Neverwinter Morromagic

Transkript

1 1 Schtroumpf præsenterer: Den uendelige tredobbelte anmeldelse af Neverwinter Nights, Elder Scrolls 3: Morrowind og Might & Magic IX. Neverwinter Morromagic Endelig, endelig, endelig ramte det længe ventede Neverwinter Nights butikshylderne. Desværre var vi nogle der bare ikke kunne vente så længe, så det var heldigt at 2002 også bød på andre friske forsøg på action-roleplay. For selvom computeren ganske rigtigt ikke kan spille rollespil, så er det vel det nærmeste vi kommer en genrebetegnelse af den type spil. Jeg har været med på 3do s Might & Magic vogn siden sekseren, og jeg k anbefalet Elder Scrolls 3: Morrowind, så dem tog jeg som tilløb til det helt store brag. Se hvem der vandt slaget om mit hjerte her. The basics Neverwinter Nights er et tredjepersons spil, hvor spilleren kontrollerer en enkelt karakter, med mulighed for opbakning af en henchman. Spillet følger det umådeligt populære D&D 3rd Edition system og er sat i Forgotten Realms universet. Spillet foregår real-time, med mulighed for at pause og give sin karakter ordrer. Single-player og multi-player over nettet. Might & Magic IX er et førstepersons spil, hvor spilleren kontrollerer et party på re karakterer, der det meste af tiden følges af to-tre karakterer yderligere. Spillet er sat i en nordisk inspireret relativt low-tech fantasy-verden, og systemet er Might & Magics helt eget. Spillet foregår enten real-time med mulighed for turn-based kamp, som giver bedre overblik. Kun single-player. Morrowind er et førstepersons spil, hvor spilleren kontrollerer en enkelt karakter, som en sjælden gang imellem følges af medrejsende. Spillet følger et eget system, som minder mest om Ultima Online. Spillet er sat i et dystert fantasy-univers, med omskrivninger af kendte tolkienske elementer. Spillet foregår real-time. Kun single-player. Baggrund & univers Lad det være sagt med det samme. Det spil jeg ventede længst på viste sig med hensyn til baggrunden at være det mest skuffende. Vi kender alle baggrunden og universet i Neverwinter Nights; vi har rollespillet den tusind gange, og computeren tilføjer ikke en døjt. Der er skeletter, orker, trolls, onde wizards, giant spiders og hele baduljen hele vejen igennem. Låste døre og kister, fælder selv i restauranter og magiske formularer til alle - næsten. Det er dybt, dybt skuffende at designerne intet, intet overhovedet har tilføjet den fortærskede genre. Omvendt er det også det de este kommer efter; den velkendte genre. For rollespillere er der dog ikke meget at hente - vi kender det alt sammen til hudløshed. Så er der mere krudt i Might & Magic IX, som har forsøgt at revolutionere sig selv. Fra et ultraklassisk fantasy-univers med et debilt end-game twist, er man gået til en slags nordisk univers med bynavne som Tronheim, Drangheim og Lindisfarne. Monstrene er ikke helt fulgt med forandringen, desværre. De er stadig de velkendte fantasy-kreaturer med få fornyelser. Podlobbers, små hæslige væsner der klistrer til lofterne og reproducerer sig i en uhyggelig fart, er gode nye skabninger. Endelig Morrowind, hvor det kan siges meget simpelt: Designerne fra Bethesda Softworks leverer det bedste computerunivers jeg nogensinde har oplevet. Nogensinde. Nok til at tage pusten fra selv de mest hærdede kampagne-gms, og nok til at forbløffe time efter time efter time i spillet. Settingen er øen Morrowind, med den dystre Red Mountain vulkan i midten. Øen

2 2 var oprindeligt regeret af de mystiske Dunmer (dark elves), sammen med de uhellige Dwemer (dværge); Nu besat af Imperiets menneskelige tropper, mens øens mindre klaner og grupper er fortrængt til småbyer og lejre rundt omkring. Men alt er ikke som det skal være i Morrowind - Dunmers sjette hus er korrumperet, Dwemer er pludselig forsvundet, en mystisk pest spreder sig fra øens midte, mens Imperiets kejser Uriel Septim VII ligger på sin dødsseng. Der er lagt op til politisk storslagsmål om øens fremtid, og det kan mærkes hvor end man færdes i skerbyer, lejre eller i hovedstaden Vivec. Det er bare godt! Character Generation Det at skabe og udvikle sin eller sine karakterer er en væsentlig del af ethvert computer-rollespil. Systemet og valgfriheden kan betyde utroligt meget for oplevelsen af spillet. På den plads topper Morrowind igen. For der er frit valg på alle hylder. Nogle kombinationer af skills og attributes synes vel at mærke lidt ligegyldige, men alt kan i princippet lade sig gøre. Og karakterudviklingen er motiverende; Dels stiger man ofte i enkelte skills, dels kan man hele tiden følge med i sin udvikling point for point og vælge at bevæge sig i en anden retning. Dels fornemmer man at man bliver bedre. Til gengæld betyder det oprindelige valg af race (Dunmer, Bosmer, Nord, Redguard, Kajit, Orc, Altmer og ere endnu) og placeringen af major og minor skills utrolig meget for kontrollen over karakteren videre hen. På det punkt bryder jeg mig mere om den 100% frie udvikling i fx Ultima Online. Til gengæld er udviklingen i Morrowind næsten uendelig. Det er meget svært at nå loftet. Også Might & Magic har sit helt eget system. Her er valgmulighederne dog stærkt begrænsede. Til at begynde med er der valg mellem en del racer, men kun to klasser. The ghting way og the spell-casting way. De klasser forgrener sig senere til i alt otte muligheder, når hver enkelt karakter bliver forfremmet. Undervejs handler det altså dels om at blive forfremmet, så man kan komme videre op af rangstigen, og dels om at stige levels. Man når cirka level 100 når spillet ender, og for hver level til en karakter får man point til vedkommendes skills. Systemet fungerer i og for sig nt nok, og der er god fremgang i levels. Men der er for lidt valg, det hele er for deterministisk. Til sidst Neverwinter Nights, som jeg egentlig ikke behøver at fortælle så meget om. Character generation og advancement følger D&D 3rd Edition, punktum. Men det der virker nt nok i et rollespil, virker knap så godt i Neverwinter Nights. Man stiger for sjældent i level, og når først man har valgt en vej giver det ikke så god mening at skifte. Hvis man virkelig vil bashe (og det vil man!), så handler det om at fokusere. Det er efter min mening rigidt og langsomt. Plot Plottet er for mig det altafgørende i et computer-rollespil. Hvis historien er medrivende, er jeg villig til at sluge nok så mange kameler og leve med at spillet crasher hver halve time. Gameplayet kommer ind som stærk toer, men plottet er spillets essens. Nu kommer jeg til at lyde som en plade der er gået i hak, men hierarkiet blandt de tre spil er det samme. Plottet i Neverwinter Nights er simpelthen noget af det mest adpandede idioti jeg længe har oplevet. En mystisk pest hærger Neverwinter, og vor helt må rejse til byens re store kvarterer for at indfange/ dræbe re væsner, som tilsammen udgør en kur mod sygdommen. Da det (selvfølgelig) lykkes, bliver kuren imidlertid stjålet af en fæl forræder, og så må hvor helt ud i den vide verden for at lede videre. Lad mig nøjes med at fortælle at det fører til mere plotudvikling af typen tag til disse re steder og du må nde disse re artefakter og du må tage først mod nord, så mod syd, så mod vest... Suk. Det hele er ekstremt lineært, forudsigeligt og problemløsningsagtigt for 14-årige monsterbashere. Ikke min kop te, tak.

3 3 Igen er der mere gods i Might & Magic. Historien er om muligt endnu mere lineær end i Neverwinter Nights, men den vil mere: En stor og mægtig hær marcherer mod riget, men kun en fælles indsats fra samtlige af rigets klaner kan forhindre katastrofen. Desværre er nogle af klanlederne dybt excentriske, nogle er i krig med hinanden, mens en anden er afsondret i sin hjemby Frosgard, hvis havne er frosset til af en evig vinter. Vore helte må naturligvis samle klanlederne, så de kan stå fælles front mod fjenden. Det går selvfølgelig ikke som planlagt... En mere down-to-earth historie end NWN. Lettere at forholde sig til, men stadigvæk bygget op som perler på en snor. Og så er den altså meget forudsigelig. Så Morrowind topper igen, med fortællingen om en ældgammel profeti. Ved den mørkeste dag mødtes Dwemer, Dunmer, Dagoth og lord Nerevar ved Red Mountain, hvor de udkæmpede et mægtigt slag om et ondt, ondt artefakt. Under slaget døde Nerevar, Dwemer blev i samlet ok fortrængt til det hinsides, Dunmer klarede skærene mens Dagoth forsvandt ned under Red Mountain. Siden da har rygterne oreret om The Nerevarine, den udvalgte som en dag skal vende tilbage for... ja, for hvad, præcist? For afhængig af hvem man spørger, er the Nerevarine henholdsvis folkehelt, mørk ondskab i alliance med den dystre Dagoth, forræder og besætter. Som uvildig agent for kejser Uriel Septim nder vor helt hurtigt ud af dette, og sidenhen forstår hovedpersonen at han/ hun måske er denne genfødsel af Lord Nerevar. Men hvad så? Det er der hvor Morrowind markerer sig i forhold til de to andre spil, for svaret på det elementært spændende hvad så? er spredt ud over hele spillet, i bøger og ruiner og fortællinger og traditioner, på en måde som skaber en fantastisk helhedsoplevelse af at min historie er en del af rigets historie. Det er både episk og dystert, moralsk og kynisk, poetisk og hårdkogt. Stemning Hvis det kan glæde, scorer NWN højere i de tekniske discipliner ;-) På stemningen må tredjepersons spillet igen se sig slået med længder og bredder af begge andre spil. For nu at tage Morrowind først: Man er der. Det er den mest overbevisende verden jeg nogensinde har befundet mig i med computeren som mellemmand. House Telvannis sære organiske svampekonstruktioner, de for længst forladte Dwemer ruiner, de sære og dystre Daedra ruiner, skerbyerne, landsbyerne, det monumentale Vivec, Imperiets middelalderlige borge, den skiftende natur fra sumpe til bakker til bjerge, de skiftende planter som skifter fra område til område og ikke mindst det skiftende vejr; fra Seyda Neens milde tempererede vejr til Ald-Ruhns mange sandstorme til tågen over Vivec. Man er der, lige som man er en del af befolkningen. Jo længere man spiller, jo mere kender folk én. Folk kan lide én mere eller mindre alt efter ens race og tilhør til den ene eller anden af landets (mange) politiske fraktioner. Man er der, når det skriger oppefra og en Cliff Racer styrtdykker til angreb, eller når en gruppe Alitter pludselig går berserk. Man er der når man bliver komplimenteret af fremmede for ens tøjvalg, når man bliver bedt om at lægge månesukkeret udenfor hvis man handle her, når man sniksnakker med den bedste veninde fra guilden. Man er der. Det er man ikke i Neverwinter Nights. Der er man ved computeren, hvor man styrer en lille mand på en skærm, der går rundt på nogle mere eller mindre rkantede felter. Man ser aldrig himlen, for viewet peger altså nedad. Man ser til gengæld alle fjenderne komme fra ti mils afstand, så man kan nå både at ygte og skyde dem til pindebrænde og tage sig en kop kaffe inden de er fremme. Der er intet der nogensinde bliver rigtig farligt i NWN. Det gør det til gengæld i Might & Magic, hvor der er gjort mere ud af at modstanden og universet er usikre variabler. Det er stadig kritisabelt og rkantet at alt i M&M kommer i tre varianter; let, medium og svær. Men der er god stemning nede i de dystre dungeons, der er skiftende terræn og landskab, og verden er forholdsvis original, med nogle gode pudsige detaljer.

4 4 Interaktion Interaktionen dækker ind ydelsen på verdenen. Både muligheden for at handle frit og i særdeleshed kontakten til beboere og fjender. Det er så at sige her rollespillet kommer ind i billedet. Næse til Might & Magic på den konto: For M&M9 er meget bash, noget historie og nul interaktion. Det hele er fuldstændig rigidt, og npc er har alle en bestemt og afgrænset funktion, eller ingen funktion overhovedet. Ikke noget med at snik-snakke om vejret her. Hvis nogen siger noget, så har det enten stor betydning eller ingen betydning overhovedet. Modstanderne er godt nok blevet lidt klogere siden sidst, men ikke meget. Samtidig er mulighederne for at påvirke fredelige npc er lig nul. Der er mere ved snakken i NWN. Her har npc erne personlighed, og man er som spiller friere til at påvirke dem. De har spændende historier at fortælle (som oftest faktisk er rigtig gode), og man har mange valgmuligheder. De valg man træffer over for npc er har betydning, selvom det som regel er alt for åbenlyst: Jeg hjælper Dem gerne, Jeg skal se om jeg får tid, Giv mig pengene først eller Er der nogen jeg kan slå ihjel? Kan jeg overraske ved at sige at svarene påvirker ens alignment? Men det er en mindre ting. En af de gode ting er at man kommer til at kende nogle få centrale personer i historien, og at de personer ikke er helt ade. Det gør man så sandelig også i Morrowind, hvor fjender bliver til venner og ukendte til nære relationer. Valgmulighederne i dialogen er mere rigide end i NWN, men til gengæld er friheden i handlingerne så meget større. I Morrowind gælder alt efter princippet: Gør det hvis du er villig til at tage konsekvensen, men tænk også gerne kreativt. Det er dine handlinger der de nerer hvem du er, og du er nødt til at vælge side. Ikke på en chaotic-neutral-lawful agtig måde, men på en jeg-tror-på-det-her agtig måde. Det er rigtig nt, lige som det også er nt at mange opgaver kan løses på ere måder. Der er en anden vej end sværdets. Gameplay og teknik Alt det der får spillet til at fungere. Gameplayet er den måde man kontrollerer spillet på. Funktioner og knapper og hotkeys og views, men også hvor intuitivt og tilgængeligt spillet er. Når man skal bruge lang tid ved computeren, er gameplayet det næstvigtigste for mig, efter plottet. Teknikken er fx hvor tungt spillet kører, om der er mange fejl i det. Et godt gameplay og en stabil teknik kan redde selv den mest uduelige historie. I Might & Magic redder gameplay og teknik ikke en pind. For det første kunne spillet stort set ikke fungere før den første patch blev tilgængelig, og selv med den er der utallige bugs. Utallige. Spillet crasher i øvrigt også med lidt for jævne mellemrum, desværre. Hvis du ikke kan lide verden eller plottet, så hold dig væk. Gameplayet sutter også, for at sige det mildt. Hotkeys er ikke intuitive, der er hundrede ting der ikke fungerer som det skal, og man roder meget med at centrere musen på måtten. I kampsituationer bruger man for meget tid på at rode spellbooks igennem efter den helt rigtige formular, mens det i virkeligheden lader til at det for alle praktiske formål er bedst bare at bashe. Man bruger også aaaalt for lang tid på at gå. Muligheden for at yve er blevet fjernet siden sidste kapitel, og de nok så vigtige teleport-spells (Town Portal og Lloyd s Beacon) får man først alt for sent i spillet. Hvis der så bare skete noget undervejs... Det samme kan man kritisere Morrowind for. Universet er enormt, selv med forskellige transportmidler. Heldigvis er omgivelserne så spændende, at det aldrig er kedeligt at gå sig en tur ved stranden eller over bjergene. Kontrollerne fungerer nt nok, uden mere. Der er kun sat seks knapper af til quick-keys, og de fungerer ikke helt rigtigt. Hvis man bruger tid på at kigge i spells i M&M, så gør man det i endnu højere grad i Morrowind. Til gengæld brillerer Morrowind igen ved sine mange muligheder og sin store frihed. På den tekniske side er Morrowind det af de tre spil, der crasher mindst. Til gengæld er det tuuuuuungt i røven, med lange loadtimes lige pludselig. Og så er det pisse irriterende at spillet begynder at opføre sig underligt når jeg bruger scroll-wheelet på min mus.

5 5 NWN topper listen. Efter en dags sved på panden fordi jeg ikke kunne få spillet til at starte (det er jeg ikke den eneste der har haft problemer med), har det kørt fantastisk. Det er ikke tungt, det crasher kun en sjælden gang imellem. Alt i spillet kan tilpasses egen smag, kontrollerne er helt intuitive og nemme at bruge, man har altid godt overblik over mulighederne og situationen. Samtidig er det nemt at nde rundt i verden, i huset, i sin karakter. Man er heller aldrig i tvivl om hvad eller hvem der står hvor, og ting og folk opfører sig som regel som de skal. Man kan klage lidt over for dumme npc er og de hundrede tusind kister der skal låses op eller bashes. Det bliver hurtigt rutine. Men tag ikke fejl af at NWN er et ekstremt veldesignet spil. Grafik & musik Jeg har allerede været inde på stemning, og i den forstand inde på om verden i de tre spil er levende. Det er i høj grad musik, lyde og gra k der bidrager til det. Men gode tegninger gør ikke alene en stemning: I Might & Magic er stemningen nemlig n, mens gra kken skraber bunden. Alt er kasser, og ikke kun tæt på. Langt fra ligner bjergene store legoklodser, eller et adt maleri. Tæt på risikerer man at kigge ind i sin modstanders blå og tomme indre, eller at stikke sin arm gennem vægge og træer. Musikken hjælper på det, men er som oftest alt for forceret. Det skal virkelig dundre, og man bliver meget træt af nu-går-vi-i-kamp lyden. Endelig har man i M&M forsøgt sig med at klistre ( ade) fotoansigter på pixelmændene og damerne. Se, det er helt tåbeligt. Ikke alene ligner npc erne plakater i hovedet, de ligner også den samme plakat. En bandit er en bandit er en bandit, og sådan er det! Suk. Sådan er det ikke i Morrowind, hvor der er kælet for detaljerne. Gra k og musik er begge overvældende. Jeg har allerede været inde på landskaberne, men også personerne i Morrowind har deres helt eget præg. Man husker ikke kun den jaloux alkymist Ajira på hendes evindelige strid med den raf nerede Galbedir, men også på hendes stemme og udseende. Ajira ligner Ajira, og ikke nogen anden. Den samme nidkærhed nder man på lydsiden, hvor der er orkestreret forskellige temaer til snart sagt hvilken som helst situation, samtidig med at man ikke bliver træt af hovedtemaet. Det er episk og farligt som det skal være, men det stjæler sjældent billedet. De to eneste anker til Morrowind er dårlige vandeffekter og virkelig idiotiske visuals på enchantede items. Det ser måske meget sejt ud med et sværd der skifter farve, men ikke med en kåbe! Til gengæld får vejreffekterne i Morrowind det helt store thumbs-up. Aldrig mere sandstorm om natten, aldrig... Til sidst Neverwinter Nights, der bare er smukt inden for sin genre. Der er gjort mere ud af at gøre alt forståeligt, jordnært og pænt, men det ligger til spillet. Desto mere vigtigt fordi alt er moduler i NWN - vi vil bygge selv, vil vi! Det er skidt, fordi det er så forbandet rkantet. Et modul overlapper aldrig et andet, og man kan se de rkantede felter. Til gengæld er det man kan se overbevisende. Specielt skoveffekterne med lys der skinner ned gennem trætoppene og blade der daler er ne. Men også de forskellige modstandere og npc er har deres eget feel, deres egne moves og deres eget out t. Der er ikke helt nok portrættegninger til alle, så man støder desværre lidt for ofte på sig selv, men skide være med det. Gra kken er god. Men ikke lige så god som lydsiden, som er fantastisk. Hovedtemaet glider ned time efter time, kampmusikken er dramatisk og pompøs, guitarspillet i de små bodegaer rundt omkring er lige i øjet. NWN beviser igen teknisk og designmæssig overlegenhed.

6 6 Det store billede Det er svært at dække det hele i en anmeldelse som den her. For eksempel det totalt fede ved at kunne dungeon-hacke med sine venner over nettet, som man kan i Neverwinter Nights. Eller genkendelsens glæde over at møde Prins Nicolai fra Might & Magic 7. Eller det nære ved at blive tiltalt Outlander eller Bosmer, ved at blive anerkendt for sine meritter i Morrowind. Alligevel er jeg ikke et sekund i tvivl om hvilket spil der har rykket mest for mig i år Det har Morrowind. Trods andres kritik af at det er for meget rst-person shooter meets roleplaying, så synes jeg det holder hele vejen igennem. Det er originalt, det er medrivende, det er farligt, men først og fremmest lever det højt på et fantastisk univers og et bundsolidt plot. Det er en verden som inspirerer til eventyr og til heltedåd. På den fede måde. Karaktermæssigt deler Neverwinter Nights og Might & Magic 9 andenpladsen. Ingen af dem er som sådan dårlige spil. De er bare jævne. Might & Magic klarer sig igennem på middelkarakterer, med undtagelse af den fuldstændig lousy teknik. Til gengæld er universet forsøgt fornyet, og man keder sig aldrig. Der er altid noget spændende at tage sig til, et nyt sted at tage hen, et par løse ender og det dér seje armor man bare må eje. Kan man klare dragen? Er man parat til at tage videre i programmet? Tør man udforske her? Gode jævne spændingsmomenter Som fuldstændig mangler i Neverwinter Nights. NWN lever højt på sit regelgrundlag, på det velkendte og på et fantastisk gameplay. Alt det praktiske er virkelig på plads, og alligevel skuffer NWN. For der er ikke en pixel idé i spillet. Der er ingen nerve, historien er latterlig. Og måske værst af alt: Man kommer til at kede sig. Der er intet værre med et computerspil end at tage sig i at ønske at det snart var slut. I Diablo ved man i det mindste hvad man får: hack på hack. Men NWN skjuler sig bag løftet om mere, om en historieudvikling som aldrig rigtig slår igennem. Kampen i sig selv er sikkert alt rigeligt for mange, og de vil have en munter stund med NWN. Men det er ikke nok for mig, og særligt ikke for et produkt som markedsfører sig som et rollespil. Jeg læste en artikel om NWN, hvor anmelderen fremturede at alle computerrollespil fremover ville blive målt efter NWN. Forhåbentlig ikke. Denne artikel blev først bragt på RPGforum.dk