Historiekanon: Særdeles traditionel danmarkshistorisk kanon

Transkript

1 Historiekanon: Særdeles traditionel danmarkshistorisk kanon Af forskningschef Steffen Heiberg, Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot Historieundervisningen i folkeskole og gymnasium, dens indhold og mangler har været på den politiske dagsorden siden 1950'erne. Gennem 50 års debat kan man følge modeforestillinger inden for politik, pædagogik og didaktik. Der var først opgøret med udenadslære, årstal og kongerækker, så var der diskussionen om, hvorvidt historie var et dannelsesfag eller færdighedsfag. Historieundervisningen skulle både styrke den demokratiske bevidsthed og skabe kritiske samfundsborgere, siden kom samfundsrelevansen, der endte i den marxistiske bølge med produktivkræfter og mærkelige fremmedord. I dag er 'kulturmøder' tilsyneladende den mest udbredte kliché. Fra politisk side er der udtrykt ønske om at styrke faget. Men måske er det ikke blot den påståede historieløshed hos den unge generation, man skal være nervøs for. At f.eks. den nye navnelov overhovedet kunne vedtages, taler ikke til ære for folketingsmedlemmernes historiske bevidsthed og traditionsforståelse. Og så var der den konservative kulturminister, der ville flytte Rigsarkivet til Odense. Bekymringen for den historiske dannelse har således en reel baggrund. Regeringens bekymring førte til nedsættelse af et udvalg af udmærkede og kompetente mennesker, der skulle

2 komme med forslag til styrkelse af historiefaget, dog måtte det ikke koste penge. I kommissoriet hed det bl.a.:»i en mere og mere global verden er det afgørende, at alle danske børn har et solidt kendskab til historie og den danske kulturarv«. Og:»Det er regeringens opfattelse, at elever i folkeskolen ikke i tilstrækkelig grad er fortrolige med fortællingerne fra Danmarks historie, og at de ikke har tilstrækkeligt kendskab til andre nationers historie. Som noget nyt vil regeringen indføre en historiekanon«. Regeringens bekymring angår således både danmarks- og verdenshistorien. Opmærksomhedsfelter For snart halvanden måned siden barslede udvalget så med en betænkning, der inkluderede den bebudede kanon. Den rummede anbefalinger til at styrke elevernes kronologiske overblik og forståelse for sammenhænge, som ingen kan være uenig i. Naturligvis var det den foreslåede kanon, der løb med opmærksomheden. Det havde udvalget forudset. Om kanonen hed det i betænkningen, at den»fremstår som en liste over afgrænsede begivenheder og forløb, som udgør en integreret del af det samlede historiefaglige stof. Kanonpunkterne repræsenterer væsentlige brud og forandringer, eller de har en symbolværdi, der giver klare signaler om indhold og muligheder for perspektivering«. Meningen med denne ikke specielt elegante formulering er vistnok, at man ud fra kanonpunkterne skal kunne få overblik over et forløb eller en epoke. Herved er der indbygget en relativisering af kanonbegrebet, som nogle af udvalgets medlemmer formentlig er utrygge ved. Man har naturligvis vidst, at en hver historisk dannet

3 kunne hoste op med 29 andre kanonpunkter, som der kan argumenteres lige så godt for. Et af kanonpunkterne hedder 'Slaget ved Dybbøl', ikke andet. Efter nogen overvejelse er jeg kommet til den opfattelse, at der nok tænkes på Stormen på Dybbøl 18. april 1864 og ikke på det relativt ubetydelige slag ved Dybbøl 5. juni Og meningen er vel, at man med Dybbølstormen som symbolsk udgangspunkt skal lære noget om krigen i På samme måde skal kanonpunktet 'Stormen på Bastillen' vel betyde, at skolebørn skal vide noget om den franske revolution. Og det er jo rimeligt nok. Hvad med holocaust? I bemærkningerne til kanon står, at den bør være 'dynamisk', og at den»med jævne mellemrum kan tages op til revision i takt med at historieopfattelse og samfund udvikler sig og til stadighed retter fokus mod nye opmærksomhedsfelter«. Det betyder på almindeligt dansk, at når undervisningsminister og ministerium får et nyt syn på sagen, skal det være muligt at ændre på kanonen. Historiekanonen fik knubbede ord med på vejen. Det blev øjeblikkeligt kritiseret, at holocaust ikke indgik. Men i virkeligheden er det endnu værre. Hvor er Første og Anden Verdenskrig, den russiske revolution, Sovjetunionen, Gulag, 1930'ernes krise osv.? Første halvdel af det 20. århundredes internationale historie er så godt som ikkeeksisterende i den nye kanon. Alt dette skal åbenbart rummes under kanonpunktet 'FN's verdenserklæring om menneskerettighederne', et ud af 29 kanonpunkter. Derimod får Absalon et kanonpunkt for sig selv. Det er jo absurd. Udvalget vil naturligvis forsvare sig med,

4 at det ikke er sådan, at kanon skal forstås eller bruges, men skoler og lærere vil tage den bogstaveligt og snart glemme de anbefalinger og retningslinjer, kanon er ledsaget af. Men det forsvundne 20. århundrede er kun en del af problemet. I mine øjne lever den leverede kanon hverken op til kommissoriet eller udvalgets egne anbefalinger. Udvalget skriver:»kulturmøder, dvs. sammenhænge mellem nationale og globale aspekter af historien bør vægtes mere og også de yngste elever bør præsenteres for historiske begivenheder, som geografisk ligger fjernt fra deres hverdag«. Men det bliver ikke nemt for lærerne at leve op til denne anbefaling, hvis de skal følge kanonen. Af de 29 punkter er de 16 nærmest ren danmarkshistorie, otte kan karakteriseres som verdenshistorie, mens fem, her under punkter som Reformationen og Maastricht 1992, kan tolkes som begge dele. Manglende perspektiv Lad os se på nogle af de enkelte kanonpunkter. Der lægges ud med Ertebøllekulturen, det er jægerstenalderen i Danmark. Havde det ikke været mere naturligt med bondestenalderen, der har efterladt nogle markante spor i landskabet i form af dysser og jættestuer, hvortil kommer, at indførelse af landbruget vel er en af alle tiders vigtigste begivenheder? Næste punkt er Tutankhamon, det er det gamle Egypten, en af verdens ældste højkulturer, der skal perspektiveres. Siden følger Solvognen, det er naturligvis dansk bronzealder. Derpå følger et kanonpunkt kejser Augustus; det er selvfølgelig rimeligt med Romerriget, der unægtelig repræsenterer

5 nogle dramatiske kulturmøder. Men allerede her studser man. Hvor blev det klassiske Grækenland af? Skal danske skolebørn ikke lære noget om den kultur, hvis præstationer inden for filosofi, litteratur, kunst og arkitektur har været retningsgivende for vores egen verden. Dertil kommer så selvfølgelig det atheniensiske demokrati. Naturligvis var romerne præget af græsk kultur og tænkning, men Grækenland kan ikke behandles indirekte. Og med hensyn til romerne: hvorfor Augustus og ikke Konstantin den Store (død 337) som kanonpunkt. Konstantins betydning er langt større. Han gjorde kristendommen til romersk statsreligion og skabte dermed forudsætningerne for den fusion mellem antik kultur og kristendom, som skabte europæisk middelalder og dermed det kulturelle grundlag for det moderne Europa. Hvis vi endelig skal tale om kulturmøder, er det måske det vigtigste af slagsen nogensinde. Religion Jeg plejer ikke at være enig med statsministeren, men han har ret i, at vi skal passe på, at religion ikke kommer til at fylde for meget. Vor Herres comeback på den politiske scene har ikke gjort noget godt for verden. Men vi er nødt til at forholde os til virkeligheden. Religionerne er en del af vor kulturelle arv, de har formet vore normer og styrer mange menneskers hverdag. Derfor forekommer det mærkværdigt, at historiekanonen negligerer kristendommen og islams tidlige historie. Tværtimod springes det hele over, vi hopper direkte fra Augustus til Columbus, år senere. Hvor er den antikke kulturs sammenbrud, kristendommens udbredelse

6 og arabisk ekspansion? Det er muligt, at nogle ikke vil bryde sig om Muhammed i en dansk kanon, men det er svært ved at komme i tanke om en enkeltperson med større betydning. Den arabiske ekspansion og udbredelsen af islam betød, at den antikke-kristne enhedskultur omkring Middelhavet blev slået i stykker. I stedet blev Middelhavet en religiøs og kulturel grænse, et nærmest uoverstigeligt mentalt skel. Vi lever med følgerne den dag i dag. Og hvad er der blevet af korstogene, som ikke kun var en konfrontation mellem to religioner og to kulturkredse? Det var via kontakterne med den muslimske verden, at væsentlige dele af den antikke litteratur blev kendt i Vesteuropa, bl.a. var det gennem muslimske tænkere, at Aristoteles blev formidlet til Vesten. Det er vel ikke sådan, at man har bortvalgt disse dele af historien for ikke at skabe problemer for skoler med mange muslimske elever? Et besynderligt fravalg, der smager af virkelighedsflugt. Måske er den bagved liggende tanke, at Muhammed og også den tidlige kirkes historie skal forvises til undervisning i religion og kristendom, men i så fald bliver historiekanonen uden mening. Mærkeligt ser det ud, at af de 19 kanonpunkter, der angår tiden fra ca til 1945, kan kun tre defineres som verdenshistorie, mens to kan være begge dele. Der lægges ud med Jellingstenen. Dermed angives det, at perspektivet er nationalt, det er etableringen af den danske stat, ikke vikingetogene i international sammenhæng, det drejer sig om. Derved undgår man selvfølgelig at komme ind på plyndringer, slavehandel og andre ubehageligheder. Til gengæld er Absalon

7 repræsenteret som et selvstændigt kanonpunkt, ikke overraskende, han er jo fra gammel tid højrefløjens nationalikon nummer et. Flagdage Det er blevet kritiseret, at den westfalske fred i 1648 er med på kanonlisten og ikke Versailles-freden i Her må jeg tage udvalget i forsvar. Den westfalske fred definerede det stormagtssystem, der var karakteristisk for den internationale orden indtil 1930'erne. Det var en begivenhed med langtrækkende konsekvenser. Fadæsen er naturligvis, at kanonen ikke har givet plads til systemets sammenbrud, dvs. det 20. århundredes verdenskrige og de totalitære bevægelser. Den westfalske fred fik ekspederet paven ud af europæisk politik, også ham har vi fået tilbage. Trods hensigtserklæringen om betydningen af internationalt perspektiv og kulturmøder er resultatet blevet en særdeles traditionel danmarkshistorisk kanon, hvor de nationale flagdage gør sig stærkt bemærket. Besættelsen er således hægtet op på kanonpunktet '29. august 1943'. Statsministeren må glæde sig, for ved at gøre den 29. august og samarbejdspolitikkens ophør til omdrejningspunktet, bliver der reelt taget moralsk stilling til spørgsmålet om samarbejde og modstand. Det hedder jo netop i bemærkningerne til kanonen, at de enkelte punkter repræsenterer»væsentlige brud» eller skal have symbolværdi. Dermed er der lagt op til en heroisering af modstandskampen, hvor nuancerne forsvinder. Efter 1945 bliver kanonen pludselig til overvejende verdenshistorie. Og der sluttes af med et punkt, der

8 kaldes 'globalisering'. Men hvad menes der? Hvis der tænkes på snævre politiske, økonomiske og sociale bånd på tværs af have og kontinenter, er der jo ikke noget nyt i det. Romerriget strakte sig fra Skotland til Sudan. Selvfølgelig finder mange i dag verden mere påtrængende med indvandrere, fabrikker, der flytter til Østeuropa eller Østen osv. Forholdet er, at indtil det tidlige 1900-tal foregik globaliseringen på Europas præmisser. Det var europæerne der ekspanderede, europæiske kolonister oversvømmede kontinenterne sammen med europæiske varer. En af årsagerne til den muslimske verdens økonomiske problemer i og 1800-tallet var, at klædeproduktionen i Mellemøsten på det nærmeste gik i stå. Bomuldsproduktionen i Irak kunne simpelthen ikke konkurrere med billigt klæde fra Lancaster. I dag er alt vendt på hovedet. Det er ikke længere europæerne, der oversvømmer verden, det er verden, som kommer til os. Så vi mobiliserer Holger Danske i form af en historiekanon til værn for identiteten. Men var det ikke bedre at forstå mekanismerne bag den gigantiske folkevandring fra syd til nord? Dansk identitet Der er ikke noget galt i, at danske skolebørn får indpodet dansk identitet, men som det så udmærket konstateres i kommissoriet og udvalgets anbefalinger, så er det vigtigt, at børnene forberedes på den globale verden gennem gode kundskaber i såvel dansk som international historie. Men vægtningen i kanonen er skæv, den globale historie er nærmest skubbet ud, alt hvad der kan give historisk perspektiv på nutidens kulturmøder for ikke at sige sammenstød mellem

9 religioner og civilisationer er væk, selv om det foregår for øjnene af os på Nørrebro. Det er en historiekanon for dem, som drømmer sig tilbage til 1800-tallets smukke præstegårdshaver, men som næppe hjælper til at forstå verden af i dag. Problemet med en kanon er, at den forenkler og vil blive taget bogstaveligt, mens de nuancerede anbefalinger og retningslinjer, som ligger gemt i betænkningen vil blive glemt i iveren for at leve op til kanonkravene. Det var meget bedre med nogle fornuftige læseplaner, der definerede en række centrale danmarks- og verdenshistoriske forløb. I læseplanerne bør indgå lange økonomiske og sociale udviklingslinier, som ikke naturligt kan presses ind i en kanon. Hvis historieundervisning skal give mening, er det nødvendigt, at den forklarer og stiller spørgsmål. Historieundervisning må forholde sig til virkeligheden. Forsvaret for dansk identitet kræver mere end Holger Danskes slagsværd, det forudsætter viden og forståelse. steffen.heiberg@pol.dk Fakta: Historiekanon Består af 29 begivenheder, der bliver obligatorisk stof i folkeskolens historieundervisning. Ertebøllekulturen Tutankhamon Solvognen Kejser Augustus

10 Jellingstenen Absalon Kalmarunionen Columbus Reformationen Christian IV Den westfalske fred Statskuppet 1660 Stavnsbåndets ophævelse Stormen på Bastillen Ophævelse af slavehandel Københavns bombardement Grundloven 1849 Slaget ved Dybbøl Slaget på Fælleden

11 Kvinders valgret Genforeningen Kanslergadeforliget 29. august 1943 FN's verdenserklæring om menneskerettighederne Energikrisen 1973 Murens fald Maastricht september 2001 Globalisering