traume Det moderne For nogen Kørt rundt med STRESS & ARBEJDE AF NADJA U. PRÆTORIUS

Transkript

1 STRESS & ARBEJDE AF NADJA U. PRÆTORIUS Det moderne traume På mange arbejdspladser drives der rovdrift på menneskers arbejdsformåen langt ud over den naturlige kapacitet. I mange tilfælde berøves eller forstyrres medarbejdere i muligheden for at opleve mening, sammenhæng og værdi. For nogen tid siden blev jeg ringet op af en kvinde. Hun var tydeligt forpint. Hun havde haft en forfærdelig drøm, et mareridt. Hun var så urolig og ilde berørt over drømmen, der ikke ville slippe hende, at hun uden at bekymre sig om at præsentere sig yderligere begyndte at fortælle mig drømmen: Kvinden skulle begynde på arbejdet efter ferien. Men det var ikke, hvor hun plejede at arbejde, men i et område, hun ikke kendte. Hun gik ind i et kæmpe hus, og i indgangshallen passerede en tilsyneladende uophørlig strøm af mennesker hastigt forbi hende uden at ænse hende. På oversigtstavlen kunne hun ikke finde navnet på sin egen afdeling, så hun greb fat i nogle forbipasserende og fandt endelig op på den etage, hvor hun skulle være. De medarbejdere, hun mødte her, var ikke dem, hun plejede at arbej- de med, og man lod hende forstå, at hun ikke længere skulle arbejde inden for det område, der før havde været hendes, men et helt andet. Kvinden fik anvist plads ved en computer hun havde åbenbart ikke sit eget kontor længere og begyndte at finde papirer frem, hun havde haft med fra sit hidtidige arbejde, åbnede computeren og klikkede sig ind på det program, hun skulle bruge. Men hun kunne ikke åbne programmet og prøvede derfor med et andet, men stadig uden resultat. Hun spurgte dem, hun delte kontor med til råds, men de vidste ingenting og henviste hende til deres nye leder. Da hun fandt ham, fik hun besked på, at hendes hidtidige arbejdsområde var overgået til en medarbejder i en anden afdeling, og at hun ikke længere havde adgang til programmerne. Hun vidste ikke sine levende råd, for det var ikke muligt at arbejde uden programmerne. Og hun stødte panden imod en mur, hver gang hun forsøgte at få rede på, hvori hendes arbejde nu bestod. Hun så på alle sine papirer og rundt i rummet, hvor hendes kolleger ufortrødent og uden at ænse hende arbejdede, som om ingenting var hændt. Angsten med sin stadig mere påtrængende svien i maven og gråden, der snørede halsen sammen, fik hende til at fare op af stolen, og som for at flygte fra den umiddelbart forestående panik begyndte hun at løbe og løbe mod udgangen og så vågnede hun Kørt rundt med Med få omskrivninger er historien hentet fra det såkaldt vågne liv. Det var den virkelighed, der mødte kvinden, da hun gik på arbejde 2. januar 2007 og de to følgende uger i en af landets nye storkommuner. 12 PSYKOLOG NYT Nr

2 Hun var begyndt at græde, mens hun fortalte mig sin historie, og indimellem ligesom for at forsikre sig selv og mig om, at hun ikke var ved at bryde sammen eller blive sindssyg gentog hun igen og igen, at hun altid havde elsket sit arbejde, og at hun var dygtig til det, og at hun, der nu var sidst i trediverne, aldrig havde haft problemer før på arbejdet. Som akademisk uddannet medarbejder havde hun haft frie hænder til at løse sine arbejdsopgaver, og hun havde altid fået megen værdsættelse for sin evne til at arbejde selvstændigt og finde frem til originale løsninger. Men som det var nu, var hun begyndt at få angstanfald på arbejdet og hjemme, og hun brast i gråd for et godt ord. Og det var bekymringerne fra sit arbejde ikke glæden ved arbejdet hun i modsætning til tidligere tog med sig hjem. Bekymringer og frygtforestillinger, der som ulidelige og kværnende kæder af usammenhængende tankerækker fyldte hendes bevidsthed og de alt for vågne, urolige nætter. For hun følte sig fuldstændig kørt rundt med. Ikke blot var hun uden varsel blevet degraderet, men også berøvet sin faglighed og følelse af værdi for slet ikke at tale om arbejdsfællesskabet. Det værste var, at hun reelt ikke havde en jordisk chance for at gøre et kvalificeret arbejde. Hvis hun da overhovedet fik instrukser, der kunne gøre det klart, hvori hendes arbejde bestod. Og på trods af ihærdige forsøg på at overbevise sig selv og mig om sine gode evner og selvtillid på baggrund af sine tidligere erfaringer kunne hun ikke skjule, at hun var i færd med at miste sine indre holdepunkter og sin dømmekraft. For hun var begyndt at tvivle på, om hun overhovedet forstod sig på sit arbejde og om hun egentlig også tidligere, når det kom til stykket, havde været så god til det, som hun havde gået og troet. Arbejdsrelateret stress Som så ofte før, når jeg har talt med mennesker, der opsøger mig, fordi de er blevet traumatiseret på deres arbejde, slog den tanke mig: Hvad er det vanskeligste for mig som psykolog lige nu: at overvære den dybe smerte hos et menneske, der er traumatiseret, eller at vide, hvad der har afstedkommet belastningsreaktionen. Og vide, at det foregår hele tiden ude på arbejdspladserne, hvor sunde og raske mennesker i forbindelse med udøvelsen af deres daglige arbejde i et stigende antal bukker under og sygemeldes på grund af alvorlige stress-sammenbrud. Samt at et alarmerende stort antal pådrager sig så invaliderende fysi- Nr PSYKOLOG NYT 13

3 Artikelserie Psykolog Nyt 3, 4 og 5/2007 har bragt en længe planlagt serie om stress i arbejdslivet. Artiklerne har påkaldt sig stor interesse, og flere psykologer har bebudet deres ønske om at holde fast i temaet. Nærværende artikel er derfor både den fjerde i rækken og den første i forlængelse af serien. Venligst kontakt redaktionen for en aftale, hvis du ønsker at skrive om stress. Red. " Den stressramte mister ikke blot kontakten med sit vante selv, men også med sin dømmekraft og evnen til at skelne mellem, hvad der med rimelighed kan forventes af ham, og hvad man kan og skal sige fra over for. ske og psykiske skader, at de varigt mister arbejdsevnen. Udviklingen af arbejdsrelateret stress skyldes ikke udelukkende krav om effektivitet og urimelige arbejdsbyrder, selv om det er de enkleste at forholde sig til. De fleste stressbøger og stressværktøjskasser bygger således hovedsagelig på forestillingen om, at stresshåndtering er svaret på stressproblemer, samt at det er medarbejdernes eget ansvar at undgå at blive stressede: Vi skal blive bedre til at sige fra og lære at prioritere. Vi får desuden af førende stressforskere at vide, at halvdelen af Danmarks befolkning skal holde op med at kalde sig stressede, når de bare er fortravlede. Men går man bag om de mest udbredte forklaringer på arbejdsrelateret stress, viser det sig, at dårlig ledelse og umulige arbejdsbetingelser, hvor arbejdet ikke kan udføres på kvalificeret vis, og hvor man efterfølgende bliver stillet til ansvar for fejl og mangler og tilmed risikerer at blive offentligt hængt ud for det, udgør en langt alvorligere belastningsfaktor. Sammen med benhård styring, kontrol og manualisering af arbejdet, tilligemed indførelsen af kvalitetsstyring og diverse selvrapporterings- og evalueringsmetoder risikerer dette at underminere menneskers faglige og personlige integritet i en grad, så der er tale om ikke blot afprofessionalisering af deres fagområder, men også at de mister følelsen af personlig og faglig værdi. På arbejdspladserne og i uddannelsesinstitutionerne drives der ikke blot rovdrift på menneskers arbejdsformåen langt ud over den naturlige kapacitet. I mange tilfælde berøves eller forstyrres medarbejdere i muligheden for at opleve mening, sammenhæng og værdi, når deres virkelighedsoplevelse og rum til at foretage refleksion, selvrefleksion og indføling invaderes, devalueres og reduceres. Det kan ingen holde til i længden, og i de alvorligste tilfælde udvikler medarbejdere belastningsreaktioner. Disse har påfaldende lighed med de symptomer, der ses hos mennesker, der har været udsat for alvorlige, traumatiske hændelser som fx ulykkestilfælde, overgreb eller naturkatastrofer. Med andre ord de samme reaktioner, som hvis man har været udsat for en trussel på sin eksistens og person. (1) Fremmedgørelse De sidste seks års arbejde med rehabilitering af mennesker med arbejdsrelateret, invaliderende stress har gjort det klart, at det være fremmed for sig selv og følelsen af at stå uden for sig selv og opleve, at jeg slet ikke kan leve op til mit 14 PSYKOLOG NYT Nr

4 MODELFOTO: BAM/SCANPIX eget selvbillede af, hvem jeg er, og hvad jeg kan, er meget centralt, og en stressramt vil i den indledende fase gøre alt for at stramme sig an og lægge endnu flere kræfter i for at klare sine arbejdsopgaver for det er alt for skræmmende at blive konfronteret med det sammenbrud i identitetsopfattelsen og selvbilledet, som reelt er undervejs. Desuden vil den stressramte i stigende grad føle omverdenens krav som både uoverkommelige og uomgængelige. Den stressramte mister ikke blot kontakten med sit vante selv, men også med sin dømmekraft og evnen til at skelne mellem, hvad der med rimelighed kan forventes af ham, og hvad man kan og skal sige fra over for. Den stressramte er så at sige ude af sig selv og på automatpilot og fastholdes i en angststyret, rastløs, men rigid og ufleksibel varetagelse af sine funktioner, samtidig med i stadig større grad at miste kontakten til de evner og kompetencer, han faktisk har, og som er nødvendige. Den stressramte befinder sig i en selvforstærkende og efterhånden kronisk tilstand, overvældet og magtesløs i forhold til den udefrakommende uoverkommelige belastning og overvældet indefra af neurobiologisk, uforløst højstress. (2) Denne tilstand har slående lighed med den reaktion, vi ser hos et menneske, der er udsat for overgreb, og som føler sig truet på livet. At blive gjort fremmed for sig selv opleves som en trussel på eksistensen. Alle arbejdsrelaterede belastningsfaktorer rummer et element af fremmedgørelse, hvad enten det er de enkleste som fx overlæsning af arbejde, eller det drejer sig om evalueringssystemers dekonstruktion af det autentiske selvværd og identitetsoplevelsen og den efterfølgende opbygning af en ydrestyret, situationsbetinget selv- og omverdensopfattelse. Markedet dehumaniserer For at gøre sig begreb om arbejdsrelateret stress er man nødt til ikke blot at kende til menneskers kapacitet, udviklingspotentiale og arbejdsformåen, men må undersøge, hvordan den samfundsmæssige markedsgørelsen af mennesker og af menneskelige relationer, der for alvor er slået igennem med det dominerende politisk-økonomiske samfundssyn, risikerer at give sig udslag i dehumanisering. På trods af arbejdspladsernes officielle kerneværdier som frihed til selvstændig tilrettelæggelse af arbejdet, selvforvaltende team og personlig ansvarlighed føler medarbejdere sig i stigende grad berøvet faglig og menneskelig myndighed. Nr PSYKOLOG NYT 15

5 Referencer: (1) I bogen STRESS det moderne traume, Dansk psykologisk Forlag, 2007, har jeg foreslået en diagnosekategori: Arbejdsrelateret traumatisering, som er forbeholdt arbejdslivets traumatisering. (2) Sørensen, Lars J.: Smertegrænsen, Dansk psykologisk Forlag MODELFOTO: BAM/SCANPIX På trods af uvurderlig faglig viden og erfaring har de ikke har haft nævneværdig indflydelse på de angiveligt nødvendige forandringer, der over en meget kort årrække er gennemført på arbejdspladserne. Det er undergravende for medarbejdernes faglighed og fagligudvikling. Samtidig må de se deres virkelighedsoplevelse udmanøvreret af en ny definition af arbejdets indhold og natur, der er indført ovenfra i systemet, og som gennemføres ved hjælp af nye ledelsesformer, styringsrationaler og ensrettende manualisering af arbejdet. Helt grundlæggende i dehumaniseringen er en ensidig fokusering på udviklingen og udnyttelsen af den menneskelige kapacitet til at være målrettet, udretter og resultatopnå er på bekostning af de kvaliteter og ressourcer, der er nødvendige, for at vi kan være i vores liv og arbejde som hele og livsduelige mennesker. Men det ultimative skridt i reduktionen og dehumaniseringen sker, når mennesket ses som et kapitalgode, der med sine ressourcer og kompetencer ikke blot tjener til at skabe og aftage produkter og ydelser, men hvis opgave det er at lade sig selv produktudvikle som led i den samfundsmæssige totalmobilisering af arbejdskraften. Det er, som om legitimeringen af retten til at anskue, uddanne, lede og organisere mennesker i overensstemmelse med denne synsmåde, åbner sluserne for en stadig mere varieret, åbenlys og grov dehumaniseringstænkning og -adfærd. Det gælder såvel for indehaverne af ledelsesmagt på samfundsplan som på arbejdspladserne. Konsekvenserne heraf ser jeg i min psykologpraksis og som supervisor for kolleger og på kriseramte arbejdspladser. Undertiden griber jeg mig selv i at ønske mig tilbage til de tider, hvor man som psykolog arbejdede med klienters og supervisanders natlige drømme og ikke som nu med deres daglige mareridt. Og jeg tænker: Hvad kan vi stille op, som psykologer og so medborgere? Nadja U. Prætorius, mag.art., klinisk psykolog 16 PSYKOLOG NYT Nr