superevil.org taking over the world a day at a time Manual til en anden verden Om mig Moblog Galleri Lifestream Hjem dec 2008

Transkript

1 1 of 9 5/13/29 1:9 AM Om mig Moblog Galleri Lifestream Hjem superevil.org taking over the world a day at a time 17 dec 28 Manual til en anden verden Om foråret påbegynder de kønsmodne individer af træracen [/($ \] den lange svømmetur mod det fjerne kontinent, hvor de ses på bredden af de store søer, i færd med en årelang og indviklet dans. Ingen kender rigtigt formålet med dette. Penfrugterne er modne! Penfrugterne er modne! lyder råbet, og de unge mænd flokkes på den store Penslette for at plukke de modne penrødder, hvis fyldepenne-frugt er et særligt tegn på værdighed når den bæres om halsen som en kæde. Codex Seraphinianus er - som det måske anes - en særlig bog. Der findes massevis af fortællinger, der refererer til mystiske manuskripter på fremmede sprog med tegninger af andre verdener - Codex Seraphinianus er et sådant manuskript. Eller rettere, det er snarere en manual til en anden verden, nedskrevet og tegnet imellem 1976 og 1978 af italieneren Luigi Serafini - vi kommer rundt om flora, fauna, fysik og kemi, maskiner og andre opfindelser, mennesker og andre afarter, historie, mad og drikke samt en masse andre ting, som ikke lige lader sig tyde. Værket er på over 35 sider, beskrevet med en skrift på et sprog, som trods ihærdige forsøg fra lingvister verden over endnu ikke er blevet tydet, selv om værket er over tredive år gammelt. Illustrationerne er gennemført surrelle - udover eksemplerne ovenfor, er der billeder af et korpulerende par, der transformeres til en krokodille, særegen arkitektur, der ser ud som om den er vokset ud af landskabet (Serafini er arkitekt af uddannelse), og helheden af skrift og billede er fuldendt. Bogen er fascinerende og skræmmende, sjov og

2 2 of 9 5/13/29 1:9 AM tankevækkende og et fuldstændigt unikt værk. Der er klart en inspiration fra Voynich-manuskriptet, og i lighed med dette, forbliver Codexet nok et mysterium - Serafini er i al fald tavs, når han bliver spurgt om meningen med værket eller bliver bedt om hints til at tyde teksten. Andre sammenligner med Borges Tlön, Uqbar, Orbis Tertius, om end jeg nok synes at det er lidt mere søgt, selv om jeg også godt kan se lighederne. Mit hoved er fyld med billeder, billeder som stammer fra Codex Seraphinianus; fantastiske, enestående billeder, og alene derfor er bogen værd at beskæftige sig med - det er en utrolig oplevelse. Men der er en endnu dybere liggende grund, i al fald for mig - bogen pirrer min nysgerrighed, min lyst og vilje til at knække koden, til at forstå samtidig med at jeg oplever. Og hvem ved? Måske er det en slags gåde, som når man løser den, åbner porten til den forbløffende verden, som den beskriver? Jeg ved det ikke, men jeg har tænkt mig at blive ved med at forsøge lidt endnu. Skrevet af Ulf Reese Næsborg i: Anmeldelser, Billeder Tags:Borges, Codex Seraphinianus, Luigi Serafini, Voynich-manuskriptet 2 feb 27 Musikken kort Det er efterhånden nogen tid siden at jeg har skrevet noget med indhold på siden, så jeg må hellere brygge noget sammen Hvad jeg sådan går og hører Kiuas - The Spirit of Ukko

3 3 of 9 5/13/29 1:9 AM Nogen gange glemmer jeg hvor meget jeg elsker den helt tunge metal, men så er der heldigvis nogen der minder mig om det. Kiuas har lavet en fremragende plade med elementer fra både Power, Death og endda Black-agtige blastbeats, men også med klare prog og endda folk-agtige indflydelser. Tænk noget i retning af Children of Bodum møder Morbid Angel møder 8 er power ballads møder syng-med-omkvæd med noget folk smidt ind i blandingen. Og i stedet for at blive noget forvirret larm, fungerer det rigtigt godt. Tekstmæssigt bevæger de sig i hedensk folklore, og selv om der nogen gange går lidt for meget de gode gamle dage i det for min smag, hopper de da over de værste klicheer. Bandet består af Guitar/Bas/Trommer/Keyboards/Sang, og hver især er de med til at hæve niveauet ganske betragteligt - især guitar, trommer og sang står frem med et markant personligt udtryk, og sangeren er endda mit bud på bedste nyere metalsanger i lang tid. Da de er finske, bruger keyboards og bevæger sig tekstmæssigt i folkloren, er sammenligningen med Amorphis omkring Elegy nærliggende (og der er da også lighedspunkter), men Kiuas har sit eget udtryk. Til tider går der lidt for meget Power Metal i det til min smag, men helhedsindtrykket er meget positivt. Kan klart anbefales til fans af moderne Metal. Bedømmelse: Sample: The Spirit of Ukko Tilføjelse, 7. april 27: jeg er blevet noget træt af denne plade, som i det lange løb ikke rigtigt holder. Ikke at den ikke er god, den er bare ikke så god som jeg troede I dag får den Og nu til noget helt andet JPT Scare Band - Sleeping Sickness

4 4 of 9 5/13/29 1:9 AM Advarsel: gnistrende improviseret syrerock ret forude! JPT Scare Band indspillede denne perle imellem 1974 og 1976, ofte bare med to mikrofoner sluttet direkte til en båndoptager - ingen mixer, ingen rumklang ud over den naturlige, ingen equalizer bare en helvedes masse energi som kommer så langt ud af højttalerne, at man tror det er løgn. Lyden er - som man kan gætte - utroligt rå, men der er på den anden side ikke noget man mangler i lydbilledet. Og det er højt! og skal høres endnu højere. Bandet er en klassisk powertrio - guitar, bas, trommer - og udnytter formatet til fulde. Alle bandmedlemmer har masser af plads, selv om en stor del af pladen fokuserer på guitaristen Terry Swope, der må være halvfjersernes mest oversete guitarist. Hvis han havde skruet en halv streg højere op, ville både guitar, forstærker og såmænd nok også ham selv være eksploderet eller suget ind i et sort hul af rock-essens, men som den står nu, er det bare den perfekte kanal for hans helt forrygende guitarspil, som synes at flyde direkte ind i ham fra en anden dimension. Eller noget. Det er i al fald godt, og han får alle andre guitarister (med Hendrix som en mulig undtagelse) til at ligne svagpissere, der ikke giver sig selv 1%. Musikken ligger et eller andet sted mellem Band of Gypsies, Blue Cheer og de mest udflippede dele af Cream, men JPT Scare Band er om muligt endnu mere udflippede og tager deres jams endnu længere ud end deres forgængere. Negativt kan siges, at man når et mætningspunkt før pladen er slut (og et par af numrene når også at træde dødvande i korte sekvenser), men man har på den anden side haft så mange fede musikalske rejser inden da, at det ikke rigtigt gør noget. Pladen er ren, ufortyndet rock - ja, det er der mange der har sagt om endnu flere bands, men man forstår ikke rigtigt udtrykket før man har hørt Sleeping Sickness. Et råt og upoleret mesterværk. Bedømmelse: Sample: Sleeping Sickness (15 minutter - skru helt op!) Skrevet af Ulf Reese Næsborg i: Anmeldelser, Musik Tags:guitar, JPT Scare Band, Kiuas, Metal, Syrerock 23 okt 26

5 5 of 9 5/13/29 1:9 AM It s Black Sabbath, Jim - but not as we know it Som fan af Black Sabbath, falder jeg ind i mellem over en plade, som nyfortolker de klassiske numre. Lad mig komme med et eksempel: forleden faldt jeg over pladen The Lounge Tribute to Ozzy Osbourne - Sabbath in the Suburbs, der - ganske som titlen antyder - giver en muligheden for at høre Iron Man og Sabbath Bloody Sabbath udsat for bossa-novarytmer og hornarrangementer. Sjovt, men ikke stor kunst og det skal der også være plads til! Anderledes gods er der i Iron Horses udgivelse Black and Bluegrass - her er de tonstunge riffs konverteret til westernguitar, banjo og flerstemmig vokal, og det fungerer faktisk rigtigt godt. Ozzy Osbournes I Don t Know bliver her en overbevisende uptempo-sang, som såmænd også kunne være bandets egen komposition. Paranoid og Mama, I m Coming Home er også rigtigt velspillede, og faktisk er der ikke et svagt led i arrangementet og fremførelsen af numrene. Derimod er der et modsætningsforhold mellem de muntre melodier og veloplagte vokalharmonier og tekstuniverset i et nummer som Suicide Solution, og ultimativt er det pæneste man kan sige om albummet nok, at det giver en lyst til at høre originalversionerne igen. Men det rigtige gods kommer til sidst (naturligvis) - nemlig Casualties of Jazz med deres Kind of Black. Her har vi fat i en anden af mine yndlingsgenrer, nemlig Hammond-jazz med solide rødder i Jimmy Smith og Richard Groove Holmes. Besætningen er Hammondorgel (altså det rigtige B3 og ikke alt det nye plastikcrap), kontrabas og trommer, og trioen jammer over en lang række klassiske Sabbath-numre så det er en fryd for øre og sjæl. Her er energi og nærvær og en dyb, dyb kærlighed til originalmaterialet, som skinner igennem i samtlige numre, lige fra den sejt groovende Fairies Wear Boots over den jammende Luke s Wall/War Pigs til.. årh, fuck, hele pladen er bundsolid og står med usvigelig sikkerhed med et ben plantet i begge lejre. Både fans af Black Sabbath og af orgeljazz vil finde noget at komem efter på denne udgivelse, og det er måske det allerbedste. Skrevet af Ulf Reese Næsborg i: Anmeldelser, Musik 7 sep 26 En mand, hans guitar og den åbne himmel

6 6 of 9 5/13/29 1:9 AM Kunstner - Chris Whitley Album - Dirt Floor Udgivet Weblink - Kunstnerens hjemmeside Bedømmelse - Himlen over Texas er høj og blå og næsten uendelig - i al fald hvis man skal tro den musik som bliver frembragt i staten. Chris Whitley fortsætter på denne plade en lang tradition - der er mindelser til sondtracket til Paris, Texas og måske især den forholdsvis ukendte Rainer Ptà cãªk, men samtidig er han langt mere nøgen i sit udtryk end disse kunstnere. Pladen består af Chris Whitley stemme, hans akoustiske guitar samt hans insisterende trampen i gulvet. Intet andet, og produktionen sørger for at man er helt klar over det. En sådan formular kan meget let gå galt hvis ikke kunstneren er 1% til stede, men (som den opmærksomme læser nok har anet) sker det heldigvis ikke på noget tidspunkt i løbet af pladens 38 minutter - tværtimod. Pladen er fuld af perler, men de første fire numre udgør i så høj grad en vindende hånd, at det tager noget tid at få hørt andre numre end dem - men når man først gør det, vil man finde at pladen er utrolig helstøbt og værd at lytte til fra ende til anden. Skrevet af Ulf Reese Næsborg i: Anmeldelser, Musik 3 okt 25 Nye tegneserier, opsamling Her kommer så nogle tegneserier som jeg enten først er kommet i gang med at læse nu eller som på en eller anden måde har unddraget sig min opmærksomhed.

7 7 of 9 5/13/29 1:9 AM Titel: Godland #1-3 Forfatter: Joe Casey Tegner: Tom Scioli Udgiver: Image Comics Læs mere: GØDLAND Online Bedømmelse (samlet): De fleste mennesker som læser amerikanske superhelteserier, har et blødt punkt for Jack Kirby, og denne serie er - i lighed med udgivelserne fra Marvels Monster Group - tegnet i retro-stil, som står i stor, stor gæld til Kirby. Denne serie har til gengæld et meget moderne manuskript (hvad f.eks. med en skurk, hvis motivation er at udvinde blodet fra en rum-hund, da han kan blive høj af det?) samtidig med at den leger med klicheerne fra de gamle serier. Tegningerne er ikke lige så dynamiske som Kirbys (det er også umuligt!), men fungerer glimrende, historien er fængslende og godt fortalt og både persontegninger og dialog er skrevet dybt professionelt og med indlevelse. Kan klart anbefales. Titel: Thor: Blood Oath #1-3 (af 6) Forfatter: Michael Oeming Tegner: Scott Kolins Udgiver: Marvel Comics Bedømmelse (samlet): Jeg ved ikke om det er pinligt for en skandinavier at kunne lide Marvels udgave af Thor, men det kan jeg altså, og denne miniserie er fremragende: veloplagt dialog og persontegning, smukke og dynamiske tegninger

8 8 of 9 5/13/29 1:9 AM og en basalt spændende historie, som faktisk er meget i Lee/Kirbys ånd. Historien foregår i Thors velmagtsdage, hvor Warriors Three er anklaget for mord, og Thor drager afsted med dem for at finde forskellige magiske genstande, som kan indfri deres blodgæld til jætten Gnives. Det foregår helt som sådan noget skal, med en blanding af råstyrke, evner og held. Anbefales. Titel: Fell #1-2 Forfatter: Warren Ellis Tegner: Ben Templesmith Udgiver: Image Comics Bedømmelse (samlet): Fell er en ny serie fra Warren Ellis hånd, og mine forventninger var ikke særligt høje på forhånd; jeg synes at Ellis er ved at forvandle sig til en karikatur af sig selv, som ikke har fornyet sig i lang tid. Fell ændrer dette, og bringer ham tilbage helt i front blandt moderne tegneserieskabere. Serien handler om detektiv Richard Fell, som bliver forflyttet til Snowtown, en korrupt og forrået bydel i en ikke-navngiven by, hvor han starter sit liv forfra igen. Det er fortalt med indlevelse og spændende plottet, og Templesmiths meget stemningsfulde tegninger er bare den sidste finish, som gør dette til en af de bedste nye serier derude nu. Titel: Ghost Rider #1-2 Forfatter: Garth Ennis Tegner: Clayton Crain Udgiver: Marvel Comics Bedømmelse (samlet):

9 9 of 9 5/13/29 1:9 AM Den udøde motorcykelrytter med flammende hoved har aldrig rigtigt interesseret mig, men Garth Ennis er måske den person som han ændre det - han skriver i al fald foreløbigt en spændende historie med onde dæmoner og næsten lige så slemme engle og midt i alt dette den originale Ghost Rider, Johnny Blaze. Umiddelbart lader det til at serien er god og basalt spændende, og Clayton Crains tegninger er detaljerede og utroligt flotte. Skrevet af Ulf Reese Næsborg i: Anmeldelser, Tegneserier Tidligere indlæg» Nye indlæg Verden bliver mindre og mindre Kære spammere - nu med russisk spam Manual til en anden verden Overhørt i Fakta Gollum møder Jesus? Andetsteds Ulf Reese Næsborgs profil Opret dit badge tegneseriesiden Hvad der sker på twitter.com/tegneseriesiden En jærv med knapt så skarpe kløer Hvad Tegneseriesiden tweetede i uge 17 [Indsæt titel her] Orv, det for børn! Powered by WordPress Aeros Theme TheBuckmaker.com