Idrættens fornemmelse for byrum

Transkript

1 Idrættens fornemmelse for byrum SLA Landskabsarkitekter i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden LOKALE- & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 10

2 IDRÆTTENS FORNEMMELSE FOR BYRUM Lokale- og Anlægsfonden og SLA Landskabsarkitekter Projektet udført i samarbejde med Carlberg & Christensen Consult Redaktører: Stig L. Andersson, ansvh. red., og Svava Riesto (SLA) Forfattere: Svava Riesto (SLA), Nicolai Carlberg (C&C) og Søren Møller Christensen (C&C) Research og redaktionsassistent: Martin Søberg (SLA) Grafiske illustrationer side 19, 32, 55 og 59: Filippa Berglund (SLA) Grafisk illustration side 8: Lisbeth Westergaard (SLA) Foto side 71: Stig L. Andersson Øvrige fotos og forsidefoto: Torben Petersen Grafisk tilrettelægning: Anne von Holck, Tegnestuen Trojka Tryk: P.J.Schmidt Grafisk December 2004 ISBN Andre publikationer i skriftrækken: 1. Fra sportsbassin til superbassin Nyt liv i gamle idrætshaller Kunstis og skøjtekultur Fremtidens idræts- og kulturbyggeri Forsamles og forenes om idræt Vandkulturhuse Arkitekturpsykologi Den tredje bølge En idrætslegeplads skal ligge i vejen! 2004

3 INDHOLD Forord 7 INDLEDNING 9 Byrumsidræt 12 Betragter og fodgænger to synsvinkler 13 Planlægningsperspektivet 13 Byen bliver til, når den bruges RUM BYEN FORTOLKET 21 Jarmers Plads, København 21 Opdagelse 25 Fortolkning 26 Unter den Linden, Berlin 26 Søerne, København 28 Langelinie, København 29 I byen er intet permanent AKTIVITET BYEN BRUGES 33 Fire portrætter af byrumsidræt 36 Sundhed med udsigt; løb 44 BMX flatland Streetkulturens pæne klassekammerat 50 Idrættens fornemmelse for byrum PLANLÆGNING BYEN UDVIKLES 59 Centrumpladsen, Svendborg 60 Hvordan planlægge for byrumsidræt? 63 Redaktøren 65 HVORDAN KAN PLANLÆGNINGEN SKABE BEDRE FORHOLD FOR BYRUMSIDRÆT? 68 Litteratur 72 Noter 75

4

5 Tegn en lige linie på et kort over din hjemby. Start fra punkt A og gå til punkt B. Tænk ikke på, hvad du møder på din vej (barrierer, vægge, pigtrådsspærringer, træer, huse, bygninger) som forhindringer. Kram dem: klatre, kom over, hop: lad din fantasi flyde frit. Beskrivelse af sporten parkour på

6

7 FORORD 7 Interessen for byens udfoldelsesmuligheder er stærkt stigende i disse år. Torve, parker, pladser og bystrøg undergår renoveringer og omlægninger, som sætter fokus på arealer til idræt og fysisk udfoldelse, sceniske opbygninger, legeområder og cafémiljøer og ikke kun de nødvendige kendte funktioner. I mange danske byer pågår overvejelser om, hvordan man på den ene side løser behovet for effektiv trafikafvikling og parkeringspladser og på den anden side samtidig skaber en levende by med attraktive aktiviteter også for idræt og bevægelse for beboere, handlende og ansatte i virksomhederne. Lokale- og Anlægsfonden er klar til at medvirke med idéer og inspiration til at skabe et aktivt byrum med invitation til idræt, motion og anden kulturel aktivitet. Det kan ske ved etablering af åbne, fleksible og indbydende rammer, som tager hensyn til byrummets helhed og udseende. Forholdsvis enkle foranstaltninger som belægning, belysning, afskærmninger, overdækninger og redskaber kan åbne for overraskende muligheder. Men også mere omfattende initiativer i form af større omlægninger af byrummet og ændringer af og i eksisterende bygninger kan være fremgangsmåden, hvis byrummet skal indbyde til idrætsaktiviteter og anden rekreativ udfoldelse. Fonden har gennem sin støtte til bl.a. mobile skøjtebaner, idrætslegepladser og træningspavilloner søgt at bidrage til bestræbelserne på at skabe udfoldelsesmuligheder i byens rum torvene, pladserne og parkerne, men også ved uudnyttede restarealer tæt på jernbaner, motorveje m.m. Med denne bog i Fondens skriftrække giver SLA Landskabsarkitekter ved Stig L. Andersson og Svava Riesto deres bud på, hvordan planlæggere og beslutningstagere kan inspireres til en fortsat udvikling på området. Som bogen viser, bliver mange byrum allerede nu brugt til fysisk udfoldelse, selv om de oprindeligt var tiltænkt en anden funktion. Hvis der allerede i planlægningen af moderniseringer, renoveringer og omlægninger sættes fokus på at prioritere plads i byrummet til idræt og bevægelse, kan løsningerne blive bedre for alle. Mulighederne er der og lige dér, hvor folk bor, arbejder eller i øvrigt færdes. Hans Toft Formand for Lokale- og Anlægsfonden

8 8 Masterplan for Tingbjerg Utterslev Huse. (1. Præmie i indbudt konkurrence, 2003), SLA Landskabsarkitekter.

9 INDLEDNING 9 Hovedspring i havnen, salsa under en gammel båd, stavgang langs promenaden, sjipning og petanque i lange baner. Dette og meget mere er kombineret i Havneparken på Islands Brygge i København. Der sprudler af liv og de mest forskellige kropslige aktiviteter. Hvem skulle tro, at stedet ikke altid har været tænkt som bevægelsens paradis? I virkeligheden tog det lang tid, før borgerne fik medvind til at lave det gamle industriareal om til et aktivt uderum for alle. Selv havde de aldrig været i tvivl: Helt siden beboerne fattede spaderne og indrettede en folkets park i starten af 1980erne, har kropskulturen været Havneparkens omdrejningspunkt. Historien kunne have været hentet mange steder fra: Borgerne ønsker ikke altid specialdesignede idrætshaller og anlæg. De vil have byrum, som kan bruges til mange typer aktiviteter. Levende steder, hvor alle kan udfolde sig. Byrum vil sige alle tilgængelige uderum i bebyggede områder. Rækkehuse, parkeringshuse, parcelhuse og indkøbscentre er ikke bare bygninger, men fungerer som kant for byens uderum. Hver gang, der rejses en bygning, sker der en forandring i omgivelserne. Byrum er de steder, hvor beboerne i stationsbyen, i forstaden, i købstaden, i landsbyen og den indre by færdes og mødes. Ikke alle byrum er offentligt ejede, men de er tilgængelige for alle hele eller det meste af døgnet. Idræt i byrummene bidrager naturligvis til stor forbedring af folkesundheden. Samtidig skaber kropskulturen liv og mangfoldighed i byen. Der, hvor der i forvejen sker noget, vil flere gerne være. Der er der trygt og noget at se på fra bænken. Byrumsidræt fungerer som socialt kit, der giver positivt input til belastede områder. Folk får selvtillid af idræt, de mødes, og byrummene bliver levende. Det er blandt andet sket i Østbyen i Horsens og i Holmbladsgadekvarteret i København. 1 Hvad skal der til, for at danske kommuner i fremtiden sprudler af levende byrum, hvor borgere dyrker kropslige aktiviteter? Hvordan kan planlæggere og beslutningstagere inspirere til, at folk tager bolden, yogamåtten og rulleskøjterne med ud? Hvad sker der, når interesserne er i konflikt? Kan et byrum bruges både til parkering, tai-chi-træningsplads og solbadning? Og hvordan får man overhovedet et sted til at blive attraktivt for de kropsaktive? I nogle til-

10 10 >> PROGRAM Programmering er, når fagfolk undersøger brugergruppernes ønsker og behov samt eventuelle potentialer og nye måder at bruge et byrum på i fremtiden. Brugerinddragelse er en central forudsætning for denne undersøgelse. Brugerne er eksperter i, hvordan et rum bedst bruges. Planlæggerne tager stilling til, hvordan til dels modstridende ønsker og behov kan samles. Der prioriteres mellem fremsatte behov og skabes mulighed for, at byrummet kan bruges og fortolkes på helt andre måder i fremtiden. Programmeringsfasen afsluttes ved, at der udformes et program, der er udgangspunkt, når rådgiverne skaber et rumligt udtryk. Programmet er et juridisk dokument og bruges i evalueringen af det endelige resultat. fælde er det ikke nødvendigt med særlige initiativer fra forvaltningen. Mange af byens bedste bevægelsesrum er overraskelser; oprindeligt tænkt til andre funktioner og siden hen indtaget af kropskulturen. Villavejen bliver fodboldbane, parkeringspladsen til et sted for breakdance. Andre gange er det nødvendigt med planlægningsmæssige tiltag for at tiltrække aktivitet eller finde måder at kombinere forskellige aktiviteter på. Afsnit 1 handler om de situationer, hvor eksisterende rum i byen bliver indtaget af kropskulturen. Der bliver beskrevet, hvordan idrætten påvirker byrummet, og hvordan denne forandring er blevet tacklet. Udøvernes egne behov og drømme er i fokus. De kan fortælle os, hvad der skal til, for at folkedansere, basketballspillere og frisbee-entusiaster giver liv til stationsforpladsen, industrikvarteret eller det belastede boligområde. Udøvernes spidskompetence bør bruges i programmeringen af nye levende byrum. Fra beskrivelsen af enkelte byrum i afsnit 1 flyttes fokus derfor i afsnit 2 over på de enkelte brugere. Udøvere af forskellige typer byrumsidræt beskriver her, hvorfor de foretrækker nogle byrum frem for andre. Det er vigtigt, at nogen sidder med overblikket for både at styre uden om og løse interessekonflikterne. Flere kommuner har formået at skabe gode byrum, som kombinerer BMX-kørsel og indkøb, jogging og biltrafik. I det tredje og sidste afsnit præsenteres konkrete retningslinjer for, hvordan planlægningsprocesserne i højere grad kan gavne kropskulturen såvel som andre behov og ønsker, end de gør i dag. Undersøgelserne er eksempler og ikke udtømmende. Fokus er, hvordan byrumsidræt kan integreres i planlægningen. Sammen med denne publikation følger en opfordring til mere forskning på området. Større udveksling af erfaringer mellem forskellige kommuner, i ind- og udland vil også give positive input til praksis. Men vigtigst er det, at kompetente fagkræfter analyserer hvert enkelt byrum, inden der sker omlægninger. Analyser kan fortælle om brugernes behov og drømme, og hvordan disse kan omsættes og kombineres i et og samme byrum. Ellers bliver byrummet ikke andet end en ophobning af byinventar, der er opstillet for at tilfredsstille mere eller mindre tilfældige præferencer. Et sådant pulterkammer lægger op til, at nogen begynder at bruge inventaret. En positiv genvist er, når det animerer til byrumsidræt. Det er umuligt at forestille sig en bygning opført, uden at nogen har overvejet, hvad den skal bruges til. Bibliotek? Eller måske boliger med børnehave? Der bliver altid spurgt, på hvilken måde opgaven skal løses. Hvilken type boliger? Hvordan bedst imødekomme de fremtidige beboeres behov? Det samme burde gælde for byrum. Der må spørges, hvem der skal bruge det. Hvor store dele af døgnet skal her være aktivitet? Hvordan kan rummet optage skiftende brug? Denne type spørgsmål må der tages stilling til i programmeringsfasen, dvs. den fase, der går forud for formgivningen. Ved hjælp af programmet kan den enkelte kommune sikre sig sammenhæng mellem brug og form-

11 givning. Byrummene bliver levende steder. Et gennemtænkt program er et vigtigt trin på vejen til gode resultater. Det gælder for byrum som for bygninger. 11 Byrummets program er ofte meget mere komplekst end bygningens. Bygningen skal rumme en eller en række funktioner for et begrænset antal mennesker (bolig og børnehave) eller for hele byen i et afgrænset tidsrum (bibliotek). Et byrum derimod kan i princippet bruges af alle borgere på alle døgnets tider. Ældreforeningen, den hjemløse på bænken og volleyballspillerne har samme ret til at være her som enlige mødre, kinesiske nytårsfejrende, pizzabude og cafégæster. Det er svært at forestille sig en bygning have så forskellige funktioner, som de fleste byrum har: kirkeindgang, marked, kiosk, taxaholdeplads, gangsti, affaldssortering, BMX-bane, overvåget bankforplads, mødested for hjemløse, kyssebænk, vareindlevering og demonstrationsplads. To år senere kan byrummet have fået helt andre funktioner, mens markedet er flyttet, og de hjemløse har fundet andre væresteder. Model af Henning Eichberg, citeret fra John Bale Sports Geography Præstationsrummet Produktion af rekorder og resultater Super-stadions SERIØS SPORTSUDØVELSE Det rekreative rum Fitness og rekreation Idrætshaller og syntetiske anlæg FITNESS OG VELVÆRE Kropsoplevelsens rum Leg, sjov, dialog-præget, sanseligt Parker, gader, fællesarealer NYE BØLGER AF KROPSKULTUR

12 12 Programmets betydning for hvert enkelt byrum gør det umuligt at udforme generelle designløsninger for byrumsidræt. I nogle tilfælde er det rigtigt med store åbne flader, i andre er en rumlig differentiering afgørende. I denne sammenhæng har vi analyseret en række eksisterende byrum, der kan belyse potentialer og faldgruber. Vi har lagt vægt på brugernes behov. Undersøgelserne viser, hvor stor spredning der er i de krav og ønsker, de forskellige idrætsformer og kulturer har til byrummet. Udøverne har et meget bevidst forhold til byrummet, som det fremgår af afsnit 2. BYRUMSIDRÆT Hver tiende dansker over 15 år er i dag overvægtig, og tallet forventes at stige i de kommende år. 2 I hele den vestlige verden bliver der i øjeblikket sat fokus på de sundhedsmæssige udfordringer, fedmeepidemien stiller. Samtidig kan man se en tendens, som peger i en helt anden og sundhedsmæssig positiv retning. Flere og flere dyrker sport eller motion og i stadig længere tid af gangen. 3 I 2002 sagde fire ud af fem adspurgte voksne danskere, at de dyrker sport eller motion hver uge. 4 Næsten halvdelen af disse bruger mere end 4 timer om ugen på sport eller motion. I dag dyrker alle dele af befolkningen idræt, mens de aktive fx i 1960ernes Danmark hovedsageligt var yngre mænd. 5 >> BMX FLATLAND Som det er tilfældet med rulleskøjteløb og skateboarding, findes der også inden for BMX forskellige discipliner, hvoraf de mest udbredte er rampe og street. Rampe kræver særlige anlæg, mens flatland og street foregår ude i byens rum. De to sidste anvender dog byrummet forskelligt. Hvor street er baseret på at udforske byen og dens gadeinventar som en forhindringsbane, går flatland ud på at udføre akrobatiske balancekrævende tricks på et fladt underlag. BMX eren Kenneth Abildgaard beskriver flatland som klassens pæne elev det larmer ikke, det slider ikke på omgivelserne, og det kræver blot et plant og hårdt underlag (side 50-54). Måden at være aktiv på er også forandret. I store træk er det i de sidste 20 år blevet mere og mere almindeligt at dyrke idræt og motion uden for foreninger. Klubber og foreninger lever i bedste velgående, mens der er kommet en ny type idrætsudøvelse til. Den nye tendens bliver ofte kaldt uorganiseret idræt, mens vi her vil bruge begrebet selvorganiseret, eftersom idrætten uden for organisationerne har sine egne sociale hierarkier og særlige adfærdsnormer. Det gælder blandt andet jogging, svømning, gymnastik, styrketræning og rulleskøjteløb, selvom alle disse også kan foregå i klubber. 6 Den selvorganiserede idræt er mere typisk i byer end i landlige områder. 7 En anden opblomstring er sket inden for det, som kaldes hverdagsmotion. Det vil sige den fysiske aktivitet, vi indpasser i hverdagen uden at skulle dyrke decideret sport eller idræt. 8 Hverdagsmotion er al bevægelse, der indgår som en integreret del af hverdagens gøremål, fx at gå eller cykle til arbejdet. Idrætten har fået en ny rolle i hverdagslivet. Det vigtigste er ikke længere kun gode præstationer, som det var for idrætsudøvere for 100 år siden. En tendens, som startede i 1980erne, er, at folk lægger stadig mere vægt på glæden eller spændingen ved at dyrke fysisk aktivitet. 9 Det er den umiddelbare tilfredsstillelse hos den enkelte og den sociale oplevelse, som tæller. Den gode præstation og rekreationen er stadig en del af byrumsidrætten, men oplevelsen er kommet oveni. En af interviewpersonerne i afsnit 2 er både med i verdensmesterskaber

13 i BMX flatland og vælger sporten som et alternativ til en tur i biografen. Han er på samme tid orienteret mod præstation og oplevelse. 13 Byrumsidrætten laver lokaliteter i byen om til oplevelsesrum. 10 Al bevægelse skærper opmærksomheden omkring en rumlighed. Vi kan ikke lære et rum at kende uden at bevæge os gennem det. Byrumsidrætten udforsker uderummene ved hjælp af andre bevægelsesmønstre end hverdagens formålsbestemte gang, cykling og biltransport. Den giver børn, unge og voksne anledning til at løbe, hoppe, klatre, kaste og balancere i byen og på den måde se, sanse og opleve byens rum på nye måder. Legen og det irrationelle får lov til at trives i vores hverdag. Vi oplever rummene på nye og mere intensive måder, end når vi blot bevæger os på den korteste vej mellem A og B. Vi bliver bevidste om forholdet mellem kroppen og omgivelserne. Byrum, som ingen tidligere lagde mærke til, får ny opmærksomhed og tilføres nye værdier. Selvorganiseret byrumsidræt spænder vidt fra den spontane løbetur til større arrangementer som EM i footbag i Nansensgade i København. Denne undersøgelse ser på både større og mindre byer samt forstæder, og idrætsudøverne er mænd og kvinder i flere generationer. Børn og teenagere er ikke medtaget som særlige interviewpersoner, men de vil optræde som udøvere og legende i mange af de byrum, der bliver analyseret. Fælles for alle de aktiviteter, vi her kalder byrumsidræt, er, at de foregår i uderum, der ikke kun, eller slet ikke, er planlagte til dette formål. Det sker på brugernes eget initiativ. >> FOOTBAG En sport (også kaldt hackysack), der udføres med en lille blød stofbold. Udøveren jonglerer bolden, uden at den må røre jorden. Byrumsidrætten er i dag så udbredt, at planlægningen må tage denne måde at bruge byen på alvorligt. Udøverne kommer fra alle befolkningslag og aldersgrupper og er tit de samme, som om vinteren bruger idrætshaller. Byrumsidrætten drives af en søgen efter oplevelser og er et berigende bidrag til byens liv. BETRAGTER OG FODGÆNGER TO SYNSVINKLER Skulle man skrive en byrumsidrættens historie, burde den tage afsæt i to synsvinkler. Den kan skrives både fra et planlægningsperspektiv og fra et brugerperspektiv. Dermed handler historien om både de tiltag, der er taget i henhold til den overordnede planstrategi, og om brugernes aktiviteter. Planlægningsperspektivet Når byplanlæggere i dag retter opmærksomheden mod kropskultur, er det ikke nogen nyhed. Den periode, som har vist en meget udbredt og systematisk interesse for forholdet mellem by og sportsaktiviteter, er modernismen. Et af periodens vigtigste arkitektoniske manifester er Athen-erklæringen fra Erklæringen blev skrevet ved en konference for den internationale sammen-

14 14 slutning af arkitekter CIAM (Congrès Internationaux d Architecture Moderne), som blandt andet arkitekten Le Corbusier tilhørte, og retter stor opmærksomhed mod idræt. Athen-erklæringen var et charter, der forpligtede underskriverne til at integrere de vedtagne punkter i planlægningen. Det blev først offentliggjort i 1942 og fik stor betydning for efterkrigstidens byer. Rekreation, herunder det vi kalder byrumsidræt, spillede en stor rolle som komponent i modernisternes byideal. Sport og gymnastik fik strandparker og grønne områder, og aktiviteternes sociale funktion blev anerkendt. To punkter fra Athen-erklæringen lyder: Derfor fordrer vi: [punkt] 35. at ethvert boligområde for fremtiden skal omfatte tilstrækkelige grønne områder til leg og sport såvel for børn og unge som for voksne. ( ) [punkt] 38. at weekenderne kan tilbringes i dertil udlagte områder: parker, skove, sportspladser, stadionanlæg, strande osv. 11 I tråd med CIAMs zonetænkning blev funktionen sport disponeret særlige steder i byens arealdistribution. En af de måder, der blev skabt kropskulturelle zoner på, var ved at anlægge såkaldte folkeparker. Det vil sige parker, der ikke er prydhaver, men for første gang i historien er anlagt som grønne rum tilgængelige for hele befolkningen. Den vigtigste ingrediens var store multifunktionelle folkeplæner til sport, spil og solbadning. Formmæssigt var folkeparkerne præget af store åbne rum og kunne benytte sig af forskellige stile og formsprog. Det vigtigste var, at de kunne bruges af store menneskemængder. Kostbare kunstværker, fine ornamenter og sjældne planter, som kræver omsorg, hører ikke til i denne type anlæg, skrev landskabsarkitekten C. C. L. Hirschfeld, da han allerede i 1785 formulerede programmet for folkeparkens forgænger; Volksgarten (folkehaven), som fik stor indflydelse på modernismens folkeparker. 12 Folkeparkerne findes i de fleste europæiske byer og oplever i dag en renæssance. Fælledparken i København er et eksempel. Den er velbesøgt af et meget bredt spekter af borgere hvert år. Der bliver fra flere hold peget på fordelen ved folkeparkens multifunktionelle rum, der evner at optage skiftende behov over tid. 13 På plænen, som var tænkt til bl.a. gymnastik og solbadning, kan der i dag også være udendørs biograf og hip-hop-festivaler. Folkeparkernes renæssance skyldes også deres sociale betydning. De var anlagt i storbyens fattige og tæt bebyggede arbejderkvarterer. Folkeparkerne viser, at der med små budgetter, både til drift og vedligehold, kan skabes liv i byen, og at dette kan have en social gevinst. På trods af at folkeparken er populær, kan den ikke opfylde alle de behov, der i dag er til oplevelsesrum i byen. Folkeparken var henvist til særlige zoner. Det stemmer overens med modernisternes rationelle og abstrakte opfattelse af hver-

15 dagslivet. Arbejde, sport og søvn var totalt adskilte aktiviteter kun forbundet af kortere eller længere bilture. I dag ønsker mange byboere andre kombinationer af arbejde, fritid og transport. Nogle vil træne i pausen, andre tager arbejdet med hjem eller bruger transporttiden aktivt. Turen til parken kan være lang, og mange foretrækker at røre sig i nærheden af der, hvor de bor. Inddelingen af byen i zoner har også en anden mangel i forhold til byrumsidrætten; den glemmer, at vi bruger kropskulturen som identitetsmarkør. Petanquespilleren knytter sig til andre kulturelle normer end den, der dyrker den brasilianske kampsport capoeira. Den yngre modkultur ønsker ikke nødvendigvis at udtrykke sig i samme rum, som ældre lokalforeninger finder det gavnligt. Breakdance og folkedans lader sig ikke altid kombinere, uden at betydningen forskydes. Der er brug for mere end ét bevægelsesrum for hele byen eller bydelen. Plads for alle betyder ikke, at der skal være plads til, at alle mennesker skal være på samme sted samtidig, men at alle borgere kan udfolde sig forskellige steder i byen. 15 Byen bliver til, når den bruges En byrumsidrættens historie skulle ikke bare handle om planlægning, men også om hvordan borgerne har dyrket kropskultur. Folk har altid dyrket fysisk aktivitet på steder, som ikke var tænkt til dette formål, fx ved at skøjte på voldgraven og bade i kanalen. 14 Siden sidst i 1970erne er byrumsidrætten blevet meget udbredt, både fordi subkulturernes idrætsformer er kommet til (rollerblading, breakdance), og fordi andre aktiviteter, bl.a. jogging, er blevet folkeeje. Sociologen Michel de Certeau har givet en ramme, som kan belyse byrumsidrætten set fra brugerens synsvinkel. I bogen L invention du quotidien fra 1980 (engelsk udgave: The Practice of Everyday Life fra 1984) beskriver han, hvordan brugerne af forskellige samfundsmæssige og kulturelle fænomener opererer. 15 Brugerne efterlader ikke nødvendigvis produkter på samme måde, som planlægning skaber fysiske strukturer. Alligevel kalder de Certeau også borgernes aktiviteter produktion. En produktion, som er i stand til at tilpasse byrum til den enkeltes behov. De Certeau begynder sin analyse øverst i World Trade Center i New York. Herfra ser han ned på byen som en gud, der ikke deltager i myriaden under sig, men som tværtimod har et totalt overblik. Fra skyskraberen ser han, hvordan hele Manhattan er disponeret ud fra det samme grid. Hver gade og karré bliver behandlet ens af en sådan homogen struktur, der bestemmer, hvordan byen skal udvikle sig videre. Det er først, når man løfter sig højt over byen, op på 110. etage, at Manhattans rationelle byplan bliver synlig og giver mening. Ud fra et sådant ikke deltagende og abstrakt blik er modernismens byplanlægning foretaget, skriver de Certeau. Planlæggeren er en betragter (voyeur), der disponerer funktioner uden at blande sig i byens liv. Planlæggerens mål er at styre byen og disciplinere borgerne og gøre dem til homogene konsumenter. Denne disciplinering gennem kontrollerende aktiviteter kalder de Certeau strategier. >> GRID Et grid er en tern-formet struktur, fx en byplan, hvor alle eller de fleste gader støder 90 o på hinanden.

16 16 Betragterens modsætning er fodgængeren (le marcheur), der befinder sig nede i byens labyrint. Hvor den modernistiske planlæggers kort beskriver byen som en samlet helhed, oplever fodgængeren byen helt anderledes, når han bevæger sig rundt i dens forskellige rum. Byen opleves som successive indtryk over tid. Fodgængeren er ikke adskilt fra, men deltager i byens liv. Byen kan derfor sammenlignes med sproget. At bevæge sig gennem byen er som at tage sproget i brug. At gå er for det urbane felt, hvad talen er for sproget eller for de talte udsagn, 16 skriver de Certeau. Det rum, som byplanlæggeren og arkitekten traditionelt har stået for, bygger derimod på abstrakte og geometriske mål. Det svarer til sprogvidenskabens definitioner på et ords bestemte betydning. Disse normer bliver aldrig brugt, når vi taler, men er rene abstraktioner. Fx har begrebet bjørnetjeneste haft betydningen: Handling som er velment, men som gør mere skade end gavn. Men så begyndte yngre danskere ganske uventet at forstå bjørnetjeneste som det modsatte: handling som er til stor hjælp for nogen. Den bestemte betydning blev brudt og stillet på hovedet af sprogbrugere, der ikke lader sig styre af definitioner i en ordbog. Da Den Danske Ordbog udkom i 2003, blev der ganske fremsynet taget konsekvensen af dette. Begge betydninger af begrebet bjørnetjeneste er medtaget. Næste gang der udgives en ordbog, er der andre betydninger, som er blevet forandrede. Det talte sprog lever sit eget liv uafhængigt af og på tværs af sprogvidenskabens forsøg på at give entydige definitioner. På samme måde forholder det sig med fodgængerens bevægelse gennem byen: der kan ikke udpeges nogen norm for rigtig adfærd. Hvad er den rigtige brug af et byrum? Det eneste virkelige er en uendelig samling subjektive vandringer og livsbaner. Den brugte by afhænger af hver persons valg af tempo og rute. Hver fodgænger skriver sin helt egen historie, hvor oplevelserne er langt fra det fuldkomne overblik, man kan få fra 110. etage. I stedet opleves byen som en rute med en masse sanseindtryk, der hele tiden skifter. De uendelig mange måder, vi bruger byen på, kalder de Certeau taktikker. Taktikkerne forholder sig afprøvende, pragmatisk eller afvigende til normen. Dermed yder de uundgåelig modstand mod den overordnede rationelle strategi. Uanset hvor meget planlægningsstrategien er tænkt ud fra betragterens abstrakte blik, vil brugernes taktikker uundgåeligt gøre dem selv til forfatter og hovedperson i en helt subjektiv historie. De Certeaus analyse handler om brugerens konkrete møde med byen. Til hans samfundsvidenskabelige synsvinkel kan vi i denne sammenhæng tilføje, at også vores sanser er en indgang til mødet med byrummet. Er her megen vind? Hvordan lugter det? Kan jeg høre mine egne fodtrin? Føler jeg mig tryg her? Som analyserne har vist, afhænger svarene herpå i høj grad af den aktivitet, vi udfolder i rummet. Byplanen og gadenettet er abstrakte størrelser, som vi kun forstår ved hjælp af intellektet eller ved rent fysisk at bevæge os væk fra byli-

17 vet og op i skyskrabere eller forvaltningskontorer. Byrummet er bebyggelsens mindste enhed, grundpillen som alt andet er bygget op omkring. Først er der rum, så bliver en herlighedsværdi opdaget, fx havudsigt, eller tilføjet, fx en park. Det tiltrækker mennesker, og rummet bliver levende. Senere kommer evt. bygninger som klimaskærme for særlige funktioner. De er med til at afgrænse rummet. Byrummet er det sted, hvor vi sanser og oplever byen. I de tilfælde, hvor man er startet med bygningerne, har det ofte vist sig sværere at opdage eller tilføje herlighedsværdier. I Manhattans grid forløber den rumlige afgrænsning på samme måde over hele øen. Men det er ikke kun her, at byplanen er tænkt ud fra betragterens rationelle strategier. Traditionelt har planlægningen i jagten på totalt overblik og helhedsløsninger betragtet borgerne oppefra, som de Certeau i det daværende World Trade Center. Sportsanlæg og idrættens landskaber er ingen undtagelse. Traditionelt har de været præget af samme standardiserende tænkning. Små forskelle er blevet udraderet blandt andet for at gøre international konkurrenceidræt mulig. I artiklen Sportens rationelle landskaber skriver idrætsforskeren John Bale: 17 >> HERLIGHEDSVÆRDIER Det, der fanger borgernes opmærksomhed ved at være særligt pirrende, smukt, duftende m.v. Herlighedsværdier distraherer og får os til at skærpe sanserne. Herlighedsværdier er værdistigninger, både økonomiske og sociale også selvom der er forskel på det, der fanger vores opmærksomhed. En park er en herlighedsværdi, der kan gøre en bolig til et hjem. For en inlineskater er et gelænder en herlighedsværdi, der gør et byrum attraktivt. Herlighedsværdier er ikke givet, det er noget, man skaber eller opdager og formidler. Den videnskabelige rationalitets indtrængen i sportslandskabet var utvivlsomt og er stadig ment som et middel til at forbedre effektivitet, komfort og ydelse. Det er således humanismens paradoks, at den har frembragt sportslandskaber, som til en vis grad i det mindste er umenneskelige og inhumane, netop fordi de er udpræget humaniserende. 17 Selvfølgelig er ikke al planlægning inhuman og distanceret fra byens liv. Mange danske kommuner eksperimenterer i dag med nye planlægningsstrategier, som på forskellige måder inddrager brugerens synsvinkel. Men det er et grundlæggende paradoks, at byplanlægning skal tilgodese overordnede strategier på den ene side og den enkelte borgers hverdagsliv på den anden. Byrumsidrætten kan betragtes som taktikker, der modsiger sig planlæggerens overblik. Udøveren opererer i rum, som også har andre funktioner, og må derfor give afkald på standarder for optimale forhold til idrætten. Aktiviteten tilpasses det specifikke byrum. Et gelænder bliver stativ til udstrækning efter løbeturen. Professor i arkitektur og urban kultur ved Bartlett-fakultetet på University College of London, Iain Borden, har undersøgt fænomenet skating i Europa og USA. Dette er den mest udbredte og veldokumenterede subkulturelle byrumsidræt og derfor et godt eksempel på, hvordan idrætsudøvere placerer sig i byen. Siden det i 1980erne blev populært at skate såkaldt streetstyle i offentlige rum, har aktiviteten placeret sig i to typer byrum:

18 18 >> SLIDE / GRINDE Udtryk for to forskellige måder at skate eksempelvis en curb. Slide betegner det at hoppe op og kure hen ad kanten med skateboardet vinkelret på kanten. Grinde betegner det at hoppe op og kure hen ad kanten på skateboardets trucks (hjulakser). 1 Ved monumentale bygninger og magtsymboler, som fx Rådhuspladsen i Oslo. 2 Ved Zero degree architecture, dvs. steder, vi ikke normalt opfatter som arkitektur, fx rundkørsler og parkeringspladser. I begge tilfælde behandler skaterne rummet som en samling af objekter. En bænk eller trappe til at bevæge sig langs, en glat væg til at hoppe op ad. Dette er nye forståelser af rummet og bliver i begge typer rum en modsigelse af tidligere tolkninger. I det monumentale rum afmonterer skaternes brug magtsymbolerne, og tilbage står det fysiske og sanselige. En bankbygning bliver til en glat væg, som hånden rører et sekund i luften, mens skateren slider. Dette kan forstås som en opposition til magtsymbolerne. I rum med Zero degree architecture er det nyt, at rummet overhovedet bruges som kilde til oplevelser. Et anonymt parkeringsområde eller utrygt sted bliver i skaternes fortolkning til et udfordrende spillebræt og socialt samlingssted. Det, der tidligere var planlagt til én funktion, er blevet multifunktionelt og får ny værdi. Om 10 år er det nye idrætsgrene, der tolker byens rum. Nogle aktiviteter forsvinder, andre bliver ved med at være populære, men finder nye steder. Byrummene må kunne optage aktiviteter og være åbne for stadig nye tolkninger. Det gælder om at flytte fokus fra planlæggerens til brugerens synsvinkel, for derefter at spørge hvordan planlæggeren bedre kan imødekomme brugeren. Brugerne er både dem, vi kender i dag og dem, vi endnu ikke kender. Deres synsvinkel og planlæggerens behøver ikke at være i konflikt.

19 19

20 20