Med tekst af Leo Tandrup. Kjeld Ulrich

Transkript

1 Med tekst af Leo Tandrup Kjeld Ulrich Galleri Brænderigården Horsens maj 2008

2 # 85/83/151/150: 100 x 81 cm, Forsiden: #2, 150 x 150 cm,, Til højre: #47, 100 x 180 cm, 2006.

3 En dør til kvinden og livet Man følte, man skulle starte forfra i 70 erne. Det gjorde man allerede under første verdenskrig. Væk med kulturens formsprog, væk med et borgerskab, der havde spillet moralsk fallit, ikke noget med at tage noget fra dem. Livet siden har været gådefuldt. Hvordan skabe et nyt livssyn, en mening med tilværelsen, hvis arven ikke duer. Hvordan komme ud af indgroede vaner, som bevidstheden stadig hænger fast i, hvis fortiden er hvidt papir. Det er Kjeld Ulrichs problem, og ikke bare hans. Det er vor tids problem. Dada startede, med det abstrakte som nødværge mod alt den forliste naturlighed i den borgerlige naturalisme, der dengang stadig hærgede trods Cezanne, Picasso, Matisse, Kandinsky og ekspressionisterne. Men Dada blev langt fra færdige, jo med opgøret bagud måske, men ikke med at finde, hvad man så skulle leve på. Man måtte vist som en Rauschenberg prøve at komme stumper af den konkrete virkelighed ind i kunsten, se om de sammen kunne skabe en ligefremhed og en harmoni, måske tilmed et skred i en bevidsthed, hvor meget stadig var cement. Udgivet af Galleri Brænderigården Horsens i anledning af Kjeld Ulrich og Betty Fogs udstilling maj 2008 Kataloget indeholder et udsnit af værker fra udstillingen. Tekst af forfatter og kunsthistoriker dr. phil. Leo Tandrup

4 Hvordan f. eks. matche kvinden? Hvor fri var hun egentlig blevet, og til hvad? Hun var i hvert fald en gåde, og hun er det stadig, som Ulrichs billeder viser. Gåder skal om ikke løses, så i hvert fald håndteres. Så bliver eksperimenter vigtigt, i maleriet som i livet. De første kunne måske fremme de sidste. Seksuelle lyster har stadig tabuer over sig. Noget er helt umuligt at foreslå. Hvordan få den sorte dør med den grå og ugennemsigtige rude op til et lykkeland med en kvinde, der er blot skitseret nøgen på sort baggrund med lidt stridt græs? Hvem er andet og mere end skitser til et menneske mere, er hun? Man synes ikke selv, man er. Ringe til hende, på , jo, men selv tre opkald, giver det en kontakt, hvor kan vi sige noget til hinanden? Hvor meget tør vi sige? Hvor meget vil hun én? Men kan man ikke prøve, spørger Ulrich? Godt, så gør vi det. Er det hendes natur, Ulrik er kommet til at lade vokse som sære planter foroven? Så ved man snart ikke, hvad man skal stille op. Hvor kommer hun fra, hvor kommer man selv fra? Det gamle foto øverst med den noget opstadsede kvinde er noget urovækkende. Bærer den unge kvinde, som man kredser om, på arvegods fra kvinden på fotoet? Gør man selv? Man har mest lyst til fortsætte med at lave kruseduller hen over fotoet, men standser alligevel op.

5 Til venstre, udsnit af # 5, 114 x 146 cm, Til højre, øverst: #6, 60 x 60 cm, Til højre, nederst: #9/11/12, 60 x 50, 2008

6 En nysgerrighed melder sig. Kan fotoet fortælle én noget, man ikke vidste? Om ukendte neurotiske bindinger, der stadig hærger? Var der trods alt noget vigtigt på færde før 70 erne? Også i det avisudklip? Hvorfor var foto-kvinden interesseret i det? Kan fortiden alligevel dirke noget op, en dør til det aflåste i vor natur. Spørgsmålet får en iver frem. Ulrik tegner med hastige træk en sjælens fugl. Den stikker næbbet frem fra foto og avisudklip. Den ser på en kvinde under sig, som nærmest har korsetkrop. Over hende tegner han en sort blomst. Sort af alle farver. Ligesom døren. Men dog en blomst. Det er altid noget. Men der skal vist flere undersøgelser til. Bliver vi nogensinde færdige? Nej, men er det ikke kun godt. Er livet ikke en stadig fortsat undersøgelse værd, når bare man får lirket ved den dør? Så lever livet jo. Og hvad vil vi så mere? Have stadig mere liv, tror jeg, Ulrik vil svare, mere intensitet. Det ser ud, som stikker antenner til højre ud fra en kantet figur. Kunne den måske ikke godt tænke sig at blive organisk rund. Kvinden nederst er godt på vej til at blive det. Hun sidder helt yndefuldt. Måske man alligevel lige skulle ringe, én gang til. #4, 114 x 146 cm, 2007.

7 #171, 180 x 130 cm, 2007.

8 Kjeld Ulrich. Født 1942 i Odense. Fra 1988 til 2001 bosat i Frankrig. Nu igen i Danmark. Uddannet fra 1968 til 1972 på det Fynske Kunstakademi. Modtaget Fandens føselsdagslegat Medlem af BKF. Legat fra CODANfonden. Museer & offentlige Samlinger: Statens museum for kunst, Kobberstikssamlingen - Fyens Kunstmuseum - Vejle Kunstmuseum Fyens Kunstfont - Gøteborg Kunstmuseum - Musee Villa Midicis F.- Frins Museum ( Knecht- Drenth collection )NL. - Cidieis Sinai Hospital LA. USA.- University of Michigan Museum of Art USA. - Gronval Center of Graphis Art LA. USA. Fra Weilbachs Kunstnerleksikon citeres: Kjeld Ulrich udtrykker sig i et abstrakt ekspressionistisk formsprog svævende et sted mellem Wilhelm Freddies surrealisme, Per Kirkebys EKS skolearbejder og Hans Hartungs ekspressionisme. U.s speciale er en collageagtig teknik, hvor enkelte motiver gentages i bunden, men gradvist sløres gennem øvre lag bestående af dryp, kradserier, løse penselstrøg eller regulær tegning. Op gennem disse mange lag fornemmer man en forskydning fra det disciplinerede, med hold i det grafiske, i de underste lag til en stadig højere grad af vitalitet i de øverste lag, ikke ulig en Jackson Pollocks fysisk betonede arbejdsmetode. Inden for hvert enkelt af sine værker anvender U. en palet, der viser tilsvarende store spring fra det pastelagtige i de underliggende lag til mørke farver og sorte i de øvre lag. Det kan også forholde sig omvendt. Herved opstår dynamiske og komplekse universer, der kan tolkes som billeder på livet og dets mangfoldighed. I 1990'erne ændres de collageagtige værker til færre men større figurer og en mere åben grund, og samtidig ændres farveholdningen til mere udstrakt brug af jordfarver. Det skaber større ro og giver værkerne en højere grad af monumentalitet. Til højre: #43, 80 x 80 cm, 2007.

9

10

11 #9/10/11, 60 x 200 cm Til højre, #6, 110 x 110 cm

12 #24/26, 50 x 60 cm Til venstre, #3, 110 x 110 cm

13

14 #29/28/27, 110 x 38 cm.. Til venstre, #12, 60 x 200 cm Forsiden, #5, 110 x 110 cm

15 Betty Christine Fog. Uddannet på Kolding Designskole i I mange år arbejdet som selvstændig indenfor mode og design, og løst designopgaver for forskellige firmaer både i Danmark og i udlandet. Har også arbejdet som stylist både i Danmark og i udlandet. Hun har også en uddannelse indenfor boligindretning - med speciale i Feng Shui. Hun har i mange år interesseret sig for fotografering og fotokunst. Dette medie rummer et helt univers af muligheder for kunstneriske udtryk. Betty Fog er faldet for fotografiet og har stort set altid sit kamera med, så der kan skydes løs på alt, hvad der findes interessant. Billedredigeringen foregår herefter med de digitale værktøjer på computeren. Hendes måde at arbejde på kan bedst udtrykkes ved at citere Palle Kjærulf Schmidt: Jeg er ikke fotograf - jeg iscenesætter billeder. Betty Cristine Fogs fotomontager har en drømmeagtig virkelighed over sig. Der er tale om close ups, sort/hvid og farver blandet i lag. Renæssance malerier, kvindekroppe, havheste, strømmende vand, skyggebilleder og træernes, til tider uhyggelige, konturer skaber Betty Cristine Fogs fotoverden.

16 Betty Fog Galleri Brænderigården Horsens maj 2008