Leder. Jesper Lundsby Skov og Ditte Bonde Mikkelsen

Transkript

1 Leder I år har der været et rekordoptag på universiteterne, og historiestudiet på SDU er heldigvis ikke gået ramt forbi. Derfor skal der lyde en varm velkomst til de over 100 nye studerende, men selvfølgelig også et tillykke til alle jer, der klarede sommerens eksaminer. Sommeren har været en noget kølig og regnfuld affære. Nu er efteråret startet og vi kan derfor kun forvente et endnu værre vejr. Som historiestuderende er det faktisk slet ikke så dårligt. At læse historie er nemlig mest en indendørsbeskæftigelse, og dårligt vejr er en perfekt undskyldning til at få læst endnu flere bøger. Selvom læsning kommer til at udgøre en stor del af tilværelsen for jer nye studerende, så tilbyder historiestudiet også flere muligheder for socialt engagement. Der er selvfølgelig studiefesterne, hvor man i mere afslappede og berusende omgivelser kan lære sine nye medstuderende at kende, samt måske få gode råd fra ældre studerende, der allerede har været igennem hele rumlen. Ønsker man at kombinere det sociale med det faglige, ja så tilbyder historiestudiet skam også det. Vi har nemlig en række studiegrupper, som hjertens gerne vil have medlemmer fra den nye årgang. Her er det muligt at dyrke sine faglige interesser med ligesindede og dele tanker og viden med ældre studerende og undervisere. Flere af studiegrupperne arrangerer også jævnligt rejser, som for eksempel til Tyrkiet eller Rusland. Vi håber, at de nye studerende vil tage godt imod dette nummer af Rubicon, som i anledning af 20-året for Sovjetunionens sammenbrud bringer et temanummer om Rusland. I vil desuden kunne læse ældre numre af Rubicon på Jesper Lundsby Skov og Ditte Bonde Mikkelsen Ansvarshavende redaktører 1

2 Indhold 4 Studielederens spalte Per Grau Møller 7 En geopolitisk katastrofe? Karsten Jakob Møller 37 Peter den Stores reformer Asbjørn Carbuhn Aae 60 Interview med Erik Kulavig Interview: Jesper Lundsby Skov og Anders Kristian Andersen Orris 2

3 65 Rejserapport fra St. Andrews, Skotland Tine Bendtsen 71 Når det regner på præsten Anmeldelse: Tine Bendtsen 74 Eager to be Roman Anmeldelse: Rune Emil Hjelmberg Smidt 80 Praktikmuligheder Per Grau Møller 3

4 Studielederens spalte Af Studieleder på Historiestudiet, Lektor, Lic. Phil. Per Grau Møller Velkommen til et nyt studieår. I år er der igen flere nyheder at præsentere. Vi skal byde velkommen til hele 120 nye historiestuderende (ca. 105 russer og 15 tilvalgsstuderende). Det er første gang i mange år, at optaget sprænger rammerne på den måde, at en meget stor del af de nye har vores historiestudium som 1. prioritet (ca. 85), og at der har været et loft på optaget. Det betyder, at det har været nødvendigt at operere med en adgangskvotient til studiet, hvilket ikke har været i anvendelse i mange år og derfor ikke meldt ud som en mulighed. For det andet betyder det, at der stort set ingen optagne har været i anden runde. Dermed er det blevet et attråværdigt studium, som det er vanskeligt at komme ind på! Fra studiestart vil alle møde to omvæltninger i forhold til den hverdag, som man har været vant til. For det første er vores studiesekretariat flyttet til en placering ved Bøgene tæt på indgang J. Det er sket for at styrke sekretariatsfunktionen for studierne under de to institutter IHKS (vores) og IKLM (Institut for Litteratur, Kultur og Medier). Sekretariaterne samles fysisk, således at man kan hjælpe hinanden i tilfælde af sygdom, barsel mv. En- eller tomandsbetjente sekretariater er sårbare og mister hurtigt megen kontinuitet ved jobskifte mv. Samtidig er sekretariaterne lagt under fakultetssekretariatet og løsrevet fra institutledelserne. De har dog beholdt sine institutsekretariater, også fysisk de samme steder. Den anden nyhed gør behovet for besøg på sekretariatet mindre aktuelle. I marts måned besluttede studienævnet, at alle skriftlige eksamener under sit område skulle afleveres udelukkende digitalt fra 1. september, dvs. 4

5 der skal ikke længere afleveres 3 eks. på sekretariatet, men kun afleveres i blackboard. Det gælder først de BA-projekter, der skal afleveres 1. september og vil siden gælde alle eksamener fra december/januar. Også de nye studerende skal aflevere deres eksamensopgave i introduktionskurset 10. september kun elektronisk. Men for alle gælder, at afleveringstidspunktet fortsat er kl på dagen derefter lukkes der for aflevering i Blackboard! Den eneste undtagelse er specialer, som fortsat skal afleveres i 3 eks. og digitalt det må opfattes som en større afhandling, som man også er interesseret i at se manifestere sig i papirform som afslutning på studiet. Alt i alt skulle det gerne være en lettelse for de studerende og for sekretariatet men flytter problematikken omkring evt. udprint i bedømmelsesfasen. Det er et skridt i retning mod den digitale tidsalder med elektronisk kommunikation; på SDU skal alle skriftlige stedbundne prøver, hvor man skriver i hånden på papir, være afskaffet fra 1. februar og gøres digitale, dvs. afvikles på computer. Disse prøveformer har vi dog afskaffet på historiestudiet for mange år siden. Vi kører fortsat videre med succeserne fra sidste år: særligt introduktionsforløb og mentorordning. I år forløber introduktionen over 2 uger fra 29. august. Dermed skulle vi igen gerne sikre, at de nye studerende får en god faglig og social indgang til studiet og at flest muligt gennemfører studiet. Gennem stillingerne som mentor og instruktor i hhv. historisk informationssøgning og Europa i Verden (en nyskabelse) betyder det, at mange historiestuderende på de lidt ældre årgange får mulighed for at få nogle udfordringer udover eget studium og tjene en skilling gennem studierelevant arbejde. Det betyder samtidig en større forpligtelse, der forhåbentlig fører til, at flere bliver hængende på studiet som kandidatstuderende. Med de to sidste store årgange skulle der dermed gerne være grobund for nogle store kandidatårgange, som kan gå ind på vores nye kandidatstudium 2010 med de tre grene: Historie, Politisk historie og Kulturog social historie og både et- og tofaglig. Det nye studieår skulle også gerne byde på et godt og aktivt studiemiljø. Rubicon lever - som disse spalter er et godt bevis på. Studiegrupper skulle gerne aktiveres i rigt mål med de sidste to års mange nye studerende in mente. Ligeledes skulle der igen gerne komme liv i filmklubben, og vi skulle gerne få en god faglig dag i studieugen, uge 46. Ligeledes må vi hå- 5

6 be, at foredragsforeningen også kommer godt i gang, som jo afvikler sine aktiviteter i Historiens Hus inde i midtbyen. Sidste år blev der afholdt en julefrokost fælles for studerende og ansatte for første gang i årtier med stor opbakning. Dette gode initiativ skulle gerne gentages i år. Endelig er der planer om at indrette specialepladser til studerende fra både historie og klassisk i det gamle sekretariat for klassisk for enden af historiegangen, men disse planer er som så meget andet under studiemiljø ude af studieledelsens hænder. Med disse betragtninger vil jeg ønske et godt arbejds- og studieår til alle. Per Grau Møller 6

7 En geopolitisk katastrofe? Rusland efter Sovjetunionens fald Af Karsten Jakob Møller, generalmajor (pens.) og senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier Denne artikel vil forsøge at trække nogle linjer fra Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1991 til det Rusland, der i december 2011 går til parlamentsvalg og i marts 2012 præsidentvalg. Den vil primært beskæftige sig med indenrigspolitiske forhold og kun i enkelte tilfælde perifert berøre udenrigspolitik. Er der tale om en geopolitisk katastrofe, som Præsident Vladimir Putin karakteriserede det i sin tale til Føderationsforsamlingen i april eller der tale om en stat og nation, der har været igennem en meget vanskelig og problemfyldt transitionsproces? Den Russiske Føderation opstod som Fugl Phønix af det sovjetiske/kommunistiske fallitbo, eller som Putin så rammende udtrykte det, vi fulgte gennem 70 år en vej, der viste sig at være blind. 1 Der hviler fortsat en tung kommunistisk arv over det russiske samfund, selv 20 år efter det sovjetkommunistiske systems sammenbrud. Netop den i Vesten så udskældte Putin har på rammende vis sat ord på det følelsesmæssige dilemma, som mange russere stadig oplever: Den, der ikke begræder Sovjetunionens sammenbrud har intet hjerte, men den, der ønsker Sovjetunionens tilbagekomst, har ingen hjerne. 2 1 Artiklen, Rusland ved årtusindskiftet, kaldet Putins manifest blev bragt i Rossiiskaja Gazeta og Nezavisimaja Gazeta den 31. december Tv-interview umiddelbart efter hans valg til præsident den 7. maj

8 Sovjetunionen bryder sammen I den vestlige presse er 20-årsdagen for det fejlslagne kupforsøg mod den daværende sovjetiske præsident, Mikhail Gorbachev, den august, blevet fejret, som den begivenhed, der i sidste ende bidrog til det kommunistiske systems endeligt og hvis konsekvens viste sig at være Sovjetunionens opløsning. I de russiske medier er tonen afdæmpet; her er det måske mere korrekt at tale om refleksion. Der er stærkt blandede følelser i den russiske befolkning til denne problemkreds. Der er overvejende enighed om, at kupforsøget demonstrerede, at det sovjetiske og kommunistiske system havde spillet fallit. Den politiske elite troede dybest set ikke længere på systemets overlevelse. Partileder og præsident Mikhail Gorbachev havde mistet enhver form for autoritet. Det økonomiske system var i realiteten holdt op med at fungere. Det samme gjaldt unionen mellem de 15 sovjetrepublikker. De lokale eliter i de enkelte republikker var kommet til den opfattelse, at man uden en unionstraktat ville være bedre stillet og den 31. december 1991 opløstes Sovjetunionen formelt. Det paradoksale er, at de fleste russere ikke betragter det fejlslagne kup som en begivenhed af historisk betydning, selvom konsekvensen var, at man blev befriet fra den totalitære fortid. Det burde vel fejres på linje med sejren over det nazistiske Tyskland i 1945, men sådan forholder det sig ikke. Russerne fik deres personlige frihed hvilket i øvrigt viste sig ikke at være omkostningsfrit for at sige det mildt men samtidig mistede de et imperium, hvilket har efterladt et væskende sår i den russiske sjæl. Generaloberst Leonid Ivashov, der i dag er direktør for det russiske geopolitiske selskab, har i sin doktorafhandling (Leonid Grigor evitsj Ivashov: Evoljutsija geopolitjitjeskovo razvitija Rossii: ustoritjeskij opit: i uroki, Moskva 1999) fremført det synspunkt, der deles af mange russere, at Rusland ingen eksistensberettigelse har, med mindre det er en stormagt og imperium. 3 Det var derfor ingen tilfældighed, at Putin i en artikel i Rossiiskaya Gazeta, Rusland ved årtusindskiftet, den 31. december Ivashov, Leonid Grigor evitsj: Evoljutsija geopolititjeskogo Raszvutija Rossii: Istoritjsskij opit uroki. P. 26

9 umiddelbart før han tiltrådte som midlertidig præsident, tilkendegav, at hans primære mål var genrejsning ag Rusland som stormagt. Det er ikke denne artikels formål at analysere årsagerne til Sovjetunionens sammenbrud, men mange af forklaringerne kan findes i årene , Gorbachev-perioden. Den russiske politolog Boris Makarenko har påpeget, at Rusland gennem historien gentagne gange har set politiske reformer iværksat, men først når det var for sent; og det er vel det, der var karakteristisk for Gorbachev-perioden. 4 Men to begivenheder havde særlig betydning. Den 14. marts 1990 afholdtes USSR s Folkedeputeredes 3. Kongres og her fik Gorbachev trumfet igennem, at Sovjetunionens Kommunistiske Parti, SUKP, reelt blev frataget magten gennem afskaffelsen af partiets magtvertikal og monopol. Det skete ved en afskaffelse af artikel 6 i den sovjetiske forfatning, der omhandlede partiet ledende rolle i samfundet. Samtidig indførtes posten som Sovjetunionens præsident., en post som Gorbachev påtog sig den følgende dag, den 15.marts. SUKP havde, bl.a. på grund af Glasnost (åbenhed)-politikken mistet prestige i betydelig grad. Glasnost havde oprindeligt til formål at afsløre korrupte og uduelige partifunktionærer og embedsmænd og var i den henseende en succes. Sat lidt på spidsen kan man sige, at Gorbachev for at bevare magten afskaffede ideologien. Som politologen Stanislav Belkovsky formulerer det:..uden ideologi var der simpelthen ikke behov for USSR. Unionsrepublikkerne var helt i stand til på egen hånd at lade sig integrere i den civiliserede verden. 5 Hermed blev der sat nogle dynamikker i gang, som ikke lod sig styre. Gorbachev forsøgte at redde unionen ved at foreslå en ny unionstraktat og han lod afholde en folkeafstemning den 17. marts 1991, hvor vælgerne skulle tage stilling til spørgsmålet: Går de ind for bevarelsen af Unionen af Sovjetiske Socialistiske Republikker i form af en fornyet føderation af suveræne republikker med lige rettigheder, i hvilken der vil være fuldstændig garanti for menneske- og frihedsrettigheder for enhver nationalitet? Man kunne stille spørgsmålet mere direkte: Behøver vi en ny stat 4 How Democracy stacks up on former Soviet soil. Moscow Times 16. august Interview med Belkovsky i Moskovskij Komsomolets 18. august

10 kaldet Sovjetunionen, men som stort set i enhver henseende adskiller sig fra den hidtidige Sovjetunion? Et flertal svarede ja og Gorbachev indledte derefter forhandlinger med unionsrepublikkerne, den såkaldte Novo- Ogarevo proces. Der var imidlertid et problem med denne folkeafstemning: Af de 15 unionsrepublikker var det kun de 9, der deltog. Estland, Letland, Litauen, Moldova, Georgien og Armenien nægtede at deltage, hvilket underminerede afstemningens legitimitet.. 6 Opløsningen af unionen var allerede i udvikling. En helt afgørende faktor i opløsningen af unionen var valget af Boris Jeltsin til Den Sovjetiske Russiske Republiks første præsident den 12. juni Han fik 57 % af stemmerne og fik dermed et solidt folkeligt mandat til at gå ind i forhandlingerne om en unionstraktat. Adskillige russiske historikere og politologer, herunder føromtalte Stanislav Belkovsky, er af den opfattelse, at hvis ikke det personlige fjendskab mellem Gorbachev og Jeltsin havde udviklet sig til en bitter personlig magtkamp, kunne unionen i en eller anden form formentlig være reddet. Personligt finder jeg det mere end tvivlsomt, men denne del af den russiske mytologi skal ikke diskuteres her. Det fejlslagne kup den august frembragte en folkehelt, Boris Jeltsin, der virkelig trådte i karakter og bidrog til kupforsøgets fiasko på afgørende vis og kom ud af krisen med en hidtil uset autoritet. Hans position var styrket, ikke mindst i forhold til Gorbachev, der havde mistet næsten al sin autoritet. Jeltsin handlede hurtigt, forbød SUKP og opdelte sikkerhedstjenesten KGB i en udenrigsefterretningstjeneste SVR, en intern sikkerhedstjeneste, det senere FSB, samt grænsetropper, samtidig med at han lod de centrale organer i Sovjetunionen tømme for indhold ved at lade ressourcer og opgaver overgå til Rusland. 7 I løbet af efteråret 1991 fortsatte stridighederne, om hvordan en kommende unionstraktat skulle se ud. Medio november forelå 5. udkast, der skulle drøftes på en konference den 25. november.. Men kun Rusland, 6 Ibid. 7 Se f.eks. Richard Sakwa: Russian Politics and Society. Fourth edition. Routledge 2008 p

11 Hviderusland og de centralasiatiske republikker ønskede at deltage. Ukraine meldte fra, og det blev afgørende for det videre forløb. Ukraine have den 24. august udstedt en provisorisk erklæring om republikkens uafhængighed. Den 1. december blev der afholdt folkeafstemning om spørgsmålet og udfaldet blev et overvældende flertal for selvstændighed. Samtidig valgtes kommunistpartiets hidtidige 1. sekretær Leonid Kravchuk til landet 1. præsident. Igen handlede Jeltsin hurtigt og mødtes med Leonid Kravchuk og formanden for det hviderussiske parlament, Stanislav Shushkevich, i en jagthytte i Belovezhskaja Puschcha i Hviderusland. Her indgik de tre ledere den såkaldte Belovezh aftale, hvori man erklærede, at Sovjetunionen var ophørt med at eksistere. I stedet dannedes SNG, Sodruzhestvo Nezavisimykh Gosudarstv, Sammenslutningen af Uafhængige Stater, en meget løs organisation uden overstatslige overbygninger. Aftalen vakte bestyrtelse blandt de centralasiatiske republikker, som på initiativ af Kasakhstan mødtes i Ashgabat i Turkmenistan den 12. december og besluttede at tilslutte sig SNG. Den 21. december mødtes 11 republikker i Almaty i Kasakhstan (de tre baltiske lande og Georgien deltog ikke) for at undertegne den såkaldte Almaty protokol, hvorved man tilsluttede sig Belovezh aftalen. Samme dag erklærede Kasakhstans leder, Nursultan Nazarbajev, at Sovjetunionen ikke eksisterede længere og ved årsskiftet 1991/92 blev det røde flag med hammer og segl strøget over Kreml og erstattet med Den Russiske Føderations hvid, blå og røde trikolore. 8 Det sovjetiske imperium var kollapset, og når der er brugt en del plads på at skildre det her, er det fordi det, som tidligere nævnt, fik betydelig indflydelse på den politiske dagsorden i 90 erne. Da Dumaen i midten af 90 erne søgte at rejse rigsretssag mod Jeltsin, var Sovjetunionens sammenbrud et af de vigtigste forhold, han blev anklaget for, fremført af kommunisterne og nationalisterne. Der er næppe tvivl om, at Jeltsin havde håbet på, at SNG med tiden kunne udvikle sig til en egentlig erstatning for Sovjetunionen, gerne med ham selv i spidsen, men de lokale eliter i de 8 Se f.eks. John B. Dunlop: The Rise of Russia and the Fall of the Soviet Empire. Princeton University Press 1993 p

12 øvrige republikker havde allerede fået smag for den magt og prestige, som selvstændigheden medførte. Imperiets sammenbrud er stadig et åbent og væskende sår i den russiske befolkning og dermed i russisk politik Ikke mindst skal de jævnlige russisk-ukrainske skærmydsler ses på denne baggrund. Den 28. oktober 1991 holdt Jeltsin en af sine vigtigste taler i Den Russiske Føderations Folkekongres, hvori han erklærede sig som tilhænger af radikale markedsreformer. Han fremlagde sine forslag til økonomiske reformer: frigivelse af priser, afvikling af handelsrestriktioner, fri ret til privat erhvervsudøvelse kombineret med en makroøkonomisk stabiliseringspolitik. Talen med de mange forslag blev sat til afstemning i Folkekongressen og fik overvældende majoritet: 876 stemmer for og 16 imod. Forslagene dannede udgangspunkt for en række dekreter, der satte reformerne i kraft den 1. januar 1992 og dermed lagde grunden til den økonomiske udvikling i de første år af Den Russiske Føderations eksistens som selvstændig stat, en politik der senere er blevet stærkt kritiseret. 9 Periodens økonomiske kaos har brændt sig ind i mange russeres bevidsthed, og fortællingen om 90 ernes politiske og økonomiske kaos har skabt det behov for stabilitet, som Putin lovede russiske befolkning at tilvejebringe ved sin tiltrædelse som præsident 1. januar 2000 og som han i ikke ubetydelig grad har opfyldt. Man kan altid diskutere, hvordan han gjorde det, men det vender vi tilbage til. 10 Sovjetunionen var ophørt med at eksistere og scenen var sat for Den Russiske Føderation. Den Første Russiske Republik Det er næppe for meget sagt, at Jeltsin overtog et fallitbo efter Gorbachev og stod ved indgangen til 1992 over for en gigantisk opgave: - Imperiet skulle afvikles 9 (forfatterkollektiv under ledelse af J. M. Baturin) Epokha Eltsina. Otjerki polititjskoj istorii. Moskva Vagrius p Se beskrivelsen i kapitel 1 og 4 i Karsten J. Møller: Fra kaos til Putin. Jyllands-Postens Forlag

13 - Det kommunistiske system skulle afvikles - Der skulle indføres markedsøkonomi og demokrati - Rusland skulle genrejses fra et politisk, økonomisk, socialt og kulturelt sammenbrud. - Det hele skulle helst håndteres samtidigt. Han valgte imidlertid at prioritere afviklingen af imperiet og overgang til markedsøkonomi. Det er for så vidt klogt at koncentrere sig om imperiets afvikling, fordi skilsmissen mellem Sovjetrepublikkerne kunne udvikle sig til noget meget ubehageligt med etniske konflikter, der om muligt ville kunne sætte udviklingen i det tidligere Jugoslavien fuldstændigt i skyggen. Det var ikke mindst frygten i den vestlige verden. 11 Der havde allerede i Sovjetunionens sidste dage været etniske konflikter mellem azerier og armeniere i Baku, som endte med at føre til den blodige krig mellem Aserbajdsjan og Armenien om Nagorno Karabakh , en af de såkaldt frosne konflikter, der langtfra er løst endnu, og som stadig udgør en potentiel krigsrisiko. I denne sammenhæng skal også borgerkrigene i Georgien nævnes, hvor man efter meget blodige opgør endte med to frosne konflikter, Abkhasien og Sydossetien, konflikter, der blev varme igen i Transnistriens løsrivelse fra Moldova er den sidste af de såkaldt frosne konflikter, som venter på en løsning, som muligvis er inden for rækkevidde. 12 Dertil kom, at der skulle findes en løsning på opdelingen af de militære styrker og her ikke mindst spørgsmålet om de sovjetiske atomvåben, som bl.a. befandt sig Hviderusland, Ukraine og Kasakhstan. I dette spørgsmål fik Jeltsin betydelig hjælp og støtte fra USA, der havde en klar sikkerhedspolitisk interesse (ligesom den øvrige verden) i, at der ikke skete en yderligere spredning af atomvåben. Alle tre parter tog sig godt betalt for at aflevere kernevåbnene til Rusland eller til destruktion i Rusland.. Ukraine var særlig vanskelig og først i 1997 gav Kiev afkald på kernevåben efter indgåelse af en treparts sikkerhedsaftale med USA og Rusland James M. Goldgeier & Michael McFaul: Power and purpose. U.S. Policy Toward Russia after the Cold War.. Brookings Institution Press. Washington D.C kap Ibid. kap Ibid. 13

14 Der skulle tillige finde en opdeling sted af Sovjetunionens aktiver og passiver i øvrigt, hvilket fandt sted uden større problemer. Det skal i den forbindelse nævnes, at Rusland påtog sig den sovjetiske udenlandsgæld, hvilket ikke var nogen helt lille byrde. Rusland har bevaret en betydelig indflydelse i de tidligere sovjetrepublikker, bortset fra de baltiske lande og Georgien og til dels Ukraine. SNG blev ikke til det forpligtende samarbejde som Jeltsin havde håbet på, men Rusland har de facto etableret en indflydelses- og interressessfære i området, ikke mindst i kraft af en økonomi, der er langt større end de øvriges tilsammen. Professor ved London School of Economics, Dominic Lieven, har påpeget, at intet imperium er blevet opløst med mindre tab end det sovjetiske, hvilket Jeltsin i betydeligt omfang har æren for. 14 Det siger sig selv, at indførelsen af markedsøkonomi og fastlæggelse af en økonomisk politik, der kunne genrejse den russiske økonomi, måttet have højeste prioritet. Som nævnt havde Jeltsin allerede i oktober 1991 taget de første nødvendige skridt, men allerede sidst på året begyndte modstanden at melde sig i den russiske Folkekongres. Jeltsin og hans reformatorer med med Jegor Gaidar i spidsen fik aldrig kontrol med Centralbanken, hvilket gjorde den makroøkonomiske stabilisering maget vanskelig. Centralbanken satte långivningen og låntagningen kraftigt i vejret med det resultat, at pengepolitikken brød sammen og landet var tæt på hyperinflation, som reformatorerne fik skylden for. 15 Dertil kom, at Boris Jeltsin og hans regering havde satset på teknologisk og økonomisk bistand fra den vestlige verden og anmodede offentlig om hjælp fra især USA og Tyskland, hvis genforening i høj grad skyldtes russisk (sovjetisk) velvilje. Da han endelig 5 måneder senere modtog et svar, var det uforpligtende. Ifølge økonomen Anders Åslund bidrog det vestlige fravær af bistand til reformpolitikken, at den brød sammen i kølvandet på den galopperende inflation. Rusland fik heller ikke eftergivet noget af sin udlandsgæld i modsætning til f.eks. Polen og de øvrige centraleuropæiske 14 Anders Åslund: The U.S., Not Gaidar, Killed Yeltsin s Reform. The Moscow Times 24. August Ibid. 14

15 lande. Den erfaring har bidt sig fast hos russerne, hvis tiltro til positive vestlige hensigter over for Rusland kan ligge på et meget lille sted. Det er en meget udbredt russisk opfattelse, at Vesten i virkeligheden ønsker og arbejder på Den Russiske Føderations opløsning og dermed opdeling i mindre enheder, der lettere kan domineres. De mere belæste henviser ikke mindst til Zbigniew Brzezinskis The Grand Chessboard fra De anti-vestlige strømninger i Rusland er stadig i dag overraskende kraftige. 16 Jeltsin interesserede sig ikke synderligt for udviklingen af demokratiet. Han kan med rette bebrejdes, at han ikke i tide fik løst spørgsmålet om en russisk forfatning. Da forfatningsspørgsmålet endelig fik en afslutning i i december 1993, havde det ført til en katastrofal situation, idet Jeltsin valgte at løse den forfatningsmæssige krise med militære midler. Denne begivenhed kastede lange skygger over de følgende års politiske udvikling. Dertil kom, at 1993-forfatningen lagde et solidt fundament for det politiske system, der udviklede sig under præsident Putin. Jeg vil derfor se lidt nærmere på forfatningsproblematikken i Den Russiske Føderations først to år. Men det indebærer, at man må gå lidt tilbage i tiden. Den russiske forfatning, som var gældende ved årsskiftet 91/92 stammede i realiteten fra 1978 og var en lettere tilrettet version af den sovjetiske 1977 forfatning. Den havde efter 1990 fået en lang række tilføjelser og var derfor en noget rodet affære for at sige det mildt. Den gav i realiteten såvel den lovgivende som den udøvende magt stort set de samme beføjelser eller sagt på en anden måde: I henhold til forfatningen var Rusland de jure en parlamentarisk republik, men de facto var det en præsidentiel republik. Derfor udviklede forholdet mellem den lovgivende og udøvende magt som en ren magtkamp. 17 De Folkedeputeredes Kongres bestod af medlemmer, der mødtes to gange om året for at lovgive om principielle spørgsmål, fortrinsvis af forfatningsmæssig karakter. Med 2/3 deles flertal kunne den ændre såvel forfatningen som præsidentens magtbeføjelser. Kongressen valgte af sin 16 Karsten J. Møller op.cit. kap Richard Sakwa op.cit. p

16 midte en såkaldt Øverste Sovjet, som kunne følge og kommentere lovgivningen og debattere den udøvende magts politik. Den bestod af 248 medlemmer med stemmeret og 138 medlemmer uden stemmeret, der deltog i udvalgsarbejde. Man kan sige, at den parlamentariske forsamling havde stækket sig selv op til Den Tredje Kongres stemte i april 1991 for beføjelser til præsidenten, der de facto førte til et præsidentielt styre. Den Fjerde kongres i maj samme år stadfæstede de udvidede beføjelser i en Lov om præsidenten og den Femte Kongres gav præsidenten nødretsbeføjelser til at gennemføre økonomiske reformer ved dekreter samt beføjelse til at udnævne ministre uden parlamentarisk godkendelse. Der var imidlertid tale om tidsbegrænsede beføjelser gældende i et år. Men det hele var stadig i rammen af en parlamentarisk forsamling som det øverste organ. Loven om Præsidenten fra maj fastlagde, at præsidenten ikke kunne opløse eller suspendere hverken Kongressen eller Den Øverste Sovjet samt at dekreterne ikke måtte krænke gældende lovgivning. Præsidentens udvidede beføjelser blev således hele tiden betragtet som værende af midlertidig karakter. 18 Som nævnt blev Den Øverste Sovjet i slutningen af 1991 mere og mere kritisk over for præsidenten og hans politik Anført af formanden for Den Øverste Sovjets Præsidium, Ruslan Khaspulatov, forsøgte en rød-brun opposition at standse reformpolitikken ved at nedstemme en række af præsidentens dekreter samtidig med, at man forsøgte at fratage præsidenten hans beføjelser og dermed stadfæste en parlamentarisk republik. På den 6. Kongres i april 1992 blev der lagt en række hindringer i vejen for reformpolitikken, bl.a. landreform og ejerskab til jord. Hvad værre var, at man ikke kunne enes om en ny forfatning. Jeltsin svarede igen med at true med at udskrive en folkeafstemning, opløse parlamentet (hvis valgperiode først udløb i 1995) og udskrive nyvalg. Det blev ved truslen, da han jo ikke havde beføjelser til at tage disse skridt. Dertil kom, at disse ekstraordinære beføjelser som nævnt kun gjaldt for et år og dermed udløb i december. Det førte til et dramatisk opgør mellem præsidenten og parlamentet på den 7. Kongres i december Det lykkedes formanden for 18 Op. cit. p

17 Forfatningsdomstolen at skabe et kompromis, hvorefter en folkeafstemning skulle afholdes i april Men Jeltsin blev frataget en række beføjelser og tvunget til at erstatte Jegor Gaidar med Viktor Tjernomyrdin. Den 8. Konges i marts 1993 skulle godkende udskrivelsen af folkeafstemningen i april, men den forkastede forslaget. Rusland befandt sig i en forfatningskrise af dimensioner. Der kunne ikke udskrives valg, før en ny forfatning var vedtaget, og der kunne ikke vedtages en ny forfatning, før der havde været afholdt valg. Jeltsin valgte herefter at udskrive en folkeafstemning ved dekret den 25. april. Vælgerne skulle tage stilling til fire spørgsmål: Støttede man præsidenten? Støttede man hans økonomiske reform politik? Støttede man snarlig afholdelse af parlamentsvalg? Og støttede man tilsvarende snarlig afholdelse af præsidentvalg? Afstemningen viste massiv støtte til Jeltsin (59 % var for ham og hans politik), 49 % stemte for fremrykket præsidentvalg og 67 stemte for fremrykkede parlamentsvalg. Problemet var imidlertid, at den 9. Kongres havde fastsat, at de sidste to spørgsmål skulle have tilslutning fra mindst 50 % af de registrerede vælgere. 19 Situationen udviklede sig herefter til en bitter og uforsonlig magtkamp mellem præsidenten og Khaspulatov og hans tilhængere. Forfatningsspørgsmålet var gået i hårknude efter en række forsøg over sommeren på at nå til enighed. Den 21. september slog Jeltsin til og udsendte et dekret, hvorved han opløste De Folkedeputeredes Kongres og Den Øverste Sovjet. I stedet skulle der oprettes et Føderationsråd med repræsentanter fra de 88 føderationssubjekter og en statsduma. Valgdatoen blev sat til den 12. december. Khaspulatov reagerede ved at indkalde til den 10. Kongres med det formål at besætte og forsvare parlamentsbygningen, Det Hvide Hus. Den 3. oktober forsøgte hans tilhængere at besætte TV-stationen ved Ostankino og situationen lignede et begyndende statskup. Efter smertelige overvejelser valgte Jeltsin at skære den gordiske knude over og indsatte den 4. oktober militære styrker, herunder specialstyrker og kampvogne til at nedkæmpe oprørerne i Det Hvide Hus. Sidst på eftermiddagen var 19 Ibid. p

18 oprøret nedkæmpet og lederne Khaspulatov og Rutskoi (der rent faktisk var vicepræsident) havde overgivet sig. 146 mennesker mistede livet. 20 Der hersker ikke tvivl om, at Jeltsin handling var forfatningsstridig og den voldelige løsning voldte ham uoprettelig skade og underminerede i en vis forstand den kommende ny forfatning, som jeg vender tilbage til. Men inden da skal man måske stille spørgsmålet: Hvorfor valgte Jeltsin ikke at udskrive valg, da hans popularitet var på sit højeste i august og september 1991, hvor den demokratiske bevægelse stod stærkt og muligheden for at etablere et ægte flerpartisystem og stærke politiske institutioner var til stede? Det er der flere forklaringer på. Den Øverste Sovjet havde spillet en vigtig rolle i bekæmpelsen af kupforsøget i august og det var vel næppe en måde at belønne den på. Dertil kom, at Kongressen af Folkedeputerede klart støttede Jeltsins tiltag i denne periode og endda forsynede ham med udvidede beføjelser. Og der vel næppe sikkert, at Kongressen ville have fået en anden sammensætning. Nok så vigtigt var det, at et valg på dette tidspunkt ville have gjort Jeltsin afhængig af den demokratiske bevægelse, hvilket kunne have ført til en konfrontation med den gamle Nomenklatura, som Jeltsin snart indså, at han måtte støtte sig til for at kunne administrere Rusland. Kort sagt frigjorde hans sig fra den demokratiske bevægelse, der havde bragt ham til magten. Dermed skabte han sig betydelig manøvrefrihed. Men samtidig undlod han at skabe de nødvendige institutionelle rammer og det politiske bagland, der kunne have givet bred styrke til præsidentembedet. Han ønskede at bygge magten på sin personlige autoritet, men denne viste sig ikke at være nogen garant for legitimitet eller effektiv ledelse, en problematik, der også kom til at præge forfatningen, der som bekendt stadig er gældende. Den 2. Russiske Republik Jeltsins dekret af 21.september, der opløste De Folkedeputeredes Kongres og Den Øverste Sovjet, banede vejen for en reorganisering af en forfat- 20 Ibid. 18

19 ningsgivende forsamling, der havde arbejdet gennem nogen tid. En hurtigtarbejdende forfatningskomité fremlagde den 10. november det udkast til ny forfatning, som blev sendt til afstemning den 12. december. Forslaget blev vedtaget med 58 % af de afgivne stemmer, mens 41 % stemte imod. Valgdeltagelse var 58 % og det betød, at kun 30,7 % af de stemmeberettigede stemte for forfatningen, hvilket ikke kan siges at være nogen imponerende opbakning. 21 Forfatningen er overordnet set liberal og demokratisk og fastslår den klassiske magtedeling mellem lovgivende, udøvende o dømmende magt. Den udelukker enhver form for statsideologi og indeholder de gængse frihedsrettigheder. Forfatningen definerer Rusland som en social stat og indeholder en række rettigheder til ydelser m.m., som f.eks. retten til en bolig. Forfatningen har en række svagheder, herunder artikel 80, der giver præsidenten beføjelser til under visse omstændigheder at optræde som garant for forfatningen og dermed får mulighed for at omgå denne, som det var tilfældet i forbindelse med den 1. tjetjenske krig. Men forfatningens svaghed er måske mest rammende beskrevet af dagbladet Nezavisimaja Gazetas tidligere chefredaktør Vitaly Tretjakov, der hævder, at det er en forfatning for præsidenten i almindelighed og for Jeltsin i særdeleshed. Et af forfatningskomitéens medlemmer Oleg Rumjantsev er citeret for følgende udtalelse: Når præsidenten personligt formulerer udenrigspolitikken og indenrigspolitikken, så må man sige, at det demokratiske princip overtrumfes af det monarkiske. En anden kritiker, Konstantin Lubenchenko, hævder, at forfatningen ikke alene giver overvældende fordele til præsidentmagten, men i virkeligheden kodificerer eksistensen af en totalitær stat som kontrollerer alle områder af samfundets liv. 22 Lilia Shevtsova har kaldt Rusland et valgmonarki, 23 og man må da også konstatere, at der er en betydelig ubalance i magtdelingen, først og frem- 21 Ibid. 22 Stanislav Belkovsky op. cit. 23 Lilia Shevtsova: Russia. Lost in Transition. The Yeltsin and Putin Legacies. Carnegie Endowment Washington D.C 2007 p

20 mest på grund af præsidentens meget omfattende magtbeføjelser. Selvom forfatningen grundlæggende indeholder de gængse liberale og demokratiske principper, forudsætter det, at en stærk præsident også er liberal. Hvis dette ikke er tilfældet vil de autoritære elementer i forfatningen hurtigt komme i modstrid med de liberale. Sagt på en anden måde. Forfatningen er i virkeligheden gennemsyret af princippet om magtens udelelighed, den er monolitiske og personificeret i præsidentembedet. Det er præsidenten, der uddelegerer funktioner og kompetencer mere eller mindre vilkårligt og til en snæver inderkreds af konkurrerende interessegrupper. Forfatningen mangler i høj grad de kontrolmekanismer, der kan afbalancere den udøvende magt, hvilket er et af kendetegnene for et demokrati. Jeltsin valgte som tidligere nævnt at konsolidere sin personlige magt frem for at satse på demokratiet. Jeltsins nedtur: Perioden Forfatningskampen kom til at kaste lange skygger over resten af Jeltsins regeringstid. Den var en meget væsentlig årsag til det konstant dårlige forhold mellem præsidenten og Dumaen. Valget til Dumaen i december 1993 sendte chokbølger gennem den politiske elite. Den chauvinistiske populist Vladimir Zhirinovskijs parti fik næsten 23 % af stemmerne. Dumaen var herefter sammensat af 3 blokke: Den rød-brune bestående af kommunister og nationalister, der kunne mønstre ca. 40 % af de deputerede, den liberale blok med ca. 30 % og centrumpartierne med lidt under 30 %. Denne meget store rød-brune blok gjorde sig store anstrengelser for at bremse reformpolitikken samtidig med, at den forsøgte at samle flertal til en rigsretssag mod præsidenten. Chokterapien fra begyndelsen af 1992 havde medført store sociale omkostninger og sendt millioner af russere ud på en social deroute uden sidestykke. Reformerne var derfor ikke populære, og den folkelige modstand blev udnyttet først af Khaspulatov og hans tilhængere, hvilket som nævnt førte til Jegor Gaidars fald og efter 1993 af den rød-brune blok Epokha Eltsina p

21 Under Tjernomyrdin blev reformerne udvandede, frigivelse af priser og handel blev kun delvist gennemført, staten oparbejdede et stort underskud, bl.a. ved statsstøtte til de store urentable tidligere statsvirksomheder. Det store underskud skulle lånefinansieres, hvilket førte til alvorlige økonomiske kriser. Den 11.oktober 1994, den såkaldt Sorte tirsdag, gik bunden ud af den russiske økonomi og rublen tabte mere end en fjerdedel af sin værdi. De såkaldt røde direktører røg ud af regeringen og Anatolij Tjubais fik en låneaftale i stand med den internationale valutafond i forbindelse med en større genopretningsplan.. Da staten i december 1992 begyndte at privatisere, skete det ved udstedelse af vouchers til den enkelte borger, hvor voucheren repræsenterede dennes del af de fælles værdier. Da de fleste kæmpede for deres overlevelse, valgte de at sælge deres voucher til smarte opkøbere for en slik. Da den næste privatiseringsrunde fandt sted, i øvrigt under ledelse af Anatolij Tjubais, var den præget af insider-auktioner, hvor statens guldæg blev solgt til vennerne for en slik. Det var i alt fald den folkelige opfattelse og ikke helt uden grund. Disse privatiseringer var medvirkende til at skabe de såkaldte oligarker, der tjente store penge og blev svimlende rige på kort tid og som benyttede deres adgang til regeringen til at fremme deres forretningsmæssige og økonomiske interesser.. Den almindelige befolkning måtte leve med, at deres lønninger ikke blev udbetalt i lange perioder. Dermed fik kapitalismen og markedsøkonomien i Rusland en rigtig dårlig start. 25 Jeltsins problemer voksede over en bred front. Tjetjenien havde de facto forladt Den Russiske Føderation. I december 1994 indledte han en krig mod Tjetjenien, der først fandt sin afslutning efter i Der var flere motiver til at indlede krigen. Den Russiske Føderation er en skrøbelig størrelse, en kolos på lerfødder, om man vil. Der var i den politiske elite betydelig og reel frygt for, at det tjetjenske eksempel kunne sætte en kædereaktion i gang. Men et andet motiv var ganske nærliggende. Man nærmede sig et valg til Dumaen i december 1995 og et præsidentvalg i som- 25 Fra Kaos til Putin kap

22 meren En rask lille sejrrig krig ville givet kunne gavne præsidenten og hans støtter, Sådan gik det imidlertid ikke, Rusland tabte de facto krigen, selvom spørgsmålet om Tjetjeniens status i Føderationen blev udskudt. Men igen mistede præsident prestige i betydelig grad. 26 Den 17. december 1995 afholdtes Dumavalg. Premierminister Tjernomyrdin stod i spidsen for partiet Vort hjem er Rusland og havde regnet med et rimeligt godt valg al den stund den økonomiske situation syntes at være stabiliseret. Men endnu en gang chokerede vælgerne den politiske elite.. Kommunisterne blev langt det største parti med næsten 23 % af stemmerne, Zhirinovskijs liberal-demokratiske parti fik 11,4 %, mens Tjernomyrdins parti fik 10,3 % og det liberale Jabloko fik 7 %. En række småpartier og uafhængige kandidater fra enkeltmandskredse fik tilsammen næsten halvdelen af stemmerne, 48,5 %. En række af disse medlemmer var til fals for den højestbydende og det var som oftest præsidentadministrationen hvilket præsidenten kunne være glad for, da Dumaen blev benhårdt domineret af den rød-brune blok. Det var bl.a. årsagen til, at det ikke lykkedes at rejse rigsretssag mod præsidenten. 27 Dumavalget var en skidt optakt til optakt til præsidentvalget i juni Jeltsins modkandidat, kommunistlederen Gennadij Zyuganov stod i meningsmålingerne til at vinde. Jeltsin fik kun 2-3 % af stemmerne i meningsmålingerne. Statens finanser var i meget dårlig forfatning og lønningerne til de offentligt ansatte blev ikke udbetalt til tiden og ofte var efterslæbet mere end et halvt års løn. Staten fik simpelthen ikke tilstrækkelige indtægter, bl.a. fordi skatteopkrævningen ikke virkede. Det var tvingende nødvendigt at få dette problem under kontrol inden præsidentvalget. Staten måtte have penge i kassen. Man indgik derfor den såkaldte Loan for Shares aftale, hvor oligarkerne lånte statskassen store beløb mod at få pant i nogle af de statslige guldæg, der endnu ikke var blevet privatiseret. Hvis staten ikke kunne betale lånene tilbage vil virk- 26 Ibid. kap. 4 og Ibid. kap

23 somhederne blive udbudt i auktion til panthaverne. Det kunne statens naturligvis ikke, og efter præsidentvalget begyndte et meget uskønt slagsmål blandt panthaverne om disse virksomheder. Det var i den forbindelse, at superkapitalisten Georg Soros kaldte det russiske system for røverkapitalisme. 28 Oligarkerne, der ellers ikke var enige om ret meget, så den overhængende fare i en valgsejr til Zyuganov. Man enedes om at støtte valgkampen med alle midler. Man rådede over penge og medier, og samtidig kunne præsidentadministrationen mobilisere de såkaldt administrative ressourcer, d.v.s en række af de midler, som statsapparatet råder over. Det lykkedes ved en målrettet og talentfuld indsats at genrejse Jeltsin, der i første valgrunde fik næsten 39 % af stemmerne, mens Zyuganov fik 32,5 %. Den afgørende faktor var imidlertid den populistiske General Aleksandr Lebed, der fik næsten 15 % af stemmerne, men som derefter anbefalede sine vælgere at stemme på Jeltsin i 2. runde. Her fik præsidenten 54,4 % af stemmerne, mens Zyuganov fik 40,7 %. 29 Dette valg kom også til at kaste skygger over resten af Jeltsins tid som præsident. For det første fik han et alvorligt hjertetilfælde, der satte ham ud af spillet i en længere periode. Det betød, at resten af hans præsidentperiode var præget af svigtende helbred, der førte til, at hans entourage med datteren Tatjana i spidsen fik uforholdsmæssig stor indflydelse. Der stod en aura af korruption og nepotisme omkring Familien, som denne gruppe kaldtes. 30 Valgkampen havde selv efter russiske forhold været usædvanlig beskidt og unfair og bestemt ikke efter vestlige standarter. Den Vestlige verden applauderede Jeltsins sejr, mens store dele af den russiske befolkning undrede sig over Vestens dobbelte standarter. Det positive var dog, at Jeltsin efter lange overvejelser alligevel valgte at gennemføre valget på trods af, at stærke kræfter i hans nærmeste medarbejderstab prøvede at overta- 28 Ibid. kap Ibid. 30 Ibid. 23

24 le ham til at udsætte valget på ubestemt tid, jfr. føromtalte artikel 80 i forfatningen. 31 Jeltsin havde under valgkampen forudsagt, at det længe ventede økonomiske opsving ville komme i Økonomien syntes at være stabiliseret, men i virkeligheden pegede de økonomiske pile i den gale retning og i 1997 indtraf en begivenhed, der fik stor betydning for Rusland, nemlig den finansielle krise i Øst - og Sydøstasien. Krisen bredte sig, og medførte bl.a. faldende olie- og råvarepriser. Den russiske økonomi kom igen under pres. Dertil kom, at statens økonomi blev under mineret af det pyramidespil, man havde sat i gang i , hvor man udstedte korte, højtforrentede statsobligationer for at få penge i statskassen. Når disse skulle indfris udstedet man en ny serie og så fremdeles. Rentebyrden endte med at undergrave den russiske økonomi, i øvrigt sammen med en række andre faktorer, som ikke skal beskrives her. Det kulminerede med den store økonomiske krise i august 1998, hvor Rusland de facto gik statsbankerot. Det var også en politisk krise, idet Jeltsin af uransagelige grunde skiftede veteranen Tjernomyrdin ud med den helt ukendte og uerfarne Kirijenko, som han så skilte sig af med midt under augustkrisen. Derefter forsøgte han, at genindsætte Tjernomyrdin, men her satte Dumaen sig imod, og det endte med, at den højt respekterede udenrigsminister Jevgenij Primakov blev udnævnt som leder en centrum-venstre regering, der bl.a. havde en kommunist som finansminister. 32 Denne regering, der lagde grunden til Ruslands økonomiske genopretning, sad frem til foråret 1999, hvor Primakov blev udskiftet med Sergej Stepasjin. Hele dette komplicerede spil var en del af den magtkamp, som udviklede sig op til det Dumavalg, der skulle afholdes i december samme år. Det var også et element i den proces, der bag kulisserne var i gang for at finde en afløser for Jeltsin, der skulle gå efter det præsidentvalg, der senest skulle finde sted i juni 2000, da præsidenten som bekendt kun kan vælges for to perioder i træk. Stepasjin blev åbenbart vejet og fundet for 31 Ibid. 32 Ibid. 24

25 let, eller også vurderede Familien at han ikke ville eller kunne beskytte deres personlige sikkerhed og økonomiske interesser, hvis han blev valgt. I stedet blev Vladimir Putin, der på det tidspunkt kun var kendt i en mere snæver kreds omkring Kreml, udpeget til premierminister og potentiel præsidentkandidat. Familien var åbenbart af den opfattelse, at her havde man fundet en stråmand, som man kunne styre fra kulissen. Deri tog den afgørende fejl, hvilket jeg vender tilbage til. 33 I december 1999 skulle der være valg til Dumaen. Det var et vigtigt valg, ikke mindst i forbindelse med et præsidentskifte. Jeltsins to præsidentperioder havde været præget af en benhård magtkamp først med Den Øverste Sovjet siden med Dumaen. Det var derfor afgørende for magthaverne i Kreml, at denne situation blev bragt til ophør, inden en ny præsident tog over. Primakov havde fået vind i sejlene i sin tid som premierminister og dannede sammen med Moskvas magtfulde borgmester, Jurij Luzhkov, partiet, OVR, Fædrelandet-Hele Rusland. Partiet, stod i efteråret 1999 til at vinde valget klart. Det var planen, at ved det kommende præsidentvalg skulle Primakov opstilles, og hvis han vandt, skulle Luzhkov være premierminister med udvidede beføjelser. Kremls svar var dannelsen af partiet Edinstvo, Enhed. Det blev dannet sent, men Kreml satte alle administrative ressourcer ind, og ved valget den 19. december blev det det næststørste parti med 23,3 % af stemmerne efter kommunisterne, der fik 24,3 %. OVR kun fik 13,3 %. Dermed var der skabt et godt udgangspunkt for en magtoverdragelse til Putin. Og den 31. december overraskede Jeltsin alt og alle ved at meddele, at han trådt tilbage som præsident og i henhold til forfatningen overlod magten til Vladimir Vladimirovitj Putin. Dermed sluttede en epoke i Ruslands historie, en epoke, der stadig og formentlig lang tid fremover vil være omdiskuteret. 34 Jeltsin-perioden i perspektiv. Sovjetunionens sammenbrud havde så omfattende konsekvenser for langt den største del af unionens befolkning, at man godt kan tale om en kata- 33 Fra kaos til Putin. Kap Ibid. 25

26 strofe. Man kan sige meget dårligt om Sovjetunionen, men set fra den enkelte borgers synspunkt, var der et socialt sikkerhedsnet af et vist omfang, som tog hånd om den enkelte fra fødsel til død, hvis man vel og mærke holdt sig inden for de af systemet givne rammer. Nu blev en overvejende del af befolkningen blev sendt ud på en social nedtur uden sidestykke, nærmest i frit fald. Dertil kom, at alle sociale og kulturelle normer blev nedbrudt med det resultat, at alle dårlige kræfter fik frit spil. De dårlige kræfter havde i øvrigt under overfladen rigtigt gode vilkår under kommunismen. Den opgave, som Jeltsin og reformkræfterne stod over for, var i sandhed gigantisk. Man skulle opbygge demokrati og markedsøkonomi fra en rygende ruinhob. I modsætning til de øst - og centraleuropæiske lande havde man i Rusland ikke nogen som helst tradition for demokrati og demokratisk tankegang. Demokratiet fik som beskrevet en dårlig start. Jeltsin havde ikke forståelse for den demokratiske bevægelses betydning for Ruslands og det russiske civilsamfunds fremtidige udvikling. Det var en kalamitet af de helt store, at han ikke prioriterede hele forfatningsproblematikken højere. Han havde til gengæld stor forståelse for den personlige magts betydning og derfor fik 1993-forfatningen en udformning, der gjorde Rusland til en præsidentiel republik, eller et valgmonarki for nu at citere Lilia Shevtsova. Til gengæld er andre relevante institutioner svage, og det har manifesteret sig med stor tydelighed i perioden efter Jeltsins afgang. Det forhold, at Jeltsin blev tvunget ud i en situation, hvor han så sig nødsaget til at løse forfatningskrisen ved at indsætte kampvogne til nedkæmpelse af oppositionen i parlamentet, har sat dybe spor i russisk politik og i opfattelsen af forfatningen, hvis legitimitet i den brede befolkning er til at overse. Det er et så ømtåleligt spørgsmål, så da Putin op til præsidentvalget i 2008 var under et massivt pres for at ændre forfatningen, så han kunne blive genvalgt for en tredje periode i træk, valgte han en anden løsning, fordi han frygtede, at hvis man først begyndte at pille i det ene hjørne ville den skrøbelige forfatning hurtigt blive pillet op. Heller ikke den nuværende præsident, der er jurist til fingerspidserne, har ønsket at ændre forfatningen, bortset fra valgperiodernes længe. Mere generelt har det betydet, at befolkningens holdning til demokrati ændrede sig fra de euforiske augustdage (hvor man i øvrigt ikke rigtigt 26

27 vidste, hvad det indebar) til en udbredt skepsis, ikke mindst efter præsidentvalget i 1996, hvor man var vidne til, at de såkaldt administrative ressourcer blev sat ind med hidtil uset styrke. Valgkampen var utrolig unfair over for modkandidaten Zyuganov, og der var tale om massiv valgsvindel. Vesten applauderede, hvilket ikke har bidraget til russernes tiltro til Vesten og demokratiet i vestlig forstand. Den tabte krig i Tjetjenien bidrog til en yderligere svækkelse af den i forvejen skrøbelige føderation og svækkede Jeltsins prestige enormt. Som beskrevet løb de økonomiske reformer af sporet, fordi stærke kræfter ud fra personlige og ideologiske motiver var imod reformerne. Dertil kom de voldsomme sociale konsekvenser, som reformere fik på kortere sigt. Kapitalisme og markedsøkonomi blev indført på en måde, der gjorde, at den brede befolkning betragtede den ny økonomiske orden med betydelig skepsis. Voucher-eksperimentet, privatiseringsprocessen, der skabte de magtfulde og styrtende rige oligarker, Loan-for-Shares episoden osv. bidrog til det billede af russisk økonomi, som storkapitalisten George Soros kaldte Røverkapitalisme. Det finansielle sammenbrud i august 1998 var kulminationen på denne kaotiske periode, der efterlod mange russere med nostalgiske følelser for den hedengangne Sovjetunion. Den massive korruption, der prægede ikke mindst den sidste del af Jeltsins regeringstid, hvor den såkaldte Familie skaltede og valtede med Rusland, satte prikken over i et i den almindelige befolkning. De liberale kræfter, der havde haft ansvaret for udviklingen i Rusland i 90 erne var blevet kompromitterede i en sådan grad, at det var en forholdsvis let sag for Putin og hans magtbase at marginaliserede dem totalt, så ide ingen indflydelse har længere og formentlig heller ikke får det i mange år fremover, selv efter snart 12 års Putin-styre. Ved afslutningen af Jeltsin-perioden var der et massivt folkeligt krav om ro, orden og stabilitet, et krav, som Putin forstod og udnyttede til sit projekt for Rusland. Putins projekt ? Putin var blevet udvalgt af Jeltsins korrupte entourage Familien som den gamle præsidents afløser og blev i første omgang indsat som premierminister i august Familien var af den opfattelse, at han kunne 27

28 styres fra kulissen. Det lykkedes imidlertid Putin at opbygge sin egen magtbase samt skabe sig en folkelig legitimitet gennem den håndfaste måde, han håndterede den 2. Tjetjenske krig, der brød ud i september Jeltsin-perioden havde været præget af en fjendtlig Duma, hvorfor det første delmål var at sikre en samarbejdsvillig Duma. Kreml dannede i hast et parti, Edinstvo, Enhed, som kunne tage konkurrencen op med Primakovs og Luzhkovs OVR ved valget i december Det lykkedes, idet Edinstvo fik 23 % af stemmerne, kommunisterne 24 %. 35 Dermed var der skabt forudsætning for, at Jeltsin kunne træde tilbage og overlade præsidentembedet til Putin, hvilket fandt sted ved årsskiftet 1999/2000. Putin havde i en større artikel, Rusland ved årtusindskiftet, der blev bragt i de to førende russiske aviser og på nettet, fremlagt sit politiske program, eller manifest som det også kaldes. Han lovede befolkningen stabilitet, økonomisk genrejsning og fremgang og Ruslands genrejsning som stormagt. Han fremhævede tre nøgleelementer: patriotisme, gosudarstvennitjestvo, d.v.s en stærk og centraliseret stat, samt derzhavnost, d.v.s. storhed, Ruslands genrejsning som stormagt. Disse temaer har været gennemgående i hele Putins regeringsperiode, både som præsident og senere som premierminister igen. 36 I maj 2000 blev han valgt til præsident med mere end 50 % af stemmerne i første og dermed eneste valgrunde. Han havde dermed fået det folkelige mandat, der var forudsætningen for, at han kunne sætte sit projekt i gang. Krigen i Tjetjenien blev bragt til ophør som militær operation i løbet af 2000, idet den dog blev fortsat som politiaktion. Ikke desto mindre fortsattes og fortsættes der stadigt med at udgå terroraktioner fra Tjetjenien og Nordkaukasus, de mest spektakulære den store gidselaktion i Dubrovka teateret i Moskva i oktober 2002 og aktionen mod skole nr. 1 i Beslan i Nordossetien i september 2004, begivenheder, der fik betydelig indflydelse på den politiske udvikling. Der er mange teorier og forklaringer på, 35 Fra kaos til Putin 36 Richard Sakwa: Putin. Russia s Choice. Kap

29 hvorfor krigen brød ud. Det skal ikke diskuteres i denne artikel, men i den russiske politiske elite var der op gennem 90 erne en tiltagende frygt for Den Russiske Føderations sammenhængskraft. Regionerne og republikkerne optrådte meget selvstændigt i forhold til centralmagten i Moskva. Det var et levn fra Jeltsin, som havde givet dem meget vidtgående beføjelser for at få deres støtte. De lokale eliter styrede deres regioner som små kongedømmer. Der var begrundet frygt for, at nogle af de rige regioner og republikker, f. eks Tatarstan og Jakutien kunne finde på at erklære sig selvstændige. Putin og kredsen omkring ham fandt det tvingende nødvendigt, at ændre på dette forhold. Tjetjenien var i den henseende vigtig, da man frygtede en domino effekt, hvis Tjetjenien forlod føderationen. Det første skridt til styrkelse af centralmagten kom i maj 2000, hvor Rusland blev opdelt i 7 føderale distrikter med en af præsidenten befuldmægtigede i spidsen. Denne konstruktion skulle bringe den regionale lovgivning i overensstemmelse med den nationale samt gennemføre tilsyn og kontrol med regionernes virksomhed. Guvernørerne mistede tillige deres pladser i Føderationsrådet, det russiske parlaments 2. kammer. Efter gidselaktionen i Beslan i 2004 blev de direkte valg til guvernørposterne afskaffet. Guvernørerne udpeges herefter af præsidenten, og siden 2004 er der gennemført en udskiftning sted af næsten samtlige guvernører og præsidenter for republikkerne. Samtidig har der fundet en meget markant centralisering sted med et omsiggribende bureaukrati til følge. Centralmagten er blevet markant styrket, og der er ikke umiddelbar fare for føderationens sammenhængskraft, men de lokale eliters magt er næppe blevet helt brudt. 37 I sommeren 2000 tog Putin et andet opgør, idet han begyndte at fastsætte grænserne for oligarkernes virksomhed. Turen kom først til Vladimir Gusinskij og Boris Berezovskij, der bl.a. stod i spidsen for de to store medieimperier NTV og ORT. Begge følte sig foranlediget til at forlade landet. Dermed fik Putin kontrol med de vigtigste elektroniske medier, en udvikling, der er fortsat. Kreml har i dag fuld kontrol med næsten alle elektroniske medier og godt styr på aviserne, som ikke så mange læser og derfor 37 Ibid. kap

30 har et større spillerum. Derimod blomstrer de sociale medier i disse år og efter det såkaldte arabiske forår, er der næppe tvivl om, at magthaverne overvejer, hvorledes man får mere kontrol med netop disse medier. I januar 2001 afholdt Putin et møde med oligarkerne, hvor rammerne for deres virksomhed blev ridset op. De kunne få lov at beholde, det de havde stjålet fra staten, men de skulle investere og drive virksomhed i Rusland og de skulle afholde sig fra at blande sig i politik. Putins magtdemonstration over for Gusinskij og Berezovskij havde medført, at ingen følte sig foranlediget til at modsige eller modarbejde ham, bortset fra Mikhail Khodorkovskij. Khodorkovskij modarbejdede på en række centrale områder præsidentens politik og varetog benhårdt sine forretningsinteresser, der ofte var andre end regeringens. Da han samtidig signalerede, at han havde politiske ambitioner, endte det med, at han i 2003 blev anholdt og dømt i en meget uskøn sag. Khodorkovskij-sagen og demonteringen af hans forretningsimperium, Yukos, betegnede et vendepunkt i Putins præsidenttid. Hidtil havde han gennemført en lang række liberale økonomiske reformer, men fra 2003 til udgangen af hans 2. periode skete der en udvælgelse af en række strategiske områder, hvor man samlede store virksomheder i konglomerater med repræsentanter fra magthaverne i Kreml på de ledende bestyrelsesposter. Det var en bevægelse hen mod statskapitalisme, en bevægelse, der senere er blevet bremset, og som man nu prøver at vende på grund af en åbenlys manglende effektivitet. Det har været en udbredt opfattelse, at de såkaldte siloviki er, d.v.s. folk fra sikkerhedsapparatet og militæret, omkring det tidspunkt blev den dominerende magtgruppering. Det er imidlertid ikke helt rigtigt. For det første er siloviki erne ikke en homogen gruppe, og for andet har de mere liberale reformatorer fra Putins tid i Skt. Petersborg stadig betydelig magt. Ellers var Medvedev næppe blevet udpeget som Putins (formelle) efterfølger. Men det står klart, at fra 2003 havde Putin etableret en solid magtbase, hvorfor han langsomt, men sikkert kunne skille sig af med de gamle Jeltsin-folk Ibid. kap

31 Ved Dumavalget i slutningen af 2003 blev hans magt yderligere konsolideret. I den forløbne valgperiode havde man sammenlagt Edinstvo og OVR til partiet Edinnaya Rossiya, Det forende Rusland. Dette parti fik ved valget 56 % af stemmerne og dermed flertallet i Dumaen. De gamle liberale partier blev ikke valgt ind. Kun kommunisterne, det liberaldemokratiske parti og det nationalistiske parti Rodina, Fædrelandet, passerede spærregrænsen på 5 %. Dermed var Dumaen under Putins fulde kontrol, en udvikling, der fortsatte ved Dumavalget i 2007, hvor Det Forenede Rusland fik konstitutionelt flertal i Dumaen, d.v.s 2/3 af de valgte medlemmer. 39 Det Forende Rusland er magtens parti og har flertal i langt de fleste regioner og kommunale råd.. Oppositionen i Dumaen kaldes også for systemets opposition, fordi det er den styrede opposition, som magthaverne i Kreml tillader. Den ikkesystemiske opposition kan enten ikke klare spærregrænse, der for tiden er 7 %, eller får slet ikke lov til at stille op. Det er det såkaldt styrede demokrati eller det suveræne demokrati, som det har udviklet sig i Putinperioden. Det suveræne demokrati indebærer, ifølge Putin og hans spindoktor Surkov, at Rusland ud fra sin historiske og kulturelle baggrund udvikler sin egen styreform. Med tiden er det ikke utænkeligt, at man får reelt flerpartisystem, men det er en evolutionær proces over lang tid. Det politiske system er topstyret og valgene er også styrede, så der ikke kommer overraskende og for magthaverne ubehagelige resultater. Der er tale om et skindemokrati med et autoritært tilsnit. Det skal nævnes, at Rose-revolutionen i Georgien og Orange-revolutionen i Ukraine var stærkt medvirkende til de politiske stramninger. Magthaverne frygtede en såkaldt Birke-revolultion, hvor oppositionen med hjælp fra udenlandske kræfter (læs: USA), tog magten i landet: 40 Ved præsidentvalget i marts 2004 blev Putin valgt med 71 % af stemmerne uden nogen seriøs modkandidat.. Putins politiske stabiliseringsproces var dog ikke tilendebragt. For et system som det russiske er det en farlig 39 Ibid. kap.4 40 Ibid. 31

32 situation, når der skal vælges ny præsident. Derfor var der mange overvejelser i magtens inderkreds, hvordan præsidentvalget i 2008 skulle håndteres. Der var adskillige fortalere for, at forfatningen skulle ændres, så Putin kunne genvælges for en eller flere perioder yderligere. Det afstod man som nævnt fra og valgte i stedet at promovere Dmitrij Medvedev, en af Putin nære medarbejdere helt tilbage fra tiden i Skt. Petersborg. Putin sikrede sig det fortsatte greb om magten ved at overtage posten som premierminister og formand for partiet Det Forenede Rusland. Ved det kommende præsidentvalg i 2012 kan Putin genvælges og det endda for en seksårig periode, hvis han stiller op, hvad meget tyder på, at han gør. Putin er for magthaverne, de forskellige klaner, grupperinger og interessegrupper omkring Kreml, nærmest uundværlig, fordi han formår at afbalancere de forskellige interesser, samtidig med han sørger for, at ingen af dem bliver for stærke på de andres bekostning og at de alle får deres del af kagen. Kreml Incorporated er betegnelsen for denne politiske og økonomiske elite, der styrer Rusland, som deres egen private forretning. Denne særlige styreform er den logiske følge af forfatningen, der kun giver plads for én stærk institution: Præsidentembedet. 41 Putin lovede som nævnt en økonomisk genrejsning og kort fortalt oplevede Rusland en økonomisk vækst på 6-7 % om året i hans to præsidentperioder. Man fik afviklet hele statsgælden fra Jeltsin-perioden, hvilket må siges at være noget af en bedrift. Nogle få er blevet styrtende rige, men det skal understreges, at et stort flertal af russere har fået del i velstandsstigningen i større eller mindre grad. Den økonomiske fremgang skyldes ikke mindst de stærkt stigende priser på energi og råvarer, som Rusland er storeksportør af. Det er til gengæld også den russiske økonomis akilleshæl, at man er så afhængig af råvareeksport og derfor har ikke mindst præsident Medvedev talt meget om modernisering og diversificering af 41 Ibid. kap. 4 32

33 den russiske økonomi. Men det er for det meste blevet ved de pæne ord. Medvedev siger de rigtige ting, men der sker stort set ingenting. 42 Rusland blev ramt hårdt af den økonomiske krise i 2008, men stod igennem med skindet på næsen, fordi man havde opsamlet store summer fra olie- og gasindtægter i en Reservefond og en stabiliseringsfond efter norsk mønster. Den store økonomiske fremgang betød også, at russerne meldte deres tilbagekomst som stormagt. Denne artikel vil som nævnt ikke behandle udenrigspolitikken, men Ruslands internationale position er blevet styrket, om end næppe i samme omfang, som mange russere tror og håber på. Man har dog fået genetableret en vis for indflydelses- eller interressessfære over de tidligere sovjetrepublikker, dog undtaget de tre baltiske. Krigen med Georgien i august 2008 gav Rusland lejlighed til at trække en streg i sandet, der markerede, hvor grænsen går for NATO-udvidelser. Men for de fleste russere har Putin holdt sine løfter fra nytårsaftensdag 1999 om at genrejse Rusland som stormagt. Putin i perspektiv Rusland er i dag væsentligt bedre stillet på stort set alle områder end i Jeltsin-tiden, bortset fra demokrati og menneskerettigheder, hvor der som nævnt er sket stramninger, men som heller ikke havde det alt for godt under den første præsident. Korruptionen har om muligt bredt sig yderligere, og synes ikke at kunne bekæmpes. Det siger sig selv, at når der ikke er en kritisk presse, en kritisk opposition og et velfungerende civilsamfund og korruptionen tilmed begynder i systemets top, er korruptionsbekæmpelse en vanskelig sag. Selv om præsident Medvedev har gjort det til en af sine mærkesager, er der heller ikke på dette område sket noget af betydning. Han har hele tiden manglet gennemslagskraft. Derfor bliver han næppe genvalgt. 42 Alexander Rahr. Putin nach Putin. Das kapitalistische Russland am Begin einer neuen Weltordnung. Universitas Wien 2009 p. 195 ff. 33

34 Man kan diskutere, hvorvidt der er skabt politisk stabilitet forfatningen skabte som nævnt et på mange måder skrøbeligt og ustabilt politisk system. Med de ændringer, som Putin har gennemført for at stabilisere det, kan det fungere, når præsidenten har den fornødne folkelige opbakning. Men hvis økonomien svækkes og der opstår social uro, er det et utilstrækkeligt system. Befolkningen valgte i en periode stabilisering frem for demokrati. Det er ikke sikkert, at det varer ved. Der er flere tegn på, at mange er træt af skindemokratiet, hvor de ikke kan vælge deres egen borgmester (i de større byer) eller guvernør, og man behøver ikke at være statskundskabsstuderende for at se, at der reelt ikke er noget præsidentvalg. Man er dødtrætte af den endemiske korruption, der er en logisk følge af det klientsystem, der har udviklet sig med præsidentembedet i toppen. og det hurtigt voksende bureaukratis magtmisbrug, hvilket fremgår tydeligt på de sociale medier. De yngre og veluddannede ser med betydelig skepsis på landets fremtid, bl.a. fordi der ikke gennemføres de fornødne reformer, der kan nedbringe afhængigheden af olie- og gaseksporten og gøre Rusland til en moderne højteknologisk samfund. Den økonomiske stabilitet og fremgang er helt afhængig af priserne på olie og gas og andre råvarer. Man har netop med nød og næppe klaret sig igennem en økonomisk krise. Med en ny krise lurende lige om hjørnet, er der en følelse af usikkerhed. Men russerne er generelt tålmodige mennesker, der ikke interessere sig for politik og først griber til protest, når deres dagligdag er truet. Et andet problemkompleks, der virkeligt kan bringe ustabilitet, bl.a. i form af terrorisme, er Nordkaukasus, som dog ikke skal omtales yderligere. Der er stof til en særskilt artikel om dette emne. Rusland står med et demografisk problem i form af et stærkt faldende befolkningstal og med en aldrende befolkning, som vil lægge pres på det sociale system. Infrastrukturen er underudviklet, der er på trods af olieindtægterne kun bygget få nye veje, sundhedssystemet er i en elendig forfatning og uddannelsessystemet, der en gang var et af verdens bedste, er i forfald og præget af tiltagende korruption. 34

35 Putin og Medvedev har i deres taler analyseret landets problemer hudløst ærligt, der er taget en række initiativer med særlige indsatsområder, der har fået bevilliget store summer. Men der sker ikke så meget og det meste går op i korruption. Rusland følger en usikker vej med muddling through, som man har gjort så ofte før. Eller som Tjernomyrdin så rammede beskrev det: Vi ville det bedste, men det gik som det plejede. 43 Geopolitisk katastrofe? Havde Putin ret i, at Sovjetunionens sammenbrud var en geopolitisk katastrofe? Set med russiske øjne er svaret et rungende ja. Rusland har været en af verdens stormagter siden det 17. århundrede og dets afløser, Sovjetunionen var den ene af de to supermagter efter den 2. verdenskrig frem til afslutningen af Den Kolde Krig. Efter Sovjetunionens opløsning blev landet reduceret til i bedste fald at være en regional stormagt, og primært fordi Rusland stadig besad verdens næststørste atomslagstyrke. Nogle få tal taler sit klare sprog: I midten af 80 erne omfattede USSR et areal på ca. 22,4 mio. kvadratkilometer, en halv gang så stort som USA. I 1992 var det samlede russiske areal skrumpet ind til ca. 17 mio. kvadratkilometer og var dermed på størrelse med Rusland i det 17. århundrede.. Nøgleområder for landbrugsproduktionen som Ukraine, Belarus og de tre baltiske republikker samt de centralasiatiske lande med deres omfattende energiproduktion var blevet selvstændige stater. USSR s befolkningstal var ved slutningen af 80 erne ca., 266 mio. I 1992 var Rusland befolkningstal ca. 147 mio. og er i dag faldet til 142 mio. Det sovjetiske BNP var i midten af 80 erne verdens trediestørste. I midten af 90 erne var Ruslands BNP faldet til langt under halvdelen af det sovjetiske og på størrelse med Hollands. Den økonomiske vækst, der har fundet sted i Putins to præsidentperioder, har bragt det russiske BNP op på en 8. plads. 43 Anders Åslund op.cit. 35

36 Ruslands position på det eurasiske kontinent må siges, at være blevet ændret dramatisk. Rusland har tabt indflydelse til historisk traditionelle rivaler og ikke mindst og særdeles smertefuldt til nye stater, der i århundreder var russiske provinser. Set med russiske briller må det vel siges at være en geopolitisk katastrofe for Rusland som emperium og stormagt. Indenrigspolitisk har man i perioder bevæget sig på grænsen af at katastrofalt sammenbrud såvel som stat og nation som økonomisk, hvilket det dog er lykkedes at undgå, om end med stort besvær. Rusland arbejder sig langsomt ud af arven efter Sovjetunionen og det sovjetiske fallitbo. Det må konkluderes, at Rusland har en lang og vanskelig vej foran sig, inden det måske lykkes at frigøre sig fra denne arv. 36

37 Peter den Stores reformer Mellem tradition og modernitet Af Asbjørn Carbuhn Aae De petrinske reformer er samlebetegnelse for det kompleks af administrative, militære, kirkelige og kulturelle reformer, der blev gennemført i Rusland i den første fjerdedel af 1700-tallet med den hensigt at omdanne den russiske stat, helt eller delvist, efter vestlige forbilleder 1. Skal vi tro adjektivet "petrinsk" og meget af den litteratur, der i de efterfølgende århundreder har beskæftiget sig med reformerne, var de i vidt omfang en mands værk 2 : Peter den Store af Rusland ( , kronet i 1682, regerede alene fra 1689) 3. Peters arv til sine landsmænd er blevet visualiseret på flere måder i en debat, der begyndte ved Peters dødsleje og har raset lige siden. Såede han spiren til en russisk rechtsstaat, der grundet Oktoberrevolutionen aldrig nåede at sætte blomst, eller befæstede han tværtom på sigt autokratiet ved at trælbinde bondestanden og kvæle civilsamfundet? Var de vestlige ideer, han indførte i Rusland, led i en nødvendig og gavnlig moderniseringsproces eller blot udtryk for et snigende 1 Betegnelsen "westernization" ("vestliggørelse") bruges ofte i den engelsksprogede litteratur, men er i mine øjne problematisk. De vestlige forbilleder var snarere midler end mål i sig selv og hvilken syntese mellem hjemligt og fremmed Peter havde i tankerne ved vi ikke. At en ensidig russisk tilnærmelse til vestlige normer var reformernes endemål, kan ikke tages for givet. 2 Hughes, 2002: Side Wiesner-Hanks: Side

38 åndeligt fordærv? Disse positioner 4 vidner om, at de petrinske reformers natur som regel er blevet bedømt (eller fordømt) med udgangspunkt i hvad der formodes at være reformernes langsigtede konsekvenser, der igen formodes at strømme direkte fra den store reformators egen pen og vilje. I denne forstand er Peter den Store ligeså nærværende i den russiske historie efter hans død som i hans egen levetid. Mod denne historieopfattelse kan det imidlertid indvendes, at reformernes grundlæggende karakter ikke kan deduceres fra udviklinger, der fandt sted op til 200 år senere. Dette er ikke blot anakronistisk, men indeholder også et cirkelargument, når det forudsættes, at hvad der hændte efter Peters død, hændte netop, fordi han ønskede det sådan. Problemet forværres yderligere af den grundlæggende uklarhed om, hvilken kurs Peter ville have udstukket for Rusland, om han havde levet længere. Hvilken syntese mellem hjemlandets sæder og vestlige nyskabelser forestillede han sig, hvis han overhovedet havde nogen klar ide herom? Risikoen for at udstyre Peter den Store med senere tankesæt og ideer, der i sagens natur var ham fremmede, bliver så meget desto større i fraværet af en klart artikuleret utopi i hvis billede, Rusland skulle omformes. Essensen af disse overvejelser er, at historiske begivenheder må forstås på deres egne præmisser. Givet de ovennævnte vanskeligheder, der er forbundet med såvel en virkningshistorisk som en ideologisk vurdering af de petrinske reformer, vil jeg derfor foreslå en anden tilgang. I stedet for at spørge hvorfor Peter reformerede Rusland, vil jeg spørge hvordan og undersøge, hvilke svar den nyere historiografi giver på følgende spørgsmål: Hvilke magtinstrumenter tog Peter i anvendelse som led i sit reformprojekt? Hvilke strategier benyttede han for skiftevis at tvinge og lokke sine ofte vrangvillige undersåtter over på sin reformgalej? Hvilke indblik giver hans valg af magtstrategier os i reformernes natur? Hvordan skriver disse strategier sig ind i den overordnede fortælling om Ruslands modernisering under Peter, med andre ord, blev Rusland reformeret med moderne eller traditionelle midler? Disse spørgsmål vil jeg søge at besvare 4 Raeff (ed.), 1972 giver et godt indtryk af de ideologiske hovedstrømninger indenfor den russiske debat om Peter den Store. 38

39 med afsæt i en diskussion af tre værker, der repræsenterer de fremherskende skoler indenfor den nyere historiografi om Peter den Store. Det drejer sig om Evgeny Anisimov og Lindsey Hughes, der repræsenterer hver deres gren af den traditionelle såkaldte "statsskole", der fokuserer på statsopbygning og bureaukratiske institutioner. Modsat står Paul Bushkovitch, hvis anliggende er en grundlæggende revision af de synspunkter der fremføres af førstnævnte. Denne diskussion vil danne baggrund for opgavens anden del, hvor jeg i lyset af en række konkrete eksempler vil søge at vurdere de respektive skolers meritter. Evgeny Anisimov - Vremya Petrovskikh Reform Den russiske historiker og professor i Ruslands førrevolutionære historie ved Sankt Petersborgs Statsuniversitet Evgeny Anisimov (f. 1947) er forfatter til monografien Vremya Petrovskikh Reform (De Petrinske Reformers Tid) fra Denne bredt anlagte, og på samme tid detaljerede, syntese indledes med en vurdering af Peters person og hans tankeverden. Denne vurdering tjener derpå som kontekst, snarere end omvendt, for de påfølgende afsnit, der tager livtag med politiske, militære, økonomiske og sociale aspekter af den petrinske æra. Peters person forankres solidt i begivenhedernes centrum som en art primum movens. Kildemæssigt trækker bogen på såvel russisk som vestlig historiografi samt en bred vifte af arkivmateriale som korrespondance, dagbogsnotater, samtidiges erindringer og allehånde bureaukratiske skrivelser og dekreter, som det ofte behager forfatteren at citere in extenso. Bogen er et barn af Perestrojkaæraens opbrud. Værket kan læses som forfatterens forsøg på at uddrage en lære af den petrinske erfaring til brug i den daværende situation, hvor Sovjetunionen, som Rusland på Peters tid ifølge Anisimov, fandt sig selv ved en korsvej mellem vestligt orienterede reformer og bibeholdelse af et dødsviet og miskrediteret politisk system 6. Roden til den sovjetiske misere søges i netop de petrinske reformer, der 5 European University of Saint Petersburg. "Profile Page - Evgenii Anisimov". Web < Itemid=231 6 Anisimov: Side

40 ifølge Anisimov udgør et enestående vendepunkt i russisk historie. Den styrende tese er at vold og korporlig tvang under Peter institutionaliseredes i et nyt "administrativt-kommandosystem" 7 som hovedmidler til at gennemtvinge statens vilje, læs Peters eget reformkompleks, overfor et vrangvilligt samfund. Hermed grundlægges en sejlivet, nærmest genetisk, tradition for, at den russiske stat udøver vold i fremskridtets navn. Den petrinske arv er i det hele taget ambivalent; på den ene side yder den dividender i form af militære sejre og international prestige til den russiske stat, der kan indtage sin retmæssige plads på den europæiske scene blandt stormagterne. På den anden side, vil Anisimov vide, grundlægges en totalitær, centraliseret og bureaukratisk stat, etaismen sejrer over civilsamfundet, der tæmmes og undertrykkes, og militarisme og den stærke mands kult bliver de centrale strenge i den nye imperiale stats ideologi. Den udvidelse af statens rolle i samfundets affærer, der kendetegner den sovjetiske totalitarisme, finder sin direkte forløber i det petrinske statsbyggeri og Peter fremhæves direkte som Stalins åndelige forfader 8. Peters mål var den velordnede politistat, Stalins var et kommunistisk paradis på jord, men midlet var det samme: trælbinding af et helt folk i en totalitær stats tjeneste. Anisimovs kritiske indstilling til den sovjetiske orden munder ud i et delvist opgør med to af den materialistiske historieskrivnings hoveddoktriner, klasseanalysen og moderniseringsteorien. Den sovjetiske historiografi beskrev med udgangspunkt i klasseanalysen de petrinske reformer som et resultat af borgerskabets sociale opkomst 9. Anisimov foretager en revisionistisk manøvre og vender denne analyse på hovedet. Borgerskabet (en komplet fiktiv kategori for det russiske samfund på Peters tid, ifølge 7 Ibid. side 11. Denne term er naturligvis ikke tilfældigt valgt, men illuderer bevidst til den stalinistiske kommandoøkonomi, der så dagens lys mere en 200 år efter Peters død. 8 Ibid. side 12. Det har traditionelt været Ivan IV "den Grusomme", der har fået den tvivlsomme ære at indgå som det andet led i denne sammenligning. Parallellen går på den politisk motiverede terror, som såvel Stalin som Ivan slap løs mod deres egne eliter. Noget lignende forefindes ikke i Peters regeringstid. Det er Peters forsøg på hensynsløst at mobilisere alle samfundets ressourcer, materielle som menneskelige, til gavn for sin sag, der her udgør basis for den ellers søgte sammenligning, der uden tvivl bør betragtes som et stykke ikonoklastisk perestrojkaæra-polemik med den bestemmelse, at påpege kontinuiteten mellem sovjetmagten og l'ancien regime. 9 Hughes, 2002: Side

41 Anisimov - kapitalejende byboere udgjorde ganske enkelt en forsvindende lille del af befolkningen i det agrare russiske samfund) fratages hovedrollen, der i stedet overlades til blot ét visionært individ, Peter den Store, der i kraft af egen energi og snarrådighed 10 opbygger et centraliseret "administrativt-kommandosystem" på ruinerne af det gamle Ruslands arkaiske prikazy 11. Med denne reformerede og udbyggede centraladministration som sit instrument giver han sig derpå i kast med at reformere det russiske samfund og besejre Sverige i Store Nordiske Krig ( ). De detroniserede sociale klasser står tilbage som værgeløse tilskuere til deres egen undertvingelse og indrullering i denne mægtige bureaukratiske maskine. Når det alligevel ikke giver mening at betegne Anisimovs historiesyn som fuldstændigt personalistisk, er det fordi Peter den Store ikke helt og holdent er sin egen herre. Han er Historiens egen embedsmand, og denne Historie drejer sig om staten. Hvad jeg taler om her er, at Anisimov vælger at bibeholde moderniseringsteorien som den overordnede ramme for sin analyse 12. Ved modernisering forstår han primært udviklingen af statslighed ("gosudarstvennost'"), hvilket vil sige fremvæksten af formelle bureaukratiske institutioner, hvis eventuelle kulmination består af etableringen af en retsstat og repræsentativt demokrati. Den moderniseringsproces, som Rusland gennemgik under Peter, var som sådan uundgåelig og irreversibel, mener Anisimov. Peter den Store udvirkede imidlertid en drastisk intensivering af denne prædestinerede proces, således at Rusland kunne springe adskillige etaper over. Der er med andre ord overladt et vist rum for individuel handling indenfor rammerne af en opblødt, men overordnet set fortsat deterministisk, version af den materialistiske/marxistiske moderniseringsteori. Hvad dette i sidste ende betyder, er at den russiske stat er fuldt ud tænkelig uden de petrinske reformer, hvorimod de petrinske reformer ikke er tænkelig uden den russiske stat. Staten er hovedagenten bag reformprocessen, og ekspansionen og reformerne af statsapparatet, som Peter nok 10 Anisimov: Side Ibid. side 144 ff. Prikaz var betegnelsen for en central administrativ enhed i Rusland før Peter. 12 Ibid. side

42 accelererer, men ikke forårsager, er afgørende for reformernes udfald. De sociale klasser lades ikke ude af billedet, men fremstilles som objekter, som det nyindstiftede bureaukrati handler på, manipulerer med og reformerer mod deres vilje. Denne etaistiske historiografiske position, som med god ret kan kaldes statsskolen grundet dens vægt på storpolitik og formelle bureaukratiske institutioner, understreger med andre ord den klart moderne karakter af de midler, Peter tog i brug for at implementere sine reformer, samtidig med at den fordømmer den voldelige magtanvendelse og ufrihed, som denne modernisering indebar for den brede befolkning i Peters Rusland. Lindsey Hughes - Peter The Great Den anden repræsentant for statsskolen på disse sider er Lindsey Hughes med biografien Peter The Great fra Hughes ( ) var professor i russisk 1700-tals historie ved University College London og er blandt meget andet forfatter til et omfattende tematisk studium af den petrinske epoke, mammutværket Russia In The Age Of Peter The Great (1998), som biografien er et lettere tilgængeligt opkog af 13. Biografien adskiller sig dog fra dette værk ved sin utvetydige fokus på Peter selv, hans forestillingsverden, personlighed og gøremål. Hvad biografien har til fælles med moderværket, er fraværet af en drivende tese. Det er et sammensat og nuanceret portræt læseren præsenteres for. Hughes trækker på mange af de samme kilder som Anisimov: Peters egne optegnelser, dekreter skrevet i Tsarens egen hånd, samtidige beretninger, bureaukratiske dokumenter, foruden såvel vestlig som russisk historiografi. Indplaceringen af Hughes i statsskolen implicerer en række ligheder med Anisimov. Peter skildres som en selvbevidst og oplyst reformator, der, med reformerne og ekspansionen af administrationen og hæren som første skridt, sætter sig for at omkalfatre det Rusland, han har fået i arv gennem storstilede reformer fra oven 14. På den anden side betyder det klare 13 Aizlewood, Robin og Rady, Martin. " Lindsey Hughes (4 May April 2007)". Web < 14 Hughes, 2002: Side 58 ff. 42

43 fokus på Peters person, at den mere private side af hans karakter i højere grad trækkes frem i lyset og det hofliv, for hvilket tsarens person var centrum, belyses også grundigt. Gennem kulturhistoriske analyser af en institution som den Evig-drukne Synode, der var indstiftet af Peter selv og særegen for hoffet i hans regeringstid, viser Hughes, hvordan Peter ved at vende gamle titler, magtforhold og symbolik på vrangen, søgte at skabe en ny "kulturel topografi" ved hoffet og redefinere billedet af Tsaren og de dyder, denne skulle inkarnere i hoffolkenes og undersåtternes øjne 15. Generelt opbløder Hughes en række af de mere firkantede og polemiske programmatiske erklæringer, der springer i øjnene hos Anisimov og gør hans bog til et langt mere tidsbundet dokument. Peters personlige initiativ fremhæves som en af hoveddrivkræfterne bag forandringerne 16, hvilket også er en konsekvens af fraværet af en overgribende teoretisk og deterministisk ramme, lig moderniseringsteorien hos Anisimov. Men hvor Anisimovs Peter er en revolutionær, der nærmest skaber en stat ex nihilo, understreger Hughes, at Peter står i gæld til sin fader Tsar Aleksej Mikhailovich (regerede ), der i sin regeringstid på en række områder gennemførte forsigtige reformer, som Peter senere bruger som fundament for sit eget statsbyggeri 17. Evolution, omend i drastisk forhøjet tempo, er nøgleordet her. Den brutale omvæltning i nationens liv, som Anisimov skildrer, bliver erstattet af et mere sammensat billede af en opbrudstid, hvor nyt og gammelt trives side om side i en konfliktfyldt sameksistens. Nedtoningen af det radikale brud betyder også, at Hughes kan male sit billede af Peter i lysere farver end Anisimov. Der hersker ingen tvivl om, at Tsaren var absolutistisk og egenrådig. Den eneste institution, der på 15 Hughes, 2002: side Dette forhold er givetvis delvist betinget af den biografiske genre Hughes skriver indenfor. Ved at sætte et bestemt individ i centrum for undersøgelsen forstørres dets tilsyneladende indflydelse på begivenhedernes strøm nærmest per automatik vil kritikere hævde. På den anden side har al den litteratur om den petrinske epoke som undertegnede har gennemgået i forbindelse med denne opgave (en ikke ubetydelig mængde) haft stærkt biografiske træk. At Peters person, hans opvækst, psykologi og verdensanskuelse, havde overordentlig betydning for reformernes forløb, lader der i vid udstrækning til at herske konsensus om (se også Hughes, 2002: side 219 ff., hvor det påpeges at selv den materialistiske (sovjetiske) historiografi tilskrev Peter personligt stor betydning) 17 Ibid. side

44 nogen måde udgjorde en modvægt til Tsarens uindskrænkede magt i det moskovitiske system, den rådgivende forsamling Boyardumaen, fik lov at dø en stille død under Peters herredømme, idet han ganske enkelt undlod at udnævne nye medlemmer 18. Totalitær var han imidlertid ikke. Hvorfor? Svaret gives ikke direkte, men findes mellem linjerne: det spæde russiske statsmaskineri tillod ham ganske enkelt ikke at være det. De institutioner, som Peter måtte bero på for at hans vilje kunne ske fyldest, var endnu ganske ufuldkomne og derfor plaget af en række problemer. Systemet var hærget af korruption. Dette var en følge af fraværet af en egentlig bureaukratisk ethos, inkompetente embedsmænd som følge af dårlig eller manglende uddannelse og tilpasningsvanskeligheder, eftersom de nye institutioner var skabt efter primært svenske modeller og ikke udsprang "organisk" af den russiske tradition og historie 19. Sidst men ikke mindst kommer det forhold, at det petrinske bureaukrati var tungt i toppen, imens det administrative net i lokaliteterne var nærmest ikke eksisterende. Peter var, ganske atypisk for en russisk tsar, konstant på farten, men havde ingen pålidelig mekanisme til at sikre sig, at man adlød ham der, hvor han ikke var. Hughes' Peter svæver på en og samme tid mellem almægtighed og afmægtighed. Paul Bushkovitch - Peter the Great - The Struggle for Power Det revisionistiske korrektiv til de ovenfor gennemgåede forfattere og deres værker fremføres af Paul Bushkovitch i monografien Peter the Great - The Struggle for Power (2001). Jeg bruger adjektivet "korrektiv" her, fordi Bushkovitchs nyfortolkning af den petrinske æra ikke så meget er et totalopgør med de forskere, i hvis fodspor han træder, men snarere skal ses som et forsøg på at fremhæve andre og hidtil forsømte sider af det politiske liv i Rusland under Peter og dermed levere et vigtigt afbalancerende supplement til den eksisterende forskning. Bushkovitch (f. 1948), der er professor i tidlig moderne russisk historie ved Yale University og for- 18 Anisimov: Side Hughes, 2002: Side

45 fatter til en mængde monografier og artikler herom 20, har sat sig for at kaste lys over de uformelle magtstrukturer i den russiske stat og dermed omskrive Ruslands politiske historie under Peter 21. Han tager afsæt i en kritik af statsskolen, der på den ene side anerkender dens berettigelse, idet det er hinsides tvivl, at det russiske politiske system og statens bureaukratiske maskineri under Peters herredømme rent faktisk gennemgik dybtgående forandringer, men på den anden side understreger, at den megen opmærksomhed, som historikerne har viet studiet af formelle bureaukratiske institutioner, har betydet, at de mere uformelle og personlige magtmekanismer i det petrinske samfund er blevet stillet i skyggen, hvor de indtil videre er forblevet. Det kan siges, i et ironisk tonefald, at en af fordelene ved studiet af formelle institutioner er, at disse har for vane at efterlade sig tydelige spor i form af eksempelvis forfatninger, lovsamlinger og dekreter. Det samme gælder selvsagt ikke for de uformelle magtstrukturer, som her undersøges, siden de som regel udfolder sig bag kulisserne, hvor de udøver deres diskrete indflydelse på ordlyden i normative dokumenter, som de ovenfornævnte. For at få klarhed over magtens landskab ved det russiske hof må Bushkovitch derfor tage et andet kildemateriale i brug end Anisimov og Hughes. Det vigtigste materiale er depecher fra de diplomater, der var akkrediterede ved det russiske hof 22. Diplomaterne rapporterede flittigt om de intriger og fraktionskampe ved hoffet, som de russiske kilder ofte enten udelader eller er blinde for. Det særlige indblik diplomaterne havde i disse magtkampe, skyldtes at de stod på fortrolig fod med rangspersoner, der havde part i dem. Dette indebærer selvsagt risikoen for blot at reproducere en fraktions version af begivenhederne. En del af de oplysninger diplomaterne gengiver har givetvis blot været løse rygter. Dertil kommer spørgsmålet om modstridende perspektiver: de udenlandske diplomater italesætter begivenhederne og beskriver det russiske samfund 20 Bushkovitch, Paul. "Curriculum Vitae". Web < 21 Bushkovitch: Side Ibid. side 7. Det drejer sig eksempelvis om danske Magnus Gjøe, der var akkrediteret ved Aleksej Mikhailovichs hof. 45

46 ud fra deres egen ideologiske forståelse af det storpolitiske spil og kløften mellem øst og vest, men hvordan ville Peter og hans landsmænd selv italesætte dem? Givet disse begrænsninger i kildematerialet sætter Bushkovitch sig for at konstruere et nyt narrativ om Peters epoke. Resultatet er en form for politisk historie med stærke prosopografiske træk og en vis kulturhistorisk inspiration i behandlingen af eksempelvis hofceremoniellet. Elitens sammensætning, dens gøremål og relationerne mellem dignitarerne indbyrdes og med tsaren blotlægges og magtkampe mellem fraktioner og favoritter og deres opstigen og fald spores. Dette relativt snævre fokus på magtspillet betyder på den ene side, at Bushkovitch er tilbøjelig til at tolke de konstante omkalfatringer af de eksisterende administrative ordninger ind i en snæver politisk sammenhæng uden at tage megen højde for hverken krig eller økonomi. Disse reformer betragtes nærmest som en form for "ministerrokader", hvor nye magtkonstellationer og favoritter kommer til fadet, og ikke som implementeringen af noget grand design for det russiske statsmaskineri 23. På den anden side forskriver Bushkovitch sig ikke til en tidligt moderne politik renset for ideologi, som den kendes fra nogle forskere 24. Konflikten mellem de gamle adelsklaner og opkomlingene, Peters favoritter rekrutteret uden for det miljø, hvor tidligere tsarer hentede deres håndgangne mænd 25, er ikke blot en konflikt om titler, magt og rigdom. Det er også en konflikt om landets skæbne, om den kulturrevolution ("vestliggørelse"), som Peter slap løs i Rusland. Det spørgsmål, Bushkovitch stiller, handler grundlæggende om magtens natur i den tidligt moderne russiske stat. Det havde været ønskeligt om han havde levnet flere sider til at uddybe og præcisere sin kritik af statsskolen, men selvom denne flanke er åben for kritik, forekommer hans basale anke, på baggrund af gennemgangen af Anisimov og Hughes, rimelig nok: det er yderst tvivlsomt, hvorvidt den reelle magt residerede i bu- 23 Se eksempelvis Bushkovitchs diskussion af guvernenmentsreformen i 1707, ibid. side 273 ff., hvor skabelsen af en ny magtbalance mellem Peters egne favoritter og repræsentanter for den gamle adel angives som en af hovedmotiverne. 24 Henshall: Side Hughes, 2002: Side

47 reaukratiet, som statsskolen anakronistisk hævder. Den var derimod, hævder Bushkovitch, et produkt af samspillet mellem Tsaren og hans elite, med andre ord det traditionalistiske moskovitiske aristokrati, som Peter havde fået i arv fra sin fader Tsar Aleksej Mikhailovich 26. Hvad Bushkovitch her foreslår, er en rekonceptualisering af begrebet politik som det relaterer sig til den petrinske æra. Politik på Peters tid handlede ikke om formelle beslutningsprocesser indenfor rammerne af ligeså formelle og rationelt opbyggede institutioner. Rampelyset skal skiftes fra ministerierne til hoffet, og aristokraterne og de klaner, de repræsenterer, skubber de ansigtsløse bureaukrater bort fra scenen og ud af den rolle som Peters passive tjenende ånder, som tidligere forskere har skrevet til dem 27. I stedet træder aristokratiet i karakter som en selvstændig og dynamisk kraft i landets politiske liv og deres magtkampe ved hoffet, mod hinanden og indimellem mod tsaren, og de politiske dagsordner, der underligger dem, erhverver ny betydning. Årsagen til aristokraternes dominans var ganske enkelt deres monopol på højere embeder i staten 28. Magten til at opretholde dette monopol var rodfæstet i de klaner, som aristokratiet stod i spidsen for. Disse klaner kan visualiseres som mægtige uformelle netværk baseret dels på slægtskab og dels på patronklientforhold, hvis kæder strakte sig fra hoffet og ud i provinserne 29. Det var klanerne, og ikke noget bureaukrati, der byggede bro mellem center og periferi, og derfor var Tsaren afhængige af dem, såfremt han ønskede at se sin vilje ske fyldest. Denne reorientering i synet på magtens væsen i det tidligt moderne Rusland får to konsekvenser. For det første erstattes 26 Bushkovitch: Side Ibid. side 2: "..the state school (..) produces a history without living people. The state is essentially an abstraction, as is the tsar-autocrat". Hughes' biografi, der er udkommet efter Bushkovitchs monografi, kan ses som et forsøg på, gennem sit fokus på Peters private sider, at udbedre lige præcis denne mangel og dermed gøre ham til et menneske af kød og blod. Alligevel sætter Bushkovitch med denne formulering givetvis tingene en smule på spidsen. Hos såvel Anisimov som Hughes er siderne fulde af mennesker, der handler på tværs af de strukturer, de er indlejret i. Dertil kommer at han, med rette, kan anklages for selv at ignorere væsentlige sider af den private Peter; analysen af tsarens forhold til hans anden hustru, Jekatarina, levnes ikke mange sider, ej heller hans forhold til den familie han stiftede med hende. 28 Ibid. side Ibid. side 4, 99ff. 47

48 ideen om den principielt almægtige autokrat, der reformerer Rusland på egen hånd eller i alliance med en sluttet kreds af favoritter, med et nyt billede af en tsar, der ikke længere står alene bag statens ror. Ved hans side står en broget flok af adelsmænd og andre dignitarer, som han er tvunget til at samarbejde med for at realisere sit projekt. Dette bringer os direkte til den anden konsekvens, for hvad dette implicerer er, at Peter, for at gennemføre sin vision om at modernisere Rusland, var tvunget til at fæste lid til en klasse, hvis medlemmer for de flestes vedkommende inderligt afskyede og modarbejdede denne modernisering. Det felt hvor Peter, ifølge Bushkovitch, begik sit virkelige mesterstykke var ikke indenfor statsopbygning, men derimod indenfor hofpolitik. Han evnede at spænde en modvillig og reaktionær elite for sin egen vogn og dermed placere dem i frontlinien for en moderniseringsproces, som de ikke selv ønskede. Hemmeligheden var samarbejde snarere end simpel udstedelse af ordre. Facit er, at Peter med sine reformer nok lagde grundstenen til det bureaukratiske monarki, der blomstrede i 1800-tallet, men disse reformer blev gennemført med traditionelle midler. Disse midler var de samme dyder, som mangt en succesrig monark før Peter havde besiddet, og som Peter selv besad til overmål: evnen til at spille det uformelle politiske spil, håndtere sin elite og afbalancere fraktioner mod hinanden i de konstante magtkampe, der tegnede livet ved tsarens hof. Den bureaukratiske kimære I den følgende diskussion vil jeg tage de to præsenterede skolers centrale fordringer, på den ene side at Peter reformerede Rusland ved hjælp af et nyt centraliseret statsapparat og på den anden side, at han gjorde det i tæt parløb med sin adel, op til vurdering og fremføre en kritik af begge. Jeg vil i denne forbindelse argumentere for en opvurdering af hærens rolle i reformprocessen og forsøge at vise, hvordan hæren i forbindelse med indførelsen af kopskatten helt erstattede den civile administration og reelt blev garanten for den nye orden. Som udgangspunkt skal fremføres den betragtning, at såvel Anisimov som Bushkovitch, ganske vist mod deres vilje, demonstrerer de enorme problemer, der er forbundet med en enhedstolkning af Peter og hans epoke. Begge forfattere indleder deres værker med at fremsætte en modig og, i Anisimovs tilfælde, kontroversiel overordnet tese, som de derpå giver sig i kast med at bevise. De støder imid- 48

49 lertid hurtigt på alvorlige skær, thi den heterogene, og derfor fascinerende, petrinske epoke stritter stædigt imod alle forsøg på at indpasse den i en enkeltstående fortolkningsmæssig ramme. Med andre ord findes der en kløft imellem de programmatiske erklæringer og de enkeltkonklusioner, som faktisk drages i løbet af undersøgelserne. Som eksempel, og udgangspunkt for denne diskussion, kan tjene en metafor, som Anisimov ynder at bruge, når han skal forsøge at indkapsle den petrinske æras nybrud i et enkelt begreb: "den bureaukratiske maskine" 30. For Anisimov består problemet i at forklare, hvorfor den "bureaukratiske maskine", som Peter angiveligt byggede og senere satte i gang, ophørte med at fungere i det sekund, tsaren ikke længere var til stede. Siderne er pakkede med eksempler på dekreter, der ikke overholdes og derfor konstant må genudstedes, som regel uden effekt. Sankt Petersborg kan tjene som eksempel. Denne by, grundlagt af Peter selv på en sump i Nevas delta i , kan betragtes som inkarnationen af den petrinske utopi om den velordnede politistat 32 og derfor også som epicenteret for udbredelsen af vestlige normer i Rusland. Som model til efterligning for resten af landet var det af ekstra vigtighed, at håndhæve de nye normer her og alligevel skete det ikke 33. Selv her viste bestemmelserne om borgernes pligt til at bære nymodens vestlig påklædning sig umulige at håndhæve, selv efter Ruslands første politimesterkansleri blev indstiftet i Sankt Petersborg i Man skal tillige holde sig for øje, at den ellers konstant omstrejfende tsar havde for vane at tilbringe somrene i sin nye stad og derfor havde usædvanligt gode muligheder for på første hånd at tilse implementeringen af dekreterne og derpå, i tilfælde af pligtforsømmelse, lade de skyldige embedsmænd føle sin vrede. Anisimovs "bureau- 30 Se eksempelvis Anisimov: Side 11 og side Hughes, 2002: Side Raeff, 1994: Side "Den velordnede politistat" er en interventionistisk stat, der organiserer og disciplinerer borgerne med produktivitetsforøgelse til gavn for statens og folkets velfærd for øje. 33 Se eksempelvis Anisimov: Side og Hughes, 2002: side Forordninger om påklædning, der forbød de traditionelle kaftaner og påbød vestlig mode for de højere samfundslag, blev genudstedt igen og igen, men tilsyneladende uden effekt. 34 Ibid. side

50 kratiske maskine" er ikke en maskine i den forstand, at den fungerede efter mekaniske principper, der tillod tandhjulene jævnt og konstant at dreje videre i arkitektens fravær. I stedet for at tale om en maskine, giver det måske mere mening at tale om en lunefuld organisme. Denne organisme antog én form, når dens skaber var til stede for hensynsløst og resolut at straffe overtrædelser af de myriader af reglementer 35, der flød fra hans hånd, men muterede straks og gik i et med den russiske ursuppe, den var steget op af, når tsaren igen forlod Petersborg på sin evige færd rundt i sit vidtstrakte rige. Tilbage står indtrykket af en tsar, hvis magt ikke rakte meget længere end hans umiddelbare horisont, og som derfor kun regerede der, hvor han var 36. Så snart han drog videre faldt landet og menneskene tilbage i de gamle sæder. Det var givetvis Peters drøm at skabe en pålidelig bureaukratisk mekanisme, til at kanalisere hans vilje, men resultatet var i praksis så dysfunktionelt, at det ikke egnede sig til at regere med. Dette bringer os frem til et slående paradoks ved den russiske absolutisme, for Peter var den absolutte monark par excellence. Traditionen lagde som udgangspunkt ikke mange institutionelle bånd på tsarens magt, men de få, der fandtes, primært boyardumaen, tilsidesatte Peter systematisk 37. Dette havde imidlertid en pris. Den sociale kontrakt, der definerede forholdet mellem suveræn og undersåt i Rusland, var blevet brudt, og med et står det klart, at undersåtternes overdragelse af enevældig magt til tsaren var betinget. Den byggede på en bestemt konsensus om, hvad monarken legitimt kunne foretage sig, og hvilke dyder han skulle inkarnere 38. Peter revolutionerede den rolle, som han var blevet født til at udfylde. Den ideelle moskovitiske tsar var from, fjern og passiv. Peter knuste dette billede og erstattede det med hans eget kontrafej. Han inkarnerede en ny herskertype: den rastløse, omstrejfende og interventionistiske reformator for 35 Ibid. side 258ff. Peter kæmpede en evig kamp for at lappe systemet med nye reglementer og bekæmpe den udbredte korruption ved hjælp af hemmelige overvågningsorganer. 36 Hughes, 1998: Side Anisimov: side Boyardumaen var en forsamling bestående af rigets mægtigste adelsmænd. Der vides ikke meget om hvordan den fungerede, men den bisad tilsyneladende Tsaren, når denne skulle tage vigtige beslutninger, men kun i en rådgivende funktion. 38 Raeff (ed.), 1972: Side

51 hvem ingen affære var for ubetydelig til at udstede en forordning 39. Men dette nybrud betød også opløsningen af den konsensus, som fra fordums tid havde været grundlaget for tsarernes magt og selve forudsætningen for, at herskeren kunne fremsætte et gyldigt krav om loyalitet fra undersåtternes side. Bruddet på den sociale kontrakt ugyldiggjorde dette krav på loyalitet og således gik det til, som ironien vil have det, at hans forsøg på at tiltage sig absolut magt resulterede i noget nær det modsatte. Hæren som administrativt redskab Det er med andre ord korrekt, når Bushkovitch kritiserer forestillingen om den almægtige autokrat for at være urealistisk, en kritik der, som demonstreret ovenfor, paradoksalt nok bekræftes af Anisimov selv. Peters "bureaukratiske maskine" var i bedste fald upålidelig og i værste fald en fiktion, men hvordan kunne det i denne situation gå til, at Peter formåede at gennemføre noget som helst, der overlevede hans eget herredømme? Anisimovs gennemgang af indførelsen af kopskatten i perioden er værd at dvæle lidt ved i forbindelse med dette spørgsmål. Reformen er interessant af flere grunde. For det første var denne reform en af de mest sejlivede overhovedet. Grundpillerne i det system Peter konstruerede forblev på plads helt indtil 1861, hvor livegenskabet endelig blev afskaffet, og havde varige og betydningsfulde konsekvenser, der på mange måder satte rammerne for, hvad senere tsarer kunne og ikke kunne foretage sig 41. For det andet havde reformen som udgangspunkt en utvivlsom moderniserende karakter. Og for det tredje demonstrerer den, hvordan hæren træder i det civile bureaukratis sted på det lokale niveau, da de eksisterende administrative indretninger viser sig utilstrækkelige. Formålet med kopskattens indførelse i 1721 var på den ene side at udjævne skattepåligningen, således at hver sjæl (det mandlige overhoved for hver husholdning) svarede et fast beløb til staten, og på den anden side at øge skatteindtægterne ved at udvide livegenskabet til nye grupper af be- 39 Hughes, 1998: Side Anisimov: Side Raeff (ed.), 1972: Side

52 folkningen 42. Det standssystem, Peter havde arvet, var kendetegnet ved en opdeling af de laveste samfundslag i bofaste bønder og omstrejfende daglejere ("kholopy") og fattiglemmer, hvoraf de sidste grupper ikke svarede skat af den simple grund, at deres medlemmer i princippet var frie 43, hvilket vil sige, at de ikke stod i noget afhængighedsforhold til nogen godsejer eller nogen anden herre 44. Udslettelsen af disse grupper som administrative kategorier påfulgt af tvungen indrullering i en samlet bondestand, der var forpligtet til at svare skat og levere rekrutter til tsarens hær, var reformens formål. Der var altså tale om et forsøg på geografisk og socialt at stavnsbinde en gruppe af mennesker, der hidtil havde undveget statens net, en tingenes tilstand, der i Peters utilitaristiske optik, var lig med spild af kostbare menneskelige ressourcer. Reformen var således udtryk for en rationalisering af et forældet standssystem og et forsøg på at opnå uniformitet i skattepåligningen og punktlighed og regularitet i betalingen. Den var i princippet centraliserende, fordi den indebar skabelsen af et samlet register over skatteyderne 45. Dertil kommer, at den folketælling, der skulle udgøre basis for opgørelsen af skatten, ligeledes tjente som grundlag for et nyt masserekrutteringssystem, der forpligtede samtlige landsbysamfund til at stille med et bestemt antal rekrutter hvert år. Dette system var baseret på svenske modeller, men adskilte sig fra disse, idet Peters rekrutteringskampagner antog et langt større omfang end de tilsvarende svenske 46. Denne nyskabelse, der tilmed repræsenterer et af de første af sin art i hele Europa, er et distinkt moderne træk ved det petrinske reformkompleks. Denne omkalfatrings moderniserende karakter kan der næppe herske tvivl om, men hvordan blev den realiseret? Det umiddelbare middel til at opnå denne stavnsbinding var en landsdækkende optælling af befolkningen i mandtal. Denne opgave blev først betroet lokale myndigheder, i 42 Hughes, 2002: Side Anisimov: Side 368. Mange af de såkaldte "kholopy" var allerede de facto stavnsbundne, imens mange omstrejfere var stavnsbundne på flugt. 44 Anisimov: Side Hughes, 1998: Side Wiesner-Hanks: Side

53 praksis de lokale adelsmænd og deres lakajer, men da det viste sig, at disse ikke var opgaven voksen, blev den overdraget umiddelbart til den vigtigste modtager af de opkrævede midler: hæren 47. Med freden i Nystad i 1721 så Rusland endelig afslutningen på Store Nordiske Krig, der havde raset uafbrudt siden 1700, men Peter valgte ikke af den grund at demobilisere sin hær. Hvorvidt den russiske hær under Peter var tsarens egen skabning eller derimod frugten af en drypvis reformproces, der indledtes under Aleksej Mikhailovich, Peters fader, er et spørgsmål, der fortsat deler historikerne 48, men i denne sammenhæng rækker det at bemærke, at en stor stående hær i fredstid var en virkelig nyskabelse, som tidligere tider ikke havde kendt til. Den øgede finansieringsbyrde i fredstid, som dette naturligvis medførte, var en af de direkte årsager til kopskattens indførelse. Efter krigens slutning blev regimenterne spredt jævnt ud over guvernementerne, og officererne fik i opdrag at tilse folketællingen og skatteopgørelsen og desuden administrere den løbende indsamling af de indtægter, der først og fremmest gik til regimenternes eget underhold 49 og derfor, ironisk nok al den stund Anisimov krediterer Peter for en enestående centralisering af det russiske statsapparat, aldrig så indersiden af nogen central statskasse. Hvad vi her er vidner til, er skabelsen af en egenartet "militær-finansiel mekanisme" 50, et primitivt, men effektivt administrativt instrument til brug på det laveste forvaltningsmæssige niveau. Dette systems effektivitet var funderet på en omgåelse af de centrale instanser, snarere end på centralisering af nogen art, og det lod hånt om klassiske bureaukratiske dyder som lovformelighed og arbejdsdeling 51. Dets potentiale for korruption var enormt, siden det fungerede efter det princip, at desto flere penge op- 47 Anisimov: Side Se eksempelvis Ibid. side 93ff. Anisimov er eksponent for det synspunkt at Peter var tvunget til at opbygge den russiske hær fra grunden efter nederlaget til Sverige ved Narva i For et syn der lægger mere vægt evolution og kontinuitet i hærens udvikling se Hughes, 2002: Side Hughes, 1998: Side Anisimov: Side Det er ikke nødvendigvis nogen anakronisme at tale om en bureaukratisk etos i det petrinske Rusland, se eksempelvis Raeff, 1994: Side 315. Her spores udviklingen af lige præcis en sådan etos i Rusland på Peters tid. 53

54 kræverne (officererne) kunne indsamle, desto højere blev vandstanden i den regimentskasse, som selv samme opkrævere forvaltede 52. For at foregribe den modstand, der helt forudsigeligt opstod blandt de vrangvillige bønder som følge af den øgede skattebyrde, rekrutteringskampagnerne og, for nogles vedkommende, tabet af deres frihed, blev obersten for det stedlige regiment ophøjet til chef for provinspolitiet. Således rykkede militærfolk ind i civile embeder og tilmed med vidtgående beføjelser til at slå ned på ulydighed af enhver art med de magtmidler, der stod til rådighed, det vil sige hæren. Det var desuden politichefens opgave at føre an i øvrighedens kamp mod et fænomen, der i høj grad tegnede landområderne i den krigshærgede petrinske epoke: bøndernes landflugt fra de centrale russiske landbrugsområder 53. Den succesfulde bekæmpelse af denne udvandring var en forudsætning for opretholdelsen af den sociale orden som sådan. Den underminerede statens beskatningsgrundlag og dermed dens evne til at fortsætte krigsindsatsen. Efter krigens slutning forblev den en trussel mod den sociale orden i landområderne, fordi den bragte adelen til ruin og gjorde den nye kopskat umulig at opkræve. Hæren blev således, efter sit indtog i landområderne i fredstid, til den vigtigste garant for denne sociale orden, simpelthen fordi den formåede, ved hjælp af rå vold eller truslen derom, at holde bønderne på plads. Denne "militær-finansielle mekanisme" udgjorde, ifølge Anisimov, den velordnede politistat i sin uskønne praksis 54. Bønderne betalte for de soldaters underhold, hvis opgave det var at undertrykke dem. Som altid i en situation, hvor den ene part ikke har noget at tabe, bliver næveretten den eneste gældende. Dette er ganske rigtigt et godt eksempel på institutionaliseringen af vold og tvang under Peters herredømme, men hovedagenten er ikke, som Anisimovs tese siger, noget centraliseret bureaukrati, men derimod landets hær, der behandler bønderne som rettighedsløse objekter, der kan udnyttes efter forgodtbefindende. Som den samvittighedsfulde og kildelydhøre historiker han er, kommer Evgeny Anisimov uafværge- 52 Se note Hughes, 1998: side , 448. Folketællingen i blotlagde et fald i befolkningen på 20 % siden den sidste folketælling i Anisimov: side

55 ligt til at underminere sin egen drivende tese i konfrontationen med den petrinske epokes brogede historiske realiteter. Ordningen var effektiv i den forstand, at den tilfredsstillede Tsarens behov for penge og rekrutter og adelens behov for livegne til at dyrke deres jorder. På bundlinjen kan det siges, at denne reform, der udadtil bærer mange moderne træk, blev implementeret med autoritære og arkaiske metoder. Som en uforudset konsekvens af disse metoder blev det russiske civilsamfund forvoldt varig skade, som det tog lang tid at forvinde. Set i et moderniseringsperspektiv var rationaliseringen af det gamle standssystem uden tvivl et skridt frem, men med den primitive implementering gik det russiske samfund i samme ombæring to skridt tilbage. Peter og adelen Som konklusion på en længere redegørelse for adelens svækkede stilling i det petrinske Rusland føler Evgeny Anisimov sig kaldet til at stille følgende spørgsmål: giver det overhovedet mening at smykke den russiske adel under Peter med mærkatet "herskende klasse" 55? Dette spørgsmål binder direkte an til Paul Bushkovitchs polemik mod "statsskolen", idet Anisimov mere end antyder at de adelsmænd, der angiveligt styrede Rusland i fællesskab med Tsaren, under Peters herredømme i virkeligheden blev reduceret til en tilstand af ganske vist privilegeret slaveri og underlagt den samme tvang, som Peter anvendte overfor alle andre samfundsgrupper. Tsarens øgede magt over adelen havde flere årsager. Blandt de vigtigste var tsarens forsøg på, gennem sine udnævnelser og gunst 56, at erstatte fødsel med tjeneste som det vigtigste kriterium for en mands værd 57. Denne stræben kulminerede i dekretet om lovbefalet og livslang tjeneste i enten hæren, flåden eller bureaukratiet, der kom til at gælde alle adelige, uanset rang 58. Straffen for uvirksomhed var hård: som ætling af aristokra- 55 Anisimov: side I en karakteristisk spøgende gestus foretrak Peter ofte at omgive sin person med grimme og tåbelige, men hårdtarbejdende, bønder og skibsbyggere. Formålet med at holde disse atypiske favoritter var angiveligt at sende et signal til adelen. Ingen privilegier var gudsgivne, og man måtte stramme sig an for at gøre sig fortjent til Tsarens selvskab og gunst. Hughes, 1998: side Anisimov: side Ibid. side

56 tiet havde man valget mellem at tage en for staten gavnlig uddannelse eller ende sine dage som ungkarl - Peter forbød simpelthen uuddannede adelsmænd at gifte sig 59. Et af de mest notoriske, og blandt adelen mest forhadte, eksempler på Peters tyrannisering af sin adel, var dekretet om førstefødselsret fra 1714, der stipulerede, at kun den ældste søn i en adelig familie kunne få fast ejendom i arv 60. Foruden alle disse nye forpligtelser kom det faktum, at den russiske adel endnu ikke nød godt af noget monopol på ejerskab af land og bønder, som den senere kom til. Alt i alt kan det fastslås, at Peter pressede sin adel til det yderste, og deres konstante fravær fra deres herresæder i provinserne, grundet krigsførelse og tvungne ophold i Sankt Petersborg, har givetvis haft negativ indflydelse på statens muligheder for at opnå et fast greb om provinsen, siden netop de adelige var centralmagtens hovedagenter her 61. På den ene side var Peters herredømme vidne til en konsolidering af adelens status, som en stand med særlige privilegier, men på den anden side begrænsedes adelens frihed kraftigt og deres privilegier kunne uden videre bortfalde, såfremt de ikke levede op til tjenestekravet, der definerede det nye "militær-bureaukratiske regime" 62. Set på denne baggrund er det ikke overraskende, at Anisimov må besvare sit eget spørgsmål negativt; den petrinske adel var ikke nogen herskende klasse, thi den nød sine privilegier på Tsarens nåde. Bushkovitchs selvstændige og selvbevidste boyarer skrives hos Anisimov ned til en ydmygende tilstand af svaghed og afhængighed af en magtfuldkommen Tsar. Ansigt til ansigt med Peter var disse mænd livegne af første rang, snarere end samarbejdspartnere. De var ikke medspillere, men snarere de tandhjul og møtrikker som Peter anvendte i konstruktionen af sin "bureaukratiske maskine". Selvom Anisimov har en pointe, bør påstanden om, at den russiske adel spillede fallit som herskende klasse, ikke godta- 59 Ibid. side 305. I 1714 blev denne forordning overflødig, da uddannelse blev gjort obligatorisk for unge adelsmænd. 60 Hughes, 1998: side Formålet var naturligvis at frigøre de øvrige sønner til statstjeneste. 61 Hughes, 2002: side Se note

57 ges uden visse kvalifikationer. Tsarens begrænsede magt borte fra centeret (dvs. det sted, hvor han på ethvert givet tidspunkt befandt sig) betød, at hans dekreter vedrørende adelen og dens forhold led samme skæbne som så meget andet petrinsk lovgivning: de blev simpelthen ignoreret, så meget desto mere som der i provinserne knapt fandtes andre repræsentanter for statsmagten end de adelige selv 63. Her var det muligt at gemme sig, uden at skulle frygte for autokratens lange arm. Det står også klart, at repræsentanter for den gamle adel fortsatte med at dominere de højeste poster indenfor militæret 64. En figur som Boris Sheremetev, en af de højest rangerende og allermest respekterede feltherrer i Peters hær, tilhørte det gamle aristokrati med hud og hår, og der var på intet tidspunkt varme bånd mellem ham og Tsaren 65. At dette ikke forhindrede ham i at gøre en strålende karriere i hæren understreger blot, at afhængigheden mellem Tsaren og adelen i sidste ende var gensidig. Peter havde brug for adelsmændene til at kommandere sine hære og befolke sine kancellier. Adelen havde på den anden side brug for en stærk Tsar til at holde bønderne lænket til landet og fremmede magter fra livet. At svækkelsen af Tsarens magt kunne ende i kaos til skade for adelen selv, var blevet demonstreret til overmål i den såkaldte "uklare tid" (Smutnoe Vremya, ), hvor en række fraktioner kæmpede om at besætte tronen, alt imens fremmede hære hærgede landet 66. Politisk stabilitet var i alles interesse, men Peter spillede dygtigt på adelens frygt for de lavere klasser og udnyttede situationen til at stramme grebet og presse endnu mere tjeneste ud af sin hårdt pressede adel 67. Man kan se en sådan manøvre som udtryk for Peters evne til dygtigt at manipulere med adelsmændene og dermed indrullere dem i sit projekt mod deres vilje. Dette ville være Bushkovitchs syn. Men man kan også betragte det som udtryk for en reel forskydning i magtbalancen. Den gamle hær, der blev knust ved Narva i 1700, havde været aristokra- 63 Hughes, 1998: side Bushkovitch: side Hughes, 1998: side Wiesner-Hanks: side Bushkovitch: side 243ff. 57

58 ternes magtbastion 68, men med den nye hær forholdt det sig anderledes. Kernen i denne styrke var de to eliteregimenter, der gik under navnene Preobrazhensky og Semenovsky, og deres loyalitet knyttede sig primært til Tsaren selv, så meget desto mere fordi Peter havde for vane at tilbringe megen tid blandt tropperne 69. Under Peter var hæren i højere grad blevet Tsarens egen magtbase, og i den forstand var partnerskabet mellem Tsar og adel måske ikke helt så lige, som Bushkovitch vil have os til at tro. Det skal dog understreges, at man ikke bør være blind for at repræsentanter for højadelen, som Sheremetev, havde ledet de russiske hære siden arilds tid og blev ved at gøre det under Peter. For disse mænd forekom Peters tjenestekrav næppe så drakonisk, og uanset hvad skal man erindre, at tjeneste ikke kun betød underkastelse, men også magt. Konklusion De to hovedretninger indenfor forskningen i Peter den Stores epoke giver hver deres svar på spørgsmålet om, hvordan Peter reformerede Rusland. Statsskolen understreger, om end i varierende grad, hvordan opbygningen af et nyt centraliseret statsapparat tillod Tsaren at gennemføre omfattende reformer fra oven. Paul Bushkovitch fremfører et revisionistisk alternativ til denne tolkning. Nøglen til gennemførelsen af reformerne var samarbejdet med den traditionalistiske adel, og det vigtigste magtmiddel Peter havde til sin rådighed, var evnen til at spille det politiske spil ved hoffet og håndtere og kooptere sin elite. Mod den første tolkning kan indvendes, at det bureaukrati Peter grundlagde, endnu i hans regeringstid var så ufuldkommen et instrument, at det reelt ikke tillod ham hverken at regere eller reformere landet. Desuden betød sammenbruddet af den ideologiske konsensus, som det gamle tsardømme hvilede på, at Peter reelt kun kunne kalde sig enehersker, der hvor han umiddelbart befandt sig. Bushkovitch har ret, når han hævder, at forestillingen om den almægtige autokrat er urealistisk, men han overser at Tsarens magt over adelen øgedes ganske væsentligt i Peters regeringstid, således at spillet foregik stadig mere på Tsarens præmisser. Jeg har i denne forbindelse forsøgt at 68 Anisimov: side Hughes, 1998:side 65ff, side

59 vise, hvordan hæren spillede en vigtig rolle som magtinstrument for Peter, både i forhold til adelen men også, eksempelvis, i forbindelse med indførelsen af kopskatten. Med hæren som magtinstrument blev implementeringen præget af vold, tvang og korruption. De primitive midler, der blev taget i anvendelse, havde mindst lige så stor betydning for det samfund, der blev handlet på, som reformerne selv. I sidste ende er det således yderst tvetydigt, om Peter bidrog afgørende til at modernisere Rusland, eller derimod afgørende til at hæmme denne modernisering. Litteraturliste Anisimov, Evgenij: Vremya Petrovskikh Reform. Lenizdat, Bushkovitch, Paul: Peter the Great - the Struggle for Power. Cambridge University Press, Henshall, Nicholas: The Myth of Absolutism. Longman, Hughes, Lindsey: Russia in the Age of Peter the Great. Yale University Press, Hughes, Lindsey: Peter the Great - A Biography. Yale University Press, Raeff, Marc (ed.): Peter the Great changes Russia (2. ed.). D. C. Heath and Company, Raeff, Marc: Political Ideas and Institutions in Imperial Russia. Westview Press, Wiesner-Hanks, Merry E.: Early Modern Europe, Cambridge University Press,

60 Interview med Erik Kulavig Interviewet af stud.mag. Jesper Lundsby Skov og stud.mag. Anders Kristian Andersen Orris Erik Kulavig (f. 1953) er lektor på Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse. Student fra Vestfyns Gymnasium (1973). Cand.mag. i russisk og dansk fra Odense Universitet (1982). Pædagogikum fra Odense Katedralskole Licentiat i I 1993 ansat som lektor ved Center for Russiske og Østeuropæiske Studier, Syddansk Universitet i Odense. Har skrevet flere bøger om russisk historie. Senest den anmelderroste Den russiske revolution Et folks tragiske kamp for frihed, udgivet i Har desuden været centerleder ved Center for Koldkrigsstudier siden Du er noget usædvanligt for historiker ikke uddannet som historiker, men derimod i russisk og dansk. Hvordan kom du alligevel ind på historikervejen? På de gode gamle filologiske studier kunne man foruden det valgte sprog specialisere sig i sprogvidenskab, litteratur, kultur eller historie- og samfundsforhold. Jeg valgte det sidste, og stort set alle mine opgaver og afhandlinger handlede om kultur, historie og samfundsforhold. Danskstudiet gav mig en indsigt i kritisk tekstlæsning, der har været mig til stor gavn ved læsningen af historiske kilder. Hvordan fik du mulighed for at slå ind på en karrierevej som forsker? For min generation var vejen lang og trang, og det er vel fortsat tilfældet. Der gik typisk mange år, før man kunne blive fastansat selv var jeg 39 og forud var gået mange år med med mere eller mindre løse ansættelser som stipendiat og undervisningsassistent. På den anden side ER det et stort privilegium at kunne få lov til at arbejde med det, der virkeligt inte- 60

61 resserer en, og endelig rummer det akademiske arbejde stadig en del mere selvbestemmelse og frihed end så meget andet. Der var også lang periode med ansættelsesstop fra midt-halvfjerdserne til midt-halvfemserne. Det må du også have været berørt af? Ja, jeg var den første ansatte på russisk i tyve år. Ph.d. og adjunktstillinger er ingen garanti. Mange oplever at sidde fast i adjunktstillingen ad flere omgange. Hvordan var det at skrive kandidatstipendium (datidens ph.d.)? I modsætning til i dag havde vi ikke rigtig nogen faste bindinger eller forpligtigelser. Vi fik fire år, et kontor, en rimelig løn og besked på at skrive en god bog. Der var med andre ord masser af tid til fordybelse og grundige studier, men det kunne også være ganske ensomt, og mange havde vanskeligt ved at administrere friheden. Du har netop udgivet en bog om den russiske revolution i Kan du fortælle om baggrunden for bogen? Det var egentlig forlagets idé. I første omgang sagde jeg nej tak, fordi jeg ikke mente at kunne bidrage med væsentligt nyt til dette emne, men ved nærmere eftertanke slog jeg alligevel til. For det første eksisterede der ingen monografi, der var skrevet af en dansk historiker, og for det andet mente jeg, at tiden var kommet, hvor man i højere grad end tidligere kunne frigøre sig fra politiske, ideologiske og metodiske bindinger og komme tættere på virkeligheden. I min bog vil man således kunne se, at jeg både ser på sagens politiske historie, hvad der var typisk for traditionalisterne, og på den socialhistoriske, hvad der var typisk for revisionisterne. Hvad var det mange russere ønskede i forbindelse med revolutionen? Bønderne ville have jord, arbejderne ville have bedre arbejdsforhold og sikkerhed i ansættelsen, soldaterne ville hjem til landsbyerne og middelklassen ville have politiske reformer. De allerfærreste russere havde hørt eller kendte til Marx, kommunismen eller aprilteserne. Bolsjevikkerne gennemførte et statskup, som fik forfærdelige konsekvenser for det russiske folk. Har der været behov for et korrektiv til historien om den russiske revolution? 61

62 Det er der. For det første er der god brug for at understrege, at det bolsjevistiske barbari ikke først startede med Stalin, men tog fart allerede under Lenin. Da det gik op for den russiske befolkning, at Lenin ikke havde tænkt sig at holde sine løfter om fred, brød og arbejde, gik den mod bolsjevikkerne, hvis eneste mulighed for at forblive ved magten herefter blev anvendelse af vold og terror. For det andet er der grund til at fremhæve revolutionens kompleksitet. Den sociale revolution havde dybe rødder, og der var stærke sociale kræfter på spil, men det var ikke ensbetydende med, at bolsjevikkernes magtovertagelse var forudbestemt eller uundgåelig. Du er centerleder på Center for Koldkrigsstudier - et forholdsvist nyt, og til tider meget omstridt forskningsfelt. Fortæl om områdets opståen og vilkår. Det hele tegnede lyst, men så fandt Søren Krarup og Jesper Langballe på, at spørgsmålet om den kolde krig var et for vigtigt og politisk følsomt emne til at kunne overlades til universitetsakademikere. Derfor gik pengene til et center, der blev placeret på Forsvarsakademiet, og som sorterede under en bestyrelse, der blev udpeget af forsvarsministeren. SDU og andre har støttet os, men en passende betegnelse for centret er, at det er centret med de mange aktiviteter, men med de få penge. Vi fortsætter imidlertid ufortrødent og har forskellige ansøgninger inde, der på et tidspunkt skulle kunne sikre os en passende bemanding. Som nævnt er studiet af den kolde krig kontroversielt. Ikke mindst DIISrapporten har udløst megen debat. Hvad mener du om den? Dokumentationsrapporter er, hvad det er. De kan anvendes til at skaffe sig et overblik over et område, og de kan være velegnede til at spille bold op ad for den videre forskning. Men det er vigtigt, at de følges op af forskning og ikke kommer til at stå alene. Det gælder også DIIS-udredningen. Der er tale om et meget omfattende arbejde, men mange af konklusionerne er kontroversielle og må efterprøves af yderligere forskning. F.eks. kan jeg nævne Stalins udenrigspolitik, der beskrives som tilbageholdende, rationel ja sågar fredsbevarende. Det holder næppe vand. Er der et sammenfald mellem en evt. omskrivning af historien om den russiske revolution, og en bestemt position i koldkrigsdebatten? 62

63 Ja, det kan man godt tale om. Den kolde krig starter jo i og for sig med den russiske revolution, hvor det er bolsjevikkernes erklærede ambition, at revolutionen skal sprede sig til resten af verden. Sovjetunionen er fra sin grundlæggende ideologisk og til en vis grad også militært ekspansiv. Dette ses tydeligst med Komintern, der var Sovjetunionens forlængede arm rundt omkring i verden. Alle de kommunistiske partier skulle adlyde Komintern, som igen blev styret af den absolutte politiske top i Sovjetunionen. I det perspektiv er Sovjet de onde. Det er dem, der har hovedansvaret for den kolde krig. USA og Sovjetunionen var ikke to ligestillede parter. USA og Vesten kæmpede for demokrati og frihed. Sovjetunionen kæmpede for det modsatte. Selvfølgelig var det ikke en ligestillet kamp. Man kan ikke anskue den kolde krig uden at inddrage disse ideologiske forskelle. Nærmer Rusland sig Vesten, eller er der tale om en russisk selvbesindelse på den nationale og kulturelle identitet. Og hvordan spiller partiet Det Forenede Rusland og Putin som stærk statsmand en rolle her? Jeg synes, at de russiske ledere alt for ofte bliver slået i hartkorn med de sovjetiske i den vestlige presse og således også i den danske. Det er ikke bare dumt, men efter min bedste overbevisning også forkert. Det skaber forståeligt betydelig irritation hos russerne, som efter bedste evne forsøger at vende skuden efter mere end halvfjerds års samfundsnedbrydende tyranni, og derved forhindrer det dialog og samarbejde, der ikke bare kunne være Rusland, men også os selv til stor gavn. Den russiske politiske elite er helt på det rene med, at Sovjetunionen var et fallitbo. For den er det helt afgørende, at Rusland kommer ud af sin tredje verdens status, og her er Vesten den eneste reelle samarbejdspartner. Jeg ved godt, at det synspunkt har fået blandt andre Vibeke Sperling til at kalde mig for Putins nyttige idiot, men det må jeg så leve med. Men hvad så med de mange uenigheder i international politik mellem USA og Europa på den ene side og Rusland på den anden side? Det er rigtigt, at der foregår en kamp om indflydelse i blandt andet det postsovjetiske rum, men man glemmer tit, at det ikke længere er en ideologis kamp om verdensherredømmet, der kun kunne tabes eller vindes, og som derfor var livsfarlig, men om en politisk og økonomisk kamp, hvor forhandling og kompromis er mulig. Og som allerede sagt har Rusland 63

64 meget mere at vinde end at tabe ved et fornuftigt forhold til Vesten. Rusland forsøger at genoptage den vej, som blev afbrudt i En mere europæisk og vestlig vej. Men det er vel lidt svært at komme udenom, at der har været en række kontroverser mellem Europa og Rusland. Hvad med den gentagne kritik af Ruslands noget fleksible holdning til demokrati? Der er masser af ting at kritisere i Rusland, og det skal man naturligvis gøre. Men demokratisering er en langvarig proces, og så står Rusland altså over for en hel række problemer herunder det tjetjenske der er langt mere kompliceret, end det ofte fremstilles i den vestlige presse og som der ikke findes nogen hurtige løsninger på. Her kunne Vesten skrue ned for den bedrevidende og moraliserende tone og i stedet blive mere konkret og samarbejdsorienteret. Europa opfører sig i alt for høj grad som en lidt småprovokerende moralsk supermagt. Det er blot med til at skubbe Rusland ud i netop den mere nationalistiske retning, som mange europæere frygter. Det har også noget at gøre med, at der er et stort kommunikationsproblem mellem Europa og Rusland. Kritikken skal være mere konstruktiv. Det vil også hjælpe en hel del, hvis EU afsatte flere diplomatiske ressourcer til Rusland. I Bruxelles sidder der otte mand og beskæftiger sig med Rusland. Kun én taler russisk, og han er litauer 64

65 Rejserapport fra St. Andrews, Skotland Af stud.mag. Tine Bendtsen I perioden 28. januar til 27. maj 2011 var jeg på udlandsophold i St. Andrews i Skotland. Formålet var studiet af antikken og middelalderen ved det 600 år gamle universitet i St. Andrews Skotlands ældste universitet, kendt for sin flerhundredårige tradition og et af Storbritanniens mest anerkendte universiteter i dag. Opholdet var helt fantastisk. Både fagligt og socialt har jeg lært en masse, som ikke ville have været muligt herhjemme. Ikke mindst det meget internationale miljø i st. Andrews var utroligt unge mennesker fra hele verden studerer der pga. Mine helt fantastiske venner. Her er ikke mindre end 7 nationaliteter repræsenteret; Bulgarien, Sydkorea, USA, Skotland, Polen, Filippinerne og selvfølgelig Danmark (jeg tager billedet). universitetets historie og gode ry. Jeg har derfor ikke blot oplevet én an- 65