Dimissionstalen til elevholdet 2015/16 lørdag den 25. juni 2016

Transkript

1 Dato: 25. juni 2016 Udarbejdet af: MV Dimissionstalen til elevholdet 2015/16 lørdag den 25. juni 2016 [KUN DET TALTE ORD GÆLDER] inden jeg kom på Hørby, vidste jeg ikke rigtig, hvad man mente med fællesskab, men det har jeg fundet ud af nu. Fællesskab er ikke noget, man kan forklare, det er noget, man kan mærke Sådan står der et sted i et af de essays, som I skrev den 1. maj om eftermiddagen som en slags opsamling på, hvad det nu var, I hver især havde gået og samlet sammen i løbet af skoleåret. Essay kommer af det franske ord Essai, og betyder forsøge eller afprøve. Det er i høj grad kendetegnende for essayets form. Genren indeholder gerne noget personligt, konkret, alment og abstrakt. Et essay er derfor en skønsom blanding af forskellige tekstgenre, hvori fakta/oplysninger kan formidles ved hjælp af alle skønlitterære virkemidler. Formen er søgende og åben med en grundstemning af fortrolighed og invitation til fælles undren og stillingtagen. Mit efterskoleophold var rammen for det essay, I skulle skrive, og på denne i øvrigt lyse forårsdag, hvor solen dagen lang skinnede ned på alle menneskene, blev I altså sidst på eftermiddagen ført ind i hallen og bedt om at forholde jer til, hvad man nok godt kan kalde et stort spørgsmål, om det der er sket i de sidste 10 måneder. 1

2 Jeg tror, at allerede det indledende citat om fællesskab giver et lille fingerpeg, om at det faktisk var store tanker, der blev tænkt den dag her i hallen. For noget af det mest centrale, som vi har haft som en rød tråd gennem skoleåret er nok, at det er ikke nok at kunne lære kunsten at være alene og forfølge egne mål. Vi skal også lære kunsten at være fælles. Det er i det fælles rum, som vi ikke bare kan vælge fra, når vi har valgt det til, at vi lærer respekten for den andens værdighed, integritet og opdager vores egen og den andens sårbarhed. Det er i det fælles rum, at vi opdager, at vi kan blive klogere på os selv og hinanden, og at verden kan blive større. Det er i det fælles rum, at vi kan oplyses og oplives, undres og forundres og finde sammen. Det er også i det fælles rum, vi kan opdage, at demokrati må forudsætte, at vi kan tænke på andre end os selv (Marianne Jelved). Hvis I synes, at I har hørt noget lignende før, så skyldes det, at afsnittet her også var med i den introduktionstale, som jeg holdt til jer i, da i første gang var samlet som elevhold her på skolen den 21. Maj Tilbage til dagen i dag for naturligvis handler det om, at vi også bliver nødt til at tænke på os selv. I hvert fald når det handler om at være ærlig om, hvordan man er, og hvem man er. Måske er det derfor, at det lød sådan her et sted i et andet essay, end det første jeg citerede: For at få noget ud af et efterskoleophold, skal man også investere i fællesskabet. For mig har det været en balancegang, mellem hvor meget jeg syntes, jeg burde gøre, og hvor meget jeg kunne magte. Godt nok skal man give noget af sig selv i et fællesskab, men man skal ikke miste sig selv. I år synes jeg, at jeg er blevet bedre til at finde og acceptere denne balance. 2

3 Skribenten eller essayisten som det jo hedder i denne sammenhæng har fat i noget meget væsentligt, for livet er en balancekunst mellem frihed og relationer. Mellem det at tænke selv og erkende sit forhold til andres visioner. For friheden er ikke et: fri mig for, men et frieri til den anden At være helt fri er i virkeligheden som et ekstra seende øje i panden. Et øje, som ser det du ikke selv så, før du fik øje for den, der står ved siden af dig. Et øje der ser efter hjertebehov og ikke bekymrer sig om resten. Derfor var vi ikke komme hertil, hvor vi står i dag, hvis folk med korslagte arme til alle tider havde krævet deres ret og lavet intriger om hinanden. For det er jo sådan, at efterskoleopholdet først rigtigt begyndte den dag I overgav jer til det fællesskab, der var blevet skabt på skolen. Nogen af jer var meget hurtige til at åbne jer for fællesskabet og lade det få lov at påvirke jer, mens andre har haft brug for mere tid, inden fortroligheden, accepten og respekten for de andre hvad enten det så har været elever eller personale fik lov til at fylde den måde, I mødte efterskolefællesskabet på. Men tidlig eller sen så er det altid en sejr at være vidne til, når det lykkes - for først når vi ser andre mennesker og lukker dem ind i vores liv, som dem de er, gror ikke bare et, men to liv. Alt hvad vi kom for at give og få: dele og elske og slås. Blev på et år, det vi levede på, fællesskab fødes når JEG bli r til OS! Og vi vandrer med Helios. Gi os landet tilbag. Gi tolerancen et nyt folkeslag. Hjertet er åbent og sindet er frit. Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit. 3

4 Sådan har vi sunget, og som verset fra Gi os lyset tilbage handler om, så er der en nødvendighed, som skal være til stede for, inden JEG bli r til OS, og den nødvendighed ligger i det at give. Bidraget fra alle er nødvendigt for, at der kan vokse et fællesskab frem, der netop ikke bygger på følgagtighed eller fravær af valg, men et fællesskab, hvor den enkelte tør give af sig selv og lade det gå hånd i hånd med accepten og respekten for andre sammen med tilliden til, at man selv har noget godt at byde ind med. Netop det, at det også er vigtigt at holde fast i sig selv kommer fint til udtryk i et af essayene, når der står: Jeg var en af dem, som bare gik med de andre og gjorde, hvad de gjorde. Det stoppede så efter, jeg kom på Hørby som sagt: Jeg fandt ud af hvem jeg var. Når disse ting troen på sig selv og den positive tilgang til andre kommer til at gå op i en højere enhed, så bliver det nemlig som en anden af essayisterne fra 1. maj skriver: At være en del af fællesskabet på Hørby er som, at man er en del af en helhed, en del af noget større. Med dét fællesskab kan man udrette meget for andre! Og så skal vi lige kort tilbage til introduktionstalen igen, for i mellemtiden har i oplevet og erfaret noget af det, som også blev sagt den aften nemlig: at det gode fællesskab også sætter fri til at kunne gøre ting sammen med andre hvilket er det modsatte af at være fri for at gøre noget. 4

5 Jeg tror det at kaste sig ud i livet med det i baghovedet, der handler om balancen: de andre og mig og mig og de andre hænger sammen med at være på efterskole! Dette betydningsfulde skoleår har vist og bekræftet, at det nu er på tide, at vi holder op med flygte fra venligheden, troen på samtalen, ærligheden, lyset og varmen. Vi skal turde stå ansigt til ansigt, møde de andre, få øjenkontakt med dem, være nærværende, vise medfølelse, have tid og tillid, kramme og knuse, grine og græde sammen. Det er her mellem mennesker i det fælles samliv, at friheden fællesskabet, lykken, kærligheden, venskabet, håbet og modet findes. Det ved vi nu. Vi ved, at virkeligheden langt overgår vore forestillinger om den. Virkeligheden overhalede alle dine og mine drømme om, hvad der skulle ske med dig og mig. Og så nærmer vi os noget, der er meget væsentligt for at fatte den rækkefølge livet skal læres og leves i: man skal først lære at holde af for at kunne forstå. Dvs. det er dybest set kun det, man holder af, man kan kæmpe for, og det er dybest set kun dem, man holder af, man kan kæmpe sammen med. For når alt kommer til alt, kan alt det, som betyder noget her i tilværelsen ikke tælles, måles eller vejes. Det afgørende er usynligt og afhængig af begreber som tro, håb og kærlighed. Og det er måske det allervigtigste, vi har lært i år, at holde af mennesker, som vi knapt nok anede eksisterede for godt et år siden. Vi har lært at livet er alvorligt, muntert og godt. Vi har lært at tro på livet som en fælles sag, hvor min frihed er afhængig af din frihed. Og har man først fattet, at friheden og lykken er en fælles sag, så bliver det let at passe på hinanden, værne om venskabet, lyset og varmen, turde tro og håbe og bekæmpe det livsnedbrydende i respekt for, at også modparten kan være med i fællesskabet. 5

6 Det lærte vi, fordi vi nu engang blev sat blev sat sammen her på Hørby Efterskole for at lave efterskole og herigennem dele vort liv med hinanden ansigt til ansigt. Et af mine idoler ud over jer selvfølgelig - når det nemlig handler om at kunne udtrykke sig med store ord hedder Roger Waters. I stiftede bekendtskab med ham, da vi til morgensang hørte noget af musikken fra Pink Floyds The Wall. Roger Waters var tror jeg godt man kan sige hovedmanden bag gruppens mange kæmpestore musiske projekter, og derfor skal han også citeres her gennem en af de nok mest kendte sange fra Pink Floyd nemlig den, der hedder Another Brick in The Wall. I min oversættelse til dansk lyder den sådan her: Vi har ikke brug for nogen uddannelse Vi har ikke brug for nogen tankekontrol Ikke nogen sort sarkasme i klasseværelset. Lærere lad os børn være i fred. Alt i alt er du bare endnu en sten i muren Alt i alt er du bare endnu en sten i muren. Jamen, sig mig fortæller Roger Waters her, at uddannelse er fuldstændig unødvendigt og, at man bare skal have lov til at være i fred? Nej, er svaret bestemt ikke! Det som han i sangen her tager afstand fra er på ingen måde læring og uddannelse, men et system, hvor det er ensretning og undertrykkelse af den enkelte, som er den fremherskende idé. Det Roger Waters her advarer imod er, at vi mennesker uddannes uden, at der levnes plads til ret mange selvstændige tanker og slet ingen forståelse for, at noget kan være anderledes, end det man selv står for. 6

7 Vi må aldrig glemme, at uddannelse og dannelse dannelse og uddannelse er det, som skal til, så vi ikke mister forståelsen for, at vi mennesker forskellige og, at vejen til udvikling f.eks. grundlægges ved at tro på mangfoldigheden der, hvor mennesker samles lade folk få lov til at udtrykke deres tanker og følelser og så komme frem til en fælles forståelse af de mange forskelligheder. Alt andet bygger mure op ud mod andre, ud mod nye idéer og ud mod verden med al den mangfoldighed, som den nu engang har, og som vi må forholde os til. Nu bliver jeg så nødt til at gå fra Rogers visdomsord til en af jer, der i et essay skriver sådan her: Før i tiden handlede det for mig om at være perfekt og fejlfri, men herude er forskellighederne så mange, at man slet ikke kan udpege det rigtige go forkerte, så man kan ligeså godt være, den man er. Så let kan det siges, og det handler om, at I skal kæmpe for at få nye perspektiver på verden og på jer selv især. Det kræver et standpunkt for udsyn og kræver indsigt det gælder for alle og enhver Kig indad og udad på en og samme tid til øjnene skeler og synet slører. Og skab så noget nyt og betydningsfuldt af det du finder lige midt mellem tåge og pløre. Med andre ord så har vi brug for en skole, der hjælper os til at skabe vore egne værdier sammen med andre og lærer os, at vi intet skaber, så længe vi står i kulissen og bare råber øv! Uden hinanden er vi ingenting - stor i slaget eller lille i skjulet. Uden et ståsted og uden nye perspektiver går livet blot rundt som møllehjulet. Stræber vi derimod efter at komme helt tæt og ind under huden på andre, så er der ingen grænser for, hvad vi 7

8 sammen kan flytte, skabe og forandre. Gå ud fra Hørby Efterskole med trodsigt mod, gå med alt det, der glæder og varmer - og husk, at fremtiden tegner smukkest hvis vi lytter mere end vi larmer! Betydning handler om investering, og ikke om, hvor meget man har gavnet. For du har næppe mærket livets værdi før du selv har elsket og savnet. Det er mit håb, at efterskoleåret for jer har været en øjenåbner for jer i forhold til, hvordan I nu kan gå videre ud i livet og møde verden. Alle disse oplevelser skriver en af jer i sit essay har styrket min selvtillid, og det har givet mig erfaringer, som jeg ikke vidste, at jeg manglede. Så, hvis nogen nu kommer og siger til jer, at verden ikke er så god, som man kunne håbe på, og når livet kommer til at handle om at rage til sig på andres bekostning et liv, som nogen hævder sagtens kan leves uden mod, venskab, gæstfrihed, tro, håb og kærlighed så ved vi nu efter 10 måneder sammen på efterskole, at et sådan liv ikke vil være værd at leve. Vi er lysets børn, som ikke er skabt til at føre hinanden bag lyset, men tværtimod skabt til at bekæmpe det livsnedbrydende med tro, håb og kærlighed. Det er dit ansvar, og det er mit ansvar, at livet er en fælles sag. Og så er vi jo tilbage ved billedet og symbolikken med muren som Roger Waters og Pink Floyd synger om, hvor vi dag og nat skal arbejde på ikke at komme til at se hinanden som ens mursten, der ligger ved siden af hinanden i en mur, men derimod som en af jer har fat i i sit essay: 8

9 Her står der: Jeg ser det lidt som om, vi alle er en puslespilsbri., Hver for sig er vi bare en masse billeder, men samler man os og kigger på det store billede, er vi noget smukt. Kære venner; kampen er begyndt og I kender vilkårene! Og vigtigt er det, at vi husker hinanden på dette lige nu, for skoleåret 2015/16 på Hørby Efterskole er ved at være slut og dermed den tid, som I som elevhold gjorde helt specielt i fællesskabet her på skolen. I har været et helt utroligt dejligt og tillidsfuldt hold at være sammen med, og som jeg skriver i det lille forord, som jeg fik lov til at bidrage med til jeres Blå Bog, så har I i den grad har været klar, når vi har sagt Kom og leg med, til de aktiviteter og initiativer, der har været i vores fælles efterskoletid. I har med andre ord fået sat liv i ordene i den sang, som talen ved introduktionsaftenen blev indledt med nemlig den sang, hvor man befinder sig ved Vadehavet i Sønderjylland og først går langsom og ser sig omkring inde på den sikre kyst, inden man nærmer sig og bliver fortrolig med det ukendte, men også levende vand. I får det lige her igen som afslutning på det hele: Først trasker vi langsom og ser os omkring og undres ved strømmenes spring. Snart her og snart der og det skyller forbi. Det leger og finder sin sti. Hov, der kom det foran, og vi må ha fart for nu fyldes priler og vaderne snart. Så haster vi efter det levende vand og følger det helt ind til land. 9

10 I skal nu sige farvel til os og goddag til nye muligheder, og dermed også goddag til en uendelig mængde af valg og muligheder, som jeres fremtid vil byde jer. I vil skulle stå til ansvar for egne handlinger, I vil skulle være i stand til at sige ja eller nej, hvilket i høj grad kræver, at I kan se klart og vælge sit jeres med omhu. I må ikke lade jer blænde af de fællesskaber og sammenhænge, som I fremover vil færdes i, men vælge med åbne øjne, for kun på den måde, kan hvert valg I skal tage for jer hver især tænde et håb for fremtiden. I er nu dimitterede fra Hørby Efterskole og jeres tid her er nu blevet en fælles fortid. En fortid som det skal være mit ønske, at I ikke vil overse i jeres fremtid. Så tilbage er der for mig nu kun at sige: God vind fremover, vær tro mod jer selv og jeres valg i livet og pas godt på hinanden! - og så til allersidst: Stor, stor tak for i år og rigtig god sommer til alle! 10