VEJEN. Indhold: Udgives af: Vejens redaktion: Finn Buhl Tryk: Egent tryk

Transkript

1 . 1

2 VEJEN Udgives af: Tryk: Egent tryk Copyright: Roskilde Pilgrimsforening Artikler og Billeder modtages som vedhæftet fil eller på fremsendt USB-stik, Artikler modtages kun som Word-fil, Billeder modtages kun som jpg- eller tif-fil. Indhold: først og fremmest som information til foreningens medlemmer: Artikler, som ikke omhandler foreningens aktiviteter, og som ønskes optaget i bladet, bør have til formål at fremme og udbrede tanken om pilgrimsvandring som mere end blot moderne oplevelse-turisme. Side. 3:..Den spidse pen. Side 5:...Gensyn med Camino Francés. Side 16:.Hvordan jeg blev pilgrim. Side 19:...Vores første pilgrimstur. Side 20...Mine Caminoer 2011 og 2012 Side 23...Høstvandring 2014 Side 28...Caminostreger. Side 31...Ny bog for pilgrimsvandrere Vejens redaktion: Finn Buhl info@roskildepilgrimsforening.dk Layout og tilrettelægning: Finn Buhl VEJEN udgives og sendes som vedhæftet fil til til foreningens medlemmer. Næste deadline...1. januar Nr. 13 udkommer...1. februar 2015 Andre, som har relation til pilgrimsbevægelsen, kan modtage bladet, som vedhæftet fil til ved at henvende sig til Roskilde Pilgrimsforening på info@roskildepilgrimsforening.dk 2

3 Af Finn Buhl Er det hele bare noget vi leger? I dag fortæller jeg selvom jeg er formand for Roskilde Pilgrimsforening kun meget nødigt, fremmede jeg ikke kender, at jeg har været på camino, og da slet ikke at jeg har været det flere gange, for så mødes man stensikkert af et: ÅH!...Det kunne jeg også godt tænke mig!, endskønt vedkommende måske hverken tror på Gud eller djævlen; men mest går op i sundhed og livsstil, eller bare er oplevelsessyg! Alligevel.Hvorfor skjule ens allerkæreste interesse? Jo, pilgrimsvandring er hvis man følger traditionen fra UR-Kirkens tid en vandring for at få del i Det Hellige.for at stabilisere en ellers vaklende tro; ja, nærmest at vandre sig til en GEN-KRISTNING! Men den slags bryder protestanter sig ikke om: Det er KATOLSK! De opfinder derfor deres egne begrundelser for at gå pilgrimsvandring : Begrundelser der rækker lige fra indsigt og personlig udvikling til total ligegyldighed. I dag er der ikke den begrundelse, der ikke er legal for at gå pilgrimsvandring. For ordet pilgrim betyder for Det Moderne Menneske blot. at bevæge sig og at opleve samtidig. Og dette har ødelagt miljøet på Caminoen og begrebet pilgrimsvandring. I dag er der på Caminoen, folk der jonglerer, spiller trompet guitar eller fløjte, eller opfører teater..caminoen er blevet en markedsplads for alskens slags gøgl. Et medlem af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme viste på et årsmøde for adskillige år siden i Ringsted, hvordan han med blot en nakkepude og en rød næse havde udklædt sig som klovn på Caminoen, og på simple instrumenter havde spillet, og gjort folk glade.ikke mindst sig selv! På årsmødet fik han da også bragende bifald. Nu skal man selvfølgelig ikke tro, at gøgl på pilgrimsvandring er et moderne fænomen: I middelalderen huserede der også fup- og fidusmagere, som med tant og fjas underholdt pilgrimmene. Man kan blot læse Cantabury fortællingerne. Men dengang gik pilgrimmene trods alt pga. troen. Der er også nogle, der løber Camino; og at løbe pilgrimsvandring er desværre ikke et nyt fænomen: Allerede for flere år siden fortalte sognepræst Helena Hauge på Kristelig Dagblads hjemmeside Pilgrimsvandring, hvordan hun flere gange om ugen løb pilgrimsvandring. Det værste var, at hun mente det i ramme alvor! Jeg troede dengang, det var en spøg, men fik sandelig noget andet at vide!!! Da min hustru og jeg i 2013 genså Camino Francés, mødte vi en fyr på herberget i St. Jean Pied de Port, som reklamerede for sit løb på Caminoen: Formålet var - sympatisk nok at samle penge ind til syge børn; men altså ved at løbe hele Caminoen på kortest mulig tid. Nu i 2014 mødte vi på Camino Primitivo en franskmand med normal størrelse rygsæk, som også løb. Dog ikke hele tiden! Han fortalte mig, at han kun løb ned af bakkerne 3

4 og gik op af dem. Det var for sundhedens skyld, bedyrede han. Vi så også en løber med kun en lettere rygsæk på vejen mellem Arca og Santiago de Compostela, der spurtede af sted i vild fart både op og ned af bakkerne, og han var så hurtigt langt, langt foran os, at vi troede, det var løgn. Hans begrundelse og formål kender jeg derfor ikke, men mon ikke det har været: Løb for livet! Ja.Caminoen er i dag en succes ud over alle grænser, bare ikke for pilgrimsvandring, for djævlen ( hov, ham tror jo ingen på ) har til alle tider, hver gang nogen har villet gøre troen troværdig, fremtryllet en succes og indpodet ligegyldighed, eller drevet folk ud i nærmest selvdestruktiv askese. Begge dele tilslører nemlig NÅDEN. Og er der noget djævlen ikke bryder sig om, er det NÅDEN. Og hvis jeg skal spå..mon så ikke næste trend på Caminoen bliver NØGEN- CAMINO?...og hvorfor egentlig ikke?? Vi må jo ikke ekskludere nogen. Der skal være plads til alle. Så dét skal nok blive sjov; men sikkert ikke altid lige kønt at se på: Tjuhæiiiii..hvor det går! Jeg tror dog, selvom det er dødkedeligt, jeg beholder tøjet på!... Vi skulle nødigt have, nogen dør af grin! Når NØGEN-CAMINO engang er slået rigtig an, mon så ikke det af nogle også kombineres med Camino i løb? Go Camino-vandring..og gerne på din helt egen måde! 4

5 Gensyn med Camino Francés. Af Finn Buhl 7. vandredag: Fredag d. 23. august 2013 Herberget i Pamplona var på mange måder godt indrettet, men reglen, om at ens rygsæk skulle hænge på en knagerække nede i kælderen, var død upraktisk, og gav en hel del kaos om morgenen: Alle rendte frem og tilbage, og til sidst hentede de fleste alligevel deres rygsække op, og stillede dem i gangene mellem rumkabinerne, hvor pladsen slet ikke var beregnet til dét. Resultat: Så måtte vi alle hoppe henover hverandres rygsække. Det positive i historien er, at ALLE tog det med godt humør, og var hjælpsomme overfor hverandre. Vi fulgte her i 2013 den opmærkede vej ud gennem Pamplona: I 2005 gik vi ned ad smalle gader i centrum og ud gennem Citardellet. Nu i 2013 havde vi bare lyst til at følge vejen og de gule pile. vejkanten. Et ungt par sad og holdt hvil og fik sig en bid brød. Adskillige kilometer senere genså vi jern-pilgrimmene på bjergkammen Pedón. Gensyn med Pedón: ( Indsat 2005 ) Franz Koks s grav: ( Samme sted 2005 indsat ) Et godt stykke udenfor Pamplona genså vi Franz Koks grav: Et besynderligt jernkors i Den forfærdelige nedstigning fra Pedón: ( Indsat samme sted 2005 ) Gensynet med den forfærdelige nedstigning fra Pedón var lige så modbydelig, som vi huskede den: Til forskel fra 2005, hvor vi kun 5

6 mødte en lille italiensk pige/dame, hvis fødder var fyldt med vabler, fordi hun gik i badesandaler, var der nu i 2013 mange, mange flere på vejen, således at dét at gå i gåsegang undertiden var ved at ende i rutscheture, fordi alt for mange ikke havde den fornødne tålmodighed og spurtede af sted, eller pressede os, der gik langsomt og med hele opmærksomheden rettet på de løse sten. I Urterga spiste vi frokost på kroen, som også er herberg, og hvor vi overnattede i Imens vi spiste, erindrede vi begge den morsomme episode i 2005, hvor baren pludselig vrimlede med postkasserøde politibetjente med skarpladte pistoler og automatrifler: Det så drabeligt ud, men de skulle blot have en kop kaffe. Så kørte de igen i deres postkasserøde politibiler. Baren i Uterga ( Indsat: Vi får i 2005 en kold øl udenfor i Uterga ) Noget senere gik vi gennem Muruzabal og var i Obanos lidt i 2. Herberget i Obanos er et ½rigtig udmærket herberg, som de fleste går forbi, fordi de skal frem til Puente la Reina. Uterga i sigte 2013: ( Sammested 2005 indsat ) Det tre kors i Muruzabal..set nede fra vejen ( Indsat 2005: De tre kors set oppe fra byen. ) Obannos i sigte. Herberget i Obanos Herbergets have i Obanos: Det er vaskedag! 6

7 8. Vandredag: Lørdag d. 24. august 2013 Vi var ret tidligt af sted om morgenen fra Obanos, ikke for at komme først til næste herberg, som ellers er argumentet for at tage med morgen toget, men fordi det de sidste to dage havde været ulidelig varm: Så er det rart ikke at gå forlænge i middagsheden. Og så tidligt stod vi imidlertid heller ikke op: Klokken var omkring 07.00, da vi forlod herberget i Obanos, og da var et par stykker allerede gået. På vej ud af Obanos står denne skulptur, som man kan gå igennem: Hvad det gør godt for, aner vi ikke, men Anja skulle alligevel prøve!. Dagen blev helt igennem en gensynsdag : Puente la Reina var knapt nok vågnet, dag vi gik igennem. Der var ikke et øje i hovedgaden ud over os og de øvrige caminovandrere, som traskede af sted. Broen stod hvor den plejer og er jo et smukt syn. Cirauqui i sigte 2013: ( Samme sted 2005 indsat ) Puente la Reina 2013 ( Samme sted 2005 indsat ) Da vi nåede Cirauqui, kunne vi næsten ikke kende den: Foran byen var der bygget adskillige boligblokke, men da vi først kom rigtig ind, var ikke meget forandret. Vi genså Den Blodrøde Kirke oppe på toppen af byen og herberget, vi sov på i Historien om Kristusfiguren i Sangüesa har jeg 7

8 fortalt til hudløshed, så den slipper I for denne gang. Den lille bro over floden Rio Salado fin og istandsat: ( Samme sted 2005 indsat. I 2005 var broen meget forfalden ) Den Blodrøde Kirke i Cirauqui. Anja kikker på Dansker-Graven : Æret være hans minde! Den gamle romervej lige uden for Cirauqui. Et hvil kort før Estella: Anja er træt især af varmen! Vi gik videre og snart var vi ved den lille bro over floden Rio Salado: I 2005 var broen meget forfalden, men den er åbenbart siden blevet restaureret til ukendelighed. Ikke langt fra broen er Dansker-Graven : En påmindelse om, at camino ikke blot er for sjov, men ramme alvor! Vaskedag i Estella. 8

9 Omkring kl ankom vi til Estella: De sidste par timer havde det været ulideligt varmt, og især Anja var træt. Vi gik imod alle odds ind på det kommunale herberg, ene og alene fordi jeg vidste, hvor det lå og ikke gad lede efter ét af de andre. Der var allerede mange indlogeret, men i bagbygningens sovesal var vi blandt de første, som ankom. Vi kunne derfor uhindret kapre et par underkøjer uden problemer. I 2005 lå vi i forhuset på 1. sal i en tæt pakket sovesal og i overkøjer, lige ved siden af toilettet. Der kunne haft været morsommere. Om eftermiddagen var vi ude at spise på samme restaurant som i 2005, med den enorme forskel, at i 2005 deltog vi i Pilgrims-Menuen kl , hvor det virkede som om svinene blot skulle fodres af. Nu i 2013 fik vi også Pilgrims- Menu, men sad afslappet ude i baghaven under parasoller. Samtidig med os, spiste en tre-fire andre grupper ved andre borde. Kl gik vi op til kirken og deltog i messen, og jeg deltog også i kommunionen: Det må jeg ellers ikke, når jeg kun er protestant, men dét er der jo ingen, der kan se, jeg er! Anja på vej op til kirken i Estella. 9

10 9. vandredag: Søndag d. 25. august 2013 Estella endte i det rene Roskilde-Festival : De unge festede på livet løs og blev fulde og larmede og havde overhovedet ingen pli, da de endelig gav op og gik til køjs. Det foregik med bump og brag, og fnis og latter, så ingen af dem, der var faldet i søvn, sov længere. Dagen første fikspunkt var vinbrønden ved Monasterio de Irache. I 2005 nøjedes vi med et par håndfulde af vinen, men nu 2013 havde jeg forudseende gemt en ½ - liters flaske, som jeg fyldte. Vinen er dog ikke noget at skrive hjem om, så det var mere af pligt end af nydelse, den blev drukket om aftenen. Men hævnen er sød!: Kl. ca kunne jeg høre flere ældre, som puslede i køjerne og enkelte, som så småt begyndte at pakke i mørket. Så for en djævel i mig. Kunne de unge larme om aftenen, så kunne vi ældre også tænde lyset om morgenen. Det gjorde jeg så. Ikke én protesterede. Tvært imod. og straks kom der gang i morgentoilette og pakning af rygsække, højlydt snakkende og muntert, imens de unge langsomt kikkede frem fra soveposerne med øjne som tændstikker og sikkert ondt i hovedet. Nu var det ikke så sjov længere, men de tog det alligevel i stiv arm. Det gamle vaske hus fra middelalderen kort før Villamayor de Monjardin. Ude på den ca. 12 km. lange øde strækning mellem Villamayor de Monjadin og Los Arcos blev vi konstant overhalet af caminovandrere med kun dagrygsæk eller helt uden rygsæk: Luksus- pilgrimme kalder jeg dem også, men pilgrimme er der ikke meget over dem. I 2005 blev vi også konstant rendt over ende af luksus- pilgrimme på netop denne strækning: Gad vist om et busselskab har netop denne strækning som pilgrimsvandring på programmet? Vi havde i hvert fald set en bus holdende i vejsiden - som om den ventede på nogen - på strækningen lidt uden for Puente la Reina dagen før: Vinbrønden Bodega Irache ( Indsat samme sted 2005 ) Bussen, vi tror, ventede på nogen,.måske luksus- pilgrimme : Vi så den tre gange. 1. gang på vej mod Zubiri 2. gang på en p- plads ved Zabaldica, og.3. gang ved den store bro før Lorca 10

11 Luksus- pilgrimme på vandring mod Los Arcos. Denne dag vrimlede det med dem. Det gjorde det også i Måske denne strækning er attraktiv? Los Arcos blev et dejligt gensyn: Vi fandt hurtigt det private herberg, vi også overnattede på i Herberget er ikke særlig stort eller luksuøst, men hyggeligt! Eneste kedelige episode, var, da vi satte os for at spise nede på torvet: Af én eller anden grund sprang tjeneren os over hele tiden. Til sidst blev det mig for meget, og gik ind til chefen i baren.og så blev vi betjent! Kl var vi til messe i kirken, og igen gik jeg til kommunion: Man er vel på pilgrimsvandring, og hvad er så mere passende end at indtage Jesu Kristi legeme og blod Nåh! ja, i Spanien modtager man så kun i én skikkelse, dvs. vi menigheden - modtager kun brødet. Al vinen drikker præsten. Men skik følge eller land fly, som man siger. Vores herberg i Los Arcos: Et sted som varm kan anbefales. Der er i alt fire herberger. Det store kommunale herberg ligger, når man går ud af byen. 11

12 10. vandredag. Mandag d. 26. august 2013 I dag var alle luksus- pilgrimmene som sunket i jorden. Alle vi mødte bar på rygsække af normal størrelse og sikkert også vægt. Vi kom lidt tidligt af sted fra Los Arcos, men vi langt fra de første. Vandrestien var meget lige ud uden særlig mange stigninger og i virkeligheden en smule kedelig. Vi nåede hurtigt til byen Sansol, som næsten er bygget sammen med Torres del Rio: I Torres del Rio er der et lille, meget smukt kapel, som vi besøgte i 2005: Nu i 2013 kostede det 1 EUR at komme ind. Det forargede mig godt nok, for der er kun et krusefix derinde, og et smukt loft, og hele herligheden kan man mageligt se ved at stikke hovedet ind. Der er ikke engang en bænk, man kan sætte sig på og bede en bøn. Altså videre! Lange skygger i det tidlige morgenlys. Visse steder er caminoen på denne strækning blevet den rene luksus : Vandrestien er punktvis over et langere stykke blevet brolagt. Det var den i hvert fald ikke i 2005.men ok! Så får vi da ikke snavsede støvler lige netop dér. Vi er mange på vandrestien. Flere steder var vandrestien blevet brolagt 12

13 galt i byen med hverandre : Anja troede jeg partout gerne vil overnatte netop her, og jeg indså ikke hvor slemt det ville blive. Altså blev vi. Det endte denne dag med at herberget blev næsten fyldt op. Ellers kunne vi haft taget flere madrasser og lagt dem oven på hverandre. Vi møder Father Carnie fra USA. Mens vi holdt en mindre pause i grøftekanten, vandre en mystisk sort person pludselig forbi. Så jeg rigtigt?...var det en katoslsk pater med rygsæk og vandrestøvler?...jo! Den var god nok. Ca. en kilometer senere holdt personen selv pause ved en stenbænk og fik sig et æble. Jeg spurgte om jeg måtte tage et billede, og det var helt i orden. Det udviklede sig til en mindre snak. Pateren hed Father Canie og kom fra USA, og havde orlov fra sit embede: Målet var naturligvis Sankt Jacob i Santiago de Combostela, og vandringen skulle gerne udvikle hans spirituelle indsigt. Forholdsvis hurtigt nåede vi ind til Vianna: Vi havde lovet os selv, at vi ikke ville overnatte på det store kommunale herberg, som ligger for enden af hovedgaden, lige før man går ud af byen igen. I stedet havde jeg udset mig det lille herberg, som ligger i de huse, som er bygget sammen med kirken midt i byen. Vi fandt det hurtigt og gik ind. Herberget ligger på 1. sal, og man skal op af nogle meget smalle trapper. Jeg troede det var meget eftertragtet, men nej! Vi var de første som kom, og de havde ikke haft besøgende i tre dage. Da vi så de to sovesale forstod vi godt hvorfor: Der var ingen køjen, men kun 3 cm. tynde madrasser at ligge på. Anja og jeg gik Herberget med de lidt alternative madrasser 3 cm. tynde nærmest uden fyld oven på stengulv. Sidekapellet for Maria Magdalene. Om eftermiddagen var vi en smut inde i kirken, som vi kun så et glimt af i 2005, 13

14 fordi der startede en messe, netop som vi kom ind. Nu i 2013 havde vi rigelig med tid til at beskue herlighederne :.. Bla. et lille kapel omme bag hovedalteret. I 2005 fik jeg et hurtigt foto at kapellet, og undrede mig, senere da jeg kom hjem. Var helgeninden hende, der fik skåret brysterne af??...det var ikke rigtig til at se det på mit billede, men nu i 2013 blev mysteriet opklaret. Helgeninden var Maria Magdalene Den Omvendte Skøge og den Maria Jesus kaldte ved navn ude ved graven Påske morgen, og gav hende at gå til disciplene at fortælle, at Han Jesus var opstået fra De Døde: Hun blev Apostlenes Apostel. Maria Magdalene er endvidere billede på os på menigheden: At vi alle er skøger, som er blevet omvendt!. Vi var blevet lovet, at fællesmaden var klar efter messen kl , så vi var mange fra herberget, der gik til messe, og adskillige deltog også i kommunionen: Præsten kaldte de tilstedeværende pilgrimme op til sig efter messen, og velsignede os med vievand. Mange protestanter finder vist dette med vievand for lidt spøjst, men..når jeg vandrer camino, føler jeg mig hverken som protestant eller katolik, jeg er bare kristen og fandt, at ceremonien med vievandet var meget smuk og givende. Fælles aftensmad på herberget efter messen i kirken. Dét med tynde madrasser direkte på et stengulv skulle vise sig at blive et sandt mararidt: Jeg tror ikke der var mange, der sov rigtigt denne nat: Kun én, en amerikaner, som til gengæld snorkede som et savværk. Jeg forstår simpelthen ikke, at hvis herberget partout ikke vil investere i køjesenge - hvorfor de så om ikke blot investerer i ordentlige madrasser: Der er måske en grund til, at der ofte slet ingen overnatter på dette herberg: Rygtet spreder sig naturligvis. 14

15 11. vandredag. Tirsdag d. 27. august 2013 Vianna blev mht. herberget en katastrofe : Ellers var opholdet i Vianna er glædeligt gensyn, hvor vi på mange måder fik oplevet langt mere end sidste gang i Næste morgen kom vi ud af døren meget, meget tidligt, og det gjorde adskillige andre også: Jeg erindrer ikke for jeg har ikke noteret noget om det om vi spiste morgenmad i Vianna, eller vi bare skyndte os af sted, men jeg husker meget tydeligt, at vejen til Logrono var røv kedelig.lige så kedelig, som vi huskede den fra Eneste lyspunkt var den gamle dame et par kilometer før Logrono, som står og sælger småting og giver et stempel i vandrepasset. Et opmuntrende gensyn på vejen til Logrona. Så er vi nået til Logrono. Vi nåede til Logrono et kvarter over ni: Anjas ben og mave var helt til rotter-ne, så vi fandt lynhurtigt en et-stjernet pension, som selvom damen kun havde fået gjort ét værelse klar lidt måbende åbne-de pænt op for os, og gav os lov til at komme ind. Hun var rigtig flink: Mod-tog kontant afregning med det samme, og så så vi el-lers ikke mere til hende. Nøglen skulle vi bare lade sidde i døren, når vi gik næste dag, sagde hun. Det blev altså ikke Navarette i dag, men som planlagt hjemmefra Logrono! Efter et par timer hvil, var vi klar til at gå en tur i byen. Domkirken blev genset, og en dejlig frokost nydt på det store torv. Bagefter var det tid til lidt indkøb bla. en flaske Campo Vieja, som sagtens kan drikkes af tomme yoghurtbægere, når man ikke har rigtige vinglas. Vi fik rigtig genset Logrono og hygget os, så måske katastrofen i Vianna var held i uheld.dét vil de næste dage afsløre! I næste nummer vil Finn Buhl fortælle om de sidste vandredage på Anjas og hans camino frem mod Burgos på Camino Francés: 15

16 Hvordan jeg blev pilgrim. Af Ingrid Rørbæk Der var i lokalavisen et opslag om pilgrimsvandring (Sct. Hans vandring) sidst i juni måned (2014), og det fik jeg lyst til at deltage i. Men turen forekom mig lang, så jeg deltog kun i den sidste halvdel fra den meget smukke Herslev kirke, og sprang også afslutningen i Domkirken over. Dagen efter meldte mig straks efter ind i Pilgrimsforeningen, da det syntes mig at være en god måde at kombinere vandring med andagt. blev sunget på denne tur) og ledte forgæves efter min nye salmebog, men fandt ud af, at jeg faktisk godt kan læse teksten i min gamle konfirmations salmebog..trods alderdomssyn! Så kom lørdagen, hvor turen startede på Roskilde station, og som jeg har for vane, når jeg skal med et bestemt tog, skal jeg helst stå 10 min inden afgang på perronen. Jeg skimmede en ikke helt ung dame med en stor rygsæk og var tæt på at spørge, om hun måske også var deltager i pilgrimsturen, men undlod at spørge. Hun var forøvrigt deltager, og hvis jeg havde spurgt, var de 10 min. ventetid nok gået hurtigere og mere morsomt, end de gjorde. Sankt Hans Vandring Kort efter blev der indbudt til Weekend tur. Det var en stor mundfuld, når man ikke er vant til at vandre med bagage, men efter tilbud om fragt af sovepose mv til overnatningshytten, slog jeg til. Toget kom ind til tiden, og jeg så to travle personer komme halsende mod toget: Genkendte Finn Buhl med sin fine hat og store stok. Der havde været problemer med at købe billetter. Heldigvis var der en konduktør, som kunne klare dette problem, og bøde blev undgået. Dagene op til turen var forberedelsernes tid. Dels gik jeg lange ture, ca. 10 km hver anden dag, dels skulle sovepose vaskes, og en passende dagrygsæk fremskaffes. Eengangs regnslag for en sikkerheds skyld, vådservietter, eengangstandbørster, (som aldrig kom i brug.). Også mentalt var dagene op til turen forberedelsernes tid. Jeg googlede hjemmesider om pilgrimme, udprintede beskrivelserne og kort over Via Selandia, øvede mig på Pilgrimssangen, (som aldrig Week End Vandring: Samling på Ringsted Station 16

17 Jeg glædede mig over mit Rejsekort, men hovmod står for fald, for jeg glemte at tjekke ud efter ankomst til Ringsted, så jeg måtte tilbage til stationen, og missede starten af andagten i den utroligt smukke Sct. Bendts Kirke i Ringsted. Det var en meget smuk andagt af en præst, der for mig umiddelbart syntes meget pilgrimsvenlig : Smuk musik af Erik Grip, søndagens tekst, manna korn, lys til kirkens lystræ, idet Sct. Bendts Kirke ikke har en globe, men et smukt lystræ. Efter dette startede den egentlige vandring: Pilgrim betyder fremmed, har jeg læst, og det område vi vandrede i fra Ringsted og hele første dags vandring, var fremmed for mig. trapper, frem mod Landsbyen Haraldsted. Ikke langt herfra ligger ruinen af Knud Lavards Kapel. Her havde vi et dejligt ophold tæt på geder og hornede køer, og en vel forberedt andagt ved Finn Buhl. Andagten blev lidt forstyrret af nogle brandbiler på den nærliggende vej, men senere passerede vi nogle afbrændte marker, så der var heldigvis kun tale om en markbrand. Denne lørdag i juli var meget varm, men heldigvis var det kun en kort strækning, vi skulle gå på asfalt. Herefter vandrede vi gennem de grønne skove, forbi sporvejsmuseet, hvor vi havde ophold, og videre til dagens endestation i en spejderhytte, hvor vi fik os installeret i køjerne på spejder-maner. Efter sådan en lang dag trænger man til et bad, her dejligt forfriskende i koldt vand. Frivillige havde allerede dækket op til aftensmad, og efter maden gik tiden med hyggesnak indtil sengetid. Langs Ringsted Å Aftenhygge i Særløselejren. Ved Haraldsted Sø Vi gik langs Ringsted å, frem til Haraldsted sø, videre langs søbredden og op af mange Næste morgen en hurtig morgenmad, smøring af madpakker, kort andagt og så af sted igen: Tak til dem, der blev tilbage og ryddede op i lejren. 17

18 Turen på denne søndag var lige så smuk, og nu var det som om, at fødderne bare var klar over, at det kun gik fremad og fremad. Nu gennem mere vante steder, Svogerslev, Boserup, Sct. Hans Have. Og stadig i fantastisk dejligt, men varmt sommervejr. Fremad og fremad, til Ledreborg skovene, gennem Herthadalen, frem til museet i Gl.Lejre, med borde og bænke i skygge, og fint toilet inden døre, samt en spændende skole-udstilling! Vi ankommer til Domkirken. De sidste anstrengelser op mod Domkirken. Her venter turens højdepunkt: Andagt og nadver i Andreas kapellet. Turen er slut, men vi indtager et sidste aftensmåltid sammen på Bryggeren, inden det er farvel, og forhåbentlig på gensyn. Andagt ved Skibssætningen i Lejre. Næste stop var ikke langt derfra i en dal, hvis navn jeg har glemt. Her holdt Finn Buhl igen en stille andagt. Et dejligt lille hvil, mens varmen flimrede. Så på ny vandre, vandre, vandre. Tanker bagefter: Godt at vandre. Godt at møde nye mennesker. Godt at kunne bede sammen og huske, at hvor to eller tre er forsamlede.. Mange hilsner Ingrid Rørbæk. 18

19 Vores første pilgrimstur: Ishøj, Torslunde og Reerslev. Af Jytte Ioannov og Leila Barasinska Vi det vil sige Jytte og Leila - har vandret sammen hver lørdag morgen i snart flere år: Vi mødes ved havelågen kl. 7.30, går ca. 5 km og er hjemme igen 1 time senere. Så er dagen godt begyndt både med at gå og med en snak om vores liv og meget andet. Blandt andet om, at det kunne være spændende at gå Caminoen, altså den kendte pilgrimstur i Spanien. Men hvordan kunne vi ikke lige se. Sammen med vores organist, Lars, og de 3 præster, Ane, Christian og Lizette fik vi lagt et spændende program, og dagen blev fastsat og meldt ud i medierne: kirkeblade, hjemmesider, Sydkysten og TV Ishøj. Der deltog 25 personer på turen, nogle tog turen fra Ishøj til Torslunde, langt de fleste tog hele turen på papiret er den ca. 10 km, men på skridttælleren er den altså 13 km! Vi holdt andagter i de tre kirker, og vi bekendte vores tro og holdt nadver ude i det fri. Men vi kunne se, at vores lørdagsrute var en del af den store pilgrimsrute fra Norge ned til Spanien, og det kunne være spændende at arrangere en lokal pilgrimstur, både for at se, om det kunne lade sig gøre, og hvordan sådan noget kan laves. Derfor kontaktede vi Christian, præst i Torslunde kirke, og drøftede idéen med vores menighedsråd. Her besluttede vi, at turen skulle gå mellem de 3 landsbykirker: Ishøj, Torslunde og Reerslev. Dels går pilgrimsruten ad fine naturstier, dels er der i forvejen et godt samarbejde mellem disse menigheder og præsterne. Der var en god stemning og snak undervejs. Et stykke af vejen foregik i stilhed her blev farten lige sat op! Så vi kom frem næsten 1 time før planlagt. Tak for en masse gode tilbagemeldinger undervejs og til slut. Og opfordringer på at gentage turen næste år og eventuelt udvide den til Roskilde Domkirke. Så det bruger vi de næste lørdage til at drøfte! Hilsen Jytte og Leila 19

20 Mine Caminoer 2011 og 2012 Af Tom Jensen Jeg vandrede min første Camino fra St. Jean Pied de Port og vestover i begyndelsen af april 2011, men måtte opgive efter en uge pga. en skinnebensbetændelse. Jeg havde da passeret Belorado efter at have gået ca. 250 km. Nu som krøbling, tog jeg først bussen til Burgos, og et par dage senere til Leon og ventede på bedring, men da jeg stadig ikke kunne gå efter en uge, måtte jeg erkende, at jeg måtte afbryde min vandring og tog derfor bussen til Santiago og måtte rejse tilbage til DK, uden at kunne melde mission completed, og det var selvfølgelig en kæmpe skuffelse og nedtur for mig. for min fødsel, fik jeg øje på en valmue der "nikkende" fra vejkanten op i mod mig. Den "sagde" til mig: "Nå! Du tror nok, at du er en sej fyr på 70 år, men der er altså én, der har holdt hånden over dig alle disse år"- og det måtte jeg jo erkende, og pludselig følte jeg Guds skaberværk, og hvor lille bitte jeg var i forhold til alt omkring mig i et anderledes og større univers, som ord ikke kan beskrive. Var det et under eller måske en åbenbaring? Det tog en måned og adskillige behandlinger hos fysioterapeut, før jeg var smertefri. Fast besluttet på at gøre min Camino færdig, startede jeg så igen ultimo april 2012 fra Leon mod Santiago og nåede velbeholdent frem 3 uger senere. Jeg fortsatte så videre ud til Muxia og Finisterre og vandrede herefter tilbage til Santiago og videre til Lufthavnen. Jeg har her samlet nogle få meget personlige spirituelle og religiøse oplevelser fra mine to Caminoer, og jeg er i det efterfølgende gået lidt ud over de sædvanlige grænser for min comfort zone. På min første Camino vandrede jeg en flot sommerdag mellem gule rapsmarker og lærkerne slog deres triller foroven. Det var min 70 års fødselsdag, og omkring tidspunktet Samme dag nærmede jeg mig en gammel romersk fæstning, da jeg blev opmærksom på en uidentificerbar metallisk eller elektronisk lyd komme fra disse gamle ruiner. Lyden varierede i styrke og karakter og kunne i perioder lyde som nogen talte et mystik og uforståeligt sprog, der måske hidrørte fra en menneskemængde, en radio eller andet elektronisk udstyr. Men jeg var helt alene, og der var ikke andet menneskeskabt end fæstningen så langt øjet rakte. Og jeg tænkte, at jeg måske var havnet i en tidslomme og var 2000 år tilbage i tiden ja, jeg var forberedt på lidt af hvert - stilen var jo lige lagt, og jeg havde alle antenner ude. Men ak! Da jeg kom tættere på, opdagede jeg en eng og et vandløb mellem fæstningen og min position, og jeg kunne så konstatere, at engen var fuld af parringslystne frøer, der var 20

21 i gang med at promovere sig selv. - Velkommen tilbage på Caminoen anno Før jeg vandrede Caminoen, blev jeg ofte spurgt, hvorfor jeg ville gå, og jeg svarede, det skal jeg sige jer, når jeg er tilbage igen. Og så en morgen, hvor jeg påbegyndte dagens vandring ved solopgangstid og oplevede, hvordan lys og mørke kæmpede om magten, så kom det til mig, at det jeg ledte efter måske var Troen, og pludselig måtte jeg synge, det jeg kunne huske af Jakob Knudsens morgensalme Se nu stiger solen, alt imens solen tittede op over bjergkammen og langsomt vandt kampen over mørket - og jeg kunne ikke få melodien ud af hovedet resten af dagen. Ét af de store højdepunkter, som jeg havde set frem til på Caminoen, var besøget ved Jernkorset ved Foncebadón. Jeg havde hjemmefra slæbt muslingeskaller (indsamlet på New Zeeland) med, for at aflevere dem i bunken og for at få en stille stund for mig selv og mine tanker. Det skulle imidlertid ikke være så, idet en flok spanske unge mennesker på samme tid ankom under råben og skrigen, og de skulle partout fotografere hverandre i alle mulige og umulige stillinger ved korset. Nå men efter nogen tid kørte de larmende bort i deres bus, og jeg fik alligevel en stille stund for mig selv og afleverede mine skaller og vandrede lettet videre. Mine to møder med Sct. Jakob i Catedralen var noget specielle. Umiddelbart syntes det mig lidt imod og underligt, at skulle omfavne hans digre korpus. Tanker om dyrkelse af det materielle (Guldkalven) og tvivl roterede i mit hoved, men jeg fik ham da omfavnet, og på vejen ned ad trapperne kom så reaktionen jeg følte mig alligevel overvældet af situationen og tårerne stod ud af øjnene på mig. Da jeg kom ned i krypten følte jeg mig meget tæt på Sct. Jakob, selvom det jo ingenlunde er sikkert, at det er ham, der ligger i kisten. 21

22 Muxia I herberget mødte jeg to damer fra England, og den ene af dem noterede sig, at jeg trak lidt på det ene ben. Jeg havde igen problemer med skinnebenet, og hun tilbød, på ægte pilgrimsvis, at hjælpe mig, da hun var fysioterapeut og healer, og efter en times behandling var smerterne borte, og jeg har ikke siden haft problemer med bentøjet. Det viste sig, at vi var ankommet på den dag, hvor man i Muxia fejrer Madonnaen af Fatima (*), og det ville de engelske damer og jeg selvfølgelig også være med til. Fejringen tog sin begyndelse fra Torvet med Jomfru Maria siddende højt på en platform og båret på skift af deltagere i den efterfølgende procession (mange hundrede). Processionens destination var kirken, der ligger 1 km fra byen helt ud mod Atlanterhavet: Forrest vandrede, i adstadigt tempo, en musikant, der spillede på sækkepibe, efter kom et orkester, så fulgte Madonnaen, herefter biskoppen for området og den stedlige præst, så byens spidser, og bagerst kom så alt folket. Et herligt optog på en smuk sommerdag med solskin og helt vindstille. Efter at Madonnaen var placeret foran altret i kirken, begyndte messen og festlighederne, og der blev messet og festet igennem på et tidspunkt fortalte biskoppen vittigheder assisteret af præsten, og alle klappede og morede sig kosteligt, hele tre orkestre spillede dog ikke samtidigt og tre forskellige kor sang af karsken bælg. Nej, det behøver ikke at være kedeligt at gå i kirke i Spanien. Og det var jo en fest Fejringen af Madonnaen sluttede med altergang, hvor også jeg deltog, men da jeg efterfølgende begav mig ned mod min plads i kirken, var det som, om jeg blev blændet af et lyn og var som lammet og ude af stand til at se noget som helst, og tusinde tanker fór gennem hovedet på mig, og jeg véd ikke, hvor mange sekunder der gik, før jeg igen fattede mig og fandt årsagen til det skarpe lys. Det viste sig, at den lavstående sols stråler blev reflekteret af et spejlblankt Atlanterhav lige udenfor, ind gennem den åbne kirkeport og direkte i hovedet på mig. I sandhed en sælsom oplevelse! Men der skulle ske flere sælsomme ting: Efter vi var kommet ud af kirken, foreslog mine engelske bekendte, at vi skulle gå op ad bakken bag kirken til et ældgammelt stenkors. Her fremdrog min healer et stykke kobbertråd, som var bøjet i en ret vinkel, så instrumentet bestod altså af en lodret del og en vandret del. Hun fattede herefter om den lodrette del med løs hånd, og straks begyndte den vandrette del at rotere ganske hurtigt. 22

23 Jeg har selv eksperimenteret med lignende instrumenter i forsøg på at finde vandårer og jordstråler, men jeg har aldrig set nogen rotation. Find hele historien på nettet, hvis det har interesse. ( Du skal blot Google madonna di fatima eller nostra signora di fatima ) Der kan let snydes i udførelsen af denne øvelse, men jeg kontrollerede nøje, at der ikke var tale om et bedrag. Jeg skulle selvfølgelig også prøve, og det skete igen, at kobbertråden roterede, men dog ikke så hurtig. Adspurgt mente hun, at rotationen var forårsaget af en spirituel kraft ved korset. Hun mente også, at hun kunne aktivere kraften og havde i øvrigt udført samme eksperiment i krypten under Catedralen i Santiago der var udslaget endnu voldsommere. Endnu en oplevelse jeg sent vil glemme. (*) Madonna di Fatima ell. Nostra Signora di Fátima er Jomfru Maria, der angivelig viste sig ved byen Fatima i Portugal for tre børn (7,9 og 10 år) den 13. maj 1917 og flere gange efterfølgende. Avis omtale af miraklet i 1917 Pilgrimme har hver især sandsynligvis en forventning om noget udefinerligt, når de påbegynder deres vandring første gang, men de følgende gange tror jeg, at målet og formålet med vandringen bliver tydeligere og tydeligere. De tre børn: Jacinta Marto Francisco Marto og Lucia dos Santos For mit vedkommende har jeg identificeret mine forventninger og mine mål for min næste Camino: Jeg vil se frem til at få rygsækken på og stavene i hånden og så møde en masse ligesindede, der ligesom jeg elsker den storslåede natur og oplever en høj grad af frihed, ligeværdighed og broderskab. Jeg vil også reflektere over mangt og meget og omkring Tro og fortsætte min søgen og lade vejen til Sct. Jakob udgøre både de spirituelle og religiøse rammer for turen, der sandsynligvis vil gå fra Porto til Santiago og så endnu engang trekanten Santiago, Muxia, Finisterre, Santiago 23

24 Høstvandring på Vestamager & Amager Fælled Lørdag den 13. September 2014 Af Hans-Jørgen Lykkeboe Vejrudsigten for denne sensommer lørdag lød på tørt vejr, med mulighed for sol og temperaturer op mod 20 grader! Vi var i alt 26 deltagere i denne høstvandring. Alle erfarne pilgrimme heriblandt formand-finn og Anja, som trætte netop var vendt hjem fra Santiago, efter en anstrengende vandring ad Camino Primitivo. Vandringen var tilrettelagt af Helga & Niels og alt forløb professionelt og med stor præcision. Efter andagt med salmesang i Tårnby Kirke, kl , gik første etape ad små villaveje ud til Kalvebod Fælled hvor vi gjorde kort kaffeophold ved Naturcenter Vestamager Niels orienterede om Vestamagers historie, herunder om granat rydningsaktiviteterne som først sluttede endelig i 2010, hvorefter området kunne åbnes helt for offentligheden. 24

25 Niels fortalte levende, og sædvanen tro krydret med små tillægs anekdoter, som f.eks. oplysningen om, at der helt op i 1950érne blev affyret øvelsesgranater fra Garderhøj Fortet som fløj hen over København og landede her ude på fælleden, hvor vi nu gjorde parat til at starte den egentlige vandring. Den næste times tid vandrede vi ad Granatvej, som i en lige linie over Koklapperne strakte sig ud mod horisonten. Langt bagud til højre kunne vi se middelalderbyen og de mange tårne bag Ørestadens nye arkitektonisk spektakulære bebyggelser og mod syd Pinseskoven ude i det fjerne - nogle bemærkede at store sorte skyer trak sammen over byen og det kunne tyde på regn. Kl. 11 nåede vi Nihøje, herfra kunne vi se det høje dige, som beskytter de inddæmmede arealer mod vandmasserne ude i Køge Bugt. Det var begyndt at regne, regnslagene kom frem og i løbet af et øjeblik, blev den anonyme grå menneskeflok forvandlet til en levende palet med alle farvespektrets strålende kulører. Helga holdt en medrivende andagt over Salme 23, vers : lever. Og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage Vi sang: September himmel er så blå, og var enige om, at der nu ikke var nok blå til et par husarbukser på den himmel, der i dag hang over fælleden. Vi fortsatte vores vandring og Helga huskede os på at bede med fødderne og vandre i stilhed. Efter endnu en ½ times vandring, hvor vi under vejs fik nærkontakt til en flok dåhjorte der sprang forbi os, nåede vi frem til, den knap 20 m høje, Kalvebod Bro hvor vi gjorde frokostophold i en lille lund tæt ved Birkedam søen. Regnen var stilnet af og solen tilsmilede os, mens vi fik madpakkerne frem og fortærede de medbragte kulinariske frembringelser. Kl. 13 fortsatte vi vandringen. Vi gik nu i nordlig retning, langs Kalveboderne mod Sjællandsbroen, regnen var vendt tilbage og regnslagene gjorde igen god nytte. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til stille vand. - Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg Niels i rollen som ledvogter : Ja! Hvem vogter leddet hos en ledvogters datter, mens ledvogteren går og vogter led. 25

26 Vi gik under Sjællandsbroen efter 45 min. s vandring og gjorde atter holdt, da vi lidt senere havde passeret det lille bassin med husbåde og sluseanlægget hvor afvandingskanalerne fra Kalvebod Fælled løber sammen og vandet bliver pumpet ind i havnen. Amagerbro med de store røde murstens karreer, små haver og fine karnapper på facaderne. Helga holdt endnu en andagt. Vi nød stilheden og sang: Fred hviler over land og by. Vi gik nu videre langs havnen, Sønderbro Hf. Og Nokken og nåede frem til Artillerivej efter yderligere 30 min.. Lidt ned ad Amagerbrogade, så til venstre ad Prags Boulevard og så var vi fremme ved Nathanaels Kirke klokken var 16.30, vi var driv våde, men fandt ly i kirkens menighedshus indtil vi mødtes inde i kirken til nadverandagt kl Inskriptionen over indgangsdøren til Nathanaels Kirke: Vi fandt ly for regnen under en lille trægruppe hvor termokanderne kom frem og vi drak den resterende kaffe, og snart gik det videre ind over Amager Fælled (det gamle lossepladsområde, hvor i øvrigt filmen Harry og Kammertjeneren med Osvald Helmut og Ebbe Rode blev optaget, dengang TV kun sendte i sort hvid). Det regnede nu heftigt og vi bemærkede knapt vi gik forbi TV byen og Københavns Universitet, og pludselig befandt os inde på Michael Nissen er sådan en præst der får en til at lytte skønt bare at sidde, hvile ud og lytte til Michaels jævne sprog og dybe teologi. Han tog afsæt i Luk 10, 38-42, der hvor Jesus møder søstrene Martha og Maria. Maria satte sig ved Jesus fødder og lyttede til hans ord, mens Martha styrtede rundt og var optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig. Men herren svarede: Martha, Martha! Du 26

27 gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men et er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende. Michael talte om at være til stede i nuet, at glæde sig over øjeblikket og ikke jage for at finde lykken i morgen. Han mindedes sin mormors kloge ord: Målt vandret er livet kort, men målt lodret er livet uendeligt. Vi modtog nadveren, og sluttede andagten med velsignelsen og sang derefter pilgrimssangen: Må din vej gå dig i møde. Regnen var holdt op og vi slentrede tilbage til Amager Fællevej, ind i gården og henne i hjørnet, ved de to dannebrogsflag, ned ad kældertrappen til Bistro Helga. En på alle måder vellykket dag sluttede således efter 22 km vandring på Amager, med dejlig mad, vin og Helgas charmerende værtskab vi takker alle Helga og Niels, for den store indsats med forberedelser og værtsskab. Nathanaels Kirke, Amagerbro provsti, Københavns stift. Storkøbenhavn. Er opført i ved Thorvald Jørgensen, som også var Christiansborgs arkitekt. Altervæggens maleri er udført af Franz Schwarz i Motivet forestiller den opstandne og sejrende Kristus. Kristus figuren løfter højre hånd med treenighedstegnet, mod os. I venstre hånd holder han et banner med kors, anbragt på en stang. Jesus afbildes ofte med et korsbanner ved nedfarten til dødsriget og ved opstandelsen. Lammet som Kristussymbol bærer også korsbanner. Det samme gør i mange tilfælde Johannes Døberen. 27

28 Fortalt og tegnet af Finn Buhl copyright Finn Buhl. Et sted mellem to byer..!!.der snakkes og der snakkes! Lidt senere:...der samtales også over store afstande. men samtalen afbrydes brat!! 28

29 .gamle bekendte mødes atter: På caminoen er nogle turister kun turister og andre en overraskelse! 29

30 Vil du godt på vej så læs bøger fra Bøger på Vej! Pris 150,00 kr. plus forsendelse: Sangbogen indeholder 30 pilgrimssalmer og sange, med detaljerede kommentarer og billeder fra pilgrimsvandringer i ind og udland. Salmer og sange er på kendte melodier. Der er noder til de få sange, som er nykomponeret. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: Bogen er opdelt i to dele: Første del indeholder en fyldestgørende indføring i den kristne tros grundbegreber. Anden del introducerer derpå en fyldestgørende vejledning i Den Recitative Meditation, som er verdens ældste meditationsmetode, nænsomt omplantet til Evangelist-Luthersk Kristendom. Bagerst i bogen er en anvisning på, hvordan man selv kan binde sin Evangelie-Krans. Evangelie-Kranse i forskellige variationer: Pris 175,00 kr. plus forsendelse. Bog og Evangelie-Krans : Pris 300,00 kr. plus forsendelse. Pris 150,00 kr. plus forsendelse: En håndbog for lægfolk, der ikke vil snyde de øvrige pilgrimme for en andagt ude på vandringen. Bogen indeholder anvisninger på forskellige former for udendørsandagter, og andagter i de kirker, som beredvilligt stilles til rådighed for pilgrimmene, når den lokale præst er forhindret i at deltage. Endvidere indeholder bogen tre praktiske bønner til stille stunder ude på vandringen, samt tretten små kontemplationer, som kan bruges til egen eftertanke, eller som ord til eftertanke for pilgrimmene under vandringen. Pris 75,00 kr. plus forsendelsesomkostninger: En bog om pilgrimsvandringens MÅL, set med protestantismens briller : Bogen er ikke stor, men det er indholdet til gengæld. Protestanter har ikke et geografisk pilgrimsmål, men søger konsekvensen i ORDET og finder gennem ORDET hjem: At knæle foran Guds og LAMMETS trone er det ultimative MÅL. Alle bøger er i handy A5-format med lamineret for- og bagside og spiral-ryg. Se mere om hver enkelt bog på: eller skriv til: buhl@compaqnet.dk 30

31 Ny bog til brug for pilgrimsvandrere. De syv pilgrimsord Vejens skjulte hemmeligheder. I bogens forord gives først og fremmest en historisk gennemgang af pilgrimsvandringens historie, samt en redegørelse for, hvorfor netop Sankt Jacobs grav i Santiago de Compostela blev det ultimative pilgrimsmål og ikke Jerusalem eller Rom. Derpå behandles de syv klassiske pilgrimsord Langsomhed Enkelthed Ubekymrethed Stilhed Ydmyghed - Frihed og Fællesskab ( Spiritualitet ) ord for ord, med beskrivelse af hvert ords særlige kendetegn, samt dét at hvert ord leder frem til næste ord i en ubrudt kæde, og at indholdet i hvert ord er tæt knyttet til Evangeliet: Bogens anden del er et Efterskrift Nogle små betragtninger : Her behandles først og fremmest i to afsnit - Om ikke at forstå det, der tales om og Et par af forskellene på Kristen Tro og Kristendom. Det skyldes det faktum, at mange pilgrimme slet ikke kender Kristendommens indhold, og i mange tilfælde kun er Kristen Troende, dvs. humanister med en svag kristen kulør. Derpå behandles i tre afsnit Hvem er de og hvad er de?, Hogedetria: En bøn til Jomfru Maria, Guds Moder, om hjælp og Et billede mere af Jomfru Maria. Disse afsnit forklarer efter bedste evne det billedsprog, som desværre gik tabt blandt protestanter med Reformationens ensidige dogme Sola Scripture Skriften alene. Til allersidst opsummeres hele bogens indhold i to sange skrevet under en vandring på Camino Arragonés efter et besøg i Lourdes. 31

32 32