4 s e H 3 K. Søndag d.2.februar Hinge Kirke kl.9. Vinderslev Kirke kl (da b). Vium Kirke kl

Transkript

1 4 s e H 3 K. Søndag d.2.februar Hinge Kirke kl.9. Vinderslev Kirke kl (da b). Vium Kirke kl Salmer: Hinge kl.9: / ,v.2-5 Vinderslev kl.10.30: ,v.1-3 (dåb) v.4-6/ ,v ,v.2-5 Vium kl.19 Kyndelmisse: / ,v Tekst: Matt 14, Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde:»det er et spøgelse,«og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde:»vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«men Peter sagde til ham:»herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.«han sagde:»kom!«peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte:»herre, frels mig!«straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde:»du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde:»sandelig, du er Guds søn.«kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd, så vi må få et glimt af din herlighed. Amen. Det er jo ligefrem gået ind i sproget, dette med at gå på vandet. Så sent som i forbindelse med det nyligt overståede europamesterskab i håndbold blev spørgsmålet stillet, om træneren Ulrik Wilbek mon 4/ Prædiken v/ Frede Møller 1

2 kunne gå på vandet. Det kunne han som bekendt ikke, for det endte med sølv i stedet for guld. En præst forsøgte det samme for nogen tid siden. Han druknede. Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan så meget andet, sang Bamse i sin tid, men vi kommer jo ikke udenom, at det er det, opmærksomheden særlig samler sig om, når vi hører den beretning, vi nu lige har lyttet til. På samme måde som sidste søndag. Da var det ordene om at have tro som et sennepsfrø, vi hørte. Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! Og det ville adlyde jer, siger Jesus, da disciplene beder om større tro. Igen sker der det, at opmærksomheden samler sig om det forkerte, nemlig dette med at få træet til at rykke sig op med rode. Den kendte præst Olfert Ricard sagde engang om disse ord: Her står et dejligt akasietræ herudenfor på kirkepladsen: øv nu endelig ikke jeres tro på at få det rykket op med rode og kastet i havnen ved Kvæsthusbroen! Det ville være synd for træet og synd for jeres tro, som vist ville blive rykket op ved det arbejde før træet. Jo, vi har det med at fokusere på det forkerte! Rette blikket indad for at se, hvor stor vores tro mon er. Rette blikket mod det at vandre på søen, for tænk, hvis det kunne lade sig gøre! Tænk, om jeg havde en tro, der er så stor, så den fik mig til at træde ud af båden, sådan som Peter gjorde Men det er nu altså ikke dig og mig, det handler om, når det kommer til stykket! Vi befinder os stadig i den tid i kirkeåret, som hedder Epifani-tiden, og epifani betyde, at Gud afslører sig, viser os sit ansigt, viser sin herlighed. Og det er det, sagen drejer sig om også i den mærkelige beretning, vi lytter til i dag. Ikke at gå på vandet eller flytte rundt med træer eller bjerge, men derimod rette blikket mod ham, der gjorde det, så vi falder ned foran 4/ Prædiken v/ Frede Møller 2

3 ham og siger: Sandelig, du er Guds søn, sådan som de lidettroende disciple gjorde det den dag i båden. Så kan vi tænke på dette med stormvejret, som vi hører om i dag. Jesus ønskede at være alene med Gud og havde derfor sendt sine disciple i forvejen. Det har åbenbart ikke været så nemt for ham at få dem afsted, for der står, at han ligefrem nødte dem til at gå om bord, mens han selv fik sendt skarerne bort. Skarerne - det var de mennesker, som havde taget turen rundt om søen for at se og opleve Jesus. Fem tusinde mænd foruden kvinder og børn fik lov til at opleve det utrolige under, at han bespiste dem med fem brød og to fisk, så der oven i købet blev hele tolv kurve med mad til overs! Alle spiste og blev mætte, og nu er skarerne borte, mens disciplene er på vej over søen i båden. Jesus er alene. Ene går han op i bjergene for at bede, får vi at vide, og allerede her er der noget, som nok er værd at standse ved. Vi kommer jo ikke udenom, at vi tror på travlhedens nødvendighed, som én sagde det engang. Og netop derfor glemmer vi måske ofte at få tanket op, at få fyldt på, når det gælder det åndelige brændstof. Her er det, Jesus selv viser os vejen. Når han havde brug for at være alene og på den måde være sammen med Gud, hvordan kan vi så tro, det er anderledes for os? Den ene gang efter den anden hører vi, hvordan Jesus trækker sig tilbage fra de andre for at være alene med Gud. Ikke mindst da det afgørende øjeblik nærmer sig, hvor han skal igennem lidelse og død, fortælles det, hvordan han er alene for at bede. Jesus er Gud, der er blevet menneske. Ikke 50% procent, men 100% menneske, og som menneske har han behov for at være sammen med Gud og bede til Gud for på den måde at få kraft og styrke til den vej, han skal gå. Det er ikke spor anderledes for dig og for mig. 4/ Prædiken v/ Frede Møller 3

4 Men det var dette med stormvejret, vi kom fra. Stormvejret, som disciplene oplevede ude på søen! Det kan vi godt tage som et billede på det, der undertiden møder os her i livet. Livet er jo ikke altid så let, og da slet ikke, når sygdom, modgang og død møder os. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod, hørte vi, og det er det samme, vi skal synge om i salmen efter prædikenen i dag. Mit hjerte er så bange, synger journalisten Gustav Biering, som ganske vist knytter til ved en anden beretning, beretningen om stormen på søen, men situationen er jo på flere måder den samme her. Forskellen var bare, at da var Jesus med om bord og lå og sov, mens det stormede. Men lad os bare opfatte stormen som alt det, der truer. Når vi hører om krig og forfølgelse rundt omkring i verden, - når vi møder sygdom, modgang og død, ja, så truer det livsglæde og håb, så vi somme tider kan frygte, at vi er ved at gå under. Tag nu bare Sara og Abraham, som vi hørte om fra alteret. De havde det sikkert på samme måde, når de tænkte på barnløsheden. Nu var årene gået. Abraham var næsten hundrede, og Saras moderliv var dødt, hørte vi. Alligevel står der disse mærkelige ord om, at han tværtimod blev styrket i troen og gav Gud æren og var overbevist om, at det, som Gud havde lovet, har han også magt til at gøre. Se, det er jo tro! Denne faste tillid til, at min sag er i de bedste hænder, uanset hvordan de ydre ting former sig! At Gud ikke er træt og udmattet, sådan som vi andre somme tider bliver det, men at det er sandt, som profeten Esajas siger det: Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord. Han bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske. Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke. At det virkelig er sandt, som den norske professor Ole Hallesby skriver i sin bog Fra bønnens verden : Din hjælpeløshed er din bedste bøn. 4/ Prædiken v/ Frede Møller 4

5 Den råber fra dit hjerte ind i Guds hjerte, bedre end alle dine ord og bønner. Og Hallesby minder om, hvordan det er, når en mor passer sit spædbarn. Den lille kan ikke formulere en eneste bøn, men alligevel beder den lille. Du, som er mor, forstår ham. Du passer den lille nat og dag, skønt han ikke forstår, hvad du gør og ofrer og lider for ham. Han takker dig heller ikke. Du hører uafladelig den bøn, som hans hjælpeløshed råber til dit moderhjerte. Midt i det mørke og meningsløse kommer Jesus til de nødstedte disciple! Det er det, som er evangeliet, det glædelige budskab til os i dag. De troede, de var alene derude i stormvejret på søen, men i den fjerde nattevagt kom han gående på søen. Den fjerde nattevagt det er det tidspunkt om natten, hvor det er mørkt og svært, men hvor lyset er nær. Kom i den sidste nattevagt i en af mine kæres dragt og sæt dig ved min side, og tal med mig, som ven med ven, om hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor kvide, siger Grundtvig i en salme, og her kommer han. Han har ikke glemt dem eller svigtet dem. Nej, han kommer, og det afgørende er jo, at de så får øjnene op for hans herlighed! At de forstår, at det i virkeligheden er Gud selv, der her giver sig til kende! At det er lyset, som skinner i mørket, sådan som det jo særlig er temaet her i dag, hvor det er Kyndelmisse. Han kommer, og han er ikke et spøgelse, men den, som vil hjælpe, skænke frimodighed. Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet, siger Peter, og Jesus siger: Kom! Og sandelig om Peter ikke tager skridtet ud af båden og begynder at gå på vandet. Den slags kan ikke lade sig gøre. Eller kan det? Så længe Peter så på Jesus, kunne det, men i det øjeblik han retter blikket mod stormen, mod vandet, mod sin egen tro, så han ser det umulige og håbløse ja, så glipper det. Herre, frels mig! råber han, mens han synker, og straks griber Jesus ham. 4/ Prædiken v/ Frede Møller 5

6 Da jeg i sin tid skulle prøveprædike i forbindelse med min ansøgning om at blive præst i Nexø på Bornholm, stod jeg foran alteret i Sct.Pouls kirke, hvor der dengang var et alterbillede med netop det motiv. Det afgørende er ikke Peters tro, men Jesu arm, der griber ham. Det afgørende er ikke mig og mit, men det, som kommer fra ham. Du lidettroende, hvorfor tvivlede du? lød det til Peter den dag, og det må han også gerne sige til mig, bare han griber mig og haler mig op fra dybet! Der er så meget i denne verden, vi ikke forstår, og jeg bliver så træt og ked af det, når jeg hører mennesker, som prøver at forklare, at der er en mening med det hele. Så går mine tankeruvilkårligt til Jobs venner, som vi møder i Det gamle Testamente. Disse fromme venner, som kommer til deres ven, da han har det allermest svært, og så giver de sig til at forklare meningen med det onde, så det på den måde bare bliver endnu værre. For sagen er jo, at Gud er den store og ubegribelige, sådan som Job til sidst når frem til det. Han er ikke den, der skal forklares eller forsvares. Nej, den eneste rigtige holdning, når det gælder Gud, den kommer frem, da de kaster sig ned for ham, der får vinden til at lægge sig, og som griber den synkende Peter og haler ham op af dybet. Sandelig, du er Guds søn, lyder det fra dem, der ser Guds herlighed. Det samme sagde de, da de var på bjerget sammen med ham, og fik et kig ind i Guds Himmel. Det samme lød fra en romersk officer, som måske var den sidste, man skulle vente den bekendelse fra. Da han stod ved Jesu kors Langfredag og oplevede mørket, der sænkede sig over landet, jordskælvet, som fik gravene til at åbne sig, så de døde kom frem, ja, så lød det fra ham: Sandelig, han var Guds søn. Tænk, om du og jeg også må komme med den bekendelse, når han kommer til os og haler os op af dybet. Så skinner lyset i mørket, og mørket fik ikke bugt med det! 4/ Prædiken v/ Frede Møller 6

7 Jeg kalder på dig, Mester, gå ej min dør forbi, men grib om mine hænder, gør mig af natten fri! Amen. 4/ Prædiken v/ Frede Møller 7