DIAKON > 46. årg > nr. 1. GUD næsten og grønne skove

Transkript

1 DIAKON Februar 2009 > 46. årg > nr. 1 GUD næsten og grønne skove

2 2 Grøn diakoni findes det? Dette nummer er inspireret af temaet fra Nordisk Diakonimøde 2008 Varmere vejr koldere samfund og af klimadebatten. Bare ved at google forskellige ord i familien med klima, kirke, teologi osv kommer der mange forskellige bud på hjemmesider og blogs. Diakonbladet består denne gang af udpluk fra disse, og er ment som inspiration fra hele norden. Se gerne vores danske side grønkirke.dk Goggler man derimod diakoni og klima er der faktisk ingen relevante opslag. Det vækker til eftertanke. Mon det er fordi, det ikke giver mening at tale om Diakoni og klima? Eller har ingen endnu gjort det? Er det en ny vinkle, som vi lige skal vænne os til? Eller er diakonien kun forpligtet overfor mennesker og ikke overfor skaberværket og hvis vi er så kun indirekte, således at det kommer mennesker til gavn? Den norske kirkes Plan for diakoni definerer nu også skaberværket, som én af diakoniens målgrupper? I al fald, så er det spændende at debattere, for sin egen skyld, for diakoniens skyld og især for det nødlidende menneskes skyld. Fredag den 24. april indbydes alle interesserede til at deltage i denne debat. Se program for konferencen på side 13 her i bladet. God inspiration Rita og Conny Om Grønkirke Hjemmesiden grønkirke.dk forsøger at samle og beskrive de mange initiativer der blomstrer i dansk kirkeliv omkring miljø- og klimaudfordringerne. Grønkirke.dk giver inspiration til, hvordan kirker, menigheder, organisationer og enkeltpersoner kan sætte klima og miljø på dagsordenen både i den daglige praktiske hverdag og fx i gudstjenestesammenhænge. Grønkirke.dk giver en grundig indføring i teologisk miljøetik og hvor man både i Salmebogen og i Bibelen kan finde en lang række miljø temaer. Grønkirke.dk er også hjemmesiden hvor du kan læse mere om og tilmelde dig kommende arrangementer med fokus på kirke og miljø. Grønkirke.dk er ikke en færdig hjemmeside den vil løbende blive udviklet med mere indhold og historier om hvordan de danske kirker bliver grønne kirker. Giv dit bidrag og kommentar til siden her. Diakonforbundet Filadelfia og Diakonhøjskolens Diakonforbund > Diakonbladets redaktionsgruppe Indlæg til Diakonbladet sendes til: Diakon Bjarne Jørgensen Herredsvejen 4, Holmstol, 8883 Gjern Tlf holmstol@mail.tele.dk Ansvarshavende redaktør: Diakon/soc.pæd. John Skovhus Nielsen Ugletoften 7, Højby, 5260 Odense S Tlf jsn@fyens.dk Diakon/institutleder Conny Pedersen Hjelm Institut for Diakoni og Sjælesorg, Kolonivej 19, Filadelfia, 4293 Dianalund Tlf cohj@filadelfia.dk Diakon Rita Lund Mathiasen Brunevang 86, 2., 2610 Rødovre Tlf frk.lund@privat.dk Diakon Nana Hansen Fjældevænget 30, 2. tv., 8210 Århus V Tlf nanaogtommy@yahoo.dk Diakon Thorbjørn Egeland Sandlodden 9, 3390 Hundested > Diakonforbundet Filadelfia Forbundet: Forbundssekretær Bjarne Jørgensen Herredsvejen 4 Holmstol, 8883 Gjern Tlf bjarne@diakonforbund.dk Formand: Diakon Frede Follmann Miehesgade 43, 9510 Arden Tlf. p: / a: frf@blaakors.dk Kasserer: Diakon Joan Justesen Visdal 6, 7870 Roslev Tlf visdal6@gmail.com > Diakonhøjskolens Diakonforbund Diakonsekretær: Lisbeth Andreassen Lyseng Allé 15, 8270 Højbjerg Tlf la@diakonhoejskolen.dk Formand: Diakon/soc.pæd. Johannes Lund Frederiksen Sønderskovvej 11, Nordenskov, 6800 Varde Tlf lundfr@ofir.dk Kasserer: Preben Sondrup Andersen Den daglige administration varetages af forretningsfører John Karup, Diakonhøjskolen, Lyseng Allé 15, 8270 Højbjerg. Tlf jk@diakonhojskolen.dk > Adresseændring Indtastes på eller sendes til Diakon Bent Christoffersen Mandolinvej 7, 8940 Randers SV Tlf bent-christoffersen@webspeed.dk > Deadline Redaktionelt stof: Sendes til redaktionen senest den 1. i den foregående måned, gerne via eller på diskette. Annoncer: Senest 7 dage før deadline på bladet til WERKs Grafiske Hus a s, diakon@werk.dk Priser for stillings- og forretningsannoncer: Kr. 6,75 pr. mm. Kontakt gerne redaktionen for tilbud på særlige opgaver. Termin: I 2009 udkommer Diakonbladet i februar, april, juni, august, oktober og december. Artikler/indlæg i Diakonbladet udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens holdning. Redaktionen forbeholder sig ret til at udelade eller forkorte tilsendte indlæg. Fotos returneres efter brug med tak fra Diakonbladets redaktionsgruppe. Produktion: WERKs Grafiske Hus A/S, Højbjerg Tlf werk@werk.dk Næste blad udkommer i april Deadline: 1. marts 2009.

3 3 Connie, kirken og klimaet Kirken bør gå foran i klimadebatten, lød det enstemmigt, da klimaminister Connie Hedegaard (K) sammen med fremtrædende klimateologer i weekenden talte på konferencen Kirken og Miljøet i Århus Fotograf: Jacob Dall Fra Kristeligt Dagblad, den 27. oktober Af journalist Nanna Schelde. Nytter det noget, at holde skabelsesgudstjenester? Har det overhovedet nogen betydning at købe fairtrade-kirkekaffe i stedet for den almindelige? Har kirken noget at bidrage med i forhold til at passe på jorden? Ja, ja og ja. Skynd jer at komme i gang, lød meldingen, da Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Århus Stift inviterede til kirkelig klimakonference i Sankt Markus Kirken i weekenden. Konferencen skulle skabe interesse for klimaet blandt menighedsrådene og stimulere entusiasmen. Sidstnævnte lod til at være til stede i den godt fyldte sognegård. Menighedsrådsmedlemmerne var kommet rejsende fra hele landet. Der var sågar repræsentanter fra Færøerne i forsamlingen. Dagens stjerne var uden tvivl klimaminister Connie Hedegaard (K), som ordstyrer og programmedarbejder på P 1 Anders Laugesen præsenterede som sin personlige klimaengel. Det var da også en tydeligt indigneret klimaminister, der kom på talerstolen, og som fik mere og mere farve i kinderne, desto flere grelle klimatiske eksempler hun fremlagde. Connie Hedegaard understregede fra begyndelsen, at også kirken har en vigtig rolle i klimadebatten. En kirke må ikke være bange for at appellere til menneskers ansvar. Kirken kan sætte ord på det ansvar. Der er noget i det religiøse sprog, som tiden har brug for, og som kirken kan mobilisere. Det er væsentligt at formidle til det moderne menneske, at vi har et ansvar over for andre arter og medmennesker, sagde Connie Hedegaard. Der er et stort behov for, at dem med det kristne livssyn agerer. Nogle skal appellere til andre end mig, mig, mig, fastslog klimaministeren. Professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen talte om miljøet i teologisk perspektiv og opfordrede til et opgør med moraliseringen i klimadebatten. Vi må se problemerne i øjnene og indse, at vi ikke kan have moralsk rene hænder. Ingen af os har rene hænder. Mit CO2- forbrug er stort på grund af rejser, sagde han og fortsatte: Vi må tage et opgør med de rene hænders moralteologi. Vi har behov for at kultivere vores vaner og adfærdsmønstre. Vi må foretage de rette valg. Vi skal undgå at blive dumme og magelige bare fordi vi lever derudad. Vi må se skønheden og mulighederne i det, vi allerede har, sagde Niels Henrik Gregersen. Hans-Jürgen Schorre, medarbejder ved Kirkeligt Nettverk for Miljø, Forbruk og Rettferd i Norge, gjorde klimakampen konkret og høstede et af dagens største bifald, da han fortalte, at norske præster har fået kilometerpenge for at køre på cykel. Vi har brug for et paradigmeskift i sind og handling. Kirken skal være i front og præge folk, sagde nordmanden, som mener, at det største problem i klimadebatten er, at mange undskylder sig med, at de alene ikke kan redde verden. Det er problematisk, når alle siger det, og det er udtryk for en stor afmagtsfølelse og ansvarsfralæggelse. Det nytter faktisk at gøre noget, sagde Hans-Jürgen Schorre, som også kom med det forløsende bevis for sit eget udsagn. En kirkeværge på en lille norsk ø insisterede på, at kransene på kirkegårdene skulle være 100 procent nedbrydelige i naturen. Det resulterede i, at den norske blomsterindustri den dag i dag kun har kompostérbare kranse. Det viser den synergieffekt, et enkelt menneske kan skabe, sagde han. Hans-Jürgen Schorres opløftende tale gjorde indtryk rundt om ved bordene, hvor flere menighedsrødder noterede ned og skrev lister til kommende menighedsrådsmøder. Pia Settergren, som sidder i menighedsrådet i Uth Kirke, var blandt de inspirerede: Det er enormt positivt, at kirken blander sig i det, der sker i virkeligheden, og ikke bare er støvede ord. Vi skal ikke være berøringsangste for at være lidt politiske og provokerende. At tage vare på planeten vedrører os allesammen. Det er ikke i morgen, men nu, vi skal handle. Vi kan ikke være andet bekendt, sagde Pia Settergren. Link til Connie, kirken og klimaet tro--connie--kirken-og-klimaet?page=2

4 4 Grønne Kirker Fra januar 2009 Enghave og Bavnehøj Kirker har fra årsskiftet meldt sig ind under initiativet Grøn Kirke. Det handler om klimaforandringer og respekt for skaberværket Helt grundlæggende drejer det sig om respekt for skaberværket. Jorden er skabt, og vi er skabt til at tage os af jorden og tage hånd om den og om hinanden., siger sognepræst ved Enghave og Bavnehøj kirker, Thomas Nedergaard. Det er det naturligt, at vi som kirke ikke kun taler om det, men også prøver at blive bevidste og gøre noget for både miljø og social retfærdighed, siger han og tilføjer, at hele miljøspørgsmålets nødvendighed er gået op for mange på grund af de så synlige klimaforandringer. Selvom vi nu alle kan se og mærke, at miljøet er i krise, så høre jeg alligevel mange gange og kan selv tænke at det alligevel ikke nytter noget med det, jeg kan gøre, for det er jo kun en dråbe i havet. Men nu har vi i Enghave og Bavnehøj valgt at komme med vores dråber. Mange bække små siger Thomas Nedergaard med et smil. Mange bække små Fra årsskiftet har de to kirker meldt sig ind under initiativet Grøn Kirke. Grøn Kirke er en sammenslutning af kirker, der alle har valgt at ville gøre noget for miljøet og samtidig forsøge at skabe større bevidsthed omkring miljøspørgsmål og den bæredygtige handel, så der er også fokus på social retfærdighed. Beslutningen blev taget i menighedsrådet sidste år, og da alle medarbejdere ved kirken også bakker op om det, blev der taget kontakt til Grøn Kirke. For at kunne være med under initiativet skal man kunne opfylde mindst 25 ud af 48 punkter, og det er ikke helt så svært, som mange måske forestiller sig, kan Nedergaard oplyse. De fleste punkter er rimelige enkelte, som mange måske i forvejen opfylder. Det kan være sparepærer eller toiletter med lille skyld eller fx er kirkekaffe eller anden økologisk bæredygtig kaffe. Igen mange bække små Opmærksomheden om miljøet skærpes At det ikke er for svært eller kompliceret at opfylde de minimum 25 punkter, hænger sammen med, at initiativet skal få så mange med som muligt. En stor del af initiativet er synliggørelsen og at få folk gjort bevidste omkring miljøinitiativer, og hele processen i Enghave-Bavnehøj har tydeligvis sat mange tanker i gang. Vi kan ikke lade være med at fortsætte processen. Vi går og tænker over det og kommer med forslag til, hvad man ellers kan gøre. Og det er netop en del af intentionen med projektet, fortæller Thomas Nedergaard, der også privat er blevet meget mere opmærksom på forskellige bæredygtige tiltag, man kan gøre derhjemme og i sine private indkøb. Rengøringsmidler og skaberværket Noget af det, der kommer til at blive mest betydningsfuldt, er, at vi er i gang med at lave en handlingsplan for, hvordan vi håndterer det, så det breder sig fra valg af elpærer og belysning til alle områder i kirkens forbrug. Vi får forskellige ansvarsområder. Fx skal kirketjeneren have ansvaret for miljørigtige og skønsomme rengøringsmidler. Og kirkeværgen skal i fremtiden undersøge energiforbrug ved køb af nye maskiner som fx opvaskemaskine. Der vil også blive holdt en gudstjeneste med temaet Skaberværket, fortæller Nedergaard. Lad der blive bæredygtig lys Der bliver også set på alternativ belysning i de to kirker, da de eksisterende lamper kræver stort strømforbrug, og som et af de større tiltag taler menighedsrådet om at få en energimand ud for at få foretaget en energiøkonomisk gennemgang af kirken. Så får man udarbejdet et samlet forslag for, hvad man gøre med alt fra udskiftning af oliefyr til bedre isolering og meget andet. Man kan godt blive bidt af, at der rent faktisk er en del, man kan gøre, siger Thomas Nedergaard, der egentlig havde regnet med, at der var endnu flere kirker end der er, der havde meldt sig ind under initiativet Grøn kirke. Men det kommer nok, også når de finder ud af, at det ikke er helt så kompliceret at gøre noget. Link til Enghave Baunehøj h3k2/gronnekirker aspx Link til om Grøn kirke.dk

5 5 Tre munkar och en nunna inspirerar till grön själavård Stiftelsen Vårsta Diakonigård, beläget vid Södra sundet i Härnösand, erbjuder sedan 95 år tillbaka själavård eller kristen människovård på alla upptänkliga sätt: familjerådgivning, själavård, utbildning, samtal, diakoni och god hållbar mat. Fra Under hösten har dock diakonigårdens lugn avbrutits av Härnösands schakt- och trädgårdsanläggares grävskopor som bullrande och med yviga gester lyft på gräsmattesvålen och öppnat jordens innandöme. Resultatet kommer att bli en fantastisk trädgård på fyra tusen kvadratmeter, där oroliga själar kan läkas och få ro. Invigningen av trädgården sker i sommar. Nordens största trädgård med klostertema Trädgården, som blir Nordens största trädgård med klostertema, har inspirerats av en nunna och tre munkar. Hildegard av Bingen, Walafrid Strabo, Guillaume de Lorris och Albertus Magnus hade sina olika specialitéer och kunskapsområden som tillsammans skapar en förutsättning för Vårstas gröna själavård. Med hjälp av (minst) tre och en halv miljon kronor förvandlas gräsmattan till en prunkande trädgård med olika rum som kommer att skapa en oas för grön och skön själavård. Vårstas direktor och initiativtagare till trädgården, Ninni Smedberg, är minst sagt glad och nöjd över utvecklingen. - Vår trädgård kommer både att vara öppen för allmänheten och för de boende på Vårsta Diakonigård. Den kommer också att fungera som grön rehabilitering för långtidssjukskrivna och arbetslösa. Helt ny forskning bekräftar det som de flesta människor redan känner till, att naturen får oss att må bättre, säger Ninni Smedberg. Omsätter idé till konkret och hållbar verklighet Den nya trädgården kommer att invigas under sommaren 2009 och konkretiserar Vårstas verksamhetsidé på ett modernt och hållbart sätt. Och visst ligger grön rehabilitering i tiden. Forskarrapporterna kommer tätt och de berättar om hur avståndet till naturen gör oss sjuka och närvaron av natur får våra själsliga sår att läka. Det visste nunnan Hildegard och munkarna Walafrid, Guillaume och Albertus redan på medeltiden. Grön rehabilitering Svenska kyrkan, Länsstyrelsen, Landstinget och Kommunen har bidragit med pengar för att trädgården ska bli verklighet och för att Vårsta Diakonigård ska kunna ta emot bland annat långtidssjukskrivna för grön rehabilitering. Flera personer kommer att nyanställas, för att jobba med rehabiliteringen, som börjar i januari 2009 (om ansökan till ESF behandlas positivt). Trädgården arbetas just nu fram av Härnösands chakt- och trädgårdsanläggningar i samarbete med Nordviks naturbruksgymnasium som under en vårvecka kommer att ansvara för en del av planteringarna inom trädgården, bland annat när det gäller perenner i munken Albertus Magnus anda. - Men det är som sagt inte bara Albertus tankar som ligger bakom det gröna, den här trädgården speglar fyra olika temperament och trädgårdsområden. Nunnan Hildegard av Bingen var oerhört duktig på medicinalväxter och deras verkan. Munken Walafrid Strabo anlade på sin tid en omtalad örtagård och Guillaume de Lorris hade ett passionerat förhållande till rosor, berättar Ninni vidare. Svanenmärkning Visst låter det bra! Men det är faktiskt ännu bättre! För att få en hållbar miljömässig, social och ekonomisk utveckling jobbar man systematiskt och har Svanenmärkt hela Vårsta Diakonigårds konferensanläggning, boende, matsal och restaurang. Det innebär att inköp av varor och tjänster, städ och kök miljögranskas enligt Svanenmärkningen. - Vi ser till helheten och den handlar om diakonigården, de anställda och våra gäster. Vi valde att Svanenmärka Vårsta Diakonigård istället för att använda Svenska kyrkans diplomering eftersom vi har många gäster och kunder som kommer utifrån. De vet ingenting om Svenska kyrkans miljödiplomering. För att kunna konkurrera med andra konferensanläggningar valde vi bort den inomkyrkliga diplomeringen, och började arbeta utifrån den i samhället etablerade Svanenmärkningen. Att vi är medvetna om klimatförändringar och närmiljön samt rättvisefrågor i världen är viktigt för våra kunder, det kan avgöra valet av konferensanläggning. Det är en bra utveckling, som vi gärna är med och verkar för, avslutar Ninni Smedberg. Lena Bergquist Link til Tre munke og en nonne inspirerer til grøn sjælesorg

6 6 Faglige sider Økoteologi som fundament for økologisk engasjement a. Menneske og natur: felles opprinnelse og felles skjebne Mennesket lever i et skjebnefellesskap med naturen simpelthen fordi vi selv er natur. Vi har utviklet oss gjennom tusener og hundretusener av år sammen med dyre- og planteverdenen, og har dermed også delt deres eksistensvilkår og selv vært avhengig av dette naturfellesskapet. I løpet av de siste par hundre år har imidlertid mennesket distansert seg mer og mer fra sin totale livsverden. Gjennom utviklingen av vitenskap og teknologi har mennesket lært seg å kunne styre sin verden på en slik måte at vi i stadig større grad kan leve uavhengig av de ytre livsvilkårene. I stedet for gjensidig avhengighet mellom mennesker og natur, har vi utviklet en livsform der naturen er blitt et objekt for menneskets interesser, enten i form av ressurser som kan hentes ut når det er behov for slike, eller som rekreasjon som kan brukes for å redusere det stress som den moderne sivilisasjon har utviklet som et biprodukt av vår selvvalgte livsform. Bare i ekstreme tilfeller viser naturen seg som mektigere enn menneskene, men selv i slike situasjoner ser vi på vår avhengighet av natur som et problem som må overvinnes. Det virker som om mennesket ikke tåler å være i en tilstand av avhengighet; det vil til enhver tid selv spille rollen som gud. Kanskje mer enn noen annet i løpet av de siste tiårene er det den økologiske krisen som har vekket mennesker opp fra drømmen om at det fortsatt kan spillerollen som gud overfor naturen. Krisen er et problem som simpelthen ikke vil forsvinne gjennom økt kunnskap og teknologi. Snarere tvert imot ser den ut til å øke proporsjonalt med de tiltak en setter inn for å begrense skadenes omfang. En sier gjerne at den økologiske krisen ikke er av teknologisk, men av verdimessig karakter. Den henger på det nøyeste sammen med menneskets selvforståelse og de verdier mennesket velger for å kunne realisere denne selvforståelsen. Dypest sett henger problemet sammen med at mennesket ønsker å forstå seg selv som sentrum i tilværelsen og at det velger verdier og handlinger som korresponderer med en slik selvforståelse. Stilt overfor mennesket, har ikke naturen noen egenverdi. Vi betrakter den ikke som vårt «hjem», men kun som «kulisser», omgivelser uten annet enn instrumentell verdi. Anderledes blir det dersom en tar utgangspunkt i en skapelsesteologi som legger vekt på at naturen selv er inkludert i frelsesbudskapet og at den også trenger frigjøring fra forgjengelighetens vilkår, dvs. fra syndens og destruksjonens krefter. I en slik skapelsesteologi må naturen bli sett på som menneskets opphav og hjem. Det er vår felles opprinnelse som begrunner at vi står sammen om en felles skjebne. Hvis mennesket har en framtid, så er denne framtid uløselig bundet opp med naturens framtid. Riktignok kan det hende at naturen kan ha en framtid uten mennesket (noen ville endog si at en slik løsning hadde vært best på lang sikt!). Fra menneskets side er det imidlertid viktig å ha klart for seg at menneske og natur lever i et skjebnefellesskap der mennesket ikke kan leve uten natur. En teologi som skal ivareta dette perspektivet kan ikke la være å kalle seg noe annet enn en økoteologi. b. Religiøse verdier som dypeste normgrunnlag Filosofen Arne Næss har i sin øko-filosofiske («økosofiske») tenkning skilt mellom ulike grader av økologisk «dybde» i måter en kan forholde seg til natur på. De fleste mennesker er opptatt av hvordan en kan løse økologiske problemer: hvordan kan en minske CO2-utslipp i atmosfæren, hvordan kan en hindre forurensning fra jordbruk og industri, hvordan kan unødig sløsing av begrensede ressurser forhindres? I motsetning til en slik form for «grunn» økologi, hevder Næss at vi må tenke «dypt», dvs. spørre hvorfor økologiske problemer i det hele tatt er til. Hva er de grunnleggende årsakene til at vi har økologiske problemer? Hvilke verdivalg er det vi faktisk har tatt og opererer ut ifra? Hvilke normer følger vi, hvor kommer de fra og er de akseptable og holdbare i lys av den situasjonen vi lever med i dag? Som filosof er Næss opptatt av de mest grunnleggende spørsmål i menneskets forhold til natur, dvs. de grunnleggende oppfatninger, normer og verdier som rent faktisk uttrykker vårt forhold til naturen. Selv er Næss særlig inspirert av Spinozas og Gandhis filosofi, og han velger å utlede sine normer og verdier fra en virkelighetsforståelse med basis i deres tenkning. Men han mener samtidig at dette ikke er den eneste mulighet. En kan også utarbeide en «dyp-økologisk» filosofi på bakgrunn av f.eks. en kristen livsforståelse. I det hele tatt representerer religionen (i likhet med all annen filosofisk tenkning) en uvurderlig kilde for et økologisk engasjement fordi religionen tilbyr en helhetsforståelse og en helhetstenkning der verdier og normer kan forankres. Uten en slik helhetstenkning forblir verdier og normer hengende i et vakuum der de anvendes mer eller mindre tilfeldig og ut ifra hensyn som mer tar utgangspunkt i øyeblikkets behov enn i bevisstheten om hva som skal være styrende prinsipper for de valg en foretar. Religiøse verdier er derfor sentrale og viktige som et dypeste normgrunnlag også i økologisk sammenheng.

7 Faglige sider 7 c. Paktsteologi: en forpliktende religiøs etikk En økologisk teologi kan uttrykkes gjennom den bibelske tanken om pakten. Talen om pakten handler i denne forbindelsen om menneskets forpliktelse til å handle slik at de sentrale religiøse verdiene («Guds vilje») blir ivaretatt av det handlende subjekt. I boken Økoteologi (København: Anis forlag, 1993) har jeg konkretisert disse verdiene i begrepene harmoni, integrasjon og helhet. I en paktsteologi er mennesket i sin relasjon til naturen forpliktet på å handle slik at disse verdiene fremmes. En kan selvsagt velge å bruke andre verdibegreper og forankre dem innenfor noe annet enn en religiøs (kristen) referanseramme. Det viktige innenfor en paktsteologisk tenkemåte, er at pakten står som et uttrykk for menneskets forpliktelse og ansvar. Mennesket står ikke isolert, men er en del av en helhet som det selv har forpliktelser og ansvar for- og overfor. En skal kunne begrunne og forsvare sine valg av verdier, normer og handlinger, ikke bare overfor seg selv og andre mennesker og det samfunnet en lever i, men også overfor den livsverden som er ens opprinnelse og hjem, og den skapermakt som har gitt liv til denne verden som helhet. Pakten i bibelsk forstand står for forsikringen om at en skal vite hvilke betingelser som gjelder for livet i verden, hvilke verdier som skal stå sentralt, hvilke normer som skal gjelde, og hvilke rammer som skal sette forsvarlige grenser for ens livsutfoldelse. Ikke alt er lov, for ikke alt er gagnlig. Pakten setter opp visse vilkår og viser dermed til at en står ansvarlig for sine handlinger overfor noen, og at disse handlinger har med valg av livsverdier og normer. Kanskje kan fortellingen om Josvas paktssammenslutning mellom Israels 12 stammer (Josva 24) være en kilde til inspirasjon til å utarbeide en pakt mellom naturen og vår tids folk og nasjoner. En slik pakt vil være av religiøs karakter fordi Guds nærvær er en realitet i alle relasjoner, også i relasjonen mellom mennesker og natur. Paktens religiøse innhold uttrykkes først og fremst i en frelsesforståelse som insisterer på at mennesket står som et ansvarlig subjekt innenfor denne relasjonen: det er der mennesket gjennom sine handlinger må vise hvem det er og hva det står for - og gjøre det på en slik måte at håpet om en felles fremtid både er noe som angår og forplikter den enkelte. Økologi, vennskap og håp a. Skjebnefellesskap av ontologisk karakter I den forståelsen av virkeligheten som jeg tror bør ligge til grunn for en økologisk teologi, har menneskets nære relasjon til alt liv vært grunnleggende. Mennesket må lære seg til å se på sine medskapninger som venner eller som medlemmer av en global familie der vi lever i et fellesskap av gjensidig avhengighet, i et skapelsens «Indranett» om en vil bruke en buddhistisk metafor. Enkelte har kritisert denne likhetstenkningen som uttrykk for en «økologisk fascisme» fordi den umuliggjør noe prinsipielt verdimessig skille mellom mennesker og dyr. F.eks. har en i debatten om norsk hvalfangst sett på miljøaktivisten Paul Watson som en «økofascist» fordi han hevder at der ikke er noe vesensmessig skille mellom mennesket og hvalen. Alle livsvesener har den samme rett til å leve i henhold til sin egenart, så hvis en ikke tillater drap på mennesker, så kan en heller ikke tillate drap av hval. Og i den grad hvalen er en truet art blant jordens livsformer, kan en endog argumentere med at hvis en står mellom valget av et drap av mennesker eller hval, så vil hensynet til hvalen telle mer enn hensynet til mennesket. Mennesket er tross alt ingen truet art, men en truende art - og det er en kvalitativ forskjell mellom de to betegnelsene! Representerer økologisk likhetstenkning en form for fascisme? Faren er utvilsomt der, og i tilfellet Paul Watson og «Rainbow Warriors», kan det virke som om avstanden til en fascistisk ideologi er faretruende kort. Det samme kan sies å gjelde enkelte dyrevernaktivister som i sin iver etter å beskytte dyrenes rettigheter, står i fare for å begå overtramp overfor menneskets naturlige næringsbehov. Mennesket har til alle tider vært et kjøttetende dyr i likhet med rovdyrene, og det er like liten grunn til å kritisere mennesket som sådan for drap og spising av andre dyr, som det er noen grunn til å kritisere rovdyrene for det samme. Riktignok har mennesket muligheten for å foreta et bevisst valg av næringsmeny, men det i seg selv er neppe tilstrekkelig for å hevde at mennesket prinsipielt bør være vegetarianer. Et slikt valg bør være forankret i andre grunner enn i en økologisk-egalitaristisk tankegang. I et dyp-økologisk perspektiv vil tanken om alle livsformers prinsipielle likhet være koblet sammen med en forståelse for nødvendigheten av å foreta en pragmatisk verdi-differensiering i våre relasjoner til disse livsformer. Alt liv har en verdi i seg selv (egenverdi) og er i prinsippet uavhengig av den nytte det måtte ha for mennesket. Mennesket lever i et ontologisk skjebnefellesskap med alle andre livsformer der det ikke kan skalte og valte som en vil med hverandres skjebner. Men samtidig som en tar utgangspunkt i en slik likhetstenkning, så er det også viktig at en ikke stirrer seg blind på likheten slik at en blir handlingslammet i sin omgang med livets mangfold. Det avgjørende er en aktiv respekt for livet, ikke en passiv akseptering av alt slik som det nå engang er. Mennesket er et vesen som aktivt former sin tilværelse, også i sin omgang med andre livsvesener. I etableringen av sine relasjoner til andre livsformer, vil det alltid være slik at noen vil være mer sentrale enn andre, f.eks. i henhold til den grad av «nærhet» og «slektskap» som en kjenner i forholdet. En kjenner større grad av nærhet (slektskap) med hunden enn med myggen. Dersom en bruker et slikt «nærhetskriterium» som utgangspunkt, blir det mulig å differensiere graden av forpliktelse overfor ens medskapninger. Graden av forpliktelse vil riktignok aldri bli lik null. Det er ikke mu-

8 8 Faglige sider lig å si at mennesket ikke har noen forpliktelser overfor en livsform, f.eks. overfor mygg, slik at en kan forsøke å utrydde myggen dersom den skulle bli til en plage for mennesket. Retten til å leve er - om ikke absolutt, så i hvert fall en verdi som bare kan negeres når der foreligger tilstrekkelig sterke grunner til det. Bekvemmelighetshensyn kan ikke være tilstrekkelig som begrunnelse for å ta liv. Men hvilke «tilstrekkelige grunner» kan en tenke seg? Her kan en neppe gi allmenngyldige svar. Det som imidlertid er klart, er at en må basere seg på å begrunne sine valg på en slik måte at en åpent velger sine verdier og at en handler i samsvar med disse verdiene, selv om andre ikke alltid deler ens begrunnelser eller verdivalg. Poenget er imidlertid at verdivalget må være synlig og at begrunnelsen for handlingsvalg bør være mest mulig gjennomreflektert og i overensstemmelse med ens grunnleggende verdivalg. Graden av f.eks. nærhet som kriterium for å prioritere i verdimessige konflikter, er en sak som ikke alle har den samme oppfatningen om. Derfor er det en fellesskapssak å synliggjøre verdipremisser og handlings-grunner på en slik måte at en lar sine valg kritiseres og eventuelt justeres innenfor rammen av fellesskapet. Hvis det virkelig er slik at våre liv henger sammen i et skjebnefellesskap av ontologisk karakter, så innebærer det også en form for etisk skjebnefellesskap i hvilket vi deltar i hverandres valg gjennom gjensidig kritikk og påvirkning. Dette er i tråd med den tidligere nevnte tanken om en paktsteologi som nettopp forutsetter et slikt etisk skjebnefellesskap der en holder hverandre ansvarlig for de handlinger en gjør ut ifra ens valg av grunnleggende verdier. Et ontologisk skjebne-fellesskap har som sin naturlige konsekvens, etableringen av et etisk skjebnefellesskap der en deler hverandres liv også i begrunnelse og valg av handling. b. Helliggjørelse og økologisk livsstil Har menneskeheten noe håp på vår jord? Spørsmålet er meget velvalgt i lys av den krisen menneskene har stelt i stand for seg selv og alt annet liv gjennom den måten en har behandlet jorden på. Mange ser med skepsis på framtidsutsiktene, og selv om en vil være optimist, så er det likevel sannsynlig at forholdene vil bli langt verre før de kan bli bedre. Den økologiske krisen er av en slik karakter at de økonomiske og politiske kreftene synes å være langt sterkere enn alle andre krefter til sammen. Stilt overfor det verdslige maktapparat som styrer vår verden, kan det synes som om det er et spill av krefter i det hele tatt å antyde at religiøse interesser skulle kunne ha noen mulighet for å influere forholdene på vår framtids jord. Verken kirke eller pagode, tempel eller moské, er representert der det politiske og økonomiske maktapparatet tar de bestemmelser som påvirker menneskehetens og klodens skjebne. Så hvorfor i det hele tatt bruke tid og krefter på noe så fånyttes som å reflektere over mulighetene for og utformingen av en religiøst begrunnet økoteologi? Spiller det i det hele tatt noen rolle hva religiøse mennesker tenker og mener om natur og økologi - med mindre de selv sitter i maktposisjoner innenfor politikk og økonomi? Jeg nevnte tidligere at den økologiske krise ikke kan la seg løse ad vitenskapelig eller teknisk vei. Den er i første rekke en verdikrise som ikke kan løsrives fra en refleksjon over de grunnleggende verdier og normer som styrer våre liv. Verdier og normer er noe som er forankret i menneskers livssyn. I tråd med den dyp-økologiske tenkemåte har jeg derfor hevdet at den økologiske krisen aldri kan løses med mindre livssynet, enten det begrunnes religiøst eller på annen måte, blir inkludert i miljøarbeidet. En verdikrise er i realiteten en livssynskrise, fordi det er i ens livssyn at verdiene har sin dypeste begrunnelse. Derfor vil det aldri være tilstrekkelig å løse problemene på en «grunn» måte (teknisk-vitenskapelig). De må løses på et dypere plan, der hvor handlingene begrunnes i verdier og der verdiene er forankret i livssynet. Håpet om en framtid, ikke bare for menneskeheten, men for hele den skapte verden, er derfor uløselig knyttet til arbeidet med livssynsspørsmål - til det religiøse arbeidet i ordets videste forstand. I så måte er det en teologisk oppgave å motivere troende til å se sitt ansvar og til å akseptere dette ansvaret som sitt ansvar. For håpet bygger ikke kun på fornuften - hvis det i det hele tatt kan bygge på fornuften! I sitt innerste vesen bygger heller håpet på troen, en visshet som ikke kan sees, men som en likevel våger å satse på fordi der ellers neppe ville være noen framtid. Troen må være utgangspunktet, en tro som ytrer seg som et håp som nekter å flykte fra verden, fra problemene, fra den håpløshet krisen har ført oss inn i. Veien videre består derfor også i håp: et håp om at det nytter, men at det i så fall krever noe av mennesket selv, av dets valg og av dets vilje til handling i alle sine livsrelasjoner. Menneskets valg og vilje er ikke noe som kommer av seg selv. Jeg har ovenfor hevdet at valget og viljen er noe som hører til innenfor rammen av en religiøs kontekst, dvs. innenfor et paktsfellesskap som forplikter og som følger det opp i et system av gjensidig ansvar for det totale fellesskapets beste. I bibelsk forstand er paktsfellesskapet hellig, og en slik betraktningsmåte kan en også gjøre gjeldende i denne sammenheng. Det som fordres av den som går inn i pakten med vilje til å etterleve den, kan beskrives med den teologiske termen helliggjørelse. Den som lar sitt liv bli endret som følge av å gå inn i et forpliktende fellesskap der det felles liv står i sentrum for våre valg av verdier og handlinger, har allerede tatt et skritt inn i helliggjørelsens prosess. Helliggjørelsen er dypest sett forankret i håpet, et håp om en frigjøring av både oss selv som personer, som hele mennesker, som sosiale individer, og som medlemmer av et natur-fellesskap som inkluderer alt liv. Da Dag Hareide, tidligere leder av Norges Naturvernforbund, ble spurt om hva som var det sentrale i hans kristne håp, svarte han: «At død og lidelse ikke er det siste som skjer meg - og at denne kloden skal få

9 Faglige sider 9 det godt.» (Vårt Land, ). Deretter henviste Hareide til at Luther på sine eldre dager skal ha omformulert sitt selvsentrerte ungdommelige spørsmål om hvor han kunne finne en nådig Gud til et langt viktigere spørsmål, nemlig om hvordan Gud kunne få sin skapning tilbake?» Økokrisens dypeste problem er en skapning som har mistet livsmålet av syne, en skapning som insisterer på at det selv er midtpunkt i tilværelsen og som gjør alt det kan for å innordne alt annet som er skapt i henhold til sine egne behov. I denne forstand er derfor økokrisens eneste løsning en religiøs løsning: at skapningen vender tilbake til sitt utgangspunkt, til Skaperen, og gir opp tanken på å tiltvinge seg plassen i sentrum av tilværelsen. Det kristne håpet, for å uttrykke det med Hareide, er «at denne kloden skal få det godt», men for at den skal få det godt, så må mennesket gi slipp på noe i seg selv, nemlig troen på sin egen fortreffelighet og på kravet om at det selv har rett til å få alle sine behov tilfredsstilt. Dette er en form for selv-overgivelse som har lange tradisjoner i kristen sammenheng, og som tradisjonelt har blitt betegnet nettopp som en «helliggjørelse». Tidligere har en imidlertid sett denne oppgaven kun i pilegrimsmytens perspektiv og forstått helliggjørelsen som en sak for individet alene. Helliggjørelse er personens likedannelse med Kristus i sitt hjerte og i sin ånd, slik at en kan leve i overensstemmelse med sin religiøse tro og bekjennelse. Men helliggjørelse er ikke bare en individuell sak, den er også et sosial anliggende som aldri realiseres adskilt fra den sosiale oppgaven og dermed også menneskets relasjon til den naturlige verden. «Hellighet» er en karakteristikk som klarlegger at ens verdi- og handlingsvalg dypest sett er et livssynsvalg, et valg om å se seg selv og sitt liv forankret i tilværelsens dypeste grunn, i «Gud» - i hvert fall i kristen forstand. «Hellighet» er den konkrete praktiseringen av det kristne håp som gir grunn til å tro på en framtid for vår klode, en frelse som omfatter ikke bare mennesket, men også det menneskelige samfunn og det totale fellesskap av alt liv: trær og fjell, fugler og dyr, mennesker og jorden som helhet. Bare i en slik visjon av frelse gir håpet noen realistisk mening. Bare en slik frelsesvisjon og et slikt håp kan motivere til en innsats her på jorden for at denne kloden endelig skal få det godt og for at Skaperen til sist skal få sin skapning tilbake. v/ Roald E. Kristiansen Link til Økoteologi Mindeord Poul Koldsø Poul Koldsø døde d. 28. nov. efter et par måneders sygdom og blev begravet på Filadelfias kirkegård d. 3. dec. Poul Koldsø(PK) havde det meste af sit aktive arbejdsliv på Filadelfia, hvor han i begyndelsen af 80`erne sluttede som afdelingsleder. Hans tilværelse tog sin begyndelse som en af en stor børneflok i Nees i Vestjylland. PK fik sin beskæftigelse i landbruget, men husbond var ikke særligt interesseret i arbejdsmiljøet, som man ville sige i vore dage, og PK besluttede at skifte branche. Som opvokset i et hjem præget af Indre Mission var vejen til diakonskolen ikke svær at få øje på. I 1946 sluttede han sin uddannelse på Filadelfia som en af dette års fire nye diakoner. PK supplerede som flere andre unge diakoner dengang sin uddannelse på Diakonissestiftelsen. Holdkammeraten, Jens Martin Jacobsen fortæller, at Poul Koldsø var yderst skattet af Stiftelsens patienter. Uddannelsen på Diakonissestiftelsen blev gennemført mhp. at opnå autorisation som sygeplejerske. PK blev en af de fuldt uddannede mandlige sygeplejersker, som af politiske / bureaukratiske grunde ikke fik adgang til at bruge denne titel. Der skulle gå yderligere 8 år, før mandlige diakoner kunne få lov at uddanne sig som sygeplejersker. PK supplerede endvidere sin uddannelse med et tre måneders udvekslingsjob på sindsygehospitalet Eg i Kristianssand i Norge. Mange patienter Filadelfia var dengang kategoriseret som hospital har haft gavn og glæde af Poul Koldsøs tjeneste på en række af Filadelfias afdelinger. Og som ny ung elev har undertegnede været en af den lange række af lærlinge som nød godt af og så op til Poul Koldsø. I 1947 blev PK gift med Karen, som også arbejdede på Filadelfia i mange år. Parret nåede således at fejre diamantbryllup. Tre børn, syv børnebørn og et enkelt oldebarn bor i nærheden. Karen K. fortæller, at PK til glæde for familien og enkelte andre har skrevet sine erindringer. I ærbødig erindring. Bjarne Jørgensen

10 10 Valg i Diakonhøjskolens Diakonforbund 2009 Af: Diakonsekretær Lisbeth Andreassen Der er valg i følgende stifter: Roskilde/Maribo samt Helsingør/København stift. I Roskilde/Maribo stift består valgbestyrelsen af Annelise H. Laursen, tlf og Axel Johannesen tlf og mobil I Helsingør/København stift, hvor Maria Eyermann var repræsentant og valgte at fratræde for et år siden, har det vist sig ikke at være muligt at finde en ny repræsentant. Bestyrelsen har arbejdet på sagen men ingen har meldt positivt tilbage. Da der ikke er opstillere i København/Helsingør vil der foregå valg på kommende generalforsamling i henhold til Et mindeord over diakon Jens Sørensen, Bording En smuk septemberdag, blev Jens stedt til hvile på Bording kirkegård. Den 9. september måtte Jens Sørensen opgive kampen imod den kræftsygdom, som han havde kæmpet imod, til det sidste. Jens blev 58 år. Vi, der mødte Jens på Diakonhøjskolen, hvor han afsluttede diakonuddannelsen i kendte Jens som den positive, glade og imødekommende fynbo, der kom enhver i møde med et go dav!. For sprogtonen og det at han var rundet af det fynske muld, fornægtede han aldrig. Jens var en meget kompetent plejehjemsleder på Danske Diakonhjems plejehjem i Bording, hvor han var med fra starten og siden Ågården i Vildbjerg, hvor han tog ufordringen op og var med til at præge nybygningen af Kildehøj og flytningen af plejehjemsbeboerne til et nyt leve bo miljø. Jens havde mange gode tanker og visioner om, at møde de alleer svageste boger med respekt, værdighed og omsorg. Men Jens fik ikke lov at leve med i Kildehøjs hverdagsliv. Umiddelbart her efter, tvang kræftsygdommen ham til at stoppe. Os der var meget tæt på Jens, følte os altid godt tilpas i hans selskab. Han var åben og nem at tale med om alt. Jens var i besiddelse af et ukueligt positivt livssyn. Han var i besiddelse af humoren og brugte til tider galgenhumoren om sin egen situation. Hvilket ofte løste op for mange gode samtaler. Jens var på livets side, og han utrykt det sådan: Det er nu vi lever, og vi skal leve mens vi har livet. Jens havde truffet hans Eva på Diakonhøjskolen, og hun har været ham en god støtte igennem livet, og mens Jens stred imod døden, var Eva ukuelig. Vores tanker er hos Eva, døtrene Annie og Berit, svigersønnen og barnebarnet. En plads på Holdet 1972 er blevet tom, men Jens lever videre hos os, i taknemlighed. Æret være Jens s minde! Jens Pedersen Jens Peder Wolff Undertegnede modtog ovenstående nekrolog d. 14. sep Ved en dum fejl fik jeg den arkiveret forkert, hvorfor den ikke som lovet blev bragt i dec. Undskyld! Her bringes den med stor forsinkelse. Den kan også læses på Bjarne Jørgensen

11 11 Diakonhøjskolens Diakonforbunds årsmøde i 2009! Årsmøde og generalforsamling vil finde sted lørdag den 20. juni 2009 på Diakonhøjskolen, Lyseng Alle 15, 8270 Højbjerg. Om søndagen er der diakonindvielse i Sct. Pauls Kirke i Århus. Det er efterhånden blevet en tradition, at der på årsmødet bliver afsat tid til et foredrag af oplysende karakter, som har interesse indenfor diakonien. På årsmøde 2009 har Diakonforbundets bestyrelse fået tilsagn fra hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen fra Rigshospitalet i København, at holde foredrag lørdag den 20. juni 2009 kl om: Kristendommens betydning ved alvorlige sygdomme Grunden til at bestyrelsen ønsker dette emne belyst er: - at der forefindes forskningsprojekter bl.a. som belyser Sammenhæng mellem religion og sundhed, - at Rigshospitalets Sygeplejerskedirektør Helen Bernt Andersen udtaler: Hvis sygeplejersker negligerer tro og religions behov, bliver nogle patienter utrygge og bekymrede. Jeg kan oplyse følgende om vores kommende foredragsholder hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen. - at han er bogstaveligtalt født ind i en diakonal sammenhæng oven i købet på et syge- og hvilehjem, - at hans forældre er henholdsvis diakon- og sygeplejerskeuddannet, - at han i de 20 år han har været præst har været i sygehuspræstetjeneste de første 10 år med en kvota 25% på Ringsted Sygehus og de sidste 10 år som en af de tre fuldtidspræster på Rigshospitalet, - at Henning Nabe-Nielsen i alle årene har været optaget af sjælesorgsarbejdet og troens betydning for måde at mestre sygdom, ulykke og krise, - at han har været optaget af, at også andre religioner og trosretninger imødekommes i sundhedsvæsenet, - at han har været med til at lave en undersøgelse på Rigshospitalet i Danske patienter intensiverer eksistentielle tanker og religiøst liv Optaget i Ugeskrift for Læger i maj 2008 og endelig - har Henning Nabe-Nielsen udgivet en Religionsvejviser for Sundhedspersonale. udgivet af Forlaget Gyldendal i Vi kan forvente os et spændende og oplysende foredrag på årsmødet. Derfor vil vi annoncere om dette foredrag allerede nu, så I kan sætte kryds i kalenderen så I ikke går glip af foredraget af hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen. Axel Johannesen bestyrelsesmedlem.

12 12 Diakonforbundet Filadelfias bestyrelse indkalder til Ordinær generalforsamling lørdag d. 25. april kl Dagsorden i henhold til forbundets vedtægter Der er ikke valg i år, men øvrige forslag, som ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen dvs. d. 14. marts. (adresse: Se kolofonen). Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være underskrevet af mindst 3 medlemmer. I 1924 blev Nina Bang Danmarks første kvindelige minister, Robert Mugabe og Jimmy Carter blev født, Lenin døde, Hitler sad i fængsel, og Tyrkiet, IBM og Kolonien Filadelfias Broderforbund stiftedes. Det sidste skete den 31. oktober. Men i Broderforbundet, som nu hedder Diakonforbundet Filadelfia, holder vi nu det 85. årsmøde, nemlig den sidste weekend i april Årsmødet vil beskæftige sig med klimaspørgsmål under temaet: Vi tror duen kommer, når isen smelter År 2100 vil temperaturerne i Danmark være steget med 0,7 4,7 º celsius. Vi vil få mere nedbør om vinteren ( %) og lidt mindre om sommeren (85-90%) altså flere perioder med stærk nedbør, men også flere tørkeperioder om sommeren. Der vil komme mere og stærkere vestenvind og vandet vil stige op til 90 cm. Selv om Danmarks Meteorologisk Institut (DMI) som det fremgår - udtaler sig moderat og med stor margin, lægger Instituttet dog ikke skjul på, at der forventes kraftige klimaændrin-ger indenfor en overskuelig fremtid. Det er kendt fra dagspressen, at USA`s tidligere vicepræsident, Al Gore og andre med ham har udtalt sig noget stærkere om disse spørgsmål. Hvor om al ting er, synes vi, at der er god grund til at sætte fokus på, hvordan vi Abrahams børn forvalter den verden, som Gud har skabt og givet os at leve i. Det vil vi gøre på det kommende årsmøde, som strækker sig fra fredag d. 24. til søndag d. 26. april. Detaljeret program vil blive udsendt til alle medlemmer. Vi håber at se de fleste af jer, på gensyn ønsker: Frede Follmann, Merete Henriksen, Joan Justesen, Dorte Andersen, Karen Vintersbølle, Anton Guldager, Sonja M. Jensen og Conny Hjelm

13 13 Varmere vejr koldere samfund Åben konferencedag om diakoni og klima Velkommen til en debat dag for alle interesserede, hvor diakonien og klimaet sættes på dagsordenen. Giver det mening at tale om diakoni og klima? Kan man tale om grøn diakoni på samme måde, som man taler om grøn kirke? Har vi samme forpligtelse til at tage vare på jorden, som vi har til at tage vare på mennesket? Vi har inviteret Helen Bjørnøy, tidligere miljøminister i Norge og Martin Lønnebo, tidligere biskop i Sverige til at inspirere os Diakoni og klima!? Velkomst ved Flemming Christensen, administrerende direktør, Filadelfia Findes der håb for den lidende klode hvordan kan diakonien formidle livsmod og fremtidstro? Ved Helen Bjørnøy Frokost Hvordan kan vi både tage vare på jordens og sjælens landskab? Ved Martin Lønnebo Kaffe Debat mellem deltagere og oplægsholdere Giver det mening at tale om diakoni og klima? Samlende konklusion og afslutning ved Flemming Christensen Tak for i dag! Sted Arrangører Målgruppe Pris Den store festsal på Filadelfia, 4293 Dianalund. Diakonifællesskabet på Diakonissestiftelsen og Diakonforbundet Filadelfia. Konferencen er åben for alle interesserede! 300 kr. incl. frokost og kaffe. Tilmelding: Jeg tilmelder mig konferencedagen den 24. april 2009 Varmere vejr koldere samfund : Navn: Adresse: Sendes til: Institut for Diakoni og Sjælesorg, Kolonivej 19, 4293 Dianalund. Senest den 14. april!

14 14 Diakonen i Det offentlige rum Det offentlige rum, hvor er det? Det er der, hvor diakonen færdes. Ja, det er diakonens arbejdsplads, diakonen arbejder ikke i kirken, men ud fra kirken nemlig i Det offentlige rum, og diakonen kender, og er fortrolig med sin arbejdsplads, og arbejde er der, så rigeligt af endda, så det er vel, som det skal være! Diakonen venter fortsat at kunne gøre sin gerning der, selvom der fra højeste sted lyder, at al religion skal ud af Det offentlige rum, og religion og politik skal holdes adskilt. Men kan det holdes adskilt? Jeg ved det ikke, men kristendom og politik kan ikke adskilles, og diakonen er kristen og politisk. Alle hans gerninger er politiske, selvom han ikke stiller sig selv til politisk rådighed. Endvidere forlyder det, at religiøse symboler skal ud af Det offentlige rum, men diakonen er ikke religiøs og han bære ikke religiøse symboler, for han er kristen og korset er intet symbol, det er et tegn, og kors og kristendom kan ikke adskilles. At slette korset er at fjerne kristendommen. Det sker heller ikke, så længe diakonen synligt bærer korset i Det offentlige rum. Diakonsagen er derfor meget vigtig for kristendommens fortsatte tilstedeværelse i Det offentlige rum. Diakonen optages og indvies i den rummelige Folkekirke og derfra sendes lige direkte ind i Det offentlige rum, hvor der færdes ministre, alfonser, prostituerede, tørklædebærende, gamle, syge, hjemløse og alt godt folk. Det særlige ved diakonen i det selskab er, at han ved sin indvielse fik et emblem, der er Mærket, som følger diakonen i al hans færd i Det offentlige rum. Her er han gennem den rummelige Folkekirke sendebud for Mesteren med den tunge tornekrone. Det offentlige rum er stort og diakonerne er få. Der er rigeligt plads til flere, der vil bære diakonemblemet synligt gennem Det offentlige rum. Diakonhøjskolen er rede til at modtage den, der vil være med her og du, der allerede er diakon vil du med diakonemblemet stå ved kirkedøren og modtage og føre den nye diakon ind i Det offentlige rum? Kurt Johansson Grævlingeløkken 46 D 5210 Odense NV Jeg måtte vente længe på det nye Diakonblad. Ja, jeg ringede til ekspeditionen for at høre, om Bladet var undervejs. Det kom d. 13. dec. og er modtaget med stor glæde, for den røde tråd var der. Det er fra først til sidst, som det skal være diakonernes blad. Det er for mig en mærkesag. Diakonbladet er Diakonforbundenes livsnerve, så her må der gerne ofres lidt. Nej, den røde tråd manglede ikke, den var der, tak for det og forsæt således. Sådan vil jeg sige, og jeg følte ligefrem at have diakoner på besøg i min stue. Det blev helt nærværende for mig, og jeg vil herved udtrykke min taknemmelighed i fattig evne. Der spørges om Diakonbladet er godt nok. Dertil kan siges, at godt nok kan det ikke blive. Noget der hos mig har en skurende klang er, at der er pladsmangel i Bladet. Thi der var ikke plads i herberget. Ja, juleevangeliet bliver på en underlig måde aktuelt i Bladet. Det var nok ikke tænkt således. Men der må være plads i Diakonbladet, og det kan der også blive. Jeg kan forstå, at der er indlæg, som ikke er kommet med. Diakonbladet føles så underligt slattent, der må gerne være dobbelt så mange sider. Hjemmesiden må ikke bruges som afløser for Bladet. Jeg har besvær med at håndtere den, og jeg ved, at det er jeg ikke ene om at have besvær med til stor irritation. Tegningen på Bladets forside er for plat og under den værdighed, man her må kunne forvente. Diakonbladet må gerne ligge fremme på landets biblioteker, men ikke med en sådan forside. Diakonbladet skulle gerne kunne bruges til at fremme diakonsagen, men først og fremmest er det vort Blad. Jeg savnede mindeord over diakon Jørgen Mørch, efter hvad jeg er underrettet, skulle der være indgået mindeord over Jørgen, noget må være svigtet her. Vi må være opmærksomme på, når der forekommer dødsfald blandt diakonerne. Her må ikke svigtes. Her kunne hjemmesiden måske bruges, så man hurtigt kunne underrettes om dødsfald i diakonernes kredse. Jeg har talt med Henning Egedal, der fortalte, at du havde spurgt efter mig ved Fynskonventet. Jeg ville gerne have været der, men jeg kommer ikke længere ud til noget. Efter hvad jeg kan se på hjemmesiden, holder du op på Redaktionen, det er noget, som jeg er ked af, dig havde jeg kontakt med, ellers har det for mig været umuligt at komme i kontakt med redaktionsmedlemmerne. Vi skulle nok ikke have indflydelse på Diakonbladet. Redaktionen var den gang sig selv nok. Jeg kan ellers forstå, at der nu er rigeligt med læserbreve. Jeg har jo et, som stadig ikke er kommet med, og derfor sender ind endnu en gang. Jeg træffer næsten dagligt i pressen på kombinationen af religion og politik i det offentlige rum, så det er blevet en mærkesag for mig at reagere på det, og jeg synes netop at Diakonbladet skal være aktuelt med, hvad der rører sig i kirke og samfund, så derfor kommer det indlæg igen Det bliver nok ikke mange læserbreve fra mig fremover, alderen er ved at melde sig, så faren for at jeg skal blande mig er dalende. Kære Bjarne Jørgensen Med venlig hilsen og glædelig jul med tak for året der er ved at rinde ud Kurt Johansson Det har været overvejet, om ovenstående burde betragtes som et privat brev, eller som et læserindlæg. Da indlægget rummer principielle betragtninger om Diakonbladet, har vi valgt at bringe det. Desværre har det stået i kø i lang tid. Det læserbrev, som Kurt J. hentyder til, kan læses på denne side. Der er ikke til redaktionen indgået nekrolog over Jørgen Mørch. Men som det bl.a. fremgår i forbindelse med nekrologen på s.10 har undertegnede haft andre lejligheder til at kludre i det. Bjarne Jørgensen

15 15 Navnestof Diakonhøjskolens Diakonforbund Diakonforbundet Filadelfia Fødselsdag Fødselsdag Fødselsdag Fødselsdag 80 år Svend Aage Hvid Skovbrynet 27 B 2800 Lyngby 60 år Niels Oved Bernstorffsvej Hellerup 50 år Lene Marie Kristensen Ørnevej 30 B 7430 Ikast Johanne Moesby Møller Jensen Grønnegade 113, 1th 8000 Århus 75 år Herluf Grønkær Jensen Kirkebakkevej Munke-Bjergby 75 år Jakob Bjerg Kornmarken Viborg 70 år Aksel Juel Østergaard Tranevej Struer 70 år Johannes Nielsen Hovvejen 3, Hedegaard 8585 Glæsborg 60 år Erik Kieler Jensen Hadsundvej Aalborg 60 år Jakob L. Mikkelsen Falkevej Ringkøbing 60 år Kaj Ladefoged Fyrrevænget Dianalund 60 år Solveig Hulmose Kühne Dover Kirkevej Lintrup 50 år Lone Munkholm Jensen Holmarksvej Gedsted 50 år Helga Dalgaard Lindvedvej 34, Ø. Snede 8723 Løsning 50 år Søren-Christian Glerup Vistoftvej Sabro 50 år Birgit N. Rasmussen Vestre Strandalle Risskov Karen Ramskov Sørensen Hedevænget Viborg Klaus Nyhus Kühne Kløvergade Hedensted Louise Møller Kühne Kløvergadd Hedensted Martin Raabjerg Hørmarken Herning Ole Kurt Nielsen Frihedevej Brande 70 år Svend Erik Søe Damgårdsparken Christiansfeld 65 år Bjarne Pedersen Offenbachsvej Holstebro 60 år Bodil Iversen Bentzen Fasanvej Løsning 50 år Inge Bitsch Byagervej 66, B, B Beder 50 år Karin Kofoed Sverigesvej Dianalund 50 år Jane E. Kristensen Snerlehaven 27, 2630 Taastrup Adresseændringer Anne Marie Lundgaard Andersen Branderupvej Agerskov Elin S. Nielsen Frihedevej Brande Paul Holm Holger Drachmannsvej Ålborg SV Preben Sørensen Hedevænget Viborg Rasmus Patursson Kirkjubøur 175 Thorshavn Færøerne Susanne Bloch Sønderparken 21, st Ikast Vi minder om, at det af pladsmæssige grunde ikke altid er muligt at bringe samtlige tilsendte indlæg i bladet. Savner du noget så kig på hjemmesiden. red. Tove Rørbæk Madsen Grønneparken 7, Viborg

16 Afsender: Diakonforbundet Filadelfia og Diakonhøjskolens Diakonforbund, Mandolinvej 7, 8900 Randers Är du orolig för hur det ska gå för miljön? Fler människor i Sverige känner oro inför klimatförändringar än arbetslöshet. Vi undrar hur det ska gå inte bara för oss själva utan också för dem som bor långt ifrån oss och dem som ännu inte är födda. Denna oro visar att vi har börjat känna ansvar som världsmedborgare. Att vara rädd inför en fara är en sund reaktion. Det är värre om man förnekar faran. Oron och rädslan kan få oss att söka ny kunskap och nya lösningar och få oss att inse att vi behöver agera på ett nytt sätt. Att dela sin oro med andra kan vara en början. I sådana samtal kan man ofta både formulera sin känsla av litenhet och finna kraft och lust att ändra sin livsstil, att börja leva hållbart. Link til er du urolig aspx?di=23740&refdi=23656# Vad du kan göra för miljön Det behövs drastiska förändringar snabbt, säger många. På det norra halvklotet handlar det till exempel om att inom kort tid minska utsläppen av koldioxid med minst hälften. Vi måste därför ändra våra sätt att odla, resa, bo och konsumera. I Syd har miljarder fattiga rätt att få bättre hälsovård och utbildning, mer inflytande och bättre arbetsvillkor, mat och bostäder, rent vatten med mera. Fattiga länder behöver öka sin energikonsumtion. Svenska kyrkan verkar lokalt, nationellt och internationellt för global rättvisa och miljö, för en hållbar utveckling. Link til hva kan du gøre for miljøn =23657# Du är en del av skapelsen Med skapelsen menar vi allt från minsta sandkorn över levande varelser till universum. Människan är en del av skapelsen. Upplevelsen av samhörighet med resten av skapelsen kan inge oss respekt för att allt skapat existerar i sin egen rätt och inte är till bara för människans skull. Men människan är inte bara inordnad i skapelsen, hon har en speciell plats i den, en unik uppgift: hon är gudalik och skapande. Det betyder bland annat att hon skapa på nytt. Att bejaka denna storslagna förmåga och samtidigt leva inom begränsningarna är en svår balansgång. Det gäller att forma ett samhälle som är gott för hela mänskligheten, nu och i framtiden, och bruka jordens resurser utan att missbruka dem. Det har vi hittills misslyckats med, men det betyder inte att det är kört. Vi måste på ett bättre sätt erkänna samhörigheten med och beroendet av den övriga skapelsen och åta oss den mäktiga uppgiften att vara Guds medskapare. Link til du er en del af skabelsen fdi=23658#