Ungdom og galskab. Klaus Rifbjerg, 2001 (9,7 ns)

Transkript

1 Ungdom og galskab Klaus Rifbjerg, 2001 (9,7 ns) Da Nikolaj hørte at Anja havde været oppe og snakke med Joachim blev han vanvittig. Nej, det er ikke rigtigt, det var snarere 5 som om han faldt ned i et sort hul og nu stod nede på bunden og var rasende. Hvad skulle Anja hos Joachim? Hvad skulle hun snakke med ham om? Var Nikolaj ikke god nok til at snakke? Hvad var det Joachim vidste, som Nikolaj ikke vidste? Og hvordan vidste han overhovedet, hvad de snakkede om? 10 Han vidste ingenting, og det var måske det værste af det hele. Hvis han og Anja havde været uvenner, kunne han måske forstå, at hun ville gå til Joachim for at få et godt råd. Men der var ikke noget i vejen, de var ikke uvenner, overhovedet ikke. Tvært imod gik det fint. De havde ganske vist ikke været i seng med hinanden, 15 men det gjorde ikke så meget, det kom nok. Foreløbig syntes Nikolaj, det var helt fint, at de bare kom sammen og snakkede og kyssede hinanden og han fik lov til at røre ved hende både her og der. Var det det hun fortalte Joachim? Eller var det noget helt 20 andet? Nikolaj følte en rislen ned ad ryggen, som om nogen, han ikke kunne se, betragtede ham bagfra. Der var ikke et menneske, jo selvfølgelig var der mennesker, men de havde travlt med alt muligt andet. Ingen så på ham, ingen lagde overhovedet mærke til ham. Han trak sin cykel under de 25 store træer, hvis løv var så tæt, at de virkede næsten sorte. Solen skinnede kraftigt og luften var fuld af svævende frøstande, der lignede totter af afrevet skæg. Han havde en klar fornemmelse af det alt sammen, også af Sundet derude, hvor hvide sejl glimtede frem mellem alt det grønne, kom og 30 forsvandt, men alligevel var han distræt. Han blev ved med at se Anja for sig og bag hende Joachim. Hun var en høj pige med stærke ben. Hun havde et levende ansigt med brune øjne, og det rødlige hår rejste sig i en bølge over panden. Hvis hun havde haft højhælede sko 35 på, ville hun selv være blevet for høj, hun gik i fornuftige sko. Alligevel var hun elegant på en selvfølgelig måde. Det havde noget med stoffet i hendes nederdel at gøre og skjorteblusen, der gemte hendes bryster. De var skjult, men bevægede sig levende hver gang hun tog et skridt. Hun var

2 40 meget let at kalde frem, og når Niko laj vågnede i sin seng om morgenen, så han hende straks for sig og vidste, at han var forelsket. Det var bestemt heller ikke svært at se Joachim, selvom han holdt sig i baggrunden. Han var ikke til at tage fejl af, 45 alle i skolen vidste hvem han var. Han var et år ældre end Nikolaj og betød ligeså meget for ham som Anja, nej mere. Joachim havde jo altid været der, Anja kom først senere, og der var forskel på at være venner og at være forelsket i en pige. Der var kæmpeforskel, det kunne enhver sige sig selv. 50 Med Joachim lå det sådan, at han var uopnåelig hvilket selvfølgelig var noget sludder, for Nikolaj var jo blevet ven med ham. Men der var alligevel en fornemmelse af, at den sidste skanse aldrig faldt. Man kunne komme så tæt på Joachim, det skulle være, alligevel var man aldrig helt tæt 55 på. Hans firkantede ansigt var trukket op i lystige kontraster, det højre øjenbryn konstant hævet højere end det venstre, håret krøllede naturligt, det sad bare som det skulle. Han havde heller aldrig besvær med tøjet, også det sad, som det skulle. 60 Måske var det det, der gjorde tanken om Anja og Joachim sammen utålelig. De havde været sammen masser af gange, naturligvis, når Nikolaj var med, men pludselig var de alene. Joachim havde selv fortalt det. De sad på værelset og så sagde Joachim: 65 Anja var her forleden dag. Nikolaj reagerede ikke. Han følte bare en indre sammentrækning, et koldt jag, der fik hans tarme til at skrige. Han mumlede et eller andet, ingen kunne forstå. Lidt efter sagde Joachim: 70 Vi talte om dig. Sammenhængen forvandlede sig til et styrt, men det var ikke til at registrere for andre end Nikolaj, han blev bare siddende ret op og ned, og lidt efter snakkede de om noget andet og til sidst kunne Nikolaj slet ikke huske, om Joachim 75 havde sagt det han sagde eller ej. Det hele tågede ud, værelset fyldtes med damp og fra højre og venstre, oppe og nede lød fløjt og hvinen, som om en flok fugle pludselig var blevet sluppet løs og baskede rundt om hovedet på ham. De havde været sammen i flere timer, og da Nikolaj kom hjem 80 var han så træt, som om han havde deltaget i flere på

3 hinanden følgende marathonløb. Alligevel kunne han ikke sove, han blev ved med at se Joachim for sig og ind imellem Anja. Han kunne præcis se for sig, hvordan hun havde siddet i den samme stol som han selv, hvordan hun bøjede 85 sig frem så håret gled ned og næsten dækkede det højre øje, før hun strøg det tilbage og talte videre med Joachim. Om hvad? Flere gange havde han været på vej til telefonen for at ringe hende op. Han vidste også, hvad han ville sige: 90 Hej, Anja, du har nok været henne og besøge Joachim? Eller måske ville han sige: Hvad fanden er det for noget med at du render og besøger Joachim tidlig og silde. Det sidste lød så corny, at det ville han i hvert fald ikke 95 sige. I det hele taget sagde han slet ingenting. Han sad i stolen ved siden af telefonen, og da hans mor kom ind, sagde hun: Er du ved at ringe? Næh, sagde han. 100 Du sidder ellers og lurer på apparatet. Gør jeg det? Du ligner en slange lige før den hugger. Hun lo og gik ud ad døren. En lille hvirvel af støv dansede i sollyset bag hende. Han kunne have slået hende ihjel. 105 Tanken strejfede ham: det var ikke moderen, der skulle slås ihjel, det var Joachim og måske Anja. Men så havde han hende jo ikke mere og heller ikke Joachim. Han så sig om i stuen, moderen gik og nynnede i en af stuerne længere væk. Så løftede han røret. Men da han havde prikket nummeret 110 halvvejs ind, lagde han det igen. For han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han vidste faktisk ikke, hvad han skulle sige eller hvordan han skulle få sagt det, han ikke kunne sige. Spørgsmålet var hvorfor. Han tog en dyb indånding: Hvad var det, der gjorde, at han ikke kunne sige til sin elskede, at 115 det pinte og plagede ham, at hun gik bag ryggen af ham og plad rede ud om alt muligt til Joachim. Men hvor vidste han fra, at hun overhovedet havde pladret ud om noget som helst? Han anede det ikke. Der var vel i det hele taget ikke noget kriminelt i, at Anja besøgte Joachim. Var hun ikke et 120 frit menneske, ja vel i grunden lige så meget Joachims veninde som Nikolajs, selvom hun ikke elskede Joachim, men kun ham?

4 Den sidste tanke fik igen et spyd til at trænge sig vej igennem hans indvolde. Vist havde de sagt hundrede gange, 125 at de elskede hinanden. Men kunne man ikke elske andre samtidig? Forholdt det sig i virkeligheden sådan, at det slet ikke var Nikolaj Anja elskede, men Joachim? Han rejste sig og gik svimmel rundt i stuen. Naturligvis var det sådan det hang sammen! Han burde have vidst det, 130 han burde have vidst det for længe siden, for det var jo så indlysende. Det var nærmest en selvfølge, at Anja måtte vælge Joachim frem for Nikolaj, for Joachim havde alt at byde på, som Nikolaj ikke ejede. Han var charmerende, han var fuld af overraskelser, hans groteske humor kunne sætte 135 alting på spidsen, han havde det hår, det tøj, han var, han var... ja, han var fuldkommen! Mens Nikolaj traskede af sted med cyklen, så han sig selv ved telefonen helt tydeligt, og han undrede sig stadig. Var der noget så let i verden som at få sagt tingene, at få stillet 140 de rigtige spørgsmål, at få orden på det hele og problemerne redt ud? Det var jo, når det kom til stykket ren mekanik. Han satte hjernen i gang, sendte nogle signaler af sted, så løftede hånden knoglen og lidt efter havde han Anja i røret. Hej, Anja, jeg har nogen problemer. Er det rigtigt at du 145 besøger Joachim? Jaså. Ja, det er jo ikke, fordi jeg har noget imod, at du besøger ham, men jeg får bare sådan en dum fornemmelse af, at I sidder og bagtaler mig. At Joachim fyrer ordentlig op under dig og får dig til at sige alle mulige ting om mig, som du måske ellers ikke ville have sagt. Eller 150 ville du? Er det i virkeligheden sådan det hænger sammen, at du synes jeg er en værre lille lus, en tøsedreng, du slet ikke kan være bekendt at komme sammen med, at jeg ligger under dig og det ville være meget mere naturligt, hvis du kom sammen med Joachim? 155 Så enkelt kunne det gøres, der er jo ikke nogen af ordene, der ikke er danske og kan forstås af enhver. Det hele er lige til at gå til, det gælder bare om at få hejst nosserne op i knæhøjde og få taget knaldviskelæderet ud af munden og få sagt tingene, som de er. Men hvorfor er det så svært for ikke 160 at sige umuligt? Han sank længere og længere ned i stolen og lignede overhovedet ikke en slange før hug, da hans mor kom ind. Hvad nu? spurgte hun. Hvad nu?

5 165 Er der noget i vejen? Næh, sagde han og mærkede i det samme, at situationen fra før bare fortsatte, at den voksede og blev større og større og mere og mere indviklet, for han kunne jo heller ikke sige til sin mor, hvad han ikke kunne sige til 170 Anja, selvom han havde så meget lyst, at han blev varm helt op på halsen og rødmede. Det ville have været så dejligt, ja næsten som dengang han var lille og krøb helt ind til hende og mærkede hendes blødhed, der kun tilhørte ham, hvis han vendte sig mod hende nu og sagde. Hør her, mor, jeg har 175 det dårligt, for Anja går og besøger Joachim bag min ryg og jeg ved ikke, hvad de taler om, men jeg tror, det er om mig, og det kan jeg ikke holde ud, for hun kunne jo ligeså godt tale med mig om det, vi elsker hinanden og er helt tæt på hinanden, så det ville være den naturligste ting af verden. 180 Men han sagde ikke et ord. Moderen smilede til ham og stod og betragtede ham lidt. Så sagde hun: Du sku ta og køre dig en tur, det er dejligt vejr. Og det gjorde han så, selvom han overhovedet ikke havde lyst og solen skinnede ondt og hele verden virkede udtørret 185 og træt og støvet. Han vidste ikke rigtig hvor han kørte, husene strømmede bare forbi, og nu var han altså ude ved vandet, hvor han stod af og begyndte at trække cyklen under de store træer med de brede kroner og mørket inden under. Verden var gået i stå, selv hans tanker forekom træge, som 190 om hjernen havde forvandlet sig til grød og langsomt stivnede. Men så glimtede det pludselig til, et lyn havde fundet vej igennem det tætte løv ind i hans hoved, nu vidste han pludselig, hvad det var han skulle. Han måtte tale med Joachim! Det var Joachim, der var skurken, det var 195 Joachim, der på sin egen listige måde, havde fået fortalt, at Anja havde opsøgt ham, det var Joachim, der havde udnyttet situationen til sin egen fordel, det var Joachim som fra starten havde lagt rænker ud, det var Joachim, der ville ham til livs! 200 Helt var trægheden ikke forsvundet. Lynet havde nok ryddet op og tændt et lys, men det var samtidig så varmt, at Nikolaj ikke havde overskud til at sætte sig på på cyklen med det samme og køre ind til Joachim og ringe på, gribe ham i kraven, løfte ham op til han slap med fødderne og 205 sige lige ud: Dit dumme svin, du har i virkeligheden aldrig været sød, du har altid været ude på numre, men først nu

6 hvor jeg endelig har fundet noget, som er helt mit eget, fundet en der er helt min egen, vælger du at slå til. Det er typisk, alt for typisk. Men nu skal det også være slut. Det er 210 færdigt mellem os, forstår du det, og hvis der nogen sinde har været noget, er det forbi. Helt forbi. Han orkede det simpelthen ikke. Der ude var vandet, og ligeså tydeligt det havde stået for ham, at han måtte opsøge Joachim og gøre det forbi, ligeså 215 sikkert vidste Nikolaj at før han foretog sig noget som helst, måtte han i vandet. Så stærk var følelsen, da han havde trukket cyklen ind mellem træerne og ned over græsplænen og begyndte at klæde sig af, at der var tale om et hamskifte. Så fedtet følte han sig og samtidig så tør, at det skællede. 220 Han havde lyst til at klø sig over hele kroppen, men vidste instinktivt, at når først han var i vandet, ville det lette. Badetøj havde han ikke noget af, men det var lige meget, han kunne bade i sine underbukser, og der var ingen problemer med at blive tør, så varmt var det. Han lagde 225 altså cyklen i græsset 10 meter fra vandet og sine klæder i en lille bunke ved siden af. Skoene holdt vagt. Det blev, som han havde forestillet sig. Næsten. Mens vandet steg, og for hvert skridt blev han renere. Da han kastede sig forover og køligheden omsluttede ham, glemte 230 han et øjeblik alt. Men da han kom op til overfladen igen, sad den frygtelige følelse af nederlag stadig som en knude i maven. Han var desperat, og mens han accelererede sine tag, begyndte han at svømme udad. Hver gang han sænkede hovedet for at mindske vandmodstanden og tage stivheden 235 ud af nakken, førtes han længere og længere væk fra kysten. Han svømmede og svømmede og svømmede uden at vide hvorfor. Det var som noget trak i ham, og han selv havde flere kræfter end nogensinde. Under sig mærkede han dybet, og da han lod benene glide ned et øjeblik, følte han 240 hvor koldt vandet var. En stemme sagde, at nu var han for alvor blevet gal, men så begyndte han at svømme igen. Lidt efter indhentede trætheden ham, og Nikolaj vendte sig om i vandet. Træerne derinde på bredden var kun en tynd bræmme, og han kunne hverken se sit tøj eller cyklen. 245 Langsomt steg en hånd op fra dybet og greb fat i ham, fattede om livet og begyndte at hale ham ned. Han sprællede som en frø og prøvede at komme fri, men det hjalp ikke.

7 Først da hans mund fyldtes med vand og alle lyde forsvandt blev hans bevægelser så desperate, at han nåede overfladen 250 igen. Han udstødte et skrig og for ikke at gå ned begyndte han atter at svømme. Han svømmede indad. På vaklende ben og med sine sidste kræfter fik han slæbt sig op på stranden og kravlede hen, hvor hans tøj lå. Men det var der ikke. Cyklen lå med sine blanke eger i solen, men 255 der var ikke noget tøj. Han så sig om for at finde ud af, hvor det kunne være blevet af, mens vandet drev ned ad ham. Han begyndte at ryste. Han frøs. Men der var hverken håndklæde eller badekåbe, der var kun de våde underbukser, han havde på og en cykel. Tænderne klaprede 260 i munden på ham, men lidt efter gik det op for ham, at han lo. Det var en mærkelig hikstende og skælvende latter, men der var ingen tvivl om, at han lo. Han rejste sig op og så sig omkring. Der var ingen. Folk gik oppe på vejen og trafikken gled forbi, men sit tøj kunne han ikke få øje på. Han satte fra 265 med det ene knæ og kom på benene. Hvor er mit tøj? råbte han. Intet svar. Hvor fanden er mit tøj? Trafikstøjen svag. 270 Hvem fanden i helvede har taget mit tøj? Solen stod højt på himlen, og ude på Sundet sejlede bådene forbi. Det var faktisk dejligt vejr. Der lugtede af blade og benzin og støv og saltvand, og han frøs ikke så meget som før. Nikolaj sænkede armene. Der var noget 275 tiltrækkende ved tanken: en ung mand i underbukser på cykel gennem byen. Han blev i godt humør. Så fiskede han cyklen op og stod et øjeblik med begge hænder på styret. Han så ud over vandet. Der lå det. Han vidste ikke, hvad der skulle ske og hvordan det skulle gå. Lige nu var han rolig, og 280 en ting sikker, han kunne se det hele for sig. Han kunne se en ung mand med nøgen overkrop og bare ben i underbukser cykle gennem byen. Han kunne se folk vende sig for at finde ud af, hvad det var for en idiot og en masse, der kørte videre uden at se noget som helst. Han kunne se 285 sin mor og hendes forbløffede ansigt, når han kom ind, men også høre hendes latter, når han fortalte historien. Eller noget af den. Han satte sig op og begyndte at køre. Lige før han nåede vejen og cykelstien så han et par drengefjæs grinende bag

8 290 stammen på et af de store træer. Men han standsede ikke, han blev ved med at køre, og til sidst forsvandt han mellem de andre kørende. En ung mand i underbukser på cykel. Stjernekiggeren, Gyldendal