Prædiken pinsedag. Salmer:

Transkript

1 Prædiken pinsedag Salmer: DDS 290: I al sin glans nu stråler solen DDS 300: Kom, sandheds Ånd DDS 282: Apostlene sad i Jerusalem // DDS 287: Kraften fra det høje DDS 446: O, lad din Ånd DDS 291: Du som går ud fra den levende Gud Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«joh 14,15-21 Gud Faders Ånd! kom til os ned med Himlens ild: Guds kærlighed! Læg på vor tunge nådens røst med livets ord til evig trøst! Amen! 15/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Verden er fyldt med fysisk nærvær. Med legemlighed. Med kroppe. De er overalt. De bevæger sig rundt mellem hinanden, og af og til støder de sammen. For det er hvad kroppe kan: støde sammen men de kan aldrig mødes, ikke som kroppe. Synspunktet forekommer måske en anelse underligt. Det vækker nok også modstand i en tid, hvor kroppen dyrkes som aldrig tidligere. Det er ikke længere kun et spørgsmål om sundhed, men også om livsstil. Dette mærkelige begreb, hvor udseende, ansvar og velvære blandes sammen på en uklar måde. Du skal lytte til din krop, får vi at vide. Og ingen sanser at indvende det åbenlyse at det kan være vanskeligt at forstå, hvad den siger. Kroppe kan jo ikke tale. I hvert fald kan vi blive enige om, at det skal ses. Andre skal i det mindste kunne se, at man prøver at forstå sin krop det skal lykkes i daglige tugt af mad og selvpineri i form af motion. Vi véd det godt. Det er bare om at komme i gang, og det er ikke alene usundt, hvis man er for tyk. Det er også umoralsk. Det er ens egen skyld. Man har nemlig en pligt til at passe på sin krop og det, der følger med. Så er de andre jo også fri for det. Og vi er fri for at passe på dem. Med os selv og vores krop har vi jo rigeligt at se til. Måske kommer hele denne kropslighedskultur af, at der ikke er så meget andet, vi passer på. At der ikke er så meget andet, vi finder det værd at kæmpe for. Det forekommer mere overskueligt, hvis grænsen for ens verdensbevidsthed er kroppen og dens fornemmelser. Det giver en slags tryghed midt i en usikker verden. Et holdepunkt midt i det uhåndterlige. Der er tilsyneladende ikke så meget, der står fast. Ingen indiskutable værdier. Ingen uforanderlige sandheder. Ingen guddommelig magt, der bare kan tages for givet. Men så har vi kroppen det sidste tilflugtssted i en indsnævret verden. I en verden, der kun har blik for det håndgribelige. Aldrig for det egentlige. Kroppen står tilbage som udtryk for det hele. Derfor forsvarer vi den så også så meget mere indædt. Derfor værner vi om den med næb og klør. Det er til denne verden, Gud sender sin Ånd. Det er midt ind i denne kaotiske 15/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 tilstand, at han kommer til os som sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. Hvordan skulle verden dog også kunne det. Hvordan skulle det være muligt, at vi kan tage imod ånden, når kroppen fylder det hele? Det strider imod den grundlæggende bevægelse, vi er fanget i. Imod vores fangethed i vores egen kropslighed, i vores egen ensomhed. Mens kroppen er min egen grænse, så er ånden det fælles. Ånden er det, vi er sammen i. Ånden er det, vi mødes i: Ånden er det fælles: forståelsen, sproget, kærligheden. Hvorimod kroppe alene kan støde sammen. Aldrig kan mødes, men højst støde sig på hinanden. Hvis de ikke bare fylder det hele. Søger at optage hele rummet for sig selv. Men selv om verden ikke kender ånden, fordi den er fyldt af det legemlige, så sender Gud sin Ånd til verden for at give menneskene noget at være fælles om og fælles i: sammen med ham og sammen med hinanden. Det er Åndens fællesskab, som Gud derved foranstalter. Sådan som Jesus er i sin Fader, er vi i ham og han i os. Da er vi ikke faderløse. For talsmanden, hans Ånd, skal være hos os til evig tid. Men ligefrem sandhedens ånd? Hvad er nu det for noget? Er det ikke at stramme den lidt vel meget? Nu har vi jo gennem snart mange år fået at vide, at der ikke findes nogen Sandhed med stort S, men blot en række mindre sandheder, afhængig af tid og sted, smag og behag, lyst og ulyst. Og mange har som konsekvens heraf fremsat det velmente råd, at det simpelthen ville bedst, hvis man helt holdt op med at tale om sandhed. I stedet kan man godt tale om, hvad der er rigtigt sådan for en videnskabelig betragtning. For det rigtige er noget man kan måle og veje og regne sig frem til. Hvorimod, forstås det, sandheden om vores liv er noget, man nok hellere bør opgive at sige noget fornuftigt om. Sandheden med stort S skal vi bare lade ligge. Bevægelsen genkender vi straks. Strukturen forekommer os bekendt. Et sådant velment råd passer netop sammen med, at det er nemmere at snakke om kroppen og så lade ånden fare. Og så er vi tilbage igen. Til dér, hvor det drejer sig om kroppen i stedet for ånden; om det rigtige i stedet for sandheden. 15/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Ordet rigtig vinder indpas i så mange sammenhænge. Når vi virkelig skal lægge tryk bag vores opfattelse, dobles der op: det var rigtig, rigtig godt, siger vi. Og så skal det jo føles rigtigt, i kroppen. Det, der kan føles, er ligesom sidste instans i en verden af usikkerhed. I en livsverden, hvor sandheden med stort S for længst synes at være forsvundet. Men det gør verden meget lille. Det snævrer det hele sammen, når verden vender sig bort fra sandhedens ånd for at klamre sig til kroppen og lefle for det rigtige. Det udelukker alle andre opfattelser; alle andre tilværelsestydninger, når vi forankrer vores verden i kroppen og dens fornemmelser. Når vi forsøger at skjule os bag vores egne følelser. Hvis det er, hvad vi kan forholde os til. Hvis alle andre skal mene, hvad jeg føler; hvad jeg føler er rigtigt. Ja, så standser al drøftelse. Al videre samtale forstummer. Med sandhedens Ånd er det anderledes. Den åbner for nye erfaringer, hinsides vores egne meninger. På den anden side af mine egne følelser. Den bringer os sandheden om vores liv. Den sandhed, at vi fra nu af aldrig skal være overladt til vores egen ensomhed. At vi ikke længere skal leve vores liv i vores egen kropslighed. I evangeliets sprog hedder det, at vi ikke efterlades faderløse. For ånden giver os en sammenhæng at være i. I Ånden skænkes vi et fællesskab med den Gud, som har sendt sin Søn til os, og som nu sender os sin ånd, der skal være hos os til evig tid. Så båndet mellem ham og os aldrig skal briste, og så båndene mellem os mellem mig og mit medmenneske befæstes i denne samhørighed. I fællesskabet bliver mennesket befriet for sig selv. Det slipper fri fra sin egen krop som grænsen for erkendelsen. Det skal ikke længere være ensomt. Verdens allermest ensomme menneske, Adam, fik ikke lov til at være ensom ret længe. For han var skabt til fællesskab: Gud formede Adam af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen. Guds ånd er det, der lægger et menneske an på fællesskab. Det er derfor Adam i begyndelsen er så frygtelig ensom. Gud indser det sådan set ret hurtigt og siger: Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham. Så former Gud alle dyrene, som han præsenterer for Adam. Men det passer 15/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 ligesom ikke sammen. Selv om det er blevet moderne at være single med hund, så hjælper det ikke rigtig noget. Omsider finder Gud så ud af at skabe kvinden til Adam. Da er det slut med kedsomheden, men som Friedrich Nietzsche siger et sted, så er det til gengæld også slut med så meget andet. Freden og roen og fordrageligheden f.eks. For fællesskaber og ikke kun dem med kvinder kan jo også være besværlige. De andre makker ikke altid ret, og selv har vi i hvert fald ikke i sinde at makke noget som helst. Da er det, man trækker sig tilbage til noget, der minder om Adams urliv. Man dyrker sin krop og går tur med hunden. Det er som om, man ønsker at komme tilbage til det punkt, som ligger før ånden blev indblæst i Adam. Bevæge sig tilbage til netop det øjeblik, hvor hans krop blot var en klump ler formet af Guds hænder og udstyret med et blik for stadig velvære. Men det er ikke nogen løsning. For det var jo ånden, der gjorde kroppen levende, så den ikke længere var den klump ler, der først var. Trangen til fællesskab ligger så dybt i vores ler, fordi vi nu en gang er levende. Man har sagt, at det store ved kristendommen er, at i den bliver ånden konkret, fordi den får krop. Måske er det store også det modsatte. Måske er det i kristendommen ikke alene ånden, der får krop, men også kroppen der får ånd. Så mennesket derved kan blive et levende væsen. Og det er så alt det, vi moderne mennesker forsøger at give køb på. Med al vores fokusering på det kropslige. Med vores stadige drejen os om kropsligheden og vores egne følelser og fornemmelser. For nu at sætte sagen på spidsen: Måske er den overdrevne fokusering på kroppen menneskets forsøg på at uddrive ånden, så det derved tager livet af det menneskelige; af forholdet til det andet menneske. Og dermed også forsøget på at uddrive smerten ved at være udelukket fra fællesskabet. For smerten og sorgen og tabet føler vi kun i samværet og samhørigheden med de andre. Eller rettere, når samværet og samhørigheden ikke er mere. Så det kan ende helt derude, hvor man ikke længere føler smerten ved at være ensom og faderløs. Fordi selve trangen til fællesskab er dræbt med den ensidige kropslighed. 15/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Men nu vender ånden tilbage. Her i pinsen sender Gud sin Ånd, talsmanden, som taler til os, så vi aldrig bliver faderløse. Ånden taler, men kroppen siger ikke noget. Kroppen kan påtegnes med tatoveringer og andre mærker, men aldrig tale selv. Gud lægger sin lov i vores indre og skriver den i vores hjerter som profeten Jeremias siger det et sted. Herfra udspringer Ånden; ikke som noget, der bare føles rigtigt, men som det der bevæger os hen til de andre, ud i verden. Denne Ånd kan vi ikke komme bagom. Vi kan ikke træde ud foran den, og vi kan aldrig komme ud over den. Den omfatter hele vores liv. Gennemlyser det. Afslører det. Fastholder det. Den er sandhedens Ånd. Verden er fyldt med kroppe. Så længe den bare er det, tager verden ikke imod sandhedens Ånd. For som krop kan verden hverken se eller kende Ånden. Så er der bare alle disse kroppe, der støder sammen, men aldrig mødes. Men nu får kroppen ånd. Vi kan i stedet begynde at være sammen. Vi kan komme i gang med at have et fællesskab med det andet menneske. For det er det, Ånden virker, når den er i vores hjerter, indblæst af skabelsens Gud og nu udblæst af ham over os, så den ikke kun fylder hele det hus, hvor apostlene sad den første pinsemorgen. Men så den nu fylder også dette hus, hvor vi er med hinanden. Så den fylder os og holder os fast i hele den verden, vi nu går ud i. Amen! 15/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6