Miami - de moderate eksil-cubanere tager til genmæle. Heidi S. Dueholm, Cand. Mag, VUC Holstebro-Lemvig-Struer

Transkript

1 Miami - de moderate eksil-cubanere tager til genmæle Heidi S. Dueholm, Cand. Mag, VUC Holstebro-Lemvig-Struer For 3 ½ år siden var jeg i Miami. I forbindelse med mit speciale havde jeg til hensigt at belyse de politiske strømme og drivkræfter der havde gjort sig gældende blandt cubansk-amerikanerne i Miami fra 1959 og frem til Gennem University of Miami samt Cuban Research Institute (CRI) fra Florida International University fik jeg kontakt til en række centrale personer og organisationer som havde stor betydning for den Cuba relaterede diskussion i min fokusperiode. Jeg gennemførte interviews med aktører og interviewene blev en vigtig del af undersøgelse. Min konklusion blev, at der er sket en mærkbar politisk forandring i den cubansk-amerikanske enklave. Forestillingen og generaliseringen om eksil-cubaneren som en uforsonlig karakter der [ ] stadig drømmer om en ny Amerika-støttet invasion er ikke længere tidssvarende.1[1] I denne artikel vil jeg give et indtryk af den udvikling, som har ført til, at man i dag kan tale om en cubansk-amerikansk enklave hvor forskellige politiske holdninger til problematikken omkring Cuba bliver artikuleret. Den nye udvikling er karakteriseret af, at der er en voksende vilje til dialog med styret på Cuba blandt cubansk-amerikanerne, og ikke mindst er der en vilje til forsoning og fredelig sameksistens imellem cubansk-amerikanerne internt. Vejen hertil har imidlertid været lang og til tider forbløffende blodig og voldelig. Jeg tager udgangspunkt i sagen om Elian Gonzalez, da man i denne sag på TV skærmene verden over fik et indtryk af eksil-cubanerne, da deres vrede og frustration slog ud i lys lue, og en grædende Elian til sidst blev fjernet fra sin familie i Miami. Alfredo Duran er en af de fremtrædende moderate eksilcubanere. Han fortalte mig, at netop det image af vrede uforsonlige eksil-cubanere, som kom til udtryk under sagen, alt for længe har været enklavens ansigt, både indadtil og udadtil. Eliansagen I november 1999, samlede et amerikansk kystbevogtnings-fartøj en lille cubansk dreng op af havet ud for Floridas kyst ved Fort Lauderdale. I to dage havde han holdt sig i live i en ring fra et traktordæk. Den lille drengs mor og stedfar var druknet sammen med ni andre personer. De havde alle forsøgt at sejle fra Cuba og nå den amerikanske kyst. Den skibbrudne dreng var Elian Gonzalez. Elian blev bragt til Miami af den amerikanske kystvagt. Her boede han hos sin onkel i et halvt år, hvorefter han vendte hjem til Cuba. I det halve år Elian boede i Miami tiltrak hans sag verdenspressens opmærksomhed, og den havde talrige aspekter: Den provokerede politiske spændinger mellem Fidel Castro og den daværende amerikanske 1[1] Lektor Hugo Cancino fra AUC i Noter, december 2006

2 præsident Bill Clinton, den aktiverede menneskerettighedsorganisationer, og den fik cubanere og cubanskamerikanere til højlydt at udtrykke deres frustrationer. Demonstranter i Havana rasede over, at Elian ikke straks blev sendt hjem til sin far Juan Miguel Gonzalez. Den officielle cubanske holdning var at drengens ophold hos sin onkel blev opfattet som en ulovlig tilbageholdelse af en cubansk statsborger, og et overgreb på ham. I Miami derimod forsvarede cubansk-amerikanske demonstranter Elians ret til at blive i USA, og som følge deraf leve et liv i frihed. De modsatte sig på det kraftigste at Elian skulle genforenes med sin far fra Cuba. Sagen om Elian Gonzalez blev afsluttet med en dommerkendelse ved Dade County Court i Miami. Kendelsen fastslog, at Elian skulle sendes med sin far hjem til Cuba, og Juan Miguel Gonzalez kom til USA og hentede sin søn. For at forstå de følelser af frustration, som kom så heftigt til udtryk i massedemonstrationer hos eksilcubanerne, er det vigtigt at kaste et blik på deres historie. Cubansk-amerikanerne og Den Cubanske Sag Siden de cubanske uafhængighedskrige i 1800 tallet har cubanere rejst til USA for at bosætte sig. Nogle har slået sig ned permanent, og nogle har ventet på at forholdene i hjemlandet skulle blive så gunstige, at de kunne vende hjem. Når vi populært bruger begrebet eksil-cubanere i dag, er det overvejende med tanke på de strømme af cubanere der rejste til USA i forbindelse med Fidel Castros magtovertagelse efter Der bor i dag godt 1,2 millioner cubansk-amerikanere i USA. En meningsundersøgelse, Cuba Poll, kunne i 2004 afsløre at af de adspurgte cubansk-amerikanere ønskede kun 17,6 % at vende tilbage til Cuba, selvom øen skulle få demokratisk styreform.2[2] Cuba Poll er en meningsundersøgelse, som er foretaget syv gange siden 1991 af The Institute of Public Opinion Research og The Cuban Research Institute fra Florida International University. Den omfatter en række spørgsmål om Cuba relaterede emner, som er stillet til tilfældigt udvalgte cubansk-amerikanere i Miami.3[3] Af de godt 1,2 millioner cubansk-amerikanere er langt de fleste er bosat i Miami området. Den cubansk-amerikanske dominans i dette område er så stor, at man af og til kalder Miami for Havana USA. Cubanerne er kommet til USA i fem bølger periodisk inddelt efter hvilke årstal, de er ankommet i. Bølgerne har haft hver sine karakteristika. Disse har adskilt sig både med hensyn til social status og demografisk sammensætning. De politiske omstændigheder, der har gjort sig gældende for den enkelte bølge, har været af forskellig karakter, men fælles for de cubanere der kom i slutningen af 1950 erne, fra 1965 til 1973 og i 1980, var at de blev aktører i den amerikanske udenrigspolitik overfor Cuba og Sovjetunionen, og de fik indenrigspolitisk indflydelse bl.a. i form af deres massive støtte til den amerikanske handelsembargo mod Cuba. Imaget af uforsonlige antikommunister var anvendeligt i den amerikanske kontekst og blev ivrigt holdt i live af meningsdannerne i den eksil-cubanske enklave. Tømmerflåde flygtningene fra midten af 1990 erne og de moderne ditto står i mindre grad i relation til de udenrigspolitiske kontroverser. De moderne immigranter er ofte yngre mennesker, der drømmer om en tilværelse med større økonomiske muligheder og bedre fremtidsudsigter for beskæftigelse. Den største forskel både i år, karakteristika og politiske omstændigheder, finder man således mellem den første strøm af politiske flygtninge efter 1959, og de cubanere der med jævne mellemrum får fast grund under fødderne på Sydfloridas kyst efter at have sat liv og lemmer på spil på havet i primitive fartøjer. 2[2] CRI, Cuba Poll [3]

3 Eksempelvis kunne The Miami Herald den 9. januar 2007 berette om ikke færre end 67 cubanske mænd, kvinder og børn, der var kommet i land natten forinden4[4]. På Bahia Honda stod jeg i april 2004 foran denne hjemmelavede båd af slanger fra traktordæk. En politibetjent fortalte at der havde været tre mand ombord, men kun én var kommet i land dagen før dette foto blev taget. Det primitive fartøj var med sin dunst af dieselolie og en tom vandflaske to mænds gravmonument. (eget foto) Det var den første bølge der lagde grundlaget for integrationen af de efterfølgende. De cubanske netværk, der blev skabt, fik massiv betydning for livet i den cubansk-amerikanske enklave. På områder som socialisering, forretningsliv, religiøsitet og politik blev disse netværk i høj grad definerende for en cubansk-amerikaners liv i enklaven. De politiske omstændigheder omkring den første bølge skabte eksil-cubaner begrebet. Gusanos som betyder orm var det ord, som Castro anvendte om dem, der valgte at forlade revolutionen. Gruppen, der hovedsagligt bestod af velhavende og veluddannede cubanere med store administrative og tekniske kompetencer kaldte sig eksil-cubanere med tryk på eksil. De ville ikke opfattes som immigranter, da deres eksil blev betragtet som påtvunget og deres selvperception tog udgangspunkt i Den Cubanske Sag ( La Causa Cubana ). Den Cubanske Sag var og er stadig hos langt de fleste cubansk-amerikanere udtrykt i ønsket om et Cuba uden kommunistisk styre. Hos mange af især de ældre eksil-cubanere var Den Cubanske Sag især udtrykt gennem et uforsonligt had til personen Fidel Castro. Hadet til Castro og det glødende engagement for Den Cubanske Sag blev dominerende på den politiske dagsorden i den cubansk-amerikanske enklave i Miami. Paradokser Den overordnet vigtigste faktor for integration i den cubanske enklave har været og er fortsat den cubanske identitet, som på talrige måder præger Miamis cubanere. En vigtig del af denne er selve den eksilcubanske selvforståelse, som på paradoksal vis på én gang har skabt en mening i diaspora-tilværelsen og samtidig har været den røde tråd hjem til Cuba. Lo cubano, det cubanske, opfattes på begge sider af havet som det, der er unikt cubansk, og det opfattes som den underliggende drivkraft, der gør at cubanere stadig holder af hinanden uanset om de bor på øen eller hos naboen i nord. Meget vigtigt er det i denne forbindelse at forstå, at cubansk-amerikansk politik er fyldt med paradokser5[5]. Eksempelvis kan man som cubansk-amerikaner godt rent politisk stemme for en opretholdelse af embargoen mod Cuba for at demonstrere sin modvilje mod det cubanske styre, men samtidig vil man fortsat sende penge hjem til familien på Cuba, så det ikke er dem, der skal lide. Det er balancerne mellem politisk praksis og ren emotionel praksis, der ofte har fået eksil-cubanerne til at toppes indbyrdes. Her er handelsembargoen og restriktionerne på samkvem som de f.eks. er udtrykt i amerikansk lovgivning det store brændpunkt. Man har bl.a. haft glødende diskussioner om størrelsen på det månedlige pengebeløb, der kan sendes til 4[4] 5[5] Professor Damian J. Fernandez, interview FIU, Miami, 5. maj 2004

4 slægtninge på Cuba. Formanden for Cubas Demokratiske Kristelige Parti, Dr. Marcelino Myares, nævnte i maj 2004 at det pengebeløb som den cubansk-amerikanske enklave i Miami sender til Cuba på et år, overstiger det beløb som Cuba tjener på det samlede årlige høstudbytte.6[6] Det føromtalte paradoks fremgik i denne forbindelse tydeligt af den samtidige Cuba Poll, der viste at 66 % af de adspurgte cubansk-amerikanere gik ind for en stram embargo mod Cuba, mens kun 8,5 % af samme adspurgte gruppe mente at embargoen fungerede efter hensigten.7[7] Plakat fra busstoppested i Miami: "Send dine 100 $ til Cuba for 19$" - eget foto, april De moderate meninger får stemme At vise villighed til dialog og forhandling med regeringen på Cuba, blev i årene fra slutningen af 1960 erne op til omkring 1990 nærmest betragtet som forræderi mod Den Cubanske Sag. Dialog-villig adfærd kunne få konsekvenser for karriere, forretning, sociale forhold og i ekstreme tilfælde: selve livet. Bombeeksplosioner blev et middel som højreorienterede eksil-cubanske ekstremister anvendte overfor andre anderledes tænkende og dialogvenlige eksil-cubanere. Den største cubansk-amerikanske organisation; Cuban American National Foundation (CANF) blev under den karismatiske leder Jorge Mas Canosa med sin hårde retorik talerør for den uforsonlige linje overfor det cubanske styre, og organisationen accepterede stiltiende den politiske vold frem til Canosas død i Vejen for mere dialogvenlige og moderate stemmer i den cubansk-amerikanske enklave har åbnet sig mere og mere siden begyndelsen af 1990 erne. Men før dette tidspunkt var vejen lang og trang. En af de mest fremtrædende organisationer i denne forbindelse er Instituto de Estudios Cubanos (IEC). Organisationen har siden sin grundlæggelse i 1969 haft til formål at fremme en fri og velargumenteret meningsudveksling omkring Cuba relaterede emner. Dialogen er foregået på tværs af politiske holdninger og på tværs af landegrænser, også grænserne mellem USA og Cuba. 6[6] Dr. Marcelino Myares, interview PDCC, 7. maj [7] Cuba Poll 2004

5 I 2004 interviewede jeg den daværende formand Maria Cristina Herrera. Det har været hårdt, men det har været dejligt konstaterede hun, da vi talte om vanskelighederne med at få organisationens arbejde til at bære frugt. I begyndelsen måtte vi bede om politibeskyttelse tilføjede Herreras søster Ada. Vi var bange for de højreorienterede her i byen. At frygten skulle vise sig velbegrundet kom i al sin voldsomhed til udtryk da højreekstremistiske eksil-cubanere i raseri sprængte en bombe i hendes hus i Miami. De ekstremistiske eksil-cubanere var vrede over at Maria Cristina Herrera havde stået i spidsen for en dialogvenlig organisations rejse til Cuba, hvor hun i samme forbindelse havde mødt Castro. Det var et chok med bomben sagde hun, men de over 600 mennesker der kom til mig den morgen for at udtrykke deres støtte, styrkede mig. IEC og Herrera arbejdede videre med at fremme den velargumenterede og oplyste dialog, og i 2004 kunne hun sige følgende: der blæser nye milde vinde her i det cubansk-amerikanske samfund 8[8]. Alfredo Duran var 2004 med til at bekræfte indtrykket om de nye milde vinde. Duran, som på dette tidspunkt var administrerende direktør for medieselskabet WYHS, Channel 69 i Miami, har en lang erfaring i problematikken omkring Cuba. I 1961 var han medlem af Brigade 2506 og deltog i invasionen i Svinebugten. Han blev taget til fange af Castros styrker og sad fængslet på Cuba i 18 måneder, hvorefter han kom til USA. Her grundlagde Duran den ekstremt højreorienterede organisation The Bay of Pigs Veterans Association. Han var medlem af organisationen frem til 1993, hvor han blev ekskluderet. Årsagen til eksklusionen var, at han siden 1990 var begyndt at tale for nødvendigheden af en fredelig dialog med styret i Havana. Da han i 1993 indvilligede i at tage til Cuba for at tale om begivenhederne omkring Svinebugtsaffæren, blev dette fra den højreorienterede ledelses side betragtet som forræderi mod Den Cubanske Sag. Alfredo Duran blev herefter medstifter af The Cuban Committee for Democracy (CCD). Vi ønskede at vise omverdenen, at der er andre stemmer her i det cubansk-amerikanske samfund, end de der går ind for en hård linje overfor Cuba. Alle cubanere tænker ikke ens, vi er nogle der gerne vil forhandle og have en fredelig dialog. 9[9] Duran bekræftede at sådanne udtalelser tidligere kunne have været farlige at fremsætte. Sagen om Elian Gonzales havde ifølge Duran vist resten af USA, hvor uforsonligt og irrationelt højreorienterede eksilcubanere optrådte ved at ville nægte Elian at blive genforenet med sin far. Men nu i 2004 var der åbnet op for det han kaldte en oplyst debat. Debatten kunne leve frit i Miami, og CCD fik en stemme, som også kunne høres i den amerikanske kongres.10[10] Dette blev ikke mindst synligt med organisationens kamp for at få den amerikanske regering til at lempe på den omstridte handelsembargo mod Cuba. Meget af sin erfaring med politik hentede Duran fra sin periode som formand for Det Demokratiske Parti i Florida, hvor han var leder af Bill Clintons valgkampagne i staten. At der over årene er sket en gradvis forandring i holdningerne hos tilfældigt udvalgte cubansk-amerikanere, ses også i den føromtalte meningsundersøgelse: I 1991 gik 22,4 % af de adspurgte ind for at skabe en fredelig national dialog med Cuba, i 2004 var tallet steget til 39,4 %. Det mere kontroversielle spørgsmål om støtte til en invasion på Cuba viste også en forandring. I 1991 var støtten til en invasion på 62 %, i 2004 var støtten faldet til 49,8 %. 11[11] 8[8] Interview med IEC i Maria Cristina Herreras hjem i Coral Gables, Miami, 30. april [9] Alfredo Duran, interview, 7. maj 2004, Miami 10[10] Ibid. 11[11] Cuba Poll 2004

6 Status i dag I 2007 kan man konstatere at moderate eksil-cubanere som Maria Cristina Herrera og Alfredo Duran har nået deres mål med at stemmer, som taler for dialog med Cuba, kan blive hørt. Dette ses bl.a. i kraft af den anmodning som IEC sammen med 23 andre moderate eksil-cubanske organisationer og partier har sendt til Bush regeringen. I december 2006 bad disse grupper, som tilsammen kalder sig Cubansk Konsensus (Consenso Cubano) den amerikanske regering om at løsne op for rejserestriktionerne til Cuba og humanitær bistand til øen. Det overordnede formål er at fremme betingelserne for en fredelig demokratisk transition på Cuba, samt på denne måde at støtte de kræfter indenfor Cubas egne grænser, der arbejder hen imod en fredelig politisk forandring på øen. Endelig er det i denne forbindelse også interessant, at CANF tilslutter sig Cubansk Konsensus og meget tydeligt understreger, at et systemskifte på Cuba skal foregå som en fredelig transition. Her er der ingen invasionsønsker, og retorikken er blevet mere moderat. Der findes stadig grupper og organisationer som f.eks. The Cuban Liberty Council, som anvender hård og uforsonlig retorik for at fremme Den Cubanske Sag.12[12] Men det moderne indtryk af Miamis eksilcubanere bør være nuanceret. Nu da de moderate har fået en stemme bør den også høres. 12[12]