Prædiken til 2. juledag, Matt 10, tekstrække

Transkript

1 1 Grindsted Kirke Torsdag d. 26. december 2013 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. juledag, Matt 10, tekstrække Salmer DDS 122: Den yndigste rose er funden DDS 98: Det var ikke en nat som de andre DDS 50: Under dine vingers skygge DDS 125: Mit hjerte altid vanker Altergang: DDS 109: I denne søde juletid DDS 129: Julebudet til dem, der bygge Tekstlæsninger GT-læsning Es 50,4-7 Epistel ApG 6,8-14 ; 7,54-60 Prædiketekst: Matt 10,32-42

2 2 Jesus sagde:»enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«matt 10,32-42 Prædiken Der er overhængende fare for, at man med tilbagevirkende kraft får anden galt i halsen her på 2. juledag. Nu har vi lige hørt om julefreden og englene, der synger så smukt, og i går hørte vi om Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os. Nu lige pludselig skal vi høre om, at Jesus er kommet for at bringe sværd på jorden og sætte splid mellem familiemedlemmer. Det er på sin vis godt, at vi ikke selv skal vælge prædiketekster, for ingen ville ud fra en menneskelig tankegang vælge sådan en som denne. Så kan vi glæde os over, at dem, der fastlagde prædikentemaerne for langt over tusind år siden, var mere fyldt af evangeliet end af menneskelig tankegang. Det er også sådan, at næsten enhver prædiken vil tage noget af saften og kraften ud af Jesu ord, som i den grad er radikale og skarpe. Noget i os, præsten inklusiv, reagerer mod skarpheden. Men Jesus har altså sagt disse ord, og hvis nogen synes, prædikenen er skarp, så opfordrer jeg til derhjemme at læse teksten igen fra Matt 10. Så vil man

3 3 nemlig tænke: Jesus udtrykte sig mere direkte end præsten! Og det er teksten, vi har hørt, jeg ifølge mit præsteløfte efter ringe evne skal forkynde i dag. Og samtidig må vi også sige: Er der noget i vejen med at blive udfordret? Og det tror og håber jeg, at vi alle sammen bliver af denne tekst! Vi vil stille spørgsmålet: Hvad er det, Jesus vil sige os med disse ord? Jo, han vil sige, at evangeliet ikke bare er en bi-ting i vores liv. Det er ikke beregnet til at blive sat på loftet sammen med julekassen, men det handler om et budskab og en person, der er så vigtig, at det er værd at satse hele livet på, om det så koster også os vores liv. Så det er slet ikke, som nogle måske tænker, at julefreden og juleglæden bliver slukket i dag tværtimod, freden og glæden bliver udstillet i aller-højeste potens. Vi bliver mindet om, hvor stort og vigtigt evangeliet er! Vi kender det godt fra vores verden. Spiller man fx håndbold på topplan, som vi har set noget af for nylig, så lever man med afkald og afsavn. Kalenderen styres ind efter kampene, man kører en streng diæt, der skal trænes og trænes hårdt. Jeg hørte om en fodboldspiller, der i 25 år ikke drak rødvin af hensyn til sin karriere, men glædede sig til, at han igen kunne hæve glasset! Der var en sag så vigtig, at man for sagens skyld gerne led afsavn. Evangeliet siger klart, at det at tro på Jesus ikke er nogen aktivitet som sådan eller en hobby som håndbold eller fodbold. Kristendom er ikke noget, man går til eller praktiserer, men en tro, man er i og som omhandler hele livet og døden med, for Jesus er vejen til det evige liv. Den svenske præst, Wilfrid Stinissen, der døde i den forgangne uge, har sagt: Der findes ikke noget i dette liv, som ikke ændres og beriges, hvis man lever med himlen som horisont. Selvfølgelig er der nogle grøfter at undgå i forhold til Jesu ord. Fx skal vi ikke tolke ordene om at hade far og mor derhen, at det er et ideal for en kristen og man derfor kan tænke: Min familie hader mig da ikke, så der er nok noget galt med min tro. Og ordene, som Jesus siger, om at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd, er naturligvis billed-sprog. Det er ikke en legitimering af korstogene og andre

4 4 uhyrligheder i kirkens historie, hvor man desværre har legitimeret sin blodtørst ud fra Jesu ord. Jesus bar heller ikke selv sværd. Det er ikke som sådan religiøs fanatisme, Jesus opildner til. Ordene her er en forudsigelse om, hvordan det af og til skal gå for kristenheden, hvor den bliver udsat for repressalier. Sådan som det gik den første kristne martyr, Stefanus. Han kunne have reddet skindet ved at fornægte sin Herre og mester, Jesus. Det gjorde han ikke, og derfor gik historien, som den gjorde. Og det løber koldt ned af ryggen på os, når vi hører om Stefanus. Han er vores kristne bror eller var. Han troede på Jesus, ligesom vi gør. Så kan man sige, at det jo er snart 2000 år siden. Men som det gik Stefanus, sådan går det mange af vores brødre og søstre i dag. Og når det er en søster eller bror, så skal det helst risle koldt ned af ryggen på os og vække vores forbøn. Det er en sandhed, at millioner af kristne lever under forhold, som direkte kan kaldes forfølgelse. Vi kan sætte tørre tal på det, som for mange af vores brødre og søstre er dagligdag. Organisationen Åbne døre fortæller, at langt mere end kristne lever i lande, hvor de bliver forfulgt på grund af deres tro. Nordkorea topper niveauet for forfølgelse af kristne. Her er mellem og kristne fanget i arbejdslejr under brutale forhold. Hvis én af religiøse grunde nægter at acceptere lederen som den højeste autoritet, straffes hele familien. Kristne børn bortadopteres. I Afghanistan, nr. 2 på listen, udsættes kristne og ikke mindst konvertitter fra Islam for massive og dødelige forfølgelser. I Saudi Arabien, det tredjevanskeligste sted at være kristen, halshugger man saudier, der lader sig døbe, og fængsler, pisker og udviser udlændinge, der er synligt kristne. Somalia og Iran kommer næst på listen over lande med forfølgelse, og der kan fortælles mange, mange blodige historier om de kristnes vilkår. Syrien rykker med stormskridt opad på listen.

5 5 Vi skal høre godt efter, hvad de forfulgte siger. De siger nemlig ikke: Fri os fra forfølgelse, men de beder Gud: Giv os udholdenhed. Og de beder: bevar os i troen, i sandheden. Nogle siger, at det værste for kristne ikke er forfølgelse, men forførelse. Og så nærmer vi os vores virkelighed. Vi skal passe gevaldig på med ikke at lukke den for hurtigt ned ved at sige, at den slags er vi heldigvis fri for her i DK. Det kan vi tit nok sige, næsten undskyldende med tanke på det forhold, at vi slipper meget billigere end kristne andre steder i verden, hvor det virkelig koster. Med en vis ydmyghed skynder vi os at sige, at det jo ikke er situationen hos os. Men hvis vi siger det tit nok, kan det jo gå hen at blive sådan, at vi til sidst nærmest slet ikke kan se os selv i den situation, at vi måtte komme til at vælge. Vi vil vægre os så meget ved det, at vi trækker os fra ethvert tilløb til et valg. Sandheden er den, at jeg gennem årene har hørt ikke helt få historier om mennesker her til lands, der bliver kristne. De går fra at have hvad man med et dårligt udtryk kalder et almindeligt forhold til Gud og kirke og tro. Med almindeligt mener man i virkeligheden et højst besynderligt forhold, hvor man godt nok er døbt til at være discipel af Jesus, konfirmeret i den kristne tro, viet under håndspålæggelse og bøn om at leve som kristne ægtefolk, der må tjene Gud oprigtigt i alle ting, så man engang må samles med ham i de evige boliger, og så vender man måske årligt ind om kirken juleaften og synger om at gå til Paradis med sang men man lever og tror i det daglige, som om ordene kun tæller ganske få gange i livet. Altså fra at have dette almindelige, som i virkeligheden er et meget besynderligt forhold til troen, så er der nogen, der får et naturligt forhold til troen, sådan som Jesus talte om det. De får øre for det og begynder at tage det til sig, og vil nogle sige: går op i det. Men det handler ikke om at gå op i det men om at tage det hele til sig, dåben, konfirmationen, vielsen og juleaften og ikke bare det, men først og fremmest hvad det hele peger på: Guds nåde og tilgivelse, de gode nyheder, en åben himmel, frelsen

6 6 fra Gud. De lever på Ordet i dagligdagen og lade sig trøste af det, lade Jesus fylde dem med glæde og mening. Og sagen er: det slipper de ikke altid gratis fra. Nogle af dem løber faktisk ind i ubehageligheder. Nogle gymnasieelever oplever, at forældrene forlanger, at hun stopper med det der trosævl, nedlægger forbud mod at tage med til kristne møder. Der kan være hovedrysten til overs for, at man i Jesus har fundet et nyt værdisæt, der byder en at sige nej til den høje alkoholpromille og utroskaben ved julefrokosten. Et fuldvoksent menneske oplever, at en arbejdskollega ved firmafesten lufter en blanding af foragt og morskab over ens nyvundne tro. Man dør ikke af det. Nej, men det kræver faktisk lidt rank ryg at tage det på sig. At stå ved det. At måtte finde sig i en smule sværd, en smule adskillelse fra nogen, man tidligere var ubesværet forbundet med. Lad os ikke blive for hurtige med at sige, at vi heldigvis ikke har det her i DK. For det er for det første ikke rigtigt, for det andet kan det nemt blive en indirekte undskyldning for at slippe for at vælge modgangen. For at vælge i det hele taget. Jesus siger, at vi skal vælge ham, hvis det kommer til et valg. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. v38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. v39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. De fleste af os kender Kaj Munk, præsten og digteren, der blev myrdet af tyskerne i januar 1944 for sin frittalenhed. Sidst i november 1943 skulle han have prædiket i Københavs Domkirke. Tyskerne nedlagde forbud. Munk trodsede. Prædikede for fuldt hus i domkirken. Talte om efterfølgelse og om kirkens og de kristnes pligt til at ytre sig. Og så talte han om, at kirken har mistet det næstdyrebareste, den har. Det dyrebareste er Kristus. Hvad er det næstdyrebareste? Martyrsindet. Det betyder ikke, at man vil gøre sig til helt eller på anden måde bemærket, men er villig til at ofre alt for Kristus. En kirke eller en

7 7 kristen, der mister martyrsindet, siger Kaj Munk, kan manipuleres til hvad som helst, også til at fornægte sin egen Herre. Nej, for vil man ikke tage imod sværdet, vil man heller ikke bære korset, og vil til sidst ikke kendes ved sin korsfæstede Herre, der talte om et evangelium så dyrebart, at alt andet kan mistes men bare ikke det! Bare ikke ham! Og der ender vi, som vi begyndte, med et evangelium så dyrebart og stort, at intet kan stilles lige med det. Og som nævnt: Først her på 2. juledag bliver julefreden og juleglæden udstillet for os i den reneste udgave, når Jesus spørger os: Hvad er jeg værd for dig? Det gør han ved at fortælle, hvad han har gjort for os! Brorson er en af de salmedigtere, der har kunnet give et klart svar på det: Min Jesus, du stedse skal være, mit smykke, min rose, min ære. Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste. Efter prædikenen skal vi synge en sang eller salme, som vores organist og korleder, Jens Erik, selv har komponeret musik til. Centralt i den står, at Gud har set de oversete, julens glæde at det skete. Her kan vi både tænke på vores forfulgte brødre og søstre rundt omkring i verden, men også på os selv og hinanden. Prøv at smage på ordene: Gud har set de oversete. Det var derfor, det blev jul! Så her på andendagen vil vi stadig ønske hinanden, og med fuld styrke: Glædelig jul! Amen!