Anmeldelser af ny litteratur 17. årgang dec. 2003

Transkript

1 4 Ursula Andkjær Olsen Yann Martel Dan Turèll Selma Lagerlöf Antonio Muños Molina Lone Hørslev Klaus Rifbjerg Poul Vad Johannes L. Madsen Stand In: Hvad er queer teori? Anmeldelser af ny litteratur 17. årgang dec. 2003

2 Ordet er frit dagsorden bag besparelsen. Langt hovedparten af de 180 millioner kroner går nemlig til én bestemt type blade fagbladene. De borgerlige partier kan med et enkelt pennestrøg lukke munden på en del af den oppositionelle presse eller i hvert fald gøre det en hel del dyrere at mene noget på tryk. Sandheden er krigens første offer, siger man. Når tropper rykker frem, er det ikke kun fjendeland, der kæmpes om; magten over det frie ord og dermed retten til at fortælle og fortolke historien både under og efter slaget er et værdifuldt krigsbytte. For ordet er det farligste våben af alle. Ord kan styre budskaber, og ord er blændende til at undertrykke med. På samme måde lider mangfoldigheden ofte i det totalitæres skygge. I et brutalt regime er det tydeligst her er der institutioner, der alene er til for at sikre, at sandheden relativeres, og det aparte gemmes væk. I demokratiet derimod lever sandhederne og mangfoldigheden. Eller det vil vi i hvert fald gerne tro på, at de gør. Tro på at selv om flertallet sidder på flæsket og styrer showet, så kan spejderne, filatelisterne, flipperne, nazisterne og alle de andre minoriteter få lov at skræppe op i hjørnerne og danse cancan på bordene så længe de ikke forstyrrer naboen eller jokker uskyldige over tæerne. Hvorfor pludselig alle disse fine ord om mangfoldighed og det frie ord? På et tidspunkt, hvor meninger brydes som aldrig før i en kultur- og værdikamp, kan de synes unødvendige. Hvor ideologiske diskussioner har sat gang i en offentlig debat, der er sjældent vital, er ordet da i allerhøjeste grad frit. Ja, det er det vel. Og så alligevel. For godt en måned siden indgik regeringen et forlig med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om at fjerne portostøtten. Fagblade og magasiner har i mange år kunne modtage støtte til postomdeling, hvis de lod Post- Danmarks bude bære deres blade rundt i landet. Men sådan ville de fire forligspartier ikke, at det skulle være længere. 180 millioner kroner sparede de på at skære støtten væk til magasiner som Jazz Special, Spejderbladet, SiDs fagblad og dusinvis af andre. En støtte der har været en stor økonomisk hjælp for mange, ikke mindst for et magasin som Standart, der er en ulønnet fritidsbeskæftigelse for redaktionen såvel som for skribenter, og hvor netop udgifterne til forsendelse er en tung post på budgettet. Men nu er der lukket for portostøtte-hanen. Godt nok blev der samtidig med besparelsen oprettet en pulje på 30 millioner kroner, som tildeles særligt udvalgte blade. Men 30 er ikke lig 180, det ved enhver kassemester på et hvilket som helst lille magasin. Det er endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser afskaffelsen af portostøtten vil have for de mange blade, der har nydt godt af den. Nogle vil helt sikkert lukke, andre må skære kraftigt i udgifterne. For Standart bliver det omkring kroner dyrere per nummer at sende bladet ud. Det siger sig selv, at det er en drastisk forøgelse af produktionsomkostningerne for et lille blad som vores. Det kan i sidste ende betyde abonnementsstigninger, men vi håber og tror ikke, at det bliver nødvendigt. I stedet forsøger vi blandt andet at gøre mere reklame for bladet, så flere lærer det at kende og får lyst til at abonnere. Ifølge politikerne spares portostøtten væk, fordi postmarkedet skal liberaliseres, og på et postmarked kan én virksomhed ikke modtage støtte, hvis ikke også alle andre får det. Et argument der er til at forstå. Lige vilkår for alle. Men hvordan så forsvare puljen på de 30 millioner? Er det ikke konkurrenceforvridende, at kun nogle blade får penge fra den pulje? Nej, ærlig talt fjernelsen af portostøtten kan ikke kun forklares med, at den er i strid med nogle konkurrenceregler. For det lugter langt væk af, at der ligger en helt anden og mere skjult Og så er vi tilbage ved det frie ord og mangfoldigheden. For uanset at størstedelen af portostøtten er gået til blade, der har et bestemt og det samme politiske standpunkt, så får det konsekvenser at fjerne støtten. Ifølge medieforskeren Michael Bruun Andersen fra Roskilde Universitetscenter er der ikke lavet undersøgelser om, hvor stor en rolle fagblade og magasiner spiller i medielandskabet og dermed, hvor stor betydning de har for mangfoldigheden i eksempelvis den politiske debat. Men betydning har de, det er evident. Men det er ikke kun den politiske debat, der får et hårdt stød til nyrene. Ser man bort fra de store fagblade, der har oplag på mange tusinder og som har redaktioner med adskillige fastansatte, så er langt de fleste af de blade, der bliver ramt af den manglende portostøtte, blade som Standart. Små nicheblade, der fungerer som samlingspunkt for bilentusiaster, lystfiskere og bogorme, for bare at nævne nogle få. Men endnu vigtigere; de er også et vigtigt sted for vidensdeling. Et sted hvor man kan blive klogere, blive udfordret, få faglige input, debattere kort sagt et sted hvor der er plads til nuancerne. I forsøget på at ramme en oppositionel presse har man såret en række andre blade og magasiner. Men vigtigst af alt; man har såret det frie ord og mangfoldigheden. I en tid med stigende monopolisering i medieverdenen er det et alvorligt problem, at et politisk flertal i Folketinget ikke prioriterer at støtte forskelligartetheden. Det burde være deres fornemste opgave. For et samfund er først for alvor et rigt samfund, når det er rigt på udtryk. Føler man sig provokeret eller er man uenig, må man argumentere med ord. For ordet er frit. Og det skal det gerne blive ved med at være. Anders Jørgensen LITTERATURMAGASINET STANDART. 17. årgang nr. 4, december REDIGERET AF Lisbeth Brænder, Johannes Henriksen, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Anders Hedegaard Kristiansen, Line Ottosen og Henrik Varmark. REDAKTION AF STAND IN: Henrik Varmark. REDAKTIONSSEKRETÆR: Britt Møller Christensen. FORSIDE: Kunstnerisk tilrettelæggelse ved Kirsten Skytte Christiansen. REDAKTION, ANNONCER OG ABONNEMENT: Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf Fax Giro [email protected]. Internetadresse: ISSN SATS: Kalligraf, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 2. februar Udkommer næste gang 11. marts NR. 4 DECEMBER 2003

3 (roman) Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighedsroman 464 sider, 348 kr. Gyldendal Hr. Værk Anmeldt af Henrik Bach»Nu kimede telefonen igen.«sådan begynder Tom Kristensens»Hærværk«, den store nøgleroman fra 1930 om menneskelig deroute, med det uforglemmelige motto:»frygt sjælen og dyrk den ikke for den ligner en last.telefonen ringer: Telefoner ringer over hele verden.«sådan begynder Klaus Rifbjergs»Alea«. Måske bare en tilfældighed, for dette er en tilfældighedsroman, hvor alea er latin og betyder terning. Og terningen slås hele tiden og lander på noget nyt, dog ikke sjældent på både hærværk og Tom Kristensen. Jeg er også sikker på, at havde den gamle kritiker Henning Kehler været iblandt os, så havde han ment det samme, som han dengang skrev i anmeldelsen af»hærværk«i Berlingeren:»Hvilket Formaal tjener det trykte Referat af uartige Ord, Bisseord?«. Foto: Georg Oddner I PH-lampens skær har Rifbjerg skrevet en humoristisk hærværksroman om den lille lort og den store lort Som bekendt er Klaus Rifbjerg, foruden at være en god dreng, så også både uartig og en bisse, hvilket aldrig har været tydeligere end her. Man kan også roligt sige, at alt er ved det gamle i Rifbjergs 460- siders decoupage af syner og fakta: alt og alle måles og vejes i kulturradikale Rif-alen. Men samtidig og det er jo det, der gør ham så suveræn så forstår han stadig at punktere, provokere, nedbryde, opbygge, ophidse og overraske; at røre. Og mens telefonen i»hærværk«får lov til at kime, så bliver den taget i»alea«. For hr. Rifbjerg, som han med ironisk distance kalder sig selv i romanen når han da ikke er første person singularis tager den. Og så er samtalen i gang mellem hr. Værk og hr. Rifbjerg. Indtil terningen kastes, og tid og sted skifter; værket rummer mange skrifter. Snart er vi på druk med en ung William Heinesen i 30 ernes København sammen med bl.a. Tom Kristensen, Aksel Sandemose og Paul la Cour, så man næsten selv er til stede i øldunsten og savsmuldet på Café Nick. Senere skifter scenen til Færøerne, mange år senere midt i hr. Heinesens otium. Eller vi er i Spanien med hr. Rifbjerg, en afdæmpet tur med moderen, og senere med vennerne Jørgen Leth og Ebbe Traberg og Funcador. Men uanset hvad terningen står på, er det Rifbjerg selv, der slår, og spillereglerne siger private og kulturelle erindringsskitser og kommentarer til tiden før og nu. Kommentarer til Martin A. Hansen og almuelivet, som jo ikke liiiiige er Rifs kop te; eller frem til nutidens hurtighed og hæslighed og nuværende fjender og nationale som Bent Blüdnikow, Bent Jensen, Jesper Langballe, Ulrik Høy, Lars Hedegaard, Pia Kjærsgaard, you name them, hvor værket ryger helt op i det røde felt i et nærmest celine sk raseri. Skal nogen pisse territoriet af, så er det Rifbjerg. Her kan man godt få den tanke, at forfatteren er knap så moderne og nuanceret, for lige bortset fra kvindehåndbold, så var alt bedre i»gamle«dage, dvs. især i PH-, Erik Knudsen-, Jesper Jensen- og Panduro-dagene. Foruden selvfølgelig at Tom Kristensen og Villy Sørensen og Georg Brandes også hører med til plusordenen. I sin kritik af kirken (hvor han gudværelovet skelner mellem kirkens Herre og Herrens kirke), af det nationale, af krig og fred, og af venner og fjender, svinger Rifbjerg mellem pueril udfarelse og overlegen sætten alt og alle på plads. Det er vildt på den gode måde, fordi hr. Rifbjerg som sagt er Rifbjerg. Terningen kastes igen, og så er unge, usikre hr. Rifbjerg ved at gøre sit indtog på parnasset; gennem svingdøren til jobsamtale på Politiken, eller som en af redaktørerne af»vindrosen«. Og på oplæsnings- og druktur med den drukne Tove Ditlevsen, på tur med Werner og Hanne Marie Svendsen, hvor førstnævntes ansigt om natten bliver blegere og blegere, for til sidst at forvandle sig til kogt spaghetti. Et af de mest bevægende afsnit i bogen er det korte, afdæmpede stykke om Hans Hedtofts død på hotelværelset i Stockholm, som går over i et par siders tragedie om Jens Otto Krag; disse sider er sublime, fordi de i sin enkelthed viser forfatterens format. Så kastes terningen igen, og vi er snart endnu længere tilbage i tiden hos Sophus Claussen, Johannes V. Jensen eller frem igen til nutiden til et hærværksportræt af meningernes handyman Niels Højlund fra forsamlingshuset. Der er meget mere og mange flere, som kunne fremhæves, men jeg er ved at have opbrugt min udstukne ordkvote til denne anmeldelse. Lad mig derfor nævne, at foruden ovennævnte personer så medvirker følgende: hr. Rifbjergs far, Kaj Munk, Jørgen- Frantz Jacobsen, Carsten Jensen, Dronningen, Jan Kjærstad, Thorkild Bjørnvig, Kai Friis Møller, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, H.C. Andersen, Søren Ryge Petersen og mange, mange flere. Sjæle dyrkes, og lasterne er mange. Jeg har ikke moret mig så kongeligt siden Freddie Nietzsches»Ecce Homo«og Charles Buk. s»all the Assholes in the World and Mine«. Lad os så slutte med dette citat fra side 12:»Og så har han på en gang villet udfordre dem, fornærme dem, forarge og samtidig tage dem til sit hjerte i et fortvivlet håb om, at de må forstå ham, forstå hans hensigt og på en eller anden måde elske ham. Alt sammen omsonst. Derfor også denne mærkelige blanding af kulde og varme, af uforskammethed og appel, hengivenhed og foragt, barnagtighed og visdom. NR. 4 DECEMBER

4 (interview)»sandheden sker i læsningen«af Kristiane Hauer siger den norske forfatter Hanne Ørstavik, aktuel i Danmark med sin nyeste roman»uge 43«Jeg må sige det her til sidst, ellers vil jeg bare gå ud af døren og tænke, åh nej, nu har jeg svigtet det, siger forfatteren Hanne Ørstavik mod slutningen af interviewet, og fortsætter: Jeg synes, det er vigtigt, det at tro på noget og at stå for det, i en tid hvor vi alle bare bliver mere og mere tilpasningsdygtige. Hanne Ørstavik er en spinkel kvinde i midten af 30 erne med kort, affarvet, snehvidt hår. Aftenen før interviewet, da jeg hørte hende til en oplæsning, sagde hun:»jeg ved, jeg taler lavt, sådan er det bare, så hvis I ikke kan høre mig, må I rykke tættere på.«og ja, hun taler lavt, på sit melodisk klingende norske, lavt og med en blid stemme, men samtidig med stor intensitet og alvor, og med et engagement i hele sin udstråling, som om hun virkelig har noget vigtigt at sige en. Hanne Ørstavik har noget at sige. Om hvilken betydning læsning og litteratur har i vores liv. Og hun går ikke af vejen for at sætte begreber som»ægthed«og»sandhed«i forbindelse med litteraturen. Men samtidig mener hun, at det er meningsløst at tale om sandhed, hvis man betragter litteraturen som et objekt. Sandheden er for Hanne Ørstavik ikke en objektiv, målbar kvalitet, men en kvalitet der skal erfares i læsningen.»uge 43«er en bog, der henvender sig meget stærkt til læseren. Den siger hej, nu er du og jeg indgået i læsepositioner. Du, læser af teksten, hvad gør du ved det? Den peger nærmest på den relation. Det er måske også derfor, den har fået så meget modstand i Norge.»Uge 43«er Hanne Ørstaviks sjette roman. Inden da har hun blandt andet udgivet en trilogi, der er blevet meget rost i Norge, og hvoraf det sidste bind»tiden det tar«også er oversat til dansk. Hun har fået flere store, norske priser, senest Amalie Skram-prisen for hele sit forfatterskab i 2002, men den sidste bog har ikke fået samme positive modtagelse som de andre. Til gengæld har den bragt sindene i kog eller fået»temperaturerne til at stige,«som Hanne Ørstavik siger. Temperaturen i bogen må have rørt ved noget, som svarer med modstand og høj temperatur. Jeg tænker, at det er en måde at beskytte sig mod det i romanen, der vender sig mod læseren. For den vender sig jo i særlig grad mod den offentlige læser. Hvis den offentlige læser skulle tage bogens imperativ på sig, ville det kræve en sårbarhed. At man ikke bare forholdt sig til form og indhold, men også sagde, her er jeg, og jeg har læst denne bog, og dette erfarede jeg. Litteratur som fag Det hele virker ellers tilsyneladende meget fredeligt.»uge 43«handler om den 33-årige Solveig, der har fået job på en højskole (i Norge en form for distrikt-universitet) som litteraturlærer. På højskolen underviser litteraturforskeren Hilde, som er Solveigs store faglige forbillede. Bogen skildrer den uge i oktober, uge 43, hvor Hilde og Solveig for første gang mødes, og hvor Solveig samtidig forsøger at lære sine studerende, det hun selv ser som det aller væsentligste i læsningen af litteratur; de fire bud som Hilde i sin tid har formuleret: Hvad er der blevet sagt? Hvordan er det sagt? Er det ægte? Hvad indebærer det? Til Solveigs store fortvivlelse modsætter de studerende sig dette krav om ægthed i litteraturen, og også Hilde indrømmer, at hun ikke længere selv kan gå ind for denne radikale position. Bogen skildrer, hvordan Solveig mere og mere rasende og desperat står alene tilbage med et litteratursyn, der også eksistentielt set har afgørende betydning for hende, fordi hun i det hele taget længes efter en ægthed i sin tilværelse. For Solveig må litteraturen være sand, ægte, for at være god litteratur. Men disse begreber om det sande og det ægte, som i følge Solveig opstår som en intuitiv fornemmelse i mødet med teksten, magter hun ikke at formidle videre til sine studerende, der kalder dem for et følelsesmæssigt påfund, og som i stedet efterlyser præcise analyseredskaber. Kan man overhovedet undervise i litteratur med et så radikalt litteratursyn som Solveigs? Det er det dilemma, jeg har ønsket at problematisere. Om det overhovedet er muligt at gøre litteratur til et fag, og på hvilket niveau, og hvad mister man? Mister man måske det aller vigtigste, som er erfaringen af litteraturen, det subjektive møde. Hanne Ørstavik fortsætter: Jeg ønsker at belyse, at noget også sker i læsningen. At det er vigtigt at se på læsningen som en relation, der kræver at noget bliver erfaret et sted fra. Det gør, at man både må arbejde med tekst og teori, men også med sig selv og sit eget ståsted, fordi det hænger sammen. Handlingen i»uge 43«erfares først og fremmest fra Solveigs ståsted, hvilket er et meget skrøbeligt udgangspunkt. For nok har Solveig principfaste holdninger om litteratur, men de dækker samtidig over en stor personlig usikkerhed. Hvorfor har du netop valgt en person som Solveig, der også viser bagsiden ved at insistere blindt på sandheden, til at udsige et litteratursyn, som du selv bifalder? Fordi jeg tænkte, at romanen netop ved at vise disse modgående bevægelser også kan vise, hvor vanskelige disse begreber er. Havde Solveig været stærkere, også i mødet med andre mennesker, havde der ikke været så meget på spil. Sandhedsbegrebet og ægthedsbegrebet er også meget skrøbelige begreber, og Solveigs konstitution spejler skrøbeligheden i begreberne, men hendes desperation viser også, at længslen efter disse begreber er akut. Samtidig kan jeg godt lide denne skarphed hos Solveig, denne kompromisløshed. Jeg kan lide, at hun står for det, hun tror på, men jeg ser også, at det skader hende. Det er det, der er så vanskeligt. Sårbarhed Som Hanne Ørstavik sidder her foran mig, har hun selv denne på en gang insisterende kompromisløshed og samtidig skrøbelighed over sig. Hun lægger da heller ikke skjul på, at hun litterært set sympatiserer fuldt ud med sin hovedpersons holdninger: Jeg ønsker at sige, at litteratur handler om noget, der er vigtigt. Ønsker at sige, at der findes forskelle. Kommercialiseringen er jo så massiv, at kvalitetskriteriet for litteratur ikke længere findes i forhold til andet end salgskriteriet. Men der er også noget andet i litteraturen, som vi hele tiden må holde en forbindelse åben til. Det er i forsøget på at sprogliggøre det, at vi måske når til noget vigtigt. Du siger, at der hvor litteraturen bliver virkeliggjort er i læseren under læsningen. Men jeg har fornemmelsen af, at Solveig føler sig uvirkelig. Som om hun ikke kan koble litteraturen og virkeligheden til hinanden, ikke kan nå virkeligheden gennem litteraturen. Jeg tror heller ikke, at Solveig selv tror, at vejen til virkeligheden går gennem litteraturen, at løsningen ligger i litteraturen. Men på den anden side tror jeg, at de steder vi bevæger os hen til i os selv, når vi læser, for mange mennesker måske er den mest ægte kontakt vi har med virkeligheden. For nogen er det en flugt, for andre tror jeg, at det kan være det modsatte, at komme i kontakt med erfaringer og erkendelser i sig selv, som ikke 4 NR. 4 DECEMBER 2003

5 (roman) noget andet end litteraturen i deres liv kan åbne for. Jeg tror, det er det eneste sted, hvor man kan være virkelig sårbar. For man er jo vældig sårbar i læsningen, fordi man udsætter sig for teksten. Og måske er den sårbarhed, den åbenhed du oplever, når du læser, ikke bare i forhold til bogen, men også i forhold til dig selv. Læser man udelukkende»uge 43«fra Solveigs ståsted, og ser hendes synspunkter om litteratur som bogens budskab, kan man, trods det ikke særligt action-prægede handlingsforløb, ligesom de norske anmeldere blive temmelig oprørt under læsningen. For Solveigs litteratursyn er på mange måder dybt problematisk: Det bliver jo meget farligt. Man kan jo ikke bare sige, at dette er en ægte bog. Det bliver autoritært, og det lukker sig, det kommunikerer ikke. Alt, der er ægte, kommunikerer ikke, fordi det er personlig erfaring, det er ikke kollektiv erfaring. Men det handler måske netop om at finde et sprog for det personlige, som kan komme ud i fællesrummet, fortsætter hun. Jeg har ingen løsning. Men jeg havde lyst til at problematisere det, fordi jeg har savnet det sådan i den norske litterære debat. Læses»Uge 43«derimod med et tvedelt udgangspunkt i på den ene side Solveigs programmatiske litteratursyn, på den anden side hendes store desperation og ensomhed - som er mere tydelig for læseren end for Solveig selv - kommer romanen med sine mange passager, der direkte omhandler litteraturens og litteraturkritikkens funktion, nærmest til at fremstå som en form for dialogisk romanpoetik. Alle romaner er på en eller anden måde en poetik gennem deres praksis. Men det er rigtigt, det var kommet til et punkt efter de andre bøger, hvor jeg havde tænkt noget om litteratur, som jeg havde lyst til at formulere. Men det er vigtigt for mig, at bogen bliver læst som roman, med betydningen af Solveigs ståsted. At udsagnene i romanen, det som Solveig siger og tænker, må læses fra Solveigs sted. Og så er det vel først og fremmest en poetik om læsningen, om litteraturen rolle, snarere end en poetik om, hvad der er en god tekst. Hvad vil vi med litteraturen, det er mere der, den opholder sig end i et definitionsspørgsmål. Hanne Ørstavik Uge 43 (Uke 43) Oversat af Peter Nielsen 228 sider, 229 kr. Athene Anmeldt af Henrik Varmark Hanne Ørstavik (Foto: Håvard Syvertsen) Higer og søger Sådan finder man frem til følelsen af litteratur I min studietid blev vi aldrig spurgt, om en litterær tekst rørte noget i os, inderst inde. Vi sagde heller ikke noget om det selv, fordi studiet af litteraturen skulle handle mere om fornuft end følelser. I anmelderhvervet, derimod, er skellet mellem hjerne og hjerte mindre skarpt, og derfor bliver diskussionen af litteraturen mere følelsesmæssig her, hvad enten man kan lide det eller ej. Det kan jeg, og med norske Hanne Ørstaviks»Uge 43«kan det slet ikke undgås, for romanen handler om følelser (og) om litteratur. Der sker ellers ikke meget i Ørstaviks anden roman på dansk. Den 33-årige Solveig fortolker alt omkring sig, mens hun underviser i litteratur på en norsk højskole. I et sagte, og derved sigende sprog beskriver Ørstavik hendes tankebaner som cirkelslutninger mellem en svigtende mor og så den bundløse betagelse af den ældre kollega Hilde. De menneskelige relationer når bare ingen steder hen, fordi Solveig først vil være sikker på, at de er helt oprigtige (modsat dem til moderen). Dette ultimative krav projicerer Solveig direkte over på litteraturen. Hvis dén ikke føles sand eller oprigtig, må enhver dialog slutte: Ingen argumentation kunne få hende til at opleve det anderledes. Det var et paradoks, at hun var blevet litteraturforsker, hun kunne ikke holde ud at diskutere litteratur. Der var ikke noget at diskutere. Med den indstilling bliver kun meget lidt ført ud i livet, og»uge 43«slutter da også på en fredag. Dér støder Solveig ind i en mental katastrofe, og det er særdeles hård læsning, fordi Ørstavik gør det frysende klart, hvorfor hendes hovedperson nægter at give slip på sine paradoksale krav til både mennesker og bøger. Når romanen er så stille og indfølt, bliver det et spørgsmål om temperament, hvorvidt du finder den ægte læseoplevelse hos Ørstavik. Skal man kræve det af sin samtidslitteratur? Ved at gribe det spørgsmål kaster romanen i hvert fald vrag på Solveigs udsagn om, at litteraturen ikke kan diskuteres. Når Solveig f.eks. siger, at en bog skal føles sand og virkelig for at være litteratur, betyder det så, at man skal læse den fordring på metaniveau? I så fald bliver»uge 43«forsvarsløs over for kritikere, der ikke selv føler sådan en ægthed under læsningen. Den modstand mødte Ørstavik en del af i Norge. Hovedpersonens mentale habitus opfordrer dog til, at hendes litteratursyn ikke uden videre skal overtages af andre læsere. Heller ikke»uge 43«s. I så fald må man insistere på, at litteraturen altid af princip skal kunne leve op til sine egne, moralske krav. Som hos Solveig ender vi igen i spørgsmålet om kunstsyn, temperament og dermed igen fornuft og følelse, og Ørstaviks romanbedrift sætter dette gamle spørgsmål på spidsen. Som jeg hører det, svarer hun ikke, og dermed bliver romanen ét med sin tænkende hoved(-)person, der higer og søger i nye bøger, men ikke når frem til nogen guldrandet sandhed. Det er ingen ny form, men i Ørstaviks inderlige udgave føles det sådan. Jeg har, til hendes ros, ikke læst noget lignende før. NR. 4 DECEMBER

6 (roman) Absolut Molière Molières»Don Juan«udspilles mellem absolut urimelighed og æresbevidsthed Molière Don Juan eller Stengæsten (Don Juan ou le festin de pierre) Oversat af Per Aage Brandt 98 sider, 100 kr. Basilisk Anmeldt af Svend Erik Larsen Sig navnet Don Juan, og så ved vi det er om forførelse. Der er også forførelse på færde i Molières komedie fra 1665, nu nyoversat af Per Aage Brandt til afløsning for Christian Ludvigsens oversættelse fra Men forførelse er næppe hovedsagen, selv om Don Juan er såre aktiv. Og egentlig forførende er komedien i sig selv heller ikke. Den gik heller ikke særlig godt for Molière, heller ikke da Thomas Corneille prøvede med en version i bunden form, på vers. Om det nu er hastværk der gjorde at Molière ikke fik den formet på vers, for dét kunne han jo nok i»tartuffe«og»misantropen«hvor versene kan være helt hypnotiske, ved vi ikke. Eller om han bare syntes at komedien skulle ud i prosaens fri bastardform, med dens mange sammenstød mellem betydningsniveauer. Men på prosa er den, og heterogen er den også, brudfyldt og med ender der stritter. En prosaisk og derfor moderne komedie. Ligesom forførelsen bliver et uudtømmeligt hovedtema når Don Juan bliver til en moderne heltetype godt og vel 100 år efter Molière, så er det også denne ujævne sammensathed der gør komedien god at slås med for moderne læsere og iscenesættere. Forførelsen er hverken raffineret eller honningsød. Den er rå, direkte og åbenlys. Den er en del af Don Juans offentlige karakter. Derfor kan den uden videre forbindes med Don Juans æresbegreber. Han står skam ved sine eskapader og vil slås, hvis nogen krænker den ære han sætter i med god ret at gøre som han vil. Så trækker han blank med dødsforagt. Som en moderne egocentriker med kort lunte. Det er hér hans farlighed ligger for alle: sammenstødet mellem absolut urimelighed og absolut æresbevidsthed. Ikke hans forførelseskunster, der jo kun omfatter nogle af personerne kvinderne. Forførelsen er nærmest kun et element der driver handlingen. Den får Don Juan til at leve i nu et, i ustandseligt skiftende situationer, som han både selv former og griber når de er der. Derfor dukker personer og begivenheder op noget tilfældigt uden større overordnet sammenhæng eller begrundelse. Molière slipper for at skulle gøre sig umage. Der er ikke meget bunden form over handlingen. Nej, farlig er Don Juan fordi han urokkeligt skiller sig ud fra ethvert normativt fællesskab gud, faderens autoritet, troskab, aftaler, familie, you name it. På dét punkt er han altid den samme:»jeg har ikke forandret mig,«siger han, men han forandrer de andres verden uden deres vilje og medvirken, bare ved at være den han er. Det er muligt at leve, have det godt endda, være æresbevidst, være tapper. Men uden sociale og guddommelige bindinger. Den afgørende sætning hen mod slutningen er at ingen skal kunne sige at»jeg er i stand til at angre«(hvilket hos Ludvigsen oversættes ukorrekt til det blot faktiske»at jeg angrede«). Dét er Don Juans farlighed, og det er dér han er fanget til sidst. Han ikke bare lade være at angre, han kan ikke, for så vil han ophøre med at have identitet i forhold til sig selv og andre, ikke eksistere længere. Så da stengæsten inviterer ham må han følge ham, kan ikke vælge at sige nej, velvidende at også dét fører døden med sig. Hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele, som en senere Don Juan-kender, Kierkegaard, sagde. Med den forskel at Don Juan gør begge dele uden at fortryde. Den slags ting er svære at sætte på glidende vers, men godt til prosaens brud, spring, ironiske vendinger og direkte tale. Absolut urimeligt, absolut godt, absolut Molière. Derangeret Med Jerofejevs fordrukne helt on the road eller rettere off the rails Venedikt Jerofejev Moskva Petusjki Oversat af René Wad Andersen 192 sider, 268 kr. Rævens Sorte Bibliotek Anmeldt af Ole Nyegaard Man kan godt have sine bange anelser med en bog som denne. På bagflappen ses et billede af forfatteren. I fuld overensstemmelse med myten omkring dette værk og dets ophavsmand har han halvlangt fedtet hår, redt i en hentehårsfrisure, en cigaret i den ene hånd og et glas i den anden, og læberne snerpet syrligt sammen. Det virker, som har han lige taget en tår af glasset måske indeholdende en af de drikke, hvis opskrift findes i bogen (Kanaanæisk balsam: Denatureret sprit 100 ml, Bárkhat-øl 200 ml, Filtreret møbelpolitur 100 ml)? Personligt har jeg ikke meget fidus til forfattere, hvis ry hviler på deres forkærlighed til alkohol, opium, små drenge eller lignende laster. Hvis de da ikke også kan skrive. Venedikt Jerofejevs»Moskva- Petusjki«fra 1970 cirkulerede i Sovjettiden i de uofficielle samisdat udgivelser, bogen havde kultstatus inden tiderne skiftede og blev officielt acceptabel i I dag er det en klassiker. Jeg har ikke haft lejlighed til at sammenligne den danske udgave med originalen, men oversættelsen forekommer flydende. Oversætteren René Wad Andersen har forsynet bogen med et noteapparat, der forklarer de mange allusioner ikke bare til Biblen, men også til en lang række litterære forgængere, nøgterne såvel som alkoholiserede.»moskva-petusjki«omhandler en togrejse foretaget af Venja, den alkoholiserede fortæller. Med dette togturskoncept in mente kunne man så rubricere bogen som et stykke rejselitteratur. Ikke helt ulig Laurence Sternes følsomme rejse åbner bogen med en bemærkning om, at fortælleren aldrig har set Kreml. For når han leder efter Kreml, ender han uvægerligt på Kursk-banegården. Jerofejev lader, i lighed med Sterne, digressionen styre fortællingens logik, hvad enten det er rejsens retning eller fortællerens ordstrøm. Som Tristram Shandy bemærker, kan man ikke tage hans digressioner væk uden at fjerne selve hans beretnings solskin. Rejsen fra Moskva til Petusjki foretages i alkoholens tegn: Togets overkontrollør, Semjónytj, interesserer sig ikke for billetter eller betaling, men afkræver de rejsende en milliliter vodka pr. kilometer; og mange af bogens samtaler kredser om eller igangsættes af 6 NR. 4 DECEMBER 2003

7 (roman) alkoholen. Men Venja forstår at komme omkring i litteraturens og verdenshistoriens kringelkroge, lige som han undervejs konverserer med herrens engle (der nærmest fungerer som buttede ornamentale barokengle på det spinkle plot).»moskva-petusjki«kaldes som Gogols»Døde Sjæle«et poem. Og på samme vis som Gogols mesterværk er blevet det, kan man læse Jerofejevs poem som en kommentar om en trøstesløs samtid, om undertrykkelse af åndelighed, følsomhed og kultur i en verden, hvor vodka koster mindre end litteratur, og hvor alkoholen udgør et eksil. Eller man kan se det som et tidløst lyrisk værk, der på udmærket vis forener uforenelige modsætninger, beruselsens tåger med tankens skarphed, åndelig afstumpethed og grimhed med ømhed og skønhed og så videre ad infinitum. Frem for alt fanger»moskva- Petusjki«dog, fordi den er ualmindelig morsom. Odysséen fanger ikke læseren som en historie om en mand, der rejser hjem, men som fortællingen om hans vildveje og forhindringer. Og den store læseoplevelse som Jerofejev afstedkommer, består ikke så meget i rejsefortællingen, men i Venjas fabulerende omveje og afvigelser fra et elementært hjemrejseplot. Som en anden rejsehelt, Leopold Bloom, kan virke som en fyr, det kunne være hyggeligt at dele et glas eller to med nede på den lokale pub, får man også indtryk af Venja som en gemytlig drikkebroder bare han ikke skal mikse cocktails! Forrige nummer af tidsskriftet»passage«(nr. 46) tematiserede den berusede tekst, og her henledte Jørn Erslev Andersen opmærksomheden på det paradoks, at mange berusede tekster ved nærmere eftersyn viser sig at være»gennemsyret af komposition og stilistisk tilrettelæggelse, teksten benytter blot perceptions-strategisk beruselse som en slags fuldt kontrolleret ethos«.»moskva- Petusjki«står som et fuldgyldigt eksempel herfor. I forlagets pressemeddelelse anbefales det, at man læser Jerofejevs bog ledsaget af et glas vodka eller to. Det lyder som en god idé, at læse mens man luner sig ved et glas. Men jeg tror ikke, det vil fremme forståelsen, dertil er»moskva- Petusjki«for nøgtern og knudret, og man vil næppe erfare noget dybere ved at læse Jerofejevs mesterlige poem gennem sprittåger. Anbefalelsesværdig roman-roman Centrale spørgsmål behandles i Muñoz Molinas prisvindende roman Antonio Muñoz Molina Sefarad Oversat af Iben Hasselbalch 400 sider, 348 kr. Gyldendal Anmeldt af Hans Lauge Hansen I oktober modtog den spanske forfatter Antonio Muñoz Molina (1956) den nyindstiftede litteraturpris Dinamarca for bogen»sefarad«. Prisen vil hvert andet år blive tildelt forfatteren af et oprindeligt spansksproget litterært værk udgivet i dansk oversættelse. Det er den spanske ambassade som i samarbejde med en række latinamerikanske landes ambassader har sponsoreret prisen, med det formål»at styrke en gensidig forståelse mellem den danske og den spansktalende befolkning«. Ordet»Sefarad«er den hebraiske betegnelse, som den jødiske befolkning på den iberiske halvø brugte om deres land, inden de blev landsforvist af det katolske regentpar Isabel af Kastillien og Fernando af Aragon i 1492, og som titlen antyder, tager bogen afsæt i eksileringsproblematikken som det gennemgående tema for bogens sytten kapitler. Hvert kapitel fortæller sin egen historie, men historierne er alligevel snævert sammenhængende, ikke bare tematisk, men også gennem et netværk af genkommende personer og referencer, som inviterer læseren til selv at etablere de ofte kun antydede sammenhænge. Fortællingerne blander fiktive og historiske personer (bl.a. Primo Levi, Willi Münzenberg, Jean Améry, Franz Kafka og Victor Klemperer) i en kollage der placerer sig mellem romanskrivning og historiefortælling, med en eksplicit fortæller der hele tiden skifter identitet og leger kispus med læseren gennem skiftende udsigelsespositioner og en labyrint af intertekstutelle referencer. I undertitlen betegner Muñoz Molina selv værket som»una novela de novelas«(oversat til en»roman-roman«), hvormed han henviser til såvel bogens tilblivelse som til dens struktur. I en afsluttende note erklærer forfatteren at han selv har digtet meget lidt i de historier han fortæller, og at de stemmer han lader tale, er stemmer han enten selv har hørt og gemt i sin erindring, eller nogle han har fundet i andre bøger fortrinsvis i en række biografiske fremstillinger af de i»sefarad«optrædende historiske personer. Det konkrete udgangspunkt for mange af historierne udgøres af Antonio Muñoz Molina (Foto: Hans Lauge Hansen) jødernes diaspora i det 20. århundredes Centraleuropa hærget af totalitære regimer, hvor Muñoz Molina spørger til hvad det var der gjorde, at ingen gjorde noget. Ikke engang ofrene selv, som ofte forholdt sig passivt afventende og accepterede deres skæbne, ligesom Kafkas K i»processen«paralyserede af deres pludselige identitet som paria. Men vi finder også fortællinger der tager deres udgangspunkt i Spaniens traditionalistiske regime i 50 erne eller i forfatterens eget privilegerede forfattermiljø i 1990 ernes Europa sågar København lægger navn til et af kapitlerne. Men den tilsyneladende diametrale modsætning mellem de totalitære regimers åbenlyse foragt for mennesket og mangel på respekt for det enkelte individ dekonstrueres gennem glimtvise paralleller til det senmoderne og europæiske Spanien, hvor ligene af illegale afrikanske emigranter flyder i land på de andalusiske kyster. Vi kan få øje på barbariet i den nazistiske holocaust, men kan vi sige os fri for ikke også selv at reproducere den sociale marginalisering som udgangspunkt for opretholdelsen af den skrøbelige normalitet, synes bogen at spørge? Vi kan tage afstand fra historiens Hitler, men hvor snævert er egentlig forholdet mellem modernitet og totalitarisme? Spanien har i mange år, både under Francos diktatur og i perioden frem til optagelsen i det europæiske fællesskab, kigget langt efter det demokratiske Europa, men hvori adskiller det 20. århundredes europæiske regimer sig egentligt fra 1500-tallets religiøse intolerance, der mundede ud i Spaniens uddrivelse af både jøder og maurere? Sådanne spørgsmål ligger under fortællingernes overflade og vidner om forfatterens udviklede bevidsthed om litteraturens etiske ansvar. Muñoz Molina er herhjemme er kendt for romaner såsom»vinteren i Lissabon«(1992),»Den polske rytter«(1996), og»fuldmåne«(2000), og vi genfinder nogle af forfatterskabets store temaer i»sefarad«, om end i en anden iklædning: forholdet mellem erindring og fantasi, mellem fiktion og historie samt mellem fortælling og konstruktion af kulturel identitet. Muñoz Molina har med»sefarad«skabt sit til dato mest polyfone og komplekse værk, der i Iben Hasselbalchs glimrende oversættelse fremstår som det perfekte valg for den første tildeling af denne nye pris. Bogen skal have min varmeste anbefaling med på vejen. NR. 4 DECEMBER

8 (roman) Litterær trepanering Mick Jackson Tunnelmageren Mick Jackson borer hul i Tunnelmagerens tykke skal i debutromanen om den femte hertug af Portland (The Underground Man) Oversat af Bitten Posselt Langhede 283 sider, 298 kr. Rosenkilde Anmeldt af Jakob Stougaard-Nielsen Der er ikke noget bedre end kugleskøre excentrikere fra victoriatidens England. Mick Jackson har givet liv til en af de mest farverige af slagsen i sin debutroman fra 1997,»The Underground Man«, for nyligt udkommet på dansk som»tunnelmageren«. Det historiske materiale i sig selv, tilsat spredte rygter og lokale myter, ville være nok til en underholdende historisk roman, men Mick Jacksons roman vil mere og andet end det. Tunnelmageren er den excentriske femte hertug af Portland, William John Cavendish-Bentinck- Scott, der levede fra 1800 til 1879 på sit sagnomspundne gods i Nottinghamshire. Hertug William af Portland levede og døde som excentrisk eneboer på sit familiegods i det nordlige og altid tågede England, og han er mest kendt for at have bygget et omfattende system af brede tunneler under sit gods. Visse steder var tunnelerne så enorme, at to hestevogne med lethed kunne passere hinanden på vej fra godsets kældre til de omkringliggende landsbyer. Man skulle tro, at romanen vil forsøge at forklare, hvorfor hertugen lod disse tunneler opføre eller i det mindste udmale detaljer af hertugens omfattende og mildest talt ualmindelige byggeprojekter. Men Jackson dvæler ikke ved myterne for det bizarres skyld. Over en vinter følger vi derimod hertugens slentrende og springende tanker nedfældet i en fiktiv dagbog, kun afbrudt af korte kommentarer fra den lokale befolkning eller hertugens eget personale. Vi møder en aldrende mand, hvis krop er i tiltagende forfald. Hårene vokser ud af ørerne, og hypokondrien tager til, i takt med at afskyelige husgeråd og benbrækkende mirakelkure afprøves. En af romanens genialiteter er, at netop som disse komiske, kropslige optrin er ved at trætte læseren (og hertugen selv), da tager et velkendt, men alligevel overraskende, psykologisk mønster form. Hertugen lider af en ubændig længsel, som først har distancerede forældre og siden en ugengældt forelskelse til genstand. Hertugen er ubehjælpeligt Omslag ved Jerry Bauer ensom på trods af de utallige, hengivne opvartere og undersåtter (den historiske hertug var en meget elsket mand af folket). Ensomheden og længslen, der driver hertugens hypokondri og sikkert også tunnelbygningsmanien, får en sidste gestaltning i en spøgelsesagtig drengefigur, der følger hertugen på en rejse til Edinburgh, hvor han lærer om trepanering. Denne forældede kirurgi forløser den gale hertug fra indespærringen i det ensomme skelet den»slipper en smule af mig selv ud i verden«, som hertugen konkluderer. Forløsningens tilsynekomst, sammenbindingen af de mange tråde, figurer og tanker i bogens sidste tredjedel, giver en af de helt store læseoplevelser. Hertugens eksperimenter med trepanering bliver mod romanens afslutning et billede på romanens styrke. Det er netop ind i hovedet på hertugen, vi kommer som læsere. Så tæt, så poetisk og loyalt er man sjældent kommet på excentrikerens, det længselsfulde menneskes, egen selvopdagelse og forløsning. Mick Jackson er endnu et produkt af Malcolm Bradburys skole i kreativ skrivning ved University of East Anglia, men debuterede først som romanforfatter efter i flere år at have været en af hovedkræfterne som sangskriver og sanger i alternative bands som»the Screaming Abdabs«og»The Dinner Ladies«. Sidste år udkom Mick Jacksons anden roman,»five Boys«, der dog endnu ikke er kommet på dansk. Ugo DiFonte Mundskænken Velbekomme! Let frokost: Metafiktion og mundskænkeskærmydsler i renæssancens Italien (The Foodtaster) Oversat af Bente Kastberg 300 sider, 278 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Andreasen Som Eders litterære mundskænk kan jeg byde på en menu bestående af en læskende og letfordøjelig roman velegnet til den ikke alt for kræsne læser med smag for det hurtigt konsumerede. Som bogstavelig hors d œuvre har romanen en fortale med forklaring på sin egen oprindelse forestået af dens såkaldte oversætter og udgiver, Peter Elbling. Han hævder at være kommet i besiddelse af dette enestående renæssancemanuskript efter et kort møde med en storpralende bulgarsk linedanser af sigøjnerfamilie. Manuskriptet er på grundlag af efterfølgende professionel bedømmelse blevet vurderet ægte, og hr. Elbling har så gennem fire år forberedt og redigeret den oversættelse, som nu foreligger. Om den egentlige forfatter Ugo DiFonte (meget symbolsk fra kilden ) og hans hjemby Corsoli, som desværre gik under i et jordskælv i slutningen af det 17. århundrede, findes ingen andre vidnesbyrd end netop dette bemærkelsesværdige manuskript. Denne lille forret er et sandt væld af tekstlige relativeringer, hvis mål synes at være at tematisere ægthed og historisk realisme. Den er i sig selv en spændende optakt, hvis metafiktive iscenesættelse lover godt, og som læser venter man spændt på, med hvilke spidsfindigheder konstruktionen skal fortsættes for efterhånden kræver metafiktiv litteratur en stadigt stigende spidsfindighed for vedblivende at være interessant. Men det ender her, hvor det knapt er begyndt. Menuen viser sig desværre kun at være en toretters, forog hovedret, hvor den påfaldende mangel på en afrundende ganekilder som prikken over i et er markant, fordi der med metafiktionen er lagt i ovnen til noget mere, der desværre udebliver. Den stilistiske opskrift lyder på én del dagbogsroman, én del memoires, én del pikaresk roman alt sammen pisket let og luftigt under tilsætning af flere knivspid- 8 NR. 4 DECEMBER 2003

9 (artikel) ser Rabelais og karnevalisme, et voilà: en velsmagende, om end ikke englesyngende delikat pistacie undskyld, pastiche. Selve historien om Ugo, der fra forfærdelige kår ved held, snilde og menneskelig fornuft ikke blot sikrer sig en stilling som mundskænk for den lokale tyran af en hertug, men tillige ender som hans højre hånd og rådgiver, er velfortalt og spændende hovedsageligt fordi den er mættet med action. På vejen frem mod det bærende klimaks hvordan Ugo skal bære sig ad med at afværge den gamle, liderlige hertugs gifteplaner med Ugos egen datter, Miranda, uden selv at blive henrettet for loyalitetsbrud opbydes en række fine tidsbilleder. De veksler mellem de meget kendte vinkler pesten og inkvisitionen og de mere eksotiske såsom den civilisationshistoriske nicheberetning om gaflens indtog hos den særdeles etiketteudfordrede hertug. Under pasticher, tidsbilleder og action ligger en lidt triviel beretning om social elendighed og survival of the fittest anno 1534, hvis til tider ret så patetiske kærlighedsskildringer udpræget mangler nerve og desværre heller ikke vinder som tilstræbt skildring af en italiensk mundskænks forsøg udi det poetiske. Hvad der derimod giver en grundlæggende og dybsindig spænding igennem hele romanen, er det paradoks, at en udhungret, altid sultende fattigprås får hyre som mundskænk hos en storfråsende hertug, der på den ene og heldige side har en udtalt faible for kulinarisk overdådighed, men desværre på den anden side i kraft af sin frastødende personlighed og opførsel vedvarende er lagt for had af adskillige fjender og dét i en tid, hvor giftblandingens kunst var ædel og udbredt. Den stakkels Ugo ser derfor konstant sig selv præsenteret for det ene mere vidunderlige måltid efter det andet, men kan kun med livet som indsats komme tæt på dette jordiske himmerige. Dette poetiske paradoks af nydelsesfuld livsudfoldelse i mødet med det mulige tab af selv samme liv, danner en filosofisk kerne, hvis iklædning er ny og veltillavet. Denne mundskænk kan alt i alt godt anbefale fortællingen om Ugo. Den er et stykke kvalitetsfastfood, der kan serveres som en let frokost, der med garanti ikke giver mavekneb, men som til gengæld nok kræver et noget mere substantielt aftenmåltid. Bon appétit! En nådesløs forfatter og en skyldbetynget læserskare Af Kirsten Holst Petersen J.M. Coetzee fik Nobelprisen i litteratur Ingen synes at være i tvivl om, at J.M. Coetzee var et oplagt valg, ja, næsten en selvskrevet vinder af Nobelprisen i litteratur. Ros hagler ned fra kritikere, kolleger og anmeldere, selv fra hans hjemland, Sydafrika, hvor der ellers har været både sur kritik og politisk rumlen omkring udgivelsen af romanen»disgrace«, som han modtog sin anden Booker-pris for i Romanen er bl.a. er et kritisk blik på post-apartheid Sydafrika. Præsident Mbeki besluttede at tage æren til indtægt for hele Afrika og fandt den store retorik frem:»på den sydafrikanske nations vegne, ja, på hele Afrikas vegne hilser vi vores nyeste Nobelprismodtager og soler os med ham i den glans, der udstråler fra denne hædersbevisning.«han fik her flettet ind, at Sydafrika har endnu en Nobelprismodtager (Nadine Gordimer i 1991), men retorikken klinger lidt hult, især i betragtning af, at Coetzee er flyttet i et frivilligt eksil i Australien. ANC s talsmand, Smuts Ngonyama, kommer nærmere sydafrikanske følelser i sin udtalelse. Efter at have sagt at han håber, at prisen vil virke som inspiration for landets og Afrikas unge forfattere, siger han:»vi håber også, at det vil anspore forlag og læsere til at opdage kontinentets enorme oversete litterære potentiale.«der har i Sydafrika, både før og efter Apartheid, eksisteret en utilfredshed med, at kun de hvide blandt landets forfattere er blevet bemærket i den vestlige verden. Coetzees forfatterskab er opstået af og lever i de brudflader, som er hans og mange af hans generations sociale, nationale og kulturelle arv: Hvid, engelsktalende sydafrikaner, der trods en Boer baggrund var i opposition til Apartheidregimet, omgivet af de undertrykte afrikanske kulturer, som ikke var hans, og som han uundgåeligt blev medundertrykker af, og med et kulturelt ståsted, der lå i den intellektuelle europæiske tradition, som den udspiller sig ved universiteter i England og Amerika, og som var undertrykt eller direkte bortcensureret i Sydafrika. Denne liberale, engelsktalende, hvide tradition, som under Apartheid ikke havde magt nok til at spille nogen afgørende rolle i det nationale drama, er blevet beskrevet som»en blindgyde i historien«. En magtesløs, historisk blindgyde i et ekstremt voldeligt samfund er en tung arv! Den kan selvfølgelig håndteres på flere forskellige måder. Gordimer kastede sig ud i en mere og mere kritisk social og psykologisk analyse af den historiske situation, som den skred frem, mens Coetzee skriver allegorier om undertrykkelse, der nok har rod i Apartheid situationen, men som udvider diskussionen om magt og afmagt til koloniale, psykologiske eller seksuelle magtmisbrug. Hans univers er gennemsyret af følelsen af at være indespærret i et uafvendeligt fængsel af magtmisbrug mellem mennesker og stater, og hans personer kæmper hele tiden mod magtmisbruget, for at forstå det eller for at undgå det. Til trods for den allegoriske form er det et ekstremt komplekst univers Coetzee skriver frem. I situationer, hvor ondskab og overgreb florerer, er der ingen helte og få deciderede skurke. Tid og sted er ofte flydende og genkendelige diskurser (feminisme, liberalisme, racisme), der bevæger sig ind og ud af fortælleuniverset; bedst som man tror, at man har fået fod på stoffet (en feministisk analyse eller en kritik af imperialismen), sætter en moddiskurs ind, som umuliggør den tolkningsmodel, der ruller ind på lystavlen. Identifikationen med persongalleriet bliver på samme måde hele tiden forpurret af modsætninger eller af personernes ugennemtrængelighed. De skjuler sig, kan ikke eller nægter at tale. Tilbage står en række individuelle forsøg på væren over for magten, eller magtmisbruget. Sproget er kafkask, minimalistisk og præcist, og sammen med den allegoriserende form skaber det et moralsk univers, som hos andre forfattere ville blive betegnet som tidløst eller eviggyldigt, men som her også undslipper den betegnelse, idet der hele tiden optræder skygger af historisk genkendelighed. Historien, set som den skygge fortiden kaster over nutiden, er et vigtigt tema. Det Svenske Akademi hæfter sig i sin prisbegrundelse ved, at Coetzee er»skånselsløs i sin kritik af den vestlige civilisations grusomme rationalisme og kosmetiske moral.«vi er dybt fascinerede af at blive tugtet på en så nådesløs og samtidigt gennemtrængende intelligent måde. Måske er vi endda lidt beærede. NR. 4 DECEMBER

10 (roman) Gamle biler og modne damer Lars Kjædegaard Israel Falk 264 sider, 299 kr. Lindhardt og Ringhof Anmeldt af Kristian Mørk Kjædegaard skriver nuanceret og nænsomt om mennesker, men hans seneste roman mangler fremdrift Biler og kvinder hører til hjørnestenene i mange mænds liv. Og således også i Lars Kjædegaards seneste roman»israel Falk«, hvor fire vidt forskellige mænds liv bliver knyttet sammen gennem livets tilfældigheder og en gammel Volvo. Karrieren har aldrig været i fokus for George. I stedet har han plejet sine to store interesser: damer og biler. Et utal af damebekendtskaber og befordringsmidler senere er George kommet i tresserne, da han inden for kort tid forelsker sig i både en Volvo og en kvinde. Volvoen tilhører Israel Falk, en gammel jøde, der overlevede både internering og flugt til Danmark. Israels søn er psykolog, og han forhindrer et salg af bilen, til Georges store irritation. De to mødes igen, da Georges store kærlighed bliver dræbt i trafikken, og han får et nervøst sammenbrud. Sideløbende forsker en ung mekaniker i jødernes historie, og da George overtager værkstedet, og Falk & søn kommer for at få lavet bilen, bliver de fire skæbner viklet ind i hinanden. Det hele foregår selvfølgelig i Helsingør, for det gør alle Kjædegaards romaner. Lars Kjædegaard har efterhånden et omfattende forfatterskab bag sig.»nekrolog«fra 2001 og»det store sus«fra 2002 var begge udmærkede krimier, der også bød på vid og eftertanke ud over elementær spænding. Med»Israel Falk«har Kjædegaard forladt genre-litteraturen til fordel for mere litterære ambitioner. Men romanen mangler noget af den naturlige fremdrift og forløsende slutning et velafprøvet krimiplot kunne give.»israel Falk«er en god bog fuld af sære, sørgelige og søde mennesker, der beskrives med en fin forståelse for de mange facetter, der danner en person. Man klukker et par gange og genkender også sig selv i glimt. Alligevel virker romanen uforløst. Hvor er vi på vej hen? Hvorfor skal det fortælles til en krone per side, når jeg i stedet kan se seriezonen? Det får vi ikke noget klart svar på. Det centrale punkt der forsvandt Central genudgivelse af Poul Vads beretning om tingenes tavshed og om det centrale punkt der forsvandt Poul Vad Dagene 126 sider Døgnet 131 sider Døren 142 sider Pr. bog 120 kr. Arena Anmeldt af Max Ipsen»Jeg kunne ikke få fat i det centrale punkt i mig selv som jeg gik der«, konstaterer det anonyme jeg i Poul Vads»Døgnet«. Få fat i det centrale punkt i sig selv kan de ligeledes anonyme fortællere i de to andre bind,»dagene«og»døren«, i Poul Vads trilogi heller ikke. De søger. En mening, sig selv. Men finder hverken det ene eller det andet. De søger det overordentlige, som jeget i»døren«siger, men taber derved det nærliggende af syne, og de må konstatere, at de derved mister begge dele, både det overordentlige og det nærliggende.»dagene«,»døgnet«og»døren«blev i 1967 oprindeligt udgivet som ét værk med titlen»taber og vinder«. Nu er værket af Arena blevet udgivet som tre separate bind, der hver især har fået genreangivelsen roman. De tre bind kan, som det bedyres på bagsiden af hver roman, læses hver for sig. Og de er små mesterværker hver for sig. Men man skal ikke nøjes 10 NR. 4 DECEMBER 2003

11 (roman) med at læse hver enkelt roman. Man skal læse dem alle tre. Det kommer der nemlig et større mesterværk ud af, og det kommer der et eksperiment, som delvist skjules i opdelingen ud af: Forsøget på at beskrive den samme erfaring gennem tre helt forskellige og dog så ens temperamenter. Studenten hvis sidste dage af et studieophold til Paris vi følger, kontormanden som vi følger et tilfældigt døgn, og lediggængeren hvis byvandring vi følger, har det træk tilfælles, at de vil forstå, at de vil trænge ind i tingene. Men tingene er hårde, uden betydning. De tre leder efter»en skjult sammenhæng tingene imellem«, men de må som kontoristen i»døgnet«konstatere:»den gav sig ikke til kende for mig«. Der er ingen skjult sammenhæng. Tingene er ting. Og de er uigennemtrængelige. Den samme erfaring berettede Robbe- Grillet omtrent samtidig om som talsmand for den nye roman i Frankrig, men i en noget mere rystet prosa end Vads. Vad holder tungen lige i munden og beretter fra centralt hold om det forsvundne centrum. Og det er måske, når alt kommer til alt, ikke mindre radikalt end at lade opløsningen slå ud i beretningen. Antihelten i antidannelsesromanen»dagene«må på vej hjem konstatere, at den erfaring, han forlader byernes by med, er en anti-erfaring:»jeg rejste bort lige så uvidende som jeg var kommet, jeg havde intet set, intet lært og intet forstået, jeg havde bare siddet i klemme en gang imellem«. De to andre går det ikke stort bedre. Erfaring er anti-erfaring hos Vad, og erfaring er erfaringen af at sidde i klemme mellem forventningen om, at alt tavst skal tale og det faktum, at alt tavst tier. Det er godt set af Arena, at Poul Vads trilogi er et overset mesterværk i dansk litteratur, som fortjener den opmærksomhed en genudgivelse kan give. Layoutet er smukt og enkelt udført af Eli Lund, som tidligere i forbindelse med udgivelsen af sin egen»jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden«har vist, at han mestrer den kunst. Et enkelt kritisk punkt må dog i den forbindelse nævnes: Der er for mange slå- og satsfejl i teksten. Denne indvending skal imidlertid ikke være udgangen på denne anmeldelse: Poul Vads trilogi er fremragende, og det er godt, den er blevet genudgivet. Læs den. Ludvig en litterær figur Palle Petersen vender op og ned på det mytologiske Holbergbillede i sin pseudonyme roman Herman von Brehmen Ludvig på bjerget 296 sider, 299 kr. Borgen Anmeldt af Peter Christensen Teilmann Der er skrevet et hav af gode, gammeldags digterromantiske biografier foruden akademiske afhandlinger og andet kuriosa, hvor det biografiske argument er bærende om skælmen og oplysningsfrontløberen Ludvig Holberg. Der har altid hvilet en form for klassicistisk gådefuldhed over Holberg, der har talt til forskere og forfattere gennem tiderne. Og det er muligvis også den, der gør, at en moderne biografiker og monografiker ikke rigtigt kan komme i kødet på Holberg på samme måde som med Kierkegaard, Sophus Claussen, Johs. V. Jensen og H. C. Andersen. Der trænges til en ny monografisk biografi eller historisk-biografisk roman om Ludvig Holberg, der virkelig er skrevet på moderne erkendelser om biografismens faldgruber og myndighedsproblematik og om interpersonalitetens og intertekstualitetens potentialer i læsningen af et stort og mangfoldigt forfatterskab som Holbergs. Der skrives stadig biografiske værker om Holberg, men der er aldrig skrevet en på et tempereret, men stadig personligt engageret moderne grundlag som vi ellers kender det i forhold til de andre klassikere, som fx Keld Zeruneiths spektakulære arbejder om Emil Aarestrup og Sophus Claussen og Joakim Garffs bestseller om Søren Kierkegaard,»SAK«. Men forsøget gøres hele tiden. Så sent som i 2002 udkom den tidligere norske kulturminister Lars Roar Langslets mursten af en biografi,»den store Ensomme«. Før Langslet finder vi en række biografier, der er lidt i samme ånd. Det gælder fx Th. A. Müllers»Den unge Holberg «(1943); før ham fx Karl Mortensen i en serie om»fremragende Personligheder«,»Ludvig Holberg«(1925); og helt glemt af den slags er Svend Leopolds fire binds biografiske roman fra , hvor første bind hed netop»den unge Holberg«(1922). Før dem skrev Brandes sit delvist nationalromantiske, delvist hypermoderne helteopus fra 1884, tohundredeåret for lille Ludvigs fremkomst på verdensscenen,»ludvig Holberg«. Visse fremfører med rette, at Georg Brandes epos er en af de bedste samtidshistoriske romaner, der er skrevet om Holberg. Sammen med Ejnar Thomsens»Sfinxen«(1954) og Jens Kruses»Den poetiske kriger«fra Og nu er så udkommet en roman af Herman von Brehmen paratekstuelt mimende den holbergske titel:»ludvig på bjerget eller Holberg på Komedie: folkebog skrevet af Den Politiske Kandestøber, Herman von Brehmen, omkring 1722, omhandlende Ludvig Holberg og hans komedier : fundet bag en væg i Sorø Akademi i år 2000 og bearbejdet af Palle Petersen«. Palle Petersen, ophavsmand, Nørrebrobisse og grønlandskender (han har skrevet mere end dusin bøger herom), er i mere eller mindre skjult dialog med eller opposition til nogle af de ovenstående. Han siger selv om den: jeg synes, Ludvig på bjerget forvandler myten om det store ensomme geni, Holberg, til det usikre og følsomme menneske Ludvig ( ). Jeg har således forsøgt at forny den historiske roman ved at gøre op med myterne om konger, helte og store mænd og finde frem til grundlaget og folket, både i indhold og i sprog. Til det har Petersen valgt et finurligt setup (antydet i undertitlen) og plot for bogen, der som en anden karnevalistisk folkekomedie vender op og ned på tingene, ikke for en dag, men for et helt liv, nemlig Holbergs. Holberg iklædes naragtighedens klæ r af den politiske kandestøber og fantast, Herman von Brehmen. Men med den aggressive pointe, at Herman i sin tid tog den unge og ynkværdige Ludvig til sig og førte ham frem mod debuten som dramatiker i 1722, hvorefter Holberg, nu beskyttet af institutionerne, stjæler Hermans idé til en samfundssatirisk komedie og vender den mod ham selv. Hermans modsvar er så fortællingen om Ludvig på Bjerget, der ligesom er en udstrakt version af Hermans fætter, Jeppes lidelseshistorie. Jeppe, hvorom Herman empatisk-finurligt skriver: Jeppe Nielssøn hører ikke til de nidske, fordrukne, dumme og dovne fæstebønder, som borgerne håner på kræmmermarkederne, han er mere gådefuld end Platonius og burde have den filosofiske professorstol i Dårekisten. I den dur følger vi Holbergs professionelle virke og private pinagtigheder hen gennem 12 kapitler, hvor vi støder på personer fra hans samtid og hans komedieværker der vel at mærke først publiceres og sættes på scene i tiden efter den periode, romanen indrammer. Palle Petersens bog er virkelig skælmeri i stof og tanke. Spørgsmålet er kun om den læser, der ikke er indforstået med Holbergs historier og figurer, overhovedet når frem til skælmeriet i sine bestræbelser på at holde styr på personer og begivenheder og deres spejling af Holbergs oprindelige intriger. Men med den rigtige komparative vejviser kan»ludvig på bjerget«læses og forstås som et moderne transtekstuelt værk, der både i form af sin atmosfærefyldte blanding af historisk (mimet) Holberg-sprog og nutidsfraser, sit pseudonyme og sit produktionsmæssige arrangement, er en kommentar til Holbergs tid og forfatterskab og til eftertidens floromvundne forestillinger herom og idiosynkratiske rekonstruktioner heraf. For ikke at tale om de allegoriske tegn i den, der godt kan bruges til at tyde vor tids politiske folkekomedie om magtkorruption, misantropi og socialt fornedrende tabuiseringer. NR. 4 DECEMBER

12 (roman) Jan Kjærstad Det store eventyr Eventyr i overmål (Det store eventyret) Oversat af Camilla Christensen 520 sider, 398 kr. Samleren Anmeldt af Tine Engel Mogensen Lad det være sagt med det samme: en post-trilogisk (gen)læsning af Jan Kjærstads»Det store eventyr«er en blandet fornøjelse. Hvor forfatterens seneste roman,»tegn til kærlighed«fra 2002, kan betegnes som et koncentrat af trilogien, præsenteres»det store eventyr«af forlaget som»trilogiens legesyge og eksperimenterende lillebror«, og slægtskabet er da også igen ubetvivleligt (der må vel strengt taget være tale om en storebror romanen udkom i Norge i 1987).»Det store eventyr«lancerer således former, afprøver virkemidler og kører en mængde temaer i stilling til senere fuld udfoldelse i trilogien: Her er forbindelser på kryds og tværs, genrediversitet, retoriske spørgsmål (»Kan man fange et menneske med ord?«), tendentiøse fortællere, the works, alt i en overordnet hyldest til identitetens mangfoldighed og narrative natur, skriften og kærligheden. Romanen kan samtidig ses som den mest ekstreme inkarnation af Kjærstads encyklopædiske projekt på flere niveauer. Hvad angår faktuelle oplysninger, står romanen i en klasse for sig, eftersom hele dens person-, fænomen- og factsspækkede univers er opdigtet, eller måske rettere vendt på hovedet: Handlingen udspiller sig således i en derealiseret udgave af den vestlige verden i sidste fjerdedel af det 20. århundrede, hvor Norge er en subtropisk ø helliget sukkerindustri, en religiøs smeltedigel af et ferieparadis, hvor hvide har social og kulturel lavstatus. Altså genkendelige skismer med et twist. Genkendelige er ligeledes en lang»det store eventyr«er en ambitiøst myldrende, men ikke ganske vellykket forløber for Wergeland-trilogien Foto: Jo Michael række navne, fænomener og skikkelser fra vores virkelighed, der imidlertid også forskydes f.eks. forekommer»en fyldig Gadamer«i en ostebutik,»freudianerkrigen«i det gamle Hellas, cigaretmærket»baudrillard«osv. Der er tillige mere eller mindre fiffige hentydninger til alt fra»1001 Nats eventyr«, over gamle som nye myter, verdenslitteraturens klassikere (som her i et bad trip:»jeg er i mørkets hjerte jeg ser søvngængere, ødelande, falskmøntere, mænd uden egenskaber, forblindelse [ ] Jeg ser lighus kvalmen pesten«), moderne fysik og Freuds psykoanalyse, til kendte tv-quizzer og Star Wars.»Det store eventyr«er ikke for ingenting blevet kaldt en af de mest ulæselige romaner i norsk litteraturhistorie: De evindelige skjulte, halve og hele referencer til alverdens personer, tekster og fænomener gør teksten lettere uigennemtrængelig. Læserens overblik svækkes desuden af romanens fragmentariske karakter; det er en sand mosaik af utallige tekst- og sprogtyper: eventyr, computerspil, rapporter i new journalism-stil, breve, dagbogscitater, videnskabelige artikler, triviallitteratur m.m., ofte med forskellig layout; en del af romanen er sågar forsynet med marginnoter. Det er ud fra dette virvar af encyklopædiske fragmenter, læseren må forsøge at stykke en historie sammen og det ligner historien om den overfladiske billedmand og kvindebedårer Peter Beauvoir og hans udvikling som menneske, læser og forfatter i sin efterstræbelse af den mystiske kvinde Shoshana Moira, skriften og»k.«(for kærlighed). Questens traditionelle hjælpere udgøres her bl.a. af fem udenlandske videnskabsfolk og fem norske amatørforskere, der beskæftiger sig med eventyrsamlingen»hazar«; det går nemlig undervejs op for Peter, at vejen til Shoshanas hjerte går gennem»hazar«, fortællingen om mennesket som gåde og mangfoldighed. Hele tekstkonglomeratet»det store eventyr«skrives (sammenstykkes) ca. et år efter begivenhederne af et fortællende jeg, som rejser rundt i verden på jagt efter Peters gådefulde»leonardo«, ideligt kommenterende sin egen skriveproces. De to quester viser sig at være én og den samme, nemlig Peter på sporet af sig selv; og romanen får (i hvert fald i den sidste af flere mulige slutninger) karakter af ét langt brev til et du, på én gang Shoshana og læseren: Peters historie, forklaring og forsøg på at vinde et menneske gennem ord. Om sidstnævnte lykkes for Peter, melder historien ikke noget om. Men det lykkes i hvert fald ikke videre godt for Kjærstad at vinde læseren. I den uomgængelige sammenligning med Wergelandtrilogien må man således konstatere mange ligheder og nogle afgørende forskelle. Trilogien opleves ikke slet så fragmentarisk som»det store eventyr«, fordi det encyklopædiske mylder er bedre absorberet i historierne, og romanerne er præget af en langt større episk ro: Læseren bliver i langt højere grad fortalt gennem kaos. I»Det store eventyr«bliver hittepåsomheden trættende i længden bogen bliver for anstrengt, for villet fantasifuld, kvikke påfund drukner blandt andre kvikke påfund, og eksperimentet, selve konstruktionen fylder så meget, at man i modsætning til i trilogien ikke helt kan lade sig rive med af de gode historier. Derudover er tiden i nogen grad løbet fra romanen: visse elementer, der givetvis har været langt fremme i skoene og oppe på det postmodernistiske beat i 1987, giver nu mest af alt romanen et let anakronistisk skær (Kjærstads genopfindelser i trilogien fungerer langt bedre). Nye læsere bør ikke begynde her. 12 NR. 4 DECEMBER 2003

13 (roman) Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drøm Attika 183 sider, 299 kr. Ud af fiktionen, ud af livet Anmeldt af Lene Bruun-Kristensen En debutant underminerer romanens potentiale Lars Bo Rasmussens debutroman handler næsten udelukkende om hovedpersonen Jean. Han er opvokset i Provence, men bor nu i det danske studenterhus i Paris omkring Han drømmer om et undervisningsjob på universitetet i København, men må skuffes og i stedet tage forskellige småjobs. Jean er uforbederligt forelsket i den samme pige. Romanen igennem spekulerer han over kærlighedens væsen, og selvom det for en objektiv betragtning er interessant, hvordan en person har det under og efter et kærlighedsforhold, bliver det her jammerligt uvedkommende. Der kommer ingen fremdrift i hverken ham eller kærligheden, og fascinationen af det andet køn virker utroværdig. Det samme afskedsbrev læser man igen og igen, og alligevel går Jean i sin notoriske tvivl tilbage til pigen. I sin generelle usikkerhed føler Jean sig ikke rigtigt hjemme nogen steder, hverken i Paris, København eller i tiden. Han fremstår som den sympatiske, lidt forsinkede humanist-type, der af sin veninde bliver bebrejdet, at han ikke klæder sig mere efter tidens trend, Jean-Luc Godard-stilen. I det hele taget står Jeans kritik af sin tids filosofiske vogue; strukturalismen og marxismen og deres eksplicitte, objektiverende måde at betragte mennesket på, i kontrast til hele det personlige, følelsesladede ridt, som Jean kører med på, men som romanen er stået af. Denne forskydning mellem hovedpersonens»følelsesløse, let flegmatiske overflade«og forfatterens gode intentioner om at afsløre de store følelser bliver til én stor, konfliktløs konstruktion, hvilket romanen endda selv peger på visse steder. Romanen lader til at have biografiens bekendende træk, og det skyldes først og fremmest den fortættede og statiske jeg-skildring. Med andre ord, figurene bliver mere fiktive, end de kan bære. Danskeren Lars Bo Rasmussen, det fortællende jeg og den franske Jean er sært mudret sammen; ingen stikker ud som det ene eller det andet, men sætter blot hindringer i vejen for at udfolde en person eller en roman, der udvikler og udnytter sine modsatrettede følelser eller som Jean siger et sted:»jeg var fri og ufri.«de relativt få ansatser til diskussioner eller følelsesmæssig spænding, som romanen byder på, indfries ikke, som når hovedpersonen midt i romanen spørger, om»følelser måske kan udtrykkes i direkte kontakt mellem mennesker?«hans svar antyder, at vi skulle mangle en slags almen, inter-emotionel kommunikationsdimension. Var det ikke det, romanen skulle være? Spøgelsesagtige eksistenser Juan Carlos Onetti Værftet (El astillero) Oversat af Peer Sibast 202 sider, 250 kr. Husets Forlag Anmeldt af Rigmor Kappel Schmidt Velskrevet sydamerikansk sladder i Onettis sang om Larsen Selv om Uruguay var Onettis hjemland, var hans forhold til virkeligheden så uhjerteligt, at han opfandt den fiktive by Santa María, hvor flere af hans romaner foregik. Det var ikke, fordi han i sin fiktive virkelighed fik opfundet en utopisk drømmeverden, som han kunne søge tilflugt i. Tværtimod. Den fiktive verden er om muligt endnu mere trøstesløs end den virkelige verden, som Onetti afskyede så inderligt, at han tilbragte de sidste små femten år af sit liv, liggende i sengen og praktisk talt uden at se hen mod vinduet, endsige gå uden for en dør. Det kan man læse om i Julio Llamazares essay»liggeren«i Standart 4, I»Ligsamleren«, der tidligere er udkommet på dansk, følger vi Larsen, der driver en kile ind i Santa María, idet han går i gang med at realisere sin drøm om at drive et bordel.»værftet«fortæller den absurde historie om Larsen, der vender tilbage til Santa María og går i gang med at genrejse værftet, hvor der blot sidder et par gamle kontorarbejdere tilbage efter, at direktøren har forladt den synkende skude. De fortsætter stadig deres kontorarbejde og gentager således tidligere tiders aktivitet. Selv insisterer de dog på, at skuden ikke er synkende, men blot driver om for vind og vejr. Samtidig med at fremtiden som administrerende direktør vokser sig lys på det spøgelsesagtige værft, mærker Larsen den spirende kærlighed til Angélica Inés, der klæder sig i hvid kjole. Men den afdankede Larsens følelser for hende kan virke lige så absurde som det illusoriske arbejde på værftet.»værftet«er skrevet i den herlige sladderstil, som også kendes fra de efterfølgende latinamerikanske forfattere, hvor nogle siger at, andre hævder, men Eller også er det lidet troligt, at Eller efter forlydende Hermed dannes en slags oral sladderfortæller med en fluktuerende eller spaltet synsvinkel, hvor man aldrig helt kan fæste lid til det, der fortælles, idet oplysninger sjældent stabiliseres til én sandhed om det skete. NR. 4 DECEMBER

14 (roman) ledningen på romanen: Voldens virkelighed Lovende debutroman om Manhattans ungdom White Mike er tynd og bleg som røg. White Mike er iført jeans og en sweatshirt med hætte og en lang, mørkeblå Brooks Brothersfrakke. Hans lyse, næsten hvide hår er kortklippet. White Mike er clean. White Mike har ikke røget en cigaret i hele sit liv. Har aldrig drukket alkohol, aldrig røget en joint. Men White Mike er blevet en rigtig udmærket pusher. Nick McDonell Twelve (Twelve) Oversat af Henrik Andersen 224 sider, 249 kr. Borgen Anmeldt af Søren Frank Foto: Jean Pagliuso»Twelve«fik de store overskrifter frem, da den udkom i juli Den væsentligste grund var forfatterens unge alder: Nick McDonell var kun 17 år, da han skrev romanen, og det meste af arbejdet blev gjort over en sommerferie. Dette er stof, ud af hvilket myter kan opstå, og som PR-folkene kunne se muligheder i, især når man tænker på ungdomskultur, hype og købekraft. Med til sagen hører forresten også, at Nick McDonells moder selv er forfatter, ligesom faderen har været redaktør for Rolling Stone Magazine; desuden er Hunter S. Thompson og Jay McInerney venner af familien, og nåh ja... romanens redaktør og forlægger, Morgan Entrekin, er forfatterens gudfar. Hm! Hvem sagde kammerateri? Men hvad står tilbage, hvis man ser bort fra denne noget indspiste baggrund? Faktisk en udmærket roman, som ikke uden grund er blevet sammenlignet med Bret Easton Ellis sensationsdebut fra 1985,»Less Than Zero«, som han skrev i en alder af 18 år. I Sam Mendes forstadsfilm»american Beauty«handler den unge Ricky Fitts med stoffer for at finansiere sit dyre videoudstyr, som han bruger til at forevige epifaniske øjeblikke af skønhed, f.eks. en pose, der svæver mellem hvirvlende efterårsblade i vinden. For Ricky er der nogen gange så meget skønhed i verden, at det næsten ikke er til at holde ud. Dertil siger pusheren White Mike, hovedpersonen i»twelve«:»fuck dét«. Parallellen og distanceringen til Mendes film findes allerede på romanens første side og slår faktisk meget fint grundtonen an: i»twelve«skal man ikke forvente at finde skønhed.»white Mike ser ikke på skønhed. Han ser på Manhattans Upper East Side«.»American Beauty«tillader altså glimtvise, skønne brydninger af det overfladiske og substansløse forstadsunivers, hvilket sker rent filmisk gennem en anden billedæstetik, nemlig Rickys optagelser, der i modsætning til filmens overvejende glansfulde billeder er mere kornede og kødfulde, men som også findes på filmens indholdsplan i forholdet mellem Ricky og Jane og i Lester Burnhams undergravende karakter.»twelve«er mere pessimistisk i sin skildring af fremmedgørelse og overfladiskhed, her i et lokalt storbymiljø blandt unge overklasseteenagere, der enten går på privatskole eller kostskole, og som er vant til hushjælp, mærkevarer, designerdrugs og kæmpe lejligheder uden forældres nærvær. Romanen er fortalt meget nøgternt og konstaterende af en tredjepersonsfortæller, hvis distance til stoffet og hovedpersonen er med til at vanskeliggøre indlevelse og dybde, hvilket er helt bevidst. Romanen foregår i dagene op til nytårsaften og er opbygget af 98 korte kapitler, der ofte har karakter af små fragmenter eller snapshots, en montage af både nutidige klip eller flashbacks. Mange af personerne er karikerede og stiliserede, men White Mike er det i mindre grad. Læseren får, f.eks. i flashbackene, antydninger af dybde i hovedpersonen, men fortælleren bibeholder langt hen ad vejen en stor distance til sin hovedperson. Hør bare ind- De mange gentagelser af hovedpersonens navn antyder en ironisk distance mellem fortæller og helt, og ironien understreges af sidste sætnings»men«. White Mike har taget et sabbatår, inden han måske begynder på college. Han tjener penge som pusher, og igennem hans erhverv introduceres læseren til en lang række personer, der i begyndelsen ingen forbindelse har med hinanden, men som til slut i romanen er samlet til en nytårsfest, der udvikler sig til et Columbine. Den apokalyptiske stemning slås an allerede i romanens epigraf:»må vi bede alle rejse sig og holde et minuts stilhed for de elever, der blev slået ihjel. Og må vi nu bede om et minuts stilhed for de elever, der slog dem ihjel«. Den tragiske slutning, som altså allerede indvarsles i begyndelsen, er kulminationen på en roman, hvor skønheden har ringe vilkår.»violence is the hallmark of my generation,«har Nick McDonell udtalt i et interview. Romanen holder sig hele vejen igennem til en hudløs registrering af det betændte og desillusionerede miljø, hvorudaf et Columbine opstår, men til slut i romanen er der vedhæftet et efterord, der antyder skønhedens mulighed eller i det mindste åbner for en udvej ud af det udsigtsløse univers. Det viser sig nemlig, at romanens fortæller er White Mike, der som en af de få overlevede nytårsmassakren. Den store distance mellem fortæller og helt har således været en nødvendighed for en ung mand, der har ønsket at lægge afstand til sin uskønne fortid, og skønhedens eller udvejens mulighed indikeres ydermere ved, at han skriver fra Paris, hvor han er begyndt på universitetet:»jeg ved ikke hvorfor, men Paris forekommer mig at være et bedre sted end New York«.»Twelve«viser sig dermed både at være en dannelsesroman og en kunstnerroman. 14 NR. 4 DECEMBER 2003

15 (roman) Ørkenvandring Fastrups roman kendetegnes ved den hypertrofiske konstruktion og de tekniske billeders kliché Karen Fastrup Mine syvogtyve sansers elskede 254 sider, 269 kr. Rosinante Anmeldt af Jan Bruun Jensen Karen Fastrups anden roman,»mine syvogtyve sansers elskede«, er en noget klichéfyldt fornøjelse. Hun er ikke karrig med den type sanseligt-poetiske klichéer, hvor kvinden folder sin krop ud for manden, som for sin del føler, at han må finde frem til ord, han endnu ikke kender. Dertil ligger der en næsten uhæmmet research til grund for fortællingen om geologen og ekspeditionslederen Clemens Carlsen og hans kone, Foto: Anette Kjær lægen Anna, som pludselig i en alder af henholdsvis 71 og 67 år flygter ud i den ægyptiske ørken. Det er en historie, vi har hørt før. Ikke kun den om ørkenen, men også den om de geologiske og medicinske strukturers billede på menneskesindet. Om landskabets formationer og kroppens funktioner som billede på de sjælelige processer. Det er, som om den pertentlige beskrivelse af det ene skulle være nok til at overbevise os om, at sådan forholder det sig også med det andet. De overgjort tekniske redegørelser er i sig selv blevet en kliché. Nogle vil måske kalde dem stilistisk virtuose. Jeg synes bare, at de er trættende i deres uegentlighed. Mens Clemens og Anna således løber rundt i sandet langt fra alt og alle, sidder sønnen Tore i den nærmeste by. Han har sat en mindre eftersøgning i gang, mens han på baggrund af deres dagbøger, fotografier og tilfældige optegnelser søger at få indblik i, hvem hans forældre egentlig er. Han fortæller historien om deres barn- og ungdom, om farens opvækst i Viborg, hans skæbnesvangre forhold til sin lærerinde, deltagelsen i modstandskampen, studierne og endelig mødet med hans tilkommende Anna. Men også om moren og hendes familie, frem til en ulykkelig ekspedition til samme ørken 40 år tidligere. Det bliver en fortælling om den tids trængsler, og ikke mindst om utroskab. Men det er stadig konstruktionen, som fylder. Skulle man gå ind på romanens tankegang, kunne man anklage den for at lide af den tidstypiske, litterære osteohypertrophicans: Skelettet de tekniske redegørelser og den konstruerede fortællesituation er vokset uhæmmet. Det har deformeret hele romanens krop, og det varme væv, kødet og blodet, holder kun dårligt sammen på den abnorme struktur. Eksempelvis har jeg lidt svært ved at overse det sorte hul på 40 år, som ligger mellem katastrofen i forældrenes forhold og deres endelige flugt ud i ørkenen. Kødet og blodet strækker ganske enkelt ikke til at få konstruktionen til at hænge sammen. Tore bemærker mod vejs ende, at han ikke bryder sig»om forestillingen om at man kan trænge til bunds i et menneske og kortlægge alting«. Det forekommer ham»reduktionistisk«, men romanen reducerer sig netop frem til en sammenhæng, og dermed ofrer den både troværdigheden og denne læsers engagement. Ud i verden t/r En af verdenslitteraturens store dannelsesromaner, Dickens beretning om drengen Pip, der som forældreløs og af ringe byrd må gå så gruelig meget igennem inden han i mere end én forstand finder hjem, foreligger i en ny dansk oversættelse Charles Dickens Store forventninger (Great Expectations) Oversat af Niels Brunse 480 sider, 199 kr. Gyldendal Anmeldt af Claus Schatz-Jakobsen Det var med interesse jeg noterede mig at Litteratursiden.dk kommunebibliotekernes officielle hjemmeside har en liste over ti europæiske klassikere gennem tiderne, der indbefatter Charles Dickens»Store forventninger«. Det skal tilføjes, at ét af kriterierne åbenbart er at alle ti foreligger i ny dansk oversættelse. Havde de kun foreligget i en ældre oversættelse havde listen måske set anderledes ud. På den anden side er der vel en grund til at netop disse ti (som også tæller Dantes»Guddommelige Komedie«, Stendhals»Rødt og sort«og Dostojevskijs»Forbrydelse og straf«) er blevet fundet værd at ofre en nyoversættelse på. Interessant og bemærkelsesværdigt er det også at fire af de ti værker er skrevet inden for en periode på knap femten år, fra Flauberts»Madame Bovary«(1857) til George Eliots»Middlemarch«( ) altså den periode hvor den borgerlige roman nåede sin mest fuldendte form som en realistisk gengivelse af det sociale liv i al dets brogede mangfoldighed. Den karakteristik gælder i høj grad Dickens anden selvbiografiske roman,»store Forventninger«(1861), som nu foreligger i anden udgave af Niels Brunses nyoversættelse fra Den afløser Eva Hemmer Hansens oversættelse af romanen (og stort set hele værket) på Hernovs forlag fra Ligesom Hernovs er også Gyldendals udgave udstyret med F.W. Pailthorpes dramatiske, karakteristisk victorianske raderinger. I øvrigt kan den vigte sig af en bedre og mere mundret fordanskning end den tidligere (»fem små rudeformede sten«er f.eks. at foretrække for»fem små stenromber«), og også et mere autentisk victoriansk look, i mine øjne, ikke mindst takket være Sven Reimer Johansens omslag, der er prydet af en farvegengivelse af James Pollards dejlige maleri fra 1836,»The Tally-Ho London-Birmingham Stage Coach Passing«. Når Gyldendal har fundet det umagen værd at ofre en nyoversættelse af Dickens klassiker er det naturligvis fordi der er tale om en god historie.»store forventninger«er beretningen om drengen Pip, der må gå så gruelig meget igennem førend han finder hjem og ind til kernen af sin identitet. Pip vokser op i marsklandet ved Themsens udmunding, hos sin søster, rappenskralden Mrs. Gargery og hendes mand, den godmodige og naive grovsmed Joe Gargery. I starten af romanen hjælper Pip en undvegen straffefange med at flygte fra soldaterne, hvilket dog mislykkes. Episoden med straffefangen er symptomatisk for Pips noget fortumlede og ublide opvækst, som først mildnes, da fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER

16 (roman) fortsat fra forrige side han oplever en snert af noget andet og mere forfinet, om end i karikatur, hos det skeletagtige monster, Miss Havisham, der har levet indendørs og isoleret i en tidslomme (hos hende er alle ure sat i stå klokken ti minutter over ti) siden hendes tilkomne forlod hende på deres bryllupsdag. Hos Miss Havisham kommer Pip i kontakt med den smukke, men også kyniske Estella, hvilket får ham til at stræbe opad, efter et andet og bedre liv end det simple arbejdsliv i smedjen hos Joe, et liv som gentleman. Hermed er historiens motor sat i gang, som i kraft af en anonym godgører (Pip tror det er Miss Havisham, og Dickens lader længe læseren forblive salig i den tro) lader Pip leve et sorgløst liv som gentleman i London klassisk social opstigning, lige efter bogen, tror Pip. En dag er pengene dog ødet bort, og da Pip samtidig erfarer at godgøreren ikke var Miss Havisham, men straffefangen Magwitch, vælter hans verden. Den bliver først langsomt genopbygget da Pip efter et symbolsk sygeleje skipper sine illusioner og dels forliger sig med det han kom af, dels finder ind til sin egen kerne af humanitet. Årene og modgangen modner ham, og han får til sidst sin elskede Estella i hvert fald i den romantiske Nikolaj-og-Julie-slutning, som Dickens valgte på anbefaling af forfatterkollegaen Bulwer Lytton. Hans egen oprindelige slutning, som ikke er medtaget i nærværende udgave (men kan læses i Hernov-udgaven), er langt mere tragisk-realistisk.»store forventninger«er i kraft af sit mylder af liv og vidunderligt tegnede personer en tidstypisk roman, en fortælling om social opstigning, fald og genrejsning i det midtvictorianske samfund, men den er mere end det. Den er en eksemplarisk beretning om nødvendigheden af illusionsløst at se virkeligheden i øjnene, at kaste det realistiske blik på verden, det perspektiv som romanen selv anlægger og er. Dermed er den i virkeligheden også en metaroman, en roman som via sin hovedpersons åndelige dannelse bliver en parabel over romanens egen tilblivelse, dens grundlag og eksistensberettigelse, og en sådan fortjener både klassikerstatus og nyoversættelse. Sådan går det i det moderne gennembrud»den lukkede bog«åbner døren for gamle spørgsmål om kærlighedens vilkår med en pudsig blanding af kloge og gevaldigt naive fortællerkommentarer oprulles en moderne kvindes livsforløb Jette A. Kaarsbøl Den lukkede bog 536 sider, 298 kr. Gyldendal Anmeldt af Vibeke Theisen Jette A. Kaarsbøl (f.1961) debuterer med en murstensroman fra det moderne gennembruds første år. En af nordisk litteraturforsknings stærkest belyste faser, og jævnligt periodebagtæppe i nyere fiktionslitteratur. Er ikke damernes emancipation, familieinstitutionen, patriarkatet og sædelighedsfejden vendt og drejet så grundigt, at det synes umuligt at koge mere suppe på den pind? Åbenbart ikke. Det er lykkedes Kaarsbøl at finde ny substans i debattemaerne. Debutanten har den dristighed at anbringe sin kvindelige hovedperson i centrum af modernitetsdebatten og det dertilhørende forsøg på at leve moderne, dvs. i sin frit valgte frihed brødrene Brandes, Bang, Krøyer med flere hører til personkredsen. Den velopdragne Frederikke, 21 år i 1875, indgår et fornuftsægteskab med vennen Frederik Faber, spydspids inden for socialmedicinen, ikkekonform, idealistisk, smuk. Kredsen opfører sig og diskuterer som de moderne mennesker, de er. Miljøet er velkendt og handlingen forudsigelig: Frederikkes valgsituation som giftefærdig frøken så vel som hendes senere sammenbrud. Den læser, der kender periodens kvindelige forfattere, nikker genkendende, den blaserte læser kvæler et gab. Når Kaarsbøl kan få undertegnede til at læse interesseret videre, er det af flere grunde. Først en elementært spændingsskabende komposition, som for en begynder i faget er imponerende gennemført. Prolog og epilog, derimellem 62 kapitler, hvor der krydsklippes mellem årene , forhåbnings- og sammenbrudstiden, og , hvor Frederikke ses som en ordinært gammelvred, ja forbitret kvinde, lænket til en stol i karnappen. Hendes lidenskab er reduceret til at betænke Frederik, som hun ikke har haft forbindelse med i et halvt århundrede, i sit testamente. Hvorfor gik det sådan, hvad skete der? Svarene findes fortrinsvist i periodens miljø, i det forhold, at det moderne gennembruds frisind blot Foto: Morten Holtum er tilsyneladende. Bornertheden og angsten hersker under de radikale floskler. Så måtte det gå sådan. Så er der fortællestilen, som på én gang er irriterende og spændende. Den går ustandselig over sine bredder, men den kamel sluges, fordi der altid fortælles seriøst om det centrale. Gåden, Frederikke søger at løse forholdet til lægemanden er nuanceret skildret. Begge parter beskrives med indfølende overbærenhed og ondskabsfuld distance, idet fortællerinstansen uden større vanskeligheder pendulerer mellem empati og sarkasme. Og efter en vis tilvænning forstyrrer det ikke, at man ofte undrer sig over, om det nu er forfatter, fortæller eller romanfigur, der bærer følelsen. Overhovedet er fortællestilen uforfærdet anarkistisk. Kaarsbøls grundprincip er at give efter for sine impulser. Registret spænder fra natur- og miljøskildringer af naturalistisk tilsnit, nærmest pontoppidansk pertentlighed, over humoristisk løsslupne personbeskrivelser à la Dickens, til knaphed og saglig ironi, ja kulde. Der kan falde små essays af, spækket med læserhenvendelser og selvkommenterende bemærkninger i den postmoderne manér. Store sager tages under behandling i essayafsnittene: frihedens begreb, parasitisme, fysisk skønhed og teodicéproblemet. De fleste af disse indstik er facile indtil det flove. Men helhedsindtrykket er tvangsfrihed og undertiden vildskab i glæden ved at berette. Hertil kommer en spænding, der ligger i, at hovedpersonen portrætteres med distance af sin autor. Man fængsles af personen Frederikke på trods af /i kraft af fortællerkulden. Frederikke skildres ikke sympatisk. De uflatterende sider (bornerthed, forkælelse, selvmedlidenhed, hysterisk adfærd) ved denne intelligente kvinde udvikles logisk, i takt med hendes 16 NR. 4 DECEMBER 2003

17 (roman) forhåbningers og modernitetens fallit. Hun bliver systematisk dummere. Tematisk betragtet, i behandlingen af ægteskab og kærlighed, må debutanten siges at løfte opgaven. Frederik og Frederikkes giftermål er en handel, med frihed som kontraktens kardinalpunkt. For den duperede pige, som ikke ved af sin egen sanselighed og kun aner konturerne af sin dybe forelskelse i Frederik, er ægteskabet opfyldelsen af en ønskedrøm: forsørgelse i et interessant miljø og livstidssikret respektabilitet uden seksuel modydelse. Hun er ikke kapabel at læse, hvad der står med småt i ægtepagten, nemlig at hun bliver et instrument til at sikre hans respektabilitet ved at camouflere hans homoseksualitet. Dette indser hun sent, for flere bøger er længe lukkede for hende, og én forbliver uåbnet. Med kapitlet om Frederikkes overreaktion på Herman Bang ser læseren, hvad Frederiks manøvre skal dække over, og får dybere indsigt i, hvorfor det måtte gå Frederikke sådan. Bang kommer i visit, fortvivlet over modtagelsen af»haabløse Slægter«. Frederikke afviser ham og bogen med væmmelse og panisk raseri. Først tre år senere ved hun besked, men hun kan ikke handle klogt. Kaarsbøl får her fortalt, at det ikke kun er frustreret begær, der døver Frederikkes intelligens og nysgerrighed, og som dermed afskærer hende fra at kende sine misvisninger, men angst. En konfrontation med det barske, men følelsesfulde udsagn i Bangs roman altså den lange, sædelighedskrænkende førsteudgave fra 1880 om biologisk arv og driftens altødelæggende kraft, ville have givet hende den mulighed at betragte sit liv som andet end et produkt af omstændigheder.»den lukkede bog«bliver i og med sin klare tematiske affinitet til Bangs værk også et defensorat for kunsten. Det er tænkeligt, at Kaarsbøl har henlagt sin roman til 1870erne dengang ægteskabet for en kvinde var et spørgsmål om liv eller ikke-liv for at tydeliggøre, hvilket eksistentielt valg, kærlighedsvalget er. Frederikke selv når ikke længere end til den position, som Kamilla Falk formulerer over for William Høg/Herman Bang:»[...]vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive»lykkelige«, og det andet Halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det«.»de døde er levende, der ikke har fået kærlighed nok«dorrit Willumsen Bruden fra Gent 264 sider, 275 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Andreasen Kong Christiern II ( ) er efterhånden et velkendt kapitel i dansk litteratur med det nok mest prominente eksempel i Johs. V. Jensens århundredesklassiker»kongens fald«. Også hans kvinder er der skrevet om: Elskerinden Dyveke, hendes mor Sigbrit Willumsdatter og hustruen dronning Elisabeth er alle portrætteret i min barndoms klassikertrilogi af Herta J. Enevoldsen, mens den yngste datter Christine er blevet iværksat af Helle Stangerup. Med»Bruden fra Gent«føjes endnu et smukt kvindeportræt til dette royale galleri, idet dronning Elisabeth nu har fået sin egen roman. Det er fortællingen om den kun fjortenårige Elisabeth barnebarn af den mægtige kejser Maximilian I af Habsburg der som andenprioritet efter den smukkere og mere magtpolitisk anvendelige søster, Eleonora, sendes fra Nederlandene til Danmark for at blive giftet bort til Christiern. Med besvær når hun sit fremtidige kongerige fast besluttet på at være en god hustru, og hun længes efter at møde den mand, hun skal elske. Men han elsker allerede Dyveke. I en indfølt prosastil righoldig på stemningsmættede poetiske indslag tegnes et psykologisk portræt af denne unge kvinde, hvis gode hjerte og rene sind på trods af sin mands kølige ligegyldighed byder hende at elske og ære ham med det siden så berømte diktum:»hvor min konge er, dér er mit kongerige!«. Selvom Dyvekes mystiske død på hvilken Willumsen giver endnu en farverig forklaring medfører en stigende interesse hos kongen, og Elisabeth en historisk romanbiografi poetisk orkestreret af kærlighedens universelle tema endelig kan blive besteget og besvangret, så hun kan tjene sin mand behørigt, elsker Christiern ikke som med Dyveke. Da kongens og rigets situation er mest fortvivlet, og Elisabeth er blevet sendt på tiggerrunde hos sine rige slægtninge, må hun indse, at hun altid blot har været en brik i et magtspil hun er bruden fra Gent. Romanen er naturligvis en fantasi over Elisabeths liv og sjælelandskab, for den undersøger højst intime og udokumenterede aspekter ved dronningens psyke og privatliv herunder bekendelsen om, at»jeg har striglet mig steder, hvor det ikke er ganske nødvendigt at blive striglet«. Men det bekendelseslitterære til trods bliver stilen aldrig plat, tværtimod lykkes det Willumsen at skabe et fuldblodsbillede af en barnehustru, der selv med et fromt sind kun kan se verden ét sted fra: sig selv. Romanen derimod har flere blikke. Overlegent fletter Willumsen Elisabeths jeg-fortælling sammen med de andre personers synsvinkler, der dog holdes enten i dækket direkte tale eller en endnu fjernere tredjeperson; det er bl.a. med dette virkemiddel, at Christiern II stilistisk holdes på afstand for læseren som for Elisabeth virker han fremmed. Ud over at have et kernepunkt i hovedpersonen har værket en anden stærk mørtel: Den er en rapsodi om kærlighed. Endnu før vi møder Elisabeth første gang, har vi stiftet bekendtskab med Kejser Maximilian I s inderste tanker om sine tre kvinder: Den underskønne hofdame, den kvindelige sjælefrænde, der døde alt for ung, og til sidst den utåleligt barnlige fyrstedatter, som hængte ved længst, men i kærlighedslængsel dræbte den smule kærlighed, der var. Vi hører om Elisabeths forældre, Filip I af Spanien og dronning Johanna, hvis styrtende forelskelse endte i galskab for Johanna og gav hende tilnavnet den Vanvittige. Selv grimme Mor Sigbrits engangseskapade med en mørk fremmed, der resulterede i den smukke Dyveke, tegnes for os. Overalt er der historier om kærlighed, men hver lille kærlighedsmelodi ender i sidste ende disharmonisk altid er rammerne forkerte og personerne fangne i deres egne længsler. Men den er der kærligheden i sine mange uforudsigelige former. Med vanlig sans for det vanskelige blandingsforhold mellem historisk fakticitet og kunstnerisk empati er det endnu en gang lykkedes Dorrit Willumsen at give os en historisk roman, der bevidst om sin genre udnytter den til fulde. NR. 4 DECEMBER

18 (roman) Smittet af en grillbar Bent Vinn Nielsen Labyrintbyen 143 sider, 199 kr. Aschehoug Bent Vinns bogfjols glemmer at gøre det interessant Anmeldt af Anne Marie Dinesen Når man har læst Bent Vinn Nielsens»En skidt knægt«, kan man ikke undgå at blive fælt skuffet over denne»hjemstavnsroman med indstik«, som undertitlen lyder på. Hjemstavnen er en lille landsby i Vendsyssel, men man kan ikke rigtig sige, at der er tale om en roman. I hvert fald ikke hvis man forventer en eller anden form for komposition. Der er snarere tale om lidt løst henkastede erindringer om mennesker fra landsbyen og opland. Den voksne fortæller, der vender tilbage til barndommens univers i 1960 erne, udtrykker flere gange om sin landsby»skid hul i Lustrup«. En betragtning der er affødt af fortællerens position i landsbyen som den sære dreng,»et skravl, en tværing og en mærkelig starut. Man fik aldrig egen knallert.«da denne anmelder er vokset op i stort set de samme lokaliteter, ved man udmærket, at egen knallert på daværende verdenshistoriske tidspunkt var et væsentligt statussymbol. Nu er det sikkert ikke kun fraværet af dette symbol, der så mange år efter stadigvæk martrer fortælleren og giver anledning til en fortællertone, der veksler mellem hån og foragt, når landsbyens borgere omtales som samlet gruppe. Det er nok snarere det faktum, at fortælleren også med egne ord var et»bogfjols«. Det er naturligvis ikke enkelt at være et læsende væsen i et miljø, hvor udboring af knallerter anses for at være en højere kunstform. Men det virker på en eller anden måde sært, at den voksne fortæller stadigvæk kan blive så vrissen over landsbyens mangel på udvikling og forandring. Man har selvfølgelig lov til at være vrissen over, at folk i ens gamle landsby stadigvæk så mange år efter»vil drikke grillbajere og spise grillfritter og grillburgere og snakke om grillpatter og grillfisse.«men er det egentlig interessant? Fortælleren bryder sig tydeligvis ikke om de mennesker, han er vokset op blandt, og dem, han vælger at berette nærmere om, interesserer ham ikke noget særligt. Og så er det som læser også ret vanskeligt at undgå at kede sig. Man ville jo langt hellere have hørt noget om»bogfjolset«og hans oplevelser. Man ville gerne have haft lidt mere fra hovedstolen. Bent Vinn Nielsen er en fremragende fortæller, men i denne bog gider han ikke rigtig fortælle os noget. Det er som om fortælleren er blevet smittet en smule af stemningen i grillbaren. Forladt og forsømt Elena Ferrante Forladte dage (I giorni dell abandono) Oversat af Nina Gross 206 sider, 229 kr. Athene Om hvad der sker, når manden går sin vej og tager kvindens identitet med sig Anmeldt af Birgit Eriksson»Forladte dage«er Elena Ferrantes anden roman. I Italien udkom den ti år efter hendes debutroman,»l amore molesto«, fra Jeg har ikke læst den første roman, men at dømme efter titlen er der et tematisk fællesskab mellem den og den nye roman.»forladte dage«handler i hvert fald også om kærlighed og heller ikke her den lykkelige, men den ødelagte og især ødelæggende af slagsen. Fortælleren, Olga, som også er den altdominerende hovedperson, bliver nemlig forladt af sin mand, og romanen følger hendes fysiske og psykiske nedtur efter bruddet. Olga er 38 år og bor i Torino, hvor hun efter mandens exit til en yngre kvinde forgæves forsøger at holde sammen på sig selv, sine følelser og sit liv med to børn og hund. Det gør hun på en måde, som nok er lige så almindelig, som den er uproduktiv. Hun forsøger at vinde den eftertragtede Mario tilbage ved skiftevis at ville forføre ham med forståelse, smart makeup og hans yndlingskødboller, ved i alenlange breve at insistere på at få hans grunde at vide og ved at angribe ham med skrig, skrål og bitre anklager. Hendes beretning begynder den dag, da Mario uventet forlader hende, og vi følger hende gennem de følgende dage og måneder, hvor hendes liv går i opløsning, virkeligheden bliver stadig sværere at gribe, og hun ikke kan andet end at være en forladt kvinde. At kønnet er vigtigt, understreges af hendes fysiske opløsning, da hun ikke længere bliver begæret af nogen, af hendes nyvundne frihed til at sige pik, kusse og andre vulgære ord og af hendes bitterhed over at have deponeret sin tidligere selvsikkerhed i den nu meningsløse identitet som Marios hustru. Romanen kommer på denne måde til at handle mere om hendes identitet som kvinde end om forholdet til Mario. Hun vender da også gentagne gange tilbage til en barndomserindring om en forladt kvinde, der begik selvmord, og til de bøger om forladte kvinder, som hun i et tidligere ungdommeligt overmod havde taget afstand fra, fordi de placerede kvinder i en uselvstændig offerrolle. Dermed synes romanen også at advare den kvindelige læser (og jeg tror ikke, at mange mænd vil læse bogen) mod selvsikkert at skyde Olgas deroute fra sig, fordi hun længe kun synes at få identitet gennem forholdet til en mand. Advarslen ændrer dog ikke ved, at»forladte dage«et godt stykke af vejen er lige så anstrengende som én, der ikke kan holde op med at tale om, hvordan og hvorfor hun blev vraget, og slet ikke kan få øje på resten af verden. Til sidst begynder man jo næsten at forstå manden. I den forstand er romanen måske nok realistisk, men dens verden er også klaustrofobisk lille, selv om den bliver fyldt med bræk, myrer og uvaskede kroppe. At den indimellem synes at få tilsat lidt Kafka, kan da heller ikke helt holde banaliteten på afstand. Man længes efter at komme videre, og det lykkes da også til slut. Hvordan, kan man læse i»forladte dage«, hvis man da ellers kan holde Olga ud så længe. 18 NR. 4 DECEMBER 2003

19 (klumme) k r i m i h j ø r n e t Den uegentlige skønlitteratur Af Anton Koch-Nielsen er stærkt dalende krimierne fortrænger»bogsalget den egentlige skønlitteratur«. Det var et af de symptomer på øjeblikkets dårligdomme, som Jess Ørnsbo rev kulturministeren i næsen i et vredt indlæg i Weekendavisen i oktober. Hvad der dog kan løbe kloge folk i pennen, når kulturkampen bliver hed! Bemærkningen kan tjene som anledning til at anbefale nogle af de bedre tilbud i de første tre kvartalers stak af det, som vel herefter må være den uegentlige skønlitteratur. De hårde nysere kan glæde sig over, at James Crumley har suppleret sin sparsomme produktion med»det sidste land«. Hans nu 60-årige detektiv Milo Milodragovitch kæmper så at sige ene mand mod hele det amerikanske establishment, og det går hæmningsløst til. Plottet er ganske vist (Crumleys vane tro) noget rod, men hans ubændige sprog og desperate engagement byder på en stor læseoplevelse. Mere stringent viderefører Michael Connelly arven fra Raymond Chandler i»mørkere end natten«, hvor hans helt, den egensindige politimand Harry Bosch, både er det vidne, hvis udsagn skal fælde en fremstående erhvervsping, og den mistænkte i en grim sag om et modbydeligt mord. Her er intrigen spundet af en mester, og den føres igennem med skånselsløs præcision. Spændende og underholdende. Svenske Arne Dahl leverer i»europa Blues«sin fjerde roman om rigspolitiets særlige indsatsgruppe. Dahl repeterer mørke sider af det tyvende århundrede, ikke mindst i Sverige, hvor man er»verdensmestre i at feje ind under gulvtæppet«. Perfekt politiroman med intelligent efterforskning, som åbner makabre sager, der er des mere anfægtende, fordi det er svært at fatte sympati for ofrene. Samtidig er det en begavet analyse af det (de) samfund, hvor disse forbrydelser blev mulige. Gunnar Staalesen fornyer med»som i et spejl«læsernes bekendtskab med den bergensiske privatdetektiv Varg Veum. Klientens søster og svoger er forsvundet, og Veum fatter hurtigt, at der er en sammenhæng til en 35 år gammel tragedie, hvor klientens mor omkom. Men hvilken? Og hvad er svogerens job egentlig? Veum skal igennem et væv af løgne og halve sandheder. God klassisk krimi. Er man til det hyggelige, kan man fornøje sig med Alexander McCall Smiths to romaner om»damernes detektivbureau nr. 1«. Bureauet ligger i Botswana. Det åbnes af den trivelige Precious Ramotswe, hvis ambition ikke er at stede forbrydere for retfærdigheden, men at formidle løsninger, så alle parters interesser tilgodeses. Der fortælles om en række sager, og et par af dem er alvorlige nok, så Ramotswe får brug for sine talenter for efterforskning. Men krimiindslagene er kun episoder (eller anekdoter), der muliggør munter fortælling om Ramotswes meget afrikanske liv. Spændingen erstattes af underfundig og charmerende underholdning. Og så lidt til, for McCall Smith er naturligvis slet ikke så naiv, som man ved første blik kunne tro! Den hjemlige høst har været sparsom. Gretelise Holm befæster med»robinsonmordene«sin position som sanddru reporter om nutidig dansk virkelighed. Hendes journalist-detektiv, den midaldrende Karin Sommer, vil skrive en bog om fortidens hekseprocesser, og for at få fred til det slår hun sig ned på en lille ø. Her præsenteres hun for den bekymrede sladder om lidt for pludselige dødsfald på øens plejehjem (undskyld nu hedder det jo»seniorservicecenter«). Hvad er fup, hvad er fakta? Den kollektive viden i folkedybet leder jo tanken hen på den heksejagt, Karin arbejder med. Det er kompetent krimi med gode spor og præcise tværsnit af betændte relationer i dagens Danmark. Besættelsestiden danner baggrund for Steen Langstrups»Stikker«. De er fem i en modstandsgruppe i november 1944 og de bliver klar over, at én af dem sladrer til Gestapo. To og to søger de at stille fælder for hinanden, at gennemskue hvem forræderen er. Det er uhyggeligt spændende, en barsk illustration af, at»krig handler ikke om at gøre det rigtige. Krig handler om at overleve«. Sandheden gemmes elegant den får læseren først med romanens allersidste ord. Uegentlig skønlitteratur? Sov fortsat godt, Jess Ørnsbo! Michael Connelly: Mørkere end natten, oversat af Søren K. Barsøe, 345 sider, 299 kr., Klim. James Crumley: Det sidste land, oversat af Søren K. Barsøe. 293 sider, 298 kr., Klim. Arne Dahl: Europa Blues, oversat af Anders Johansen, 358 sider, 299 kr., Modtryk. Gretelise Holm: Robinson-mordene, 295 sider, 229 kr., Aschehoug. Steen Langstrup: Stikker, 184 sider, 248 kr., 2 Feet Entertainment. Alexander McCall Smith:»Damernes Detektivbureau nr. 1«og»Giraffens tårer«, begge oversat af Merete Ries, hhv. 271 og 261 sider, pr. stk. 299 kr., Forlaget Ries. Gunnar Staalesen: Som i et spejl, oversat af Ilse M. Haugaard, 287 sider, Vindrose. NR. 4 DECEMBER

20 (roman) Fåreheim forever Charlotte Weitzes anden roman er (i)sær, intelligent, underholdende og særdeles godt skrevet Charlotte Weitze Brevbæreren 192 sider, 228 kr. Samleren Anmeldt af Mette Bentholm Kaspars højeste ønske er at blive postbud, at trodse vind og vejr for at bringe bud, helst glædelige (de sørgelige kan gemmes i posttaskens hemmelige rum), der kan ændre folks liv. Men Kaspar er albino, kan ikke tåle sollys og spiser D-vitaminer i eventyrlige mængder. Når han bliver brændt af solen, falder huden af i flager og et andet ansigt træder frem. Skinnet bedrager. Og det gør Kaspars mor også. For i virkeligheden er sønnens sygdom en løgn, hun har fundet på for at beskytte ham. Under Kaspars hvide hud gemmer sig nemlig et ansigt, der har alt for mange ligheder med den tilsyneladende barnløse konge i landet. Med en blanding af skæv og skør hverdagsrealisme og folkeeventyrets morale, symbolik og fantastik har Charlotte Weitze (f. 1974) skrevet en sær, pudsig og stilsikker fortælling om et menneskes udvikling, hans søgen efter Udsnit af omslag. Omslag af Mark Airs/Saltomortale sine rødder, kærligheden og, dermed, sig selv. Det lyder banalt og svulstigt. Men under Weitzes kyndige og kølige behandling er»brevbæreren«alt andet; romanen er på én gang meget enkel og meget mærkelig, og den efterlod mig sært underholdt. Kaspar får sit ønske opfyldt. En lille by skal have ny landpost på en næsten ufremkommelig rute til den fjerntliggende bygd, hvor vejret altid er dårligt. Kaspar takker taknemmeligt ja og drager afsted. Postbudet, kongesønnen, tager på sin udviklingsrejse. Til Fåreheim, som bygden hedder, og snarere end hyggeligt er det et unheimlich sted, befolket af får (som man heller ikke skal skue på skinnet) og sære eksistenser. Her dør postbudene ikke; de går helt bogstaveligt til de evige postbudsmarker, lægger deres uniform og er borte. Kaspar overtager ruten fra den gamle Rainer Rusk, og han lister efter den gamle mand på dennes sidste rejse. For at finde tilbage på stien til de levende, sætter Kaspar frimærker på stenene langs vejen. Og Kaspars drømmepige er fløjtenisten Lærke, der med sit eventyrlige spil fænger fårene og lokker dem til slagtning. Weitze inkorporerer intelligent eventyrgenrens stereotyper i romanen, der samtidig indeholder ingenlunde overnaturlige ting som beskidte underbukser (dem er der mange af), sladderblade og solarier. Personerne taler og opfører sig pudsigt kluntet og meget ueventyrligt:»jeg piller lige lidt ved dig«, siger Kaspar til Lærke, da han endelig har hende i sin seng. Han bliver imidlertid frastødt af hendes»poseagtige bryster«og kan alligevel ikke.»det er i orden«, siger den pludseligt pragmatiske Lærke,»jeg har heller aldrig tænkt på noget mellem os to«. Se, sådan skal et rigtigt eventyr skrives. Sandheden begynder i kroppen Grønfeldt har begået en roman om en voksende afhængighed af at være med og være på»det nye«er skrevet som på sandhedsserum og i den smukkeste, sprøde prosa Vibeke Grønfeldt Det nye 495 sider, 348 kr. Samleren Anmeldt af Benedikte Marcussen Lis er hovedpersonen i»det nye«, og hun lever for nyheder. Hun begynder dagen med aviser og radio, derefter fortsætter hun på nettet, hvor hun holder sig orienteret på diverse nyhedstjenester, og tv-nyhederne kører imens. Hun irriteres over at få besøg og telefonopkald fra sine mangeårige venner Margrete og Johannes, ligesom datteren altid forstyrrer, lige når Lis er midt i en nyhed. Plottet i den knap 500 sider lange roman er minimalt. Romanen består af fire-syv sider lange kapitler og slutter med nummer 75. Faktisk er der 76 kapitler, fordi der er 2 kapitler nummereret 64 jeg har ikke fundet anden begrundelse, end at det må være en fejl. Hvert kapitel indeholder den eller de af dagens nyhedshistorier, som optager Lis, og kapitlerne indeholder ofte almanaklignende oplysninger om f.eks. den pågældende dags fugl, ulykke, vejrudsigt, navn eller kostråd. De seriøse nyhedshistorier er ikke mere interessante end nyheden med et menneskeligt ansigt.»11. september«er mindre interessant end sygehistorien om den berømte døende popsangerinde. Det er historier om lottomillionærer, voldtægtsofre og pensionerede postmestre, der svovler over ungdommens forfald, som interesserer Lis. I ophobningen af nyhedshistorier mimer romanens form læserens følelse efter endt læsning følelsen af at være udmattet og stopfodret af en uendelig kværnen af historie på historie uden at opleve nogen nævneværdig forandring eller udvikling. Skal man pege på en udvikling i romanen, er det udviklingen af en opløsning af Lis liv samtidig med, at ophobningen af nyheder 20 NR. 4 DECEMBER 2003

21 (roman) fortsætter uændret. I begyndelsen af romanen, mens Lis stadig får (irriterende) besøg, kommenteres nyhedshistorierne af Lis og de besøgende. Men i takt med at besøgene ebber ud, forsvinder kommentarerne og Lis tilstedeværelse, hun høres ikke længere i hvert kapitel, kun nyhederne er tilbage. Samtidig forfalder hendes hus, og døgnet opløses. Hun sover ikke om natten og er ikke vågen om dagen, men slumrer ind foran fjernsynet i kortere perioder, fordi alle døgnets 24 timer har samme betydning for nyheder. Endnu engang aflæser Grønfeldt seismografisk forskydningerne i vores dagligdag. I hendes forrige roman,»om mig«, var blikket blandt andet rettet mod alle de ubrugelige informationer, vi møder hver dag. I»Det nye«tager nyhederne over, og hovedpersonens afhængighed af nyheder fører til opløsning. I Grønfeldts prosa lyser surreelle sansede øjeblikke, hvor tiden står stille i et nu, igennem prosaens realisme. De surreelle momenter viser sig især i selskab med ældre mennesker eller beroligende stimulanser. Portere, portvin og sovepiller indtages i»det nye«for at komme i den døsige tilstand, hvor der drømmes, lugtes og erindres:»når overfladen bedøves, åbnes andre døre. Kroppen bliver ved med at drømme.«hos Grønfeldt er det i sansningen og i kroppen, at sandheden begynder. I dét, som kroppen smager, mærker, lugter, ser, hører og drømmer. Og den drømmende tilstand, der åbnes for, rummer sandheder, som vi ikke finder i det, der kaldes virkelighed. Grønfeldts prosa er på en gang skræmmende i sit indhold og lysende i sin skønhed.»det nye«åbner sin læsers øjne både mod virkeligheden og sig selv. Det må være en stor ros. Foto: Lars Gjødvad Inge Eriksen Citrontræet 248 sider, 248 kr. Gyldendal Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen Hvad udad tabes Nøgtern og livsbekræftende roman om den grumme verden og den lille lykke Inge Eriksen er en egenrådig forfatter, der bliver ved med at skrive om det politisk ukorrekte, selv om hun gang på gang får at vide, at det irriterer anmelderne. Politik f.eks. Ikke bare sociale spørgsmål, rige og fattige og sådan noget, nej rigtig partipolitik, Brian Mikkelsen og Anders Fogh Rasmussen det er smuds, under lavmål, det kan man ikke, synes den almindelige mening at være. Inge Eriksen kan, hun insisterer på, at den slags typer er en vigtig del af det Danmark, hun ønsker at beskrive. I hendes nyeste bog,»citrontræet«, er hovedpersonen en ældre lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet, Randi, der ikke alene blev grundigt forskrækket af 11. september 2001, men også af det efterfølgende valg i Danmark, der bragte den endnu siddende borgerlige regering til magten. Hun spekulerer naturligvis over forbindelsen mellem disse to begivenheder og er generelt bekymret over højredrejningen i verden. Hvordan kommer den til at præge hendes videre liv? En af de andre politisk ukorrekte ting, Inge Eriksen skriver om, er universitetet. I betragtning af hvor mange nyere danske forfattere, der har haft deres gang dér, er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt det optræder i litteraturen. Det synes også at være under lavmål. Men Randi er ekspert i amerikansk filmhistorie og er i gang med et undervisnings- og forskningsprojekt om Hollywoods modstand mod McCarthy-ismen i begyndelsen af 1950 erne. Hun interesserer sig for det andet Amerika, og hvis hun kan få gjort sine studerende opmærksom på dette, kan hun yde en lille skærv til modstanden mod den tiltagende formørkelse i det internationale politiske klima, håber hun.»citrontræet«indeholder her den så vidt jeg ved første specialevejledningsskildring i dansk litteratur: rørende og i øvrigt meget realistisk i følge undertegnedes erfaringer. Det virker, som om Randi kommer igennem med sine holdninger over for de unge mennesker. Og det er i det hele taget dobbeltheden i Randis liv: I den store verden går det ad helvede til, men privat har hun succes. Hun har det godt med sin fraskilte mand, hendes to børn trives og formerer sig, hun har venner og familie omkring sig, hvoraf en ældre tante ganske vist dør, men det gør ældre mennesker jo; og en tvangsgiftet indvandrerkvinde, som hun og netværket forsøger at redde fra det forfærdelige ægteskab, begår selvmord. Tragisk ja, men det sætter Foto: Thomas Borberg skub i Randis lillebror, så han får mod til at gøre det, han altid har drømt om: melde sig til Læger uden grænser. Sorg vendes til glæde, hvad udad tabes bliver indad vundet. Selv den gamle kliché i dansk litteratur: kolonihaven, får en renæssance. Den bliver redningen for en af Randis desillusionerede veninder; her findes endnu den sociale bevidsthed, der er under hastig afvikling i præsident Bushs og Anders Fogh Rasmussens brutale verden. Det er styrken i Inge Eriksens univers, at det eskapistiske i denne problemstilling reflekteres, og glæden ved den private lykke fastholdes, vel vidende at det virker paradoksalt i denne verden. Det gør»citrontræet«til en i bedste forstand nøgtern bog, en bog man kan glæde sig ved i en kold tid, et livstegn midt i elendigheden, ligesom det citrontræ der stod uden for det hus i Jerusalem, hvor Randi en tid boede hos en gammel palæstinenser. Efter den verdenshistoriske gestus i trilogien»sommerfuglens Vinge«, der nok var storslået, men også i passager langtrukken og retorisk opsvulmet, er Inge Eriksen her tilbage i det mindre format. Og det klæder hende. Der er her en intensitet både i vreden og i varmen, som havde tendens til at fordufte i den store form. Det har været en glæde at læse»citrontræet«. NR. 4 DECEMBER

22 (roman) Yann Martel Pi s liv (Life of Pi) Oversat af Henrik Andersen 325 sider, 329 kr. Borgen Anmeldt af Kirsten Holst Petersen Yann Martels fortælling om en indisk dreng, der overlever 227 dage om bord på en redningsbåd i selskab med en 225 kg bengalsk tiger, mens de omgivet af hajer krydser Stillehavet, formår at overraske i hvert tilfælde denne læser til trods for, at den gør brug af alle de efterhånden gammelkendte postmoderne tricks: en fingeret virkelig biografisk fortælling, fortalt i 1. person til en fingeret virkelig fortæller, der er kommet på sporet af historien ved at tale med en fingeret virkelig mand, han traf på en rejse til Indien. Forfatterens forord starter i virkeligheden. Yann Martel er rejst til Indien for at skrive en bog, som imidlertid ikke vil lykkes, og her kom Martel i tanker om en boganmeldelse, han havde læst for lang tid siden. Bogen»Max and the Cats«, skrevet af den brasilianske Foto: Danielle Schaub Tigernatur Yann Martels fortælling om drengen og tigeren om bord i en redningsbåd overbeviser med sin sammenkobling af videnskab og religion forfatter Moacyr Scliar handler om en jødisk dreng, der overlever i en redningsbåd sammen med en sort panter. Det lugter unægteligt af plagiat, og den brasilianske forfatter har da også truet med sagsanlæg. Martel, der åbent anerkender lånet, har ingen skrupler i den anledning.»jeg så nogle præmisser, jeg syntes om, og så fortalte jeg min egen historie ud fra dem,«siger han i et interview. Scliars historie er en metafor for nazismen og det brasilianske militærdiktatur i , mens hans egen historie er om»religion, tro og fantasi.«scliars bog nævnes som»livsgnisten«i forfatterens forord sammen med takken til Canadian Council for Art for stipendiet til at skrive, og samtidig starter historien med den fiktive ældre mand, der siger til forfatteren/fortælleren:»jeg har en historie, der vil få dig til at tro på Gud.«Sætningen kan muligvis være en appetitvækker for nogle, men for religiøse skeptikere som undertegnede vækker den en vis modvilje: Man læser videre for at bevise, at her er i hvert tilfælde én læser, der ikke agter at falde for den påstand. Og her kommer overraskelsen: Historien handler mere om dyr end om Gud, mere om zoologi end om religion, og den søger meget bevidst at ophæve skellet mellem videnskab og religion og i stedet se de to diskurser som et parallelforløb. Vores to hovedpersoner hedder henholdsvis Piscine Monitor Patel, bedre kendt som Pi Patel og Richard Parker. Navnene er omhyggeligt valgt med henblik på at udfordre vante forestillinger og blande kategorier. Pi er opkaldt efter en svømmehal, men samtidig er den forkortede udgave af hans navn hvad Martel kalder»et irrationelt tal«, der her bruges til at skabe en rationel forklaring på samme måde som religion gør. Romanen er ifølge Martel ultimativt en religiøs roman forstået på den måde, at religion er noget lidt irrationelt, der ligger uden for fornuften, og som hjælper os med at forstå ting. Pi er en indisk skoledreng, hvis far (en del af New India, rig, moderne og sekulær som flødeis) ejer en zoologisk have. Som ung dreng bliver han tiltrukket af religion eller nærmere»han tiltrækker religion som en hund tiltrækker lopper«. Han ønsker sig et bedetæppe til sin fødselsdag og forlanger at blive døbt. Han søger kærligheden og poesien i kristendom, islam og hinduisme. Samtidig er han voldsomt interesseret i zoologi. Begge interesser bliver vigtige, da hans familie emigrerer til Canada, men går ned med skibet, og Pi ender som den eneste overlevende i en redningsbåd sammen med en zebra med et brækket ben, en orangutang, en plettet hyæne og en bengalsk tiger. Naturen går sin naturlige gang, og dyrene slår hinanden ihjel indtil der kun er tigeren tilbage. Den hedder Richard Parker. Navnet beror på en fejltagelse. Det er egentlig navnet på den jæger, der fangede den, men i rapporten blev navnene forbyttet. Jægeren levede videre med navnet Thirsty. Bogens tyngdepunkt beskriver Pis kamp for at overleve, dels sult, tørst og hajer, dels Richard Parker. Her spiller rationalitet og videnskab en stor rolle. Som i»robinson Crusoe«har vi lister over overlevelsesgrej, vanddestillatorer osv. samt detaljerede beskrivelser af Pis forsøg på at fange fisk og skildpadder. Vi følger den gradvise nedbrydning af hans vegetariske kærlighed til alt levende gennem uhyggelige beskrivelser af de klodsede og blodige drab på alt, han kan fange. Samtidig skal han forholde sig til Richard Parker, der til trods for sit navn aldrig antropomorfiseres, men hele tiden bevarer sin dødsensfarlige tigernatur. Pi erkender, at hans egen overlevelse afhænger af, at Richard Parker overlever, da den ellers vil spise ham, og samtidig må han tæmme den, ikke for at holde den som kæledyr, men for at indgyde den frygt, så den accepterer ham som overtiger. Bogens beskrivelse af det projekt er imponerende, idet den helt holder sig til viden og rationalitet, som overbeviser læseren om, at projektet er muligt. Samtidig er Richard Parker Pis værn mod fortvivlelse: den skibbrudnes og religionens værste fjende. Sammenkoblingen mellem videnskab og religion overbeviser, netop fordi begge universers forklaringskraft bliver fuldt udnyttet, på deres egne præmisser, men de trækker i samme retning: overlevelsen er afhængig af deres samarbejde. Emnet er fascinerende, handlingen holder en fanget, sproget er elegant og humoristisk, oversættelsen udmærket: Det er en læseværdig bog. 22 NR. 4 DECEMBER 2003

23 (roman) Kvindebyen Ida Jessen Foxy Lady I-V 168 sider, 198 kr. Gyldendal Tid til kærtegn og beskidte tricks men the Foxy Ladies er mest til det sidste Anmeldt af Jan Bruun Jensen Det er svært at sige, om Ida Jessens seneste roman,»foxy Lady I-V«, skal udgøre en egentlig kommentar til Fellinis»Kvindebyen«. Det er i det hele taget svært at vide, hvor langt det går at tolke på romanens tydeligt symbolske iscenesættelse. Jessen etablerer kun nødtørftigt det univers, som er rammerne for det egentlige drama, for den evige kævl og strid og momentvise ømhed mellem den sydeuropæiske landsbys kvinder. Den lille middelalderby Fox bebos kun af kvinder. Ikke»på grund af regulativer eller seksualpolitiske motiver, men på grund af tilfældigheder«, som der ikke gøres rede for. Tilstedeværelsen alene af kvinder samt livets langsommere og mere simple rytme definerer stedets modsætningsforhold til det omgivende land, der hærges af krig, død og ødelæggelse. Det ligner en idyllisering, men er det langt fra. Fokus er et helt andet. Universet er også de kvindelige følelsers, og på det plan præsenterer romanen ingen modvægt i det mandlige. De fem historier fortælles af Adele, Venca, Susanne, Gabriella og hende, som blot kaldes Elskede. Deres veje krydses som elskende både foretrukne og forsmåede. De konkurrerer både om hinandens, om barnets og mændenes gunst, og til den ende anvendes såvel de blideste kærtegn som de mest beskidte tricks. Det vil sige, at deres personlige krig ikke lader oplandets faktiske krig meget efter i grusomhed. Foto: Rigmor Mydtskov Skulle man alligevel pege på en primær karakter, må det blive Adele. Hendes fortælling tillades mest plads, og hendes historie formår således at samle flest tråde. Men samtidig gør den også netop grusomheden, misundelsen og det egentlige had mellem kvinderne til bogens hovedtema. Adele bliver ved den hele histories begyndelse forældreløs, men den flommefede og både økonomisk og følelsesmæssigt gnieriske Gabriella tager hende til sig sammen med den anderledes benede, men også svage Angelica. Det giver hende et liv først som det eneste fredhellige i rummet mellem to evigt stridende kvinder. Og siden, da Angelica er jaget på porten, som eneste forhåndenværende genstand for Gabriellas sure forsmåethed. Alle fem fortællinger rummer for så vidt momenter af stille håb, blid længsel og lykkelig hengivelse. Men det synes alligevel altid at være den sjæleligt invaliderende vrede og misundelse, som får det sidste ord. Jeg skal ikke gøre mig mere end klog på, hvordan dette kvindeunivers retteligt burde være skildret, men det forekommer mig alligevel at være en lidt sort roman. Den sol, som her svæver over alting, det evigt forsonende element, er Ida Jessens hele sprog og stil. Romanens grundlæggende mismod modsvares kun for alvor af varmen og omsorgen i forfatterens tagen hånd om både karakterer og læser. Jessens sikre mestring af både det poetiske billede og den nøgterne beskrivelse dementerer ligefrem det lette sortsyn på kvindernes vegne. Hemmelighetenes labyrint Frobenius hovedperson finder først til sidst ind til sig selv Nikolaj Frobenius Andre steder (Andre steder) Oversat af Claus Clausen 216 sider, 268 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Nina Goga Nikolaj Frobenius norske gjennombrudd kom med romanen»latours katalog«i 1996 (på dansk 1997) ti år etter debutboken»virvl«. Frobenius har vist seg som en solid forteller som på en mystisk, men ikke bråkete eller gotisk måte fanger leseren. Stilen har noe tørt, observerende over seg, men med mange lommer for refleksjon. I romanen»andre steder«møter vi jeg-fortelleren Christopher som sitter i København og skriver om sitt liv, om faren som forsvant da han var 22 år gammel og om det nett av hemmeligheter som denne farens liv fanger ham inn i. Grunnen til at han er i København blir først avslørt på de siste sidene. Christopher er tekstens forteller og mulige hovedperson, men man kan like gjerne se faren og minnet om ham som hovedpersonen. Tittelen»Andre steder«kan forståes både fysisk og mentalt. Både Christopher og faren har reist omkring og etterlatt seg spor og erindringer ulike plasser, men alle hemmelighetene som nøstes opp og som kanskje også leder vill, viser til minner, tilstander og følelser som Christopher tidligere ikke har vært språklig bevisst. Boken er en erindrings bok, en montasje basert på referater av diverse dokumentarfilmer (først og fremst farens), videoopptak, bilder og fotografier. Men også samtaler, fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER

24 (roman) fortsat fra forrige side som rommer egne avsløringer og fortellinger (disse fortellingene er som utposninger i samtalene) utgjør en betydelig del av tekstens klippeteknikk. Film er ikke akkurat en ukjent uttrykksform for Frobenius som har skrevet flere betydningsfulle filmmanus, blant annet til filmen»insomnia«. Jeg-fortellerens bruk av andre kilder enn sin egen hukommelse gjør spørsmålet om pålitelighet påtrengende. Fortelleren hevder stadig at han i perioder har bygget opp nett av løgner og feilinformasjon. Farens yrke som dokumentarfilmskaper, farens forsvinning og den ukjente halvbrorens teorier både om forsvinningen og farens beskjeftigelse med informasjonsdiktning (infofiksjon) preger fortellerens tilnærming til historien om ham selv, faren, moren og den etter hvert ikke lenger ukjente broren og hans mor. Teksten er på mange måter dramatisk og tangerer en slags kriminaldokumentarsjanger, men den er altfor langsom til å preges av sensasjonell spenning. Til tross for at hele boken er bygget opp rundt et slags spiralformet system av hemmeligheter, er det ingen av disse hemmelighetene, som når de avsløres, virker sjokkerende eller overraskende. Flere ganger antyder teksten at det er uventete grunner til at ulike saker har hendt, men holder lenge skjult for leseren hva disse grunnen er. Den ultimative hemmelighet har kanskje med tekstens tilblivelsesemotiv å gjøre og dette er noe leseren først får greie på helt til slutt: En nat holdt jeg op med at skrive, og begyndte at tænke på manuskriptet foran mig som en gave. Hvem var det en gave til? Det tænkte jeg på. Hvem er det man skriver en gave til? Er det en gave? Eller er det en sygdom? Jeg ved ikke. Det er en gave, tænkte jeg. Det må være en gave, for ellers havde det ikke været så vanskeligt at skrive. Jeg sad og tænkte på det, og så blev jeg sikker. Det var en gave til min søn. Christopher gir således videre, slik faren gjorde med sine filmer, en forklaring på, eller fortelling om, hvem man er eller har vært. Om barnet som mottar gaven vil glede seg over den, er vanskelig å spå, men romanens lesere vil forhåpentligvis det. Ballade om og fra en svunden tid Viktor Paskov En violin til Vorherre (Balada za Georg Henih) Oversat af Helle Dalgaard 149 sider, 160 kr. Husets Forlag/ S.O.L. Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen En sjælden begivenhed: bulgarsk litteratur på dansk Viktor Paskovs lille mesterværk»balada za Georg Henih«udkom i Bulgarien i Jeg forestiller mig, at de voldsomme omvæltninger i Østeuropa efter murens fald derefter for en årrække fjernede al opmærksomheden fra en så fremmedartet litteratur som den bulgarske. Nu er situationen nogenlunde stabiliseret, og så får et lille velorienteret sted som Husets Forlag øje på, at der nede på Balkan ligger et stykke guld og glimter og råber på at blive oversat. Det er det, det er så fremragende til tænk, at nogen overvejer at lukke forlaget! Helle Dalgaard har i sin, så vidt jeg kan bedømme, ellers glimrende oversættelse (bl.a. gengiver hun hovedpersonens barnlige og ikke helt korrekte bulgarsk bedårende på dansk) valgt ikke at bibeholde titlens musikalske term. Det er synd: for»en violin til Vorherre«har balladens vemodige, let stiliserede sødmefuldhed, dens flair af tab og die Welt von gestern. Georg Henig er som ung indvandret til Sofia fra sit böhmiske hjemland og arbejdet sig op til at blive en mesterlig violinbygger. Jeg-fortællerens far er også noget ved musikken og ønsker, at hans søn skal spille violin og bestiller derfor et lille begynderinstrument hos Henig. Derigennem starter venskabet mellem den gamle violinbygger og fortælleren og hans familie et venskab der betyder, at familien tager hånd om den gamle forhutlede 90- årige i hans sidste tid. De mange elever, han har haft og som nu lever højt på de færdigheder, han har givet dem, er kun interesserede i at få fat i hans fremragende værktøjssamling, men den vil den gamle Henig bruge til at lave en sidste violin: en viola d amore med samme svulmende vellyd som de gamle italienske mestres instrumenter. Da han har færdiggjort den, kan han med sindsro lægge sig til at dø, for når han får sin sidste violin med i graven, har han noget at spille på, når han skal møde sine kære i Paradis. Rørende og enkelt, men slet ikke så sentimentalt, som et referat måske kan lyde. For Paskovs fortælling er opbygget med et artistisk raffinement, der hele tiden henfører opmærksomheden til komposition og stil og gør læsningen til en æstetisk nydelse. Det er en traurig og vemodig historie, men gengivet i en velformet ramme: en ballade om Georg Henig. Hovedtemaet: den sidste violin modsvares af sidetemaet: bygningen af en buffet, som fortællerens mor så inderligt ønsker sig, og faderen til sidst tager på sig at bygge. Sublimt håndværk til Guds ære over for håndværk for at tilfredsstille en honnet ambition, men håndværk anyway. Denne modsætning er parallel til modsætningen mellem Henigs to elever, der kun vil udnytte ham, og faderens to kolleger fra orkesteret, der altid er parat til at give en hjælpende hånd. Og det svarer igen til modsætningen mellem fortællerens mor, der miskender sin mands talent og Henigs kone, der altid støttede ham. Etc., etc., historien består af et fint fletværk af modsætninger og paralleller, som det er nærliggende at sammenligne med en musikalsk struktur. Som baggrund for fletværket befinder sig et kollektiv: det hus og den gade, hvor den lille familie bor og som er befolket af sære og groteske skikkelser, der dog alligevel, forekommer det mig, er grupperet efter et vist mønster. Også det uhyggelige par og deres glubske hund, der som en anden Cerberus vogter indgangen til Henig s sidste, sørgelige slumværelse, bidrager til at skabe den dystre, skurile baggrund for den historie om næstekærlighed og kunstnerisk forpligtethed, som Paskov først og fremmest vil fortælle. Denne tone af kristen eskatologi har sikkert irriteret de bulgarske magthavere i 1987, forestiller jeg mig, men så brød det gamle, rådne system sammen, og hvordan et værk som»en violin til Vorherre«læses i dagens Bulgarien skal jeg ikke gætte på. Anderledes end da den udkom i alt fald. Nu har vi den på dansk og gud ske lov for det. Læs den, venner og glæd jer over dens kammermusikalske viola d amore, det er godt gammelt håndværk af sjælden karat. 24 NR. 4 DECEMBER 2003

25 (roman) Kan man skabe mening af en meningsløs handling? Merete Morken Andersen Hav af tid Denne motor driver»hav af tid«(hav av tid) Oversat af Ilse M. Haugaard 298 sider, 298 kr. Gyldendal Anmeldt af Astrid Fossvold Ofte er det således, at mennesker ikke forandrer sig, før de er tvunget til det. Sådan er det i»hav af tid«. En lys sommermorgen tænder en seksten år gammel pige, Ebba, opvaskemaskinen, tager støvler på, går ud i skoven og hænger sig i den løvhytte hun legede i som barn. Ebba er datter af Judith og Johan, som har været skilt i over tolv år. Situationen presser forældrene derud, hvor tilværelsen ikke giver mening længere og presser ordene frem. Dermed bliver spørgsmålet om hvordan, og om man overhovedet kan skabe mening af en fuldstændig meningsløs handling, Foto: Christian Elgvin den motor som driver fortællingen i»hav af tid«. Johan og Judith har været gift i lidt over fire år, da han træffer en anden og de bliver skilt. Han er dataingeniør, hun professionel musiker, og efter et åbningskapitel følger henholdsvis Johans monolog og Judiths enetale. Til slut fortælles»historien«, et kapitel som ser de to udefra, den nat de deler før datterens begravelse. I monologerne fortæller de hver især kærligheds- og ægteskabshistorien, og gennem fortællingen forsøger de at bearbejde sorgen og forstå det fuldstændig ufattelige; at deres datter ikke ville leve længere. På den måde bliver teksten et forsøg på at skabe mening, hvor ingen mening findes. Monologerne giver hver for sig sin version af en kærlighedshistorie og dens forlis, og dermed et godt indblik i den negative dynamik, som kan opstå mellem to, som i udgangspunktet vil hverandre, men som ikke er i stand til at se på, hvordan forholdet egentlig udvikles. I teksten kommer Johan først til orde, og det fører til, at vi får størst sympati for ham. Det er med hans version som baggrund, at vi læser Judiths version af historien om ægteskabet. Judith har været den styrende i forholdet, og i kraft af sin kunstneriske begavelse nærmest haft en slags dronningeposition. Endvidere ser det ud til, at en usund binding i forholdet mordatter var i færd med at forplante sig til næste generation, altså til forholdet mellem Ebba og Judith. Alligevel, og det må understreges, giver teksten på ingen måde nogen af forældrene skylden for datterens selvmord, men vi får et indblik i, hvor dårlig kommunikationen mellem de voksne er, og vi ser en datter, som bærer for meget ansvar. Hun føler ansvar for forældrenes velbefindende, og hun er bange for at såre moren ved at vise, at hun trives godt sammen med faren og hans nye familie. I afskedsbrevet til sin lillesøster skriver Ebba, at alt bliver bedre, når hun er borte. Hun håber, at de tre voksne vil snakke sammen, og det er denne proces, frem til samtalen mellem de tre, romanen viser. Selvmordet bliver den udløsende faktor, som fører til samtale der, hvor den syntes umulig. I essayet»forvandlingsområdet«er Morken Andersen inde på, at en af de sidste replikker i bogen:»ja, siger han. Det ved jeg at du ved«viser, at de to fortvivlede forældre har flyttet sig sådan, at de er i stand til at se den andens verden, og godtage den andens erfaring af virkeligheden som lige så gyldig som sin egen. Når de ikke længere bruger alle kræfter på at få den anden til at se deres egen smerte, og deres version af historien, når de har klaret at bevæge sig over i den andens rum, og anerkender dette som lige så virkeligt som deres eget, har de bevæget sig ind i forvandlingsområdet. De er i stand til at snakke sammen og at forandre adfærd. Romanen er meget dramatisk og giver et troværdigt billede af, hvordan Judith og Johan er havnet uden for det område, hvor man er i stand til at handle rationelt og tænke klart. Mange underlige og let absurde udsagn og handlinger præger deres adfærd natten før datterens begravelse, og der, hvor ordene ikke slår til, bruges billeder fra eventyret for at fortælle. Musikken fra»tryllefløjten«spiller en stor rolle gennem teksten, det er den, som tryllebinder Johan i mødet med Judith og det er den, han lytter til gennem hele historien, mens han understreger, at dens uendelige lethed knytter musikken an til myten om Demeter, som har mistet datteren Persefone til dødsriget. Teksten er også smykket med en epigraf, som er et uddrag af et brev fra Mozart om, at han ikke frygter døden. Med andre ord en gennemkomponeret roman, som imponerer. Bogen har fået en ganske anden modtagelse i hjemlandet, end den har fået her. I den norske dagspresse modtog romanen endog meget fine anmeldelser, Morken Andersen fik kritikerprisen for 2002, og bogen er blevet omarbejdet til hørespil for NRK radio, da bogen egner sig meget godt til dramatisk omarbejdning. Om danskernes lunkne modtagelse skyldes, at bagsideteksten ikke rigtig holder hvad den lover, når der står at»hav af tid er en lys bog, om kærligheden til den eneste ene«, kan man kun gisne om. NR. 4 DECEMBER

26 (roman) Litteraturmarkedets pulp fiction Bodo Kirchhoff Knaldroman (Schundroman) Oversat af Hans Christian Fink 272 sider, 279 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Steen Klitgård Povlsen I efteråret 2001 udsendte den tyske forfatter Bodo Kirchhoff en bog»parlando«, som han selv mente måtte være hans hovedværk, men som i en af de sidste udsendelser i det af tysk kritiks mest indflydelsesrige navn, Marcel Reich-Ranicki, redigerede fjernsynsprogram,»quartett«, blev stærkt betinget anmeldt. Det fik Kirchhoff til at fare i flint; han lagde alle andre projekter til side og begyndte at skrive en parodi på den tyske litteraturbranche, dens mest fremtrædende personlighedstyper og dens kommercielle halløj hvert år kulminerende i Frankfurter bogmessen. Et stykke inde i skriveprocessen erfarede han, at en Dobbeltmord på kritikeren anden tysk forfatter, Martin Walser, også puslede med et tilsvarende projekt, oven i købet bygget op omkring et direkte portræt af og mord på Reich-Ranicki, og Kirchhoff benyttede lejligheden til at indsætte noget lignende i sin handling. Da hans forlag erfarede det og samtidigt fik nys om, at Walsers bog,»tod eines Kritikers«, skulle udkomme kort før sommerferien 2002, pressede man på for, at Kirchhoff skulle færdiggøre sit manuskript, så det kunne komme cirka samtidigt. Og Kirchhoff bøjede sig for den markedsmekanisme, han kritiserede i sin bog, og den tyske kritik fik en lækkerbisken at fornøje sine læsere med i agurketiden, sommeren 2002: to mord på Marcel Reich-Ranicki. Nu er den nok mindst betydelige af disse to bøger, Bodo Kirchhoffs»Schundroman«kommet på dansk. Glimrende oversat af Hans Christian Fink som»knaldroman«, præsenteret som»uforkortet originaludgave«, kun forfatterens navn er stavet forkert på omslaget (men ikke inde i bogen): Vel en finte til det hastværk, den er blevet til under. Når jeg mener, det er den dårligste af de to litteraturmarkedsromaner, er det fordi, branchekritikken og den nøgleromanagtige afsløring af mekanismerne bag den tyske kritik (der vel kun i omfang adskiller sig fra f.eks. den danske) er svagere placeret i Kirchhoffs projekt end i Walsers. For Walser er denne kritik hovedsigtet, for Kirchhoff kun et påskud til at skrive en nå ja, knaldroman, dvs. en krimi med masser af mord, det ene mere bestialsk end det andet, sex i soft porno-klassen, fasionable overklassemiljøer, byskildringer fra Frankfurt og dens bogmesse og lækre flyrejser på første klasse til Manila. Det er underholdning med ramasjang i, bestemt ikke dårligt, men som en tysk kritiker bemærkede ved udgivelsen: Det er som en god fjernsynsudsendelse, begavet lavet, men næste dag er den glemt. Den seriøse debat, som Walsers bog trods alt udløste (og som bl.a. var foranlediget af ubehagelige antisemitiske antydninger i hans portræt), har Kirchhoffs roman ikke givet anledning til. Den tyske kritik har ikke ladet sig anfægte og mener stadigvæk, at Kirchhoffs hovedværk er»parlando«. Det skulle ifølge klapteksten på denne bog være på vej i dansk oversættelse. Det ser vi frem til. Men fungerer den da ikke på sine egne præmisser, som knaldroman? Jo, det synes jeg nok, selv om jeg næppe er den rette til at udtale mig. Forholdet mellem lejemorderen Holdt og luksusluderen Lou har en vis intensitet, og jeg kan godt lide den kejtede privatdetektiv, Feuerbach, og hans flirt med sin kvindelig chef. Handlingen skal (kan?) ikke refereres, den går over stok og sten og er temmelig svær at følge med i, men i slutsekvensen samles alle handlingstråde i en natscene på Gardasøen, og det er både stemningsfuldt og flot lavet. Jo, Kirchhoff kan sit håndværk, og det er dobbeltheden mellem på den ene side at leve op til og på den anden side parodiere litteraturbranchens krav, der udgør bogens charme. Plottets omdrejningspunkt er et stjålet (fiktivt?) billede af Picasso forestillende nogle mennesker, der i bogstavelig forstand skider på det hele. Et billede, der forventes at kunne indbringe besidderen mange millioner euro. Det er et velvalgt symbol, på grænsen mellem den kommercielle spekulation og den groteske parodi. Ligesom Kirchhoffs egen bog. Nu falmer (alt imens et glødende svensk tidsbillede bliver stående) Stewe Claeson Rønnebærrene gløder (Rönndruvan glöder) Oversat af Christina Bojlén 314 sider, 299 kr. Modtryk Anmeldt af Hans Jørgen Thomsen skoven trindt om land, og septembers himmel er dog så blå, at den ligger tæt på, hvad amerikanerne kalder for blues. På den samme årstid, lige før vinter, gløder rønnebærrene, som det hedder i en genial titel på en roman fra 2002 af den svenske forfatter Stewe Claeson, som nu foreligger på dansk i en fin oversættelse med kun få kiks på århusforlaget Modtryk.»Rønnebærene gløder«indfanger 6-7 år af den store romantiske forfatter og biskop i Växjö, Småland, Esaias Tegnérs liv. Det er den første roman af en åbenbart rigtig god svensk forfatter, som hermed foreligger på dansk i en oversættelse støttet af Europa-Kommisionens Kultur 2000-program. Man hilser den velkommen og erfarer, at kulturmetaforen Europa faktisk kan udvirke ét og andet. Ét og andet værdifuldt. I 1834 er biskoppen Esaias Tegnér ( ) godt og vel 51 år, og en ung elskerinde, lægefrue og i starten af tyverne, har lige gjort ham klart, at han ikke skal stjæle hendes unge liv fra hende. Han har det meste af sit liv bag sig, hun har det meste for sig, så deres kærlighed må slutte. For hendes skyld. Savnet og længslen efter hende, efter hendes skulder eller mund, fører kun i yderst begrænset omfang til ny digtning hos den aldrende digter, og snarere til lede Foto: Cato Lein ved socialt samvær. Socialt samvær af den art, som nu en biskop og et rigsdagsmedlem i Sverige på den tid må deltage i. Man må tro, at tilstanden af lede og begyndende afvikling af livet begyndende udvakling som den danske digter Hans- Jørgen Nielsen engang døbte en 26 NR. 4 DECEMBER 2003

27 (roman) anden sag med et godt ord, som også kan anvendes om den sammenhæng, der her er tale om når sit maksimum ved tvangsindlæggelse på en galeanstalt i Slesvig i det herrens år Fra dette ophold på galeanstalt seks år før han dør og antagelig må være kommet sig fra, så han kan være beredt til sin egen død i 1856 hjemme i Sverige og stilling, stammer godt og vel en tredjedel af romanen. Læseren præsenteres for anstaltlægernes notater og protokoller omkring den indlagte biskop. Som nok er blevet tvangsindlagt af en grund, man ikke som læser får indblik i, men langt fra er rablende gal eller forrykt. Blot træt til døden, som han selv gentager det til stadighed. Forspillet fra til indlæggelse og sammenbrud optager det meste af romanens plads. For det meste er man som læser inden i biskoppens hoved, hvor irrelevante skulderpartier fra det netop afsluttede forhold til lægefruen truer med at gøre ham absent i de sammenhænge, hvor han til stadighed er indlagt af situation og titel til at komme med bevingede ord. Hvor han er indlagt til at deltage i det menneskelige samvær. Som leder med nutidens hæslige metafor, der minder om nazitid, for den slags. Ikke som anonym, men som anerkendt romantisk digter og titulær biskop må han deltage, og han kan ikke holde det ud. For hvad er selv et svensk smörgåsbord mod glødende rønnebær, bluesen ved septembers og oktobers iøjnespringende blåhed? Nok falmes der i skov og blandt mennesker, men stammerne står endnu og de mere end halvtredsårige ligger endnu ikke i graven. Men ser den nævnte glød og blå-hed og mærker den i deres sjæl, så et ungdommeligt skulderparti stadig kan fange én ind. Så man kan blive offer derfor og momentant havne på galeanstalt, endda i Slesvig. Svenskerne, i hvert fald borgerskab og embedsstand, lever overdådigt i tiden. Ved smörgåsbordene drikkes der tæt og lovligt, som Bellman ( ) har sunget om det i generationen før Tegnér. Og melankolien hører sig nu engang til, som hos Bellmann.»Rønnebærene gløder«giver læseren et fabelagtigt tidsbillede. Fra en tid, der ikke er så fjern endda fra vores. Den være derfor anbefalet på dét mest glødende, som en fattig kritiker nu kan svinge sig op til. Hovedet koldt og hjertet? Den nyoversatte»mårbacka«-trilogi lader svaret blæse i efterårsvinden Selma Lagerlöf Mårbacka Oversat af Anna Marie Bjerg 504 sider, 398 kr. Gyldendal Anmeldt af Martin Deichmann Naiv fortælleglæde, moralisme eller sofistikeret isbjergsteknik? Etiketterne på Selma Lagerlöfs forfatterskab har gennem tiden været skiftende. Først ude var Oscar Levertin, som i»svenska gestalter«(1903) analyserer»gösta Berlings saga«,»antikrist mirakler«og»jerusalem«. Han talte om hjertets enfold og naiv kvindefantasi, men også beundrende om Lagerlöfs friskhed og stilistiske særpræg. I samme spor fulgte den tyske litterat Walter Berendsohns store Lagerlöfmonografi fra Berendsohn tolker forfatterskabet ind i en mundtlig fortælletradition og peger på slægtskabet med både de islandske sagaer og Ibsens»Peer Gynt«. Lagerlöfs naive stil det mundtligt bondske fornægter sig således ikke, men har med indplaceringen i litteraturhistoriens hierarki fået fast grund under fødderne. Andre parametre i Lagerlöfreceptionen har været forfatterens samfundsengagement og rolle i kvindesagen. Og atter andre hendes psykologiske indsigt og evne til at fremstille mørke sider med lyse. Flere biografier har set dagens lys: f.eks. Elin Wägners indfølende»selma Lagerlöf«( ) og Henrik Wivels»Snedronningen«(1988). Sidstnævnte er en til H.C. Andersen-eventyret alluderende læsning af forfatterens inderste selv. Issplinter i øjnene resulterer i en kølig, distanceret livsholdning i Wivels læsning fravælger Lagerlöf livet til fordel for forfatterrollen. I en i øvrigt kritisk kommentar til Wivels bog hedder det i Vivi Edströms guide til forfatterskabet,»selma Lagerlöf«, fra 1991:»I hans drastiske bildspråk förvandles hon slutligen till en förtorkad mumie innesluten i den vittkalkade grav som hon själv murat åt sig i Mårbacka«. Netop hvad gælder»mårbacka«kan man nok følge Wivel en god del af vejen. Nok er trilogien et herligt sammensurium af värmlandske barndomsminder og tilhørende sprogbrug mundtligheden fornægter sig ikke men den er også uendelig trist og mærkeligt uafsluttet. Eller indesluttet og uforløst kunne man måske sige. Jeg falder pladask for konstruktionen, for Lagerlöfs eminente evne til at fremstille erindringsglimt og situationer. Barndomshjemmet Mårbacka, dets beboere og gæster og den øvrige lokalbefolkning fremstår levende, runde og af kød & blod. Men samtidig i den omgivende store fortælling, der skal bygge bro mellem glimtene, fremtræder figurerne blot som skabeloner og arketyper. Endda floskler. Som læsningen skrider frem, bliver jeg mere og mere forstemt over, at der ikke rigtigt sker noget med figurerne. At de tilsyneladende ikke udvikler sig anderledes end efter det forudbestemte mønster. Hvorvidt problemet relaterer sig til genren til det at skrive en selvbiografisk roman, der ikke vil være selvbiografisk eller til den af Wivel opsporede livsfornægtelse, har jeg svært ved at vurdere. Men det påvirker teksten, at den på én gang vil være afklaret og fyldt med barnlig forundring. Og når Lagerlöf undervejs skifter synsvinkel og fra begyndelsen af del 2,»Et barns erindringer«, fortæller i første person, opstår der decideret konflikter mellem de to positioner. Af og til resulterer konflikten i indsigt og yderligere afrunding af figurerne. Andre gange blot i ufrivillig komik. Enhver, der er flasket op med»nils Holgerssons vidunderlige rejse«, eller midlertidigt er forstummet over»kejseren af Portugalien«, forventer sig meget af Selma Lagerlöf. For meget måske når man giver sig i kast med»mårbacka«. Trilogien er fin læsning, men jeg ville ønske, at Lagerlöf havde tildigtet sit liv lidt mere. Tænk hvis lille Selma var endt som linedanser i stedet for skolelærerinde og Nobelpristager. NR. 4 DECEMBER

28 (roman) A.S. Byatt Korte liv Ars longa (The Biographer s Tale) Oversat af Claus Bech 304 sider, 298 kr. Gyldendal Anmeldt af Claus Schatz-Jakobsen For meget kunst og for lidt liv i Byatts seneste roman»ars longa, vita brevis«, hedder et af de vel nok kendteste citater fra den romerske digter-filosof Seneca. Det er ikke fordi hans aforisme nogensinde nævnes i den britiske forfatter A.S. Byatts seneste roman i Claus Bechs kongeniale danske oversættelse, og min Seneca-association bygger vel også kun på det faktum at den engelske originaltitel er blevet til den lidt pudsige danske titel»korte liv«. Ikke desto mindre kunne Senecas aforisme meget vel stå som overskrift for denne roman. Dens hovedperson, den fallerede Ph.d.- studerende Phineas G. Nanson, kaster sig nemlig ud i det projekt at skrive en biografi over den afdøde og stort set ukendte biografiforfatter og litterat Scholes Destry- Scholes, men løber i sit detektiviske arbejde med at rekonstruere hans liv og værk vild i en labyrint af korte, fragmenterede liv der efter mine begreber bliver til lang, alt for lang, kunst. Man kunne ønske sig at det havde været omvendt: mere liv, mindre tekst, eller i hvert fald mindre tekst der tynges af abstraktioner og filosofiske refleksioner. Det begynder ellers rigtig lovende, med at Phineas, som er fortæller af sin egen historie, opgiver sit post-strukturalistiske Ph.d.-projekt, led og ked af de avancerede litteraturteoriers evindelige fortolkningstvang. I sin længsel efter et liv fuldt af ting og på anbefaling af en vejleder kaster han sig over Scholes Destry-Scholes trebinds biografi om den victorianske historiker, diplomat, naturvidenskabsmand og digter Elmer Bole. Phineas har hidtil som overbevist poststrukturalist foragtet biografi-genren, men klør i fravær af et mere positivt formål med sit liv på med krum hals. Hans læsning af Elmer Bole-biografien mætter imidlertid ikke hans appetit på liv eller kendsgerninger om Destry-Scholes, tværtimod, den skærpes kun. Faktisk så meget at han beslutter sig for at skrive Destry-Scholes biografi. Af sin vejleder får han det første kildemateriale, Scholes forelæsningsnoter til et foredrag han holdt i 1959 om biografiens kunst. Hans egen efterlysning i»times Literary Supplement«af supplerende oplysninger om Omslag af Mark Airs Destry-Scholes, der vistnok druknede i Malstrømmen ud for Lofoten i Norge, giver ikke i første omgang noget resultat. Det gør til gengæld en henvendelse til det forlag der udgav Scholes bøger. Herfra modtager han en pakke med tre dokumenter, forfattet af Scholes, som hver for sig, viser det sig, er semi-fiktive udkast til biografier over henholdsvis Carl Linné, Francis Galton og Henrik Ibsen»en taksonom, en statistiker og en dramatiker«, som Phineas siger. Meget forskellige personer, og alligevel sammenlignelige derved at de alle tre var store systematikere. Her begynder det at gå skævt. De tre dokumenter, som fylder en fjerdedel af romanen, aftrykkes i deres helhed, og de er sandt for dyden ikke altid lige spændende læsning. På den anden side vidner de om en enormt belæst og kultiveret forfatter (hvilket understøttes af Batts rituelle tak til gud og hvermand i slutningen af bogen), men det er netop her problemet ligger. Disse encyklopædiske tekst-konstruktioner, som man også kender fra andre af Byatts romaner og fortællinger og ofte imponeres af, indfældes nemlig aldrig i en fortælling hvor stof og form afstemmes efter hinanden. Meget bedre bliver det ikke da Phineas endelig får svar på sin annonce i»times Literary Supplement«, endda fra Destry-Scholes niece, Vera Alphage, som dog aldrig mødte manden, endsige ved hvordan han så ud. Hun bidrager til Phineas projekt med en række af onklens effekter, bl.a. to skotøjsæsker, den ene fuld af fotografier, den anden med en overdådighed af kartotekskort, som Phineas begynder at nummerere og systematisere. Samtidig falder Phineas ved et tilfælde i med en kvindelig svensk naturforsker og ekspert i bibestøvningens økologi, Fulla Biefeld ( full o beef? Batts valg af navne til sine personer er sjældent uskyldige eller uden symbolik), som hjælper ham med oversættelser fra svensk og oplysninger om hendes landsmand, Carl Linné. Men til trods for systematik, oversættelser og tydning af tegn bliver det gradvist tydeligere for Phineas at Linné, Galton og Ibsen var ligeså uhåndterlige størrelser for Scholes som Scholes er for ham selv. Således udspændt mellem to kvinder, den smukke, mørke Vera og det lyslokkede energibundt Fulla, som han begge indleder forhold til, og til overflod med bøsseparret Erik og Christophe som arbejdsgivere på rejsebureauet Puck s Girdle og et biografisk projekt, der skrider under ham, har Phineas endelig retning mod den konkrete, særdeles kødelige virkelighed, som han har længtes efter, om end man fornemmer en vis blufærdighed hos ham med hensyn til hans egen person. Han bedyrer således et sted at han ikke skriver selvbiografi og kun benytter første person fordi det giver ham mulighed for at sige noget han er sikker på. Senere erkender han dog at hans historie på grund af Destry-Scholes fravær bliver til en beskrivelse af hans egen tilstedeværelse, altså en selvbiografisk beretning om hans ankomst til den historie han fortæller, såvel som til livet som sådan i al dets kompleksitet. Men Phineas ankomst til naturen og det erotiske liv med skiftevis Vera og Fulla og hans endelige opgivelse af det akademiske liv og biografi-projektet virker som en sært uforløst slutning på romanen, som om den ender fordi der bare ikke var flere sider at skrive på. Den følelse af frustration man som læser sidder med ved endt læsning må være en utilsigtet pointe ved denne roman, som næppe kan tælles blandt Batts hovedværker. 28 NR. 4 DECEMBER 2003

29 (roman) Se, mor, uden hænder! Jonathan Safran Foer Alt bliver oplyst Kritiker(skam)rost debutroman af lovende og løfterig, men næppe genial, ung amerikansk forfatter (Everything Is Illuminated) Oversat af Jan Hansen 320 sider, 298 kr. Tiderne Skifter Anmeldt af Tore Rye Andersen Omslag af Michaela Clante Bendixsen Der spares ikke på superlativerne i den internationale presses reception af»alt bliver oplyst«, den unge amerikanske forfatter Jonathan Safran Foers (f. 1977) debutroman.»en sprudlende og vidunderlig roman,«sagde f.eks. koryfæet Joyce Carol Oates, mens det sædvanligvis koldblodige og konservative The Times anmelder gav romanen følgende skudsmål:»et genialt værk. En helt ny slags roman... efter den vil intet være som før«. Hype-maskinen er et frygtindgydende ja nærmest sublimt syn, når den som i tilfældet Foer kører derudad i fuldt (selv-)sving. Men hvad kan han så egentlig, denne unge knøs, der angiveligt skrev det første udkast til dette geniale værk, da han kun var 19 år? Kernen i romanen er hovedpersonen Jonathan Safran Foers søgen efter sine rødder. Bevæbnet med nysgerrighed og en stak gamle fotos drager han til Ukraine for at lede efter den smukke unge kvinde, der under 2. Verdenskrig skulle have reddet Jonathans bedstefar fra nazisterne. Under sin færd gennem et udpint, postsovjetisk Ukraine får han hjælp af den unge ukrainske tolk Alex og dennes bedstefar. Romanen er sammensat af Alex beskrivelser af deres søgen, af Jonathans fortælling om den jødiske Safran-slægts historie fra 1700-tallet til 2. Verdenskrig, af Alex breve til Jonathan, hvori han kommenterer Jonathans fortælling, og endelig Jonathans egne kommentarer til Alex fortælling. Som sådan er romanen en overordentlig ambitiøst anlagt dialogisk konstruktion; en trestrenget fortælling, der strækker sig over flere hundrede år og i en kombination af odyssé, krønike og brevroman berører temaer som historie og hukommelse, kærlighed, familie og identitet. Med sin nedtoning af postmodernismens løsslupne humor, sin fokus på familien og sin inddragelse af forfatterens egen identitet inden for fiktionens rammer indskriver Foers roman sig i den postironiske generation af forfattere, der inkluderer David Foster Wallace, Rick Moody, Jonathan Franzen, Dave Eggers og Jeffrey Eugenides. Især de to sidstnævnte forfattere synes at have meget tilfælles med Foer, hvis roman minder ikke så lidt om Eugenides krønike-cum-samtidsroman»middlesex«. Alex del af»alt bliver oplyst«nutidsdelen er klart den mest vellykkede. Det skyldes ikke mindst det sprog, den er skrevet i. Alex er en begavet ukrainsk knægt med en tyk ordbog, men uden det helt store sprogøre eller erfaring i at tale engelsk. Alex avsnit er således skrevet i et vidunderligt grimt, knirkende sprog, der udgør en skønsom blanding af antikverede fraser og deciderede misforståelser, og som rummer egne poetiske kvaliteter, der kun delvist indfanges i Jan Hansens ellers kompetente oversættelse. Mere problematiske er de ambitiøse krønikeafsnit, hvor Foer rekonstruerer slægtens historie. Disse afsnit er holdt i et efterhånden fortærsket magisk-realistisk toneleje, tilsat en god dosis skrifttematik og kæk leg med genrer. Krønikedelen lider af de børnesygdomme, der plager mange debutromaner: Forfatteren har så travlt med at vise, hvad han kan (se, mor, uden hænder!), med at opstille tankevækkende symmetrier, filosofere over tilværelsens genvordigheder, arrangere tekstlige festfyrværkerier osv., at det hele hurtigt kommer til at virke en kende for konstrueret. Desuden stoler Foer ikke nok på sin læser. Han har så travlt med at fremhæve og eksplicitere alle de symmetrier, han talentfuldt har opstillet, at romanen indimellem får et lettere docerende præg. Det største problem i slægtskrøniken er dog nok, at Foer her stort set fraskriver sig den humor, der er hans største styrke som forfatter. Han abonnerer på det postironiske credo, der med Foers egne ord hævder, at»humor er en måde at vige uden om erkendelsen af, hvor uhyggelig og vidunderlig verden er«, og det er egentlig en skam. Ikke at der er det mindste galt med patos. Foer demonstrerer blot, at den er et sværere værktøj at håndtere end humor, og at den alt for ofte glider over i en modstandsløs sentimentalitet. Når Foers roman er værst, minder den om en usædvanlig ondskabsfuld og rammende parodi på værker som Peter Greenaways»The Pillow Book«og Jan Kjærstads»Tegn til kærlighed«, hvor tragikken drukner i glycerintårer, skrift på elskendes kroppe, klæge magisk-realistiske klichéer og mangel på klædelig selvironi. Når den er bedst i den urkomiske skildring af hovedpersonernes skramlende odyssé slår fortællingen gnister og overbeviser læseren om, at Foer er et stort talent, der har skrevet en løfterig debut. Men et genialt værk, det er det altså ikke. Kan du lide at læse om god litteratur? Så bestil et abonnement på Standart. For kun 210 kr. får du hele årgang 2004 lige ind ad brevsprækken! Ring på eller mail til os på: [email protected] Du kan selvfølgelig også sende et ganske almindeligt postkort til: Standart Langelandsgade Århus C Standart bringer anmeldelser af ny litteratur i et format, der er lige til at gemme. NR. 4 DECEMBER

30 (kortprosa) Nostalgi og røre i lavamarken islandsk provinsliv tilsat en knivspids krimi og et pund kvindesagsroman Kristín Marja Baldursdóttir Mågelatter (Mávahlátur) Oversat af Áslaug Rögnvaldsdóttir 287 sider, 299 kr. PP Forlag Anmeldt af Trine Buhl Islandsk litteratur har det med at afgive en umiskendelig duft af lava og varme kilder, når handlingen er forankret i det tågede og særprægede islandske klima.»mågelatter«er med sin regnvejrsvåde skildring af det stille hverdagsliv i et lille fiskerleje mellem hav og lavamark ingen undtagelse. Historien udspiller sig i erne i et ikke-navngivet, men alligevel genkendeligt islandsk lilleputmiljø, hvor sladderen trives og gør begivenheder ud af en ellers begivenhedsløs eksistens. Her findes de sædvanlige drukmåse, borgerdyr og ungmøer, der aspirerer til titlen som landsbyens skøjteprinsesse, men byen bebos også af en gruppe hårdtslående kvinder i alle aldre, som holder til under det samme tag i huset i Sunnugata. Vi kommer ind i historien på et tidspunkt, hvor køleskabet og oliefyret er nyeste teknologiske landvindinger i de små hjem. Det er påskemorgen, og startskuddet lyder, da romanens fortæller, den 12-årige pige Agga, i ensom vandring ved molen ser sin unge tante dukke frem af påskesolen. Freyja, som tanten hedder, er vendt tilbage fra Amerika efter at være blevet enke, og hun genindtager hurtigt sin plads i barndomshjemmet i Sunnugata, hvor Agga også bor. Freyja ankommer med kufferter fulde af nylonstrømper og kjoler, som var hun»en colaflaske, en åbenbaring«, som det hedder, hvis vi lader romanens fortæller formulere det. Det bliver snart klart, at Freyjas hjemkomst vækker sladderen til live i den lille by, og at hendes tilstedeværelse vækker furore og røre blandt misundelige kvinder og giftefærdige mænd. Det ville være synd at røbe meget mere om handlingens gang, for det er hovedsagelig den, der sammen med romanens personskildring gør»mågelatter«værd at læse. For den, der alligevel skulle få lyst til at kaste sig over romanen, venter gådefulde dødsfald, politiske kampråb, kærlighedsbilleder og et kvindeligt rengøringsvanvid, der gør en søndag aften i sofaen med et tæppe over benene i selskab med Agga og de andre kvinder til en god og behagelig oplevelse. Til de mindre gode sider hører de mange fejl i korrekturen og et sprog, der alt for ofte benytter sig af klichefyldte vendinger og nostalgisk fylgjeterminologi. Hertil kommer de lidt for mange og alt for alvorlige temaer, som kastes på banen, uden at skildringen af disse temaer synes at have været romanforfatterens egentlige ærinde. Man kunne have Krístin Marja Baldursdóttir mistænkt for at have villet skrive en god fortælling forankret i et bestemt udsnit af den islandske historie, og for at have Omslag af Jesper Rossing og Ole Arnst Thomsen villet styrke romanens tidsbillede ved at lade den lille by reagere i tidens ånd på fænomener som utroskab, en homoseksuel frisør og bulimi. I hvert fald er det sådan, disse fænomener bruges i bogen. Alligevel er jeg samtidig glad for at have læst den og kan i det store og hele anbefale den som det, den er: en god fortælling, der tangerer kriminalgåden og parrer den med lidt kvindesagsroman.»mågelatter«er i øvrigt Krístin Marja Baldursdóttirs debutroman. Den udkom på islandsk i 1995 og blev dertil filmatiseret i Brevlange postkort nået frem i utide Tomsky Bortkomne postkort til ubekendt adressat 64 sider, 145 kr. Langtbortistan Der står på én gang for meget og for lidt i Tomskys postkort Anmeldt af Martin Deichmann Langtbortistan er et sted i det gamle melankolske Centraleuropa. Et sted, hvorfra man sender triste, dybsindige rejsebreve. Sidder på café og betragter gadelamper akkompagneret af kelnerens dæmpede snak med stamgæster ved bardisken. Donau, romersk arkitektur, Prags regnvåde gade og eksilerede intellekter i Istanbul. Dette velkendte Langtbortistan kan være en udmærket motor for nutidig skrift. Et sted, man på en gang kan ironisere over og længes tilbage til. Langtbortistan er også navnet på et dansk forlag, der for ganske nylig har set dagens lys. To udgivelser er det blevet til:»patagonia«af Thomas Linder Brox og»bortkomne postkort til ubekendt adressat«af pseudonymet Tomsky begge orienteret mod temaerne rejse og fravær. Og begge med intention om at opstille tableauer og billedliggøre oplevelser.»bortkomne postkort til ubekendt adressat«er en beskeden tekstsamling på et par-og-tres sider. Det beskedne og kortfattede er jo naturligt givet i postkortets form, men samlingens tekster overholder strengt taget ikke formalierne. De er både længere end genren tillader og indeholder mere uddybende information, men siger samtidig ikke særligt meget. Postkort som metafor for rejsefragmenter er fin nok. Den charmerer endda. Men det kondenserede udtryk, som idéen om postkort lægger op til, lykkes ikke for Tomsky. Teksterne udspringer af møder i og med centraleuropæiske hovedstæder. De indeholder traditionel tristesse, surrealistiske optrin, megen satire og ironi og tvetydige semi-oprørske hilsner til far & mor, venner & bekendte.»hotel Homo«er en vildfaren udgave af Villy Sørensens»Patienten«.»Syrjanka«minder i samspil med bogens forord om en pastiche på Borges. Teksten»Berlin«er samlingens positive overraskelse, der trods lidt misforstået ironiseren rummer the good old centraleuropæiske blues. Et eksempel: fortælleren sidder i nattoget og tænker på sin elskedes blik i afskedens stund:»at du, ligesom jeg savnede på forhånd, inden vi egentlig skiltes. At du med dit blik ville forkorte afstanden mellem farvel og goddag«. Og det var naturligvis ikke dét, blikket fortalte. Flere af den slags postkort ville jeg have været glad for. De øvrige behøvede for min skyld ikke at være nået frem. 30 NR. 4 DECEMBER 2003

31 Hvad er queer teori og hvad er det ikke? Af Liv Mertz og Henrik Varmark Termen queer theory blev første gang anvendt ved en akademisk konference i New York i På amerikansk har glosen queer tidligere været brugt som en nedsættende betegnelse for primært mandlige homoseksuelle, men mere generelt betyder ordet også sær, afvigende og skæv. Teorien var groft skitseret produktet af en fusion mellem seksualitetsog kønsstudier, men helheden blev mere end blot summen af de to hovedbestanddele. Indtil da havde seksualitetsstudier nemlig nærmest været ensbetydende med historisk dokumentation af bøsser og lesbiskes levede liv. Bøsse og lesbisk blev de historiske aktører defineret som, hvis de forelskede sig i, blev tiltrukket af og/eller dyrkede sex med personer af samme biologiske køn. Queer teorien rettede derimod kikkerten (og kanonen) mod normativiteten. Både mod den heteronormativitet, som både lovgivningsmæssigt og kulturelt privilegerer heteroseksuelle monogame parforhold, men også mod den normative homoseksuelle essenstænkning, der ligger i, at den homoseksuelle bliver italesat som en særlig mennesketype, der afviger fra flertallet, og som har krav på beskyttelse i kraft af sin status som mindretal. Som tænkemåde, analytisk redskab og aktivismeform promoverer queer teorien en ganske anderledes strategi, fordi den adskiller sig radikalt fra de forudgående bestræbelser på at synliggøre seksuelle minoriteter. Gloria goes to gay pride I et litterært perspektiv handler den queer læseform derfor hverken om at diskutere homo-klassikere eller i et forsøg på at genoplive biografismen at udpege homoseksuelle forfattere fra en nær eller fjern fortid. Det var i høj grad projektet i den homoseksuelle litteraturhistorie, som gik ud på at fremskrive en positiv identitetshistorie for sin subkultur. Denne litteraturhistorie tog for alvor fart i USA fra 1980 erne og vokser sig stadig større. I amerikanske boghandler finder man digre værker med titler som»a History of Gay Literature«eller»The Gay & Lesbian Literary Heritage«, hvor man kan slå op under alt fra Homer og Oscar Wilde til Patricia Highsmith og Children s Literature (for opklaringens skyld handler dette opslag om bøger til børn af bøsser og lesbiske, f.eks. og hhv.»gloria goes to gay pride«og klassikeren»heather has two mummies«). Man skal have noget at identificere sig med for at genkende sig selv. Det nye, queer perspektiv skal i stedet, med queer litteraten Dag Heedes ord, tjene til at mærkværdiggøre det selvfølgelige (i Heedes tilfælde den litterære kanon). Med det mærkværdiggørende perspektiv for øje handler mange bidrag i dette Stand In om at udpege, ikke folks køn eller seksualitet, men netop de steder i kunsten og livet, hvor der hersker en usikkerhed om disse problematiske og forældede, normative begreber. Til sammenligning kan queer øjne også se anderledes på børnelitteraturen: det svenske tidsskrift BLM har netop skrevet om det queer eller mærkværdiggørende ved figurer som Pippi Langstrømpe, Peter Plys og Harry Potter. Køn er noget man gør Også inden for kønsforskningen skiftede fokus i stigende grad fra køn som noget, man har, til noget, man gør. Og her gled synliggørelsesprojektet også mere og mere i baggrunden: Nu handlede det ikke længere om f.eks. at bevise, at kvinder også havde spillet en rolle i historien. I stedet blev der teoretiseret over køn som et relationelt og strukturerende princip. Dermed blev det muligt at problematisere kategorierne mand og kvinde og påvise, at disse var historiserbare og foranderlige størrelser. Med den nye optik kunne forskere udsætte det mandlige og det kvindelige for samme mærkværdiggørende greb, som de seksuelle identitetskategorier oprindeligt blev underkastet. Fusionen af køns- og seksualitetsforskning gjorde det endvidere muligt at teoretisere over de to markørers placering i et større regulerende system, som den amerikanske filosof Judith Butler har kaldt den heteroseksuelle matrix. Uden for sådan én er der, som man ved fra filmens verden, en anden verdensorden på færde, og Butler vender vi og mange andre skribenter her i Stand In snart tilbage til. Siden Freud har køn og seksuel orientering for mange stået som de allermest centrale kendetegn ved menneskers personlighed. Freuds repressionshypotese, som netop forudsatte seksualiteten som en iboende kraft, fik en renæssance i 1960 erne i kraft af den seksuelle revolution. Seksualiteten skulle nu slippes løs af sit (borgerlige) fængsel. Forståeligt nok indgød 1960 ernes seksualpolitiske klima derfor også til frigørelsesbestræbelser, der tog udgangspunkt i seksualiteten som en indre kerne, der skulle befries. Dette udgangspunkt levede den homo- fortsættes på næste side Tillæg til nr. 4 december 2003 NR. 4 DECEMBER

32 (stand in) fortsat fra forrige side seksuelle borgerrettighedsbevægelse da også fint med de næste 20 år. Undervejs stødte det dog ind i en af queer teoriens andre store inspirationskilder, Michel Foucault, hvis kritik af én essentiel drift lagde grundstenen for Judith Butlers plot mod heteronormativiteten. The Butler did it Normerne for, hvordan man kan gøre sit køn og sin seksualitet, er netop denne Butlers genstandsfelt. I sit banebrydende værk»gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity«fra 1990 analyserer hun betingelserne for at gøre sig kulturelt forståelig som kønnet og seksuelt væsen i den vestlige verden i slutningen af det 20. århundrede. Butler finder frem til, at der findes et påbud om overensstemmelse mellem biologisk køn ( sex ), socialt køn ( gender ), seksuelt begær og seksuel praksis. Dette imperativ er det, vi før omtalte som den heteroseksuelle matrix. For at blive betragtet som normal skal subjektet udvise en kausal sammenhæng mellem disse fire komponenter: Hvis man er født med en tissemand, må man også agere sådan, at det omgivende samfund anerkender en som mand. Dette krav kan man opfylde ved at tilegne sig et bestemt kropssprog, opøve særlige kompetencer og dyrke bestemte interesser. Endvidere må man rette sit begær mod personer af det modsatte biologiske køn det er en del af den samlede kønspakke og endelig er det også disse personer, man forventes at dyrke sex med. Butlers ærinde er således ikke at kortlægge årsager til, hvorfor nogle bliver homo- eller transseksuelle, men derimod at påvise, hvorfor de fleste bliver heteroseksuelle. Heteroseksualitet er dermed ikke i mindre omfang en social konstruktion, end homoseksualitet er det: Den heteroseksuelle matrix udstikker ikke blot retningslinjer for, hvordan vi kan gebærde os, men afgrænser også horisonten for, hvilke typer adfærd vi umiddelbart kan forstå. Hvis man lever et liv uden den konventionelle sammenhæng mellem de oven for anførte komponenter, kan man på forskellig vis imødegå de sanktioner, man oplever på dén konto. Én strategi er at gruppere sig med andre med samme afvigelseskombination som en selv. Herhjemme hedder Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske netop således, fordi den definerer sig ud fra sine medlemmers seksuelle observans. Men man kan også vælge at søge sammen med mennesker, der deler samme optik som én selv som ser på verden på samme måde. På den måde bliver det perspektivet, der definerer fællesskabet og ikke identiteten. Det er her en udbredt misforståelse, at queer cirka betyder det samme som bøsse eller lesbisk, men bare er en mere inklusiv paraplybetegnelse. Hvordan man ser ud og opfører sig, samt hvem man går i seng med og hvordan, er underordnet. Derfor er dette Stand In heller ikke (kun) forbeholdt homoseksuelle forfattere, kunst eller for den sags skyld skribenter. Queer perspektivet gør op med identitetsbaseret politik som sådan, og queer kan enhver altså kalde sig, der opfatter normalisering som magtudøvelse i sig selv! The Big Bang I dette nummer kigger vi især på Herman Bang, som i disse år lægger ryg til en stor del af debatten for og imod det queer perspektiv. Hvor en homo-litterær læsning af Bang forenklet sagt ville fremstille ham som en helt i subkulturens identitetshistorie, viser Dag Heede kernen i sit queer projekt med at mærkværdiggøre de faste idéer og kønskategorier i forståelsen af den store Bangs værker. At dét er svært at gøre uimodsagt, demonstreres straks efter af to essay-anmeldelser. Lis Norup og derefter Storstein & Sørensen sætter hver især fokus på de æstetiske problemer, der melder sig, når man kobler seksualitet med litteraturhistorie i fortolkningen. Hvis det ellers er det, queer læsning gør: Er det blot biografisme i forklædning, og hvor allegorisk kan man læse tekster, der gør en dyd ud af at undgå den direkte tale om homoseksualitet? Denne problemstilling er også aktuel hos andre end Bang. Det ser man blandt de ældre tekster i en ny dansk antologi fra Forum med tekster om homoseksualitet. Antologien er ikke et decideret queer, men snarere et homoseksu(eller tekstu-)elt projekt, der ikke er set før herhjemme. For at illustrere forskellen og for at provokere udsætter vi den homoseksuelle antologi for et særdeles queer anmelderperspektiv og giver derefter, i retfærdighedens navn, ordet tilbage til ankermanden bag samme bog. I et interview fortæller Peter Legård Nielsen om bevæggrundene for at samle og sende sådan et værk på gaden. Han giver samtidig et litterært rids over udviklingen i den danske homolitteratur, hvis grad af åbenhed eller allegorisk omskrivning følger i sporene på den ovenstående, kulturhistoriske skabelon over det 20. århundrede.»stalemate«. To mænd, der lægger arm? Den fremherskende konstruktion af køn gør det utænkeligt, at en kvinde skulle ønske at udfordre en mand på fysisk styrke. Personen til venstre er den transseksuelle fotograf Loren Cameron, der er født som kvinde. Gengivet med kunstnerens venlige tilladelse fra fotobogen»body Alchemy. Transsexual Portraits«(1996) Queer sprogbrug Vores faste læsere vil vide, at Standart normalt beskæftiger sig med litteraturens verden. Når dette tillæg nu så gerne vil være queer, tager vi vores egen medicin og løfter til sidst blikket ud af vort vanlige fagområde. Fotografiets verden er her særlig velegnet, fordi Tina Raun kan fastholde den flygtige essens i den queer synsmåde hos fotografen Nan Goldin. I dennes (og ikke hendes) billeder kan man ikke entydigt aflæse, hvilke personer der er hvad, men så kan den queer fortolkning i al fald diskutere, hvordan og hvorfor 32 NR. 4 DECEMBER 2003

33 (stand in) den ikke kan dét. Når et sådant analysearbejde skriver sig op imod heteronormativiteten, må det sproglige forløb manøvrere uden om gloser som han og hun. Når udgangspunktet er at sætte spørgsmålstegn ved de foruddefinerede, bestemte kategorier, er queer skriftsprog gerne holdt i ubestemt grammatisk form (dog ikke i nærværende tekst!) Som begrebet om queer næsten selv indbyder til, slutter vi af med en perspektiverende kritik af begrebet selv. I forlængelse af de nedbrudte kønskategorier hos Bang, Butler og Goldin kommer Bonnie C. Barr med et amerikansk bud på, hvor man kan gå hen efter queer bølgen. Barr har sit litterære fokus på transseksuelles selvbiografier. Ikke»de transseksuelles selvbiografier«. Det lille de ville jo netop antyde, at den talende skulle befinde sig i en anden kategori end de, og det ville markere en identitetsmæssig eller kategoribaseret afstand til det Andet. Alt dette vil man netop omgå i queer optik. Fra sit synspunkt viser Barr, hvordan begrebet om Transgender Theory både griber tilbage til kønsidentiterne og skubber dem fra sig igen dem. Dermed udfordrer artiklen det spæde, men stadigt voksende queer forskningsfelt i Danmark, som dette Stand In dermed både forlænger og kritiserer. Det queer perspektiv drejer sig igen med Dag Heedes ord ikke om at finde sandheden, men om at undgå at frede sandheder: der hvor det synes mest illegitimt at stille dybdeborende og problematiserende spørgsmål, er netop det sted, man skal begynde at bore. Derfor starter vi med ham selv. Forvirret? Forhåbentlig ikke efter at have læst de følgende sider. Og i så fald er det, fra et queer synspunkt, ikke den værste tilstand, man kan ende i. Maria Nikolajeva:»Hur queer är Pippi?«BLM 2003, nr. 4 Spring nr. 20, Tema: Litteratur, køn, identitet Claude J. Summers (red.):»the Gay and Lesbian Literary Heritage«Synsvinkler 28, Queer. Særnummer Gregory Woods:»A History of Gay Literature«(1998) Dele af denne artikel har tidligere været bragt i»universitetsavisen«nr. 9 / 30. maj 2003 under titlen»identiteterne der blev borte«af Dag Heede Herman Bang og seksualiseringen af litteraturhistorien Eller: er impressionismen en homoseksuel fortælleteknik? Intro: fodnoten Kære Læser. Tillad mig at indlede dette essay skævt og selvcentreret to sider af samme sag. Queer teorien og dekonstruktionen har frembragt en øget sensibilitet i forhold til tekstlige periferier, udkanter, grænser og ikke mindst overskridelser. En af disse marginer eller grænsefigurer er fodnoten. Fodnoten har en lang række funktioner, ikke kun i en skønlitterær tekst, men også i den genre, vi kender som den videnskabelige afhandling. Først og fremmest har den den velkendte læsertyngende, genremanifesterende og akademisk legitimerende funktion at demonstrere, at den skrivende skam har gjort sit læsearbejde, skam kender den hidtidige forskning på feltet, skam kan gå i dialog med den både overordnet set og på detaljeniveau og skam vedkender sig den gældende skrivetradition for forskningsproduktion. Den bringer med et bang sk udtryk både skriver og læser under åget. Men fodnoten kan også i en tilsyneladende stram genre som den akademiske afhandling have en lang række andre funktioner. Lad os stjæle lidt fra Jacques Derridas forestillinger om supplementslogikken, hvor han taler om randbemærkningen, men som jeg tillader mig at udvide til også at gælde fodnoten. Fodnoten er ifølge Derrida et tillæg, noget der underbygger, udvider, nuancerer og komplementerer og evt. kan springes over, uden at hovedteksten forstyrres. Samtidig insisterer fodnoten på sin eksistens, sin egenberettigelse, og truer derved med ikke bare at supplere, men måske overtage eller sågar erstatte primærteksten. Fodnoten kan fra at være et uskyldigt tillæg blive næsten et enten/eller i forhold til hovedteksten eller et både/og, en fikserbilledagtig mekanisme, hvor læseren tvinges til at forholde sig til to tekster på en gang, to stemmer, der uophørligt henviser til og/eller modsiger hinanden. Fodnoten som hermeneutisk narrefisse Denne lidt kringlede omvej til mit egentlige projekt: at reflektere selvkritisk over min nys udgivne afhandling:»herman Bang. Mærkværdige læsninger«. Jeg gør det ved at læse min egen mærkværdige og skæve tekst mærkværdigt og skævt; eller anderledes udtrykt: ved at dekonstruere min dekonstruktion. Jeg tager således ikke udgangspunkt i hovedteksten brødteksten, som det hedder med en lidt mærkelig kulinarisk metafor men i to fodnoter, der hver for sig måske demonstrerer meget lidt uskyldige anvendelser af genren. Den første er vist allerede blevet berømt. Den går igen i næsten samtlige anmeldelser af bogen. Fodnoten, skylder jeg at sige de læsere, der kun kender min bog via anmeldelserne (og det er og forbliver vist desværre hovedparten), eksisterer altså og ja, tænk!, jeg formaster mig rent faktisk til at skrive om romanen»tine«: I en pornografisk optik kan man betragte de erotiserede trekantstableauer i romanen som lesbiske forspilsscener mellem Marie og Tine, der nærmest naturlovsmæssigt synes at påkalde mandens fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER

34 (stand in) fortsat fra forrige side ankomst med eller uden»halsende hunde«. Denne struktur gælder både på mikroplanet i indledningskapitlets små erotiske tableauer og som makrostruktur for hele romanen. Sat på spidsen kan Tine også betragtes som en pornofilm, der på klassisk vis begynder med lesbisk petting og ender med et stort heteroseksuelt tionsmoment, en hermeneutisk narrefisse. Fodnoten som smertepunkt Imidlertid kan fodnoten også misbruges på anden vis end i ovennævnte puerile eller senpubertære og pseudopornografiske forsøg på at kaste kødlunser ud til anmelderkorpset (der i dette tilfælde har nu grebet dem med sund appetit). Den kan markere et smertepunkt, Også denne udvikling har en seksualitetsteoretisk dimension, som Herman Bang selv lægger op til i»gedanken zum Sexualitätsproblem«. Han siger her, at den homoseksuelle kunstner aldrig vover at udtrykke sine følelser direkte og således aldrig vil kunne udfolde sit talents fulde og oprindelige kraft:»um eine ewige Maskerade zu vermeiden, wendet er sich von sich selbst und give sine følelser direkte udtryk, og ikke ønsker»eine ewige Maskerade«(måske som i tilfældene med Kamilla- og Eva-skikkelserne fra»haabløse Slægter«). I stedet bliver han så iagttager, en position, der kan kobles til den impressionistiske fortællekunst, der opererer med en ekstrem diskret (ikke passiv ) fortælleteknik.»stuk«er således måske en slags impressionistisk Bernhard Foto: Henrik Varmark knald (i alle ordets betydninger). Denne fodnote er naturligvis bemærkelsesværdig. John Chr. Jørgensen opfordrer i»ekstra- Bladet«sin Bang-elskende læser til her at forsyne sig med rigelige mængder af stesolider. Ikke uden grund. For maskeret og forsøgt uskyldiggjort som lærd reference gemmer der sig her en utilladelig tankeassociation, der ikke forfølges, men heller ikke undertrykkes. I stedet kommer fodnoten som kompromis. Fodnoten har her en destabiliserende effekt som radikalt og uopfulgt fortolkningsforslag. Den maskerer et genrebrud, en umoralsk digression, der truer med at stjæle interessen fra hovedargumentationen. Den er et irrita- en radikal undladelsessynd, en reflektorisk afmagt á la:»ja, jeg ved godt, at dette har vidtrækkende konsekvenser, at det kræver langt mere argumentation, inddragelse af bredere materiale, grundlagsdiskussioner, nydefineringer og meget andet, ja, i virkeligheden en helt ny bog, og den orker eller magter jeg altså ikke at skrive, men på den anden side må dette siges og så kan andre, klogere, yngre og mere energiske måske tage bolden op«. En sådan fodnote eller et sådant smertepunkt udgør min behandling af Bangs udvikling fra naturalisme til impressionisme: seinen eigenen Gefühlen ab und wird als Künstler von allen Dingen ein Beobachter seiner Mitmenschen, und zwar in den meisten Fällen ein grosser Schilderer, weil er sozusagen mit vier Augen sieht.«her synes Bang at levere stof til en række koblinger mellem litteraturhistorie og seksualitetshistorie, ja, måske kan»gedanken zum Sexualitätsproblem«med dens beskrivelse af den homoseksuelle kunstners position som udenforstående læses som en skitse til en impressionistisk poetik. Man kan således måske også søge en af impressionismens rødder eller forudsætninger i Herman Bangs seksuelle outsiderposition, hvor han ikke mener at kunne Hoff med en radikal flytning af fokus fra betragteren selv til det betragtede. Det mærkværdige er således ligeledes rykket fra excentrikerens introspektion af sin egen besynderlighed og af andre personers besynderligheder til en tilsyneladende neutral og objektiv skildring af universet, der nu til gengæld skildres som mærkværdigt. Hvis jeg skulle skrive min Bangbog forfra, blev det måske ud fra denne grundhypotese, der på mere konsekvent vis kunne genindskrive Bang i litteraturhistorien i stedet for som Niels Barfoed rigtigt bemærker det i»weekend-avisen at skrive ham ud af den. 34 NR. 4 DECEMBER 2003

35 (stand in) Seksualiseringen af litteraturhistorien Den bog, jeg håber, en dag kan skrives af en anden er en konsekvent seksualiseret litteraturhistorie, hvor Bangs særlige seksuelle position og forudsætninger systematisk og udfoldet kan kobles til udviklingen af den impressionistiske skrivestil. Nu vil jeg nøjes med at anvende essayet,»gedanken zum Sexualitätsproblem«, som en prisme til at afdække tematiske strukturer i Bangs forfatterskab. At anvende denne posthumt udgivne og sent skrevne tekst essayet er dikteret til Bangs læge Max Wasbutzki i 1909 og udkom først i Bonn i 1922 som optik på forfatterskabet er naturligvis hverken uproblematisk eller omkostningsfrit. Men en sådan skæv samlæsning af en mærkelig marginaltekst med forfatterskabets centraltekster kan afdække interessante mønstre og logikker. Essayet er blandt meget andet en apologi for homoseksualitet og en playdoier for at afkriminalisere fænomenet, som Bang fremstiller som et ufarligt naturens lune snarere end en perversitet eller en last. Han fremstiller den typiske homoseksuelle som et misforstået og uskyldigt forfulgt væsen, der først og fremmest er en agtværdig, altruistisk, lovlydig og selvhadende bedsteborger, der ligesom Ida Brandt i»ludvigsbakke«er nærmest patologisk gavmild og netop pga. denne gavmildhed ofte ender i fedtefadet. Hvad der eventuelt kunne udløse denne gavmildhed og ikke mindst hvilke modydelser de unge mandlige modtagere af den forventedes at levere, går teksten og Bang i det hele taget let og tavst henover. Smagfuldt sikkert ud fra samtidens normer. Bangs essay er i høj grad et knæfald for heteronormativiteten (forestillingen om heteroseksualitetens universelle og absolutte forrang), en slavetekst for nu at udtrykke det i ideologikritiske termer. Bang ikke blot underkaster sig normen og magten, han omfavner den. Forplantningen Bang er i essayet radikalt antimissionerende, tigger kun om accept for allerede eksisterende homoseksuelle, der fremstilles som en fejl i naturen, som fremtidens læger på sigt vil kunne om ikke kurere, så dog forebygge. Medicinen vil kunne forhindre produktionen af kommende homoseksuelle, eller tør vi anvende et Bangsk udtryk som håbløse slægter? Alene forplantningen kræver ifølge»gedanken«-essayet en sådan indskrænkning. Et hovedargument i min bog er, at Herman Bang i hele sit forfatterskab ganske enkelt udfører det projekt, han håber, kommende læger i virkeligheden vil realisere. Bang udforsker sine mærkelige personer, analyserer deres familieforhold, arvelige belastninger, fødsler, opdragelse, opvækst, redegør minutiøst for deres indflydelseskilder, udleverer deres tragiske kærligheder og ender næsten hver gang med at tage livet af dem, så forplantningen kan gå sin gang og smålivet skylle videre, som Agnes Linde udtrykker det i»ved Vejen«, Bangs mestertekst, der med fordel kan genlæses i et forplantningsøkonomisk perspektiv. Kortromanens eller langnovellens triste slutning er nemlig fra et reproduktionsmæssigt synspunkt den optimale løsning; for den sterile heltinde er død, den forplantningsuvillige Huus, der godt nok kører med sæd, men har gådefuld afsmag for forlovelser og fødsler, er bortrejst, den virile stationsforstander Bai kan udover sine to uægte børn få et par ægte med den mere end parringsvillige Louise Abel, der ligesom sin lige så mandbare søster, Ida, måske endelig får en mand på krogen. Vi er her alle for forplantningen, sukker veninden den engang så vitale Thora Berg, der karakteristisk nok gifter sig nedad med en Kaptajn Dahl og det udsagn skal tages bogstaveligt. De ufrugtbare De der ikke kan eller vil forplante sig, skal Herman Bang nok sørge for enten at få skaffet af vejen gennem bortrejse eller, hyppigere, få taget livet af. Ægteskabsbryderen Tine bliver sendt i dammen, den naturstridige Ida Brandt visner bort i løbet af foråret, William Høg resignerer eller begår selvmord (anden-udgaven af»haabløse Slægter«er mere moralsk, idet den kraftigt antyder, at den besynderlige helt dør snarere end den usædelige førsteudgaves bortrejse), og Claude Zoret dør og testamenterer sin formue til det unge heteroseksuelle par ligesom den navnløse fortæller i»brudt Liv«, Bangs tidligste tekst. Joán Ujházy nøjes med at rejse bort ligesom en lang række andre blege, gådefuldt melankolske og altruistiske ungkarle. Der viser sig gradvist et fast mønster og en gennemgående logik i Bangs forfatterskab, som typisk rummer beskrivelsen af en mærkelig figurs mærkeligt determinerede skæbne, som vedkommende vel at mærke er ganske uden skyld i. Herefter følges denne ofte engleagtige outsiders tragiske liv, som typisk krones med døden, der nærmest fremstilles som en form for selvrealisation såvel som en slags ofring for menneskeheden og forplantningen. Eller som Willian Høg gådefuldt skriver det i sit afskedsbrev, der i alle ordets betydninger afslutter de»haabløse Slægter«: for at frelse Slægten. Bang skriver sig således gennem sine allegorier ind i den moderne vestlige verdens hygiejniske fantasi om et univers uden homoseksuelle. Eller anderledes udtrykt: en god homoseksuel er en død homoseksuel. Kvindeskildringerne»Gedanken«-essayets poetologiske muligheder er imidlertid ikke udtømte hermed. Et standardtema i Bang-forskningen er inspireret af Bangs egen fremstilling af den homoseksuelle mand som en kvindelig sjæl i et mandligt legeme. Denne figur, som queerteoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick i sin bog»epistemology of the closet«kalder inversionstropen, giver ifølge Bang den mandlige homoseksuelle kunstner særligt gode betingelser for at skildre mennesker, idet han er en androgyn figur, der indfølende og indfølt kan beskrive såvel mænd som kvinder. Bangs berømte kvindeskildringer er således ofte koblet til hans homoseksualitet. Imidlertid er jeg skeptisk ved dette ræsonnement. For det første fordi jeg ja, call me old fashioned! som feminist altid studser, når en enig, mandlig forskningstradition roser en mandlig forfatter for hans begavede kvindeskikkelser. Selv en kønsforskruet mesterdigter som J.P.Jacobsen roses herfor. Og jeg savner at se kvindelige Bang-forskere rose kvindeskildringerne. Kun den tyske skandinavist Annegret Heitmann har i afhandlingen»noras Schwester«sat spørgsmålstegn ved de bang ske kvindeskikkelsers realisme. Helt oplagte emner som misogyni og kvindedæmonisering i Bangs forfatterskab skriger på systematisk kortlægning, analyse og teoretisering gerne af en forsker med kvindeligt markerede kropstegn, som det jo nu hedder på postfeministisk newspeak. For det andet går min skepsis vedrørende den mandlige konsensus omkring den mandlige homoseksuelles indlevelsesevne i kvinden også på det banale faktum, at selv inden for figurens egen logik, så savner jeg det modsatte billede. Jeg ville være mindre skeptisk over for tankegangen, hvis jeg bare engang imellem så hyldester til lesbiske kunstneres dybfølte indlevelser i mænd. En undladelsessynd Jeg må her ved vejs ende beklage, at jeg endnu engang har begået»mærkværdige læsninger«s undladelsessynd: ikke at besvare spørgsmålet:»er impressionismen en homoseksuel fortælleteknik?«for mig er det først og fremmest vigtigt at stille spørgsmålet, at formulere det som kombinationsmulighed mellem seksualitetshistorie og litteraturhistorie. Jeg er fuldstændig klar over, at en randbemærkning om den homoseksuelle kunstners produktionsbetingelser i en posthumt udgiven marginaltekst af en enkelt forfatter næppe isoleret kan bygge en bro mellem en så bred bevægelse som impressionismen og et så komplekst historisk fænomen som homoseksualiteten. Jeg har samme følelse ved at stille spørgsmålet, som Judith Butler havde ved at skrive et essay med titlen»den lesbiske fallos«: indholdet kan aldrig leve op til titlen. Men som Butler resigneret konkluderer: sådan er det altid med det falliske. Det lover altid mere, end det kan holde. Herman Bang:»Gedanken zum Sexualitätsproblem«(1922) Dag Heede:»Herman Bang. Mærkværdige læsninger«(2003) Annegre Heitmann:»Noras Schwester«(1992) Eve Kosofsky Sedgwick:»Epistemology of the closet«(1990) Dag Heede (f. 1962), mag.art og ph.d i litteraturvidenskab (Københavns Universitet), lektor i dansk litteratur ved Institut for litteratur, kultur og medier, Syddansk Universitet. Har bl.a. publiceret om Michel Foucault, Sigmund Freud, Jens Peter Jacobsen, Karen Blixen, Herman Bang, Lili Elbe, Peter Høeg og queer teori. Arbejder p.t. med H.C.Andersen. NR. 4 DECEMBER

36 (stand in)»hvad er det Herman Bang har skrevet?«om Dag Heedes nye, mærkværdige Bang-læsninger. I tableauets abrupte form sætter de fokus på forfatterens livslange forhandling med heteronormativiteten Af Lis Norup Skønt det i Grunden ikke passer sig for Voksne at drøfte Kønsspørgsmaal, fordi det for Mænd, der arbejder og har Familie, er overflødigt, har de sidste Tiders Sædelighedsskandaler maattet bevæge enhver Borger til at klargøre sit Syn paa abnorme Kønsforhold. Er Homoseksualitet tilladt eller ej, er Pæderasten en Sædelighedsforbryder eller en Syg? Den, der her i homofobisk tonefald påtager sig den opgave at diskutere»en Mands forrykte Tilbøjelighed for sit eget Køn«, er Johannes V. Jensen i en kronik i»politiken«, 30. november Målet med kronikken»samfundet og Sædelighedsforbryderen«er at understrege»det Offentliges Pligt«til ubetinget at beskytte almenvellet mod den»skidne Kønsforrykthed«, bl.a. ved at indrette»et Hospital med tvunget Ophold for kønsligt Ulykkelige«. Indtil slige faciliteter er tilvejebragt, er det Privatmandens ret at værne»sig og sit Hus«, om nødvendigt ved»at sparke Tænderne ind i Hovedet paa en Sædelighedsforbryder, der kommer dig for nær.«tidspunktet for Johannes V. Jensens anråbelse af»samfundets Ret at fastholde og uskadeliggøre enhver, der sondrer sig ud fra det Almene«var ikke tilfældigt. For kronikken var affødt af en aktuel skandale, af Den store Sædelighedssag, hvor respektable og velhavende herrer af det bedre borgerskab som tandlæge Emil Aae og overbetjent i opdagelsespolitiet Carl Hansen var blevet arresteret og året efter, i 1907, dømt for at have overtrådt straffelovens 177, Deelagtighed i Omgængelse mod Naturen. Det interessante ved forhørene var ifølge Wilhelm von Rosens bog»månens Kulør«, hvorfra de her bragte oplysninger stammer at de anklagede nok tilstod»en lang række strafbare forhold«, herunder at have nydt omgang med»hanskøger«, unge mænd af arbejderklassen, der for en daler eller to falbød kødets glæder, og at have frekventeret såkaldte Mandeklubber, men uden at de følte sig skyldige.»de anerkendte ikke«, skriver von Rosen,»retsgrundlaget for retsforfølgningen«, fordi de var bevidste»om at tilhøre en gruppe af særlige individer og denne gruppes veletablerede sociale forankring i en københavnsk og international subkultur.«* Bangs tanker om seksualitetsspørgsmålet Blandt de grovheder, der fylkedes i Johannes V. Jensens kronik, var der en, der var lige ved at få ham smidt ud af Dansk Forfatterforening. Det var insinuationen om, at den positive holdning til et politisk forslag om udbygning af Københavns befæstning hos en»meget kendt Forfatter, der iøvrigt foruden at være abnorm ogsaa har vist Talent«, skyldtes en forliebelse i en løjtnant.»staklen«, der ifølge Johannes V. Jensen»næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand«, lod sig uden vanskelighed genkende som Herman Bang. At den kendte forfatter Herman Bang var kontrærseksuel, var der ingen i samtiden, der var i tvivl om slet ikke efter den smædekampagne, frokostsprøjten»middagsposten«førte an i, og hvis modbydeligheder var medvirkende til, at han i 1907 flyttede til Berlin hvorimod kun få med sikkerhed kendte hans holdning til sin seksualitet. I 1909 samme år som Emil Aae, efter at have udstået sin straf for 14 tilfælde af omgængelse mod naturen, lod udgive sit forsvars- og anklageskrift»den fulde Sandhed om min Arrestation og Fhv. Kst. Kriminalretsassessor Wilckens store Sædelighedssag «nedskrev Herman Bang i samarbejde med den tyske læge Max Wasbutzki sin opfattelse af homoseksualiteten i skriftet»gedanken zum Sexualitätsproblem«. Bistået af doktoren mente Herman Bang at pamfletten kunne tjene højere mål end bekendelsens, nemlig at indgå som kildeskrift i videnskabens vedholdende produktion af sandhed og viden om kønnet:»jeg ønsker, at disse Ord fem Aar efter min Død offentliggøres i et videnskabeligt Tidsskrift af min Ven og Læge Dr. Max Wasbutzki eller af en af ham betroet Person.«Dette i forfatterskabet sene eller rettere posthume skrift, der først blev offentliggjort i 1922 i Berlin, udgør præteksten for Dag Heedes forståelse af den måde, hvorpå Herman Bang i sit forfatterskab forklæder, iscenesætter, fortier, fornægter, sentimentaliserer, spiritualiserer eller allegoriserer homoseksualiteten. I de 82 tableauer, som Heedes bog»herman Bang. Mærkværdige læsninger«består af, er homoseksualiteten ikke blot det centrale tale- og tekstproducerende, omend gedulgte omdrejningspunkt i forfatterskabet. Homoseksualiteten forstås også i en accentueret modsætning til heteroseksualiteten som overgribende og bestemmende for den måde, hvorpå alle modsætninger og konflikter, de være historiske, økonomiske, sociale, moralske, psykologiske eller biologiske, udtrykkes i forfatterskabet. Det er i denne tilgang, der iøvrigt ikke ekspliciteres i nævneværdig grad, at Dag Heede viser sig som queeranalytiker. Ved at»anlægge bevidst skæve vinkler«og betjene sig af»besynderlige betragtninger«søger han i»mærkværdige læsninger«først og fremmest gennem den»kønsomvendte allegori«at afdække, hvordan det homoseksuelle begær forvaltes eller forhandles i en heteronormativ verden. Hvor homoseksualiteten hos Herman Bang bliver diskuteret uden forklædning, sker det ifølge Dag Heede i slavetænkningens form, i en tematisering, der understøtter og bekræfter den heteroseksuelt satte heteronormativitets»absolutte etiske forrang, universalitet, omnipresens og ofte uproblematiske status som natur«. Med en kvindes sjæl Udgangspunktet i Herman Bangs»Tanker om seksualitetsspørgsmå- 36 NR. 4 DECEMBER 2003

37 (stand in) let«, som skriftet hedder i den danske oversættelse, er en afvisning af forførelsesteorien gennem en understregning af, at»[m]an bliver ikke homoseksuel, man er det.«men denne medfødte kønsfølelse fremstilles ikke som en legitim ytring af sanselighed og begær; den er en afart, en abnormitet,»en fejl fra naturens eller skaberens egen side«, som det vil være»uberettiget og umulig«at betragte som forbryderisk eller lovstridig,»thi man har aldrig ret til at straffe den medfødte natur«. Derimod er denne»medfødte lod«et anliggende for lægen og videnskaben. Indtil fremskridtet har tilvejebragt det ønskede middel til helbredelse eller udslettelse, lever den homoseksuelle et sørgmodigt og rastløst dobbeltliv, i et maskepi af hemmelige tegn og koder, hvormed han giver sig til kende for den fremmede, hans broder i dette ene. Dette fælles, der mærker den homoseksuelle med»en slags pukkelryggethed«hinsides klasser og dannelse, gør, at han»med hele sit hjerte og hele sin hjerne forsøger at overholde alle samfundets og ærens love«. Men hvor meget hans livsførelse end er behersket»af en skjult trang til at bøde, som havde han altid en skyldkonto, der skulle udlignes«, pines han af samvittighedskvaler og angst for at blive afsløret, hvorfor selvmordet lokker som den endegyldige udvej. Og dog er det ifølge Herman Bang således, at skammen over»skavanken«forlener den ulykkelige med en grænseløs godhed, uegennytte og kunstnerisk anlæg, fordi han skønt mand»føler med en kvindes sjæl«og derfor»kan udforske sjælelivet fra to sider«. * Altruister og selvmordere Dag Heedes interesse er ikke at forstå Herman Bangs»Tanker om seksualitetsspørgsmålet«i forhold til samtidens kønsdiskussioner, ej heller at lade skriftet indgå i en bredere historisk analyse af ombrydninger i den maskuline kønsrolle under trykket af sociale og samfundsmæssige forandringer. Sigtet er litterært, er en undersøgelse af, hvordan Herman Bangs livslange»forhandlinger med heteronormativiteten«lader sig spore i det skønlitterære forfatterskab. Overordnet genfinder Heede den afvigerens altruistiske og selvmorderiske skikkelse, som Herman Bang fremmanede i»tanker om seksualitetsspørgsmålet«, som persontype og mønster i romanerne og novellerne:»[e]n god, længselsfuld, ofte til døden melankolsk person bringes på grund af forhold uden for personens egen kontrol og herredømme (forhold der muligvis hidrører fra personens slægtsarv, konstitution eller socialisation) til at begå et (ofte seksuelt betonet) normbrud; dette medfører døden, hvorefter teksten gennem sin patos søger at stille spørgsmålstegn ved, om status quo altid er helt retfærdig, og om vi virkelig lever i den bedste af alle verdener.«ind i dette mønster lader sig føje for at nævne nogle af de mest kendte den»ureproduktive«katinka Bai, som må dø, ligesom den»besynderlige«franz Pander og den»deflorerede ægteskabsbryder«tine Bølling begge må begå selvmord, mens William Høg, Ida Brandt, Frøken Caja og Ellen Urne synker til bunds i resignationens livløshed. Grev Hvide og Forvalter Huus kan nøjes med at rejse bort. Sidstnævnte med tog. Herefter følger en række tværlæsninger i forfatterskabet, hvis»vinklinger og perspektiveringer«skal»påvise og konstruere nye mønstre og logikker«og dermed åbne for indsigter, der ifølge Dag Heede har været overset i sekundærlitteraturen. Med afsæt i en bogstavelig udlægning af Herman Bangs udtalelse i 1879 om, at enhver bog er»en Bekendelse om Martinius Nielsen og Herman Bang 1880 Digteren selv og om den han elsker«, ser Dag Heede forfatterskabet som en kærlighedsbekendelse i den kønsomvendte allegoris form. Følgelig træder de tvende forførersker Kamilla Falk og Grevinde von Hatzfeldt i»haabløse Slægter«frem som»allegorier for homoseksuelle mænd«, som»arketyper på den ældre mandlige forfører «, hvis vemodsmættede orgel- og klaverspil»måske«lader sig forstå som»perversionens tidligste lokkemiddel«,»masturbation«og»et muligt udtryk for homoseksualitet, noget selvlært «. Også den opofrende Ida Brandt i»ludvigsbakke«er i forklædning, en»allegori for den mandlige homoseksuelle«, ligesom det højspændte omdrejningspunkt i»fædra«, incesten, er en»homoseksuel allegori«. Den morfindøs, som Ellen Urne i sin ulykke finder glemsel i, er»en substitut for (homo)seksualitet eller måske en allegori for masturbation slet og ret.«forholdet mellem Katinka Bai og Forvalter Huus i»ved Vejen«kan»også ses som en pæderastisk relation«, mens beskrivelsen af venindeforholden mellem Katinka og den brave præstedatter Agnes»åbner for en lesbisk fortolkning af deres relation«. Videre og videre går det. I tableau 54 møder vi under overskriften»monoseksuel medicin og lesbianisme som erotisering«degnedatteren Tine, mens den slidte og kantede frøken Cajas fornærmes med formuleringer som:»[s]elv hendes garderobe synes kønsløs (måske som en slap fallosparodi)«. Abrupte tableauer De mange forbehold og relativeringer, som den hyppige brug af»måske«og»også«angiver, ændrer ikke ved, at en queer-læsning, sådan som den her er foretaget, har tendens til at reducere de mange betydningslag i Herman Bangs forfatterskab til en bastant og monoton bekendelse af det homoseksuelle begær i den kønsomvendte allegoris form. Dette udelukker ikke, at Dag Heedes bog også rummer interessante betragtninger af forfatterskabets iscenesættelse af sanselighedens udtryksformer og undergravning af heteronormativiteten. Måtte disse iagttagelser blot have været udfoldet i en mere samlet og sammenhængende analyse, end det er tilfældet i den foreliggende bogs korte og abrupt sammensatte tableauer, således at den mærkværdiggørende læsnings fortrin i højere grad kunne være synliggjort. Dag Heede»Herman Bang. Mærkværdige læsninger. Toogfirs tableauer«275 sider, 268 kr. Syddansk Universitetsforlag NR. 4 DECEMBER

38 (stand in) Allegoriske læsninger af»stuk«ensrettet norsk bog udstiller de blinde vinkler i fortolkningen af Herman Bang Af Eira Storstein og Peer E. Sørensen I 2001 udkom der i Norge en problematisk bog om Bang. Med undertitlen»drift og skrift i Herman Bangs forfatterskap«er»homoseksualitet? Homotekstualitet?«primært skrevet af Øystein S. Ziener. Han døde under udarbejdelsen og den foreliggende bog er færdigredigeret af hans ven Jørgen Lorentzen med hjælp fra Arne Melberg, Grace Stene og Kristin Ørjasæter, men med Lorentzen som drivkraft. Det efterladte manuskript som den færdige bog er en formindsket udgave af, var angiveligt på 400 sider. Jørgen Lorentzen har»omtrent halvert«zieners analyse af»stuk«og skrevet en indledning om moderne kønsforskning. Resultatet er på 218 sider. Lorentzen redegør ikke for sine redaktionsprincipper. Det er dybt problematisk, blandt andet fordi han har placeret sig selv som medforfatter på titelbladet. Men det er især problematisk fordi der er tale om teoretiske divergenser mellem de to forfattere. Hvor Ziener skriver inden for en eksistentiel og identifikatorisk horisont, er Lorentzen konstruktivistisk og queer-orienteret efter Foucault: hvem er egentlig tekstens herre? Trods forkortelsen er der stadigvæk mange redundante formuleringer i det udgivne. Denne uendelige gentagelse producerer et voksende behov for modforestillinger. Ziener åbner aldrig efter den første metodiske præsentation af sit projekt for diskussioner af de analytiske greb han praktiserer. Han synes ikke at mærke modstand fra teksten selv, og læsningerne tenderer derved mod det allegoriske i slet forstand: alt er omskrivninger af den fra-nærværende homoseksualitet. Det hænger sammen med homotekstualitetsbegrebet der åbner for en globalisering af homoseksualiseringen der ikke giver plads til en diskussion af romanens tekstualitet eller romanen som roman. Tekstens tekstualitet er langt mere sammensat end Ziener synes at opdage. Ligesom Bangs egne refleksioner over realisme og komposition og hele hans arbejde med romanens»arkitektur«(et begreb fra et af Bangs breve til forlæggeren under udarbejdelsen af»stuk«) ikke er reducerbart til problematikken med homotekstualitets/-seksualitet. Herman Bangs poetik er heller ikke identisk med overvejelserne i hans egne betragtninger om seksualitet som han leverede til sin berlinske huslæge Max Wasbutzki i Ziener åbner et felt, som kritikerne tidligere har været forbavsende, men ikke aldeles blinde for. Desværre praktiserer han selv en blindhed der gør hans iagttagelser og læsningsforslag mindre indsigtsfulde, end de kunne have været. Isoleret fra konteksten Homoseksualiteten beskriver Lorentzen som en»ideologisk konstruksjon, som historisk foranderlige fortolkninger og som en social og språklig prosess«, og han viser i forlængelse af blandt andet Foucault, at homoseksualiteten skabes som diskurs i slutningen af 1800-tallet. Den socialkonstruktivisme bogen bygger på, skal ikke diskuteres her. Den står til kritik mange andre steder, men den forekommer os oplysende i denne sammenhæng. Før 1870 erne talte og skrev man ikke om homoseksualitet, men om sodomi og pæderasti. Med den nye homoseksuelle diskurs rives begrebet og dermed fænomenet løs fra sine kristne og antikke rødder og forankres i stedet i naturvidenskabelige tankegange hvor den seksuelle aktivitet kobles sammen med en specifik seksuel tilbøjelighed,»en feil fra naturens side«. Lorentzen skitserer kort begrebs- og idéhistorien frem til Bangs samtid og peger undervejs på at fremvæksten af den moderne storby og bylivet er forudsætningen for denne nye diskursivitet. Dermed lægger han op til Zieners efterfølgende analyse af den første storbyroman i dansk litteratur, Herman Bangs»Stuk«fra Indledningen viser også at Bangs»Gedanken zum Sexualitätsproblem«er en tekst, der befinder sig inden for de tankekredse der blev udbredt i hans egen samtid, først og fremmest via Krafft-Ebings»Psychopatia Sexualis«(andenudgaven fra 1887, der gør homoseksualitetsbegrebet til et 38 NR. 4 DECEMBER 2003

39 (stand in) alment accepteret begreb). Krafft- Ebings bog var efter dette år et referenceværk som altså også Bang måtte forholde sig til i begyndelsen af det tyvende århundrede. Den forfatterproduktive vinkel på homoseksualiteten finder vi ikke hos patologen, men koblingen af kunst og traume var udbredt i datidens psykiatri der groft sagt så på geniet som en neurose. Vi finder denne bestemmelse blandt andet hos Moreau, Nordau, Lombroso og hos en række danske psykiatere omkring århundredeskiftet. Brandes alluderer f.eks. til den i sin anmeldelse af»det graa Hus«i»Politiken«i december Denne påfaldende kobling i tidens civilisationskritiske tænkning mellem psykiske, seksuelle og arvemæssige afvigelser og kunstneriske udtryk undersøges desværre ikke i bogen, som ikke drives af historiske interesser og isolerer homoseksualiteten fra den bredere kontekst i samtidens psykologi og civilisationskritik hvori den hører hjemme. Det er netop i sammenhænge som Max Nordaus»Entartung«fra 1892 og den uendelige mængde af psykiatrisk litteratur om degeneration og dårlige nerver fra midten af 1800-tallet og fremefter at Bangs tekster kan ses og deres egensindige forskel tydeliggøres. Den psykiatrisk inspirerede civilisationskritik er sammen med Zolas romaner og Herman Bangs»Stuk«led i en første indkredsning af moderniteten. Arkitekturen i»stuk«ziener skitserer indledningsvis sit projekt, som skal 1) afdække den»stringente logikk«under den tilsyneladende heterogene overflade og 2) vise bogens særegne selvdementerende meningsproduktion. Begge dele peger for Ziener på homoseksu-/tekstualitet. Det er afhandlingens overordnede sigte at sætte romanens brogede diversitet i tæt sammenhæng med dens indirekte homoseksualitetsfremstilling. Ziener vil afdække det som romanen selv»forsøker å tildekke«heraf formuleringen selvdementerende meningsproduktion. Hovedproblemet i Zieners læsestrategi er at han lægger bogens egentlige»logikk«i en dybdestruktur som han postulerer er dens styrende prætekst, mens dens overflade er heterogen. Denne forestilling om romanen som en rodebutik svarer til samtidens reception og til bogens receptionshistorie frem til 1970 erne, hvor den bliver rehabiliteret som kunstværk. Ziener nærmer sig derfor romanen forsynet med en række historisk belastede klicheer, der ser bort fra Bangs egne bestræbelser, og som derfor negligerer det kunstneriske arbejde i bogen.»stuk«er nemlig uhyre bevidst konstrueret, og dens»arkitektur«er gennemreflekteret. Romanen er i kraft af det bevidste og radikale kompositionsarbejde et af de første hovedværker i europæisk prosamodernisme. Når Ziener uden videre kobler sig på receptionshistoriens rutiner, genskriver han uden en eneste reservation receptionshistoriens mangefold af fejltagelser. Derefter gennemgår Ziener kort samtidens reception, men som anført uden sans for dens æstetiske ignorance. Ziener er selv kun interesseret i homoseksualiteten, hvorfor receptionshistorikken er ganske forenklet fremstillet. Hans egen tekst skriver sig derfor ubesværet ind i en fortsættelse af en dårlig tradition der helt op til sidste halvdel af det tyvende århundrede så med skepsis på Bangs kunstneriske arbejde. Biografisme i forklædning Ziener er således en allegoretisk læser: han søger det der er den skjulte mening under den glimrende overflade, idet han groft sagt betragter overfladen som en tidsbestemt dækning af det der skjuler sig, og som derfor er mest nærværende dér hvor det er fraværende: homoseksualiteten. Teksten er for Ziener struktureret i en sensus litteralis, der i fordrejet form bærer en prætekstuel sensus spiritualis. Fordi der er tale om et forbud mod at nævne homoseksualiteten, kan Ziener ubesværet parallellisere det individualpsykologiske/- sociologiske kompleks med det tekstuelle. Teksten er fordækt:»talende taushet«. Teksten er fuld af omskrivelser og derfor modsætningsfuld. Tekstens skjulte mening er»unevnelig«i teksten, men ikke i analysen. Dermed lægges der op til en allegoretisk læsemåde: det bogstavelige niveau dækker over et åndeligt niveau. Det der adskiller denne fortolkningspraksis og tekstforståelse fra den middelalderlige bibelallegorese er forbuddet mod benævnelse og det forhold at tekstens prætekst er fortrængt og apokryf. Da homoseksualitet er defineret som franærværelse, er der temmelig frit slag for at tolke den homoseksuelle undertekst ind også dér hvor den synes allermest fraværende:»homoseksualitetens eneste ytringsform i»stuk«er altså ordløsheten«, lyder det programmatisk. Dermed er der åbenet op for en hel bunke af frie fortolkninger og hasarderede læsninger, der som rekursbasis har den homoseksuelle franærværelse og sjældent mere. Det er ofte vanskeligt at finde tvingende tekstuelle grunde til at Ziener tolker som han gør. Tit sker de hermeneutiske spring i forbindelse med indvendingsneutraliserende formuleringer som man kan læse, det er muligt at læse, det ser ud til osv. Retorikken er ikke overbevisende. Den er besværgende. Derfor bliver hans læsninger, hvor interessante de end kan være, til syvende og sidst stærkt reduktive: under den tilsyneladende tekstbundne og tekstlæsende intention genopstår den gamle kausalitetsorienterede biografisme, blot til lejligheden pudset op med lidt firkantet psykoanalyse, moderne jargon og lidt skrifttematik. Zieners skarpe modstilling af romantekstens implicitte (latente) og eksplicitte (manifeste) niveauer resulterer i en besynderlig revitalisering af allegoretisk energi: det eksplicitte er altid det der skal passeres for at de implicitte seksuelle komplikationer kan aflæses som tekstens»stringente logikk«. Tekstens logik er den sensus spiritualis der overalt indskriver en modsigelsesfuld homoseksuel logik i det der sker i sensus litteralis. Derved mister teksten som kunstværk interesse som andet end det der bærer sporene af»det Andet«, og Bangs forfatterskab reduceres til omskrivninger. Romanens egen fremstillingsform vendes overalt på hovedet. Alt bliver til seksuelle projektionsrum. Således bliver nederlaget i 1864 til et resultat af»avspaltet seksualitet«. Det er allegorese for fuld udblæsning. Det er symptomallæsning som i gamle dage og en konstruktivisme der ikke bekymrer sig om genstandens modstand og dens særlige æstetiske udtryk. Og ikke mindst: det er en læsning der ikke forholder sig til de specifikke historiske forhold, som romanen blev skrevet under. Afhandlingen er fra først til sidst uden historisk substans og gehalt. Den er uinteresseret i den mangefold af modsigelsesfulde kontekster som romanen indgår i. Fortolkning som sensuel akt Hele læsestrategien er som sagt bygget op på en antagelse om en tekstuel fortrængning af homoseksualiteten som analysen skal kalde frem i lyset for at vise at netop den er den styrende instans i tekstlandskabet. Derved rammes Zieners fortolkningspraksis af samme vanskelighed som psykoanalysen. Dens udsagn lader sig vanskeligt verificere, og dens metodiske greb kræver en uhyre omhu, fordi den hviler på et aksiom om det tekstuelle landskab der hele tiden tvinges til at sige noget andet end det det siger. Symptomallæsningens abstraktioner og allegoresens afsensualisering af teksten lurer på projektet. Selv om Susan Sontag spiller en vis rolle i bogen, så har dens forfatter glemt fortrængt? hendes insistering på fortolkningen som en sensuel akt. Desværre. Men når det er sagt, må vi også sige at Ziener i udgangspunktet naturligvis har en vigtig pointe. Herman Bang kunne ikke skrive direkte og åbent om det han havde et førstehåndskendskab til. Derfor er hans erfaringer naturligvis til stede i hans bøger på forskellige forskudte og fordækte faconer. Men ikke nødvendigvis som en skjult logik der sætter sig igennem som en dybere styrende instans i teksten. Dette store betydningsskabende urtegn er slet og ret en mystifikation. Alle disse indvendinger handler om at vi ikke mener at bogens metodiske anlæg er holdbart, men vi vil samtidig gerne understrege at bogen rummer mange spændende, provokerende og finurlige iagttagelser. De tvinger læseren til at genoverveje forfatterskabet. Øystein S. Ziener og Jørgen Lorentzen»Homoseksualitet? Homotekstualitet? Drift og skrift i Herman Bangs forfatterskap«234 sider, 254 NOK Unipub forlag Eira Storstein (f. 1944), lektor v. Amtsgymnasiet i Paderup. Bidragsyder til»norsk kvindelitteraturhistorie«; diverse udgivelser på Dansklærerforeningens forlag. Har sammen med Peer E. Sørensen (professor, dr. phil. & lic.phil. ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet) skrevet»den barokke tekst«og»herman Bangs fortællinger«. NR. 4 DECEMBER

40 (stand in) Selve livets kerne?! Peter Legård Nielsen (red.) Når mænd elsker mænd og kvinder elsker kvinder. 160 års danske fortællinger om bøsser og lesbiske 464 sider, 299 kr. Forum Anmeldt af Maja Bissenbakker Frederiksen Forums homo-antologi er på én gang et længe ventet pionerarbejde og et delvist forældet projekt I USA og England har der længe været spredte projekter, som har søgt at etablere en homo-kanon altså at fremhæve de homoseksuelle temaer og forfattere, som har været ekskluderet af det kanoniserede litterære selskab.»når mænd elsker mænd og kvinder elsker kvinder. 160 års danske fortællinger om bøsser og lesbiske«er det første mere systematiske forsøg på at etablere sådan en kanon i en dansk kontekst. Et projekt, som ikke bliver mindre kærkomment og nødvendigt af, at det altså i nogen grad kan synes forsinket. For det er bestemt blevet en læseværdig antologi. Først og fremmest fordi den så direkte viser forskellighederne i halvandenhundrede års sprogliggørelser af homoseksualitet og alt det, der ligner. Tekstudvalget indeholder såvel berømte som mindre kendte forfattere. Og så har det oven i købet en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige digtere samt af henholdsvis bøsse og lesbiske temaer. De korte skønlitterære prosatekster består både af egentlige noveller og af tekstuddrag fra romaner. Især uddragene er kløgtigt udvalgt. Dels fungerer de godt som selvstændige tekster, dels giver de inspiration til at læse videre i de romaner og forfatterskaber, de er hentet fra. Både for lystlæseren og for den, der søger inspiration til en mere indgående forskning i litterære fremstillinger af køn og seksualitet, er tekstsamlingen således en perle. Men den indeholder samtidig også elementer, som i dén grad gør den ude af trit med sin tid. Dette først og fremmest i kraft af sit problematiske forord. Her søger Peter Legård Nielsen at samle antologiens tekster med en opfordring til læserne og samfundet generelt om at acceptere homoseksualitet som normalt. Det er selvsagt en appel, der skyder sig selv i foden. Ud fra den argumentation, at homoseksuelle skam er lige så naturlige, psykisk hele og skabte af Gud som heteroseksuelle, formår forordet aldeles at privilegere heteroseksualiteten som målestok for normalitet. Forældet appel om accept Forsøget på at opløse normalitetsbegrebet, så det kan rumme homoseksualiteten, afslører sig som ét langt appelskrift til heteronormativiteten og munder da også ud i en kapitulation over for en heteronormativ biologisme. Dette endog med en sprogbrug og argumentation, der er som taget ud af medicinske og sexologiske tekster fra første halvdel af 1900-tallet:»Hvordan homoseksuelle end vender og drejer det, kan de i biologiens verden ikke komme uden om, at forplantningen er en naturlig heteroseksuel aktivitet, at det kræver en mand og en kvinde, som forener sig for at få børn. Selve livet og seksualiteten er opstået om denne kerne«. At man omvendt kunne betragte det som en særdeles kulturel opfindelse at indele seksualitet i kategorier og at privilegere visse af disse former (bl.a. via en absurd projektion på naturen), er ikke en tankegang, der afspejles i Legård Nielsens tekst. Man savner med andre ord et forsøg på at medreflektere, at de sidste års køns- og queerforskning faktisk har tilbudt nogen alternativer til denne type normalitetssøgende diskurs om homoseksualitet. Herunder bl.a. en kritik af fantasien om seksualitetens essentialitet, religionens repression og heteroseksualitetens biologiske nødvendig- og naturlighed. En retorik som Legård Nielsens kunne tilgives, hvis bogen var udkommet i 1970 erne (eller 50 erne) og ikke i Bestræbelsen på at problematisere normalitetsbegrebet bliver i stedet en pinagtig bøn om anerkendelse af homoseksualitetens særegne normalitet. Dette bl.a. ved (i en sært henkastet sidebemærkning) at iscenesætte islam som Andet. Tragisk nok er det måske her, Legård Nielsen er bedst i samklang med sin tid. De harmonisøgende markeringer af et politisk projekt bliver således aldrig til en egentlig kritik af normen og kan på ingen måde anklages for at stå i vejen for bogens mere kommercielle sigte og det er måske også her, hunden ligger begravet? At forordets appel om accept gør en ellers vellykket antologi til et delvist forældet projekt, er dobbelt ærgerligt, fordi projektet samtidig er så prisværdigt. En systematisk indsamling af homo-relaterede emner er åbenlyst en enorm mangel i dansk litteraturhistorieforskning, og det er da også derfor, en antologi som denne har været savnet og bestemt udgør et stykke pionerarbejde Oprør og ofre Paradoksalt viser flere af udvalgets tekster faktisk selv en diversitet, 40 NR. 4 DECEMBER 2003

41 (stand in) som direkte eller indirekte udgør et oprør mod (hetero)normativiteten. Tekstuddrag fra blandt andre Henrik Bjelke, Morti Vizki og Suzanne Brøgger viser en tendens til helt at opløse seksuelle kategorier, mens en kort tekst af H.C. Andersen fra 1842 med befriende selvfølgelighed lovsynger mandlig skønhed øjensynlig uden angst for homofobe reaktioner. Den vidunderlige provokation, det er at se en Andersen-tekst i en homoantologi, ligger ikke så meget i, at teksten homoseksualiserer Andersen, men derimod (og langt mere kærkomment) i, at den af-heteroseksualiserer ham. Der er også andre små scoops som f.eks. søskendeparret Johannes V. og Thit Jensens tekster, hvis homohad fikst flankerer hinanden. Teksternes forskelligartede skildringer af begær mellem personer af samme køn lader spore en historisk udvikling, der går fra det overraskende normaliserede (Andersen) over det tragiske (fx Bang og Zahle) og farlige (Jensen og Jensen) mod dels en etablering af positive og bekræftende identiteter, og dels en opløsning af samme. Samtidig synes der også at herske en overraskende kontinuitet i skildringen af den homoseksuelle (især den homoseksuelle mand) som stakkels. Er det tilfældigt, at Herman Bang der netop spillede og spillede på denne rolle indirekte bliver antologiens hovedrolleindehaver, der spøger i alt tre gange, henholdsvis som forfatter og som hovedperson? For så vidt udvalget er repræsentativt for en homo-åndshistorie, så er det måske intet under, at Bangs offerretorik synes at falde i så god tråd med indledningens ditto. Trods de problematiske elementer i indledningen er»når mænd elsker mænd og kvinder elsker kvinder«et godt, brugbart og beundringsværdigt projekt, som forhåbentlig hen ad vejen bliver suppleret med et bind 2, 3 og 4. Der er uden tvivl stof til det i den danske litterære kanon. Især hvis projektet skeler til mere tidssvarende seksualitetsforståelser end den, forordet repræsenterer. Maja Bissenbakker Frederiksen, f. 1975, cand.mag. i dansk og filosofi fra Syddansk Universitet med prisopgaven»begreb om begær«om queer teori og den danske litterære kanon. Har bidraget med artikler om dansk litteratur til forskellige tidsskrifter. Når temaet er homoseksualitet Af Torben Kastrup Et interview med Peter Legård Nielsen Rosenvængets Allé 37 ligger i et idyllisk hjørne af Østerbro i København og synes at være den perfekte adresse for Foreningen for Danske Skønlitterære Forfattere. Her er kontemplativ ro og æstetisk arkitektur, som øjet kan finde hvile ved. De høje træer har rødderne dybt nede i den danske muld, og lige nu daler de efterårsgule blade ned som løse sider fra forskellige bøger og lander på den våde jord i nye spændende konstellationer og mønstre. Formanden for foreningen er digteren Peter Legård Nielsen, som ved siden af sin egen forfattervirksomhed har været redaktør på flere antologier. Heriblandt samlinger, hvor kendte danskere giver deres bud på temaerne»min barndoms bedste sommerferie«og»utroskab«. Senest har Legård Nielsen været redaktør på antologien»når mænd elsker mænd og kvinder elsker kvinder«. Som titlen signalerer, er temaet her homoseksualitet. Idéen bag værket Idéen til en antologi centreret om homoseksualitet fik Peter Legård Nielsen allerede for 10 år siden, da han på rejser i udlandet så tykke samlinger med homoseksuelle tekster. I boghandler opdagede han endda hele reoler fyldt med den slags litteratur og undrede sig over, hvorfor man i Danmark ikke havde blot en enkelt bog med tekster, der kredsede om homoseksualitet. Men Legård Nielsen var ikke alene om at undre sig; også på Forums forlag havde man noteret sig fraværet af et sådant værk. Både redaktøren Ole Knudsen og jeg synes, at det er et interessant emne og har i flere år talt om, hvorfor der ikke findes en bøsselesbisk antologi på dansk. Der har været nogle tiltag i lille format, men vi ville gerne lave en stor samling. Hvad det økonomiske angår, ville forlaget gerne udgive noget, som sælger. Det er en vigtig del af sagen. Og det der bekymrede os i den forbindelse var, at markedet ikke var stort nok. I USA og England samt andre lande, som vi sammenligner os med, har man et decideret homoseksuelt marked med reklamer og så videre, hvilket vi ikke har her. Forum vovede altså alligevel, og heldigvis har bogen solgt godt og endda ligget på bestsellerlisten, så jeg håber, at jeg kan få lov til at lave toeren. Men det afhænger udelukkende af salgstallene, så det handler bare om at købe bogen, hvis man også vil have efterfølgeren, der består af oversatte tekster. Men har vi egentlig brug for en bøsse-lesbisk antologi nu i det 21. århundrede. Kommer den ikke for sent, og er den ikke bare en litterær kanon for en snæver kreds af queer-forskere? Nej, jeg tror, at tiden er inde til en sådan antologi. Vi lever i en tid, som på mange måder er gode for homoseksuelle, men der er også tiltag, som går i den modsatte retning. Verden bliver mere og mere fundamentalistisk i øjeblikket. Om det så er fundamentalistiske muslimer eller kristne er ligegyldigt. Fundamentalismen kommer mange steder fra, det kunne også være fra dele af Dansk Folkeparti. Traditionen kæmper jo altid mod det moderne. Konfronteret med disse autoritære modreaktioner tror jeg, at årtusindskiftet, hvor jeg påbegyndte arbejdet, er et passende tidspunkt for en opsummering og statusopgørelse. Homoseksuelle er nået langt, og de fleste lever da også et almindeligt liv på linie med den øvrige del af befolkningen, men samtidig er der altså disse modreaktioner. De antihomoseksuelle manifestationer, tror jeg, har deres ophav i det faktum, at homoseksualitet er et dybt og konsekvent oprør mod den patriarkalske autoritet. Det kan være det patriarkalske samfund, de patriarkalske religioner eller den lille kernefamilies struktur. Homoseksualitet er simpelthen subversiv, derfor er den blevet kaldt sygelig, og derfor provokerer den til stadighed. Alligevel synes jeg, at antologien kan læses af alle. Om den bliver det, ved jeg ikke, men de heteroseksuelle, der har læst den, og som jeg har talt med, synes også den er interessant, fordi de får et nyt indblik i gammelkendte forfattere. Nogle er endda blevet chokerede over, at deres yndlingsforfatter har skrevet om temaet. Flere overraskelser Peter Legård Nielsen er bibliotekar af uddannelse og har dermed de bedste forudsætninger for at søge og indsamle materiale. Desuden fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

42 (stand in) fortsat fra forrige side har han stor erfaring med dette arbejde, eftersom antologien er hans tredje værk i den genre. Alligevel blev han overrasket under arbejdet med bogen og ændrede sine planer undervejs. Den oprindelige idé var at medtage alle genrer i antologien, som både skulle bestå af danske og udenlandske tekster, men jeg blev snart klar over, at det var umuligt. Jeg blev forbløffet over, hvor mange gode tekster der var at vælge imellem. Det viste sig, at det var nødvendigt at koncentrere sig om danske tekster og udelukkende én genre. Og nu kan jeg faktisk godt lide, at der kun er prosa i samlingen, hvilket gør det til et mere homogent værk. Og trods min indsnævring af temaet har jeg alligevel skåret fire femtedele væk, så det er en ret righoldig kilde, jeg har haft fingrene i. Endvidere havde jeg også regnet med, at der var langt flere bøssetekster end lesbiske, men det var faktisk ikke tilfældet. Det var ligeligt fordelt med en lille overvægt af lesbiske værker, hvilket også ses i samlingen. Nok er bøsseteksterne mere kendte, eftersom flere af de populære forfattere har skrevet om bøsser. Denne dragning mod den mandlige homoseksualitet hænger jo sammen med det faktum, at sex mellem mænd altid er blevet tildelt større opmærksomhed og afsky. Sex mellem mænd har jo altid været mere forbudt og mere grænseoverskridende end sex mellem kvinder. Teksten skal stå alene Du siger, at materialet har været enormt, og at du har kunnet vælge og vrage. Hvilke kriterier har du haft i dit udvælgelsesarbejde? Det var vigtigt for mig, at det ikke blev en slags sociologisk undersøgelse eller lærebogsagtigt. Det, jeg ville lave, var en litterær antologi, hvor hovedtemaet var homoseksualitet. Og det eneste kriterium jeg havde i den forbindelse, var teksternes litterære kvalitet. Moralsk havde jeg ingen skrupler eller forbehold, for jeg satte en grænse ved den beregnende, pornografiske litteratur. Dernæst ønskede jeg at komme vidt omkring for at få så mange vinkler på som muligt. Jeg ville ikke lave en antologi med udelukkende kendte forfattere, men ville derimod give læseren mulighed for at gå på opdagelse i ukendte tekster, sådan som jeg selv havde gjort det. Hvis læseren havde læst det hele i forvejen, var der jo ingen grund til at købe en ny bog. Hvad forfatterne angår, har jeg ikke haft noget kriterium. Om forfatterne er homoseksuelle eller ej ved jeg ikke. Jeg har ikke villet gå ind i skribenternes seksuelle orientering, tværtimod er det bare en fordel, at teksterne står alene. For selvfølgelig kan man som ikkehomoseksuel skrive om homoseksualitet man ville undervurdere danske forfattere ved at hævde det modsatte. Tag eksempelvis Harald Herdal, som jeg ikke tror var homoseksuel, men han kan i den grad beskrive den sørgelige situation, den unge mand er havnet i. På få sider kan Herdal skildre en tragisk historie og samtidig trække lange tråde, så fortællingen får et samfundsmæssigt perspektiv. Jeg har heller ikke fravalgt tekster, som har en negativ holdning over for homoseksuelle. Tværtimod synes jeg, at en af de mest spændende tekster er Thit Jensens. Hun har skrevet en hel roman med homoseksualitet som tema, hvilket sikkert overrasker mange læsere. Med et indædt had mod den homoseksuelle mand, hævder hun selvsikkert, at kvinden og kun kvinden har ret til manden. Denne skråsikkerhed er meget underholdende og typisk for den feministiske valkyrie fra Farsø. Mellem mennesker, ikke køn Endelig ville jeg med min antologi vise en udviklingsvej. Jeg ønskede at påpege, at homoseksualitet har en naturlig udviklingsproces på linje med alle andre menneskelige udviklingsprocesser. To ting, som aftegner sig, når man læser de sidste 30 års homoseksuelle litteratur, er dels det indlysende faktum, at homoseksualitet normaliserer sig, når man stopper med at betragte det som en sygdom. Det læser man blandt andet ud af parforholdsbeskrivelserne. Glæder og problemer i et homoseksuelt parforhold er i høj grad de samme som i et heteroseksuelt forhold. Problemer i et parforhold opstår altså ikke mellem de to køn, som man traditionelt tror, men blot mellem to mennesker uafhængigt af køn. Endvidere er der ikke noget, der tyder på, at man som homoseksuel ikke kan udvikle sig til et helt menneske. Litteraturen demonstrerer, at personer, som indgår i personlige udviklingsforløb, ikke forlader deres homoseksualitet, men frigør den i stedet. Du har inkluderet en H.C. Andersen-tekst, som er yderst tvetydig. Spørgsmålet er, om den overhovedet indeholder et homoseksuelt tema. Hvorfor har du alligevel valgt at tage nationaldigteren med? Først og fremmest ville jeg gå så langt tilbage som jeg kunne, for at finde brugbare tekster og på den måde lave et slags kronologisk forløb, så man kan se, hvordan det var for f.eks. 160 år siden. Jeg endte tilbage hos H.C. Andersen og faldt over en tekst fra»en Digters Bazar«. Men jeg er godt klar over, at han skriver i et sprog, som man brugte dengang, hvor det hele tiden hed kære ven osv. Og jeg kan naturligvis ikke bevise det, men jeg synes, at teksten har et homoseksuelt tema. Det er i al fald den oplevelse, jeg får, når jeg læser den. Det er en sød og charmerende tekst, og man kan ikke afvise, at der ligger en ekstra følelsesfuldhed fra H.C. Andersens side i forhold til drengen. Derfor skulle teksten med. Antologien handler jo ikke blot om seksualitet, men også om kærlighed. Og det, Andersen udtrykker her, er kærlighed til en ungarsk dreng, som han gerne vil møde igen, hvis drengen engang kommer til Danmark. Udeladelser Nogle læsere savner måske enkelte forfattere i din kanon. Det kunne være Karen Blixen, Peer Hultberg eller Ulla Ryum. Er der nogen, som ikke har ønsket at deltage i en sådan antologi? Kun ganske få har takket nej med den begrundelse, at de ikke ville kædes sammen med emnet, eller ikke ønskede, at det tema, de i øvrigt havde skrevet om, skulle forbindes med det homoseksuelle emne. Men jeg har måttet udelade nogle forfattere, fordi jeg ganske enkelt ikke kunne uddrage en novelleagtig tekst af deres værker. Det gælder eksempelvis for Ulla Ryums bøger. I en antologi er det jo sådan, at fragmentet skal kunne stå alene og læses med udbytte, uafhængigt af konteksten. Desuden har jeg ikke kunnet tage uddrag med fra værker, hvor tematikken er mere diffus og udefinerbar. Det gælder f.eks.»den kroniske uskyld«, hvor hovedpersonen Janus er en dobbeltsidig karakter med en homoseksuel side. Jeg måtte undlade at bringe noget fra Rifbjergs debutroman, fordi det simpelthen er for svært at se temaet, når man ikke har sammenhængen. Så ville læseren sidde og undre sig over, hvorfor han skal læse sådan en tekst. Du har gennem dit arbejde med antologien læst enorme mængder af dansk litteratur med et homoseksuelt tema. Kan du give et historisk rids af udviklingen i den homoseksuelle litteratur? Jeg er ikke litteraturforsker, men har arbejdet med antologien som forfatter. Desuden bryder jeg mig ikke om at generalisere. Dog kan jeg sige, at jo længere man går tilbage i tiden, jo mere uskyldigt, romantisk og sværmerisk bliver det. Når det er sagt, er jeg også overrasket over, hvor frit man har kunnet beskrive homoseksualitet, og specielt hvor langt man har kunnet gå med beskrivelser af lesbisk kærlighed og så tidligt. Overvågning og straf Et fælles karaktertræk for homoseksuel litteratur er den megen lidelse, eftersom den handler om umulig kærlighed og strengt forbudte følelser. Langt op i historien kredses der bare om emnet uden at forfatteren går nærmere ind i det. Temaet er centralt, men det ligger skjult i periferien, ligesom man kender det fra litteratur under skrap censur, som f.eks. i den progressive skønlitteratur i det forhenværende DDR. Kun langsomt bliver temaet mere eksplicit. I 1930 erne og 40 erne kommer der en samfundsmæssig vinkling på temaet, hvormed der sker en opblødning i forhold til det farlige emne. 1950`erne er derimod en hård og lukket tid og nærmest et spejlbillede af den kolde krig. I årtiet herskede en meget bornert moral. Det oplevede man overalt, men i København huserede en meget nidkær og homofobisk politimester, der gjorde det til en æressag at fange bøsser ved hjælp af forklædte politibetjente.i det hele taget slog man meget hårdt ned på seksualforbrydelser. Homoseksualitet var jo kriminelt, og der opstod et overvågningsmiljø som i en kommuniststat, og angivelser kunne føre så vidt som til kastrationer. Det er klart, at man ikke finder megen litteratur med et klart homoseksuelt tema under disse skræmmende forhold. 42 NR. 4 DECEMBER 2003

43 (stand in) Først i 1960`erne, hvor alt mere eller mindre bliver tilladt, kan man tale om en decideret homoseksuel litteratur, hvilket også er tilfældet i international sammenhæng. Med pornografiens frigivelse bliver der også udgivet pornografisk homoseksuel litteratur på linje med den heteroseksuelle. Ligesom al anden kunst Et gennembrud for den homoseksuelle litteratur kommer dog først i 1970`erne med Christian Kampmanns selvbiografiske bøger. Kampmann gik ud, tog kampen op og blev en betydelig inspirator for senere generationer af forfattere. Christian Kampmanns store fortjeneste er, at han ikke gjorde emnet outreret, men trak det ind i parforholdet og familielivet og viste, at sådan var det også. I 1980 erne kan der i den homoseksuelle litteratur iagttages en vis sadomasochisme, hvilken man også støder på andre steder i tiåret. Herhjemme havde vi Anne Linnet og Marquis de Sade, som også udforskede emnet musikalsk, ligesom Madonnas»Erotica«både flirter med sadomasochismen og homoseksualiteten i I 1990`erne sker der ellers en normalisering, hvor man kan gå ind i de rum man ønsker, og intet er forbudt, om end det er privat. Det er et årti, hvor det hele bliver mere egoistisk og man vender sig mod det nære og private. Af Tina Raun Et perverteret fotoalbum! You got your Mother in a whirl she s not sure if you`re a boy or a girl. Om Nan Goldins dokumentation af sin familie David Bowie sang allerede i 1970 erne om forvirrede mødre og opblødte kønsroller. Dette kom der i 1990`erne en hel teori ud af, nemlig queer teorien, der sætter en ære i at udforske og forstyrre traditionelle antagelser om kropslig, kønslig og seksuel identitet. Queer teori anses med rette for at være svært tilgængeligt stof, og derfor er den amerikanske fotograf Nan Goldin (f. 1953) et ganske godt og illustrativt trumfkort at have på hånden, hvis man skal forklare, hvad queer teori er og kan være. Goldin synes nemlig at bedrive den form for kønsballade, som queer teoretikeren Judith Butler efterlyser i den indflydelsesrige og banebrydende udgivelse»gender Trouble«fra Sprængfyldt med kaos Goldin har siden 1970 erne brugt kameraet som en visuel dagbog, dvs. som en måde at dokumentere sin egen og sine venners tilværelse. I Goldins billeder tilbydes vi således et tilsyneladende uforstyrret indblik i et hårdt og eksperimenterende miljø befolket af marginaleksistenser. De mennesker, vi møder, lever alle en tilværelse på kanten af sociale normer og konventioner, og de passer ikke uproblematisk ind i de restriktioner for køn og seksualitet, som foreskrives af vores heteronormative kultur. Heteronormativiteten er ifølge queer teorien det sæt af normer, der styrer definitionerne af det socialt accepterede inden for en oppositionel og binær kønslogik, hvor der ikke er ord for det, der placerer sig uden for eller på tværs af disse kategorier. Det er således indiskutabelt, at ethvert individ er mand eller kvinde, og alt efter hvilket køn man er, har man en tilsvarende maskulin eller feminin fremtoning og adfærd, som bestemmer begæret, der rettes mod det modsatte køn. Den binære kønslogik producerer forestillingen om subjektet som en enhed og opstiller en kausalrelation mellem kropstegnet, kønsidentiteten og begæret. Hvis man læser Goldin med queer teoretiske briller, kan man betragte hendes billeder som en bekræftelse af Butlers dekonstruerende tese om, at kønnet er en kæde af performative citeringer. Billederne antyder nemlig ofte både det ubestemmelige og ustabile i enhver kønnet eller seksuel fortsættes næste side Således afspejler den homoseksuelle litteratur tiden ligesom al anden kunst. Homoseksuel litteratur følger den øvrige litteratur og de kunstneriske strømninger, hvilket jo er meget naturligt, eftersom den ikke er nogen autonom størrelse. Som regel er forfatterne til de homoseksuelle og heteroseksuelle tekster også de samme. Ikke mere i skyggen Når træerne på Rosenvængets Allé atter står med grønne blade, kan læseren forhåbentlig gå på opdagelse i Peter Legård Nielsens nye, internationale homoseksuelle antologi. Med tekster fra alverdens eksotiske lande er der noget at glæde sig til, lover redaktøren. Dog er Peter Legård Nielsen ikke bange for, at det danske værk kommer til at stå i skyggen af den internationale. Dertil, mener han, er de danske tekster for gode. Torben Kastrup (f. 1965). Cand.mag. i nordisk filologi og kunsthistorie. Nan Goldin:»Cody at her mirror«(nyc 1991) NR. 4 DECEMBER

44 (stand in) fortsat fra forrige side identitet, såvel som det konstruerede i etableringen af kategorier som mand/kvinde, maskulin/feminin eller heteroseksuel/ homoseksuel. De er som en Pedro Almodóvar film farvemættede og sprængfyldt med seksualitetskaos.»i m a Barbie girl in a Barbie world«da jeg for to år siden påbegyndte min rejse ind i Goldins billedunivers med queer teoretiske briller var der i særdeleshed ét billede, der tiltrak sig min opmærksomhed. Det var»cody at her mirror«(nyc 1991), som jeg straks fornemmede, at man kunne betragte som en næsten eksemplarisk visualisering af det queer teoretiske genstandsfelt. Dvs. en visualisering af køn som en forestilling i begge ordets betydninger og heteronormativiteten som den scene, hvorpå vi alle agerer. På billedet ser vi i venstre side et lille lyserødt badeværelsesinteriør med en nøgen Barbiedukke siddende i et badekar og Kendukken siddende på kanten med ryggen til os med et badehåndklæde om livet. Bag dette dukkeinteriør står endnu en Barbiedukke klædt i festkjole og med langt lyst krøllet hår og en sløjfe, der matcher kjolen. I billedets højre side ses en foroverbøjet person, Cody, som der står angivet i titlen, med langt rødbrunligt hår samlet i nakken med en lyserød frottéelastik, der farvemæssigt matcher Barbiebadeværelset. Cody sidder ved sit sminkebord omgivet af diverse halvnussede sminkeredskaber og et fyldt askebæger. Mange har sandsynligvis en fornemmelse af, at Cody er en kvinde, der er i færd med en særlig kvindelig akt: at lægge makeup. Billedet virker både snapshotagtigt og iscenesat, da Cody er fanget midt i en bevægelse, men omgivet af Barbie og Ken, der virker malplaceret. Billedet udgøres således af to halvdele eller to verdener en lidt sukret, romantiserende idealverden med det perfekte heteroseksuelle par Barbie og Ken og en mere hverdagslig verden med Cody. Selvom det lyserøde Barbieunivers virker uforenelig med Codys rodede hverdagsverden, lader det til, at der alligevel foregår en kommunikation imellem de to. Man fornemmer, at Cody er i færd med en forvandlingsproces, som også Barbie har gennemgået fra badende Barbie til festklædt Barbie. I denne forvandlingsproces imiterer Cody et kvindelighedsideal, som netop Barbiedukken repræsenterer. Det er gået op for de fleste, at Barbie netop udgør et ideal, dvs. at der ikke er kvinder, der kan leve op til hendes hvepsetalje, slanke lange ben, store bryster og yndefulde ansigt. Barbie er således et ideal, som ingen inkarnerer, men som mange alligevel forsøger at imitere. Dette er i queer teoretiske termer også den måde, hvorpå kvindelighed i det hele taget fungerer, nemlig via en citering af og identifikation med de kulturelle forestillinger om kvinden. Barbiedukken er ét af disse billeder på kvindelighed, som mange har imiteret siden produktet blev sendt på markedet i Barbie har dog undergået visse ændringer, idet hun er fulgt med tidens skiftende skønhedsidealer og forestillinger om kvindelige karrieremuligheder samt fritidsaktiviteter. Producenten Mattel har således produceret en divergerende garderobe og et divergerende udbud af udstyr alt efter sociale og kulturelle forandringer. Barbie blev derfor i 80 erne lanceret som en frigjort kvinde som et resultat af feministiske strømninger, mens der i samme periode udformedes diverse etniske Barbier, sandsynligvis som et resultat af politisk korrekthed. Det er dog værd at bemærke, at Mattel trods disse tiltag altid har understøttet forestillingen om, at den unge, smukke, kaukasiske krop er kvindens største og naturlige aktiv. Desuden har heteroseksualiteten altid fremstået som det eneste og naturlige valg, og dermed kan Barbie som produkt siges at repræsentere en (hetero)normativ idealverden. Diffuse kropstegn Hvis vi går tilbage til billedet og ser på dette Barbieinteriør, er det bemærkelsesværdigt, at det er skråtstillet i forhold til billedplanet. Den velordnede idealverden er således i fare for at skride ud over bordkanten og krakelere. Ikke bare placeringen, men også omgivelserne kan virke forstyrrende på denne idealverden, idet der hersker et lettere kaotisk rod omkring den. Den foroverbøjede person: Cody, kan også betragtes som et forstyrrende element. Jeg påpegede indledningsvis, at mange aflæser hende som kvinde, men det er langt fra den eneste aflæsningsmulighed. De andre aflæsningsmuligheder er åbenlyse, hvis man enten har blik for tvetydigheden eller konsulterer Goldins andre billeder, hvilket man som regel gør, da de både i fotobøger og på udstillinger er samlet i serier. I de andre billeder fremgår det nemlig tydeligt, at Cody er en ambivalent person med et diffust kropstegn. Før eller siden går det således op for betragteren, at Cody ikke uproblematisk indskriver sig i det heteronormative kønssystem, der opererer med to tydeligt identificerbare køn. Billedet kan således udløse en vis chok- eller overraskelseseffekt, hvis man har antaget, at Cody er en entydig kvindelig personage. Når eller hvis denne første antagelse afkræftes, kan Cody virke forstyrrende på den sociale stabilitet, der som sagt baserer sig på absolutte og uforanderlige kønsidentiteter.»the queerest of the queer, hide inside your head «Billedet»Cody in the dressing room at the Boy Bar«(NYC 1991) er kun ét blandt mange eksempler på Codys omtalte tvetydighed. Betragteren får her adgang til Codys nøgne krop, hvilket både blotlægger og slører hendes køn yderligere. Nøgenheden indvier os i, at Cody har kvindelige karakteristika (bryster), men at hun tillige har en række mandlige fysionomiske karakteristika (et bredt kæbeparti, store hænder, smalle hofter og måske antydningen af et abeskæg), hvilket vanskeliggør en definitiv kønsbestemmelse. Billedets beskæring er i denne forbindelse særdeles besnærende, idet den stopper ved den genitale hårgrænse og dermed holder kønnet åbent. Beskæringen efterlader altså betragteren med en tvivl om, hvad der er længere nede. Måske kan man ligefrem tale Nan Goldin:»Cody in the dressing room at the Boy Bar«(NYC 1991) 44 NR. 4 DECEMBER 2003

45 (stand in) om, at beskæringen giver os fornemmelsen af, at der netop er noget, vi ikke ser. Dette noget hentyder selvfølgelig til det mandlige kønsorgan i overensstemmelse med psykoanalysen, som de fleste af os er opflasket med. Fra både Freud og Lacan ved vi, at manden er havende, dvs. har penis, mens kvinden er manglende, dvs. ikke har penis. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt Cody er havende eller manglende, hvilket sandsynligvis pirrer de fleste betragteres nysgerrighed. Mange oplever måske ligefrem, at billedet afføder en masse essentialiserende tankespind om Codys rette køn. Hvis man konsulterer Judith Butler, finder man en mulig forklaring på dette, når Butler påpeger, at køn og menneskelighed er to nært forbundne størrelser i vores kultur. Dette vil sige, at mennesker, vi møder, først bliver forståelige for os i det øjeblik, vi kan tilskrive dem et køn. Butler skriver i»gender Trouble«: Nan Goldin:»Joey and Andres on Oranienstrasse«(Berlin 1992) Kønstildelingen kvalificerer tilsyneladende kroppe til at være menneskekroppe; et spædbarn bliver således menneske i det øjeblik, hvor spørgsmålet»er det en dreng eller en pige?«besvares. De kroppe, der ikke helt lader sig kønsbestemme, falder uden for det menneskelige, faktisk bliver de til det ikke-menneskelige og det abjektale, dét som det menneskelige konstitueres i modsætning til (egen oversættelse). Klæder skaber køn Det har sandsynligvis slået de årvågne litterære læsere, at jeg har en del problemer med at omtale Cody som enten han eller hun, hvilket selvfølgelig peger på sprogets evne til at konstituere og begrænse, hvad vi kan tale om, og hvordan vi kan tale om det. Da vi i sproget kun opererer med kategorierne han og hun, bliver de individer, der ikke helt passer ind i disse kategorier, i en vis forstand utænkelige eller illegitime. De bliver med andre ord sprogligt uforståelige og dermed også uacceptable som individer. I billedet er det ikke bare Cody, men også omgivelserne, der kan læses som et forsøg på at debattere kønnets natur. Idolportrætterne af Liza Minelli kan man i et queer teoretisk perspektiv aflæse som et eksempel på, at identitet og dermed også køn konstitueres performativt ved en citering af og identifikation med et fantasmatisk ideal, mens det fyldte tøjstativ kan aflæses som en kommentar til, i hvor høj grad klæder ikke kun skaber folk, men i særdeleshed også køn. Dette betyder dog ikke, at kønnet i queer teorien opfattes som et stykke tøj, der kan tages af og på, som mange fejlagtigt har læst frem af»gender Trouble«. Selvom Butler opfatter kønnet som noget, man gør, fremfor som noget man er, er denne gøren ikke frivillig, men underlagt restriktive og regulerende påbud. Man er således nødsaget til at agere mand og kvinde i overensstemmelse med tidens kønsnormer, hvilket betyder, at der er grænser for, hvad man kan tillade sig, hvis man fortsat vil være forståelig og acceptabel. Disse normer har formende karakter, hvilket betyder, at man så at sige bliver til som subjekt, når man citerer disse normer, mens det samtidig er muligt at forskyde normerne, da der netop er tale om en citation eller en gentagelse.»girls who are boys, who like boys to be girls, who do boys like they`re girls...«goldin formår ofte at forene den gode fortælling med en identitetspolitisk agenda, hvilket man ser et eksempel på i billedserien»joey and Andres on Oranienstrasse«,»Joey laughing«og»joey and Andres in Hotel Askanischer Hof«(Berlin 1992). Billederne kan på ét plan betragtes som en lille kærlighedshistorie og på et andet plan som en gennemspilning af maskulinitets- og feminitetsroller. Kærlighedshistorien begynder med en omfavnelse i Berlins gader, hvor Joey og Andres tilfældigt fanges af fotografen. Senere fortrækker parret til mere private gemakker, hvor beskueren indvies i, hvordan deres samvær udvikler sig fra snak og pjat til mere intim kontakt. Betragtet med queer teoretiske briller er serien ligeledes en visualisering af, hvordan kønnet iscenesættes eller fremmanes. Joey agerer nemlig meget tydeligt kvinde, mens Andres agerer mand. Joey fremstår som en blanding mellem sexual tease og bly pige, hvilket understreges af hendes vampede look, der fremhæver de kvindelige attributter. Andres derimod fremstår som en blanding mellem tavs machomand og sydlandsk superelsker, hvilket understreges af hans afslappede påklædning, der fremhæver hans veltrænede og mellemøstlige krop og dermed bestyrker hans maskulinitet. Det er tydeligt, at Joey og Andres spejler sig i hinanden som modbilleder eller diskursive modsætninger dvs. at Joeys feminitet er afhængig af eller bestyrkes af Andres s maskulinitet og omvendt. Det queer ved dette par er imidlertid, at de både fremmaner og undergraver ideen om et obligatorisk heteroseksuelt par. De bekræfter således på den ene side den polære logik, der gennemtrænger vestlig kultur og dens etablerede hierarkier mellem mand/kvinde, aktiv/passiv, rationel/emotionel, stærk/svag osv., mens parret på den anden side også forskubber dem. Joey er nemlig ikke er en kvinde i traditionel forstand. På trods af al den kvindelige staffage og de svulmende bryster er der visse fysiognomiske træk, der indikerer mandighed især det grove ansigt, der ikke helt lader sig skjule under det ellers tykke lag sminke. En konsultation af andre billeder af Joey bestyrker kun denne ambivalens. Når der kan drages tvivl om Joeys kvindelighed, drages parrets heteroseksualitet også i tvivl. Den heteronormative kategorisering af køn og seksualitet forstyrres for parret er altså hverken heteroseksuelt i ordets strengeste forstand, men samtidig er der heller ikke tale om et homoseksuelt par, for Joey har tydeligvis visse attributter, der tilskrives et kvindeligt kropstegn. Parret opererer så at sige inden for en heteronormativ identitetsforståelse, men forstyrrer den også. Kulturelt rollespil I en queer læsning vil parret opfattes som subversive eller positivt fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

46 (stand in) fortsat fra forrige side forstyrrende, da de illustrerer, at den heteroseksuelle original er et rollespil, og at alle, uanset køn, kan indtage dennes roller. Sceneriet vil endvidere fremstå som en bekræftelse af kønnets og måske i særdeleshed kvindelighedens afhængighed af ydre konventioner såsom tøj. Det er i forlængelse heraf påfaldende, at Joey beholder det fetisherende tøj på under hele den intime seance. Man fornemmer, som Joan Riviéres påpeger i sit klassiske essay»kvindelighed som maskerade«fra 1929, at kvindeligheden er en maske, der benyttes i et forsøg på at skjule virile og potent kastrerende tilbøjeligheder. Dette er måske i bogstaveligste forstand tilfældet her! I disse og i de tidligere omtalte billeder er det tydeligt, at Nan Goldin leger med de konceptuelle såvel som billedlige forestillinger om køn og seksualitet, der er til rådighed i vores heteronormative kultur. Goldins billeder frembyder nogle queer tolkningsmuligheder, der kan virke udfordrende på dette køns- og seksualitetssystem, og som kan anfægte heteroseksualitetens status som norm og som natur. Dette gør Goldins billeder opsigtsvækkende, spøgefulde og kort sagt queer. Judith Butler:»Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity«(1990) Judith Butler:»Bodies that Matter. On the discursive limits of sex «(1993) Nan Goldin:»The Other Side«, Scalo, Zurich, Berlin, New York 2000 (1993) Nan Goldin:»Nan Goldin: I ll be your mirror«på Whitney Museum of American Art October 3, 1996 January 5, 1997 Erica Rand:»Barbie`s Queer Accessories«(1995) Tina Raun:»Sikke en ballade! Judith Butler og de skæve eksistenser«, in»synsvinkler«, Queer særnummer, nr. 28 (2003) Tina Raun (f. 1974), mag. art. i kunsthistorie med konferensspecialet»identitetskonstitueringer i det senmoderne en queer teoretisk vinkel på nyere visuel kultur«. Har publiceret i forskellige tidsskrifter og afholdt kurser og foredrag, senest om Calvin Kleins modefotografi og queer som branding på KVINFO, København. Af Bonnie C. Barr MiniTrans Ordforklaring Transgender: Et begreb der kan oversættes til transkønnethed. Transgender anvendes som et samlebegreb for diverse kønstransgressioner i forskellige former, eksempelvis transseksualitet og transvestisme. Begrebet spiller på skellet mellem sex/gender, som på engelsk betyder et skel mellem sex = biologisk køn og gender = socialt og kulturelt køn. Ordet anvendes ofte i stedet for transseksualitet (transsexuality), der i sin ordlyd leder tanken hen på seksualitet, og ikke på køn, og samtidig alluderer til, at det biologiske er væsentligt. Transgender peger i stedet på, at det er det sociale og kulturelle køn, der er i centrum. Transgender betegnelsen antyder også, at skellet mellem sex/gender kan opløses, og at sex kan erstattes med gender, dvs. at det biologiske køn anses som en konstruktion. Det er derfor en politisk markering at bruge transgender i stedet for transseksualitet. I denne artikel vil jeg anvende transgender til at betegne de teoretiske og politiske tilgange til kønstransgressioner, mens transseksualitet i min brug anvendes som en erstatning for ordet transkønnethed, der på dansk synes for klodset et udtryk. Hvor det er muligt, vil jeg bruge præfikset trans som en paraplybetegnelse for de forskellige udtryk. Trans kritik af queer teori Er transseksualitet queer teoris foretrukne modus? Fungerer transseksualitet som en underliggende figur, der er med til at illustrere queer teoriens politiske projekt, nemlig destabiliseringen af køn og seksualitet? En kort introduktion til Transgender Theory i relation til Queer Theory Netop kønstransgressioner opererer ofte som en queer læsnings centrale omdrejningspunkt. Det ustabile køn fortæller noget om seksualiteten og nedbryder den gængse opfattelse af, hvad der kan anses som naturlige og oprindelige identitetskategorier. Der melder sig dog et spørgsmål, når denne problematisering af naturaliserede seksualitetskategorier implicit anvender eksempler på kønstransgressioner: Er det muligt, at queer læsning har det primære formål at skrive (homo)seksualitet frem som et unikt eksempel på subversionen af heteronormativitet, med den konsekvens at læsningen samtidig usynliggører eksempelvis transseksualitet og transvestisme? I deres kritik af queer teori er det netop påstanden hos trans akademikere og -aktivister. Den seneste forskning udsprunget af queer teori er det, som på engelsk kan betegnes Transgender Theory. På sin vis står denne tilgang ikke i modsætning til queer teori, men har snarere sine rødder i denne. Netop fordi queer teori ikke udgør ét afgrænset område, men måske kan indkredses til en paraplybetegnelse for bøsse-lesbiske studier, biseksualitet og transseksualitet, synes det unødvendigt at indsnævre endnu et særområde. Queer teori fokuserer på at undgå kategoriseringer og vil derfor denaturalisere forståelsen af seksualitet (og køn), i modsætning til Transgender Theory, som også ønsker at rekonstruere disse. Queer forskere beskæftiger sig med undersøgelsen af seksualiteter (og køn), som står udenfor den heteroseksuelle norm i et forsøg på at denaturalisere både normen og dens afvigelse. Det er derfor centralt at undgå essentialiserende begreber. I den henseende har ordet queer en væsentlig betydning. På engelsk er queer oprindeligt et stærkt nedsættende ord for homoseksualitet, men homoseksuelle bevægelser har taget ordet til sig og reartikuleret det til egen fordel for således at give det en ny, Med venlig tilladelse af Mini Trans a/s positiv mening. Samtidig betyder ordet også mærkelig, underlig, excentrisk og suspekt, hvilket af queer teoretikere understreges i opfattelsen af seksualitet som en modsætningsfyldt, social og diskursiv konstruktion, man ikke kan afdække en objektiv sandhed om. (Homo)seksualitet fungerer i queer teori således som en slags epistemologisk trickster, der ikke kan fastlægges, og bliver ofte iscenesat som et dekonstruktivt element, der er i stand til at problematisere den hegemoniske orden. 46 NR. 4 DECEMBER 2003

47 (stand in) Hvad er kernen i Transgender Theory? De fleste trans akademikere og aktivister anser sig som en del af queer teori, men ønsker at påpege de specifikke forskelle fra queer teori, som netop begrænser dennes forståelse af kønstransgressioner. De væsentlige forskelle ligger her i opfattelsen af kategorierne erfaring, subjektivitet og kropsliggørelse. Ifølge trans akademikere og aktivister gør queer teoris dekonstruktive fokus og antiessentialisme det vanskeligt at analysere netop disse størrelser. Dele af queer teorien kritiseres derfor for at ville trække studiet af seksualitet bort fra kønsstudiet, således at seksualitet bliver til queers særegne område, og køn til feminismens traditionelle undersøgelsesobjekt. Transseksualitet kan derimod ikke forstås ved en strategisk adskillelse af disse kategorier, eller ved at blive reduceret til et udtryk for homoseksualitet. Disse problematiseringer af queer teori udgør kernen i, hvad der har udviklet sig til Transgender Theory. Gennem en analyse af flere af queer teoriens kerneteoretikere hævder en trans akademiker som Jay Prosser, at kønstransgressioner i queer teori fungerer som de underliggende figurer, der muliggør hele analysen af queer seksualitet. Hun/han skriver i»second Skins«(1998) således:»in short, in retrospect, transgender gender appears as the most crucial sign of queer sexuality s aptly skewed point of entry into the academy.«analysen af kønstransgressioner fungerer derfor som argumentet for en ny teori om seksualitet og grundlægger dermed queer tankegang. På den måde bliver det meget vanskeligt for queer teoretikere ikke at komme til at anvende transseksuelle udtryk udelukkende som vehikel for studiet af (homo)seksualitet. Prosser ønsker derimod at udvikle en trans teori, som kan forholde sig til diverse kønstransgressioner netop som størrelser, der i egen ret kræver en specifik analyse. Måden, som Prosser kommer frem til denne på, er via en kritik af queer teoriens udgangspunkter, eksemplificeret ved Judith Butler og Eve Sedgwick. Trans narrativitet og queer performativitet Både Butler og Sedgwick argumenterer i 1990 (i henholdsvis»gender Trouble«og»Epistemology of the Closet«) for, at feminismen i sin traditionelle form ikke er udstyret til at analysere (homo)- seksualitet, da feminisme fokuserer på forståelsen af køn som en fast identitet og således har svært ved at forstå praksisser, der underminerer idéen om køn (og seksualitet) som en essentiel kerne. Kritikken eksemplificeres via de udfordringer til feminismen, som udspiller sig i homoseksuelle subkulturers leg med kønsidentiteter. Butlers velkendte analyse af drag performances og Sedgwicks eksempler på James Dean og Marlene Dietrich som ikoner for henholdsvis lesbiske og bøsser, er et eksempel på kønsoverskridende identifikationer, der ses som queer udtryk. I Prossers kritik bliver det netop disse trans figurationer, der muliggør en ny teori om seksualitet, men samtidig det som også medfører, at transseksualitet i sin queer udformning mister sin specificitet. Pointen hos Prosser er nemlig, at den transseksuelle narrativitet ikke kan reduceres til queer performativitet, og at effekten af Butlers læsninger af drag performances i både»gender Trouble«og»Bodies That Matter«(1993) er at gøre trans begæret efter legitimitet både reaktionært og uforståeligt. Den transseksuelle narration er en identitetskonstituerende fortælling, mens queer performativitet medvirker til at afsløre, at identitet aldrig fuldt ud kan determineres, og at idéen om kønnet som en fast størrelse er en fiktion. Kønsskifteplottet forsøger at etablere køn som en ganske uproblematisk identitetskategori, samtidig med at selve det narrative forløb (fra kvinde til mand eller vice versa) nedbryder sig selv og derved viser, at køn kan skabes på mange måder. Dette paradoks er kendetegnende for transseksuel subjektivitet. Trans akademikere og aktivister placerer sig i denne henseende som en del af den queer bølge, men skriver sig også samtidig, og ofte på paradoksal vis, op imod den. Paradokset i Transgender Theory Transgender Theory forsøger sig nemlig udi det umulige; at dekonstruere og rekonstruere køn (og seksualitet) i én og samme manøvre. Transseksuel subjektivitet udstiller splittelsen mellem at være og blive til, hvilket især kommer til udtryk i narrativer om kønsskifteprocessen. Prosser beskæftiger sig her med de føromtalte, problematiske størrelser subjektivitet, erfaring og kropsliggørelse og analyserer således, hvordan transseksuelle autobiografier fremskriver paradokset mellem tilværelse og tilbliven og karakteriserer dermed den transseksuelle narrativitet som forskellig fra queer performativitet. Den identitetsskabende historie om at skifte køn er slutningen på den transseksuelle fortælling (en fortælling som siger: se! jeg er blevet den, jeg altid inderst inde har været), mens samme narrativ (inden for queer teori) blot markerer starten på queer performativitet: nemlig muligheden for at begynde en kritik af heteronormative kønsopfattelser. Prosser vil med sin analyse af trans narrativitet påpege, at denne i kraft af sine modsætninger faktisk også kan siges at have et subversivt potentiale, og ikke blot er en repetition af de normative opfattelser af køn. Et gennemgående træk for konstruktionen af transseksuel identitet er den klassiske historie om at være født i den forkerte krop og inderst inde i virkeligheden være en anden end det, de ydre attributter viser: altså en mand fanget i en kvindes krop eller omvendt. Denne narrativ, som gennemsyrer transseksuelle autobiografier, er netop årsagen til queer teoriens ofte lidt nedsættende holdning over for transseksuel subjektivitet, da en sådan forståelse synes at bekræfte både et strengt kønspolariseret system samt en essentialistisk kønsopfattelse. Paradokserne i den transseksuelle narrativ er altså selvindlysende. På den ene side bekræfter og naturaliserer den en heteronormativ kønsopfattelse, mens selve fortællingen om at skifte køn (og den transseksuelle subjektivitet, som bliver resultatet heraf) på den anden side destabiliserer opfattelsen af kønnet som en uforanderlig, naturgiven kendsgerning. Begge forståelser inkorporeres i transseksualitet. Man kan således betragte trans teori som en tilgang, der prøver at imødekomme dette paradoks, og arbejde et sted midt imellem essentialisme og konstruktionisme. Trans teori som splittelse Transgender Theory er altså ikke en fastlagt disciplin. Den udgør snarere en splittelse mellem, hvad der i en forsimplet version kan defineres som en essentialistisk (traditionel) og konstruktionistisk (postmoderne) opfattelse af kønskategorier. Den anglo-amerikanske opdeling af køn i en sex/gender dikotomi er central for denne splittelse, der i modsætning til i queer teori ikke søges ophævet, men bliver bevaret som et paradoksalt omdrejningspunkt. Flere trans akademikere og aktivister arbejder således med en forståelse af køn som både en biologisk og socialt, kulturelt determineret størrelse, mens andre opererer med en opfattelse af køn som en størrelse, der kan opløses mere eller mindre. Spændingsfeltet mellem determination og frigørelse, essentialisme og konstruktionisme er konstitutivt for trans teori. De mere forsigtige trans akademikere og aktivister fokuserer på denne balancegang og ønsker ikke at afvise essentialisme som sådan, men snarere at erstatte den med en metodik, der kan forholde sig til forskelle og specificitet uden at forstå dem som enten kerner eller konstrukter, men som både-og. Som Marjorie Garber i»vested Interests«(1992) skriver: The phenomenon of transexualism is both a confirmation of the constructedness of gender and a secondary recourse to essentialism or, to put it a slightly different way, transexualism demonstrates that essentialism is a cultural construction. Denne prekære positionering gør det vanskeligt at få hold på, hvordan transseksualitet egentlig kan fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

48 (stand in) fortsat fra forrige side forstås. Enten opfattes kun det subversive aspekt i en queer forståelse af kønstransgression og dette forstås blot som figurativt for det queer, eller også anskues transseksualitet, i traditionelle feministiske læsninger, som en effekt af patriarkalske kønsnormer og medicinske, psykopatologiserende diskurser. Kate More betegner i»reclaiming Genders«(1999) således transseksualitet som»a testcase for feminism and an end-case for Queer Theory«. Essentialisme i gåseøjne At transseksualitet ikke er en størrelse, som er nem at begribe, illustrerer trans teorierne faktisk også i sig selv. Trans akademikere og aktivister deler ikke den samme holdning i forståelsen af forskellige trans praksisser og udtryk. Dette demonstreres i debatten om, hvorvidt man skal bruge termen transgender eller transsexuality til at beskrive forskellige kønstransgressioner (jf. min indledende ordforklaring). Tilhængere af betegnelsen transgender kan defineres som de postmoderne trans teoretikere, der egentlig også i en vis grad kan betegnes som queer (performancekunstnerne Kate Bornstein og cyberteoretikeren Sandy Stone tilhører denne gruppe), mens de, som imidlertid anvender begge betegnelser, fokuserer på den specifikke transseksuelle historie og subjektivitet, der overlapper, men også anskues som forskellig fra det queer. Navne som Leslie Feinberg, Pat Califia og Jay Prosser er f.eks. eksponenter for denne holdning. Hvis man kan betegne queer teori i alle dens afskygninger som en teori med det overordnede mål at sætte identitetskategorier til debat og altså sætte gåseøjne om essens så adskiller trans teori sig fra dette ved netop at befinde sig i grænsefladen mellem essentialisme og konstruktionisme eller identitetspolitik og anti-identitetspolitik, samt ved at turde beskæftige sig med erfaring og (kropslig) subjektivitet som meningsproducerende elementer i identitetsdannelsen. Man kan sige, at trans teori i stedet sætter essentialisme i gåseøjne. Case: Transseksuelle selvbiografier Årsagen til, at transgender bevægelserne i USA og England har kunne markere sig særskilt fra queer bevægelserne er, på paradoksal vis, at queer teorien har muliggjort et mere dybdegående studie af kønstransgressioner. Via publikationer af værker om emnet inden for en humanistisk forskningstradition ofte med udgangspunkt i kulturstudier har trans akademikere og aktivister søgt at gøre op med den medicinske diskurs psykopatologisering af transseksualitet. De har ligeledes villet foranstalte et studieområde, som på egne præmisser kan analysere de mange forskelligartede former for kønstransgression. I en dansk sammenhæng er queer teori først nu ved at komme på banen som en akademisk metode, og derfor kan man forestille sig, at forskning inden for transseksualitet med et andet tankegods end psykoanalysen og medicinens først for alvor kommer på tale, når (eller hvis) queer teori vinder indpas. De første danske bidrag til transgender studier kunne eventuelt følge i Prossers fodspor og begynde med en analyse af transseksuelle autobiografier. Danmark har faktisk en af historiens tidlige dokumenter om kønsskifteoperation i Lili Elbes memoirer»fra mand til kvinde«(1931) og også historien om Christine Jorgensen (en af de mest velkendte skikkelser i trans historien), som udgav en autobiografi om sit kønsskifte i 1967, kan relateres til en dansk kontekst. Analyser af kvinde til mand autobiografier vil ligeledes kunne bringe nogle interessante perspektiver i spil, fordi man der kan undersøge, hvordan konstruktionen af femininitet og maskulinitet adskiller sig fra hinanden. Er det muligt, at bestemte trans karakteristika kan udledes af et sådant studie, og kan man med disse i baghovedet således læse andre typer tekster og fremskrive transseksuelle temaer? Prosser anvender sine analyser til at udlede et transseksuelt genrebegreb; trans genre definerer hun/han det som. Det centrale for dette begreb er trans narrativitetens paradoks: at demonstrere, hvordan man er blevet noget, man i virkeligheden har været hele tiden. Ydermere karakteriseres stilen som fragmenteret og hybridiseret; en stil, der ved sin blanding af forskellige genrer skaber en tekstlig position som værende midt imellem. Eksempler på dette er den tidligere omtalte Leslie Feinbergs»Stone Butch Blues«(1993), der som en fiktionel autobiografi placerer sig som hverken en roman eller en autobiografi. Teksten producerer en trans genre og befinder sig imellem genrerne, ligesom dens hovedperson befinder sig imellem kønnene. Også Lili Elbes memoirer kan betegnes som fiktionel autobiografi i en fragmenteret stil. Prosser argumenterer for, at denne æstetik netop eksemplificerer den transseksuelles subjektivitets paradoks; ønsket om at ville skabe et tilhørsforhold til det køn, man føler man er, men som man aldrig fuldt ud kan blive, både fordi det er der ingen, som kan, og fordi selve den transseksuelle narrativ jo netop afslører sit subjekt som én, for hvem oprindelsen ikke stemmer overens med slutresultatet. En analyse af begrebet trans - genre viser sig altså som en mulig tilgang til transgender studier. Genlæse queer kanon? En anden mulighed (også påpeget af Prosser) er, ironisk nok, at genlæse queer læsninger og tekster. Queer teori er i færd med en queering the canon og har anvendt kønstransgressionen som en figur til at påpege heteronormativitetens spændetrøje. Prossers politiske projekt er at geninvestere den transkønnede figur med hele dens specifikke historie og kontekst. En genlæsning af queer kanon kan muliggøre en analyse af kønstransgressioner som andet end eksempler på, og sammenligning med homoseksualitet, men stadigvæk med sin egen distinkte historie både knyttet til homoseksualitet, men sandelig også forskellig fra denne. En roman som Radclyffe Halls»Ensomhedens brønd«(1928) kan således genlæses som et eksempel på kønslig inversion, på problematisk og pinefuld trans kropsliggørelse og subjektivitet, snarere end den må forstås som en lesbisk klassiker. At sexologiens begreb om kønslig inversion ikke blot fungerede som en forklaringsmodel for homoseksualitet, men som en måde at forstå mange forskelligartede udtryk for transseksualitet, argumenter Prosser i den henseende for. Med dette i baghovedet opstår en rigere mulighed af læsninger lige pludselig. Transgender studier kan således beskæftige sig med andet end at læse autobiografier, hvis man også giver sig i kast med litterære (gen)læsninger af queer fortolkninger. Hvad vil en trans læsning som en parasit på queer, der jo allerede i forvejen snylter på værten, bringe af overraskende muligheder? H. C. Andersens»Den lille havfrue«byder sig til for en trans læsning, ligesom Herman Bangs novelle»franz Pander«kredser om umulige kønsidentifikationer. Udfordring til danske queerforskere I en dansk sammenhæng er det nok op til queer forskere at tage de udfordringer i trans teorien op, da det vel er usandsynligt, at der i nærmeste fremtid ville kunne udvikle sig et sådant studie. Dette især, når man medtænker den generelle mangel på en synlig dansk trans aktivisme, samt den almene mistro over for teorier, der beskæftiger sig med køn og seksualitet. Men muligheden er der i hvert fald. Kun fremtiden vil vise, hvilke trans figurationer, der kan tage form og kile sig ind i både læsestrategier og teorier med køn (og seksualitet) som centrum. Kate Bornstein»Gender Outlaw«(1994) Pat Califia»Sex Changes«(1997) Richard Ekins & Dave King»Blending Genders«(1996) Leslie Feinberg»Transgender Warriors«(1996) Kate More & Stephen Whittle»Reclaiming Genders«(1999) Jay Prosser»Second Skins«(1998) Bonnie C. Barr (f. 1975), stud. mag. i Dansk og Køn & Kultur ved Syddansk Universitet. Bor i Odense og er bestyrelsesmedlem af lokalforeningen for kønsforskning i Danmark samt co-anmeldelsesredaktør for tidsskriftet»kvinder, Køn og Forskning«48 NR. 4 DECEMBER 2003

49 (kortprosa) Diversitet Lovende smagsprøver fra Forfatterskolens årgang 2003 Forfatterskolens afgangsantologi 120 sider, 129 kr. Basilisk Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen En af kvaliteterne, men ikke den eneste som det vil fremgå, ved samlet at præsentere de seks dimittender fra Forfatterskolens årgang 2003, er, at den lejlighedsvise snak om skolens ensretning af forfattertalenter ikke får meget opbakning ved en udgivelse som denne. De seks forfattere, to kvinder og fire mænd, grupperer sig dog formelt i tre lige store (små) grupper: to mere traditionelle prosaister, to fragmenterende, legende prosaister og endelig to der skriver med løs bagkant, henholdsvis digte og konceptuelle stykker. De fragmenterende og legende prosaister, Mads Eslund og Palle Sigsgaard, har masser af ideer og drive i deres tekster, men står for mig alligevel som antologiens svageste bidrag, fordi deres tekster også demonstrerer heldigvis at man med en fragmenteret prosa fyldt med indfald og koncepter ikke bare får foræret en form, der ikke kan mislykkes, sådan som en fortælling kan mislykkes. Måske er pladsen i denne sammenhæng for trang til, at de kan få deres skrift rigtigt op at køre, så at sige. De mere traditionelle fortællere, Jens Jacob Toftegaard og Kristian Bang Foss, skriver tæt omkring et stof med et godt potentiale for fascination. Toftegaard om noget, der minder om selvoplevede hændelser i kommunistiske pionerlejre i halvfjerdserne i Sovjetunionen. De konkrete hændelser i dette underlige univers af ritualer og kontrol med alle datidens bipolære spændinger in mente skrives fint frem med hovedvægten på genfortælling, men også med indskud hvor fortælleren kommenterer, hvad han kan erindre. Bang Foss leverer et uddrag af en roman, som efter oplysningerne i bidragyderlisten at dømme allerede er antaget af Gyldendal. Han skriver stilsikkert om en fisketur i Sverige. Detaljemættet og med en intens jeg-fortæller. Uddraget er stort set også blottet for humor (men humor er naturligvis ikke alt), og der går en del, måske for meget, Hemingway i det: manden mod fiskene. Men skrive kan han. Lone Hørslev udkommer også med en bog på Gyldendal, hendes anden digtsamling, hvorfra antologiens bidrag er hentet. Hun åbner kækt med et citat af kronprins Frederik og fortsætter fermt i feltet mellem kitschede (prinse-)drømme og dagligdag. Hørslev har en sikker evne til at få sætninger, som egentlig kunne være prosa, til at blive delt op, så de får en betoning og rytme, der gør enhver afskrivning som knækprosa til skamme. Endelig lukker Maja Lee Langvard af med en blanding af små digte, ofte baseret på gentagelser, der leger med sprogets klicheer, og ready-mades om identitet. Helt ubetalelig er ikke mindst en adoptivorganisations beskrivelse fra 1979 af, hvordan børn fra andre dele af verden ser ud, dvs. hvordan de adskiller sig fra at være danske. Langvards tekster kunne formentlig også fungere godt på en kunstudstilling, så det er interessant at se, hvilket medie hun vil fortsætte i. Alt i alt lover antologien en del bedre end sidste års antologi»0:2«. Den er desuden forsynet med et passioneret og øjenåbnende indledende essay af Forfatterskolens rektor, Hans Otto Jørgensen. Kronoper og famøser Cortazárs hverdagslige absurditeter kan nydes i Peer F. Bundgårds glimrende oversættelse Julio Cortázar Historier om kronoper og famøser (Historias de cronopios y de famas) Oversat af Peer F. Bundgård 146 sider, 150 kr. Basilisk Anmeldt af Rigmor Kappel Schmidt Julio Cortázar er her til lands desværre alt for lidt oversat, men vi har dog samlingen med fantastiske fortællinger»den tabte himmel«. Imidlertid kan Cortázar i sin fantastik af og til skride over i den groteske realisme for diskret at udstille den småborgerlige familie. Skrider han endnu mere ud i grotesken, nærmer han sig den absurde litteratur. Det sker på herligste vis i fortællesamlingen»historier om kronoper og famøser«fra 1962, og allerede her lægger man mærke til den underfundige oversætter, Peer Bundgård. Selv holder jeg mest af de tekster, der lægger sig tæt op ad en automatiseret handling, der dernæst beskrives netop så minutiøst, som når man på et pædagogisk kursus før i tiden (og nu?) blev sat til at beskrive, hvordan man binder sit snørebånd. Først beskrives trappetrinnets materialitet og derefter den bogstavelige bevægelse fra et trin til det næste. Trappebeskrivelsen indgår i afsnittet med vejledninger, altså netop det, som pædagoger beskæftiger sig med. I afsnittet med underlige beskæftigelser møder vi en familie, der er kopier og ganske savner originalitet. Det lyder som hverdagsrealisme, fristes jeg til at udbryde, for gælder det ikke stort set os alle? Der er dog en lille forskel i forhold til alle de almindelige, der bilder sig ind at besidde en vis originalitet, nemlig at denne familie er sig sin kopistatus bevidst og gør sig de yderste anstrengelser for at optræde som kopier. Og så bliver det rigtig underligt. Til gengæld er det interessant at opdage, at sektionen for plastisk materiale rummer fortællinger, hvor kropsdele synekdokisk tænkes bort fra deres kroppe. Deres selvstændige liv bliver ganske vist ikke individualiseret som i Gogols groteske fortælling»næsen«, idet kropsdelene snarere lever videre i stimer og flokke som i»abstraktionens muligheder«. Netop denne fortælling må jeg absolut gøre nysgerrige litteraturstuderende opmærksom på, for det kræver en efterprøvelse, om Per Højholt har svigtet Borges til fordel for Cortázars som inspiration til»auricula«. Endelig er der afsnittet med kronoper og famøser og forhåbninger, hvor teksten ikke bare er absurd, men ligefrem går i opløsning. Alligevel kan man lære, at kronoper er grønne, strittende og fugtige genstande, forhåbninger er selvlysende mikrober, men famøserne, ja, hvad er de i grunden? De danser borgfred og kan finde på at rejse ud. Det gør kronoperne også, mens forhåbningerne er fastboende og ikke rokker sig af stedet ligesom statuerne. Famøserne er ordensmennesker, der etiketterer og ordner deres erindringer, mens det samme langt fra er tilfældet for de uordentlige kronoper, hvis erindringer altid ligger og flyder. Hvis man søger en mening i galskaben, er det nydelsen ved den hverdagslige absurditet, der er kort, kontant og uden forklaring. Altså ren nydelse uden nogen særlig indpakning. Det skulle da lige være den sprogdragt, som enhver tekst iklædes. I dette tilfælde er de små prosastykker jo oversat, men det skænker man ikke en tanke, for teksterne er gendigtet med en egen indre rytmik, der gør dem til de vidunderligste prosadigte på dansk. Og tak for det, Peer Bundgård. NR. 4 DECEMBER

50 (kortprosa) L som i latterkrampe De sproglige hittepåsomheder i Kromanns kortprosatekster efterlader læseren gnækkende og lyrisk rundtosset Thomas Hvid Kromann Stævnemøder på Place Blanche 81 sider, 199 kr. Borgen Anmeldt af Sanne Graakjær Damm-Jakobsen Omslag af Jesper Fabricius Hvad skete der lige der? 31 kortprosatekster senere er min undren lige udtalt. Det startede ellers så nydeligt med en titel, der er tuttenuttelyrik af værste skuffe værdig (det gråhårede ord Stævnemøder og så noget fransk Place Blanche så bliver det ikke pænere). Men indeni er det langt farligere. Jeg vil sågar gå så vidt som til at indrømme, at der er noget, jeg på ægte 9. klasse-agtig vis ikke forstår. Det er imidlertid ikke Kromanns skyld, at min sproglige formåen trods en forkærlighed for tyskens grammatik kommer til kort over for en sætning som»den jenn dau liche veæ sie a den annen!«prosastykket hedder»æ Fissemand«(man må henrykkes) og er mere eller mindre skrevet på sønderjysk. Tror jeg nok. Nå, men forfatteren har tidligere udgivet digtsamlingen»vexelstrøm«(1998) samt de to prosasamlinger»tilstandsrapporter«(2000) og»operation hvid«(2002). Jeg kender ingen af dem, men det kommer ikke bag på mig, at Kromann har taget afsæt som digter. Nogle ord er ligesom mere digtagtige end andre, og dem er der rigtig rigtig mange af i»stævnemøder på Place Blanche«. Hvad siger I til disse sætninger fra stykket»mange brave mænd«:»fra karpens mund, der glimtvis optræder i den olierede vandoverflade, bobler hjemstavnshymner af et godt karpehjerte. Kaninerne løfter på deres høje støbejernshatte, og mælkebøtter danser ind i synsfeltet som de piruettiske gulsotsvinde, de vitterlig kan vise sig at være tegn på.«det kunne da ligeså godt være et digt!? Eller hvad med ord som liljekonvalhørmende, penisfuteralafvæbner eller attenhundredeblodblomst. Det er sgu da for skægt. Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvor vidt jeg irriteres lidt over den omstændelige sproglige hittepåsomhed (mest fordi det er ret ofte, men det er jo litteratur), eller jeg blot er misundelig over ikke selv at kunne. Anderledes, det er det i hvert fald. Og det er yderst velskrevet eksperimenteren. Prosastykkerne varierer i længde fra halvanden linie (»Dette er ikke en udgang«) til seksenhalv side om en fedmeepidemi (emnet taget i betragtning må den selvsagt fylde mest). Er man imidlertid til absurde historier som f. eks. den om»fløjlshandsken«, biologens blomst, der måske ved berøring kan få endnu uartikulerede småbørn til at tale, hvorfor man i videnskabens navn begynder at adoptere hittebørn i hobevis fra udvalgte østeuropæiske børnehjem, så er bogen lige sagen. Hvis man hellere vil nyde en novelle af den gode gammeldags slags, så lad bogen ligge. Selv gnækker jeg lidt endnu over prosastykket»p som i Pettingkrampe «og de 92 andre P-ord, som dette stykke består af. En Fenrisulv er kommet Knud Hjortø Syner Overrumplende nuanceret tillæg til forståelse af århundredskiftets litterære kunnen 154 sider, 120 kr. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgen Anmeldt af Per Dahl Henrik Schovsbo har udgivet Knud Hjortøs debutbog fra 1899 i serien»danske Klassikere«, som efterhånden er nået op på mere end 60 bind. Der er fire kriterier for seriens valg af værker: De kendtes kendte værker, de mindre kendtes kendte værker, de kendtes mindre værker og endelig de ukendte forfatteres oversete værker.»syner«hører til i den sidste kategori. I den seneste udgave af»danske digtere i det 20. århundrede«blev Knud Hjortø ( ) skudt ud af det kanondannende værk, hvori han siden den første udgave i 1951 havde holdt en sikker plads, ikke mindst på grund af Otto Gelsteds indsats, der begyndte med et fint essay allerede i Mest kendt blev Hjortø for sine romaner om Hans Råskov, men også hans noveller og essays med iagttagelser af sproget (»Fra Ordenes Samfund«(1918) og»sprogets Luner«(1927)) havde trofaste læsere. Den 30-åriges debutbog er en vild genrehybrid, en samling af 13 små tekster, der har rudimentære episke træk, støttet til betydningstunge folkevisemotiver; skarpe iagttagelser af natur og sprog er der også, ikke mindst mundrette replikker, men først og fremmest bæres teksterne af en malende selvrefleksion og en højt opdrevet jegbevidsthed. Havde de 13 små tekster været længere, var læseren næppe blevet hængende; nu næres tålmodigheden af en stor sproglig præcision og en passagevis utrolig moderne og mundret diktion. Vi er efter det moderne gennembruds fokusering på beskrivelser af virkeligheden, sociale konflikter og ideologiske grænseflader. Genremæssigt er det hverken realistiske noveller, debatindlæg eller periodens nye genre: essays. Det er små tekstlige forløb, som Johannes Jørgensen, Ludvig Feilberg, Harald Kidde, Ernesto Dalgas og senere Albert Dam kunne skrive dem, reflekterede stiløvelser og psykologiske eruptioner, blandet op med elementer fra allegori og parabel. Udgivelsen er forsynet med det apparat, som kvalificerer serien: 50 NR. 4 DECEMBER 2003

51 (kortprosa) Efterskrift, tekstkritik og noter.»syner«have ingen indholdsfortegnelse i 1899, men det er slet ikke så nemt at finde rundt i den lille bog, og en oversigt over bogens stykker kunne have hjulpet læseren. Heller ikke en litteraturfortegnelse er der blevet plads til, og det hører da vist serien til. Men ikke mindst kunne man i efterskriftet have ønsket sig en tekstanalytisk nærhed, som kunne åbne for læserens forståelse af de mærkelige tekster og deres stilistiske særpræg. De små tekster kræver betydelig opmærksomhed af læseren; gevinsten er et overrumplende nuanceret tillæg til forståelse af århundredskiftets litterære kunnen. Det er sjælestudier før psykologien blev et fag, en skrivendes selviagttagelser og analyser af fortrængninger, fordoblinger og visioner. Ledetråden er en ekstrem opmærksomhed over for det, der befinder sig mellem bevidsthed og ubevidsthed. Knud Hjortøs Arbejde bestod i at stramme Sjælene og holde dem paa Sporet, Selvtugt var hans Livs Opgave; Nøglen hertil rakte han til andre. En Fenrisulv opsporede han i sin Natur, droges mod den og efterlod den bunden; hele Menneskehedens Civilisation har ikke anden Historie. Mellemøstens litteratur Tiltrængt udgangspunkt for sonderinger Sådan skrev Johannes V. Jensen, da han i 1933 medvirkede ved en udgave af Hjortøs efterladte, litterære arbejder. Der er ikke mange Fenrisulve i dansk litteratur;»syner«er en af dem, endda før den blev bundet. Omslag af Lars Rosenquist Bech-Jessen Claus V. Pedersen (red.) Ørkenrosen og andre noveller fra Mellemøsten 288 sider, 198 kr. Museum Tusculanum Anmeldt af Henning Goldbæk Endelig er der nu udkommet et gennemgående gedigent udvalg af noveller fra Mellemøsten, med gode kommentarer og indledninger til arabisk, persisk, hebræisk og tyrkisk litteratur fra det 20. århundrede. Udvalget er redigeret af Claus V. Pedersen, der desuden har skrevet om sit fagområde, persisk. For det tyrkiske udvalg står Carsten Niebuhr-instituttets tyrkiske lektorvikar Wolfgang Scharlipp, der i sin indledning introducerer de forskellige faser af den moderne tyrkiske litteratur og også kommenterer de seks tyrkiske noveller, som repræsenterer hans område. Alt taget i betragtning er der tale om et repræsentativt udvalg, begyndende i 1940 erne og sluttende i 1990 erne. Udeladt er eksempler på den første republiklitteratur fra 1920 erne. Til gengæld er det oplagt at bringe en novelle af Sait Faik, en af de første storbyfortællere fra det moderne Istanbul, en dandy, fransk påvirket, især af Maupassant. Der er et eksempel på den såkaldte landsbylærer-litteratur, fra 1950 erne og 1960 erne, og en novelle af Tyrkiets store kvindelige, nulevende forfatter Adalet Agaoglu, der også har skrevet om de tyrkiske indvandrermiljøer i Tyskland. Det er ok, at der er udeladt eksempler på strømmen af socialrealistisk litteratur, der dominerede Tyrkiet frem til 1980 erne, men hvis man skulle efterlyse noget, så to ting: En novelle af den altid underholdende og satiriske Aziz Nesin savner man og ikke mindst som kontrast til landsbylærer-litteraturen den tyrkiske, modernistiske storbylitteratur, ikke mindst Ahmet Hamdi Tanpinar, der skrev romaner og noveller, påvirket af Joyce og Proust, og som var det vigtigste forbillede for flere af de nuværende store, senmoderne forfattere, især Orhan Pamuk og Nedim Gürsel. I sin indledning om den tyrkiske litteratur mener Scharlipp, at dens hovedskikkelser er præget af nostalgisk tilbageblik efter den store osmanniske fortid. Han taler om dette som en søgen efter identitet, hvad der sikkert er rigtigt, men det undrer, at den tilbagesøgende tendens ikke kobles sammen med den sprogbevidste og sprogeksperimenterende tendens hos de nye digtere, der leder efter ord og billeder fra fortiden for at forny litteraturen i dag og for at opbygge et filter til at absorbere moderne europæisk og amerikansk litteratur igennem. Udvalget dækker uden tvivl et stort behov for ikke mindst de litteraturvidenskabelige institutter, der nu ikke mere er henvist til at rave rundt i blinde, men her har et godt, filologisk fundament for sonderinger i den mellemøstlige litteratur. NR. 4 DECEMBER

52 (klumme) Lines cirkel Tjah...? Af Line Beck Rasmussen da Harry i»harry Potter og Fønixordenen«vender tilbage til Hogwarts for at begynde sit femte år på troldmandsskolen, er der sket store forandringer. Både med ham og med skolen. Han er blevet 15 år, og er nu teenager med stort T. T for Harrys tanker der fylder forholdsvis meget i den femte bogs handling; Tanker om ham selv og hans familie, tanker om kærligheden og pigerne, der er så svære at forstå. T for en tendens til at være selvfed, men hvilken 15-årig ville ikke være det, hvis han havde kæmpet mod mørkets herre og overlevet hele fem gange og samtidig føler sig grusomt misforstået og opdager at mange mener han er en indbildsk fantast og løgner? T for eksamenerne i den første troldmandsgrad og T for de forvirrende tårer i drømmepigens øjne lige før det første kys Men også på skolen er der nye tanker. Ministeriet for Magi, der ikke tror på Harrys beretning om den onde Lord Voldemorts tilbagekomst, er ikke er enig med skolens retningslinjer. De indsætter en inkvisitator, der skal holde øje med rektor Dumbledore og hans elever. Situationen vækker minder om et medlem af et dansk regeringsparti, der foreslog tests hver uge helt ned i de små klasser for at være sikker på de lærte noget og lærte det rigtige. Og om vores muggler af en statsminister, der i Folketingets åbningstale hentydede til, at danske elever ikke lærer nok, men blot sidder i rundkreds og fortæller, hvad de selv synes. At indføre tests og styre landets skoler fra ministeriel side henleder ikke blot tankerne på Hogwarts, men også gamle dages sorte skole. Hvis man ønsker at genindføre en ensrettet dansk folkeskole, hvor magi- undskyld undervisningsministeren hver time præcist ved, hvad eleverne bliver undervist i over hele landet, så er det selvfølgelig en fuld gyldig holdning, men pas på Det er netop seks dygtige, initiativrige og selvstændigt tænkende elever, der redder verden fra at falde i det ondes hænder. I hvert fald i denne omgang. Man kan sige meget om J.K. Rowlings salgssucces og det gør man så men moralerne er gode. Meget få mennesker er enten gode eller onde. De fleste har lidt af hvert i sig, og at styre temperament, følelser og trolddom er noget, man skal lære. Man bliver ikke en god troldmand med et slag med en tryllestav. Det kræver mange års uddannelse at blive en god borger i magiens verden. Og således også i vores mugglerverden. En svaghed for den engelske udgave må indrømmes, men Hanna Lützen har endnu lavet en god oversættelse. Det er svedigt, at hun endnu en gang kan finde navne som inkvisitatoren Dolora Nidkjær og professor Makkeret, men samtidig ved hvornår navne, trylleformularer og mærkelige væsener gør sig bedst i deres oprindelige engelske version. Nye læsere kan ikke begynde her. Til gengæld bliver der i bedste»ringenes herre«stil bygget op til det store slag mellem det gode og det onde. Gæs og ord T også for træt af gæs. Martin Glaz Serup billedbogsdebuterer med»skræp!«illustreret af Pia Thaulov.»Troede du, at der var hyggeligt på landet?«lyder det på bagsiden af bogen, der fortæller historien om en bondemand, der er ved at blive sindssyg, fordi hans gæs skræpper så meget, og dermed får alle de andre dyr til at henholdsvis gø, brøle, vrinske, grynte og gale. Efter gennemgangen af, hvad bondegårdens dyr siger, er det blevet for meget for bondemandens kone, der går sin vej. Om aftenen da bondemanden endelig tror, han skal have ro, kommer en tyv listende og gæssene skræpper igen. Så bliver det også for meget for bondemanden, der ikke forstår, at gæssene advarer mod tyven. Bondemanden fanger gæssene og (tror at han) får dem kørt på slagteriet, mens tyven tømmer hans hjem. At hans hjem er ryddet, er han dog ligeglad med, for nu, hvor gæssene er væk, kommer konen hjem igen, og giver sin mand et kæmpe kys. De hygger sig så meget, at de ikke ænser gæssene, der titter ind ad vinduet. Og historien er klar til at begynde forfra. Dejligt med lidt landlig realisme og blod på slagterens forklæde. Alt er ikke lutter idyl på landet, men det hjælper at være lidt næbbet. Og sidst men ikke mindst T for tjah, under hvilket, der i Kim Fupz Aakesons»Ordbog«står: Professorerne er bange for at der ikke er ord nok. De er bange for at vi kommer til at bruge hele sproget op, og at der en morgen ikke er mere tilbage at sige. Vi vil vågne og se på hinanden, trække på skuldrene og lede forgæves efter et lille tjah. Ellers rummer bogen, der er dejligt illustreret af Hanne Bartholin, ord som batteridrevet, cellofan og engel, gebis, glemsomhed og heks, hjerterum, iskiosk og julemand, misforståelse, navnløs og opstandelse, puslespil, Qatar og uendelighed, viden, wienerbrød og ønsketænkning. En slags»brøndums encyklopædi«for børn, hvor man kan vælge at slå de ord op, der interesserer en, eller slå de ord op, der ikke interesserer en, eller slet ikke slå nogen ord op, men bruge bogen til at lægge under benet på et vippende bord, eller kaste den efter irriterende unger, som forslagene lyder fra forfatteren. Jeg vil foreslå at man pakker den ind, og lægger den under juletræet til én man holder meget af. Og hermed ønskes alle magikere som mugglere med husalfens Dobbys ord en Harry Christmas! J.K. Rowling:»Harry Potter og Fønixordenen«, (Harry Potter and the Order of the Phoenix) oversat af Hanna Lützen, Gyldendal, 928 sider (pb.?), 329 kr. Martin Glaz Serup:»SKRÆP!«, ill. af Pia Thaulov, Gyldendal, 32 sider, 189 kr. Kim Fupz Aakeson,:»Ordbog«, ill. Hanne Bartholin, Gyldendal, 72 sider, 249 kr.»der er kommet en komet. Nordiske digte for børn«, Forum, 110 sider, 250 kr. (inkl. cd) Merete Pryds Helle:»Måneprinsessen«, ill. Anne Marie Ploug, Rosinante, 29 sider, 189 kr. Marianne Larsen:»Balotti og andre børn«, ill. Dorte Karrebæk, Borgen, 53 sider, 169 kr. Thomas Thurah:»Hvad siger du, Oskar? Verdenslitteraturen fortalt for børn«, Gyldendal, 168 sider, 229 kr. 52 NR. 4 DECEMBER 2003

53 (lyrik) Farverne løber ud af tuben og blander sig. Lysene skifter, hallucineret af ingenting. Et tomt øjeblik før strålerne igen spredes til alle sider. Dan Turèll Udvalgte Digte , bind 1 Udvalgt og med forord af Peter Laugesen 417 sider, 299 kr. Borgen Dan Turèll En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon rariteter Lars Movin og Steen Møller Rasmussen (red.) 176 sider, 200 kr. Bebop Lars Movin og Steen Møller Rasmussen Onkel Danny fortalt interviews 184 sider, 200 kr. Bebop Anmeldt af Bodil Hohwü Nielsen For ti år siden levede vi med mediemonopoler, begrebet global landsby fyldte ikke meget i vores bevidsthed. s, SMS, den hurtige daglige kommunikation som vi næsten alle anvender helt naturligt, var ren science fiction, og Internettet levede en skjult tilværelse som en velbevaret militær hemmelighed i Pentagon. Anarkisternes spritduplikatorer var kun lige forsvundet. Hvad har det så at gøre med at dette efterårs Foto: Peder Bundgaard Dan Turèll in memoriam Tre Turèll antologier udgivet i anledning af digterens 10 års dødsdag boghøst beriger os med hele tre Turèll udgivelser? Den umiddelbare anledning for udgivelserne synes at være 10-året for digterens død, men udgivelserne giver os også lejlighed til at kaste et nyt, frisk og måske mere fordomsfrit blik på en digter der i sin samtid effektivt fik etableret sig som et omvandrende ikon. Den selvskabte Onkel Danny figur og maske var vel nærmest uigennemtrængelig, og han lod sig gerne misbruge og misfortolke. I de tre udgivelser får vi et nuanceret og på mange måder gribende indblik i forfatterskabet, i dets tilblivelse og i manden selv, og de bringer ham ind i vores nutid. Jeg tror at han faktisk ville have elsket vores tids kaotiske mangfoldighed med muligheden for at udgive på egen web-side. Kun ville han nok beklage skriftens forsvinden. Af de tre udgivelser står Forlaget Borgens moppedreng,»udvalgte Digte , bind 1«, som den absolut væsentligste. Turèlls gamle kammerat, Peter Laugesen, har foretaget udvalget og har desuden skrevet et ganske kort forord der lige akkurat fører os ind i Turèlls univers. Her er alt det vi kan forvente lige fra de tidlige udgivelser (»40 ark«,»manuskripter«,»changes of Light«) hen over Manjana-projektet til et vægtigt udvalg fra»karma Cowboy«. Den intensitet og det krav og ønske om nærvær som præger Turèlls poesi, er så tydeligt tilstede fra begyndelsen. Sådan starter»40 ark«og sparker os direkte ind i en poetisk skabelsestrang. Farver i et psykedelisk lysshow, tomhedens epifani og så videre til det næste digt. De uendelige cirkler, den konstante og næsten maniske gennem- og omskrivning karakteriserer hele forfatterskabet. Gentagelsen bliver den foretrukne form, og den virker stærk og overbevisende når man ser den så virtuost udført. I udvalget ser vi hvordan Turèll leger med skriftens kode, ordet på papiret og pennens aftryk. Man kan mene hvad man vil om tidens trend, de massive digtgenudgivelser i folkeudgaver (Andersen og Strunge hitter her), men der er ikke tvivl om at det er et læser-rush, et ægte high, at læse Turèll på denne måde, i et hug. De to øvrige udgivelser har forlaget Bebop som afsender. De har tidligere udgivet Turéllsjældenheder der har begejstret denne og andre anmeldere, og denne gang er det da også samlinger der afkræver en stillingtagen. Først den nemmeste og mest ligefremme:»onkel Danny fortalt«. Bogen består af et antal interviews og samtaler som Lars Movin og Steen Møller Rasmussen lavede i anledning af filmen»onkel Danny portræt af en karma cowboy«(2002). Inge Turèll og Chili Turèll former rammerne om antologien. Her er vi i intimsfæren, men da interviewerne forstår at holde distancen, kammer tonen aldrig over i det slibrige, snagende som ellers kunne ligge snublende nært. Med pædagogisk sans har redaktørerne ordnet samtalerne så de konstruerer en kronologi i Turèlls liv. Vi starter med Peter Laugesen og slutter med Turèlls sidste forlægger, Jens Christensen. Alle har kloge ord at sige, og det er en ganske charmerende bog og derfor nem (i ordets bedste forstand). Den har vel en fremtid øverst på litteraturlisten for mange danskstuderende. Men Bebop udgiver også en anden og noget mere problematisk antologi,»en nat ved højttaleren med sprogets mikrofon«, med undertitlen»rariteter, «. Igen er Movin og Møller Rasmussen redaktører, og antologien bliver præsenteret som en parallel og et supplement til interview-antologien. Her er simpelthen alt i en skøn blanding. Det meste er forskellige journalistiske skriverier og anmeldelser, f.eks. Turèlls allerførste artikel om Politiassistent Holbølls besøg i Århus skrevet til Gentofte-Bladet den Mon ikke de herrer Movin og Rasmussen ønsker at give os en ur-turèll? Jeg må dog indrømme at det ikke er særlig interessant. Men interessant bliver det, når de vælger f.eks. at indlemme en tekst som»sprogets Tredie Øje«. Her stormer Turèlls poetik frem i al sin dødsensalvorlige iklædning.»bevidsthedsudvidelse af sproget eller gennem sproget, dét er Poesi«. Det er et vigtigt skrift og alene af den grund kan man tilgive de mere obskure udvalg. Turèll døde for 10 år siden og vi har stadig brug for ham. NR. 4 DECEMBER

54 (lyrik) Æren er at kunne se sig selv i spejlet mens de andre kigger med over skulderen Eller: Nærved og næsten slår alle mand af hesten Ursula Andkjær Olsen Atlas over huller i verden 136 sider, 198 kr. Gyldendal Anmeldt af Marianne Bugge Som jeg sidder her på spring ud i dette fantastiske hul af en bog, slår det mig, at den på finurlig vis blokerer for sig selv: et»atlas over huller«, bogstaveligt læst, dækker det så ikke netop hullerne til? Altså: den fysiske bog»atlas...«dækker hullerne til, så der ikke er mulighed for at falde ned i dem? Med dette paradoks vil jeg åbne Ursula Andkjær Olsens»Atlas over huller i verden«, der gør lige præcis det modsatte af at dække verdens huller til: den afdækker nemlig alle de overrumplende Ursula Andkjær Olsen (Foto: Kaspar Nefer Olsen) Huller Hul i det: jeg over/-hengiver mig til dette forrygende bombardement af et atlas huller i verden, man kunne tænke sig at falde i. Hvis man falder i et hul overført forstået naturligvis anser vi det sædvanligvis for ikke så godt. Det er i hvert fald noget, man helst skal se at komme op af hurtigst muligt. Men hos Ursula Andkjær Olsen er man i modsatland, for hun ikke blot falder i hullerne, men falder tilsyneladende med vilje (måske kaster hun sig ligefrem?), og hun falder rundt i dem og boltrer sig i hullerne. Bogen er kategoriseret som digte. Men den er mere end det. Den indeholder digte og en række aforismer, og begge dele leveres med et sprudlende sprogligt overskud, der siger det ene på den ene side og det andet på den anden side og påpeger, at den modsiger sig selv, hvorved den elegant bortvifter enhver indvending. Bogen er vis og samtidig pjattet og legende: Der er ingen handling men en masse røde tråde og så kunne man frygte at læsningen blev lidt lang: 136 siders digte og aforismer? Men det gør den ikke: forfatteren tør tage livtag med det helt store, og hun formår formatet, således at det store fremstår vedkommende og både følt og sanset. Hun videregiver sine evigt skiftende pointer med en skarprettet pen, der præcist fokuserer essensen, men samtidig bruser over i et springvand af pjat (alene det selvopfundne ord»dødenskab«...) Og det er nok dette forfriskende skift mellem dyb alvor og det rene vås, der gør bogen relativ let. (Og i øvrigt: hvem læser et atlas i ét stræk og for handlingens skyld? Nej, vel?) Ursula Andkjær Olsen taler som et vandfald med en syndflod af stemmer i et pinseunder af mangetydighed.»atlas over huller i verden«er inddelt i otte afsnit, hvoraf mange refererer til musikvidenskaben:»harmonia mundana et disharmonia mundana«;»harmonilæren«(med underafsnittene»kvinden og dissonansen«;»lille harmonilære for kendere og liebhavere«og»have med dig i«); foruden, for eksempel,»sinfonia for en ny flod«og endelig»mellem muslingeskaller og grankogler«. Ursula Andkjær Olsen er direkte dialogisk i sin fortælleglæde: hun har mange selvafbrydelser, selvkommentarer og læserhenvendelser. Bogen fremstår således dugfrisk og stakåndet som skrevet i en poetisk raptus. Hun er profetisk i sin stemmeføring:»og jeg ved/ ikke hvorfor jeg/ skulle græde og jeg/ ved ikke hvorfor/ jeg ikke skulle græde«. Det er i retning af og på niveau med Kierkegaards: Gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det... Bogen øser uanstrengt og ligefremt af citater og referencer til litteratur, filosofi, musik og remser. Selvom dette ikke er nogen fortælling, er Ursula Andkjær Olsen en guddommelig fortæller. Hun holder sit skriveri i stramme tøjler som en meget aktiv fortæller, men netop ikke alvidende: hun modsiger jo sig selv igen og igen. I bogens sidste aforisme,»mellem muslingeskaller og grankogler«, imødegår hun enhver modsigelse i den henseende i en direkte læserhenvendelse. Ursula Andkjær Olsen kan tillade sig alt: det er jo hendes bog, og det er hende, der finder på det hele. Og som hun siger andetsteds i bogen:»forveksl endelig ikke fortælleglæden med den yderste sandhed«. Fortælleglæde er der nok af, og sandheder er der flere af. Jeg glæder mig til mere Ursula og anbefaler indtil videre»atlas over huller i verden«. Det kræver en suverænitet at kaste sig ud på de favne og at forblive der og få noget godt ud af det. Dén suverænitet besidder Ursula Andkjær Olsen. 54 NR. 4 DECEMBER 2003

55 (lyrik) Ursula styrer for vildt Andkjær Olsen leverer præcist hvad man ikke vidste man ville have Ursula Andkjær Olsen Atlas over huller i verden 136 sider, 198 kr. Gyldendal Anmeldt af Mads Rosendahl Thomsen»Atlas over huller i verden«har allerede fået særdeles gode anmeldelser, og jeg skal straks sige, at dette ikke bliver nogen undtagelse. Informations Skyum-Nielsen, Weekendavisens Bukdahl og Politikens Lyngsø var noget så sjældent som næsten tre-enige om, at det foreliggende værk var rigtigt godt. Lyngsø brugte endog anledningen til at revidere sin opfattelse af sin tre år gamle anmeldelse af Andkjær Olsens debut»lulus sange og taler«, som han ellers i sin tid henrettede på åben avisside. Så et eller andet sted handler det ikke så meget om, hvorvidt»atlas over huller i verden«er god, men på hvilken måde bogen er fremragende. For igen, det er virkelig meget glimrende, det her. Bukdahl var som ventet begejstret for den nye opus, men lader det alligevel sive ud, at han godt kunne lide den lidt vildere stil med flere underlige stemmer og pludselig ind- og udfald i»lulus sange og drømme«. Ikke overraskende har Lyngsø det lige modsat. Jeg synes fr. Olsen rammer næsten plet med det her. En af de helt store kvaliteter ved»atlas over huller i verden«er, at der i de lange forløb i bogens sektioner holdes fast, stædig og forpligtende, i forskellige nøglebegreber og temaer, som der varieres over. Det sker med den samme raffinerede polyfone teknik, som blev anvendt i debuten, hvor indrykninger og kursiveringer og lejlighedsvise svar og gensvar mellem stumperne giver en dynamisk stil. Eller opleves som et græsk drama med et kor, der stemmer i fra siden. Bortset fra bogens også forrygende mellemstykke»forbrugsgåder. Minder fra Samfundet«, der leverer rapkæftede svar på spørgsmål på svar (»Kan du ikke få den op og stå? Tag hende som en mand, i stiv arm«), holder Andkjær Olsen fast i denne form, hvor hun kan lade indskud og korrektioner og alverdens godt afløse hinanden, som om det var den naturligste sag i verden. Der tænkes godt, og der skrives godt. En god del af bogen handler om overvejelser over det fælles, om folket såmænd, og hvordan hver er sin egen. Det er ikke bare lystigt, formidabelt vrøvl; der er en etisk tyngde over det, der giver et modspil til afsøgningen af sprogets vildveje. Eller hvad Bukdahl kalder for»ny Politisk Poesi«, hvor sjov og alvor lever fint sammen (måske fordi man ikke altid er klar over, hvad der er hvad). Men ellers handler det jo lidt om det hele, om eksistensen mellem sproget, verden og de andre. Om at balancere harmoni og disharmoni. Og med en generøs overvældende mængde af stof, der også spænder over direkte eller indirekte citater fra Anders And, Hitler, Napoleon, Rimbaud og mange andre. Bogen slutter suverænt med et prosadigt, der handler om at ville holde fast i alle disse modsætninger:»hvad er det du har imod mig? At jeg ikke har valgt side? [ ] At jeg hverken foretrækker forestillingen frem for opfyldelsen eller opfyldelsen frem for forestillingen? At jeg tror, jeg kan få både i pose og i sæk og blæse med mel i munden? Ja, den var værre, den var virkelig værre, men gør det noget, hvis jeg alligevel ikke kan?«. Nej, det gør ikke spor. Bliv bare ved. Denne bog er gratis Nyd en reklamefinansieret digtsamling uden afbrydelser Peter Dyreborg Moslund Bestseller 52 sider, gratis Eget forlag Anmeldt af Brian Dan Christensen DOBBELTANMELDELSE Standart udsætter løbende en aktuel bog for et dobbeltblik. En anmeldelse har altid bund i én læsers egne kriterier, og derfor kan to anmeldelser få flere nuancer med. Redaktionen Der er mindst tre yderst interessante aspekter ved Peter Dyreborg Moslunds nye digtsamling: Den er reklamefinansieret, udkommer i et oplag på hele eksemplarer og er ganske gratis. Forfatteren har selv stået for idé, projektledelse og tegning af sponsoraftaler med annoncørerne: Montana, Nescafé, JobZonen, Forbrændingen og Grefta; sidstnævnte er det trykkeri i Grenå, der har trykt bogen. Reklamerne pryder kun omslaget og generer ikke læsningen; når bogen først er åbnet, ligner den alle andre. fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

56 (lyrik) fortsat fra forrige side For der er styr på detaljerne. Forfatteren studerer jura, og det er glædeligt, al den stund at han så formentlig engang bliver i stand til at leve af sit fuldtidsjob. For digtene holder simpelthen ikke i byretten. Bogen svælger af pubertære iagttagelser, der stort set alle skamrider de tre predebutære dagdrømme: 1) Naturen, 2) kærligheden og 3) poetikken. Den første kategori er så fyldt med græs, regn, fugle i falset, Vesterhav og vindens piben i næsen, at Danmarks Naturfredningsforening burde have meldt sig som hovedsponsor. Den næste kategori om bl.a. hvordan vi sover og kysser, vil jeg lade forfatteren selv definere: Du sover længst, og jeg lytter længe til lyden af dynen der knaser lidt og let Hammers billede & Ørnsbos tekst ligger og følger de tunge bølger når du trækker vejret golfstrømmen i din bulede krop. Den tredje kategori behandler digterens og digtets opgave på en måde, så man som læser får det indtryk, at denne forfatter, i modsætning til alle andre, har set lyset:»hvis jeg skrev digte som terapi/ ville jeg være yderst produktiv«. Bogen er et katalog over en ung mands undren over sig selv i verden, og det er al ære værd. Men digte er ikke gjort af forundring alene, og alle går vi rundt i vores egen lille verden. Kunsten er mere end det, og hvis man uden sammenligning overhovedet sætter sig ned for at lave kunst, er man en idiot, som Steve Martin engang sagde. Kunsten er en dark horse, som kan overraske os ved at være flyttet et andet sted hen. Den er ikke en trojansk hest med værelser til leje. Med andre ord: Jeg synes ikke forfatteren Moslund er lige så talentfuld som projektmageren Moslund og det er ment som en kompliment. Og eftersom jeg heller ikke selv lever af at skrive digte, men ernærer mig ved at markedsføre og brande virksomheder, må jeg sige dette: Det er mig en gåde, hvordan stringent styrede og æstetisk vi-er-det-gode-liv positionerede mærker som Montana og Nescafé har fået den idé, at dette projekt harmonerer med og styrker deres profil.»forbrændingen«er den eneste oplagte sponsor, men det er flot, at Moslund har fået solgt idéen, og måske har han en fremtid som sælger. Nye læsere og arbejdsgivere kan bestille bogen via gratisbog.dk og en postgang senere nyde et ulideligt selvhøjtideligt foto af en behørigt bebrillet digter, iklædt brunt tøj og i baggrunden et Upper Manhattan parkafsnit som mest af alt ligner skovene omkring Silkeborg. Bastard-værk Tore Ørnsbo og N.G. Hammer Bastard Digte og tegninger 44 sider, 249 kr. Lindhardt og Ringhof Fantasy-billeder omsat til digt Anmeldt af Marianne Bugge»Bastard«er en bastard af en bog. Fordi bastard er en krydsning her af kunstarterne hvorved der opstår en ja, bastardkunstart. Dette eksperiment af en bog indeholder digte af forfatteren Tore Ørnsbo og tegninger af den autodidakte kunstner N.G. Hammer. Mødet mellem kunstarterne opstår på hvert af bogens 20 opslag, hvor Ørnsbos digt står på venstre side og Hammers tegning på højre. Relationen er, at Ørnsbo har skrevet sine digte med udgangspunkt i Hammers tegninger. Digtene er således ekfraser, altså netop digte skrevet på billeder. Projektet er interessant, og meget stringent gennemført. Bogen fremtræder helstøbt: man fornemmer samme stemmeføring i såvel billede som digt, ja sågar i satstypen, DemocraticaBold, der er ret karakteristisk (krukket?) og med til at binde ord og billede og ordbillede sammen. Som bastard-værk betragtet er bogen vellykket. Hammers streg og motivvalg er i retning af fantasy. Tegningerne søger det foruroligende og groteske. Men det udføres ikke altid ganske overbevisende. Tegningerne synes til tider umodne, og budskabet fremtræder villet og dermed nemt patetisk. Men indrømmet: fantasy er ikke lige min stil. Ørnsbo kaster sig i sine billeddialoger uimponeret over tilværelsens store spørgsmål. Han lancerer indledningsvis begreber som løgnen, sandheden, gentagelsen og lukker bogen med begær, glemsel og forfængelighed. Men desværre griber han ikke chancen for at komme ind i og på disse begreber. De forbliver abstrakte. Og dermed ret ligegyldige. Måske er det en fare ved genren ekfrase som sådan, at digtet isoleret set fremstår postuleret, idet den digteriske billeddannelse bliver amputeret og i stedet lagt over på det billede, som digtet forholder sig til? Det konkrete billede, der i første omgang burde være en styrke for digtet, kan således ende med at blokere for digtets eget billedskabende stof og dermed fremtræder digtet for abstrakt og uvedkommende. Men Ørnsbo er en blændende digter, og når han er bedst, ja så er han bedst, og så bevæges jeg. Det er typisk, hvor han er mere afdæmpet og konkret i sine egne billeddannelser: og regnen får lov at falde uden at skulle stave sig igennem et fremmed alfabet. En regn der tyst falder uden om al lærdom. Det billede tager jeg med mig. 56 NR. 4 DECEMBER 2003

57 (lyrik) Jeg syr verden sammen med nåle af ildfugtige guldfugle Den hemmelige digter i de hemmelige løsark er alt andet end lige præcis det Struktur. 16 objekter/ Forarbejder/ til Peter Louis-Jensen 16 løsark i pose, 160 kr. Basilisk Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen Basilisk har udgivet 16 anonyme og foldede løsark med dobbeltslyngede digte og tegninger i en lille pose. Alt tyder dog på, at det er den næsten hemmelige Mikkel Thykier, der står bag; hans højstemte og koncise poesi (så brandtung æstetisk, at man næsten kan koge den hjemfaldne SUT i den) er svært genkendelig, og de dertilhørende skitser af lavmælte ansigter afslører næsten digteren. De 16 løsark er henvendt til den gamle avantgardist Peter Louis-Jensen og en af hans skulpturer fra 1966: 16 masonit- kasser med afskåret top, mere orienteret mod det åbne rum i kasserne og omkring kasserne end imod formen, skulle opstilles forskellige steder i byrummet for at etablere en særlig kommunikation mellem publikum og skulptur, og det har angiveligt sat digteren i gang med»struktur. 16 objekter«. Thykier(?) arbejder stadig som i debuten,»skyggerne er kun flygtige«(1997), med kroppen og verden som udgangspunkt; den helt konkrete tilstedeværelse og sanselighed i mødet med den anden (et du) og naturen (landskabet), som sådan nogle helt klassiske temaer at gå i lag med, og en henvisning til Inger Christensen dukker også op derinde. Thykier benytter sig selv og skriften (her måske nærmere poesien) som ekkorum; det territorium hvor verden, subjekt og sprog mødes. Og det er også dér, hvor skulpturen og Thykier optager hinanden, nemlig som ræsonansrum. Det er smukt, det er vægtigt, og det er slynger af prægnante billeder, og digteren kræver sin tid af sin læser, men hans poesi er (dæleme fandme) det værd: et navn, to ord, og intet andet, sagt med en stemme, blød som et par læber imod en sovendes køn, dernæst/ i telefonens olivengrønhed, som en mandelsæbe formet af den talendes mund, men ti nu hellere: stjernerne/ putter sig under dynen, månen har lukket sine øjne, og skyerne hyller sig i deres sjaler og slør, dukker/ hovederne bag dem: er det mod ruden, at gråspurvenes næb høres, stadig til aften pirkende efter kernerne/ fra de sidst udkastede frø? Det der forundrer, er digterens evne til at være overvejende deskriptiv, men stadig voldsom at læse, fordi digtene på sin vis er flade; der er ikke mange paradokser eller ræsonnementer, der er overvejende beskrivelser og en heftigt iltende æstetik, en art ordenes erindring, der udfolder sig. Og til tider kan overlæsning og barok (kitsch?) blokere mening og anslag, men her skrives der efter den klassiske skønhed, og det kan Thykier virkelig. Jeg bliver så satans optaget og indfanget af de her digte; de er meget interessante, og sniger sig lige op på siden af (og overhaler nok egentlig) Ursula Andkjær og Lone Hørslev, som dette efterårs mest breathtaking experience. Uha. Hvis digte var egern Peter Poulsen Forvandling 63 sider, 179 kroner Vindrose Anmeldt af Rasmus Hastrup Peter Poulsen demonstrerer stor styrke i det enkle Peter Poulsens nye digte gør ved første gennemlæsning ikke så meget væsen af sig. Her er ingen store armbevægelser og ingen skrattende fanfarer, der kundgør, at her kommer Et Fantastisk Digt. De enkelte digte pusler stilfærdigt rundt og samler sproglige nødder og har det tilsyneladende ret hyggeligt. Men heldigvis kan man ikke læse det samme digt for første gang to gange. Det tager lidt tid at læse sig ind på, så at sige, hvad der egentlig sker i bogen, men når først digtene og læseren bevæger sig synkront og i samme tempo, går det op for én at»forvandling«udgør et meget smukt vinterforråd af lune ord. Filosofiske emner og dybsindige tanker behandles omsorgsfuldt og iklædes en sprogdragt med simple, rene linier. Digtenes form og udtryk ligger et eller andet sted på en skala fra talesprog til jazz, og ofte drejer de sig om en enkelt idé, en enkelt tanke. Denne tanke understreges yderligere, i mange tilfælde, af digtets titel. Det virker som om, at flere og flere digtere helt udelader titler, og det er en befrielse at læse tekster, hvor titlerne ikke blot er titler, men snarere fungerer som en integreret del af digtet. For at illustrere hvad jeg mener, vil jeg nævne et berømt eksempel, Ezra Pound s»in a Station of the Metro«skrevet i Digtet lyder i sin helhed: The apparition of these faces in the crowd; Petals on a wet, black bough. (Synet af disse ansigter i mængden; Blade på en våd, sort gren.) I dette tilfælde kan man faktisk påstå, at titlen i virkeligheden er en linie i digtet. Mange af digtene i»forvandling«benytter sig af samme metode, og resultatet er yderst tilfredsstillende. Man kan som læser i det hele taget godt få den tanke, at Poulsen har skelet til amerikansk poesi fra de første par årtier i det 20. århundrede. Mindst et par digte (»De fem roser«, f.eks.) viser et sprogligt og tematisk slægtskab med Wallace Stevens ( ), andre dufter svagt af William Carlos Williams ( ), men sådanne forfædre er gode at have, og Peter Poulsen behandler sine aner med respekt og smagfuldhed. Bogens titel og tema er forvandling. Et øjeblik kan forvandle verden, og Peter Poulsens digte foregår ofte netop dér, hvor et fortættet øjeblik bliver til et andet og efterlader virkeligheden mærkbart ændret. Det synes, som om Poulsen har indset, at sådanne forandringer er uundgåelige, et livsvilkår på linie med årstiderne, og denne indsigt gør det muligt for ham at beskrive det åndfulde øjebliks fingeraftryk på konkrete begivenheder med imponerende finesse og tindrende underfundighed. Øjeblikket er til stede i digtene, og digtene er til stede i øjeblikket.»forvandling«er en bog man ikke bliver færdig med, simpelthen fordi den ideligt forvandler sig i takt med læserens forudsætninger. NR. 4 DECEMBER

58 (lyrik)»jeg er kemikeren, der får følelserne udkrystalliseret i et klart sprog«jlm Johannes L. Madsen samlede Lars Bukdahl og Eli I. Lund (red.) 958 sider, 400 kr. Arena Halfdan E & Martin G Smarte pletter mellem fingrene 20 digte af Johannes L. Madsen CD, 149 kr. ArtPeople Anmeldt af Thomas Thomsen Den danske syredigters værker endelig samlet i pragtudgave Syredigteren Johannes L. Madsen ( ) er noget af en outsider i dansk litteratur. En litterær excentriker, der efter ca. 15 produktive år trak sig tilbage fra den litterære scene og levede en slags eneboertilværelse indtil sin død. Der er nok ikke mange ud over forfattere og litteraturstuderende, der har hørt om eller endsige læst hans tekster. Muligvis fordi Johannes L. Madsen på forunderlig vis ikke har været en inkorporeret del af den brede litterære kanon, men måske også fordi hans bøger i mange år har været nærmest uopdrivelige. Det er der heldigvis lavet om på nu, hvor Lars Bukdahl og Eli I. Lund har samlet hele forfatterskabet i en lækker 1,5 kg. tung bog.»jlm Johannes L. Madsen samlede«rummer som titlen antyder hele produktionen, som består af digtsamlinger, to romaner, dramatik og børnebøger/- tekster, foruden en række nyttige tekstoplysninger og et oplysende efterord af Lars Bukdahl. Forfatterskabet har sit udspring i 1960 ernes skrifttematiske og sprogfilosofiske poesi. Under et fængselsophold blev Madsen optaget af lyrikken, og efter han lærte Vagn Steen at kende, blev han inspireret til de første digtsamlinger. Forfatterskabet indledes med fire hardcore konkretistiske digtsamlinger, hvor sprogets såvel indholdsmæssige som visuelle sider udforskes på utallige måder. Digteren tager sproget på ordet, og til trods for det let naive præg, som nogle af de digteriske ordlege kan have, åbner digtene for en række refleksioner over sprogets udtryks- og betydningsmuligheder. Konkretismens knaphed møder sin modsætning i forfatterskabets anden fase, nemlig den såkaldte syretrilogi, som indledes med hovedværket, den vilde og sprudlende»nedspildt spruttende af syre«(1969). Herefter følger»smarte pletter mellem fingrene«og romanen»for en person med verbale pupiller«. I disse bøger, der efter sigende er skrevet under påvirkning af lsd og andre hallucinogener, går sproget amok, og verden ses gennem den syrede bevidstheds påvirkede øjne. Teksterne er kalejdoskopiske og hallucinerende, og efter endt læsning føler man sig trukket godt og grundigt ud i lsd-rusens afkroge. Digtene funkler som prismer og kaster betydninger af sig med en sådan fart, at man bliver rundtosset af læsningen. Kemikeren Madsen sprøjter ætsende syre i ordform efter læseren, og i nogle tekster skal man rulle det helt store analyseapparat ud for at finde hoved og hale i galskaben. Bøgerne er helt særegne, og mig bekendt findes deres lige ikke i dansk litteratur.»for en person med verbale pupiller«(1970) er sidste del af syretrilogien. Det er en bog, der leger med romangenren, men i modsætning til digtsamlingerne er der tale om mere syre end genialitet, og bogen er, ligesom forfatterskabets anden roman»magikerne«(1972), meget anstrengende og temmelig uinteressant at læse. I det hele taget er Madsen ikke ret god som prosaist. En del af prosateksterne er ligesom store dele af romanerne nærmest ulæselige. De syrede digressioner fungerer meget bedre i poesien, som er forfatterskabets egentlige attraktion. I digtsamlingerne fra starten og midten af 1970 erne optræder en række tekster, der tilskrives Tilfældighedsoraklet og Orakelmaskinen. Tilfældigheden (tekster klippet i stykker og trukket op af en pose) er her den æstetiske motor, der sammensætter nye tekster kaldet»kosmogrammer budskaber fra intetheden«, som det hedder i forordet til»hvad ser diamanter«(1971). Men desværre er disse tekster mere kuriøse end læsbare, og de er, ligesom det er tilfældet med romanerne, nærmere et bevis på Madsens radikalitet og kreativitet end på, at den kontrollerede tilfældighed kan skabe gode tekster. Senere i 1970 erne udsendte Johannes L. Madsen et par digt- og tekstsamlinger, hvor de litterære syretrips er knapt så udflippede, men det betyder ikke at den poetiske åre er udtørret endnu. Der er rigtig meget godt at grave frem i bøgerne. Især bør de to første dele af»er skriften løgn fordi lysets baggrund altid er sort«(1974) og den skrifttematiske digtsamling»min fuldautomatiske pen«(1975) fremhæves. Også forsøget med at skrive popsange i det tidligere utrykte manuskript»salvet baby«(1978) rammer poppens tone rigtig flot, og det kunne være interessant at se, hvad datidens politiserede bands kunne have fået ud af de tekster. I den mere muntre ende af skalaen befinder Johannes L. Madsens børnetekster og fortællinger sig. I tekstsamlingen»læs igen bog«(1983) finder man tekster, der vækker associationer til Halfdan Rasmussens børnerim, og for barnlige voksne er der meget morskab at finde i det syrede eventyr»godmorgen jord din gamle forvandlingskugle«(1969), der er værd at læse udelukkende på grund af Erling Tingkærs skønne illustrationer. Hvis man vil opleve nogle af Madsens digte på anden måde end i bogform, giver musikerne Halfdan E og Martin G med CD en»smarte pletter mellem fingrene«en alternativ og mildest talt genial indgangsvinkel til forfatterskabet. CD ens 20 numre består af lydcollager, der på fortrinlig vis supplerer og åbner digtene. Teksterne får krop og stemme af rigtig gode oplæsere, bl.a. Klaus Rifbjerg, Jørgen Leth, Steen Jørgensen, Vigga Svensson, Knud Holten, grønthandlerne på Israels plads og højttalerdamen på hovedbanegården. Musikken, lydene og teksterne er mixet sammen til et lækkert og helstøbt lydunivers, der understreger teksternes polyfoni og klare rytme, og når man har hørt CD en skulle man næsten tro, at teksterne var skrevet med henblik på en sådan udgivelse. CD ens højdepunkter må ubestridt være track 12, hvor Jørgen Leths fantastiske oplæsning af digtet»sneen er rød«bliver understøttet af elektronisk hulahulamusik, samt track 8, hvor Rifbjerg og Jørgensen i skøn forening lader deres stemmer glide sammen i en dobbeltoplæsning af»nedspildt spruttende af syre«. De er intet mindre end vidunderlige. CD en er en oplagt julegaveidé til alle poesielskere. nedspildt spruttende af syre og med alle tanker antændt fægtende i delte mandariner skilt og fuldmodent laprende i grønt lys og flugt med ligegyldige anslag suget gennem minuttet sydende af saft og nedspildt fra hinkesten og mandariner hoppende på blomsten i kejtede kredse over spejlblanke vandpytter ind i et ansigt af røg og ingen ild antændt spruttende af mandariner men et ansigt rygende af syre blink og ætsende i nogens hornhinder 58 NR. 4 DECEMBER 2003

59 (lyrik) Hvid stak ild i hvad/ hvad stak ild i hvid (og brændte det?) Nogle gange er der noget, og andre gange er der ikke noget i Nikolajsens tredje lille bog Rasmus Nikolajsen Frihed og sex på rejsen 49 sider, 159 kr. Borgen Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen Rasmus Nikolajsen charmer stadig med ordspil, rim, underdrejet kærlighed og hul patos (»O-blommeskib! O-maskevåd!«), og nogle gange er det rigtig godt, men for det meste er det hverken rigtig godt eller rigtig skidt, og en del af tiden mest nogenlunde. Bogen falder i fire afsnit. Først»Frihed«som er en åben parafrasering af den gamle»frihed er det bedste guld«, og her er det nogle gange direkte smukt; enten digtet som helhed eller et enkelt dybt poetikalsk udsagn (»vi sætter svale i køn«eller»jeg har jord og gæld i hjertet/ elsker så solsort som ingen«). Videre følger»og«, som indeholder et remix af Frank Jægers gamle»april, April«. Og her synes jeg egentlig, at Nikolajsen slipper bedre fra det end Jæger;»Underfulde børn med røde hår/ løber dristigt ud af byens senge/ Degnen går bag stærke brilleglas/ i den fjerneste af alle enge«bliver til»ondskabsfulde børn med flødelår/ løber dristigt ud af byens senge/ Regnen slår med store pilleglas/ og på fjerde sal du mangler penge«.»sex«består af en række kærlighedsdigte skrevet op til et du/hun, og de er naivt charmende og ganske okay (og heller ikke ret meget mere, men,»så voldgift som jer/ når yderst af din negl er nok/ hvis solen blir kød/ så tar jeg på landet«, er pragtfuld digressivt på en selvfølgelig hel kåd facon), og sidste afsnit,»på rejsen«, er igen en serie kærlighedsdigte struktureret i en afkortet sonetkrans (6 digte af fem linjer), hvor mestersonetten er den (gudhjælpeme) mest ligegyldige. Og sådan er det egentlig med Nikolajsen; for Omslag af Sophia Kalkau tit bliver det ligegyldigt på de forkerte tidspunkter, og pludselig står man med et kokset ordspil eller en charlatan af en oneliner; det er bare ikke helt tæftigt nok til at være rigtig plat eller rigtig legesygt eller rigtig ligegyldigt. Og måske kunne man mene, at Nikolajsen egentlig udforsker digtets bundgrænse; hvor lidt kan der egentlig være derinde eller hvor plat/kådt kan det være uden at det knækker, eller hvor langt kan charmen bære? Dybest set er samlingen som helhed ujævn, noget falder, andet vakler, og noget står skrøbeligt og paradoksalt tilbage (og det er tillige også rigtig godt). Nikolajsen skriver ikke en ueffen poesi, men nyeste skud er helt konkret for lidt på en al for kedelig facon (O-wörterprins! O-lokumstjans!). Mere klang i lysets klirren Jens Asbjørn Seehuusens digtsamling»lyset klirrer«leverer ikke helt den synæstetiske oplevelse, der er lagt op til i titlen Jens Asbjørn Seehuusen Lyset klirrer 61 sider, 199 kr. Lindhardt & Ringhof Anmeldt af Peer S. Høgsbro Digtenes evne til at slå bro mellem forskellige perceptionsformer og dermed nå nye sammensatte sansninger af verden forbliver et postulat. Titlens sammenstød mellem en visuel og en auditiv sfære trænger ikke ind i bogen, hvilket er beklageligt. Til gengæld får vi eksistentielle temaer, lyrisk følsomhed og naturhenvisninger i rigelige mængder. Hvad er det med den ørken, og savannen, og det hav, der går igen? Det indres spejling i det ydre? Fosterstilling i et vandløb. En ørken ellers, mest af sten, denne sommer. Yderste stjerne er inderste hjerne. Hvor går lyset hen når det er færdigt? Ja, hele samlingens lys er tilsyneladende slukket, og læseren må famle sig frem i forsøget på at begribe, hvad han skal stille op med det let mystiske i billedsproget, der tilsyneladende blot viser hen på tilfældige sansninger og de ikke særligt relevante eller vedkommende associationer, disse medfører hos det talende eller tænkende subjekt. I et digt ser man således»en kindtand/ som står/ i et landskab«. I siden af tanden, der måske har udspring i sansningen af en stor tandlignende sten, måske ikke, træder»dit ansigt«frem. Hvem du et er, vides ikke. Det er ikke denne læser. Det er måske den tilbedte hun. Pointen er, at det ikke vedkommer læseren. Samlingen er delt i tre afsnit, der indeholder henholdsvis 12, 16 og 17 digte, der sjældent fylder mere end en side, og kun enkelte er strofeinddelte. Det er Foto: Simon Lautrop en kort form, men den er sjældent prægnant, humoristisk, aforistisk, melankolsk, absurd, psykotisk eller bare sprogligt overraskende nok til at bære det. Der er selvfølgelig undtagelser. Et af de bedste er åbningsdigtet, der med neologismer som»flammepalisander«,»goldkloder«,»vågevodka«,»cigaretnatten«og»paradisskørtet«åbner for en original stemme, der igangsætter læserens billeddannelse. Det er morgen og jeg et»modtager modstræbende morgenens lys«. Den dag, der følger i samlingen er bare ikke lokkende nok. Læseren modtager efterhånden kun modstræbende samlingens sparsomme lys. NR. 4 DECEMBER

60 (lyrik) Et fraværende orgie Jørgen Gustava Brandt: Det stilfærdige orgie Høstlige digte 80 sider, 175 kr. Gyldendal Anmeldt af Morten Kyndrup Stillestående poesi af Jørgen Gustava Brandt»Det stilfærdige orgie«hedder Jørgen Gustava Brandts nye digtsamling. Det er kun halvvejs en falsk varebetegnelse, for stilfærdighed er der nok af. Orgiet derimod Foto: Ulrik Brandt udebliver. Med mindre da vi taler om et orgie af stilfærdighed. Kan man sige noget pænt om digtene i denne samling? Ja, sagtens. Der er ikke rigtig noget der gør ondt. Tonen er ganske hyggelig. Der er heller ikke noget som helst forceret over hverken de enkelte digte eller over samlingen som helhed. Den er nærmest tilbagelænet. Man får fornemmelsen af en sympatisk digterperson, af et klogt og gennemreflekteret menneske, sidst i livet, i stand til at se sig selv se og udstyret med en troldsplint af selvironi. Der er gode enkeltpassager rundt omkring i de enkelte digte. Man kan sågar finde et rigtig godt digt som»ved køkkenruden«: Mejserne hopper rundt på brættet og pipper og pikker meget ivrige og ikke ganske fordragelige Vi der er rigtig kloge sidder bag vægge og døre og låse Ingen andre ved om vi nu tænker godt eller ondt eller både og Men så er det næsten også sagt. I de fleste af digtene bliver det stilfærdige og tilbagelænede mest af alt til halvslap småsnakken, der trods oplivende elementer af selvironi kronisk henfalder til en grundtone af inderlig selvgodhed. Ikke på det tematiske plan, for digterpersonen har skam blik for sine shortcomings. Men i selve anlægget, i intonationen: digtene er for det meste utrolig situative i den forstand, at de har form af en reflekterende kommentar til en bestemt situation. Alting har selvfølgelig en anledning, og således ofte også et digt. Problemet er bare når anledningen, situationen, er vældig tydelig, uden at læseren kender den på anden måde end gennem kommentaren. Da kommer digtet let til at pege på noget, der for læseren virker inderligt privat og derfor ligeså inderligt ligegyldigt. For at tage et eksempel fra digtet:»tilstandsrapport«, en i denne sammenhæng sigende titel: En murren i situationen en gærende uro I min konstitution en vindstille tøven Kan det forenes? Så skifter situationen Den er fastlåst det og jeg stivner i afmagt er åbenlys konflikt. Min kerne er hård og jeg kan lide måden den er hård på. Imidlertid går livet videre den ubønhørlige retning ligeud og kort Sådan starter digtet. So what? Digte som dette bliver ganske enkelt for referentielle, peger for meget på en bestemt oplevelse og tror at dennes (påståede) intensitet kan erstatte det et digt må være: en gestaltet sansning. Og akkurat gestalt, form, er der meget lidt af; for lidt klang, for lidt rytme, udtryksmæssig prægnans. Til gengæld, som man kan se, rigeligt med klumpedumpede sætninger, sigende tankestreger og uskønne indskud. Resultatet er, at der ved læsningen ikke fremkommer nogen fornemmelse af tilbliven, kun oplevelsen af at bevidne en mørnet og kedsommelig eftertanke til noget, der i sig selv tilhører det private, og som hjertens gerne må vedblive med at gøre det. Der synes og ikke kun i dette tilfælde at være en tendens til, at forlagsredaktører over for kategorien»ældre veletablerede digtere med omfattende og fortjenstfulde forfatterskaber bag sig«helt slår den kritiske sans fra. Måske fordi indkøbsansvarlige på landets biblioteker gør det samme? Her er i hvert fald uhyggelig lidt at komme efter, når det gælder digterisk kvalitet. Tænksomme og sympatiske beretninger om det levede livs finurligheder bliver ikke til digtning, bare fordi ordene er en digters. Ligesom orgier ikke fremkaldes af ordet»orgie«. Større end livets forslag Peter Nielsen foreslår, at vi åbner os for livet i digtsamlingen»livet foreslår«, der på hver side overrasker med gentænkninger af den kendte verden Peter Nielsen Livet foreslår 104 sider, 199 kr. Lindhardt & Ringhof Anmeldt af Peer S. Høgsbro Den på én gang ræsonnerende og omverdensbetragtende stil fra de foregående samlinger»gule og grønne skove«og»minder fra hjemegnen«, genfindes i»livet foreslår«. Betragtninger over bevidsthedens møde med den omgivende verden skiftevis iblandes eller igangsættes af enkeltiagttagelser, der holder læseren på sporet af den dobbelthed, digtene hele tiden gaber over: Verden, der påvirker bevidstheden og bevidstheden, der former verden efter sit billede. Det konkrete trænger sig på og kan ikke uden videre indfanges af de tolkningsbevægelser, der konstant udføres af bevidstheden. Vores erfaringsfelt modsiges af det foreliggende. Tanker panorerer hen over et rum ingen af os fuldt og helt kan kalde for vores eget. De synes at insinuere noget kvalificeret i grå og tætte men uudforskede buskadser nær noget velkendt. De er til tider naturligt inddelt i revirer af lys og skygge, som grænser vi ser hinanden igennem. Alligevel ser jeg ikke så meget selve kålmarken som den kølige blågrønne farve den undertiden får et strejf af i februar, nogle få dage før frost. Måske det fører til visse ornamenter af forståelse, eller i det mindste en forstad til forståelse Citatet er fra det afsluttende langdigt»en ufornuftig glæde«, der løber over samlingens sidste firs sider og er inddelt i femogtredive afsnit. Den fortløbende digteriske bevidsthedsstrøm skal være mindst så kvalificeret som hos Peter Nielsen for ikke at blive epistemologisk illustrationsmateriale eller simpelt causerende i almindelig undren over livets paradokser. Langdigtet har fat i en fundamental afsøgning af menneskets og bevidsthedens status og glædes over de mange muligheder, ikke for at ord- 60 NR. 4 DECEMBER 2003

61 (lyrik) ne verden i mønstre dette kommer tvangsmæssigt men for at udvide sit mønster, dvs. erfare og erkende verden på ny.»det er en velsignelse/ af den slags/ der truer med at fjerne os/ fra adresser i den fysiske verden«. Det er derfor glæden er ufornuftig den kommer i overskridelsen af de fornuftskabte tolkninger.»naturen er vel træt af sine fortolkere«, skriver Peter Nielsen umiddelbart før han lader lyset indstifte den ovenfor nævnte velsignelse. Lyset som metafor for erkendelse er oplagt, men understøttes ikke entydigt af samlingen, der lader noget uforklaret stå tilbage, noget, der ikke er indeholdt i det livet foreslår, men rækker ud over det foreslåede. Vi kommer gennem flere variationer af menneskets afmagt over for det, der er større end livet, naturen:» det virkelige/ er et solidt stof, som ikke afventer vore domme«. Han vil have os med bagom mekanismerne af tillært livsførelse. Men samlingen rækker videre end det, der her kommer til at lyde som sprogfilosofiske smuler; der er næsten skødesløst henslængte væsentlige betragtninger på hver side og citatværdige passager ved hvert opslag. Marken, der sluger øjnene, belyses af månen, mens gadelygter ikke kan udregne deres egen værdi, men blot står og oplyser deres lille plet. Virkeligheden står over for ordningen af det sansede også i den indledende»lille fortolkningstese«, der brillerer med sin humoristiske demontering af fornuftsslutninger: Dyrene hjælper hinanden. Det ses ikke altid, men går man ud når der ligger nyfalden sne, vil man ofte kunne følge et spor. Man ser for eksempel et spinkelt spor efter en mus der er kommet løbende. Længere fremme ser man måske et andet og større spor krydse musens rute. Tit vil man nu opleve at det store dyr har hjulpet det lille dyr videre på dets vej i den besværlige sne, eftersom det kun er det store spor der fortsætter. Sådan hjælper dyrene hinanden. Og hvis ikke man kan lære noget af det, er der ikke meget håb. Nu ved vi mere om det, livet foreslår. Mageløst, mageløst Det flyder så let, at det næsten ikke kan have været andet end pissebesværligt Lone Hørslev Ærgerligt, ærgerligt 64 sider, 150 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Dan Christensen Lone Hørslevs nye digte er nok det bedste, jeg har læst i år, og så jeg skal nok lade være med at nævne de andre bøger. Lad os nøjes med at sige,»at glemslen er en muldvarp/ der lever af at udhule hukommelsen.«men hvorfor? Måske er det bare forfriskende, at der igennem hele bogen er så umiskendelig en stemme, at den er klar, at den har noget at sige, og at den godt ved det. Lone Hørslevs sprog er præcist uden at teksterne bliver mindre søgende. De er insisterende uden at være dikterende, små rum, der ikke er lukkede; en gavmild bog, og da jeg fik fingrene i den, måtte jeg sætte mig ned i en dør i Badstuegade, fordi jeg ikke kunne spadsere og anmelde samtidig og jeg gør ellers aldrig den slags pjank. I næste læsning bladrede jeg over, under og igennem»ærgerligt, ærgerligt«uden nogen kronologi, uden nogen søgen efter den kedsommelige mening med det hele for efter endt ikke-læsning at gøre nøjagtig det samme igen og falde over banale nådegaver som:»jeg ser på dig gennem din vejrtræknings to mulige slutninger«. Stadig med en undren over hvordan fanden hun gør det.»ærgerligt, ærgerligt«har en række gennemgående temaer, men de er der bare, de er hverken konstruerede, strukturerende eller forstyrrende. De er diskrete uden at mangle selvtilliden, jeg nævner lige et par stykker: Kronprisen (forbandet aktuelt), Sømanden, IC3-toget (forbandet) og Discovery Channel. Temaerne fremstår aldrig (og underligt nok) som andet end en anledning. De er blot (!) det chassis, som Hørslev digter løs på, og det flyder så nemt, at det ikke kan have været andet end pissebesværligt. Her i en mini-poetik: I nat pakkede jeg min søvn ind i din og jeg jeg spændte slædehundene for og lod mig glide på dit åndedræt og tværs hen over dit is kolde kontinent af en fortid Nej. Det er løgn Jeg kørte jo bare fingrene igennem dit hår Foto: Johan Gardfors Altså, dét Nej. stopper jo aldrig, netop pga. punktummet, og dén tankestreg er knækket løs af det iskolde og det er mageløst godt.»ærgerligt, ærgerligt«er en let bog, der har så meget dybde, at man let kan læse den igen. NR. 4 DECEMBER

62 (artikel) Afmestrende, afstående antiforestillingens poesi Andre verdeners fortløbende forseglinger her og nu i synkoperet skrift, meditation og bold hos Peter Laugesen (anarko-avantgardisme), Dan Turèll (meditativ tomhed) og Torben Ulrich (de-værkelig hvished) Af Jørn Erslev Andersen Anarko-avantgardisme I samfund, hvor de moderne produktionsbetingelser hersker, fremstår rigdommen som en uhyre vareophobning, og den enkelte vare som en elementarform. Vores undersøgelse begynder derfor med en analyse af varen. Sådan lyder Karl Marx herostratisk berømte åbning af første bind af»das Kapital«fra Nøjagtig 100 år senere gør den franske situationist Guy Debord gestus til denne sætning ved at bedyre, at i de samfund,»hvor de moderne produktionsbetingelser hersker, viser hele livet sig som en uhyre ophobning af skuespil. Al direkte oplevelse har fortonet sig i en forestilling.«dette er tese 1 af de i alt 221 teser, der på mangfoldige måder repeterer denne første tese i Debords»La Société du SpectacleSkuespilsamfundet«fra 1967, den situationistiske teori par excellence om samfundet. På verdensscenen udfoldes et varernes skuespil som stedfortrædende for mennesket. Verden og samfundet opleves som skuespil, fuldkommen domineret af pengene, af kapitalen. Mennesket er totalt fremmedgjort, helt og aldeles opslugt 1:1 af dette stedfortrædende vare-skuespils altomsluttende blændværk. Ingen samlende programideologi kan sætte sig herudover, også en sådan, den være sig nok så radikal, underlægges nemlig skuespillets tvingende love og logikker. I dette totale skuespil kan modstand kun ytre sig som momentane, mangfoldige, situationelle og handlende aktioner, som alternative forestillinger om plurale netværk, som kunstneriske happenings, som en insisteren på et andet sprog hinsides normalsprogets sanseløse tagen del i skuespillets varefetichistiske falskhed. Sådan transformeres Marx stringente, cool og mesterligt fremstillede vareanalyse, dvs. videreførelsen af en filosofisk set skelsættende og utopisk-konkret venden læremesteren Hegels historiefilosofi på hovedet, begge være sig nok så drømmende, sådan som også dikotomien mellem enhed og mangfoldighed er det i Hardt og Negris aktuelle»imperiet«, til et altomfattende manifest for Situationistisk Internationale. Ikke blot deltog Asger Jorn og Jørgen Nash i bevægelsen i dens tidlige faser, aspekter af den gik også senere hen Peter Laugesen i blodet. At digte bliver til en revolte mod skuespilsamfundet, de forlorne billeder, de forkromede varer, det bevidstløse konsum af penge, ting og medier. En poetisk og postdebordsk anarko-avantgardistisk revolte også mod digtningens og kunstens forlorne tilpassethed til skuespilsamfundet og magtens makro-diskurser på mikro-niveau. SKUESPILLERSAMFUNDET Før eller senere møder du ham. Det er premiere. Nu begynder noget andet. Det er ham. Din døde far. Han giver dig jobbet. Du spiller Hamlet. Du spiller Lear. Du spiller Richard III. Nu er du graveren. Du graver selv hullet. Du ligger i koldsved og skriger på hesten. Du falder ned fra et træ som Ofelia. Du er Polonius. Du står bag et forhæng og dør. Du er Fortinbras. Du skal overtage alting efter de døde. Han skriver dig. Du er jobbet. Han kommer en dag. Du ved ingenting. Le bare skriver han. Spil. De ser dig fra oven. De ser dig fra neden. Du gør det bare. Du er en maskine. (Peter Laugesen,»Trashpilot«, 2000) Den antiautoritære og a-ideologiske revolte-tænkning overses gerne i dag, når Laugesen celebreres eller det modsatte som jazz&poetry digter, som vor tids City Lights Books relikt eller som en endnu levende tresser-avantgardist. Man kan for så vidt vende det hele om og påstå, at Laugesen i dag er den eneste anarko-politiske digter, der, sammen med Ursula Andkjær Olsen måske, er på højde med drømmere som Hardt og Negri og deres politisering af kampen mellem imperiet og mængden i perspektiv af bl.a. flugtliniernes deleuzianisme. Opgøret med skuespilsamfundet eller hvad det nu end hedder i moderne forklædning: det gennemforvaltede samfund (Adorno), det gennemsemiotiserede samfund (Barthes), det systemiske samfund (Luhmann), det gennemmedialiserede samfund (McLuhan) i kamp med det ikkeidentiske, det mod-semiotiserende, det lokal-systemiske, det Torben Ulrich. Illustration fra»jazz, bold og buddhisme«(foto: Steen Møller Rasmussen.) 62 NR. 4 DECEMBER 2003

63 (artikel) post-mediale og den dermed forbundne redning af modstandslommerne, de skæve mangfoldigheds-forbindelser, de kulturelle og personlige erindrings-lommer, sprog- og skriftopgør, drømmerier, sarkasmer, romantisk verve, det sande i det gale, de levende billeder (Carl Th. Dreyer, sort-hvide filmklip med børn ved badebroer) hamrede ind mod publikum i den i enhver henseende billed-, tingog sprogfræsende (anti)-forestilling»artur på genfærd«, som Teatret Estrade havde på Entré Scenen under Århus Festuge i september Laugesens ordrige, sine steder rablende og komplekse klodetekster fra 1988 formidlet af det søgende, spørgende, anråbende, gestikulerende og skræmte genfærd Artur (alias skuespilleren Ole Westh-Madsen) og med tumultuariske hilsener både scenografisk og musikalsk til mere eller mindre velkendte europæiske og amerikanske avantgarder (musikalsk f.eks. Gavin Bryars loop»jesus blood never failed me«, cd-udgave 1993) lader sig uden videre dikkedarer forstå og sanse som et veritabelt poetisk-scenografisk tæppebombardement med ord, billeder, ting, gebærder og lyde af skuespilsamfundet anno 1988/2003. Begivenheden var langt mere end en genkommende tresser-avantgardistisk repetition à la mode til benefice for dagens avantgarde-celebrerende kulturelle, trendy, cyperspacede og akademiske establishment, det var den ægte vare, en kompromisløs og rå, poetisk og anarko-avantgardistisk, anti-æsteticistisk og sanselig talking no shit event, the real thing, take it or leave it, for fanden! Skuespil som mentalt brød for folket hinsides masserne. Laugesens hyppige henvisninger til San Francisco-digterne Kerouac og Ginsberg og dertil hørende hot and cool jazz, til outsiderne Novalis og Rimbaud, til pop i sporet efter Kerouacs pophaikus, til Céline, til sin hund og havens solsorte, til Flauberts bemærkning til Turgenjev om en stormflod af lort, der hamrer mod murene, så de smuldrer (motto til»trashpilot«, 2000), til trash og junk de luxe, til supermarkedet og en pilespids i gruset på en parkeringsplads (»Deadlines«, 1994), til anti-racistiske haiku sådan noget trækker anarko-avantgardistiske og intakte spor fra f.eks.»guds ord fra landet«, 1974 (»Drømmen om total kommunikation uden total mangel på kommunikation, om han uden hun, hun uden han, jeg uden du, du uden jeg, skizofreniens motor og den mystiske materialismes motor «) eller»anarkotika«, 1975 (»Det er nogen digte fra en verden her hvor vanviddet er det indlysende og i den verden er jeg etableret, der eksisterer jeg, som et navn, der hedder Peter Laugesen, men kan ikke sige, at det navn på nogen måde længere er mig, selv om jeg osse er det, der sætter det på digte, som her er der«) til den allerseneste»forstad til alt«fra i år. Her prydes bagsiden af et digt betitlet»til Jack Micheline værelse hvad som helst hotel Skid Row«. Micheline, gadedigteren, a street poet, a true american outlaw poet, med bøger og chapbooks (simple lejlighedstryk) f.eks.»river of Red Wine«og»Street of Lost Fools«, er ikonet par excellence på den ikke-etablerede og vitalistiske oprørsdigter, gadens og de kuldsejledes poetisk-trashede græs-digter midt på autostradaens asfalt. For Laugesen er det derfor, skulle jeg mene, ikke den zenbuddhistiske, men vejenes og den spontane prosas Kerouac, ikke den Hare Krishna- og O-o-m-messende, men den hylende Ginsberg, der vedholdende medtænkes. Det er Michelines Kerouac og Ginsberg. Alt dette på godt og ondt, men først og sidst: kompromisløst, antiinstitutionelt, en hundepissende skrift. Denne altid blottede antiinstitutionelle nerve findes også i det, der efterhånden er blevet celebreret til hudløshed: Laugesen & Mindspray. Først var der lokale underground performances i mindre klubber, på højskoler, siden på større festivaler i provinsen, så på Glyptoteket, så skulle det ud på cd. Som Laugesen selv bemærker et sted, er der forskel på en gennemproduceret studiecd og en live optræden. Cd en»howl on!«fra 2001 bliver da også ved nogle gennemlytninger, alle dens evidente fortjenester ufortalt, en lidt for pæn og tam affære i forhold til det, man kender fra Laugesen & Mindsprays intense liveoptræden. Med cd en blev det hele til institution. Der måtte findes andre veje. De har så ledt til Laugesens samarbejde med en eksperimenterende og usædvanlig rockgruppe,»singvogel«kalder de sig. Også her er live shows, som i Musikcaféen i Århus sidste år, levende og kompromisløs rock against passivity. Også dette er nu institutionaliseret på cd en»hotellet brænder«fra i år. Oplæsningen er her heldigvis ikke så pænt lagt oven på eminent, sine steder også eminent pæn, jazz-musik som på»howl on!«. Her clasher Laugesens let monotone let jambiske brabrand-dræven ganske godt mod de gennemarbejdede og lyd-fræsende rockkompositioner. Det er godt at få ørerne revet i stykker cd en spilles bedst med knappen på højeste volumen efter indtagelse af lidt for megen pæn dansk high brow jazz anno Men som tilfældet er med Mindspray-cd en, står heller ikke den ellers ret så lytteværdige cd»hotellet brænder«mål med»singvogel«live. Så når hørelsen får institutionel tinnitus, må man (jeg) håbe, at Laugesens anti-institutionelle drive fører hans tekster sammen med en slags stilhedens musik, en Cage i laptop-electronica anno 2004, en indvævet stemme måske, der ikke monotont oplæsende er lagt oven på? Meditativ tomhed I forordet til sit udvalg af Dan Turèll-digte»Udvalgte digte I «(se anmeldelsen andetsteds her i bladet) bemærker Laugesen fyndigt: Ikke noget med avantgarde hos D.T., hvad jeg dengang syntes var en fejl, men nu indser ikke kunne være anderledes, hvis han skulle blive, som han blev, den han var, når det passede sammen. Den fortvivlede retorik i det rablende dobbeltsprogede mantra, der udgør næsten hele skriftfladen i de to første Arena-bøger, som en slags automatskrift, der mere og mere er det eneste, der holder en krop og et jeg fast i forsvinden, og dog med skriften i eller på jorden som et fræsende postulat Betegnelsen mantra er ikke tilfældig. Gennem store dele af Turèlls forfatterskab spiller forskellige former for buddhisme en vigtig rolle for hans måde at tænke såvel eksistens som dette at skrive på. Når han f.eks. skriver på jazz jazzrytmer og jazzimprovisationer på skrift som i Kerouacs»Mexico City Blues«er det for at tilnærme sig en zenbuddhistisk tomhed, hvor enhver form for sproglig, mental og eksistentiel determinisme er renset ud af sind og skriveakt. Derved ligger han ganske tæt på den del af Beat-generationen, især Jack Kerouac, der helt og aldeles overgav sig til diverse former for zenbuddhisme hinsides enhver form for avantgarde-forestilling. Turèlls omfattende indsigt i og selvstændige anvendelser af diverse former for buddhisme og den deraf afledte zen-skrift overskrider på mange måde den amerikanske Beat-generations ditto, hvilket for første gang er blevet undersøgt til bunds i Michael Nonboes litteraturhistoriske speciale fra i år (publ. på Litteratur- Historisk NetForlag, se bibliografi). Heri vises hvor stor betydning, hvor forskelligt og hvor vidt facetteret Turèlls poetiske buddhisme egentlig er. I den tidlige fase frem til»karma Cowboy«dvs. størstedelen af Laugesens udvalg fungerer skriften, forklarer Nonboe, som et sted for oprør og meditation kombineret med euforiserende stoffer og moderne jazz. Især søges der opnåelse af tomhed, dvs. at tømme bevidstheden for uvedkommende støj og blokeringer til fordel for en frit strømmende skrift/skriven i henhold til dels Kerouacs»spontan prosa/skriven«, dels den buddhistiske mayalæres forestilling om den ubestandige karakter af de former tanken søger at fange virkeligheden med. fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

64 (artikel) fortsat fra forrige side Dette kalder Nonboe for et forceret oprør mod alle former for konventionel tænkning, mens Laugesen altså i sin tid savnede et mere konfrontativt avantgarde-islæt, ligesom han den dag i dag mener at DT helt glemte at»tjekke de støvede kontorer og arkiver på hele den store og for længst absolut psykedeliske avantgardevej gennem endeløse mængder af parallelhistorier ( ).«Først fra og med»karma Cowboy«(1974) får forfatterskabet en vending væk fra dette esoteriske leje, med Turèlls egen formulering er der tale om»en hoppen over i Den store Båd, at springe fra en buddhisme (Hinayana) til en anden (Mahayana) og dens afart: zen, hvor der ikke længere arbejdes introvert, men for de andre «(se Nonboe for nærmere redegørelser herfor). Det må således tages med et vis gran salt, når mange i dag opfatter Turèll som avantgardist. Man kunne, hvis han skal reddes som avantgardist, i hvert fald med fordel skelne mellem Laugesens anarko-avantgardisme og Turèlls zenavantgardisme, hvorved to vidt forskellige spor løber fra et kun tilsyneladende fælles udgangspunkt: Pound, Kerouac, Ginsberg, Charlie Parker, Thelonious Monk og Miles Davis. Turèll benyttede sin skrift og jazzen til sit oprør mod stivnede og falske konventioner, men gjorde det ikke mindst ved selv at skabe et vampyr-agtigt mediebillede af sig selv med Karma-hat og sort neglelak. Derved får også hans såvel poetiske som praktiske mediekritik en helt anden status end Laugesens, der vedvarende udfolder sig på skriftens, skriftens, skriftens og atter skriftens gebet udslynget mod billeder og musik (se f.eks. PLs digt»hardflux popsus monofest minimaction situkrom dadacept manikon edgeland«i katalogen PAINTBOX, 2000, midt mellem seks billedserier i krydsfeltet mellem maleriets egne præmisser, maleriet som værk og maleriet i forhold til det omgivende rum). Turèll medierede sig, mens Laugesen vedvarende afmedierer sig. Derfor er deres kampe mod stjernebillederne, deres afstjernen sig, blevet ført på vidt forskellige måder og præmisser. Men udgangspunkt og endemål synes at være det samme: kun skriften kan i sidste instans holde en på roden (med tanke på zenbuddhismens root-teachers). Derved legeres de to former for situationel handlen i en fælles poetisk procestænkning gennem en spontan skriven på, ind i og hinsides det der er her og nu, lige nu og der. Og fra første færd, hvor Turèll skriver på fortvivlelsens retorik til de seneste digte, hvor han skriver i dødens skygge, er hans primære skriveenergi ikke funderet på anarko-avantgardisme, slet ikke, men på en ganske radikal og eksperimenterende skriven sig ind i en tilstand af meditativ tom- eller intethed, væk fra sig selv, ud i rummet. De-værkelig hvished Et tredje afsæt i den amerikanske Beat-generation kan findes i Torben Ulrichs essayistik og hans unikke tanker om krop, bevægelse, kunst og sport. Også han lader sig akkurat som DT rimelig tidligt i sin karriere, i 1945, inspirere af buddhisme. Det drejer sig først og fremmest om en zen-agtig fokusering på alt, der har med bevægelse at gøre: kroppens, fodens, håndens, tennisketcherens, modstanderens, duellens, boldens, jazzens, musikkens, sprogets bevægelser. I den formentlig bedste danske essaysamling, der p.t. findes på markedet»jazz, bold og buddhisme«, redigeret af Lars Movin, kan man over små 500 sider følge Torben Ulrichs helt unikke og formidable, sine steder nærmest maniske, men altid stilsikre karriere som jazzskribent, klummeskriver, fremragende essayist, digter, kunstner og først og sidst en af verdens bedste tennisspillere gennem tiderne. Den bagvedliggende buddhisme er imidlertid aldrig påtrængende, men ligger der vedholdende som en helt eminent fokusering på netop bevægelsen, hinsides enhver form for fastholdende dogmatik og stivnet tankegods, hvortil kommer en synæstetisk åbenhed, en sanseevne af dimensioner. I Ulrichs verden går tingene både langsomt i opmærksomheden på bevægelsen og stærkt i begribelsen af alle de yderst komplekse multi-momenter og multi-sansninger, der udgør et tennisslag, en jazzimprovisation eller en bevægende filosofisk tanke. Der er så mange overvældende facetter af så mange forskellige begivenheder og handlinger i denne bog, at den ikke fortjener andet end en simpel anbefaling som en guldgrube for lystlæsning, et center for meditation, en skarpretter for tanken, en apologi for synæstetiske sansningers frie og fokuserede koncentrationer. Sådan! Selvfølgelig har også Ulrich været optaget af Beat-generationen som af så meget andet. Det mest frapperende essay i denne bog er imidlertid også det seneste:»hvis. Notater omkring et (idrætsligt) fællesskab, det uindhentelige«fra Her legeres den bagvedliggende buddhisme med filosofisklitterære og idrætshistoriske overvejelser over, hvordan det ville være, hvis man kunne begribe fænomenet idrætsligt fællesskab, dvs. hvis den udøvende handling, at spille en fodboldkamp, spillet i opståelsens øjeblik mellem forberedelse og resultat, kunne forstås, praktiseres, som en iværksættelse og en af-iværksættelse på én gang, der ikke kan tilvirkes, men blot sker. Hvis dette var muligt, hvordan ville det så lade sig kunne tænke og praktisere? Det er essayets grundspørgsmål, som der mediteres tankevækkende og u-finalt over med bl.a. Kipling, Rilke, Nancy, Heidegger, Agamben, Blanchot og mange andre som med-mediterende med-mumlere. Et sted spørges der med Blanchot, om der i idrætten findes et fællesskab, en vennekreds, der formår at artikulere en form for passivitet, der afsporer eller bremser (idræts)- værkets monumentale objektivitet? Om der findes en ikke-iværksættelse af mestringen. En mulighed for at afmestre? Her mediterer en mester, der aldrig har opfattet mesterskabet, men derimod spillet som det afgørende:»gives der i spillets rum en medspillerske, i Rilkes ord eine ewige Mitspielerin, der animerer, vækker, overvælder? Der tilkaster os en vej, et ord, en bold, en meteor? Ikke vores, som Rilke siger, en verdens ( )«. Et af nøgleordene i denne intense afsluttende del af essayet er»ikkeiværksættelse«, en oversættelse af Blanchots komplekse begreb»desoevrement«(ved Carsten Madsen i Blanchot,»Orfeus blik og andre essays«, Gyldendal 1994, som JU trækker på). Måske man kunne sammenfatte alt dette ved simpelthen at tale om en bevægelsens, samspillets, fællesskabets de-værkelige hvished? De-værkelighed Det handler altså om, tilsyneladende, at har man verden, kloderne, rummet, bolden, meteorerne, bevægelserne og ikke sig selv i fokus, har man ingen sans for Værket, Bemestringen, derimod for afmestring, afståen og de-værkelighed: skrift i Laugesen, meditativ renselse af sind og krop i Turèll, meditativ, hyperintens opmærksomhed på alle facetter af bevægelserne og spillenes rum her og nu hinsides den såkaldte normalitets og program-ideologiernes ensrettende love og regler i Ulrich. Facetter af en anti-forestillingens poesi forestillet her og nu, forseglet på ny og så igen og igen og igen og helt og aldeles uden fikserede resultat-fanatismer. Det turde være vejen at gå. Mikkel Bolt,»Situationistisk Danmarkskort«, in: Det Fri Universitet i København # 9 v. Heise/Jakobsen, Læssøesgade 3, 4. sal, 2200 Kbh. N () Ruth Campau (red.),»paint- BOX«, i kommission hos Borgen, Kbh Guy Debord,»Skuespilsamfundet«, Rhodos, 1972 Peter Laugesen,»Artur på genfærd«, forestilling v. Teatret Estrade, Entré Scenen, Århus september 2003, Artur: Ole Westh- Madsen, Iscenesætter: Rolf Heim, Filmscenograf: Jesper Jargil Peter Laugesen,»Forstad til alt«, Borgen, 2003 Michael Nonboe,»Billeder af en Karma Cowboy. Buddhistiske aspekter af Dan Turèlls digtning«, LitteraturHistorisk NetForlag, Århus, 2003 Singvogel,»Hotellet brænder«(peter Laugesen: ord, Andreas Hansen: sang & guitar, Lotte Maxild: klarinetter & el-orgel, Jens Balder: trækbasun & cs-5, Jørgen Holm: trommer), Helicopter Records, 2003 (Helicopter Records Box 1146, 1010 København K, / ) Dan Turéll,»Udvalgte digte I «, Borgen, 2003, udvalgt og med forord af Peter Laugesen Torben Ulrich,»Jazz, bold og buddhisme«(red. Lars Movin), Informations Forlag, 2003 (Tak til Mikkel Bolt Rasmussen, Institut for Æstetiske Fag, Afd. for Kunsthistorie, Aarhus Universitet, og hans opponenter Peter Brix Søndergaard (Århus), Stian Grøgaard (Oslo) og Carsten Thau (København) for et velturneret og inspirerende forsvar af Mikkels ph.d.-afhandling»den sidste avantgarde. Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik«, fredag den 7. november 2003) 64 NR. 4 DECEMBER 2003

65 (kritik) Torben Brostrøm Uden titel Læseoverskud Udvalgt af Christian Lund 254 sider, 285 kr. Gyldendal Udgivelsen af Brostrøms litterære essays udvalgt fra de sidste 30 år viser hans glæde ved litteraturen, men forvent ikke gennemgribende analyser Anmeldt af Svend Erik Larsen Retrospektive udstillinger er noget billedkunstnere afholder, dem der har leveret titel til bogen»uden titel«. Sådan en udstilling sætter sig for at vise en kunstners udvikling et liv igennem, en motivkreds hos en kunstner, en afgrænset periode i kunstnerens karriere. I hvert fald et tyngdepunkt af en eller anden art. En af dansk litteraturs store læsere, Torben Brostrøm, kunne godt have fortjent sådan et samlende perspektiv i denne bog med artikler fra ca. 30 år. Udgiveren fortæller at titlen er valgt fordi det hele er åbent og til læserens frie afbenyttelse, og at artiklerne alle kredser om det samme litteraturen som øjeåbner over for verden med nutiden som prisme for fortiden. Og det er jo sandt nok. Alle artikler er båret af en frodig læseglæde ved at gå på opdagelse i litteraturens tekster, lade dem associere til hinanden og få os til at springe fra den ene til anden. Brostrøm er ikke en stor tænker, men en stor læser. Tolerance og fanatisme er Brostrøms kodeord for Rabelais renæssancetid. Og tolerant, det kan han selv være. Men ikke fanatisk. Snarere ensidig. Nemlig i sin insisteren på at litteraturen kan selv uden større teoretiske eller metodiske armsving selv tale om verden, være musikalsk og sanselig, være erfaring, være (en slags) virkelighed, skabe sammenhæng mellem tekster. At læse et opslag som f.eks er typisk. Uden store mellemregninger, men med den kærlige belæstheds suveræne overskud danser vi som Per Syvspring mellem en seks-syv forfatteres tekster Johs. V. Jensen, Morten Nielsen, Jess Ørnsbo, Arthur Lundkvist, Thorkild Bjørnvig og et par andre. Der er ikke stort anden argumentation end den der melder sig baglæns. Jo, de har da noget meningsfuldt med hinanden at gøre, og det kunne andre såmænd også have haft. Og så skydes pilen af til sidst, lidt uventet, på side 29. Men artiklen skal jo slutte: digtning er en drøm om at dø og fornys. Og det er de eksistentielle kerneord bogen igennem. Digtning gør sig til drøm ved at være formet som den er. Men ikke en fri eller luftig drøm. Den er en drøm om den virkelighed hvis poler kun kan omspændes i en materialiseret drøm af denne art: at dø og fornys. Midt i lattermildheden og den næsten hedonistiske glæde ved at lade sig drive med strømmen i litteraturens berusede båd, er det alvor det her, alvor af den ødsle slags. Denne forståelse gentages og lever kun ved at gentages af digterne og med dem af Brostrøm i bindets omfattende udvalg af forfattere med danske og franske som de vigtigste, fra eventyr og renæssance til moderne tid. Gennemgribende analyser skal man ikke vente, bortset måske fra introduktionen til Rabelais og Oehlenschlägers»Sanct Hansaften-Spil«. De bringer næppe andet nyt end Brostrøms glæde. Gennemgribende er alene nysgerrigheden efter at komme videre fra de tekster han har gang i, til dem der også åbner sig for tekstslughalsen Torben.»Omvej til virkeligheden«kalder Brostrøm essayet om Tom Kristensen. Og det er en meget passende overskrift over hans eget mangeårige virke. Litteraturens nødvendige omvej, dér hvor man føres uden helt at kunne styre hvad der sker. Den gør den virkelighed anderledes man når frem til, end den ville have været hvis den overhovedet ville have været menneskelig virkeligheden? uden denne omvej. Brostrøm er god at møde ved vejkanten. Det rette øjeblik Hans Jørgen Thomsens privat-filosofiske projekt søger at (gen)erobre det private rum Hans Jørgen Thomsen Privacy: Filosofisk undersøgelse af det private rum 235 sider, 229 kr. Modtryk Anmeldt af Bo Kampmann Walther Egentlig vil jeg mene, at Hans Jørgen Thomsens»Privacy: Filosofisk undersøgelse af det private rum«handler om det rette øjeblik kairos exenchten. Det er et øjeblik, som er privat og dog åbent for rationalitetens favntag, ubegribeligt og uafbildeligt udenfor den tid, der forløber i talen. Platon baksede med det, Kierkegaard lige så, og Blanchot kunne i forlængelse heraf snakke om litteraturens ret til døden (fordi litteraturen bliver ved med at kredse om det, den ikke kan indfange, og så kan den jo lige så godt dø), og Thomsen gør det. I Longinos»Peri Hypsous«genfinder vi så det punktuelle øjeblik som rift, cæsur eller erkendelsesskred, hvor det hedder:»det sublime træder frem i det rette øjeblik, splitter alt som en lynild og åbenbarer hermed øjeblikkeligt talerens formåen i sin fulde kraft«. Privacy (som fra og med side 11 i Thomsens bog bliver udhævet som en, ja, hvorfor ikke, privat différence) handler, siger forfatteren, om»dét hemmelige ved livet, som man godt ved eller intuitivt fornemmer er det helt afgørende, når det kommer til en afgørelse af et givet livs kvalitet«. Hemmeligheden er samtidig det, som suspenderer talens uforbeholdne ret til at være sin egen eller rettere tilhøre det suveræne subjekt, som bærer (og tilbeder) det. Dermed griber den ud efter det almene, dog ikke helt og aldeles, for det er i grænselandet, i disen, at man finder den understregning af berøringen af loven og suspensionen, som Thomsen vil iagttage i sit materiale og anskueliggøre for sin læser. På den baggrund får Thomsens filosofisk-private refleksion karakter af en stadig kredsen om en uforløst linje, der indimellem forløser sig selv i et punkt. Det er, om jeg så må sige, øjeblikket i Thomsens diskurs. Dér, hvor det lykkes. Dér, hvor det også er irriterende, fordi han får ret (hvilket altid knækker tanken en anelse). Spørgsmålet er nemlig, om andetheden i denne diskurs (andetheden, som jo hele tiden truer med at privatisere refleksionen og omvendt få filosofien til at fordampe i ren øllebrød) accepteres som en vækst i rigdom eller som en trussel mod det allerede kendte, på hvis forståelsesplatform vi er placeret. Med den hejsestang til højderne (for der bliver af og til meget højt og luftigt hos Thomsen) bevæger vi os durk ud i Derrida, beåndes af Hannah Arendt og får én på snuden af Rorty, hele tiden med projektet at (gen)erobre det private rum. Mottoet kunne for så vidt hedde, at før eller siden vil rummet åbne sig for spekulation, blot en fænomenologisk åbenhed er intakt. Sådan læser jeg Thomsen. Det er en jagt efter en åbning mod, ikke systemet, men begrebet, ikke transcendensen, men immanensen hvor det deleuzianske har hurtighed, har Thomsen digressionen, fortsættes næste side NR. 4 DECEMBER

66 (kritik) fortsat fra forrige side krøllen og diskursens rekurs. Den frihed, der hviler og venter i rationalitetens sprækker (og dét, at man kan opdage dem, hvor fedt!), kan løftes over i tilstedeværelsens princip, altså beviset for overhovedet at ville være privat og gribe fat i halen på dens kometslør. Det er kontingensens frihed og spekulationens immanens, som slår tangenter på hinanden. Det er dette, at friheden også har skabt de betingelser, hvorpå den træder frem, som med et trylleslag kan overføres på»privacy«, og som gør bogen egnet til at tænke med (og så kan man kalde den irriterende, lang, begivenhedsrig, empatisk, præcis etc. efter behov), hvilket vil sige: Det er det ikke-identiske, som motiverer tankens anarkistiske impulser og installerer drivkræfter i indbildningskraftens metaforiske kreativitet, men det er privacy, som perspektiverer det inferiøre og definerer sig selv som andet-end og dermed helt og aldeles identisk med det inferiøre. Læs selv. Og en sidste ting: Tvetydigheden i det privat-filosofiske projekt kommer til udtryk i forfatterens livtag med den heideggerianske værenstænkning. Åbenheden mod selve værensspørgsmålet er nok forudsætningen for forskelsdyrkelsen, som ansporer krølleskrivningens rettethed (det er privacys konstante og kontante anliggende: at ville et andet sted hen, når man holder den fast), men den er også i sin liberaliserede perspektivmangfoldiggørelse en nødvendighed for den gode svækkelse af væren selv, hvori vi kan aflæse vores egne moderne identiteter som metastabile. Hvorfor det? Fordi mennesket hele tiden med lige dele streng filosofi og klapjagt på metaforer, som ellers ville afsløre førstnævntes uvederhæftighed, slår sig på frihed og kontingens. Begge er, som forfatteren hævder, ubærlige og nødvendige, tilværelsens uudgrundelige grund. Væren kan ganske vist ikke udsiges, tillægges nogen stemme og øjeblikket lader ligeledes vente på sig men det forhindrer ikke, at privat-filosofien kan trænge sig på i de regioner, som bebos af et intet, som desuden garanterer, at kaos er med i det ontologiske spil. Hvordan det? Da ender det i kompleksitet, et sted midt imellem uorden og orden, værensrod og værensstabilitet og med det private som skrøbelig metafor for spekulationens patent. Dagbog fra landet, der ligger til højre Første bind af Carsten Niebuhrs etnografiske tour de force endelig på dansk Carsten Niebuhr Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande. Første bind (Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern. Erster Band) Oversat af Hans Christian Fink 528 sider, 398 kr. Vandkunsten Anmeldt af Anders Christian Boe Stor var enigheden, da»politiken«og»berlingske Tidende«for små fire år siden overlod det til deres læsere at kåre forrige århundredes bedste danske roman. En sjældent set konsensus mellem de, der pusher deres kulturjunk på Rådhuspladsen, og de, der sværger til Pilestræde-varianten, førte til kåringen af Johannes V. Jensens modernistiske prosadigt»kongens Fald«( ). Runner-up blev Thorkild Hansens historisk-dokumentariske mesterværk»det lykkelige Arabien«(1962), hvis væsentligste (inspirations)kilde og litterære forlæg var den tyske fysiker og matematiker Carsten Niebuhrs ( ) voluminøse og detaljerede log- og rejsedagbog,»reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern I-II«( ), og det første bind udkommer nu for første gang i dansk oversættelse ved Hans Christian Fink (andet bind udkommer i 2004). Carsten Niebuhr var en af de fem videnskabsmænd (udover Niebuhr selv, der fungerede som landmåler og korttegner, bestod delegationen af en filolog, en tegner, en læge samt en botaniker), der i følgeskab af en tjener blev udsendt af den danske konge Frederik V i 1761 med henblik på at udforske, hvad der efter antikkens forbillede blev kaldt Arabia felix eller Det lykkelige Arabien (det nuværende Yemen). Niebuhrs»Rejsebeskrivelse«er således fortællingen om ham selv som deltager i en af de første rent videnskabelige ekspeditioner, og den har således en uomtvistelig videnskabshistorisk betydning. Med sig havde ekspeditionen en række instrukser samt en liste med spørgsmål formuleret af intellektuelle fra hele Europa, og en forbavsende stor del af spørgsmålene blev besvaret ved hjemkomsten i Forbavsende, fordi Niebuhr var den eneste i følget, der overlevede mødet med Morgenlandet, og således måtte påtage sig opgaver inden for felter, som, om end de ikke var ham aldeles fremmede, faldt udenfor hans egentlige professionelle virke. Når man tager dødsfaldene og den sygdom og generelle elendighed, der plagede gruppens medlemmer i betragtning, forblev et særdeles påtrængende spørgsmål dog ubesvaret, selv om det blev noteret i botanikeren Forsskåls dagbog på rejsens allerførste dag:»hvorfor Det lykkelige Arabien skal kaldes lykkeligt?«svaret på dette spørgsmål kræver ingen længere rejse, men skal findes i sprogets kringelkroge. På arabisk betyder yaman oprindeligt til højre, og da man i den muslimske verden orienterer sig med ansigtet mod øst er yaman endvidere kommet til at betyde syd. Landets navn, al-yaman, betyder således Syd(arabien), men da den højre side i den arabiske verden, som tilfældet var tidligere i den vestlige verden, betragtes som finere end den venstre side, betegner roden YMN endvidere noget lykkeligt, hvorfor den oprindeligt rent geografiske benævnelse i antikken fejlagtigt oversættes til Eudaimon Arabia eller Arabia Felix, Det lykkelige Arabien. Denne positivistiske af-romantisering af det poetiske kaldenavn ville givet have tiltalt Niebuhr, om hvem sønnen Barthold Georg Niebuhr i sin karakteristik af faderen i levnedsskildringen»carsten Niebuhr s Leben«(1816) konstaterer:»far var helt og alene indstillet paa at betragte og iagttage omverdenen. Abstraktioner og spekulationer var imod selve hans væsen: han maatte udforme alting konkret.«hvilket er præcis hvad Niebuhr den Ældre gør i sin»rejsebeskrivelse«. Han opfylder til punkt og prikke pålægget i instruksens ottende paragraf om, at den (videnskabelige) rejsendes optegnelser»skal være fuldstændige og skal ske således at enhver kan forstå dem, også selvom den rejsende måtte afgå ved døden og derved være forhindret i at udlægge sine ord.«niebuhr maler via sin letflydende, koncise stil et ordbillede, hvis grundfarver er videnskabeligt engagement og genuin nysgerrighed. Hans ydmyghed og åbenhed sætter ham i stand til at leve op til sit selvudslettende ideal; han er fotografen, der tager billeder af steder, han ikke skal gense. Udgivelsen af oversættelsen af dette tungtvejende tekstkorpus er akkompagneret af tegneren Baurenfeinds 73 kobberstik samt af forfatterens egne minutiøst udarbejdede tabeller og landkort, og det er unægtelig en glædelig begivenhed såvel for den videnskabeligt som for den lidenskabeligt interesserede læser.»rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande«introducerer samtidig en ny bogserie,»carsten Niebuhr Biblioteket«, der er resultatet af et samarbejde mellem C.L. Davids Fond og Samling og Carsten Niebuhr Instituttet, hvis formål det er»at gøre lødige bøger om islamisk kultur tilgængelige på dansk.«det er et prisværdigt og overordentlig nødvendigt projekt i en tid, hvor interessen for, og informationsmængden om den arabiske verden og den islamiske kultur vel er større end nogensinde før. 66 NR. 4 DECEMBER 2003

67 (artikel) Repræsentanternes Hus ikke alene troede på alle de ting Dr. Kurtz påstod, de gennemførte også størstedelen af hans forslag inklusiv tilsynsrådet. Enough Said? Af Prem Poddar Edward Said døde i september Prem Poddar ser på hans liv og værk i lyset, eller skyggen af en række helt aktuelle politiske tiltag i USA Jeg kan huske, hvordan jeg i 1993 rejste med et tog fra Brighton til London, der mindede om noget fra Den Tredje Verden, for at opleve Said på»institute of Contemporary Arts«, hvor han skulle tale med min lærer Homi Bhabha om sin nye bog»culture and Imperialism«. Jeg var en smule usikker over at skulle præsentere min lettere lurvede og studentikose person for hans umiskendeligt venlige og charmerende fremtræden og skarpe intellekt. Men han fik mig med det samme til at slappe af, og fra det øjeblik begyndte jeg at forstå lidt bedre, hvordan han uagtet sin tilknytning til den intellektuelle, universitære højborg alligevel havde så stor succes med at artikulere den smerte og de kvaler, der er fælles vilkår for så mange indvandrere og forarmede landflygtige. Stemplet som professor i terror af en avis i New York, havde Said vænnet sig til af myndigheder, magthavere og meningsdannere at blive omtalt som for nu at bruge hans egne ord»generende, kontrær, selv ubehagelig.«bhabha taler for mange ved at pege på, hvordan Saids værker»rettede blikket mod behovet for at fremskynde den vestlige histories tusmørke [half-light] med den foruroligende påmindelse om dens koloniale tekster, der vidner om det traume, der ledsager Imperiets triumferende virke«.»orientalism«, Saids hovedværk fra 1978, afslører, i en brillant og lærd kritik, de ideologiske fordomme bag vestlige forestillinger om Orienten. Hvad enten det var som afvisning eller ren og skær eksotisme, tjente kategorien Orienten som et redskab for europæernes forsøg på at bringe deres indtil da ukendte andet under kontrol det er per definition en del af europæisk imperialisme. Orienten var en altomfattende kategori, der dækkede asiatiske kulturer uafhængigt af deres indbyrdes forskelligheder. Så på trods af orientalismens tilsyneladende anti-eurocentrisme, så snylter opreklameringen af Orienten i høj grad på netop eurocentrismen, og hele strukturen understreger blot det faktum, at omdrejningspunktet forbliver Europa. I stedet, påpeger Said, skal selve forestillingen om disse kategorier forlades; ved slet og ret at eliminere Orienten og Vesten, vil vi være nået en lille smule længere i processen med af-læringen af den vedhængende tendens til overherredømme. Truslen mod den nationale sikkerhed I skrivende stund er Repræsentanternes Hus i færd med at regulere indholdet af de kurser, som amerikanske professorer skal undervise i på universiteter og colleges. Den pågældende lovgivning, H.R. 3077, vil omskrive den Title VI -lovgivning der finansierer de forskellige centre for områdestudier på amerikanske universiteter. Undersøgelser forestået af Dr. Stanley Kurtz (tilgængelige på ) skildrer disse centre som ynglepladser for upatriotisk anti-amerikanisme. Dr. Kurtz koncentrerer sig om postkolonial teori og»orientalism«, hvor»said ligestillede undervisere der støtter amerikansk udenrigspolitik med det 19. århundredes europæiske intellektuelle der støttede racistiske koloniale imperier. Kernen i postkolonial teori er, at det er amoralsk for fagkyndige at stille deres viden om fremmedsprog til rådighed for amerikansk magtudøvelse.«kurtz hævder at den tøjlesløse tilstedeværelse af postkolonial teori i akademiske kredse, med dens fordomme om Amerika og Vesten, har skabt en mængde undervisere der nægter at vejlede og støtte studerende, der måtte være interesserede i at gøre karriere i udenrigs- eller efterretningstjenester. Kurtz udtaler at»vi véd at optagelser af samtaler mellem flykaprerne den 11. september forblev uoversatte pga. mangel på arabisk-talende i vores efterretningsorganer. Af denne grund, sammenholdt med den fortsatte mangel på fremmedsprogkundskab i vores forsvars- og efterretningsorganer, har lederne af Title VI-centrene for afrikanske studier der umiddelbart efter 11. september enstemmigt bekræftede deres boykot af uddannelsesprogrammet for national sikkerhed (NSEP) alle medvirket til at underminere USA s nationale sikkerhed og dets udenrigspolitik. Og dette gælder enhver Title VI-finansieret underviser i latinamerikanske-, afrikanske- og mellemøstlige studier, der har fastholdt den langvarige boykot af det NSEP.«Løsningen, foreslår Kurtz, er oprettelsen af et tilsynsråd, der kan øremærke Title VI-finanserne til studerende, der uddanner sig til karrierer i udenrigstjenesten og nationale sikkerheds-, forsvars- og efterretningsorganer. Komiteen i En sand discipel»man må bære traditionen i sig selv,«skrev Adorno i»minima Moralia«,»for at kunne hade den behørigt«. Der kunne næppe formuleres en bedre karakteristik af Edward Said, der som forfatter både var dybt præget af europæiske traditioner og på samme tid dybt fremmedgjort fra dem. Den kritiske bevidsthed hos den verdsligsindede intellektuelle Said knyttede ham til den afvisende genstridighed, man finder hos en tænker som Adorno, hvad Said selv betegnede som sen stil. En biografisk læsning af Saids stadigt hyppigere tilflugt til den tyske tænker er nærliggende, også i betragtning af Saids tiltagende kræftsygdom og den stadigt mere dystre situation i Palæstina. Om Adorno har Said skrevet, at han»var indbegrebet af den intellektuelle type, der hader alle systemer med lige stort ubehag«, og Said ser tydeligvis i Adorno en model for den kritiske bevidsthed hos den permanent eksilerede, altid på vagt, og uvillig til at tilpasse sig såvel som til at blive sat i bås af andre. At Adorno var halvt jødisk gør kun Saids pointe stærkere og tillader ham dialektisk at politisere de stive, bureaukratiske intellektuelles verden. Da han for to år siden blev interviewet af det elitære israelske dagblad»ha`aretz«, beskrev Said sig nok ganske træffende, men også provokerende som»den sidste jødiske intellektuelle den eneste sande discipel af Adorno«. Det er på mange måder takket være Saids banebrydende værk, at folk med mærkelige accenter fra tredjeverdenslande som jeg selv har fået mulighed for at undervise på europæiske institutter for engelsk litteratur. Han havde halvt sagt ja (halvt fordi kræften var ved at æde ham op) til at skrive forordet til et igangværende projekt om postkolonial historie, som mine kolleger og jeg har under udgivelse. Uden Saids skarpe og præcise prosa, uden hans rammende sentenser og evne til at gøre en gal af raseri, uden hans sindsligevægt og retfærdighedssans er vores verden blevet et fattigere sted. Oversat af Johannes Henriksen NR. 4 DECEMBER

68 (kritik) Brian Andreasen (red.) Om fortidens fremtid Forsvarstaler for det klassiske 312 sider, 248 kr. Aarhus Universitetsforlag Anmeldt af Jørgen Falkesgaard Når klassiske filologer diskuterer deres fag, agerer de ofte, som var de bænkevarmere ved et enkebal. De snakker om fortiden, da der var pigebørn og strutskørter til, og opdager slet ikke de smukke modne kvinder, som inklinerer for dem. Nutiden drukner i regression, og fremtiden forsvinder hjem med mere opmærksomme mænd. Fortiden er blevet til førtid. Hvis fortiden skal have en fremtid, skal der være en nærværende nutid til at formidle den. Brian Andreasen, græskstuderende og anmelder hér ved Standart, har fået den fine idé at sammenstykke en antologi, hvor universitets- og gymnasiefolk fortæller om, hvad der fascinerer dem i den klassiske oldtid. Titlen»Om fortidens fremtid«lover Kande (ca. 430 f.v.t.) Antikenmuseum, Berlin Til enkebal med klassiske filologer Langt mellem snapsene i et forsvar for det klassiske godt, men desværre dementeres den af undertitlen: Forsvarstaler for det klassiske. Som om det klassiske skulle behøve et defensorat. Anledningen til udgivelsen er den på redigeringstidspunktet ivrige debat om de klassiske fag i gymnasiet. De fag, som bagsideteksten påstår, at»nyttetænkningens disciple til enhver tid vil prøve at få bugt med«. Der er nu sat punktum for debatten med det brede forlig om en gymnasiereform i 2005, hvor latin som fællesfag forsvinder, og oldtidskundskab bevares, men med afsæt i nutidige problemstillinger. Sejrede»nyttetænkningens disciple«endnu engang? Det vil antologiens redaktør og de fleste bidragsydere utvivlsomt mene. Denne anmelder, der hverken er forsker eller klassisk filolog, men gymnasielærer i bl.a. oldtidskundskab, finder, at nutiden derved er gjort nærværende. Når jeg underviser, er der nemlig aldrig tale om enkebal i den borgerlige. Den klassiske oldtid er angrebslysten, pågående, nærværende i sig selv, at forsvare den er at gøre den uskyldig! Formålet med antologien er ifølge udgiveren, at»gymnasielærere kan hente inspiration til deres undervisning«, samtidig med»at bogen skal kunne bruges inden for antikforskning«. Om antologien opfylder det sidste formål, skal jeg ikke gøre mig klog på. Hvis det er tilfældet, er klassiske filologer nøjsomme folk. Når jeg ser på, om antologien kan give mig inspiration som lærer i oldtidskundskab, kan jeg konstatere, at der er langt mellem snapsene. Naturligvis bladrer jeg frem til de artikler, der omhandler de tekster, som jævnligt indgår i mine klassers pensum. Bo Tao Michaëlis vil læse Odysseen som polyfonisk roman i bakhtinsk forstand en spændende tanke, som desværre ikke udfoldes i det korte, snakkende, gentagende og upræcise essay. Kim Michael Skovgaard-Hansen vil læse græske (hero)myter med inspiration fra Jung, men den alenlange fremstilling, der endda har været holdt som forelæsning i en gymnasiefællestime, er fyldt med almindeligheder og jungiansk tågesnak. Undervejs forekommer en»ekskurs om Jesus Kristus«i tilknytning til Herakles-myterne, der indeholder så meget vrøvl i teologisk forstand, at man må håbe, at gymnasiets religionslærere fik råbt vagt i gevær. Forfatteren er tilmed totalt pædagogisk forstenet:»jeg gætter på, at om 10 år bliver man simpelthen sparket ud af lærerværelset, hvis man ikke er medlem af et, helst flere lærerteams«. Der går heldigvis ikke 10 år! Den slags sære forsvarere for den klassiske oldtid skal der selvfølgelig være plads til deres eksistens gør blot, at oldtiden fylder mindre. Så er der den begavede Ivar Gjørup, der er stoppet som gymnasielærer for at hellige sig den mindre betydningsfulde, men sikkert mere lukrative beskæftigelse som tegneserieproducent. Han har fat i noget spændende, om end ikke nyt om de græske tragedier, som han genfortæller en række af på Møllehave-vis nemlig at hér finder vi oprindelsen til et offentligt sprog. Exit gymnasielærerforfattere om relevant stof til inspiration for oldlærere. Om det vigtige element i faget, de græske monumenter, ikke en lyd. Men der er masser af monstrøse modargumenter mod at nedlægge de klassiske fag fra mistrøstige misantroper, ikke mindst i forordet fra udgiver Brian Andreasen, der dog også leverer antologiens bedste indslag for en oldlærer, nemlig en sammenlignende nykritisk analyse af Sapphos»Til Afrodite«med Thøger Larsens oversættelse heraf, hvor man gerne tilgiver, at pointen er, at man må læse sine klassikere på originalsproget. I antologiens forord prises»de 15 ildsjæle, der indvilligede i at producere en artikel til mig på kortere tid, end det er anstændigt at oplyse om her!«og eksprestempoet er da forståeligt den truende situation for de klassiske fag taget i betragtning. Men spørgsmålet er, om man gør den klassiske oldtid en tjeneste ved sådan en apologetisk udgivelse, hvor det er åbenlyst, at mange bidragydere har skrevet med venstre hånd eller grebet ned i skrivebordsskuffen efter kladder. Mest af alt ligner det en stribe klassikere i panikalderen, hvor det kan blive fristende at tage til enkebal... Fint nok for mig, men så gør da noget ved det folkens, vær offensive, få den op at stå! Den klassiske oldtid selv har evig rejsning, se bare illustrationen. 68 NR. 4 DECEMBER 2003

69 (artikel) Forum er vel en messe værd Af Marianne Bugge Jeg skal til bogmesse i Forum. Bogmesse? Et»købestævne«, en markedsplads, med priser på bøger og for bøger. En hellig og ophøjet gudstjeneste, hvor vores ikoner, der ellers mest lever som et navn på en bogryg, får ansigt og fysisk stemme. Jeg er fuld af forventning. Har alle sanser åbne. Se, der stiger en elegant københavnerkvinde iført røde støvler op på sin cykel ih dog, det er jo»weekendavisen«s chefredaktør Anne Knudsen. Allerede inden jeg har betrådt de hellige haller, er messen i gang for mig med sit opbud af jet-set ere, jeg gerne vil se i virkeligheden. Stemninger fra BogForums første dag 2003 Tak for afslag Jeg følger strømmen op til Scenen på første sal, hvor professor Jørn Lund holder åbningstale. Han citerer en norsk forfatter for i forbindelse med modtagelsen af en stor pris at sige:»tak til A, tak til B, tak til C, tak til D...«Med denne markering af, at sproget er noget, vi selv skal regne ud, pegede forfatteren på det arbitrære forhold, som sprog og verden har til hinanden, og dermed fik han ikke blot på elegant vis sagt tak, men også udtalt sig om den virkelighed, som sproget og fiktionen kan opbyde som modstykke til den virkelige virkelighed. Det er en raffineret måde at åbne BogForum på, hvor disse to virkeligheder, sprogets og litteraturens på den ene side og den virkelige virkelighed på den anden, for en stund mødes. Herpå uddeles BogForums debutantpris til en glad Maria Grønlykke for fortællekredsen fra Vestfyn»Fisketyven«(som blev anmeldt i juniudgaven af Standart). Hun benytter lejligheden til at takke den samlede danske forlagsverden for alle de afslag, hun har modtaget for ellers ville hun jo ikke have stået her og modtaget debutantprisen. Hun er sjov. Manderoller? Så begiver jeg mig ud i messens flygtige virvar. Bums, jeg var nær stødt ind i Johannes Møllehave. Tænk, hvor er han lille i virkeligheden, og så skriver han så stort i virkeligheden. Også han sidder senere som tilhører til Jan Lindhardts samtale i Bogcafeen med»ekstrabladet«s Pedro om Lindhardts seneste bog»en biperson i mit liv«. Samtalen er et godt eksempel på, at også virkeligheden i sig selv kan have mange ansigter, for Pedro og Lindhardt taler tydeligvis ud fra hver deres virkelighed uden at indgå i en særlig frugtbar dialog. Mere bid er der i Bo Bjørnvigs samtale på Scenen om»den historiske roman«med de tre kvindelige forfattere MetteWinge, Dorrit Willumsen og Maria Helleberg, der alle er aktuelle med historiske romaner. Maria Helleberg taler om manderoller som konstruktion også i historisk tid, og Mette Winge overtager for en kort stund Bo Bjørnvigs rolle som ordstyrer og begynder at udspørge de to andre forfattere: hun undskylder, hvorpå Bo Bjørnvig replicerer, at det havde han da også regnet med. Manderoller? Dorrit Willumsen overvejer, hvad den historiske roman kan: først og fremmest fratager den hende en skyld: når hun skriver ren fiktion, føler hun skyld over blot at rive et stykke køkkenrulle af. Omvendt føler hun ingen skyld over det stockholmske blodbad. På vej fra denne samtale bliver jeg opholdt af en længere kø af store piger. Lene Kaaberbøl, forfatteren til W.I.T.C.H.-bøgerne, signerer! Og der kommer Isabella Miehe-Renard. Hun ønsker at interviewe en af pigerne i køen.»du kommer i fjernsynet på mandag«, siger Isabella så det vil pigen gerne. Sigurd findes Jeg driver videre. Det er skægt at se det hele lidt fra oven: se ned på alle de små mennesker, der er her for at se (og blive set). Og måske se sin yndlingsforfatter. Jeg har ikke mødt min men her er jo H.C. Andersen i noget så forunderligt som en videnskabelig folkeudgave. Og her er Dan Turèll et forfatterskab under hammeren på Bruun Rasmussens næste bogauktion. Kirsten Thorup i samtale om romanen»ingenmandsland«på Tranescenen, Sigurd Barrett fortæller spidsnæsehistorier Under Uret og til børnenes store begejstring er han der i virkeligheden. Måske havde de troet, at han bare var noget, nogen havde fundet på. I cafeen tilbydes et tiltrængt hvil, inden man fortsætter med at indsnuse indtrykkene fra templets kræmmerboder. Og endelig er der bøgerne. På sin vis reduceret til vare og flygtighed i et flimmer af samtidighed. Men bogen er også en mulighed. For senere at holde hjemlig andagt og læse i ro og i kontinuerlig fordybelse. Rigmor Kappel Schmidt Bakhtin og Don Quixote En indføring i Mikhail M. Bakhtins Univers Forlaget Klim s., pris: kr. 249,- I Bakhtin og Don Quixote åbner Rigmor Kappel Schmidt Bakhtins forfatterskab gennem litterære studier af alle romaners moder: Cervantes Don Quixote. NR. 4 DECEMBER

70 (kritik) Ondskabens litteraturhistorie Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing (red.) Det onde i litteraturen 296 sider, 268 kr. Akademisk Forlag Festskrift afsøger gestaltningen og tematiseringen af ondskab og dæmoni i litteraturen Anmeldt af Jacob Bøggild Det ondes realitet har altid været et centralt problem i tænkningens historie, både når det gælder teologien og filosofien. Inden for den kristne teologis felt er modsætningen imellem det gode og det onde traditionelt absolut, sådan som det fremgår af det antagonistiske forhold mellem Gud og Satan. I hedenskaben og i visse senere epoker, for eksempel i romantikken, finder man imidlertid andre og mere relativistiske opfattelser. Er den Onde måske i virkeligheden en Prometheus, en menneskehedens velgører, der hjælper mennesket til at blive myndigt ved at gøre det muligt for det at løsrive sig fra guderne/naturmagterne? Eller er det onde og dæmoniske forbundet med eller udtryk for en nødvendig negativitet, en destruktion som skal til for, at noget nyt kan opstå og udviklingen eller fremskridtet fortsætte? Så et påtrængende, men måske ubesvarligt spørgsmål er, hvad forholdet, historisk såvel som transhistorisk, er imellem det relative og det radikale eller absolutte onde? Antologien»Det onde i litteraturen«rummer 23 bidrag fra ansatte ved germansk og litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, der alle beskæftiger sig med litterære gestaltninger og tematiseringer af ondskab og dæmoni. Tilsammen besvarer de ikke det spørgsmål, jeg netop stillede. Det ville som antydet også være et urimeligt forlangende! Men de giver så tilpas mange udpluk og øjebliksbilleder af det ondes litteraturhistorie, at der rent faktisk aftegner sig en historie med både teologiske og filosofiske implikationer. Som festskrift betragtet der er tale om et festskrift til litteraten Uffe Hansen er»det onde i litteraturen«således velgørende fokuseret. I hedenskaben var forholdet mellem det gode og det onde som sagt ikke absolut. Skylden er i den klassiske tragedie et tvetydigt fænomen, da den til dels har noget skæbnebestemt over sig. Herom skriver Henrik Stampe Lund. Og han relaterer problemet til dannelsen af bystaten med dertil hørende retspraksis, hvor det gjaldt om at mediere mellem hensynet til offentligheden og almenvellet og hensynet til de familiære traditioners skik og brug. I Shakespeares tragedier bliver det onde mere sindelagsorienteret, noterer Lund sig, og Hamlet forsøger at bortforklare sin skyld, sit drab på Polonius, ved at erklære, at han ikke var sig selv i gerningsøjeblikket. Maiken Tandgaard Derno skriver ligeledes om det onde i Shakespeares tragedier. Ifølge hende er det ikke bare relativeret hos Shakespeare, det er en konsekvens af den relativitet, der opstår, når tegnet erfares at have løsrevet sig fra, hvad det betegner. Sådan som Benjamins barokke allegoriker, som Derno dog ikke kommer ind på, også erfarer, det forholder sig, om end det onde hos denne allegoriker har en langt mere absolut karakter. Denne absolutisme i den kristne barok, finder man ikke hos den ikke-kristne Goethe, konstaterer Børge Kristiansen i sit bidrag, specielt ikke når det gælder digterens yngre udgave. Her er det dæmoniske forbundet med en selvudfoldelsesdrift og vilje til magt, der godt nok ultimativt fører til undergang, men alligevel kan opfattes positivt, jvf. Goethes beundring for Napoleon. Den ældre Goethe fandt det imidlertid nødvendigt at søge at underordne selvudfoldelsen hensynet til det omgivende menneskelige samfund, et forsøg Kristiansen finder ikke er vellykket. Hos de senere romantikere forbinder det onde sig ofte med den negative side af begæret efter at opnå indsigt i altings dybere sammenhæng. Bente Larsens artikel om E. T. A. Hoffmann strejfer blandt andet dette. Det romantiske onde kan også knytte sig til det forhold, at man kan blive forledt af fantasien og fortabe sig i fantasteriet og ultimativt vanviddet. Marie-Louise Svane diskuterer Oehlenschlägers og Sibberns omgang med og tænken over denne risiko. I det tyvende århundrede, som ellers i overvejende grad var ateistisk og relativistisk, trådte det absolutte og radikale onde frem i skikkelse af Holocaust. Per Øhrgaard skriver med megen eftertanke om, hvilke spørgsmål Holocaust rejser for eftertiden herunder eftertidens litteratur. Lilian Munk Rösings bidrag om»kertez og KZ«handler om, hvilke implikationer det har, at det med nazismen er loven og systemet, som burde beskytte individet, der træder i karakter som inkarneret ondskab. Også hos Franz Kafka lader den skildrede verden ofte til at være aldeles i det ondes vold (i hvert fald hvis man ignorerer Kafkas humor...). Isak Winkel Holm peger på, at det centrale spørgsmål i den forbindelse er, hvorvidt ondskaben beror på skjulte, konspiratoriske kræfter, eller om den blot er en konsekvens af kontingens, tilfældets hærgen. Hans afsæt er en tilsyneladende ubetydelig detalje fra»slottet«, nemlig at embedsmanden Sortinis rynker siges at være vifteagtige. Hvorfor rynkerne beskrives således, skal vi nedstige til Helvede sammen med Dante og Winkel Holm for at finde ud af. Alle de omtalte bidrag og flere kunne fortjene omtale, hvis jeg havde pladsen dertil, beklager har rettet sig mod gestaltningen og tematiseringen af det onde i litteraturen. Men sæt nu det er litteraturen, som er ond, sådan som romantikernes omtalte ambivalens over for indbildningskraften godt kunne lægge op til. Litteraturen vil jo have os til at identificere os med sine fiktive frembringelser og i den forstand få os til at dele deres spøgelsesagtige (ikke-)eksistens. Herom handler Nikolaj Lübeckers»Opslugt! når litteraturen er ond«. Og han når frem til følgende påstand, som nok må siges at være radikal:»ethvert værk stræber efter at hive sin læser ud af virkeligheden; enhver bog vil slå sin læser ihjel«. God fornøjelse med»det onde i litteraturen«. 70 NR. 4 DECEMBER 2003

71 (kritik) En ægte Svend Åge Madsen og Olafur Eliasson The Blind Pavilion 192 sider, 375 kr. Bindslev Anmeldt af Ejnar Nørager Pedersen Madsen? På kunstudstilling i Venedig med Svend Åge Madsen Hvad er dette, og hvordan hænger det sammen? er nok de første spørgsmål, der falder én ind, når man får denne store labyrintiske publikation i hånden. Den fremstår flot med delvist udfoldelige, rigt illustrerede sider, hvor også teksten danner specielle mønstre, det hele holdt sammen af en spiralryg og som sådan uden egentlig begyndelse og slutning. Først langt inde i værket gives noget af svaret: det er et katalog, der ikke er noget katalog. Kataloget blev udgivet i forbindelse med kunstbiennalen i Venedig 2003, og det fungerer selvstændigt som et parallelt kunstprojekt, et sidestykke til kunstneren Olafur Eliassons udstillingsinstallation»the Blind Pavilion«på Biennalen illustreret med især Eliassons kunst, fotos og tegninger, og med hovedtekst af Svend Åge Madsen, foruden artikler og noveller af andre. En gennemgående Svend Åge Madsen-tekst fremtræder som et énlinjet bånd, der fortsætter fra side til side hen over sidernes kanter og med udposninger, der udgøres af andre tekster. En Borgesagtig labyrint, som det kan være svært at finde ud af! Strukturen i værket udgøres af en slags globusroman med cirkulær læsning, sådan som Svend Åge Madsens roman»syv aldres galskab«(1994) beskriver, og det er ligesom hans måske lidt oversete mesterværk»maskeballet«(1970) en tekstsamling i ramme og hvilken ramme! Man kan bestandig gå på opdagelse i den fantasifulde verden af tekst og billeder uoverskuelig som et livsforløb med ophold (historier) undervejs, ligesom for manden i tekstbåndet. En pragtbog folder sig rent bogstaveligt ud. Formmæssigt noget af det mest spændende Svend Åge Madsen har medvirket til siden 60 erne, og formen er jo som bekendt en del af indholdet. Flere af teksterne har da også mindelser om perioden i 60 erne og 70 erne. Og som al litteratur har også dette værk slægtninge, f.eks. Per Højholts»Volumen«(1974) med tekst-/billedforbindelse, eller sammes»punkter«(1971) med ringe i ryggen. Båndsløjfen binder tekster af Svend Åge Madsen og andre sammen, f.eks. en i øvrigt helt madsensk novelle af Israel Rosenfield om en tavshedsperiode i verdenshistorien uden skrift. Også Eliasson og redaktøren Gitte Ørskou, der spiller en stor rolle i virkeliggørelsen af det vellykkede værk, fortæller om projektets udgangspunkt. I alt er der ca. en snes tekstdele, hvoraf Svend Åge Madsen står for mere end halvdelen. Af ham findes f.eks. en borgesk tekst om et nomadefolks tilsyneladende meningsløse ritual, en konkretistisk digttekst omkring et nu (Ord-ur), en tekstramme omkring tavshed (opus 5?),»Den fraværende«(e 1996 i SÅM-bibliografien) om manden, der ikke eksisterede, og en stor opdelt fortælling om døden i Venedig med forfatteren Henry James i en hovedrolle. Sidstnævnte, der i sin tid befandt sig på den første Biennaleudstilling, vandrer ligeledes rundt på udstillingen i tekstbåndets gennem-gående rammehistorie med bl.a. en bog, der nok er dén, læseren sidder med. Tilsvarende er tekstbåndet måske et kassettebånd i historien. Synsvinklerne skifter (jf. Henry James point-of-viewteknik). Skæve vinkler, flersporethed, flertydighed, beskriver overfor deltager, tekst i/på tekst, humor (f.eks. tekst som vasketøj på en snor) osv. flere karakteristiske temaer fra Svend Åge Madsens øvrige forfatterskab er sandelig til stede her. Med sin sammensatte og ikkefaste karakter er dette ikke-katalog meget åbent for indfaldsvinkler og fortolkningsmuligheder, og det lægger således op til en vis læserindsats, et valg af læsemåde. Og den lønner sig i dette værk, der er fuld af oplevelser. Joh, det er bestemt en ægte Svend Åge Madsen også. Smuthuller Righoldig antologi af den københavnske Bakhtinkreds Nina Møller Andersen og Jan Lundquist (red.) Smuthuller Perspektiver i dansk Bachtin-forskning 258 sider, 250 kr. Politisk revy Anmeldt af Rigmor Kappel Schmidt Efter den inciterende artikelsamling»the Novelness of Bakhtin«er den københavnske Bachtinkreds igen på banen med en diger samling nye artikler, hvor forfatterne måske nok er akademisk monologiske (sic!), som redaktørerne skriver, men alligevel søger smuthuller ind og ud ad Bakhtins vidtfavnende tænkning. Redaktørerne deler fornuftigvis bidragene op i litteratur, sprogteori, filosofi og kultur. Alligevel tegner der sig interessant nok en gennemgående interesse for genrediskussioner i mange af artiklerne. Det udfordrer selvfølgelig de mange deltagende litterater, at Bakhtin er kommet for skade at udnævne alle andre genrer end romanen til at være monologiske. Bakhtins opfattelse af dramaet som monologisk får Solveig Gade let demonteret ved at hente eksempler på dramatiske genrer frem, som Bakhtin selv præsenterer som dialogiske. Det peger på, at selv om Bakhtin i sine mest kategoriske passager kan ytre sig vældig monologisk, er han lykkeligvis fuld af modsigelser, så Solveig Gade kan nå frem til, at man også hos Bakhtin kan spore teaterforskningens skelnen mellem åben og lukket dramaturgi, men således, at ethvert drama altid vil rumme det åbne og det lukkede i et vist blandingsforhold, hvorefter hun lokaliserer det i en spændende læsning af stilbrud og stilsammenblanding i Holbergs»Ulysses von Ithacia«. Også Line Henriksen interesserer sig for den genrediskussion, som Bakhtin uvilkårligt giver anledning til. Med hjælp fra Genette og andre teksteoretikere problematiserer hun opdelingen i poesi og prosa eller det poetiske og det prosaiske. Herunder definerer hun med Roman Jakobson den poetiske funktion til at være domineret af den metaforiske akse. Således er prosaen metonymisk og poesien ikke, hvilket fører videre til Bakhtin. Hvordan det fungerer sammen med Bakhtin, er jeg ikke den rette til at vurdere, for jeg ville selv lade prosaen bygge på en automatiseret metonymi, mens den poetiske funktion deautomatiserer og aktiverer den metonymiske sammenkædning. Forfatteren taler i stil og ikke i sprog, understreger Jørgen Bruhn, idet han rejser spørgsmålet om stil i sin fine artikel om Bakhtins genrebegreb. Indledningsvis skelner han med bl.a. Voßler, Kayser og Wölfflin mellem lingvistisk, personal og epokalstil. Jørgen Bruhn tager afsæt i Bakhtins usikre anvendelse af stilbegrebet og så er det, hans artikel bliver flot, idet han gør sig klart, at han selv må fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER

72 (kritik) fortsat fra forrige side begynde at søge, simpelthen fordi Bakhtin ikke havde gjort sig klart, hvad han skulle stille op med det. Alligevel er det netop gennem en forståelse af stilbegrebet mellem iterabilitet (gentagelighed) og singularitet, at man kan nå ind til Bakhtins litteraturteori, foreslår Jørgen Bruhn skarpsindigt. Der er andre glimrende artikler i samlingen, som der ikke bliver plads til at omtale, for jeg iler med at nå frem til min egen favorit: Jan Lundquists artikel om den danske Bakhtinforsknings forhold til massekulturelle fænomener. Med få undtagelser undgår Bakhtinforskerne at gå i lag med den egentlige massekultur og søger tilflugt i finkulturelle forfatterskaber som Shakespeare, Svend Aage Madsen, Dostojevskij, osv. Og just som jeg skal til at indvende, at de nævnte forfattere blander shit og chanel til en cocktail af høj og lav stil, kommer Jan Lundquist mig i forkøbet med en skelnen mellem den gamle folkekultur og modernismens modspil i massekulturen. Så selv om Bakhtin også arbejdede med litterariseringen af den folkelige kultur, er der i bund og grund noget paradoksalt ved, at han og den øvrige (danske) Bakhtinforskning ikke er en døjt interesseret i modernitetens massekultur. Bakhtinforskningen har brug for mere latter og mere kætteri, fastslår Jan Lundquist. Sådan. Forfriskende kættersk kaster han sig derfor ikke i armene på Madonnas»Sex«, men over den med et utroligt drive og et oplagt, analytisk beredskab. Tekst og fotos drives rundt i manegen omkring den menippæiske genre. Der er genreblanding inden for hver af de to kunstarter, men altsammen hentet fra den amerikanske pop-kultur. Gennem collagens sidestilling dannes der trods alt alligevel en parodisk modstilling, nemlig mellem bogens grundlæggende kvindelige promiskuitet og USAs fremherskende promiskuøse mand. Åh joh: Jan Lundquist får afsluttet den righoldige antologi med manér, idet han virkelig bruger»smuthullet«til at bore et ganske alvorligt hul i både Bakhtin og den monologiske, videnskabelige diskurs, som han selv sammen med Nina Møller Andersen introducerer til på antologiens første sider. Godt smuttet. Se et digt Carsten Puggaard (red.) POETENS PRAKSIS, PERspektiveret 101 sider, 125 kr. Statsbiblioteket Per Højholts digte skal ikke blot læses. De skal også ses Anmeldt af Max Ipsen Carsten Puggaard har lavet udstillingen»per Højholts visuelle verden«for Statsbiblioteket i Århus. Det er der kommet ikke blot en seværdig udstilling ud af, men også en læseværdig bog,»poe- TENS PRAKSIS, PERspektiveret«. Bogen, som Carsten Puggaard har redigeret i forbindelse med udstillingen, er en antologi med bidrag af bl.a. redaktøren selv, Finn Stein Larsen og Nikolaj Frydensbjerg Elf samt af kunstnere, der har arbejdet sammen med Per Højholt, f.eks. Poul Winther som Højholt lavede»voldtag stilheden«sammen med i I den indledende artikel giver Carsten Puggaard en grundig introduktion til det visuelle aspekt af Højholts forfatterskab, og han påviser, at mellemværendet mellem litteratur og billedkunst kan spores allerede i nogle af Højholts tidligste tekster, f.eks. digtet»havet det nære«(1950) fra en udstilling af Jens Søndergaards værker, og at det visuelle er en blivende bestanddel af forfatterskabet. Puggaard skriver vidende og nuanceret om de forskellige visuelle strategier, Højholt bringer i anvendelse. Han opholder sig også fint ved et ofte overset aspekt, samlingernes omslag og layout. I 1963 indvilgede Finn Stein Larsen i den utaknemmelige opgave at fortolke»le tombeau d Orphée«for Aarhus Stiftstidendes læsere vel vidende, at de selv samme læsere ugen efter fik mulighed for at læse forfatterens egne kommentarer til digtet. Begge indlæg er optrykt. I forbindelse med»poetens PRAKSIS, PERspektiveret«har Stein Larsen så indvilliget i at læse såvel sin egen som Højholts tolkning fra Det er der kommet et veloplagt tilbageblik ud af. Interessant er det også at se de hånd- og maskinskrevne udkast til digtet sammen med det færdige digt, så man ved selvsyn kan konstatere, hvad Højholt hævdede i titlen til sit indlæg i Aarhus Stiftstidende:»Det kunne kun blive som det er blevet«. Nikolaj Frydensbjerg Elf giver sig i en teoretisk velunderbygget artikel i kast med brugen af fotografiet i»provinser«fra Ejnar Nørager Pedersen slutter antologien af med et nyttigt»bibliografisk fragment«over forfatterskabets første år. Antologien indeholder også et optryk af Højholts stykke»et syns skyld«, der ikke alene præcist redegør for arbejdsprocesserne med»volumen«fra 1974, men også selvfølgelig, fristes man til at skrive rummer refleksioner over metaforen, synet og litteraturens visuelle side. Og så er der, sidst men absolut slet ikke mindst, eksempler på det, både udstillingen og antologien handler om: Per Højholts visuelle tekster. Medtaget er såvel mere kendte eksempler som det allerede omtalte»le tombeau d Orphée«fra»Poetens hoved«, som sjældent sete (eller læste) tekster som den særdeles veloplagte og firkantede»indgang til en skulptur«, som Højholt i 1971 skrev til en skulptur af Hans Jørgen Nicholaisen. I antologien er der således ikke blot meget, der er værd at læse, men også meget, der er værd at se, ganske som der i udstillingen er meget, der ikke blot er værd at se, men også meget der er værd at læse. Udstillingen»Per Højholts visuelle verden«kan ses, og læses, på Statsbiblioteket frem til den 12. december.»poetens PRAKSIS, PERspektiveret«har man kunnet læse, og se, fra den 1. september. Ill. fra bogen: Håndskrevet udkast til digtet Det færdige digt fra»poetens hoved«(1963) 72 NR. 4 DECEMBER 2003

73 (tidsskrift) Kritik 164 Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm (red.) 80 sider, 125 kr. Gyldendal Der går en ånd gennem Europa Lettre Internationale nr. 1 Peter Nielsen og Antonin J. Liehm (red.) 90 sider, 79 kr. (kan dog stadig fås gratis) Anmeldt af Bo Kampmann Walther De intellektuelt udfordrende artikler i»kritik«og»lettre Internationale«kredser om et ganske særligt Europa Det er næppe helt tilfældigt, at både»kritik«nr. 164 og nr. 1 af»lettre Internationale«(tillykke med det!) handler om et ganske særligt Europa. Ikke et hvilket som helst Europa; ikke handelsembargoer, EU-traktater og Maastrichtdokumenter og overskudslagre, men et kerne-europa, der for Jacques Derridas og Jürgen Habermas vedkommende de er aktuelle i»kritik«med deres»vor fornyelse«i det store og hele evolverer omkring Tyskland og Frankrig. No wonder. De to herrer (man kunne jo under ét kalde dem Haberrida eller Derrimas) spørger, hvad et eventuelt nyt europæisk udenrigsministerium vil gavne, når regeringerne ikke kan enes om en fælles politik. Som man kan læse og man skal jo læse det i kølvandet på Irak-krisen osv. bringer heterogeniteten spørgsmålet om den»europæiske identitet«i spil. For hvad er det? Gives der, spørger Derrimas,»historiske erfaringer, traditioner og erhvervelser, som for de europæiske borgere etablerer en bevidsthed om en politisk skæbne, der gennemleves i fællesskab, og som skal udformes i fællesskab?«. Dog advares der. Et fremtidigt Europa i fuld fordragelighed og med fuld skrue på kernen»falder ikke ned fra himlen«. Og så lidt uforpligtende tågesnak:»men den kan vokse frem af nøden i en situation, hvor vi europæere må forlade os på os selv. Og den bliver nødt til at komme til orde i en mangestemmig offentligheds vilde kakofoni«. Ovenstående er jo principielt set historisk ikke for dig og mig og de stakkels beboere i en eller anden grå-polsk forstad; men af den teoriinterne beskaffenhed, at hér, lige hér, fusioneres Derridas ambivalenser med Habermasianske herredømmefri dialoger. Al magt til det offentlige, men vi skal også have lidt tvetydighed med. Der bliver ikke sagt meget. Men interessant er det. Og Umberto Eco fortsætter ufortrødent, og det er selvfølgelig også enormt lærd og sådan:»europa er, om man vil, for at overleve dømt til at finde redskaberne til en fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Ellers bliver det, uden at fornærme nogen, til Guatemala«. Haberrida taler om folkeret, FN og kerneeuropæisk verdenspolitik. Det er indimellem naivt, og selv Richard Rorty siger, at folkeretten»faktisk ville redde verden, hvilket den amerikanske politik ikke kan«. Nå, nej. Og Fernando Savater istemmer:»det er derfor på tide, at vi i Europa kræver af vore regeringer, at de foretager de nødvendige skridt til at virkeliggøre en sådan fælles bestræbelse«. Og det er ikke kun de»progressive«, forsikrer Savater, men»alle civilisererede borgere«, der må gøre sådan noget, og det er jo ret fedt, at vi lige fik dem med også. Europa er et»skæbnefællesskab«, siger Adolf Muschg. Men så, se så: så kommer Harold James på banen med sin»udenrigspolitik på vrangen«. Jeg ved ikke, om jeg nødvendigvis er enig med ham, men som argumentativ retorikfirkant er pippet nu ret interessant. Først bemærker James ganske rigtigt og helt korrekt og helt i ånden osv. at det er noget af et særsyn,»når to prominente europæiske intellektuelle foreslår, at den europæiske udenrigspolitik udformes som en ny indenrigspolitik for hele verden. I deres søgen efter en ny verdensorden har de rodet inden- og udenrigspolitik sammen«, Sådan, klabump, smask, uaaghh, gisp! Og videre fremme det er my favourite piece:»hvad ville konsekvenserne være, hvis man tog det nye filosofiske fremstød alvorligt og grundlagde et diskussionsfælleskab, som byggede på en potentiel verdensomspændende protest? Et Europa som gik imod markedsøkonomi (og velstand), mens den overvejende del af verden gik præcis i den modsatte retning. Et Europa som vil forarmes. Et Europa som vil miste en del af sin befolkning, fordi mange vil udvandre til mere økonomisk dynamiske og liberale dele af verden (først og fremmest til USA, hvor vi er omringet af de bedst uddannede og kvalificerede europæere, som flygter fra det gamle kontinents restriktioner). Og et Europa som kun vil spille en marginal rolle på den politiske verdensscene«. Nå, men det korte af det lange er, at jeg hyggede mig helt vildt med»kritik«nr Og også med»lettre Internationale«nr. 1, og det er jo skide fantastisk, at det blad nu er kommet i Danmark, ja det er. Her er alt, hvad man som intellektuel kan begære, f.eks. en enormt fascinerende og kun delvist uforståelig artikel af allestedsnærværende Slavoj Zizek (ja, men han har ikke skrevet noget i»femina«endnu, så vidt jeg ved, men det kommer nok; han har jo f.eks. også lækkert hår), og den handler om»den bløde revolution«og er som sædvanlig en tour de force i Lacan og romantik, politik og vitser og flødeskumsguf for zizekianere. Og der er også en masse gode pointer i Joseph Stiglitz (ham fra Clinton-administrationen)»De brølende halvfemsere«. Jo, der går en ånd igennem Europa, den første (»Lettre«) kan man stadig få gratis på in-steder osv., den anden formedelst for 125 bobs. Og det er slet ikk så ring endda. CD-tilbud Standart tilbyder nu vore kære læsere CD en af Halfdan E & Martin G:»Smarte pletter mellem fingrene«til en særpris. CD en koster 149 kr. i butikkerne. Køb den gennem os til 110 kr. Indbetal beløbet (110 kr.) på giro Sørg for at oplyse navn og adresse, så sender vi CD en. NR. 4 DECEMBER

74 (tidsskrift) Hvedekorn 2/ sider, 98 kr. Borgen Two lines of fame Så lidt får to debutanter i det nye nummer af Hvedekorn Anmeldt af Jørgen Falkesgaard Heldigvis nåede jeg i et PS til min anmeldelse af»hvedekorn«1/2003 at nævne, at nr. 2 indeholdt mange debutanter for i nr. 1 var der kun en. Det rådes der nu bod på med hele 14 debutanter over for kun syv gengangere. Fire af de 14 er kun repræsenteret ved et enkelt digt, og to af disse er kun på to linjer! Det må være lidt mærkeligt at debutere på den måde, og det gør en stillingtagen til indhold og talent umulig. Two lines of fame er det ikke værre end ingenting? På den anden side: Nummerets illustrator Lise Harlev pryder forsiden med følgende sentens:»i love the thought of you being touched by something I wrote you from afar«lækkert, som med varierede banaliteter gennem hele nummeret, smeltet sammen med en logoagtig stiliseret og integreret illustration. Og det skrevne behøver jo ikke at være langt. Er der bid blandt debutanterne? Med fare for at blive kaldt gammeldags vælger jeg mig først Jannik Theilgaard, årgang -68, der skriver klassiske naturdigte med indbygget poetik: Hvad med linjer som:»vi er en stor drøm./ En sovende sætning«og»natten er så let at den kan/ bære selv de tungeste ord«? Trykket på»bære«gennem linjeskiftet får sproget til at bære. Dernæst den elegant-puerile Mikkel Fossmo, årgang -73, der i digtet»blød som en krop«får København til at stivne langsomt til sten i gennemført ironisk distance til Inger Christensens berømte digt fra»det«. Endelig debutholdets benjamin Peter- Clement Woetmann Nielsen, årgang 1985, trods alt ikke -87, som forlagets pressemeddelelse annoncerer: Et lovende figurdigt og et totalt volapykdigt, som må få alt til at gå på Lars Bukdahl, hvad der jo er en slags installationskunst. De trofaste gengangere, stadig uden debut med en digtsamling? Dem er der ikke plads til at omtale nærmere. Men Glenn Christian og Katrine Kent må snart have samlet sammen til læseværdige debut er. Et samlet billede af digttalenterne i Borgens stald og dermed af det første decennium i det nye årtusinde? Ikke på baggrund af dette nummer af»hvedekorn«. Men der spires. Replik Bonnier og svensk undergrundslitteratur Som en liten kommentar til Martin Deichmanns uppgifter om Bonniers Litterära Magasins bokrecensioner på side 24 i Standart 3, 2003, ber jag att få översända vårt register för år Där kan ni själva se hur recensionerna fördelar sig mellan Bonniers förlag och övriga förlag. Jag skulla vilja hävda att ingen svensk tidning eller tidskrift recenserar så mycket böcker från oberoende [uafhængige, red.] förlag som dagens upplaga av BLM, och att Deichmanns insinuation dels gäller en historisk situation som tog slut när gamla BLM las ner 1999, dels är en smula besynnerlig eftersom den kommer från en person som nyligen erbjöd sig at medarbeta i samme tidskrift. Med vänliga hälsningar, Kristoffer Leandoer Huvudredaktör, BLM Stockholm Kære Kristoffer Leandoer! Jeg er glad for, at årets tredje udgave af Standart er nået til Stockholm. Udveksling af litteratur over landegrænser var netop et af hovedformålene med portrættet af Malmølitteraturen. Insinuationer? I Stand In nr har jeg givet ordet til en række forfattere og litterater fra Malmøområdet. En gruppe, der føler, at de sjældent får ordet, og som af samme grund nærer både mistillid og foragt for dem, der altid har det. Adskillige af bidragsyderne kan kort fortalt ikke fordrage den stockholmske kulturelite. Når jeg med bidragsydernes røst antyder, at BLM næsten udelukkende anmelder Bonnierudgivelser, er det selvfølgelig ikke helt sandt. BLM anmelder både Bonnier-udgivelser, udgivelser af Bonnierkoncernens datterforlag og alt muligt andet.»kvantitet är kvalitet«blev magasinet vist relanceret under. Og jeg bemærker bl.a. forlaget Bakhåll fra Malmøforstaden Lund og det ekspansive Vertigo på medsendte liste over anmeldte udgivelser. Men dermed kommer BLM alligevel ikke ud over, at det er et stockholmsk kulturmagasin, hvis skribenter er hovedstadsorienterede og mere eller mindre bevidste udøvere af en særlig litterær hovedstadsjargon. En tone der uundgåeligt smitter af, hvad enten man går til fest hos Ink, træffes på KlubBLM eller går til oplæsning hos Øverste Kirurgiske i København. Tonen, stilen og netværket fungerer eksklusivt over for de andre, dem der befinder sig uden for miljøet. Det er en ældgammel konflikt mellem provins og hovedstad. Jeg henter trofast BLM hos Svensk-Norsk Bogimport i St. Kongensgade og læser det med glubende appetit. Det er nemlig et godt magasin. På en gang elitistisk og bredt kulturformidlende. Man er med andre ord sikret et rimeligt niveau. Dét er man til gengæld ikke, når man befatter sig med hele Malmølitteraturens bredde. Der får man både revl og krat. Men det får man intet at vide om i hverken BLM eller i de Stockholm-redigerede dagblade. Mit tilbud står fortsat åbent. Udveksling af litteratur over landegrænser er som sagt en af mine vigtigste kæpheste. Og hvis du finder ud af, at dine læsere savner orientering om nye danske udgivelser og landets litterære miljøer, kan jeg stadig kontaktes. De bedste hilsner Martin Deichmann 74 NR. 4 DECEMBER 2003

75 (tidsskrift) Hip som hap som rablen som pap Øverste Kirurgiske nr. 42 Jens Blendstrup m.fl. (red.) 80 sider, 75 kr. Danske Hovedtanker 1, Niels Henrik Svarre Nielsen Øverste Kirurgiske Særtryk nr sider, 130 kr. og hvorom alting er Anmeldt af Rasmus Hastrup Så sidder man der med det nye Øverste Kirurgiske. Nummer 42, intet mindre. Det består af lidt digt, lidt kortprosa, lidt illustration og lidt pjat. Nogle af indslagene er mærkelige, egentlig ikke så meget på grund af nogen iboende, uafvendelig mærkelighed, men mere på grund af at de vil være mærkelige, pinedød. Det begynder ellers meget godt.»kærlighedsdigt«af Jens-Jürgen Bakkesen er en fin lille tekst, der både rimer og det hele. Men så tager niveauet et rutsch nedad. Luis Méme, Suzie Cremecheese, Jonas Vahlstrøm, Thomas Bo Thomsen, Robert Henningsson, Jørgen Dissing Nørgaard, Eva Rotenberg, Bodil Nielsen og Birgitte Krogsbøll skriver over de næste sider Digte, som ånder så tungt, at de kollapser under deres lungers vægt. Digte, som består af ord med ord imellem, serveret med ordcreme. Og her har vi problemet: et rigtigt godt digt består af både ord og tanker. Selvfølgelig må tankerne ikke blive for dominerende i forhold til ordene, da det i så fald let kan blive vammelt, men omtrent en skefuld tanke pr. 15 ord er altså nødvendigt. I gode digte er der tanker, der bundfælder sig i læserens sind, tanker der ligger og putter bag ordene. Ordet»tanke«skal forstås meget bredt der kan være tale om genuint filosofisk udstyr såvel som mere svævende, billedskabende elementer, som f.eks. landskabsbeskrivelser. Det virker som om, at de nævnte skribenter har stillet sig tilfredse med at ryste deres ordforråd og hælde blandingen ud på papir for at lade det stivne. Resultatet bliver en buket æggehvidedigte, hvis primære formål er at lytte til egen luft, mens de ønsker sig ind i en anden sammenhæng. Dernæst ankommer Claus Ejner med nogle meget korte tekster og et par illustrationer, og straks bliver det lidt sjovere. Det er subtilt vanvid. Således opmuntret træder man ind kortprosaens gemakker. Men atter rammes man i nakken af pseudo-sære banaliteter. Jens Blendstrups tekst om at vågne tydeligt en morgen begynder ganske finurligt, men kører så langt ud ad rabletangenterne, at revalidering til vedkommendehed synes umulig. Lidt foto, lidt grafisk føljeton er de næste tilbud, og så lige pludseligt dukker selveste Emily Dickinson op. Jeg er sikker på, at hun føler sig temmelig genert ved selskabet. Det korte af det lange er, at ØK nr. 42 antager en form, der mest minder om en slags voksenkuvøse. Folk der for længst har lært at trække vejret på egne ben, vender tilbage til en lille sluttet verden, hvor de kan pludre småbesynderligt til hinanden, mens deres virkelige tanker er et helt andet sted. Hvis ikke ØK skal ende som en distræt, halvtræt sludder-for-ensladder-onkel skal de medvirkende gøre sig mere umage, simpelthen.»danske Hovedtanker 1«, som er et ØK særtryk, består af en lang række tegninger af mennesker, som oftest blot hoved og skuldre, med tilhørende citater eller udtalelser. Der er ikke nogen egentlig pointe ved de fleste citater enkeltstående udsagn og løsrevne sætningsdele, som man har hørt (eller i hvert fald føler man har hørt) fra politiker- eller mandenpågaden-munde. Men det virker. Her er faktisk et alternativt alternativ til velrenommerede satireudgivelser som»svikmøllen«.»danske Hovedtanker«er, på grund af citaternes kontekstløse tilsnit, mindre aktuel end»svikmøllen«og deslige, men paradoksalt nok bliver»hovedtankerne«derved mere aktuelle, simpelthen fordi de ikke mister deres aktualitet, så længe tiden går som den går. Og det er faktisk ret sjovt. Fraklip Den Blå Port nr. 61 Tue Andersen Nexø og Lars Skinnebach (red.) 79 sider, 98 kr. Arena Anmeldt af Dag Heede Undtagelsesvist ugæstfri port Angiveligt indkredser indholdet i dette nummer om»undtagelser og undtagelsestilstande«, noget som litteraturen ifølge den noget slappe leder i særlig grad dyrker. At begrebet forstås særdeles bredt, fremgår af den meget løse redigering af, hvad der snarere end undtagelser fremstår som et skrabsammen af meget forskellige, og ikke altid specielt velfungerende tekster. Hvad var det nu Karl Kraus samtidsrevsen fra 1915 havde at gøre med Virginia Woolfs tankeassociationer i forbindelse med et tandlægebesøg, den østrigske Walter Serners dadaist-manifest fra 1918 og Henrik Haves refleksioner om kunst og litteratur i et meget løst redigeret interview? Om sidstnævnte oplyser forfatteren, at der er tale om fraklip fra et radiointerview. Hvorfor de ikke måtte forblive sådanne, gik ikke op for denne læser. Fem Havedigte hjælper noget på læseoplevelsen. Hermed er ikke sagt, at nummer 61 ikke rummer gode ting. Kristian Bang Foss digt»berlin. April 2003«er upretiøst, men suggestivt, den engelske dramatiker Howard Baker er repræsenteret med en lille frysende enakter om»den stumme kvindes ekstase«, og et uddrag»om forunderlige forlydender«optrykker antikke vandrehistorier, som historien fejlagtigt har tilskrevet Aristoteles. Nummerets to bedste indlæg leveres af Jon Helt Haarder, der causerer over Klaus Rifbjergs 2002-roman»Nansen og Johansen«, og Elisabeth Friis, der klart og fyndigt præsenterer poetiske strategier hos Pia Juul under den fine titel:»de kalder det samleje/ men det er fordi de er tonedøve«. Begge har godt greb om stoffet, Haarder er sjovest og frækkest, men også en lille smule lukket omkring sit begrebsapparat (vi får aldrig rigtig forklaret centralkategorien»performativ biografisme«), mens Friis både kan nærlæse og formidle. Her lukkes læseren i høj grad ind gennem poesiens port. Samme ros kan næppe gives til de to redaktører. Med mindre man bryder sig om en sådan indledning:»litteraturen giver gerne luft til alt det, der bryder ud af det normale livs kompromisser og hykleri. Hverdagen er den grå virkelighed, heldigvis giver bøgerne os noget andet!«med sådanne festtaleklichéer og med nummerets mildest talt manglende fokusering bliver porten unødigt smal, ja, næsten et nåleøje, som denne anmelderkamel ikke kan åle sig igennem. Forhåbentligt er dette nummer en undtagelse. NR. 4 DECEMBER

76 (roman) Merete Morken Andersen:»Hav af tid«25 Kristín Marja Baldusdóttir:»Mågelatter«30 Herman von Brehmen:»Ludvig på bjerget«11 A.S. Byatt:»Korte liv«28 Stewe Claeson:»Rønnebærrene gløder«26 Charles Dickens:»Store forventninger«15 Ugo DiFonte:»Mundskænken«8 Inge Eriksen:»Citrontræet«21 Karen Fastrup:»Mine syvogtyve sansers elskede«15 Elena Ferrante:»Forladte dage«18 Jonathan Safran Foer:»Alt bliver oplyst«29 Nikolaj Frobenius:»Andre steder«23 Vibeke Grønfeldt:»Det nye«20 Mick Jackson:»Tunnelmageren«8 Venedikt Jerofejev:»Moskva Petusjki«6 Ida Jessen:»Foxy Lady I-V«23 Bodo Kirchhoff:»Knaldroman«26 Lars Kjædegaard:»Israel Falk«10 Jan Kjærstad:»Det store eventyr«12 Jette A. Kaarsbøl:»Den lukkede bog«16 Selma Lagerlöf:»Mårbacka«27 Yann Martel:»Pi s liv«22 Nick McDonell:»Twelve«14 Molière:»Don Juan eller Stengæsten«6 Antonio Muñoz Molina:»Sefarad«7 Bent Vinn Nielsen:»Labyrintbyen«18 Juan Carlos Onetti:»Værftet«13 Viktor Paskov:»En violin til Vorherre«24 Lars Bo Rasmussen:»Jeg havde en drøm«13 Klaus Rifbjerg:»Alea«3 Poul Vad:»Dagene«10 Poul Vad:»Døgnet«10 Poul Vad:»Døren«10 Charlotte Weitze:»Brevbæreren«20 Dorit Willumsen:»Bruden fra Gent«17 Hanne Ørstavik:»Uge 43«5 (kortprosa) Julio Cortázar:»Historier om kronoper og famøser«49 Forfatterskolens afgangsantologi 49 Knud Hjortø:»Syner«50 Thomas Hvid Kromann:»Stævnemøder på Place Blanche«50 Claus V. Pedersen (red.):»ørkenrosen og andre noveller fra Mellemøsten«51 Tomsky:»Bortkomne postkort til ubekendt adressat«30 (lyrik) Halfdan E & Martin G:»Smarte pletter mellem fingrene«58 Jørgen Gustava Brandt:»Det stilfærdige orgie«60 Lone Hørslev:»Ærgerligt, ærgerligt«61 Johannes L. Madsen:»JLM Johannes L. Madsen samlede«58 Peter Dyreborg Moslund:»Bestseller«55 Rasmus Nikolajsen:»Frihed og sex på rejsen«59 Peter Nielsen:»Livet foreslår«60 Ursula Andkjær Olsen:»Atlas over huller I verden«54 Peter Poulsen:»Forvandling«57 Jens Asbjørn Seehuusen:»Lyset klirrer«59»struktur. 16 objekter/ Forarbejder/ til Peter Louis-Jensen«57 Dan Turèll:»Udvalgte digte , bd.1«53 Dan Turèll:»En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon rariteter «53 Tore Ørnsbo & N.G. Hammer:»Bastard«56 Nr. 4 december 2003 Standart udkommer næste gang d. 11. marts 2003 (kritik) Nina Møller Andersen og Jan Lundquist (red.):»smuthuller perspektiver i dansk Bachtin-forskning«71 Brian Andreasen (red.):»om fortidens fremtid«69 Torben Brostrøm:»Uden titel«65 Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing (red.):»det onde i litteraturen«70 Svend Åge Madsen og Olafur Eliasson:»The Blind Pavilion«71 Lars Movin og Steen Møller Rasmussen:»Onkel Danny fortalt interviews«53 Carsten Niebuhr:»Rejsebeskrivelse fra Arabien«66 Carsten Puggaard (red.):»poetens PRAKSIS, PERspektiveret«72 Hans Jørgen Thomsen:»Privacy: Filosofisk undersøgelse af det private rum«65 (tidsskrift) Den Blå Port nr Hvedekorn 2, Kritik Lettre Internationale nr Øverste Kirurgiske nr Øverste Kirurgiske Særtryk nr (klumme) Krimihjørnet 19 Lines Cirkel 52 (artikel) Afmestrende, afstående antiforestillingens poesi 62 Bogforum en messe værd 69 Enough Said? Om Edward Saids liv og værk 67»En nådesløs forfatter og en skyldbetynget læserskare«om J.M. Coetzee 9 (interview)»sandheden sker i læsningen«. Interview med Hanne Ørstavik 4 (replik) Bonniers og svensk undergrundslitteratur 74 (stand in) Hvad er queer teori og hvad er det ikke? 31 Herman Bang og seksualiseringen af litteraturhistorien. Eller: er impressionismen en homoseksuel fortælleteknik? 33»Hvad er det Herman Bang har skrevet«. Anmeldelse af Dag Heede:»Herman Bang. Mærkværdige læsninger«36 Allegoriske læsninger af»stuk«. Blinde vinkler i fortolkningen af Herman Bang 38 Selve livets kerne?! Anmeldelse af Peter Legård Nielsen (red.):»når mænd elsker mænd og kvinder elsker kvinder«40 Når temaet er homoseksualitet. Et interview med Peter Legård Nielsen 41 Et perverteret fotoalbum! Om Nan Goldins dokumentation af sin familie 43 MiniTrans. En introduktion til Transgender Theory i relation til queer teori 46 (leder) Ordet er frit 2