Kendelse fra Landinspektørnævnet

Transkript

1 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 2004 side 49 Landinspektørnævnet fandt sig kompetent til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt landinspektør L ved afsætningen af et skel handlede i overensstemmelse med god landinspektørskik, og afviste hermed L s påstand om det modsatte. Landinspektørnævnet fandt desuden, at L ikke havde fulgt reglerne i 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, ved at afsætte skellet, der ikke fremtrådte synligt på stedet, efter matriklens oplysninger uden forinden at give de berørte lodsejere lejlighed til at udtale sig. Endelig kunne nævnet ikke følge L i dennes betragtning om, at han kunne afsætte skellet uden at involvere parterne, fordi han af sin klient havde fået oplyst, at bestillingen også skete på klagerens vegne Kendelse fra Landinspektørnævnet I Landinspektørnævnets sag nr. 242: A mod landinspektør L afsagde nævnet den 17. september 2003 følgende: I et brev af 16. maj 2002 og i efterfølgende breve har A klaget over landinspektør L i anledning af, at landinspektøren har afsat skellet mellem A s ejendom matr.nr. 17a. og matr.nr. 11n., tilhørende B,. ApS. Det er A s opfattelse, at han i henhold til reglerne i 4 i bekendtgørelse nr. 498 af 6. juni 2000 om matrikulære arbejder havde krav på at få lejlighed til at udtale sig, før L afsatte skellet. I brevet af 16. maj 2002 står der bl.a.: På grund af dårlig behandling fra Landinspektør A s side fremsendes hermed oplysninger om den konkrete sag. 25. april 2002 Konstateres at skel omkring naboejendommen var afmærket med nye skelmærker uden at jeg var blevet orienteret. Naboejer har rekvireret en landinspektør for udførelse af en skelafsætning. Jeg forventer at modtage dokumentation for arbejdets udførelse fra den pågældende landinspektør som jeg på det tidspunkt ikke kender. 30. april 2002 Da ingen landinspektør henvender sig, ringer jeg rundt til en række landinspektører. Den 3. som jeg henvender mig til havde udført arbejdet. En sekretær fra firmaet. kunne bekræfte at de havde sagen. 1. maj 2002 Jeg kontakter firmaet og taler med landinspektør N. Han fortalte, at det var ham der havde søgt oplysninger om skelplacering hos Kort og Matrikelstyrelsen som kunne oplyse at de oplysninger de lå inde med var helt tilbage fra 18. tallet og var ikke brugbare. Jeg gjorde herefter N opmærksom på at jeg så var endnu mere forundret over hvordan skelafsætningen så har kunne gennemføres. Jeg oplyste herefter at jeg var i besiddelse af matrikkelkort og målkort fra 1908, 1922 og 1954 som tilsammen udgjorde et sikkert grundlag for en eventuel skelafsætning. Jeg lovede at fremsende materialet, og N bekræftede at denne dokumentation selvfølgelig ville blive taget med i hensynet til skelplaceringen. 6. maj 2002 L kontakter mig telefonisk da han nu har modtaget min dokumentation. Han bekræftede, at han aldrig havde set et af de væsentligste fremsendte matrikkelkort. På mit spørgsmål om hvad der har været grundlaget for hans afsætning var han meget afvisende og spids i sine udtalelser. Under samtalen fandt han et Ortofoto frem fra ca. 1988, som åbenbart viste en anden placering af skel. Han lovede at fremsende en sort/hvid kopi som for øvrigt aldrig blev modtaget. Efter samtalen fandt jeg via internettet en vejledning om matrikulære arbejde Heri kunne jeg konstatere, at landinspektøren ikke havde fulgt de rette spilleregler om god landinspektørskik, og om at naboejere har krav på at blive orienteret når skel omkring deres ejendom afmærkes således at de ikke selv skal undersøge, hvornår og hvorfor der er anbragt et skelmærke. Materialet blev faxede til L. 12. maj 2002 Da jeg stadig ikke havde modtaget grundlaget for afsætningen sendes en rykkerskrivelse med anmodning om at en hurtig besvarelse imødeses. 15. maj 2002 Modtages en skrivelse fra landinspektør L om at han inden for de nærmeste dage vil fjerne den afmærkning han havde placeret. Han refererer mine skrivelser helt forkert. I min rykkerskrivelse af 12. maj 2002 nævnes, at afsætningen umiddelbart ikke kan anerkendes på grund af manglende dokumentation. Han vender sagen som om hans arbejde overhovedet ikke anerkendes. Han skriver også at han telefonisk har gennemgået det materiale som har ligget til grund for arbejdet

2 2004 side 50 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider hvilket ikke er korrekt, da han jo ikke har haft noget materiale. Han respekterer heller ikke den dokumentation som bliver ham fremsendt således naboejernes interesser varetages på betryggende måde. Jeg læser skrivelsen som om han godt ved at han er inde i en gråzone og ikke har fulgt de retslige forpligtelser som er forbundet med sin beskikkelse som landinspektør, og nu vil ud af sagen hurtigst mulig... Vedlagt som bilag til klagen har A medsendt kopi af en telefax, som han den 6. maj 2002 har sendt til L. Telefaxen indeholder en kopi af et uddrag af Vejledning nr. 46 af 18. april 2001 om matrikulære arbejder, afsnit om Inddragelse og underretning af naboejere, hvor A har indrammet følgende afsnit: Selvom der ikke er uoverensstemmelse, kan der alligevel være tvivl om skellets præcise beliggenhed. En sådan tvivl kan navnlig opstå, når der ikke er tilstrækkelige mål til afsætning af skellet, og skellet heller ikke er tydeligt i stedet. I sådanne situationer, der kan være meget forskellige, skal landinspektøren i overensstemmelse med god landinspektørskik, inddrage naboejere forud for skelafmærkningen, således at naboejernes interesser varetages på betryggende vis.. Ud for afsnittet har A i margen anført: Har ikke været tilfældet i denne sag. A har desuden indrammet nedenstående afsnit fra vejledningen: Naboejere har krav på at blive orienteret, når skel omkring deres ejendomme afmærkes, således at naboejere ikke selv skal undersøge, hvornår og hvorfor der er anbragt et skelmærke.. Landinspektør L har i et brev af 27. juni 2002 og efterfølgende breve afgivet sine bemærkninger til A s breve. Landinspektøren har i første række påstået sagen afvist på grund af formelle fejl i klagen, idet han mener, at det af A s klage til nævnet ikke klart fremgår, hvad der er klagens genstand. I anden række har han påstået frifindelse. L har i sine breve bl.a. anført, at der mellem A og dennes nabo, B, var enighed om i fællesskab at rekvirere en landinspektør til at afsætte skellet mellem deres ejendomme. Det er i den forbindelse L s synspunkt, at da naboejerne optrådte samlet over for ham, var det B som rekvirent, der skulle have orienteret A om skelafsætningen. Samtidig har han anført, at han havde ret til at udtræde af sagen, idet parternes uenighed om skellets beliggenhed medførte, at den forudsætning, hvorunder han påtog sig opgaven, var bristet. L har desuden anført, at han ville have underrettet de berørte parter om skelafsætningen i forbindelse med afregningen af arbejdet, men dette tidspunkt var endnu ikke indtruffet, da A kontaktede ham. Han underrettede A om, at han havde afmærket et foreløbigt skel, men at han efterfølgende havde konstateret, at det skulle ændres i marken. I tilknytning til sit synspunkt om, at det af A s klage ikke klart fremgår, hvad der er klagens genstand, har L spurgt nævnet, hvad der er emnet i klagesagen. Landinspektørnævnet har i et brev af 11. februar 2003 som svar på L s spørgsmål oplyst, at nævnet vil behandle spørgsmålet om, hvorvidt L ved afsætningen af skelmærkerne har overholdt reglerne for afsætning af skel i 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder. Landinspektørnævnet har tidligere tildelt landinspektør L følgende sanktioner for at have tilsidesat sine pligter som landinspektør, jf. landinspektørlovens 7: 1. En irettesættelse ved kendelse af 14. april 1988 (Sag nr. 113) for at have forestået en udstykning, uden tilstrækkelig sikkerhed for, at adgangsforholdene til parcellen var i orden. 2. En bøde på kr. ved nævnets kendelse af 30. juni 1989 (Sag nr. 120) for i forbindelse med med en vejudskillelse ikke at have berigtiget naboejendommenes arealer i overensstemmelse med de faktiske forhold. 3. En bøde på kr. ved nævnets kendelse af 3. maj 1994 (Sag nr. 148) for fejlagtig behandling af en sag om fastlæggelse af skel. 4. En bøde på kr. som en fælles sanktion ved følgende to samtidigt afsagte kendelser af 5. december 1997: - (Sag nr. 173) for at have undladt at orientere de berørte lodsejere i tilstrækkeligt omfang i forbindelse med afmærkningen af skel. - (Sag nr. 176) for ikke at have givet de involverede lodsejere mulighed for at udtale sig, før han afsatte et skel. Den 20. maj 2003 afholdtes møde i nævnet. Indklagede, landinspektør L, og klageren, A, var begge mødt. A forklarede, at han den 13. april 2002 opdagede, at hans nabo, B, var i færd med at fjerne to skelafmærkninger i det fælles skel. Han kontaktede naboen og gjorde ham opmærksom på, at dette ikke var lovligt. Dagen efter kontaktede han den tidligere ejer af sin ejendom for at få dennes oplysninger om skellet. Den 21. april 2002 var naboen i færd med at markere skellet. Han kontaktede naboen, og i denne forbindelse foreslog han ham, at de skulle lade en landinspektør foretage afmærkning af skellet. Han tilbød at betale halvdelen af udgifterne hertil. Naboen sagde, at han ville kontakte et landinspektørfirma. Den 25. april 2002 konstaterede han, at der var afsat skelmærker. Den 30. april 2002 ringede han rundt til forskellige landinspektørforretninger for at finde ud, hvem der havde afsat skelmærkerne. Han talte med en sekretær hos firmaet Landinspektør L, som oplyste ham om, at det var firmaet, som havde opgaven. Den 2. maj 2002 ringede han på ny til firmaet. Denne gang

3 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 2004 side 51 talte han med landinspektør N, som oplyste ham om, hvilke oplysninger der lå til grund for skelfastlæggelsen. De aftalte, at A skulle sende sine oplysninger om skellets beliggenhed til landinspektørfirmaet. Disse oplysninger viste, at skellet måske havde en anden beliggenhed end fastlagt af L. Den 6. maj 2002 blev han telefonisk kontaktet af L, og de drøftede grundlaget for afsætningen af skellet samt de oplysninger, som A havde sendt til L. Under samtalen fandt L et ortofoto fra 1987 frem, der tilsyneladende viste skellet med en anden beliggende end afsat. L lovede, at sende en kopi af ortofotoet til ham, hvilket endnu ikke er sket. Den 7. maj 2002 begyndte Hedeselskabet at plante træer på naboejendommen. Den 12. maj 2002 rykkede han L for den lovede kopi af ortofotoet. Den 15. maj 2002 modtog han et brev fra L, hvori denne oplyste, at de afsatte skelmærker ville blive fjernet. Den 16. maj 2002 klagede han til Landinspektørnævnet. Det er A s opfattelse, at han i henhold til reglerne i 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejde havde krav på at få lejlighed til at udtale sig, før L afsatte skellet. L forklarede, at skelafsætningen blev bestilt den 18. april 2002 af. Aps., formentlig ved direktør B. I hans landinspektørfirma var det sandsynligvis. landinspektør N, der modtog bestillingen. Den rekvirerede opgave bestod i at sætte et skel af, som ingen af parterne kendte placeringen af, idet der ingen fysiske grænser var på stedet. Det blev desuden oplyst, at sagen hastede. Det var ligeledes N, der bestilte måloplysninger i Kort- og Matrikelstyrelsen. Idet sagen hastede, tog L den med på sin måledag den 25. april Der var ingen brugsgrænser mellem B og klagerens ejendomme, idet de henlå som én stor mark. På B s ejendom var der allerede foretaget dybdepløjning med henblik på plantning af træer, hvilket bekræftede, at sagen hastede. Der var ingen hjemme, hverken hos B eller hos klageren. Han foretog en opmåling af forholdene på stedet, herunder af to gamle ikke-autoriserede jernrør samt eksisterende diger. Hans beregning sammenholdt med de gamle mål viste, at jernrørerne stod i skel, og han beregnede herefter afsætningsdata. Kun til skelpunktet i det sydvestlige hjørne havde han ikke mål. Samme aften foretog han en kontrolberegning, og han konstaterede her, at han havde begået en fejl ved afsætningen af det sydligste skelpunkt. Skelpunktet skulle flyttes ca. 5 meter, hvilket han gjorde den 2. maj Det er hans opfattelse, at det måleblad, som A har sendt til ham, ikke kan lægges til grund ved fastlæggelse af skellet. På grundlag af ortofotoet fra 1987 har han udtalt, at der kan være behov for, at der gennemføres en ejendomsberigtigelse. Han har derfor sendt en kopi af ortofotoet til sin rekvirent og spurgt denne, om han skal foretage en ejendomsberigtigelse. L forklarede videre, at det fastlagte skel faldt midt i en roemark, og da der derfor ingen ejendomsgrænse fandtes på stedet, kunne den ikke være i uoverensstemmelse med matriklens oplysninger om skellets beliggenhed. Han skulle derfor ikke iagttage reglerne i 4, stk. 2, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder og kunne afsætte skellet uden først at involvere parterne. Han understregede i samme forbindelse, at han af sin klient havde fået oplyst, at bestillingen af skelafsætningen også skete på klagerens vegne, og at sagen hastede. Det er almindelig praksis i hans landinspektørfirma, at de i tilsvarende sager sender kopi af målebladet til registrering i Kort- og Matrikelstyrelsen. Desuden er det også almindelig praksis, at de sender kopi af målebladet til parterne som dokumentation for skelfastlæggelsen. Dette ville også være sket i denne sag. Han var ikke klar over, om han af hensyn til Kort- og Matrikelstyrelsens ophavsret måtte give partene en kopi af de gamle måleblade. Adspurgt af Landinspektørnævnet oplyste A, at han opfattede de jernrør, som hans nabo var ved at fjerne, som afmærkning af skellet mellem ejendommene. Ved sin erhvervelse af ejendommen i 1993 var jorden ikke samdrevet med naboens. Halvdelen af skellet mellem ejendommene var dengang markeret med et højt dige, mens resten af skellet var en dyrkningsgrænse. Han mener, at L s skelfastlæggelse ser rimelig ud undtagen på den sydlige del, hvor skellet har en underlig krum form. L oplyste hertil, at hullerne efter jernrørene passer med det skel, som han har afsat. Det er hans overbevisning, at skellet er sat rigtigt af. Adspurgt af nævnet oplyste L, at når han i sine skrivelser anvender udtrykket den foreløbige afmærkning, mener han, at skelafsætningen endnu ikke er færdigmeldt internt i firmaet, herunder at målingen endnu ikke er indsendt til registrering i Kort- og Matrikelstyrelsen. Der er intet foreløbigt ved selve skellets fastlæggelse. Ligeledes adspurgt af nævnet oplyste L om baggrunden for, at han underrettede klageren om, at han trak sig ud af sagen. Han forklarede, at han ikke vil føle sig under pres, når han skal træffe beslutning om skels beliggenhed, og han vurderede på baggrund af A s andet brev til ham, at A truede med at klage til Landinspektørnævnet. Han har således også besluttet, at han ikke påtager sig retableringsopgaver, der indebærer den mindste risiko for, at han kan blive indbragt for Landinspektørnævnet. Som afsluttende bemærkninger har L i første række påstået klagen afvist. Dette støttes for det første på formelle fejl i klagen, idet det af A s klage til nævnet ikke klart fremgår, hvad der er klagens genstand. Det var således først ved modtagelsen af nævnets brev af 11. februar 2003, at indklagede blev klar over, at nævnet vil behandle spørgsmålet om, hvorvidt han har overholdt reglerne i 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder. Afvisningspåstanden støttes for det andet på, at nævnet har undladt at træffe en begrundet beslutning om at gå videre med behandlingen af klagen, og denne beslutning er endvidere ikke indført i forhandlingsprotokollen, hvilket er i strid med 10, stk. 2, i bekendtgørelse om Landinspektørnævnet. For det tredje støttes påstanden om afvisning på, at nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmål om overholdelse af 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, idet sådanne spørgsmål henhører under Kort- og Matrikelstyrelsen. I anden række har han påstået frifindelse. Dette støttes på, at det ved vurderingen af, om parterne skulle have været inddraget forud for skelafsætningen, jf. 4, stk. 2, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, var det en betingelse, at han skulle have været i tvivl om skellets beliggenhed, og en sådan situation forelå ikke i denne sag.

4 2004 side 52 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider Landinspektørnævnet udtaler: Det lægges til grund, at landinspektør L har afsat skellet mellem matr.nr. 17a., og matr.nr. 11n. Det bemærkes hertil, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til rigtigheden af det fastlagte skelforløb. L har for nævnet påstået sagen afvist. Nævnet skal til påstandene om afvisning bemærke følgende: 1) På baggrund af A s brev af 16. maj 2002 sammenholdt med bilagsmaterialet, specielt A s telefax af 6. maj 2002 til indklagede, finder nævnet, at der ikke kunne være tvivl om, at klagen vedrører 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder. 2) I et brev af 19. juni 2002 meddelte nævnet indklagede, at nævnet havde besluttet at gå videre i behandlingen af klagen og anmodede i den forbindelse om hans bemærkninger til den fremsatte klage. Ved sin beslutning om at gå videre i behandlingen af sagen har nævnet ikke truffet en beslutning, som skal indføres i beslutningsprotokollen eller begrundes. I beslutningen ligger alene, at nævnet ikke på forhånd har fundet grundlag for at afvise klagen. 3) 4 i bekendtgørelse om matrikulære arbejder indeholder bestemmelser, der foreskriver landinspektøren en bestemt fremgangsmåde ved afsætning af skel. Da tilsidesættelse af bestemmelsen endvidere ikke er sanktioneret på anden måde, ligger det inden for nævnets kompetence at behandle spørgsmålet om, hvorvidt L ved afsætningen af skellet handlede i overensstemmelse med god landinspektørskik. Til påstanden om frifindelse bemærkes følgende: L har anført, at han ikke konstaterede nogen uoverensstemmelse mellem ejendomsgrænsen på stedet og matriklens oplysninger om skellets beliggenhed, samt at han ikke var i tvivl om skellets rette beliggenhed, hvorfor han ikke skulle iagttage bestemmelserne i 4, stk. 2, i bekendtgørelse om matrikulære arbejder, efter hvilke landinspektøren skal give de berørte ejere lejlighed til at udtale sig, før skellet afsættes. Landinspektørnævnet finder, at det af bestemmelserne i bekendtgørelsens 4, stk. 1, sammenholdt med 4, stk. 2, følger, at L kun kunne afsætte skellet uden forinden at give de berørte lodsejere lejlighed til at udtale sig, hvis han havde konstateret, at ejendomsgrænsen på stedet var i overensstemmelse med matriklens oplysninger om skellets beliggenhed. Nævnet finder endvidere, at der ikke kan være tale om en sådan overensstemmelse, når ejendomsgrænsen ikke fremtrådte synligt på stedet. I øvrigt er sidstnævnte forhold i sig selv et udtryk for en sådan tvivl, at L burde have givet de to grundejere lejlighed til at udtale sig, før han afsatte skellet. Landinspektørnævnet kan heller ikke følge L i dennes betragtning om, at han kunne afsætte skellet uden at involvere parterne, fordi han af sin klient havde fået oplyst, at bestillingen også skete på klagerens vegne. Nævnet finder, at bestemmelserne i bekendtgørelsens 4, stk. 2, skal iagttages, selv om grundejerne har været enige om at rekvirere skelfastlæggelsen, idet dette ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at grundejerne er enige om, at den retligt gældende ejendomsgrænse skal fastlægges i overensstemmelse med matriklens oplysninger om skellets beliggenhed. Efter det anførte finder nævnet, at landinspektøren ved sin handlemåde i forbindelse med skelafsætningen har tilsidesat sine pligter som landinspektør, jf. landinspektørlovens 7. Ved fastsættelsen af sanktionen herfor har nævnet på den ene side lagt vægt på, at landinspektøren tidligere er idømt sanktioner i 5 tidligere sager, heraf 3 i lignende sager, og på den anden side lagt vægt på, at der er gået næsten 5 år, siden han sidst blev pålagt en sanktion. Sanktionen fastsættes i medfør af samme lovs 10 til en bøde på kr. Thi bestemmes: Landinspektør L pålægges en bøde på kr. Lars Buhl John Lundum Niels Krogsgaard

5 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 2004 side 53 Ministerielle skrivelser m.m. Om Naturbeskyttelseslovens 26a og bekendtgørelse om matrikulære arbejder 7 - nedlæggelse af veje og stier - har Kort & Matrikelstyrelsen i notatform den 21. oktober 2004 (J.nr /2004) udtalt: Ved den seneste ændring af naturbeskyttelsesloven, der trådte i kraft den 1. oktober 2004, er der med 26a indført regler, hvorefter amtsrådet kan modsætte sig nedlæggelse af visse veje og stier, som vurderes at have væsentlig rekreativ betydning. Bestemmelserne udgør en del af udmøntningen af den såkaldte adgangsaftale, der generelt har til hensigt at forbedre offentlighedens adgang til naturen. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for indførelse af de konkrete bestemmelser er, at erfaringerne viser, at de eksisterende regler i praksis ikke i tilstrækkeligt omfang sikrer mod nedlæggelse af veje og stier i det åbne land. For så vidt angår private veje og stier, der er optaget på matrikelkortet, findes regler om slettelse af disse på matrikelkortet i 7 i bekendtgørelsen om matrikulære arbejder og afsnit i vejledning om matrikulære arbejder. Private veje og stier, der er optaget på matrikelkortet, er udtryk for, at vejen tjener som adgangsvej for en anden samlet fast ejendom. Det er karakteristisk for private veje og stier i det åbne land, at spørgsmål om vejret, vedligeholdelse m.v. er privatretlige. Det fremgår således også af bemærkningerne til lovforslaget, at bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens 26a ikke ændrer det forhold, at vejnedlæggelser kan være udelukket i medfør af andre regler, aftaler eller på grund af private færdselsrettigheder, herunder færdselsrettigheder opnået ved hævd. I forhold til de matrikulære sager betyder ikrafttrædelsen af 26a, at der ved slettelse af veje og stier på matrikelkortet udover den dokumentation, der nævnt i bekendtgørelse om matrikulære arbejder også bør foreligge en erklæring fra landinspektøren om, at 26a i naturbeskyttelsesloven ikke er til hinder for at vejen eller stien nedlægges. Dette vil blive indarbejdet i bekendtgørelse og vejledning om matrikulære arbejder ved førstkommende revision. 26a i lov om naturbeskyttelse (lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004) er gengivet herunder i sin helhed. 26 a. Nedlæggelse af gennemgående veje og stier, nedlæggelse af veje og stier, der i øvrigt fører til de naturtyper, der er omfattet af 22-25, og nedlæggelse af veje og stier, der fører til særlige udsigtspunkter, kulturminder og lignende, må tidligst ske 4 uger efter, at ejeren har givet skriftlig meddelelse herom til amtsrådet. Stk. 2. Såfremt amtsrådet ikke senest 4 uger efter modtagelsen af meddelelsen har truffet afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af vejens eller stiens rekreative betydning, kan nedlæggelsen iværksættes. Denne afgørelse gælder dog højst i 6 måneder, men kan i særlige tilfælde forlænges. Ved rettidig klage over en afgørelse efter 1. pkt. regnes fristen i 2. pkt. fra det tidspunkt, Naturklagenævnet har truffet afgørelse i klagesagen. Stk. 3. Amtsrådet kan træffe afgørelse om, at vejen eller stien ikke må nedlægges, såfremt vejen eller stien har væsentlig rekreativ betydning, og såfremt der ikke findes eller etableres tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder. Stk. 4. Hvis nedlæggelsen af vejen eller stien ikke er iværksat senest 3 år efter meddelelsen, skal der gives ny meddelelse efter stk. 1, hvis vejen eller stien herefter ønskes nedlagt. Stk. 5. Stk. 1-4 gælder ikke, hvis ejeren kan godtgøre, at vejen eller stien udelukkende er etableret som led i en aftale om fremme af offentlighedens adgangsmuligheder.

6 2004 side 54 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider Om spørgsmålet om en vej er privat eller kommunal har Vejdirektoratet i brev af 14. juni truffet følgednde afgørelse (j.nr. A 01-D ) I brev af 10. maj 2004 har De rettet henvendelse til Trafikministeriet vedrørende ovennævnte emne for så vidt angår G i Solrød Kommune. Trafikministeriet har anmodet Vejdirektoratet om at besvare henvendelsen. De har i brevet bl.a. skrevet følgende: I næsten en menneskealder har G, vejen hvor undertegnede bor, af Solrød Kommune været udlagt som privat fællesvej, og kommunen har således pålagt vejens beboere at betale for vejens vedligeholdelse siden den blev etableret i halvtredserne. I forbindelse med anden sag har det ved nærmere undersøgelse vist sig (nedtrukket fra nettet), at Solrød Kommune er ejer af G med ejendomsnummer med matrikel nummer 22 T, vur deret til kroner nul. Da det normalt er ejeren af et matrikelnummer, der skal betale for vedligeholdelse af eget grundareal, har det derfor undret en kreds af beboere, at kommunen har pålagt beboerne at vedligeholde og foretage eventuelle reparationer af kommunens vej under påberåbelse af, at den er privat fælleseje. Vejdirektoratet kan oplyse følgende: Vejlovgivningen opdeler vejene i to hovedkategorier nemlig 1) offentlige veje og 2) private fællesveje. Som udgangspunkt vedligeholdes de offentlig veje af de offentlige vejbestyrelser, medens de private fællesveje vedligeholdes af private grundejere. Ad 1: Offentlig vej. Ved offentlige veje forstås efter vejlovens 1 veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, og som administreres af stat, amtskommune eller kommune i henhold til vejloven. De offentlige veje inddeles i hovedlandeveje, landeveje og kommuneveje. Efter vejlovens 23 bestemmer kommunalbestyrelsen, hvilke nye kommuneveje der skal anlægges, og hvilke bestående kommuneveje der skal nedlægges. Kommunalbestyrelsen kan optage private fællesveje som kommuneveje. En vej er således kun offentlig kommunevej, hvis en kommune efter denne bestemmelse udtrykkeligt har truffet beslutning om, at vejen skal anlægges som offentlig vej eller senere har besluttet at overtage vejen som offentlig vej. Det forhold, at kommunen ejer vejarealet, er således ikke ensbetydende med, at vejen er offentlig vej. Hvis en sådan beslutning er truffet, skal vejen efter vejlovens 8 optages på kommunens register over offentlig veje. Ved optagelse i eller ændring af vejregisteret skal der ske offentliggørelse i stedlige blade efter kommunens bestemmelse, jf. pkt. 4 i Ministeriet for offentlige arbejders (nu Trafikministeriets) cirkulære af 22. januar 1973 om retningslinier for udarbejdelse og offentliggørelse af fortegnelser over offentlige veje. Samtidig med at vejen anlægges eller overtages som offentlig vej, skal kommunen efter lovens 88 udskille vejarealet i matriklen. Dette medfører, at vejarealet ikke længere udgør en del af en ejendom og ikke længere har eget matrikelnummer. Det forhold, at G har eget matrikelnummer, viser, at vejen ikke er udskilt i matriklen som offentlig vej. Ad 2. Privat fællesvej. Ved private fællesveje forstås efter privatvejslovens 2, stk. 1, veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige, tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje. En vejret er den ret, som den til enhver til værende ejer af en ejendom har over en privat fællesvej, der tjener som færdselsareal for ejendommen, jf. privatvejslovens 2, stk. 2. Da G har selvstændigt matrikelnummer og tjener som færdselsareal for ejendommen langs vejen, er denne definitions kriterier opfyldt, medmindre kommunen også ejer alle de ejendomme, der har vejret til vejen. Om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje kan Vejdirektoratet oplyse, at de af Dem medsendte uddrag af lov om private fællesveje alene omhandler vedligeholdelse af private fællesveje på landet. Bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i byer og bymæssige områder findes i lovens kap. 10 ( 57-62) Efter lovens 57, stk. 1, påhviler pligten til at vedligeholde vejene ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen. Det afgørende for vedligeholdelsespligten er således alene, at en ejendom grænser til vejen men ikke hvem, der er ejer af vejarealerne. Det er efter privatvejslovens bestemmelser således uden betydning for vedligeholdelsespligten, hvem der ejer vejarealet. Vejdirektoratet kan endelig henvise til Kort- og Matrikelstyrelsens vejledning af 18. april 2001 om matrikulære arbejder, hvor der under pkt. 8.3 Adkomstforhold (til private fællesvej på matrikelkortet) er anført følgende: Private fællesvejsarealer, der udgør et selvstændigt matr.nr., er ofte restarealer fra udstykningsejendomme.

7 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 2004 side 55 Formelt vil den oprindelige udstykker af ejendommen som regel stå som adkomsthaver af arealet, selvom han nu er uden tilknytning til området. Dette kan give problemer, når der skal ske henvendelse til vejejeren i forbindelse med skelændringer, vejretsspørgsmål m.v. og i forbindelse med udsendelse af ejendomsskatteskemaer. Hvis adkomsten er overdraget til en grundejerforening, der ikke fungerer i praksis, kan der opstå tilsvarende problemer. Hvis kommunerne i forbindelse med udstykninger træffer aftale med udstykkerne om, at kommunen overtager de private fællesvejsarealer, der helt er afgrænset af skel og registreret ved eget matr.nr., kan det give administrative fordele. Private fællesveje, der efter en sådan aftale skal tilhøre en kommune, bør derfor ikke matrikulært høre sammen med f.eks. fællesarealer, men bør udstykkes med eget matr.nr. Det bemærkes, at vejarealernes ejerforhold er uden betydning for istandsættelses- og vedligeholdelsespligten til vejene, og ejendomsretten til de private fællesveje medfører ikke i sig selv andre forpligtelser. Fra Domstolene m.v. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Mangler ved lokalplan medførte ikke ugyldighed (U HD) Ejeren af en ejendom havde bestilt en vindmølle, der skulle opstilles i overensstemmelse med en lokalplan. Naturklagenævnet tilsidesatte imidlertid lokalplanen som ugyldig, hvorved eje ren mistede muligheden for elafregning med pristillæg. Også landsretten mente, at planens mang lende angivelse af vind møllens højde og manglende redegørelse for, hvordan de vind ener gimæssige interesser var tilgodeset, medførte lokalplanens ugyldighed (jf. vindmøllecirkulærets krav i 5, stk. 2 og stk. 2, pkt. 2). Derimod fandt Højesteret på grund lag af en kon kret vur de ring af såvel kommunens som naboernes kendskab til vindmølle projektet, og under hen syntagen til bygherrens betydelige interesse i lokalplanens opret hol delse, at mang lerne ikke var tilstræk kelige til at begrunde lokalplanens ugyldighed. Ovennævnte sag er et nyt eksempel på, at retlige mangler ikke ubetinget medfører lokalpla ners ugyldighed (se også de blå sider 2004, s. 40). Manglerne skal være væsentlige. Når man gler skal bedømmes, har bl.a. de konkrete omstændigheder betydning - i dette tilfælde parter nes faktiske viden om projektet. Ligesom der også - og måske mere bemærkelsesværdigt og mig bekendt ikke før set - kan tages hensyn til den subjektive interesse i lokalplanen. Naturklagenævnet underkendelse af lokalplanen var derfor uberettiget, og kan give anledning til overvejelser om kompensation for det indtægtstab, den lave af reg ningspris medfører. Erstatningspligt forudsætter imidlertid culpa, hvilket næppe forelig ger. Man kan derfor nok snarere tænke sig andre løsninger, f.eks. anerkendelse af en højere afregningspris - m Kommune kan ikke indbringe Naturklagenævnets afgørelse for domstolene (U HD) En carport var opført inden for en bygningsvedtægts vejbyggelinje. Forholdet var etableret i 1970 erne. Da kommunen blev opmærksom på byggeriet, pålagde den ejeren at nedrive byg nin gerne inden for byggelinjen. Ejeren indbragte afgørelsen for Naturklagenævnet, der ikke mente, at der forelå passivitet, men at kommunen, henset til det forløbne tidsrum, ikke kunne håndhæve lovliggørelsespligten. Det medførte, at kommunen stævnede Naturklagenævnet, men såvel landsretten som Høje steret afviste, at der var hjemmel til, at kommunen kunne indbringe rekursinstansens afgørelse for domstolene. Højesteret dog med dissens af to dommere, der henviste til, at kom munens inter esse i at få prøvet Naturklagenævnets begrundelse - den langvarige upåtalte brug - beret tigede søgsmål. Passivitet foreligger, hvis faktiske viden ikke medfører handling. Kommunen fik først efter man ge år kendskab til det ulovlige forhold, og handlede straks derefter. Selv om kommunen der for ikke udviste passivitet, fortabes håndhævelsesadgangen ifølge retspraksis alligevel, men det er en følge af for ældelse. Et ulovligt forhold kan altså blive lovligt ved at bestå i tilstrækkelig lang tid. Ganske tilsva rende hævd. Hvis kommunen vil gardere sig mod det, må den føre et aktivt tilsyn. Det ønsker og magter formentlig de færreste kommuner. PL indeholder ikke hjemmel til, at kommunerne kan indbringe rekursinstansens (Naturklage nævnets) afgørelser for domstolene. Men søgsmål er dog mulig, hvis kommunen kan godtgøre en konkret - økonomisk eller anden rimelig - interesse

8 2004 side 56 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider i at få prøvet rigtigheden af nævnets praksis. Flertallet af Højesterets dommere fandt altså ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt læng den af upåtalt brug kan føre til fortabelse af lovliggørelses, havde tilstrækkelig vægt. Fiskeret til en å rummer kun ret til færdsel langs bredden ikke fra offentlig vej til åen (U VLD) Landsretten fandt, at indehaveren af en fiskeret til en å efter fiskerilovens 29, stk. 1 har ret til at færdes langs åbredden i den udstrækning, det er nødvendigt for fiskerettens udøvelse, men ikke anden form for færdsel f.eks. fra offentlig vej til åen, ligesom der i forbindelse med udøvelse af fiskeri efter stk. 3 kan udøves anden begrænset råden over ejendommen. Afhentning af både, redskaber eller landet fangst må derfor ske på grundlag af færdsel langs åbredden. Refereret og kommenteret af Lars Ramhøj Opkrævning af gebyr for byggetilladelse var berettiget (U HD) Efter at kommunen havde givet byggetilladelse til et meget stort byggeri, opkrævede den et gebyr på ca kr. for udstedelse af byggetilladelsen. Bygherren indbragte kommunens opkrævning for statsamtet, men fik ikke medhold. Så blev spørgsmålet forelagt domstolene, idet bygherren gjorde gældende, at der var tale om et simpelt byggeri og en sagsbehand lings tid på ca. 2 måneder i kommunen, hvorfor gebyret var i strid med grundlovens 43 (hvoraf bl.a. fremgår, at ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov). Landsrettens mente, at de oplysninger, kommunen havde fremlagt, ikke var tilstrækkelige til at vurdere lovmæssigheden af gebyret. Statsamtet ankede til Højesteret. Som for det første aner kendte statsamtets ankeberettigelse og for det andet fandt, at gebyret havde den fornødne hjem mel. Højesterets flertal udtalte, at kommunens gebyrer var fastsat i overensstemmelse med de almindelige principper inden for byggesagsomådet, og at forholdet mellem indtæg ter ne og udgifterne for byggesagsbehandlingen nødvendigvis må vurderes over en årrække og under hensyntagen til kommunens samlede udgifter ved byggesagsadministrationen. Gebyrer for administrative afgørelser forudsætter hjemmel. Den findes i byggelovens 28, stk. 1 og i tilknytning hertil i bygningsreglementets kap. 1.11, hvis stk. 4 giver kommunen hjemmel til at kommunen at fastsætte beregningsmåden for byggesagsgebyrerne. Kommunen havde således fastsat en række takster, hvori bl.a. indgik byggeriets etageareal og rumindhold. Det er et grundlæggende krav, at sådanne omkostningsbestemte gebyrer ikke må have et provenu, der overstiger den administrative omkostning. Højesteret har tidligere i den såkaldte gebyrsag (U HD) accepteret, at grundlovens bestemmelse ikke er til hinder for, at der ved fastsættelsen kan tages hensyn også til de udgifter af mere generel art, som efter et rimeligt skøn medgår til administrationen af det pågældende forvaltningsområde. Som det fremgår af ovennævnte dom, skal omkostningsopgørelsen ikke ske pr. sag, men som et nul sumsspil over en årrække. Eller med andre ord: det kan godt være, at én betaler for meget og en anden for lidt. Dispensation fra lokalplan ulovlig (U HD) Kommunen udarbejdede på foranledning af en butikskæde en lokalplan for et område i by kernen i Horsens. Formålet var bl.a. at tilføre bykernen spændende, arkitektoniske kvaliteter. Lokal planen gav mulighed for at opføre et butikscenter i højst 1 etage bestående af et super marked og et større antal specialforretninger på ca m2. Der var endvidere forudset en randbebyggelse i 3 etager og med tårne, som skulle anvendes til kontorer og liberale erhverv. Butikskæden opgav imidlertid projektet. I stedet gav kommunen Bilka til ladelse til at etablere et varehus i en del af lokalplanområdet. Projektet herfor indeholdt ingen andre butikker eller nogen randbebyggelse. Tilladelsen blev påklaget til Naturklagenævnet af en købmandsforening i byen. Nævnet fandt, at projektet ikke var i overensstemmelse med lokalplanen, men vurderede, at tilladelsen lå inden for kommunens dispensationskompetence. Købmandsforeningen indbragte denne afgø relse for Højesteret, der fandt, at projektet var i strid med lokalplanens principper såvel med hensyn til områdets anvendelse og med hensyn til bebyggelsens udformning og placering. Kommunen havde derfor ikke i planlovens 19 den fornødne hjemmel til at give dispen sation. Tilladelsen var derfor ulovlig. Uden dog at kende lokalplanen i detaljer forekommer afgørelsen ikke overraskende. Og det er rart, at domstolene tager planlægningen alvorligt. Men som bekendt ligger der nu et Bilka varehus i Horsens bymidte. Det spændende bliver herefter, hvordan kommunen vil klare ærterne her efter, at miljømini steren har proklameret, at hun ikke er til sinds at acceptere retlig håndhævelse i form af et regionplantillæg, som grundlag for en lovliggørende lokalplan. Så er aben hos kommunen, og den kan rimeligvis imødese et ikke ubetydeligt erstatningskrav fra Bilka - afhængig af, hvor dan den fysiske lovliggørelse kan foretages. Der er tydeligvis politisk lagt op til et kursskifte. Får så se om det lykkes, og om det bliver manifesteret i lovgivningen, som jo pt. er under ombygning som følge af kommunalreformen.