DET LILLE TEATER FLENSBORG. 50 år

Transkript

1 DET LILLE TEATER FLENSBORG 50 år

2 Forside: Hjemmet, Foto: Martina Metzger, Flensborg Avis Bagside: Det lille Teaters logoer gennem tiderne. Odins maske, Arne Aabenhus Stumtjener, Rolf Lehfeldt nyt logo, Hugo Heilmann Det lille Teater Flensborg 50 år Redaktion: Anne Stubbe Horn, Jens Krause Sats og layout : Lisbeth Kochanski Sydslesvigsk Forening e.v., Dansk Generalsekretariat Flensborg Tryk : Druckerei E.H. Nielsen, Flensborg Oplag: 1500 stk. januar Det lille Teater, Flensborg

3 Indhold Forord Af Jens Krause : 12 år som formand for Det lille Teater Af Ny Paludan-Müller 6 Fra Ny Balles scrapbog 8 Fra borgmesterbolig til teaterscene Af Jens Krause 10 Hjemmets fire gode feer Af Doris og Niels Ole Lindgaard år med kabareten Interview med Aase Abild og Helmut Asmus Af Jens Krause 14 Et helt igennem behageligt menneske: Hans Jørgen Henningsen Af Jens Krause 18 Når et drama bliver nærværende Af Lilli Bruhn 20 Om muser og mænd Interview med Preben Busck-Nielsen Af Leif Mikkelsen 22 Nøjagtig, nysgerrig og nærværende: Niels Ole Lindgaard Af Lisbeth Søholm år på Det lille Teater: Anne Stubbe Horn Af Hans Christian Davidsen 28 Vi tager hatten af Det lille Dukketeater Af Anne Stubbe Horn og Lone Krogh 31 Det største ønske Interview med Stig Benny Schulze Af Jens Krause 33 Alexander von Oettingen formand og amatørskuespiller Af Jens Krause 36 Teaterbanden Af Jaqueline Schröter og Kaja Jill Schäfer 38 Når lyset skinner i øjnene Interview med Jule Sösemann Af Jens Krause 43 Oversigt over samtlige forestillinger 46 Kroppen kan tale: Lisbeth Søholm Af Hans Christian Davidsen 57 Billedkavalkade 58 Det lille Teater får nyt logo Af Hans Christian Davidsen 70

4 Forord Der blev spillet teater på Hjemmet længe før den 13. januar Men hin dag blev en fast scene etableret under navnet Det lille Teater Flensborg. Det var Arne Aabenhus, der tog initiativ til at stifte et amatørteater, der sandelig har eksisteret i 50 år ved udgivelsen af dette festskrift. Meget kort tid var Uwe Ohlsen den første formand for teatret. Han blev snart afløst af Ny Paludan Møller, som fra Hellerup har sendt os en hilsen til denne udgivelse. I mange årtier var teatrets (ild)sjæl. I interviewet med Aase Abild og Helmut Asmus fortæller de begge to om glæden ved at have sunget i kabareten sammen med og Hans Jørgen Henningsen. Gruppen forøgede publikums viden om den danske sangskat og digtere og gjorde Det lille Teater kendt i hele Danmark, ikke mindst i Sønderjylland, hvorfra meget af vores stampublikum kommer. Før og efter kabareten var der andre ensembler til at spille og synge på Det lille Teater. Dette lykkedes de ofte med, fordi vi har musikalske kræfter til at løfte niveauet, musiklærere fra skolerne i Sydslesvig og andre dygtige musikere. Der har altid været skuespillere med, der bor nord for grænsen, men de fleste lever nu i Sydslesvig og er med til at skabe denne særlige dialekt på scenen. Den kan vi ikke gengive i festskriftet den må man selv ind at høre i teatersalen. Fra 1980 har vi haft dukketeater til de mindste på Det lille Teater. Et enormt antal børnehavebørn har set forestillingerne. Anne Stubbe Horn og Lone Krogh fortæller om denne vigtige tradition, som lykkeligvis fortsætter. I starten af det det ny årtusind havde vi en gruppe unge mennesker, der var nærmest selvkørende. Det har imponeret os så meget, at vi bad Kaja Jill Schäfer og Jaqueline Schröter om at beskrive tiden dengang. Vi har stadig en flok unge, der spiller teater, og håber at kunne holde fast i dem. I takt med at tiden går, vokser tilbuddene for de unge. I 1960erne var det tv et, der blev anset som en trussel for de lokale aktiviteter. I dag er det de elektroniske medier, som optager de unge. Men der er stadig dem, der fængsles af de øjeblikke, der opstår på scenen. Det er godt, at vi har en stabil formand i Alexander von Oettingen. Navnlig da renoveringen af Hjemmet stod på, beviste både han og hans kone Anja, som også er teatrets kasserer, stor udholdenhed. Der er også plads til lidt alvor i glæden over at teatret har eksisteret i 50 år. Det er desværre sådan, at meget af arbejdet hviler på få skuldre. Hvordan vil kommende jubilæumsskrifter for Det lille Teater se ud? Stig Benny Schulze, teknisk leder siden 2003, kommer med nogle bud. Han er aktiv på så mange fronter, på og bag scenen, samt med pressearbejde. Havde vi ikke Stig, var Det lille Teater et helt andet teater. Vi takker Walter Borg for samtaler og lån af hans private arkiv. At se Walter spille på scenen har været forbundet med god underholdning og en smule magi. 4

5 Tak skal lyde til Flensborg Avis for venlig tilladelse til at bruge tekst og fotos. En gang imellem syntes vi, at Hans Christian Davidsens anmeldelser var lidt hårde, men de æstetiske domme var nu rigtige nok! Vi takker Dansk Centralbibliotek for hjælp ved brugen af deres arkiv, hvor meget om Det lille Teater er gemt. Tak til Anna Olesen for korrekturlæsning. En meget stor tak går til Anne Stubbe Horn, der med energi og kreativitet har arbejdet på dette festskrift. En bedre medudgiver kunne jeg ikke tænke mig. Endelig en stor tak til Lisbeth Kochanski for layout. Vi er taknemmelige for Flensborg By og de mange fondes støtte, der har været med til at sikre økonomien gennem alle årene. Til sidst skal der lyde en stor tak til Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, som vi i alle årene har været rigtig glade for at være en del af. Jens Krause, Flensborg, november

6 : 12 år som formand for Det lille Teater Af Ny Paludan-Müller Bevidst eller ubevidst er teater nok noget, man har inden i sig. Jeg har selv arvet interessen fra min mor, der som ung læste med en kendt teaterinstruktør, Stellan Rye. Hun var kun 18 år, da hun traf sit livs kærlighed og indså, at hun måtte vælge, og hun valgte min far. Hendes lærer sagde i den anledning: Vil De virkelig ofre en karriere for en ganske almindelig lille løjtnant, og hun svarede, at han ikke var en almindelig lille løjtnant. Hun fik senere tilføjet, at hun aldrig havde fortrudt, Jeg har i livet haft god brug for mit talent. Jeg selv var noget over 18 år, da jeg ved en ekstraordinær generalforsamling blev valgt til den første officielle leder. Da jeg efter 12 år holdt op, var jeg godt i gang med et teaterstudium i København. Det medførte utallige rejser fra det ene land til det andet og endte med et afsluttet studium. Sønderjysk Forsøgsscene var igangsætter, og vi har hele tiden fået hjælp og støtte fra SdU, der bl.a. står for Hjemmet. Som inspirator i starten var Arne Aabenhus og Anna Aabenhus uundværlige støtter. De har senere sammen med andre skabt et teater og teatermiljø i Ladegårdskov, der ligger udenfor Gråsten. Min drøm var et rigtigt teater med faste spilletider og et værdifuldt repertoire suppleret med enkelte opførelser. Heraf kan nævnes: Danske folkeviser, Kammermusik, og to danske fortællinger Frøkenen af Herman Bang og Agerhønen af Martin A. Hansen. Vore egne vindever (citat fra Genboerne ), hvor der blev læst op af litteratur opstået i grænselandet, vist billeder skabt af egnens kunstnere, bl.a. den store personlighed Niels Bøgh Andersen, og til de åndelige glæder var der sønderjysk kaffebord. Vi havde et program med danske salmer og oplæsning om livet, Noget om at være. Meget mere kunne nævnes. Hans Jørgensen Henningsen, der blev min efterfølger, var en fin kunstner. Han havde den fordel, at han kunne komponere og akkompagnere. Det gav os mulighed for at dyrke musikken. Vi havde stamkunder og kunne tage hensyn til disse tilskueres behov. Meget trofaste var Inger og Gaga Ottosen, der boede i nærheden, og som kom til alle premierer. Repertoiret var f.eks. Heibergs vaudeviller i flere tilfælde med vores egen musik (H. J. Henningsen). Kaj Munk, Holberg, Strindberg, Ibsen, Rifbjerg og som min bedste oplevelse Inden for Murene af Henri Nathansen. Efter en opførelse af Murene kom der en mand op på scenen, direktør Poul Hannover, der selv var jøde. Han sagde: Nu har jeg set alle udgaver af dette stykke lige fra uropførelsen i 1912, og De kan godt være stolt. Vi havde fulde huse til vores forestilling. 6

7 Revyviser gjorde sig år efter år. var et ivrigt medlem, der også påtog sig mange praktiske opgaver f.eks. stod hun altid ved kassen. Hendes udgave af Solitudevej var en genganger, meget efterspurgt. Knud Fanø, der havde humor, sagde engang, at han kunne tænke sig bare en uge uden Solitudevej. I øvrigt støttede han hende til hver en tid. Mine gode venner Sonja og Rolf Lehfeldt kom hurtigt med i arbejdet, uundværlige begge to. Rolf var selv kunstner, og gennem ham fik vi mange nyere tyske forfattere med i repertoiret. Han skrev selv et stykke, Atlantis, og han var den, der havde tegnet vores lille stumtjener, som desværre ikke bruges mere. Økonomien var trang i de første år, og det var ikke gratis for de medvirkende. Det var en hjælp og lettelse, da vi kom på byens budget, - og tak for det. Alle kan være med i et teaterarbejde, der er brug for alle i et ikke professionelt teater. D.v.s., at man ikke får penge for sin indsats, men man skal ikke bare stå på scenen, kulissen, lys, lyd, dragter, annoncer, suffli og oprydning spiller en rolle. Så tak for mine 12 år. Ny Paludan-Müller (Balle) Hellerup 2015 Inden for murene, 1976: Ny Balle, Anne Stubbe Horn 7

8 Flensborg Avis,

9 Flensborg Avis, Flensborg Avis, Tre avisartikler fra Ny Balles scrapbog 9

10 Fra borgmesterbolig til teaterscene - Hjemmet gennem tiderne Af Jens Krause Lige udenfor hvor Hjemmet ligger i dag stod frem til 1837 Marieport, en af byens porte, hvoraf kun Nørreport er bevaret. I 1840 blev Hjemmet bygget, tæt op ad bymuren. Det var byens borgmester, der lod huset opføre, og det var derfor, han fik lov til at bygge længere inde på grunden. Alle andre huse i Mariegade ligger lige ud til gaden. Nogle år efter blev huset solgt til en tømmerhandler Biehl, der beholdt det i nogle generationer. Den næste ejer var cheflæge Dr. Schädel fra Diakonissestiftelsen. Fra år 1900 boede chefredaktør på Flensborg Avis, Jens Jessen, i Hjemmet i vintermånederne til sin død i Teaterfolkene har ofte peget på den stolte tradition, der knytter sig til en af de danske frontmænd og bevarer af det danske sprog. Under Første Verdenskrig benyttedes bygningen som soldaterhjem for den tyske marine. Fra 1920 til 1923 var huset skole, indtil Duborg-Skolen stod færdig. Fra 1923 stillede Flensborg-Samfundet huset til rådighed for byens ungdomsforeninger. Det er blevet brugt til amatørteater, foredrag, folkedans, debatmøder, spejdere, skakspil og gæstelogi. I dag ejes bygningen af Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), der lejer stedet ud til Det lille Teater. I mange år boede bestyrerparret Dollase på 1. sal, men efter deres pensionering kommer pedel Jan Rerup og passer ejendommen. Lejligheden bebos i dag privat. På 2. sal er der kostumemagasin, systue og arkiv. Huset er blevet udvidet og moderniseret i 1887, 1925, 1937 og Moderniseringerne har ofte været af interimistisk karakter. Således har skuespillerne været vant til at klæde om i kælderen, hvor kulisser og rekvisitter lagres. Med midler fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal blev Hjemmet dog gennemgribende renoveret i 2008/2009. Fugtproblemer blev løst, huset blev gjort tilgængeligt for kørestolsbrugere, toiletforhold blev forbedret. I modsætning til tidligere istandsættelser, prøvede man at bevare det historiske udtryk. I 50 år har Det lille Teater næppe haft bedre og pænere forhold. Benyttet litteratur: Det Lille Teater Flensborg, forslag til hovedistandsættelse af Mariegade 20, udarbejdet af Karsten Rønnows Tegnestue i samarbejde med SdU og arkitekt Glenn W. Dierking,

11 11 Hjemmet, Foto: Jens Krause

12 Hjemmets fire gode feer Af Doris og Niels Ole Lindgaard Når man gik ned ad Mariegade og kom forbi porten til Leckbands hjem, eller man gik op ad Mariegade og kom forbi indgangen til Rom-Johannsens gård, så bredte der sig en stille glæde i ens maveregioner, for så kunne man få sekunder senere gå op ad trappen, gennem den smukke forhave og op til døren, der efter tryk på ringeklokken blev åbnet af en af Hjemmets gode feer. Mange gange blev døren åbnet af et barn: Susan: Mor er i køkkenet og laver kaffe, og far er på scenen og bygger kulisser, eller Marko: Vil du se mit nye værelse, far har lige gjort det færdigt. Med den første bemærkning kunne man roligt gå gennem den med plakater fra gamle forestillinger smykkede foyer ind i teaterrummet, for kulisserne var på vej til at tage form, og kaffen var på vej op fra køkkenet i kælderen. Med den anden bemærkning blev man lidt mindre rolig ført ad flere trapper rundt om adskillige hjørner for at ende i et dejligt drenge-værelse i et hjørne af bygningen, hvor man aldrig havde været før. Familien Dollase var i mange år Hjemmets gode feer, der sørgede for bygningens ve og vel. Der blev gjort rent, skiftet pærer ud, hentet rottefænger, når det var nødvendigt, holdt kontakt til ejerne (SdU = Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger). Men for brugerne af Hjemmet var de specielt i de første mange år meget mere. Hjemmets kalender skulle gerne føres med omhu, så skakklub, folkedansere og teaterfolk ikke kom til at træde hinanden over tæerne. Det var ikke altid lige nemt med 4-5 produktioner med hver forestillinger pr. sæson. Der er blevet drukket mange kopper kaffe, når Marlis og Klaus kom ned med kalenderen for at få en kommende produktionskalender tilpasset alle andre aktiviteter. På en eller anden måde faldt det altid efter mange ord på plads. Familien stod også for administrationen af billetsalget. Ønskede man at se en forestilling, ringede man til Dollases telefon, og var der billetter, blev man skrevet op og det var så det. Proceduren var den, at Else Fanø på forestillingsdage ankom i god tid, fik sedlen med tilmeldte tilskuere bragt ned af en af de gode feer, hvorefter hun skrev små sedler med tilskuernes navne. De blev fordelt på stolene i salen. Antallet af stole gav ofte anledning til små skænderier mellem de ellers så fredelige Dollaser og Det lille Teaters kasserer,. Sagen var, at familien fra tid til anden fik besøg af Flensborgs brandmyndigheder, der fastsatte antallet af tilskuere til 80. Else tænkte naturligt nok på teatrets økonomi, så når tilskuertallet nærmede sig 90, kom der som regel et hm, hm fra Marlis og Klaus, og når tilskuertallet kravlede over 100, kom bemærkningen: Det er altså os, der skal stå til ansvar over for brandmyndighederne og ikke teatrets kasserer. Efter lidt mundhuggeri fik Else sin vilje. I forestillingspauserne var hele familien ofte i sving med at servere kaffe/te og småkager for publikum, og servicere forestillingens musikere, teknikere og skuespillere med kaffe/te og kager hjemmebagte eller hentet hos bager Nielsen i Padborg om eftermiddagen. Marlis var i sit professionelle liv kok. Det nød vi godt af i mange sammenhænge og der var altid nok, så man kunne få en skål med hjem efter et afholdt arrangement. 12

13 1983: Marko Dollase, Marlis Dollase, Susan Dollase, Klaus Dollase Familien var levende deltagere i husets aktiviteter. Susan og Marko sprang mere eller mindre frivilligt ind i en forestilling, når der var brug for besætning af børneroller. Klaus malede, skruede og savede, når scenebilledet skulle tage form. Berømt/berygtet blev hans brønd til forestillingen Den lille Prins. Instruktørerne havde givet ordre til, at der skulle bygges en brønd, der var så stor, at den kunne ses fra bageste række og så solid, at en person kunne kravle ud og ind uden fare for, at brønden ville vælte. Resultatet blev selvfølgelig, at brønden næsten ikke kunne bæres ind og ud af scenen. Marlis og Klaus kiggede altid ind til de sidste prøver, og med deres efterhånden store erfaring kunne de ofte set med tilskuerøjne komme med forbedringsforslag. Det har helt sikkert ikke altid været lige let at bo i Hjemmet. Tænk blot på dilemmaet med fjernsynet: Lige under stuen blev der spillet teater med skuespillernes råben, musikernes musik, tilskuernes reaktioner, og fjernsynets lydstyrke måtte ikke skrues op, så det kunne høres nedenunder. Tja, Maude fik aldrig sagt: Jeg går op og lægger mig. Familien Dollase måtte nøjes med den karakteristiske håndbevægelse til panden. Eller undvære nattesøvnen, når prøverne trak ud over normal sengetid. Hjemmet har også været brugt til dejlige private fester, hvor deltagerne har nydt godt af Marlis udsøgte kogekunst og Susans, Markos og Klaus effektive servering. Kære Susan, Marko, Marlis og Klaus, tak for mange dejlige år i jeres selskab! 13

14 Med store kjoler og Knud Fanøs seler - 27 år med kabareten på Det lille Teater Interview med Aase Abild og Helmut Asmus Af Jens Krause Bordet er dækket helt overdådigt til eftermiddagskaffe hos Aase Abild, hvor Helmut Asmus (kaldet Asmus) også er kommet. Tre kager er der at vælge imellem. Først skal alle kagerne smages, så kan vi tale om kabareten. Eftermiddagskaffen var en tradition, når kabaretgruppen mødtes for at øve. Fra 1976 til 2005 præsenterede ( 2005), Aase Abild, Helmut Asmus og Hans Jørgen Henningsen ( 2010) hvert år en ny kabaret kun i to sæsoner var der ingen kabaret på tapetet. Det var, der lavede et større research og kom med et udvalg af sange og viser som de andre dog fik suppleret med deres forslag. Af og til blev kabareten udvidet med bl.a. Duborg-elever og -lærere. Aase: Det var Else, der tilrettelagde det hele. Men engang gjorde vi oprør. Hans Jørgen skulle synge Benny Andersens tekst Og når mig og mine sidste tænder skilles ad. Men den kunne han jo ikke synge, for han havde jo næsten ingen tænder i munden. Så her byttede vi diskret, så jeg sang de linjer. Asmus: Hans-Jørgen havde tandlægeskræk, så han gik aldrig til tandlæge. Men han kunne fint skjule den tandløse mund bag det store skæg. Hvor optrådte I? Asmus: Vi havde nogle faste steder som sanatoriet i Gråsten og de danske årsmøder i Sydslesvig og ved den årlige Seniorenfest i Tyske Hus var vi i mange år det danske indslag. Aase: Vi kom alle steder i Sydslesvig, på Als, nord for Limfjorden, i København, på Tåsinge og Lolland- Falster. Vi har jo trukket rigtig mange mennesker til Det lille Teater, fordi de kendte os fra turneerne, bl.a. de lokale Grænseforeninger. Der var ingen scenebilleder, når kabareten optrådte. På Det lille Teater stod de fire foran tæppet. Til gengæld gjorde de meget ud af at være klædt i tidens kostumer, hvilket for damerne ofte betød store kjoler. Hans Jørgen Henningsen optrådte gerne i sit eget flotte tøj. s mand og rektor på Duborg-Skolen, Knud Fanø, var tit med, når kabareten var på turné. Han kunne tale med alle, han kendte alle fra rengøringsdamer til Grænseforeningens formænd. En gang imellem tog også madpakke med til Asmus, som også ofte lånte rektors seler. Ved at tage rundt og optræde tjente kabareten mange penge ind til Det lille Teater. Else var også god som kassemester og til at forhandle prisen for kabareten. Det skete, de kom hjem med dobbelt betaling, fordi folk var så begejstrede. 14

15 Kabaretholdet: Hans Jørgen Henningsen, Aase Abild, Helmut Asmus, Aase: En gang optrådte vi i et nedlagt forsamlingshus midt om vinteren. Da vi var ved at klæde om, var der en mus, der var ved at kravle op i skørterne. Og under forestillingen var der nogen, der smadrede en mus bag i salen. Efter en optræden på Lolland skulle vi have middag med bestyrelsen dernede. Flere andre var kørt i forvejen, men vi skulle lige klæde om og så følge efter en bil. Det gjorde vi, og vi kørte og kørte og kørte langt ud på landet. Tilsidst stoppede bilisten foran os og spurgte, hvad vi ville. Han kendte ikke noget til en middag. De andre var kørt, og vi vidste ikke hvorhen, så vi måtte tage sultne hjem tilbage til Flensborg. 15

16 Asmus, udover at være med i kabareten, har du også spillet teater og malet scenebilleder og illustreret plakater. Hvordan startede du på Det lille Teater? Asmus: I starten spillede man på scenen i Borgerforeningen, her var bl.a. Ny Balle med. Det hed dengang Sønderjysk Forsøgsscene. Så skiftede man til scenen på Det lille Teater. Det første stykke, jeg var med i, var Tovet i 1969, som Arne Aabenhus instruerede. Han var min gamle læremester. Og hvordan kom du med i Det lille Teater, Aase? Aase: Jeg startede med at feje scenen på teatret. Det var først mine piger, der spillede med i nogle stykker. Så begyndte jeg at spille klaver til nogle af stykkerne, første gang til Aprilsnarrene. Kabareten havde mange sjove oplevelser. Bl.a. en gang, hvor den skulle optræde i Horsens, og Else gik ind for at hilse på. Hun kom grinende ud til de andre: Det var det rigtige sted, og de havde rost hendes flotte dansk! Ja, Else kom fra Sydslesvig, men var født i København. Til en optræden i Danmark med danske sange kunne Asmus ikke komme med, fordi han ikke kunne finde sit pas. En af sangene var Jens Vejmand. Det var Asmus sang. Efter forestillingen kom en ældre herre op og fortalte, at han havde savnet sangen, for han havde kendt Jens Vejmand. Andre gange, hvor Asmus havde glemt sit pas, viftede Else med sit røde forsikringskort, og sådan fik de Asmus med over grænsen. Else var altid ulasteligt klædt og gik tit til frisøren. Hendes hår sad som støbt, erindrer Asmus. Begge fremhæver det sociale i at være med i kabareten. Når man var ude at optræde, kunne det være den ene ikke havde en god dag, men så løftede de andre én. Aase kalder for sjov Asmus sin lillebror. Man kom tæt på hinanden. Asmus: Tit gad man ikke optræde efter en lang skoledag. Men efter en optræden, så kørte vi altid fornøjede hjem og sang i bilen. I siger, I havde det nærmest som en familie. Men i en familie kan man jo også komme op at toppes? Aase: Der var to episoder, som jeg vist godt kan fortælle. I den ene var vi ude at optræde ovre vestpå til et årsmøde om lørdagen. Men Asmus kom ikke med hjem. Han var blevet gal på mig, eller jeg var blevet gal på ham. I hvert fald fik vi ikke Asmus med. Men næste dag var han på årsmødepladsen i Flensborg med sit gymnastikhold. En anden gang optrådte vi på Rønshoved Højskole. Vi stod nede i salen. Og pludselig så vi Asmus gå ude foran vinduerne Han var klædt om og forsvandt, og vi andre tre gjorde forestillingen færdig. Asmus: Jamen, Elses programmer var simpelthen for digre... I turde jo ikke protestere. 16

17 Havde I nogle favoritter blandt repertoiret? Aase: Jeg elskede Hans Jørgens sange. Med stort besvær fik Else lokket Hans Jørgen til at give hende nogle af alle sine melodier, som han i tidens løb havde skrevet. Det blev til kabareten Musikken er af Hans Jørgen Henningsen I og II. Asmus: Det er svært at pege på nogle favoritter. Vi lavede jo så meget. Noget var taget fra cirkusrevyer. Andre gange tog vi H.C. Andersen op eller andre store forfattere. En gang blandede vi ham med Benny Andersen det blev til revyen To gange Andersen. Else var en knag til at finde nye emner til den årlige kabaret. Aase og Asmus afslutter interviewet med at sige, at de ikke tænkte så meget over det i de mange år, hvor de optrådte sammen. Men i dag er de klar over den gave, det var at opleve alle de spændende ting sammen med to personligheder: og Hans Jørgen Henningsen. En af de mange kompositioner af Hans Jørgen Henningsen 17

18 Et helt igennem behageligt menneske: Hans Jørgen Henningsen Af Jens Krause Pianist, skuespiller, formand, komponist, instruktør, sanger. Hans Jørgen Henningsen kunne spille på mange tangenter. Men der var vel ikke en af disse kasketter, man først og fremmest så ham med. Han var først og fremmest et helt igennem behageligt menneske. Hans motto var fællesskab. På trods af at han selv havde så mange begavelser, syntes han, at det vigtigste ved at spille teater var at ingen stak ud. Da Hans Jørgen Henningsen i 1951 flyttede til Nibøl i den nordvestlige ende af Sydslesvig for at virke som lærer på den danske skole, så stak han dog ud af mængden: Han var den eneste borger i byen med fuldskæg. Det store fuldskæg var hans kendemærke. Hans skikkelse forblev som skægget uforanderlig gennem alle årene: særdeles slank. Han gik i spraglede skjorter og de farvestrålende trompetbukser fra 1970erne passede ham stadig fint i 90erne. Senere flyttede Hans Jørgen Henningsen fra Nibøl til den meget mindre by Aventoft i et hus. Her inviterede han engang skuespillerne på middag med flere retter. Selvom han virkede på Det lille Teater Flensborg i alle sæsonerne, så flyttede han ikke, men blev ved med at køre fra vestkysten. Blev det for hektisk under en prøve, så lagde han sig fladt ned på scenen. Walter Borg fortæller, at de andre bare lod ham være, for kort tid efter var han klar igen. Det var Hans Jørgen, der holdt hævd om den tradition, at skuespillerne står i en ring og holder hinanden i hånden inden stykket går i gang. Stridigheder holdt han sig ude af. Var der andre, der blev uenige, så prøvede han at få parterne til at snakke sammen igen. Hans Jørgen Henningsen var en meget beskeden mand. Han komponerede smukke sange uden at han ejede et klaver men lod bare noderne ligge i skrivebordsskuffen. Flere af disse sange blev fundet efter hans død, og de ligger i dag i arkivet på Dansk Centralbibliotek. Meget tidligt virkede han som skuespiller på Det lille Teater, i moderne stykker som Privatbanen af K. Andresen eller i klassikere som Rosmersholm af Ibsen. Han ville gøre det så godt som muligt. En anmelder i den tysksprogede avis skrev om opførelsen af Rosmersholm, at H.J. Henningsen var tydeligvis fortvivlet over de andre skuespilleres manglende tekstsikkerhed. Lilli Bruhn husker en episode, hvor teatertruppen var på turné med stykket Svend, Knud og Valdemar. Pludselig gik det op for Hans Jørgen Henningsen, at han manglede en rekvisit: kongens kappe. Men det slog ham ikke ud. Han greb ud efter et draperi bag scenen og slyngede det om sig. En kraftpræstation leverede Hans Jørgen Henningsen i En sælgers død. 18

19 Hans Jørgen Henningsen var i tre årtier med i Det Lille Teaters kabaret. Det var tit ham, der kørte de tre andre. Hjemmefra havde han studeret et kort, og kørte så altid præcist op til stedet, hvor de fire skulle optræde. Dog kørte han meget langsomt, og det tog truppen lang tid om at nå frem. Hans Jørgen Henningsen var en mild mand, og i de år han var formand, havde meget at sige. Han kendte uendeligt mange vittigheder. Sågar da vennerne efter at han har fået et slagtilfælde kom for at besøge ham på hospitalet og det var svært at forstå ham, og stemningen var noget betuttet, så fyrede Hans Jørgen et par vittigheder af fra kørestolen. Ved bisættelsen i Kristkirken i Tønder lød nogle af hans melodier. Tjener for to herrer, 1985: Gabriele Schinz, Flemming Blach, Hans Jørgen Henningsen 19

20 Når et drama bliver nærværende Af Lilli Bruhn Hans Jørgen Henningsen har sat et afgørende præg på Det lille Teaters 50-årige historie, ikke alene i omfanget af forestillinger, som han har medvirket i gennem næsten 40 år, men også på grund af hans suveræne sceneoptræden og uomtvistelige talent. Han kunne være blevet professionel skuespiller, om han havde villet. Men han ønskede netop ikke at fremhæve sig selv og havde da slet ingen nøkker. For ham var spilleglæden nok i sig selv og så naturligvis produktet: Godt teater, hvad enten det var i den lette genre eller i de seriøse roller. Hans Jørgens rollefag spændte over hele registeret, fra revy og komedier af Holberg til tunge dramaer. Jeg har oplevet Hans Jørgen både fra tilskuerrækkerne og som medspiller på scenen gennem 10 år ( ), hvor jeg selv var aktør på Det lille Teater. En sælgers død af Arthur Miller er nok den forestilling, der har gjort stærkest indtryk på mig som tilskuer i Mariegade. Det skyldes ikke mindst Hans Jørgens kraftpræstation som sælgeren Willy Lomann. Det blev opført i foråret 1988 i Flemming Jensens regi. Flemming Jensen var en fremragende instruktør. Han kunne ikke alene se tekstens muligheder, men kunne også få det bedste frem hos de medvirkende. Denne samklang mellem instruktør, skuespiller og tekst skabte en sublim teateroplevelse. Jeg husker stemningen i teatret i slutscenen, hvor man sad med tilbageholdt åndedrag. - Det var lykkedes Hans Jørgen Henningsen og Flemming Jensen samt de øvrige medvirkende at gøre dramaet nærværende. Jeg anser rollen som sælgeren for at være Hans Jørgens glansrolle, og det tror jeg også han selv gjorde. Han kunne bare aldrig drømme om at give udtryk for det! Men holdet havde skabt en god forestilling! Den tilsvarende fornemmelse savnede jeg, da En sælgers død 20 år senere blev vist i byens teater i Folketeatrets opsætning. Denne udgave - trods professionelle skuespillere - var ikke i samme grad nærværende. Jeg måtte uvægerligt tænke tilbage på hin minderige udgave på Det lille Teater med Hans Jørgens kraftpræstation i den bærende hovedrolle. En sælgers død, 1988: Hans Jørgen Henningsen 20

21 21

22 Om muser og mænd Interview med Preben Busck-Nielsen Af Leif Mikkelsen Preben Busck-Nielsen er en af de markante personer i Det lille Teater Flensborgs historie, både som en gudbenådet skuespiller og som en kyndig instruktør. Jeg har bedt ham fortælle lidt om sine oplevelser i forbindelse med teaterarbejde i almindelighed og i Det lille Teater Flensborg i særdeleshed. Hvordan kom du overhovedet i gang med teaterarbejdet? Allerede i min studietid på Frederiksberg var jeg involveret i teaterarbejde. Bibliotekaren på Frederiksberg Bibliotek havde oprettet en dramagruppe, som hvert år dramatiserede de nye børnebøger. Det var en rigtig god ide og meget morsomt at være med til, og det startede min interesse for at skabe dramatik ud fra det skrevne ord. Hvad var det væsentligste for dig i forbindelse med dit teaterengagement? I mit arbejde med teater og dramatik har der især været to aspekter der optog mig, det pædagogiske og det folkelige. På Frederiksberg var det især dramatikkens pædagogiske side vi fokuserede på. Det folkelige kom til i 1966, samme år som starten på Det lille Teater Flensborg. Jeg var på det tidspunkt ansat i Agerskov i Nordslesvig og blev bedt om i den lokale idrætsforening at instruere J.R. Priestleys En inspektør ringer på, og det var sjovt - rigtig sjovt. Jeg forstod til at begynde med ikke et ord af hvad de medvirkende sagde, de talte jo alle sønderjysk, men efterhånden fandt vi frem til hinanden og vi havde en fin premiere på Agerskov Kro med 600 interesserede tilskuere. Hvordan blev du en del af Det lille Teater Flensborg? Jeg blev ansat som gymnasielærer i historie og engelsk ved Duborg-Skolen i 1969, og meget hurtigt fandt jeg frem til Det lille Teater. Her oplevede jeg Arne og Anna Aabenhus fornemme teaterarbejde. Det gjorde et stærkt indtryk på mig og allerede året efter spurgte han, om jeg ville være med i Dage på en sky af Kaj Munk, som han ville sætte op på Det lille Teater Flensborg. Jeg følte mig meget beæret og sagde naturligvis ja tak, og nu oplevede jeg for første gang strukturerne indenfor i Det lille Teater Flensborg. Hvordan var Det lille Teater Flensborg så? Den centrale figur i teatret var Arne Aabenhus. Rundt om ham flokkedes især en række stærke kvinder, fruerne, næsten som en slags muser. Det drejede sig, ud over hans kone Anna, bl.a. om Sonja Lehfeldt, Ny Balle, Christa Borg, Irene Tolstrup og Anne Stubbe Horn. Jeg må dog indskyde, at der også var plads til enkelte mænd, f.eks. hørte Hans Jørgen Henningsen jo allerede på dette tidspunkt til inderkredsen i Det lille Teater. Men man kunne ikke være i tvivl om at Arne Aabenhus var den samlende personlighed i teatret hvorom alle andre kredsede. Hvordan kunne det også være anderledes? Det var jo for en stor part hans fortjeneste at der overhovedet blev skabt et dansk teaterarbejde i Hjemmet. 22

23 Hvor længe fortsatte det på den måde? Arne Aabenhus havde mange gøremål i amatørteatersammenhæng, han var jo bl.a. formand for Dansk Amatør Teater Samvirke i Sønderjylland, så efterhånden viste han sig sjældnere og sjældnere syd for grænsen, men samtidig var der kommet flere personer ind i Det lille Teater, og denne gang også en række mænd. Jeg kan f.eks. nævne Egon Rasmussen, som var aktiv både som skuespiller og som instruktør og senere som teateranmelder. Som instruktør husker jeg ham især i forbindelse med Holbergs Erasmus Montanus. Ikke kun fordi jeg selv fik mulighed for at spille Erasmus, en rolle som jeg var meget glad for, men især fordi det blev det stykke som gav mest folkelig genklang forstået på den måde at vi spillede stykket rundt omkring i Syd- og Nordslesvig, jeg tror i alt 39 gange. Det kunne vi gøre den gang fordi vi havde vores egen bus, så vi havde mulighed for at flytte vore forestillinger væk fra Hjemmet og transportere kulisser, rekvisitter og aktører rundt i hele landsdelen. Dette rejsende teater gav helt andre muligheder for at komme ud til publikum end vi har i dag. Jeg vil også nævne Walter Borg, som viste sine talenter både på og bag scenen. Han var uundværlig i gennemførelsen af vore forestillinger. Både som den dygtige skuespiller, han nu en gang er, men nok så meget som en yderst kreativ scenetekniker og som den ansvarlige for vores teaterbus. Jeg kunne nævne flere. Jeg vil blot nævne Flemming Jensen, der som instruktør på bedste vis formåede at få skuespillerne til at yde præstationer ud over det sædvanlige og derved skabe spændende og flotte forestillinger. Hvordan passede dine ideer om det folkelige teater og den pædagogiske anvendelse med Det lille Teater Flensborgs virke? I Det lille Teater Flensborg var der fra begyndelsen en fælles forståelse af, at teatrets formål om at fremme og formidle dansk teater, kultur og sprog i Sydslesvig havde et folkeligt aspekt. Det at nå ud til et så bredt publikum som muligt var vigtigt. Det søgtes nået dels, som jeg nævnte før, ved at flytte forestillingerne ud i alle afkroge af landsdelen og dels ved at vælge et bredt repertoire, som kunne interessere så mange mennesker som muligt. Det at vi kunne komme rundt med bussen gjorde, at vi både havde et tættere forhold til vores publikum og at vi havde en langt større kontaktflade til den brede befolkning. Vi kom ikke kun i de store foreninger og distrikter, vi var også på de små, ydmyge steder langt fra Flensborg. Det pædagogiske, det at medvirke til at præsentere og udvikle det danske sprog og samhørigheden med dansk kultur i Sydslesvig, var der også enighed om fra begyndelsen. Igennem alle årene har jeg oplevet at arbejdet med indstuderingen af teaterstykkerne gav de medvirkende, ikke mindst vore unge medvirkende, sproglige udfordringer og påvirkninger, som gav dem mulighed for en sproglig udvikling, som ikke kan værdsættes højt nok. 23

24 Folk og røvere i Kardemomme by, 1987: Torsten Wullf, Preben Busck-Nielsen, Helmut Asmus 24

25 Derfor valgte vi også ofte stykker ud, som havde mange medvirkende, og gerne unge medvirkende, for dermed at medvirke til at understøtte det danske sprog i så vid udstrækning som muligt. Ikke blot sproget på scenen var dansk. Vi lagde også vægt på, at det danske sprog var vort kommunikationssprog, at man i Det lille Teater Flensborg talte dansk også uden for scenen. Det kan godt være vi på det område ikke var særlig tolerante og det har måske stødt nogle, at de måtte lægge deres tyske hjemmesprog fra sig inden de kom ind i teatret, men jeg er overbevist om at det på længere sigt har haft en positiv sproglig effekt for mange af vore aktører. Skete der slet ingen udvikling i Det lille Teater Flensborg? Jo naturligvis. Efterhånden som der kom nye aktører ind i Det lille Teater Flensborg skete der en naturlig udvikling af teatrets selvforståelse. Ting der før var en selvfølge blev der sat spørgsmålstegn ved. Efter at Else Fanø kom til, ændrede Det lille Teater Flensborg sig en smule. Jeg vil sige det på den måde, at fra at være det folkelige teater ændredes Det lille Teater Flensborg i retning af at blive det romantiske teater. Teatret som en hyldest til Johanne Louise Heiberg. Kendetegnende er det at Elses signaturforestilling ud over kabareterne var Jul i Nøddebo Præstegård. De unges forelskelse og de sædvanlige forviklinger der hører med hertil samt studenterromantikken var kommet ind på teatret. En ting ændredes der dog ikke ved. Sproget på og uden for scenen var stadig dansk, man talte og vedblev at tale dansk. Og i dag? Det lille Teater Flensborg har jo efter ombygningen af Hjemmet ændret karakter, det gælder ikke blot indretningen af og arbejdet i teatret men også markedsføringen udadtil. Denne nye stil kan man have mange meninger om, men der kan ikke herske tvivl om, at Det lille Teater Flensborg som alle andre teatre i vores moderne verden må ændre sig både i sin selvforståelse og i sit udtryk udadtil for at kunne markere sig blandt alle de kulturelle tilbud der eksisterer i vores moderne verden. 50 år går naturligvis ikke hen over hovedet på et teater uden at det må forny sig. Har Det lille Teater Flensborg overhovedet en fremtid? Egentlig er det lidt af et mirakel at det eksisterer endnu. Det talte teater, ikke kun Det lille Teater Flensborg, er trængt i denne tid af alle de nye medier og kulturudbud samt elektroniske platforme som er kommet til, men jeg er overbevist om, at hvis teatret formår at trodse strømmen og fremstå som et folkeligt, fortællende teater, vil der være gode muligheder for også på længere sigt at skabe nye store teater-oplevelser i Jens Jessens gamle vinterbolig. Der vil også i fremtiden være plads til den gode historie. 25

26 Nøjagtig, nysgerrig og nærværende: Niels Ole Lindgaard Af Lisbeth Søholm Klokken ringer for tredje gang. De sidste finder en plads i salen. Lyset fader ud og mørket falder på. Stilheden sænker sig blandt publikum. Tæppet glider fra, spottene går på og en høj, intens, rusten stemme råber fra kulissen: Skaf mig en vogn, Freddy. Få sekunder efter træder en midaldrende mand frem på scenen med resolutte, hurtige og kontrollerede bevægelser. Denne gang i rollen som professor Henry Higgins. En rolle han, som mange af sine andre roller, fylder med autencitet, styrke og kraft. Der er tempo og sikkerhed, når han med dansende bevægelser bevæger sig henover scenen. Der er en (matematiklærers) præcision og nøjagtighed for replikkernes ordlyd samt timing for, hvornår de skal falde. Der er nærvær. Ryger der en replik, eller springes der i tekstens kronologi, er han lynhurtig, fanger stemningen, og bringer ubemærket forestillingen på rette kurs. Forestillingen er My Fair Lady og professoren er selvfølgelig Niels Ole Lindgaard. Kære Niels Ole! Da jeg blev bedt om at skrive et lille stykke til festskriftet om dig, Niels Ole, så var det sjovt nok rollen som Professor Higgins, der poppede op i mit hoved. Henry Higgins er som nævnt professor. Kigger vi i den frie encyklopædi under betegnelsen professor ser vi, at det defineres som en underviser og forsker af højeste rang. Dvæler vi lidt ved tanken, kan jeg ikke lade være med at drage en sammenligning mellem den rolle professor Higgins har i forhold til blomsterpigen Eliza og den rolle som du, Niels Ole, har haft for mig (og bestemt også andre) gennem dine næsten 30 år på Det lille Teater i Flensborg. Du har om nogen været med til at vise hvad der er flot teater. Når du får tildelt en ny rolle har du en legende og engageret tilgang til at finde frem til den karakter du ønsker at fremstå med. Du har en vilje og ihærdighed der gør, at du kommer til at fremstå overbevisende og autentisk, når man sidder som publikum i salen, og når man står som medspiller sammen med dig på scenen. Nu tåler professor Higgins i virkeligheden ingen sammenligning med virkelighedens Niels Ole Lindgaard. Man kunne fristes til at sige, at I som personer er hinandens modsætninger. Hvor Higgins fremtræder som et temperamentsfuldt, følelsesafstumpet og egocentrisk menneske som ikke skyr midler for at nå sine mål, så er du, Niels Ole, derimod et menneske, der skaber en rolig, afslappet og behagelig stemning omkring dig. Du viser en oprigtig nysgerrighed og interesse i at lære dine medmennesker at kende, og udstråler en varme og lattermildhed der gør, at det er rart og trygt og lærerigt at dele dit selskab (både på og bag scenen). Nu falder det Det lille Teater Flensborg nok ikke ind under den klassiske definition af en højere læreanstalt, ej heller florerer der mig bekendt rangordner, men du har og vil altid have en stor stjerne hos mig! Med kærlig hilsen Lisbeth 26

27 27 Flensborg Avis,

28 KULTUR Flensborg Avis, FOTO: LARS SALOMONSEN Anne Stubbe Horn på scenen i Hjemmet i Flensborg sammen med Alexander von Oettingen. Hun har ikke styr på, hvor mange roller, det er blevet til gennem årene. 40 år på Det Lille Teater Jubilæum. Hver gang Anne Stubbe Horn går op ad trappen til Hjemmet i Flensborg får hun fornemmelsen:»jeg er kommet hjem igen«. FLENSBORG. I november 1973 stod en ung Anne Stubbe Horn for første gang på scenen i Hjemmet i Mariegade i Flensborg. Hun fik sin debut i den musikalske komedie»et eventyr i Rosenborg Have«, og i alle 40 år har hun holdt fat i Det Lille Teater Flensborg. Der har været afbrydelser i skue - spil-aktiviteterne på grund af sygdom, men Anne Stubbe Horn har kompenseret ved så at trække et læs i teatrets bestyrelse. Der var varme ord med på vejen, da Anne Stubbe Horn efter den sidste forestilling på»nøddebo præstegård«fik et til lykke og varme ord med på vejen af teatrets formand, Alexander von Oettingen. Det var tredje gang, hun var med i Nøddebo Præstegård, og anden gang, at hun spillede fru Blicher. - Jeg har det sådan, når jeg går op ad trappen til Hjemmet i Mariegade, så føler jeg, at jeg er kommet hjem. Der sker noget for mig, når jeg træder ind ad døren til teatret. Det er en stor glæde for mig at være med. Teatret er en stor inspiration for mig, siger Anne Stubbe Horn. Dukketeater Det Lille Dukketeater har været det, hun har lagt flest kræfter i gennem årene. I 2010 gik hun på pension efter at have været leder af den danske børnehave i Ingrid- Hjemmet i Flensborg. - Da forsvandt jo også den regelmæssige kontakt til Dansk Skoleforening for Sydslesvig, og da Det Lille Dukketeater også lever af en tæt forbindelse til skoleforeningen, valgte jeg at stoppe på dukketeatret og lade nye kræfter komme til, siger Anne Stubbe Horn. Hun har ikke tal på, hvor mange forestillinger hun har medvirket i på Det Lille Teater. - Men jeg håber, at det bliver mange endnu, siger hun. Hans Christian Davidsen hcd@fla.de 28

29 Et eventyr i Rosenborg Have, 1973: Elsebeth Eriksen, Anne Stubbe Horn 29

30 Det lille Dukketeater, 1984: Cirkus 30

31 Vi tager hatten af... Det lille Dukketeater Af Anne Stubbe Horn og Lone Krogh Selvom Det lille Dukketeater i mere end 35 år har været en aktiv del af Det lille Teater Flensborg, vil vi i dag gerne træde et skridt tilbage, bukke dybt og tage hatten af for vores storebror, som nu kan fejre sin 50 års fødselsdag. Højt hurra og stort tillykke skal derfor lyde fra Det lille Dukketeater sammen med en stor tak for godt samarbejde og mange fornøjelige timer på scenen i vores kære Hjemmet. Det er vel naturligt, at lade tankerne gå tilbage, når man står ved en milepæl, og da jeg både har været medvirkende i Det lille Teater Flensborg siden 1973 og kaptajn på skuden med Det lille Dukketeater fra 1980 til 2010, ja, så er der et vist tankemylder at få styr på. Her vil jeg dog nøjes med at par ord om arbejdet med dukketeatret, - det letter tankerne, og jeg skriver med glæde. Ønsket om at starte et dukketeater i Flensborg opstod spontant efter deltagelse i et weekendkursus med dukkesyning og dukkeføring i september Kurset blev holdt på Hjemmet og heraf opstod så Det lille Dukketeater, der siden har spillet omkring 300 opførelser med brug af forskellige slags dukker spillet for børn fra de danske børnehaver og skoler i Sydslesvig. Jeg skønner, at hen ved børn gennem årene har været en tur i teatret i Mariegade for at opleve dukkespillets magi og eventyrets fortryllelse. Børn er det bedste vi har! Derfor er det særligt vigtigt at byde dem noget godt. Alle forestillinger er blevet skræddersyede til vores særlige sydslesvigske behov, sprog og sceneforhold, som f. eks. dramatisering, dukkefremstilling, kulisser, rekvisitter, scenearrangement, samt lyd og lys. Vi har altid givet os selv lov til at eksperimentere med mange slags materialer og udtryksformer lade fantasien blomstre og holde liv i skøre ideer undervejs i arbejdet med en forestilling ud fra mottoet: teatret er mulighedernes sted. Jeg mindes med glæde alle de sjove, uventede oplevelser, når et nyt stykke skulle sættes op, alle de vilde ideer, som fødtes og al den inspiration gruppens forskellige medvirkende bidrog med. Det er selve den skabende proces, som nu træder skarpest frem i min erindring. Og så selvfølgelig børnenes umiddelbare glæde, latter, tilråb og deres medleven i forestillingerne, der gør, at det er det hele værd. Mon ikke dukkerne har ført mange børn ind til de værdier, som teatrets verden siden kan byde dem? Jeg har da mødt en del af dem ad åre i Hjemmet, - både som voksent publikum og aktive spillere på vores scene! Det er dejligt, når man fornemmer, at noget har båret frugt. Det lille Dukketeater er med til i en mere og mere illusionsløs tid for en stund at give fantasien vinger. Det er velgørende. Et teater er jo illusionernes hjemsted. Der har selvfølgelig været mange folk om at tage en tørn med både det ene og det andet for at få så meget op at stå igennem så mange år, så jeg vil undlade at nævne navne her, selvom det er fristende. Tiderne og resultaterne må tale for sig selv. Og dog, et navn må fremhæves. I en lang årrække var Karin Goos en særdeles drivende og givende kraft. Vi havde et pragtfuldt samarbejde! 31

32 Da jeg blev pensioneret i 2010 valgte jeg at stoppe med arbejdet i Det lille Dukketeater, men heldigvis findes der flere teatertossede folk, så nu fortsætter sejladsen med Lone Krogh som styrmand om bord. Det er jeg glad for. Jeg ønsker god vind i sejlene for både de store og de små skibe! Lone Krogh fortsætter: Ja, vi var et par stykker, der hoppede op i båden og fortsatte. Der var jo heldigvis en god sejlrende, vi kunne fortsætte i. Det var ydmygt at stå på de gamle brædder, hvor tusinder havde trådt før os. Men vi satte sejlene og havde heldigvis god vind. Vi fik stablet et par forestillinger på benene, og børnene er stadig glade, griner og lever med i forestillingerne. Jeg tager også hatten af både for Det lille Teater og for Det lille Dukketeater. De har begge givet os en ballast og et godt sted at være. Jeg har overtaget dette arbejde med glæde og glæder mig til mange lysende børneøjne i fremtiden. Det lille Dukketeater, : Hr. Andersen og ællingen, Antje Lippert (Hr. Sur) og Helga Krempin (Fru Skrap), Flensborg Avis 32

33 Det største ønske: At der er højere til loftet Interview med Stig Benny Schulze Af Jens Krause Stig Benny Schulze, 32 år, er nyuddannet diplomingeniør for stærkstrømsteknologi og har netop fået job i Esbjerg kommune med ansvar for gadelys og signalanlæg. Han har været teatrets tekniske leder siden Hans vision for Det lille Teater er at lave færre forestillinger pr. sæson, men med mange deltagere og nye, kvalitetsprægede stykker. Hvor kommer din interesse for teater fra? Jeg voksede ind i det. Jeg begyndte rigtig tidligt som lille dreng i Landestheaters sommerforestillinger med Hofmannsthals Jedermann, hvor jeg holdt en lille lanterne. Senere var jeg med i deres Theaterjugendclub. Hvordan kom du ind på Det lille Teater Flensborg? Leif Mikkelsen så mig i en rolle på Landestheater. Efter at skuespilleren Gerd Danzmayr var død, rykkede alle skuespillere op. Så jeg var ikke længere statist, men fik en lille rolle. Leif spurgte mig om jeg ville være med i Gustav Wieds Livsens Ondskab, og det ville jeg gerne. Jeg gik dengang i 12. årgang på Duborg-Skolen. Jeg gik så ud af skolen for at arbejde på Landestheater. Her var jeg instruktørassistent, forestillingsleder og sufflør. Så du var på to teatre samtidigt. Kan du fortælle, hvad der er forskellen mellem et professionelt teater og Det lille Teater? Den helt store forskel er, at på Landestheater er det tilskueren, der er i centrum. Man aflyser for eksempel ikke forestillinger. Vi havde skuespillere, der spillede med 40 graders feber. Her er vi, fordi det er vores hobby. Når der så er folk, der gider at komme og se på det, så er det jo en sjov sideeffekt. Og hvorfor forlod du dette job? Det gjorde jeg, fordi jeg jo ikke havde lært noget og teatret skulle spare. Så jeg gik i gang med en uddannelse. I seks år var du aktiv på to teatre! Havde du overhovedet nogen fritid? Jeg var aktiv som spejder. Prøv at beskrive den tekniske udvikling, teatret er gennemløbet, mens du har været teknisk leder! Det første, vi skrottede, var det gamle lydanlæg, som mere var et surround system til stuen. Vi købte et dyrt mikserpult, som vi stadig har, og skiftede alle ledninger. Den anden store udvikling er et nyt digitalt lysanlæg. Så vi burde være rustet til de næste år. Det går jo meget hurtigt på det område. 33

34 Hvorfor ville du lave en slags totalteater om Edith Piaf, hvor du både skrev, instruerede, spillede og selvfølgelig stod for teknikken? Hvad fascinerede dig ved netop hende? Hendes sange er gode, og hendes liv er fascinerende. Det er selvfølgelig et liv, jeg ikke vil føre, med morfin og affærer. I slutningen af sit liv fandt hun jo sin store kærlighed, som desværre døde, og så gjorde hun op med sit gamle liv. Hvad var den største fiasko, du oplevede på Det lille Teater? Jeg synes vi mangler noget fællesskab. Vi griller ikke en gang om måneden eller ser på de forestillinger, andre teatre spiller. Hvad var højdepunktet indtil videre på Det lille Teater? Niels-Ole og Doris Lindgaards Hjertet. Instruktørerne var godt forberedte, og der var hygge og en god stemning. Teamet voksede sammen under arbejdet, det var dejligt. Her havde vi et teknikteam på seks mand, og vi fik mulighed for at prøve mange ting. Vi startede forestillingen med en tom scene og sluttede med at både scenen og salen var fyldt med julepynt. Er der andre ting, udover teater, du går op i med liv og sjæl? Næ, teater er den eneste store hobby jeg har. På nær geocaching. Vi har jo også en cach gemt i Det lille Teaters forhave. Hvor ville du ønske Det lille Teater var henne kunstnerisk og teknisk om 10 år? Kunstnerisk håber jeg, at vi tager flere alvorlige stykker op. Der er mange skuespillere, der er gået til Det lille Teater Gråsten. Teknisk har vi taget store skridt fremad med hensyn til lys og lyd. Men hvad angår vores scenebilleder, så har instruktørerne ikke ønsket dem. Vores største ønske i teknikken er at måtte hæve loftet over scenen. Vi bruger tre gange så mange projektører end vi burde, fordi vinklen er meget lav. Vi har jo nærmest stuehøjde på scenen. Hvilken forestilling kunne du bedst lide? Og hvorfor? Hjertet og Piaf havde den bedste teknik. Og scenebilledet kunne jeg bedst lide i Hjælp staten betaler. Her havde vi bygget en hel stue med kamin. Med hensyn til holdet, kunne jeg meget godt lide Bernarda Albas Hus. 34