Shanghai højt at flyve.. DTU s masteruddannelse i ledelse af byggeri har været på sin studietur. Denne gang til Shanghai. Lektor Kristian Kristiansen

Transkript

1 Shanghai højt at flyve.. DTU s masteruddannelse i ledelse af byggeri har været på sin studietur. Denne gang til Shanghai. Lektor Kristian Kristiansen Shanghai, arnestedet for det moderne Kina. Vi er forberedte på at møde det megastore og en vækst så hurtig, at man næsten kan se bygningerne vokse i højden, når man kører forbi. En udvikling så imponerende, at vores børn skal lære kinesisk i skolerne, hvis Danmark skal klare sig. Siges det. Allerede terminalen i Pudong Airport virker enorm stor. Verdens hurtigste tog kan man lige snuppe for at komme fra lufthavnen ind til byen: 30 km på 7 minutter. Det brummer og snurrer på en ikke særlig komfortabel måde, når farten trykkes op til 430 km/t. Det mærkeligste er at kigge på bilerne på motorvejen ved siden af. Det ser ud som om, de står stille, selvom de kører over 100 km/t. Man er i gang med at bygge flere linjer af dette supertog, der svæver på et elektromagnetisk felt. Shanghai skal forbindes med Bejing og de nærliggende byer som Hangchou. Investeringer i infrastruktur har høj prioritet i denne del af Kina, hvor alt står i vækstens tegn. Man har bygget en 32 km lang bro ud i havet til det, der skal blive verdens største containerhavn. Shanghai rummer 20 mio. indbyggere og yderligere 1 mio. kommer til hvert år. Så skal der bygges, og der er så mange byggekraner alle vegne, at enhver dansk byggemand vil blive helt tummelumsk. I Kina bygger de boliger, der kan huse Danmarks samlede befolkning hvert kvartal. I løbet af de næste 20 år vil omkring en halv milliard mennesker flytte fra land til by. Og alting i Shanghai har dette præg af mega-vækst. Metro nettet er stort og alting er helt nyt, hvilket ikke er så underligt, for man har bygget en ny metro linie om året de sidste 8 år. Pudong er en helt ny bydel med skyskrabere, der rummer Kinas finansielle og økonomiske centrum. Alene i 2008 fuldførte man 1,3 mio. m2 kontorareal, så det er ingen overdrivelse, at bydelen er skudt op af jorden på få år. Her er der flere skyskrabere end i New York og der omsættes for godt 300 milliarder kroner om året. Selvom ordet skyskraber er en underdrivelse. Når husene kommer op på en halv kilometer i højden, er det snarere skyerne, der bukker og skraber for husene. Heldigvis er der ikke mange skyer, da vi er kommet op i Jin Mao Tower og kigger ned på fundamentet til den kommende nabos 632 meter.

2 One city-nine towns hedder en plan for Shanghai, hvor man bygger 9 byer i periferien af Shanghai. De fleste af dem er kopier af byer fra f.eks. England, Tyskland og Canada. Vi besøger den svenske, som faktisk ser meget svensk ud og har en sø, der hedder Mälaran. Bortset fra, at en eller anden må have misforstået noget og har købt palmer som beplantning. Men det må siges at være en detalje. Værre er det, at udenfor den svenske by er der et uendeligt og uendeligt trist bylandskab med jernbane, motorveje, industri og skrækkelige højhuse, som for manges vedkommende er uden bad og blot med et lille tekøkken, men hvor folk bor virkelig tæt. Men hvad er det for en byggeindustri, man har sådan et sted? På Shanghai Number One Construction Company kan direktøren fortælle, at deres niche hedder bygninger over 600 meter. Han siger det tilsyneladende uden at trække på smilebåndet. Tilsyneladende, fordi han kun taler kinesisk, så det er lidt svært at finde ud af, hvad der kan være af bibetydninger. Men sådan er det her: kun få taler en smule engelsk. Kina er ikke kommet til globaliseringen, det er globaliseringen, der er kommet til Kina. Ved siden af ham sidder en række betydningsfulde mænd, der nikker samstemmende, hver gang direktøren fuldfører en sætning. En kameramand, en lydmand og en lysmand er også i arbejde, og det føles ikke som om, det er os, hvis tilstedeværelse skal dokumenteres. Og fundamenter, siger han. Fundamenter er deres andet særlige område. Hvis man kan lave et fundament i Shanghais sand til en bygning på over 600 meter, er der nok ikke mange flere hemmeligheder i fundamenter. Og så kører vi ud og kigger på et 30 meter dybt et af slagsen, som skal bære 3 mindre det sagde guiden faktisk bygninger på hver 200 meter samt et shopping center.

3 Kun kinesiske firmaer har lov til at bygge i Kina, så det må være svært at gøre sig gældende på det marked. Design and Research Institute på Tongji University er i virkeligheden et stort arkitekt- og ingeniørfirma. Her bliver vi vist en Power Point præsentation af, hvad man har projekteret. Den ene imponerende bygning efter den anden hvirvler forbi. Pludselig dukker den danske pavillon på EXPO op. Hov, siger vi. Er det jeres? Er det ikke Bjarke Ingels? Hvem?, siger vores foredragsholder og klikker videre. Det er vist ikke så vigtigt, hvem der kom med idéen. Construction Management Instituttet ligger på den anden side af gaden på Campusområdet. I forhold til Danmark, hvor vi kun er et par håndfulde mennesker, der underviser og forsker i Construction Management, er det her rigtig stort. Og tæt knyttet til byggeriet. Vi hører om 2 BIM projekter, der er lagt virkelig praktisk til rette. Og professorerne bliver åbenbart inddraget direkte i byggeprojekter. Det går langsomt op for os, hvor tæt beslutningsgangene er i dette land. Partiet er staten og beslutter, hvad der skal bygges. Og sikkert også hvem der skal bygge. Kun kinesiske virksomheder må projektere og bygge i Kina. Alle store virksomheder er statslige. Så kan det jo ikke undre, at der er rigtig meget korruption. Det er blevet vurderet, at omkring 10 % af de offentlige midler bliver stjålet eller brugt til et andet formål, end det var meningen. I kroner og øre var det noget med knap 500 milliarder i Økonomisk set er Kina endnu ikke så meget: BNP kun på størrelse med Tysklands og stadig kun en dværg på en fjerdedel af USA s. Men med en vækst på 10 % om året går det stærkt, og hvis man forlænger tidshorisonten længe nok, bliver facit så enormt, at vi alle sammen skal tale kinesisk, hvis riget skal bestå. Problemet med dét regnestykke er, at det måske vil gå sådan, men når man går rundt i Shanghais gader og besøger EXPO, så kan det virke som umulig drøm. Eller måske snarere mareridt. Den kinesiske pavillon på EXPO giver en slags nøgle til det hele. Vi bliver lukket ind i en stor rund biografsal øverst oppe i den gigantiske pagodeagtige bygning. Derfra skal man gå ned i gennem udstillingen, men først skal vi se en film på et 360 grader lærred. Den starter lige på med glade bønder og svedende arbejdere i sværindustrien. De bygger Kina, utrættelige og i ekstatisk humør. Det her er fuldstændig magen til Stalins og Maos propagandafilm bortset fra farverne og Dolby lyden. Så skiftes der til optagelser fra et jordskælv, måske Sichuan skælvet i

4 2008, hvor der døde I hvert fald er der en stor, smuk kinesisk mand, der hjælper en yndig kinesisk kvinde ud af ruinerne. Klip. Stor bryllups scene, hvor vores helte bliver gift. Klip til slutscenen: Det unge par kører af sted mod solopgangen i hver sin bil. Det moderne Kina på 5 minutter: Stalinisme og kapitalistisk forbrugssamfund i ét. Tilsyneladende en overraskende blanding, men måske passer stalinismens idé om arbejderklassen, der igennem partiet udvikler produktivkræfterne for at afskaffe fattigdommen meget godt sammen med tanken om forbrug som lykke. Det, der er udeladt for at regnestykket skal gå op, er demokratiske værdier og den frisættelse af den enkelte, som er en del af det moderne samfund. Og det er så her, man kan føle sig fristet til at spørge: Er der virkelig grund til at føle sig truet af et land i en meget tidlig fase af en lang økonomisk og social udvikling, blot fordi det her og nu har en kraftig økonomisk vækst? Når man er på studietur og går rundt i Shanghai, er det nemt at få øje på alarmsignaler. Indkomstforskellene i Shanghai er meget iøjnefaldende. Der er folk, der bor på gaden. Der er stinkende og elendige boligområder. Der er et mylder af plattenslagere og anmassende prostitution. Men der er også enorme indkøbscentre med udenlandske mærkevarer, som er virkelig dyre pga. told. Og luksusboliger, som de nybyggede engelske række huse, vi så til priser fra 5-10 mio., og som nok var ment mest som 2. eller 3. bolig. Indkomstforskellene mellem land og by er endda større: De 70 % der bor på landet er virkelig fattige. Miljøproblemerne er store i Kina; i Shanghai kan man virkelig mærke luftforureningen, som ikke kun er fra den voldsomme trafik. Rundt omkring i byen kan man pludselig mærke den skarpe lugt fra kloakkerne. Investeringerne i infrastruktur er svimlende, men de er jo også nødvendige. Med den vilde vækst i byerne skal der investeres meget, så ret beset er der tale om, at en stor del af den økonomiske vækst skal bindes i helt fundamentale investeringer. På den positive side tæller, at man faktisk foretager investeringerne og har store og grundige planer for byudviklingen. Det ser vi på den flotte Byplanudstilling, hvor der ikke er sparet på modeller og skærme. I modsætning til mange andre hastigt voksende byer i udviklingslande. Kultur- og samfundsinstitutioner er en vigtig del af en økonomisk udvikling, og her har Kina væsentlige problemer. På hotellet, hvor vi bor, er der mange hjemmesider, som man ikke kan nå via den internetadgang, vi kan få. Kina har rekord i henrettelser. Måske bliver mere end mennesker henrettet årligt og mere end 68 forbrydelser kan straffes med døden. En del af den økonomiske vækst er skabt via et buldrende ejendomsmarked i bl.a. Shanghai. Det er ikke ualmindeligt, at de der har råd til det, køber 2 eller 3 lejligheder for gennem prisstigningerne at finansiere den, de selv vil bo i. Hele ejendomme står næsten tomme, fordi lejlighederne er købt af spekulanterne. Sikkert en god idé så længe prisstigningerne på 30 % om året, der har kørt siden 2002, kan holde, men som dansker ved man jo, at det er en rigtig dårlig idé at speede økonomien med varm luft fra ejendomsmarkedet. Som besøgende i Shanghai oplever man en underliggende brutalitet og grådighed. Alle vegne skal der pruttes om prisen, og de handlende ganger rask væk med en faktor 10. De statsejede

5 taxaer er meget billige, mens de privatejede kører tomme rundt i gaderne og forlanger vanvittige priser for en tur. Kineserne er som berusede af den frie markedsøkonomi. Måske kan man blive hovedrig på at snyde en turist på en tur til lufthavnen. Hvis trafikken kan læses som et sindbillede på samfundet, så er Shanghai brutalt. Det er alles kamp mod alle, og de der bliver kørt ned, har man som en taxa chauffør vi kørte med kun en hånlatter til overs for. Når man går rundt i Shanghais gader, er der meget af Kina, man ikke kan se. Man kan se en storby, der har udryddet de fleste umoderne kvarterer og fremstår trods menneskemyldret og trafikken som lige så oplevelsesrig som Ørestaden. Kultur er her ikke meget af, hvis man fraregner de uendelige shopping muligheder. Man kan ane nogle af modsætningerne i det moderne Kina, men mange spørgsmål kan kun stilles: Vil Kina fortsat kunne forhindre sin valuta i at blive opskrevet? Hvor længe kan Kina holde sine lønninger nede? Kan Kinas investeringer i forskning og uddannelse bringe det frem til videnssamfundet eller kræves der mere for at nå dertil? Kan stalinismens planlægning og en ukontrolleret markedsøkonomi skaffe varig økonomisk vækst eller bliver der bare tale om en boble, når de demokratiske og kulturelle institutioner ikke følger med? Nogle mener, at de danske skolebørn skal til at lære kinesisk. Men set fra en lille studietur til Shanghai ser det mere kompliceret ud. Nok har Kina som andre nyindustrialiserede lande en heftig økonomisk vækst, men der skal også investeres virkelig meget, og de sociale og miljømæssige udfordringer er enorme. Vejen fra u-land til videnssamfund er nok længere og mere snoet, end det umiddelbart ser ud til. Måske handler udfordringen fra Kina mere om, at et land som Danmark skal finde sporet videre fra videnssamfundet?