Cicero mod Verres - indledning - s. 1-1/13/ :58. Indledning

Transkript

1 Cicero mod Verres - indledning - s. 1-1/13/ :58 Indledning Året 70 fvt. var afgørende ikke bare i Roms historie, men også for Ciceros politiske karriere. Forfatningen blev ændret. To fremtrædende politiske personligheder, Cn. Pompejus og M. Licinius Crassus, havde det år ladet sig vælge til konsuler med det program at ophæve den senatsdominerede forfatning, L. Cornelius Sulla havde indført i 81 fvt. Senatet, der ellers opfattede sig selv som al magts arnested, måtte i løbet af det år se kontrollen med en lang række funktioner i den romerske statsadministration, ikke mindst retsvæsenet, glide sig af hænde. Dette skulle blive den sidste store forfatningsændring, før Augustus satte sig på magten. Cicero blev valgt til ædil, trin nr. 2 på vejen mod at blive consul - Ciceros store ambition, adgangen til kernen af senatet. I løbet af året anklagede han et medlem af den herskende senatsadel, C. Verres, for udplyndring af provinsen Sicilien. Verres blev forsvaret af senatorernes mest ansete advokat, Q. Hortensius Hortalus, der var valgt til consul for året 69 fvt., men Cicero vandt sagen, og hans karriere tog et kæmpespring fremad. Fra dette tidspunkt forblev han til sin død Roms førende advokat, og vejen mod at blive en ledende politiker, medlem af den mægtige insidergruppe i senatet, lå åben. Provinsen: Sicilien I de første flere hundrede år af deres ekspansion indgik romerne traktater med de folkeslag, de besejrede, om de forpligtelser, de gensidigt havde. I sagens natur havde de besejrede langt de fleste, men de fik dog lov til at fortsætte som en slags frie folkeslag under et romersk herredømme, der kunne variere betydeligt. Denne måde at organisere erobringerne på fortsatte, til romerne havde erobret hele Italien omkring år 300 fvt. I 264 fvt. brød den første puniske krig ud. Modstanderen var kong Hieron af Syrakus og især den nordafrikanske bystat Karthago, som havde store interesser overalt på Sicilien. Romerne tvang allerede i 263 fvt. Hieron til at slutte en fred, der gjorde ham til Roms allierede; men kampene mod Karthago trak ud i 23 år og tvang bl. a. romerne til at bygge en flåde. Først i 241 fvt. kunne romerne afslutte krigen ved at annektere hele Sicilien på nær de områder i øst, der hørte til kong Hieron. For første gang indgik romerne ikke traktater med de besejrede, men greb til direkte styre. Enkelte byer forblev dog frie (civitates liberae), nogle med status af allierede (foederatae), andre med særlige privilegier (immunes, heriblandt byen Halicyae), især frihed for at betale den faste skat på 10% af kornhøsten. Det har sikkert taget nogen tid, før systemet var færdigt, men i hvert fald siden 228 fvt. valgte man årligt i Rom en særlig praetor, hvis virkeområde, provincia, netop var styret af øen Sicilien. Prætoren var på alle måder Roms forlængede arm og

2 Cicero mod Verres - indledning - s. 2-1/13/ :58 havde i princippet ubegrænset magt (imperium) i såvel militære som civile spørgsmål. Det var første gang, romerne forsøgte sig med denne administrationsform, der siden skulle blive den normale for deres oversøiske besiddelser. Prætoren havde sit hovedsæde i byen Lilybaeum, som lå lige overfor Karthago. Da den anden puniske krig brød ud i 218 fvt., og Hannibal gik over Alperne ned i Italien, stod Sicilien inklusive kongeriget Syrakus først ubrydeligt sammen med Rom. Men da kong Hieron døde i 215 kort efter Roms katastrofale nederlag til Hannibal ved Cannae i Syditalien, faldt hans efterfølger fra Rom og sluttede sig til karthaginienserne. Romerne erobrede Syrakus i 211, men behandlede kongeriget mildt og indlemmede det i provinsen uden at øge de forpligtelser, det før havde haft overfor kongen - man overtog simpelthen kong Hierons beskatningsnøgle og kaldte den for lex Hieronica. Man gjorde nu Syrakus til provinsens hovedstad og lod siden Lilybaeum styre af en quaestor valgt årligt i Rom som prætorens stedfortræder. En anden quaestor havde sæde i Syrakus. På nær to gigantiske slaveopstande i og fvt. forløb provinsens historie siden nærmest begivenhedsløst. Øen forblev rig, skønt noget af overskuddet naturligvis gik til Rom; og der har ikke været meget motiv hverken for øens indbyggere til at gøre oprør eller for romerne til at ændre det administrative system. Kun i 131 fvt. synes den romerske konsul, der nedkæmpede slaverne, P. Rupilius, at have lavet en større revision af retstilstanden på øen, den såkaldte lex eller decretum Rupili, tilsyneladende efter indstilling fra en ti mand stor kommission (se Cic. Verr. II 2, 32). De store krav til administrationen i Rom betød fra 80 fvt., at man ikke længere sendte en prætor, men en stedfortræder, pro-prætor til Sicilien; hans myndighed var dog ganske den samme. Cicero var selv quaestor i Lilybaeum i 75 fvt. For Rom var naturligvis det væsentlige spørgsmål, om Sicilien betalte det, den skulle ifølge lex Hieronica. Skatteopkrævningen i de romerske provinser blev normalt ikke varetaget af de romerske embedsmænd, men udliciteret til private, de såkaldte publicani. Retten til at opkræve skatten i et område gik så simpelthen til den højestbydende; hvad det lykkedes rettighedshaveren at opkræve ud over det, han havde lovet i Rom, kunne han beholde. For de fleste provinsers vedkommende foregik udliciteringen i Rom, men i Siciliens tilfælde påhvilede det statholderen at foretage den decentralt, på øen selv. Betegnelsen for en skatteopkræver på øen er decumanus, en tiendedels-mand (skatten var på 10%, en decuma). Den centrale kontrol med, hvad der foregik, kunne være svag nok med de skatteopkrævninger, der blev udliciteret i Rom. Det giver sig selv, at den blev endnu svagere, hvad Sicilien angår. Sagen: Verres Ansvaret for, at der ikke foregik overgreb på den skattepligtige befolkning, påhvilede provinsens statholder, i Siciliens tilfælde prætoren eller pro-

3 Cicero mod Verres - indledning - s. 3-1/13/ :58 prætoren. Eftersom denne havde uindskrænket magt i sit område, i hvert fald i princippet, kunne han til enhver tid gribe ind overfor også skatteopkræverne. I realiteten skete der dog som regel det, at statholderen så igennem fingre med, hvad opkræverne foretog sig, mod en passende økonomisk kompensation. En politisk karriere i Rom var vanvittigt kostbar, og de fleste anså provinserne for pengemaskiner, der skulle rette op på deres finanser. Det var derfor ganske følgerigtigt, at det var statholderen, og senere også hans nærmeste medarbejdere, der kom til at stå til ansvar, hvis der kom et retsligt efterspil. Den domstol, der tog sig af udplyndring af provinser, hed quaestio de repetundis (pecuniis), undersøgelsesret vedr. pengebeløb, der skal betales tilbage. Retten stod i Rom og var del af kriminalretsplejen. Den blev oprettet i 149 fvt. og var siden genstand for flere reformer, der gjorde dens myndighed stadig større. En kriminalretssag i Rom begyndte ved, at man anmeldte sin sag for den praetor, der tog sig af den relevante quaestio; i Rom havde prætorerne nemlig især retsplejen som deres område (provincia). Anmelderen skulle være romersk borger (dvs. de skadelidte i en repetundesag kunne ikke selv gå i retten); hvis mere end én person anmeldte sagen, gennemførtes en procedure (divinatio), der fastlagde, hvem af anmelderne der skulle have lov at føre sagen. Herefter vurderede prætor, om sagen kunne bære, og hvis den kunne, berammede han den. Sagen blev i en repetundesag behandlet i to runder, en actio prior og en actio posterior. Juryen kunne være på helt op til 75 medlemmer, der hedder judices; i 70 fvt. var alle senatorer. Den anklagede forsvarer i princippet sig selv, men som regel finder man andre personer, såkaldte patroni, der taler hans sag; udover disse kommer andre fremtrædende personer tilstede som advocati og lægger ved deres tilstedeværelse hele deres autoritet på anklagedes side. Det er judices, der afgør skyldsspørgsmålet; men dommen forkyndes og straffen fastsættes af prætor; i en repetundesag vurderes dog det beløb, der skal betales, også af judices. Straffen for provinsudbytning var ikke bare tilbagebetaling af det uretmæssigt erhvervede (hvis det stadig forefandtes), men også ærestab (infamia eller ignominia) og dermed udstødelse fra senatet, tabet af pladsen i magtens centrum. Kilderne til de love, der ligger bag domstolens aktivitet, giver ikke noget helt færdigt billede af dem. Den første lov, lex Calpurnia, fra 149 fvt. synes at have været beregnet på at give Roms forbundsfæller (socii) mulighed for at søge erstatning; provinsernes befolkning var der ikke tænkt på. Med en lov fra Gracchernes tid synes domstolens virkefelt at være blevet udvidet meget, også til provinsboerne; og ridderne fik monopol på at være judices. Begge dele betød begrænsninger for Roms ledende klasse, senatorerne, og i det hele taget er domstolene og især repetunde-domstolen en vigtig brik i magtkampen i Rom mellem senatspartiet og Gracchernes parti, popularerne. Sullas stærkt reaktionære og meget senat-venlige forfatning fra 79 fvt. lagde domstolene helt under senatets kontrol; en lex Aurelia fra 70 fvt. bragte så ridderne tilbage til en

4 Cicero mod Verres - indledning - s. 4-1/13/ :58 vis kontrol med dem igen (se ramme på s. 10 i noterne). I 59 fvt. synes C. Julius Caesar, der var konsul det år, at have fået vedtaget en lov, der var en slags opsamling af regler, og delvis en udvidelse til at dække magtmisbrug i almindelighed, enten det fandt sted i provinserne eller i Italien. I hvert fald var det i lex Julia de repetundis (som loven hedder teknisk) forbudt at tage imod bestikkelse i retsplejen - man måtte ikke tage imod penge for at sige sin mening eller afgive en dom i senatet eller i en offentlig forsamling eller for at anklage eller at undlade at anklage ; men straffen for forbrydelsen synes at have udviklet sig med tiden - omkring 200 evt. skriver en retslærd i et værk om de offentlige domstole, at man i dag normalt straffes med eksil eller også strengere, alt efter tilståelsen. For hvad nu, hvis nogen har taget imod penge for at lade en mand slå ihjel?. Det var ikke kun på det store plan, i kampen om, hvem der skulle have kontrollen med retssystemet, man kunne bruge domstolene i det politiske magt-spil. Man kunne også bruge en retssag til at markere sig politisk (som Cicero gjorde), eller ligefrem til at skaffe en modstander af vejen - straffen i en repetunde-proces var jo bl. a. tab af de fleste politiske rettigheder, herunder pladsen i senatet. Der er derfor flere faktorer i spil ved en repetunde-proces end bare de skadelidte og deres evt. erstatning. Faktisk er det ikke helt forkert at sige, at den væsentligste grund til udviklingen af denne del af det romerske retssystem er romernes eget ønske om at kunne kontrollere deres stadig mere magtfulde statholdere - grunden er sikkert rent indenrigspolitisk. Domstolene er til dels blot et af de mange redskaber, de stridende politiske kliker brugte imod hinanden i forsøget på at vinde den centrale placering i Rom. C. Verres havde været praetor urbanus (den mest prestigefyldte post, med det mest grundlæggende ansvar for retsplejen) i Rom i 74 fvt.; og i tre år derefter havde han haft styret på Sicilien. Hans far var også medlem af senatet; men længere tilbage kan man ikke følge familien. Verres har altså ikke selv været en egentlig insider, medlem af den ældgamle senatsadel. Hans regime på Sicilien havde været enestående pengegrisk og havde efterladt øen delvis næsten øde, og som man ventede, meldte det meste af Sicilien sig i Rom med ønsket om en proces om tilbagebetaling af, hvad han uretmæssigt havde erhvervet sig. Sikelioterne henvendte sig til Marcus Tullius Cicero, der som kvæstor i 75 fvt. havde vundet deres respekt som en hæderlig og effektiv mand, og bad ham om at påtage sig anklagen. Med nogen tøven anmeldte Cicero sagen for prætor; men som et modtræk anmeldtes sagen også af en vis Q. Caecilius Niger, der havde været kvæstor under Verres (og sikkert i virkeligheden var medskyldig). Cicero vandt dog uden besvær den efterfølgende divinatio, fik sagen og en frist på 110 dage til at samle materiale. Cicero rejste straks til Sicilien og samlede et enormt materiale, på trods af, at den siddende statholder, L. Caecilius Metellus, var blandt Verres støtter og bevidst modarbejdede Ciceros forehavende.

5 Cicero mod Verres - indledning - s. 5-1/13/ :58 Cicero nåede tilbage inden fristens udløb; kun for at konstatere, at det var lykkedes Verres forbindelser at mase en anden sag ind foran hans egen, så det tog flere måneder, før hans sag kom for. Dette var problematisk, da netop året 70 fvt. ikke havde mange retsdage i efteråret. Sagen var berammet til 5. august. På Verres side stod Roms bedste forsvarer, Q. Hortensius Hortalus, klar; han var netop blevet valgt til konsul for det følgende år sammen med en anden af Verres forbindelser, Quintus Caecilius Metellus, bror til statholderen på Sicilien; endnu en bror og Verres-støtte, Marcus Caecilius Metellus var blevet valgt til prætor. Hele dette opbud af politisk autoritet, så at sige senatets insidere, stod på Verres side, da sagen begyndte. Med lidt held ville sagen komme til at vare så længe, at man nåede årsskiftet uden afslutning; i så fald skulle sagen gå om under en ny prætor - og denne prætor ville netop være Marcus Caecilius Metellus! I stedet for at holde den sædvanlige lange tale til anklage (actio prior), greb Cicero til at føre vidner med det samme. I dagene fra den 6. til den 13. august forelagde han så uhyrlige mængder bevismateriale, at Verres juridiske bagland simpelthen rådede ham til at gå i frivilligt exil før sagens andenbehandling (actio posterior); forsvar var umuligt. Verres rejste til Massilia (nu Marseille) og levede der med sine kunstskatte til sidst på 40 erne fvt. Cicero havde aldrig fået mulighed for at formulere og fremlægge sit materiale systematisk. Ikke desto mindre offentliggjorde han sine indlæg, uanset om han havde holdt dem eller ej. Disse taler fylder over 600 tryksider; divinatio mod Caecilius og actio prior, ganske lidt, mens actio posterior, der aldrig fandt sted, breder sig over hundredvis af sider med veloplagte satirer, skarpe analyser, brede skildringer og besk karakteristik af de misbrug, det romerske samfund dengang var vidne til. Disse taler er en hovedkilde til vort kendskab til forholdene på Sicilien ikke kun under Verres, men i det hele taget; og de er på mange måder noget af det bedste, Cicero har skrevet. Cicero skrev fem kæmpemæssige taler med det materiale, han ville have fremlagt under sagens anden del. Den første tale fortæller om Verres administration af retsplejen i Rom i 74 fvt.; Cicero bruger dette, der jo egentlig ikke har med sagen at gøre, til at tegne et karakterbillede af Verres. Den anden tale handler om Verres retspleje på Sicilien; det er den tale, uddragene i dette materiale er taget fra. Den tredje fokuserer på Siciliens kornproduktion, set fra Roms side det centrale spørgsmål. Den fjerde tale handler om Verres forkærlighed for kunstgenstande og de utallige krumspring, han gjorde for at frarøve såvel privatpersoner som helligdomme og bysamfund deres skatte; endelig viser femte tale, hvor ringe Verres håndtering af den militære side af hans hverv var. Anklageren: Cicero Cicero havde, som nævnt, store ambitioner - han ville ind i centrum af det romerske samfund, i insider-kredsen i senatet, helst som consularis, et medlem,

6 Cicero mod Verres - indledning - s. 6-1/13/ :58 der havde haft embedet som konsul engang. Det var en vanskelig ting at præstere, fordi Cicero ikke havde en lang række af forfædre bag sig, der alle havde spillet en rolle i det romerske samfund; han kom end ikke fra selve byen Rom, men fra den lille provinsby Arpinum - han var af fødsel en outsider, hvad man i Rom kaldte en ny mand, homo novus. Det romerske samfund var bestemt af personlige forbindelser. Ligestillede personer indgik venskaber, amicitiae, der forpligtede dem til at støtte hinanden; overfor personer, der stod lavere i det sociale system, optrådte man som patronus, beskytter, og man havde så en moralsk forpligtelse til at træde til, når disse personer kom i vanskeligheder - f. eks. blev anklaget for retten. Teknisk hedder den, man er patronus for, en cliens; det, man viser ham, er et beneficium, en velgerning, og han bør til gengæld yde en tjenester til gengæld, officia. Herefter er begge parter bundet af en moralsk forpligtelse, gratia, taknemmelighed. Den gruppe personer, man som fremtrædende person i Rom samler om sig, hedder clientela (og hele systemet kaldes i moderne tid for clientela-samfundet ). En af de vigtigste tjenester, man som cliens kunne yde sin patronus, var at stemme for ham, når han selv stillede op til et valg, eller for hans amici, når de stillede op. Det er uimodsigeligt, at der er et vist mafia-agtigt præg over dette system. Det, Cicero som outsider ikke har haft, er først og fremmest amici, der kunne stille deres klienters stemmer til rådighed, og egne clientes. Måske har han idealistisk villet kompensere for denne mangel ved personlig hæderlighed og dygtighed, saglig indsigt i administrative, juridiske, politiske og andre forhold. I så fald har han nok været lovlig naiv. Det er i hvert fald det billede, han tegner af sig selv år senere. Han fortæller i en tale, han holdt i 54 fvt., hvordan han selv oplevede det at vende tilbage til Rom fra Sicilien, hvor han havde været quaestor i Lilybaeum (NB!) i året 75 fvt. - og hvilken lære han drog af den oplevelse. Det er en munter passage, hvor Cicero ironiserer svært over sin egen naivitet (Pro Plancio 64-66): Sed ita multa Romae geruntur, ut vix ea, quae fiunt in provinciis, audiantur. Non vereor, ne mihi aliquid, judices, videar arrogare, si de quaestura mea dixero. Quamvis enim illa floruerit, eum me postea fuisse in maximis imperiis arbitror, ut non ita multum mihi gloriae sit ex quaesturae laude repetendum. Der sker så meget i Rom; det er dårligt nok, at man hører, hvad der foregår i provinserne. Jeg er ikke bange for at virke selvglad, mine herrer dommere, hvis jeg siger et par ord om min tid som kvæstor. Min indsats var ganske vist fremragende, men jeg tror at turde sige, at jeg siden har ført mig sådan frem i de mest fremtrædende hverv, at jeg ikke behøver at hente mig så megen prestige ved at fremhæve, hvad jeg præsterede som kvæstor.

7 Cicero mod Verres - indledning - s. 7-1/13/ :58 Sed tamen non vereor, ne quis audeat dicere ullius in Sicilia quaesturam aut clariorem aut gratiorem fuisse. Vere me hercule hoc dicam: sic tum existimabam, nihil homines aliud Romae nisi de quaestura mea loqui. Frumenti in summa caritate maximum numerum miseram; negotiatioribus comis, mercatoribus justus, mancipibus liberalis, sociis abstinens, omnibus eram visus in omni officio diligentissimus; excogitati quidam erant a Siculis honores in me inauditi. Itaque hac spe decedebam, ut mihi populum Romanum ultro omnia delaturum putarem. At ego cum casu diebus eis itineris faciendi causa decedens e provincia Puteolos forte venissem, cum plurimi et lautissimi in eis locis solent esse, concidi paene, judices, cum ex me quidam quaesisset, quo die Roma exissem, et num quidnam esset novi. Cui ego cum respondissem me e provincia decedere: Etiam me hercule, inquit, ut opinor, ex Africa. Huic ego jam stomachans fastidiose: Immo ex Sicilia, inquam. Tum quidam, quasi qui omnia sciret: Quid? Tu nescis, inquit, hunc quaestorem Syracusis fuisse? Quid multa? Destiti stomachari et me unum ex eis feci, qui ad aquas venissent. Men jeg er altså ikke bange for, at nogen skal sige, at der har været en kvæstor på Sicilien, der forvaltede sit embede enten med bedre omtale eller til større tilfredshed. Jeg tør vitterlig sige det sådan: jeg mente dengang, at folk i Rom ikke talte om andet end min forvaltning som kvæstor. Jeg havde sendt en stor mængde korn til Rom, da der netop manglede særdeles meget af det; jeg var bevisligt fleksibel over for forretningsfolkene, jeg havde vist handelsfolkene fuld retfærdighed, havde ikke været nøjeregnende over for forpagterne, havde holdt mig fra vore allieredes ejendom - jeg havde kort sagt været omhuen selv i udførelsen af alle mine pligter. Folk på Sicilien havde da også fundet på ganske uhørte æresbevisninger over for mig. Jeg forlod derfor provinsen med den håbefulde forestilling, at folket i Rom siden ville overbringe mig alt på et sølvfad. Men da jeg på vejen hjem fra provinsen på et tidspunkt befandt mig i Puteoli i de dage, hvor stedet bliver overrendt af jet-settet, var jeg lige ved at få en kollaps. Der var nemlig en, der havde spurgt mig, hvornår jeg havde forladt Rom og om der var noget nyt derfra. Jeg svarede ham, at jeg var på vej hjem fra min provins, og han sagde: Nå ja, det er s gu da sandt; Afrika, ikke? Jeg blev noget mavesur og sagde spidst: Nej, nej, Sicilien. Her brød en anden ind, der vist troede at vide alt: Nådada; du ved ikke, at vor ven her har været kvæstor i Syrakus? Jeg behøver vel ikke at fortsætte. Jeg besluttede mig for at glemme min mavesurhed og blandede mig med badegæsterne.

8 Cicero mod Verres - indledning - s. 8-1/13/ :58 Sed ea res, judices, haud scio an plus mihi profuerit quam, si mihi tum essent omnes gratulati. Nam postea quam sensi populi Romani auris hebetiores, oculos autem esse acris atque acutos, destiti quid de me audituri essent homines cogitare; feci, ut postea cotidie praesentem me viderent, habitavi in oculis, pressi forum; neminem a congressu meo neque janitor neque somnus absterruit. Jeg ved bare ikke, mine herrer dommere, om jeg ikke fik mere ud af den situation, end hvis alle havde taget imod mig med åbne arme dengang. For da jeg havde fået øjnene op for, at folket i Rom er døvt på begge ører, men har det skarpeste og mest kritiske blik, der findes, besluttede jeg mig for ikke at interessere mig for, hvad folk fik at høre om mig; i stedet sørgede jeg for, at de dagligt så mig for deres øjne - jeg simpelthen boede i deres øjne, gik forum tyndt; hverken min dørmand eller min morgensøvn fik lov til at afvise så meget som én eneste person. Al Ciceros omhu som administrator, hans hæderlighed, respekten fra undersåtterne ude i den perifere provins, var altså til ingen nytte. Romersk politik foregik i Roms midte - fra meget tidligt på morgenen, hvor man tog imod ved morgenmaden, til sent på aftenen, og fremfor alt på offentlige steder. Det var de personlige forbindelser, den evige opmærksomhed på ikke at fornærme de forkerte (men nok de rigtige), der banede vejen for en politisk karriere. Cicero selv slog sig siden op som forsvarer, patronus, for enhver klient, der måtte ønske det, og hvis sag lod sig forsvare, og samlede sig på den måde efterhånden en clientela, og især mange amici. Cicero var i 70 erne fvt. aldeles ikke i en position, hvor han kunne tillade sig at støde nogen fra sig ved at optræde som anklager, og han gjorde det da næsten heller aldrig. Hvorfor påtog Cicero sig så anklagen af Verres? Den gruppe senatorer, der stod over for ham, repræsenterede noget nær den absolutte top af det politiske liv; hændelserne i provinsen Sicilien interesserede derimod måske ikke ret mange. Var det virkelig formålstjenligt for en outsider med store politiske ambitioner at angribe selve den politiske elite, alle insiderne? Sagen er, at senatsspidsen måske netop det år var det rigtige mål at angribe. Den store forfatningsreform imod senatets enorme magt skabte en vind, der meget vel kunne blæse Cicero længere frem i karrieren, hvis han passede på ikke at gå for vidt - han kunne næppe tillade sig at angribe senatsadelen selv. Cicero var ingen revolutionær og ønskede ikke systemet afskaffet; tværtimod ønskede han at blive en (vigtig) del af det. Men så måtte han også fremstille sig som et alternativ til den korrupte Verres. Han måtte gøre en dyd af nødvendigheden og fremstille sig som netop det, han var: en fornyelse, en homo novus både i den almindelige betydning af en mand uden gammel familie i senatet, og i en anden: en ny og ubesmittet mand med højere og bedre principper.

9 Cicero mod Verres - indledning - s. 9-1/13/ :58 I indledningen til den tredje tale (In Verr. 2 III 6; 7-9) er det da også netop, hvad Cicero gør: Saepe a me quaeris, Hortensi, quibus inimicitiis aut qua injuria adductus ad accusandum descenderim? (Mitto jam rationem officii mei necessitudinisque Siculorum)... Si qua in re contra rem meam decrevisset aliquid injuria, jure ei me inimicum esse arbitrarere: cum omnia contra omnium bonorum rem, causam, rationem, utilitatem voluntatemque fecerit, quaeris, cur ei sim inimicus, cui populus Romanus infestus est. Qui praesertim plus etiam, quam pars virilis postulat, pro voluntate populi Romani oneris ac muneris suscipere debeam. Quid? Illa, quae leviora videntur esse, non cujusvis animum possunt movere, quod ad tuam ipsius amicitiam ceterorumque hominum magnorum atque nobilium faciliorem aditum istius habet nequitia et audacia quam cujusquam nostrum virtus et integritas? Odistis hominum novorum industriam; despicitis eorum frugalitatem; pudorem contemnitis; ingenium vero et virtutem depressam extinctamque cupitis - Verrem amatis! Ita credo - si non virtute, non industria, non innocentia, non pudore, non pudicitia, at sermone, at litteris, at humanitate ejus delectamini. Nihil eorum est! Contraque sunt omnia Du spørger mig igen og igen, Hortensius, hvad det er for et fjendskab, hvad det er for en uret, der har fået mig til at træde til som anklager. (Jeg lader lige sammenhængen med mine forpligtelser over for og mit nære forhold til folk på Sicilien ligge)... Hvis han uretmæssigt havde truffet en beslutning imod mine private interesser, ville du mene jeg med rette var imod ham - men nu, hvor han har forbrudt sig mod alle ordentlige menneskers interesser, sag, nytte og ønsker, spørger du, hvorfor jeg er imod ham; en mand, som folket i Rom selv betragter med uvilje! Det forholder sig jo sådan, at ikke mindst jeg må tage mere på mig, større byrder, end min del, for at opnå folkets yndest. Og så er der en ting til! Det ser godt nok mindst alvorligt ud - men kan det ikke bringe enhver ud af fatning, at det netop er træk som hans kriminelle og anmassende egenskaber, der skaffer ham let adgang til de gode forbindelser, dig selv og de øvrige store, adelige mænd i byen, når folk som os med vores redelige og pletfri livsførelse ikke kan komme til? I hader de nye mænds arbejdsglæde; I ser ned på deres ufordærvethed; foragter deres moral; deres talenter og effektivitet så I helst undergravet, deres stjerne slukket - men Verres kan I lide! Javel, ja: når det nu ikke kan være hans dygtighed, hans engagement, hans gode vilje, moral eller selvkontrol, I bliver så indtaget af, så må det vel være hans behagelige selskab, jeres brevvekslinger, eller hans personlighed! Han ejer bare ingen af delene! Tværtimod er alt ved

10 Cicero mod Verres - indledning - s. 10-1/13/ :58 cum summo dedecore ac turpitudine, tum singulari stultitia atque inhumanitate oblita. Huic homini si cujus domus patet, utrum ea patere an hiare an poscere aliquid videtur? Hunc vestri janitores, hunc cubicularii diligunt; hunc liberti vestri, hunc servi ancillaeque amant; hic cum venit, extra ordinem vocatur; hic solus introducitur; ceteri saepe frugalissimi homines excluduntur. Ex quo intellegi potest eos vobis esse carissimos, qui ita vixerint, ut sine vestro praesidio salvi esse non possint. Quid? Hoc cuiquam ferendum putas esse, nos ita vivere in pecunia tenui, ut prorsus nihil adquirere velimus, ut dignitatem nostram populique Romani beneficia non copiis sed virtute tueamur, istum rebus omnibus undique ereptis impune eludentem circumfluere atque abundare? Hujus argento dominia vestra, hujus signis et tabulis forum comitiumque ornari, praesertim cum vos vestro Marte his rebus omnibus abundetis? ham smurt ind i såvel et topmål af smuds og svineri som en enestående mangel på intelligens og simpel medmenneskelighed. Hvis et hus står åbent for den herre her, hvad er det så rigtigst at sige? At det står åbent, at det gaber glubende op eller direkte kræver sin betaling? Jeres dørmænd og tjenerne ved jeres morgen-reception sætter ham her over alt på jorden; jeres tidligere såvel som nuværende slaver og jeres tjenestepiger elsker ham højt; og når han kommer, kaldes han ind foran de andre i køen og bliver modtaget alene. Alle de andre holdes udenfor, ofte folk med et fuldstændig ubeklikket omdømme! Enhver kan begribe heraf, at det er den slags folk, I sætter størst pris på, som har levet deres liv på en sådan måde, at de ikke kan føle sig sikre uden jeres beskyttelse. Tror du virkelig, at det er til at holde ud at leve med så begrænsede midler, at vi rent ud sagt ikke vil anskaffe os noget som helst, at vi beskytter vor egen værdighed og de privilegier, folket i Rom har givet os, ikke i kraft af vore rigdomme, men ved vores egen indsats og dygtighed, når den herre dér leger med retssystemet og ustraffet flyder rundt i en overflod af ting, han har stjålet overalt? At jeres ejendomme udsmykkes for hans penge, og forum og mødeplads med hans statuer og malerier, især når I allerede har til overflod af alt muligt, takket være jeres egen indsats? Med omhu undgår Cicero at beskylde Hortensius selv for korruption og mangel på moral. Det er Verres og ikke senatsadelen, Cicero anklager her - eller rettere, han lader det stå åbent for Hortensius og eliten i øvrigt at skille sig af med Verres med æren i behold. Det betyder ikke, at der ikke er megen ægtefølt bitterhed i beskrivelsen af systemets måde at virke på. Det har ikke været let at være outsider i det politiske spil i Rom, når ens evner og uddannelse ellers berettigede til en central placering. Måske har Cicero selv prøvet at sidde blandt de folk, der måtte vente i venteværelset, mens Verres kom foran; har han ikke, taler i han i hvert fald på vegne af mange, mange andre, der havde

11 Cicero mod Verres - indledning - s. 11-1/13/ :58 politiske ambitioner, drømte den samme drøm som Cicero om at være en insider. Et system som det romerske clientela-samfund, hvor enkelte personer stiller sig i centrum af en skare clientes som solen i hver deres eget lille solsystem, bliver meget centripetalt - det drejer sig om at være så tæt på midten som muligt; man må ind i senatet, ind i centrum af senatet! Og med anklagen af Verres - og netop ikke af senatsadelen som sådan - forsøger Cicero at tage springet helt derind. Strategien virkede: Ciceros politiske karriere blev en stor succes. Han opnåede noget nær alt, hvad han satte sig for at opnå; ingen homo novus kunne bryste sig af en løbebane så perfekt som hans. Men selv om han altså fandt ind i hjertet af det romerske samfund og blev en ikke så lille sol på senatets stjernehimmel, skete det alligevel ofte i årene, der fulgte, at han blev sat udenfor - og når det sker, kan vi se, hvor han lider, i hans personlige breve (mange af Ciceros personlige breve er, som noget helt enestående, overleveret til nutiden). Selv om hans indsats i romersk politik bestemt er al ære værd, er det aldrig ham, der bestemmer, hvad vej udviklingen går. Da de to konsuler fra 70 fvt., Pompejus og Crassus, igen vil bestemme romersk politik, slår de sig sammen med en relativt ung, fremstormende politisk begavelse, C. Julius Caesar, og danner det såkaldte 1. triumvirat (60 fvt.) - og Cicero er ikke med. Han lider endda den tort (eller den ære?) at blive ryddet af vejen; man sender ham i landflygtighed i Grækenland, anklaget for forbrydelser begået under nedkæmpelsen af Catilina og hans kumpaner i 63 fvt. Og senere, langt senere, da Caesar er kommet af med de andre to medlemmer af triumviratet og står med al magt i sine hænder, og både gamle fjender og gamle venner slår sig sammen om et attentat imod tyrannen, holdes Cicero igen uden for - og igen til sin store fortrydelse. Det lykkes Cicero at spille hovedrollen i forsøget på at genetablere senatets magt efter mordet på Cæsar - men det forsøg mislykkes netop og fører i sidste ende til, at kejserdømmet vinder fodfæste i romersk politik. Det er Cicero selv, der introducerer den senere kejser Augustus på den politiske scene. Og med kejserdømmet kom den tid, hvor der kun var én sol på det romerske politiske firmament. Cicero kunne ikke taget noget for givet - han måtte altid bevise sit værd, i modsætning til folk, der kom fra gamle, fornemme kredse. Det kunne naturligvis ses på hans politiske indsats, men det tvang ham også til, altid, at yde sit ypperste, når han rejste sig for at holde tale. Cicero var uden tvivl den største taler i Roms historie; han mestrede alle facetter af den vanskelige kunst at tale til folk. Men endnu større betydning fik måske andre dele af hans forfatterskab - ikke bare de retoriske værker, hvor han forsøgte at udvikle den teoretiske basis for de talegaver, han selv besad, men nok frem for alt de mange bøger, han skrev for at introducere den samtidige græske filosofi i Rom. I sine breve fortæller han ofte om de store vanskeligheder, han har, med at få det

12 Cicero mod Verres - indledning - s. 12-1/13/ :58 latinske sprog til at udtrykke de komplicerede græske tankegange; han kæmper, skriver om og begynder helt forfra - og sejrer! Det er Ciceros sprog, der tales overalt i Europa i dag; det er Cicero, der skabte det ordforråd, der stadigvæk er kernen i europæernes intellektuelle sprog. Det var som forfatter, ikke som politiker, Cicero erobrede den centrale plads, han så brændende ønskede at besidde.