Anmeldelser af ny litteratur 17. årgang dec. 2003

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Anmeldelser af ny litteratur 17. årgang dec. 2003"

Transkript

1 4 Ursula Andkjær Olsen Yann Martel Dan Turèll Selma Lagerlöf Antonio Muños Molina Lone Hørslev Klaus Rifbjerg Poul Vad Johannes L. Madsen Stand In: Hvad er queer teori? Anmeldelser af ny litteratur 17. årgang dec. 2003

2 Ordet er frit dagsorden bag besparelsen. Langt hovedparten af de 180 millioner kroner går nemlig til én bestemt type blade fagbladene. De borgerlige partier kan med et enkelt pennestrøg lukke munden på en del af den oppositionelle presse eller i hvert fald gøre det en hel del dyrere at mene noget på tryk. Sandheden er krigens første offer, siger man. Når tropper rykker frem, er det ikke kun fjendeland, der kæmpes om; magten over det frie ord og dermed retten til at fortælle og fortolke historien både under og efter slaget er et værdifuldt krigsbytte. For ordet er det farligste våben af alle. Ord kan styre budskaber, og ord er blændende til at undertrykke med. På samme måde lider mangfoldigheden ofte i det totalitæres skygge. I et brutalt regime er det tydeligst her er der institutioner, der alene er til for at sikre, at sandheden relativeres, og det aparte gemmes væk. I demokratiet derimod lever sandhederne og mangfoldigheden. Eller det vil vi i hvert fald gerne tro på, at de gør. Tro på at selv om flertallet sidder på flæsket og styrer showet, så kan spejderne, filatelisterne, flipperne, nazisterne og alle de andre minoriteter få lov at skræppe op i hjørnerne og danse cancan på bordene så længe de ikke forstyrrer naboen eller jokker uskyldige over tæerne. Hvorfor pludselig alle disse fine ord om mangfoldighed og det frie ord? På et tidspunkt, hvor meninger brydes som aldrig før i en kultur- og værdikamp, kan de synes unødvendige. Hvor ideologiske diskussioner har sat gang i en offentlig debat, der er sjældent vital, er ordet da i allerhøjeste grad frit. Ja, det er det vel. Og så alligevel. For godt en måned siden indgik regeringen et forlig med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om at fjerne portostøtten. Fagblade og magasiner har i mange år kunne modtage støtte til postomdeling, hvis de lod Post- Danmarks bude bære deres blade rundt i landet. Men sådan ville de fire forligspartier ikke, at det skulle være længere. 180 millioner kroner sparede de på at skære støtten væk til magasiner som Jazz Special, Spejderbladet, SiDs fagblad og dusinvis af andre. En støtte der har været en stor økonomisk hjælp for mange, ikke mindst for et magasin som Standart, der er en ulønnet fritidsbeskæftigelse for redaktionen såvel som for skribenter, og hvor netop udgifterne til forsendelse er en tung post på budgettet. Men nu er der lukket for portostøtte-hanen. Godt nok blev der samtidig med besparelsen oprettet en pulje på 30 millioner kroner, som tildeles særligt udvalgte blade. Men 30 er ikke lig 180, det ved enhver kassemester på et hvilket som helst lille magasin. Det er endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser afskaffelsen af portostøtten vil have for de mange blade, der har nydt godt af den. Nogle vil helt sikkert lukke, andre må skære kraftigt i udgifterne. For Standart bliver det omkring kroner dyrere per nummer at sende bladet ud. Det siger sig selv, at det er en drastisk forøgelse af produktionsomkostningerne for et lille blad som vores. Det kan i sidste ende betyde abonnementsstigninger, men vi håber og tror ikke, at det bliver nødvendigt. I stedet forsøger vi blandt andet at gøre mere reklame for bladet, så flere lærer det at kende og får lyst til at abonnere. Ifølge politikerne spares portostøtten væk, fordi postmarkedet skal liberaliseres, og på et postmarked kan én virksomhed ikke modtage støtte, hvis ikke også alle andre får det. Et argument der er til at forstå. Lige vilkår for alle. Men hvordan så forsvare puljen på de 30 millioner? Er det ikke konkurrenceforvridende, at kun nogle blade får penge fra den pulje? Nej, ærlig talt fjernelsen af portostøtten kan ikke kun forklares med, at den er i strid med nogle konkurrenceregler. For det lugter langt væk af, at der ligger en helt anden og mere skjult Og så er vi tilbage ved det frie ord og mangfoldigheden. For uanset at størstedelen af portostøtten er gået til blade, der har et bestemt og det samme politiske standpunkt, så får det konsekvenser at fjerne støtten. Ifølge medieforskeren Michael Bruun Andersen fra Roskilde Universitetscenter er der ikke lavet undersøgelser om, hvor stor en rolle fagblade og magasiner spiller i medielandskabet og dermed, hvor stor betydning de har for mangfoldigheden i eksempelvis den politiske debat. Men betydning har de, det er evident. Men det er ikke kun den politiske debat, der får et hårdt stød til nyrene. Ser man bort fra de store fagblade, der har oplag på mange tusinder og som har redaktioner med adskillige fastansatte, så er langt de fleste af de blade, der bliver ramt af den manglende portostøtte, blade som Standart. Små nicheblade, der fungerer som samlingspunkt for bilentusiaster, lystfiskere og bogorme, for bare at nævne nogle få. Men endnu vigtigere; de er også et vigtigt sted for vidensdeling. Et sted hvor man kan blive klogere, blive udfordret, få faglige input, debattere kort sagt et sted hvor der er plads til nuancerne. I forsøget på at ramme en oppositionel presse har man såret en række andre blade og magasiner. Men vigtigst af alt; man har såret det frie ord og mangfoldigheden. I en tid med stigende monopolisering i medieverdenen er det et alvorligt problem, at et politisk flertal i Folketinget ikke prioriterer at støtte forskelligartetheden. Det burde være deres fornemste opgave. For et samfund er først for alvor et rigt samfund, når det er rigt på udtryk. Føler man sig provokeret eller er man uenig, må man argumentere med ord. For ordet er frit. Og det skal det gerne blive ved med at være. Anders Jørgensen LITTERATURMAGASINET STANDART. 17. årgang nr. 4, december REDIGERET AF Lisbeth Brænder, Johannes Henriksen, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Anders Hedegaard Kristiansen, Line Ottosen og Henrik Varmark. REDAKTION AF STAND IN: Henrik Varmark. REDAKTIONSSEKRETÆR: Britt Møller Christensen. FORSIDE: Kunstnerisk tilrettelæggelse ved Kirsten Skytte Christiansen. REDAKTION, ANNONCER OG ABONNEMENT: Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf Fax Giro Internetadresse: ISSN SATS: Kalligraf, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 2. februar Udkommer næste gang 11. marts NR. 4 DECEMBER 2003

3 (roman) Klaus Rifbjerg Alea En tilfældighedsroman 464 sider, 348 kr. Gyldendal Hr. Værk Anmeldt af Henrik Bach»Nu kimede telefonen igen.«sådan begynder Tom Kristensens»Hærværk«, den store nøgleroman fra 1930 om menneskelig deroute, med det uforglemmelige motto:»frygt sjælen og dyrk den ikke for den ligner en last.telefonen ringer: Telefoner ringer over hele verden.«sådan begynder Klaus Rifbjergs»Alea«. Måske bare en tilfældighed, for dette er en tilfældighedsroman, hvor alea er latin og betyder terning. Og terningen slås hele tiden og lander på noget nyt, dog ikke sjældent på både hærværk og Tom Kristensen. Jeg er også sikker på, at havde den gamle kritiker Henning Kehler været iblandt os, så havde han ment det samme, som han dengang skrev i anmeldelsen af»hærværk«i Berlingeren:»Hvilket Formaal tjener det trykte Referat af uartige Ord, Bisseord?«. Foto: Georg Oddner I PH-lampens skær har Rifbjerg skrevet en humoristisk hærværksroman om den lille lort og den store lort Som bekendt er Klaus Rifbjerg, foruden at være en god dreng, så også både uartig og en bisse, hvilket aldrig har været tydeligere end her. Man kan også roligt sige, at alt er ved det gamle i Rifbjergs 460- siders decoupage af syner og fakta: alt og alle måles og vejes i kulturradikale Rif-alen. Men samtidig og det er jo det, der gør ham så suveræn så forstår han stadig at punktere, provokere, nedbryde, opbygge, ophidse og overraske; at røre. Og mens telefonen i»hærværk«får lov til at kime, så bliver den taget i»alea«. For hr. Rifbjerg, som han med ironisk distance kalder sig selv i romanen når han da ikke er første person singularis tager den. Og så er samtalen i gang mellem hr. Værk og hr. Rifbjerg. Indtil terningen kastes, og tid og sted skifter; værket rummer mange skrifter. Snart er vi på druk med en ung William Heinesen i 30 ernes København sammen med bl.a. Tom Kristensen, Aksel Sandemose og Paul la Cour, så man næsten selv er til stede i øldunsten og savsmuldet på Café Nick. Senere skifter scenen til Færøerne, mange år senere midt i hr. Heinesens otium. Eller vi er i Spanien med hr. Rifbjerg, en afdæmpet tur med moderen, og senere med vennerne Jørgen Leth og Ebbe Traberg og Funcador. Men uanset hvad terningen står på, er det Rifbjerg selv, der slår, og spillereglerne siger private og kulturelle erindringsskitser og kommentarer til tiden før og nu. Kommentarer til Martin A. Hansen og almuelivet, som jo ikke liiiiige er Rifs kop te; eller frem til nutidens hurtighed og hæslighed og nuværende fjender og nationale som Bent Blüdnikow, Bent Jensen, Jesper Langballe, Ulrik Høy, Lars Hedegaard, Pia Kjærsgaard, you name them, hvor værket ryger helt op i det røde felt i et nærmest celine sk raseri. Skal nogen pisse territoriet af, så er det Rifbjerg. Her kan man godt få den tanke, at forfatteren er knap så moderne og nuanceret, for lige bortset fra kvindehåndbold, så var alt bedre i»gamle«dage, dvs. især i PH-, Erik Knudsen-, Jesper Jensen- og Panduro-dagene. Foruden selvfølgelig at Tom Kristensen og Villy Sørensen og Georg Brandes også hører med til plusordenen. I sin kritik af kirken (hvor han gudværelovet skelner mellem kirkens Herre og Herrens kirke), af det nationale, af krig og fred, og af venner og fjender, svinger Rifbjerg mellem pueril udfarelse og overlegen sætten alt og alle på plads. Det er vildt på den gode måde, fordi hr. Rifbjerg som sagt er Rifbjerg. Terningen kastes igen, og så er unge, usikre hr. Rifbjerg ved at gøre sit indtog på parnasset; gennem svingdøren til jobsamtale på Politiken, eller som en af redaktørerne af»vindrosen«. Og på oplæsnings- og druktur med den drukne Tove Ditlevsen, på tur med Werner og Hanne Marie Svendsen, hvor førstnævntes ansigt om natten bliver blegere og blegere, for til sidst at forvandle sig til kogt spaghetti. Et af de mest bevægende afsnit i bogen er det korte, afdæmpede stykke om Hans Hedtofts død på hotelværelset i Stockholm, som går over i et par siders tragedie om Jens Otto Krag; disse sider er sublime, fordi de i sin enkelthed viser forfatterens format. Så kastes terningen igen, og vi er snart endnu længere tilbage i tiden hos Sophus Claussen, Johannes V. Jensen eller frem igen til nutiden til et hærværksportræt af meningernes handyman Niels Højlund fra forsamlingshuset. Der er meget mere og mange flere, som kunne fremhæves, men jeg er ved at have opbrugt min udstukne ordkvote til denne anmeldelse. Lad mig derfor nævne, at foruden ovennævnte personer så medvirker følgende: hr. Rifbjergs far, Kaj Munk, Jørgen- Frantz Jacobsen, Carsten Jensen, Dronningen, Jan Kjærstad, Thorkild Bjørnvig, Kai Friis Møller, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, H.C. Andersen, Søren Ryge Petersen og mange, mange flere. Sjæle dyrkes, og lasterne er mange. Jeg har ikke moret mig så kongeligt siden Freddie Nietzsches»Ecce Homo«og Charles Buk. s»all the Assholes in the World and Mine«. Lad os så slutte med dette citat fra side 12:»Og så har han på en gang villet udfordre dem, fornærme dem, forarge og samtidig tage dem til sit hjerte i et fortvivlet håb om, at de må forstå ham, forstå hans hensigt og på en eller anden måde elske ham. Alt sammen omsonst. Derfor også denne mærkelige blanding af kulde og varme, af uforskammethed og appel, hengivenhed og foragt, barnagtighed og visdom. NR. 4 DECEMBER

4 (interview)»sandheden sker i læsningen«af Kristiane Hauer siger den norske forfatter Hanne Ørstavik, aktuel i Danmark med sin nyeste roman»uge 43«Jeg må sige det her til sidst, ellers vil jeg bare gå ud af døren og tænke, åh nej, nu har jeg svigtet det, siger forfatteren Hanne Ørstavik mod slutningen af interviewet, og fortsætter: Jeg synes, det er vigtigt, det at tro på noget og at stå for det, i en tid hvor vi alle bare bliver mere og mere tilpasningsdygtige. Hanne Ørstavik er en spinkel kvinde i midten af 30 erne med kort, affarvet, snehvidt hår. Aftenen før interviewet, da jeg hørte hende til en oplæsning, sagde hun:»jeg ved, jeg taler lavt, sådan er det bare, så hvis I ikke kan høre mig, må I rykke tættere på.«og ja, hun taler lavt, på sit melodisk klingende norske, lavt og med en blid stemme, men samtidig med stor intensitet og alvor, og med et engagement i hele sin udstråling, som om hun virkelig har noget vigtigt at sige en. Hanne Ørstavik har noget at sige. Om hvilken betydning læsning og litteratur har i vores liv. Og hun går ikke af vejen for at sætte begreber som»ægthed«og»sandhed«i forbindelse med litteraturen. Men samtidig mener hun, at det er meningsløst at tale om sandhed, hvis man betragter litteraturen som et objekt. Sandheden er for Hanne Ørstavik ikke en objektiv, målbar kvalitet, men en kvalitet der skal erfares i læsningen.»uge 43«er en bog, der henvender sig meget stærkt til læseren. Den siger hej, nu er du og jeg indgået i læsepositioner. Du, læser af teksten, hvad gør du ved det? Den peger nærmest på den relation. Det er måske også derfor, den har fået så meget modstand i Norge.»Uge 43«er Hanne Ørstaviks sjette roman. Inden da har hun blandt andet udgivet en trilogi, der er blevet meget rost i Norge, og hvoraf det sidste bind»tiden det tar«også er oversat til dansk. Hun har fået flere store, norske priser, senest Amalie Skram-prisen for hele sit forfatterskab i 2002, men den sidste bog har ikke fået samme positive modtagelse som de andre. Til gengæld har den bragt sindene i kog eller fået»temperaturerne til at stige,«som Hanne Ørstavik siger. Temperaturen i bogen må have rørt ved noget, som svarer med modstand og høj temperatur. Jeg tænker, at det er en måde at beskytte sig mod det i romanen, der vender sig mod læseren. For den vender sig jo i særlig grad mod den offentlige læser. Hvis den offentlige læser skulle tage bogens imperativ på sig, ville det kræve en sårbarhed. At man ikke bare forholdt sig til form og indhold, men også sagde, her er jeg, og jeg har læst denne bog, og dette erfarede jeg. Litteratur som fag Det hele virker ellers tilsyneladende meget fredeligt.»uge 43«handler om den 33-årige Solveig, der har fået job på en højskole (i Norge en form for distrikt-universitet) som litteraturlærer. På højskolen underviser litteraturforskeren Hilde, som er Solveigs store faglige forbillede. Bogen skildrer den uge i oktober, uge 43, hvor Hilde og Solveig for første gang mødes, og hvor Solveig samtidig forsøger at lære sine studerende, det hun selv ser som det aller væsentligste i læsningen af litteratur; de fire bud som Hilde i sin tid har formuleret: Hvad er der blevet sagt? Hvordan er det sagt? Er det ægte? Hvad indebærer det? Til Solveigs store fortvivlelse modsætter de studerende sig dette krav om ægthed i litteraturen, og også Hilde indrømmer, at hun ikke længere selv kan gå ind for denne radikale position. Bogen skildrer, hvordan Solveig mere og mere rasende og desperat står alene tilbage med et litteratursyn, der også eksistentielt set har afgørende betydning for hende, fordi hun i det hele taget længes efter en ægthed i sin tilværelse. For Solveig må litteraturen være sand, ægte, for at være god litteratur. Men disse begreber om det sande og det ægte, som i følge Solveig opstår som en intuitiv fornemmelse i mødet med teksten, magter hun ikke at formidle videre til sine studerende, der kalder dem for et følelsesmæssigt påfund, og som i stedet efterlyser præcise analyseredskaber. Kan man overhovedet undervise i litteratur med et så radikalt litteratursyn som Solveigs? Det er det dilemma, jeg har ønsket at problematisere. Om det overhovedet er muligt at gøre litteratur til et fag, og på hvilket niveau, og hvad mister man? Mister man måske det aller vigtigste, som er erfaringen af litteraturen, det subjektive møde. Hanne Ørstavik fortsætter: Jeg ønsker at belyse, at noget også sker i læsningen. At det er vigtigt at se på læsningen som en relation, der kræver at noget bliver erfaret et sted fra. Det gør, at man både må arbejde med tekst og teori, men også med sig selv og sit eget ståsted, fordi det hænger sammen. Handlingen i»uge 43«erfares først og fremmest fra Solveigs ståsted, hvilket er et meget skrøbeligt udgangspunkt. For nok har Solveig principfaste holdninger om litteratur, men de dækker samtidig over en stor personlig usikkerhed. Hvorfor har du netop valgt en person som Solveig, der også viser bagsiden ved at insistere blindt på sandheden, til at udsige et litteratursyn, som du selv bifalder? Fordi jeg tænkte, at romanen netop ved at vise disse modgående bevægelser også kan vise, hvor vanskelige disse begreber er. Havde Solveig været stærkere, også i mødet med andre mennesker, havde der ikke været så meget på spil. Sandhedsbegrebet og ægthedsbegrebet er også meget skrøbelige begreber, og Solveigs konstitution spejler skrøbeligheden i begreberne, men hendes desperation viser også, at længslen efter disse begreber er akut. Samtidig kan jeg godt lide denne skarphed hos Solveig, denne kompromisløshed. Jeg kan lide, at hun står for det, hun tror på, men jeg ser også, at det skader hende. Det er det, der er så vanskeligt. Sårbarhed Som Hanne Ørstavik sidder her foran mig, har hun selv denne på en gang insisterende kompromisløshed og samtidig skrøbelighed over sig. Hun lægger da heller ikke skjul på, at hun litterært set sympatiserer fuldt ud med sin hovedpersons holdninger: Jeg ønsker at sige, at litteratur handler om noget, der er vigtigt. Ønsker at sige, at der findes forskelle. Kommercialiseringen er jo så massiv, at kvalitetskriteriet for litteratur ikke længere findes i forhold til andet end salgskriteriet. Men der er også noget andet i litteraturen, som vi hele tiden må holde en forbindelse åben til. Det er i forsøget på at sprogliggøre det, at vi måske når til noget vigtigt. Du siger, at der hvor litteraturen bliver virkeliggjort er i læseren under læsningen. Men jeg har fornemmelsen af, at Solveig føler sig uvirkelig. Som om hun ikke kan koble litteraturen og virkeligheden til hinanden, ikke kan nå virkeligheden gennem litteraturen. Jeg tror heller ikke, at Solveig selv tror, at vejen til virkeligheden går gennem litteraturen, at løsningen ligger i litteraturen. Men på den anden side tror jeg, at de steder vi bevæger os hen til i os selv, når vi læser, for mange mennesker måske er den mest ægte kontakt vi har med virkeligheden. For nogen er det en flugt, for andre tror jeg, at det kan være det modsatte, at komme i kontakt med erfaringer og erkendelser i sig selv, som ikke 4 NR. 4 DECEMBER 2003

5 (roman) noget andet end litteraturen i deres liv kan åbne for. Jeg tror, det er det eneste sted, hvor man kan være virkelig sårbar. For man er jo vældig sårbar i læsningen, fordi man udsætter sig for teksten. Og måske er den sårbarhed, den åbenhed du oplever, når du læser, ikke bare i forhold til bogen, men også i forhold til dig selv. Læser man udelukkende»uge 43«fra Solveigs ståsted, og ser hendes synspunkter om litteratur som bogens budskab, kan man, trods det ikke særligt action-prægede handlingsforløb, ligesom de norske anmeldere blive temmelig oprørt under læsningen. For Solveigs litteratursyn er på mange måder dybt problematisk: Det bliver jo meget farligt. Man kan jo ikke bare sige, at dette er en ægte bog. Det bliver autoritært, og det lukker sig, det kommunikerer ikke. Alt, der er ægte, kommunikerer ikke, fordi det er personlig erfaring, det er ikke kollektiv erfaring. Men det handler måske netop om at finde et sprog for det personlige, som kan komme ud i fællesrummet, fortsætter hun. Jeg har ingen løsning. Men jeg havde lyst til at problematisere det, fordi jeg har savnet det sådan i den norske litterære debat. Læses»Uge 43«derimod med et tvedelt udgangspunkt i på den ene side Solveigs programmatiske litteratursyn, på den anden side hendes store desperation og ensomhed - som er mere tydelig for læseren end for Solveig selv - kommer romanen med sine mange passager, der direkte omhandler litteraturens og litteraturkritikkens funktion, nærmest til at fremstå som en form for dialogisk romanpoetik. Alle romaner er på en eller anden måde en poetik gennem deres praksis. Men det er rigtigt, det var kommet til et punkt efter de andre bøger, hvor jeg havde tænkt noget om litteratur, som jeg havde lyst til at formulere. Men det er vigtigt for mig, at bogen bliver læst som roman, med betydningen af Solveigs ståsted. At udsagnene i romanen, det som Solveig siger og tænker, må læses fra Solveigs sted. Og så er det vel først og fremmest en poetik om læsningen, om litteraturen rolle, snarere end en poetik om, hvad der er en god tekst. Hvad vil vi med litteraturen, det er mere der, den opholder sig end i et definitionsspørgsmål. Hanne Ørstavik Uge 43 (Uke 43) Oversat af Peter Nielsen 228 sider, 229 kr. Athene Anmeldt af Henrik Varmark Hanne Ørstavik (Foto: Håvard Syvertsen) Higer og søger Sådan finder man frem til følelsen af litteratur I min studietid blev vi aldrig spurgt, om en litterær tekst rørte noget i os, inderst inde. Vi sagde heller ikke noget om det selv, fordi studiet af litteraturen skulle handle mere om fornuft end følelser. I anmelderhvervet, derimod, er skellet mellem hjerne og hjerte mindre skarpt, og derfor bliver diskussionen af litteraturen mere følelsesmæssig her, hvad enten man kan lide det eller ej. Det kan jeg, og med norske Hanne Ørstaviks»Uge 43«kan det slet ikke undgås, for romanen handler om følelser (og) om litteratur. Der sker ellers ikke meget i Ørstaviks anden roman på dansk. Den 33-årige Solveig fortolker alt omkring sig, mens hun underviser i litteratur på en norsk højskole. I et sagte, og derved sigende sprog beskriver Ørstavik hendes tankebaner som cirkelslutninger mellem en svigtende mor og så den bundløse betagelse af den ældre kollega Hilde. De menneskelige relationer når bare ingen steder hen, fordi Solveig først vil være sikker på, at de er helt oprigtige (modsat dem til moderen). Dette ultimative krav projicerer Solveig direkte over på litteraturen. Hvis dén ikke føles sand eller oprigtig, må enhver dialog slutte: Ingen argumentation kunne få hende til at opleve det anderledes. Det var et paradoks, at hun var blevet litteraturforsker, hun kunne ikke holde ud at diskutere litteratur. Der var ikke noget at diskutere. Med den indstilling bliver kun meget lidt ført ud i livet, og»uge 43«slutter da også på en fredag. Dér støder Solveig ind i en mental katastrofe, og det er særdeles hård læsning, fordi Ørstavik gør det frysende klart, hvorfor hendes hovedperson nægter at give slip på sine paradoksale krav til både mennesker og bøger. Når romanen er så stille og indfølt, bliver det et spørgsmål om temperament, hvorvidt du finder den ægte læseoplevelse hos Ørstavik. Skal man kræve det af sin samtidslitteratur? Ved at gribe det spørgsmål kaster romanen i hvert fald vrag på Solveigs udsagn om, at litteraturen ikke kan diskuteres. Når Solveig f.eks. siger, at en bog skal føles sand og virkelig for at være litteratur, betyder det så, at man skal læse den fordring på metaniveau? I så fald bliver»uge 43«forsvarsløs over for kritikere, der ikke selv føler sådan en ægthed under læsningen. Den modstand mødte Ørstavik en del af i Norge. Hovedpersonens mentale habitus opfordrer dog til, at hendes litteratursyn ikke uden videre skal overtages af andre læsere. Heller ikke»uge 43«s. I så fald må man insistere på, at litteraturen altid af princip skal kunne leve op til sine egne, moralske krav. Som hos Solveig ender vi igen i spørgsmålet om kunstsyn, temperament og dermed igen fornuft og følelse, og Ørstaviks romanbedrift sætter dette gamle spørgsmål på spidsen. Som jeg hører det, svarer hun ikke, og dermed bliver romanen ét med sin tænkende hoved(-)person, der higer og søger i nye bøger, men ikke når frem til nogen guldrandet sandhed. Det er ingen ny form, men i Ørstaviks inderlige udgave føles det sådan. Jeg har, til hendes ros, ikke læst noget lignende før. NR. 4 DECEMBER

6 (roman) Absolut Molière Molières»Don Juan«udspilles mellem absolut urimelighed og æresbevidsthed Molière Don Juan eller Stengæsten (Don Juan ou le festin de pierre) Oversat af Per Aage Brandt 98 sider, 100 kr. Basilisk Anmeldt af Svend Erik Larsen Sig navnet Don Juan, og så ved vi det er om forførelse. Der er også forførelse på færde i Molières komedie fra 1665, nu nyoversat af Per Aage Brandt til afløsning for Christian Ludvigsens oversættelse fra Men forførelse er næppe hovedsagen, selv om Don Juan er såre aktiv. Og egentlig forførende er komedien i sig selv heller ikke. Den gik heller ikke særlig godt for Molière, heller ikke da Thomas Corneille prøvede med en version i bunden form, på vers. Om det nu er hastværk der gjorde at Molière ikke fik den formet på vers, for dét kunne han jo nok i»tartuffe«og»misantropen«hvor versene kan være helt hypnotiske, ved vi ikke. Eller om han bare syntes at komedien skulle ud i prosaens fri bastardform, med dens mange sammenstød mellem betydningsniveauer. Men på prosa er den, og heterogen er den også, brudfyldt og med ender der stritter. En prosaisk og derfor moderne komedie. Ligesom forførelsen bliver et uudtømmeligt hovedtema når Don Juan bliver til en moderne heltetype godt og vel 100 år efter Molière, så er det også denne ujævne sammensathed der gør komedien god at slås med for moderne læsere og iscenesættere. Forførelsen er hverken raffineret eller honningsød. Den er rå, direkte og åbenlys. Den er en del af Don Juans offentlige karakter. Derfor kan den uden videre forbindes med Don Juans æresbegreber. Han står skam ved sine eskapader og vil slås, hvis nogen krænker den ære han sætter i med god ret at gøre som han vil. Så trækker han blank med dødsforagt. Som en moderne egocentriker med kort lunte. Det er hér hans farlighed ligger for alle: sammenstødet mellem absolut urimelighed og absolut æresbevidsthed. Ikke hans forførelseskunster, der jo kun omfatter nogle af personerne kvinderne. Forførelsen er nærmest kun et element der driver handlingen. Den får Don Juan til at leve i nu et, i ustandseligt skiftende situationer, som han både selv former og griber når de er der. Derfor dukker personer og begivenheder op noget tilfældigt uden større overordnet sammenhæng eller begrundelse. Molière slipper for at skulle gøre sig umage. Der er ikke meget bunden form over handlingen. Nej, farlig er Don Juan fordi han urokkeligt skiller sig ud fra ethvert normativt fællesskab gud, faderens autoritet, troskab, aftaler, familie, you name it. På dét punkt er han altid den samme:»jeg har ikke forandret mig,«siger han, men han forandrer de andres verden uden deres vilje og medvirken, bare ved at være den han er. Det er muligt at leve, have det godt endda, være æresbevidst, være tapper. Men uden sociale og guddommelige bindinger. Den afgørende sætning hen mod slutningen er at ingen skal kunne sige at»jeg er i stand til at angre«(hvilket hos Ludvigsen oversættes ukorrekt til det blot faktiske»at jeg angrede«). Dét er Don Juans farlighed, og det er dér han er fanget til sidst. Han ikke bare lade være at angre, han kan ikke, for så vil han ophøre med at have identitet i forhold til sig selv og andre, ikke eksistere længere. Så da stengæsten inviterer ham må han følge ham, kan ikke vælge at sige nej, velvidende at også dét fører døden med sig. Hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele, som en senere Don Juan-kender, Kierkegaard, sagde. Med den forskel at Don Juan gør begge dele uden at fortryde. Den slags ting er svære at sætte på glidende vers, men godt til prosaens brud, spring, ironiske vendinger og direkte tale. Absolut urimeligt, absolut godt, absolut Molière. Derangeret Med Jerofejevs fordrukne helt on the road eller rettere off the rails Venedikt Jerofejev Moskva Petusjki Oversat af René Wad Andersen 192 sider, 268 kr. Rævens Sorte Bibliotek Anmeldt af Ole Nyegaard Man kan godt have sine bange anelser med en bog som denne. På bagflappen ses et billede af forfatteren. I fuld overensstemmelse med myten omkring dette værk og dets ophavsmand har han halvlangt fedtet hår, redt i en hentehårsfrisure, en cigaret i den ene hånd og et glas i den anden, og læberne snerpet syrligt sammen. Det virker, som har han lige taget en tår af glasset måske indeholdende en af de drikke, hvis opskrift findes i bogen (Kanaanæisk balsam: Denatureret sprit 100 ml, Bárkhat-øl 200 ml, Filtreret møbelpolitur 100 ml)? Personligt har jeg ikke meget fidus til forfattere, hvis ry hviler på deres forkærlighed til alkohol, opium, små drenge eller lignende laster. Hvis de da ikke også kan skrive. Venedikt Jerofejevs»Moskva- Petusjki«fra 1970 cirkulerede i Sovjettiden i de uofficielle samisdat udgivelser, bogen havde kultstatus inden tiderne skiftede og blev officielt acceptabel i I dag er det en klassiker. Jeg har ikke haft lejlighed til at sammenligne den danske udgave med originalen, men oversættelsen forekommer flydende. Oversætteren René Wad Andersen har forsynet bogen med et noteapparat, der forklarer de mange allusioner ikke bare til Biblen, men også til en lang række litterære forgængere, nøgterne såvel som alkoholiserede.»moskva-petusjki«omhandler en togrejse foretaget af Venja, den alkoholiserede fortæller. Med dette togturskoncept in mente kunne man så rubricere bogen som et stykke rejselitteratur. Ikke helt ulig Laurence Sternes følsomme rejse åbner bogen med en bemærkning om, at fortælleren aldrig har set Kreml. For når han leder efter Kreml, ender han uvægerligt på Kursk-banegården. Jerofejev lader, i lighed med Sterne, digressionen styre fortællingens logik, hvad enten det er rejsens retning eller fortællerens ordstrøm. Som Tristram Shandy bemærker, kan man ikke tage hans digressioner væk uden at fjerne selve hans beretnings solskin. Rejsen fra Moskva til Petusjki foretages i alkoholens tegn: Togets overkontrollør, Semjónytj, interesserer sig ikke for billetter eller betaling, men afkræver de rejsende en milliliter vodka pr. kilometer; og mange af bogens samtaler kredser om eller igangsættes af 6 NR. 4 DECEMBER 2003

7 (roman) alkoholen. Men Venja forstår at komme omkring i litteraturens og verdenshistoriens kringelkroge, lige som han undervejs konverserer med herrens engle (der nærmest fungerer som buttede ornamentale barokengle på det spinkle plot).»moskva-petusjki«kaldes som Gogols»Døde Sjæle«et poem. Og på samme vis som Gogols mesterværk er blevet det, kan man læse Jerofejevs poem som en kommentar om en trøstesløs samtid, om undertrykkelse af åndelighed, følsomhed og kultur i en verden, hvor vodka koster mindre end litteratur, og hvor alkoholen udgør et eksil. Eller man kan se det som et tidløst lyrisk værk, der på udmærket vis forener uforenelige modsætninger, beruselsens tåger med tankens skarphed, åndelig afstumpethed og grimhed med ømhed og skønhed og så videre ad infinitum. Frem for alt fanger»moskva- Petusjki«dog, fordi den er ualmindelig morsom. Odysséen fanger ikke læseren som en historie om en mand, der rejser hjem, men som fortællingen om hans vildveje og forhindringer. Og den store læseoplevelse som Jerofejev afstedkommer, består ikke så meget i rejsefortællingen, men i Venjas fabulerende omveje og afvigelser fra et elementært hjemrejseplot. Som en anden rejsehelt, Leopold Bloom, kan virke som en fyr, det kunne være hyggeligt at dele et glas eller to med nede på den lokale pub, får man også indtryk af Venja som en gemytlig drikkebroder bare han ikke skal mikse cocktails! Forrige nummer af tidsskriftet»passage«(nr. 46) tematiserede den berusede tekst, og her henledte Jørn Erslev Andersen opmærksomheden på det paradoks, at mange berusede tekster ved nærmere eftersyn viser sig at være»gennemsyret af komposition og stilistisk tilrettelæggelse, teksten benytter blot perceptions-strategisk beruselse som en slags fuldt kontrolleret ethos«.»moskva- Petusjki«står som et fuldgyldigt eksempel herfor. I forlagets pressemeddelelse anbefales det, at man læser Jerofejevs bog ledsaget af et glas vodka eller to. Det lyder som en god idé, at læse mens man luner sig ved et glas. Men jeg tror ikke, det vil fremme forståelsen, dertil er»moskva- Petusjki«for nøgtern og knudret, og man vil næppe erfare noget dybere ved at læse Jerofejevs mesterlige poem gennem sprittåger. Anbefalelsesværdig roman-roman Centrale spørgsmål behandles i Muñoz Molinas prisvindende roman Antonio Muñoz Molina Sefarad Oversat af Iben Hasselbalch 400 sider, 348 kr. Gyldendal Anmeldt af Hans Lauge Hansen I oktober modtog den spanske forfatter Antonio Muñoz Molina (1956) den nyindstiftede litteraturpris Dinamarca for bogen»sefarad«. Prisen vil hvert andet år blive tildelt forfatteren af et oprindeligt spansksproget litterært værk udgivet i dansk oversættelse. Det er den spanske ambassade som i samarbejde med en række latinamerikanske landes ambassader har sponsoreret prisen, med det formål»at styrke en gensidig forståelse mellem den danske og den spansktalende befolkning«. Ordet»Sefarad«er den hebraiske betegnelse, som den jødiske befolkning på den iberiske halvø brugte om deres land, inden de blev landsforvist af det katolske regentpar Isabel af Kastillien og Fernando af Aragon i 1492, og som titlen antyder, tager bogen afsæt i eksileringsproblematikken som det gennemgående tema for bogens sytten kapitler. Hvert kapitel fortæller sin egen historie, men historierne er alligevel snævert sammenhængende, ikke bare tematisk, men også gennem et netværk af genkommende personer og referencer, som inviterer læseren til selv at etablere de ofte kun antydede sammenhænge. Fortællingerne blander fiktive og historiske personer (bl.a. Primo Levi, Willi Münzenberg, Jean Améry, Franz Kafka og Victor Klemperer) i en kollage der placerer sig mellem romanskrivning og historiefortælling, med en eksplicit fortæller der hele tiden skifter identitet og leger kispus med læseren gennem skiftende udsigelsespositioner og en labyrint af intertekstutelle referencer. I undertitlen betegner Muñoz Molina selv værket som»una novela de novelas«(oversat til en»roman-roman«), hvormed han henviser til såvel bogens tilblivelse som til dens struktur. I en afsluttende note erklærer forfatteren at han selv har digtet meget lidt i de historier han fortæller, og at de stemmer han lader tale, er stemmer han enten selv har hørt og gemt i sin erindring, eller nogle han har fundet i andre bøger fortrinsvis i en række biografiske fremstillinger af de i»sefarad«optrædende historiske personer. Det konkrete udgangspunkt for mange af historierne udgøres af Antonio Muñoz Molina (Foto: Hans Lauge Hansen) jødernes diaspora i det 20. århundredes Centraleuropa hærget af totalitære regimer, hvor Muñoz Molina spørger til hvad det var der gjorde, at ingen gjorde noget. Ikke engang ofrene selv, som ofte forholdt sig passivt afventende og accepterede deres skæbne, ligesom Kafkas K i»processen«paralyserede af deres pludselige identitet som paria. Men vi finder også fortællinger der tager deres udgangspunkt i Spaniens traditionalistiske regime i 50 erne eller i forfatterens eget privilegerede forfattermiljø i 1990 ernes Europa sågar København lægger navn til et af kapitlerne. Men den tilsyneladende diametrale modsætning mellem de totalitære regimers åbenlyse foragt for mennesket og mangel på respekt for det enkelte individ dekonstrueres gennem glimtvise paralleller til det senmoderne og europæiske Spanien, hvor ligene af illegale afrikanske emigranter flyder i land på de andalusiske kyster. Vi kan få øje på barbariet i den nazistiske holocaust, men kan vi sige os fri for ikke også selv at reproducere den sociale marginalisering som udgangspunkt for opretholdelsen af den skrøbelige normalitet, synes bogen at spørge? Vi kan tage afstand fra historiens Hitler, men hvor snævert er egentlig forholdet mellem modernitet og totalitarisme? Spanien har i mange år, både under Francos diktatur og i perioden frem til optagelsen i det europæiske fællesskab, kigget langt efter det demokratiske Europa, men hvori adskiller det 20. århundredes europæiske regimer sig egentligt fra 1500-tallets religiøse intolerance, der mundede ud i Spaniens uddrivelse af både jøder og maurere? Sådanne spørgsmål ligger under fortællingernes overflade og vidner om forfatterens udviklede bevidsthed om litteraturens etiske ansvar. Muñoz Molina er herhjemme er kendt for romaner såsom»vinteren i Lissabon«(1992),»Den polske rytter«(1996), og»fuldmåne«(2000), og vi genfinder nogle af forfatterskabets store temaer i»sefarad«, om end i en anden iklædning: forholdet mellem erindring og fantasi, mellem fiktion og historie samt mellem fortælling og konstruktion af kulturel identitet. Muñoz Molina har med»sefarad«skabt sit til dato mest polyfone og komplekse værk, der i Iben Hasselbalchs glimrende oversættelse fremstår som det perfekte valg for den første tildeling af denne nye pris. Bogen skal have min varmeste anbefaling med på vejen. NR. 4 DECEMBER

8 (roman) Litterær trepanering Mick Jackson Tunnelmageren Mick Jackson borer hul i Tunnelmagerens tykke skal i debutromanen om den femte hertug af Portland (The Underground Man) Oversat af Bitten Posselt Langhede 283 sider, 298 kr. Rosenkilde Anmeldt af Jakob Stougaard-Nielsen Der er ikke noget bedre end kugleskøre excentrikere fra victoriatidens England. Mick Jackson har givet liv til en af de mest farverige af slagsen i sin debutroman fra 1997,»The Underground Man«, for nyligt udkommet på dansk som»tunnelmageren«. Det historiske materiale i sig selv, tilsat spredte rygter og lokale myter, ville være nok til en underholdende historisk roman, men Mick Jacksons roman vil mere og andet end det. Tunnelmageren er den excentriske femte hertug af Portland, William John Cavendish-Bentinck- Scott, der levede fra 1800 til 1879 på sit sagnomspundne gods i Nottinghamshire. Hertug William af Portland levede og døde som excentrisk eneboer på sit familiegods i det nordlige og altid tågede England, og han er mest kendt for at have bygget et omfattende system af brede tunneler under sit gods. Visse steder var tunnelerne så enorme, at to hestevogne med lethed kunne passere hinanden på vej fra godsets kældre til de omkringliggende landsbyer. Man skulle tro, at romanen vil forsøge at forklare, hvorfor hertugen lod disse tunneler opføre eller i det mindste udmale detaljer af hertugens omfattende og mildest talt ualmindelige byggeprojekter. Men Jackson dvæler ikke ved myterne for det bizarres skyld. Over en vinter følger vi derimod hertugens slentrende og springende tanker nedfældet i en fiktiv dagbog, kun afbrudt af korte kommentarer fra den lokale befolkning eller hertugens eget personale. Vi møder en aldrende mand, hvis krop er i tiltagende forfald. Hårene vokser ud af ørerne, og hypokondrien tager til, i takt med at afskyelige husgeråd og benbrækkende mirakelkure afprøves. En af romanens genialiteter er, at netop som disse komiske, kropslige optrin er ved at trætte læseren (og hertugen selv), da tager et velkendt, men alligevel overraskende, psykologisk mønster form. Hertugen lider af en ubændig længsel, som først har distancerede forældre og siden en ugengældt forelskelse til genstand. Hertugen er ubehjælpeligt Omslag ved Jerry Bauer ensom på trods af de utallige, hengivne opvartere og undersåtter (den historiske hertug var en meget elsket mand af folket). Ensomheden og længslen, der driver hertugens hypokondri og sikkert også tunnelbygningsmanien, får en sidste gestaltning i en spøgelsesagtig drengefigur, der følger hertugen på en rejse til Edinburgh, hvor han lærer om trepanering. Denne forældede kirurgi forløser den gale hertug fra indespærringen i det ensomme skelet den»slipper en smule af mig selv ud i verden«, som hertugen konkluderer. Forløsningens tilsynekomst, sammenbindingen af de mange tråde, figurer og tanker i bogens sidste tredjedel, giver en af de helt store læseoplevelser. Hertugens eksperimenter med trepanering bliver mod romanens afslutning et billede på romanens styrke. Det er netop ind i hovedet på hertugen, vi kommer som læsere. Så tæt, så poetisk og loyalt er man sjældent kommet på excentrikerens, det længselsfulde menneskes, egen selvopdagelse og forløsning. Mick Jackson er endnu et produkt af Malcolm Bradburys skole i kreativ skrivning ved University of East Anglia, men debuterede først som romanforfatter efter i flere år at have været en af hovedkræfterne som sangskriver og sanger i alternative bands som»the Screaming Abdabs«og»The Dinner Ladies«. Sidste år udkom Mick Jacksons anden roman,»five Boys«, der dog endnu ikke er kommet på dansk. Ugo DiFonte Mundskænken Velbekomme! Let frokost: Metafiktion og mundskænkeskærmydsler i renæssancens Italien (The Foodtaster) Oversat af Bente Kastberg 300 sider, 278 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Andreasen Som Eders litterære mundskænk kan jeg byde på en menu bestående af en læskende og letfordøjelig roman velegnet til den ikke alt for kræsne læser med smag for det hurtigt konsumerede. Som bogstavelig hors d œuvre har romanen en fortale med forklaring på sin egen oprindelse forestået af dens såkaldte oversætter og udgiver, Peter Elbling. Han hævder at være kommet i besiddelse af dette enestående renæssancemanuskript efter et kort møde med en storpralende bulgarsk linedanser af sigøjnerfamilie. Manuskriptet er på grundlag af efterfølgende professionel bedømmelse blevet vurderet ægte, og hr. Elbling har så gennem fire år forberedt og redigeret den oversættelse, som nu foreligger. Om den egentlige forfatter Ugo DiFonte (meget symbolsk fra kilden ) og hans hjemby Corsoli, som desværre gik under i et jordskælv i slutningen af det 17. århundrede, findes ingen andre vidnesbyrd end netop dette bemærkelsesværdige manuskript. Denne lille forret er et sandt væld af tekstlige relativeringer, hvis mål synes at være at tematisere ægthed og historisk realisme. Den er i sig selv en spændende optakt, hvis metafiktive iscenesættelse lover godt, og som læser venter man spændt på, med hvilke spidsfindigheder konstruktionen skal fortsættes for efterhånden kræver metafiktiv litteratur en stadigt stigende spidsfindighed for vedblivende at være interessant. Men det ender her, hvor det knapt er begyndt. Menuen viser sig desværre kun at være en toretters, forog hovedret, hvor den påfaldende mangel på en afrundende ganekilder som prikken over i et er markant, fordi der med metafiktionen er lagt i ovnen til noget mere, der desværre udebliver. Den stilistiske opskrift lyder på én del dagbogsroman, én del memoires, én del pikaresk roman alt sammen pisket let og luftigt under tilsætning af flere knivspid- 8 NR. 4 DECEMBER 2003

9 (artikel) ser Rabelais og karnevalisme, et voilà: en velsmagende, om end ikke englesyngende delikat pistacie undskyld, pastiche. Selve historien om Ugo, der fra forfærdelige kår ved held, snilde og menneskelig fornuft ikke blot sikrer sig en stilling som mundskænk for den lokale tyran af en hertug, men tillige ender som hans højre hånd og rådgiver, er velfortalt og spændende hovedsageligt fordi den er mættet med action. På vejen frem mod det bærende klimaks hvordan Ugo skal bære sig ad med at afværge den gamle, liderlige hertugs gifteplaner med Ugos egen datter, Miranda, uden selv at blive henrettet for loyalitetsbrud opbydes en række fine tidsbilleder. De veksler mellem de meget kendte vinkler pesten og inkvisitionen og de mere eksotiske såsom den civilisationshistoriske nicheberetning om gaflens indtog hos den særdeles etiketteudfordrede hertug. Under pasticher, tidsbilleder og action ligger en lidt triviel beretning om social elendighed og survival of the fittest anno 1534, hvis til tider ret så patetiske kærlighedsskildringer udpræget mangler nerve og desværre heller ikke vinder som tilstræbt skildring af en italiensk mundskænks forsøg udi det poetiske. Hvad der derimod giver en grundlæggende og dybsindig spænding igennem hele romanen, er det paradoks, at en udhungret, altid sultende fattigprås får hyre som mundskænk hos en storfråsende hertug, der på den ene og heldige side har en udtalt faible for kulinarisk overdådighed, men desværre på den anden side i kraft af sin frastødende personlighed og opførsel vedvarende er lagt for had af adskillige fjender og dét i en tid, hvor giftblandingens kunst var ædel og udbredt. Den stakkels Ugo ser derfor konstant sig selv præsenteret for det ene mere vidunderlige måltid efter det andet, men kan kun med livet som indsats komme tæt på dette jordiske himmerige. Dette poetiske paradoks af nydelsesfuld livsudfoldelse i mødet med det mulige tab af selv samme liv, danner en filosofisk kerne, hvis iklædning er ny og veltillavet. Denne mundskænk kan alt i alt godt anbefale fortællingen om Ugo. Den er et stykke kvalitetsfastfood, der kan serveres som en let frokost, der med garanti ikke giver mavekneb, men som til gengæld nok kræver et noget mere substantielt aftenmåltid. Bon appétit! En nådesløs forfatter og en skyldbetynget læserskare Af Kirsten Holst Petersen J.M. Coetzee fik Nobelprisen i litteratur Ingen synes at være i tvivl om, at J.M. Coetzee var et oplagt valg, ja, næsten en selvskrevet vinder af Nobelprisen i litteratur. Ros hagler ned fra kritikere, kolleger og anmeldere, selv fra hans hjemland, Sydafrika, hvor der ellers har været både sur kritik og politisk rumlen omkring udgivelsen af romanen»disgrace«, som han modtog sin anden Booker-pris for i Romanen er bl.a. er et kritisk blik på post-apartheid Sydafrika. Præsident Mbeki besluttede at tage æren til indtægt for hele Afrika og fandt den store retorik frem:»på den sydafrikanske nations vegne, ja, på hele Afrikas vegne hilser vi vores nyeste Nobelprismodtager og soler os med ham i den glans, der udstråler fra denne hædersbevisning.«han fik her flettet ind, at Sydafrika har endnu en Nobelprismodtager (Nadine Gordimer i 1991), men retorikken klinger lidt hult, især i betragtning af, at Coetzee er flyttet i et frivilligt eksil i Australien. ANC s talsmand, Smuts Ngonyama, kommer nærmere sydafrikanske følelser i sin udtalelse. Efter at have sagt at han håber, at prisen vil virke som inspiration for landets og Afrikas unge forfattere, siger han:»vi håber også, at det vil anspore forlag og læsere til at opdage kontinentets enorme oversete litterære potentiale.«der har i Sydafrika, både før og efter Apartheid, eksisteret en utilfredshed med, at kun de hvide blandt landets forfattere er blevet bemærket i den vestlige verden. Coetzees forfatterskab er opstået af og lever i de brudflader, som er hans og mange af hans generations sociale, nationale og kulturelle arv: Hvid, engelsktalende sydafrikaner, der trods en Boer baggrund var i opposition til Apartheidregimet, omgivet af de undertrykte afrikanske kulturer, som ikke var hans, og som han uundgåeligt blev medundertrykker af, og med et kulturelt ståsted, der lå i den intellektuelle europæiske tradition, som den udspiller sig ved universiteter i England og Amerika, og som var undertrykt eller direkte bortcensureret i Sydafrika. Denne liberale, engelsktalende, hvide tradition, som under Apartheid ikke havde magt nok til at spille nogen afgørende rolle i det nationale drama, er blevet beskrevet som»en blindgyde i historien«. En magtesløs, historisk blindgyde i et ekstremt voldeligt samfund er en tung arv! Den kan selvfølgelig håndteres på flere forskellige måder. Gordimer kastede sig ud i en mere og mere kritisk social og psykologisk analyse af den historiske situation, som den skred frem, mens Coetzee skriver allegorier om undertrykkelse, der nok har rod i Apartheid situationen, men som udvider diskussionen om magt og afmagt til koloniale, psykologiske eller seksuelle magtmisbrug. Hans univers er gennemsyret af følelsen af at være indespærret i et uafvendeligt fængsel af magtmisbrug mellem mennesker og stater, og hans personer kæmper hele tiden mod magtmisbruget, for at forstå det eller for at undgå det. Til trods for den allegoriske form er det et ekstremt komplekst univers Coetzee skriver frem. I situationer, hvor ondskab og overgreb florerer, er der ingen helte og få deciderede skurke. Tid og sted er ofte flydende og genkendelige diskurser (feminisme, liberalisme, racisme), der bevæger sig ind og ud af fortælleuniverset; bedst som man tror, at man har fået fod på stoffet (en feministisk analyse eller en kritik af imperialismen), sætter en moddiskurs ind, som umuliggør den tolkningsmodel, der ruller ind på lystavlen. Identifikationen med persongalleriet bliver på samme måde hele tiden forpurret af modsætninger eller af personernes ugennemtrængelighed. De skjuler sig, kan ikke eller nægter at tale. Tilbage står en række individuelle forsøg på væren over for magten, eller magtmisbruget. Sproget er kafkask, minimalistisk og præcist, og sammen med den allegoriserende form skaber det et moralsk univers, som hos andre forfattere ville blive betegnet som tidløst eller eviggyldigt, men som her også undslipper den betegnelse, idet der hele tiden optræder skygger af historisk genkendelighed. Historien, set som den skygge fortiden kaster over nutiden, er et vigtigt tema. Det Svenske Akademi hæfter sig i sin prisbegrundelse ved, at Coetzee er»skånselsløs i sin kritik af den vestlige civilisations grusomme rationalisme og kosmetiske moral.«vi er dybt fascinerede af at blive tugtet på en så nådesløs og samtidigt gennemtrængende intelligent måde. Måske er vi endda lidt beærede. NR. 4 DECEMBER

10 (roman) Gamle biler og modne damer Lars Kjædegaard Israel Falk 264 sider, 299 kr. Lindhardt og Ringhof Anmeldt af Kristian Mørk Kjædegaard skriver nuanceret og nænsomt om mennesker, men hans seneste roman mangler fremdrift Biler og kvinder hører til hjørnestenene i mange mænds liv. Og således også i Lars Kjædegaards seneste roman»israel Falk«, hvor fire vidt forskellige mænds liv bliver knyttet sammen gennem livets tilfældigheder og en gammel Volvo. Karrieren har aldrig været i fokus for George. I stedet har han plejet sine to store interesser: damer og biler. Et utal af damebekendtskaber og befordringsmidler senere er George kommet i tresserne, da han inden for kort tid forelsker sig i både en Volvo og en kvinde. Volvoen tilhører Israel Falk, en gammel jøde, der overlevede både internering og flugt til Danmark. Israels søn er psykolog, og han forhindrer et salg af bilen, til Georges store irritation. De to mødes igen, da Georges store kærlighed bliver dræbt i trafikken, og han får et nervøst sammenbrud. Sideløbende forsker en ung mekaniker i jødernes historie, og da George overtager værkstedet, og Falk & søn kommer for at få lavet bilen, bliver de fire skæbner viklet ind i hinanden. Det hele foregår selvfølgelig i Helsingør, for det gør alle Kjædegaards romaner. Lars Kjædegaard har efterhånden et omfattende forfatterskab bag sig.»nekrolog«fra 2001 og»det store sus«fra 2002 var begge udmærkede krimier, der også bød på vid og eftertanke ud over elementær spænding. Med»Israel Falk«har Kjædegaard forladt genre-litteraturen til fordel for mere litterære ambitioner. Men romanen mangler noget af den naturlige fremdrift og forløsende slutning et velafprøvet krimiplot kunne give.»israel Falk«er en god bog fuld af sære, sørgelige og søde mennesker, der beskrives med en fin forståelse for de mange facetter, der danner en person. Man klukker et par gange og genkender også sig selv i glimt. Alligevel virker romanen uforløst. Hvor er vi på vej hen? Hvorfor skal det fortælles til en krone per side, når jeg i stedet kan se seriezonen? Det får vi ikke noget klart svar på. Det centrale punkt der forsvandt Central genudgivelse af Poul Vads beretning om tingenes tavshed og om det centrale punkt der forsvandt Poul Vad Dagene 126 sider Døgnet 131 sider Døren 142 sider Pr. bog 120 kr. Arena Anmeldt af Max Ipsen»Jeg kunne ikke få fat i det centrale punkt i mig selv som jeg gik der«, konstaterer det anonyme jeg i Poul Vads»Døgnet«. Få fat i det centrale punkt i sig selv kan de ligeledes anonyme fortællere i de to andre bind,»dagene«og»døren«, i Poul Vads trilogi heller ikke. De søger. En mening, sig selv. Men finder hverken det ene eller det andet. De søger det overordentlige, som jeget i»døren«siger, men taber derved det nærliggende af syne, og de må konstatere, at de derved mister begge dele, både det overordentlige og det nærliggende.»dagene«,»døgnet«og»døren«blev i 1967 oprindeligt udgivet som ét værk med titlen»taber og vinder«. Nu er værket af Arena blevet udgivet som tre separate bind, der hver især har fået genreangivelsen roman. De tre bind kan, som det bedyres på bagsiden af hver roman, læses hver for sig. Og de er små mesterværker hver for sig. Men man skal ikke nøjes 10 NR. 4 DECEMBER 2003

11 (roman) med at læse hver enkelt roman. Man skal læse dem alle tre. Det kommer der nemlig et større mesterværk ud af, og det kommer der et eksperiment, som delvist skjules i opdelingen ud af: Forsøget på at beskrive den samme erfaring gennem tre helt forskellige og dog så ens temperamenter. Studenten hvis sidste dage af et studieophold til Paris vi følger, kontormanden som vi følger et tilfældigt døgn, og lediggængeren hvis byvandring vi følger, har det træk tilfælles, at de vil forstå, at de vil trænge ind i tingene. Men tingene er hårde, uden betydning. De tre leder efter»en skjult sammenhæng tingene imellem«, men de må som kontoristen i»døgnet«konstatere:»den gav sig ikke til kende for mig«. Der er ingen skjult sammenhæng. Tingene er ting. Og de er uigennemtrængelige. Den samme erfaring berettede Robbe- Grillet omtrent samtidig om som talsmand for den nye roman i Frankrig, men i en noget mere rystet prosa end Vads. Vad holder tungen lige i munden og beretter fra centralt hold om det forsvundne centrum. Og det er måske, når alt kommer til alt, ikke mindre radikalt end at lade opløsningen slå ud i beretningen. Antihelten i antidannelsesromanen»dagene«må på vej hjem konstatere, at den erfaring, han forlader byernes by med, er en anti-erfaring:»jeg rejste bort lige så uvidende som jeg var kommet, jeg havde intet set, intet lært og intet forstået, jeg havde bare siddet i klemme en gang imellem«. De to andre går det ikke stort bedre. Erfaring er anti-erfaring hos Vad, og erfaring er erfaringen af at sidde i klemme mellem forventningen om, at alt tavst skal tale og det faktum, at alt tavst tier. Det er godt set af Arena, at Poul Vads trilogi er et overset mesterværk i dansk litteratur, som fortjener den opmærksomhed en genudgivelse kan give. Layoutet er smukt og enkelt udført af Eli Lund, som tidligere i forbindelse med udgivelsen af sin egen»jeg vil have sex med en kvinde fra fremtiden«har vist, at han mestrer den kunst. Et enkelt kritisk punkt må dog i den forbindelse nævnes: Der er for mange slå- og satsfejl i teksten. Denne indvending skal imidlertid ikke være udgangen på denne anmeldelse: Poul Vads trilogi er fremragende, og det er godt, den er blevet genudgivet. Læs den. Ludvig en litterær figur Palle Petersen vender op og ned på det mytologiske Holbergbillede i sin pseudonyme roman Herman von Brehmen Ludvig på bjerget 296 sider, 299 kr. Borgen Anmeldt af Peter Christensen Teilmann Der er skrevet et hav af gode, gammeldags digterromantiske biografier foruden akademiske afhandlinger og andet kuriosa, hvor det biografiske argument er bærende om skælmen og oplysningsfrontløberen Ludvig Holberg. Der har altid hvilet en form for klassicistisk gådefuldhed over Holberg, der har talt til forskere og forfattere gennem tiderne. Og det er muligvis også den, der gør, at en moderne biografiker og monografiker ikke rigtigt kan komme i kødet på Holberg på samme måde som med Kierkegaard, Sophus Claussen, Johs. V. Jensen og H. C. Andersen. Der trænges til en ny monografisk biografi eller historisk-biografisk roman om Ludvig Holberg, der virkelig er skrevet på moderne erkendelser om biografismens faldgruber og myndighedsproblematik og om interpersonalitetens og intertekstualitetens potentialer i læsningen af et stort og mangfoldigt forfatterskab som Holbergs. Der skrives stadig biografiske værker om Holberg, men der er aldrig skrevet en på et tempereret, men stadig personligt engageret moderne grundlag som vi ellers kender det i forhold til de andre klassikere, som fx Keld Zeruneiths spektakulære arbejder om Emil Aarestrup og Sophus Claussen og Joakim Garffs bestseller om Søren Kierkegaard,»SAK«. Men forsøget gøres hele tiden. Så sent som i 2002 udkom den tidligere norske kulturminister Lars Roar Langslets mursten af en biografi,»den store Ensomme«. Før Langslet finder vi en række biografier, der er lidt i samme ånd. Det gælder fx Th. A. Müllers»Den unge Holberg «(1943); før ham fx Karl Mortensen i en serie om»fremragende Personligheder«,»Ludvig Holberg«(1925); og helt glemt af den slags er Svend Leopolds fire binds biografiske roman fra , hvor første bind hed netop»den unge Holberg«(1922). Før dem skrev Brandes sit delvist nationalromantiske, delvist hypermoderne helteopus fra 1884, tohundredeåret for lille Ludvigs fremkomst på verdensscenen,»ludvig Holberg«. Visse fremfører med rette, at Georg Brandes epos er en af de bedste samtidshistoriske romaner, der er skrevet om Holberg. Sammen med Ejnar Thomsens»Sfinxen«(1954) og Jens Kruses»Den poetiske kriger«fra Og nu er så udkommet en roman af Herman von Brehmen paratekstuelt mimende den holbergske titel:»ludvig på bjerget eller Holberg på Komedie: folkebog skrevet af Den Politiske Kandestøber, Herman von Brehmen, omkring 1722, omhandlende Ludvig Holberg og hans komedier : fundet bag en væg i Sorø Akademi i år 2000 og bearbejdet af Palle Petersen«. Palle Petersen, ophavsmand, Nørrebrobisse og grønlandskender (han har skrevet mere end dusin bøger herom), er i mere eller mindre skjult dialog med eller opposition til nogle af de ovenstående. Han siger selv om den: jeg synes, Ludvig på bjerget forvandler myten om det store ensomme geni, Holberg, til det usikre og følsomme menneske Ludvig ( ). Jeg har således forsøgt at forny den historiske roman ved at gøre op med myterne om konger, helte og store mænd og finde frem til grundlaget og folket, både i indhold og i sprog. Til det har Petersen valgt et finurligt setup (antydet i undertitlen) og plot for bogen, der som en anden karnevalistisk folkekomedie vender op og ned på tingene, ikke for en dag, men for et helt liv, nemlig Holbergs. Holberg iklædes naragtighedens klæ r af den politiske kandestøber og fantast, Herman von Brehmen. Men med den aggressive pointe, at Herman i sin tid tog den unge og ynkværdige Ludvig til sig og førte ham frem mod debuten som dramatiker i 1722, hvorefter Holberg, nu beskyttet af institutionerne, stjæler Hermans idé til en samfundssatirisk komedie og vender den mod ham selv. Hermans modsvar er så fortællingen om Ludvig på Bjerget, der ligesom er en udstrakt version af Hermans fætter, Jeppes lidelseshistorie. Jeppe, hvorom Herman empatisk-finurligt skriver: Jeppe Nielssøn hører ikke til de nidske, fordrukne, dumme og dovne fæstebønder, som borgerne håner på kræmmermarkederne, han er mere gådefuld end Platonius og burde have den filosofiske professorstol i Dårekisten. I den dur følger vi Holbergs professionelle virke og private pinagtigheder hen gennem 12 kapitler, hvor vi støder på personer fra hans samtid og hans komedieværker der vel at mærke først publiceres og sættes på scene i tiden efter den periode, romanen indrammer. Palle Petersens bog er virkelig skælmeri i stof og tanke. Spørgsmålet er kun om den læser, der ikke er indforstået med Holbergs historier og figurer, overhovedet når frem til skælmeriet i sine bestræbelser på at holde styr på personer og begivenheder og deres spejling af Holbergs oprindelige intriger. Men med den rigtige komparative vejviser kan»ludvig på bjerget«læses og forstås som et moderne transtekstuelt værk, der både i form af sin atmosfærefyldte blanding af historisk (mimet) Holberg-sprog og nutidsfraser, sit pseudonyme og sit produktionsmæssige arrangement, er en kommentar til Holbergs tid og forfatterskab og til eftertidens floromvundne forestillinger herom og idiosynkratiske rekonstruktioner heraf. For ikke at tale om de allegoriske tegn i den, der godt kan bruges til at tyde vor tids politiske folkekomedie om magtkorruption, misantropi og socialt fornedrende tabuiseringer. NR. 4 DECEMBER

12 (roman) Jan Kjærstad Det store eventyr Eventyr i overmål (Det store eventyret) Oversat af Camilla Christensen 520 sider, 398 kr. Samleren Anmeldt af Tine Engel Mogensen Lad det være sagt med det samme: en post-trilogisk (gen)læsning af Jan Kjærstads»Det store eventyr«er en blandet fornøjelse. Hvor forfatterens seneste roman,»tegn til kærlighed«fra 2002, kan betegnes som et koncentrat af trilogien, præsenteres»det store eventyr«af forlaget som»trilogiens legesyge og eksperimenterende lillebror«, og slægtskabet er da også igen ubetvivleligt (der må vel strengt taget være tale om en storebror romanen udkom i Norge i 1987).»Det store eventyr«lancerer således former, afprøver virkemidler og kører en mængde temaer i stilling til senere fuld udfoldelse i trilogien: Her er forbindelser på kryds og tværs, genrediversitet, retoriske spørgsmål (»Kan man fange et menneske med ord?«), tendentiøse fortællere, the works, alt i en overordnet hyldest til identitetens mangfoldighed og narrative natur, skriften og kærligheden. Romanen kan samtidig ses som den mest ekstreme inkarnation af Kjærstads encyklopædiske projekt på flere niveauer. Hvad angår faktuelle oplysninger, står romanen i en klasse for sig, eftersom hele dens person-, fænomen- og factsspækkede univers er opdigtet, eller måske rettere vendt på hovedet: Handlingen udspiller sig således i en derealiseret udgave af den vestlige verden i sidste fjerdedel af det 20. århundrede, hvor Norge er en subtropisk ø helliget sukkerindustri, en religiøs smeltedigel af et ferieparadis, hvor hvide har social og kulturel lavstatus. Altså genkendelige skismer med et twist. Genkendelige er ligeledes en lang»det store eventyr«er en ambitiøst myldrende, men ikke ganske vellykket forløber for Wergeland-trilogien Foto: Jo Michael række navne, fænomener og skikkelser fra vores virkelighed, der imidlertid også forskydes f.eks. forekommer»en fyldig Gadamer«i en ostebutik,»freudianerkrigen«i det gamle Hellas, cigaretmærket»baudrillard«osv. Der er tillige mere eller mindre fiffige hentydninger til alt fra»1001 Nats eventyr«, over gamle som nye myter, verdenslitteraturens klassikere (som her i et bad trip:»jeg er i mørkets hjerte jeg ser søvngængere, ødelande, falskmøntere, mænd uden egenskaber, forblindelse [ ] Jeg ser lighus kvalmen pesten«), moderne fysik og Freuds psykoanalyse, til kendte tv-quizzer og Star Wars.»Det store eventyr«er ikke for ingenting blevet kaldt en af de mest ulæselige romaner i norsk litteraturhistorie: De evindelige skjulte, halve og hele referencer til alverdens personer, tekster og fænomener gør teksten lettere uigennemtrængelig. Læserens overblik svækkes desuden af romanens fragmentariske karakter; det er en sand mosaik af utallige tekst- og sprogtyper: eventyr, computerspil, rapporter i new journalism-stil, breve, dagbogscitater, videnskabelige artikler, triviallitteratur m.m., ofte med forskellig layout; en del af romanen er sågar forsynet med marginnoter. Det er ud fra dette virvar af encyklopædiske fragmenter, læseren må forsøge at stykke en historie sammen og det ligner historien om den overfladiske billedmand og kvindebedårer Peter Beauvoir og hans udvikling som menneske, læser og forfatter i sin efterstræbelse af den mystiske kvinde Shoshana Moira, skriften og»k.«(for kærlighed). Questens traditionelle hjælpere udgøres her bl.a. af fem udenlandske videnskabsfolk og fem norske amatørforskere, der beskæftiger sig med eventyrsamlingen»hazar«; det går nemlig undervejs op for Peter, at vejen til Shoshanas hjerte går gennem»hazar«, fortællingen om mennesket som gåde og mangfoldighed. Hele tekstkonglomeratet»det store eventyr«skrives (sammenstykkes) ca. et år efter begivenhederne af et fortællende jeg, som rejser rundt i verden på jagt efter Peters gådefulde»leonardo«, ideligt kommenterende sin egen skriveproces. De to quester viser sig at være én og den samme, nemlig Peter på sporet af sig selv; og romanen får (i hvert fald i den sidste af flere mulige slutninger) karakter af ét langt brev til et du, på én gang Shoshana og læseren: Peters historie, forklaring og forsøg på at vinde et menneske gennem ord. Om sidstnævnte lykkes for Peter, melder historien ikke noget om. Men det lykkes i hvert fald ikke videre godt for Kjærstad at vinde læseren. I den uomgængelige sammenligning med Wergelandtrilogien må man således konstatere mange ligheder og nogle afgørende forskelle. Trilogien opleves ikke slet så fragmentarisk som»det store eventyr«, fordi det encyklopædiske mylder er bedre absorberet i historierne, og romanerne er præget af en langt større episk ro: Læseren bliver i langt højere grad fortalt gennem kaos. I»Det store eventyr«bliver hittepåsomheden trættende i længden bogen bliver for anstrengt, for villet fantasifuld, kvikke påfund drukner blandt andre kvikke påfund, og eksperimentet, selve konstruktionen fylder så meget, at man i modsætning til i trilogien ikke helt kan lade sig rive med af de gode historier. Derudover er tiden i nogen grad løbet fra romanen: visse elementer, der givetvis har været langt fremme i skoene og oppe på det postmodernistiske beat i 1987, giver nu mest af alt romanen et let anakronistisk skær (Kjærstads genopfindelser i trilogien fungerer langt bedre). Nye læsere bør ikke begynde her. 12 NR. 4 DECEMBER 2003

13 (roman) Lars Bo Rasmussen Jeg havde en drøm Attika 183 sider, 299 kr. Ud af fiktionen, ud af livet Anmeldt af Lene Bruun-Kristensen En debutant underminerer romanens potentiale Lars Bo Rasmussens debutroman handler næsten udelukkende om hovedpersonen Jean. Han er opvokset i Provence, men bor nu i det danske studenterhus i Paris omkring Han drømmer om et undervisningsjob på universitetet i København, men må skuffes og i stedet tage forskellige småjobs. Jean er uforbederligt forelsket i den samme pige. Romanen igennem spekulerer han over kærlighedens væsen, og selvom det for en objektiv betragtning er interessant, hvordan en person har det under og efter et kærlighedsforhold, bliver det her jammerligt uvedkommende. Der kommer ingen fremdrift i hverken ham eller kærligheden, og fascinationen af det andet køn virker utroværdig. Det samme afskedsbrev læser man igen og igen, og alligevel går Jean i sin notoriske tvivl tilbage til pigen. I sin generelle usikkerhed føler Jean sig ikke rigtigt hjemme nogen steder, hverken i Paris, København eller i tiden. Han fremstår som den sympatiske, lidt forsinkede humanist-type, der af sin veninde bliver bebrejdet, at han ikke klæder sig mere efter tidens trend, Jean-Luc Godard-stilen. I det hele taget står Jeans kritik af sin tids filosofiske vogue; strukturalismen og marxismen og deres eksplicitte, objektiverende måde at betragte mennesket på, i kontrast til hele det personlige, følelsesladede ridt, som Jean kører med på, men som romanen er stået af. Denne forskydning mellem hovedpersonens»følelsesløse, let flegmatiske overflade«og forfatterens gode intentioner om at afsløre de store følelser bliver til én stor, konfliktløs konstruktion, hvilket romanen endda selv peger på visse steder. Romanen lader til at have biografiens bekendende træk, og det skyldes først og fremmest den fortættede og statiske jeg-skildring. Med andre ord, figurene bliver mere fiktive, end de kan bære. Danskeren Lars Bo Rasmussen, det fortællende jeg og den franske Jean er sært mudret sammen; ingen stikker ud som det ene eller det andet, men sætter blot hindringer i vejen for at udfolde en person eller en roman, der udvikler og udnytter sine modsatrettede følelser eller som Jean siger et sted:»jeg var fri og ufri.«de relativt få ansatser til diskussioner eller følelsesmæssig spænding, som romanen byder på, indfries ikke, som når hovedpersonen midt i romanen spørger, om»følelser måske kan udtrykkes i direkte kontakt mellem mennesker?«hans svar antyder, at vi skulle mangle en slags almen, inter-emotionel kommunikationsdimension. Var det ikke det, romanen skulle være? Spøgelsesagtige eksistenser Juan Carlos Onetti Værftet (El astillero) Oversat af Peer Sibast 202 sider, 250 kr. Husets Forlag Anmeldt af Rigmor Kappel Schmidt Velskrevet sydamerikansk sladder i Onettis sang om Larsen Selv om Uruguay var Onettis hjemland, var hans forhold til virkeligheden så uhjerteligt, at han opfandt den fiktive by Santa María, hvor flere af hans romaner foregik. Det var ikke, fordi han i sin fiktive virkelighed fik opfundet en utopisk drømmeverden, som han kunne søge tilflugt i. Tværtimod. Den fiktive verden er om muligt endnu mere trøstesløs end den virkelige verden, som Onetti afskyede så inderligt, at han tilbragte de sidste små femten år af sit liv, liggende i sengen og praktisk talt uden at se hen mod vinduet, endsige gå uden for en dør. Det kan man læse om i Julio Llamazares essay»liggeren«i Standart 4, I»Ligsamleren«, der tidligere er udkommet på dansk, følger vi Larsen, der driver en kile ind i Santa María, idet han går i gang med at realisere sin drøm om at drive et bordel.»værftet«fortæller den absurde historie om Larsen, der vender tilbage til Santa María og går i gang med at genrejse værftet, hvor der blot sidder et par gamle kontorarbejdere tilbage efter, at direktøren har forladt den synkende skude. De fortsætter stadig deres kontorarbejde og gentager således tidligere tiders aktivitet. Selv insisterer de dog på, at skuden ikke er synkende, men blot driver om for vind og vejr. Samtidig med at fremtiden som administrerende direktør vokser sig lys på det spøgelsesagtige værft, mærker Larsen den spirende kærlighed til Angélica Inés, der klæder sig i hvid kjole. Men den afdankede Larsens følelser for hende kan virke lige så absurde som det illusoriske arbejde på værftet.»værftet«er skrevet i den herlige sladderstil, som også kendes fra de efterfølgende latinamerikanske forfattere, hvor nogle siger at, andre hævder, men Eller også er det lidet troligt, at Eller efter forlydende Hermed dannes en slags oral sladderfortæller med en fluktuerende eller spaltet synsvinkel, hvor man aldrig helt kan fæste lid til det, der fortælles, idet oplysninger sjældent stabiliseres til én sandhed om det skete. NR. 4 DECEMBER

14 (roman) ledningen på romanen: Voldens virkelighed Lovende debutroman om Manhattans ungdom White Mike er tynd og bleg som røg. White Mike er iført jeans og en sweatshirt med hætte og en lang, mørkeblå Brooks Brothersfrakke. Hans lyse, næsten hvide hår er kortklippet. White Mike er clean. White Mike har ikke røget en cigaret i hele sit liv. Har aldrig drukket alkohol, aldrig røget en joint. Men White Mike er blevet en rigtig udmærket pusher. Nick McDonell Twelve (Twelve) Oversat af Henrik Andersen 224 sider, 249 kr. Borgen Anmeldt af Søren Frank Foto: Jean Pagliuso»Twelve«fik de store overskrifter frem, da den udkom i juli Den væsentligste grund var forfatterens unge alder: Nick McDonell var kun 17 år, da han skrev romanen, og det meste af arbejdet blev gjort over en sommerferie. Dette er stof, ud af hvilket myter kan opstå, og som PR-folkene kunne se muligheder i, især når man tænker på ungdomskultur, hype og købekraft. Med til sagen hører forresten også, at Nick McDonells moder selv er forfatter, ligesom faderen har været redaktør for Rolling Stone Magazine; desuden er Hunter S. Thompson og Jay McInerney venner af familien, og nåh ja... romanens redaktør og forlægger, Morgan Entrekin, er forfatterens gudfar. Hm! Hvem sagde kammerateri? Men hvad står tilbage, hvis man ser bort fra denne noget indspiste baggrund? Faktisk en udmærket roman, som ikke uden grund er blevet sammenlignet med Bret Easton Ellis sensationsdebut fra 1985,»Less Than Zero«, som han skrev i en alder af 18 år. I Sam Mendes forstadsfilm»american Beauty«handler den unge Ricky Fitts med stoffer for at finansiere sit dyre videoudstyr, som han bruger til at forevige epifaniske øjeblikke af skønhed, f.eks. en pose, der svæver mellem hvirvlende efterårsblade i vinden. For Ricky er der nogen gange så meget skønhed i verden, at det næsten ikke er til at holde ud. Dertil siger pusheren White Mike, hovedpersonen i»twelve«:»fuck dét«. Parallellen og distanceringen til Mendes film findes allerede på romanens første side og slår faktisk meget fint grundtonen an: i»twelve«skal man ikke forvente at finde skønhed.»white Mike ser ikke på skønhed. Han ser på Manhattans Upper East Side«.»American Beauty«tillader altså glimtvise, skønne brydninger af det overfladiske og substansløse forstadsunivers, hvilket sker rent filmisk gennem en anden billedæstetik, nemlig Rickys optagelser, der i modsætning til filmens overvejende glansfulde billeder er mere kornede og kødfulde, men som også findes på filmens indholdsplan i forholdet mellem Ricky og Jane og i Lester Burnhams undergravende karakter.»twelve«er mere pessimistisk i sin skildring af fremmedgørelse og overfladiskhed, her i et lokalt storbymiljø blandt unge overklasseteenagere, der enten går på privatskole eller kostskole, og som er vant til hushjælp, mærkevarer, designerdrugs og kæmpe lejligheder uden forældres nærvær. Romanen er fortalt meget nøgternt og konstaterende af en tredjepersonsfortæller, hvis distance til stoffet og hovedpersonen er med til at vanskeliggøre indlevelse og dybde, hvilket er helt bevidst. Romanen foregår i dagene op til nytårsaften og er opbygget af 98 korte kapitler, der ofte har karakter af små fragmenter eller snapshots, en montage af både nutidige klip eller flashbacks. Mange af personerne er karikerede og stiliserede, men White Mike er det i mindre grad. Læseren får, f.eks. i flashbackene, antydninger af dybde i hovedpersonen, men fortælleren bibeholder langt hen ad vejen en stor distance til sin hovedperson. Hør bare ind- De mange gentagelser af hovedpersonens navn antyder en ironisk distance mellem fortæller og helt, og ironien understreges af sidste sætnings»men«. White Mike har taget et sabbatår, inden han måske begynder på college. Han tjener penge som pusher, og igennem hans erhverv introduceres læseren til en lang række personer, der i begyndelsen ingen forbindelse har med hinanden, men som til slut i romanen er samlet til en nytårsfest, der udvikler sig til et Columbine. Den apokalyptiske stemning slås an allerede i romanens epigraf:»må vi bede alle rejse sig og holde et minuts stilhed for de elever, der blev slået ihjel. Og må vi nu bede om et minuts stilhed for de elever, der slog dem ihjel«. Den tragiske slutning, som altså allerede indvarsles i begyndelsen, er kulminationen på en roman, hvor skønheden har ringe vilkår.»violence is the hallmark of my generation,«har Nick McDonell udtalt i et interview. Romanen holder sig hele vejen igennem til en hudløs registrering af det betændte og desillusionerede miljø, hvorudaf et Columbine opstår, men til slut i romanen er der vedhæftet et efterord, der antyder skønhedens mulighed eller i det mindste åbner for en udvej ud af det udsigtsløse univers. Det viser sig nemlig, at romanens fortæller er White Mike, der som en af de få overlevede nytårsmassakren. Den store distance mellem fortæller og helt har således været en nødvendighed for en ung mand, der har ønsket at lægge afstand til sin uskønne fortid, og skønhedens eller udvejens mulighed indikeres ydermere ved, at han skriver fra Paris, hvor han er begyndt på universitetet:»jeg ved ikke hvorfor, men Paris forekommer mig at være et bedre sted end New York«.»Twelve«viser sig dermed både at være en dannelsesroman og en kunstnerroman. 14 NR. 4 DECEMBER 2003

15 (roman) Ørkenvandring Fastrups roman kendetegnes ved den hypertrofiske konstruktion og de tekniske billeders kliché Karen Fastrup Mine syvogtyve sansers elskede 254 sider, 269 kr. Rosinante Anmeldt af Jan Bruun Jensen Karen Fastrups anden roman,»mine syvogtyve sansers elskede«, er en noget klichéfyldt fornøjelse. Hun er ikke karrig med den type sanseligt-poetiske klichéer, hvor kvinden folder sin krop ud for manden, som for sin del føler, at han må finde frem til ord, han endnu ikke kender. Dertil ligger der en næsten uhæmmet research til grund for fortællingen om geologen og ekspeditionslederen Clemens Carlsen og hans kone, Foto: Anette Kjær lægen Anna, som pludselig i en alder af henholdsvis 71 og 67 år flygter ud i den ægyptiske ørken. Det er en historie, vi har hørt før. Ikke kun den om ørkenen, men også den om de geologiske og medicinske strukturers billede på menneskesindet. Om landskabets formationer og kroppens funktioner som billede på de sjælelige processer. Det er, som om den pertentlige beskrivelse af det ene skulle være nok til at overbevise os om, at sådan forholder det sig også med det andet. De overgjort tekniske redegørelser er i sig selv blevet en kliché. Nogle vil måske kalde dem stilistisk virtuose. Jeg synes bare, at de er trættende i deres uegentlighed. Mens Clemens og Anna således løber rundt i sandet langt fra alt og alle, sidder sønnen Tore i den nærmeste by. Han har sat en mindre eftersøgning i gang, mens han på baggrund af deres dagbøger, fotografier og tilfældige optegnelser søger at få indblik i, hvem hans forældre egentlig er. Han fortæller historien om deres barn- og ungdom, om farens opvækst i Viborg, hans skæbnesvangre forhold til sin lærerinde, deltagelsen i modstandskampen, studierne og endelig mødet med hans tilkommende Anna. Men også om moren og hendes familie, frem til en ulykkelig ekspedition til samme ørken 40 år tidligere. Det bliver en fortælling om den tids trængsler, og ikke mindst om utroskab. Men det er stadig konstruktionen, som fylder. Skulle man gå ind på romanens tankegang, kunne man anklage den for at lide af den tidstypiske, litterære osteohypertrophicans: Skelettet de tekniske redegørelser og den konstruerede fortællesituation er vokset uhæmmet. Det har deformeret hele romanens krop, og det varme væv, kødet og blodet, holder kun dårligt sammen på den abnorme struktur. Eksempelvis har jeg lidt svært ved at overse det sorte hul på 40 år, som ligger mellem katastrofen i forældrenes forhold og deres endelige flugt ud i ørkenen. Kødet og blodet strækker ganske enkelt ikke til at få konstruktionen til at hænge sammen. Tore bemærker mod vejs ende, at han ikke bryder sig»om forestillingen om at man kan trænge til bunds i et menneske og kortlægge alting«. Det forekommer ham»reduktionistisk«, men romanen reducerer sig netop frem til en sammenhæng, og dermed ofrer den både troværdigheden og denne læsers engagement. Ud i verden t/r En af verdenslitteraturens store dannelsesromaner, Dickens beretning om drengen Pip, der som forældreløs og af ringe byrd må gå så gruelig meget igennem inden han i mere end én forstand finder hjem, foreligger i en ny dansk oversættelse Charles Dickens Store forventninger (Great Expectations) Oversat af Niels Brunse 480 sider, 199 kr. Gyldendal Anmeldt af Claus Schatz-Jakobsen Det var med interesse jeg noterede mig at Litteratursiden.dk kommunebibliotekernes officielle hjemmeside har en liste over ti europæiske klassikere gennem tiderne, der indbefatter Charles Dickens»Store forventninger«. Det skal tilføjes, at ét af kriterierne åbenbart er at alle ti foreligger i ny dansk oversættelse. Havde de kun foreligget i en ældre oversættelse havde listen måske set anderledes ud. På den anden side er der vel en grund til at netop disse ti (som også tæller Dantes»Guddommelige Komedie«, Stendhals»Rødt og sort«og Dostojevskijs»Forbrydelse og straf«) er blevet fundet værd at ofre en nyoversættelse på. Interessant og bemærkelsesværdigt er det også at fire af de ti værker er skrevet inden for en periode på knap femten år, fra Flauberts»Madame Bovary«(1857) til George Eliots»Middlemarch«( ) altså den periode hvor den borgerlige roman nåede sin mest fuldendte form som en realistisk gengivelse af det sociale liv i al dets brogede mangfoldighed. Den karakteristik gælder i høj grad Dickens anden selvbiografiske roman,»store Forventninger«(1861), som nu foreligger i anden udgave af Niels Brunses nyoversættelse fra Den afløser Eva Hemmer Hansens oversættelse af romanen (og stort set hele værket) på Hernovs forlag fra Ligesom Hernovs er også Gyldendals udgave udstyret med F.W. Pailthorpes dramatiske, karakteristisk victorianske raderinger. I øvrigt kan den vigte sig af en bedre og mere mundret fordanskning end den tidligere (»fem små rudeformede sten«er f.eks. at foretrække for»fem små stenromber«), og også et mere autentisk victoriansk look, i mine øjne, ikke mindst takket være Sven Reimer Johansens omslag, der er prydet af en farvegengivelse af James Pollards dejlige maleri fra 1836,»The Tally-Ho London-Birmingham Stage Coach Passing«. Når Gyldendal har fundet det umagen værd at ofre en nyoversættelse af Dickens klassiker er det naturligvis fordi der er tale om en god historie.»store forventninger«er beretningen om drengen Pip, der må gå så gruelig meget igennem førend han finder hjem og ind til kernen af sin identitet. Pip vokser op i marsklandet ved Themsens udmunding, hos sin søster, rappenskralden Mrs. Gargery og hendes mand, den godmodige og naive grovsmed Joe Gargery. I starten af romanen hjælper Pip en undvegen straffefange med at flygte fra soldaterne, hvilket dog mislykkes. Episoden med straffefangen er symptomatisk for Pips noget fortumlede og ublide opvækst, som først mildnes, da fortsættes på næste side NR. 4 DECEMBER

16 (roman) fortsat fra forrige side han oplever en snert af noget andet og mere forfinet, om end i karikatur, hos det skeletagtige monster, Miss Havisham, der har levet indendørs og isoleret i en tidslomme (hos hende er alle ure sat i stå klokken ti minutter over ti) siden hendes tilkomne forlod hende på deres bryllupsdag. Hos Miss Havisham kommer Pip i kontakt med den smukke, men også kyniske Estella, hvilket får ham til at stræbe opad, efter et andet og bedre liv end det simple arbejdsliv i smedjen hos Joe, et liv som gentleman. Hermed er historiens motor sat i gang, som i kraft af en anonym godgører (Pip tror det er Miss Havisham, og Dickens lader længe læseren forblive salig i den tro) lader Pip leve et sorgløst liv som gentleman i London klassisk social opstigning, lige efter bogen, tror Pip. En dag er pengene dog ødet bort, og da Pip samtidig erfarer at godgøreren ikke var Miss Havisham, men straffefangen Magwitch, vælter hans verden. Den bliver først langsomt genopbygget da Pip efter et symbolsk sygeleje skipper sine illusioner og dels forliger sig med det han kom af, dels finder ind til sin egen kerne af humanitet. Årene og modgangen modner ham, og han får til sidst sin elskede Estella i hvert fald i den romantiske Nikolaj-og-Julie-slutning, som Dickens valgte på anbefaling af forfatterkollegaen Bulwer Lytton. Hans egen oprindelige slutning, som ikke er medtaget i nærværende udgave (men kan læses i Hernov-udgaven), er langt mere tragisk-realistisk.»store forventninger«er i kraft af sit mylder af liv og vidunderligt tegnede personer en tidstypisk roman, en fortælling om social opstigning, fald og genrejsning i det midtvictorianske samfund, men den er mere end det. Den er en eksemplarisk beretning om nødvendigheden af illusionsløst at se virkeligheden i øjnene, at kaste det realistiske blik på verden, det perspektiv som romanen selv anlægger og er. Dermed er den i virkeligheden også en metaroman, en roman som via sin hovedpersons åndelige dannelse bliver en parabel over romanens egen tilblivelse, dens grundlag og eksistensberettigelse, og en sådan fortjener både klassikerstatus og nyoversættelse. Sådan går det i det moderne gennembrud»den lukkede bog«åbner døren for gamle spørgsmål om kærlighedens vilkår med en pudsig blanding af kloge og gevaldigt naive fortællerkommentarer oprulles en moderne kvindes livsforløb Jette A. Kaarsbøl Den lukkede bog 536 sider, 298 kr. Gyldendal Anmeldt af Vibeke Theisen Jette A. Kaarsbøl (f.1961) debuterer med en murstensroman fra det moderne gennembruds første år. En af nordisk litteraturforsknings stærkest belyste faser, og jævnligt periodebagtæppe i nyere fiktionslitteratur. Er ikke damernes emancipation, familieinstitutionen, patriarkatet og sædelighedsfejden vendt og drejet så grundigt, at det synes umuligt at koge mere suppe på den pind? Åbenbart ikke. Det er lykkedes Kaarsbøl at finde ny substans i debattemaerne. Debutanten har den dristighed at anbringe sin kvindelige hovedperson i centrum af modernitetsdebatten og det dertilhørende forsøg på at leve moderne, dvs. i sin frit valgte frihed brødrene Brandes, Bang, Krøyer med flere hører til personkredsen. Den velopdragne Frederikke, 21 år i 1875, indgår et fornuftsægteskab med vennen Frederik Faber, spydspids inden for socialmedicinen, ikkekonform, idealistisk, smuk. Kredsen opfører sig og diskuterer som de moderne mennesker, de er. Miljøet er velkendt og handlingen forudsigelig: Frederikkes valgsituation som giftefærdig frøken så vel som hendes senere sammenbrud. Den læser, der kender periodens kvindelige forfattere, nikker genkendende, den blaserte læser kvæler et gab. Når Kaarsbøl kan få undertegnede til at læse interesseret videre, er det af flere grunde. Først en elementært spændingsskabende komposition, som for en begynder i faget er imponerende gennemført. Prolog og epilog, derimellem 62 kapitler, hvor der krydsklippes mellem årene , forhåbnings- og sammenbrudstiden, og , hvor Frederikke ses som en ordinært gammelvred, ja forbitret kvinde, lænket til en stol i karnappen. Hendes lidenskab er reduceret til at betænke Frederik, som hun ikke har haft forbindelse med i et halvt århundrede, i sit testamente. Hvorfor gik det sådan, hvad skete der? Svarene findes fortrinsvist i periodens miljø, i det forhold, at det moderne gennembruds frisind blot Foto: Morten Holtum er tilsyneladende. Bornertheden og angsten hersker under de radikale floskler. Så måtte det gå sådan. Så er der fortællestilen, som på én gang er irriterende og spændende. Den går ustandselig over sine bredder, men den kamel sluges, fordi der altid fortælles seriøst om det centrale. Gåden, Frederikke søger at løse forholdet til lægemanden er nuanceret skildret. Begge parter beskrives med indfølende overbærenhed og ondskabsfuld distance, idet fortællerinstansen uden større vanskeligheder pendulerer mellem empati og sarkasme. Og efter en vis tilvænning forstyrrer det ikke, at man ofte undrer sig over, om det nu er forfatter, fortæller eller romanfigur, der bærer følelsen. Overhovedet er fortællestilen uforfærdet anarkistisk. Kaarsbøls grundprincip er at give efter for sine impulser. Registret spænder fra natur- og miljøskildringer af naturalistisk tilsnit, nærmest pontoppidansk pertentlighed, over humoristisk løsslupne personbeskrivelser à la Dickens, til knaphed og saglig ironi, ja kulde. Der kan falde små essays af, spækket med læserhenvendelser og selvkommenterende bemærkninger i den postmoderne manér. Store sager tages under behandling i essayafsnittene: frihedens begreb, parasitisme, fysisk skønhed og teodicéproblemet. De fleste af disse indstik er facile indtil det flove. Men helhedsindtrykket er tvangsfrihed og undertiden vildskab i glæden ved at berette. Hertil kommer en spænding, der ligger i, at hovedpersonen portrætteres med distance af sin autor. Man fængsles af personen Frederikke på trods af /i kraft af fortællerkulden. Frederikke skildres ikke sympatisk. De uflatterende sider (bornerthed, forkælelse, selvmedlidenhed, hysterisk adfærd) ved denne intelligente kvinde udvikles logisk, i takt med hendes 16 NR. 4 DECEMBER 2003

17 (roman) forhåbningers og modernitetens fallit. Hun bliver systematisk dummere. Tematisk betragtet, i behandlingen af ægteskab og kærlighed, må debutanten siges at løfte opgaven. Frederik og Frederikkes giftermål er en handel, med frihed som kontraktens kardinalpunkt. For den duperede pige, som ikke ved af sin egen sanselighed og kun aner konturerne af sin dybe forelskelse i Frederik, er ægteskabet opfyldelsen af en ønskedrøm: forsørgelse i et interessant miljø og livstidssikret respektabilitet uden seksuel modydelse. Hun er ikke kapabel at læse, hvad der står med småt i ægtepagten, nemlig at hun bliver et instrument til at sikre hans respektabilitet ved at camouflere hans homoseksualitet. Dette indser hun sent, for flere bøger er længe lukkede for hende, og én forbliver uåbnet. Med kapitlet om Frederikkes overreaktion på Herman Bang ser læseren, hvad Frederiks manøvre skal dække over, og får dybere indsigt i, hvorfor det måtte gå Frederikke sådan. Bang kommer i visit, fortvivlet over modtagelsen af»haabløse Slægter«. Frederikke afviser ham og bogen med væmmelse og panisk raseri. Først tre år senere ved hun besked, men hun kan ikke handle klogt. Kaarsbøl får her fortalt, at det ikke kun er frustreret begær, der døver Frederikkes intelligens og nysgerrighed, og som dermed afskærer hende fra at kende sine misvisninger, men angst. En konfrontation med det barske, men følelsesfulde udsagn i Bangs roman altså den lange, sædelighedskrænkende førsteudgave fra 1880 om biologisk arv og driftens altødelæggende kraft, ville have givet hende den mulighed at betragte sit liv som andet end et produkt af omstændigheder.»den lukkede bog«bliver i og med sin klare tematiske affinitet til Bangs værk også et defensorat for kunsten. Det er tænkeligt, at Kaarsbøl har henlagt sin roman til 1870erne dengang ægteskabet for en kvinde var et spørgsmål om liv eller ikke-liv for at tydeliggøre, hvilket eksistentielt valg, kærlighedsvalget er. Frederikke selv når ikke længere end til den position, som Kamilla Falk formulerer over for William Høg/Herman Bang:»[...]vi Damer sidder vort halve Liv og venter paa at blive»lykkelige«, og det andet Halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det«.»de døde er levende, der ikke har fået kærlighed nok«dorrit Willumsen Bruden fra Gent 264 sider, 275 kr. Gyldendal Anmeldt af Brian Andreasen Kong Christiern II ( ) er efterhånden et velkendt kapitel i dansk litteratur med det nok mest prominente eksempel i Johs. V. Jensens århundredesklassiker»kongens fald«. Også hans kvinder er der skrevet om: Elskerinden Dyveke, hendes mor Sigbrit Willumsdatter og hustruen dronning Elisabeth er alle portrætteret i min barndoms klassikertrilogi af Herta J. Enevoldsen, mens den yngste datter Christine er blevet iværksat af Helle Stangerup. Med»Bruden fra Gent«føjes endnu et smukt kvindeportræt til dette royale galleri, idet dronning Elisabeth nu har fået sin egen roman. Det er fortællingen om den kun fjortenårige Elisabeth barnebarn af den mægtige kejser Maximilian I af Habsburg der som andenprioritet efter den smukkere og mere magtpolitisk anvendelige søster, Eleonora, sendes fra Nederlandene til Danmark for at blive giftet bort til Christiern. Med besvær når hun sit fremtidige kongerige fast besluttet på at være en god hustru, og hun længes efter at møde den mand, hun skal elske. Men han elsker allerede Dyveke. I en indfølt prosastil righoldig på stemningsmættede poetiske indslag tegnes et psykologisk portræt af denne unge kvinde, hvis gode hjerte og rene sind på trods af sin mands kølige ligegyldighed byder hende at elske og ære ham med det siden så berømte diktum:»hvor min konge er, dér er mit kongerige!«. Selvom Dyvekes mystiske død på hvilken Willumsen giver endnu en farverig forklaring medfører en stigende interesse hos kongen, og Elisabeth en historisk romanbiografi poetisk orkestreret af kærlighedens universelle tema endelig kan blive besteget og besvangret, så hun kan tjene sin mand behørigt, elsker Christiern ikke som med Dyveke. Da kongens og rigets situation er mest fortvivlet, og Elisabeth er blevet sendt på tiggerrunde hos sine rige slægtninge, må hun indse, at hun altid blot har været en brik i et magtspil hun er bruden fra Gent. Romanen er naturligvis en fantasi over Elisabeths liv og sjælelandskab, for den undersøger højst intime og udokumenterede aspekter ved dronningens psyke og privatliv herunder bekendelsen om, at»jeg har striglet mig steder, hvor det ikke er ganske nødvendigt at blive striglet«. Men det bekendelseslitterære til trods bliver stilen aldrig plat, tværtimod lykkes det Willumsen at skabe et fuldblodsbillede af en barnehustru, der selv med et fromt sind kun kan se verden ét sted fra: sig selv. Romanen derimod har flere blikke. Overlegent fletter Willumsen Elisabeths jeg-fortælling sammen med de andre personers synsvinkler, der dog holdes enten i dækket direkte tale eller en endnu fjernere tredjeperson; det er bl.a. med dette virkemiddel, at Christiern II stilistisk holdes på afstand for læseren som for Elisabeth virker han fremmed. Ud over at have et kernepunkt i hovedpersonen har værket en anden stærk mørtel: Den er en rapsodi om kærlighed. Endnu før vi møder Elisabeth første gang, har vi stiftet bekendtskab med Kejser Maximilian I s inderste tanker om sine tre kvinder: Den underskønne hofdame, den kvindelige sjælefrænde, der døde alt for ung, og til sidst den utåleligt barnlige fyrstedatter, som hængte ved længst, men i kærlighedslængsel dræbte den smule kærlighed, der var. Vi hører om Elisabeths forældre, Filip I af Spanien og dronning Johanna, hvis styrtende forelskelse endte i galskab for Johanna og gav hende tilnavnet den Vanvittige. Selv grimme Mor Sigbrits engangseskapade med en mørk fremmed, der resulterede i den smukke Dyveke, tegnes for os. Overalt er der historier om kærlighed, men hver lille kærlighedsmelodi ender i sidste ende disharmonisk altid er rammerne forkerte og personerne fangne i deres egne længsler. Men den er der kærligheden i sine mange uforudsigelige former. Med vanlig sans for det vanskelige blandingsforhold mellem historisk fakticitet og kunstnerisk empati er det endnu en gang lykkedes Dorrit Willumsen at give os en historisk roman, der bevidst om sin genre udnytter den til fulde. NR. 4 DECEMBER

18 (roman) Smittet af en grillbar Bent Vinn Nielsen Labyrintbyen 143 sider, 199 kr. Aschehoug Bent Vinns bogfjols glemmer at gøre det interessant Anmeldt af Anne Marie Dinesen Når man har læst Bent Vinn Nielsens»En skidt knægt«, kan man ikke undgå at blive fælt skuffet over denne»hjemstavnsroman med indstik«, som undertitlen lyder på. Hjemstavnen er en lille landsby i Vendsyssel, men man kan ikke rigtig sige, at der er tale om en roman. I hvert fald ikke hvis man forventer en eller anden form for komposition. Der er snarere tale om lidt løst henkastede erindringer om mennesker fra landsbyen og opland. Den voksne fortæller, der vender tilbage til barndommens univers i 1960 erne, udtrykker flere gange om sin landsby»skid hul i Lustrup«. En betragtning der er affødt af fortællerens position i landsbyen som den sære dreng,»et skravl, en tværing og en mærkelig starut. Man fik aldrig egen knallert.«da denne anmelder er vokset op i stort set de samme lokaliteter, ved man udmærket, at egen knallert på daværende verdenshistoriske tidspunkt var et væsentligt statussymbol. Nu er det sikkert ikke kun fraværet af dette symbol, der så mange år efter stadigvæk martrer fortælleren og giver anledning til en fortællertone, der veksler mellem hån og foragt, når landsbyens borgere omtales som samlet gruppe. Det er nok snarere det faktum, at fortælleren også med egne ord var et»bogfjols«. Det er naturligvis ikke enkelt at være et læsende væsen i et miljø, hvor udboring af knallerter anses for at være en højere kunstform. Men det virker på en eller anden måde sært, at den voksne fortæller stadigvæk kan blive så vrissen over landsbyens mangel på udvikling og forandring. Man har selvfølgelig lov til at være vrissen over, at folk i ens gamle landsby stadigvæk så mange år efter»vil drikke grillbajere og spise grillfritter og grillburgere og snakke om grillpatter og grillfisse.«men er det egentlig interessant? Fortælleren bryder sig tydeligvis ikke om de mennesker, han er vokset op blandt, og dem, han vælger at berette nærmere om, interesserer ham ikke noget særligt. Og så er det som læser også ret vanskeligt at undgå at kede sig. Man ville jo langt hellere have hørt noget om»bogfjolset«og hans oplevelser. Man ville gerne have haft lidt mere fra hovedstolen. Bent Vinn Nielsen er en fremragende fortæller, men i denne bog gider han ikke rigtig fortælle os noget. Det er som om fortælleren er blevet smittet en smule af stemningen i grillbaren. Forladt og forsømt Elena Ferrante Forladte dage (I giorni dell abandono) Oversat af Nina Gross 206 sider, 229 kr. Athene Om hvad der sker, når manden går sin vej og tager kvindens identitet med sig Anmeldt af Birgit Eriksson»Forladte dage«er Elena Ferrantes anden roman. I Italien udkom den ti år efter hendes debutroman,»l amore molesto«, fra Jeg har ikke læst den første roman, men at dømme efter titlen er der et tematisk fællesskab mellem den og den nye roman.»forladte dage«handler i hvert fald også om kærlighed og heller ikke her den lykkelige, men den ødelagte og især ødelæggende af slagsen. Fortælleren, Olga, som også er den altdominerende hovedperson, bliver nemlig forladt af sin mand, og romanen følger hendes fysiske og psykiske nedtur efter bruddet. Olga er 38 år og bor i Torino, hvor hun efter mandens exit til en yngre kvinde forgæves forsøger at holde sammen på sig selv, sine følelser og sit liv med to børn og hund. Det gør hun på en måde, som nok er lige så almindelig, som den er uproduktiv. Hun forsøger at vinde den eftertragtede Mario tilbage ved skiftevis at ville forføre ham med forståelse, smart makeup og hans yndlingskødboller, ved i alenlange breve at insistere på at få hans grunde at vide og ved at angribe ham med skrig, skrål og bitre anklager. Hendes beretning begynder den dag, da Mario uventet forlader hende, og vi følger hende gennem de følgende dage og måneder, hvor hendes liv går i opløsning, virkeligheden bliver stadig sværere at gribe, og hun ikke kan andet end at være en forladt kvinde. At kønnet er vigtigt, understreges af hendes fysiske opløsning, da hun ikke længere bliver begæret af nogen, af hendes nyvundne frihed til at sige pik, kusse og andre vulgære ord og af hendes bitterhed over at have deponeret sin tidligere selvsikkerhed i den nu meningsløse identitet som Marios hustru. Romanen kommer på denne måde til at handle mere om hendes identitet som kvinde end om forholdet til Mario. Hun vender da også gentagne gange tilbage til en barndomserindring om en forladt kvinde, der begik selvmord, og til de bøger om forladte kvinder, som hun i et tidligere ungdommeligt overmod havde taget afstand fra, fordi de placerede kvinder i en uselvstændig offerrolle. Dermed synes romanen også at advare den kvindelige læser (og jeg tror ikke, at mange mænd vil læse bogen) mod selvsikkert at skyde Olgas deroute fra sig, fordi hun længe kun synes at få identitet gennem forholdet til en mand. Advarslen ændrer dog ikke ved, at»forladte dage«et godt stykke af vejen er lige så anstrengende som én, der ikke kan holde op med at tale om, hvordan og hvorfor hun blev vraget, og slet ikke kan få øje på resten af verden. Til sidst begynder man jo næsten at forstå manden. I den forstand er romanen måske nok realistisk, men dens verden er også klaustrofobisk lille, selv om den bliver fyldt med bræk, myrer og uvaskede kroppe. At den indimellem synes at få tilsat lidt Kafka, kan da heller ikke helt holde banaliteten på afstand. Man længes efter at komme videre, og det lykkes da også til slut. Hvordan, kan man læse i»forladte dage«, hvis man da ellers kan holde Olga ud så længe. 18 NR. 4 DECEMBER 2003

19 (klumme) k r i m i h j ø r n e t Den uegentlige skønlitteratur Af Anton Koch-Nielsen er stærkt dalende krimierne fortrænger»bogsalget den egentlige skønlitteratur«. Det var et af de symptomer på øjeblikkets dårligdomme, som Jess Ørnsbo rev kulturministeren i næsen i et vredt indlæg i Weekendavisen i oktober. Hvad der dog kan løbe kloge folk i pennen, når kulturkampen bliver hed! Bemærkningen kan tjene som anledning til at anbefale nogle af de bedre tilbud i de første tre kvartalers stak af det, som vel herefter må være den uegentlige skønlitteratur. De hårde nysere kan glæde sig over, at James Crumley har suppleret sin sparsomme produktion med»det sidste land«. Hans nu 60-årige detektiv Milo Milodragovitch kæmper så at sige ene mand mod hele det amerikanske establishment, og det går hæmningsløst til. Plottet er ganske vist (Crumleys vane tro) noget rod, men hans ubændige sprog og desperate engagement byder på en stor læseoplevelse. Mere stringent viderefører Michael Connelly arven fra Raymond Chandler i»mørkere end natten«, hvor hans helt, den egensindige politimand Harry Bosch, både er det vidne, hvis udsagn skal fælde en fremstående erhvervsping, og den mistænkte i en grim sag om et modbydeligt mord. Her er intrigen spundet af en mester, og den føres igennem med skånselsløs præcision. Spændende og underholdende. Svenske Arne Dahl leverer i»europa Blues«sin fjerde roman om rigspolitiets særlige indsatsgruppe. Dahl repeterer mørke sider af det tyvende århundrede, ikke mindst i Sverige, hvor man er»verdensmestre i at feje ind under gulvtæppet«. Perfekt politiroman med intelligent efterforskning, som åbner makabre sager, der er des mere anfægtende, fordi det er svært at fatte sympati for ofrene. Samtidig er det en begavet analyse af det (de) samfund, hvor disse forbrydelser blev mulige. Gunnar Staalesen fornyer med»som i et spejl«læsernes bekendtskab med den bergensiske privatdetektiv Varg Veum. Klientens søster og svoger er forsvundet, og Veum fatter hurtigt, at der er en sammenhæng til en 35 år gammel tragedie, hvor klientens mor omkom. Men hvilken? Og hvad er svogerens job egentlig? Veum skal igennem et væv af løgne og halve sandheder. God klassisk krimi. Er man til det hyggelige, kan man fornøje sig med Alexander McCall Smiths to romaner om»damernes detektivbureau nr. 1«. Bureauet ligger i Botswana. Det åbnes af den trivelige Precious Ramotswe, hvis ambition ikke er at stede forbrydere for retfærdigheden, men at formidle løsninger, så alle parters interesser tilgodeses. Der fortælles om en række sager, og et par af dem er alvorlige nok, så Ramotswe får brug for sine talenter for efterforskning. Men krimiindslagene er kun episoder (eller anekdoter), der muliggør munter fortælling om Ramotswes meget afrikanske liv. Spændingen erstattes af underfundig og charmerende underholdning. Og så lidt til, for McCall Smith er naturligvis slet ikke så naiv, som man ved første blik kunne tro! Den hjemlige høst har været sparsom. Gretelise Holm befæster med»robinsonmordene«sin position som sanddru reporter om nutidig dansk virkelighed. Hendes journalist-detektiv, den midaldrende Karin Sommer, vil skrive en bog om fortidens hekseprocesser, og for at få fred til det slår hun sig ned på en lille ø. Her præsenteres hun for den bekymrede sladder om lidt for pludselige dødsfald på øens plejehjem (undskyld nu hedder det jo»seniorservicecenter«). Hvad er fup, hvad er fakta? Den kollektive viden i folkedybet leder jo tanken hen på den heksejagt, Karin arbejder med. Det er kompetent krimi med gode spor og præcise tværsnit af betændte relationer i dagens Danmark. Besættelsestiden danner baggrund for Steen Langstrups»Stikker«. De er fem i en modstandsgruppe i november 1944 og de bliver klar over, at én af dem sladrer til Gestapo. To og to søger de at stille fælder for hinanden, at gennemskue hvem forræderen er. Det er uhyggeligt spændende, en barsk illustration af, at»krig handler ikke om at gøre det rigtige. Krig handler om at overleve«. Sandheden gemmes elegant den får læseren først med romanens allersidste ord. Uegentlig skønlitteratur? Sov fortsat godt, Jess Ørnsbo! Michael Connelly: Mørkere end natten, oversat af Søren K. Barsøe, 345 sider, 299 kr., Klim. James Crumley: Det sidste land, oversat af Søren K. Barsøe. 293 sider, 298 kr., Klim. Arne Dahl: Europa Blues, oversat af Anders Johansen, 358 sider, 299 kr., Modtryk. Gretelise Holm: Robinson-mordene, 295 sider, 229 kr., Aschehoug. Steen Langstrup: Stikker, 184 sider, 248 kr., 2 Feet Entertainment. Alexander McCall Smith:»Damernes Detektivbureau nr. 1«og»Giraffens tårer«, begge oversat af Merete Ries, hhv. 271 og 261 sider, pr. stk. 299 kr., Forlaget Ries. Gunnar Staalesen: Som i et spejl, oversat af Ilse M. Haugaard, 287 sider, Vindrose. NR. 4 DECEMBER

20 (roman) Fåreheim forever Charlotte Weitzes anden roman er (i)sær, intelligent, underholdende og særdeles godt skrevet Charlotte Weitze Brevbæreren 192 sider, 228 kr. Samleren Anmeldt af Mette Bentholm Kaspars højeste ønske er at blive postbud, at trodse vind og vejr for at bringe bud, helst glædelige (de sørgelige kan gemmes i posttaskens hemmelige rum), der kan ændre folks liv. Men Kaspar er albino, kan ikke tåle sollys og spiser D-vitaminer i eventyrlige mængder. Når han bliver brændt af solen, falder huden af i flager og et andet ansigt træder frem. Skinnet bedrager. Og det gør Kaspars mor også. For i virkeligheden er sønnens sygdom en løgn, hun har fundet på for at beskytte ham. Under Kaspars hvide hud gemmer sig nemlig et ansigt, der har alt for mange ligheder med den tilsyneladende barnløse konge i landet. Med en blanding af skæv og skør hverdagsrealisme og folkeeventyrets morale, symbolik og fantastik har Charlotte Weitze (f. 1974) skrevet en sær, pudsig og stilsikker fortælling om et menneskes udvikling, hans søgen efter Udsnit af omslag. Omslag af Mark Airs/Saltomortale sine rødder, kærligheden og, dermed, sig selv. Det lyder banalt og svulstigt. Men under Weitzes kyndige og kølige behandling er»brevbæreren«alt andet; romanen er på én gang meget enkel og meget mærkelig, og den efterlod mig sært underholdt. Kaspar får sit ønske opfyldt. En lille by skal have ny landpost på en næsten ufremkommelig rute til den fjerntliggende bygd, hvor vejret altid er dårligt. Kaspar takker taknemmeligt ja og drager afsted. Postbudet, kongesønnen, tager på sin udviklingsrejse. Til Fåreheim, som bygden hedder, og snarere end hyggeligt er det et unheimlich sted, befolket af får (som man heller ikke skal skue på skinnet) og sære eksistenser. Her dør postbudene ikke; de går helt bogstaveligt til de evige postbudsmarker, lægger deres uniform og er borte. Kaspar overtager ruten fra den gamle Rainer Rusk, og han lister efter den gamle mand på dennes sidste rejse. For at finde tilbage på stien til de levende, sætter Kaspar frimærker på stenene langs vejen. Og Kaspars drømmepige er fløjtenisten Lærke, der med sit eventyrlige spil fænger fårene og lokker dem til slagtning. Weitze inkorporerer intelligent eventyrgenrens stereotyper i romanen, der samtidig indeholder ingenlunde overnaturlige ting som beskidte underbukser (dem er der mange af), sladderblade og solarier. Personerne taler og opfører sig pudsigt kluntet og meget ueventyrligt:»jeg piller lige lidt ved dig«, siger Kaspar til Lærke, da han endelig har hende i sin seng. Han bliver imidlertid frastødt af hendes»poseagtige bryster«og kan alligevel ikke.»det er i orden«, siger den pludseligt pragmatiske Lærke,»jeg har heller aldrig tænkt på noget mellem os to«. Se, sådan skal et rigtigt eventyr skrives. Sandheden begynder i kroppen Grønfeldt har begået en roman om en voksende afhængighed af at være med og være på»det nye«er skrevet som på sandhedsserum og i den smukkeste, sprøde prosa Vibeke Grønfeldt Det nye 495 sider, 348 kr. Samleren Anmeldt af Benedikte Marcussen Lis er hovedpersonen i»det nye«, og hun lever for nyheder. Hun begynder dagen med aviser og radio, derefter fortsætter hun på nettet, hvor hun holder sig orienteret på diverse nyhedstjenester, og tv-nyhederne kører imens. Hun irriteres over at få besøg og telefonopkald fra sine mangeårige venner Margrete og Johannes, ligesom datteren altid forstyrrer, lige når Lis er midt i en nyhed. Plottet i den knap 500 sider lange roman er minimalt. Romanen består af fire-syv sider lange kapitler og slutter med nummer 75. Faktisk er der 76 kapitler, fordi der er 2 kapitler nummereret 64 jeg har ikke fundet anden begrundelse, end at det må være en fejl. Hvert kapitel indeholder den eller de af dagens nyhedshistorier, som optager Lis, og kapitlerne indeholder ofte almanaklignende oplysninger om f.eks. den pågældende dags fugl, ulykke, vejrudsigt, navn eller kostråd. De seriøse nyhedshistorier er ikke mere interessante end nyheden med et menneskeligt ansigt.»11. september«er mindre interessant end sygehistorien om den berømte døende popsangerinde. Det er historier om lottomillionærer, voldtægtsofre og pensionerede postmestre, der svovler over ungdommens forfald, som interesserer Lis. I ophobningen af nyhedshistorier mimer romanens form læserens følelse efter endt læsning følelsen af at være udmattet og stopfodret af en uendelig kværnen af historie på historie uden at opleve nogen nævneværdig forandring eller udvikling. Skal man pege på en udvikling i romanen, er det udviklingen af en opløsning af Lis liv samtidig med, at ophobningen af nyheder 20 NR. 4 DECEMBER 2003

Det fleksible fællesskab

Det fleksible fællesskab Kultur Det fleksible fællesskab Kirsten Hastrup unı vers Kultur Det fleksible fællesskab Kultur Det fleksible fællesskab Af Kirsten Hastrup unıvers Kultur Det fleksible fællesskab er sat med Adobe Garamond

Læs mere

Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København.

Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København. Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København. Stine Munch. Kristus - opstanden og evig nær - Vi takker dig for denne morgens nye håb, der rækker ned i grave og ind i mørke sind. Vi beder dig: Læg

Læs mere

De 3 mest effektive spørgsmål, du kan stille dig selv. Hvis du vil leve dit liv og ikke andres.

De 3 mest effektive spørgsmål, du kan stille dig selv. Hvis du vil leve dit liv og ikke andres. En workbook dit kærlighedsliv vil elske. De 3 mest effektive spørgsmål, du kan stille dig selv. Hvis du vil leve dit liv og ikke andres. 1 Om Christiane Jeg hjælper mennesker med at overkomme frygt og

Læs mere

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA

- stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA - stammebeskrivelser ET UNDERVISNINGSMATERIALE FRA Hvid stamme MOTTO: Det er Solgudens vilje, at du skal gøre hvad jeg siger STIKORD: Præster, bestemmer, rige Da Solguden straffede menneskerne, troede

Læs mere

Ilse Sand. Sig ordentligt. farvel

Ilse Sand. Sig ordentligt. farvel Ilse Sand Sig ordentligt farvel 1 Sig ordentligt farvel! Denne vejledning må gerne kopieres og foræres til familie og venner. Forord Mange problemer skyldes brudte relationer, som man ikke har fået sagt

Læs mere

Undervisning om Alkoholproblemer i familien

Undervisning om Alkoholproblemer i familien Undervisning om Alkoholproblemer i familien Målgruppe: 7.-10.klasse i grundskoler Samlet omfang: 2 lektioner Desuden mulighed for, at en gruppe elever vælger emnet som fordybelsesområde. Rammer: Emnet

Læs mere

Unge på spil om problemspil og ludomani blandt unge

Unge på spil om problemspil og ludomani blandt unge Per S t raarup S øndergaar d Unge på spil om problemspil og ludomani blandt unge Unge på spil om problemspil og ludomani blandt unge 2013 Per Straarup Søndergaard Bogen er udgivet med støtte fra: Foto:

Læs mere

Målet med projektet er tredelt:

Målet med projektet er tredelt: Forord Denne antologi er et led i et større»giv dig rig«-projekt, som har været to år undervejs, og som søsættes i 2010. Forhåbentlig sætter projektet og dets elementer sig længerevarende spor. Jesus udfordrer

Læs mere

appendix Hvad er der i kassen?

appendix Hvad er der i kassen? appendix a Hvad er der i kassen? 121 Jeg går meget op i, hvad der er godt, og hvad der ikke er. Jeg er den første til at træde til og hjælpe andre. Jeg kan godt lide at stå i spidsen for andre. Jeg kan

Læs mere

BØRN 20 Nr. 14. 1999

BØRN 20 Nr. 14. 1999 BØRN 20 Nr. 14. 1999 Forældremyndighed Af Karsten Larsen En skilsmisse bør defineres først og fremmest som en social begivenhed. har to forældre Er der børn med i spillet, bør der være tvungen rådgivning

Læs mere

Barndommens gade (1942) af Tove Ditlevsen (1917-1976)

Barndommens gade (1942) af Tove Ditlevsen (1917-1976) Barndommens gade (1942) af Tove Ditlevsen (1917-1976) Roman: kom 1943 Sat musik til (Anne Linnet) + filmatisering af romanen 1986 Strofer: 7 a 4 vers ialt 28 vers/verslinjer Krydsrim: Jeg er din barndoms

Læs mere

Så blev det aften og det blev morgen, den sjette dag.

Så blev det aften og det blev morgen, den sjette dag. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirker den 16/3-14 Kirkedag: 3.s.i fasten/b Tekst: Mk 9,14-29 Salmer: SK: 28 * 388 * 182 * 660 * 192,9 * 670,1+4 LL: 28 * 182 * 660 * 192,9 * 670,1+4 Så blev det

Læs mere

Det Fælles Bedste. Sådan holder du din egen samtalemiddag

Det Fælles Bedste. Sådan holder du din egen samtalemiddag Det Fælles Bedste Sådan holder du din egen samtalemiddag Kære vært, tak fordi du vil tage del i Det Fælles Bedste ved at være vært for en samtalemiddag om et af de emner, der ligger dig på sinde. En samtalemiddag

Læs mere

Sta Stem! ga! - hvordan far vi et bedre la eringmiljo? O M

Sta Stem! ga! - hvordan far vi et bedre la eringmiljo? O M o Sta Stem! ga! o - hvordan far vi et bedre la eringmiljo? / o T D A O M K E R I Indhold En bevægelsesøvelse hvor eleverne får mulighed for aktivt og på gulvet at udtrykke holdninger, fremsætte forslag

Læs mere

9. søndag efter trinitatis I Salmer: 413, 294, 692, 728, 488, 697

9. søndag efter trinitatis I Salmer: 413, 294, 692, 728, 488, 697 9. søndag efter trinitatis I Salmer: 413, 294, 692, 728, 488, 697 I det gamle testamente finder vi den store beretning om de to brødre tvillingerne Jakob og Esau. Allerede tidligt i fortællinger om de

Læs mere

Formandsberetningen Det fremgår bl.a. af skolens værdigrundlag: At Bornholms Højskole er en fri grundtvigsk højskole uden bestemte politiske,

Formandsberetningen Det fremgår bl.a. af skolens værdigrundlag: At Bornholms Højskole er en fri grundtvigsk højskole uden bestemte politiske, Formandsberetningen Det fremgår bl.a. af skolens værdigrundlag: At Bornholms Højskole er en fri grundtvigsk højskole uden bestemte politiske, religiøse eller organisatoriske bindinger At faglighed, fællesskab

Læs mere

Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække.

Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 1. april 2013 kl. 11.00. Egil Hvid-Olsen Prædiken til 2. påskedag, Luk. 24,13-35. 1. tekstrække. Salmer. DDS 234 Som forårssolen morgenrød. DDS 241 Tag det sorte kors fra graven!.

Læs mere

INDHOLD. I INTRO side 2

INDHOLD. I INTRO side 2 INDHOLD I INTRO side 2 II DIGTETS KENDETEGN side 3 Digtet side 4 Digtets indhold side 5 Digtets fortæller side 5 Digtets form side 6 Digtets lyd side 8 Digtets sprog side 19 Digtets helhed side 24 III

Læs mere

Love Birds. Handling. 1. Blind date

Love Birds. Handling. 1. Blind date Titel: Love Birds Instruktør: Trylle Vilstrup Produktionsår: 2000 Filmens længde: 9 min. 38 sek. Målgruppe: Udskoling Alderscensur: Tilladt for alle Timetal for undervisningsforløb: 3 4 lektioner Love

Læs mere

Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus

Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus Prædiken 1. Pinsedag 2012 Apostlenes Gerninger kap 2 og Johs. 14-15-21 Pinse jul og påske og Pinse Hvad er det der gør den Pinse til en højhelligdag? Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus

Læs mere

Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 6. september 2015 Kirkedag: 14.s.e.Trin/A Tekst: Luk 17,11-19 Salmer: SK: 3 * 330 * 508 * 582 * 468,4 * 12 LL: 3 * 508 * 582 * 468,4 * 12 I Benny Andersens

Læs mere

ROLLE AF MARIANNE HARTZ THOMAS OG DORTHE LA COUR

ROLLE AF MARIANNE HARTZ THOMAS OG DORTHE LA COUR ROLLE AF MARIANNE HARTZ THOMAS OG DORTHE LA COUR Det er først for nylig, at mænd er beg yndt at reflektere over deres køn. Drenge og mænd er historisk set ikke opdraget til at skulle tale om maskulinitet,

Læs mere

2. Kommunikation og information

2. Kommunikation og information 2. Kommunikation og information Historier om Kommunikation livet om bord og information Kommunikation og information er en vigtig ledelsesopgave. Og på et skib er der nogle særlige udfordringer: skiftende

Læs mere

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004

Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet. Søndag. Mel: Flemming H. Meng 2013. Mel: Flemming H. Meng 2004 Hver morgen og hver aften - salmer til ugen og livet Søndag 1 O skabelsens morgen, det helt nye liv nu vælder med kraft i os ind. Det styrker og nærer, beriger vor tro og virker helt ind i vort sind. 2

Læs mere

Mere om at give og modtage feedback

Mere om at give og modtage feedback Mere om at give og modtage feedback Der synes bred enighed om principperne for god feedback. Jeg har i 2006 formuleret en række principper her: http://www.lederweb.dk/personale/coaching/artikel/79522/at

Læs mere

V I S D O M PÅ K A N T E N Film & mindfulness

V I S D O M PÅ K A N T E N Film & mindfulness Fire SamtaleSaloner Fire lørdage formiddage Fire film med udgangspunkt i forskellige kunstarter ansporer til at sætte begreb på visdom VISDOM PÅ KANTEN er skabt i samspil med psykolog Lisbeth Bruus-Jensen.

Læs mere

Nye foredrag med Peter Lundberg KAN BOOKES NU

Nye foredrag med Peter Lundberg KAN BOOKES NU Nye foredrag med Peter Lundberg KAN BOOKES NU LIDT OM PETER LUNDBERG Billedkunstner, forfatter og foredragsholder. (F: 1955) Peter Lundbergs billedkunstneriske karriere startede i 1969, og i mange år blev

Læs mere

PRÆDIKEN TIL 4. SØNDAG EFTER PÅSKE 2014 Stine Munch

PRÆDIKEN TIL 4. SØNDAG EFTER PÅSKE 2014 Stine Munch PRÆDIKEN TIL 4. SØNDAG EFTER PÅSKE 2014 Stine Munch I dag er det med at holde tungen lige i munden og ørene stive. Teksten er en typisk Johannestekst, snørklet og svært forståeligt. I hvert fald sådan

Læs mere

Stil ind på et foto af en afdød

Stil ind på et foto af en afdød Kapitel Stil ind på et foto af en afdød Du er på besøg hjemme hos en af dine venner, og går forbi et billede, der hænger i entréen. På billedet ses en nydelig dame og lige da du passerer billedet, tænker

Læs mere

Liv i det ensomme ægteskab

Liv i det ensomme ægteskab Artikel fra Kristelig Dagblad 20. jan. 2012: Liv i det ensomme ægteskab Når børnene ikke længere fylder hjemmet, og sølvbrylluppet nærmer sig, oplever mange par en stor ensomhed i forholdet. Erkendelsen

Læs mere

Skabende kunstterapi. Hanne Stubbe teglbjærg. a arh u S u nivers itets forlag

Skabende kunstterapi. Hanne Stubbe teglbjærg. a arh u S u nivers itets forlag Skabende kunstterapi Hanne Stubbe teglbjærg a arh u S u nivers itets forlag SKABENDE KUNSTTERAPI Hanne Stubbe Teglbjærg SKABENDE KUNSTTERAPI Aarhus Universitetsforlag a Skabende kunstterapi Forfatteren

Læs mere

Andagt Bording kirke 4. maj 2015.docx Side 1 af 5 05-05-2015

Andagt Bording kirke 4. maj 2015.docx Side 1 af 5 05-05-2015 Andagt Bording kirke 4. maj 2015.docx Side 1 af 5 Tale ved mindehøjtidelighed i Bording kirke d. 4. maj 2015 i anledning af 70 årsdagen for Danmarks befrielse. "Menneske, du har fået at vide, hvad der

Læs mere

Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27. Svar nummer 3: Meningen med livet er at føre slægten videre 41

Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27. Svar nummer 3: Meningen med livet er at føre slægten videre 41 Indhold Hvorfor? Om hvorfor det giver mening at skrive en bog om livets mening 7 Svar nummer 1: Meningen med livet er nydelse 13 Svar nummer 2: Meningen med livet skaber du selv 27 Svar nummer 3: Meningen

Læs mere

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke. Mandag d. 20. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække Salmer DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud DDS 20: Jeg ser dit kunstværk,

Læs mere

Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Joh 4,5-26. Bøn. Lad os bede. Kom til os, Gud, og giv os liv fra kilder uden for os selv! (DDS 367, v.1) Amen.

Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Joh 4,5-26. Bøn. Lad os bede. Kom til os, Gud, og giv os liv fra kilder uden for os selv! (DDS 367, v.1) Amen. 2.søndag efter helligtrekonger II. Sct. Pauls kirke 19. januar 2014 kl. 10.00. Salmer: 123/31/138/596//441/439/326/308 Uddelingssalme: se ovenfor: 326 Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Joh 4,5-26

Læs mere

Når boligen bliver et HJeM

Når boligen bliver et HJeM fotos: bam/scanpix Når boligen bliver et HJeM Vores hjem er ikke blot vores bolig, den er en del af os selv og vores identitet. På godt og ondt for vi er ikke så gode til at acceptere forskellighed og

Læs mere

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse)

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse) Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse) I kap. X,1 hævder Løgstrup, at vor tilværelse rummer en grundlæggende modsigelse,

Læs mere

Lederen, der i højere grad gør som han plejer til møderne, frem for at tage fat og ændre på mødekulturen i sin afdeling.

Lederen, der i højere grad gør som han plejer til møderne, frem for at tage fat og ændre på mødekulturen i sin afdeling. En vinders mindset Du er hvad du tænker Spørgsmålet er, hvad tænker du? Holder du dit potentiale tilbage? Og kan du påvirke, hvordan du eller dine medarbejdere tænker? Kan du støtte dine medarbejdere i

Læs mere

DODO & THE DODOS UPGRADE

DODO & THE DODOS UPGRADE DODO & THE DODOS UPGRADE Dodo Gad: Vokal, kor Jens Rud: Vokal, kor, percussion Steen Christiansen; Keyboard, bas, kor Lars Thorup: Trommer, percussion Anders Valbro: Guitar DODO & THE DODOS UPGRADE Produceret

Læs mere

Nina Ekman og Stine Reintoft. Mindfulness. for dig som mor med det lille barn

Nina Ekman og Stine Reintoft. Mindfulness. for dig som mor med det lille barn Nina Ekman og Stine Reintoft Mindfulness for dig som mor med det lille barn Mindfulness for dig som mor med det lille barn Nina Ekman og Stine Reintoft Mindfulness for dig som mor med det lille barn Mindfulness

Læs mere

De 5 principper. 10 2. princip: Trekantformet discipelfællesskab. 12 3. princip: Mellemstort fællesskab (15-50 personer)

De 5 principper. 10 2. princip: Trekantformet discipelfællesskab. 12 3. princip: Mellemstort fællesskab (15-50 personer) LEDERMANUAL Indhold Introduktion 3 Hvorfor har vi klynger i Aarhus Valgmenighed? 5 Klyngeleder leder i Guds rige 6 Forventninger til en klyngeleder i ÅVM De 5 principper 8 5 principper for klynger 8 1.

Læs mere

sten kan man falde ned fra, slå sig på og snuble over. Men klipper og sten er også rigtig godt og solidt

sten kan man falde ned fra, slå sig på og snuble over. Men klipper og sten er også rigtig godt og solidt Femte søndag efter trinitatis. 8.juli 2012. Domkirken og Gråbrødre: 4 Giv mig Gud, (396 Min mund), 332 På Jerusalem det ny, 582 At tro er at komme, (754 Gud ske tak), 775 Der står et slot. Altergang: 147

Læs mere

Nogle af os er kede af det, fordi vi savner nogen, eller måske en bestemt, at være sammen med. Nogle af os går og småskændes, fordi det skulle

Nogle af os er kede af det, fordi vi savner nogen, eller måske en bestemt, at være sammen med. Nogle af os går og småskændes, fordi det skulle Juleaften, domkirken 16.30 : 94 Det kimer nu, 119 Julen har bragt, 104 Et barn er født, 120 Dejlig er jorden. 1.salme, Salutation og kollekt med korsvar, Koret: "Højlovet være han som kommer i Herrens

Læs mere

Evangeliet er læst fra kortrappen: Luk 19,1-10

Evangeliet er læst fra kortrappen: Luk 19,1-10 1 7. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 19. juli 2015 kl. 10.00. Salmer: 30/434/436/302//3/439/722/471 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen. Vel mødt i kirke denne

Læs mere

dit selvværd Guide Sådan styrker du Guide: Guide: 5 veje til et bedre selvværd Vil du læse mere? sider

dit selvværd Guide Sådan styrker du Guide: Guide: 5 veje til et bedre selvværd Vil du læse mere? sider Foto: Iris Guide Maj 2013 - Se flere guider på bt.dk/plus og b.dk/plus 16 sider Guide: Sådan styrker du dit selvværd Guide: 5 veje til et bedre selvværd Vil du læse mere? Styrk dit selvværd INDHOLD I DETTE

Læs mere

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?)

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?) 1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?) 1. Jesus har undervist en masse i løbet af denne dag. Hvorfor tror du at Jesus foreslår, at de skal krydse over til den anden side af søen?

Læs mere

Guide: 10 tegn på at du er en dårlig kæreste

Guide: 10 tegn på at du er en dårlig kæreste Guide: 10 tegn på at du er en dårlig kæreste Listen er lang. Man kan træde forkert uendeligt mange gange i et parforhold. Men nogle af fejlene er værre end andre. Af Maria Christine Madsen, 04. februar

Læs mere

Når vi forbereder et nyt emne eller område vælger vi de metoder, materialer og evalueringsformer, der egner sig bedst til forløbet.

Når vi forbereder et nyt emne eller område vælger vi de metoder, materialer og evalueringsformer, der egner sig bedst til forløbet. DANSK Delmål for fagene generelt. Al vores undervisning hviler på de i Principper for skole & undervisning beskrevne områder (- metoder, materialevalg, evaluering og elevens personlige alsidige udvikling),

Læs mere

Barske. billedbøger. VIA Center for Undervisningsmidler

Barske. billedbøger. VIA Center for Undervisningsmidler Barske billedbøger VIA Center for Undervisningsmidler Barske billedbøger en vanskelig virkelighed i et billedbogsunivers Materialekassen Barske billedbøger en vanskelig virkelighed i et billedbogsunivers

Læs mere

Hvad er ateisme? Hvordan bliver man ateist? Dansk Ateistisk Selskab. Ateisme er kort og godt fraværet af en tro på nogen guddom(me).

Hvad er ateisme? Hvordan bliver man ateist? Dansk Ateistisk Selskab. Ateisme er kort og godt fraværet af en tro på nogen guddom(me). Dansk Ateistisk Selskab Hvad er ateisme? Ateisme er kort og godt fraværet af en tro på nogen guddom(me). Meget mere er der sådan set ikke i det. Der er ingen dogmatisk lære eller mystiske ritualer og netop

Læs mere

G UDDRA m ø b e r g s f o r l a g

G UDDRA m ø b e r g s f o r l a g m ø b e r g s f o r l a g UDDRAG Indhold forord 7 INDLEDNING 9 12 Fællestræk 15 Er du også særligt sensitiv? 16 Forskningen bag Overstimulering 17 18 Hvad er stimulering? 18 Tilpas stimulering 21 Kilder

Læs mere

Egon Clausen ILDSJÆLE. Et forsvar for de frivillige hjælpere & en kritik af Statens greb om folkeligheden. Gyldendal

Egon Clausen ILDSJÆLE. Et forsvar for de frivillige hjælpere & en kritik af Statens greb om folkeligheden. Gyldendal Egon Clausen ILDSJÆLE Et forsvar for de frivillige hjælpere & en kritik af Statens greb om folkeligheden Gyldendal INDHOLD 1. DE FRIVILLIGE Man siger, at velfærdsstaten gør folk passive og at solidariteten

Læs mere

Prædiken til rytmisk gudstjeneste, Matt 18,23-35. Tema: Guds nåde

Prædiken til rytmisk gudstjeneste, Matt 18,23-35. Tema: Guds nåde 1 Grindsted Kirke Søndag d. 29. september 2013 kl. 16.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til rytmisk gudstjeneste, Matt 18,23-35. Tema: Guds nåde 2 Liturgi Video Sl 23 PRÆLUDIUM: Amazing Grace på orgel Velkommen

Læs mere

En kamp mod tiden - analyse af S. U. Thomsens digt uden titel, her betegnet For hver rose vi om natten føjer til livet

En kamp mod tiden - analyse af S. U. Thomsens digt uden titel, her betegnet For hver rose vi om natten føjer til livet En kamp mod tiden - analyse af S. U. Thomsens digt uden titel, her betegnet For hver rose vi om natten føjer til livet For hver rose vi om natten føjer til livet, / trækker dagen en sorgløs fortolkning

Læs mere

Studie. Den nye jord

Studie. Den nye jord Studie 16 Den nye jord 88 Åbningshistorie Jens er en af mine venner. Jeg holder meget af ham, men han er tja nærig. Jeg bryder mig ikke om at sige det på den måde, men siden hans kone Jane sagde det rent

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10

Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10 Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10 I samtale med Gud om sit liv. Sådan kan man beskrive det tema som teksterne til Bods og bededag handler om. Kong David

Læs mere

Bør Kristendommen afskaffes

Bør Kristendommen afskaffes Et stykke journalistik af Kaj Munk Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet 1 Udgivet i 2015 Udgivet i 2015. Teksten må i denne form frit benyttes med angivelse af Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg

Læs mere

Vidste du at. Materielle Tid Alder B5 20 min 13-15. Nøgleord: Ligebehandling, LGBT, menneskerettigheder, normer, skolemiljø.

Vidste du at. Materielle Tid Alder B5 20 min 13-15. Nøgleord: Ligebehandling, LGBT, menneskerettigheder, normer, skolemiljø. 1 Vidste du at Materielle Tid Alder B5 20 min 13-15 Nøgleord: Ligebehandling, LGBT, menneskerettigheder, normer, skolemiljø Indhold En quiz, hvor eleverne præsenteres for ord og begreber omhandlende LGBT-personer,

Læs mere

SUPERFLEX, FOLKESKOLEN OG NATIONAL IDENTITET

SUPERFLEX, FOLKESKOLEN OG NATIONAL IDENTITET SUPERFLEX, FOLKESKOLEN OG NATIONAL IDENTITET Det er mandag den 19. februar 2015 på Præstemoseskolen i Hvidovre. Klokken er 8.30, og det klare vinterlys falder ind gennem vinduerne i den gamle aula. Her

Læs mere

2.søndag efter helligtrekonger, den 16. jan. 2014 Vor Frue kirke kl. 17

2.søndag efter helligtrekonger, den 16. jan. 2014 Vor Frue kirke kl. 17 2.søndag efter helligtrekonger, den 16. jan. 2014 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (1. Johs 2,28-3,3) Johs 4,5-26 Salmer: 411, 434, 292, 596, 467, 388v.4-5, 398 Du soles sol fra Betlehem hav

Læs mere

Vi er her for at søge. Af Frederikke Larsen, Villa Venire A/S april 2011

Vi er her for at søge. Af Frederikke Larsen, Villa Venire A/S april 2011 Vi er her for at søge Af Frederikke Larsen, Villa Venire A/S april 2011 På sidste års kundeseminar spurgte jeg skuespiller Lars Mikkelsen, hvorfor tvivlen er en ressource og en drivkraft for ham. Han forklarede

Læs mere

Folkeviser i middelalderen. Historisk. Litteraturhistorisk

Folkeviser i middelalderen. Historisk. Litteraturhistorisk Folkeviser i middelalderen Middelalder her danses og synges folkeviserne - nedskrives først i 1500-1700 tallet i poesibøger af adelsdamer Folkeviser Trylleviser Ridderviser Kæmpeviser Historiske viser

Læs mere

Eva Krarup Steensens tale til studenterne ved translokationen 27.juni 2015

Eva Krarup Steensens tale til studenterne ved translokationen 27.juni 2015 Kære studenter For godt en måneds tid siden holdt vi jeres sidste skoledag. I holdt middag for jeres lærere med taler, quiz og billeder fra jeres tre år på GG. Jeg var rundt i alle klasser og det var skønt

Læs mere

Julesøndag I. Sct. Pauls kirke 28. december 2014 kl. 10.00. Salmer: 104/434/102/133//129/439/127/111

Julesøndag I. Sct. Pauls kirke 28. december 2014 kl. 10.00. Salmer: 104/434/102/133//129/439/127/111 1 Julesøndag I. Sct. Pauls kirke 28. december 2014 kl. 10.00. Salmer: 104/434/102/133//129/439/127/111 Åbningshilsen Denne søndag, Julesøndag, søndag i julen, årets sidste søndagsgudstjeneste konfirmerer

Læs mere

Konflikthåndtering. - Inspiration fra en anden kultur. Af Else Tranberg

Konflikthåndtering. - Inspiration fra en anden kultur. Af Else Tranberg Konflikthåndtering - Inspiration fra en anden kultur Af Else Tranberg I oktober måned deltog to konsulenter fra Cubion i et seminar i Kenya. Temaet var tilgange til konfliktarbejde og konflikthåndtering.

Læs mere

Evaluering af skriftlig eksamen, maj 2012 Dansk A hhx

Evaluering af skriftlig eksamen, maj 2012 Dansk A hhx Evaluering af skriftlig eksamen, maj 2012 Dansk A hhx Det var tredje gang, at skriftlig eksamen i dansk på hhx var i udtræk. Som bekendt skal eleverne til eksamen i dansk enten skriftligt eller mundtligt

Læs mere

Prædiken til 3. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang

Prædiken til 3. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang Prædiken til 3. s. i fasten kl. 10.00 i Engesvang 413: Vi kommer, Herre, til dig ind på Spænd over os dit himmelsejl 448 - Fyldt af glæde 36 - Befal du dine veje 675 Gud vi er i gode hænder på Egemoses

Læs mere

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.«

»Du skal ikke se væk,«siger Pia.»Gå hen til ham.« FEST Maja skal til fest. Det er på skolen. Hun ser sig i spejlet. Er hun ikke lidt for tyk? Maja drejer sig. Skal hun tage en skjorte på? Den skjuler maven. Maja tager en skjorte på. Så ser hun i spejlet

Læs mere

Isa i medvind og modvind

Isa i medvind og modvind Richart Andersson. Isa i med- og modvind. Digtsamling 2013. Alle rettigheder tilhører forfatteren. Forside: Karina Andersen. Korrektur: Anja Adjoh. Isa i medvind og modvind 1 Isa er et synonym, men det

Læs mere

Du og jeg, Gud. 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation.

Du og jeg, Gud. 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation. Du og jeg, Gud 1.søndag efter påske 2015. Konfirmation. Den grund, du har i dåben lagt, dit stærke ja til svage, bekræfter du, skal stå ved magt i dag og alle dage. Evangelieteksten til 1.søndag efter

Læs mere

Seksuelle krænkeres barrierer

Seksuelle krænkeres barrierer Seksuelle krænkeres barrierer - mod at gennemføre et seksuelt overgreb på et barn Af psykolog Kuno Sørensen / Red Barnet Fire forhåndsbetingelser Det er en udbredt misforståelse, at seksuelle overgreb

Læs mere

Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013

Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013 Prædiken af Provst Hans-Henrik Nissen 18. søndag e. Trinitatis 29. september 2013 Højmesse i Rungsted kirke. 2 da b Salmer: 9; 422; 277; 54; 464; 729; 750; 727. Kollekt: Ordet og Israel Tekst: Matt.22,34-46

Læs mere

Fadervor. b e l e n å b n e r b ø n n e. f o r j u n i o r e r

Fadervor. b e l e n å b n e r b ø n n e. f o r j u n i o r e r Fadervor B I b e l e n å b n e r b ø n n e n b e l e n å b n e r b ø n n e f o r j u n i o r e r f o r j u n i o r e r Bibelen Nu skal du læse i Bibelen. Har du selv en bibel, så kan du bruge den! Hvis

Læs mere

Klik på et emne i indhold: Hvad er et resumé? Artikel fra tema VÆRKTØJSKASSEN. Hvad er et resumé? Artikel fra tema

Klik på et emne i indhold: Hvad er et resumé? Artikel fra tema VÆRKTØJSKASSEN. Hvad er et resumé? Artikel fra tema VÆRKTØJSKASSEN Klik på et emne i indhold: Hvad er et resumé? Artikel fra tema Hvad er et resumé? Artikel fra nyheder Hvad er en kommentar? Hvad er en blog og hvordan skriver jeg på en blog? Hvad er en

Læs mere

Jane Teller: Intet læst i 7.b og 8.b

Jane Teller: Intet læst i 7.b og 8.b Undervisningsforløb udarbejdet af Eskild Højgaard for Dansklærerforeningen februar 2003. Jane Teller: Intet læst i 7.b og 8.b Læsningens mål og midler 7.b At lade eleverne få en oplevelse Lade eleverne

Læs mere

Styrk de særligt sensitive børn

Styrk de særligt sensitive børn Styrk de særligt sensitive børn Særligt sensitive børn er på godt og ondt mere påvirkede af det omgivende miljø. De er blandt de mest fagligt og socialt stærke børn, når de trives i et miljø. Men føler

Læs mere

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre!

konfirmandord, som vi forsøgte at få på plads her i morges, og som gør at jeg om lidt er nødt til at Kære konfirmandforældre! Konfirmation 26.april 2015. Domkirken 10: 402 Den signede dag, 725 Det dufter, 331 Uberørt. Konfirmation, 29 Spænd over os, 754 Se, nu stiger Kære konfirmandforældre! konfirmandord, som vi forsøgte at

Læs mere

Stress på arbejdspladsen et modefænomen eller hvad?

Stress på arbejdspladsen et modefænomen eller hvad? FAGLIGT HJØRNE Interview v/faglig sekretær Ingelise Rangstrup Stress på arbejdspladsen et modefænomen eller hvad? Hvis du føler dig stresset i din hverdag, så deler du vilkår med rigtig mange andre mennesker,

Læs mere

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække 1 Grindsted Kirke Mandag d. 25. maj 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække Salmer DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud DDS 305: Kom, Gud Helligånd,

Læs mere

Roman - tragikomisk fortælling

Roman - tragikomisk fortælling ERLING JEPSEN Født 1956. Dramatiker og forfatter. Den sønderjyske farm er hans syvende roman; blandt de tidligere kan nævnes Kunsten at græde i kor og Frygtelig lykkelig, der begge er filmatiseret. Har

Læs mere

Kampagnemagasin nr. 3-2008

Kampagnemagasin nr. 3-2008 Kampagnemagasin nr. 3-2008 Tønder kommune deltager i Virksomhedsdysten - og planlægger at vinde TV2 holdt formen ved lige i Af Jakob Thøger Michelsen, Konsulent MpA Tønder kommune deltager i virksomhedsdysten

Læs mere

Hattersly s hjælp til billedkritik

Hattersly s hjælp til billedkritik Hattersly s hjælp til billedkritik Hvad gør man, hvis man har svært ved at udtrykke sig uden om billeder, man skal bedømme? Hvor får man hjælp til at analysere et billede og formulere sin mening herom?

Læs mere

Hvad er vold? En E-bog skrevet af Tanja Rahm

Hvad er vold? En E-bog skrevet af Tanja Rahm Hvad er vold? En E-bog skrevet af Tanja Rahm Indholdsfortegnelse Forord... 3 Indledning... 4 Begrebet vold... 5 Psykisk vold... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Fysisk vold... Fejl! Bogmærke er ikke defineret.

Læs mere

Hvilke ord 'trigger' dine kunder?

Hvilke ord 'trigger' dine kunder? Hvilke ord 'trigger' dine kunder? Af Rikke Moos, Webskribenten Du kender talemåden: vælg dine ord med omhu. Et fornuftigt råd, der er værd at følge, hvis du vil undgå at blive misforstået af andre. Men

Læs mere

Åbningshistorie. kend kristus: Teenagere

Åbningshistorie. kend kristus: Teenagere Studie 1 Guds ord 9 Åbningshistorie Jeg stod bagerst i folkemængden i indkøbscentret og kiggede på trylleshowet. Men min opmærksomhed blev draget endnu mere mod den lille pige ved siden af mig end mod

Læs mere

Lindvig Osmundsen.Prædiken til 2.s.e.hel3konger.2015.docx 18-01-2015 side 1. Prædiken til 2. s. e. Hellig 3 Konger 2015. Tekst: Johs. 2,1-11.

Lindvig Osmundsen.Prædiken til 2.s.e.hel3konger.2015.docx 18-01-2015 side 1. Prædiken til 2. s. e. Hellig 3 Konger 2015. Tekst: Johs. 2,1-11. 18-01-2015 side 1 Prædiken til 2. s. e. Hellig 3 Konger 2015. Tekst: Johs. 2,1-11. Moral eller evangelium. Evangelium betyder det glædelige budskab. En kinesisk lignelse fortæller om et andet bryllup.

Læs mere

Den Indre mand og kvinde

Den Indre mand og kvinde Den Indre mand og kvinde To selvstændige poler inde i os Forskellige behov De har deres eget liv og ønsker De ser ofte ikke hinanden Anerkender ofte ikke hinanden Den største kraft i det psykiske univers,

Læs mere

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste.

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste. 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 19. april 2015 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmationsgudstjeneste. Salmer. DDS 331 Uberørt af byens travlhed.

Læs mere

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847. Analyse af Skyggen Man kan vel godt sige, at jeg har snydt lidt, men jeg har søgt på det, og der står, at Skyggen er et eventyr. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er blevet lidt enig, men jeg er stadig

Læs mere

Konflikthåndtering. freddy.sahl@webspeed.dk

Konflikthåndtering. freddy.sahl@webspeed.dk Konflikthåndtering 1 !" # # 2 Hvorfor arbejde med konflikter? De er uundgåelige frugtbare og smertelige Man kan lære at håndtere dem bedre og dermed minimere vold og lidelser, spare tid, penge og energi.

Læs mere

Tarotkortenes bud på stjernerne April 2014.

Tarotkortenes bud på stjernerne April 2014. Tarotkortenes bud på stjernerne April 2014. Vædderen: På hovedet. Retvendt. på hovedet. Omgiv dig med et smaragdgrønt lys, og lad universet heale dig. Du er mere følsom end man umiddelbar tror ved første

Læs mere

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far. Kapitel 1 Der var engang en dreng, der gemte sig. Bjergene rejste sig høje og tavse omkring ham. En lille busks lysegrønne blade glitrede i solen. To store stenblokke skjulte stien, der slyngede sig ned

Læs mere

Den vandrette og den lodrette akse.

Den vandrette og den lodrette akse. Den vandrette og den lodrette akse. En tilgang til tilværelsen, som måske kan gøre det lettere at blive bevidst om forskellige aspekter af livet, er ved at se på den vandrette og den lodrette akse. Det

Læs mere

Sort mælk. Holocaust i ny kunst Museet for Samtidskunst, Roskilde Ved Mette Rold, adjunkt

Sort mælk. Holocaust i ny kunst Museet for Samtidskunst, Roskilde Ved Mette Rold, adjunkt Sort mælk Holocaust i ny kunst Museet for Samtidskunst, Roskilde Ved Mette Rold, adjunkt Museumsformidling og kunst Holocaust som erindringsbilleder i museumsformidlingen Med dette forløb tages der fat

Læs mere

Dansk-Kinesisk Parlør

Dansk-Kinesisk Parlør . Dansk-Kinesisk Parlør Shaola J. G. Zhou Dansk-Kinesisk Parlør Samfundslitteratur Shaola J.G. Zhou Dansk-Kinesisk Parlør 1. udgave 2001 Samfundslitteratur, 2001 Omslag: Torben Lundsted Sats: Forfatteren

Læs mere

Førstehjælp til det skrantende parforhold

Førstehjælp til det skrantende parforhold Førstehjælp til det skrantende parforhold Af: Lone Knuhtsen Når forholdet er ved at gå i hårdknude er der måske hjælp at hente i en weekend med parterapi. Man kan f.eks. blive sendt på besøg i partnerens

Læs mere

Evaluering af SSP dagen elev 1

Evaluering af SSP dagen elev 1 Evaluering af SSP dagen elev 1 1. Hvorfor hedder SSP dagen Det er sejt at sige nej Det gør det fordi at det er godt at sige nej til noget dumt fx: at ryge, at stjæle og andre dumme ting. 2. Hvad lærte

Læs mere

KØN BETYDER NOGET PÅ GODT OG ONDT!

KØN BETYDER NOGET PÅ GODT OG ONDT! KØN BETYDER NOGET PÅ GODT OG ONDT! I DAG BETRAGTES KØN IKKE SOM NOGET GUDGIVET ELLER EN UDELUKKENDE NATURGIVEN STØRRELSE. I DET SENMODERNE SAMFUND ER KØN I HØJERE GRAD EN FLYDENDE OG ÅBEN KATEGORI, DER

Læs mere

Læsning. Prædikeren kap 3.

Læsning. Prædikeren kap 3. 02-01-2015 side 1 Prædiken til midnatsgudstjeneste 2014. Christianshede Læsning. Prædikeren kap 3. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid

Læs mere

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige

Nadververs 294 v. 3 Af Talsmand som på jorderige 1 Prædiken i Engesvang 5. s. e. påske 402 Den signede dag 674 v. 1-3 Sov sødt barnlille 674 v. 4-7 Sov sødt barnlille 292 Kærligheds og sandheds Ånd 325 Jeg ved et lille Himmerig Nadververs 294 v. 3 Af

Læs mere