Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger, Matt. 14, tekstrække.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger, Matt. 14,22-33. 2. tekstrække."

Victor Flemming Klausen
8 år siden
Visninger:

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 2. februar 2014 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger, Matt. 14, tekstrække. Salmer. DDS 321 O kristelighed! Dåb: DDS 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 750,2-4 Nu titte til hinanden. DDS 582 At tro er at komme DDS 538 At sige verden ret farvel. Altergang: DDS 577 Vor tro er den forvisning på. DDS 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære. Tekstlæsninger. Es. 40,26-31; Rom. 4,18-22; Matt. 14,22-33.

Dåb: DDS 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 750,2-4 Nu titte til hinanden. DDS 582 At tro er at komme.

2 2 Prædiken. Abraham var omkring de hundrede år, og han kone kun lidt yngre. Abrahams krop var uden livskraft og Saras moderliv var dødt, hørte vi i læsningen fra Paulus brev til romerne. Det var med andre ord vilkår, som selv en moderne fertilitetslæge måtte give op overfor. Ikke desto mindre troede Abraham, at han og Sara stadig kunne få børn. En sådan jubeloptimisme skal man lede længe efter! Af og til må man erkende sine begrænsninger, men det gjorde Abraham ikke. På den baggrund kan man fristes til at tro, at han var lidt småskør; at hans inderste ønske om at blive far havde fået det til at slå klik for ham. Men hans tro byggede på en løfte, Gud havde givet ham; nemlig det at Abraham skulle blive stamfar til et helt folk og for at det kunne lade sig gøre, måtte han jo blive far. I Det Gamle Testamente fortælles det da også, at Sara og Abraham langt om længe fik deres ønske opfyldt. Selvom Sara flækkede af grin, da det blev forudsagt, at hun skulle føde en søn indenfor et år, så måtte hun året efter erkende, at det var hendes og Abrahams lille barn, hun vuggede i sine arme. Historien om Abraham giver udtryk for, at ønsker kan gå i opfyldelse, hvis ens tro blot er vedholdende nok. Det er desværre bare ikke en erfaring, som alle kan bekræfte. Troen maner ikke nødvendigvis mirakler frem. Denne indvending kan naturligvis viftes bort med en forklaring om, at de, der ikke oplever mirakler, ganske enkelt ikke har troet nok. De har ikke gjort sig tilstrækkeligt umage og går derfor glip af troens løn. Men med det argument binder man troen til viljen. Dermed formulerer man en lidt udvidet version af den gamle påstand om, at man kan, hvad man vil. Påstanden bliver da, at hvis man ikke kan mane mirakler frem, skyldes det, at man ikke for alvor vil det. Manglende mirakler bliver på den måde udtryk for, at ens tro ikke er stor og stærk nok. Men hvis man med en tilstrækkelig stærk og vedholdende tro kan få opfyldt sine ønsker, kan man faktisk styre Gud. På den måde overgiver

En sådan jubeloptimisme skal man lede længe efter! Af og til må man erkende sine begrænsninger, men det gjorde Abraham ikke.

3 3 Gud sig til dem, der er viljestærke nok. Det er et fantastisk privilegium for den, der tror nok. Men samtidig er det en vanvittig tanke, for Gud lader ikke sig styre. Han lader sig derimod bevæge. At Gud lader sig bevæge hørte vi netop i evangelieteksten om stormen på søen. Det slås fast, at Gud formår det mirakuløse, da Jesus - der som Gud og menneske bærer det guddommelige i sig - kommer spadserende hen over de voldsomme bølger. Evangelisten Matthæus ridser det morsomme ved situationen op. Jesus kommer vandrende ud mod disciplene, men påvirket af det besynderlige ved situationen, tager de fejl af, hvem han er. Det overnaturlige ved at han går på vandet får dem til at tro, at han er et spøgelse. På den baggrund er det måske ikke så underligt, at han bliver lidt knotten. I første omgang er Jesus dog imødekommende. Først får han overbevist disciplene om, at han ikke er noget spøgelse men deres mester. Siden bakker han Peter op, da han får den idé, at han også vil gå på vandet. Disciplen er så lettet over, at Jesus har vist sig ikke at være et spøgelse, at han pludselig føler sig uovervindelig. Peter kan alt. At gå på vandet må være en smal sag, når nu Jesus kan det. Disciplen kravler derfor over rælingen og træder ud på vandet. Hans tro er stærk nok til at bære ham i hvert fald for en tid. Men da det unaturlige i det, han foretager sig, går op for ham, og han skræmmes af de høje bølger, synker han i vandet. Grebet af panik når han at råbe om hjælp, så Jesus lader sig bevæge og straks griber fat i ham og holder ham oven vande. Da er det, at Jesus skælder ham ud: Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?. Det bedste svar på det spørgsmål er vel, at Peter tvivlede, fordi han er et menneske, ikke Gud. At have magt til at udføre mirakler er absolut fristende, men vi har ikke evnen dertil. Der er forskel på Gud og på os. Vi kan ikke gå på vandet, og vi kan ikke få stormen til at lægge sig, sådan som Jesus gjorde det, da han og Peter var kommet om bord i båden. Vi kan blot bede til Gud i håbet om, at han på mirakuløs vis vil

Det slås fast, at Gud formår det mirakuløse, da Jesus - der som Gud og menneske bærer det guddommelige i sig - kommer spadserende hen over de voldsomme bølger.

4 4 ændre vore vilkår, så vi kan slippe ud af de vanskeligheder, vi hver især måtte befinde os i. Jesus bebrejdede Peter, at han ikke troede nok til, at han kunne gå på vandet. Alligevel lod han sig bevæge til at række hånden ud og frelse ham, da Peter sank i bølgerne. Peters tro svigtede, men det gjorde Jesus ikke. Det var derfor ikke størrelsen af Peters tro, der afgjorde, om Jesus ville frelse ham eller ej. Det var, fordi Peters tro ikke var stor nok, at Jesus greb ind og reddede ham. Selv den mindste tro kan altså være tilstrækkelig til, at Gud griber ind og frelser os. Det er ikke os, der styrer Gud med vores viljefaste tro. Det er derimod ham, der kommer os i møde - selv når troen svigter. At Gud kommer os i møde, når vi er i den yderste nød, har Grundtvig skrevet en meget alvorlig, men også meget smuk salme om. At sige verden ret farvel 1 kredser om det at dø. En del af salmen blev skrevet, mens Grundtvig var ramt af en dyb depression. 2 I sådan en situation er døden langt mere nærværende, fordi man ikke har overskud til at holde de triste tanker ude af sindet. Da kan man føle, at man har det som Peter, da han sank i bølgerne. Man fyldes af skræk over det uvisse, som døden bringer med sig. Selvom man er troende, kan man godt gribes af frygt for at skulle forlade det velkendte liv. Man kan også gribes af tvivl om, hvad der videre vil ske, for budskabet om de dødes opstandelse kender vi kun som et løfte fra Gud. At der er virkelighed bag kan ikke bevises, for det er nu engang troens vilkår. Vi må tage Gud på hans ord - eller fortvivle. Grundtvig forestiller sig en situation, hvor døden kommer bag på ham i en sådan grad, at han gribes af panik og glemmer alt om, hvad han tror på. I et forsøg på at kunne styre sådan en situation påkalder han Kristus og beder ham om hjælp, hvis 1 DDS Finn Abrahamowitz: Grundtvig. Danmark til lykke, Høst & Søn 2000, s

Det var derfor ikke størrelsen af Peters tro, der afgjorde, om Jesus ville frelse ham eller ej. Det var, fordi Peters tro ikke var stor nok, at Jesus greb ind og reddede ham.

5 5 noget sådant engang sker. Han beder om, at Kristus vil minde ham om det evige liv i Guds rige, så han kan lægge frygten for døden fra sig og tillidsfuldt overgive sig til Gud: Men kommer døden førend du, kom da i løn, og kom i hu, hvor mørkt der er i graven! Omstrål mig, så jeg glemmer den, salv øjet på din syge ven, så jeg kan se Guds-haven! Det behøver ikke at være Kristus selv, der kommer til den døende. Et andet menneske kan bringe Guds nærvær med sig ved fortroligt at trøste den døende med budskabet om det evige liv i Guds rige: Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side, og tal med mig, som ven med ven, om, hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor kvide! Det er ikke et hvilket som helst tidspunkt, Grundtvig nævner som det, hvor man har allermest brug for Guds nærvær. Kom i den sidste nattevagt, siger han. Det er hundevagten, ulvetimen, den vagt, der begynder i den sorteste del af natten. Her har mørke magter frit spil. De kan ikke ses, men går i ét med omgivelserne. Det var ved den samme tid på døgnet i den fjerde nattevagt - at disciplene så Jesus

i hu, hvor mørkt der er i graven! Omstrål mig, så jeg glemmer den, salv øjet på din syge ven, så jeg kan se Guds-haven! Det behøver ikke at være Kristus selv, der kommer til den døende.

6 6 komme vandrende på vandet. 3 Derfor er det intet under, at de troede, han var et spøgelse. Ligeledes er det intet under, at det var på den tid af døgnet, at Peter mistede modet og sank i bølgerne. Samtidig er det værd at huske på, at den fjerde og sidste nattevagt ender med solopgang og morgenstund. Solopgangen kan ikke kun forstås bogstaveligt, som om den døende blot skal stramme sig an og overleve, indtil solen står op og alt bliver godt igen. Det ville fjerne alvoren i salmen. Solopgangen skal derfor forstås som et billede på livet i Paradiset. Hvis der ved Grundtvigs dødsleje sidder en af hans nærmeste og fortæller ham om de dødes opstandelse til det evige liv, er han overbevist om, at han vil få ro i sjælen og sove stille ind. Det slår han fast i salmens sidste vers: Før døden med sin istap-hånd gør skel imellem støv og ånd, bortvifter hjertets varme, indslumre skal jeg da med lyst, som barnet ved sin moders bryst, i dine frelserarme. Dermed er det endnu engang sagt, at det ikke er troens størrelse, det kommer an på. Vi kan leve og vi kan dø på en tro, der er langt mindre end Abrahams. Når det kommer til stykket er det nemlig Guds nærvær, der er afgørende for, om vi i alle mulige mere eller mindre kritiske situationer kan få ro i sindet og give os i hans hånd. Guds nærvær får vi bekræftet, når vi hører, at Jesus ville frelse selv den lidettroende Peter. Disciplen troede, at han havde en stor tro, men den viste sig at være svag og udsat. Går vi også rundt i den indbildning, at vi kan styre Gud med 3 Ibid., s. 289.

Solopgangen kan ikke kun forstås bogstaveligt, som om den døende blot skal stramme sig an og overleve, indtil solen står op og alt bliver godt igen. Det ville fjerne alvoren i salmen.

7 7 vores store tro, er vi heldige, at Gud holder hånden under os, når vores tro viser sig at være langt mindre - og langt mindre effektiv - end vi troede. Amen.

Relaterede dokumenter

Prædiken til langfredag, Mark. 15,20-39. 1. tekstrække.

1 Nollund Kirke. Fredag d. 29. marts 2013 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til langfredag, Mark. 15,20-39. 1. tekstrække. Salmer. DDS 193 O hoved, højt forhånet (gerne Hasslers mel.). DDS 197 Min Gud,