Übermenschen men i Danmark

Transkript

1 Übermenschen men i Danmark 0 Vi forestiller os, altså er der. Jeg siger, at selv bagved lukkede øjenlåg - på en baggrund af punktvise lysrester, der flimrer rundt i mørket, samt de lilla stjerneskud blandt blonde lyn projiceret op på den indre afgrund - sker virkeligheden fyldest. Som i drømme, som i enhver fantasi: jeg lover at du bag kuglerunde øjeæbler også ser en virkelighed - virkeligheden - ikke i ental men bestemt. Virkeligheden - grænsen mellem sol og skygge er en linje blot, eller er slet ikke. En indgang og en udgang. Som en ordlyd, en 'dør' så uendeligt smal. Som et ekko uden en kilde - et gennemsigtigt slør - en nabo uden en 'næste' - og med forbehold for disse forhold skal vi usynligt gæste: Manden med højsindede horn i panden. Andrea Den der er dømt til ulykkelighed, men lykkelig. Henrik Den kloge, heldige og unge fader, men med uduelig vilje. Rasmus Smuk som lyset selv, Rasmus' mage. Rose Vidunderbarnet, Rasmus og Roses datter. Diana Psykopaten a la Sverige, Danmark og USA, og Andreas bror. Alex Det rodløse men bedårende nihilistbarn, og Alex' søn. Elijah Samt brøndbysupporteren, et hyppigt offer for al slags vold. Mohammad Og et flodløb deler landene, i verden som de deler; de råber imod den modsatte bred i håb om at høre en genlyd. De bueskyder atletisk i spejlbundet længsel, ja, i håbet at nogen kan se. - deres skuespil. De kaster med æbler og små statuetter, i håbet at frugten de ofrer vil blomstre, og at nogen kan se deres kunst. På den anden bred. Sandelig, vi gør ligesådan. Men hvor mærkværdigt et sted mon det er - på denne anden bred? Måske de fodrer kaniner med slanger. Måske de virkelig ser spiraler, hvor vi kun ser cirkler. Monstro de drømmer om os. Måske de findes overhovedet. Måske de er små som stjerner, og måske de kun er i os. Det er ikke nødvendigvis meningen at nogen skal forstå. Kærlighed til evig ild og flux er en gensidig elskov: fra kaos tilbage til dig, ja, det frivillige afkald på mistro, den lucide drøm, er lig med et frit fald, og er lig med lykke som sådan. - Cirklen der strammes. Er vi ved at forstå? - Hvad vi hører og ser gennem hele liv? Det kan rigtigt nok føles så langsomt tæt ved begyndelsen. - Men i drømmen såvel som her kan man åbne et øje mere, og ønske sig fremad med tankernes hast: smugkigge en smule hen mod de sidste sider. Sådan er det underholdning, og jeg er en joker for Eder. - Så behag 'Dem' da først og fremmest, vær lykkelig, og lyt med øjnenes dybsindige ører. Det siges at kosmos udvides. I starten sker der så meget; imod slutningen sker der så lidt - eller omvendt. Til sidst sker det hele igen. Vi vågner og ved nu bedre, men vi forestiller os altså atter. 1

2 a Fantasien her udøves over personer, der kunne boltre sig i en talløs mængde af flovløse glæder, hvis det ikke var for det land, de er omgivet af, og hvis indbyggere de må forventes at skamme sig for. Dog, i hvilken grad og med hvilken måde de overhovedet bør omgås dette onde, skal vi diskret holde os for øje. Én er med sine skøjtende skridt på vej over flisegulvet på Aarhus banegård. Glidende forbi genetiske variationer af sekstenårige modedyrskloner i indgangens mange døre, og utilbageholdende for en fuck McDonnalds impuls giver han "restauranten" til venstre fingeren - ignorerer usikre reaktioner herpå, og som én blandt mængden i køen til spor fire kobler han sig på rulletrappen, og vender sig rundt for at betragte ansigterne på sine næste, med hvilke han transporteres ned mod lyntoget til København. Denne er jævnt over gennemsnitshøjde, en arisk type blond og blå. Er klædt i en lang umønstret uldjakke, der fortsætter ned til lårene og overlapper et ikke synderligt stramt par ledder-jeans med bælte af samme materiale. Jakkens øverste knap er ikke i brug og en kæde bærende på et stærkt og hemmelighedsfuldt opalsmykke er synlig omkring halsen. Hans ansigts hud er lysende, næsten gennemsigtig og konturerne er yderst fine, ja indbydende, hvilket udligner det forskrækkende element i hans legemes uhyrer styrke. Han browser igennem en kupé eller to til han finder, hvad han søger: en plads ud til gangen, der kan være reserveret. Toget er lidt mindre end almindeligt fyldt. Overfor arien sidder en milf med sit prinsesse-barn, og ved sin side mod vinduet en lidt fin i det herre med mappe og hvad der hører til. Ved den tilstødende firkløver af pladser sidder en konstabel i uniform med blikket rettet stift ud af ruden; og en spinkel mand på måske små tredive år lægger sin bagage og frakke op under loftet, og sætter sig han har en slidt rock t-shirt på, og hører tilsvarende musik fra sin ipod, hvilket alle kan høre. Toget kører. Nye passagerer? - spørger konduktøren med værdighed. Hver enkelt tager billet og kort op af taske og pung, og fremviser til manden, der nikker. Vores arie siger, at han ikke har billet. Det var da ikke så godt. - udtaler konduktøren, og undgår at smile, imens han hiver en blok frem fra en lomme, og begynder notationen. Navn? - stilheden herefter er bemærkelsesværdig - Og legitimation. Andrea. - svarer han og tilføjer - Elleve-nul-otte-toogfirs, syvogtyve-niogfyrre. - arien er sidst i tyverne. Uniformen modtager det gule sygesikringskort. Og adresse? Han meddeler en adresse i Århus. Fingrene er begyndt at rytmitisere Intuition-introen på det grå bord. Udmærket. - siger konduktøren fast som det sidste inden han går 2

3 videre. Bøden er givet til skyldneren. Prinsessepigen kigger forundret på den tilsyneladende underlegne. Denne følger op på hendes forundring med følgende: Det gør altså ikke noget. - sagt imens bøden krølles sammen og presses den ind bag bæltet; sygesikringskortet i inderlommen. Hun kigger stadigvæk forundret. Siger endelig, men mest henvendt til mor, at...det da kun er piger, der kan hedde Andrea. Moren er i vildrede. I løbet af ganske få sekunder kigger hun triangulært den straffede og sin datter i øjnene flere gange, uopmærksomt. Han siger som forløsning til pigen, men vel nok til hele sin del af kupeen: Det skal du ikke tænke i... Jeg hedder i virkeligheden ikke Andrea. Jamen, jamen jamen. - stammer moderen løs; jakkesættet ved siden af gør en bevægelse, og selv konstablen giver kortvarigt sin opmærksomhed fra sig. Andrea trommer videre, men løber lidt i tempo. Prøv så at hør hvad han siger nu: Jeg kalder mig for det meste Andrea, så det kan du også bare kalde mig. Og lille pige, 'Andrea' er både et pigenavn og et drengenavn, ligesom blå en gang imellem kan være en pigefarve. - han sender bemærkningen afsted med en lille grimasse, som afføder et smil; hvorvidt han har ret i det med pigefarven skal vi ikke diskutere. Hans spam fortsætter - Det er da også lige meget med navne, eller hvad?.. Men netop Andrea er lidt sjovt: for hvis noget er mit, for eksempel min telefon her, så er dén Andreas. Ha ha. Alt hvad jeg ejer er drengeting... Eller som man siger om ens krop. Altså, min krop er Andreas. Pigen kigger mistroisk, men kan ikke lade være med at fnise. Over Andreas børnetegge er moderen en lille smule imponeret, og begynder at lege med sit hår. Andrea vibrerer med sin hånd, hvori telefonen er. En ældgammel telefon. Kunne du tænke dig at ringe til en veninde? - foreslår han med en frisk stemme - Det kan jo være så kedeligt for et barn at køre i tog. - et godt indtryk på børn har han altid gjort, og pigen overvejer det da også i et langt øjeblik. Den forvirrede mor 'intercepter' imidlertid beslutningen. Så! Slut med det. - hun tager pigen om håndleddet og lader forstå, at det virkelig er slut (med at snakke med fremmede); herefter kiggende Andrea surt og fokuseret i øjnene. Men hun møder imidlertid et tændt og afgrundsdybt herskerblik, der straks jager hendes forsvarsløse tanke hen på pik. Hun forskrækkes. Kigger ned, læner sig tilbage. Andrea lægger telefonen på bordet. Fra Skanderborg til Horsens hengår under kun enkelte kast med øjnene, altså lydløst. Pigen begynder snart efter at plage med sin lille stemme, om hun ikke godt må få lov. Hun understreger, at hun keder sig. Moderen bløder langsomt op, og henvender sig til Andrea: Må hun virkelig låne telefonen? Ja, klart. Så længe hun vil. - pigen glædes tydeligt. Hun får lov af sin mor, og får også en liste med numre på veninder hun kan prøve, samt besked på at gå ud på gangen imens hun snakker. - Tag dig bare al den tid du vil. - udsynger Andrea, idet prinsessen forlader kupeen. Moderen smiler og siger tak. Tid går. 3

4 Helt henkastet skal det i øvrigt informeres, at hvad der her folder sig ud i togkupeen, skal vi blive og følge med i helt til København. Interessen herfor, hvis nogen skulle have frækheden at spørge, er hovedsageligt motiveret af måden hændelserne og deres naturlige afvikling forløber på, og herunder også om dette ikke undervejs skulle gå hen og kaste nogle spirende små uforudsigeligheder af sig. På dette vi håber. Andrea tager en håndfuld pistacie op af lommen. Lægger dem foran sig. Én for én brækker han op, placerer skallerne på bordet, kaster nøden op i luften og griber med munden; langsomt, måske én hvert tredie minut - smilende, roligt tyggende og munter. Til manges fortrødne benovelse. Tidens vandren og Andreas lækkersult ledsager toget forbi Vejle. Salgsvognen triller igennem området, men stik imod statistikken handler ingen. Pigen er synlig på gangen, og Andrea, der elsker oplevelsen af børn forbundet med hinanden igennem elektronik - fordi teknologi er parameter for historiens gang, og børn biologisk er forbindelsen fra nu- til for- og fremtid - henvender sig til moderen, og siger: Hvilken skøn datter du har. - han mener det, men det er som der i de dybeste frekvenser af ytringen, skjules et formål. Tak. - siger hun igen. - Du virker meget opsat på at snakke. - hun vil måske til at tilføje noget, men Andrea svarer med det samme, og i øvrigt med en anelse påtaget diktion: Jeg synes undertiden, det kan være så kedeligt at køre i tog. Jakkesættet ved siden af byder ind; han har længe gerne villet, men ser først nu sit snit. - Ligesom barnet, ha ha! - siger han og kigger på de to; han tilføjer i forhåbning - Som du sagde... Andrea smiler, hapser en nød og indrømmer - Ja, nogen gange føler jeg mig åh så barnlig. Og som barnet, når det keder sig, ligger det mig nært at kigge mig om efter legekammerater. Hvordan leger voksne? De snakker vel... - han kigger moderen i øjnene, og denne tænker igen på sex, forskrækkes igen, og slår øjnene ned på Andreas fingre, der netop nu knækker en af de irriterende lukkede pistacieskaller. Så lad os da snakke. - siger Jakkesættet i en lille glæde over den, vel nok besynderlige, men ligefremme udmelding. Ingen har lagt til passagertallet, eller trukket fra, og i den modsatte firkløver sidder konstablen fortsat med et stift blik væk, men dog med øret rettet mod samtalen, der er ved at komme i gang. Den unge mand med musik i ørerne har nu lukkede øjne, og flyder i sin indelukkede virkelighed. Andrea tænker, at nationalsporten vil være et godt emne, og vælger denne; han siger - Okay, bare for at tage en næsten tilfældig begivenhed, vil jeg her gerne høre jer om en ganske bestemt sag: Brian Laudrups mål imod Brasilien til VM i Frankrig. Kan I huske det? Jubii, ja. Selvfølgelig! Klart man husker det. Uforglemmeligt. Også hans fejring. Den var speciel! - farer forretningsmanden op med omtrent de ord. Konstablen melder sig ind, og tilslutter sig glæden. Når den lægger sig spørger de nærmest ens - Hvad med det mål? 4

5 Et par ting. - siger Andrea i et lumsk smil - Altså, det var vidst sidste Danmarks-kamp, hvor der var en Laudrup på banen, og så endda to Laudrup'er, og altså, Brian scorer til to-to, og, det er det længste vi nogensinde har været til et verdensmesterskab, ottendedelsfinalen. Ja, og vi taber kampen tre-to; mange sagde efter turneringen, at denne kamp var slutrundens bedste. Blot et par facts. Nørd! - indskyder moderen i forsøg på en 'neg', altså et led i en form for scorestrategi (der også kan virke på mænd). Andrea ignorerer, og fortsætter til sit medrevne publikum, som de to mandlige togpassagerer viser sig at være - Et par ting lærer jeg fra den episode. A, Michael havde bebudet at ville stoppe efter slutrunden, men, for hele landet kommer det som et chok at også Brian stopper. En banal sandhed her: ofte kommer enden brat. Jeg undskylder banaliteten! B. - han hapser sin sidste nød - Målet, hvor fantastisk sparket ind det end var, kom efter en fejl: Carlos, som bagerste mand, kiksede et saksespark, hvorefter Laudrup var helt nøgen. To sandheder: at straffe fejl er en vej til succes, og, at våge at begå fejl er vejen til succes. Husk, Brasilien vandt kampen, og er det mest vindende samt mest legendariske hold på kloden. De har altid spillet sådan: risikobetonet, ekvilibristisk og legende. - han taler lige nu artikuleret og punktligt samt ikke mindst med et meget accentuerende kropssprog - C, vigtigst af alt, og den sag jeg i grunden vil høre jer om: målet var jo i en afgørende forstand ligegyldigt. Danmark tabte kampen, så hvad betyder det udlignende mål? Et problematisk spørgsmål, ja? Et problem, ikke sandt? I kan alle huske det. Kort stilhed fra passagererne. Jeg sys nu det var af betydning. - fastslår konstablen. Hmm. - ytrer forretningsmanden med fingrene gnubbende hagen, - Ja man må indrømme, at enhver ordentlig sportsmand spiller for at vinde. Så hvad betyder det? Betyder målet virkelig ingenting? Dér var noget! - Andrea virker som der pustes til ham - En halv sandhed... sådan cirka, for måske man spiller for at vinde, men mindst enoghalvtres procent af aktierne tilhører, at man vinder for at... for at spille. Det virker næsten selvindlysende. Synes DU. - en tilføjelse med hvilken forretningsmanden påpeger at andre også har lov til deres mening. En latterlig mening. Andrea smågriner, men afbryder sig selv med et knips ud i luften, alle gør et blink, han beder lavmælt om en af de grimme reklameskraldeposer under vinduet, får en, hælder pistacieskallerne i, og afleverer posen tilbage til forretningsmanden, der hænger den ned igen på krogen. Uden miner. Et mål som Laudrups, - fortsætter forsøget nu - set i lyset af ligegyldigheden, kræver sig opmærksomhed: se det som metaforen for et digt, trodsen heri, et vellevet liv i værste fald; lidt som Hektor... ja selv uden en digter... hvis man vil tillade mig; og sådan er det en påmindelse om vigtigheden af den lettest udvandede sandhed kan man ikk' sige det er en sandhed: at det der er, er. - Andrea taler nu uden øjenkontakt; det meste af tiden flakker pupillerne ustyrligt foran Jyllands marker, og i erindringen ser han for sig en af sine barndoms kongestunder, hvor faderen kastede ham op i luften i sand triumf, i glæde over et pludseligt glimt af barndomsgenialitet: som seksårig at havde udtalt, at han, Andrea, 5

6 var "en skuespiller uden trang til publikum, og en karakter uden behov for et stykke". Sådan har han det endnu den dag i dag, og han overvejer ikke, hvorvidt han snyder sig selv, men jaget videre er tanken til fornuftens vingeklip, kun væren har værdi, som denne sætning knytter sig til ordene, der af sig selv dikterer tungens og læbernes gang, og den let udvandede sandhed - hans stemme der bare droner videre og videre langt nede under bevidstheden; I'm coming down fast but miles above you. I lodret styrt! Fornuften, måske som en fugleunge med guldsmykker om halsen; en byrde og et løfte og en byrde. Styrtende. Moderen kigger mistroisk på den åndsfraværende mand med den verdensfjerne tale; dog uden at have et egentligt forhold til ord som åndsfraværende eller verdensfjern. Hendes verliebthed har lidt et knæk, langt fra uopretteligt, men ikke desto mindre et knæk. Forretningsmanden skælder ud, siger nærmest buuh, men egentlig mere poetisk -...du skal da ikke blande Laudrup sammen med det lort der. - kommentaren serveret med et smil, en 'smiley', for at han ikke skal blive 'misforstået' i retning af dårlig-stemningsspreder. Han bliver da heller ikke forstået sådan. Konstablen ruller blot øjne af den abstrakte snak, og kigger på ny ud af sit vindue. Det har i grunden været dybt bizart for de tre, at lægge øre til den ekstroverte passagers forrige pointe - eller hvad man vil kalde det - der egentlig ikke sluttede noget sted, men blot med store ord løb ud i sandet. Den afviste Andrea, der må indrømme overfor sig selv at have ladet sig drive ud af en tangent, lægger en hurtig triol på bordet, og kaster kroppen bagud i sædet. Skuffet. Han giver sig til at hvile sin betragtning på pigen, der stadig griner og sladrer i telefonen på gangen. Tid spadserer. Moderen åbner forsigtigt op igen med et nysgerrigt spørgsmål til Andreas hverdagslige beskæftigelse. Han viger udenom, og spiser hende mere eller mindre af med et citat i tone-rig accent, hvor trykket er lagt på 'jeg' og resten af sætningen er hurtigt ekspederet omend yderst velartikuleret: "jeg-holder af hverdagen". Derfra charmerer han sig hurtigt ind på hendes liv som emne, hvilket passer hende udemærket. Hun taler ud fra hans spørgsmål som de stilles løbende, og lad os kun forstå det helt overordnede, at hun varetager administrativt arbejde i Århus kommune. Også hun har tanker. - hvilke vi ikke tør forestille os meget nærmere, dog, vi må antage, at megen selvbebrejdelse finder sted i nærværende situation a la "ej, hvad må han ikke tænke om det," hver gang hun har gjort selv den mindste bevægelse. I denne antagelse kan vi jo blot håbe, vi tager fejl. Snakken imellem de to kører bare, men en udvikling er sket, idet man skal bide mærke i, at det nu er normaltilstand med samtale i kupeen; fuldstændig tavshed ville anses for pinlig på nuværende, og den undgås derfor. Andrea er i en fase af 'fortspinnung' kunne vi sige - snakken kører bare. Forretningsmanden er faldet i tanker omkring de af Andreas ytringer, han lige afviste, og dumt lød de, unægtelig, nej sine egne ord ville han ikke æde, det er vigtigt at sige fra når sagerne kommer ud af et 6

7 galt spor, men noget nager ham ved aflivningen af situationen, for seriøsiteten er så ofte væk i hans liv synes han, altså kontakten med det evige, og her var vel en chance. En gang har han tænkt: livet er evigt dødeligt, og ladt' dét være fint. En gang har han sagt til en ung mand, der spurgte om råd, at nu hvor du er toogtyve, ved du hvad? Det er en skide god alder at være. Tænk ikke så meget over reglerne! Nu tænker han, ja husker, at da han selv var toogtyve, da så han sådan frem til at blive rigtigt voksen. Men nu ved han at der ingen regel er, der giver den gamle lov at være toogtyve igen, nej tværtimod. Og hvem der bare var ung igen. Men kun sig selv har han at undskylde banaliteten overfor. For banalt er det hele, alt dette evige. Snakker han med sin kone om dette, evige, får han aldrig startet for bare undskyldninger, og snakker han med venner/kolleger bestiller de bare en luder. En af de fine, ganske vidst, nu drømmer han, måske en jurastuderende, og chefen betaler, måske, men det er jo ikke holdbart, det indrømmer han vel nok i enhver stille stund. Dum er han ikke, og dum har han aldrig været, han er blot blevet narret, narret til et dumt liv, men dette ved han ikke, og alt imens han sidder og spekulerer over dette 'livet' rammer en dum tanke ham - som en vasker i et frikvarter: at de unge vil være gamle, og de gamle vil være unge, og kun de første får hvad de ønsker, men det kun på sin vis og i et enkelt øjeblik, og dét når linjerne krydser i et enkelt skæringspunkt, han tænker, at dette for eget vedkommende, det ved han, må have været da han blev gift, og han tænker nu, det er egentlig dette han tænker: at han må gifte sig igen. Måske med en fra jura. Alt sammen tænker han utroligt nok uden at se, hvordan han snyder sig selv. Ude af jakkesættets tanker, i den fælles verden i nærværende forestilling kommer prinsessepigen, lidt inden Fredericia, tilbage til kupeen. Hun kigger på den lettere mutte Andrea, giver telefonen tilbage til denne; og med sin barnlige vidunderlighed og lette bevægelser giver hun også lidt optimisme tilbage til den ariske excentriker, der begynder at nynne lidt for sig selv: næsten uhørligt imens samtalen imellem de to voksne helt naturligt dør ud. For pigen vinder hurtigt taletid: hun sniksnakker lidt med moderen og i næste nu, hvor hun udtrykker tegn på snart at kede sig igen, gør Andreas sjæl et lille hop, og fanger pigens opmærksomhed. Hvad skal du så på Sjælland? - spørger han den vidunderlige. Besøge mormor. - pigen fikserer sine øjne på Andreas smykke. Han spørg til både mor og datter - Hvor godt for jer. Undskyld jeg spørg, men er hun meget gammel, eller kan hun stadig noget? - moderen synker en klump, men pigen svarer stolt, at "hun er den bedste mormor i hele verden". Klart nok, - fortsætter han, lidt som 'nossoren', med Amageraccent - så I skal bare over at hygge eller hvad; jeg mener, er det nogens fødselsdag? Nogen anledning? - han sidder for en gangs skyld helt stille. Moderen begynder at fortælle. Det drejer sig mest bare om hygge uden anledning, og når det lidt efter lidt bliver mere og mere klart, at hun ikke ved hvad hun skal sige til den rolige og åbne mand, der tilsyneladende lytter interesseret - hun nærmest løber tør for benzin, måske går baglæns for til sidst at gå helt i stå - tager Andrea teten og 7

8 spørger overraskende, henvendt til forretningsmanden: Hvad skal du i København? Hans dybt problematiske og ufrivillige mantra, ung igen, afbrydes. Voldsomt og nådigt, han vækkes og svarer - Jeg... jeg skal faktisk allerede af i Odense. Overraskende. - indrømmer Andrea. - Men hvad skal du så dér? Jeg, øhh... jeg skal 'pitche' en idé til en forretningspartner. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg er selv meget glad, for når det kommer ud at netop vi skal arbejde sammen om netop dette, bliver vores konkurrenter dybt chokerede. - han får virkelig talt et uvurderligt smil frem på sine egne læber, og han tilføjer i triumf og selverkendelse - Jeg elsker at dupere! Andrea rives med af glæden; den er ligefrem ærlig; Andrea er ligefrem overrasket; jakkesættet kan mærke det, og glædes des mere. Sig nu lidt om hvad det drejer sig om... heh', jeg forestiller mig jo de vildeste ting! - Andreas krop forholder sig stadig rolig. Forretningsmanden kan ikke holde det i sig - Okay, okay; det drejer sig om en bestemt type handikaplift, som skørt nok ikke er taget i brug i en ellers meget handikapvenlig biltype. Det er netop mit job at tænke kreativt, og se den slags muligheder for forbedring. - han knipser på kreativt og forbedring. Andrea er skuffet, hvilket jakkesættet ikke kan mærke. Denne siger blot, endnu opløftet: Hvad skal d u da i hovedstaden? Andrea har ventet og ventet på dette spørgsmål. Eller rettere, han har villet det, har underbevidst arbejdet for det, og nu er det her. Han har glædet sig til at de skal høre om det: Jeg skal mødes med en mand, der har fanget min opmærksomhed. - han sidder roligt og taler. - En ung mand, hvis mor døde for ikke længe siden... Det vil sige, hans adoptivmor, tæt ved det eneste stykke familie han havde knyttede bånd til. Normalvis er dødsfald jo en tragisk affære, - han rømmer sig - men også noget ganske almindeligt... dog, nærværende sag falder mig særligt på sinde, fordi han ikke gik af med liget til myndighederne. Hah', hvilket faktisk er i strid med loven. Utroligt, ikke sandt? Nåh, det kommer jeg til, men altså... hun døde i hjemmet, og han var den eneste ved hendes side. For en god ordens skyld sendte han breve rundt til de nærmeste pårørende, hvor han meddelte dem om begravelse i haven på den og den dag. Med utrolig kort varsel, det giver sig selv. Her bliver Andrea afbrudt af en forfærdet milf, en ligegyldig afbrydelse på sin vis, men som en spontan ytring af interesse for historiens udfald - Begravede han hende så i haven, med kun få pårørende som vidner? Jeg tror nu det blot er ved vielser man taler om vidner... men altså, tjo, han begravede hende i haven med blot ligusterhækken som vidne. Der, midt i København. Ingen af de pårørende var mødt op, men i stedet havde én tilkaldt politiet i foragt for det forestående. Ja, med dumme øjne kan det jo ligne 'usømmelig omgang med lig'. I sandhed er det vel nærmere 'den mest rigtige omgang med lig', men men... Skæbnen ville det sådan, at politiet kom frem til boligen netop idet, at den unge 8

9 mand dryssede det første jord ud over moderen nede i hullet. Han undslap heldigvis politiets kløer, men... Denne gang er det pigen der afbryder, ligeledes forfærdet - Tog de så hans mor? Ja, det gjorde de rigtigt nok; intet mindre end dette ækle, at tage nogens døde mor! Nåh, altså, historien her har nået mit øre, og jeg har siden lavet lidt efterretninger... han er en aldeles inspirerende karakter, og ham skal jeg altså over og sætte mig i forbindelse med. Vi skal nok kunne udrette et eller andet sammen. - de sidste par sætninger er nært ved at tvinge for megen gennemsigtighed frem i hans ansigt. Ubemærket. De tilhørende tænker efter i stilhed. Toget stopper i Fredericia, og moderen rejser sig for at gå ud og ryge. Andrea ser tændstikkerne i hendes hånd, og som bliver han slikket af et lyn, farer hans sjæl op af sædet - Må jeg låne fire af de Tordenskjold der? - selvfølgelig må han det, og efter de er givet, går moderen ud af døren med røven ekstra struttende, imens datteren bliver på sin plads. Andrea spørger pigen - Ka' du li' magi. - og da hun selvfølgelig smiler, og nikker i et solskins-ja, begynder han at folde sig ud. Konstablen og forretningsmanden er også begejstrede. Det vil sige, det første trick er meget simpelt, og nemt at gennemskue - kun prinsessen ved ikke hvordan, fordi hun jo er så lille - men de næste par små kortvarige tricks sætter dem alle helt og aldeles af, og dybt imponerede klapper de endog i hænderne, når for eksempel en knækket svovlspids sidder solidt på igen. Magi! Moderen kommer ind, og siger mekanisk - Du kan bare lægge dem tilbage når du er færdig med dit nummer der, - og rækker ham tændstiksæsken. Hun lader, i rutineret diskretion, et kondom glide med i transferen, så han ved hvad han kan tage, hvis han vil. Han spørger om han må låne flere tændstikker, og det må han selvfølgelig. De fingernemme fingre fem har let og ubemærket ladet kondomet glide ind under bæltet. Nu, armeret med mange tændstikker, ruller han hele 'stregtegninger' op på det grå bord, hvor alle følger med i stor betagelse. - Tændstikkerne kommer og forsvinder, motiverne ændres markant ved kun enkelte tændstikkers rearrangering, alt imens han chatter lidt om stort og småt, men mest om en politisk nyhed ingen af de andre har hørt om... Alt imens legen leges, og talen føres dagdrømmer Andrea om at udnytte kvinden skråt overfor, nu hvor tilbudet foreligger. Ved få simple manøvrer kunne de nemt mødes på et af togets toiletter; hvirvle alt tøj af hende og måske selv bare lyne ned og bede hende bukke sig. Hun vil stå der tiggende - hans tanker driver virkelig - og når pikken danser masserende om stjernen, og hun spørg til kondomet, vil han sige, at han kun vil uden, hvilket hun i sidste ende umuligt afslår. Og efter at have smurt den ind i spyt, vil han glide ind i Mom-I'd-Like-To-Fuck-røven: hurtigt, voldsomt, hensynsløst - sådan er det i sidste ende bedst for begge - og med sin dybe stemme tyssende muntert på alle hendes undslippende ja-støj, dirigere dem begge i fugleflugt frem til et udbrud, hurtigt hurtig. Disse tanker, han aldrig ville føre ud i livet, ledsager hans tryllekunster, og en historie om Dansk Folkeparti -medlemmerne i Esbjergegnen, der i 9

10 stort antal var blevet narret på en meget indtagende vis, idet at nogen havde spredt en falsk meddelelse om 'Perkerhængning' i en stald på landet - skræmmende mange havde mødt op til, hvad der viste sig blot at være et pressebaghold. Og som han siger - "her er det vist kun for tydeligt, hvad de egentlig ønsker, og i hvor høj grad indflydelse til folkepartiet er en slimet glidebane." For underforstået: hvem vil ikke gennemføre sine dybeste ønsker, hvis magten, mandaterne, foreligger? Måske vil han gemme sit skud, og efter hendes udbrud trække sig ud, og komme hende i tøze-hullet for at vinde sig et ekstra terningkast... Ja her er et spørgsmål, og hvor essentielt er det ikke: at kende eller ikke at kende sine få eller mange børn. Husk, dette er på det bestemteste kun Andreas tanker. Salgsvognen kommer igen igennem kupeen, midt i et tændstiknummer, og forretningsmanden river sin opmærksomhed fri, og bestiller med to ord - Kaffe tak. Imens kaffen skænkes ser Andrea et kortspil i vognen, og det første han gør, idet øjnene fanger kongen på indpakningen, er at smide tændstikkerne fra sig, ja feje dem til side, og næsten helt ubehøvlet bede om et sådant kortspil; ubehøvlet i sin barnlige mangel på tålmodighed. De koster tredive kroner. Men overprisen bliver slet ikke bemærket med så meget som en mine. Han stikker salgsdamen en femhundredelap; hun er betænkelig ved at der står skrevet noget på den - et pengecitat fra Pink Floyd - men bliver forsikret, at det ikke gør det mindste ved værdien. Andrea får sit kortspil før byttepengene er talt op, og han er hurtig til at begynde at blande i et sandt festfyrværkeri, hvilket man nok kan forestille sig. Han gør en vanvittigt glad grimasse, og tilskuerne er heller ikke blege for at vise begejstring. Han beder nu moderen om at vælge et kort og huske det. Dér, midt i toget. Salgsdamen har lagt fire-hundredehalvtres kroner i sedler på bordet foran ham; han har knapt nok registreret disse penge, men hvad hans øjne i højeste grad er blevet opmærksomme på, er en frisk rulle tyvekroner som hun er ved at tage hul på, for at kunne give den sidste rest tilbage. Nu kaster han alle kortene fra sig, ind imod ruden med dem; alle passagerer får et frygteligt shock, og Andrea, der er helt ude af den, råber STOP inden tyverrullen er knækket. Jeg tager med stor glæde hele rullen! Her er en tohundredeseddel, jeg undværer bare de sidste tyve kroner. - og han rækker hende en lap fra bordet, og får virkelig rullen af den lamslåede dame, der skynder sig at mosle vognen videre ned ad gangen. Nu skal i se magi! - og han bryder indpakningen således at mønterne ligger stablede i hans hånd. Teatralsk begynder han at tømme stakken med tommelfingeren på samme måde som patroner skubbes ud af et magasin inden en duel. Seksten mønter triller rundt på bord og gulv, skabende en forfærdelig larm, og han rabler "tag dem hvis I vil," imens han kaster én op i luften, griber den som en pistacienød - til alles shock, og sluger den tilsyneladende. Tyvere smager af hvedeøl. Prinsessepigen er, for måske første gang i sit liv, på lige fod med alle voksne omkring sig: hvad hun her ser, har hun aldrig set før, hvilket et barn per definition er vant til, men hvad der er påfaldende er, at ingen af de andre i kupeen ej heller har set det før, hvem der alle måber, men, 10

11 pigen griner højt og ustyrligt alt imens moderen stadig holder sin klør fem i hånden - skræk-ind-jaget over måske at skulle bolles af sådan en mand - og jakkesættet og konstablen har glemt alt om Laudrup og evighed. Rock-t-shirten har fortsat lukkede øjne og høj musik i ørerne, men begynder så småt at røre på sig. Andrea, hvis øjne jo tidligere er betegnet som havende et tændt og afgrundsdybt herskerblik, er, sammen med en snoende og spændt i alle muskler krop, hypnotiserende i sin virkning og dragende al opmærksomhed til sig. Det er præcis den situation han ønsker, og som en slange, der gør sig klar til at hugge - han kan vel levere det budskab han vil nu; sige hvad der passer ham - dirrer hans krop som dansende til en fløjte ingen af de andre kan høre. Han begynder at tale, uden synderligt blik til nogen sammenhæng, imens han jonglerer med de tre tyvere, og fortærer opmærksomheden, der endda også tilkommer ham bagfra fra øjne der stiger op over sædet som rastløse rejsende unger ville gøre det. Hvilken forbindelse til et publikum. Som jeg var ved at sige... det er selvklart at man vinder for at spille: jeres sørgelige liv kan ikke vendes på anden måde! Selvfølgelig er der mere i det end kun dét, men som jeg sagde, mindst enoghalvtres procent... Og når man så ikke kan spille imod flere, har vundet alt, ja så er der ikke andet at gøre end at fejre, en lille rite og videre! Der er helst ikke tale om nogen skildpadde på en skildpadde på en... Derimod er selve kampen dét som al energien, alt man kalder værdisætteri, må rettes imod. Abra-kadabra! Kun idioter spiller for medaljer, fucking lejesoldater, om de vide det eller ej. Ha ha, mine undskyldninger for at jeg sagde sørgelige om jer, men når det går ud på at synes. Kom nu! Og at være sig selv, som jeres tryllesætning oftest lyder, så er det da sørgeligt fat med jer: I er rigtig nok nogle 'passagerer', hva'? "Hvad lyder tiden på" runger det i jer, "nåh, individualisme, så sys vi det. Vi står da bare på tidens tog, og er os selv imens vi essentielt set sidder stille, og holder kæft." Se! Se nu følgende for jer: nu tager jeg passageren i benene, og hænger ham fra loftet, og viser ham et spejl; stiller ham et spørgsmål: "vender passageren på billedet også på hovedet?" 'Udråbstegn'... Intet virker på mig mere pinagtigt end at synes; og I elsker det, som ædleste disciplin! Jeg må stoppe mig selv nu, for ikke at få startet på jeres dybt hypnotiserende demokrati. Han lægger trykket på andetsidste ord, som for at hæve fortryllelsen, og nærmest hvisker demokrati; lader sætningen hænge i luften, og stopper med at jonglere, i det alle tre mønter falder i højre hånd, der knytter sig om dem. Spytter en tyver ud af munden, og spørg pigen, imens guldmønten først larmer, og siden langsomt svinger til ro på bordet imellem dem: Kunne du tænke dig at se et mønttrick? - han taler nu i et helt andet leje; fuldstændig og komplet rart og venligt i en grad som det ellers er buddhister, der mere eller mindre har monopol på. Pigen, hvis latter har præget scenens underlige musik, omend latteren har været noget mindre markant og langt fra konstant under Andreas monolog (tænk på den legitimitet det giver at have barnelatter på sin side), indvilliger i at se tricket. Passagererne har været helt lamslåede, men begynder nu at ryste deres kroppe forsigtigt som efter en meditation, og oplever nu 11

12 omverdenen som normal igen; ja, det skal nok falde en eller flere ind, at hvad de har bevidnet her måske blot har været et fantasifoster, hvis man kan se det for sig; det skal nok falde en eller flere ind at glemme det, vaske det væk, simpelthen slet og ret at misbruge bevidstheds-kunsten 'at ignorere' på hændelsen, at fortrænge den. Vi har altså forestillet os at folk ikke har grebet ind. Nu er situationen igen ganske normal. Pigen skal hele tiden gætte, hvor mange mønter Andrea har i den og den hånd, hvilket man desuden nok kan tro, er ganske svært. Han snik-snakker løbende med de voksne imens han leder efter en ny åbning til et klimaks mere. Konstablen viser sig at være i livgarden, og Andrea prøver - svøbt ind i en beroligende charme - at drille livgarden med pinlige historier om Prins Joakim og scoringer. Som det overordnet lyder: Jeg kender mange piger han har kneppet, og alle har de en sjov historie at fortælle. Med sjov mener jeg for eksempel... - og så videre, men det bider ikke på garden, der mest kun tænker på et rygte eller to han kan sprede tilbage på kasernen. Nok bare Andrea der er lidt gammeldags at tro, at den slags har bid. Over højtalerne lyder nu, kort før Odense, en verdenskendt indspilning af en sterilt intonerende engelsktalende kvinde: "We kindly ask passengers not to leave their luggage, and other personal belongings, unattended." Dette bringer Andrea på sporet af et emne: terror. Kan I huske hvornår I første gang hørte den besked? - han smugler ubemærket en mønt fra højre til venstre hånd. Nej, men det er ved at være en del år siden. - siger forretningsmanden i tabt erindring, og tilføjer et hvorfor? Nåh, såmænd bare fordi jeg føler mig næsten sikker på, at den blev delt ud kort efter 'nine-elleven'. Som et led i en anti-terror bevægelse, eller hvad man vil kalde det. Og? - der sniger sig lidt latent irritation ind i snakken. Og det er påfaldende, hvor bange man vil gøre os for terror, og ikke mindst, at gøre os opmærksom på at de kan og skal involvere sig i, hvad vi gør med vores personlige ejendele, altså, dem der kalder sig we. Mange uenighedspunkter melder sig blandt passagererne, idet en kedelig begrebsforvirret snak folder sig mere og mere ud men lad os nu lade det ligge for en stund, vigtigt er indholdet ikke. Hidtil er han blevet refereret til som Rock-t-shirt. Rasmus er hans navn, og t-shirten er en ualmindeligt slidt Descipline King Crimson trøje (fra start firserne, omkring hans fødsel). Han har ligget i stor nydelse, halvt sovet, halvt lyttet til tonerne af dødelige guder a la Elliott Smith, Kurt Cobain, Hendrix og andre fra dén side af floden - det er bedre at brænde op end at rådne. Afslutningsnummeret fra Nirvanas Unplugged In New York rinder ud i hans ører. Den koncert han altid har refereret til som 'det bedste vokal-take i musikhistorien'. Han har hørt koncerten et utal af gange før, og som transporteret af musikken baner hans tanke sig vej mod en egentlig opvågnen. 12

13 Hvor sov du i går nat? Spørgsmålet Rasmus stiller sig nu er, er jeg jaloux i denne stund. Et spørgsmål så bestandigt aktuelt - han besvarer det ikke. Where did you sleep last night, der krænges ud af en sangstemme på dødens rand, er vel et almindeligt spørgsmål, where did you sleep last night, kan man spørge på mange måder... Cobain var vel et ret almindeligt menneske, hvis det almindeligvis kan medregnes til mennesket at være hæderligt. For dét var Cobain, hæderlig, heroin eller ej... eller hvad folk ellers må sige! Han var almindelig nok, blot var han udmærket musikalsk begavet, og mest signifikant: ualmindeligt velsignet med sin stemme, hvormed han kan synge til alle menneskers hæderlighed, og ramme den, til hver en tid de er mennesker. Rasmus vågner langsomt. Hans tshirt har et stort hul ved den højre af de to tætsiddende skuldre, og ligesom hans tøj helt generelt, er den noget slasket i sit udtryk. Hans ansigt derimod er stramt. Håret meget kort, så den lille åbne pande kan lyse. Skrænterne ved pandebenene mødes ved foden af en næse, der lang og trekantet, meget markant, er pejlepunktet i billedet. Der var engang, hvor denne næse led en fraktur; dette kan stadig ses, hvilket umiddelbart afværger tanken om et uprøvet ansigt - en tanke som ellers i nogle aspekter let kan trænge sig på hos en beskuer. Som ansigtets garant for at Rasmus udmærker sig som menneske, gemmer de dybe øjenhuler på to små fine regnbuesten, hvori sjælen yndigt skinner igennem. Det er et efterårsansigt - det vil sige i efterårsnuancer - af Edvard Munch-pallet, et meget smalt ansigt, og som det oftest bæres af Rasmus, kunne det kaldes Smilet, eller eventuelt Rastløsheden; men ikke Skriget. Han hengav sig dog ofte til, som det mest virkelige han vidste af, at skrige, men dette har længe tilhørt hans fortid - inden han fik sin datter. Mere om hende senere. Rasmus har på mange måder et rigt åndsliv foregående i sit hoved, men kender ingen kanal at transmittere på, at forme det på og lade det manifestere sig, så åndslivet bliver derinde som en dom over hans utilfredsstillende liv, og hans krop er altså rastløs - ak, han ved at han snyder sig selv, men er sporløst fortabt, når det kommer til 'hvordan'. Så meget desto mere frustrerende, ja håbløst. Og tanken lige nu er semitypisk som følger: så er jeg da et menneske blot, eller er jeg noget nyt - noget ganske nyt, der er sket? Han sidder og tænker sådan imens han bider sig i tungen - så spyttet flyder. Han synker. Cirka tyve sekunders klapsalve og hujen fra New York følger den sidste akkord til dørs, og han tager sine hvide høretelefoner ud af ørerne, og slår øjnene op. Han smiler skævt; smilet er altid skævt mod hans egen venstre. En poptøs går forbi på gangen med sin lille rottehund i favnen, forsvinder snart; Rasmus når akkurat at få øjenkontakt med dyret. Det glemmes med det samme, som så meget, og opmærksomheden skifter til noget højst besynderligt. En enormt legemstærk mand sidder skråt overfor i den anden firkløver og junglerer med tre tyvere imens han snakker til en opslugt kupe. Kun Rasmus (og prinsessepigen) er ikke med i snakken....igennem indflydelse hos USA, ja fordi vi havde været samarbejdsvillige i et lille foretagende i Irak, det er vel tydeligt, fik udenrigsminister, Per Stig Møller, eller hvem det var på daværende tidspunkt, frigivet ham her fangen... kan ikke huske hvad han hed. Det er 13

14 nu også uvedkommende for sagen, men fangen blev nemlig frigivet fra Guantanamo alene fordi han var dansker. - Andrea bliver opmærksom på at Rasmus er vågnet, forholder sig diskret, men lader mønternes retning skifte fra med til mod uret. Hvor vil du hen? - siger en smart ung herre overfor Rasmus; denne er stået på i Odense, som toget nyligt har taget afgang fra. Typen der kan finde på at købe sokker til udvalgte lejligheder, - hvis man forstår, - men, socialt skræmt er han trods alt ikke. Andrea svarer - Jeg vil hen til det tidspunkt, hvor den tidligere fange offentligt udtaler, at udenrigsministeren og statsministeren er legitime terormål. Alle har imidlertid glemt at dette for få år siden var en del af den offentlige snak, og passagererne måber over hukommelsesopfriskeren. Kun Rasmus synes at være umiddelbart inspireret, og han siger nu at - De e r legitime terormål! - Rasmus og Andrea får ægte øjenkontakt. Den opvågnede fortsætter, men mest til de måbende: Kom nu! Det er da især tydeligt i det forhold, at Per Stig ikke længere er udenrigsminister, og Anders Fogh ikke længere er statsminister, og derfor, at Anders Fogh og Per stig ikke længere er legitime, eller i hvert fald oplagte terormål; men det er de nye ministrer selvfølgelig, idet de fortsat er med til at føre krig mod Taleban. Skulle Taleban ikke have lov at kæmpe igen, hvor meget vi end måtte hade deres syn på verden? Der er stille i et øjeblik. Alle er uenige på nær Andrea. Denne siger, i en tone han er påfaldende hurtig til at ramme - Det er rigtigt. Men min pointe er at danskerne, og jeg taler nu om vælgerne, ikke ville indrømme fakta, da sagen stod på, nej tvært imod: alle blev sure da det var oppe i offentligheden, men det var kun oppe i så kort en periode, at udelukkende de mest overfladiske følelsesargumenter kom i de store medier, og herefter blev alt om den intelligente terrorrist effektivt fortrængt. Og på jeres reaktioner at dømme: ingen her har tænkt på den ellers påfaldende episode i flere år; på nær måske dig. - han peger på Rasmus, og spørg - Hvad hedder du egentlig? Rasmus svarer. Ha ha Rasmus. Det er den danske udgave af Muhammad, - kort pause, Rasmus fornærmes ikke, og Andrea fortsætter - Rasmus, hvad tænker du da om samfundet, om dit fædreland, når du har et så åbent sind at ville lade ministrene myrde for argumentets skyld? - der er noget meget spottende i spørgsmålet, ja i hele Andreas udtryk; vel nok for at teste den opvågnede. Jeg ser det ikke som mit fædreland. Selvom det er svært at løbe fra... Jeg er født i udlandet, hvis det tæller noget. - Andrea og Rasmus er nu de eneste i samtalen, omend alle stadig lytter med. Ind imellem gør folk figur som vil de kommentere - det er jo i høj grad dem, der snakkes om - men taletid får de ikke. Det er i særdeleshed Andrea, der styrer dette, og Rasmus er ikke ked af denne styring. Sidstnævnte fortsætter - Problematikken kan belyses med første del af ordet: 'fædre-', altså noget med rollen som far. For en far skal vel disciplinere og hærde, elske egentligt og opdrage, og på alle måder gøre en klar til at leve selvstændigt. Men! Jeg er så at sige blot blevet opdraget til at blive 14

15 boende hos mor og far resten af livet, såvel som de fleste danskere. Jeg er intet uden min stat. Føj! Ærlige ord. - Andrea klapper dæmpet - det tyder på, at der er noget i dig. Jeg skal nok få mig en overraskelse eller to... Så, nu må jeg høre, lige på og hårdt, hvad er din analyse af Danmark eller 'den danske tilstand'... Nok noget med en 'myretue' kan jeg nemt forestille mig ud fra, hvad du lige sagde. Rasmus har altid været lidt af en akademiker. Følgende kan vi dog ikke forestille os som værende direkte Rasmus' talte ord, som med så meget, men noget i denne retning siger han - Ja, det der er en konsekvens af den danske tilstand, hvor hver enkelt borger er urørlig for den næste, er altså ligeledes en konsekvens af en tid og et sted, hvori folk lever uden anden egentlig sikkerhed end den som straffeloven kan tilbyde, og folk lever derfor uden en tilskyndelse til at optræne egne evner i retning af selvopretholdelse, og derfor oplever folk i endnu mindre grad, at udøve noget forsvar af sig selv, hvilket ellers er en af hjørnestenene i enhver individuel natur. Andrea gør store øjne. Rasmus fortsætter - Og det er kun det helt personlige problem. Mere overordnet: under danske forhold hersker en uforstyrret mulighed for produktion, siden straffeloven ikke alene accepterer dette, men direkte beskytter enhver produktion imod individers eventuelle modsættelse. Som konsekvens heraf må vi magtesløst bevidne en overkultivering af landjorden, ubalanceret import fra de fjerneste og fattigste lande, et koldt koordinatsæt for hver eneste tomme af den engang så eventyrlige planet, en perverteret kalenderbevidsthed i hvert et arbejder-sind, og hvad der er værst af alt i dette maskineri: en uundslippelig stille frygt, samt fare for en begivenhedsløs død, ja, og et menneskeliv, der er statistisk, kujoniseret, vilje-sterilt og nådesløst langt. Man skal forestille sig dette budskab blive leveret i IC3 toget på den store bro umiddelbart inden Storebæltstunellen; Andrea junglerende med tyvere og dybt optaget af det meddelte, ja og i grunden er de fleste hensunket i forundring og interesse. Når Rasmus snakker er det mest det midterste af munden, der bevæger sig, en lille vane han har, og talen bliver let lidt mumlende. De fleste har dog fanget det meste af det fortalte, og er forstummede; Andrea har hørt alt, og siger - Bravo! Jeg ved nu ikke helt med de 'fjerneste og fattigste lande'... Og hvad du sagde med at forsvare sig selv... tjo, tja... de fleste er vel krøblinger ganske unødvendigt, det har du nok ret i... Altså, bare fodnoter, for ellers har du så ret, så ret. Hmm... Tak. - Rasmus er beskeden, og desuden befriende ligeglad med kommentarerne/indvendingerne, der nu er langt bagved toget. Nu er jeg jo interesseret. Hvad arbejder du med, som man spørg'? - det er Andrea, der spørger. Jeg er arbejdsløs. Frivilligt ganske vidst. Andrea ærgrer sig over at manden fortsat er en gåde for ham. Han stopper endelig med at jonglere. Indeni små-simrer noget forstyrrende. - Hvad skal du så i København? Rasmus kan ikke lade være med at smile, ingen ville have kunnet lade være med at smile - Jeg skal købe en Ferrari! Jeps, nemlig en 15

16 Testarossa, rød som den skal være, men brugt ganske vidst. Jeg skal bare over og hente den, og hjem til Århus af E45 på første tur. Dog, inden jeg kommer så langt, jeg skal ikke helt til København som du ellers siger. Men toget stopper ikke før København, det er et lyntog det her; de har sagt det et par gange, imens du lyttede din musik. - han taler ivrigt... Ha ha, rigtigt nok, men! jeg skal af i Høje Tåstrup. Om det så er København eller ej... Jeg har altid set mange stå af og på der, men har aldrig haft den ringeste idé om, hvad det er for et sted; bare irriteret mig over at mit lyntog altid skulle stoppe. Men hvad ved man?.. ham jeg skal købe bilen af, bor nu engang der, så nu får jeg stedet at se. Okay okay, men lad mig lige få noget med. Altså, lad mig forstå det rigtigt. Du er arbejdsløs, men skal om en times tid købe en Ferrari? Dit livs første, hvis jeg bedømmer dit smil korrekt. Sí... Men hvordan er det kommet i stand? Lang historie, men kort fortalt er min kæreste meget rig, ja, det vil sige, nu er vi meget rige. - han er lykkelig i det han siger det. Fætter Højben! - et kort sekund føles langt. Det hengår - Er hun så også lækker? - han spørger sådan af irritation. Det ligner ellers ikke Andrea at mangle finfølelse. Det vil sige, selvfølgelig er han direkte, ja han er vel egentlig 'direkte' par exellence, men her er det uden et sigte, blot fremprovokeret af irritation. Rasmus hiver en lederpung op af lommen, og et billede op af pungen, og rækker det til Andrea, der tager imod. I øvrigt, at forestille sig denne situation kan føles meget pinligt, når man tænker på de tilhørende og deres nysgerrighed efter at se billedet; at forestille sig hvordan de strækker hals, imens de prøver at ligne at de ikke strækker hals. Føj! Men de føler nu, de har en vis ret til at se det, idet de er med i samtalen, der foregår lige her iblandt dem. Det er hende til højre, - siger Rasmus med sit smil. Andrea svarer ikke. Ikke nok med at han vælger intet at svare, han mundlammes. Hun er så smuk at han forskrækkes, tænker han overbevidst. Han holder billedet foran sine øjne, der møder hendes; han mister ethvert begreb om tal, kunne man sige for at 'emficere', ja, at han frygter at måtte være ramt af ordblindhed i op-mod lang tid efter, i grunden må han holde igen af alle kræfter, for ikke at kysse billedet her på stedet. - Hende til venstre er vores datter. Andrea stammer lidt, og overhører det med datteren - Din kæreste... siger du hun er... din kæreste? Så I er altså ikke blevet viet? Et billede af Andreas sind tør vi ikke tegne nu. Blot dette, at han plotter: alle hans indre stemmer og stemninger mødes og plotter imod verden, som har vovet at viftet med en lille sjælden godbid for øjnene af ham. Vi er viet igennem vores datter. Men, som du dog spørger! Nej, noget bryllup, hverken kierkeligt eller værdsligt, har der ikke forestået. Hvad vigtighed det end skulle have. Så formel du er. - både siger og tænker Andrea - Hvorfor så formel? Nåh, du er jo også lidt formel i sproget... men altså, jeg er vel 16

17 lidt formel, fordi det ikke er en sag der falder mig nem... Dér, sådan, så er det sagt! Lad os tale om noget andet. Jah, klart. Rasmus, du tegner til at kunne stå som en glimrende kompagnon i min kreds. Og der er endnu pladser. Også på sigt... Ja, måske endda især på sigt, hvilket ikke siger så lidt. Well, men lad os nu se. For at komme dertil skal vi jo først komme hinanden ved over lidt tid. Det giver sig selv. - han taler måske lige lovligt meget lige ud af posen. Han fortsætter - Hvad siger du til at gøre mig en lille tjeneste, ja så står jeg selvfølgelig i gæld til dig derefter. Heh', det lyder spændende! Kom og hent mig i din nye bil på Vesterbro om et par timer. - hvilken frækhed, hva'! Men, sagt er sagt. Rasmus betænker sig i endnu et udstrakt øjeblik, og da Andrea fanger, at han måske har været en tand for intimiderende i forhold til sine hensigter, trækker han lidt i land: Nåh ja, vi har jo også hygget os meget godt indtil nu. Du behøver ikke fortsætte noget med mig, jeg indrømmer vel, at jeg kan være lidt uortodoks, og du ved... derfor lidt krævende selskab. - publikums reaktion er bemærkelsesværdig at forestille sig på dette sted; han genoptager - Ja, vi har haft det sjovt så langt, sådan håber jeg også du føler det. Jeg ønsker du fortsætter at lege med mig... Det skal nok blive legendarisk. Men! Nu er også et fint nok sted at stoppe, du stiger bare af toget i glemsomhed. Alt okay med mig. - sandelig er det en særegenhed ved Andrea, at han sådan kan skifte i stemmeføring og udtryk: som havde hver nat flere måne- og hver dag mange solformørkelser. Rasmus kigger bedømmende på Andrea. Rastløsheden ender med at fordre noget i sig selv positivt: han indvilliger - Jeg henter dig, vi lærer hinanden at kende, prøver i hvert fald; så må vi lade det komme an på, hvordan det udarter sig. Og se nu, hvor megen glæde der spredes. Andrea jubler, alle smittes, Rasmus er glad for sin beslutning - han vender sig udad, og de griner, hvilket også smitter. Stemningen i kupeen stiger, og selv den smarte unge mand er med, og prinsessepigen, måske mest af alle, ja og selv konstablen, og pigens mor aller mindst; hun har fulgt nøje med, smilt i ny og næ, men med et opslået dameblad som brynje - men lad os glemme dem. I det at salgsvognen kommer igennem igen, bestiller Andrea alt som alle vil have, og sandelig der bliver fest, for så vælger folk jo alkohol - dog ikke alle, da Rasmus, for eksempel, skal køre, og imens kupeens mange folk fester og nærmest kaster med gratis mad og skokke-ler i vild fejring over det usandsynlige, der er hændt dem, og at de nu kan snakke igen, mødes Andreas og Rasmus' smil - ikke i et kys, men en duel, hvor den der smiler sidst smiler bedst, men ingen taber, for døden ler uendeligt i dem begge, tilsyneladende, så skyerne går fra solen, og de skåler i vand uden ansigt tabt. Rasmus står af på Høje Tåstrup med et "ses snart igen," og i hans lomme er en seddel med mere præcis tid og sted på Vesterbro i eftermiddag, senere end tidligt. Resten af turen holder Andrea slet og ret ud. Folk vil jo hele tiden henvende sig, men han spiser dem blot af med små mønt- og kortfinter - ja han udholder - men gode ting sker der også, for prinsessepigen vil røre hans opalsmykke, der har betaget hende hele turen, og i det hun læner sig 17

18 for at røre, kan han hviske pigen i øret, at hun er vidunderlig, hvilket altid er rigtigt, hviss børn kan forstå det. På hovedbanen venter han med at rejse sig, så de kan gå fra ham. Så efterlader han den tomme kupé, med et forelsket blik på det hærgede sted; tager kondom og bøde frem fra bæltet, hiver bøden i kvarte, og smider de fem dele ned i rodet sammen med kortene, tændstikkerne og nogle tyvere til oprydningspersonalet. Han går ud af toget. Fra trappen op til hovedbanens markedsplads holder han mod venstre tæt ved uret ser han en gruppe festaber vælte rundt uden hensyn; én er i kyse og sparkedragt og er på den vis centrum for løjerne; Andrea bidder mærke i denne forsamling, og hører en ting eller to fra de fulde stemmer. Hans gangfart fører ham igennem udgangen til Istegade med den klassiske musik, der spiller for junkierne, og snart ser han luddere, alfonser, sexshops og københavnere overalt omkring sig, idet han skøjter, snart springer med kraft - måske slår saltomortaler - ned ad fortorvet i begejstring over det netop hændte, samt over hvad der skal til at ske om et øjeblik, mens alt det nærværende cyklonisk er rejsende medsig-rivende bevægelse. Fremad. b Med venstre hånd sender han sin bror en besked, "mød mig om en time på Café Norden," og med højre hånd knipser han Divide and Concour kontrast-stykket i femten sekstendedele, idet han ankommer ved opgangen til den 'undergrundslejlighed', i hvilken han skal møde den unge mand, Henrik, som han fortalte om i toget - ham med begravelsen. Der åbnes hurtigt til opgangen af en doven stemme i dørtelefonen, der ikke virker interesseret i, hvem der ringer på. Lejligheden er på anden, og døren står på klem. Et digt hænger på denne som Andrea skimter, idet han går over tærsklen til et lille fælleshjem, hvor en håndfuld mennesker er samlet i stuen. Digtet lyder: gud er anonym. i stuer fyldt med kunst stuvende fulde af nomadiske gæster i den nye undergrund. Det er mennesker af vidtspredt nationalitet, der sidder i stuen: et canadisk kærestepar, en koreaner, en lidt grim dansk kvinde og sidst men ikke mindst Henrik, der også er fra det yndige land. Væggene er plakateret til med små akvareller, stregtegninger, fotografier, små digte og gamle breve fra blaffere og interrailere, der har sendt lejligheden en kærlig tanke. Ikke dårligt. Andrea er forventet. Solen har bevæget sig hen mod eftermiddagstid, men der er endnu ikke ryddet op efter i går nats substansindtag; der er omtrent tre gange så mange glas på bordet som der er mennesker omkring det på nuværende, og askebægere og fastfoodrester er jævnt fordelt i rummet. Andrea angiver med kropssprog 18

19 at ville sætte sig, hvilket han selvfølgelig får lov til. Han afbryder ikke noget, nej, det føles som, at der ikke er nogen vildt udbredt snak gående; mest bare lavmælt tale og ofte på engelsk imellem få personer af gangen, når der ind imellem er noget at sige. Andrea sætter sig, og giver hånd til Henrik. Vi gør blot en smule ud af at forestille os, hvilken atmosfære der er i lejligheden. Det er ikke fordi vi i dusiner af sider skal dvæle ved nogen som helst lang scene i dette rum, og tro det i sig selv ejendommeligt, nej ikke i denne omgang, men slet og ret for at minde om, at et sådant sted findes. Dybt realistisk er det, og vigtigt er det derfor ligeledes at gøre sig tanker omkring, hvilke typer og individer der kan vokse ud af et sådant milieu, og - hvad vi ikke skal beskæftige os så meget med her, men blot berøre med en henkastet sætning - hvilke typer der kan sidde fast. Hvor meget kender du på forhånd til mig? - spørger Andrea som det første. Ikke så himle meget. Indtil du trådte ind af døren der, vidste jeg intet udover, at du må kende mange mennesker... ha' kontakterne i orden, du ved, for jeg kender ikke den fyr... hvad hed han nu, nuvel, ham der åbenbart kender min ven Mohammad... og det er jo igennem de to at dette lille træf er blevet sat op. Mohammad kender heller ikke andre, der kender ham. På din 'entrence' virker du tilgengæld også til at kende dig selv. - han bruger mange, mangt og meget kropssprog og fagter i sin fortælling, og koreaneren tilføjer, idet han har forstået at lægge to og to sammen: Confident, yes. Very confident. Thats good, - og udarter en anerkendende grimasse. Andrea henvender sig igen til Henrik. - Udemærket. Det er rigtigt, jeg kender ganske mange. - han giver et blik fra sig, som ingen ved hvad skal betyde. Han afslører opfølgende, at han vel også er "lidt af en hovedjæger". Men der er da også så rigeligt med hoveder at tage af! Det behøver du ikke komme her for. - indvender Henrik hurtigt; vel nok en kende for strengt. Sig ikke noget så overfladisk. Lad mig glemme det! For det er klart at du er beskytsom. Altså, glemt! Well, hvad kommer jeg her for?.. Nu skal du høre. - og han slår over i en anden tone, ja, han taler så faderligt som han evner, og det er faktisk ganske godt. Han siger cirka sådan her - Denne slags vil vel altid være lidt svært at finde en indgang til at få sagt, så nu giver jeg det blot uden omsvøb: jeg vil tilbyde dig et godt liv. Og et vil forudsætter et kan, det er klart: jeg kan tilbyde dig et godt liv. Jeg vil at du skal møde mig; meget mere grundigt end vi kan her. Og jeg vil introducere dig for de rigtige mennesker, som vil inspirere dig og hjælpe dig. Og alt sammen fordi du selv har noget at tilbyde, til mig for eksempel. Og især d u vil kunne utilisere dette gode, jeg i princippet kunne tilbyde enhver. Hele bordet kan fornemme, at der er smidt en bombe, omend kun Henrik og den grimme kvinde forstår, hvad ordene betyder. Kvinden spørger - Hvad kan h a n da tilbyde?, - men som den sætning kun kan, kommer den helt forkert ud; og som Andrea tænker, 19

20 understreger det også bare hans pointe... Så han reagerer ikke på det. Den headhuntede begynder at afvise, at han skulle være anderledes end de andre tilstedeværende; han understreger deres dyder, at de er rejsende mennesker. Som det lyder: Jeg modnes af folk omkring mig. Skulle jeg være bedre end dem? De lever nomadiske liv. Dem vil jeg omgås, ikke en arrogancesværvægter som dig! Andrea tager kommentaren pænt, sigende - Ja klart, jeg har en vis arrogance i mig. Det er nu heller ikke det værste, vil jeg sige. Og i øvrigt er det jo kun helt naturligt, i en vis forstand af ordet i hvert fald, at tilpasse sine udsagn til dem der lytter... ja og da i særdeleshed hvis nogen man holder af vil blive sårede. Men altså, det er meget kortsigtet. Også selvom man måtte gøre sådan resten af sit liv... i så fald har man bare levet et kortsigtet liv. Sådan skal man se på det. Ja det kan være svært under de betingelser, der gives i disse tider, hvilket er noget... Henrik sidder imidlertid helt lammet og tydeligvis fraværende; Arien gør derfor sit pludselige afbræk. Han tager nu et tyndt glas fra bordet, tomt, og kaster det med et spin op i luften, så det til alle tidspunkter vender rigtigt, og under fuld opmærksomhed begynder han igen at tale, idet han griber glasset - Nomadiske liv, siger du? Dine venner her, nomader, okay, men vil du ikke selv rejse? Du kan komme hvorhen du vil, efter ganske kort tid med mig. I sandhed, d u bestemmer. - vakt er Henrik af sin lammelse, og lytter nu ører, - Så for at forholde mig til hvad du sagde før. Rejsende folk? de er oftest rejsende fra noget. Ikke? Sjældent finder de noget, og blindere bliver de kun af at søge, da det så såre hurtigt gør en desperat. Det er kun forbeholdt et fåtal at rejse i rejsen, at være ét med bevægelsen, at være bevidst foruden overbevidst; og det tør jeg godt sige, det gælder måske for dig, men ikke nogen af dine kammerater her, det kan man lidt for tydeligt se. - han sætter glasset tilbage på bordet. I løbet af Andreas snak er der kommet en ranglet neger ind ad døren. Denne er Mohammad som tidligere fik sit navn nævnt: han har et Brøndby IF halstørklæde på, kasket pegende skråt til højre, og ellers meget løst tøj - store læber og meget naive øjne. Han har sat sig ved den sidste stol om bordet. Mohammad kan også dansk. Der er stille et øjeblik efter, Andrea har snakket. Ja, måske man kan dristes til at sige, at hans tale skyder frem med en engel i sit kølvand. Her bevæger der sig i hvert fald en af slagsen igennem stuen, og Mohammad bliver personen til at aflive den. Han indskyder: Wow det lød klogt det du lige sagde der. - thi han jo ikke aner en brik om, hvad det hele går ud på. Han er heller ikke selv rejsende, men blot en hyppig gæst i lejligheden. Mohammad giver et host fra sig. Det lyder grimt, men må være helt normalt, for ingen på nær den udefrakommende bemærker det særligt. Den canadiske mand forsøger at række over sprogbarrieren og ind i samtalen med en appel om at få forklaret på engelsk, hvad der foregår. Henrik, der jo i høj grad taler ud fra en fællesskabsfølelse, er tilhænger af dette forslag, og Andrea ser sig nødsaget til at skifte sprog, om end han ved at det uundgåeligt vil trække scenen ud. Dette vil vi hermed se som anledning til at skifte linse og betragte 20