Prædiken til 4. s. efter helligtrekonger, Matt 14, tekstrække

Transkript

1 1 Nollund Kirke Søndag d. 2. februar 2014 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 4. s. efter helligtrekonger, Matt 14, tekstrække Salmer DDS 36: Befal du dine veje DDS 300: Kom, sandheds Ånd! og vidne giv DDS 150: Mit hjerte er så bange DDS 655: Er du modfalden, kære ven Altergang: DDS 474: Jesus Krist, du gav mig livet DDS 435: Aleneste Gud i Himmerig Tekstlæsninger GT-læsning Es 40,26-31 Epistel Rom 4,18-25 Prædiketekst Matt 14,22-33

2 2 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde:»det er et spøgelse,«og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde:»vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«men Peter sagde til ham:»herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.«han sagde:»kom!«peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte:»herre, frels mig!«straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde:»du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde:»sandelig, du er Guds søn.«matt 14,22-33 Prædiken I 1890 udkom en bog af lederen af USA s krigsflåde-college Alfred Mahan. Han beskrev krigsflådens historie i det 17. og 18. århundrede, og hans bog er blevet beskrevet som den mest indflydelsesrige bog omkring forskning i krig på havet, og hans teorier blev afgørende for oprustningen af flåderne ved 1. verdenskrig. Hans bærende tese er, på engelsk: Whoever rules the waves, rules the world. På dansk: Den, som har magten på havet, har magten over verden! På det tidspunkt var det britiske imperium på den absolutte top af sin magt. Det var dengang, solen aldrig gik ned over det Storbritanniske rige. James Thomson skrev en uofficiel nationalsang i 1740 med titlen: Rule, Britannia. I omkvædet lyder det: Rule, Britannia, rule the waves: Britons never will be slaves. Hersk over bølgerne, Britannien, og så vil briterne aldrig blive slaver. Der var en forståelse af, at magten på havet var afgørende for udbredelsen af riget, og sådan var det ganske givet på den tid og til dels stadig i dag.

3 3 Hovmod står imidlertid for fald, og i dag kan vi se på, hvad mange vil kalde stumperne af det forhenværende enorme imperium Storbritannien. Forskydelser i magtbalancen, opkomst af nye imperier, USA s nuværende styrke og måske i lige så høj grad interne stridigheder i Storbritannien har for længst gjort, at James Thomson s sang kun er et levn fra en svunden tid. Det er alligevel en interessant sætning: Den, som råder over bølgerne, råder over verden. Jeg tror, at Jesus råder over bølgerne, som vi har hørt om i vores tekst, og som vi sang i den første salme: Han, som kan stormen binde og bølgen lyde må, han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå! Sådan er Jesus! Og her i H3K-tiden har vi i kirken netop det fokus at se på, hvem Jesus er og spejde efter Jesu storhed. Og det kommer tydeligt til udtryk i den vidunderlige beretning om Jesu vandring på Genesaret sø. Det er ca 1 ½ år siden, jeg og min familie tog på rejse til Israel. Vi fløj først til Tel Aviv og kørte derefter med bus op nordpå, netop til Genesaret sø. Da vi om aftenen kom frem til vores kibbutz, hvor vi skulle bo, gik vi som noget af det første ned til søen for lige at opleve den. Og det slog mig uventet stærkt at stå ved den sø, som Jesus var så knyttet til. Det var her, Jesus stod ved bredden og underviste. Det var her, han sejlede og det var her, han vandrede på vandet midt i en storm. Vi satte tæerne ned i det vand, som Jesus gik på, og afprøvede, om vi selv kunne gå på vandet. Det lykkedes ikke. Men Jesus kunne! Mig er givet al magt i himlen og på jorden, siger Jesus i slutningen af Matt-evangeliet, og det er sådan, vi møder ham her. Han har total magt over vandet og bølgerne. Teologers fantasifulde forsøg på at bortforklare beretningens historiske karakter er ikke overbevisende for mig. Teorien om, at der har været bundgarnspæle i sandet, som Jesus har balanceret på, hører vist kun til i vittighedsområdet, men en forskergruppe forestillede sig i ramme alvor, at der kunne have været en sandrevle hele vejen hen over søen, som Jesus kunne have gået på. Jeg husker, at der kom en ny

4 4 teori, mens jeg læste til præst. En forsker foreslog, at klimaet på Jesu tid kunne have været så koldt, at der kunne danne sig isflager på søen, som Jesus kunne have benyttet sig af. Forestil dig Jesus komme surfende på en sådan isflage hen mod disciplenes båd, for slet ikke at tale om, hvor Peter mon havde fået sit eget lille stykke is fra. Evangelisterne skrev naturligvis denne beretning, fordi de selv havde oplevet Jesus gå på vandet. Matthæus var med i båden, som kæmpede med bølgerne, og så Jesus vandre mod dem. Johannes sad også i båden og har beretningen med, ligesom Markus, der dog ikke var med i båden. Lukas har i stedet for stormen på søen med, og temaet er det samme: Jesu magt over naturkræfterne. Evangelisterne ville være komplette idioter, hvis de imod bedre vidende videregav sådanne usande historier. Jesus har al magt i himlen og på jorden! Han kan gøre, lige hvad han vil imod naturkræfterne, på tværs af vores forestillinger om ham. Det ligger i ordet almagt. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, bekender vi i Trosbekendelsen. Og den Almægtige Gud og Frelser retter vores tro sig mod. Det hørte vi i beretningen om Abraham. Om ham står der: Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham han var næsten hundrede år gammel og Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre. Hvilken gud retter din tro sig imod? Hvilken magt har din gud? Er det en afmægtig gud eller en Almægtig Gud? Der er en del diskussion i øjeblikket om synet på netop dette. De fleste er enige om, at Jesus gav afkald på magten, mens han var på jorden, som vi læser i Fil: han, som havde Guds skikkelse, gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. For at blive afmægtig måtte han have noget at give afkald på. Hvad gav han afkald på? Sin almagt! Men efter opstandelsen siger Jesus til sine disciple: Mig er givet al magt i

5 5 himlen og på jorden. Jesus er almægtig, og derfor har vi også i Trosbekendelsen, at Jesus sidder ved Gud Faders, den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Jeg gør noget ud af dette med almagten, fordi det er afgørende for vores tro, at den retter sig mod en Almægtig Gud, en sikker klippe, en fast grund. Det er ikke Gud eller Jesus, der er usikker eller i bevægelse. Gud er den faste grund, som vi må stå på. Selv noget så usikkert og ustabilt som vand bliver til en fast grund, når Jesus er i nærheden, så Peter kunne gå på vandet. Vores tro er derimod ustabil. Den kan svinge op og ned, som det gik for Peter. Det ene øjeblik fik han fast og målrettet mod Jesus, og det næste øjeblik mistede han fokus og begyndte at synke. Er det ikke også sådan med din tro? Det har meget med frygt at gøre. Frygten er en hård herre at slås med, og frygt bestemmer meget over, hvordan vi handler og tænker, og den kan have stor indflydelse på vores tro på Gud, fordi den kan gøre Gud mindre, end han er. Frygt kan være en psykologisk disposition, vi har i større eller mindre grad, og frygten vil ofte rette sig mod fremtiden og udmønte sig i bekymringer. Vi kender alle til bekymringer for noget, der måske vil ske med os selv eller en af vores kære. Det kan være sygdom, man frygter skal ramme en. At der skal ske en ulykke, når man fx sender børn ud i trafikken. Når man hører udrykning, når de fleste af os lige at gennemtænke, hvor de nærmeste befinder sig, inden man går videre i dagen. Jeg har vænnet mig til at bede en kort bøn, når jeg hører den. Mange bekymringer er unødvendige, fordi det, man er bekymret for, aldrig indtræffer. Disciplenes bekymring og ordet bekymring er en underdrivelse, for der står, at de blev skrækslagne er unødvendig, fordi de var bange for noget, de troede var et spøgelse, men som i virkeligheden var Guds Søn, der har al magt! Alle bekymringer er bare ikke unødvendige. Nogle gange sker det, at vores værste bekymring bliver til virkelighed. Det, vi frygtede skulle ske, indtræffer, og vores verden ramler sammen. Hvor bliver der så af Guds almagt?

6 6 Tænk på disciplene i båden. De havde vandret sammen med Jesus, der havde gjort store undere for mennesker i nød. Der var en treklang i Jesu gerning, som kommer lige forud for vandringen på søen: Han havde forkyndt evangeliet, helbredt de syge og mættet de sultende. Jesus er den, der hjælper mennesker med alle de behov, de måtte have. Forkynde evangeliet, helbrede de syge, mætte de sultende. Det er netop lige efter bespisningsunderet, at Jesus sender disciplene af sted i båden. Selv går han op på bjerget for at bede. Og her har vi disciplene på søen, kæmpende med bølgerne. De frygter, at de vil gå under, og så har vi Jesus på bjerget, i bøn til Gud. Kan det ikke være et udmærket billede af vores kamp, af vores bekymringer, af vores liv?»vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«, siger Jesus. Over 100 gange læser vi i vores Bibel ordene: Frygt ikke. Gud siger gennem profeter, ledere i Israel, konger og frem for alt Jesus: Frygt ikke! Det er ikke, fordi vores bekymringer altid er unødvendige, men Gud vil lære os at stole på ham i alle ting: Med håb imod håb, som der står om Abraham. Han troede med håb, selv om det i det ydre ikke var noget at håbe på. Over 100 gange har vi altså ordet om ikke at frygte! Esajas: Jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke, jeg hjælper dig. David i Sl 56: Når jeg gribes af frygt, stoler jeg på dig; v5 ved Guds hjælp lovpriser jeg hans ord. Jeg stoler på Gud og frygter ikke; hvad kan dødelige gøre mig? I 1 Krøn 28 siger David til sin søn Salomo:»Vær modig og stærk, og gå i gang! Vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme, for Gud Herren, min Gud, er med dig. Eller Guds ord til Josva: vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.

7 7 Gud kæmper konstant imod vores frygt og bekymringer og vil rette vores øjne mod Jesus. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud, siger Paulus. Læg mærke til, at Jesus var med hele vejen på søen. Han havde kontrol over situationen. Det er Jesus, der tager initiativet: Han sender disciplene af sted, han går selv op for at bede, han kommer gående ud på vandet, han kalder Peter ud af båden, han rejser ham, da han råber på Jesus, han stiller stormen. Og et træk som vi ikke skal overse: Kunne han stille stormen, så var det også ham, som havde kaldt stormen frem! Den kommer ikke bag på Jesus. Han sidder ikke på bjerget og opdager pludselig, at vinden har taget overhånd og hellere må se at komme af sted. Nej, han ved på forhånd, hvad der sker. Jesus har kontrol over situationen! Og det er der, vores svage og usikre tro skal hen: Til Jesus, som har al magt. Det var der, Abrahams tro kom hen, og derfor blev det regnet ham til retfærdighed. Han blev retfærdig for Gud, dvs. frikendt fra synd og regnet som Guds. Og så siger Paulus: Men ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev tilregnet ham; det gælder også os, som det skal tilregnes, os, som tror på Gud, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ham, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os. Når vi går under, så gid vi har Peters ord på læberne: Herre, frels mig. Vandet og bølgerne bliver tit i Bibelen brugt som billeder på den store undergang ved tidens ende. Jesus bruger det selv i Bjergprædikenen, når han til sidst har lignelsen om huset på klippen og huset på sand: Skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Fundamentet var afgørende. Var det bygget på klippen, eller stod det på sand? Peter vidste, hvem han skulle råbe til: Herre, frels mig! Lige efter, at han råbte det, står det lille ord straks. Og jeg synes, det er et skønt ord! Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: Du lidettroende, hvorfor tvivlede du? Sådan siger Jesus tit til os, når vi kommer op igen efter en troskrise. Så kan vi spørge os selv, og

8 8 jeg tror, det kommer fra Jesus: Hvorfor tvivlede du på mig? Sådan vil det også være, når Jesus på vores sidste dag trækker os ind på den evige strand. Hvorfor tvivlede du? Jesus har al magt! Et spørgsmål, som vi slet ikke når at tale om i dag, er Peters kolossale mod, når han stiger ud af båden og sætter fødderne på vandet. Hvad har han tænkt? Hvad tænkte de andre disciple? Fjols, Peter, det går ikke! Og tænk så, hvordan billedet har vendt bagefter. Bare det var mig, der havde gjort det, tror jeg, de andre må have tænkt. Så lad os bare have det med som et spørgsmål at gå hjem med i dag: Hvorhen er det, Jesus kalder dig ud af båden? Lad os tage overveje det med Paulus forvisning: Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det. Rule, Britannia, rule the waves, sang man i Storbritanniens storhedstid. Hersk over bølgerne, Britannien. En kristen kender ham, som hersker over bølgerne, og derfor kan vi sige: Befal du dine veje og al din hjertesorg til hans trofaste pleje, som bor i Himlens borg. Amen!