(andet) He. Shekinah er anima mundi, Verdenssjælen, som giver en del af sig selv til hvert menneske i form af Neschamah.

Transkript

1 1

2 Shin. Af Ånden skabte han Luften, og af den dannede han 22 lyde: 3 er mødre, 7 er dobbelte og 12 er enkelte, men Ånden er først og over disse. Af Luften skabte han vandene ( ) Af Vandene skabte han Ilden, og af Ilden gjorde han sig en trone af stråleglans. ( ) Han gjorde Shin til hersker over Ilden, kronede det, kombinerede det med andre og beseglede det som Himmelrummet i Universet, Varmen i Året og Hovedet i mennesket, manden og kvinden. Sådan begynder Sefer Yetzirah sin fortælling om skabelsen af bogstavet Shin. Da Gud indsatte Shin som hersker over elementet ild, Åndens Ild, i det kreative princip Logos, fik bogstavet en ganske særlig og ophøjet position i verden. Det er som hovedregel i denne betydning, at traditionen refererer til Shin som alfabetets hjørnesten. Alligevel, fortæller Zohar, blev det ikke Shin, der skulle komme til at danne hjørnestenen, dengang Gud ville skabe sin verden: Bogstavet Shin trådte ind og stod foran Gud. Shin sagde: Verdens Mester, vil det behage Dig at skabe verden med mig, da jeg er kaldet i Dit eget navn Shaddai, Almægtig, og hvad ville være mere passende, end at skabe verden ved et helligt navn? Gud svarede: Du er værdig, du er god, og du er sandfærdig. Men fordi du er blandt de bogstaver, der danner ordet Sheker, Løgn, ønsker Jeg ikke at skabe verden med dig. Sheker ville ikke have hersket, havde du ikke være knyttet til bogstaverne Resh og Qoph. Navnet Shin betyder en tand, og hvis man associerer bogstavets form til dets navn, henviser den til kindtændernes tre rødder. Tandrødderne har en vigtig dobbeltfunktion, da de dels fæstner tanden til kæben, så den får den nødvendige styrke til at udføre sine opgaver, og dels forsyner den med blod, mineraler og andre nærings emner, så den bliver modstandsdygtig over for slid, skader og sygdom, Lige som tænderne står for den første grove bearbejdning af kroppens mad, står Shin i mennesket for den lutring, ophedning, der foregår i os, hver gang destruktive tilstande - sygdom - skal nedbrydes og transformeres til noget konstruktivt og nærende. Gnostikerne fortæller, at tænderne er det indre menneskes mur og forsvar i dets materielle energiaspekt, lige som blikket og øjnene er åndens forsvar. I psykologien betyder tab af tænder - hvad enten det finder sted i drømme eller 2

3 vågen tilstand - en konfrontation med det fænomen Freud betegnede kastrationsangst. Dette begreb handler om en indre hæmning eller blokering, og bag den gemmer sig en dybfølt angst for at leve et liv præget af afmægtighed og nederlag. I traditionen har bogstavet Shin en stærk tilknytning både til Faderen og til Moderen. Derfor vil vi også kunne finde Shin, korrekt indtegnet, i hele tre Sefiroth på Livets Træ, nemlig i Chokmah, Binah og Malkuth, der alle korresponderer med de samme to fænomener. De tre placeringer for Shin kan, lige som et Sefirah, opleves som et i sig selv sluttet kredsløb eller som en del - med en unik funktion og relation til andre dele - af en større sammenhæng, som en begyndelse, en midte og en slutning af en historie. Lad os starte historien med en hurtig repetition: Kether er Guds Vilje, og Chokmah er resultatet af det første udslag af guddommelig viljeskraft. Chokmah repræsenterer derfor den første dynamiske handling i skabelsesprocessen, der strømmer ud fra Kether. Chokmah indeholder, som Guds sæd, essensen af de efterfølgende Sefiroth - planen for og tegningen til deres skabelse. Sådan bliver Chokmah, Guds Visdom, Faderen til alt som er. Ud fra Chokmah strømmer Binah, den guddommelige feminine kraft, der oftest oversættes til Guds Intelligens eller Guds Forståelse. Hun er guddommens andet handlingsaspekt, Guds æg, der modtager byggeplanen for at skabe former ud fra den. Sådan bliver Binah Moderen til alt som er. Den Store Moder Binah - føder Alting, og Alting strømmer fra Binah til den ubegrænsede kærlighed i Chesed. Herfra ledes det videre på sin rejse gennem de nedre Sefiroth, til det endelig fødes til et liv i eksistens og fysisk form gennem Den Lille Moder, Malkuth. Når Shin er skrevet med stort, er det en hentydning til Chokmah eller Binah. Når det er skrevet med småt, antyder det, at der nu er tale om Binah i hendes lavere form af Shekinah, der også er brudeaspektet af Kether og et andet navn for Malkuth. Shin bærer talværdien 300. Når 300 reduceres til 3, medfører det, at følgende regnestykke går op: Hvis Shin møder Chokmah og forener sig med ham, da opstår 5, tallet for Guds førstefødte søn, Adam - Mennesket og for bogstavet He. Hvis Shin møder Binah og forener sig med hende, da opstår 6, tallet for det Hellige 3

4 Bryllup og for bogstavet Vau, og hvis Shin møder Malkuth og forener sig med hende, da opstår 4, tallet for den stabile form i verden og for bogstavet Daleth. Hermed har den proces - der blev undfanget i Gimel og tallet tre, som udviklede sig til eksistens i Lamed og tallet 30, fuldbragtes i bogstavet Shin og tallet indfriet sit højeste mål i det kosmiske niveau. Her afslører den sig selv i sine mange former. Som Adam i Chokmah, Guds førstefødte søn og menneskehedens stamfader, som Shegal i Binah, den kongelige elskerinde og yndlingshustru, som Shekinah, Kethers længselsfulde brud i Malkuth, og som Månen, det feminine aspekt i verden og i mennesket, manden og kvinden. Alt sammen lader det sig gøre - på én gang og i ét hele - set i lyset fra den kosmiske måne-sol. Læst oppefra staver bogstaverne He+Vau+Daleth ordet Hod, der betyder stråleglans eller kongelig prydelse og er navnet for det 8. Sefirah. Læst nedefra danner Daleth+Vau+He ordet Davah, der betyder at menstruere, eller at være uren - altså syg - som følge af blødning. Menstruationens cyklus og særegne processer er muligvis det biologiske fænomen og kvindekønnede mysterium, der både i fysisk og religiøs forstand har været - og stadig er - genstand for flest misforståelser. I Livets Træ repræsenterer Shekinah den midterste Ligevægtens Søjle, og således også den perfekte isogyne forening af de maskuline og feminine principper. Samtidig er hun kendt som: Den Højeste Himmelske Moder og den Underordnede Moder, Moderen og Datteren, den øvre Shekinah og den nedre eller lavere Shekinah, der som nævnt er betegnelser for Binah og Malkuth. Desuden figurerer hun i skabelsesplanernes Tetragrammaton som det øvre (første) og det lavere 4

5 (andet) He. Shekinah er anima mundi, Verdenssjælen, som giver en del af sig selv til hvert menneske i form af Neschamah. En kabbalistisk meditation på Shekinah består i at visualisere en smuk kvinde med 70 ansigter, hvor hvert ansigt skjuler et aspekt af den mediterendes sjæl bag et sæt detaljerede klædninger. I de mest udviklede former for sjæls-bindende meditationer visualiserer kabbalisten Guds mandlige og kvindelige legemer i form af de elskendes omfavnelse. Ved at gøre dette, forener den udøvende de åndelige, intellektuelle og instinktive dele af sin egen sjæl. Foreningen af mystikerens sjæl der er en genoprettelse af den oprindelige guddommelige orden - kan kun erhverves gennem det indre Shekinah (- sjælens Neschamah aspekt). I sit eksil er Shekinah nøgen og må iklæde sig de nedre kamres 7 slør, der kun lader sig bryde af den, hvis hjerte er rent. Den kabbalistiske tradition fortæller os, at en studerende af Torah er godt på vej til at blive Torahs, eller Shekinahs, brudgom. Gennem sine oprigtige og kærlige ønsker om at lære Shekinah at kende, vil der også opstå en trang til at forsvare og beskytte hende - mod det i ham selv og den ydre verden - der truer hende. For ham skal hun stå nøgen. For verden må hun være klædt på. Traditionen fortæller, at hvis Syndefaldet ikke var sket, hvis mennesket ikke havde været ulydigt, ville hun ikke behøve at være dækket. Men Faldet skete, mennesket synder, og derfor siges det, at den bogstavelige Torah klæder Shekinah på, og den retfærdige hjælper hende dermed, mens synderen er den, der afklæder Shekinah og ved at gøre dette, forlænger hendes eksil. Torah er - i sin essens - det som dækker Shekinah og tilslører hendes nøgenhed for verden. Slutteligt må man sige, at hele den kabbalistiske spekulation blot er en nøgle til Torahs kammer, hvor i hver af os må finde vores egen Shekinah. I et afsnit i Zohar lignes Torah med en smuk kvinde, der kurtiserer sin elskede: Sandt er det, Tora afslører et ord og løfter en flig, men dækker hurtig sig selv igen. Dette gør hun kun for den, som kender hende. Torah er lig en smuk og statelig kvinde, skjult i et hemmeligt kammer i et palads med hendes hemmelige elskede. Denne elskede går konstant på vagt foran porten og søger hende. Hun åbner sin dør og viser sit ansigt for ham, men kun et kort øjeblik. Og kun så han ser det. Dette afsnit går videre med at berette om, hvorledes mystikeren er den, som søger hendes hus, og at han bliver draget til hende, da hun først begærer ham og afslører 5

6 en lille del af sit ansigt for ham. Ved dette første øjekast fortrylles han af hendes skønhed. Nu har han ikke længere så travlt. Så begynder hun at tale til ham i et enkelt sprog, der svarer til hans forståelse - ligesom bag ved et tæppe af ord - indtil indsigten kommer til ham. Denne indsigt kaldes for Derashah, og er en form for fortolkning, der forbinder hans bogstavelige og allegoriske forståelse af sin egen virkelighed med en større. Så tager hun det slør op, hvorigennem hun formidler Haggadah til ham. Det er dette lag Jesus henviser til, når han indrammer sine lignelser med: Den der har ører vil høre! eller Den der har øjne vil se!. Kun ved det sidste af de to, kan han blive så kendt med Torah, at hun helt vil blotte sit ansigt for ham, og fortælle ham om alle de hemmeligheder hun indeholder. I afsnittet om Tzaddi fortalte vi, at den vise kong Salomon var indviet i Shekinahs - månens eller det feminine princips mysterium. Denne tanke bekræftes måske allertydeligst i det egenartede Bibelskrift, der på hebraisk hedder Shir ha-shirim - Sangenes Sang - og på dansk kaldes Højsangen. Højsangen, der omfatter alt det, vi netop har omtalt, er en samling kærlighedsdigte udformet som en vekselsang mellem Salomon og en unavngiven kvinde. Dette er det eneste skrift i Bibelen, der overhovedet ikke nævner Gud, og hvor en kvindes stemme dominerer og taler i 1. person. I sit øverste lag indeholder teksten et element af skandale, idet kvinden beskrives som en fattig arbejdende pige, der tiljubles og opmuntres af et kor af overklasse-kvinder. Hun er seksuelt aktiv og initiativrig og i opposition til sin familie, hvor hun går så langt som til at takke nej, til brødrenes beskyttelse af sin dyd. Hendes mandlige elsker er en modsætningsfuld skabning, der dels beskrives som hyrde, dels som rig og af kongelig status og værdighed. Sommetider er han opsøgende, sommetider flygtig, han beskrives i billeder, der i påfaldende grad associerer sig til en dreng frem for til en mand, og alligevel emmer historien af sex, erotik og stærkt sanselig kærlighed. Men lige under overfladen dukker en ganske anden historie op - lige så erotisk og lige så sanselig. Den handler også om seksualitet, og antændelsen af begærets indre ild, men hele dramaet, udspiller sig i det skjulte, og alt sammen har kun et objekt, et mål for øje, nemlig en voldsom intensivering af sin egen rensende og forbrændende proces. I skabelsen handler historien om foreningen mellem Chokmah og Binah, Guds Visdom og Guds Forståelse, og den længsel, der antændes i Shekinah (Malkuth) efter at opleve, hvad hendes mor har oplevet. En længsel, der - trods farer og fortrædeligheder - driver hende til at søge og kalde sin skaber (Kether) til sig og modtage ham som sin gom i Hellig Forening. I 6

7 mennesket, er dette en fascinerende fortælling om det Kymiske Bryllup og de energier, kundalini kræfter, der både foranstalter og forstærkes af processen. Og med dem følger der en advarsel, som gentager sig tre gange, to gange ordret og tredje gang med en lille afvigelse: Næppe var jeg sluppet forbi dem, før jeg fandt ham, jeg elsker så højt. Jeg greb fat i ham, jeg slap ham ikke, men førte ham til min mors hus, til kammeret hos hende, der fødte mig. Jeg besværger jer, Jerusalems døtre: ( ) Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil! (Højsangen 3, 4-5) Oplevelse af slangen: Jeg mærker undergrunden vibrere og forplante sig fra mine nøgne fødder til hele kroppen. Det føles, som når et buldrende tog nærmer sig. Men der er intet at se så langt øjet rækker. Selv ikke den fede jord, der ellers dufter af frugtbarhed og grøde, har frembragt det mindste skud. Alting er i sin vorden. Rystelserne bliver stadig voldsommere. Jeg må kæmpe for at holde balancen, og Lyden, en skingrende hyletone, er øredøvende, da jorden foran mig endelig krakelere og gennembryde. En gigantisk fallisk statue forbinder himmel og jord i en glidende bevægelse. Dens hoved bærer kongekobraens karakteristiske træk, mens bugen er gjort af række efter række af små nicher - hver med en lille inkalignende statuette af brændt ler. Kun en af dem skiller sig ud fra mængden. Den er lavet af guld og bærer scepter og krone. Som slangen bryder frem, bliver leret, den er gjort af, stadig mere blødt og vådt, og da den standser, ser jeg en billedfrise af erotiske scener, der i første omgang virker stødende, men snart pirrer min nysgerrighed og lokker mig nærmere. En ung mand vender sig mod mig og rækker mig sin hånd, og jeg træder ind og tager min plads i relieffet, der falder til ro Selv når de falder til i ro, er bogstaverne aldrig statiske. De former som de skaber, kan godt være det, men når det er tilfældet, er der altid tale om noget midlertidigt. Den faste form er forgængelig, kun bevægelsen er bestandig. Derfor er bogstavernes natur bevægelse. Når vi giver dem en stabil form og en fast placering, for eksempel i livets træ, er det ikke bogstavet selv, men symbolet for det og effekten af det, vi betragter og beskriver. Man gør sådan fordi vi som mennesker har brug for form og stabilitet, når vi skal lære og orientere os. Vi forsøger at 7

8 tilegne os en fast viden, som vi kan bruge som trædesten og samtale ud fra, men da alt er i bevægelse, flytter stenene sig også hele tiden, ganske lidt ganske vist, men nok til at hele mønsteret ændrer sig, om og om igen. Sådan er det, og sådan skal det være. Derfor må vi nyde de korte glimt af fast form, de små historier, der er sande lige nu, mens vi er i dem og oplever dem, og så glemme alt om dem igen til fordel for det næste glimt, den næste historie. Måske dukker noget op - på ny og forandret lige som vi selv - senere i forløbet, og når det sker, er det altid svært men bedst at møde det lige sådan - på ny og forandret - frem for ud fra en erindring, der blot vil sløre, det som er med fordom eller forventning. Med det i mente, vil vi møde Shin - på ny og forandret - for at se, hvad der sker, når vi betragter symbolet for Shin og effekten af Shin ud fra en anden kontekst. Udgangspunktet er igen Livets Træ, men her refererer Aleph, Hersker over Urluften, som det første bogstav til det første Sephirah Kether. Mem, der har vandet som sin symbolske værdi, tilskrives Binah, det sorte Sephirah og symbol for Urhavet og Moder-arketypen. Og Shin, Hersker over Ur-ilden, placerer sig nu i Chokmah, Sephirah for Fader-arketypen, der har maskuline, brændende egenskaber. Her forklares de tre flammer i bogstavets form som værende repræsentationer af den Åndelige ild, livskraftens tre kvaliteter: aktivitet, passivitet og ligevægt, der udtrykker sig gennem de flammende svær: Od, livskraften i sin aktive form, der virker til den ene side. I midten brænder Aur, den afbalancerende livskraft, og til den anden side virker Ob, der er livskraften i sin passive form. Lige som de tre flammer må bringes i balance for at virke konstruktivt, siges det, at når Shin ikke er i midten af et ord, bliver det til vrede og bitterhed. Står Shin der i mod i midten af ordet, som en central, vibrerende ild, da virker det med alle sine konstruktive rensende og forbrændende egenskaber. Et eksempel på sidstnævnte er navnet Mem, Shin, He, Moshe - Moses. Myten fortæller, at da Moses ser Gud i form af en brændende busk, forstår han pludselig, at livet - GUD - er manifesteret i den materielle verden som ild. Godt nok er den jordiske, stoflige ild som han betragter, kun et svagt ekko af den åndens ild, han mærker brænde bagved den og tale igennem den, men alligevel ved han det, og visheden brænder sig fast i hans bevidsthed som en sætning: Ilden er Livet og Gud i mennesket!. I mennesket er Shin tilstrømningen af Helligånd. Shin er Ildånden, der oplyser apostlenes sind sådan, at dens genskær viser sig som en glorie over hvert af deres hoveder. Hvis vi sætter bogstavet Shin i midten af navnet på den almægtige, upersonlige Gud Jehova(h) eller Jahve(h) - (Yod, He, Vau, He), får vi navnet på den personlige Gud, på Gud inkarneret, Jeheshua (Jod, He, Shin, 8

9 Vau, He). Hermed bliver Shin tegnet for det forbrændende element, der skille Sønnens navn fra Faderens. Jesus siger: Den, som er nær ved mig, er nær ved ilden, og den, som er fjern fra mig, er fjern fra riget. (Thomas Evan. 82.) Johannes siger: Jeg døber Jer med vand til omvendelse; men han som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. (Mattæus 3, ). Jesus siger: Ild er jeg kommet for at kaste på Verden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget. Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt. (Lukas 12, 49-51). Disse, og mange andre skriftsteder, betoner vigtigheden af bogstavet Shin, som den ild, den Helligånd, hvormed Kristus - i form af vort højere Selv -døber eller indvier os til Livet. Derfor er det også dette bogstav, der repræsenterer Kristus-mennesket. Den første dåb, vandets dåb, er en indvielse i følelsernes liv. Ved den anden dåb, ilddåben, kommer vandet og følelserne i kog som aldrig før. Lukas afslører, hvordan, når han fortsætter stykket, men for at vi bedre skal forstå, hvad det er, han mener, tager vi et skridt tilbage. Fra forrige kapitel ved vi, at de sidste tre bogstaver er forbundet i en metafysisk historie for sig selv, hvor Resh danner begyndelsen, og Shin genererer midten. Resh er det 20. bogstav med værdien 200. Ved numerologisk reduktion giver begge tal 2. Shin er det 21. bogstav i alfabetet med værdien 300. Ved numerologisk reduktion giver begge tal 3. Shin er det bogstav, som Gud, ifølge Sepher Yetzirah, brugte til at forme Hovedet i mennesket, manden og kvinden. med. Resh betyder og symboliserer med sin form et menneskehoved, der bøjer sig for Gud. De to tal, 2 og 3 giver 5, menneskets tal. Resh er som dobbeltbogstav spændt ud mellem krig og fred, og Shin er hersker over den ild, som Jesus er kommet for at kaste over Verden. Måske er det disse forbindelser Evangelisten Lukas hentyder til, når han fortsætter: Mener I, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger jeg, ikke fred men krig. Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre. (Lukas 12, 51-53). Måske er det en oprindelig menneskeret og menneskepligt at vi skal eje Magten over os selv og Friheden til at forvalte vores eget projekt? For mange af os synes 9

10 det, og føles det, i hvert tilfælde sådan. Først tror vi, at vi har den, siden håber vi på, at vi får den, og hen ad vejen går det op for os, at vil vi have den, så må vi tage den, og at det nok ikke kommer til at gå så stille af sig, som vi kunne have ønsket os! Vi kommer i krig med hinanden - de andre - men først og fremmest kommer vi i krig med os selv. Det er en krig med fred for øje, fred i sindet og fred i verden. Det er en krig, der har udspillet sig så mange gange i menneskehedens historie, at det har udledt en tankevækkende talemåde: Dagens frihedskæmper er morgendagens despot, og set i det lys, er det altså ikke fred, vi skaber ved hjælp af krig. Men vi kan skabe balance, hvis vi vil det, og jo tættere vi kan komme på det centrale, neutrale, punkt mellem modstridende kræfter, des stærkere vil vores oplevelse af fred være. Et billede på denne proces er en trigon, hvor Resh i sin ene pol, Krig, danner første punkt, Resh, i sin anden pol, Fred, danner andet punkt og Shin skaber en transcenderende ild, der hæver balancen mellem dem op - som det tredje punkt og det nye Yod. Yod+Resh+Shin staver ordet yaras, der betyder at tage i sin besiddelse eller at erobre. I psykologien må vi til stadighed nedbryde den gamle orden, rydde Tempelgården, før den nye orden kan opstå, og da tanke, ord og handling er en og samme ting, kan Slangen allerede nu hviske Visdomsord i vores øre: Enhver form, en hver struktur, der skabes er ny for alle, bedre for nogle kræfter, end den, som var før, ringere for andre kræfter, end den, der kommer efter, så hvor længe, tror du, at det forgængelige Herredømme får lov at stå uimodsagt? Shin regerer i den dynamiske bevægelse af ildelementet og ildens aktive og ekspansive kræfter i universet. Med denne ild danser vi i verden, som flammerne på et bål. Shin levendegør alle væsner, store som små, for at de skal lyse og brænde for hinanden. Shin er den Kosmiske Drage eller Slange, der skaber en verden ud af kaos, når kaos er, hvad den er og kaos ud af orden, når orden er, hvad den møder. I denne forstand ses det tydeligt, hvorfor Shins form er sammensat af tre Vau, placeret ved siden af hinanden. Et Vau forener kaos med kosmos, det andet kosmos med kaos og det tredje forener de to første med hinanden og bringer dem i balance. Vaus numeriske værdi er 6 og derfor repræsenterer Shin det kryptiske tal er tallet for Solen, men også Dyrets tal i Johannes Åbenbaring, hvor der står skrevet: 10

11 Her kræves der Visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666. (Åben. 13, 18) Mester fortæller: Dyret er farligt men ikke ondt, og sikkert er det, at det kun vil lade sig ane og aldrig ride af den, som klipper kløerne på det, som kan rive, og sliber tænderne på det, som kan bide. Oplevelse af dyret: Jeg ser, at jeg alligevel ikke er alene. Fra det nordvestvendte Hjørne træder en mand frem i rummet og går nogle skridt hen mod en sprække i væggen, som han kigger ud igennem. Han fremstår som alvorlig og eftertænksom og synes dårligt nok at bemærke min tilstedeværelse. Han er ubestemmelig af alder, hverken ung eller gammel. Hans skæg og hår er sort med hvide stænk. På sit hoved har han en sortbrun kalot, og hans kaftan er mørkegrå eller falmet sort. På hans højre side står en skulptur af en stor hanløve, som han lader sin hånd hvile på, mens han bøjer sig let frem, som om han har fået øje på noget særligt der ude. Jeg træder op på den modsatte side af løven, og støtter mig til den, mens jeg kigger ud gennem en anden sprække - et vindue eller skydeskår - hvorfra jeg kan se ud over byens og havnens liv. Dyret bevæger sig under min hånd, og jeg forstår, at det er levende; en løve, en enhjørning og en tyr i ét. I sin næse har den en ring, og i ringen er bundet et reb, som den slider i for at komme fri. Dens dybblå øjne afslører intet om dens natur, men jeg kan ikke lide at se den kæmpe på denne måde, og tænker det højt. Manden ser på mig hen over dyrets ryg. Hans blik er på en gang spørgende og fastholdende. Jeg vender mig mod ham og trækkes ind i dybet af hans blik. Mørket slutter sig omkring mig og slører min bevidsthed, da jeg hører en stemme, min stemme, fast, næsten vred, og bydende i sit tonefald, da den udtaler: Jeg fordømmer dig ikke! Jeg siger blot til dig: er det forsvarligt, da sæt den fri! 31. Sti På den 31. sti ligger bogstavet Shin mellem Hod og Malkuth, og kabbalisterne kalder denne sti for den Bestandige Intelligens. Hvorfor? Fordi den hersker over solens og månens bevægelser i overensstemmelse med deres beskaffenhed og forårsager hver 11

12 gravitation i dens respektive klode. Denne vej kaldes også for Almægtighedens sti, for det er gennem den at den illusoriske magt ophæves, så at den sande magt alene tildrages sin rette kilde. Op gennem alfabetet har vi gennemgået en lang række lektioner og prøvelser, der alle har haft det psykologiske formål, at vi i stadig stigende grad skulle lære at tæmme vores voldelige og ødelæggende tilbøjeligheder og modstå de provokerende eller presserende energier, vi før lod os lokke af og skubbe rundt med. I Resh startede den ny historie, hvor vi blev et med historien og fik op til flere lejligheder til at se tingene - og os selv med - i et fugleperspektiv, der bød på lige så stor glæde ved at flyve som ved at lande igen. Resh er en verden af mening og en historie, der er til at finde hoved og hale i. Sådan er Shin ikke! Shin brænder og forvirrer os. Vi havde jo lige set meningen, vi gav selv mening, så hvad er da meningen med, at vi skal tabe hovedet nu, hvor vi er næsten i mål? En gammel talemåde svarer: Somme tider må man gå fra forstanden for at komme til fornuft. Derfor er det hverken tilfældigt eller uheldigt, at denne 31 sti oftest starter med, at en til tider voldsom indre eller ydre begivenhed antænder en ild i vores hoved, som tilsyneladende overgår en hver fornuftig forklaring. Når Resh er en oplevelse af Dommen og Døden, vil Shin være en oplevelse af den Fortabelsesproces som Sønnen må gennemgå før, han kan vende hjem til sin Faders Hus igen. Shin+Resh staver ordet Sharah, der både kan betyde at miste og at sætte fri, og det forklarer Shins højere mål: opløsning af egoets og instinktets sidste tro på og håb om en reel magt over det flygtige og uafhængige Jeg Er. Oplevelse af Shin: Mine lunger brænder, mit hjerte brænder og min mave brænder. Det har de gjort et stykke tid, men nu har Ørkenens ild også fået tag i mit hoved, og mit hoved går fra forstanden og forlanger ubønhørligt at NU, må jeg smide resten; den sidste smule af alting. Et menneske kan ikke leve uden Tro, et menneske er fortabt uden Tro, det ved enhver, der tror, og det er min opgave at beskytte mit menneske. Alligevel gør jeg, som mine tanker befaler mig. Jeg tager min tabte og genfundne tro op ad sækken og kyler den så langt jeg kan, længere end jeg nogensinde har kastet noget før og det er min beslutning, at jeg aldrig vil vende tilbage for at søge efter den igen. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør som jeg gør, men jeg ved stadigvæk, hvad det er, jeg gør. Jeg skaber en årsag, og årsagen skaber en virkning. Så jeg sætter mig til 12

13 rette i mig selv og venter på, at min handlings konsekvens skal finde mig. Jeg kommer ikke til at vente længe, inden virkningen træder frem for mig og ind i mig. Mange navne fører til den, og talløse udtryk peger i dens retning, men selv har den intet navn og intet ansigt, der lader sig forstå af mig. Dog er den som en ild, for mine øjne og i min mave, og som en ild brænder den, mere smertefuldt og mere intenst, end noget nogensinde har gjort det før. Først da natten igen falder på, dør ilden ud. Alle de navne, der fører til den, og alle de udtryk, der peger i dens retning, har næret dens flammer dagen igennem, men nu har den brændt dem hver og en, og sig selv med, og har kun efterladt sig nogle få forkullede slagger, der vækker en bølge af vredladen neutralitet i mig. Jeg ser på dem og væmmes ved dem, men de er alt, hvad jeg har tilbage, så jeg samler dem op og putter dem i min sæk, inden jeg falder i en tung og drømmeløs søvn. Solen er dårligt stået op før processen gentager sig i accelereret form. Hvor jeg før havde en smule tilbage at kæmpe for og med, har jeg nu endnu mindre, og slaget er tabt næsten før, det har taget sin begyndelse. Selv om jeg allerede har mistet min Tro, havde jeg nu alligevel troet, at det bortkastede Håb ville vende tilbage som Håbløshed, der trods alt er dets sproglige modsætning, men sådan er det ikke. Mange ting, også håbløsheden kommer i brand denne dag. Noget af det er forventet og velkendt, andet er overraskende eller fremmedartet, men bagved det alt sammen gemmer der sig også her et fænomen uden et navn og uden et ansigt, der lader sig forstå af mig. Jeg havde også troet, at denne proces, denne forbrænding eller lutring om du vil, der til forveksling ligner sin forgænger, både ville forløbe hurtigere og føles mindre smertefuld, nu hvor chokeffekten er væk. Også her tager jeg fejl, grundigt fejl, i begge mine antagelser. Jeg oplever processen som accelereret, måske fordi jeg er for udmattet til at yde den nogen nævneværdig modstand, men jeg må indse, som den ene time tager den anden, og dagen går på hæld, at det, der får en proces til at løbe friere og hurtigere i en forstand ikke nødvendigvis gør, at den så også er hurtigere overstået i en anden; ting tager tid, en bestemt tid, der åbenbart lader sig påvirke i sin kvalitet, men endnu ikke, og måske aldrig, i sin kvantitet. Så der går endnu evighed, inden Fænomenet lader sig brænde ud ved sin egen ild og føre bort ved en kølig aftenbrise. Jeg tager en dyb indånding af lettelse, og lader mig falde tilbage i sandet. Jeg ser på stjernerne og spørger dem, om de mon ved, hvorfor jeg gør, som jeg gør, når jeg nu ved, hvad jeg gør, men de svarer ikke. De skinner bare på mig og på noget andet, der ligger i sandet ved min side og 13

14 skinner tilbage på dem. Fænomenet er væk, men det har ladet noget blive tilbage hos mig, og dette noget har taget form i endnu en håndfuld af de blanke sorte slagger, der ligger og glimter som glas mellem bålets sidste gløder. Jeg kender dem kun for deres uvelkomne effekt; en intensivering af den vredladne neutralitet, der allerede brænder i min mave, i mit hjerte og i mit hoved. Men selv om jeg væmmes ved dem, samler jeg dem op, putter dem i min sæk og lader dem ulme færdig der. Jeg er træt, men jeg kan ikke sove for den nye Stemme i mig. Den håner mig med sit budskab og det ligegyldige tonefald, der snart skal oversvømme mit sind, min tanke og mit Ord: Hvorfor da også sove, siger den, når alle drømme er bristet, og der hverken findes Tro på eller Håb om, at de vender tilbage? Hvor vil du tage flugten: Til Ørkenen, til Herrens Mark eller til sindets uopdyrkede land? Du ved jo, at hvor du end søger hen, ind eller ud, i mørket eller lyset, da vil jeg finde dig, følge dig, for jeg er i dig, vi er ét du og jeg! Så hvorfor da også sove? Det menneske, der har nået det plan, som dette 21. bogstav symboliserer, forsætter sin indre kamp i ensomhed og klatrer stadig højere på Jakobsstigen i sin bevidsthed. Skæbnen hjælper til ved, at give ham oplevelser og prøver, som uophørligt bringer ham nærmere til sig selv, uanset hvor meget disse prøver eventuelt får ham til at lide. Han må lære at se sit personlige ego mere og mere fra oven, som en uafhængig tilskuer. Han går gennem alle de planer, der er symboliseret ved de 22 bogstaver, indtil han bliver sit eget højere Selv, sit virkelige væsen. Det er selvsagt ikke nok, at have erfaret disse indre sandheder gennem oplevelser på drømmeplanet eller at forstå dem på fornuftplanet. Drømmene og forståelsen er en del af vejen, men ikke hele vejen. Vi må forcere det sidste mørke på en hemmelig måde for at nå frem til det metafysiske plan, hvor til kun vi selv har kortet og nøglen. Her står vi hver især som et nøgent, guddommeligt væsen, fuldstændig befriet for sine fysiske og materielle kvaliteter. I enhver henseende og position kan vi kun være os selv, må være os selv, fordi vi ikke kan være anderledes. Vi er blevet helbredt for den uorden i sjælen, der bliver kaldt forfængelighed, tomhed og tørst efter magt. De var aldrig aspekter i vores virkelige Selv. Nu må og kan vi kun manifestere guddommelige kvaliteter, fordi vi er blevet guddommelige. Og når Stemmen taler, taler vi sådan her: Ikke stemmen skal man søge at erkende. Man skal kende den, der taler. Ikke 14

15 lugten skal man søge at erkende, man skal kende den der sanser lugten. Ikke formen skal man søge at erkende, man skal kende den, der ser. Ikke lyden skal man søge at erkende, man skal kende den, der hører. Ikke smagen skal man søge at erkende, man skal kende den, der skelner smagen. Ikke gerningen skal man søge at erkende, man skal kende den, der handler. Ikke lyst eller lidelse skal man søge at erkende, man skal kende den, der skelner lyst og lidelse. Ikke fryd og elskovslyst og avlekraft skal man søge at erkende, man skal kende den, der skelner fryd, elskovslyst og avlekraft. Ikke gangen skal man søge at erkende, man skal kende den, der går. Ikke tanken skal man søge at erkende, man skal kende den, der tænker. 15