Danefæ Skatte fra den danske muld

Transkript

1 Danefæ Skatte fra den danske muld Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. Nationalmuseet Gyldendal

2 Skatten fra Munkebo Af Poul Grinder-Hansen Stål og sølv var et makkerpar i 1500-, og 1700-tallets krige. Det var en kær opmuntring for krigerne, at de kunne supplere deres løn med udbytterige plyndringer, når fjenden var vel besejret, og vé den civile, der prøvede at forsvare sine ejendomme mod voldsmændene. Særlig galt gik det i de tilfælde, hvor soldaterne var professionelle lejesoldater, der stillede deres krigskunst til rådighed for højstbydende. For dem var loyalitet til fals, og der var ingen sentimentale følelser over for civile, når hæren havde brug for forsyninger. Befolkningens eneste modtræk ud over flugt var at gemme alle kostbarheder bort, når fjenden var i anmarch. Tanken var selvfølgelig at hente tingene frem igen, når faren var forbi, men alt for ofte blev skattene liggende gemt og glemt, sandsynligvis fordi ejeren var blevet dræbt af de fremmede soldater eller død af de sygdomsepidemier, der ofte fulgte i krigens kølvand. På den baggrund bliver de skatte, der findes i Danmarks jord som Danefæ, ikke blot vidnesbyrd om den rigdom, der engang var i samfundet, men nok så meget om den ufred, som forårsagede deres nedgravning. Midten af 1600-tallet udgjorde et lavpunkt af elendighed i Danmark som følge af fremmede krigsfolk på dansk jord, og det afspejles i de mange nedgravede skatte fra denne periode, der er kommet for dagen som Danefæ. En af de pragtfuldeste af disse skatte stammer fra Munkebo Sogn nord for Odense, og også den er blevet gemt bort i en dyster sammenhæng. Ofte kaldes de genfundne sølvskatte fra 1600-tallet under ét for Svenskekrigsfund, men de første skatte blev ikke begravet på grund af en krig mod Sverige. Allerede Kong Christian 4.s uheldige forsøg i årene på at optræde som protestantisk hærfører i Trediveårskrigen mellem Europas protestanter og katolikker førte til fremmede tropper på dansk jord. Den katolske feltherre Wallenstein invaderede Jylland og lod sine landsknægte plyndre. Det viste sig kun at være en forsmag på værre ulykker angreb svenske styrker uvarslet Danmark og indtog for en tid Jylland og det meste af Skåne. Et dansk forsøg på at tage revanche i 1657 endte katastrofalt. Under Svenskekrigene var der lange perioder, hvor hele Danmark med undtagelse af København var i svenske hænder. Kun med kraftig bistand fra polske og brandenburgske hjælpetropper lykkedes det til sidst at generobre store dele af Danmark, men Skåne, Halland og Blekinge var tabt for bestandig (fig. 1). For civilbefolkningen var krigene den rene elendighed. Svenskerne krævede ind og plyndrede, og de tropper, der blev sendt til landet af Danmarks allierede, var næppe bedre. Samtidig hærgede pesten. I visse jyske egne døde mellem 72 og 85 % af befolkningen. På Fyn stod det ikke bedre til.

3 Skatten fra Munkebo 259 Fig. 1. Danskerne erklærede Sverige krig i 1657, men den svenske hær rykkede i en lynmanøvre fra Polen gennem Tyskland og op i Jylland. Det var isvinter, og ved en meget dristig operation lod den svenske konge Karl Gustaf sin hær vandre over de tilfrosne bælter først til Fyn og siden via Langeland til Lolland. Danmark var tvunget til at slutte en panikagtig fred og bl.a. afstå de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge. Felttoget er vist på det samtidige italiensksprogede stik. Skatttefundene fordeler sig langs hærens marchrute. Efter F. Lindahl: Sølv fra Christian IV.s tid (1988). I Gamtofte Kirke var gudstjenesten i gang, da to svenske ryttere trængte ind i kirken, tvang præsten ned af prædikestolen og afkrævede ham 100 rigsdaler, hvorpå de udplyndrede den forsamlede menighed. Endnu værre gik det i Munkebo. Da præsten Claus Hansen Nakskov i 1659 nægtede at betale de svenske soldater så meget, som de forlangte, drev de ham ud i en dam ved præstegården og lod ham drukne dér. Således skildredes begivenhederne af den fynske antikvar Thomas Bircherod nogle årtier senere. Episoden omtales også i Erik Pontoppidans Danske Atlas fra 1767 med den tilføjelse, at svenskerne dræbte præsten i den tro, at han havde flere kostbarheder skjult men det havde han nu ikke, mente Pontoppidan. I tilfældet Munkebo kom et Danefæfund til at afsløre, at Pontoppidan tog fejl. I 1842 var to gårdmandssønner ved at grave grøft på en mark nær Dræby i Munkebo Sogn, da de stødte på en samling sølvtøj. Fundet omfattede to slanke, forgyldte bukkelpokaler, hvoraf den ene havde bevaret sit låg med en blomsterbuket på toppen. Der var desuden et delvist forgyldt lågbæger, et sæt på to drikkeskåle (kovskener), endnu en drikkeskål af samme type

4 260 Danefæ Fig. 2. Skattefundet fra Munkebo på Fyn, som blev gemt væk af sognepræsten Claus Hansen Nakskov under Svenskekrigene Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. samt tre skeer, hvoraf den ene var delvis forgyldt. Der var ikke spor af emballage, men skatten kan have ligget i en sæk, der er rådnet bort (fig. 2). Den mark, hvor fundet blev gjort, var tidligere en del af Munkebos præstegårdsjord, og det viste sig, at det fundne sølvtøj nok har tilhørt Munkebopræsten Claus Hansen Nakskov, den selvsamme mand, som svenskerne druknede. På de to identiske kovskener og den ene sølvske står initialerne CHS og AMD for Claus Hansen og hans anden hustru, Anna Matthiasdatter Moth. Den tredje kovsken har våbenskjold for familien Rosenvinge og initialerne IMS for rådmand Jens Mogensen Rosenvinge, der var far til præstens tredje og sidste

5 Skatten fra Munkebo 261 hustru, Karen Jens Datter Rosenvinge. Det øvrige sølvtøj har initialer og våbenskjolde for andre ejere. Men det er faktisk ikke så usædvanligt at finde sølvsamlinger fra renæssancen med flere ejernavne, for sølvtøj var yndet som gaver til højtider som dåb eller bryllup. På gaverne kunne givernes initialer være graveret som en lille erindring. Det var nu også ganske almindeligt at genbruge sølvtøj, man selv engang havde fået som gave, og forære det videre til andre i en snæver vending. På den måde kunne der komme flere forskellige ejerinitialer på samme genstand. I Munkeboskatten gælder det lågbægeret, som på side og låg bærer graverede våbenskjolde for adelsslægterne Brahe og Brok samt initialerne ICB for Iomfru Christine Brahe ( ), datter af Tyge Brahe til Mattrup og Birte Brok. Men desuden ses de indprikkede initialer ORT og CMD for nogle borgerlige ejere, som har haft bægeret før Claus Hansen. ORT og CMD står også indprikket på den forgyldte bukkelpokal, der mangler sit låg, men heller ikke her var parret de første ejere. Pokalen er et kvalitetsarbejde fra Nürnberg, som oprindelig har hørt hjemme i et adeligt miljø. Den anden, helt bevarede bukkelpokal har indvendig i låget årstallet 1623 og et formentlig udenlandsk adeligt dobbeltvåben. På en af pokalens bukler er indprikket våbenskjolde for slægterne Rosenkrantz og Krabbe, året 1647 og initialerne HRK og KK for Holger Rosenkrantz og hans hustru, Karen Krabbe. Holger Rosenkrantz døde 1647, så han har ikke haft glæde af pokalen længe. Enken må have videregivet eller solgt den, som det ses af initialerne HWM og KPD samt årstallet Claus Hansen var den fjerde ejer på under 50 år. Det ser ud til, at Claus Hansen har samlet på kostbart sølvtøj. Det så pænt ud på hylden hjemme i præstegården, men det var først og fremmest en investering. Sølv tabte aldrig sin metalværdi og var bedre end penge på kistebunden. Men hvad hjalp det, når fjenden kom? Øjensynligt har Claus Hansen ikke fortalt sin unge hustru, hvor han gemte kostbarhederne, for hun gravede dem jo ikke op, da krigen var forbi. I stedet måtte hun af fattigdom fragå arv og gæld.