Idrættens fornemmelse for byrum

Transkript

1 Idrættens fornemmelse for byrum SLA Landskabsarkitekter i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden LOKALE- & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 10

2 IDRÆTTENS FORNEMMELSE FOR BYRUM Lokale- og Anlægsfonden og SLA Landskabsarkitekter Projektet udført i samarbejde med Carlberg & Christensen Consult Redaktører: Stig L. Andersson, ansvh. red., og Svava Riesto (SLA) Forfattere: Svava Riesto (SLA), Nicolai Carlberg (C&C) og Søren Møller Christensen (C&C) Research og redaktionsassistent: Martin Søberg (SLA) Grafiske illustrationer side 19, 32, 55 og 59: Filippa Berglund (SLA) Grafisk illustration side 8: Lisbeth Westergaard (SLA) Foto side 71: Stig L. Andersson Øvrige fotos og forsidefoto: Torben Petersen Grafisk tilrettelægning: Anne von Holck, Tegnestuen Trojka Tryk: P.J.Schmidt Grafisk December 2004 ISBN Andre publikationer i skriftrækken: 1. Fra sportsbassin til superbassin Nyt liv i gamle idrætshaller Kunstis og skøjtekultur Fremtidens idræts- og kulturbyggeri Forsamles og forenes om idræt Vandkulturhuse Arkitekturpsykologi Den tredje bølge En idrætslegeplads skal ligge i vejen! 2004

3 INDHOLD Forord 7 INDLEDNING 9 Byrumsidræt 12 Betragter og fodgænger to synsvinkler 13 Planlægningsperspektivet 13 Byen bliver til, når den bruges RUM BYEN FORTOLKET 21 Jarmers Plads, København 21 Opdagelse 25 Fortolkning 26 Unter den Linden, Berlin 26 Søerne, København 28 Langelinie, København 29 I byen er intet permanent AKTIVITET BYEN BRUGES 33 Fire portrætter af byrumsidræt 36 Sundhed med udsigt; løb 44 BMX flatland Streetkulturens pæne klassekammerat 50 Idrættens fornemmelse for byrum PLANLÆGNING BYEN UDVIKLES 59 Centrumpladsen, Svendborg 60 Hvordan planlægge for byrumsidræt? 63 Redaktøren 65 HVORDAN KAN PLANLÆGNINGEN SKABE BEDRE FORHOLD FOR BYRUMSIDRÆT? 68 Litteratur 72 Noter 75

4

5 Tegn en lige linie på et kort over din hjemby. Start fra punkt A og gå til punkt B. Tænk ikke på, hvad du møder på din vej (barrierer, vægge, pigtrådsspærringer, træer, huse, bygninger) som forhindringer. Kram dem: klatre, kom over, hop: lad din fantasi flyde frit. Beskrivelse af sporten parkour på

6

7 FORORD 7 Interessen for byens udfoldelsesmuligheder er stærkt stigende i disse år. Torve, parker, pladser og bystrøg undergår renoveringer og omlægninger, som sætter fokus på arealer til idræt og fysisk udfoldelse, sceniske opbygninger, legeområder og cafémiljøer og ikke kun de nødvendige kendte funktioner. I mange danske byer pågår overvejelser om, hvordan man på den ene side løser behovet for effektiv trafikafvikling og parkeringspladser og på den anden side samtidig skaber en levende by med attraktive aktiviteter også for idræt og bevægelse for beboere, handlende og ansatte i virksomhederne. Lokale- og Anlægsfonden er klar til at medvirke med idéer og inspiration til at skabe et aktivt byrum med invitation til idræt, motion og anden kulturel aktivitet. Det kan ske ved etablering af åbne, fleksible og indbydende rammer, som tager hensyn til byrummets helhed og udseende. Forholdsvis enkle foranstaltninger som belægning, belysning, afskærmninger, overdækninger og redskaber kan åbne for overraskende muligheder. Men også mere omfattende initiativer i form af større omlægninger af byrummet og ændringer af og i eksisterende bygninger kan være fremgangsmåden, hvis byrummet skal indbyde til idrætsaktiviteter og anden rekreativ udfoldelse. Fonden har gennem sin støtte til bl.a. mobile skøjtebaner, idrætslegepladser og træningspavilloner søgt at bidrage til bestræbelserne på at skabe udfoldelsesmuligheder i byens rum torvene, pladserne og parkerne, men også ved uudnyttede restarealer tæt på jernbaner, motorveje m.m. Med denne bog i Fondens skriftrække giver SLA Landskabsarkitekter ved Stig L. Andersson og Svava Riesto deres bud på, hvordan planlæggere og beslutningstagere kan inspireres til en fortsat udvikling på området. Som bogen viser, bliver mange byrum allerede nu brugt til fysisk udfoldelse, selv om de oprindeligt var tiltænkt en anden funktion. Hvis der allerede i planlægningen af moderniseringer, renoveringer og omlægninger sættes fokus på at prioritere plads i byrummet til idræt og bevægelse, kan løsningerne blive bedre for alle. Mulighederne er der og lige dér, hvor folk bor, arbejder eller i øvrigt færdes. Hans Toft Formand for Lokale- og Anlægsfonden

8 8 Masterplan for Tingbjerg Utterslev Huse. (1. Præmie i indbudt konkurrence, 2003), SLA Landskabsarkitekter.

9 INDLEDNING 9 Hovedspring i havnen, salsa under en gammel båd, stavgang langs promenaden, sjipning og petanque i lange baner. Dette og meget mere er kombineret i Havneparken på Islands Brygge i København. Der sprudler af liv og de mest forskellige kropslige aktiviteter. Hvem skulle tro, at stedet ikke altid har været tænkt som bevægelsens paradis? I virkeligheden tog det lang tid, før borgerne fik medvind til at lave det gamle industriareal om til et aktivt uderum for alle. Selv havde de aldrig været i tvivl: Helt siden beboerne fattede spaderne og indrettede en folkets park i starten af 1980erne, har kropskulturen været Havneparkens omdrejningspunkt. Historien kunne have været hentet mange steder fra: Borgerne ønsker ikke altid specialdesignede idrætshaller og anlæg. De vil have byrum, som kan bruges til mange typer aktiviteter. Levende steder, hvor alle kan udfolde sig. Byrum vil sige alle tilgængelige uderum i bebyggede områder. Rækkehuse, parkeringshuse, parcelhuse og indkøbscentre er ikke bare bygninger, men fungerer som kant for byens uderum. Hver gang, der rejses en bygning, sker der en forandring i omgivelserne. Byrum er de steder, hvor beboerne i stationsbyen, i forstaden, i købstaden, i landsbyen og den indre by færdes og mødes. Ikke alle byrum er offentligt ejede, men de er tilgængelige for alle hele eller det meste af døgnet. Idræt i byrummene bidrager naturligvis til stor forbedring af folkesundheden. Samtidig skaber kropskulturen liv og mangfoldighed i byen. Der, hvor der i forvejen sker noget, vil flere gerne være. Der er der trygt og noget at se på fra bænken. Byrumsidræt fungerer som socialt kit, der giver positivt input til belastede områder. Folk får selvtillid af idræt, de mødes, og byrummene bliver levende. Det er blandt andet sket i Østbyen i Horsens og i Holmbladsgadekvarteret i København. 1 Hvad skal der til, for at danske kommuner i fremtiden sprudler af levende byrum, hvor borgere dyrker kropslige aktiviteter? Hvordan kan planlæggere og beslutningstagere inspirere til, at folk tager bolden, yogamåtten og rulleskøjterne med ud? Hvad sker der, når interesserne er i konflikt? Kan et byrum bruges både til parkering, tai-chi-træningsplads og solbadning? Og hvordan får man overhovedet et sted til at blive attraktivt for de kropsaktive? I nogle til-

10 10 >> PROGRAM Programmering er, når fagfolk undersøger brugergruppernes ønsker og behov samt eventuelle potentialer og nye måder at bruge et byrum på i fremtiden. Brugerinddragelse er en central forudsætning for denne undersøgelse. Brugerne er eksperter i, hvordan et rum bedst bruges. Planlæggerne tager stilling til, hvordan til dels modstridende ønsker og behov kan samles. Der prioriteres mellem fremsatte behov og skabes mulighed for, at byrummet kan bruges og fortolkes på helt andre måder i fremtiden. Programmeringsfasen afsluttes ved, at der udformes et program, der er udgangspunkt, når rådgiverne skaber et rumligt udtryk. Programmet er et juridisk dokument og bruges i evalueringen af det endelige resultat. fælde er det ikke nødvendigt med særlige initiativer fra forvaltningen. Mange af byens bedste bevægelsesrum er overraskelser; oprindeligt tænkt til andre funktioner og siden hen indtaget af kropskulturen. Villavejen bliver fodboldbane, parkeringspladsen til et sted for breakdance. Andre gange er det nødvendigt med planlægningsmæssige tiltag for at tiltrække aktivitet eller finde måder at kombinere forskellige aktiviteter på. Afsnit 1 handler om de situationer, hvor eksisterende rum i byen bliver indtaget af kropskulturen. Der bliver beskrevet, hvordan idrætten påvirker byrummet, og hvordan denne forandring er blevet tacklet. Udøvernes egne behov og drømme er i fokus. De kan fortælle os, hvad der skal til, for at folkedansere, basketballspillere og frisbee-entusiaster giver liv til stationsforpladsen, industrikvarteret eller det belastede boligområde. Udøvernes spidskompetence bør bruges i programmeringen af nye levende byrum. Fra beskrivelsen af enkelte byrum i afsnit 1 flyttes fokus derfor i afsnit 2 over på de enkelte brugere. Udøvere af forskellige typer byrumsidræt beskriver her, hvorfor de foretrækker nogle byrum frem for andre. Det er vigtigt, at nogen sidder med overblikket for både at styre uden om og løse interessekonflikterne. Flere kommuner har formået at skabe gode byrum, som kombinerer BMX-kørsel og indkøb, jogging og biltrafik. I det tredje og sidste afsnit præsenteres konkrete retningslinjer for, hvordan planlægningsprocesserne i højere grad kan gavne kropskulturen såvel som andre behov og ønsker, end de gør i dag. Undersøgelserne er eksempler og ikke udtømmende. Fokus er, hvordan byrumsidræt kan integreres i planlægningen. Sammen med denne publikation følger en opfordring til mere forskning på området. Større udveksling af erfaringer mellem forskellige kommuner, i ind- og udland vil også give positive input til praksis. Men vigtigst er det, at kompetente fagkræfter analyserer hvert enkelt byrum, inden der sker omlægninger. Analyser kan fortælle om brugernes behov og drømme, og hvordan disse kan omsættes og kombineres i et og samme byrum. Ellers bliver byrummet ikke andet end en ophobning af byinventar, der er opstillet for at tilfredsstille mere eller mindre tilfældige præferencer. Et sådant pulterkammer lægger op til, at nogen begynder at bruge inventaret. En positiv genvist er, når det animerer til byrumsidræt. Det er umuligt at forestille sig en bygning opført, uden at nogen har overvejet, hvad den skal bruges til. Bibliotek? Eller måske boliger med børnehave? Der bliver altid spurgt, på hvilken måde opgaven skal løses. Hvilken type boliger? Hvordan bedst imødekomme de fremtidige beboeres behov? Det samme burde gælde for byrum. Der må spørges, hvem der skal bruge det. Hvor store dele af døgnet skal her være aktivitet? Hvordan kan rummet optage skiftende brug? Denne type spørgsmål må der tages stilling til i programmeringsfasen, dvs. den fase, der går forud for formgivningen. Ved hjælp af programmet kan den enkelte kommune sikre sig sammenhæng mellem brug og form-

11 givning. Byrummene bliver levende steder. Et gennemtænkt program er et vigtigt trin på vejen til gode resultater. Det gælder for byrum som for bygninger. 11 Byrummets program er ofte meget mere komplekst end bygningens. Bygningen skal rumme en eller en række funktioner for et begrænset antal mennesker (bolig og børnehave) eller for hele byen i et afgrænset tidsrum (bibliotek). Et byrum derimod kan i princippet bruges af alle borgere på alle døgnets tider. Ældreforeningen, den hjemløse på bænken og volleyballspillerne har samme ret til at være her som enlige mødre, kinesiske nytårsfejrende, pizzabude og cafégæster. Det er svært at forestille sig en bygning have så forskellige funktioner, som de fleste byrum har: kirkeindgang, marked, kiosk, taxaholdeplads, gangsti, affaldssortering, BMX-bane, overvåget bankforplads, mødested for hjemløse, kyssebænk, vareindlevering og demonstrationsplads. To år senere kan byrummet have fået helt andre funktioner, mens markedet er flyttet, og de hjemløse har fundet andre væresteder. Model af Henning Eichberg, citeret fra John Bale Sports Geography Præstationsrummet Produktion af rekorder og resultater Super-stadions SERIØS SPORTSUDØVELSE Det rekreative rum Fitness og rekreation Idrætshaller og syntetiske anlæg FITNESS OG VELVÆRE Kropsoplevelsens rum Leg, sjov, dialog-præget, sanseligt Parker, gader, fællesarealer NYE BØLGER AF KROPSKULTUR

12 12 Programmets betydning for hvert enkelt byrum gør det umuligt at udforme generelle designløsninger for byrumsidræt. I nogle tilfælde er det rigtigt med store åbne flader, i andre er en rumlig differentiering afgørende. I denne sammenhæng har vi analyseret en række eksisterende byrum, der kan belyse potentialer og faldgruber. Vi har lagt vægt på brugernes behov. Undersøgelserne viser, hvor stor spredning der er i de krav og ønsker, de forskellige idrætsformer og kulturer har til byrummet. Udøverne har et meget bevidst forhold til byrummet, som det fremgår af afsnit 2. BYRUMSIDRÆT Hver tiende dansker over 15 år er i dag overvægtig, og tallet forventes at stige i de kommende år. 2 I hele den vestlige verden bliver der i øjeblikket sat fokus på de sundhedsmæssige udfordringer, fedmeepidemien stiller. Samtidig kan man se en tendens, som peger i en helt anden og sundhedsmæssig positiv retning. Flere og flere dyrker sport eller motion og i stadig længere tid af gangen. 3 I 2002 sagde fire ud af fem adspurgte voksne danskere, at de dyrker sport eller motion hver uge. 4 Næsten halvdelen af disse bruger mere end 4 timer om ugen på sport eller motion. I dag dyrker alle dele af befolkningen idræt, mens de aktive fx i 1960ernes Danmark hovedsageligt var yngre mænd. 5 >> BMX FLATLAND Som det er tilfældet med rulleskøjteløb og skateboarding, findes der også inden for BMX forskellige discipliner, hvoraf de mest udbredte er rampe og street. Rampe kræver særlige anlæg, mens flatland og street foregår ude i byens rum. De to sidste anvender dog byrummet forskelligt. Hvor street er baseret på at udforske byen og dens gadeinventar som en forhindringsbane, går flatland ud på at udføre akrobatiske balancekrævende tricks på et fladt underlag. BMX eren Kenneth Abildgaard beskriver flatland som klassens pæne elev det larmer ikke, det slider ikke på omgivelserne, og det kræver blot et plant og hårdt underlag (side 50-54). Måden at være aktiv på er også forandret. I store træk er det i de sidste 20 år blevet mere og mere almindeligt at dyrke idræt og motion uden for foreninger. Klubber og foreninger lever i bedste velgående, mens der er kommet en ny type idrætsudøvelse til. Den nye tendens bliver ofte kaldt uorganiseret idræt, mens vi her vil bruge begrebet selvorganiseret, eftersom idrætten uden for organisationerne har sine egne sociale hierarkier og særlige adfærdsnormer. Det gælder blandt andet jogging, svømning, gymnastik, styrketræning og rulleskøjteløb, selvom alle disse også kan foregå i klubber. 6 Den selvorganiserede idræt er mere typisk i byer end i landlige områder. 7 En anden opblomstring er sket inden for det, som kaldes hverdagsmotion. Det vil sige den fysiske aktivitet, vi indpasser i hverdagen uden at skulle dyrke decideret sport eller idræt. 8 Hverdagsmotion er al bevægelse, der indgår som en integreret del af hverdagens gøremål, fx at gå eller cykle til arbejdet. Idrætten har fået en ny rolle i hverdagslivet. Det vigtigste er ikke længere kun gode præstationer, som det var for idrætsudøvere for 100 år siden. En tendens, som startede i 1980erne, er, at folk lægger stadig mere vægt på glæden eller spændingen ved at dyrke fysisk aktivitet. 9 Det er den umiddelbare tilfredsstillelse hos den enkelte og den sociale oplevelse, som tæller. Den gode præstation og rekreationen er stadig en del af byrumsidrætten, men oplevelsen er kommet oveni. En af interviewpersonerne i afsnit 2 er både med i verdensmesterskaber

13 i BMX flatland og vælger sporten som et alternativ til en tur i biografen. Han er på samme tid orienteret mod præstation og oplevelse. 13 Byrumsidrætten laver lokaliteter i byen om til oplevelsesrum. 10 Al bevægelse skærper opmærksomheden omkring en rumlighed. Vi kan ikke lære et rum at kende uden at bevæge os gennem det. Byrumsidrætten udforsker uderummene ved hjælp af andre bevægelsesmønstre end hverdagens formålsbestemte gang, cykling og biltransport. Den giver børn, unge og voksne anledning til at løbe, hoppe, klatre, kaste og balancere i byen og på den måde se, sanse og opleve byens rum på nye måder. Legen og det irrationelle får lov til at trives i vores hverdag. Vi oplever rummene på nye og mere intensive måder, end når vi blot bevæger os på den korteste vej mellem A og B. Vi bliver bevidste om forholdet mellem kroppen og omgivelserne. Byrum, som ingen tidligere lagde mærke til, får ny opmærksomhed og tilføres nye værdier. Selvorganiseret byrumsidræt spænder vidt fra den spontane løbetur til større arrangementer som EM i footbag i Nansensgade i København. Denne undersøgelse ser på både større og mindre byer samt forstæder, og idrætsudøverne er mænd og kvinder i flere generationer. Børn og teenagere er ikke medtaget som særlige interviewpersoner, men de vil optræde som udøvere og legende i mange af de byrum, der bliver analyseret. Fælles for alle de aktiviteter, vi her kalder byrumsidræt, er, at de foregår i uderum, der ikke kun, eller slet ikke, er planlagte til dette formål. Det sker på brugernes eget initiativ. >> FOOTBAG En sport (også kaldt hackysack), der udføres med en lille blød stofbold. Udøveren jonglerer bolden, uden at den må røre jorden. Byrumsidrætten er i dag så udbredt, at planlægningen må tage denne måde at bruge byen på alvorligt. Udøverne kommer fra alle befolkningslag og aldersgrupper og er tit de samme, som om vinteren bruger idrætshaller. Byrumsidrætten drives af en søgen efter oplevelser og er et berigende bidrag til byens liv. BETRAGTER OG FODGÆNGER TO SYNSVINKLER Skulle man skrive en byrumsidrættens historie, burde den tage afsæt i to synsvinkler. Den kan skrives både fra et planlægningsperspektiv og fra et brugerperspektiv. Dermed handler historien om både de tiltag, der er taget i henhold til den overordnede planstrategi, og om brugernes aktiviteter. Planlægningsperspektivet Når byplanlæggere i dag retter opmærksomheden mod kropskultur, er det ikke nogen nyhed. Den periode, som har vist en meget udbredt og systematisk interesse for forholdet mellem by og sportsaktiviteter, er modernismen. Et af periodens vigtigste arkitektoniske manifester er Athen-erklæringen fra Erklæringen blev skrevet ved en konference for den internationale sammen-

14 14 slutning af arkitekter CIAM (Congrès Internationaux d Architecture Moderne), som blandt andet arkitekten Le Corbusier tilhørte, og retter stor opmærksomhed mod idræt. Athen-erklæringen var et charter, der forpligtede underskriverne til at integrere de vedtagne punkter i planlægningen. Det blev først offentliggjort i 1942 og fik stor betydning for efterkrigstidens byer. Rekreation, herunder det vi kalder byrumsidræt, spillede en stor rolle som komponent i modernisternes byideal. Sport og gymnastik fik strandparker og grønne områder, og aktiviteternes sociale funktion blev anerkendt. To punkter fra Athen-erklæringen lyder: Derfor fordrer vi: [punkt] 35. at ethvert boligområde for fremtiden skal omfatte tilstrækkelige grønne områder til leg og sport såvel for børn og unge som for voksne. ( ) [punkt] 38. at weekenderne kan tilbringes i dertil udlagte områder: parker, skove, sportspladser, stadionanlæg, strande osv. 11 I tråd med CIAMs zonetænkning blev funktionen sport disponeret særlige steder i byens arealdistribution. En af de måder, der blev skabt kropskulturelle zoner på, var ved at anlægge såkaldte folkeparker. Det vil sige parker, der ikke er prydhaver, men for første gang i historien er anlagt som grønne rum tilgængelige for hele befolkningen. Den vigtigste ingrediens var store multifunktionelle folkeplæner til sport, spil og solbadning. Formmæssigt var folkeparkerne præget af store åbne rum og kunne benytte sig af forskellige stile og formsprog. Det vigtigste var, at de kunne bruges af store menneskemængder. Kostbare kunstværker, fine ornamenter og sjældne planter, som kræver omsorg, hører ikke til i denne type anlæg, skrev landskabsarkitekten C. C. L. Hirschfeld, da han allerede i 1785 formulerede programmet for folkeparkens forgænger; Volksgarten (folkehaven), som fik stor indflydelse på modernismens folkeparker. 12 Folkeparkerne findes i de fleste europæiske byer og oplever i dag en renæssance. Fælledparken i København er et eksempel. Den er velbesøgt af et meget bredt spekter af borgere hvert år. Der bliver fra flere hold peget på fordelen ved folkeparkens multifunktionelle rum, der evner at optage skiftende behov over tid. 13 På plænen, som var tænkt til bl.a. gymnastik og solbadning, kan der i dag også være udendørs biograf og hip-hop-festivaler. Folkeparkernes renæssance skyldes også deres sociale betydning. De var anlagt i storbyens fattige og tæt bebyggede arbejderkvarterer. Folkeparkerne viser, at der med små budgetter, både til drift og vedligehold, kan skabes liv i byen, og at dette kan have en social gevinst. På trods af at folkeparken er populær, kan den ikke opfylde alle de behov, der i dag er til oplevelsesrum i byen. Folkeparken var henvist til særlige zoner. Det stemmer overens med modernisternes rationelle og abstrakte opfattelse af hver-

15 dagslivet. Arbejde, sport og søvn var totalt adskilte aktiviteter kun forbundet af kortere eller længere bilture. I dag ønsker mange byboere andre kombinationer af arbejde, fritid og transport. Nogle vil træne i pausen, andre tager arbejdet med hjem eller bruger transporttiden aktivt. Turen til parken kan være lang, og mange foretrækker at røre sig i nærheden af der, hvor de bor. Inddelingen af byen i zoner har også en anden mangel i forhold til byrumsidrætten; den glemmer, at vi bruger kropskulturen som identitetsmarkør. Petanquespilleren knytter sig til andre kulturelle normer end den, der dyrker den brasilianske kampsport capoeira. Den yngre modkultur ønsker ikke nødvendigvis at udtrykke sig i samme rum, som ældre lokalforeninger finder det gavnligt. Breakdance og folkedans lader sig ikke altid kombinere, uden at betydningen forskydes. Der er brug for mere end ét bevægelsesrum for hele byen eller bydelen. Plads for alle betyder ikke, at der skal være plads til, at alle mennesker skal være på samme sted samtidig, men at alle borgere kan udfolde sig forskellige steder i byen. 15 Byen bliver til, når den bruges En byrumsidrættens historie skulle ikke bare handle om planlægning, men også om hvordan borgerne har dyrket kropskultur. Folk har altid dyrket fysisk aktivitet på steder, som ikke var tænkt til dette formål, fx ved at skøjte på voldgraven og bade i kanalen. 14 Siden sidst i 1970erne er byrumsidrætten blevet meget udbredt, både fordi subkulturernes idrætsformer er kommet til (rollerblading, breakdance), og fordi andre aktiviteter, bl.a. jogging, er blevet folkeeje. Sociologen Michel de Certeau har givet en ramme, som kan belyse byrumsidrætten set fra brugerens synsvinkel. I bogen L invention du quotidien fra 1980 (engelsk udgave: The Practice of Everyday Life fra 1984) beskriver han, hvordan brugerne af forskellige samfundsmæssige og kulturelle fænomener opererer. 15 Brugerne efterlader ikke nødvendigvis produkter på samme måde, som planlægning skaber fysiske strukturer. Alligevel kalder de Certeau også borgernes aktiviteter produktion. En produktion, som er i stand til at tilpasse byrum til den enkeltes behov. De Certeau begynder sin analyse øverst i World Trade Center i New York. Herfra ser han ned på byen som en gud, der ikke deltager i myriaden under sig, men som tværtimod har et totalt overblik. Fra skyskraberen ser han, hvordan hele Manhattan er disponeret ud fra det samme grid. Hver gade og karré bliver behandlet ens af en sådan homogen struktur, der bestemmer, hvordan byen skal udvikle sig videre. Det er først, når man løfter sig højt over byen, op på 110. etage, at Manhattans rationelle byplan bliver synlig og giver mening. Ud fra et sådant ikke deltagende og abstrakt blik er modernismens byplanlægning foretaget, skriver de Certeau. Planlæggeren er en betragter (voyeur), der disponerer funktioner uden at blande sig i byens liv. Planlæggerens mål er at styre byen og disciplinere borgerne og gøre dem til homogene konsumenter. Denne disciplinering gennem kontrollerende aktiviteter kalder de Certeau strategier. >> GRID Et grid er en tern-formet struktur, fx en byplan, hvor alle eller de fleste gader støder 90 o på hinanden.

16 16 Betragterens modsætning er fodgængeren (le marcheur), der befinder sig nede i byens labyrint. Hvor den modernistiske planlæggers kort beskriver byen som en samlet helhed, oplever fodgængeren byen helt anderledes, når han bevæger sig rundt i dens forskellige rum. Byen opleves som successive indtryk over tid. Fodgængeren er ikke adskilt fra, men deltager i byens liv. Byen kan derfor sammenlignes med sproget. At bevæge sig gennem byen er som at tage sproget i brug. At gå er for det urbane felt, hvad talen er for sproget eller for de talte udsagn, 16 skriver de Certeau. Det rum, som byplanlæggeren og arkitekten traditionelt har stået for, bygger derimod på abstrakte og geometriske mål. Det svarer til sprogvidenskabens definitioner på et ords bestemte betydning. Disse normer bliver aldrig brugt, når vi taler, men er rene abstraktioner. Fx har begrebet bjørnetjeneste haft betydningen: Handling som er velment, men som gør mere skade end gavn. Men så begyndte yngre danskere ganske uventet at forstå bjørnetjeneste som det modsatte: handling som er til stor hjælp for nogen. Den bestemte betydning blev brudt og stillet på hovedet af sprogbrugere, der ikke lader sig styre af definitioner i en ordbog. Da Den Danske Ordbog udkom i 2003, blev der ganske fremsynet taget konsekvensen af dette. Begge betydninger af begrebet bjørnetjeneste er medtaget. Næste gang der udgives en ordbog, er der andre betydninger, som er blevet forandrede. Det talte sprog lever sit eget liv uafhængigt af og på tværs af sprogvidenskabens forsøg på at give entydige definitioner. På samme måde forholder det sig med fodgængerens bevægelse gennem byen: der kan ikke udpeges nogen norm for rigtig adfærd. Hvad er den rigtige brug af et byrum? Det eneste virkelige er en uendelig samling subjektive vandringer og livsbaner. Den brugte by afhænger af hver persons valg af tempo og rute. Hver fodgænger skriver sin helt egen historie, hvor oplevelserne er langt fra det fuldkomne overblik, man kan få fra 110. etage. I stedet opleves byen som en rute med en masse sanseindtryk, der hele tiden skifter. De uendelig mange måder, vi bruger byen på, kalder de Certeau taktikker. Taktikkerne forholder sig afprøvende, pragmatisk eller afvigende til normen. Dermed yder de uundgåelig modstand mod den overordnede rationelle strategi. Uanset hvor meget planlægningsstrategien er tænkt ud fra betragterens abstrakte blik, vil brugernes taktikker uundgåeligt gøre dem selv til forfatter og hovedperson i en helt subjektiv historie. De Certeaus analyse handler om brugerens konkrete møde med byen. Til hans samfundsvidenskabelige synsvinkel kan vi i denne sammenhæng tilføje, at også vores sanser er en indgang til mødet med byrummet. Er her megen vind? Hvordan lugter det? Kan jeg høre mine egne fodtrin? Føler jeg mig tryg her? Som analyserne har vist, afhænger svarene herpå i høj grad af den aktivitet, vi udfolder i rummet. Byplanen og gadenettet er abstrakte størrelser, som vi kun forstår ved hjælp af intellektet eller ved rent fysisk at bevæge os væk fra byli-

17 vet og op i skyskrabere eller forvaltningskontorer. Byrummet er bebyggelsens mindste enhed, grundpillen som alt andet er bygget op omkring. Først er der rum, så bliver en herlighedsværdi opdaget, fx havudsigt, eller tilføjet, fx en park. Det tiltrækker mennesker, og rummet bliver levende. Senere kommer evt. bygninger som klimaskærme for særlige funktioner. De er med til at afgrænse rummet. Byrummet er det sted, hvor vi sanser og oplever byen. I de tilfælde, hvor man er startet med bygningerne, har det ofte vist sig sværere at opdage eller tilføje herlighedsværdier. I Manhattans grid forløber den rumlige afgrænsning på samme måde over hele øen. Men det er ikke kun her, at byplanen er tænkt ud fra betragterens rationelle strategier. Traditionelt har planlægningen i jagten på totalt overblik og helhedsløsninger betragtet borgerne oppefra, som de Certeau i det daværende World Trade Center. Sportsanlæg og idrættens landskaber er ingen undtagelse. Traditionelt har de været præget af samme standardiserende tænkning. Små forskelle er blevet udraderet blandt andet for at gøre international konkurrenceidræt mulig. I artiklen Sportens rationelle landskaber skriver idrætsforskeren John Bale: 17 >> HERLIGHEDSVÆRDIER Det, der fanger borgernes opmærksomhed ved at være særligt pirrende, smukt, duftende m.v. Herlighedsværdier distraherer og får os til at skærpe sanserne. Herlighedsværdier er værdistigninger, både økonomiske og sociale også selvom der er forskel på det, der fanger vores opmærksomhed. En park er en herlighedsværdi, der kan gøre en bolig til et hjem. For en inlineskater er et gelænder en herlighedsværdi, der gør et byrum attraktivt. Herlighedsværdier er ikke givet, det er noget, man skaber eller opdager og formidler. Den videnskabelige rationalitets indtrængen i sportslandskabet var utvivlsomt og er stadig ment som et middel til at forbedre effektivitet, komfort og ydelse. Det er således humanismens paradoks, at den har frembragt sportslandskaber, som til en vis grad i det mindste er umenneskelige og inhumane, netop fordi de er udpræget humaniserende. 17 Selvfølgelig er ikke al planlægning inhuman og distanceret fra byens liv. Mange danske kommuner eksperimenterer i dag med nye planlægningsstrategier, som på forskellige måder inddrager brugerens synsvinkel. Men det er et grundlæggende paradoks, at byplanlægning skal tilgodese overordnede strategier på den ene side og den enkelte borgers hverdagsliv på den anden. Byrumsidrætten kan betragtes som taktikker, der modsiger sig planlæggerens overblik. Udøveren opererer i rum, som også har andre funktioner, og må derfor give afkald på standarder for optimale forhold til idrætten. Aktiviteten tilpasses det specifikke byrum. Et gelænder bliver stativ til udstrækning efter løbeturen. Professor i arkitektur og urban kultur ved Bartlett-fakultetet på University College of London, Iain Borden, har undersøgt fænomenet skating i Europa og USA. Dette er den mest udbredte og veldokumenterede subkulturelle byrumsidræt og derfor et godt eksempel på, hvordan idrætsudøvere placerer sig i byen. Siden det i 1980erne blev populært at skate såkaldt streetstyle i offentlige rum, har aktiviteten placeret sig i to typer byrum:

18 18 >> SLIDE / GRINDE Udtryk for to forskellige måder at skate eksempelvis en curb. Slide betegner det at hoppe op og kure hen ad kanten med skateboardet vinkelret på kanten. Grinde betegner det at hoppe op og kure hen ad kanten på skateboardets trucks (hjulakser). 1 Ved monumentale bygninger og magtsymboler, som fx Rådhuspladsen i Oslo. 2 Ved Zero degree architecture, dvs. steder, vi ikke normalt opfatter som arkitektur, fx rundkørsler og parkeringspladser. I begge tilfælde behandler skaterne rummet som en samling af objekter. En bænk eller trappe til at bevæge sig langs, en glat væg til at hoppe op ad. Dette er nye forståelser af rummet og bliver i begge typer rum en modsigelse af tidligere tolkninger. I det monumentale rum afmonterer skaternes brug magtsymbolerne, og tilbage står det fysiske og sanselige. En bankbygning bliver til en glat væg, som hånden rører et sekund i luften, mens skateren slider. Dette kan forstås som en opposition til magtsymbolerne. I rum med Zero degree architecture er det nyt, at rummet overhovedet bruges som kilde til oplevelser. Et anonymt parkeringsområde eller utrygt sted bliver i skaternes fortolkning til et udfordrende spillebræt og socialt samlingssted. Det, der tidligere var planlagt til én funktion, er blevet multifunktionelt og får ny værdi. Om 10 år er det nye idrætsgrene, der tolker byens rum. Nogle aktiviteter forsvinder, andre bliver ved med at være populære, men finder nye steder. Byrummene må kunne optage aktiviteter og være åbne for stadig nye tolkninger. Det gælder om at flytte fokus fra planlæggerens til brugerens synsvinkel, for derefter at spørge hvordan planlæggeren bedre kan imødekomme brugeren. Brugerne er både dem, vi kender i dag og dem, vi endnu ikke kender. Deres synsvinkel og planlæggerens behøver ikke at være i konflikt.

19 19

20 20

21 RUM BYEN FORTOLKET 21 Forretningsstrøget, promenaden, den livlige plads, legepladsen, haveanlægget eller den præsentable plads. Byrum er oftest planlagt og udformet med særlige former for funktion, bevægelse og opførsel for øje. I sammenhæng med omgivelserne indbyder byrummene med deres formgivning og funktioner til forskellige former for adfærd og aktiviteter. Når selvorganiseret idræt i disse årtier stadig bliver mere populær, udfordres de kendte mønstre: Den æstetiske og præsentable skueplads bliver med mellemrum indtaget som legeplads, og den klassiske promenade bliver en løberute. Byrummene bliver dermed momentant fortolket af brugerne. Vores opfattelser af byrummet, og hvad det kan anvendes til, forandres, og ind imellem sætter fortolkningerne sig fysiske spor. Andre gange strider udfordringen for meget mod en gængs eller alternativ brug og opfattelse af stedet, hvorfor der tages skridt til at afvise den nye bevægelseskultur. Det er i spændingsfeltet mellem byrummets relative permanente fysiske strukturer og skiftende opfattelser af byrummene, at den selvorganiserede idræt er en udfordring. Den selvorganiserede idræt henvender sig ikke på forhånd, den indtager byen nedefra på individuel, udforskende og eksperimenterende vis og bringer dermed planlægningen i en reaktiv position. Populært sagt er bolden spillet over til planlæggerne, der må forsøge at forvalte et øget krav til byrummets fleksibilitet dets sociale og funktionelle rummelighed. JARMERS PLADS, KØBENHAVN Et stramt komponeret byrum formet som en æstetisk nydelse og pause i midten af København indtages af skatere, BMX-kørere og footbagspillere, som med deres aktivitet fortolker byrummet. Konkurrenceprogrammet, der bad om et oplevelsesrigt byrum af høj kvalitet, viste sig således at være opfyldt. Den lille ruin stikker lidt tøvende sine røde munkesten op af græsset på den indhegnede rabat midt i trafikstrømmen på Nørre Voldgade. Ruinen markerer den sydvestlige spids af det middelalderlige fæstningsanlæg omkring Kø- Jarmers Plads har opfyldt programkravet om et oplevelsesfyldt byrum

22 22 Var det ikke for trafikken, var Jarmers Plads ikke så optimal til byrumsidræt benhavn. Navnet Jarmer viser tilbage til en vendisk fyrste, der gennemførte et succesfuldt angreb på København på netop dette sted. 18 Men ud over den uophørlige trafik og H. C. Ørstedsparken, er det i dag Realkredit Danmarks hovedsæde fra 1959, der afgrænser Jarmers Plads. Kreditforeningen besluttede i 1995 at renovere bygningen og ved samme lejlighed at skabe et nyt, præsentabelt byrum på pladsen ved indgangen. Sammen med Københavns Kommune, som ejer en lille stump af pladsen, udskrev kreditforeningen i 1996 en åben arkitektkonkurrence. I konkurrenceprogrammet ønskede kreditforeningen og kommunen:

23 23 En plads der ikke alene giver en smuk og hensigtsmæssig adgang til kreditforeningens bygning og Ørstedsparken; men også indbyder til korte ophold. Belægning, beplantning, belysning samt skulpturel kunst er først og fremmest de elementer, som anvendt med såvel artistisk som praktisk omtanke skal medvirke til at skabe et oplevelsesrigt byrum af høj kvalitet. Det er derfor af stor betydning, at specielt den visuelle del tillægges stor vægt i forslagene til pladsens fremtidige udformning og anvendelse. 19 Vinderen blev et team bestående af fire unge arkitekter (Erik Brandt Dam, Søren Hell Hansen, Henrik Hansted Jensen og Nils Holscher). Dommerkomitéen vurderede, at forslaget hævder sig som et overordentligt klart tænkt og kon-

24 24

25 sekvent gennemført arkitektonisk værk, som med sin egen originalitet kan indgå i et smukt samspil med Realkredit Danmarks hovedsæde og Ørstedsparken og samtidig åbne sig mod resten af byen. 20 I efterbearbejdningen af vinderforslaget ændrer kreditforeningen de i vinderprojektet anførte materialer. Pladsens primære flade skal ikke som foreslået udføres i betonfliser med fuger af rustfrit stål, men i stokhuggede plader af lysegrå Iddefjord-granit. Murene langs H. C. Andersens Boulevard og parterrehaven skal være i marmor som hovedsædets facader i øvrigt. Chausséstenene under de opstammede platantræer skal være af blåsort Rønne-granit, trappen af foldet tombak og fliserne ved indgangspartiet af sort, finsk granit Et helt centralt element i pladsens udformning er de såkaldte plinter. Ifølge arkitekterne skaber de rumlighed på betonfladen, understreger betonskivernes skala og tjener som bænke for de besøgende. 22 Jarmers Plads indvies i 1997 i forbindelse med kreditforeningens 25 års jubilæum og præsenteres som en gave til byens borgere. De umiddelbare reaktioner på pladsen er positive og roserne mange. Realkredit Danmark selv mener, at det er lykkedes arkitekterne at skabe et både harmonisk og solidt plateau midt i det kaotiske byrum mellem den åbne banegrav og Ørstedsparkens grønne vegetation. 23 Jarmers Plads blev i 1998 præmieret af Københavns Kommune i kategorien bymiljø. Opdagelse Midt mellem og aldeles på tværs af alle disse lovord opdagede byens skatere Jarmers Plads. Den æstetiske pause blev pludselig et levende byrum. Skaterne var begejstrede for pladsens fortrinlige materialer og funktionelle komposition. Til forskel fra traditionel asfalt udgør granitfladerne et hurtigt underlag for polyuretanhjulene og er dermed et godt udgangspunkt for at skate curbs (langs kanten) på pladsens granitplinter. Plinterne har en tilpas udfordrende højde og længde og er placeret frit på pladens flade. Kanterne på granitplinterne vokses og anvendes til både at slide og grinde. Ud over pladsens materialer og komposition påskønner skaterne stedets dynamik de konstante strømme af kørende, cyklister og fodgængere udgør for skaterne et velkomment publikum, der sætter udøvelsen af deres aktivitet på spil. De trafikstrømme, som andre ville betragte som et onde, er for skaterne en del af stedets attraktion det giver puls og en følelse af at køre på en scene med det omgivende flow som publikum. På en varm sommerdag kan man i dag se både skatere, BMX-kørere og footbagspillere udøve tricks på Jarmers Plads. >> CURB At glide på kanter, som har en vinkel på ca. 90 grader. Det kan være på beton, marmor eller vinkeljern. Fra engelsk: curb kantsten. Jarmers Plads. Det sorte vokslag gør plinten glat og egnet til mere end at sidde på.

26 26 Fortolkning Ingen havde forudset, hvordan denne formelt komponerede plads, som af mange er blevet beskrevet som en æstetisk nydelse og en pause i byrummet, 24 ville blive radikalt fortolket og indtaget af blandt andre skatere og BMX-kørere. Ved at udnytte pladsens muligheder for at eksponere sig ophæver skaterne rummets grænser. Forbipasserende bilister, cyklister og gående vender blikket mod aktiviteterne på Jarmers Plads og bliver inddraget i det, som foregår. Transporten har fået en merværdi, idet der er mulighed for at blive distraheret og stimuleret af aktiviteterne i Jarmers Plads. Fladen af granitblokke er i skaternes fortolkning ikke længere blot et rumligt motiv, der korresponderer med hovedsædets skalaforhold, og plinterne anses ikke først og fremmest som strukturerende elementer, der skaber rumlighed på ( ) fladen, understeger ( ) skivernes skala og tjener som bænke for de besøgende. 25 Skaternes opfattelse og anvendelse af byrummet og dets enkeltelementer er en udfordring i forhold til de fortolkningsrammer, som arkitekter, dommerkomité, bygherre og offentlighed hidtil har præsenteret. Historisk hører skaterne til en ungdomskultur, der er knyttet til den amerikanske gadekulturs Reclaim the Streets-bevægelse. Den dyrker brugen af gadens elementer til andre former for aktivitet end de alment definerede og accepterede. Ifølge Iain Borden kan skateboarding karakteriseres som en modkultur. 26 Skaterne følger ikke byrummets eksisterende program, de læser ikke byens officielle tekst, men redigerer og omskriver den gennem deres kropslige praksis. Borden bemærker, at skaterne i særlig grad introducerer oppositionelle måder at bruge byrum, som i hans øjne er præget af overvågning og kapitalisering. Anskuet fra skaternes perspektiv rummer mange centralt beliggende modernistiske byrum med deres forkærlighed for lige linier og åbne glatte flader både mulighed for eksponering i forhold til et publikum og eftertragtede tekniske kvaliteter. Jarmers Plads viste sig at være optimal for skatere og andre sportsfolk. Byen havde dermed fået et rum, som svarede til konkurrencens programkrav om æstetisk kvalitet og mulighed for oplevelse. UNTER DEN LINDEN, BERLIN Boulevarden, der har gennemlevet mange forandringer, må gerne tolkes som rulleskøjteløjpe eller dansescene til særlige begivenheder, mens den ellers er fastholdt til trafik og sightseeing. Unter den Linden, Berlins 1,5 kilometer lange og 60 meter brede allé, bliver i sommerhalvåret jævnligt omdannet til scene for rulleskøjteløbere. Denne

27 tungt trafikerede åre gennem byen er anlagt som noget ganske andet end rulleskøjterute. Gaden, som siden 30-årskrigen havde forbundet Berlin med sit opland, blev i begyndelsen af 1800-tallet beboet af huguenotter, adelige og militært personel. I stigende omfang blev Unter den Linden til borgerskabets pragtgade, hvor flanerende kunne nyde synet, ikke bare af hinanden, men af prægtige facader og efterhånden også borgerlige symboler som museum, universitet og opera. Adolf Hitlers chefarkitekt Albert Speer gjorde Unter den Linden til én ud af to hovedakser i den byplan, der skulle omdanne Berlin til nazismens hovedstad, Germania. For at nazisterne skulle kunne opstille bizarre kulisser til særlige fester, blev samtlige træer på boulevarden fjernet. 27 Som en gigantisk opmarchgade skulle Unter den Linden pege direkte ind mod en af tidens største bygninger, Ehrenhalle, som aldrig blev til noget. I den modsatte ende blev sejrssøjlen Siegessäule placeret. Den fungerer også i dag som blikfang og udsigtspunkt eller mødested, bænk og klatrestativ under festlige demonstrationer som technoarrangementet Love Parade og de homoseksuelles festival, Gay Pride. Unter den Linden er under disse festivaler dansegulv og teaterscene. 27 Den rekonstruerede boulevard bliver årligt tolket af sammenslutninger som Berlinparade og Skate Night Berlin. De arrangerer rulleskøjteruter igennem Berlin og inviterer trænede løbere til at deltage der er typisk flere tusinde, som møder op. 28 Berlinparade, også kaldet Freitagsdemo, er en demonstration, der skal sætte fokus på hverdagens forhold for Berlins rulleskøjteløbere. Selvom arrangementerne med den høje grad af organisering 29 ikke kan betegnes som en del af den selvorganiserede idræt, så er de dog via det politiske mål knyttet hertil. Arrangementerne, som har pendanter i eksempelvis Paris (Pari Roller) og i London (The Roller Stroll), 30 illustrerer de problemstillinger, som den selvorganiserede idræt står overfor. De planlagte og velorganiserede arrangementer kan passes ind i byen en weekendaften, mens det politiske budskab om bedre forhold for den daglige udøvelse af selvorganiseret idræt har sværere ved at trænge igennem. Berlinparadens ønsker til byen er blandt andet: åbne skolegårde hvor der kan øves rulleskøjteløb om aftenen, bilfrie dage i den indre by og tilladelse til at køre på busbaner og cykelstier. 31 Indtil 2001 arrangerede sammenslutningen Blade Night også rulleskøjteture i Berlins gader med det formål at sætte fokus på forholdene for Berlins rulleskøjteløbere. Arrangementet lukkede, fordi arrangørerne ikke følte de kunne komme igennem med deres politiske budskab Blade Night var i deres øjne blevet forvandlet til en event. 32 Berlins turistinformation omtaler da også Skate Night Berlin og Berlinparade under temaet Berlin for Youths med opfordringen: Discover Berlin on your skates! 33 Rulleskøjteløb er blevet en turistattraktion, mens kravet om bedre hverdagsforhold for sporten ikke bliver imødekommet.

28 28 SØERNE, KØBENHAVN Et område, der blev anlagt som promenade, men som med Danmarks folkesport nr. 1 jogging er blevet til et idrætsrum. Et sted, som har formået at indoptage den nye bevægelseskultur. Søerne i København er et resultat af istidens landskabsdannelse og har i de forgangne århundreder både været afgørende for byens vandforsyning, forsvar og et yndet rekreativt areal. Før det militære demarkationsterræn uden for voldene i midten af 1800-tallet blev bebygget, lå søerne ude i åbent land og indbød til dagsudflugter og lange spadsereture. Langs bredden ind mod byen gik en træbeplantet Spadseresti med vekslende idylliske Navne: Venskabsstien, Kærlighedsstien, Ægteskabsstien. 34 Efter byens ekspansion uden for voldene udgjorde søerne fortsat et eftertragtet rekreativt område, og byens vandforsyning fik stadig vanskeligere ved at friholde dele af Søerne fra offentligheden: Der gik en Fodsti hen ad den [Dosseringen], men den var ved begge Ender lukket med en aflaaset Laage. Men efterhaanden som Bebyggelsen paa Nørrebro blev tættere, blev Misfornøjelsen med dette Afspærringssystem stedse stærkere, og ofte fandtes Laagerne om Morgenen voldelig opbrudte. 35 I begyndelsen af 1850erne blev Dosseringen etableret som offentlig gangsti. En massiv befolkningstilvækst i København fik i anden halvdel af 1800-tallet sat emner som kloakering, rent drikkevand og offentlige badeanstalter på byens dagsorden og hertil kom såkaldte lystanlæg og grønne boulevarder, hvor borgerne kunne trække frisk luft. 36 Som drikkevandsforsyning havde søerne længe haft et blakket ry og kaldtes endnu i midten af 1800-tallet i folkemunde for den bekendte lunkne ålesuppe, men det afholdt ikke folk fra at promenere og trække frisk luft på stierne langs Søernes bredder. 37 Den eneste motion i det frie, man dyrkede i København var den at spadsere, skriver arkitekten Steen Eiler Rasmussen om tiden forud for det 19. århundrede. 38 Men fra midten af 1800-tallet begyndte Søerne langsomt at blive inddraget i befolkningens stadig mere aktive udeliv. Roklubber (Københavns Roklub 1860, Kvindelig Roklub 1888) og rutesejlads (første gang fra 1871) indtog i perioder Søerne; men det er først og fremmest som skøjtebane, at Søerne blev indtaget som et idrætsligt oplevelsesrum. Søpavillonen blev i 1894 opført som klubhus for Kjøbenhavns Skøiteløberforening ( ), og i 1897 kom den første kommunale skøjtebane på Sortedamssøen. 39 Politiet måtte se igennem fingre med den mulige forurening af byens drikkevand, når Søerne blev rum for den livlige, muntre Færden af Hundreder af Skøiteløbere, ældre og yngre, som tumlede sig dér navnlig om Søndagene mellem Skøiteudlejere,

29 Kaner og Slæder, karrusellignende Svingkaner, Lirekasser, Kagekoner, Drenge, der forhandlede Lygter af Papir og mindre Fyrværkerisager; kort sagt, der var et Liv, som ingenlunde stod tilbage for en travl Dyrehavs-Søndags. 40 Det var disse promenader, dette langsomt glidende byrum indbegrebet af søndag eftermiddag for mange københavnere som i 1980erne undergik en underfundig forvandling. Nogle satte tempoet op. 29 I 1970erne voksede jogging som en ny selvorganiseret idrætsform, og 1980erne blev for alvor det årti, hvor promenaderne langs søerne blev indtaget af denne nye bevægelseskultur. De promenerende måtte give plads til et stadigt stigende antal mennesker, der iført løbetøj og 1980er-ikoner som benvarmere og walkman valgte at udfolde den selvorganiserede idræt på søpromenaderne. Denne fortolkning af et militært og senere borgerligt byrum er forløbet relativt udramatisk og uden større konflikter. I dag er løbetræning den største idræt i Danmark foran svømning, gymnastik og styrketræning. Hele 18 pct. af danskerne joggede i I byrummet langs Søerne har en ny idrætsforms indtog været mulig og ganske uproblematisk. En grund til dette er, at joggingen ikke adskiller sig synderligt fra eksisterende aktiviteter; at gå tur. De løbende bevæger sig hurtigere, men bruger rummet på en måde, som ligner de gåendes. Folkedans eller badminton ville potentielt have været i større konflikt med den øvrige brug af Søerne. LANGELINIE, KØBENHAVN Et populært byrum, der historisk er blevet brugt på forskellige måder, og som i dag helt udelukker én fortolkning: rulleskøjteløbernes. Københavns havnepromenade, Langelinie, er som Søerne stadig fysisk præget af at have været en borgerlig promenade. Langelinie var frem til 1818 et militært område. Derefter fik de kongelige og byens finere borgerskab lov til at promenere på strækningen, og efter enevældens afskaffelse i 1848 blev Langelinie hele folkets. 42 Det attraktive område med udsigt over Øresund og forterne har gennem årene tiltrukket mange forskellige interesser, og forandringer af enhver art er blevet emne for passionerede offentlige debatter. Rygtet går, at da man i 1890erne måtte inddrage store dele af Langelinie til fordel for udbygningen af Frihavnen, blev træerne langs promenaden fældet i ly af mørket; ét hver nat for at undgå folkets opstandelse. En ny Langeliniemole blev anlagt, og den blev hurtigt en accepteret erstatning for den gamle promenade. Bølgerne gik derfor igen højt i 2003, da hensynene til Oslofærgernes manøvremuligheder nødvendiggjorde en amputation af den yderste molespids med molefyret og kyssebænken. 43

30 30 Som en del af bølgen af selvorganiseret idræt indtog rulleskøjteløberne begejstret Langelinies finkornede asfalt og smukke omgivelser i løbet af 1980erne. Men rulleskøjteløberne var ikke alene. Det var nemlig på samme tid, at det københavnske krydstogteventyr tog sin begyndelse. En forretning som Københavns Havn på alle måder ønskede at fremme som en kærkommen erstatning for den skrantende havneindustri. Så da verdens næststørste krydstogtrederi, det amerikanske Royal Caribbean International, i 1997 pegede på rulleskøjteløberne som et presserende trafikalt problem på Langelinie, reagerede Københavns Havn og Københavns Politi hurtigt og forbød rulleskøjteløb i nærheden af skibene. I de kommende år forventes København at være vært for mere end 300 anløb af krydstogtskibe hver sæson. 44 Ifølge Københavns Havn har det derfor været nødvendigt at sikre promenaden mod risikoen for personpåkørsler og derved også undgå eventuelle erstatningskrav fra krydstogtturister ved effektivt at sætte en stopper for rulleskøjteløberne ved hjælp af etablering af grusstriber, bump og brostensbelægninger. 45 De fysiske spærrer for byrumsidrætten på Langelinie er et forsøg på at løse den interessekonflikt, der er opstået mellem krydstogtskibe og sightseeing på den ene side og rulleskøjteløb på den anden. Prioriteringen af turisternes brug er udtryk for, at rummet fastlåses i én tolkning, selv om historien viser, at Langelinie altid har skiftet funktion. Åbenheden, fra dengang borgerskabet begyndte at indtage Langelinie som promenade, finder ingen parallel i nutiden. I BYEN ER INTET PERMANENT Den selvorganiserede idræts nye bevægelsesmønstre udfordrer byens eksisterende rum. Et historisk tilbageblik viser, at ingen fortolkning af byens rum er permanent. I stedet er rum, som er anlagt til et formål, altid i takt med skiftende opfattelser blevet brugt til andre op igennem tiden. Borgerskabet indtog havnearealet Langelinie i 1800-tallet, og i dag vil folk skøjte og danse på Hitlers pragtakse i Berlin. Al aktivitet er midlertidig, og ingen kan tage patent på den rigtige brug af byen. I stedet må vi med historien som bagage acceptere, at byens rum altid er på vej fra en tilstand til en anden og drage fordel af det. Nogle byrum, som parker og Søerne i København inkluderer uden større problemer nye aktiviteter som jogging, tai-chi, boldspil, petanque og stavgang ved siden af de traditionelle aktiviteter. Andre har vanskeligere ved at inkludere den selvorganiserede idræt, som det eksempelvis har været tilfældet med rulleskøjteløberne ved Langelinie i København. Den selvorganiserede idræt ynder at finde byrum, hvor der allerede sker noget. Der vil derfor ofte allerede være brugere, der tvinges til at forholde sig til de nyankomne. I mange tilfælde er det ikke noget problem, andre gange lykkes integrationen ikke, og der tages tiltag til at forbyde eller regulere den selvorganiserede idræt.

31 Det er ikke kun byrummet, men også selve aktiviteten, der er afgørende for udfaldet af sammenstødet. Idrætter med et relativt roligt tempo og bred folkelig opbakning som løb og petanque udgør ofte en mindre udfordring for et byrum end subkulturelle og delvist politiserede aktiviteter som skateboarding. Skaternes aktivitet tolkes ofte som brud med etablerede normer for orden og må derfor tit se sig henvist til parkeringspladser i forstæderne og funktionstømte haller i industriområder. De foretrukne steder for skaterne er dog tit midt i byen, hvor trafik og byliv på samme tid fungerer som kulisse og publikum. Det er eksemplet på Jarmers Plads, hvor skaterne markant har udfordret byrummets idé. Fortolkningen vækker både meget negative reaktioner og ditto positive. For tiden bliver der set igennem fingrene med, at der skates på pladsen, men udøverne får ingen officiel tilladelse. 31 Rulleskøjteløbere oplever en beslægtet problematik. Deres aktivitet bliver let begrænset til enkeltstående events, der bruges i markedsføringen af byen. De daglige udfoldelsesmuligheder forbliver begrænsede. Det er ikke noget problem at skabe særlige rammer for eksempelvis skatere i en hal eller at planlægge et midlertidigt arrangement, hvor en boulevard for en weekendaften omdannes til en stor rulleskøjterute. Udfordringerne ved den selvorganiserede idræts indtagelse og omfortolkning af byens rum findes i højere grad i den daglige aktivitet. Det gælder om at acceptere, at hverdagens byrumsidræt ikke kan styres og planlægges som traditionelle idrætsbegivenheder, og at den helt uden om planlæggerens og arkitekternes intentioner fortolker byens rum.

32 32

33 AKTIVITET BYEN BRUGES 33 Den enkelte person opfatter ikke byen ud fra planlæggernes administrative inddelinger, men skaber sine egne sammenhænge og tillægger steder andre betydninger end de officielle. De forskellige byrumsidrætter bruger byen på hver deres måde. Det gør det til en udfordring at integrere dem i planlægningen. Der kan ikke opstilles generelle krav til byen, som kan tilfredsstille alle typer byrumsidræt samtidig. Hvilke byrum, som er bedst, afhænger af idrætsgrenen. Udøverne har hver især en portion ekspertviden om, hvordan byrummet kan optimere mulighederne. I dette afsnit er planlæggerbrillerne lagt på hylden, mens brugere beskriver deres aktiviteter og foretrukne byrum. Seks personer har deltaget i udarbejdelsen af dette afsnit. To af dem en BMX-kører og en løber optræder som hovedpersoner, mens de fire andre er bipersoner, der i stikordsform fortæller om deres bevægelsesrum og optræder på kortet side

34 34 Skateboardbanen ved Fælledparken: 2 Det er et samlingspunkt for mange forskellige mennesker med forskellig baggrund, men med det samme ønske: Have det sjovt med det man laver på sine hjul, hvad enten det er 2, 4 eller 8. 7 Anna Callada, inlineskater, 27 år, Nordvest Jarmers plads: 1 2 Det er et sted, hvor man bliver set. Folk stopper ofte og kikker. 6 Kenneth Abildgaard, kører BMX, 32 år, Nørrebro Søpavillonen: Dejligt lille anlæg lang søens bredder, tilfældigt forbipasserende har kuglerne med. Lars Refn, spiller petanque, 50 år, Valby

35 KØBENHAVN 35 Glaspavillonen i Fælledparken: 2 1 Hvis der er mange mennesker, er dansegulvet nogle gange for lille. Men at kunne nyde en kop kaffe i caféen bagefter er en god kompensation Maja Mørk, danser salsa, 30 år, Frederiksberg Havneparken Islands Brygge: Asfalten er perfekt, og her i sommers stod der en cementblok fra et vejarbejde denne rykkede vi hen, så den afskærmede et lille område, hvor skateboarderne så ikke kørte ind. 2 Rasmus Rendsvig, footbagger, 20 år, Frederiksberg

36 36

37 Lars Refn, petanque 37 1: HAMMERKASTBANEN VED KØBENHAVNS IDRÆTSPARK Et stort åbent grusareal, der giver plads til store petanqueturneringer i smukke grønne omgivelser. Der er lys på banerne, hvis turneringen trækker ud, men så skal der betales og ansøges. Banerne bruges også af andre kuglespillere fx kroatere, der spiller raffa. 2: ØBRO 2100 ANLÆG I FÆLLEDPARKEN Et hyggeligt anlæg mellem Fælledparkens store træer, her er en del baner og rart at spille. Til hverdag kommer der både medlemmer af den lokale klub, og lokale der bare kommer forbi. 3: BOPA PLADS Kun en bane, men med fin fransk stemning og tæt på kaffebordene. 10: BAG DGI-BYEN Lille, lidt skjult bane, der nok kræver, at man er kunde i Vestaurationen, DGI-byens restauration. 11: SØNDERMARKEN Endnu en fin park men uden Fælledparkens petanqueanlæg. Her er der i stedet stier, der også kan bruges til egentlige turneringer. Der er bedst ved springvandet, selvom løse hunde og petanque går dårligt sammen. 12: SKELMOSEVEJ, VED SANDBLÆSERIET En lille stribe grus med den rette overflade. Her har jeg ikke spillet ret meget, men muligheden er der på en lun sommeraften. 13: ÅVENDINGEN-DYSSEVÆNGET En bane i en af mine venners have. 4, 5 og 6: BANER OG STEDER I KONGENS HAVE Her holder min klub til. Der kan spilles mange steder i den gamle haves utroligt smukke omgivelser. Mange tilfældigt forbipasserende har kugler med, og om sommeren spilles der, til haven lukker. 7: SØPAVILLONEN Dejligt lille anlæg lang søens bredder, tilfældigt forbipasserende har kuglerne med. 8: ENGHAVEPARKEN Her kan ligesom i Kongens Have spilles flere steder foruden de to egentlige baner. Mest lokale spillere. 14: VALBY IDRÆTSPARK Et egentligt petanqueanlæg tæt på Valbyhallen ud til fodboldbanerne. Her er plads til en hel lille turnering godt anlæg i slidte omgivelser. STATEMENT Hvad er det vigtigste, byen kan tilbyde dig, for at du kan og vil udøve din aktivitet i byens rum? Petanque er et meget primitivt spil, det kan spilles på hvad som helst, men det er klart sjovest på grus. Hvis bare planlæggerne ville efterlade en lille stribe med grus i stedet for altid at asfaltere og lægge brosten på torve og pladser. 9: HALMTORVET Et stort åbent areal, sjovt at spille på, fordi overfladen ikke er helt jævn, og pladsen skråner en anelse. Perfekt sted lige over for mit arbejde.

38 38 Anna Calledda, inlineskater 1: LYNGBYVEJ-SEJRØGADE-BRYGGERVANGEN- AUSTRALIENSGADE (YDRE ØSTERBRO) Stedet er under halvtag og et godt sted at træne, når det regner, og man gerne vil skate curbs. Ydermere siger de folk, der arbejder der, ikke noget. Blandt inlineskatere hedder det gajolcurben. 2: SKATEBOARDBANE V. FÆLLEDPARKEN Det er et samlingspunkt for mange forskellige mennesker med forskellig baggrund, men med samme ønske: Have det sjovt med det man laver på sine hjul, hvad enten det er 2, 4 eller 8. 3: DEN GRØNNE CYKELRUTE FRA MIMERSGADE TIL JAGTVEJ Når man føler sig rigtig lad og ude af form, eller man bare har tømmermænd, så er det et dejligt sted at køre uden at lave de vilde ting, den er lang og mere eller mindre uforstyrret af trafikken. 4: RAMPE PÅ CHRISTIANIA Den er svær, men når man først har lært den at kende, bliver alt andet, man prøver, meget nemmere. 5: LANGELINIERAIL BROEN OVER BANEN Meget lang rail, som er god til at lære at holde balancen på lidt høj for nogle. 6: HANDELSHØJSKOLEN, FREDERIKSBERG Små hyggelige curbs og gaps (og rail hvis man er rigtig dygtig) i flot arkitektur. 7: RAILS VED BRANDSTATION FREDERIKSSUNDS- VEJ-TOMSGÅRDSVEJ Når man skal til at lære at køre på gelænder, er det her et godt sted at starte. Gelænderne er små, kan køres fra begge sider, og der er græs på den ene side. 8: XHALL VED BISPEBUEN, BORUPS ALLÉ Xhall er tre bowls under halvtag, som er bowlskating i alle niveauer både til nybegyndere og øvede, de ligger lidt afsides men stadig midt inde i byen, og man føler sig dejligt undergrund. STATEMENT Hvad er det vigtigste, byen kan tilbyde dig, for at du kan og vil udøve din aktivitet i byens rum? Masser af opbakning til unges små idéer og flere mindre sportsområder med plads til vidt forskellige sportsgrene/musik såvel indendørs som udendørs. Husk ALTID at have repræsentanter fra sportsgrene med, når arkitekterne skal tegne, ellers bliver det fancy i stedet for brugbart. >> GAP En trappe, niveauforskel eller andet, der gør det nødvendigt at hoppe på fx inlinerulleskøjter. >> RAIL Eksempelvis et langt gelænder, som man kan glide hen ad eller nedad.

39 39

40 40 Maja Mørk, salsa 1: HJØRNET AF ØSTER ALLÉ OG BORGMESTER JENSENS ALLÉ, SOMMERDANS I FÆLLEDPARKEN ARRANGERET AF KØBENHAVNS KOMMUNE I JULI MÅNED, SALSA HVER TIRSDAG Det midlertidige opsatte dansegulv er velegnet til dans og stort nok til alle (både begyndere og øvede), mens skoven bidrager til en hyggelig og afslappet stemning. 2: GLASPAVILLONEN I FÆLLEDPARKEN, HELE SOMMEREN PÅ UDVALGTE DAGE Hvis der er mange mennesker, er dansegulvet nogle gange for lille. Men at kunne nyde en kop kaffe i caféen bagefter er en god kompensation. STATEMENT Hvad er det vigtigste, byen kan tilbyde dig, for at du kan og vil udøve din aktivitet i byens rum? Steder med et underlag, der er velegnet til dans, og mulighed for et musikanlæg.

41 41

42 42

43 Rasmus Rendsvig, footbag 43 1: MÅNEFISKEREN PÅ CHRISTIANIA Utrolig god stemning og et publikum der enten er interesseret eller ikke bliver irriteret. Asfalten er nogenlunde, men er desværre ved at flække, hvilket vil betyde, at det om et år eller to ikke vil være til at spille der længere pga. risiko for forstuvede ankler. 7: KONGENS HAVE Der er ikke nogen ordentlige cementerede arealer, hvor der er plads til os, så det bliver nødt til at være på græs, hvilket er risikabelt mht. ankelskader. Når vi spiller her, er det altså typisk som led i, at vi sidder og hygger og så spiller lidt. Ikke omvendt. 2: HAVNEPARKEN, ISLANDS BRYGGE, BASKETBANEN/ SKATEBOARD AREALET Asfalten er perfekt, og her i sommers stod der en cementblok fra et vejarbejde denne rykkede vi hen, så den afskærmede et lille område, hvor skateboarderne så ikke kørte ind. Igen er der mulighed for at få vand, skønt hanen ikke er høj nok til, at man kan fylde en 1/2 liters flaske. Her er der græsplænerne, man kan slappe af i, og er det en varm dag, er det jo skønt, at man kan tage sig en dukkert og så spille videre. 3: ISRAELS PLADS BOLDBANERNE Igen, perfekt asfalt. Meget centralt placeret og derfor et godt sted til bare lige at tage ind og spille. Her har vi typisk intet publikum, men det er også rart til tider, da man så i højere grad kan lave mindre publikumsorienterede ting. 4: ISRAELS PLADS PARKERINGSKÆLDEREN Perfekt asfalt og nogenlunde belysning også om aftenen, men meget snavset og en luft, som føles næsten som at spille med en cigaret i munden. Og så er det en parkeringskælder, det er ikke noget æstetisk rart sted at opholde sig. 5: NØRREPORT METRO STATION, CYKELKÆLDEREN Lækkert underlag og rigtig god belysning. Luften er sågar ren! 6: JARMERS PLADS Godt underlag og cementkanter man kan sidde og slappe af på. 8: AMAGER TORV ELLER STRØGET DER OMKRING Godt underlag. Det er god træning til at stå på scenen, da folk netop opfatter det, man står og laver, som et show. 9: NØRREBROHALLEN Jeg ved godt Nørrebrohallen ikke decideret er en del af byens rum, men vi har mulighed for at gå derind og spille uden at betale. Perfekt underlag, vand, læ, lys og næsten ingen forstyrrelser! 10: CHARLOTTENLUND STATION Før jeg flyttede hjemmefra spillede jeg ofte på Charlottenlund St. inde i venteværelset. Her er der åbent sent, og der er et godt underlag, overdækket og oplyst. 11: SKATEBOARD-AREALET I FÆLLEDPARKEN Lækkert underlag og der er i meget høj grad mulighed for at vælge, om man vil spille i solen eller i skyggen. Der er bænke, man kan slappe af på og toilet med vand. STATEMENT Hvad er det vigtigste, byen kan tilbyde dig, for at du kan og vil udøve din aktivitet i byens rum? Et sted med et vandret, plant underlag, delvis overdækket, og hvor overdækket også er oplyst. Overdækningen og tilhørende støttevægge skal afhjælpe tre ting: Regn, mørke og vind.

44 44 LISBETH MADSEN, LØBETRÆNER SUNDHED MED UDSIGT; LØB Det smukke 1930-er hus i Skibhuskvarteret i Odenses nordøstlige område er det geografiske udgangspunkt for Lisbeth Madsens løbetræning. 48 Herfra starter turen, hvad enten hun løber med en veninde eller i en løbeklub. Lisbeths motivation er ikke selve løbet, men hendes ønske om at være i form. Modsat petanquespilleren og skateren, for hvem idrætten er en hobby og tit livsstilsbærende, så er løbetræning for Lisbeth et middel til sundhed. Løbetræningen passes bedst muligt ind i en hverdag med job, tre børn og mand. Det primære mål er at få hverdagen til at hænge sammen for alle i familien. Løb er tidsbesparende og rationelt, når man skal være i form. To gange om ugen løber Lisbeth og hendes veninde en tur på mellem fem og seks kilometer. Det er næsten altid den samme tur, for som hun siger: Det er tit, at det er klemt ind imellem, at vi kører børnene til håndbold og det ene og det andet så der er ikke tid til at diskutere ruten. Vi ved, at det er en rute, vi lige kan nå på en halv time. Det er nødruten, som løbes på automatpilot (se kortet side 46 nr. 1). Den fører dem fra den stille villavej ud på den større Skibhusvej, hvor de løber i et langt lige stræk, først forbi nogle boligblokke og derefter igennem et grønt område med skov og marker for at ende ved Odense Å og Kanal i et typisk udkantsområde med en sejlklub, en haveforening og store kulbjerge ved et kraftvarmeværk. Der drejer ruten tilbage mod udgangspunktet, og efter en lille rundtur i haveforeningen og langs med kulbunkerne er de tilbage på Skibhusvej, der fører dem hjem. Ruten er praktisk, men lever ikke op til alle hendes krav til en god løberute. En perfekt løberute rummer for Lisbeth fire elementer: Et blødt underlag, smukke omgivelser, en ubrudt løbestrækning uden for lange lige stræk og en rundtur, så man ikke løber samme strækning to gange. I modsætning hertil er nødruten næsten udelukkende på asfalt, den er stort set ud og hjem samme vej, og selvom der er både skov og marker at se på, så ligger en stor del af turen på en stor lige vej. Vendepunktet ved Odense Å og Kanal indfrier ønsket om smukke omgivelser og blødt underlag, men samlet set er det kun en meget lille del af den samlede rute. Som hun selv siger: Vi løber bare derud og tilbage igen, det er egentlig rimeligt fantasiforladt! Fra tid til anden løber Lisbeth og hendes veninde en anden og længere tur, som i højere grad indfrier ønskerne til den perfekte løberute (nr. 2). Et langt stræk på ruten er en slynget grussti langs Odense Å, hvor de kan fornemme årstidernes skiften, se på åens vand og ud over marker med køer og heste. Ruten er tillige en kilometer lang rundtur, hvor de ikke løber den samme strækning to gange. I forhold til hverdagsruten har turen langs åen således alle de rigtige elementer. I det daglige er den dog for besværlig, da den tager for lang tid, og Lisbeth mener, det vil være spild af tid at cykle ned til åen og løbe den korte distance der ruten skal starte og slutte ved husets hoveddør. Mine ruter skal starte lige udenfor hoveddøren, Lisbeth Madsen

45 45

46 46 Langs Odense Å: Vi løber på en slynget grussti, hvor man kan fornemme årstidernes skiften, kikke på åens vand og ud over markerne med køer og heste. Lisbeth Madsen, løbetræner, 43 år, Skibhuskvarteret 1 Hjem 2 ODENSE

47 Stierne langs Odense Å er fyldt med folk, der løbetræner. Åen har de herlighedsværdier, som de fleste efterspørger i forbindelse med en løbetur, men det er dog kun de færreste, der bor lige ved. Det betyder, at den ideelle strækning for mange ligger langt væk fra boligen. Blandt andet må Lisbeth løbe mindre ideelle strækninger for at komme til og fra åen. Fra huset løber hun et langt stræk igennem parcelhusgader og ender i et område med mange biler, lyskryds og en dyster tunnel under jernbanen meget urbant, men på ingen måde i overensstemmelse med idealerne. Herefter løber hun et kort stræk igennem et LISBETH MADSEN, LØBETRÆNER 47 At løbe er at bruge byrummet

48 48 LISBETH MADSEN, LØBETRÆNER

49 område med småindustri for endelig at komme frem til åstien. Hvor stien ender, er der igen et langt lige stræk hjem via en af Odenses større indfaldsveje. LISBETH MADSEN, LØBETRÆNER 49 Lisbeths løb er ikke i særlig høj grad præget af den leg, som er en væsentlig del af mange andre former for byrumsidræt. Hun løber for at holde sig i form, men løbeturen får større værdi, når der er udsigt undervejs. Det ser hun som en merværdi, som gør løbeturen rigere. Den, der løber, distraheres fra den effektive vej mod målet. Tankerne og sanserne rettes mod noget andet. At ruten skal starte ved hoveddøren er et nyt parameter for mange planlæggere. Adspurgt hvad planlægningen kan gøre for at forbedre hendes træningsrum, svarer Lisbeth afvisende: Der er ikke behov for, at nogen gør noget. Det handler bare om at finde de gode ruter, at vide hvordan man hurtigst kommer på en god rute. Hun omtaler altid de forskellige ruter som nogens ruter den ud til kulbjergene er eksempelvis hendes rute, som veninden er blevet koblet på. Den personlige vinkel afspejler, at Lisbeth personligt tilpasser sin aktivitet til de eksisterende muligheder i byens rum. I den tætte storby kan det være nødvendigt at løbe et stykke, inden man når den gode løberute. Søerne i København (nævnt i afsnit 1) er et andet eksempel, som imødekommer kravene til grusunderlag, rundtur og udsigt, men som de færreste københavnere har lige uden for døren. Søerne imødekommer også ønsket om tryghed. Tryghed er et afgørende tema inden for sporten, særligt for dem, der løber alene. Lisbeth bryder sig eksempelvis ikke om at løbe nogen af sine ruter alene, fordi store strækninger er øde. Problemet er svært at løse, fordi de baner, hvor der er mange mennesker, typisk også er trafikerede veje, med dårligt underlag i form af asfalt, mange vejkryds, og hvor der ikke er noget pænt at se på. Søerne i København ligger i et byrum, som er befærdet det meste af dagen, men alligevel har et godt underlag, en rundtur og noget smukt at se på. Denne kombination er forbilledlig for planlæggere, som ønsker at fremme denne kropskultur. Det er et stort ansvar at sørge for, at der ikke findes nogen nødruter, men at alle borgere kan tage på oplevelsesrige løbeture, der starter ved hoveddøren. Et blødt underlag, som grus, er en forudsætning for en god løberute.

50 50 KENNETH ABILDGAARD, BMX-FLATLANDER BMX FLATLAND STREETKULTURENS PÆNE KLASSEKAMMERAT Kenneth Abildgaard har i 16 år kørt BMX flatland. 46 Som det er tilfældet med rulleskøjteløb og skateboarding, findes der også inden for BMX forskellige discipliner, hvoraf de mest udbredte er rampe og street. Rampe kræver særlige anlæg, mens flatland og street foregår ude i byens rum. De to sidste anvender dog byrummet forskelligt. Hvor street er baseret på at udforske byen og dens gadeinventar som en forhindringsbane, går flatland ud på at udføre akrobatiske balancekrævende tricks på et fladt underlag. Kenneth beskriver flatland som klassens pæne elev det larmer ikke, det slider ikke på omgivelserne, og det kræver blot et plant og hårdt underlag. Kenneth mener, at han får det samme udbytte af sin sport, som mange andre får ud af mere etablerede idrætsgrene. Han fremhæver kvaliteter som det sociale fællesskab, konkurrencemomentet og afstressning. Flatland er stadig relativ begrænset i sin udbredelse, og der er ikke nær samme ekspressive og kommercialiserede subkultur knyttet til sporten som til eksempelvis skateboarding. Flatland er en udpræget individuel sportsgren. En af udøvernes få faste rekvisitter er et par høretelefoner med musik, der fuldender indadvendtheden. Kenneth ynder alligevel at køre sammen med en anden; Maria. Han understreger, at de kun sjældent taler sammen, mens de kører, men at det trods alt er rart at have nogen at dele aktiviteten med. I den forløbne sommer har Kenneth kørt i alt ni forskellige steder i Københavns indre by og brokvarterer. Han understreger, at det ikke er muligt at rangere stederne på en lineær skala. Forskellige byrum rummer forskellige kvaliteter. Jarmers Plads er det sted, Kenneth oftest kører (se kortet side 34-35, nr. 1). 47 For ham er det afgørende karakteristikum ved pladsen, at man her bliver set. Kenneth fortæller, hvordan folk ofte stopper op og kikker især turister, nogle af dem genkender han flere gange i løbet af en uge. Vi får jævnligt kommentarer, enkelte klapper og andre fotograferer. Kenneth opfatter opmærksomheden fra de forbipasserende som et plus ved Jarmers Plads. Når han har et publikum, presser han sin præstation lidt mere end normalt. Derfor er Jarmers Plads også et sted, hvor man viser frem, og ikke et sted man starter på at lære nye tricks. Ud fra en teknisk og funktionel betragtning er Jarmers Plads belægning eminent. De store flade granitblokke er helt plane og pladsens svage hældning er et plus. Det er simpelthen lettere at holde balancen, når man kan udnytte tyngdekraften i det skrå plan. Men skal flatland udføres korrekt (eksempelvis i forbindelse med konkurrencer), skal befæstelsen være vandret.

51 KENNETH ABILDGAARD, BMX-FLATLANDER 51 Når vi kører flatland, leder vi konstant efter det perfekte sted (som om det findes). Kenneth Abildgaard

52 52 Vi får jævnligt kommentarer, enkelte klapper. Kenneth Abildgaard Flatlanderne var fra starten bekymret over rillerne mellem granitpladerne, men de viste sig ikke at påvirke kørslen. Heller ikke det faktum, at den relativ lille plads på gode sommerdage bruges af mange skatere, oplever Kenneth og Maria som et problem. Er der en sjælden gang for mange, er det cykelakrobaterne, der finder et alternativt sted. Skaterne har ligesom altid været her det er dem, der har indtaget stedet. Til daglig fungerer pladsens granitplinter som en diskret opdeling mellem skaternes zone bagerst på pladsen og omkring plinterne og flatlandernes zone yderst på den åbne del af pladsen ud mod trafikkrydset. På Jarmers Plads, der som et udstillingsvindue egner sig til at vise idrætten frem, abstraherer flatlanderne fra trafikstøjen, men når de skal træne og indøve nye tricks, foretrækker de mere rolige og ugenerte omgivelser. På trods af at BMX-cyklerne afgjort ikke egner sig til langfart, så vælger Kenneth og Maria ind i mellem at køre rundt i byen og spotte efter et nyt godt sted at køre. De steder, som Kenneth har været forbi med sin cykel i København i løbet af sommeren 2004, er typisk asfalterede boldbaner (streetbasket eller fodbold), pladser og halvtomme parkeringspladser.

53 KENNETH ABILDGAARD, BMX-FLATLANDER 53 Til kategorien af boldbaner hører Hans Tavsens Park på sydsiden af Assistens Kirkegård (nr. 2). Stedet er beliggende i et roligt boligkvarter, der grænser op til kirkegården. En kiosk lige i nærheden gør det muligt at proviantere i løbet af dagen, og den offentlige vandhane er kærkommen. Om sommeren har han enkelte gange oplevet, at de to baner på pladsen blev oplyst efter klokken 21, hvad der åbnede en mulighed for at fortsætte med at køre til sent ud på aftenen. Det er et sublimt sted, når du ønsker at koncentrere dig. Du kan virkelig fordybe dig her. Banerne er belagt med favoritunderlaget: finkornet asfalt beregnet for streetbasket, hvorpå der aldrig har kørt en bil. Kenneth understreger, at det er en stor fordel, når områder er afspærret for trafik, eftersom asfalten holder sig helt plan. Til stedets øvrige positive elementer hører et cirka ét meter højt hegn, som adskiller de to baner. Det gør, at stedet ikke er klaustrofobisk som et boldbur, men at der sagtens kan rende en flok rundt og spille fodbold, samtidigt med at vi er her. I øjeblikket træner Kenneth i parken Østre Anlæg (nr. 3). En lille bane udgør en oase, hvor de kun sjældent skal kæmpe om pladsen med andre. Kenneth beskriver parken med entusiasme som det perfekte sommersted!, hvor der er grønt at se på, og fugle der kvidrer i træerne om sommeren. Desværre er asfalten i så dårlig stand, at den til dels er uegnet til at køre BMX flatland på. Men så er der til gengæld et offentligt toilet. Kenneth forklarer, hvordan toilettet også regnes med til fordelene ved det nærliggende spot ved Døveskolen på Asger Holms Vej (nr. 9). Mellem Indiavej og Indiakaj, ikke langt fra Kastellet på Østerbro, lå indtil for nylig en lidt overset parkeringsplads, hvor der ofte var plads nok til at køre mellem de få biler (nr. 4). Underlaget var rimeligt, og rummet lå i læ, så det kunne bruges på trods af blæsevejr. Blæst er, ifølge Kenneth, næst efter regn flatlanderens værste fjende. Derfor har han også kun en enkelt gang forsøgt sig på det ellers spektakulære sted på pladsen mellem Christiansborg og Thorvaldsens Museum (nr. 8). Det blæser konstant mellem de bygninger. Sammen med en rulleskøjtehockeybane i Enghaveparken på Vesterbro (nr. 5) og en streetbasketbane på Bülowsvej (nr. 7) hører pladsen dog til de steder, som han har planer om at udforske lidt nærmere i næste sæson. Når det en gang imellem ikke handler om at køre, men om at møde ligesindede, kører de til skaterparken i Fælledparken (nr. 6). Der udfolder sig BMX rampe- og streetkørere, som Kenneth opfatter som familiemedlemmer. Kenneth påpeger, at skaterparken i Fælledparken også kunne blive et attraktivt sted for flatlandere, men at det forudsætter ny asfalt. Når flatlandere indtager et byrum, afvejes en lang række faktorer. Grundforud-

54 54 KENNETH ABILDGAARD, BMX-FLATLANDER sætningen er et hårdt og plant underlag på ca. 10 x 10 meter. Men derudover er vejret, omgivelserne, stemningen på stedet og de faciliteter, som er til rådighed (kiosk, toilet, vandhane, belysning), afgørende for om det ene byrum her og nu foretrækkes frem for det andet. De minimale krav til rummets fysik gør flatland til en sportsgren, som udøves både i storbyen og i den mindste landsby. Der er dog kun lidt udveksling og kontakt mellem udøverne, eftersom idrætten mangler en organisation. Kenneth er initiativtager til en webside med det primære formål at skabe kontakt mellem udøvere af flatland. Generelt påpeger han et velkendt dilemma for den selvorganiserede idræt: Organisering viser sig i praksis tit at være en nødvendig vej for at styrke idrættens synlighed, dens sociale aspekter og mulighederne for at konkurrere. Samtidig ønsker mange udøvere i deres selvforståelse ikke at være organiserede. Det sidste, de ønsker, er et medlemskort til en klub. At organisere sig ville betyde, at man mistede noget af fornemmelsen af frihed. Kenneth kører jo for at føle sig som dreng, han vil være fri og afslappet. Kenneth er dog af den opfattelse, at en øget organisering kunne være med til at styrke idrætten i forhold til planlægningen. Han fortæller, hvordan han stort set hvert efterår beslutter sig for at skrive til byens kulturborgmester for at bede om en asfalteret plet med et halvtag over til vintertræning et sted i byen. Men også hvordan det gang på gang bliver ved idéen. Den ender med at drukne i overvejelser om, hvorvidt han helt skal undlade at bruge ordet BMX i brevet for at omgå de negative fordomme knyttet til sporten. Men også fornemmelsen af, at der endnu mangler et bagland til at følge sådanne initiativer til dørs, holder ham tilbage. I stedet lejer han sig ind for en time ad gangen i en hal, når han om vinteren bliver tilstrækkelig desperat efter at køre.

55 55

56 56 IDRÆTTENS FORNEMMELSE FOR BYRUM Alle former for byrumsidræt fortolker byens rum. Lisbeth løbetræner i ruter, der binder bolig-, industri- og naturområder sammen. Kenneth introducerer en ny aktivitet i byrum og optræder nogle steder som på en scene. På samme måde, som der er forskel på atletikklubbernes, fodbold- og badmintonforeningernes krav til sportsanlæg, er der også forskel på, hvilke krav den selvorganiserede idræt stiller til byrum. Opfattelsen af selvorganiseret idræt som fleksible og allestedsnærværende discipliner er ikke i overensstemmelse med de ofte meget detaljerede krav til byrummenes fysiske indretning. Deres ønsker handler særligt om to kvaliteter ved byrummet: Det første er de tekniske betingelser. For udøveren af flatland handler det primært om befæstelsen. I de rum, hvor han har et publikum, foretrækker han asfalt med finkornet slidlag, gerne med en svag hældning. Løberen foretrækker grus. Både inlineskateren, petanquespilleren, footbagspilleren og danserinden nævner også særlige krav til aktivitetens underlag. Tillige bliver andre tekniske betingelser fremhævet: plinter, gelændere og andet byinventar med materialer, der tåler at levendegøres af skatere, inlineskatere og andre. Det andet er rummets mulighed for at skabe oplevelser. For flatlanderen handler det om chancerne for at få et publikum. Bilister, cyklister, buspassagerer og gående opmuntres gennem Kenneths aktivitet til at vende blikket eller stoppe op for at betragte hans imponerende akrobatik. Aktiviteten bryder med oplevelsen af en transportvej som en lineær bevægelse fra A til B. Byens øvrige borgere distraheres af en herlighedsværdi på vejen. Også Lisbeth, der løbetræner, beskriver, hvordan det er positivt, når bevægelsen ikke opleves som en lige linje mellem to punkter. Hun ønsker, at opmærksomheden skal fanges af græs, vand og årstidernes skiften undervejs. Herlighedsværdier får os til at sanse og opleve andet end den rationelle vej mod målet. Turen føles hurtigere og rigere. Det er ikke bare udsigt til landskabet, der skaber herlighedsværdi. Dette afsnits punktuelle interviewundersøgelser giver konkrete pejlemærker til planlægningen. Det gælder for det første de tekniske betingelser. Alle udøvere havde ønsker til underlaget. Byens gulv er en afgørende forudsætning for byens liv. Vil man have mange former for aktivitet, må underlaget differentieres. Også andre tekniske forudsætninger som plinter, hegn og aftenbelysning var vigtige for brugerne. For det andet må byens rumligheder kunne tilbyde forskellige typer oplevelser. Flatlanderens optræden forudsætter nærhed til forskellige former for tra-

57 fik i lighed med de skatere, vi mødte på Jarmers Plads i afsnit 1. Her er der ingen modsætning mellem biler og oplevelsesrum de tilfører hinanden noget positivt. Andre gange ville Kenneth fordybe sig i afskærmede rum. Løberens ønske om naturoplevelser var store, men fik hende ikke til at lægge ruten langt væk fra boligen. Når planlæggere optimerer muligheden for løbetræning, må der tages højde for, at hver eneste bolig skal have direkte adgang til herlighedsværdier. Det er ikke nok, at man kan cykle til parken. Bebyggelsesplaner må tage højde for ønsket om nærhed til herlighedsværdier for alle. 57 Udøvernes beskrivelser af deres sport bekræfter, at planlægning må kunne meget mere end at disponere funktioner. Oplevelser kan ikke tegnes i to dimensioner. Der må arbejdes med rumligheder og tages udgangspunkt i de forskellige byrumsidrætters tid og rytme. Zoneinddelingen af byen, hvor arbejde, rekreation og bolig fik hvert sit areal, må også opgives. Netop mødet mellem trafik, oplevelse, bolig og landskab er det, der fra et brugerperspektiv gør byrumsidrætten interessant.

58 58

59 PLANLÆGNING BYEN UDVIKLES 59 Lokale- og Anlægsfondens publikation fra 2003, Den tredje bølge, beskriver udbredelsen af en række idræts- og motionsformer, der er blomstret op siden 1970erne. De karakteriseres på forskellig vis under overskrifter som uorganiseret idræt og hverdagsmotion. 49 Fælles for disse idræts- og motionsformer er et fravær af eller i hvert fald kun en meget begrænset tilknytning til den etablerede foreningsidræt i Danmark. Det har skabt grundlag for en debat om byrum og forvaltningers evne til at indoptage nye bevægelsesformer. Planlæggerens udfordringer findes på flere og overlappende niveauer. Først er det den nævnte konflikt mellem modernismens rationelle planlægning og byrumsidrættens dynamik og uforudsigelighed. Det afgørende spørgsmål bliver, hvordan planlægningen på den ene side kan reagere på omfortolkningen af byrum og på den anden side handle proaktivt ved at imødekomme disse idrætsformer i forbindelse med etablering af nye byrum. Flere forvaltninger rundt om i landet har taget udfordringen op. I Københavns Kommune behandles den selvorganiserede idræt på lige fod med den organiserede i en ny Idrætspolitisk Redegørelse Flere partnerskabsprojekter, der skal etablere nye faciliteter for den selvorganiserede idræt, er undervejs. 50 Med hvilke begrundelser går planlægningen og forvaltningen ind i arbejdet med at understøtte og fremme den selvorganiserede idræt? Den traditionelle begrundelse for myndighedernes idrætspolitiske arbejde har været sundhed. Siden er fulgt et efterhånden lige så traditionelt svar; at idrætten kan medvirke som en buffer for sociale problemer i lokalsamfund. Populært sagt skal de unge ikke stå og hænge på gadehjørnet men dyrke sunde interesser i den lokale idrætsforening. I de senere årtier har denne tanke været tæt knyttet til kvarterog nu områdeløftprojekter. Et særligt aspekt omhandler idrætten som en integrationsfremmende faktor. 51 Et tredje og relativt nyt svar fokuserer på idrættens legende og oplevelsesmæssige kvaliteter. I Københavns Kommune kommer det blandt andet til udtryk ved, at man har valgt at gøre idrætspolitik til kulturpolitik. Dette er sket for at undgå at skulle legitimere tiltag på det idrætspolitiske område med sundheds- og socialpolitiske argumenter. 52 For udøveren er oplevelsesaspektet ofte både knyttet til selve aktiviteten (legen) og til udforskningen af byen. Et ek-

60 60 sempel er flatlanderen fra afsnit 2, som beskriver, hvordan hans aktivitet både rummer indadvendt koncentration og en udadvendt udforskning af byen i en stadig søgen efter nye gode steder at køre. Det er ikke kun udøverne, der får en oplevelse. Også andre borgere profiterer af det stærkt efterspurgte byliv. Byliv står højt på ønskelisten i næsten samtlige bypolitiske diskussioner og er et af vor tids mest positive ord, når den gode by skal beskrives. Samtidig er byliv altid en potentiel kilde til konflikt. Den selvorganiserede idræt er med sine uforudsigelige og udfordrende læsninger af byen og dens etablerede strukturer både en kilde til begejstring og forbandelse. CENTRUMPLADSEN, SVENDBORG Et byrum indtages af skatere, som mødes med både positive og negative reaktioner. Er deres aktivitet byliv eller vandalisme? Hvem har ret til at præge billedet af byens centrale plads? Centrumpladsen i Svendborg ligger som navnet antyder centralt placeret. Rådhus, biograf, hotel, svømmehal, bank og indkøbscenter ligger langs kanten af byrummet, der indtil 1991 var en parkeringsplads omgivet af gader. Da der i efteråret 1991 var offentlig debat om Svendborgs byrum og pladser, ønskede mange at få gjort Centrumpladsen til et byrum, der var indrettet på fodgængernes betingelser. Landskabsarkitekterne GHB Landskabsarkitekter udarbejdede i dialog med kommunen en plan for, hvordan parkeringspladsen kunne omdannes til en plads. Særligt var det prioriteret at begrænse trafikken for at imødekomme ønskerne om et fodgængervenligt centrum. Pladsen blev anlagt med en belægning af frilagte betonfliser brudt af skråtliggende granitbånd. I den ene ende anlagdes en cirkulær muromkranset plads til parkering, mens den nye sivegade anlagdes langs pladsens sydside for at muliggøre udeservering og ophold på den solfyldte nordside. 53 Hvor kanterne er fulde af aktiviteter, indbyder det store rum i midten umiddelbart ikke til andre aktiviteter end passage folk kommer og går, cykler kører og biler ligeså. Bænkene bruges primært til at tage et hvil på vej fra ét sted til et andet. 2, 4 eller 6 hjul alle kører bedst på asfalt En enkelt aktivitet bryder imidlertid billedet. Det var ikke tilsigtet, men der gik ikke lang tid fra pladsens færdiggørelse, til skaterne begyndte at bruge pladsens bænke, den store åbne flade og trapperne. Set fra skaternes synspunkt er pladsen teknisk set ikke optimal belægningen med betonfliser og granitbånd er brugbar, men slet ikke perfekt på grund af de mange materialeskift. Asfalten på vejen har derimod et upåklageligt underlag, men der er megen trafik, som flere gange har kørt et skateboard i stykker. Ud fra en teknisk betragtning er der andre steder i Svendborg, som er bedre, men Centrumpladsen er allige-

61 61

62 62 vel skaternes foretrukne sted, for hvad pladsen mangler i tekniske faciliteter, har den i beliggenhed. Det er midt i byen. Det er et samlingssted, når man skal ud at skate andre steder i byen, så skater man her og varmer lidt op, så tager man ud, og så kommer man tilbage hertil og køler af og slapper af (Nigel Thomas). 54 Folk stopper op og ser på skaterne, venner kommer forbi, sætter sig på bænkene og snakker på flere måder bidrager skaterne til det byliv, som ofte efterspørges i centrum af de danske byer. Alligevel er det langt fra alle, som synes, at skaternes tilstedeværelse på pladsen er en god idé. De konflikter, der opstod, havde baggrund i konkrete irritationsmomenter, som når biografen beklager sig over de brag, det giver, når skaterne lander lige udenfor. Skaternes brug af Centrumpladsen førte også til mindre konkrete og mere grundlæggende konflikter. Som beskrevet i forbindelse med Jarmers Plads opfattes skaterne ofte som en modkultur knyttet til Reclaim the Streets-bevægelsen, der ynder at være på kanten af det alment accepterede. 55 Når skaterne slider hen ad bænkene på deres skateboards, opfattes det af mange som et brud på samfundets orden. I Svendborg har Teknisk Forvaltnings driftsafdeling sat tynde jernringe på den yderste af bænkenes trælister. Dermed umuliggøres det at skate på bænkene, kommunen sparer de penge, som det koster at udskifte trælisterne, og ingen kan længere være i tvivl om, at bænkene er bænke. Skaterne er kede af, at det bedste tekniske element på pladsen er ødelagt, og de er trætte af at blive kategoriseret sammen med graffitimalere og blive set som en modkultur, der må styres og reguleres. Som en skater fra Svendborg udtrykker det: Skaterne er kun fælles om en ting de elsker deres sport. 56 Selvom kommunen har sat jernringe på bænkene, så er holdningen i kommunen ikke ensidigt negativ. Planlæggerne mener, at skaternes aktivitet befinder sig et sted mellem byliv og vandalisme. Det er blot ikke nemt at definere grænsen. Skaterne selv foreslår, at man løser problemet ved at opsætte glatslebne granit- eller betonplinter på pladsen, en anden løsning kunne være at udskifte den yderste træliste på bænkene med en metalliste, hvor man kan køre curbs. Teknisk er det intet problem at forme pladsen, så den kan rumme skaterne, uden at gadeinventaret ødelægges. Problemet er snarere, hvorvidt og i hvilket omfang man overhovedet ønsker skatere på Centrumpladsen. På Jarmers Plads i København accepterer grundejeren, Realkredit Danmark, skatere. De må dog se langt efter de skraldespande, toilet og vandhane, som de gerne vil have. En skraldespand ville stride mod pladsens arkitektoniske idé om, at den udgør en pause uden videre aktivitet. Det ville være en officiel anerkendelse af udøvernes brug af pladsen. Nu består muligheden for en dag at sige, at der ikke ønskes skatere på Jarmers Plads.

63 63 Centrumpladsens formål er at fungere som Svendborgs centrale og repræsentative byrum. Hvilke aktiviteter hører hjemme på en sådan plads? Selvom Centrumpladsen er ung, er der i modsætning til forstædernes byrum, hvor skaterkulturen opstod i 1970erne 57 historisk knyttet stærke idéer til den. Det er det sted, hvor Svendborg repræsenterer sig selv ved at danne et officielt billede, der kan iagttages og fornemmes af forbipasserende. Whose Culture? Whose City? spørger den amerikanske sociolog Sharon Zukin, der er optaget af hvis kultur, der skal præge byernes offentlige rum. Hun er kritisk over for den stigende kommercialisering af centrale byrum, fordi de efter hendes mening udgør symbolske rum, der ideelt set skal rumme en fortælling, der inkluderer alle byens borgere. 58 Klassiske og stilfærdige aktiviteter som cafébesøg og petanque opfattes som nemme at inkludere, mens det er sværere at få forståelse for at integrere skaternes mere ekspressive aktivitet. Deres kropslige tolkning af byens elementer (eksempelvis bænken, der bruges til curbs) opfattes som en negering af den officielle fortælling om byrummet. Men behøver skaterne at blive betragtet som en modkultur, der skal ekskluderes? Modernismens arkitektur tilstræbte formmæssigt neutrale pladser. De blev betragtet som demokratiske byrum, idet de ikke rummede specifikke kulturelle symboler, som ekskluderede visse befolkningsgrupper. Idéen er smuk, men også naiv. Ingen plads kan være renset for betydning og magt. 59 I stedet for at fjerne de interessekonflikter, som kan opstå, når byrumsidræt kombineres med anden brug, skal man måske overveje, hvordan den kan tackles som et meningsfuldt udtryk, som andre kan beriges af. Sociologen Zygmunt Bauman skriver: Kun mennesker, som har prøvet at mestre den svære kunst at handle under de ambivalente og usikre vilkår, der opstår af forskelle og variationer, vil kunne leve op til den kendsgerning, at de er ansvarlige. 60 HVORDAN PLANLÆGGE FOR BYRUMSIDRÆT? Eichbergs model på side 11 viser, at samme idræt kan udøves på tre idealtypiske forskellige måder med enten resultater, sundhed eller oplevelse i fokus. Den resultatorienterede udøvelse forudsætter ofte en høj grad af organisering, der kan sikre ensartede regler, udarbejdelse af ranglister, afholdelse af stævner etc. Både den sundheds- og oplevelsesorienterede idræt kan derimod udøves på selvorganiseret vis, men som Lisbeth og Kenneth er eksempler på, er skelnen mellem organiseret og selvorganiseret ikke absolut. Fra den sundhedsorienterede udøvers synsvinkel foretrækkes organisering i det omfang, den kan fremme målet om øget sundhed og velvære. Den oplevelsesorienterede udøver står derimod i et dilemma, som har bag-

64 64 grund i idrætsudøvernes selvforståelse. En selvforståelse, som blandt andre forskere som Iain Borden og René Kural mener, skal ses i sammenhæng med den individualisering, der generelt præger samfundet. 61 Dilemmaet opstår, når udøverne samtidigt kan se de fordele, som de kan opnå gennem øget organisering. 62 Dilemmaet er der også for planlæggeren, for hvordan planlægge for nogle, som på den ene side efterspørger det offentliges støtte til faciliteter, arrangementer og konflikthåndtering, men, som Kenneth udtrykker det, for alt i verden ikke vil pusses og nusses om? Balancen er hårfin. Når det lykkes, kan inlineskateren Anna Calledda både være formand for bestyrelsen i skaterparken Xhall, hvor de har medlemskort, deltagergebyrer og fællesarrangementer, og som er sponsoreret af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Kvarterløft Nord-Vest og Lokale- og Anlægsfonden, og så alligevel med begejstring beskrive, hvordan man i Xhall føler sig dejligt undergrund. 63 Også det delvist kommunale og delvist brugerstyrede skateranlæg i Fælledparken i København omtales af brugerne generelt med begejstring. Andre gange står anlæg ubenyttede hen; måske fordi de tiltænkte brugere ikke ønsker at være et kommunalt godkendt tilskud til bylivet eller integrationsprocessen. I nogen grad handler denne balancegang om ejerskab, men modsat den traditionelle opfattelse af at lokalt ejerskab er godt. Det er nemlig ikke sikkert, at Jarmers Plads ville beholde sin tiltrækningskraft, hvis de selvorganiserede idrætsgrene officielt blev inviteret indenfor med gadeinventar, ordensregler på skilte etc. Man kan stille spørgsmålet, om det netop er, fordi skaterne på ingen måde har ejerskab til byrummet, men kun lige akkurat er tålt Projekt for udvikling af aktive byrum ved Enghave Station. SLA Landskabsarkitekter i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden (2004).

65 på pladsen, at de oplever, at rummet til stadighed kan indtages, og at netop denne erobring giver genklang i deres selvforståelse. 65 Byrumsidrætten er i nogen grad på kanten af det etablerede: i spændingsfeltet mellem det godkendte, men også kedelige, og det uudforskede, men også farlige og måske endda ulovlige. Det er en udfordring for organiserende og forvaltende myndigheder. Kan planlægningen blive bedre til at håndtere disse selvorganiserede idrætsformer på en slags tålt ophold i udvalgte byrum, uden at hele kavaleriet af forskellige forvaltninger rykker ud med inventar og reglementer? Redaktøren Dilemmaet med den selvorganiserede idræt viser nødvendigheden af et allerede velkendt skift i forvalterens og planlæggerens synsvinkel; brugerperspektivet må med. I stedet for planlægning og definering af byrummets form fra centralt hold bliver der i stigende grad efterspurgt en redaktør. Planlæggeren som redaktør lader alle komme til orde og inddrager mange parter i programmeringen af byrummets funktioner og oplevelsesmuligheder. Der skabes rammer og muligheder frem for færdige løsninger. Redaktørrollen er ikke ensbetydende med, at der ikke skal planlægges. I stedet er planlæggeren ansvarlig for at skabe programmer. Rumlige løsninger for byrum. Programmet skal på den ene side afdække alle de behov, som forskellige udøvere de nutidige og dem, som endnu ikke kendes stiller til byen. De meget præcise beskrivelser, som udøverne gav i afsnit 2, illustrerer, hvor afgørende de fysiske omgivelser er for deres opfattelse af rummets kvaliteter. De var specielt PÅ TVÆRS AF FUNKTIONER 1. Kunstgræsbane 21x13 m 2. Basketballbane med farvet asfalt 3. Asfalt med termoplast 4. Tilskuerpladser 5. Egetræ 6. Jernbaneterræn

66 66 optaget af byliv og af tekniske faciliteter særlig underlaget. Det stiller krav til dem, som skal give byrummet fysisk form. Skandinaviens største og hidtil dyreste skaterpark i Roskilde er siden åbningen den 5. september 2004 blevet mødt med sønderlemmende kritik fra brugerne. De mener, at en væsentlig del af problemerne skyldes ønsket om at imødekomme både BMX-kørere, skatere og rulleskøjteløbere i ét og samme anlæg. 64 I dette tilfælde er forsøget på at skabe et åbent og multifunktionelt anlæg endt i et i teknisk forstand dårligt kompromis. Eksemplet Projekt for udvikling af aktive byrum ved Enghave Station. SLA Landskabsarkitekter i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden (2004). PÅ TVÆRS AF FUNKTIONER 1. Kunstgræsbane 21x13 m 2. Basketballbane med farvet asfalt 3. Asfalt med termoplast 4. Trappe ned mod Enghavevej 5. Landingsbanelys, lys i belægning mod S-station 6. Egetræ, Asfaltbelægning 7. Kirke 8. Torv, med belægning af runde betonfliser 9. Kro 10. S-station 11. Busstopsted 12. Vandbassin 13. Græs 14. Jernbaneterræn

67 illustrerer nødvendigheden af at inddrage brugerne i programfasen og samtidig også forholde sig kritisk til den aktuelle diskussion på det idrætspolitiske område, hvor fokus er på mangfoldighed og multifunktion. Samspillet mellem idræt og byrum udgør en følsom relation, hvor enkle midler kan vippe balancen. Som eksemplet fra Svendborg viser, er en knap synlig metalbøjle på bænkenes yderste liste tilstrækkelig til at gøre byrummet uattraktivt set fra skaternes perspektiv. På den anden side skal et program være åbent for forandring. Et program er et resultat af planlægningsmyndighedens og den evt. private bygherres bevidste stillingtagen til, hvad et byrum skal kunne en stillingtagen, som udvikles på baggrund af forhandlinger og dialog med de mange parter, der på den ene eller anden måde kan have en aktie i byrummet. Den endelig løsning er dog ikke fundet med præciseringen af et program. Som vist i denne publikation, er den selvorganiserede idræt dynamisk, og programmet må sikre den åbenhed og dynamik, der gør byrummet modtageligt for skiftende fortolkninger og funktioner: Nye idrætsgrene kommer på mode, andre taber terræn, nogle forsvinder helt. Byen forandrer sig, kvarterer blomstrer op, andre stagnerer, nye beboergrupper flytter ud eller ind og med dem forandres også de lokale bevægelsesmønstre. Det er ikke muligt at sikre, at et nyt anlæg bliver brugt, men man kan optimere muligheden ved at være opmærksom på brugernes ønsker og krav. I modsætning til et idrætsanlæg, hvor man forhandler med foreninger, er en ny løbeløjpe eller petanquebane ikke nødvendigvis sikret brugere. Især fordi den selvorganiserede idræt fra skaterne over petanquespillerne til joggerne rummer et element af opdagelse og udforskning. Hvad enten der er tale om personer, som dyrker nye former for idræt, der stiller nye krav til byrummets tekniske kvaliteter og stemning, eller der er tale om den samme person, som dyrker den samme idræt med de samme krav, så er den selvorganiserede idræt dynamisk i forhold til byrummet. Programmet må kunne forholde sig til denne form for usikkerhed. >> PLANLÆGGEREN SOM REDAKTØR Til forskel fra modernismens planlægning, som gik ud på, at eksperten alene skabte visionære masterplaner for masserne, går nutidens planlægning ud på at redigere. Når den moderne planlægger agerer som redaktør, bliver processen til et samarbejde mellem mange parter. Alle inviteres til at være med og præge udviklingen. Borgere og brugere bliver inddraget på forskellige måder, og planlæggeren samler de mange ofte modstridende synspunkter. Planlæggeren er imidlertid ikke en neutral videreformidler af alle idéer, ønsker og krav, som er kommet til udtryk i programmeringsfasen. I stedet skal han eller hun træffe en række redaktionelle valg og prioritere mellem forskellige synspunkter for at opstille et program. Det er planlæggerens ansvar og forpligtigelse at prioritere mellem ønsker for at skabe et byrumsprogram, der opretholder flest mulige åbninger for fysiske udformninger og dermed mange slags brug af byrummet. 67 Redaktøren skal også skabe normer, der gør det muligt for idrætten at bruge byens rum. Løsning af interessekonflikter, blandt andet gennem mægling, er en central opgave for redaktøren. På denne måde handler planlægning og for-

68 68 HVORDAN KAN PLANLÆGNINGEN SKABE BEDRE FORHOLD FOR BYRUMSIDRÆT? valtning ikke om at skabe og pleje afsluttede værker, men om at bidrage til byrummenes uafsluttelige skift fra en tilstand til en anden. Planlæggerens rolle i relation til byrum og byrumsidrætten kan opsummeres i ni punkter. Ved at følge disse punkter, opstillet i uprioriteret rækkefølge, bidrager man til at skabe gode forhold for brugerne, inspirere til aktivitet og opretholde levende byrum i fremtidens danske kommuner: Planlæggeren som redaktør Planlæggeren skal redigere i og tage stilling til de mange og forskellige, og ofte modstridende, interesser, der fremsættes i forbindelse med programmeringen af byrummet. Alle potentielle brugere skal aktivt inddrages i programmeringsfasen. I lighed med en redaktør er planlæggeren heller ikke en neutral videreformidler af alles idéer, ønsker og krav. Det er planlæggerens ansvar og forpligtigelse at prioritere mellem ønsker og krav med det formål at skabe et by- rumsprogram, der opretholder flest mulige åbninger for fysiske udformninger og dermed mange slags brug af byrummet. Forskellige samarbejder Det er formgiveren af de fysiske rum, der samler programmets dele og brugernes specialviden i en syntese. En syntese, der konkret transformerer program til fysisk rum samt organisation af dets indhold et byrum bliver til. I formgivningsprocessen deltager alle aktører, der har været med i programmeringen, for at sikre, at de prioriteringer i programmet, der var aftalt, overholdes. Således at det nye byrum imødekommer brugernes forventninger og ofte mere til. Formgiverne er arkitekter med kompetencer og erfaringer i udformning af offentlige byrum som pladser, parker, veje og rekreative rum. Idrætsudøvere er specialister i at beskrive hvilke krav og ønsker, de har til byens rum, for at netop deres aktivitet kan optimeres. Derfor er deres kompe- tencer altafgørende i programmeringsfasen og for programmets kvalitative status. Fra zonetænkning til handling De modernistiske og funktionsopdelte byrum erstattes af tværgående aktiviteter, hvor mange og forskellige funktioner blandes. Byrumsidræt henvises ikke kun til særlige baner og anlæg, men gøres mulig og tillades flere steder, hvor der er publikum og udsigt, biler og fordybelse, bænke til ophold og skatere, ramper til gangbesværede og BMX, kanter til adskillelse af funktioner og op-

69 hold leg, trafik og oplevelse blandes. Frem for to-dimensional arealdisponering og funktionsafvikling bliver der fokus på oplevelsesrum med flere dimensioner, funktioner og udfordringer. 69 Åbenhed i program og rum I erkendelsen af at byens rum er dynamiske og skifter fra en tilstand til en anden til en tredje osv., og at det gode byrum konstant udfordrer brugerne, er der ikke een brugsmåde, der er mere rigtig end en anden. Der er ny erkendelse. Programmet stiller krav til nutidig brug men med en vished om, at aktiviteterne kan skifte. Derfor skal udformningen af byrummet være åben for tolkning, og for at aktiviteter kan forsvinde og nye komme til. Byrummets udformning kan naturligvis imødekomme disse betingelser på mange måder, men de handler alle om overflader: belægningens beskaffenhed, koteringen, inventarets kanter, belysning, trafik og byens øvrige liv og aktiviteter. Plads for alle Den nye type byrumsprogram er udtryk for en bevidst stillingtagen til byrummets aktiviteter og koger ikke alt ned til mindste fællesnævner. Det er planlæggerens pligt at prioritere mellem interesserne og politikernes ansvar at sikre, at brugernes drømme og længsler bliver imødekommet i byen, og ikke mindst er det brugerne, som gennem leg, ophold og idræt, gør byen levende og aktiv. Planlægningen skal fremme, at programmeringen af byens rum resulterer i forskellige typer af byrum, der udfordrer forskellige aktiviteter og bliver bemærket også af dem, der ikke lige nu er aktive, men blot ser på. I stedet for demokratiske enhedsrum, hvor alt og derfor slet ingenting er muligt, skal der være forskelligartede byrum, som imødekommer forskellige behov, drømme og udfordringer byen skal som helhed stimulere borgerne. Men ikke ens overalt. Først program, så form, så aktivitet Programmeringsfasen skal holdes adskilt fra formgivningen. Først skal der tænkes på, hvad byrummet skal bruges til. Dernæst gives tanken et rumligt udtryk en form. Selvfølgelig hænder det, at byrum, hvor programmet først og fremmest stiller æstetiske krav, viser sig at være perfekte til en idrætsform. Men det er ikke noget, man kan forlade sig på hver gang dertil er undtagelserne for mange. Et gennemtænkt program med efterfølgende formgivning af høj faglig standard skaber grobund for liv og aktiviteter. Norm og mægling ved interessekonflikter Når byrummet er i brug, og nye brugsmåder udfordrer de eksisterende, kan det være nødvendigt, at forvaltningen griber ind. I stedet for at forsøge at hindre nye aktiviteter og idrætsgrene i at udfolde sig, bør den kommunale forvaltning operere som mægler. Der kan bl.a. etableres aftaler mellem forskellige brugere.

70 70 Nye normer kan sikre, at dans, boldspil og marked foregår på forskellige tidspunkter af døgnet. Man kan blive enig om temporære grænser mellem ophold og BMX eller andet, på samme måde som idrætsudøverne på Jarmers Plads har delt rummet mellem sig de dage, hvor mange forskellige aktiviteter er i gang. Det handler om en planlægning, der styrer bylivet gennem aktiv deltagelse i løsning af problemer frem for at regulere gennem restriktioner. Herlighedsværdier gør byen levende og aktiv Den kommunale forvaltning må have åbne øjne for byens herlighedsværdier. Det vil sige de værdier, der fanger vores opmærksomhed det pirrende, beroligende, engagerende, duftende, rislende mv., som er byens herligheder. For en inlineskater kan det være et gelænder, der inviterer. Gelænderet bruges som rail. For en petanquespiller kan det være skyggen under kastanietræerne. Planlægning må tage udgangspunkt i herlighedsværdier og give borgerne adgang til dem. Nye herlighedsværdier må skabes, og der skal aktivt gøres opmærksom på de allerede eksisterende. Belægning og byinventar som afsæt for aktivitet Forskellige typer belægning og inventar er helt konkrete forudsætninger for de fleste byrumsidrætter. Hvor grus er bedst til løbetræning, skal rulleskøjter have asfalt. Kenneth påskønner vandhaner, og skaterne foretrækker vinkelrette kanter som bænke og plinter. En øget opmærksomhed på belægningens og udstyrets betydning for de enkelte idrætsgrene vil gøre vores byrum sjove, levende, udfordrende, beroligende og egnet til fordybelse de vil være nutidige. Byrummets fysiske udformning skal ikke være tilfældig eller præget af snævre interesser, men skabt ud fra en helt klar stillingtagen til en aktiv by med mange mennesker, drømme og ønsker om at kunne nyde naturen og dyrke byrumsidræt lige dér, hvor man bor og møder andre.

71 71 Terrænform i gummi. Helhedsplan for omlægning af uderummene i boligbebyggelsen Ladegårdsparken i Holbæk (1995). SLA Landskabsarkitekter med aktiv deltagelse af beboerne.

72 72 LITTERATUR LITTERATUR Amin, Ash & Thrift, Nigel 2002: The Democratic City, i: Cities. Reimagining the Urban, Cambridge: Polity Press. Andersen, Lars Otto 2004: Kunstgræsbaner til fodboldglade københavnere, i: Berlingske Tidende, 15. oktober. Athen-erklæringen. Dansk Byplanlaboratoriums Byplanhistoriske Noter, nr. 3. Oversat af Ernst Kristoffersen efter Le Corbusiers udgave fra København: Dansk Byplanlaboratorium Bale, John 1985: Sportens rationelle landskaber. Sportslandskabet som et overhumaniseret og inhumant landskab, i: Centering, nr. 2. Bale, John 2003: Sports Geography London New York: Routledge. Bauman, Zygmunt 1999: Globalisering de menneskelige konsekvenser, København: Hans Reitzels Forlag. Borden, Iain 2001: Skateboarding, Space and the City. Architecture and the Body, Oxford New York: Berg. Byrum. Byens bedste pladser, i: Jyllandsposten, 23. august Christensen, Villads 1912: København. I Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes Tid København: G.E.C. Gads Forlag. de Certeau, Michel 1998: The Practice of Everyday Life, Berkeley Los Angeles London: University of California Press. Eichberg, Henning 1998: Body Cultures. Essays on sport, space and identity, London New York: Routledge. Fischer, Ebbe og Brink Iwersen, Morten 2004: Utilfredshed med skaterpark til millioner. Politiken, 13. september. Hirschfeld, C. C. L. 1785: Theorie der Gartenkunst, Leipzig: M.G. Weidmanns Erben und Reich, bind V. Jensen, Henrik Bjerg 2001: Hjemløse skatere: Hjælp os! i: Fyens Stiftstidende, 15. oktober. Jørgensen, Karsten 2004: To hundre års internasjonal innflytelse på norsk landskapsarkitektur, i: Byggekunst, nr. 5.

73 Kural, René 1999: Spillerum. Alternative steder til idræt, kultur og fritid, København: Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag. LITTERATUR 73 Københavns Kommune 2004: Idrætspolitisk Redegørelse Larsen, Knud 2003: Den tredje bølge på vej mod en bevægelseskultur, i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, København: Lokale- og Anlægsfondens Skriftrække 8. Lerche, Jens Jacob 2004: Byens lange promenade, i: Havn & By, nr. 2. Mortensen, Morten 2002: Idræt som socialt kit. Evaluering af Det Idrætspolitiske Idéprogram IV, København: København Universitet, Institut for Idræt. Oplæg til national handlingsplan mod svær overvægt Forslag til løsninger og perspektiver, København: Sundhedsstyrelsen, Center for forebyggelse Peters, Günter 1995: Kleine Berliner Baugeschichte. Von der Stadtgründung bis zur Bundeshauptstadt, Berlin: Stapp Verlag. Poblotzki, Ursula 1997: Grün und Spiele: der Volkspark der Zukunft, i: Topos, nr. 19. Rasmussen, Steen Eiler 1969: København, København: G.E.C. Gads Forlag. Realkredit Danmark februar 1996: Konkurrenceprogram. Arealerne omkring Realkredit Danmarks Hovedsæde på Jarmers Plads i København, København: Realkredit Danmark. Realkredit Danmark juni 1996: Arkitektkonkurrence. Arealerne omkring Realkredit Danmarks hovedsæde på Jarmers Plads i København. Dommerkomitéens betænkning, København: Realkredit Danmark. Realkredit Danmark 1997 (Susanne Pouline Svendsen og Kell Engstrøm): Hovedsædet på Jarmers Plads. Stabilitet og forvandling, København: Realkredit Danmark. Riiskjær, Søren, Bøje, Claus og Hasløv, Dan 1986: Idræt, kulturpolitik og planlægning. Et debatoplæg om idrættens placering i lokalsamfundet, København: Planstyrelsen, Miljøministeriet. Rittner, Volker 1984: Die Individualisierung des Sporlerlebens. Anmärkungen zum Sport der Zukunft, i: Olympische Jugend, nr. 29. Ritzaus Bureau 2004: Hård kritik af ny skatepark, København, 9. september. Schøning, Peter 2003: Historien flytter sig, i: Havn & By nr. 1. Strømstad, Kirsten og Poul 1996: Rundt om Søerne. Sortedamssøen, Peblingesøen, Sankt Jørgens Sø, København: Christian Ejlers Forlag.

74 74 LITTERATUR Svendborg Kommune, Teknisk Forvaltning 1991: Byens rum og pladser. Forslag til handlingsplan og opsamling af debatten. Toftebjerg, Louise 2004: BMX-bane til nye talenter, i: Jyllands-Posten, 10. april. Zukin, Sharin 1995: Whose Culture? Whose City?, i: The Cultures of Cities, Oxford: Blackwell Publishers.

75 NOTER NOTER 75 Note 1: Se bl.a. erfaringerne fra Det Idrætspolitiske Idéprogram, Morten Mortensen 2002: Idræt som socialt kit. Evaluering af Det Idrætspolitiske Idéprogram IV, København: Københavns Universitet, Institut for Idræt. Note 2: I 2000, hvor den seneste måling af voksne blev foretaget, var 10 % af danske mænd og 9 % af kvinderne overvægtige. Tallene for unge under 15 år stammer fra 1998, hvor det viste sig, at 10 % af pigerne og 7 % af drengene var overvægtige. Oplæg til national handlingsplan mod svær overvægt Forslag til løsninger og perspektiver, København: Sundhedsstyrelsen, Center for forebyggelse 2003, s. 45. Note 3: Oplysningerne stammer fra Den tredje bølge på vej mod en bevægelseskultur, Knud Larsen 2003 i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden, København: Lokale- og Anlægsfondens Skriftrække 8. Der er dog, som Larsen har beskrevet på side i publikationen, grund til at tage visse forbehold i tolkningen af disse tal. Note 4: 83 % af voksne over 16 år. Ibid. s. 31. Note 5: Ibid. s Note 6: Ibid. s. 42. Note 7: Søren Riiskjær, Claus Bøje og Dan Hasløv 1986: Idræt, kulturpolitik og planlægning. Et debatoplæg om idrættens placering i lokalsamfundet, København: Planstyrelsen, Miljøministeriet, s. 14. Note 8: Per Brændgaard Mikkelsens definition, citeret i Larsen 2003, s. 23. Note 9: Volker Rittner 1984: Die Individualisierung des Sporlerlebens. Anmärkungen zum Sport der Zukunft, i: Olympische Jugend, 1984: 29, s Note 10: Experiential spaces er et begreb hentet fra Henning Eichberg. Han beskriver tre typer idrætsrum: experiential space, recreational space og achievement space. Eichberg cit. i John Bale 2003: Sports Geography, London New York: Routledge, s. 9. Note 11: Athen-erklæringen. Dansk Byplanlaboratoriums Byplanhistoriske Noter, nr. 3. Oversat af Ernst Kristoffersen efter Le Corbusiers udgave fra København: Dansk Byplanlaboratorium 1985, s. 13.

76 76 NOTER Note 12: Kostbare Kunstwerke, feine Verzierungen und seltene Gewächse, die Vorsorge erfordern, gehören nicht in Anlagen dieser Klasse., C.C.L Hirschfeld 1785: Theorie der Gartenkunst, Leipzig: M.G. Weidmanns Erben und Reich, bind V, s. 70. Note 13: Flere forfattere har gjort sig til talsmænd for, at folkeparkernes sociale dagsorden skal genfortolkes og aktualiseres. Se bl.a. Karsten Jørgensen 2004: To hundre års internasjonal innflytelse på norsk landskapsarkitektur, in Byggekunst, s og Ursula Poblotzki 1997: Grün und Spiele: der Volkspark der Zukunft, i: Topos, nr. 19, s Note 14: Se bl.a. Henning Eichberg om idrættens historie, The Enclosure of the Body. The historical relativity of health, nature and the environment of sport, i: Henning Eichberg 1998: Body Cultures. Essays on sport, space and identity, London New York: Routledge. Note 15: Michel de Certeau 1998: The Practice of Everyday Life, Berkeley- Los Angeles- London: University of California Press. Note 16: The act of walking is to the urban system what the speech act is to language or to the statements uttered, Ibid., s. 97. Note 17: John Bale 1985: Sportens rationelle landskaber. Sportslandskabet som et overhumaniseret og inhumant landskab, i: Centering, nr. 2, s Note 18: Realkredit Danmark 1997 (Susanne Pouline Svendsen og Kell Engstrøm): Hovedsædet på Jarmers Plads. Stabilitet og forvandling, København: Realkredit Danmark, s. 4ff. Note 19: Realkredit Danmark februar 1996: Konkurrenceprogram. Arealerne omkring Realkredit Danmarks Hovedsæde på Jarmers Plads i København, København: Realkredit Danmark, s. 3. Note 20: Realkredit Danmark juni 1996: Arkitektkonkurrence. Arealerne omkring Realkredit Danmarks hovedsæde på Jarmers Plads i København. Dommerkomiteens betænkning, København: Realkredit Danmark, s. 9. Note 21: Realkredit Danmark 1997, s. 56. Note 22: Ibid, s. 50. Note 23: Ibid, s. 58. Note 24: Lektor i arkitektur ved Kunstakademiets Arkitektskole i København, Lars Gemzøe, citeret i Byrum. Byens bedste pladser, Jyllandsposten 23. august Note 25: Realkredit Danmark 1997, s. 48ff.

77 Note 26: Iain Borden 2001: Skateboarding, Space and the City. Architecture and the Body, Oxford New York.: Berg. NOTER 77 Note 27: Günter Peters 1995: Kleine Berliner Baugeschichte. Von der Stadtgründung bis zur Bundeshauptstadt, Berlin: Stapp Verlag, s I Albert Speers plan kaldtes Unter den Linden for Ost-Westachse. Note 28: Se og Note 29: Hvert eneste arrangement skal anmeldes til politiet, som godkender det og efterfølgende sørger for afspærringer igennem byen, efterhånden som skaterne kører frem. For at de mange deltagere kan vide, hvornår den næste demonstration finder sted, er det nødvendigt, at de organiserer sig omkring en hjemmeside og udsender nyhedsmails, der oplyser om tid og ruten for næste demonstration. Note 30: Se og Note 31: Note 32: => News Note 33: Note 34: Villads Christensen 1912: København. I Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes Tid , København: G.E.C. Gads Forlag, s. 99. Note 35: Ibid, s Note 36: Steen Eiler Rasmussen 1969: København, København: G.E.C. Gads Forlag, s Note 37: Kirsten og Poul Strømstad 1996: Rundt om Søerne. Sortedamssøen, Peblingesøen, Sankt Jørgens Sø, København: Christian Ejlers Forlag, s. 14. Note 38: Rasmussen 1969, s Note 39: Strømstad 1996, s. 68. Note 40: Otto B. Wroblewski (1895), citeret fra Strømstad 1996, s. 68f. Note 41: Socialforskningsinstituttet og Lokale- og Anlægsfonden, tal gengivet fra Larsen 2003, s. 42. Note 42: Jens Jacob Lerche 2004: Byens lange promenade, i: Havn & By, nr. 2. Note 43: Peter Schøning 2003: Historien flytter sig, i: Havn & By, nr. 1. Note 44: Copenhagen Malmö Port,

78 78 NOTER Note 45: På dage, hvor der er særlig mange krydstogtturister, bliver der sat hegn op, der adskiller to typer gående: De udenlandske gæster og byens øvrige borgere. På sådanne dage er nærheden til vandet forbeholdt krydstogtturister. Note 46: Interview med Kenneth Abildgaard, BMX flatlander (København, oktober 2004). Note 47: Se afsnit 3 vedr. Jarmers Plads. Note 48: Interview med Lisbeth Madsen, der løbetræner (Odense, september 2004). Teksten bruger konsekvent begrebet løbetræning og ikke jogging, da Lisbeth Madsen ikke identificerer sig med de kulturelle referencer, hun forbinder med ordet jogging. Note 49: Larsen Note 50: Fx kan nævnes en BMX-bane i Ørestaden lavet i samarbejde mellem Københavns Kommune, Ørestadsselskabet, DIF og Københavns BMX klub (Louise Toftebjerg 2004: BMX-bane til nye talenter, i: Jyllandsposten, 10. april), etableringen af kunstgræsbaner i samarbejde mellem DBU, UEFA, Københavns Kommune og Lokale- og Anlægsfonden (Lars Otto Andersen 2004: Kunstgræsbaner til fodboldglade københavnere, i: Berlingske Tidende, 15. oktober). Note 51: Mortensen Note 52: Københavns Kommune 2004: Idrætspolitisk Redegørelse Note 53: Svendborg Kommune, Teknisk Forvaltning 1991: Byens rum og pladser. Forslag til handlingsplan og opsamling af debatten. Interview med planlæggerne Nina Lindbjerg og Klaus Johannesen, Svendborg Kommune (Svendborg, september 2004). Note 54: Interview med Nigel Thomas og Henrik Pedersen, skatere (Svendborg, september 2004). Note 55: Borden Note 56: Skater Jesper Nielsen citeret af Henrik Bjerg Jensen 2001: Hjemløse skatere: Hjælp os! i: Fyens Stiftstidende, 15. oktober. Note 57: Borden 2001, s. 1. Note 58: Sharon Zukin 1995: Whose Culture? Whose City?, i: The Cultures of Cities, Oxford: Blackwell Publishers. Note 59: Ash Amin og Nigel Thrift 2002: The Democratic City, i: Cities. Reimagining the Urban, Cambridge: Polity Press.

79 Note 60: Zygmunt Bauman 1999: Globalisering de menneskelige konsekvenser, København: Hans Reitzels Forlag, s. 50. NOTER 79 Note 61: Se eksempelvis René Kural 1999: Spillerum. Alternativer til idræt, kultur og fritid, København: Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag og Borden Note 62: For Kenneth Abildgaard drejer det sig blandt andet om etablering af en vinterbane, om muligheden for at synliggøre sporten gennem konkurrencer og om muligheden for at styrke kontakten mellem udøverne. Note 63: På Xhalls hjemmeside ( er faciliteterne (de tre bowls) indgående beskrevet med tekniske specifikationer og præcise mål. Under menupunktet Historien bag Foreningen Xhall står blot: BLABLABLABLABLABLABLA1800hvidkål, fortsættelse følger... Note 64: Ebbe Fischer og Morten Brink Iwersen 2004: Utilfredshed med skaterpark til millioner, i: Politiken, 13. september og Ritzaus Bureau 2004: Hård kritik af ny skatepark, 9. september.

80