog,»at det kræver meget sikre holdepunkter for på trods af den ene parts indsigelser at afmærke et skel på grundlag af matriklens oplysninger, når skellet blev etableret for så lang tid siden, at dets beliggenhed kan være ændret ved hævd«. Udvalget kunne herefter kun pege på muligheden for at få prøvet rigtigheden af skelafsætningen gennem en skelforretning. Udvalget udtalte ikke kritik af, at naboen først blev orienteret efterfølgende. Hertil bemærkes, at reglerne var ganske nye på tidspunktet for skelfastlæggelsen, og at det jo faktisk kom til skelpåvisning i marken, som kunne have resulteret i, at landinspektøren ændrede sin skelafsætning. Hvis man ud fra de foreliggende oplysninger og forholdene i marken vurderer, at der ikke kan være grundlag for hævdser- hvervelse, forstår jeg for så vidt godt, at det kan være fristende at foretage afmærkning af den matrikulære grænse og bare nøjes med en efterfølgende orientering. Det sparer tid og besvær. Men principielt udgør parternes forklaring i tilfælde, hvor der er uoverensstemmelse, eller hvor forholdene er uklare, en fundamental del af grundlaget for skelafsætningen - og er væsentlige også for at få afklaret, om parterne måske ønsker de faktiske forhold fastholdt. Der må derfor ikke herske nogen tvivl om, at de enkle regler om partsmedvirken i BMA 4 skal følges: inddragelse forud, hvis der er uoverensstemmelse, orientering efterfølgende, hvor der foretages afmærkning i eksisterende skel i overensstemmelse med matriklens registrering. Landinspektøren har mulighed for at foretage afsætning på trods af indsigelse fra en ejer. Men det må understreges, at skellet da kun kan afsættes i overensstemmelse med matriklens oplysninger. Som påpeget af udvalget forudsætter det endvidere, at landinspektøren føler sig overbevist om, at det afsatte skel repræsenterer ejendomsgrænsen. Bliver skellet ved en efterfølgende skelforretning afsat anderledes, vil der kunne være grundlag for et erstatningskrav mod den landinspektør, der afsatte skellet forkert. Mark- og vejfredslovens 17 og parkeringsregulering (U ) Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en reservelæge, der havde parkeret ved sygehuset i strid med de af sygehusledelsen fastsatte og skiltede anvisninger, derved havde tilsidesat mark- og vejfredslovens 17. Bestemmelsen hjemler bødestraf til den, der uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt. Sygehusledelsen gjorde gældende, at denne bestemmelse ud fra en formålsfortolkning også omfatter tilsidesættelse af de

5 parkeringsrestriktioner, der med politiets godkendelse fremgik af skiltningen. Reservelægen mente derimod, at bestemmelsen ikke hjemlede ret til bøde, hvor der er fri offentlig adgang, ligesom han som ansat ikke kunne betragtes som uvedkommende. Mens byretten fandt, at mark- og vejfredslovens 17 ikke omfattede personer, hvis færden skyldes en med ejeren indgået ansættelsesaftale, fastslog landsretten, at den parkering, reservelægen foretog i strid med skiltningen, ikke indebar en overtrædelse af bestemmelsen, da parkeringen skete på et område, der er frit tilgængeligt for offentligheden. Når mark- og vejfredslovens 17 ikke er anvendelig i det konkrete tilfælde skyldes det formentlig, at det er færdselsloven, der må anvendes, jf. denne lovs 1. Dommen skal dog næppe tages som udtryk for, at mark- og vejfredslovens 17 udelukker regulering af parkering. Hvis landsretten mente det, kunne den blot have tilsluttet sig tiltaltes principale påstand. Jeg mener derfor, at der må kunne fastsættes parkeringsrestriktioner på veje, hvor færdslen er begrænset i h.t. lovens 17 (f.eks. på interne veje i boligområder, hvortil kun beboere og andre med lovligt ærinde har adgang iflg. skiltning). Ikke erstatning for tinglysningsfejl som følge af manglende undersøgelse af tingbogen (U HD) I forbindelse med et mageskifte, der omfattede bytte af to sommerhusgrunde, blev det aftalt, at et ejerpantebrev på 1 mill. kr. skulle overflyttes, når skøderne var sendt til tinglysning. Det sket imidlertid ikke. Købesummen skulle afregnes direkte mellem sælger og køber. Skødet, der ikke omtalte ejerpantebrevet, blev imidlertid tinglyst uden retsanmærkning, men anmærkningen fremgik dog af adkomstrubrikken. Ejendommen blev umiddelbart efter videresolgt til sagsøger ved endeligt skøde, som dog modtog restanmærkning om ejerpantebrevet. Pengeinstituttet, der havde ejerpantebrevet som sikkerhed for et tilgodehavende, forlangte et ekstraordinært afdrag som betingelse for overflytning. De blev, sammen med andre omkostninger, betalt af sagsøger, som herefter stævnede tinglysningsdommeren med påstand om erstatning svarende til denne udgift. At der forelå en tinglysningsfejl blev ikke bestridt. Hermed er der grundlag for erstatningsansvar i h.t. TL 34, stk. 2. Med hensyn til spørgsmålet om egen skyld fandt både landsretten og Højesteret, at sagsøger måtte sidestilles med advokaten, der berigtigede handlen. Begge retsinstanser mente, at der forelå egen skyld, som indebar, at erstatningskravet mod tinglysningsdommeren måtte bortfalde. Højesteret udtalte, at det»må anses for en væsentlig del af varetagelsen af klientens interesser, at en advokat, der medvirker ved en ejendomshandel, som led i berigtigelsen af handelen undersøger tingbogen«. Hertil kom, at de konkrete forhold (herunder, at advokaten var bekendt med, at kreditforeningen ikke ville godkende den ene af parterne i magelægget som debitor) gjorde det særligt nærliggende at undersøge tingbogen. Advokaten havde derfor udvist grov uagtsomhed. Ved at undlade at efterse tingbogen selv om sagens konkrete omstændigheder ydermere måtte give anledning hertil, handlede advokaten groft uagtsomt. Se også

6 Knud Illum, Tinglysning, 7. udg., s. 297 ff og Willumsen, Tinglysningsloven, 1997, s. 289 ff. Ovenstående gælder naturligvis også for landinspektører, der berigtiger ejendomshandler. Som anført af Højesteret, må det være et ubetinget krav, at indhentes ajourførte tingbogsoplysninger som grundlag for overdragelsen.