Grønland midnatssolens land 10 dage i Diskobugten

Transkript

1 Grønland midnatssolens land 10 dage i Diskobugten af Lotte Nielsen oktober 2010 Grønland er et stort og smukt land med små og søde mennesker med smilende øjne og varm lød i huden, skabt af sol og sne. Et smukt, stærkt og stille land med store kræfter, store sten og store isbjerge, men også små fugle og små fine blomster. Der er en styrke og en sårbarhed. Styrke i naturen, i isen og i bjergene, men sårbarhed i vandet, der kan forurenes, fisk, der kan optage tungmetaller, mos, der kan blive trådt på og slidt af eller dækket af affald, der smides uden hensyn. Affald, der ikke genbruges. Glas, der bliver brændt i stedet for at blive smeltet om. Glaspustere kunne smelte glasset og puste fine nye glas eller man kunne lave nye ølflasker til tørstige fiskere. Sociale problemer? Jeg ser dem ikke, hører kun om dem. Jeg ser glade mennesker, familier, der snakker sammen, børn der leger, teenagere med affarvet hår og smart tøj, generte, men tilsyneladende velfungerende. Jeg er i Ilulissat, Grønlands tredjestørste by, der ligger i læ af Diskoøen på vestkysten, ca. 1/3 oppe fra sydspidsen af Grønland. Hjemsted for Royal Greenland bl.a., mange gode fangstmuligheder, god økonomi og med en historie, der rækker flere tusind år tilbage. Lørdag d. 19. juni 2010 ankommer jeg til det lyseblå vandrerhjem, sulten, tørstig og træt efter en lang rejse og flyvesyge. Køber noget mad i det store supermarked, der hedder Pissifik (det lille hedder Pilarsuisoq ), sludrer lidt med de andre gæster og går en aftentur for at se på byen og ikke mindst de mange små isbjerge, der driver forbi i bugten. Jeg passerer en stor svenskrød bygning, sygehuset, som ligger i 1. parket til den flotte udsigt, en fin lille sorte kirke med en flok røde kajakker foran og går op ad en stejl trappe over klipperne, hvor to kvinder leger med nogle hundehvalpe. Kvinderne viser sig at være danske turister som jeg selv, og hvalpene er meget legesyge og kælne, ca. 6 uger gamle, gætter vi. Efter en bunke billeder går jeg videre til Hotel Icefjord, køber et glas rødvin i den tomme bar/restaurant og sætter mig ud på terrassen med havudsigt, her er også støvsuget for mennesker. Det er ganske vist skyet og køligt, men senere går det op for mig, at alle gæsterne er væk, fordi der er happy hour på et af de andre hoteller kl Søndag eftermiddag er jeg på vandretur langs isfjorden med to guider, Aviaja og Mads, samt to andre danske turister. Hele isfjorden har Unesco udnævnt til Verdenskulturarv, og for at beskytte området er der bygget gangbroer af træ hele vejen fra asfaltvejen gennem et mosbegroet og delvist sumpet område ned til Kællingekløften tæt på fjorden, hvorfra man kan gå på klipperne resten af vejen.

2 Myggene er aggressive, når vi gør holdt for at lytte til guiderne og nyde det spektakulære syn af den hvide isfjord, der breder sig for øjnene af os. Aviaja fortæller, at i gamle dage kunne de ældste i flokken i trange tider finde på at kaste sig i døden i Kællingekløften for ikke at ligge flokken til last. De to andre turister følger med Aviaja tilbage, og Mads og jeg fortsætter langs isfjorden, vi kommer hele tiden tættere på, og efter et par timer møder vi en elv, der løber ned ad klipperne og ud i en lille bugt, hvor man kan gå helt hen til vandkanten og nyde de fine formationer af små bitte isbjerge, der lige så langsomt smelter i det stille vand. Solen brager ned, himlen er blå, og det dufter af hav og sne. Eneste minus er myggene, der i stort tal angriber os, da vi sætter os højt oppe på klippen over elven med madpakkerne. Af og til får et vindpust dem til at forsvinde, men de kommer hurtigt tilbage. Dagen efter tæller jeg 30 stik på den ene albue og ikke færre på de fødder, jeg tog ud af støvlerne for at dampe af under frokostpausen. Heldigvis klør de ikke så voldsomt. Efter pausen går vi tilbage mod byen gennem en stor kløft, der ligger i behagelig skygge. Til sidst går vi gennem et område med hunde, der er bundet, inden vi bliver hentet af Mads kollega i bil. Det er trist at se, at hundene står bundet hele sommeren, det ser ikke ud til, de får noget motion, og flere gange oplever jeg et hylekor over store afstande. Kun hvalpene løber frit, og de virker til gengæld glade og ubekymrede. Festdagen Mandag d. 21. juni er det nationaldag og étårs-dag for Grønlands Selvstyre. Inde i byen ved Knud Rasmussens hus danser glade nationaldragter folkedans til tonerne af en synthesizer med rytmeboks. En kvinde og en mand i festtøj flænser en sæl på en stor sten ved vandet foran den sorte Zionskirke. Isbjergene flyder tæt på og er vidner til festen. Sælens friske lever skæres op og fordeles til dem, der vil smage det skulle være en stor delikatesse. En lille grønlandsk pige på ca. fem år og hendes mor nærmer sig nysgerrigt sælen efter den er flænset, og der kun er skind og snude tilbage. Pigen trækker forsigtigt i dens knurhår. Om eftermiddagen er der folkefest ude i fjeldet, hvor tre unge fyre danser breakdance, og et rockband fra musikskolen spiller, mens familier og grupper af unge og ældre griller, spiser og drikker sodavand rundt om på stenene. Det er varmt, ca. 20 grader, og jeg må alligevel tage lange uldne uldbukser på under tøjet, fordi jeg skal på midnatssejlads, men først skal jeg spise middag med Peter, som jeg mødte i lufthavnen i Sdr. Strømfjord. Han er ca. 60 år og arbejder med statistik for DPU, han kommer jævnligt til Grønland, men bor i Værløse og kommer fra den lille ø Albuen ved Lolland. Hyggelig fætter, der ved meget om mange ting. Vi går over til hans hotel, det danskejede Hotel Arctic, som ligger midt mellem lufthavnen og byen Ilulissat, højt hævet over havnen, der er fuld af liv hele dagen. Der er en masse private joller med påhængsmotor og større og mindre kuttere, af og til kæmpe fragtskibe med containere indeholdende fornødenheder som øl og sodavand fra Danmark. En kæmpe kran løfter containere op på kajen én ad gangen, og det store varehus bliver fyldt op på ny. Vi indtager den lækreste middag fra Grønlandsbuffet en, der byder på alskens delikatesser; friske rejer, røget hellefisk, tørret torsk, rensdyr- og moskus-steg, røget lammekød og ikke mindst røget hvalkød. Det er mørkt og tæt som oksekød og lige så rigt på smag, men en helt anden smag. Det smager mere som pattedyr end som fisk, men ikke som noget dyr, jeg kender. Rensdyrsteg er det bedste. Mørkt og mørt, fin smag af vildt, hvilket dyrene jo må siges at være, altså bortset fra dem, der trækker julemandens kane, som i øvrigt er parkeret lige uden for lufthavnen i Ilulissat. Der står også en 20 meter lang hundeslæde, måske verdens største, men det er vist ikke julemandens. Han har en postkasse i Søndre Strømfjord, så renerne får da lidt motion, når den skal tømmes med mindre han tager flyveren med Air Greenland, det tager kun en time. Midnatssejladsen på isfjorden med et fragtskib fører os stadigt tættere på de hvide kæmper, og kameraerne er på overarbejde. Jeg er helt euforisk over at være ude på havet og se de fantastiske formationer så tæt på. Det er skyet, men solen har alligevel magt og giver et fint blåligt lys over isbjergene. Peter skal til at tage et billede af mig, da jeg mærker en arm ved mit ansigt, og den viser sig at tilhøre en mand, der har spottet en hval foran båden. Jeg ser lige ryggen af den, en gråhvid spættet ryg fra en finhval, og så er den væk igen. Min første hval! Jeg går i seng kl. 1 om natten, hvor midnatssolen stadig står på himlen et stykke over horisonten og giver et varmt lys over den stille havn. Snart er den på vej op igen, og jeg tager min sovemaske på for at lukke den ude. 2

3 Diskoøen Onsdag morgen sejler jeg til Diskoøen, det tager fem timer, og jeg kan se flere isbjerge tæt på undervejs, ellers nyder jeg min MP3-afspiller og min bog, Jordens søjler af Ken Follet, som er en god rejsekammerat. På havnen i Godhavn kommer jeg i snak med en sød ældre dame, danske Lilli, som både viser mig vej til vandrerhjemmet og inviterer mig til Sankt Hans aften samme aften. Herligt! Et lille blåt hus ligger lidt oppe på det store fjeld lidt væk fra byen, forbi fodboldbanen og Arktisk Station, hvor forskere fra Københavns Universitet studerer flora og fauna, is og sne. Et blåt hus, jeg har helt for mig selv, med soveværelser, stue, køkken og posetoilet (campingtoilet med en stor pose i tønden, der bindes til og sendes til Chokoladefabrikken, hvorefter indholdet hældes i havet. Ikke den mest miljøvenlige model...) Der er udsigt til bjerget bag huset og til vandet foran med isbjerge og pukkelhvaler, der spiser sig store og tykke. En lille flok danskere, bl.a. sygeplejersker og læger, samt et par lokale grønlændere kommer med et læs paller, som bliver til et fint bål, og vi griller hvalkød, rensdyr og pølser, drikker vin og synger midsommersangen med udsigt til isbjerge og en enkelt hval. Hyggelig aften. Frisk grønt er en sjælden og dyr vare på Grønland. Man dyrker kartofler på sydgrønland, men ikke nok til at bespise alle. Her koster det 24 kr. for en agurk, 33 for en squash. Forståeligt, at det ikke er det, de spiser mest af på disse kanter. Men så er der jo kvan, som vokser vildt i store mængder på Diskoøen. Kvan er en grøn skærmplante med stængler og blade som bladselleri, men en mere bitter smag, især i bladene. Den laver små broccoli-agtige blomster, som også kan spises, men det kræver nok lidt tilvænning. Jeg gør dog forsøget, da jeg serverer stegt havkat-kotelet for Sonja fra Tyskland, som ligger i telt uden for vandrerhjemmet. Hun er kun 20 år og rejser alene rundt i Grønland i tre måneder sej pige! Inden middagen den dag har jeg været rundt på mountainbike og vandret med Sonja, grønlandske Anne fra Aasiaat og hendes datter Nuka på 10 år til et fantastisk landskab med imponerende basaltsøjler i store formationer, friske kilder, mælkebøtter og kvan. På vej hjem ser vi en sort pukkelhval, der boltrer sig længe tæt på land og dykker gang på gang, så vi kan se rygfinnen og halefinnen, men den lader sig ikke gerne fotografere kameraet kan ikke stille skarpt på den. Sonja bruger flere dage på et værksted, hvor de laver smykker og tupilakker af ben, tand og hvalbarder. Hun er i gang med at lave et smykke til sin mor, og da jeg på vandrerhjemmet finder et lille stykke narhvaltand, går jeg også hen til værkstedet og får lov at lave et lille hjertesmykke med lædersnor mit eget minde om Grønland til at tage om halsen. Jeg køber også et halssmykke med en sort hvalhale lavet af hvalbarder. Lilli er en sød ældre dame, som i mange år har været skolelærer på øen, og nu bor hun her hver sommer. Hun inviterer mig på te og hjemmebagte boller i det sødeste lille hus på sydsiden af byen mellem hundeslæder, klipper og andre små fiskerhuse. Det er tæt på Hvaludkiggen ved kysten, hvorfra man kan spotte hvaler. Hun har købt huset for kr. og sat det i stand for , og hun bor fint med toilet, bad og køkken og en lille stue med en seng i et indhak, sofa og spisebord. Lige plads til et par gæster og med plakater med hvaler og blomster på væggen, så hun kan holde styr på den lokale flora og fauna. Efter et par timers god snak tager jeg afsked med Lilli og cykler en tur over på den anden side af Godhavn, hvor en sti fører op i fjeldet mellem grønne buske og den grønlandske nationalblomst, som er lys violet med et fint mønster af mørkere violet. Jeg spiser min madpakke med udsigt over bugten, hvor havnen ligger. Tager hjem og pakker mine ting, kører tilbage til byen, og inden jeg skal med færgen tilbage til Ilulissat kan jeg nå at smage øens specialitet, krabber! Ved vandrerhjemmet i byen er tilknyttet en restaurant, og de serverer den største krabbe med 20 cm lange kødfulde ben og kløer, kogt og med sparsomt tilbehør: en håndfuld kinakål, to tomater, mayonnaise og brød hører med, men ingen citron. Heller ikke et glas hvidvin kan det blive til, kun en flaske, og det er måske lidt voldsomt til en frokost. Men hvor smager krabben godt! Retur til isfjorden Tilbage på vandrerhjemmet i Ilulissat fredag genser jeg Carl og Jørgen fra Viborg, to gamle gubber, som er på ferie sammen. Carl på 82 har som ung sømand været i Grønland, og han svor, at han ville komme tilbage en dag. Den dag var endelig kommet, 60 år senere. Der er også kommet nye gæster til, en ung grønlandsk familie med 3-4 unger, der skaber liv og støj. 3

4 Forældrene er ikke snakkesalige, og faren sover det meste af dagen, mens moren rumsterer i køkkenet. Gad vide, hvad der tvinger dem til at bo her frem for i deres eget hjem? Lørdag tager jeg den gule vandrerute, som starter ved elværket i byens vestlige ende og fjordens munding og går langs fjorden ind i landet. En fin ny trætrappe fører op ad bjerget, og fra toppen er der en flot udsigt tilbage over Ilulissat med de mange små huse i glade farver. Gule pletter på klipperne viser vej, og pludselig åbenbarer det sig: hele isfjorden med de mange, mange hvide blokke. Massive og elegante og smukke på samme tid. Dér er en spids som en alpetop, dér er en stor blok med en fin bue for oven den ligner en hvid hval, der har lagt sig oven på vandet for at få lidt sol. Et andet sted stikker en blok op, der ligner et hus med sadeltag med fine store revner ned ad tagryggen, som et kæmpe rugbrød, der er skåret halvt i skiver, gode, tykke skiver. Ville ønske, jeg kunne følge denne blok og se, når skiverne brækker af og brager i havet sikke et skred, sikke bølger, det vil give. Det er svært at se på afstand, men mon ikke huset er på højde med Rundetårn? Hvor har jeg lyst til at tage en kajak og flyde lidt rundt ved siden af kæmperne, måske gå i land på det flade stykke dér i forgrunden tæt på land. Der er en stilhed og en kraft i dette landskab. Eneste lyde kommer fra den kølige vind, der dufter så godt en blanding af hav, solvarmt mos og græs og duften af sne, den reneste duft, der findes. I Svantes lykkelige dag skriver Benny Andersen: lungerne frådser i luft. I sandhed. Guiden Mads fortalte, at den luft, der bliver frigivet, når isen af sammenpresset sne smelter, er ozon (O3), og det er måske det, der giver den særlige duft. Derude ved mundingen sejler en lille rød kutter. Jeg kan ikke høre motoren, men den tøffer stille foran et stort isbjerg, der har revet sig løs og er på vej ud i det store hav. Her er meget stille, men en lyd, der dukker op ind i mellem, er små pip fra snespurve og en anden lille fugl med flot rustrødt hoved og sorte/hvide tegninger om øjnene. De er søde og giver lidt liv til dette store landskab, der bare ligger for fødderne af mig, og hvor isen flytter sig så langsomt, at man ikke kan se det ca. 15 meter om dagen. Myggene giver også lidt lyd, de vil gerne i nærkontakt, men vinden og pebermynteolien holder dem på afstand. Hvor er de dog indbydende, de store kager af sammenpresset sne, der ligger derude og ligner vaniljeis med flødeskum! Jeg kan se en stor ske for mig, der rækker ind og tager en mundfuld. Tæt på, hvor jeg sidder, har der i stenalderen boet folk i tørvehytter, men kun om sommeren. Om vinteren boede de i sælskindstelte og flyttede sig efter fangstmulighederne. Tørvehytterne havde tag af hvalbarder, som folkene tog af, når de forlod dem, og i løbet af vinteren blev hytterne renset af sol og vind, der blæste gennem dem. Men da missionærerne kom, gav de folk gryn og andet mad, så de kunne blive i hytterne om vinteren, men det var ikke godt i længden, for der blev koldt, fugtigt og klamt i hytterne uden den årlige hovedrengøring og naturlige ventilation. Lidt længere op i fjeldet mod den gamle helikopterlandingsplads sætter jeg mig på en god siddeklippe i stolehøjde med runde former. Jeg kan se hele Diskoøen ude i bugten, jævn og flad på toppen, hvor bræen ligger med sne på året rundt det ligner en stor bradepandekage, der er drysset med flormelis på toppen, og det drysser lidt ned ad siderne. 4

5 Øen er på størrelse med Sjælland, og i vandet mellem mig og øen ligger små klatter isbjerge, som marengstoppe på det gråblå hav, hvor fine lette skyer trækker et slør hen over himlen. Over øen er himlen blå, og man kan se, at solen skinner på sneen derovre. Man kan køre i hundeslæde om sommeren på Diskoøen det må jeg prøve en anden god gang. Midt i alt det hvide, hvor isbjergene pakker sig sammen i fjorden, er der pludselig en sort klat, en klods og noget sort sne det ser ud, som om en stor trold har asket sin cigar ud over det. Mystisk. Farven matcher den mørke klippe i forgrunden, og jeg tænker, at støvet må komme fra en klippe, som isen på et tidspunkt har stødt op til. Lige under vandoverfladen er isen turkis, hvor man kan se den gennem vandet. Jeg får lyst til at tage en dukkert ned til sælerne, men jeg er ikke viking endnu. Der er mos på klipperne, eller en slags lav. Der er grønne, sorte og orange udblomstringer, fine mønstre i flot farvespil. Jeg går op til den gamle heliport og ned mod byen forbi hundepladserne, hvor et par hvide hvalpe løber og leger. Restaurant Marmatut ligger op ad klippesiden på vejen ned mod byen. Den drives af et dansk par fra Lolland/Fyn, og deres tjenende ånd, unge Mia fra Ballerup, serverer for gæsterne, som i dag er kommet for at fejre kokkens 40 års-fødselsdag og restaurantens 5 års-dag med buffet og lagkage. Jeg drikker en øl og sludrer med Mia og opvaskeren, en grønlandsk pige. Tirsdagen før smagte jeg stedets specialiteter, hvor jeg var til middag med min nye ven Peter. Vi fik bl.a. en tallerken med grønlandske tapas: røget hvalkød, røget rensdyr og lammekød, lammepølse, marineret ammassat (meget lille sildeagtig fisk) og bagt havkat. Virkelig lækkert alt sammen og med en grønlandsk Moskusøl til, der var mørk og sød, nærmest karamelagtig. Gammel is og månelandskab Inden min rejse slutter, skal jeg lige nå en tur til indlandsisen. Jeg flyver tilbage til Sdr. Strømfjord og bliver indkvarteret på et vandrerhjem med en flok døve franske unge og deres lærere. I en containerlignende bil kører jeg med en dansk familie fra Nordjylland i to timer gennem et meget øde og bart landskab, mens en gletscher og kanten af indlandsisen kommer til syne. En kæmpe bunke af grus og sten skubbes frem af isen og ligger foran den imponerende kant med hvid is med sort støv på i smukke mønstre. Vi parkerer bilen og går 10 minutter, hopper over et vandløb med smeltevand, og så står vi simpelt hen på indlandsisen. Det må være nogenlunde sådan, det ser ud på Månen: et helt livløst landskab, kun med is iblandet støv i et kuperet terræn med små bakker og bløde formationer. Et lille vandløb med lyseblåt vand løber i zigzag ned mellem to bakker, og jeg smager på vandet helt klart og frisk, selv om det måske er 100 år gammelt. Middagen indtages i en roklub ved en stor sø, hvor en dansk kok har en stor restaurant med grønlandsk mad eller fusion, kan man måske kalde det, fusion af dansk og grønlandsk gastronomi. Jeg sidder ved bord med en lokal familie med en teenagesøn, der bl.a. fortæller, at de i Søndre Strømfjord kun får forsyninger med skib to gange årligt. Sådan noget som chips har en holdbarhed på 6 måneder, men de er som regel en måned gamle, når de ankommer, så enten slipper de op eller bliver for gamle en måned inden næste skib kommer med nye forsyninger. 5

6 Men flyene kommer hele tiden til Søndre Strømfjord, og restauranten har fået fløjet frisk brød op fra Napoli samme dag, som vi indtager buffet en sammen med en masse andre gæster fra ind- og udland. Sikke en fest: rejer, røget hellefisk og laks, hvidvinsdampet ørred mm. som vi kender det fra danske frokostborde, men også hvalcarpaccio (tynde råmarinerede skiver), røget rensdyr, vildtfrikadeller med moskus- /rensdyrkød, rensdyrsteg og moskussteg med tyk brun sovs som vor mormor lavede den, agurkesalat, waldorfsalat og en velsignet grøn salat, jeg ikke har fået siden nationaldagen på Hotel Arctic en uge forinden. Det er kunstfærdigt arrangeret med rødbeder og kinaradiser udskåret som blomster, og det smager forrygende alt sammen. I en rygepause udenfor falder jeg i snak med en indfødt mand, som arbejder for kriminalforsorgen i Søndre Strømfjord. Han er på restauranten sammen med nogle kolleger, og de inviterer mig over til deres bord resten af aftenen, søde og venlige mennesker. Generelt oplever jeg grønlænderne som meget generte, men hvis man nærmer sig forsigtigt, vil de gerne snakke og fortælle om deres liv. Hvordan skal jeg tage afsked med dette fantastiske land? Jeg er lykkelig over, at jeg endelig fik mulighed for at opleve det, og jeg kan ikke vente med at komme tilbage og se mere. Men det bliver ikke foreløbig jeg må nøjes med de mange billeder, jeg har taget, der kan fastholde minderne om et stort, smukt og meget stille land. 6