Er Johanne en ny Pia?

Transkript

1 Er Johanne en ny Pia? Engang skulle hele verden være socialistisk. Lighed skulle udbredes til ethvert folkeslag uden om kapitalismens konfliktskabende konkurrence, hvorefter freden ville sænke sig over alle verdenshjørner. Nu, hvor ligheden breder sig i form af en voksende global middelklasse, vil Enhedslisten øge den offentlige sektor og hjemlige investeringer og dermed fastholde den globale ulighed. Hvor blev visionen af? Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra Der er skåret i hjemmehjælpen 5 millioner timer, siger

2 Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten så de ældre ikke længere får gjort rent i tilstrækkeligt omfang, kommer regelmæssigt i bad og får frisk luft. De skal sikres med rettigheder, mener hun. Ved at droppe planlagte skattelettelser til erhvervslivet og hæve skatten på kapitalindkomster vil Enhedslisten sikre 3000 nye ansatte i ældreplejen. Men har Enhedslisten tænkt på konsekvenserne af deres målrettede forslag til årets finanslov, eller har de blot overtaget Dansk Folkepartis strategi med isolerede og letforståelige forslag uden blik for helheden. Et rent og værdigt liv til alle Det er helt klart uværdigt at være tvunget til at leve i snavs og indeklemt luft, uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold og det bør afhjælpes hurtigst muligt. Men det er jo ikke kun de få svagelige ældre i Danmark, som Enhedslisten vil sikre gennem rettigheder, der lever under sådanne vilkår. Og rettigheder bør vel gælde alle mennesker og ikke kun danskere. Vores velfærd er truet af den globale konkurrence. Men i andre lande har den globale markedsplads skabt uhørt vækst gennem de sidste 20 år, hvor millioner er hævet ud af fattigdom. De nærmer sig en tilværelse i den globale middelklasse med adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter. Måske får de engang med tiden også råd til lægehjælp, når de bliver syge og uddannelse til deres børn. Det er ikke nødvendigvis kernevelfærden i Danmark, der er truet af den øgede konkurrence og den globale omfordeling, man kunne også hævde, at det er vores luksusliv, der er truet. Velfærd eller luksus De gamle har opbygget velfærdsstaten, siger Johanne Schmidt Nielsen, og argumenterer for, at de derfor også skal have ordentlige vilkår i deres sidste år. Og hun har da ret. Velfærdsstaten er bygget af de ældre generationer med

3 Marshall-hjælp efter krigen, med EU-subsisierede erhverv og enorm gældsstiftelse, siden 1970 erne, hvor det virkelig greb om sig med sociale rettigheder. I begyndelsen af det tredje årtusinde tog vi så fat på de afdragsfrie lån og købte biler, køkkener og rejser til verdens fjerneste afkroge for belånt friværdi. Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside. Efterkrigstidens generationer har skabt statsbetalte institutioner, skolegang, uddannelse og uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsforsikringer, veje, kloaker, rensningsanlæg og renovation, læge- og hospitalshjælp, transplantationer, sterilisationer, fertilitetsbehandling, kemoterapi, plejehjem, krisehjælp og hospicer. Til glæde for alle danskere. Vi har oplevet lønstigninger på aldrig før sete niveauer. Vi har købt TV, radioer, stereoanlæg, flere TV-apparater, biler, mountainbikes, en ekstra minibil og en motorcykel for sjov, samt endnu flere mobiltelefoner og dertilhørende abonnementer, personlige computere, flyrejser, storbyferier, skiferier og sommerferier, 5-6 uger om året, hvor vi ikke behøver at arbejde, 2 års dagpengeret, arbejdsløshedsunderstøttelse,

4 barselsorlov, barns første sygedag, sygeorlov, billetter til museer, forlystelsesparker og biografer. Der er da helt overvældende, er det ikke? Vi har alle sammen været (mere eller mindre) med, og det skal vi da glæde os over. Vi har prioriteret luksus over velfærd. Eller måske har vi ikke prioriteret, men snarere vænnet os til, at alt, hvad der er basalt og nødvendigt i tilværelsen (og mere til), det tager staten sig af. Imens har vi borgere haft frihed til alt det morsomme og luksuriøse. Og det er da herligt. Problemet er blot, at der er andre folk i verden rigtig mange endda som godt kunne tænke sig at leve på samme måde, som vi gør. De har bare ikke fået Marshall-hjælp, men har efter kommunismens fald i 1989 og den Kolde Krigs ophør, langsomt kæmpet sig ind i den globale økonomi, og nu, en 25 år senere, begynder de at mærke velstanden komme til dem. De har fået eller får i løbet af de næste årtier, hvis altså rapporterne fra FNs udviklingsfond holder stik, råd til lidt mere end at stille sulten. De får rent vand, toiletter med skyl og vaskemaskiner og adgang til skole og lægehjælp. Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980 erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for

5 Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside. Indtil videre arbejder disse mennesker for en meget lavere løn, end vi kunne drømme om at gøre og betaler ofte selv for deres velfærd. Nogle er begyndt at gøre sig som turister, rejser rundt og tager billeder af folk, der kører rundt med børn spændt fast i teltvogne bag på deres cykler og andre eksotiske vaner. Men for et meget stort flertal af verdens befolkning er der endnu lang vej at tilbagelægge, førend de når en vestlig levestandard. Venstrefløjen forsøger herhjemme at skærme os fra konsekvenserne af den stadigt mere åbne globale økonomi og den deraf følgende konkurrence. Det gør de f.eks. med retorik om løndumping og kapløb mod bunden, som skal signalere solidaritet. Men det er national solidaritet, langt fra socialismens tidligere internationale prætentioner, de signalerer. Johanne Schmidt Nielsen taler varmt for at øge den indenlandske efterspørgsel med statslige subsidier. I virkeligheden er den kurs en fortsættelse af den Kolde Krigs protektionisme, som kun tjener til at fastholde verdens befolkninger på deres nuværende niveauer; det vil sige den uretfærdige fordeling af goderne, som venstrefløjen altid har beskyldt kapitalismen for at udbrede og fastholde. Men ifølge FNs udviklingsfond er det færre handelsbarrierer og øget global handel, der danner baggrund for den positive økonomiske udvikling i Asien, Sydamerika og Afrika. Enhedslisten ser ikke, at de jobs, der flytter fra vesten, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske et andet sted på kloden. De ser ikke, at ligheden breder sig, at den globale middelklasse bliver større og at flere og flere kommer til at leve et værdigt liv i

6 selvforsørgelse. Socialisternes fokus på at øge den offentlige sektor herhjemme og sikre den nationale efterspørgsel gennem subsidierende investeringer er med til at fastholde de dybe skel mellem verdens fattigste og rigeste lande. Kapitalismens konkurrence var åbenbart kun i orden, da den sikrede billige forbrugsvarer til vestens arbejdere. Nu hvor konkurrencen skaber øget lighed mellem verdens befolkninger det socialismen ellers lovede er den ikke god nok. Så hvad er egentlig, de moderne socialisters vision for denne verden? Vi kan alle se, at der er noget galt, når de gamle kun kommer i bad, to gange om ugen. Vi har formodentlig også råd til at løse problemet. Spørgsmålet er blot, om det kan løses ved at udstede statsgaranterede rettigheder. Og det afgørende er ikke, om vi går ind for skattefinansieret velfærd eller brugerbetaling, det hele drejer sig om, hvordan vi prioriterer. Danmark har ikke brug for at Johanne bliver en ny Pia. Verden har ikke brug for flere national-opportunistiske politikere med blikket stift rettet mod det hjemlige. Lokale forhold kan ikke længere adskilles fra globale. Løsningen på den nuværende lokale krise findes ved at støtte den globale udvikling. Og så gør det da ikke noget, at middelklassen vokser i udviklingslande og at flere og flere får bedre vilkår og et værdigt liv i samme ombæring. Kan borgerkrigen i Syrien føre til en atomaftale med

7 Iran? Kan konflikten i Syrien føre til en fredeligere verden? Det var tanken der opstod just efter, jeg den 20. september havde læst den iranske Præsident Hassan Rouhanis kronik i Washington Post. Den dag, sagde jeg ikke farvel til mine drenge, da de kørte i skole, derimod sendte jeg dem af sted med en bemærkning om, at de måske ville komme til at leve deres voksenliv en fredelig verden. Men hvad skal der til for at konflikten i Syrien kan føre til et forbedret internationalt samfund og en holdbar global fred? Til en begyndelse peger Rouhani på tre afgørende faktorer i sin kronik. Og den tidligere FN-diplomat Kishore Mahbubani har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd. Den globale magtforskydning Hvis verdens ledere griber den chance, der er opstået i kølvandet på borgerkrigen i Syrien, så ja. Vi kan være på vej mod en holdbar verdensfred det synes klart mere sandsynligt end et totalt kollaps i det mindste. Den globale magtbalance har de sidste 20 år forskudt sig. Det er ikke længere vesten mod resten, og heri består chancen for at sige farvel til et uretfærdigt og et derfor dysfunktionelt internationalt system. Et system har først og fremmest, som Kishore Mahbubani skriver, varetaget vestens interesser, hvilket kun har kunnet lade sig gøre på grund af vestens økonomiske dominans. De tider er overstået og det er, som Pr. Barack Obama sagde til FNs generalforsamling i år, på tide at tænke nyt og i øvrigt styre efter FNs grundlæggende formål, som er global fred.

8 Karl Fredrik Reuterswards skulptur, Non Violence, som er placeret uden for FNs hovedkvarter i New York. FNs hovedformål er at sikre verdensfreden. De ændrede globale forhold er det første Pr. Rouhani gør opmærksom på i sin kronik: The world has changed. International politics is no longer a zero-sum game but a multi-dimensional arena where cooperation and competition often occur simultaneously. Gone is the age of blood feuds. World leaders are expected to lead in turning threats into opportunities. Denne forskydning er veldokumenteret. Men for at der kan reformeres er det vigtigt, at verdens befolkninger og ledere indser, at nationale interesser ikke længere kan varetages i skarp konkurrence med hinanden. Det er det andet, Pr. Rouhani gør opmærksom på: In other words, win-win outcomes are not just favorable but also achievable. A zero-sum, Cold War mentality leads to everyone s loss. En verdensfred kræver selvfølgelig mere, end en ny præsident i Iran. Det kræver reformer af det internationale system, særligt FNs sikkerhedsråd. Reformer, som på overfladen ikke ser ud til at være i vestens interesse: Vi må afstå

9 indflydelse; eller rettere dele indflydelsen efter almindelige demokratiske principper. Og i det lange løb er det den holdbare løsning. Syrien-konflikten synes at rumme de elementer, der kan få verdens ledere til omsider at indse dette og handle derefter. Og griber vi i vesten ikke chancen for at gøre verden til et mere retfærdigt, ender det måske med at være os selv, der får vredet armene rundt i internationale forhandlinger eller bliver sendt helt uden for døren; af Indien, af Brasilien, af Nigeria og Sydafrika og af Kina. Befolkningen i den vestlige kultursfære udgør kun 12% af verdens samlede, fortæller Mahbubani i et interview i The Economic Times. Og [E]very citizen has equal moral worth, skriver Mahbubani; det er et grundlæggende demokratisk princip. Så er demokrati Asiens befolkning udgør således 55% af verdens samlede population. Vi kan også bare sige, at 88% af verdens befolkning er ikke-vestlige, men 60% af de permanente pladser i FNs sikkerhedsråds kontrolleres af repræsentanter for vesten; USA, England og Frankrig. Rusland og Kina har de sidste to ud af de 5 permanente pladser med vetoret. Sikkerhedsrådet afspejler så tydeligt gårsdagens verden the Cold War mentality. Således regeres verden af et mindretal ikke ulig forholdene i verdens diktaturstater. Denne udemokratiske uretfærdighed bør laves om, og Mahbubani har et muligt forslag til en ny balance i Sikkerhedsrådet, hvilket jeg vender tilbage til. Det tredje Pr. Rouhani peger på, er identitetsspørgsmålet. Det, Samuel P. Huntington i 1993 under betegnelsen civilisationer, markerede som fremtidens største konfliktårsag. Pr. Rouhani peger præcist på dette spøgelse i verdens konfliktzoner: We must also pay attention to the issue of identity as a key driver of tension in, and beyond, the Middle East. At their core, the vicious battles in Iraq, Afghanistan and Syria are over the nature of those countries

10 identities and their consequent roles in our region and the world. Identiteten ligger i det religiøse tilhørsforhold. Og udtalelsen er lige til de folk, der har misforstået eller forlæst sig på Huntington. Pr. Rouhanis fokus på identitet er en slet skjult opfordring til religiøs tolerance i sin moderne form endnu en vestlig idé. Fra Pr. Hassan Rouhanis indsættelse i august Ayatollah Khamenei, Irans øverste leder ses overrække Rouhani et eller andet. Øverst til venstre hænger et portræt af den islamiske revolutions leder, Ayatollah Khomeinei, som i 1979 smed Irans sidste Shah (konge) på porten. Shah Reza Pahlavi var indsat af amerikanerne efter et kup i 1953 på den demokratisk valgte premiereminister, Mohammed Mossadeq. Foto fra den iranske Præsidents hjemmeside. Det Dysfunktionelle Sikkerhedsråd I det arabiske forårs jubeldage, kunne vi kun se skræmt og undrende på, Bashir Al Assads svar på den syriske befolknings krav om reformer, og i det lys var det kun naturligt, at man

11 krævede Assads afgang som en del af løsningen. I tilbageblik var det en retorisk fejl, som også Barak Obama s bemærkning om den røde linje kan hævdes at være. Men den dybere årsag til passiviteten skal findes i det internationale samarbejdes dysfunktionelle institutioner. Helt præcist i FNs Sikkerhedsråd. Men det er også af denne dysfunktionalitet, at håbet om en fremtidig fred ligger. Ikke for syrerne, desværre, men for alle andre. Da Assad greb til kemiske våben, og Obama dernæst måtte tage sine ord om den røde linje alvorligt og begynde forberedelserne til et angreb på Syrien, stemte det engelske underhus nej til en intervention uden om FN. Obama mistede en vigtig allieret, og fandt dernæst tid til at høre kongressen om deres syn på sagen. I det tidsrum sprang Vladimir Putin til. Ikke, som han siger, for at forsvare Assads styre, men for at bevare balancen i det internationale system. The potential strike by the United States against Syria, despite strong opposition from many countries and major political and religious leaders, including the pope, will result in more innocent victims and escalation, potentially spreading the conflict far beyond Syria s borders. [ ] It could throw the entire system of international law and order out of balance. Det er ironisk, for det internationale system var ikke i balance før, og netop derfor kunne situationen i Syrien eskalere til det nuværende for den syriske befolkning håbløse niveau. Ubalancen i det internationale samfund var netop synlig i Ruslands og Irans alliance med Syrien og Kinas passivitet. Vesten på den ene side og resten på den anden; eller rettere ortodokse og shiamuslimer på den ene side og vesten og sunnimuslimer på den anden side. Som det fremgår, er der ikke tale om rene civilisatoriske linjer i konflikten. Samtidig skulle den sino-ortodokse-shia-flanke på bekostning af den syriske befolkning endnu engang demonstrere overfor vesten, at vi ikke længere har styrke til at gribe ind på egen hånd. Og i modsætning til så mange gange tidligere, viste det

12 sig denne gang at være sandt. Det er desuden lettere ironisk, at det formodentlig var Obamas trussel om, at handle på egen hånd uden om FN, der fik Putin til at reagere, springe til i et forsøg på at redde samme system, han selv er med til at ødelægge. Og man må spørge sig selv om Putins udspil er seriøst. Men under alle omstændigheder er Putin snublet så langt, at han får svært ved at trække i land. Informations mangeårige korrespondent i Beirut og forfatter til en bog om det arabiske forår, citerer 20/9 en anonym vestlig diplomat for at sige, at De to sider [USA og Rusland] er nået så langt i processen, at det vil indebære et tydeligt ansigtstab for begge at gå tilbage til veto-nulpunktet. Og lad os være glade for det, uanset hvor lidt, vi bryder os om Putin. Putins Rusland kan meget vel blive en af de større udfordringer for det globale samfund i fremtiden. Et verdenssamfund kan ikke stiltiende se til, mens Putin ligeså langsom kvæler det russiske civilsamfund og lovgiver i klar modstrid med menneskerettighederne. Det er et godt spørgsmål, om Putin snublede ind i løsningen af Syrienkonflikten af bare begejstring over det, han opfattede som Obama s fejltagelser. Rusland kan meget vel blive den største forhindring for et fornuftigt fremadrettet internationalt samarbejde. Det står helt åbent, om Putin forpligter sig samarbejde efter Syrienkonflikten. Putin har ingen selvstændig politik, blot en nationalisme der manifesterer sig i trods, han er ikke interesseret i demokrati, som Fukuyama for nyligt gjorde opmærksom på, og han skal næppe vente støtte fra sunnimuslimske nationer efter sin alliance med Assad. Hvad er egentlig den gamle KGB-mands vision for sit land? Er han ved at isolere sig selv. I så fald kan han kun komme ud af isolationen ved at deltage konstruktivt i det internationale samfund.

13 Once in a lifetime Chancen for seriøse forandringer er her nu. Til at betænke fremtiden, og til at oprette en balance mellem verdens stormagter og skabe et bedre samarbejde mellem planetens befolkninger. Det ligger ikke umiddelbart for at redde Syrien, men det ligger lige for at oprette institutioner, der tåler betegnelsen verdenssamfund. Og fokus skal være på at skabe et system, som i fremtiden vil være i stand til at forhindre, at en lignende konflikt eskalerer det kunne være i Yemen, AlShahab i Somalia eller Nordkorea. Irans atomprogram er umiddelbart den vigtigste konflikt at løse. Men bliver Iran en del af dette verdenssamfund har det ikke brug for atomvåben. En samlet (og inkluderende) front og ikke blot en tilfældig (og betalt) alliance mod Iran, vil gøre det enormt svært for Iran at vende tilbage til retorikken fra tiden under Pr. Mahmoud Ahmedinejad. Det er et spørgsmål om anerkendelse. Den kontroversielle politolog Kenneth N. Waltz ( ), var af den opfattelse, at Iran netop ville have bomben for at blive hørt, og var af den grund ikke nervøs for at landet skulle få den. Og hvad skal iranerne tænke, når de ikke må berige uran? Rouhani taler om deres ret til at forsvare sig, og det er vel rimeligt? Men i en venlig verden har iranerne ikke brug for atomvåben. har olie, og hvis de formår at forsone sig med resten verden kan den sælges, og de kan engagere sig i udviklingen alternative energikilder og befolkningens livsvilkår. Det ikke blot i Irans interesse, men i alles interesse. De af af er Selvfølgelig er Pr. Rouhani nødt til at gå fra forsonende ord til egentlig handling, som Ray Takeyh kraftigt understreger. Og kommentatorer udtrykker berettiget skepsis over Rouhanis bagland. Irans øverste leder er trods alt Khamenei og ikke Rouhani. Men læs så denne lille opmuntrende analytiske passage

14 af Fareed Zakaria fra Time Magazine: During the campaign, Rouhani vigorously attacked the most hard-line candidate in the race, Saeed Jalili thought to be the favorite of the Supreme Leader for being unable to come to an agreement with the international community and ease any of the sanctions arrayed against Iran. It is good to have centrifuges running, provided people s lives and livelihoods are also running, he said in a debate, to great applause. Det iranske folk har med valget af den reformvenlige Rouhani vist, hvad de vil have og det gjorde de også under den grønne bølge i 2009, da de valgte Mir-Hossein Mousavi, som blev snydt for sejren. Hvilken interesse kan selv Irans øverste leder, Khamenei have i at være lukket uden for, når hans eneste legekammerater i så fald vil være Rusland, Syrien og Hizbollah. Når Pr. Rouhani i sin tale til FNs Generalforsamling kritiserer andre nationer for at knægte diverse rettigheder, er han tilstrækkelig intelligent det samme er Khamenei til at forstå, at hans kritik tillige rammer hans eget land.

15 I 2009 valgte iranerne den reformvenlige Moussavi til stor irritation for den religiøse elite, som tog valgsejren fra ham. Millioner gik på gaden og protestede mod valgsvindlen og blev slået totalt i smadder af revolutionsgarden. They Killed My Bro Koz He Asked Where is My Vote, står der på den unge kvindes skilt. Foto Hamed Zaber, under wikimedias licensaftale. Vesten, det regerende mindretal Heldigvis er hverken Iran eller Rusland ikke en stormagter

16 (hvad kan Putin bruge sine atomvåben til?), og USA er ikke længere dominerende, men en vigtig magt blandt lige magter, som Fareed Zakaria har formuleret det i et interview med Clement Kjersgaard. Vesten kan ikke længere obstruere verdens gang, og hvis vi vil forhindre Kina eller andre magter i egenrådigt at bestemme verdens gang eller blot drømme om det så er samarbejde også i vores langsigtede interesse. Det kommer til at koste indflydelse, men på lang sigt vil det være en sejr for alle verdens befolkninger. Og hvem andre end de vestlige demokratiske lande har mere erfaring med produktive kompromiser? Hvorfor skulle et demokratiseret internationalt samarbejde ikke kunne fungere? Jeg har været inde på den skæve fordeling i FNs Sikkerhedsråd, men urimelighederne stopper ikke der. Vestens 12% har 50% af stemmerne i henholdsvis Valutafonden og Verdensbanken, hvor lederne ydermere altid udgøres af europæere og amerikanere. Hvis man forsøger, at sætte sig i andre ikke-vestlige nationers sted, er det ikke mærkeligt, at der er lande, der forfalder til anti-amerikanisk og anti-vestlig retorik og endog opruster mod vesten. Mahbubani fortsætter hudfletningen af vestens anti- demokratisme i en knivskarp analyse den 11/9 i Financial Times: The G20 website boasts that its 20 members represent almost 90 per cent of the world s gross domestic product and 65 per cent of the world s population. At the end of the meeting, 10 G20 countries representing 12 per cent of the world s population supported the American call for action [in Syria]. The maths is clear: 50 per cent of the world s citizens, a vast majority of the G20 population, did not support the US. Tre gange 7 til den evige fred Mahbubani kan mere end kritisere. Han har været i diplomatiet i 33 år, og har et forslag til en reform af FNs Sikkerhedsråd, hvor kun England og Frankrig bliver egentlige tabere.

17 Detaljerne i forslaget kan læses i The Great Convergence. Der er ikke tale om det ideelle, men om noget, der måske ikke er helt umuligt, og jeg vil her til en afslutning blot viderebringe en grov skitse af forslaget. Sikkerhedsrådet skal bestå af 7 permanente medlemmer: EU, USA, Kina, Indien, Rusland, Brasilien og Nigeria. 7 halvpermanente medlemmer, mere præcist en gruppe på omkring 28 lande, der konkurrerer om ansvaret. Det drejer sig om f.eks. Pakistan, der helt klart vil føle sig stødt over Indiens plads, Argentina og Mexico, der vil være fornærmede over Brasiliens plads og selvfølgelig Sydafrika, men også lande som Japan, Vietnam, Tyrkiet, Colombia, samt de store europæiske nationer, endskønt de er permanent repræsenterede via EU, vil være at finde i den gruppe. Det er lande, som alle har en tilstrækkelig størrelse til at kunne betale deres kontingent og stille med tropper og anden assistance til verdens brændpunkter. Endelig 7 lande, der vælges blandt resten af verdens småstater på samme måde som rådets nuværende 10 ikkepermanente pladser. Med et sådant Sikkerhedsråd får vi en bedre demokratisk fordeling af mandaterne og dermed større legitimitet, og hver region er permanent repræsenteret, hvilket burde stabilisere geopolitikken. De mellemstore lande skal ikke konkurrere med helt så mange for at få indflydelse, og de kommer oftere til fadet. Fordelen for de mindste nationer er, at de slipper for at konkurrere med de mellemstore. Europas kriseramte befolkninger må besinde sig, og indse at en fredelig udvikling er afhængig af en fair fordeling af goder og størstedelen af verdens befolkning har ikke råd til pensioner og årlige ferierejser, de har ikke fri adgang til hospitaler og de er ikke beskyttede mod arbejdsløshed. Som Mahbunani skriver i Why We especially the West Need the UN Development System, er den bedste beskyttelse af mindretal et lovbaseret styre. Derfor må vesten leve op til egne idealer om demokrati; hvert individ en stemme.

18 I en global økonomi, må der være lige adgang for alle også dem, der lige nu kan lave flere ting billigere end os. Mange europæere og amerikanere tror, at statslige subsidier er vejen ud af krisen, men det er en blind vej. Hvis vi fortsætter ad den, er det ikke en selvfølge, at vi i fremtiden bliver inviteret med, når ikke hvis Asiens økonomier vokser sig større end vores. Det kan lige så vel hænde, at resten behandler os, som vesten har behandlet dem. Griber vi chancen altså alle verdens nationer krænger os ud af gamle geopolitiske paradigmer og koldkrigsmentalitet, så kan konflikten i Syrien afstedkomme en verden forandret for altid. Vi kan komme nærmere de Forenede Nationers grundlæggende formål: En fredelig verden. Dump og Forsvind! Af højskolelærer Kenneth Degnbol Adgangsbillet til samfundet Et af efteråret politiske spørgsmål bliver reformen af erhvervsuddannelser. Uddannelserne har gennem længere tid oplevet færre og færre ansøgere og større og større frafald. Det er ikke prestigefyldt at gå på erhvervsuddannelse. Deres status trænger til en rehabilitering. Et tema, som murer og socialdemokrat Mattias Tesfaye iøvrigt debatterer i den aktuelle bog Kloge Hænder om misforholdet mellem anerkendelsen af de erhvervuddannede og akademikerne. Fra mediebilledet at dømme ser det ud til, at der er konsensus om adgangskrav på erhversuddannelserne. Helle Thorning og Lars Løkke, Dansk Industri og LO er blandt dem, der er kommet med

19 forslag om adgangsbegrænsning. Og det er vel en god ide. Flere andre uddannelser har sat kunstige begrænsninger op ikke for at sortere i et for stort ansøgerfelt, men for at sikre et vist niveau hos de studerende. Men hvad så med de mennesker, der ikke kan kvalificerer sig til nogen uddannelse overhovedet? Det er det oplagte spørgsmål, det efterlader sig. Det er den paradoksale situation. Uddannelse er vores billet til samfundet. Ingen vej udenom. Alle skal igennem. Eller i hvert fald de fleste ifølge målsætningen om de 95 procent unge med ungdomsuddannelse i 2015, som regeringen styrer efter. Og samtidig konkurrerer alle uddannelser om ikke at blive bundskraberen, den der tager de sidste, stedet hvor alle garanteres den billet til samfundet, der reelt bliver en fribillet. Indfører erhvervsuddannelser adgangsbegrænsning rykker problemet vel bare videre. En ny skole må blive billetkontoret, der udlover fribilletter. Arbejdet som indgang til samfundet Måske bør vi udfordre den tanke, at vil har gjort uddannelserne til selve adgangsbilletten til samfundet. Det er formentlig svært i et land, der bryster sig af et højt uddannelsesniveau, Grundtvigs eget land, hvor vi lærer for hele livet, og hvor mange af os fylder uddannelse på uddannelse i en grad, der i den forgangne uge fik en Ph.d. til at kalde os for uddannelsesbulimikere: Nogle af os fylder mere på end vi kan rumme i en næsten sygelig grad. Uddannelser er en del af rettighedstænkningen; jeg har ret til en uddannelse. Og når samfundet samtidig ønsker flest mulig uddannede borgere, bliver det et ensrettet stormløb mod et bolværk, der får svært ved at sortere, sætte niveau, stille krav. Og gavner det i virkeligheden det overordnede uddannelsesniveau? Formentlig ikke, hvis man f.eks. spørger de universitetslektorer, der hvert år ved denne tid ømmer sig over de nyoptagne på deres fakulteter, der ser sig selv som

20 elever fremfor studerende. I stedet for uddannelser kunne vi tale om arbejdet som indgangen til samfundet. Ikke i form af at have et arbejde, som i sig selv er prestigefyldt og som derfor bliver en ny grænse for de af samfundet inkluderede og ekskluderede. Men selve det at arbejde, at være arbejdende. Arbejde som både en rettighed og en pligt for at fremelske det solidariske ved siden af det selvrealiserende, som vores samfund har brug for. Men hvad med antallet af arbejdspladser? Vi italesætter arbejdet på en bestemt måde. Der er et antal arbejdspladser, vi kan politisk gøre noget for at forøge antallet, og man kan erhverve sig en, hvis man er dygtig og ellers må man motiveres, uddannes, tvinges til flere ansøgninger og logbøger om ugen til man til sidst klemmes ind på sidste mandat. I stedet kunne vi tale om arbejde med en større selvfølge. Vi arbejder, fordi vi tilhører et samfund. Ligesom vi understøtter hinanden økonomisk med velfærdssamfundet fordeling af midlerne, burde vi vel også alle understøtte samfundet ved at arbejde. Og kan man ikke arbejde for en privat arbejdsgiver, så arbejder man direkte for samfundet, ung og gammel, uddannet eller uuddannet. Det er vel og mærke ikke ment som en noget-for-noget-retorik: Du må arbejde for understøttelsen. Men ment langt mere fundamentalt som det at rammesætte værdige rammer for det at være menneske i et samfund. Et samfund hvor alle har adgang, hvor der er stor forskel på med hvilket man bidrager, men ikke om man bidrager. Nogle vil ikke kunne arbejde med det, de er uddannede til, men bevares, det er vi mange, der ikke gør i forvejen. Den nuværende arbejdsløse vil arbejde et antal timer, der svarer til dagpengene eller understøttelsen i en offentligt bestemt funktion. Måske gør pensionisten det samme i det omfang, vedkommende kan. Det sædvanlige modargument vil være, at det vil tage arbejde fra andre og dermed bliver mere arbejde offentligt besørget og det vil blive samfundsmæssigt dyrere. Jeg er ikke ude i instrumentelle løsninger på de helt

21 naturlige problemstillinger, men ude efter at vi lader de problemers økonomisk-rationelle logik bliver bestemmende for, hvordan vi taler om hele arbejdsløshedsproblemet. Der er meget andet på spil. Hele samfundsdeltagelsen, værdigheden og den samfundssolidaritet, som efterspørges alle steder; den automatiske udelukkelse af samfundet som diskussionen om optagelseskrav på erhvervsskolerne kommer til at handle om for de unge og som går videre i arbejdslivet. Og måske skal der ikke være plads til alle på skolerne. Men der er nødt til at være plads til alle i samfundet og adgangen hertil bør være selve det at være arbejdende i samfundet. At være arbejdende Den tysk-amerikanske psykolog Eric Fromm skelner mellem at være eller at have (titlen på bogen fra 1976). Det sidste kendetegner det moderne samfund. Vi har en masse: uddannelser og jobs, men også sygdomme, børn, karrierer, et CV. Vi gør os til samlere. Dem der har en masse. Og dermed eksternaliserer vi dele af det, vi er. Det udgør et værditab i forhold til det at forstå sig selv som værende rask/syg, smed eller professor, gift, forælder osv. Det vi tidligere slet og ret var, så vi endda skrev arbejdstitlerne på gravstenen: højskolelærer Degnbol I den forstand kunne vi italesætte os selv som arbejdende borgere i lige så høj og almen grad som skattepligtige borgere. Som det, der hører med som en selvfølge til det at være menneske og samfund. Som internaliseret vilkår i stedet for en samling titler på et CV eller for andre mangel på samme. Den frie politiske borger Filosoffen Hannah Arendt taler om det aktive liv med tre udtryksformer (Menneskets Vilkår, 1958): 1. Arbejdet, der knytter sig til livsopretholdelse, skaffe føde og midler til overlevelse, føde og underholde børn. 2. Fremstillingen, hvor

22 vi skaber nye ting, teknologier, kunst, det der bliver til en merværdi. Og endelig 3. Handlingen, der består i den frie kommunikation mellem individer, udveksling af synspunkter og samliv løsrevet fra kampen for overlevelse; aktivitet mellem mennesker for dets egen skyld. Hendes ideal er den græske polis, hvor frie mænd, var frie, fordi slaverne gjorde arbejdet, og derfor kunne de politiske handlinger møntes på samfundets anliggender helt adskilt fra individets anliggender. Hun definerer forskellen på den græske polis og det moderne samfund således, at polis var funderet i frihed, mens det moderne samfund er funderet i nødvendighed. Af de tre udtryksformer for det aktive liv har vi i dag en stor vægtlægning på arbejdet; altså den nødvendige livsopretholdelse. Derfor kommer den moderne politik kun til at handle om fordeling af midler. Og derfor er den moderne politik principielt umuliggjort. Det er svært at skabe ordenlyd for anliggender, der ikke handler om det, der er til individers bedste, fordi vi ikke ytrer os som frie borgere i den forstand som gælder for det aktive livs tredje udtryksform, Handlingen. Analysen trænger dybt. Og den kan virke svær at handle på, for den græske polis er en fjern virkelighed. Men Arendt åbner døren for, at vi netop kan skabe den for det politiskes nødvendige frihed, når vi indgår i forbindelser med hinanden, der kun har aktiviteten selv som formål. I et samfund hvor vi arbejdede, fordi det er naturligt, når man indgår i samfund, vil vi sætte os i forbindelse med hinanden på en ny måde. Ikke på en arbejdsplads som erhvervet ejendom, der sikrer mig billet på første parket og råd til et større hus, bil og båd end dem uden arbejde, men i arbejde som et delt vilkår for det at være til og som en solidarisk implikation af det at være i samfund med hinanden. Og når det er et delt vilkår for os alle, vil arbejdets aspekt som en livsopretholdende kamp for at have et arbejde, forhåbentlig nedtones til fordel for blot og bart det at leve med hinanden

23 og arbejde for aktivitetens egen skyld: Der skiftes støttestrømper i hjemmeplejen simpelthen fordi, det skal gøre primær handling. Og det forhold kommer før diskussionen om, hvem der gør det og med hvilken uddannelse og til hvilken løn sekundær arbejdsdiskussion (det kursiverede henviser til Arendts termer). Solidaritet i det selvrealiserende projekt Det senmoderne individ, der søger at være et autentisk udtryk for sin identitet, vil formentlig fortsat se arbejdet som et sted for selvrealisering. Her vil uddannelse og evnen til at forvalte den selvfølgelig spille ind på muligheden for at arbejde med det, han er uddannet til, ligesom det vil betyde noget for løn og arbejdsvilkår. Arbejdet vil i nogle tilfælde være prestigebærende, andet vil være det i mindre grad. Nogle vil arbejde sig frem til prestigen gennem uddannelser og karakterer, andre vil finde andre veje i et mere komplekst billede af, hvad det vil sige at være kompetent. Men i det mindste vil vi ikke sætte barrierer op for selve samfundsdeltagelsen. Om man ikke kunne komme ind på erhvervsuddannelsen, når optagelseskravene kommer fra efteråret eller ikke kunne kvalificere sig til et bestemt arbejde gennem jobsamtalerne, så ville vi i alt væsen være aktive samfundsborgere, der med både ret og pligt var arbejdende til gavn for værdigheden, solidariteten og forhåbentlig hele den politiske deltagelse.

24 Konkurrencesamfundets vildfarelse Af Jonas Møller, Silkeborg Højskole Iben Schmidt Jensens overvejelser fortæller os noget om, i hvor høj grad vores tanker om skole, dannelse, uddannelse og arbejde risikerer at blive overtaget af konkurrencesamfundets logik. Når man som ungt menneske, der står overfor at skulle vælge uddannelse, føler, at man befinder sig i et kapløb med sig selv, og under uddannelsen deltager i et kapløb med de andre studerende, er det et udtryk for, at vi som samfund er ved at løbe løbsk. I iveren efter ikke at sakke bagud, med ambitionen om at blive verdens bedste i det globale kapløb, løber vi tankeløst og kompetencedopede derudaf uden at se os omkring eller tilbage. Og uden at nogen, tør spørge om, hvor vi er på vej hen; og da slet ikke om, hvor vi gerne VIL hen. Det eneste mål, der formuleres er, at du skal gå i skole for at få en uddannelse for at få et arbejde for at forbedre den danske konkurrenceevne for at sikre forsat vækst og velfærd fordi Ja, hvorfor egentlig? Hvad er egentlig formålet med vækst og velfærd; hvad vil vi med vores samfund i fremtiden. Det diskuterer vi ikke i tilstrækkelig grad. Og det er os alle sammen, der ikke diskuterer det: Politikerne gør ikke, medierne gør ikke og en almindelige befolkning gør ikke. Derfor er det her, indignationen har sin plads. Lad os i det mindste spørge os selv om, det er den manglende vilje og tid til at diskutere, hvad det egentlig er, vi vil med vores liv og vores fælles verden, vi skal oprøres over. Olof Palme sagde, at politik er at VILLE. Og vi har brug for indignerede politikere og borgere, der VIL noget og nogen gange tør sige fra, sige at vi vil noget andet end at følge den slagne vej. Politik og indignation hænger uløseligt sammen.

25 Og heldigvis er der i mindst et tilfælde en politiker, der har sat tempoet ned for at overveje Danmarks kurs. Jeg citerer fra en artikel skrevet af en dansk politiker i dette forår: Udfordringerne for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod. Det vil underminere de kvaliteter, der har bragt Danmark til et rigt og meget lige samfund, hvor der har været plads til livslang læring og dermed er skabt eliter på alle niveauer, en stærk ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed og veludviklet social solidaritet, flade hierarkier, gensidig tillid og tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser. Danmark behøver ikke at være en konkurrencestat, hvor borgerens retssikkerhed erstattes af en sagsbehandlers vurdering af ret og rimelighed og vejen til nyttiggørelse af den enkelte i konkurrence med de andre nyttige på et effektivt arbejdsmarked. Der er brug for, at meninger brydes. Hvis vi som et folk skal komme frem til det fælles bedste og dermed til et fællesskab, hvor vi hver især er forpligtet, så må meninger brydes, så må uenighederne frem og argumenterne fremmes på grundlag af oplysning. Folkeoplysningen skal inspirere og insisterer på at sætte eksistentielle problemer til debat. Folkeoplysningen er ansvarlig for at stå på sin arv og på ved hver en lejlighed at fremme den almene dannelse til borger og medborger, der diskuterer, hvad der er til fælles bedste og skaber rum til frihed og åndsfrihed igennem kappestriden i dialogen og refleksionen. Vi slår os sammen om denne udfordring, ikke for at vinde striden, men for gennem striden at komme nærmere vores demokratiske forpligtelse at diskutere grundenigheder for det fælles bedste. Ordene er Marianne Jelveds, radikal kulturminister og minister for højskolerne. Jeg er taknemmelig over at have en minister,

26 der tør sige, at den kurs vi har lagt, er forfejlet, når den i for høj grad lægges ud fra egeninteresser og nyttebetragtninger, og dermed glemmer alt det, vi ikke kan måle og veje og gøre op i en faktura. Alt det, der gør en forskel og sikrer, at vi ikke forfalder til tankeløshed og ligegyldighed. Om et øjeblik overlader vi scenen til Det Radikale Venstre, og bolden er hermed givet op til at følge kulturministerens råd om med mod, evner og indignation at engagere sig fuldt ud i diskussionen om det fælles bedste. Både i det Radikale Venstre, i resten af folketinget og der hvor vi færdes til dagligt. Men i disse dage i særdeleshed her på folkemødet. Hvis ikke vi er stand til at føre og insistere på den oplysende samtale her på Bornholm i disse oplivende rammer, er der for alvor grund til at blive indigneret. Hav et godt folkemøde! Efterskrift: De Radikale greb ikke rigtigt den bold, der blev spillet til dem. De hørte faktisk slet ikke talen, da de stod omme bag scenen og snakkede, mens de ventede på, at det blev deres tur. Og så gik Martin Lidegaard på og varmede op til, at Margrethe Vestager skulle holde sin TV2-News dækkede partiledertale for den danske befolkning. Han måtte dog lettere befippet padle i nogle minutter, mens vi på Folkemødet ventede på, at TV2News var færdig med reklamerne, så Vestager kunne komme på skærmen. Efter talen blev der så afholdt et ipod-battle mellem de Radikales Morten Østergaard og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

27 I kapløb med mig selv af Iben Schmidt Jensen. Studerer geografi på Københavns Universitet. Tidligere elev på Silkeborg Højskole. I foråret 2010 tog jeg på Silkeborg Højskole. Ligesom mange andre valgte jeg at tage på højskole efter at have gået på gymnasiet. Jeg tog på højskole i mit såkaldte sabbatår og jeg havde mange forventninger til mit ophold. Jeg havde forventninger til at blive en del af et fællesskab udover det sædvanlige. Men udover det, håbede jeg også på, at jeg i løbet af mit højskoleforløb ville finde ud af, hvilken uddannelse jeg skulle tage. Altså hvad jeg skulle lave efter mit sabbatår var afsluttet. Måske var det for stor en ambition at ville løse gåden om hvad man nu skal på et halvt år, når man ikke er mere end år og i virkeligheden ikke har megen idé om, hvilke muligheder verden byder på. Og det var heller ikke så nemt endda. Jeg ville gerne bruge mit højskoleophold til at finde ud af, hvad jeg syntes var spændende og hvad jeg brændte for. Derfor holdt de spørgsmål, jeg stillede mig op med at handle om hvad jeg skulle lave, og jeg spurgte mere om hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være; og det uanset, om jeg så skulle begynde at læse til lærer eller dyrlæge, økonomi eller miljøteknologi. Den 15. marts 2010 kom nærmere, og snakken ved højskolens langborde begyndte at handle om noget andet, end den plejede. Ansøgningsfristen for at søge ind på uddannelsernes kvote 2 nærmede sig og højskolens dagligstue, der plejede at være fyldt med elever, som spillede brætspil, læste avis og diskuterede, var pludselig fyldt med elever, der kiggede i uddannelsesmagasiner, læste avisernes uddannelsessektioner og snakkede om ansøgningsfrister og adgangskrav. Vi blev alle sammen grebet af det, der nærmest var et kapløb med os selv: hvad var den rigtige og den bedste uddannelse.

28 Spørgsmålene om, hvad man brændte for, og hvem man gerne ville være, blev overskygget af et pres om vælge en uddannelse her og nu. Det blev et kapløb med vores egne idéer om de krav, samfundet stiller til et ungt menneske, der skal til at tage en videregående uddannelse. Det er de krav, der handler om, at man skal tage den bedste og den rigtige uddannelse. For det skal være den rigtige uddannelse ikke bare for dig, men også for samfundet. Og så skal det også helst være den rigtige uddannelse om 10 år og passe ind i det fremtidige arbejdsmarkeds udbud og efterspørgsel. Solskin og blå himmel. Med Højskolerne til Folkemøde på Bornholm Karrieredag Jeg valgte at begynde på en uddannelse efter højskoleopholdet var afsluttet. Det er tre år siden, og forleden var der

29 arrangeret en netværks- og karrieredag på mit studie. En masse forskellige virksomheder havde indtaget vores indgangshal og havde stillet plakater og bannere op. Vi skulle alle sammen netværke. Håbet var at komme i snak med en spændende, fremtidig arbejdsplads. Arrangørerne af denne netværks- og karrieredag, havde på dagen stillet følgende spørgsmål til de studerende: Hvad betyder mest for dig i dit kommende arbejdsliv?. De muligheder som man kunne vælge, var: Høj løn Høj fleksibilitet i forbindelse med arbejdstider Frynsegoder og firmabil Et rart arbejdsmiljø Mulighed for at avancere Den kategori der var mest populær, var den der handlede om et godt arbejdsmiljø. Det opfatter jeg, som et positivt tegn på, at fællesskabet på de fremtidens arbejdspladser er noget af det, der betyder mest for de studerende og noget, der betyder mere end fed firmabil og mulighed for at avancere i sit job. Bemærkelsesværdigt nok, var kategorier som handlede om: det ikke muligt at vælge At man bliver udfordret i sit arbejde At man har et ansvar i sit arbejde At man gør en forskel med det arbejde man udfører en forskel i relation til det samfund som man er en del af, og den verden man lever i. De muligheder, man kunne vælge, rakte ikke meget udover en selv og ens egeninteresser. Det kapløb, vi på højskolen havde med os selv om at vælge den bedste og rigtige uddannelse, havde nu udviklet sig til et kapløb med alle de andre om, at man skulle kunne score det bedste studiejob, for så at kunne opbygge det bedste cv, for så senere at kunne score det bedste

30 job ude på det rigtige arbejdsmarked. Selvfølgelig skal man vælge den rigtige og den bedste uddannelse. Og jeg er her på den rigtige og bedste uddannelse. Og jeg er glad for det på rigtig mange måder med alt det som studiet tilbyder: God undervisning, fordybelse, venskaber, det er gratis, der er SU og jeg kan bo på kollegium. Men hvad med de andre Men jeg synes også, at jeg befinder mig på et studie, hvor det ikke handler om hvordan kan jeg bidrage og gøre en forskel med min uddannelse. Snarere handler det om, hvordan jeg opnår den bedste karriere, og hvordan jeg bedst sammensætter mit studie, så jeg er bedre stillet i konkurrencen med alle de andre, når vi engang skal ud og søge job. Nok er det vigtigt med et godt arbejdsmiljø, men det er åbenbart også vigtigt, at man spidser albuerne og holder sig selv forrest i feltet. Det er altså ikke en selvfølge, at uddannelse og arbejde bør række ud over en selv og tage hensyn til andre det bliver jeg indigneret over. Måske er det blevet en kliché at sige, at man vil gøre en forskel. Desværre. For det at gøre forskellen er bestemt ikke en kliché, har aldrig været det, og bliver det heller ikke. Jeg håber, at jeg bliver i stand til at sætte mig udover det CV-kapløb, vi har gang i og kommer til at gøre en forskel med det, jeg laver også for de andre.

31 Indignation foragelse eller billig Ordet indignation kommer af latin, indignus, der betyder uværdigt. Vi harmes og oprøres over det, der forekommer os uværdigt. Denne harme åbner ifølge tænkeren K. E. Løgstrup for en dybere forståelse af vores livsvilkår og ægger til handling. Men hvad med lille Danmark: har vi kun forargelsen tilbage, kan vi ikke få øje på det uværdige det, der skal laves om? Teksten her er første af en serie på 3 fra årets folkemøde på Bornholm. Jonas Møller, Silkeborg Højskole fra folkemødets talerstol. Velkommen til de første 15 minutters talerstolen på dette års folkemøde. højskole her på Folkehøjskolerne i Danmark leverer igen i år opvarmningen for de politiske partier her fra talerstolen, men udover det er højskolerne også leverandør af det danske folk i form af mere end 200 nuværende og tidligere højskolelever, et folkekøkken med god mad til billige penge og sidst men ikke mindst: fællessang! Vi skal derfor starte med at synge nr. 162 i højskolesangbogen Den danske sang er en ung blond pige, som du her kan høre med DR pigekoret. Indignation eller billig forargelse? I 2010 skrev den tidligere modstandsmand og FN-diplomat, franskmanden Stephane Hessel, en pamflet, som ganske uventet blev en bestseller. I denne opfordrer den 93-årige Hessel nutidens ungdom til at blive indigneret, at finde noget at oprøres over, noget der vækker vores engagement, så vi ikke forfalder til den største fare af alle: ligegyldigheden. Hessels opfordring synes i høj grad at være relevant på dette

32 års folkemøde, hvor formålet er at give den politiske samtale og det politiske engagement nyt liv og dermed at komme ligegyldigheden til livs. Ordet indignation kommer fra det latinske indignus, der betyder uværdigt. Det at være indigneret handler altså om, at vi harmes eller oprøres over noget, der forekommer os uværdigt. Indignationen som fænomen kendetegnes ifølge den danske tænker K.E. Løgstrup ved, at den åbner op for en dybere forståelse af vores livsvilkår. Vi erkender i og med den negative følelse, at der er noget i tilværelsen, der bærer en værdighed, er kostbart og må beskyttes. Den ægte indignation rækker således udover én selv og medfører engagement; handling og holdning.

33 Jonas Møller fra Silkeborg Højskole på talerstolen til dette års folkemøde på Bornholm (2013), hvor han (mellem linjerne) udtrykker harme over danske politikeres billige forargelse. Hessels opråb faldt sammen med og manifesterede en ungdoms indignation og oprør over uværdige politiske, økonomiske og sociale forhold i Mellemøsten og i Nordafrika i forbindelse med det såkaldte arabiske forår. Og i disse dage er det den tyrkiske ungdom, der har fået nok og udtrykker deres vrede med

34 modstand mod et kvælende statsapparat. Der er nok at være indigneret over i verden. Men hvad med i lille Danmark. Har vi grund til at føle os indignerede? Har vi det i grunden ikke godt nok? Når man lytter til politikerne er det sjældent indignation, der lyser ud af dem. Danske politikere og danske borgere udtrykker langt oftere deres forargelse. Og der er da også nok at være forarget over. Jeg er fx dybt forarget over vores fodboldlandshold for tiden. Og i løbet af foråret var vi rigtig mange, der var dybt forargede over den danske gymnasieungdoms skandaløse opførsel i Prag. Men forskellen mellem forargelse og indignation er, at forargelsen sjældent vækker til engagement. Forargelsen udtrykkes oftest: Det er da for galt! NOGEN må gøre noget! DBU må fyre Morten Olsen! Forældrene må opdrage deres møgunger! Eller sagt på en anden måde: Det koster ingenting at være forarget. Hverken for os almindelige danskere siddende foran fladskærmen og godaften Danmark, eller for politikerne foran rullende kameraer. Forargelsen er billig, mens indignationen kan have store personlige omkostninger. Stephane Hessels bog bærer direkte oversat titlen: Indigner jer! men fik på dansk den mere mundrette titel: Gør Oprør! Jeg hverken håber eller tror, at vi i Danmark står foran oprør af den type, som vi har set ungdommen starte andre steder i verden. Men spørgsmålet er, om vi unge slet ikke evner eller gider at blive indigneret og at engagere os i det samfund, vi er en del af. Kan vi ikke få øje på det uværdige? Det spørgsmål har jeg svært ved at svare på, så i stedet har jeg stillet det til Iben Schmidt Jensen, som er tidligere elev på Silkeborg Højskole. Iben har selvklart ordene næste gang vidanserforlidt.dk blogger.