12: Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved èt menneske, og døden på grund af synden, og sådan trængte døden igennem til alle mennesker, fordi de

Transkript

1 12: Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved èt menneske, og døden på grund af synden, og sådan trængte døden igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede - Derfor, dvs. når vi nu er blevet forligt med Gud ved Jesus Kristus, (vers 10-11), sådan at vi, som alle er under synd (kapitel 1 og 2), alligevel er retfærdige ved troen på Kristus (kapitel 3 og 4)*, har fred med Gud og håbet om hans herlighed i himmelen, og roser os af Gud selv - så er det på følgende måde det er sket, på følgende Guds råd det grunder sig: "Ligesom synden kom ind i verden ved èt menneske, og døden på grund af synden", sådan kommer også retfærdigheden, og på grund af retfærdigheden: livet, gennem èt menneske. Tilføjelsen har Paulus altså, som nævnt tidligere, ikke straks udtrykt her. Den antydes ganske rigtigt gennem ordene om at Adam er et forbillede på den som skulle komme (vers 14). Men i vers bliver denne tilføjelse klart udtalt. *Det kunne nok se ud til at være mest naturligt at regne med at dia touto ("derfor") bare sigtede til det som var sagt umiddelbart foran (vers 10-11). Men det er klart at her opsummerer Paulus absolut alt det han har forkyndt hidtil i brevet, altså både om menneskenes synd, og om frelsen gennem Kristus. Da forstår man at han har alt det han tidligere har forkyndt, i tankerne, helt fra kapitel 1:18, før han i de tre næste kapitler begynder at tale mere udførligt om det som følger af og med troen. Vågn op, alle I som tørster! Kom hid og få vand! Her finder I en uudsigelig, vældig trøst. Er dette Guds råd og mening, at ligesom vi blev syndere, vredens og dødens børn, gennem èt menneskes ulydighed, - så skal vi også gennem èt menneskes lydighed modtage retfærdighed, Guds venskab og det evige liv? Ja, da er det slut med lovpagtens vilkår - for den som tørster og modtager retfærdigheden i Kristus! Slut med at vi lever et frygtsomt kristenliv bygget på vor egen lydighed og retfærdighed. I denne tekst hedder det over alt: "ved èt menneske". Ved èt menneske arvede vi synden og døden. Gennem én har vi retfærdigheden og livet. Fordi det ikke hedder gennem hver og en, men gennem én, da kan vi stakkels syndere begynde at fryde os i håbet. Da er vejen gennem vor egen retfærdighed tilintetgjort. Nøjagtig som om et stort bjerg styrtede ned over et lille skrøbeligt bolighus, og knuste det fuldstændig, sådan knuser dette budskab også hvert enkelt menneskes fortjeneste, og viser os samtidig at vi må vende os til en helt anden vej, så vi kan blive retfærdige og frelst gennem én. Ofte kender vi det både i sjæl og legeme, at vi har arvet synden og døden gennem Adam. Skal vi da, på samme måde modtage retfærdigheden og livet alene gennem én: Jesus Kristus? Da begynder vi at fryde os i håbet. "Juble, I himle! Fryd dig, du jord!" Da skal syndere blive himmelens arvinger, og i evighed bare lovprise én for det evige livets gave. Men før vi studerer denne vældige trøst mere, vil vi først se hvad denne tekst taler om hvordan synden og døden kom ind i verden. Paulus siger: Synden kom ind i verden ved èt menneske. Med dette vil apostelen ikke bare sige at synden begyndte gennem én, men at den "kom ind i verden" (dvs. er kommet i alle mennesker) gennem denne ene. Kun når man forstår udtrykket sådan, træder apostelens hovedtanke frem, når han sammenligner Adams synd - som gav os døden, med Kristi retfærdighed - som gav os livet. Det at synden kom ind i verden gennem én, nemlig menneskeslægtens stamfar, er netop hovedsagen i dette budskab. Derfor nævner Paulus ikke Eva, som egentlig var det første menneske som syndede. Men vi skal straks tale nærmere om hvordan alle mennesker er blevet syndere gennem én. "Synden". Med synden menes her alt det som strider mod Guds vilje, i et menneske. Til og med den første tanke på noget ondt, som dukker op. Før syndefaldet, eller djævelens fristelse, var der ikke noget som helst i menneskene som stod i opposition til Den Almægtige. De vidste ikke om noget ondt (1. Mos. 3:5,22). Men ved syndefaldet var denne uskyld død og borte fra menneskene, som nu blev fyldt af syndens gift i hele sit væsen. Og når Paulus her taler om synden, som kom ind i verden gennem èt menneske, så mener han hele denne Gudsfjendtlige "masse" i menneskene, enten det nu bare giver sig udslag i anlæg eller tilbøjeligheder, tanker og begær, - eller i ord og gerninger. Det er alt det Skriften kalder for "synd", "synderoden, syndebrodden og syndefrugterne samlet" (Melanchthon). Synden "kom ind i verden", dvs. menneskeverdenen, eller hele menneskeslægten. Synden strømmede ind i alt det som havde navn af menneske. Selv ikke det mindste spædbarn er undtaget, som vi snart skal se. Og døden på grund af synden. Det fortæller os at det ikke kun var synden selv, i sin natur og i sine udslag, men også syndens skyld og følger, som fra Adam kom over alle mennesker. Vi har allerede slået fast at fordi der her tales om syndens kilde, og hvordan den kom ind i verden, så indeholder ordet "synd" alt det Skriften kalder for synd. Men på samme måde må også ordet "døden" indeholde alt det Den Hellige Skrift kalder død. Skriften taler udtrykkeligt om tre slags død: Den legemlige død, som i Joh. 11:4, 12:33, 18:32, Fil. 1:20. Den åndelige død, som i 1. Joh. 3:14, Ef. 2:1, Kol. 2:13, Matt. 8:22. Dvs. at mennesket ikke længere ved sin ånd lever i Gud og af Gud, som var kilden og livet for menneskets ånd (konf. Ef. 4:18). Og endelig: den evige

2 død, som er modsætningen til evigt liv. Den kaldes også den "anden død", som er fortsættelsen og fuldendelsen af den åndelige død, efter at livet på jorden er slut. Det er den evige død der tales om i Rom. 1:32, 2. Kor. 2:16, 7:10, Jakob 1:15, 5:20, 1. Joh. 5:16, Åb. 2:11, osv. Gennem synden kom døden i alle disse skikkelser over Adam og hans efterkommere. Den dom som først af alle blev udtalt: "Den dag du spiser af det, skal du visselig dø", blev omgående fuldbyrdet. Hvordan Adams ånd var skilt fra Gud straks efter syndefaldet, det ser vi af at han da forsøgte at skjule sig for Ham som ser alt. Og da Gud kaldte ham frem, bliver der gennem mange forfærdelige holdninger åbenbaret, at nu er det den åndelige død som allerede hersker: Adam forsøger at bortforklare sin skyld, og i en bitter ånd skyder han skylden ikke bare på Eva, men på Gud selv som havde givet ham kvinden (1. Mos. 3:12). Legemligt var hans dødsproces nu også påbegyndt, fordi hans legeme nu var overgivet til den forgængelighed som til sidst skulle afslutte hans jordeliv. Men efter åndelig og legemlig død følger den evige død, hvis mennesket ikke gennem en ny fødsel bliver en ny skabning som lever i og af Kristus, han som alene er livet (Joh. 1:4, 6:48-57, 1. Joh. 5:11-12). Den legemlige død er syndens løn for alle syndere. Men da Gud tog Enok og Elias levende op til himmelen, gav han os samtidig et billede på hvordan Guds børn til sidst skal fare op med forklarede legemer. Hvis ikke synden var kommet ind i verden, ville Adam og hans slægt have været i den salige tilstand at de havde været fri fra den legemlige død og al lidelse. Både på jorden og i himmelens boliger ville de have kunnet glæde sig i en evig salighed. Døden er den sorte "grænsegade" som markerer at mennesket er skilt fra Gud. Et stående bevis på at mennesket af naturen er skilt fra livets kilde. Og sådan trængte døden igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede. "Og døden trængte sådan igennem til alle mennesker". At døden på grund af synden er kommet til alle mennesker, det er tydeligt. Både ordet vi læser, og al erfaring, fortæller os det. Men det Paulus mener med ordene "fordi de alle syndede", bliver ofte misforstået. Sædvanligvis opfattes det som at fordi alle mennesker har syndet med sit legeme, så vil døden "trænge igennem" til/ramme dem. Men vi vil snart indse at det ikke er det som er apostelens mening her. For det første strider en sådan opfattelse mod hovedmålet med denne tekst, hvor Paulus netop vil vise at fordi vi har fået synden og døden gennem én, så skal vi også få retfærdigheden og livet gennem én. Tænker vi os ordet givet en sådan (fejlagtig) fortolkning her, at fordi vi alle har syndet, som jo er en følge af Adams fald, så dør vi kun på grund af at vi selv har syndet, - så måtte det modsatte: frelsen i Kristus, lyde sådan: fordi vi alle er blevet retfærdige og har opfyldt loven ved Kristi værk i os, så får vi det evige liv. Alle vil se at dette er en stor modsigelse mod denne tekst (og hele frelsesbudskabet), som siger at det er "ved den enes lydighed", eller "én mands retfærdige gerning", vi bliver retfærdige. Så må da også det modsatte til dette, budskabet om Adam, lyde sådan: "Ved det ene menneskes ulydighed", eller på grund af "én mands overtrædelse", er døden trængt igennem til alle mennesker. For det andet skulle en sådan opfattelse jo også, at enhver dør som følge af sine egne åbenlyse synder, medføre at de nyfødte børn ikke blev ramt af døden. For de har jo endnu ikke selv brudt Guds love. Nej, meningen er tværtimod den at ligesom vi alle var til stede i Adam, og han, som slægtens stamfar og stedfortræder syndede, så har vi alle, i og med hans fald, syndet. Dette er en fortolkning som stemmer både med tekstens hovedbudskab, og med den måde Paulus taler på andre steder. Når han f.eks. taler om modbilledet, Kristus, i 2. Kor. 5:14, siger han at "vi har gjort det klart for os: Når én er død for alle, så er de alle døde". Det samme er det han her vil have sagt om den første stedfortræder for vor slægt. Med sit åndelige blik har Paulus set os alle tilstede i Adam. Og ligesom Hebræerbrevet ser Levi s slægt gennem Abraham give tiende til Melkisedek (Heb. 7:9), udelukkende med baggrund i at Levi på det tidspunkt bare var til stede i Abraham, så har Paulus set os alle synde - i Adam. I dette tilfælde desto mere, fordi Adam i fristelsens stund stod eller faldt på vegne af hele menneskeslægten, sådan som vi alle ser det bevist gennem de følger det fik. Paulus siger også i Rom. 11:16: "Er førstegrøden hellig, da er også dejen hellig. Og er roden hellig, da er grenene det også". Af sådanne ord kan vi forstå apostelens udtryksmåde. Men det egentlige bevis ligger, som sagt, i hovedbudskabet: På dette sted tales der om at både synden og retfærdigheden, som er det som er afgørende for evig dom eller evigt liv, det har vi i én. Og ikke nok med at det er hovedbudskabet i denne tekst, det er samme budskab som Paulus ganske udtrykkeligt, og mange gange, lægger i hvert eneste af de følgende vers. I vers 15 siger han at "de mange er døde på grund af den enes fald". I vers 16: "dommen kom efter den enes synd og blev til fordømmelse". I vers 17: "døden kom til at herske ved den ene, fordi denne ene faldt". I vers 18: "Én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker", osv.

3 Paulus lærer altså her meget eftertrykkeligt at Adam under den første pagt handlede i hele menneskeslægtens navn, sådan at vi alle syndede i og ved hans synd. Og, som sagt, kan vi alle mærke dette, fordi følgerne af faldet trængte igennem til os alle. Hvis vi ikke alle havde syndet i vor stamfar, ville vi heller ikke alle have måttet bære syndens følger, straffen og døden, både den åndelige og legemlige. Men vi oplever jo konkret at både den åndelige og den legemlige død er noget vort naturlige menneske bærer i sig, fuldstændig uafhængig af, og før vi begynder at gøre syndige gerninger - fordi ingen af naturen lever i Gud, og heller ikke har et udødeligt legeme. Men vanskeligheden for vor tro, når det gælder denne lære om at døden er trængt igennem til os på grund af den énes synd, ligger i at vi dermed er stødt på den dybeste hemmelighed i Guds råd, og ikke kan begribe dette. At vi stakkels, faldne skabninger ikke kan begribe Gud, den uendelige, - det er selve vanskeligheden! Men at vi af den grund skulle gå i rette med Gud, og spørge: "Hvad gør du?" - spørge hvordan hans råd kan stemme med hans natur - "Ve den som trætter med sin Skaber" (leret og pottemageren - Esajas 45:9) - det er bare et nyt bevis på hvor dybt vi er faldet. Herren siger: "Hvor var du da jeg grundfæstede jorden - mens alle morgenstjerner jublede?" osv. (Job 38 og 39). Det bør være nok for os at det Ord, som har vist sig at være den store Guds ord, indeholder denne underlige lære om at ligesom fordømmelsen kom over alle mennesker gennem én overtrædelse, sådan skulle også retfærdighed og liv gives os gennem éns lydighed, "for at intet kød skal rose sig for Gud". Himlene skal i al evighed genlyde af lovprisning til denne éne, fordi hans lydighed indtil døden gav os retfærdighedens løn. Luther siger: "Vi må lade dette stå fast at Adam efter dette bud (1. Mos. 2:17) har draget os alle med i det samme syndens fald, for vi er alle som én indplantet i ham og hans kød og blod, så det måtte gå os som det gik med ham. For Gud havde besluttet dette, at alle mennesker skulle nedstamme fra dette ene menneske, og vi er da også alle hans børn. Derfor, det han har gjort, og den forbandelse som blev lagt på ham, møder også uafkortet os alle, sådan at vi må regnes som én dej og kage med ham, alt som kaldes for menneske". Men selv om vi nu har fundet at Paulus med disse ord: "fordi de alle syndede", egentlig taler om at vi syndede i og med Adam i hans fald, så må ingen glemme den anden siden af sagen: at vi også arvede hans faldne natur, og dermed er fulde af den samme syndens gift som også viste sig hos Adam straks faldet var en kendsgerning. Også på denne måde er vi alle blevet syndere. Paulus taler mange steder om hvordan følgerne af faldet fulgte arven og gik over på Adams slægt. Vi blev altså også i virkeligheden, og i vore egne personer, alle syndere "ved ét menneske". Og om vi ikke altid oplever det, og er os det bevidst, så er denne synd som er nedarvet i os, alligevel en vederstyggelighed i Guds øjne, og noget som vækker Guds vrede. Vor samvittighed, selv om den kun er en efterlevning af den lov Gud i skabelsen skrev ind i mennesket, vidner klart om dette så snart vi på en eller anden måde står ind for Guds øjne. For da oplever vi altid vor syndighed som skyld. Fordi vi alle syndede og med Adams fald, blev vi også i os selv, alle, som han, syndere, og stillet ind under syndens løn: døden. Og det gælder, selv for dem som måtte være ukendt med dette forhold. Det er dette Paulus nu vil vise os i det følgende. Han siger: 13 og 14: For vel var der synd i verden før loven kom, men der hvor der ikke er nogen lov, bliver synden ikke tilregnet. Alligevel herskede døden fra Adam til Moses, også over dem som ikke havde syndet ved et lovbrud, sådan som Adam - han som er et forbillede på den som skulle komme. Med disse ord vil Paulus nu forklare mere om, og bevise, det han just har sagt, at "synden kom ind i verden ved ét menneske". Han taler her som om han er forberedt på den indvending at når synd er at en lov bliver brudt, så kan det ikke siges at alle var syndere i den lange tid som gik fra Adam til loven blev givet ved Moses, hvis de da ikke, som Adam, havde fået særlige påbud af Gud, sådan at de ved at bryde det "syndede ved et lovbrud, sådan som Adam". Det forhold at døden jo herskede over menneskene også før Moses, beviser at de måtte have synd. Og når der var synd, beviser det at der også må have været en lov. Han slår fast at der hvor der ikke er nogen lov, bliver synden ikke tilregnet. Men han beviser at synden virkelig må have været i verden, og blevet tilregnet menneskene, før loven blev givet på stentavlerne. Og det beviser han med det åbenlyse forhold at døden herskede i verden. Hvis det faktum at døden herskede, beviser at der var synd, så følger uimodsigeligt at der også har fandtes en lov. I tillæg til den lov som er skrevet i samvittigheden, åbenbarede Gud også mere og mere sin vilje gennem udtrykkelige ord til menneskene. Og synden har altid været tilregnet efter hvor stort lys menneskene har haft om Guds vilje. Men Gud talte allerede til Adams første søn så strengt mod hans synd, at han skjulte sig for Herrens åsyn og blev "en flygtning og en hjemløs på jorden" hele sit liv. Der fandtes altså både lov og synd i verden før Moses. Dette beviser Paulus alene med at slå fast at døden herskede jo da også. Tidligere havde han sagt at det var gennem synden, at døden trængte igennem til alle mennesker. Og fordi døden herskede i verden

4 såvel før Mose lov, som efter den blev givet, må følgen være at synden var i verden, også før loven kom ved Moses. Døden herskede, siger Paulus - regerede som en konge - helt fra Adam ind til Moses. Vi ser at alle menneskene også i denne tid døde den legemlige død. Men ikke nok med det, vi vil også minde om hvordan Gud i denne tid før Moses, lod døden komme over hele verden på én gang, ved syndfloden som ramte alt levende, unge og gamle, til og med spædbørnene. Og Herren Gud udtaler udtrykkeligt at dette alene skete på grund af al den synd og ondskab som havde fordærvet alt kød. Sådan herskede døden altså også før loven kom ved Moses. Også over dem som ikke havde syndet ved et lovbrud, sådan som Adam. Adam havde overtrådt et bud Gud udtrykkeligt havde givet ham. Dermed faldt han ind under den dødsdom Gud havde advaret ham med. Nu minder Paulus om at døden også herskede over dem som ikke havde syndet mod et sådant udtrykkeligt udtalt Guds bud, ja til og med over de små børn som endnu ikke havde kunnet gøre noget konkret lovbrud. Af dette må nødvendigvis følge netop det Paulus ønsker at bevise, at synden er blevet tilregnet alle mennesker, også før vi fik den skrevne lov på stentavlerne. Dette at synden generelt er til stede i alt kød, som en følge af Adams fald, beviser da også det Paulus tidligere har forklaret, og som hele hans forkyndelse sigter mod: At Adam, ligesom Kristus, var en stedfortræder som stod og som faldt på hele menneskeslægtens vegne, sådan at hele slægten måtte bære følgerne af dette. Og når da til og med spædbørnene, som selv endnu ingen lovbrud havde gjort, var undergivet samme syndens straf, altså døden, så har vi der endnu et bevis på at alene selve arvesynden, og den iboende syndens frø, er nok til at vi ind for Gud står i dødsskyld. Dermed har Paulus kort men stærkt bevist det han har sagt i vers 12, at "synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden kom ind på grund af synden". Og så kommer den tilføjelse vi venter på, efter at den blev udeladt i vers 12. Han taler om Adam: han som er et forbillede på den som skulle komme. Da Herren Gud satte Adam til en "alles far" (svensk: verdens far Visd. 10:1), som hoved for en slægt som er lig ham, og dermed er underlagt synden og døden, da gjorde han det i nådig forudseenhed om ham som skulle komme, den "anden", eller "sidste" Adam (1. Kor. 15:45, 47). Det er ham den første Adam er et "forbillede" (typos) på. Den lighed der sigtes til (ved at den første er et forbillede på den anden Adam), består i at ligesom Adam var en stamfar som bragte det med sig som tilhørte ham, til dem han var en stedfortræder for - sådan er også Kristus en ny stamfar som på samme måde bringer det med sig som tilhører ham, til det han er en stedfortræder for. Eller som Krysostomus udtrykker det: "For alle dem som er af ham, blev Adam årsagen til døden, som trængte igennem til dem på grund af det han spiste, selv om de ikke havde spist det forbudte træ. På samme måde blev Kristus for alle dem som er af ham, på trods af at de ikke selv er retfærdige, en stedfortræder til retfærdighed som han så nådig tilvejebragte for os alle på korsets træ". Åh, evige nåde! Uudtømmelige trøst! På samme måde som vi har fået synden og døden gennem en anden, sådan skal vi også få retfærdigheden og livet gennem en anden. Alle de som er født af Adam, dvs. som er mennesker, har allerede ved sin fødsel arvet hans fordærv, synden og døden, og al den elendighed dette medfører. På samme måde har også alle de som er født på ny til Kristus, og er hans slægt (svensk: er hans sæd), gennem vor nye stamfars retfærdighed fået det evige liv med alt hvad det indebærer. Dvs. at vi allerede her i livet, nu, har genforeningen med Gud, en evig nåde, Den Hellige Ånd i hjertet, og i opstandelsen himmelske legemer og en evig salighed. Paulus skriver til de troende i Korinth, som var "helliget i Kristus Jesus", og siger: "ligesom alle dør i Adam, sådan skal også alle blive gjort levende i Kristus" (1. Kor. 15:22). "Det første menneske var af jorden, jordisk. Det andet menneske er af himmelen (svensk: det andet menneske er Herren af himmelen). Som den jordiske var, sådan er også de jordiske. Som den himmelske er, sådan skal også de himmelske være. Og ligesom vi har båret billedet af den jordiske, sådan skal vi også bære billedet af den himmelske" (1. Kor. 15:47-49). Dette er jo en ubeskrivelig stor trøst. At vi bærer det jordiskes billede, synden, døden og al elendighed, det kender vi, som sagt tidligere, i hele vort væsen. Men nu siger Paulus altså at ved Guds nåde: "ligesom vi har båret billedet af det jordiske, sådan skal vi også bære billedet af det himmelske", som er retfærdigheden og evigt liv. Selv om vi gennem den første Adam har fået en stor ødelæggelse, så har vi alligevel gennem den anden Adam en endnu større lykke og velsignelse. Erstatningen er meget større end tabet. Og det vil Paulus gå stærkt ind på i det følgende. Luther siger: "Gennem ét menneske som hed Adam, er så meget ondt foregået at alle mennesker måtte dø, både ham selv og alle os andre. Det måtte ske, på trods af at vi ikke selv havde gjort os skyldige til det, men stod under synd og død alene fordi vi er hans efterkommere. For efter faldet er

5 det ikke længere en fremmed synd. Den er straks vi blev født, blevet vor egen synd. Dette er jo en skrækkelig situation og en forfærdelig Guds dom, selv om den jo ville være endnu værre, om vi alle måtte skulle forblive i døden. Men denne nød har Gud villet møde, ved at han nu har sendt et andet menneske som hedder Kristus. For den første Adams skyld skulle vi dø, uanset om vi selv har påført os nogen synd. Så skal vi da nu, for den anden Adams, Kristi skyld, uden nogen egen fortjeneste, modtage livet. Og ligesom vi i Adam må tage følgerne af at vi er hans lemmer, er af hans kød og blod, - så skal vi altså i Kristus, også allerede her på jord, bare leve på at han er vort hoved, og er en nåde og gave, sådan at vi ikke har nogen som helst egen fortjeneste at rose os af". I tillæg til apostelens hovedemne har vi også her en meget vigtig lærdom om synden. Paulus lader os forstå at vi alle sammen er lige så fordømte syndere som Adam, at i dette er vi alle lige, og at døden er et bevis på dette. Vi bør alle tænke grundigt over dette. Det hører til ethvert menneskes natur at når vi ser hvordan synden hersker over alt omkring os, så anser vi ikke os selv for at være i samme situation. Ufrelste, åndeligt døde mennesker, men som lever et moralsk ærværdigt liv, vil selvfølgelig ikke tro at de er lige så store syndere overfor Gud, som tyve og mordere, toldere og skøger. Med denne holdning har de dermed ikke brug for Guds formaning til omvendelse, og står da imod alt det Gud bruger for at frelse dem. Men også dem Gud har vækket op, og de som er kommet til troen, er smittet af samme holdning. Ved Guds arbejde på vore hjerter er vi blevet overbevist og forfærdet over vor egen synd og skyld. Vi har fået frelsen i Kristus alene at se og er blevet Guds barn af bare nåde. Men da sker det for vældig mange at vi glemmer at vi endnu, i os bærer den samme fordærvede natur som Adam. Vor holdning er ligesom at vi er af en bedre slægt end de groveste syndere, toldere og skøger. Når vi bliver så forfærdelig sørgmodige og nedslået hver gang synden vågner op og bliver virksom i os, så er det det bedste bevis på at det er denne holdning vi lever i. Når det mørke dyb i hjertets fordærv åbner sig, og der bryder virkelig skrækkelige ting ud, f.eks. sådant som Kristus siger, udgår fra menneskenes hjerter: "utugt, tyveri, mord, hor, griskhed, ondskab, svig, udskejelser, ondt øje, spot, hovmod, uforstand" (Markus 7:21) - når vi føler noget så forfærdeligt i os, da forfærdes vi og er tæt på at fortvivle! Der er kristne som i stor anfægtelse, måske i bønnestunden, til og med oplever en modstand mod Gud. Eller vi føler hvor fuldstændig kolde vi er overfor Gud, og gemmer på en alt for stor kærlighed til synlige ting, ja, kender til stærk lyst til konkrete synder. Og vi ved at vi slet ikke er sønderknust over alt dette, men tværtimod er hårde og letsindige. Eller, når vi jo skulle elske vor næste som os selv, i stedet kender til misundelse. Eller overfor en venlig tilrettevisning kender til ærgrelse, ja til og med had stige op i hjertet. For ikke at snakke om den allerværste synd: at vi ikke sætter Kristi lidelse højere end vi gør. Vi kan høre at han blev pint, tornekronet og naglet til korset, for vor frelse og salighed. Alligevel er vor kærlighed til ham ikke større! Vi har mere kærlighed til små, unyttige ting. Åh, når vi ved om dette, da bliver vi skræmt og bange. Men hvorfor bliver vi så overrasket over at opleve dette i os? Kun fordi vi ikke har troet vi var så fordærvede! Vi har set andre Adams børn som er så åbenlyst bundet i synd. Set at de alligevel forsvarer sig og ikke har brug for Guds ord, men forkaster og forfølger Kristus. Det har ikke overrasket os. Men vi må altså have regnet med, at vi selv tilhørte en anden slægt! Nu er det klart at når vi er født af Gud, så har vi fået en ny og hellig Ånd. Men den del i vort væsen som er født af kød, den er trods alt fortsat kød. Og dette er altid lige forgiftet og ondt. Sådan som vi også lærer gennem hele Skriften, lærer Paulus os her at synden er alle menneskers natur. Den er alle menneskers fælles arv fra Adam, - enten vi vil det eller ej. "Der er ingen forskel", alle sammen er vi syndere. "Herren skuer fra himmelen ned på menneskenes børn for at se om der er nogen forstandig, nogen som søger Gud. De er alle afveget, alle sammen er fordærvet. Der er ingen som gør godt, ikke en eneste" (Salme 14). Allerede på de første blade i Bibelen (1. Mos. 6) ser vi Gud klage over at "menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alle tanker og hensigter i deres hjerter var onde hele dagen lang". Sådan er menneskene af naturen, dvs. i alt som stammer fra Adam. Hvis vi troede dette, og altid holdt det klart for os, da ville vi ikke blive forskrækket og fortvivle når vi oplever at dette også lever i os selv. Nej, da ville vi i stedet love og prise Gud for hans store barmhjertighed, som netop for denne vor fortabte tilstand gav os sin Søn til frelse. Hvis vi skal blive i troen, er det meget vigtigt at vi holder dette for en afgjort, uangribelig sandhed, og lægger det stærkt på sinde i os, at vi alle gennem Adam er så fortabte skabninger, at der i vor natur ikke findes andet end synd, ondskab og afmagt, og at vor Herre Gud aldrig har haft nogen anden tanke om os. Med denne holdning vil vi skynde os frem til nådestolen når vi bliver allermest ydmyget i vore fald under synden, og sige: Min Gud, se igen dette nye, forfærdelige udslag af at i mig selv er alt bare synd! Gud, se ikke på

6 mig, se på din Søn! Og så må vi altid huske på at det er alene i sin Søn Gud har alt sit velbehag. At al vor retfærdighed er alene i ham, og at Guds venskab derfor aldrig ændres det mindste på grund af den synd som er i os, så længe vi forbliver i hans elskede Søn. I ham har vi til og med meget større retfærdighed og velbehag for Gud end Adam havde før faldet. Vi må aldrig glemme hvad der er hovedbudskabet i vor tekst: "ved den ene". Ved den ene er vi syndere. Ved den ene er vi retfærdige. Gud være lovet for hans uudsigelige gave! 15: Men med nådegaven er det ikke som med faldet. For er de mange døde på grund af den enes fald, så er meget mere Guds nåde og nådens gave i det ene menneske Jesus Kristus, blevet overmåde rig for de mange. I dette og i de to følgende vers går Paulus videre. Han siger at om vi fik synden og døden i arv fra Adam, og lige sikkert fik retfærdighed og evigt liv ved den enes lydighed, så er det ikke nok med det. Nej, det sidste er til og med meget sikrere end det første. Vi har fået meget mere nåde, retfærdighed og salighed gennem Kristus, end vi har haft synd og død gennem Adam. Nøden og hjælpen skal ikke stå og vippe ligevægtig mod hinanden på vægten. Det gode som vi har arvet fra Kristus, er meget større, og gælder meget mere end det onde vi har arvet fra Adam. Dette er en stærk trøst. Når en arm synder ikke ser og føler noget som helst andet i sig, end bare synd og elendighed i hjerte, tanker, ord og gerninger, og derfor bliver bange og tror Gud må være vred på ham, da siger Paulus altså her: bliv ikke overrasket og bange. Du har langt mere retfærdighed og nåde ved det ene menneske Jesus Kristus, end du har synd og elendighed fra Adam. Det er sandt at dit fordærv og din ondskab er stor, og du kender til ugudelighed, hårdhed, falskhed, ulydighed, osv. Men alt dette, som er arven fra Adam, har alligevel ikke mulighed for at opveje den store "nådegave": Kristi, Guds Søns retfærdighed. Og så dyb er vor fornedrelse i Adam ikke, så stærk er døden ikke, at ikke den ære, det liv og uforgængelighed Jesus har tilvejebragt, rigeligt erstatter alt sammen. Det er indholdet i den tekst vi nu skal se nærmere på. Men, siger Paulus. Det viser tydeligt tilbage til det han for nylig har sagt (vers 14), at "Adam er et forbillede på den som skulle komme". Hvad ligheden mellem Adam og Kristus bestod i, det har vi allerede set nærmere på, og det bliver yderligere udlagt i vers 18 og 19. Men, tilføjer apostelen, i forbindelse med denne lighed er der også en ulighed vi skal lægge mærke til. Med nådegaven (den nådeskat vi fik ved Kristus) er det ikke som med faldet (Adams fald og følgerne det fik). Der er en stor forskel mellem den kraft som er virksom gennem disse to, på samme måde som der var stor forskel på de to mennesker: Adam og Kristus. For er de mange døde på grund af den enes fald. Alle mennesker, konf. vers 12 og 14, kaldes her "de mange", i modsætning til "den ene" som var årsag til alles død. Så er meget mere Guds nåde og nådens gave i det ene menneske Jesus Kristus, blevet overmåde rig for de mange. Meget mere. Et uendeligt trøsterigt ord. Selv om vi tror - ikke bare på det vi føler: fordærvet, synden og døden fra Adam - men også på det vi ikke kan føle og se hos os selv: nådegaven ved Kristus, så svæver vi alligevel ofte i uvished om hvad der til sidst skal veje tungest. Når vi kender til hjertets vantro og den følbare fordærvelse, så regner vi vel ofte - i hvert fald ubevidst - som om dette gør mere til at vi bliver urene i Guds øjne, end Kristi soningsværk gør til at vi bliver retfærdige og rene i Guds øjne. For denne retfærdighed kan vi aldrig se eller føle hos os, fordi vi kun har den i "den enes", Kristi "lydighed". Da er det et trøsterigt ord, det Paulus her gentager så ofte: "meget mere". Hvis Adams synd har medført al den elendighed som skjuler sig her i ordet døden, så skal nåden og gaven i Kristus meget mere (svensk: overflyde og gælde til vor retfærdighed og frelse) skjule alt sammen og gælde ind for Gud som vor retfærdighed og frelse. Men ordene "meget mere" taler her egentlig ikke om storheden af Guds nåde og gave, men udtrykker visheden om disse ting. For vi ser, at på alle de steder samme udtryk anvendes, så er det for at udtrykke en vurderet vished (vers 9, 10, 17, konf. kap.11:24). At nåden og gaven i Kristus er meget større end det vi tabte ved Adam, det har Paulus udtrykt med ordene "blevet overmåde rig" (svensk: overflyde). "Meget mere" siger os altså at uanset hvor sikre vi kan være på vort fald og vor synd gennem Adam, noget vi altid og på alle måder har sørgelige oplevelser af, så er vi alligevel meget mere sikre på at nåden og gaven gennem Kristus skal gælde mere for Gud til vor frelse, end faldet og synden til vor fordømmelse. For gennem det jeg ser og føler hos mig selv, kan jeg aldrig blive så sikker på hvordan Gud ser på mig, som når jeg ser hvad han selv har sagt. Guds ord giver en langt større vished end alle vore menneskelige registreringer. Desuden kan intet menneskehjerte fatte betydningen, højden og storheden i det en guddomsperson har frembragt. Nåden og gaven er jo ikke et menneskes værk, men hans værk som har skabt himmel og jord, han som profeten siger "har målt vandene med sin hule hånd og udmålt himmelen med sine udspændte fingre og samlet jordens muld i skæppe...", og som har et hjerte som mest af alt vil give

7 stor nåde, sådan som han grundigt har bevist gennem hele sit forsoningsværk. Da må man i sandhed også kunne drage den slutning at det ene menneskes, Jesu Kristi, værk til vor frelse, må kunne overvinde det svage menneskes, Adams, værk til døden. Apostelen har altså ikke bare her givet os grundlag for at kunne udlede hvor meget mere nådegaven må gælde end vore overtrædelser, sådan som nogen bibeltolkere begrænser det til. Nej, ordene indeholder et konkret budskab om hvor meget mere nåden og gaven i Kristus vejer end hele fordærvet vi har arvet ved Adam. Lovet være Herrens navn for dette! Guds nåde og nådens gave. Disse to udtryk taler om hvert sit forhold. "Guds nåde" er Guds hjertes kærlige omsorg, Guds forsonende og nådige sindelag overfor mennesker. Mens "nådens gave", sådan som vi ser det i vers 16 og 17, viser "retfærdighedsgaven", eller at Gud har givet os Kristi lydighed til vor retfærdighed. Når man ser sammenhængen og hovedbudskabet i dette kapitel, er det let at se, at med "gaven" menes der her ikke nogen særlig Åndens gave, men selve den frelsende "nådens gave". Gaven er Kristi retfærdighed som holdes frem over alt her, og sættes op mod faldet og fordærvelsen ved Adam, denne retfærdighed som har evigt liv som en uadskillelig følge, på samme måde som døden blev følgen af Adams fald. I det ene menneske Jesus Kristus. Denne tilføjelse: "i det ene menneske Jesus Kristus", er en del af sammenhængen, og minder os om at Guds venskab, og retfærdighedens, nådens gave, har vi udelukkende i det ene menneske, Jesus Kristus. Dvs. gennem det Kristus i sin kærlighed har gjort for os. På samme måde som Guds vrede og døden kom over os gennem det som det første menneske, Adam, førte med sig i sit fald. Derfor kalder Paulus her Kristus for "det ene menneske", for at hovedtanken i teksten skal komme bedst muligt frem, dette at vi har alt gennem "den ene". Synden og døden gennem én - nåden og gaven gennem én. Desuden, når det gælder hans stedfortrædergerning, må vi altid se på Kristus som mennesket (1. Tim 2:5). For det var netop derfor han blev menneske, at han skulle give sit legeme, sit blod og liv til forsoning/forligelse, og "ved døden gøre den til intet som havde dødens vælde" (Heb. 2:14,15, 10:5,20, Matt. 26:28, Joh 6:51). Blevet overmåde rig for de mange. Udtrykket "de mange" må nødvendigvis have samme betydning her som i første del af verset, og betyder altså alle mennesker. Af dette følger at Guds nådes, og nådens gaves, overmåde store rigdom her taler om den generelle nåde som Kristus tilvejebragte for alle mennesker, og ikke om den nåde som virkes i hvert enkelt menneske ved troen*. I vers 18 har Paulus brugt ordet "alle" både når der er tale om fordømmelsen ved Adam, og om nådegaven ved Kristus. Men, som sagt tidligere, bruger han her udtrykket "de mange" i modsætning til "den ene", om dem nåden blev givet til. "Og hvem vil nægte at alle mennesker skal kunne kaldes mange?", siger Starke. Uligheden mellem gaven og synden ligger altså ikke i menneskemasserne (hvor mange osv.) som de jo begge strakte sig ud over, men i værdien/omfanget af det tabte og det genkøbte liv. Derfor er netop forskellen skildret her med udtrykket "overmåde rig" (svensk: overflydt"). Et trøstefuldt og talende udtryk. Nådegaven gennem Kristus er (flydt over) strømmet over på alle sider (overmåde= over målet, dvs. der fyldes på så det løber over det mål/krus som vi holder frem). Målet er ikke bare fuldt, det løber over. *Det er samme ord i grundsproget som i kapitel 3:22 er oversat med "Guds retfærdighed. til alle og over alle som tror", altså med "til" - som her er oversat med "for de mange". I 3:22 skildrer Paulus jo meget stærkt mellem "til" og "over", idet han vil sige at Guds retfærdighed "kommer til alle" (tilbydes alle i evangeliet), "og over alle som tror" (ved Den Hellige Ånd åbenbaret og kommet til den enkelte). Det siger os at Kristus ikke bare har godtgjort og erstattet det som var tabt ved Adam. Han har tilvejebragt en meget større nåde, ære, og salighed, end vi ville kunne opnå, om vi selv havde været syndfrie. Han har ikke bare opfyldt loven, og givet os en retfærdighed som er lig den Adam havde i sin syndfrie tilstand før faldet, dvs. en ren menneskelig retfærdighed. Men han har, for os, tilvejebragt selve "Guds retfærdighed", sådan som Paulus siger det i kapitel 3:21,25. Og Guds retfærdighed, selve Guds egen retfærdighed, må jo være uendelig meget større og herligere end bare et menneskes retfærdighed. Desuden har vi den ære og herlighed det medfører at Gud selv kom ind i vor slægt, at Guds Søn er blevet menneske og vor bror. Og dette må jo være så uendelig meget større end alt det vi mistede ved Adams fald, at der ikke er nogen mennesketanke som kan fatte en sådan ære og herlighed. Vi forstår kirkefaderen som i sin åndelige fryd over dette sagde: "Åh, du herlige skyld - som førte en sådan godtgørelse med sig!" (ord som selvfølgelig, hvis man tænker på syndefaldet generelt, kan opfattes blasfemisk). Hvis en konge idømmer den skyldige en bod på ti tusind kroner, så må den skyldige betale dette beløb. Men hvis kongen ønsker at vise stor nåde overfor den dømte, så kan han ikke bare betale de ti tusind kroner for ham, men kan give ham hundrede tusind kroner i tillæg. Da ville nådegaven helt klart være meget større end skylden og skaden var. Sådan er den "nådegave" (charisma) også som Kristus tilvejebragte for os, uendelig meget større end det vi mistede ved Adam. Gennem Kristus er vi genkøbt til en sådan nåde og ære, at vi ind

8 for Gud skal være højere end alle skabte væsner, også højere end englene, selv så høje og herlige de jo er. Dette tales der også om i Heb. 2:16: "For det er jo ikke engle han tager sig af, men Abrahams slægt han tager sig af". I samme kapitel, vers 11, siger apostelen: "både han som helliggør, og de som bliver helliggjort, er alle af én. Derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre". Åh, det er nåde over nåde at de faldne mennesker gennem Kristus skulle oprejses igen, ikke bare til sin oprindelige ære ind for Gud, men til en endnu større. Det er dette som ligger i at nåden og gaven er blevet "overmåde rig". Det Paulus her ophøjer og lovpriser, er altså nådens gave, sådan som den er åbenbaret i Kristus og tilbudt hele skaren af fortabte syndere. Han lovpriser og ophøjer denne nådens herlige magt som strækker sig til syndens og dødens dybeste afgrund, og er en utømmelig kilde som alle nu kan drikke af, og i evighed stille sin tørst efter retfærdighed og liv. Ja, apostelens øje skuer uden tvivl helt frem til de genløste sjæle har nået himmelens frydesal som skal fyldes i al evighed med et uendeligt halleluja fra alle de genløste sjæle. Og de skal lovprise den overmåde rige nådens gave endnu stærkere end Gud blev lovprist af Guds børn og morgenstjernerne ved tidernes begyndelse (Job 38:7). Efter at Paulus har talt om den generelle forskel på arven fra Adam og arven fra Kristus, dette at sidstnævnte er så uendelig meget større, går apostelen nu over til at tale om en bestemt side af denne ulighed. Han siger: 16: Og med gaven er det ikke som da den ene syndede. For dommen kom efter den enes synd og blev til fordømmelse, men nådegaven kom efter manges overtrædelser og blev til frifindelse. Vi bemærker hvad der er det væsentlige sigtemål ved at Paulus i dette vers bruger kontrasten i udtrykkene: "den enes synd", og "manges overtrædelser". Dommen til fordømmelse blev givet for den enes synd. Nådegaven til retfærdighed blev givet for de manges overtrædelser. Også på denne måde vil Paulus vise hvordan gaven blev "overmåde rig for de mange", dvs. i kraft og virkning langt overgik arvesynden fra Adam. Ikke bare i sig selv er nådegaven større og herligere end bare som en erstatning for det som var tabt (vers 15). Også virkningerne af dens frelsende kraft er langt større. Den strækker sig ud over de "manges overtrædelser", som er i verden, og ikke bare til den "enes synd", som var nok til at dom blev afsagt til fordømmelse. Det er denne vældige forskel mellem disse to forhold Paulus taler om her. Dommen kom efter den enes synd - nådegaven kom efter manges overtrædelser. En eneste overtrædelse af Adam var årsag og kilden som dommen til fordømmelse strømmer ud fra, til hele menneskeheden. Sammenlignet med dette ser Paulus her et desto større bevis på hvor stor Guds nåde er, når vi ved at årsagen og målet for Guds nådige råd til vor frelse var de "mange" overtrædelser. Når et barn har påført sig selv en uoverkommelig gæld, så bliver dette en endnu større anledning for en omsorgsfuld far til at bevise sin faderlige kærlighed, når han betaler gælden. Og gaven bliver større end om det bare var en mindre gæld som måtte gøres op. Udslettelsen af de mange synder beviser på samme måde en større nåde, end om synderne havde været få og beskedne. Dette er dermed på ny et bevis på at "med nådegaven er det ikke som med faldet" (vers 15), men at gaven gennem Kristus var uendelig meget større og stærkere end synden og fordømmelsen ved Adam. Men når Paulus siger at dommen kom efter den enes synd og blev til fordømmelse, så har vi her også den mest eftertrykkelige forklaring på at Adams synd er blevet vor, alle menneskers, synd. "Fordømmelsen" indeholder alt det Paulus ligger i ordet "døden" (vers 12,14). Vi er alle "af naturen vredens børn" (Ef. 2:3). Det hedder at "dommen blev til fordømmelse". Og i vers 18: "... til fordømmelse for alle mennesker". Dette viser at om end det bare var den ene som syndede, så blev følgerne af den enes synd, fordømmelse for alle mennesker. Vi må jo da alle have del i denne samme synd som "den ene", Adam. For Gud, den retfærdige dommer, kan ikke fordømme uskyldige. Hvis man sagde at straffen for Adams synd har ramt nogle som egentlig var uskyldige, så ville det være at anklage den retfærdige Gud for at være uretfærdig. Kan Gud tilregne et menneske noget som ikke virkelig er hans? Hvis Adams overtrædelse ikke var vor, lige så sikkert som den var Adams, kunne Gud da tilregne os den, og dømme os efter det? Kan det tænkes at Gud behandler mennesker som syndere, hvis de ikke virkelig er det? Hvis Gud behandler mennesker som syndere på grund af Adams synd, da siger det sig selv at på dette grundlag er de syndere. Gud, som er den retfærdige, kunne ikke anse mennesker som syndere, på grund af noget som ikke gjorde dem til virkelige syndere. Men når vi siger at Adams synd lige så sikkert er vor, som den er hans, så indebærer det ikke at den er vor og hans på nøjagtig samme måde. Den er hans personlige gerningssynd, men den er vor på grund af at vi var i ham (hele menneskeslægtens første stedfortræder), og at han på hele menneskeslægtens vegne, efter den første pagt, stod overfor prøven - og faldet. Og om vi ikke forstår dette, så rokker det ikke ved sagen. Vi forstår ikke Gud, den evige og ubegribelige. Men vi ser det i Guds ord, og i følgerne af Adams synd, som vi alle har arvet.

9 Her står vi overfor Guds store hemmelighed: Hvordan Gud tilregner - så vel Adams synd, som Kristi retfærdighed! Det er efter denne guddommelige lære vor frelse står eller falder. Er Adams synd ikke vor - så er Kristi retfærdighed heller ikke vor! Men på samme måde som Adams synd var vor, bare fordi vi var i ham da han levede som hele slægtens stamfar, og syndede mod Guds bud, - så er Kristi retfærdighed også vor, på nøjagtig samme grundlag. Og ligesom Gud ikke havde kunnet tilregne os Adams synd, om vi ikke havde haft denne synd, så kan han heller ikke tilregne os Kristi retfærdighed, om den ikke virkelig er vor. Men Kristus har virkelig bestået prøven på vore vegne, gjort og lidt det loven krævede - for os - ikke for sig selv, men for os, sådan at hans retfærdighed virkelig er vor. Det er dette denne tekst lærer os. Men nådegaven kom efter manges overtrædelser og blev til frifindelse. Den som tager imod nådegaven bliver ikke bare fri fra al skyld og dom efter Adams synd, men får også frifindelse fra sine mange overtrædelser. Og nådegaven indebærer ikke bare en fuldkommen frifindelse og syndsforladelse, men også "livsens retfærdiggørelse for alle mennesker" (vers 18). Dvs. at Gud dømmer menneskene som virkelig retfærdige, dvs. som en som aldrig har syndet, men har opfyldt hele loven. At Gud virkelig retfærdiggør den troende på denne måde, det beviser han ved at give ham evigt liv, ligesom han med døden beviste at vi alle var syndere (vers 12,14). Følgerne af en virkelig tilregnet retfærdighed må dermed uomtvistelig blive frihed fra syndens evige løn, som er døden, og evigt liv og al den salighed som er retfærdighedens løn. Dette skildrer Paulus nu med det herligste budskab i næste vers. 17: For om døden kom til at herske ved den ene, fordi denne ene faldt, hvor meget mere skal da de som modtager nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom, leve og herske ved den ene, Jesus Kristus. Døden kom til at herske ved den ene. Allerede i vers 12 og 14 så vi på hvordan døden, alene på grund af et menneskes synd, lig et statsoverhoveds skrækregime herskede over alle mennesker, unge og gamle, onde og gode, konger og kejsere, profeter og hellige. Alle har de måttet bøje sig for dødens banner, til tegn på at de alle har haft del i Adams synd. Men igen vil vi straks minde om hvor strengt påpasselig Paulus er med at minde om at hele dette dødens vælde over alle mennesker, kom alene gennem "den ene". Han har ikke ladt det stå bare med ordene døden kom til at herske ved den ene, men føjer straks til fordi denne ene faldt. Han har denne gentagelse for at understrege den sandhed som er så vigtig for selve hovedsagen i det budskab vi har foran os, at både døden og livet kommer til os gennem én. For det store hovedspørgsmål er jo netop dette: Skal vi dømmes alene efter det vi selv har gjort - eller efter det en anden har gjort? Loven siger: "hver den som...", dvs. at vi hver for sig skal erhverve os evigt liv, eller evig død. Men evangeliet siger: "ved den ene". Gennem én er døden kommet over alle mennesker, allerede før de selv ved egne gerninger var skyldig til døden. På samme måde kommer retfærdighed og evigt liv over alle dem som er Kristi slægt, uden at de ved egne gerninger har opnået livet. Dette er jo summen af hele Skriftens budskab. Hvor meget mere skal da de som modtager nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom, leve og herske ved den ene, Jesus Kristus. "Meget mere" - Paulus siger: når det ene, svage menneske gjorde den ene synd som førte døden ind over alle mennesker, så skal meget mere den langt større og overmåde rige gave, gennem det andet menneske, Jesus Kristus, bringe liv og salighed over alle dem som tager imod denne gave. At alle mennesker er underlagt døden, det er så uangribeligt at der ikke en gang findes nogen vantro som vil betvivle det. Men dette dødens herredømme er kommet gennem én. Så siger Paulus altså at som den overmåde (svensk: overflydende) rigdom i nåden og gaven gennem det andet menneske er uendeligt større end arven fra Adam, så meget mere sikkert og vist er det at alle Guds børn skal leve evindelig. De som modtager. Her forklarer Paulus nu hvem de er som skal nyde godt af al denne rigdom som Kristus tilvejebragte for os. Han siger "de som modtager", ordret: "de modtagende" - "de som modtager nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom". Så spørger du måske: Jeg har hørt om en stor og herlig gave, men hvordan skal jeg vide at den også tilhører mig? Jeg ved nok at Kristus er forsoningen for hele verdens synder (1. Joh. 2:2), men alle mennesker bliver alligevel ikke frelst. Hvem er så dem som virkelig skal nyde godt af denne store gave? På dette spørgsmål svarer Paulus altså her: "De som modtager gaven". Ordet som er brugt her for at "modtage", er det samme som er brugt i Joh. 1:12, hvor det hedder: "alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til at blive Guds børn (svensk: dem gav han magt til at blive Guds børn), de som tror på hans navn".

10 Her møder vi samme urokkelige budskab som gennem hele Den Hellige Skrift, nemlig at "alt er færdigt" (bl.a. Matt. 22:4), og at det som står tilbage er bare at vi kommer og modtager frelsens gave. Vi kan gå gennem alle de bud og forskrifter som Skriften lærer, men når det gælder vor frelse, hedder det bare: At tage imod nåden og retfærdigheds-gaven. Skriften bruger mange forskellige udtryk, men de går altid ud på det samme i dette afgørende spørgsmål. Et sted hedder det "tro", "tro på Herren Jesus". Jesus siger "den som kommer til mig", "om nogen tørster, han komme til mig", "den som spiser mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig og jeg i ham". Et andet sted kaldes det at de har "tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod". Sådan taler Skriften, og det er meget vigtigt at vi er opmærksomme på dette i vore hjerter. Vi bliver ofte meget optaget med mange andre ting i Skriften, selv om de ikke har nogen afgørende betydning for liv og salighed. Skriften indeholder mangen lærdom, bud og formaninger. Åndelige mænd opstår og priser og ophøjer snart det ene, snart det andet vi bør være optaget med og stræbe efter. Og alt dette kan på sin måde være vigtig og betydningsfuldt, alt er måske helligt og godt, alt bør vi takke for og øve os i. Men når det gælder selve frelsen og barnekåret hos Gud - det afgørende, store spørgsmål, - så er der bare én ting der gælder: at tage imod gaven, nåden og retfærdigheds-gaven i Kristus. "Den som har Sønnen, han har livet. Den som ikke har Guds Søn, han har ikke livet, for livet er i Guds Søn" (1. Joh. 5:11-12). Men om dette er klart nok, så kan en oprigtig sjæl stadigvæk stå famlende: Kan jeg alligevel ikke bedrage mig selv, på selve min tro, eller måden jeg har modtaget gaven på? Kan jeg ikke høre det endnu klarere, hvad det er at "modtage nåden og retfærdigheds-gaven?" Også i dette spørgsmål må det alene være Guds ord som vejleder os. Man kan fare vild både til højre og til venstre. Mange tror de har modtaget Kristus, når de én konkret gang har udtalt at de tager imod ham, og så lever sit liv efter Guds ord og altid ophøjer det. Andre igen er gået konkurs på alle sine egne gerninger og forsøg på at omvende sig. De hungrer og tørster efter retfærdighed, men sætter sit håb udelukkende til lydighed mod Kristus. De sukker og tynges bestandig i uvished om de egentlig har taget imod ham. Det er umådelig vigtigt at vi ser klart og tydeligt hvad Skriften selv mener med det at "modtage" nåden og retfærdigheds-gaven. Ve den som tager fejl her! Men hvis jeg virkelig vil vide hvad Åndens egen mening er i Skriften, da må jeg nok være alvorlig bange for min egen ånd, mit falske hjerte og forfalskerens magt, og bare søge at modtage sandheden, selv om det skulle vælte hele min tidligere kristendom. Hvad det er at modtage gaven, ser vi dels af ordene som omtaler dette, dels af hvordan Skriften skildrer de mennesker som Jesus selv gav det vidnesbyrd at de troede, og var Guds rette børn. Først vil vi da se nærmere på hvordan ordet "modtage" er brugt. Vi går igen til Joh. 1:12-13, hvor evangelisten selv forklarer hvordan det foregår, når gaven, Jesus Kristus, modtages på rette måde. Først siger han (vers 11) om Herren Kristus: "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham". Over alt i Skriften, og i den evangeliske historie, ser vi hvordan dette sker, at de ikke tager imod ham. Ubodfærdige jøder (navnekristne) foragter Jesus, og lever på samme måde som vi ser det over alt i verden den dag i dag. Enten bundet op i et jordisk sindelag, i synd og forfængelighed. Eller i en indbildt, egen retfærdighed, hvor de (som jøderne den gang, så også nu) udøver sin religion på bestemte tider i templet, med faste, bøn m.m. Eller sådan som det ofte foregår i dag, at sjælene holdes "varme" gennem kristelig aktivitet. Men med al sin tro og aktivitet er de alle lige uforandrede, - ikke født på ny! Sådan er altså den store masse. Men så siger evangelisten om nogle andre: "Men alle dem som tog imod ham, dem gav han ret til (svensk: magt til) at blive Guds børn, de som tror på hans navn". Her har vi en ganske anden slags mennesker. Disse som modtog ham, var de som ikke gennem al sin kristelige aktivitet, gennem lovens gerninger, og heller ikke gennem sine bønner, sin hunger eller sin tro, havde fundet fred i sin urolige samvittighed. Men altid, tynget under dommen, søgte og ventede de på Israels trøst. Da disse fik det glade budskab om Guds nåde gennem Kristus at høre, og Ånden åbenbarede dette for dem, at Jesus var Kristus, da blev de draget så stærkt til ham at de ikke fik ro før de havde fundet ham. Så faldt de ned for ham, bekendte sine synder, og søgte nåde. Og, læg mærke til dette: Disse blev nu bundet til ham for hele livet. De blev hans disciple og efterfølgere, så totalt skilt fra den store masse i sind og væsen, at de af den grund blev kaldt en sekt (Apg. 24:5, 28:22). Ved troen på Kristus blev de forvandlet. De blev en ny "skabning" (2. Kor. 5:17) som så efter hånden, mere og mere blev opdraget for himmelen. Derfor stopper Johannes ikke med udtrykkene "dem som tog imod ham", og "de som tror på hans navn", men han tilføjer (vers 13): "De er ikke født af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud". Læg endelig mærke til dette!

11 Dette var det afgørende tegn på at de havde modtaget gaven rigtigt, at de var "født af Gud", var blevet en ny "skabning" som i hele sit væsen var bundet til Jesus. Dette indebar ikke at de var blevet fejlfrie og fuldkomne i denne Kristi efterfølgelse. Nej, de som Kristus selv udtalte var Guds rette børn, og som han kaldte for sine "brødre", de var endnu fulde af fejl på så mange måder: i kundskab, i tro, i det at våge, i ydmyghed, åndelig styrke, osv. Vi ser i deres historie at de faldt på så mange områder, sådan at Jesus stadig måtte irettesætte og lære sine disciple. De trættede om hvem som var størst blandt dem, de var sløve og sov let ind, osv. Men der var noget som kendetegnede dem: De var bundet så fast til ham, de lod sig revse, og de tog lærdom af revselsen og ønskede at have hans ord som rettesnor for sit liv, selv om de ikke altid lykkedes i at leve efter det. Og de kunne ikke gå fra ham. De kunne heller ikke tie om ham, men blev altid værende hos ham som hans folk, uanset hvor underlig han førte dem. Selv når de havde det forfærdelig ondt, når Satan sigtede dem som hvede, når det syntes som om troens sigtepunkt blev rokket, deres mod og kraft blev slået ned, deres forstand forvirret - så havde de stadigvæk noget som viste hvad der var deres egentlige liv: Det var Jesus som deres længsel, deres savn og sorg drejede sig om. Det var ham de tænkte på, ham de talte om. Når han var borte, da havde de sorg (og verden glædede sig). Men da han på ny viste sig for dem, frydede de sig. Det er disse ting som kendetegner selve hjertet hos en kristen, og omtales altså i Skriften med at de "hungrer og tørster", "sukker efter Herren", "påkalder Herren". Her kan du med dine egne øjne selv se hvordan det var de modtog ham (se mere om dette i omtalen af kap. 3:22). Du ser altså Skriftens egen forklaring på hvad det er at "modtage" den frelsende gave. Prøv dig nu selv på dette! Tilhører du den flok som Johannes siger disse ord om: "hans egne tog ikke imod ham", så føler du straks Skriftens dom over dig. Ja, selv om du tilhører den lille flok som har vendt verden ryggen, som kender Skriftens budskab godt og holder det for sandt og helligt, og vil bevise din tro i gerninger, du afskyr synden og lægger vind på gudfrygtighed - så er du alligevel bedraget, hvis det er din kristendom, din gudfrygtighed, bøn, tro eller lignende som du - ofte helt ubevidst - trøster dig til! Da har du ikke en sådan nød for dine synder at du behøver ligge for Jesu fødder og bede om tilgivelse hver eneste dag, for dine stadige fald, hungrende efter nåde og retfærdigheds-gaven. Her behøves ikke flere ord, dommen er for længst faldet: Den som ikke "tvætter sine klæder i Lammets blod", den som ikke skjuler sig i "bryllupsklæderne", om han end er kommet til brylluppet (de troendes forsamling på jord), skal kastes ud i mørket udenfor. Men, på den anden side, om du har meget og bekymringsfuld synd du kæmper med, - bare du har dette at du ikke kan undvære Frelseren og syndernes forladelse, så er det lige sikkert at du til enhver tid har en stor og evig nåde - selv om du af og til oplever at den er skjult for dig. Ja, selv om du til tider føler dig så død og ligeglad som de sovende disciple, så du chokeres og tænker at dette betyder vel bare at du ikke bryder dig det mindste om din Frelser. Bare du alligevel har et sind som gør at du trods alt dømmer dig selv i dette, og aldrig bliver virkelig glad og salig mættet som når evangeliet om Kristus gennem et eller andet ord får indpas i dit hjerte, så du på ny kan tro du har Guds venskab. Dette er et usvigeligt tegn på at din ånd modtager nådens gave (og dermed en sand nådestand). Så, selv om andre tegn bare gør dig bekymret, så du ikke fatter hvordan alt hænger sammen, så er dette sikkert. Uanset hvad der ellers måtte være at rose eller klandre hos dig, så er du da i hvert fald under nåden og bliver frelst (1. Kor. 3:11-15). Men troens hånd, som modtager gaven, kan være meget svag. Da bliver alle nådens kræfter, som en følge af det, også svage i dig (noget som alt sammen er beklageligt, og bør blive bedre). Men vi skal bemærke at på trods af dette er selve gaven, "nåden og retfærdigheds-gaven", altid lige stor, og det eneste som kan frelse din sjæl til evigt liv. Dette vil Paulus nu tale videre om i det følgende: Nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom. Dette sigter til det vi allerede har talt om under vers 15, at den gave vi har fået gennem Kristus ikke bare er så stor at den modsvarer, men til og med er langt større end - det vi tabte gennem Adam. Dette kan være nok så let at fatte og indse. Men vi bør tænke over hvad det indebærer, - og så se om vi virkelig tror det. Da bør vi tænke over at det store syndefordærv vi arvede gennem Adam, ikke bare gælder den store, generelle syndens elendighed i verdens mennesker, som ligger totalt fanget i syndens herskende magt. Nej, det viser sig jo også i den syndens elendighed som de troende har at kæmpe med, og i al denne mangel på kundskab om Guds vilje, på tro, på kærlighed, lydighed, troskab og hellig kraft. At vi alligevel gennem Kristus har en endnu større nåde og retfærdighed, end fordærvet fra Adam, betyder altså at til og med alle disse fald og skrøbeligheder som vi sukker og kæmper under, ikke skal fordømme os. Den nåde og retfærdighedsgave vi har taget imod, skal gøre, som Paulus siger, at vi som modtog gaven alligevel skal "leve og herske ved den ene, Jesus Kristus". Med alle disse synder og kvaler fra Adam skal vi alligevel ikke fortabes, men få evigt liv.

12 For, lad os tænke lidt grundigere over hvad disse ord indebærer: "nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom". Vi kan vel ikke fatte eller forklare hvor meget der ligger i dette, så længe vi endnu er her på jorden. Men så meget ved vi i hvert fald, at Gud i sin store barmhjertighed har givet os en så rig og mægtig hjælp i Kristus, at den - under alle mulige omstændigheder - skal være tilstrækkelig til at frelse dem som tager imod nåden. Ja, i vor allerstørste nød og afmagt, under synd og alt det arvegods vi har fået fra Adam, skal den ophøje os til den allerstørste ære og salighed. Men Paulus nævner særligt den overstrømmende rigdom som rækkes os i nåden og retfærdigheds-gaven. Dette betyder jo at vi gennem Kristus har en nåde og en retfærdighed som ikke bare fylder det mål loven kræver, eller er lige så stor som Adams retfærdighed før faldet, men at den er uendelig meget større. Og udtrykket som er brugt: "overstrømmende" rigdom, siger jo netop det, at rigdommen, storheden i nåden og retfærdigheds-gaven strømmer over lovens "måleenhed" og alle andre sammenlignelige eller tænkelige "mål" (= "mål" - "overmåde rig" - vers 15). Og det er ikke underligt, for den er jo selve Guds egen retfærdighed, sådan som vi har set det under vers 15. Det som først og fremmest følger af en sådan retfærdighed, er jo at gennem den står vi under en uendelig Guds kærlighed og venskab. En tilstand vi ikke ville kunne få gennem nogen retfærdighed som var opnået af noget som helst skabt væsen. For nu elsker Gud dem som ejer hans Søns retfærdighed. Han elsker dem altså ikke bare som rene, syndfrie mennesker. Han elsker dem sådan som han elsker sin enbårne, kære Søn. Kristus siger selv: "jeg i dem og du i mig, for at de skal være fuldkommen et, for at verden kan se at du har udsendt mig og elsket dem, ligesom du har elsket mig" (Joh. 17:23). Men gennem denne overstrømmende rige retfærdighed har vi ikke bare et Guds venskab som er stort, men også et venskab som har en meget mere langtrækkende varighed end hvad noget andet skabt væsens retfærdighed ville kunne opnå. Hvis vi i os selv var så rene og fuldkomne som Adam og Eva var før faldet, men vor nådestand var afhængig af denne vor egen fuldkommenhed, så ville vi, som tilfældet var med disse, kunne komme under vreden gennem én eneste synd. Men nu har vi en retfærdighed som er alt for stor til at den skulle kunne skades eller reduceres gennem vore fald. Kristi retfærdighed er en "evig retfærdighed", som da også er givet os netop for vore synder, så disse ikke skal kunne fordømme os. Og tænk, når nåden og retfærdigheds-gaven i Kristus er så overstrømmende rig at den frelser de værste syndere, straks de tager imod den, og at disse da straks føres ind under Guds højeste nåde, - det blodrøde bliver snehvidt, det som var under vreden bliver elsket, det fordømte bliver salig! Ja, da må sandelig også følgerne blive at denne gave også i al fremtid skal skærme os for vreden, sådan som Luther omtaler det: At alle de synder og elendigheder som endnu hænger ved os, mod denne vor retfærdighed bare bliver som gnister mod det vældige hav. Dette er nok også apostelens tanker, når han nu taler videre om disse som "modtager nådens og retfærdigheds-gaven", at de ikke bare skal modtage livet, og nyde dette nye liv, men også at de skal "leve og herske". Leve og herske. Hvad kan dette betyde: "leve og herske"? Her menes uden tvivl alt det som livet, og det at leve, kan omfatte. Og der sigtes da selvfølgelig til al den herlige frugt af hele Kristi værk for os. Ligesom den fra Adam fulgte død, i alt som det indebar, så skal de som er i Kristus have liv, i alt som det indebærer: allerede her i livet et guddommeligt liv i sjælen, ved genforeningen med Gud, vor oprindelse. Og til sidst et udødeligt legeme og en evig salighed i himmelen, der hvor vi i dybeste forstand skal "leve og herske", "herske sammen med Kristus Jesus" (Åb. 22:5, 2. Tim. 2:12, Rom. 8:17, 1. Kor. 6:2). Men alt dette samler sig omkring et konkret forhold, dette at de skal have en evig nåde, og ikke mere på grund af sine synder komme under vreden. Og alt dette bare ved at forblive i Kristus og hans retfærdighed. Dette er det væsentlige indhold i udtrykket "leve og herske". Denne tolkning stemmer da også bedst med det hele denne tekst taler om. Den som har en evig nåde og samfund med Gud, den har alt det som liv og salighed kan omfatte. Og så siger Paulus altså at alt dette bare skal afhænge af dette ene: at vi "modtager nåden og retfærdigheds-gaven". Hvad der end for øvrigt måtte ramme et sådant menneske, så kan det ikke blive fordømt, for det har Kristus og det evige liv, som fås alene ved ham. Men disse mennesker kan falde. Og de kan sigtes af djævelen så de kommer i en ynkelig forfatning. Ja, det kan se ud som om hele deres kristendom kan være ødelagt og tabt. Men de bliver ikke forkastet og opgivet af Gud, så længe de endnu ligger ved nådestolen for at få "nåden og retfærdigheds-gaven". Da har de stadigvæk det evige liv. Og hemmeligheden i dette ligger i det som nu følger: Ved den ene, Jesus Kristus. At de troende skal "leve og herske" som konger, dette har de også alene gennem Kristus. For ligesom de var et med Adam i hans fald, sådan er de et med Kristus i hans sejr og triumf. Fordi han er retfærdig, så er også de retfærdige. Fordi han er konge, så er også de konger (Åb. 5:10). Fordi han har evigt liv, så har også de evigt liv. For de er et med ham, sådan som de var et med Adam. "Jeg

13 lever, og I skal leve", sagde Herren. Og videre: "Jeg er kommet for at I skal have liv og have overflod". Men glem aldrig at alt dette har vi udelukkende "ved den ene, Jesus Kristus". Hvis du lever i en åndelig søvn, da har du ikke brug for dette, det betyder ikke noget for dig. Men er du vågen, så du føler synden, da er det snart slut med at "leve og herske", ja med al trøst - hvis du glemmer dette: "ved den ene", og i stedet begynder at se på dig selv og det du kan finde, og føler, hos dig selv. For da finder du ingen retfærdighed, men bare synd. Ingen Guds kærlighed, men bare retfærdig vrede. Intet liv, ingen kraft, men bare død og afmagt. Men hvis du i tro kan sige det sådan: Kristus er retfærdig, derfor er jeg retfærdig. Kristus ejer Guds kærlighed og velbehag, derfor ejer også jeg Guds kærlighed og velbehag, osv. Da kan du i enhver situation, og i din største skrøbelighed, altid "leve og herske". For at få den rette opfattelse af ordet "modtage", gik vi til Skriften, som forklarede med levende billeder hvad ordet betød. På samme måde vil vi også finde hvad det betyder at "leve og herske ved den ene". Også dette skildres gennem levende eksempler i Den Hellige Skrift. Men vi vil se på sådanne eksempler hvor det ser særdeles jammerligt ud, hvor der har stået en hård kamp om selve livet. For ordet "herske" tyder på strid og kamp. Vi kan tænke på den salige skare som stod med sejrspalmerne i hænderne. En af de ældste (i himmelen) sagde: "Dette er dem som kommer ud af den store trængsel" (Åb. 7:14). Og hele vor kraft til at sejre i striden beskrives sådan: "dette er den sejr som har overvundet verden: vor tro" (1. Joh. 5:4). Men troen har altid at gøre med ting som ikke ses, og lever under forhold hvor alt som det naturlige øje ser, er mørkt og modsat af det som skal tros. At sejre ved tro, at "leve og herske ved den ene", det er noget som ikke alle mennesker fatter noget af, eller i det hele taget har behov for. Blandt disse er igen først og fremmest de åndeligt sovende, som tror de selv har kontrol over sin kristendom. Og dernæst, de nådebørn som endnu står i sin første glæde og kærlighed, og er så lykkelige over at have brudgommen hos sig. Men dette er noget for disse hårdt prøvede kristne. Disse som ikke ser og ved andet end at synden og djævelen hersker over dem. Hos dem er synden nu ikke bare et ord, eller en tanke, men en forfærdelig virkelighed. Sådan er det når en kristen ikke bare kender til syndige tanker, lyster og begær (som selvfølgelig i sig selv er forfærdelig nok), men når hjertets bundløse fordærv bryder ud i syndige ord og gerninger. Det er når sjæle som ikke har noget højere ønske end bare det at leve et helligt liv overfor Gud og mennesker, ind i mellem i den grad bliver sigtet af Satan, sådan at der sker virkelig store fald. Sådanne tragiske hændelser ser vi mange eksempler på i de helliges historie, og hvordan de sukker, klager og frygter for Guds vrede. Når en kristen oplever sådanne ting, da bliver det virkelig vanskeligt for ham at fatte hvordan han skal "leve og herske"/blive frelst og salig. I en sådan nød er det jeg trænger til at se hvad Guds ord siger. Jeg tør ikke bygge min sjæls evige ve og vel på noget menneskes tanker og meninger, eller deres lære. Jeg må høre hvad Guds eget ord siger. Hvad er det Skriften siger om lignende, tragiske situationer? Vi vil ikke standse ved sådanne tilfælde som vi oftest hører om, hvor Job, David, Peter m.fl. på trods af forfærdelige fristelsesstorme og store fald i synd, alligevel blev frelst "ved den ene", gennem "nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom". Vi vil nu i stedet se på hvordan vor apostel, Paulus, selv dømmer i sådanne situationer, for at vi bedst kan forstå den dybe og rigeste mening med det han skriver i brevet. I hans første brev til "Guds menighed i Korinth" finder vi mange afklarende ord. Allerede i tredje kapitel har vi et tydeligt vidnesbyrd om at selve livet, frelsen, alene afhænger af én ting: troen, uanset hvor ringe det end for øvrigt kan se ud. Først siger han i vers 11: "Ingen kan lægge en anden grundvold end den som er lagt, det er Jesus Kristus". Senere siger han at på denne eneste rette grundvold er det alligevel meget forskelligt hvordan man bygger videre. Det gælder både dem som lærer (som der her synes at gælde - konf. vers 5-10), og videre også hvordan vi praktiserer det i vort eget liv. Disse måder vi bygger videre på, siger han, kan være så forskellige som "guld, sølv og kostbare stene", - eller "træ, hø og strå". Men så siger han: "Om det bygningsværk som man har rejst, bliver stående (når det prøves i dommens ild, vers 13), da skal han få løn. Men "brænder hans værk op, da skal han miste lønnen. Men selv skal han blive frelst, men da som gennem ild", dvs. gennem nød og anfægtelse. Læg mærke til dette! Dette gælder altså til og med en lærer, som vi må regne med er frelst (eftersom der står at han "skal blive frelst"), men som på grund af at han ikke lever ved nådestolen har bygget på en så fejlagtig måde at det sammenlignes med "træ, hø og strå". Dvs. at hans budskab har engageret menigheden i sager som ikke er Guds hellige tale, men er menneskebud. En som har gjort bisager til hovedsager. "Sådan dræber man de sjæle som ikke skulle dø, og holder de sjæle i live som ikke skulle leve" (Ezek. 13:17-23). Dette bliver forfærdelig for dem som har lært sådan, når de en gang får at se hvad de har gjort. Men selv skal de blive frelst - hvis bare de har bygget på den rette grundvold.

14 Dette er noget af det som viser hvad det vil sige at det alene er ved "nådens og retfærdigheds-gavens overstrømmende rigdom vi kan leve og herske ved den ene, Jesus Kristus". Det kan nemlig kun ske "ved den ene, Jesus Kristus". I femte kapitel tales der om at en af forsamlingens medlemmer var begyndt at leve i en synd så mindreværdig at den "ikke engang nævnes blandt hedningerne". Om denne som havde pådraget sig blodskam dømmer Paulus sådan: "han skal overgives til Satan til kødets ødelæggelse". Satan skulle få lov at tage ham under sin voldsomme behandling. Men læg mærke til hvad apostelen tilføjer: "for at hans ånd kan blive frelst på den Herren Jesu dag". Så skulle en sådan altså også kunne blive frelst! Og så ser vi i andet brev til samme menighed, hvordan Paulus formaner brødrene til at de, nu når manden havde angret, skulle "tilgive og trøste ham, for at han ikke skal gå til grunde i endnu større sorg" (kapitel 2). I 1. Kor. 6 ser vi at han taler til dem om at der i den samme forsamling gik så jammerligt for sig at de kristne (altså brødre i Kristus) førte retssag mod hinanden, "og det for vantro dommere!" siger han. Disse uretfærdige skulle løse de kristnes tvister. Paulus formaner dem alvorligt til ikke at virke med noget sådant. Men i den samme straffetale ser vi ham udtale at de (kristne i menigheden i Korinth) alligevel var blandt dem som skulle dømme både verden og engle (1. Kor. 6:2-3). Endnu opgav han dem ikke, som fortabte, men formanede dem til at vende om fra sine synder. Igen et bevis på at vi frelses udelukkende "ved den ene", ofte gennem den største trængsel. Videre ser vi at Paulus taler om at i den samme forsamling var der nogle som var så ustyrlige, at de til og med drak sig fulde når de kom sammen for at dele nadveren. Han giver disse en vældig revsende advarsel, og siger at svære straffe skal ramme dem for sådanne synder. "Men", tilføjer han, "når vi bliver dømt, da er det Herren som revser os, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden" (1. Kor. 11). Paulus opgav dem altså endnu ikke, men mente de endnu skulle kunne frelses. Alle disse eksempler viser hvordan den "overstrømmende rige nådens gave", - men også bare den alene, frelser "dem som modtager nåden og retfærdigheds-gaven", selv gennem den største syndepøl. Det viser at frelsen alene er i "den ene, Jesus Kristus", og at de som trods alt af hjertet har modtaget nåden og retfærdigheds-gaven, gennem den, og alene gennem den, skal "leve og herske". Al vor egen retfærdighed er så totalt fortabt, at Gud i sin store barmhjertighed har lagt al vor frelse og salighed alene i "den ene". Måtte vi aldrig glemme dette! Den som har Sønnen, han har livet! 18 og 19: Altså, ligesom én mands overtrædelse blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan bliver også én mands retfærdige gerning til livsens retfærdiggørelse for alle mennesker. For ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed. Her vender Paulus tilbage til selve hovedsagen i det budskab han bærer frem fra og med vers 12, hvor han sammenligner Adam og Kristus. I de vers som ligger imellem her, har han vist hvor meget større og mægtigere arven fra Kristus er, i forhold til arven fra Adam. Nu tager han det udtryk frem igen som han har brugt i vers 12 for at understrege sammenligningen: "ved ét menneske". Men han indleder med et ord som antyder at nu kommer der en sammenfatning og konklusion på det han har taget op i det som ligger imellem. For vers 18 begynder med ordet "Altså" - "Altså, ligesom én mands overtrædelse" osv. Her møder vi så på ny det store og trøsterige budskab om at på samme måde som synden og fordømmelsen er kommet over os gennem én bestemt overtrædelse, sådan skal vi også få retfærdighed og det evige liv gennem én bestemt retfærdighed. Udtrykkene som i denne tekst skildrer modsætningerne, tjener på en særdeles afklarende måde til gensidig at tegne et billede af hinanden. Én mands retfærdige gerning - modsvarer én mands overtrædelser. Af dette forstår vi hvad der ligger i udtrykket Kristi retfærdighed, nemlig det modsatte af overtrædelse, en fuldkommen opfyldelse af loven, eller som det udtrykkes i vers 19: "den enes lydighed". Herren sagde selv det samme når han talte om hvad Den Hellige Ånd skulle overbevise om: "Om retfærdighed, fordi jeg går til Faderen" (Joh. 16:10). Og videre ser vi livsens retfærdiggørelse gennem én retfærdig, står som modsætningen til fordømmelsen gennem én mands overtrædelse. Af dette lærer vi at retfærdiggørelsen er en Guds domsafsigelse. Gennem den erklæres menneskene at være retfærdige, eller erklæres som de som fuldkomment har opfyldt loven. Og alt dette bare på grund af én mands retfærdige gerning, den enes lydighed. Vi ser at udtrykket "livsens retfærdiggørelse" står som modsætning til "fordømmelse for alle mennesker", og fortæller os med dette at det retfærdiggjorte menneske dømmes fri fra døden - og er berettiget til det evige liv. Dommen til fordømmelse, efter Adam, gjorde alle mennesker til dødens børn. Men ved retfærdiggørelses-dommen bliver de som er født og lever under denne dødsdom, i Kristus gjort til det evige livs barn. Videre ser vi hvordan retfærdiggørelsens omfang (alle mennesker) sættes op mod fordømmelsens omfang (alle mennesker). At

15 nåden og retfærdigheds-gaven er givet til alle mennesker, er da lige så sikkert som at synden og fordømmelsen kom for at herske over alle mennesker. Men hvordan skal vi forstå dette, når vi gennem hele Guds ord ser at ikke alle mennesker bliver frelst, at ikke alle bliver delagtige i Kristi retfærdighed? Først må vi da holde uimodsigelig fast at udtrykket "alle" i sidste del af vers 18, må betyde det samme som "alle" i første del af samme vers. Det siger sig selv, eftersom budskabet er en konkret sammenligning af første og anden del af verset. Men da opstår der jo et problem, da vi jo lige så sikkert ved, som vi for nylig sagde, at det ikke er alle mennesker som får del i Kristus, - mens derimod alle mennesker i sin natur har arven fra Adam. Augustin siger det så ret: "De mørklagte steder i Skriften kommer af de mørklagte steder i vore hjerter". Her er ingen modsigelser, ikke noget problem, hvis bare vi tror det Skriften lærer om Kristus og hans værk for os. På samme måde som Adams synd og fordømmelsen kom over alle mennesker, - men alle mennesker alligevel ikke bliver evig fordømt - sådan er Kristus og hans retfærdighed givet til alle mennesker, mens alle mennesker alligevel ikke bliver frelst. Fra Guds side er retfærdigheden givet til alle mennesker. Den er tilvejebragt for alle, og venter bare på at blive taget imod. Men om denne retfærdighed skal blive det enkelte menneskets personlige eje, det afhænger af at den modtages i tro. Dette er Skriftens gennemgående lære, og Paulus sagde da også dette udtrykkeligt i verset foran: "de som modtager nåden og retfærdighedsgaven". Men hvordan det foregår, at den enkelte modtager gaven, hører ikke ind under dette vers (vers 18) hvor budskabet er optaget med urkilderne til såvel døden som livet: "én mands overtrædelse", og "én mands retfærdige gerning". Som allerede antydet, trænger vi bare til at huske på, at selv om fordømmelsen fra Adam kom over alle mennesker, så bliver alle mennesker alligevel ikke fordømt. Kun de, som bliver værende under døden fra Adam, og ikke ved en ny fødsel bliver podet ind i Kristus, bliver fordømt. Hele den store skare af de frelste som er nået frem til Lammets trone (Åb. 7:9), er alle sammen Adams børn, og var efter sin første fødsel alle sammen under fordømmelsen. Men nu står de alligevel der i sine hvide klæder, og med palmegrene i hænderne. Udgangen på vort liv: saligheden - eller fordømmelsen i al evighed, afhænger altså alene af dette ene: Om menneskene bliver værende under døden fra Adam, - eller tværtimod bliver født på ny, forenet med Kristus og får del i hans retfærdighed. Men på samme måde som Adam efterlod synden og døden som arv til alle mennesker, så har Kristus også efterladt retfærdigheden og livet som arv til alle mennesker. Om vi skal blive værende under synden og døden til evig fordømmelse, beror på om vi bliver værende i Adams åndelige død. På samme måde: Om vi skal eje det evige liv, beror på indpodningen i Kristus. Måtte vi tænke grundigt over dette: At gaven er givet til alle, uafhængig af om den bliver modtaget eller ikke. Det var en klar og højst smertelig kendsgerning for Paulus, at "ikke alle var lydige mod evangeliet. Men han vovede ikke af den grund at indskrænke nåden i Kristus, som gælder for alle! Tværtimod, når han holder det op for sig, som var ligheden mellem Adam og Kristus, så er det netop dette, at nåden gælder alle, som er hovedsagen i budskabet. Dette forkynder han derfor udtrykkeligt med de præcise ord "for alle mennesker". For éns skyld: fordømmelse, - og for éns skyld: retfærdiggørelse til alle mennesker, ja til alt det som har navn af menneske. Sådan omfatter nåden alle. Når du ser de usleste trælle under synden, som hele livet igennem totalt er bundet i djævelens vold, - tænk da altid: også disse er genløst i Kristus. Også deres skyldbrev har han udslettet og naglet til korset (Kol. 2:14). Også for disse venter den bedste klædning, færdig til at klædes på dem - når bare de ville komme tilbage til sin Far (Luk. 15:22). Når du ser dig selv så fortabt og fanget under synden, at du ikke længere ved noget råd, - tænk da også selv grundigt over at også for dig var det at de dyrebare løsepenge blev givet. Også for dig er retfærdighedens klædning færdig, og klar til at klædes på, eftersom også du regnes blandt "alle mennesker". Og hvis du så også er en af dem som "modtager nåden og retfærdigheds-gaven" (vers 17), så ejer du også personligt retfærdigheden og livet. Sådan forstår vi de dyrebare ord i vort vers. Men apostelen fortsætter med at forklare dem endnu tydeligere når han tilføjer: For ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed. Dette er apostelens afslutning på at forklare den vidunderlige lignelse (vers 12-19). "De mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed". Igen siges det her at "de mange", dvs. alle Adams børn (se under vers 15), blev syndere "ved det ene menneskes ulydighed". Det at vi arvede Adams natur, udgjorde i sig selv en straf, og et mærkbart bevis på at vi er delagtig i hans synd. Men det er ikke dette forhold vor tekst sigter til. Som vi har set tidligere, sådan er det også her vor konkrete delagtighed i det første syndefald, da vi alle syndede i og ved vor stamfar

16 og stedfortræder, der tales om. Derfor ser vi også apostelens sprogbrug: "de mange kom til at stå som syndere", skildrer hvordan vi, uden nogen medvirkning fra vor side, bare "kom til at stå" - som syndere. Det er meget vigtigt at lægge mærke til at det er denne mening Paulus har med disse ord, for at vi ikke skal overse selve hovedbudskabet i teksten, hvor netop alt går ud på at både synd og retfærdighed er kommet ved at vi har fået del i en andens gerning. Ellers var det egentlig ikke så vigtigt at vide om, og at tro, at vi var delagtige i Adams ulydighed, - hvis det ikke tjente til at åbne vore øjne for den anden store hovedsandhed: at på samme måde er det vi skal blive delagtige i Kristi lydighed, som er den eneste saliggørende sandhed. Det er altså den store lære om tilregnelsen vi har foran os her. Den er af afgørende betydning for hele kristendommen. Og det er imod denne hovedlære både vantroen og fornuften altid kæmper de hårdeste kampe. Derfor vil vi igen minde om de mest afgørende beviser Paulus lærer os om dette. Ikke kun at vi har arvet Adams syndige natur, men at Adams største synd var alle menneskers synd. "Gennem den nedsyndede han os alle på én gang" siger Luther. De afgørende beviser på at det er dette forhold Paulus konkret sigter til, ligger dels i selve hovedbudskabet i denne tekst, dels udtrykt i klare ordvalg. Når apostelen igen og igen gentager: "på grund af den enes fald", "fordi den ene faldt", - og op mod dette sætter "én mands retfærdige gerning", "den enes lydighed", da er det let at opfatte hvad der er tekstens hovedbudskab: Den store lære om delagtighed i en andens gerning. I vers 16 siger han desuden at "dommen kom efter den énes synd og blev til fordømmelse", og i vers 18: "til fordømmelse for alle mennesker". Da er det klart og tydeligt hvorfor menneskene er under fordømmelse. Det er ikke først og fremmest på grund af menneskenes iboende syndige natur. Nej, det han taler om her, er at det er et resultat af én konkret dom: dommen som var afsagt af Gud, og omgående blev fuldbyrdet over menneskeheden gennem dens stedfortræder, "efter den énes synd - og blev til fordømmelse". I vers 17 siger han at "døden kom til at herske ved den ene, fordi den ene faldt". Og dommen kom ikke bare over Adam, - men som der tales om i vers 14 og 18: "til fordømmelse for alle mennesker", "også over dem som ikke havde syndet ved et lovbrud, sådan som Adam". Da forstår vi at når han i denne tekst taler om synden, så er det med sigte på skyld og fordømmelse, - ikke om synden som bor i os. I det nittende vers gentager og sammenfatter han altså det han har talt om i de foregående vers. På den baggrund må ordene "de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed", have samme betydning som gennem de foregående vers, og bare sigte på syndens skyld, ikke synden i os. Dette så meget mere som vi også ser ham bruge udtryk som vi tidligere har bemærket: "de mange kom til at stå som syndere". På denne baggrund er det han udtrykker modsætningen sådan: at vi skal "stå som retfærdige ved den enes lydighed". Nu er det altså afklaret at denne retfærdiggørelse ikke taler om at retfærdigheden er virket i os, som ville være det samme som helliggørelsen, men at Kristi retfærdighed tilregnes os. Men da må ordene "kom til at stå som syndere" her heller ikke gå på at vi arvede Adams syndige natur, men alene gå på vor skyld og fordømmelse ind for Gud. Tolkede vi det på nogen anden måde, ville vi rokke ved bevisførelsen, som dokumenteres ved de stadige sammenligninger og tilsvarende modsætninger. Vi finder heller ikke nogen antydning om at der nu er indført en ganske anden mening end det som har været gennemgående i teksten hidtil. Dermed er det tilstrækkelig bevist at det Paulus taler om her, det er vor delagtighed i Adams synd, og vor skyld på denne baggrund. Men netop derfor må denne synd i sandhed også være vor synd, ellers kunne denne syndens skyld ikke tilregnes os. Er dette nu tungt at forstå, fordi vor fornuft altid indvender: hvordan kunne Gud tilregne os Adams synd? - så er dette alligevel, som vi ser her, Den Hellige Skrifts egen lære. Derudover har vi alle sammen bekræftelsen på dette gennem vore egne bitre oplevelser af at straffen og følgerne af Adams synd har ramt os. At jeg ikke kan forstå Guds underligste veje og domme, må da ikke få mig til at fornægte sandhederne i disse. Og fornægter vi den første tilregnelse, vor delagtighed i Adams synd, - så må jeg også fornægte den anden tilregnelse, at Kristi lydighed skal være vor retfærdighed. Men når Gud taler dette til mig, vil jeg hellere i ydmyghed tro både den første og den andre tilregnelse, og bare råbe med apostelen, idet jeg tilbeder Guds visdom og råd: "Åh dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige er hans veje". At Adams synd er alle menneskers synd, det er en hemmelighed som vi bare skal tro på Guds ord. Nogen har villet gøre den forståelig, gennem lignende forhold i menneskelivet. Men det er ikke måden at gå frem på. Det Gud har forkyndt os er lige sandt, selv om vi aldrig finder noget tilsvarende i vore menneskelige

17 situationer. Og det er en meget farlig vildfarelse, når kristne tror de skal være i stand til at forstå og stadfæste alt det Gud gør og siger i sit ord. Da Abraham fik befaling om at ofre sin søn, fik han ingen forklaring på hvorfor det måtte ske, eller på hvordan han da skulle kunne få et talrigt afkom gennem den samme Isak. Men han blev stærk i sin tro, "idet han gav Gud ære. Han var fuldt vis på at det Gud havde lovet, det var han også mægtig til at gøre". Denne Abrahams tro er holdt frem for os som et eksempel. Når engelen forkyndte for Maria at hun skulle blive mor til Guds Søn, så var det fuldstændig uforståelig for hende. Men hun bøjede sig ydmygt for sandheden i engelens budskab om at "ingenting er umuligt for Gud". Først at ville forstå, før vi kan tro, når vi står overfor Guds ord, er at vanære Gud forfærdeligt. I forhold til os er Gud så alt for stor og ubegribelig i hele hans værk. Han vil bare ganske enkelt blive troet! "Så skal også de mange stå som retfærdige ved den enes lydighed". På samme måde som Adams børn blev dømt til syndere, alene på grund af hans ulydighed, sådan dømmes også hele Kristi slægt for retfærdige alene på grund af hans lydighed. "Ved den enes lydighed" - her siger Paulus altså udtrykkeligt hvad Kristi retfærdighed består i. Han siger det var hans lydighed, hans egen personlige fuldbyrdelse af hele Faderens vilje. Ligesom syndefaldet bestod i "det ene menneskes ulydighed", sådan skulle genoprettelsen ske "ved den enes lydighed". Hele Kristi liv på jorden, fra krybben til korset, var lydighed. "Kærligheden er lovens opfyldelse", siger Paulus (Rom. 13:10). Kristus havde en fuldkommen kærlighed både til sin far og til os mennesker. Af kærlighed til os, og lydighed mod sin far, kom han til jorden og blev vor bror. I den samme kærlighed gik han omkring og gjorde vel, og hjalp alle. Af kærlighed til os og lydighed mod sin far, ville han også "smage døden for alle". Han var "lydig til døden - ja, korsets død" (Fil. 2:8). Det at være en lydig tjener var jo meget langt fra hans egentlige stilling, han som selv var lovgiveren og alle kongernes konge. Derfor hedder det i Heb. 5:8 at han i sit liv på jorden "lærte lydighed af det han led". Og Herren Kristus siger selv at det var hans mad "at gøre hans vilje som har sendt mig" (Joh. 4:34). At hele Kristi liv var lydighed, det har Herren ved sin Ånd talt klart og tydeligt i Salme 40. Der ser vi Kristus tale gennem David: "Slagtoffer og madoffer har du ikke lyst til - du har boret mine ører". Det sidste peger hen på det som den gang var sædvanlig, at livsduelige trælle blev mærket ved at ørerne blev gennemboret. På den måde vidner Kristus da om at han helt og holdent var blevet en lydig tjener, sådan som han også i vers 9 tilføjer: "at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit hjerte". Intet mindre end en så høj og fuldkommen lydighed, kunne frelse menneskene fra den fordømmelse som var kommet over os på grund af den enes ulydighed. Men se nu nøje på denne Kristi fuldkomne lydighed. Det er jo den som skjuler al vor stadige ulydighed! Alle de helliges åndelige nød og klage er jo netop dette at de ikke kan lyde Gud som de burde, men igen og igen synder mod ham. Der hvor ånden er villig og hellig, der opleves det medfødte fordærv bare endnu mere føleligt og tyngende, og det opleves altid som en ulydighed mod Gud. Al synd i hjertet og i det åbenlyse, i tanker, begær, ord og gerninger, er alt sammen, dybest set, ulydighed mod Gud som gennem sin hellige lov forbyder alt ondt. Da ængstes og klager de troende, og bliver bange, fordi de ser sin ulydighed mod Gud. Men hør nu her! Mod al denne vor ulydighed har Gud sat sin Søns lydighed. Hans lydighed skal være vor lydighed. Det er jo det vor tekst taler om: "så skal også de mange stå retfærdige ved den enes lydighed". Det var netop for dette, at Gud sendte sin Søn under loven, siger apostelen, "for at han skulle købe dem fri som var under loven" (Gal. 4:5). Fra evighed af så Gud alle mennesker ligge under synden og dommen, og så gennemfordærvet at der ikke var en eneste som fuldkomment kunne lyde eller opfylde loven. I sin evige barmhjertighed besluttede han da, før verdens grundvold blev lagt, at han selv skulle genoprette dette "ved den ene". Hans Søn skulle blive "kvindens æt", et virkeligt menneske, men med en fuldkommen lydighed. En ny stamfar og stedfortræder for os, som skulle opfylde loven, og gå ind under dens forbandelse. Alt sammen for at vi, som var blevet syndere gennem den første stamfars ulydighed, nu skulle blive retfærdige alene gennem den andens lydighed. Og det er netop denne Kristi fuldkomne lydighed som egentlig udgør selve retfærdigheden, som gør at vi kan bestå ind for Gud. Konkordieformelen siger: "Derfor ser troen på Kristi person, som den som kom under loven for os, har båret vor synd, og ved at han gik til Faderen for os arme syndere, har vist sin himmelske Fader den fuldkomne lydighed, og dermed skjult al vor ulydighed som bor i vor natur og stikker frem i tanker, ord og gerninger, sådan at denne (vor ulydighed) ikke tilregnes os til fordømmelse, men af ren nåde bare for Kristi skyld bliver tilgivet os og forladt". Derfor, vil du være en ret kristen og tro Guds nåde, men hindres og tynges af din egen stadige ulydighed, da skal du alvorligt gribe denne trøst: Kristi lydighed er min lydighed. Skulle jeg stå for Gud kun med min egen lydighed, så måtte jeg fortvivle og aldrig mere tænke på at blive frelst. Da var jeg fortabt, hvis jeg skulle

18 dømmes efter loven. Men derfor har Kristus været under loven og levet et liv i fuldkommen lydighed, for at han derved skulle "købe dem fri som var under loven". For han behøvede sandelig ikke være under loven for sin egen skyld. Han gjorde det alt sammen for os, i vort sted, for at det skulle tilregnes os. Så er dette min eneste retfærdighed: Altså ikke min lydighed, men hans lydighed. For også når det nye menneske i mig vil være lydig, er det gamle menneske i mig alligevel fuld af ulydighed. Derfor er det bare dette jeg kan trøste mig til: At Kristus var lydig for os. På denne måde skal vi tage denne trøsterige tekst til os. Nogen siger: Hvad hjælp er det for mig at Kristus var lydig, når jeg ikke selv kan være det? Så svarer vi: hvis ikke Kristi lydighed er din lydighed, så er du evigt fortabt. Her taler Herrens apostel til os at bare "ved den enes lydighed skal vi stå som retfærdige". Vi må i stort alvor indprente disse ord i vore hjerter: "ved den ene", "ved én mands retfærdige gerning", "ved den enes lydighed". Hvis ikke vi holder fast i sådanne sandheder, vil det vi føler i vor natur, samvittigheden og vantroens påvirkning, drive os i alle retninger som skum på det vilde hav. Men derimod, hvilken salig trøst og tryghed er det ikke for en stakkels, udmattet synder, at hvile på denne faste klippe: Guds evige beslutning, at på samme måde som vi alle blev syndere ved den enes ulydighed, sådan skal vi også blive retfærdige alene ved den enes lydighed. Den tekst vi nu har haft foran os (vers 12-19) er af den allerstørste betydning for hele livet til en kristen, både som den rette lære, og for hjertets tro. Gennem en herlig sammenligning mellem Adam og Kristus, har apostelen her forkyndt den store hovedsandhed i Kristi evangelium. Sandheden om at sådan som al synd, død og fordømmelse er kommet over alle mennesker gennem den enes ulydighed, på samme måde kommer også al retfærdighed og salighed alene gennem den enes lydighed. Men han har også vist at det gode som vi arvede ved Kristus, ikke bare er lige så stort som det onde vi arvede fra Adam. Nej, nåden og retfærdigheds-gaven har en overstrømmende rigdom, sådan at den som modtager gaven ikke bare har fuld genoprettelse af det som var tabt, men også en meget større nåde, ære og herlighed end menneskene kunne have før syndefaldet. Summen, ikke bare af denne tekst, men også af alt det Paulus vil forkynde, fra syttende vers i første kapitel og til slutningen af dette femte kapitel, går ud på at menneskene ikke bliver retfærdiggjort gennem lovens gerninger, dvs. gennem noget de selv kan være eller gøre efter loven, men bare gennem en fri gave i Kristus. Men da rejser der sig et naturligt spørgsmål vi nødvendigvis bør have svar på: Hvad skulle da loven tjene til? Når hele lovens opgave er at tale om synd og retfærdighed, skulle den da ikke virke retfærdighed? Dette svarer Paulus nu på i næste vers, men på en måde som sikkert virker uventet og stødende på mange. 20: Men loven kom til for at faldet skulle blive stort. Men der hvor synden blev stor, der blev nåden endnu større! Her udtrykker apostelen i klare ord den hemmelighed som nok kun det åndelige øje vil have set (dels i den store forsoningslære helt fra verden blev til, dels også konkret i Kristi tale og domme): dette at Guds mening og sigtemål med loven ikke var at menneskene gennem den skulle blive retfærdige og hellige. Men tværtimod, at den syndens sygdom som ligger i al menneskenatur, skulle derved bryde ud og vise sig, og dermed gøre at der blev skabt et behov og en længsel efter Israels store læge. Sådan skulle der "ryddes en vej for Herren". Alt skulle tjene ham, for alene i ham var livet. Det var dette loven skulle tjene til: Ikke formindske, men forøge synden. Men det er denne hemmelighed al fornuft rejser sig imod så længe vi lever. Det mest nærliggende for os at tro, er at loven må virke sådan som den lærer og tilsigter. Når den forbyder synden, så må den også bevirke at synden dæmpes. Når den lærer og tilsigter det som er ret og helligt, så må den også virke retfærdighed og hellighed hos dem som tager loven alvorligt. Og denne tanke ligger så dybt i alle menneskers natur, at selv Guds børn, som både ofte og føleligt har erfaret at gennem loven fik synden bare liv og dobbelt styrke, mens derimod nåden bare kunne hellige hjertet, - selv disse falder stadig på ny i samme grøft, at de skal forbedre sig selv eller andre ved loven. Måtte vi derfor i stort alvor give nøje agt på det apostelen lærer os her, når han siger at loven har en modsat virkning. Den skal tværtimod bevirke at synden "bliver stor"(svensk: at synden flyder over), og at det er dette som er Guds sigtemål med loven. Men lad os se nærmere på tekstens konkrete ordlyd. Men loven kom til for at faldet skulle blive stort. "Kom til", dvs. at i tillæg til den frelsesplan som nu er forkyndt og forklaret gennem Kristus, så har Herren Gud også givet os en lov, den som er skrevet i konkrete bud, og givet gennem Moses (se vers 13-14). Og Guds dybeste mening og hensigt med denne lov var altså at "faldet skulle blive stort" (svensk: overtrædelsen skulle flyde over). Endnu mere konkret taler grundteksten sådan (svensk) "at overtrædelsen måtte formeres eller blive overmåde stor". Men hvad betyder så dette? Først må man forstå teksten sådan, at ikke kun var det sådan det gik, men at dette også har været Guds egen hensigt med at loven blev givet. Men dette er jo da alt for utroligt! Hvordan

19 kunne det være Guds hensigt med loven, at synden bare skulle øges, når Gud er hellig og gennem loven netop forbyder synden? Svar: her siges der ikke at Gud gennem denne lov tilførte synd, og gav synden livsvilkår. Nej, synden var i sandhed allerede tilstede i menneskene. Guds hensigt var bare at denne synd ikke skulle være der skjult og ubevidst for menneskene, så synderen fortsat kunne leve i et bedrag om at han var god og retfærdig. Derfor gav Gud os en lov med bestemte bud og forbud, som satte grænser for friheden, og dermed lod syndens værk manifestere sig. Så kunne synden blive åbenlys, og virke sønderknuselse. Før loven blev givet ved Moses, var kendskabet til Guds vilje svagt blandt mennesker. Derfor var synden da mere en abstrakt ondskab. Ikke konkret synd, som når velkendte, konkrete bud blev overtrådt. Derfor gav Gud os en lov med mange tydelige og bestemte bud, for at ondskaben altid måtte fremstå som konkret "synd". "For at faldet skulle blive stort", siger Paulus. Gennem forbud vækkes og pirres også begær (Rom. 7:5-13), og derfor "blev synden stor" (flød over), blev stærkere, som sidste del af verset viser. Det er dette Paulus taler om her. Mange har villet lægge en anden mening i dette, end det som ligger i apostelens egne udtryk. De siger: Meningen er ikke at synden, men bare synds-erkendelsen skulle blive større. En følge af at synden bliver stor, bliver selvfølgelig at man også lærer at kende syndserkendelse. Men det er ikke det Paulus har talt om her. Han siger jo klart og tydeligt at "faldet skulle blive stort", og "der hvor synden blev stor". I første vers i næste kapitel lader han os desuden klart og tydeligt forstå at her er der ikke tale om syndserkendelse, men om at synden blev stor. Der siger han: "Hvad skal vi da sige? Skal vi blive ved i synden for at nåden kan blive større?". Han regner ikke med at nogen skal have opfattet det han her taler om (vers 20), som om det skulle gå på syndserkendelse. Og hele hans forklaring i sjette kapitel viser tydeligt at det han har talt om her, det er at selve synden skulle blive stor, på grund af loven. Som nylig sagt, bliver en af følgerne selvfølgelig også at man lærer at kende synden i sig. Men vor tekst taler om et langt mere sørgeligt og tankevækkende forhold: Dette at selve synden gennem loven skulle markere sig, og vokse. Og dermed at hverken retfærdighed eller helliggørelse kunne komme gennem loven. For at vi bedre skal forstå lovens sigtemål, må vi minde om at den virker på tre forskellige måder: Først på samme måde som det verdslige sværd: Med bud og forbud hindre den vantro verden i laster og ugerninger, som de ville ødelægge sig selv og sine medmennesker med. Men denne virkning af loven tjener ikke til sjæles frelse, men er kun for det timelige liv. For det andet tjener loven også til menneskers omvendelse, men da på en helt anden måde. Da virker den ikke til at hindre synden og bidrage til vor retfærdighed, men tværtimod til at synden i os bare rejser sig og bryder ud, til vi må opgive os selv og alle vore muligheder for at frelses, og søge vor frelse bare i Kristi forsoning. Dette var det vigtigste mål for lovens virkning. Det tredje er at den jo også tjener Guds børn. Dels som en hellig rettesnor for deres liv, som altid viser os hvad der er ondt eller godt i Guds øjne. Den er en hjælp mod alle hjertets og djævelens bedragerier i disse spørgsmål. Dels er den også et spejl, som altid viser os vor synd og urenhed, som ydmyger og tugter os. Men fordi Paulus her er optaget med selve den store hovedlære om frelse for syndere, så må han tale om hvordan det kan ske at synderen knuses, modnes og åbnes for nåden alene. Da er det ikke lovens værk at mindske synden, men tværtimod at tvinge dens omfang frem, mangfoldighed og grufuldhed. Og dette kan kun foregå på den måde som nu er omtalt, ved at først flere og flere af budene bliver klarere og klarere for menneskene. Da sker det at desto større bliver faldet og synden også. For når friheden indskrænkes for en skabning som er "solgt under synden", under et overmægtigt fordærv, så sker faldene i synd i samme grad stærkere. Og jo mere lys dette menneske får over Guds vilje, desto værre fortoner synden og overtrædelserne sig for ham. I tillæg til dette har vi det forhold som apostelen tager op i kap.7:5-13. Der taler han om naturens ondskab, som er så stor at selve forbuddet bare ophidser til overtrædelse. Paulus taler om "da buddet kom", og siger at han ikke kendte begæret, dersom loven ikke havde sagt: Du skal ikke begære! Og da, siger han, er det dette som sker: "synden benyttede sig af buddet og vakte alle slags begær i mig". Det som sker, er jo at når mennesket oplever at det ikke kan opfylde loven, så bliver det bittert mod Gud og hans lov (kap. 8:7). Luther siger: "så snart loven virkelig bliver åbenbaret for et menneske, så er der straks nogen af disse "ulovlige" kræfter som rejser sig i mennesket. Disse kræfter hader selvfølgelig loven, som forbyder og plager menneskene. Så bliver disse modstandskræfter forbitret og vrede. De rejser sig og øges i styrke. Altså er loven syndens kraft (1. Kor. 15:56), for den ophidser og forstærker synden. Derfor kaldes den også for "dødens lov", fordi den døder/dræber det gamle menneske når den har gjort synden større".

20 "Da er det overmåde vigtigt at vide", siger Luther videre, "at det er på denne måde man skal bruge loven. For et menneske som efter verdens målestok ikke er en morder, en horkarl eller en tyv, men fremstår som et virkelig fromt menneske, han ville gerne sværge på at han virkelig er retfærdig og from. For djævelen har forblændet og befæstet sig i ham, så han ikke hverken ser eller kender sin synd, sin nød og sin fortabthed. Derfor lever han i denne indbildning, bygget på sine gode gerninger og fortjeneste. For at en sådan helgen skal blive gjort blød og lille, så han erkender sin fortabthed og fordømte tilstand, har vor Herre Gud ikke noget andet middel som duer, end loven. For loven er den rette kølle eller hammer, det rette tordenslag og Guds vredes økse, som hugger ind, slår ned til jorden og knuser de blinde og forhærdede hyklere. Dette er altså lovens eget og mest betydningsfulde værk, som den må få lov at udrette. Dette er den da også først og fremmest sendt til, af Gud. Den skal forfærde og opvække folket, på samme måde som Israels børn blev forskrækket af lyn, torden, og lyden af basuner ved bjerget Sinai, da de fik loven. På denne måde rydder loven vej for nåden. For Gud er Gud for de som er elendige, bedrøvet, fattige, nedtrykte, og fortvivlede. Til disse kommer Gud med sit egentlige værk, det som er hans egen natur, hans eget væsen: Han ophøjer de elendige, mætter dem som hungrer, trøster og beriger de fattige og elendige, gør syndere retfærdige, døde levende, de fortvivlede og fordømte salige" (Luthers forklaring til Gal. 3:19). Men loven kan desværre ikke forøge synden og nøden på denne måde, hos alle som omgås med loven. Loven har altid to slags disciple: Selvretfærdige gerningskristne - og fortvivlede syndere. De førstnævnte er de som bliver optaget med hvad de skal gøre, bliver "aktive kristne" som det hedder. De har ikke mødt lovens åndelige krav, men er som farisæeren i Luk. 18:1-12. De har "tilpasset" loven, taget de dele af loven ud som passer dem. Deres fred og tryghed bygger, - ofte ubevidst -, på deres store afstand fra de åbenlyst store synder. Og de takker Gud, og giver ham al æren for at de ikke ligger i synden, og for hele sit liv og virksomhed. Deres indre liv har endnu ikke måttet stå ret overfor Den Hellige Gud. Sådan foregår det hos de mennesker som optræder som alvorlige kristne, men med al kraft kæmper mod denne Paulus' lære om at loven virker sådan at faldet bliver stort, og synden levende. De ved ikke at deres kristendom bare betyder at loven endnu ikke har fået lov at gøre sit rette værk hos dem. Endnu har den ikke angrebet deres indre ondskab. De har bare, som farisæerne, været optaget med visse sider af loven, været optaget med "tjenesten", med "virksomheden". Derfor er dette forhold, hvordan loven har virket i et menneske, et helt afgørende tegn som skiller, på den ene side: de som bare bekender sig og lever som kristne - og på den anden side: de som er kristne. Men hvad er det vi siger? Skal loven ikke hindre synden, men tværtimod bare øge den? Skal man ikke tale til letsindige mennesker med lovens ord, og da i den hensigt at de må leve efter den, leve et bedre liv? Skal de derved tværtimod blive mere syndige? Skal man ikke med loven straffe, f.eks. en som er uærlig, en påståelig osv., i håb om at de skal aflægge synden? Svar: Hvis dette virkelig er letsindige mennesker, enten uomvendte verdens børn som ikke bryder sig om hvad synd er for noget, eller ligeglade kristne mennesker som er blevet fristet væk fra sine hellige forpligtelser, så kan loven i begge disse tilfælde virkelig tjene til at det bliver en positiv ændring i deres liv. Men hvis loven allerede har fået lov at arbejde med dem, knust dem og dømt dem i samvittigheden, da bliver det bare endnu værre med dem når de møder loven. Da behøver de et andet ord som føder selve livet i dem, og giver dem den hjertelige tillid, kærligheden, lysten og kraften. Hvis det allerede er loven som arbejder på samvittighed og hjerte, da bliver synden kun værre når loven træffer dem. Det er dette som ofte overrasker og bedrager os, når et menneske endelig med alvor begynder at regne med på Ordet og arbejde på sin omvendelse, at synden da bare bliver endnu værre, sådan at nu tager lysterne og begæringerne virkelig fat og driver dem, - noget de tidligere ikke har oplevet (Rom. 7:5-13). Kort sagt: Hvis et menneske ikke er kommet længere end at det fortsat magter at gennemføre det som det tror Guds ord forventer, så byd og pålæg ham alt det Gud kræver i sin lov! Intet mindre! Og så længe dette menneske lykkes i at leve en tilfredsstillende kristendom, så længe forbliver det en gerningskristen som ikke er knust. Men kommer den dag så i dette menneskets liv at hele hans kristenliv mislykkes, når synden bare "bliver overmåde syndig ved buddet". Da mist ikke modet! Da har Gud begyndt sit værk i ham. Da skal han blive mere end "et kristeligt menneske". Da skal han blive født på ny. Og det sker når han har opgivet hele sit arbejde med at omvende sig, og tager sin tilflugt alene til den uforskyldte nåde. Da bliver han en kristen. Men der hvor synden blev stor, blev nåden endnu større (svensk: der hvor synden flød over, der flød nåden endnu mere over). Du som netop er inde i denne bitre oplevelse af at just når du virkelig ville blive en ret kristen, gudfrygtig, lydig og ren, så har du virkelig fået at se hvordan synden hersker i dit liv. Ja, hersker og bryder ud i syndige gerninger. Synden flyder over sine bredder! Til dig taler Ordet: Fortvivl ikke! "Der hvor synden blev stor, blev nåden endnu større". Stærk og brændende i Ånden taler Paulus her om nådens