På vandring med Blicher

Transkript

1 Samfundet Som landet lå Blicher levede fra 1782 til 1848, og dengang så Danmark helt anderledes ud! Danmark bestod ikke kun af Danmark, som det ser ud i dag, men også af hertugdømmerne Slesvig og Holsten og ind til 1814 af Norge. Efter tabet af Norge fik Danmark det lille hertugdømme Lauenborg i Tyskland. På Bornholm og i Vestjylland lå gårdene spredt og ofte langt fra hinanden. I resten af landet lå de samlede i små landsbyfællesskaber, hvor man også var fælles om markerne. Men med de store landboreformer i 1780 erne blev fællesskaberne opløst, og gårdene kom til at ligge for sig selv med egne marker. I købstæderne lå husene tæt op af hinanden. Affald, skidt og møg flød i stride strømme langs de smalle og mørke gader. I København havde man for længst opgivet at udvide byen arealmæssigt. De beskyttende volde, der omgav byen, gav ikke plads til bygningen af nye huse. Derfor byggede man oven på de gamle huse og ind i baggårdene. På grund af husenes højde nåede solens stråler og den friske luft sjældent helt ned på gaderne. De hygiejniske forhold i byerne var så dårlige, at der døde flere end der blev født! Det var især små børn, der døde. Alligevel var det populært at bo i byen, og mange søgte dertil i håb om at finde arbejde. Der var forskel på folk På landet var det godsejerne, der bestemte, fordi de ejede mest jord. Lige efter kom præsterne og bønderne. Nederst i hierarkiet var indsidderne, der hverken havde jord eller hus og derfor blev nødt til at leje sig ind hos bønderne. Godsejerne fæstede (udlejede) gårde og jord ud til bønderne, mod at de betalte indfæstning (engangsbeløb som skulle betales inden indflytning) og landgilde (årlig afgift) og udførte hoveri (tvangsarbejde) tre til fire dage om ugen på godsejerens jord. Det var godsejeren, der bestemte, hvem der skulle være soldater. Og det var godsejeren, der opkrævede skatter og i mange tilfælde fungerede som dommer. Godsejernes store magt over bønderne varede dog kun til landboreformerne blev indført i 1780 erne. Her kom de til at eje deres egne gårde og marker. Godsejerne rangerede dog stadig over bønderne på rangstigen på grund af deres megen jord.

2 I byerne var der også forskel på folk. Deres sociale status blev bestemt af, hvad de lavede. Det var f.eks. bedre at være guldsmed end at være skomager eller tjenestepige! De rigeste og mest fornemme boede i centrum og ved indfaldsvejene til byen. De fattige var gemt væk i udkanten af byen, hvor de rige ikke blev generet ved synet af dem. Øverst på rangstigen var amtmanden, byfogeden og præsten. Den fine del af byens befolkning bestod desuden af borgere. Man kunne blive borger, hvis man var blevet anbefalet af et af håndværkslavene, eller hvis man havde kongeligt privilegium. Vi alene vide Danmark var det eneste land i Europa, hvor kongens magt var baseret på en lov; kongeloven fra Den gjorde Danmark til Europas mest enevældige land. I hvert fald på papiret. Alene og øverst på magten sad kongen. Han kunne søge støtte fra sine embedsmænd, men det var kongen, der havde det sidste ord. Kong Frederik VI tålte f.eks. ikke at andre blandede sig i hans måde at gøre tingene på. Derfor blev han hurtigt kendt for ordene: Vi (kongen) alene vide Befolkningens kontakt til kongen kunne ske gennem hyldestdigte eller supplikker (ansøgninger/bønskrif ter). Oplysningens tid Under oplysningstiden (ca til ca. 1800) begyndte den danske befolkning at se landet i et nyt lys : Gamle autoriteter, fordomme, forestillinger og overtro blev kritiseret. Fornuften og videnskaben var i centrum. En særlig dansk identitetsfølelse var desuden på vej. I centrum var Danmarks glorværdige fortid, som gav styrke og sammenhold i de svære tider med både krig og bankerot (se Danmark England 0 2 ). Som led i oplysningstidens tanker om frihed indførte J. F. Struense i 1770 den totale trykkefrihed, men allerede året efter ændrede han loven til frihed under ansvar, da trykkefriheden blev brugt imod ham selv. 29 år senere, i 1799, blev trykkefriheden begrænset igen! Alle former for kritik af kirke og stat skulle nu straffes hårdt. Det fik bl.a. forfatteren P. A. Heiberg at føle på egen krop, da han blev landsforvist efter at have kritiseret staten med bl.a. sangen Ordner hænger man på idioter!

3 Danmark England: 0 2 I slutningen af 1700 tallet og i starten af 1800 tallet trak det op til krig mellem Frankrig og England. Danmark var neutral og kunne derfor handle frit med begge lande. England var dog ikke tilfreds med, at Danmark handlede med Frankrig. I 1801 indgik Danmark i et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Rusland. Forbundet skulle komme til undsætning, hvis et af de tre lande blev angrebet. Desuden skulle forbundet sikre, at landende fortsat kunne sejle med f.eks. franske varer. Men i 1800 krævede England, at Danmark forlod forbundet. Kravet blev fulgt op af 53 engelske krigsskibes tilstedeværelse ud for Kronborg. Og d. 2. april 1801 startede det engelske angreb af København. Den danske flåde havde et problem, da det netop havde været vinter, var krigsskibene ikke gjort klar til at sejle! Derfor lagde man en lang linie af flåder og gamle skibe foran havnen. Og det lykkedes faktisk at skade de engelske skibe så meget, at den engelske øverstkommanderende gav Lord Nelson, der var næstkommanderende, signal om stoppe kampen. Men Nelson satte kikkerten for sit blinde øje og fortsatte kampen ind til Danmark gav op. I 1806 gentog historien sig. England forbød alle neutrale skibe (herunder de danske) at sejle på ruter, hvor englænderne ikke måtte sejle. Frankrig stillede også krav: Danmark måtte ikke lade englænderne sejle ind i danske havne eller danske stræder. England mistede hurtigt tålmodigheden, da Danmark tøvede med at vælge side, og sendte den største invasionsflåde nogensinde set under krigen til København. Målet var et bombardement af byen og beslaglæggelse af hele den danske flåde. Bombardementet varede fra d. 2. til d. 5. september 1807 og sluttede efter at 2000 civile danskere var blevet dræbt. Englænderne tog alle de danske skibe med sig hjem og Danmark sluttede sig nu til Frankrig. Det var et hårdt slag for Danmark, at hele den danske flåde gik tabt. Da de danske skibe var bygget af egetræ, og der til de største gik hele 1500 fuldvoksne egetræer, var det ikke så lige en sag at få flåden genopbygget. Derfor iværksatte admiralitet samme år (1807) fredning og plantning af nye egetræer, så

4 Danmark i fremtiden kunne genvinde magten på havet det tog nemlig 150 år før et egetræ var voksent og kunne fældes! Man tænkte slet ikke på, at der kunne komme en dag, hvor krigsskibene ikke var bygget af egetræ, men af jern og stål. Ved freden i 1814 blev Frankrig erklæret den store taber af krigen. Ved fredsforhandlingerne i Kiel mistede Danmark Norge til arvefjenden Sverige. Jødefejden Krigen havde været dyr for Danmark og i 1813 gik landet bankerot (fallit)! Samme år brød den litterære jødefejde ud. Den gik ud på at dele af den danske befolkning mente, at det var jøderne, der var skyld i bankerotten og derfor begyndte de en voldsom debat i aviser og tidsskrift. Seks års senere, i 1819, kunne danskerne læse i aviserne om overgreb på jøderne i Tyskland og det fik uroen til at ulme i København. Den danske økonomi var atter dårlig og mange måtte gå fra hus og hjem. Det var derfor nødvendigt at finde en syndebuk. Nogen måtte have skylden. En aften i september blev jødiske forretninger angrebet og plyndret, og dagene efter kunne jøderne dårligt vise sig på gaden uden at blive overfaldet! Optøjerne varede i to uger. Til kamp for demokratiet I 1820 var der en forvirret mand ved navn Dr. Dampe, der indkaldte til møde om dannelse af en forening, der skulle have det formål at afskaffe enevælden. Til den stiftende forsamling dukkede der kun seks personer op. Fire var politistikkere! Dr. Dampe blev anholdt og dømt til døden, men blev benådet og forvist til Christiansø, hvor han opholdt sig i 20 år. Der skulle gå et årti før der skete noget igen: I 1830 dukkede en mystisk lille pjece på 12 sider op. Den indkaldte til en grundlovgivende forsamling for hertugdømmerne og opfordrede til at hertugdømmerne skulle løsrives fra Danmark og ikke længere være underlagt den enevældige danske konge.

5 Pjecens forfatter, den slesvig holstenske embedsmand og foged på øen Sild, Uwe Jensen Lornsen, blev dog hurtigt fundet og smidt i fængsel. Efter at han var blevet sat på fri fod, immigrerede han. Senere begik han selvmord. Pjecen havde dog overbevist kongen om, at noget måtte gøres for at undgå oprør! Og i 1834 fik Danmark og hertugdømmerne rådgivende stænderforsamlinger, og dermed var det første skridt mod et demokrati taget. Det var stadig kongen, der havde det sidste ord, men stænderforsamlingerne, der bestod af udvalgte bønder, borgere og adelige, kunne for første gang komme med forslag til nye love og rådgive kongen. Og der blev lyttet til dem! Stænderforsamlingernes debatter blev bragt ud til resten af befolkningen i Stændertidende. Strømninger i tiden Efter at stænderforsamlingerne var blevet oprettet, blomstrede de politiske bevægelser i Danmark, f.eks. Skandinavisterne, Bonde og Husmandsbevægelsen og De liberale. Bevægelserne havde forskellige mål, men var enige om én ting: De ville alle have en fri forfatning. I 1849 kom den så endelig: Junigrundloven, der dannede grundlag for demokratiets indførelse i Danmark.