Prædiken til 12. s.e.trin., 7. september 2014, Vor Frue kirke. Tekst: Matthæus 12, Salmer: 743, 434, 314, 292 / 506, 466, 457, 644.

Transkript

1 Prædiken til 12. s.e.trin., 7. september 2014, Vor Frue kirke Tekst: Matthæus 12, Salmer: 743, 434, 314, 292 / 506, 466, 457, 644. Af domprovst Anders Gadegaard nødvendigvis siges undskyld for, at tilgivelsen kunne etableres det kunne være tilstrækkeligt, at den erkendelse var opnået, at det var gået ud over nogen. Og at gerningsmanden indså sin skyld og sit behov for at blive tilgivet. Også selv om der var mange andre faktorer, der spillede ind som årsag til ugerningerne end voldsudøverens eget ansvar f.eks. systemets pres og forventning om, at han handlede, som han gjorde. Man kan ikke tilgive et menneske, som ikke mener at have behov for tilgivelse. Man er sådan set rede til det har måske ligefrem tilgivet vedkommende i sit hjerte men tilgivelsen kan ikke komme ud og blive virksom, fordi den skyldige person simpelthen ikke selv erkender at der skulle være noget galt. Så kan forsoningen ikke finde sted. Det er en erfaring, som mange har gjort. Da Sandhedskommissionen arbejdede under ledelse af ærkebiskop Tutu i Sydafrika for dels at skabe viden om de utallige overgreb, der fandt sted under apartheid-styret, dels at skabe grundlag for forsoning mellem ofrene og voldsudøverne, da blev man hurtigt klar over, at både ægte viden om forholdene og reel forsoning krævede, at de to parter mødtes og sad ansigt til ansigt og at man nåede dertil, at begge erkendte en interesse i og et behov for at få sagerne klarlagt og nå frem til en tilstand af at kunne leve med hinanden. Det krævede erkendelse fra voldsudøveren af, at den anden part var offer. Der skulle ikke Hvis man derimod mener, at man har gjort alt rigtigt, eller at man ikke er skyldig i noget overgreb på en anden eller har undladt at gøre noget, man burde have gjort ja, så kan tilgivelsen ikke komme til, så lever man udelukkende på sine egne præmisser. Dét, tror jeg, er den utilgivelige synd. Synden mod Helligånden. den kan ikke tilgives, for der er ingen til at tage imod tilgivelsen. Går man til fortællingerne om Jesus, tyder det på, at tilgivelse altid er mulig. Ingen er endegyldigt lukket ude fra brylluppet eller festen eller Himmeriget. Med mindre man selv lukker sig ude ikke har taget den rette bryllupsklædning på, som det fortælles - og det er vel lige præcis dette: Ikke at mene at man har behov for at være der. Jesu langmodighed kendte jo ingen grænser. Altid parat til at tilgive; selv sine egne mordere tilgav han, da han hang på korset og sagde:

2 "Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør!" Grænsen gik for Jesus ikke ved det personligt sårende eller fornærmende. Han sagde jo til farisæerne : "Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse." Det er altså ikke hans person, det handler om. Jesus er rede til at tilgive enhver, som sårer eller angriber ham. Men: den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende", siger han. Som sædvanligt med Jesu udsagn er det umuligt at forstå indholdet uden at inddrage den sammenhæng, som det er sagt i. Jesus er blevet vred. På en måde, man meget sjældent ser i evangeliefortællingerne. Jeg kan lige nu kun komme i tanker om to steder: Dengang, han gik amok og med vold smed kræmmerne ud af templet i Jerusalem, fordi de bragte skam over Guds hellige sted. Og så dengang disciplene ville spærre vejen til ham for børnene, da blev han vred og sagde: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i! Umiddelbart før dagens tekststykke hører vi om Jesus, at han helbreder én, der var blind og stum, så han kom til både at se og tale. Denne vidunderlige begivenhed reagerer nogle jøder på ved at beskylde Jesus for at have foretaget helbredelsen v.hj.a. Satans magt. Og så er det, Jesus bliver vred! Det er med andre ord denne reaktion fra farisæerne på Jesu helbredelse, der fremkalder hans udbrud om, at bespottelse af Helligånden aldrig skal tilgives. Det, farisæerne gør, som er så utilgiveligt, er, at de helt bevidst påstår, at dette herlige og vidunderlige, at en svært handicappet pludselig er blevet rask og har fået alle livsmuligheder igen, at det er sket ved Satans magt. At det altså er noget forkert og ondt, der her skulle være sket, selv om enhver kan se, at dette menneske er blevet rask og har fået alle muligheder for et godt liv tilbage. - Dét er altså at spotte Helligånden: Med vilje at kalde dét gode og livgivende, som Guds Ånd på utallige måder skjult forårsager her i livet, for ondt og djævelsk. At tale imod Helligånden i sit hjerte er: Ikke at anerkende, at der bag, under, over, i alt findes en strøm, Guds strømmende nærvær, som virker for os og med os for det gode. At tale imod Helligånden er: Ikke at ville lægge øre til den kilde og lade sig hjælpe og vejlede og se det som dens gerning, når noget godt indtræffer. Der er utilgiveligt i den forstand, at så ser man sig selv som selvberoende, og andre ligeså. Så er vi alle udleveret til den rå selvpromovering og overlevelseskraft uden mulighed for at forlade sig på hjælp, støtte, vejledning, trøst - udefra, fra det højeste; indefra,

3 fra det dybeste. Det er utilgiveligt overfor sig selv, fordi man så ikke behøver tilgivelse, man regner ikke med tilgivelsens nødvendige kilde. Og det er utilgiveligt overfor andre, fordi man dermed tager livsmodet fra dem ved ikke at anerkende muligheden for det overraskende nye og gode, som kan forvandle livet for én til ny glæde og lyst. Det er utilgiveligt med vilje at slukke lyset i et andet menneskes øjne ved at tage muligheden for mening, forandring til det bedre fra det, eller ved at kalde dét gode, der måtte ske for et menneske, for ondt, bare for at skade, eller fordi misundelsen er på spil. Denne rent destruktive kraft er den utilgivelige synd imod Helligånden At denne holdning kan kaldes utilgivelig, kan ses deraf, at man med sin lyseslukker-mentalitet, sin evindelige evne til at rive opløftede mennesker ud af glæden og begejstringen, jo effektivt får lukket sig selv ude fra livet. Ensomheden risikerer at vokse, og trangen til at gøre det hele endnu mere surt for andre vokser så også, hvorved man selv overlades endnu mere til sig selv - o.s.v. - der bliver tale om en selvopfyldende profeti: Tilgivelsen indfinder sig aldrig, fordi man lukker sig selv ude fra nogensinde at få den. At få tilgivelse kræver dog, at man gerne tager imod den, hvilket igen kræver, at man har indset, at man har behov for den. Ingen kan nogensinde påtvinges tilgivelse. Tilgivelse er ren livsbekræftelse. Til tilgivelsen hører ikke, at så glemmes alt det forkerte, man måtte have forvoldt. At glemme er ikke at tilgive at tilgive er at huske, tage ved lære og slå en streg over det hele: Det, du har forvoldt, skal du ikke længere lide under. Det står ikke længere imellem os; du skal ikke mere høre noget for det overhovedet. Sådan sætter tilgivelsen fri. Såvel den, vi giver andre, som den Gud giver os. I den forstand hører tilgivelsen med til al sand forsoning mellem mennesker. Det onde, der er forvoldt, er ikke glemt og kan ikke gøres ugjort, men det står ikke længere imellem parterne. Og samhørigheden, måske ligefrem venskabet eller kærligheden er blevet styrket ved, at det, der stod imellem, kunne overvindes. Tilgivelsen øgede fællesskabets, venskabets, parforholdets styrke og livskraft. Situationen fra Matthæus med Jesu helbredelse af den stumme og blinde kunne sammenlignes med: Et menneske, der længe har lidt af en ubestemmelig sygdom, en nervelidelse f.eks. og i årevis har gået til behandling hos sin travle læge og på hospitalerne. De har udskrevet den ene medicin efter den anden uden, at det har hjulpet. Men rask vil dette menneske være og prøver derfor forskellige uautoriserede healere lige fra zoneterapeuter til det rent ud overnaturlige med magnetiske strygninger og pyramidestrålinger, og hvad véd jeg. - Og minsandten, en dag bliver denne person rask imod alle prognoser!

4 Nu ville det være komplet destruktivt overfor dette menneske, om der straks var nogen, der påstod at det var det onde selv, der var på spil, fordi personen havde hengivet sig til alskens overnaturlige kræfter. Det kan da godt være, at de metoder, eller nogle af dem, ikke var særlig troværdige, men det ændrer ikke ved, at dette menneske blev rask, hvad så end grunden var. Om det har været troen på metoderne eller en af metoderne, der har helbredt hende er for så vidt fuldstændig ligegyldigt. Det afgørende er, at hun blev rask, og det er og bliver et gode. Og glæden herover skal man ikke ødelægge, men tværtimod tage del i. Eller hvis to mennesker lyser af lykke og forelskelse og glæder sig til at blive gift og dele tilværelsen med hinanden - og det så er to mennesker af samme køn. Så er der straks nogle, der bliver forargede og måske ligefrem kalder det imod Guds vilje. Jamen, kærligheden sker fyldest mellem disse to, til glæde både for dem selv og deres omgivelser. Skulle det være ondt? Nej, det er at kalde det gode for det onde. Trist nok er det ofte mennesker, der mener at forsvare kristendommen, der har det med at dømme andres glæde og kalde den et resultat af den ondes magt. - Ligesom farisæerne idag, der mente at forsvare Guds sag ved at hævde, at Jesus helbredte v.hj.a. Satans magt - og Jesus svarede: "Hvis Satan uddriver Satan, så er han kommet i splid med sig selv; hvorledes kan hans rige da bestå? - Med andre ord: Når noget tydeligvis er godt, når en syg bliver rask, når to elsker hinanden, så kan det simpelthen ikke være af det onde, for "så var Satan jo kommet i splid med sig selv", som Jesus sagde. At gøre det gode ondt er at spotte Guds hellige Ånd, som virker for det gode når og hvor den vil. For dette findes der ingen tilgivelse, for den, der siger sådan, vil jo ikke tilgives. Tilgivelsen kan ikke påtvinges, ligesom troen ikke kan. Da disse mennesker med Gud på deres side - i dagens fortælling: farisæerne - derfor ville have beviser på Jesu gode magt og ikke nøjes med, hvad de så: at stumme talte og blinde så - da sagde Jesus: "En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives end profeten Jonas tegn. For ligesom han var tre dage i hvalens bug, skal Menneskesønnen være tre dage i jordens skød." Dét er tegnet på Jesu guddommelige godhed. At al ondskab, han mødte, besejrede han med Ånden i sit ord og sine gerninger. Uden tvang, altid i frihed. Endog det sidste mørke, der slog omkring ham, da han tilgav sine mordere og udåndede, endog dette mørke besejrede han, levede op igen som Hellig Ånd midt iblandt os, den Ånd som gør rask, skaber glæde og kærlighed, og som ikke må spottes, om man vil

5 leve. Det kræver tro, men ikke den tro, der bliver til ved beviser. Så fatter man ikke troens sprog, som er frihedens. Friheden til selv at tyde og forstå begivenhederne. Ingen færdige svar er givet os på forhånd. Vi må holde os til det årtusindgamle tegn, hvor der var mere end Jonas og mere end Salomon, det vil sige, hvor alt profetisk klarsyn og kamp mod uretfærdighed, hvor al visdom er samlet: I den lidende og døende Messias, som på ufattelig vis forvandlede smerten, modgangen og nederlaget til sejr for alle gode kræfter, til sejr for medfølelsen, hengivelsen, oprigtigheden, magtafkaldet, uselviskheden. I dette tegn, de tre dage fra langfredag til påskemorgen, skjuler sig sandheden om livet. Derfor, hjerte, lad dig ikke indbilde, at du er af Gud forstødt. Har du gjort din Gud og næste imod, glæd, dig, nåden er tilrede. Ser du det gode udfolde sig, da tro tro, at det er Gud, der virker det til fælles bedste. Tro og bifald det og øv dig selv i kærligheden og tilgivelsen. Al den synd, du mindes kan, vejer ikke ved et gran, mod Guds nådes magt at regne, som du kan dig frit tilegne. Amen. (Brorson, DDS 506)