Årets gang. Moesgaard Museum 2013

Transkript

1 Årets gang Moesgaard Museum 2013

2 Årets gang Moesgaard Museum

3 Årets gang Moesgaard Museum 2013 Indhold 2014 Moesgaard Museum Redaktion: Bodil Jensen, Jesper Laursen & Jan Skamby Madsen Grafisk tilrettelæggelse: Louise Hilmar Oversættelse af tekst om Fortidens ansigt: Annette Pedersen Korrektur: Anne Lise Hansen Tryk: Narayana Press, Gylling ISBN ISSN Fotografier: Bo Lavindsgaard, Fotoafdelingen, Moesgaard: side 10-11, 12, 16-17, 18, 26, 30, 50, 56, 70, 71, 73, 74, 76, 79 & 81 Fotoafdelingen, Moesgaard: side 34 Gert Monath: side 14 Hans Dal: side 32 Jens Lindhe: side 12 Jens Jeppesen: side 38 JM Luftfoto : side 6 Mads Dalegaard, Fotoafdelingen, Moesgaard: side 8 & 69 Oscar Nilsson: side 20 & 23 Rikke Grøn Larsson, Fotoafdelingen, Moesgaard: side 4, 28, 29, 75, 77 & 78 Rógvi N. Johansen, Fotoafdelingen, Moesgaard: side 41 Søren H. Andersen: side 37 Torben Malm: side 35 Uffe Rasmussen: side 59 & 60 5 Årets gang Udstillingsbygningen 15 Nye udstillinger mennesket i centrum 21 Fortidens ansigt 27 Ombygning og omflytning 33 En undersøisk stenalderboplads i Tybrind Vig 39 Flodfund langs Gudenåen 45 Herremanden 51 Arkæobotaniske undersøgelser 57 Årsberetning 57 Arkæologi 61 Orientalsk afdeling 64 De Etnografiske Samlinger 67 Odder Museum 70 Afdeling for Konservering og Naturvidenskab 72 Publikum og udstillinger 75 Bygninger, terræn og rekonstruktioner 78 Fotoafdelingen & Grafisk Tegnestue 80 Administration, økonomi og personale 2 3

4 Årets gang 2013 Museet overtog den nye udstillingsbygning den 6. september 2013, og efter en række justeringer i forbindelse med overdragelsesforretningen begyndte den gradvise indflytning i de nye lokaler. Etnograferne rykkede ind i kontorer i stueetagen, og på hele 1. sal var der gjort plads til afdelingen for publikum og udstillinger. Vigtigst var det dog, at vi nu efter lang tids planlægning kunne begynde opbygningen af de nye udstillinger frem mod den officielle åbning af den nye museumsbygning den 10. oktober En anden byggeopgave blev ligeledes stort set afsluttet med årets udgang. Ombygningen af museets gamle længer til auditorier, grupperum, kontorer, studenterfaciliteter mv. til de ansatte og studerende ved Aarhus Universitet pågik hele året. Den nordlige længe, der tidligere indeholdt museets permanente udstillinger, kunne tages i brug allerede fra efterårssemestret, og den sydlige længe med kontorer i lange rækker var indflytningsklar i januar Endvidere har museets afdeling for konservering og naturvidenskab fået nye lokaler i de restaurerede huse på begge sider af indkørslen til Moesgaard i gammel tale benævnt som»bassebo«og»vognporten«. Mens dette skrives primo marts 2014 er alle skurvogne og midlertidige pavilloner, hvor mange ansatte har måttet friste tilværelsen i den sidste halve snes år, blevet fjernet, og gårdspladsen er atter ryddelig. Moesgaard begynder så småt at ligne sig selv, blot med den tilføjelse, at mod nordvest har en ny smuk bygning føjet sig til herregårdsanlægget. Indenfor hersker der knap så meget orden. Stort set alle ansatte ved både museum og universitet er blevet flyttet eller er under omflytning, så der er mange flyttekasser, og museets håndværkere har en travl tid. Processen omkring rokeringerne er forløbet godt, og der er stor tilfredshed med de nye lokalefaciliteter. 4 5

5 udstillingsarbejdet fra Nordea-fonden, Arbejdsmarkedets Feriefond, Købmand Herman Sallings Fond, MMeX og Kulturstyrelsen. Den 1. oktober 2012 lukkede de gamle udstillinger på Moesgaard, og nu glæder vi os til snart at kunne lukke op for de nye og atter blive et normalt museum. Vi har forsøgt at kompensere lidt for de manglende udstillinger gennem rundvisninger både på herregården og i nybyggeriet, men det er ofte af sikkerhedsgrunde vanskeligt at arrangere besøg på en byggeplads. Museets daglige arbejde har langt fra ligget stille i det forgangne år, og det fortælles der om på de følgende sider. En række offentlige myndigheder, fonde og enkeltpersoner har i 2013 på forskellig vis støttet museets arbejde, og vi er dem alle stor tak skyldig. Museet takker endvidere Aarhus Universitet for det gode samarbejde. Moesgaard den 1. marts 2013 Bestyrelse og medarbejdere Arbejdet med planlægning af de nye udstillinger har været en væsentlig opgave i Udstillingerne vil blive åbnet i 2 etaper: Etape 1, som er 2/3 af de samlede udstillinger, omfatter bronzealderen, jernalderen, vikingetiden og de etnografiske udstillinger (åbnes oktober 2014). Etape 2 omfatter stenalderen og middelalderen (åbnes oktober 2015). Det er lykkedes at tilvejebringe midler til gennemførelsen af etape 1, og i 2013 modtog vi midler hertil fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Det Obelske Familiefond, Bikubenfonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck s Fond og Lauritzen Fonden. Tidligere var der modtaget støtte til 6 7

6 Udstillingsbygningen I begyndelsen af 1970 erne fik man som student og rundviser på Moesgaard udleveret et lille hæfte forfattet af daværende professor og museumsdirektør Ole Klindt-Jensen. I hæftet introducerer han Moesgaard og herregårdslandskabet som følger:»uforstyrret strømmer Giber Å gennem et frodigt landskab mod Kattegat. Den har gravet sig vej i bakkedragene og glider forbi kornmarker og enge ind i skovverdenen. Den passerer birke- og nåleskove, åbne løvenge med ærværdige ege og tætte bøge. Fortidens bevoksning har efterladt sig prøver på dens enevælde. Men her og der under skovbunden spores agre, for længst overtaget af den stærke natur. De første forsøg på dyrkning satte allerede ind for 5000 år siden, som en stenomsat dysse og flintværksteder viser.«og så fortsætter historien med hovedvægten på herregården Moesgaard og de tidligere ejere fra Güldencrone-slægten og frem til og med Dahlfamilien. Det var i dette»magiske«landskab, vi i forbindelse med arkitektkonkurrencen i 2005 skulle forsøge at indplacere en ny udstillingsbygning. Umiddelbart kunne det virke umuligt at anlægge et moderne betonbyggeri i det gamle herregårdslandskab uden at gøre skade, men Henning Larsens Tegnestue løste problemet ved at lave tre snit i en skråning lige nordvest for herregårdsanlægget, hæve overfladen og placere museet under det græsbeklædte tag. En bakke blandt bakkerne. Ved årsskiftet nåede byggeriet en af milepælene:»tæt bygning«, som var en forudsætning for, at den indvendige aptering og finere installationsarbejder kunne sættes i gang med fuld styrke. Denne milepæl var samtidig afslutningen på råhusarbejderne, hvor storskala byggeriet blev afsluttet, og den imposante bygnings fysiske udformning havde taget form. De tunge konstruktionsar- 8 9

7 bejder var blevet færdiggjort, og de store kraner blev fjernet fra byggepladsen. Under en byggeproces kan det være vanskeligt at overskue, om det endelige resultat kommer til at svare til forventningerne, så spændingen voksede gradvist i løbet af året, efterhånden som bygningen blev gjort helt færdig, og der blev ryddet op i omgivelserne. I september måned blev der sået græs på taget, og sidst på året havde bygningen fundet sin naturlige plads i landskabet og svarede helt til vores forhåbninger. Kort fortalt var de primære byggearbejder i det forgangne år: Aptering i form af facade-, tømrer-, snedker-, murer-, smede- og malerarbejder. Installationsarbejder i form af el-, VVS-, ventilations-, brand- og tyverisikringsarbejder. Udvendige landskabsarbejder der primært omfattede udførelse af taglandskabet, terrænregulering omkring bygningen og færdiggørelse af veje og p-pladser. Byggeriet blev afleveret i september 2013, hvor der dog var aftalt en række udskudte arbejder, som skulle færdiggøres i perioden frem til udgangen af Særligt var det i løbet af året spændende at se, hvordan sammensætningen af beton og egetræ og stål i facaden sikrede det stærke udtryk mellem terræn og den karakteristiske sternkant. Og hvordan undersiden af det store tagudhæng fik en sammenhæng med facadens materialekarakter og ikke mindst med loftet indvendigt i bygningen. Udførelsen af tagets»grønne lag«var en transformation af tagfladen, hvor den sorte muld, stiforbindelser og faste flisebelægninger 10 11

8 Målsætningen om, at de indvendige materialer skulle harmonere med bygningens udvendige udtryk og beliggenhed, kom tydeligt til udtryk i forbindelse med opsætningen af det indvendige trælamelloft i asketræ, der gav en klar overgang mellem ude og inde. Beklædningen af foyer og auditorium med den karakteristiske askefiner og den norske skifer på gulvene i kombination med betonoverfladerne gav rummene den flotte karakter og sikrede, at bygningen opleves som en helhed. I slutningen af 2013 blev den sidste landskabelige bearbejdning af de omgivende arealer færdiggjort. Der blev plantet en ny lindeallé, som markerer ankomsten til museet, og som sammen med græsfladerne og en udtynding i eksisterende beplantning er med til at sikre koblingen til herregårdsanlægget. Byggeriet er opført efter kravene i energiklasse 1. Det vil sige, at bygningen højest må forbruge halvdelen af den energiramme, der gælder i dag, og som vil blive normen i Det er første gang, man bygger et kulturhistorisk museum af denne størrelse i Danmark, og det er første gang, et museum er med til at sætte nye standarder på miljø- og energiområdet. Opførelsen af den nye bygning er støttet økonomisk af VELUX FONDEN, VILLUM FONDEN, OAK Foundation Denmark, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Kulturministeriet, Aarhus Kommune og Aarhus Universitet. Jan Skamby Madsen Museumsdirektør langsomt omkransede gårdrummene og førte landskabet helt ind i bygningen via den store centralterrasse. Tagfladens forlængelse af det eksisterende terræn blev tydelig. Den helt store oplevelse kom, da græsset blev grønt, og tagets karakteristiske betonkanter fremstod tydeligt markeret og gav tagfladen det unikke udtryk

9 Nye udstillinger mennesket i centrum Arbejdet med de kommende udstillinger fik i årets første dage en forrygende start med etablering af tegnestue i vores midlertidige domicil i en skurvognsby på byggepladsområdet. Her modtog vi de nyansatte kreative kolleger, der i samarbejde med museets arkæologer, etnografer og eksterne museumsfaglige eksperter skal videreudvikle og realisere vores oplæg til de kommende udstillinger. Udstillingsarealernes rummelighed og fleksibilitet er skabt til at realisere museets vision om at skabe et nyt koncept for kulturhistoriske museumsudstillinger. Mennesket er i centrum i museets nye udstillinger. Vi går bag om de genstande, vi normalt udstiller på rad og række, og fortæller mere levende om de mennesker, der havde dem i hånden hver dag. Vore magasiner bugner af genstande fra vores fjerne forfædre, og de har så mange spændende historier med. De skal ind i udstillingerne, så genstandene får en identitet, og vi kan spejle os i vores forfædres liv. Det er målet at give publikum mulighed for at fornemme det levede liv og de små og store dramaer, som vores forfædre gennemlevede. Den gode museumsoplevelse handler også om fællesskab og samvær på tværs af generationer, og derfor integreres formidlingen for alle aldre i samtlige udstillingsafsnit. Udstillingerne vil blive opbygget som afvekslende miljøer, hvor menneskers grundvilkår gennem tiderne vil være til stede i form af abstraktioner over natur og kulturelle miljøer, og hvor begivenheder iscenesættes og omslutter gæsterne i udstillingerne. I det højloftede udstillingsrum etableres etageadskillelse, hvor historierne eller fundene indbyder til det. Således vil man opleve et 14 15

10 Det store våbenofferfund fra Illerup Ådal iscenesættes og opleves gennem fundets historier; truslen fra havet og fjendens ankomst år 203 et sted på Østjyllands kyst, hvordan huse og gårde hærges, feltherrens telt og lejrlivet med forberedelserne til slaget, og dernæst selve slaget og ofringen i Illerup Ådal. Herefter bevæger man sig ud i mosen og ned i skattekammeret med tusindvis af udstillede genstande fra Illerup Ådal. Her er der stilhed og rum for fordybelse. Udstillingstegnestuens kreative og faglige ekspertise af arkitekter, IT-designere, scenografer, grafikere, fotografer og AV-teknikere har givet os den dynamik og fleksibilitet i arbejdsprocesserne, vi søgte. Det enkelte udstillingsafsnit, oldtidsperiode eller tema bliver til i samarbejder på kryds og tværs af faglighederne, og nye idéer og relationer opstår og udvikles. Herved har vi muligheden for at skabe udstillingsarkitektur med historiens nærvær og at holde mennesket i fokus hele tiden. Interaktive installationer, film og scenografiske udtryk bliver udviklet som unikke, individuelle løsninger specifikt til formidling af Moesgaards genstande og mere dramatiseret forløb i den øverste etage med skarpt skårne kig ned til underetagens mere klassiske skattekammerudstilling. Der tilstræbes en fortællemæssig synergi mellem de to etagers udstillingsafsnit. Af og til eksploderer udstillingslandskabet i højden, eksempelvis i bronzealderens himmelstræbende gravhøje eller ved vikingetidens palisadekronede vold, som Harald Blåtand i 900-årene lod opføre omkring Aros, vikingernes Aarhus. På samme måde vil man i jernalderafsnittet, ude ved mosen, mellem land og vand, være vidne til bøndernes ofringer til de guder, der havde så stor betydning for menneskenes dagligdag. Gennem billedfortællinger overværer man dyreofringer, nedsænkelse af kostbarheder i mosens vand mødestedet mellem mennesker og guder og man bliver ført ind i et univers, hvor der hersker andre forestillinger om etik og moral end dem, vi i dag bekender os til

11 inden for museets ansvarsområde, men formidle de forhistoriske kulturelle sammenhænge, vi dengang var en del af. På den måde vil fund fra fjerne områder, vi havde særlige kontakter med eller kulturelt set hang sammen med, bidrage med at underbygge, eksponere og perspektivere vores oldtidshistorie. Oldtidens samfund var betydeligt mere kosmopolitiske, end vi tidligere har været bevidste om, og det perspektiv vil præge de kommende udstillinger. Egekistegravene fra Borum Eshøj nær Sabro er et af de mest bemærkelsesværdige oldtidsfund fra Aarhus-området. Nationalmuseet har venligst udlånt Moesgaard de velbevarede bronzealdergrave i en periode på fem år. Gravene rummer enestående velbevarede begravelser af tre mennesker, alle lagt i graven med dragter og et fornemt udstyr af smykker og våben. For os i dag er de et helt usædvanligt øjebliksbillede fra en svunden tid med magtfulde slægter. Resultater af naturvidenskabelige undersøgelser af gravenes skeletter og dragter vil i de kommende udstillinger danne udgangspunkt for meget præcise rekonstruktioner af de tre mennesker bag egekistebegravelserne. Kisterne vil blive vist i et udstillingsrum i dobbelthøjde, hvor gravhøjen, dagliglivet og kosmologien i form af et lysende himmelhvælv vil sætte scenen for den store bronzealderfortælling på baggrund af den nyeste forskning på området. Pauline Asingh Afdelingsleder historier. Der er således mange fagligheder engageret i udviklingen af hvert afsnit, hver historie, hvert stykke udstillingsarkitektur, og vi håber, at udstillingerne vil udtrykke dette Gesamtkunstwerk af samarbejdets tværfaglighed. Vi har indledt samarbejder med en række museer i udlandet om indlån fra deres righoldige samlinger: England, Tyskland, Ungarn, Rumænien, Sverige og Letland. Udstillingerne på Moesgaard skal ikke fortælle om oldtiden i dagens Danmark, eller om forhistorien 18 19

12 Fortidens ansigt Glasset på den store montre er velpudset og reflekterer både konturerne af mig selv og rummet, jeg befinder mig i: Nationalmuseet i København. Men her og der ses fingeraftryk. Små specielle visitkort fra besøgende, der, ligesom jeg selv, har forsøgt at komme så tæt på glasset som muligt for at kigge ind i montren med fundet fra Borum Eshøj. På den anden side af glasset, uden for rækkevidde, hviler resterne af to døde mænd og en kvinde. Ca år adskiller deres og min virkelighed. Fundet fra Borum Eshøj er usædvanligt velbevaret og består af så mange ting og ledetråde. Alligevel fremtræder det fjernt og fremmed. Hvem var de? I mit arbejde, hvor jeg ved hjælp af retsmedicinske metoder genskaber ansigter fra kranier, anvender jeg videnskabelige teknikker, data fra et antal undersøgelsesmetoder, anatomiske kundskaber samt en vis kunstnerisk indlevelsesevne for at komme nærmere fortidens mennesker. Denne retsmedicinske teknik er lidt mere end 100 år gammel. Metoden er blevet udviklet og har i dag en høj grad af troværdighed. Når den anvendes af politiet for at identificere et ukendt mordoffer, er opklaringsprocenten omkring 70. Personens udseende i live kan altså aflæses fra den dødes kranie. Det første skridt i processen er et møde mellem mig, skelettet samt en osteolog. Dette finder ofte sted på et sygehus med adgang til en CT-scanner. En scanning af kraniet er nødvendig for at kunne lave den kopi, som rekonstruktionen udføres på. Skelettets alder, køn, etnicitet, helbred og fysik, sygdomme etc. er af største interesse. Dette ligger nemlig til grund for min bedømmelse af det oprindelige vævs tykkelse i ansigtet. Målene på tykkelsen overføres til pinde, som limes på kraniet på et antal anatomiske punkter. Når jeg derefter ved hjælp af ler skulpturerer 20 21

13 En egetræskiste med resterne af en kvinde blev tilfældigvis fundet i kanten af højen i Fire år senere foretog man så en arkæologisk udgravning og fandt yderligere to egetræskister. De indeholdt henholdsvis en ældre og en yngre mand. Årringene i egetræskisterne blev analyseret og dateret til 1345 f.kr. for den unge mands kiste og 1351 f.kr. for den ældre mands. Kvindens kiste er desværre gået tabt. Er det en familie? DNA-undersøgelser vil forhåbentlig give os det endelige svar. Isotopanalyser vil vise, hvor de har levet, og hvilken muskel for muskel i ansigtet, bliver pindene til sidst næsten dækket af ler, og den planlagte vævsdybde er dermed etableret. Øjenhulens form og karakter vidner om øjets form, vinkel og placering. Næsen kan genskabes med god troværdighed: næsebenets vinkel og næsehulens form og karakter afslører vore næsers form. Mundens karakter, bredde og form afspejler tændernes karakter og størrelse. Med ører er det mere spekulativt. Vinklen set fra siden kan man dog fastsætte, samt position og nogenlunde størrelse. Denne tekniske proces med målinger, tabeller og vinkler glider så småt umærkeligt over i en kunstnerisk fase. Når hudlaget lægges på, bliver erfaring med at skulpturere ansigter og blik for det individuelle og specielle mere og mere vigtigt. Rynker i huden er til en vis grad forudsigelige, men pigmentering er naturligvis spekulativt, hvis der ikke findes tilgængelige DNA-undersøgelser. Det samme gælder for hår- og øjenfarve. Det færdigskulpturerede ansigt støbes i silikone, og kunstige øjne, pigmentering og menneskehår får slutresultatet til at ligne et næsten levende ansigt. Borum Eshøj ligger ca. 10 km nordvest for Aarhus. Her mødes man af en bronzealderhøj; 6 m høj og 19 m i diameter med en fantastisk beliggenhed på en ås i det jyske landskab. Den oprindelige størrelse var dog noget helt andet: 9 m høj og 38 m i diameter. På sin tid en af de største i Danmark

14 slags kost de indtog. Der fremtræder et mere skarpt billede af de tre fra Borum Eshøj. Den ældre mand blev mellem 50 og 60 år. Han blev begravet iklædt en rundbulet hat af uld, et lændeklæde og en rundskåren uldkappe. Han var 171 cm høj og noget bevægelseshæmmet på grund af leddegigt. Han havde et bredt ansigt med en bred mund, kraftig underkæbe og hage. Issen var skaldet. Kvindens ansigt bærer klart individuelle træk, en bred mund, markerede kindben og en bred næse. Hendes kropslængde bedømmes til at være 157 cm. Hun blev begravet iført en trøje af uld, en vid uldnederdel med bælte, et mærkeligt hårnet samt en del smykker af bronze. Den unge mand døde allerede som 20-årig. En mærkelig detalje er den kun 16 cm korte dolk, man fandt i en betydelig længere sværdskede på 71 cm. Hans kropslængde er bedømt til 166 cm. Det kraftige hår og det spinkle skelet giver indtryk af en helt ung mand. Ansigtet var præget af en markeret, smal næse og en velformet hage. Han var i lighed med den ældre mand glatraget. Det er sikkert, at teknikken, og hvad vi kan aflæse af DNA, kun er i begyndelsen af sin udvikling, og at vi snart vil kunne aflæse detaljer og drage konklusioner, som i dag virker spekulative. Men hvor nært vi end kommer fortidens mennesker, vil det dog altid være søgningen efter svar, som er arkæologiens kerne. For ligegyldigt hvor meget vi end får rede på, forbliver der altid en barriere mellem os og skeletterne der, som montreglasset, lader os kigge ind, men aldrig nå helt frem. Samtidigt som vi altid, uforvarende, aner os selv i glassets spejl. Oscar Nilsson Skulptør 24 25

15 Ombygning og omflytning Museets nye bygning på bakken oven for herregården er en imponerende og iøjnefaldende forandring af landskabet omkring Moesgaard. Umiddelbart fremstår de gamle herregårdsbygninger dog forholdsvis uforandret. Går man ind bag facaderne, er der imidlertid også her sket store ændringer det seneste år. Efter at museets udstillinger er blevet pakket ned, er en gennemgribende ombygning og renovering af samtlige de gamle længer blevet gennemført. Dette er sket, for at bygningerne for fremtiden kan danne ramme om museets administration, arkæologi, konservering og naturvidenskab og Aarhus Universitets uddannelser og forskning inden for antropologi og arkæologi og i fremtiden forhåbentligt også andre beslægtede områder. Samtidig er der blevet rykket grundigt rundt på folk og funktioner, så nye fysiske fællesskaber opstår. Ombygningen af det gamle Moesgaard er afslutningen på en lang, og til tider ganske kompliceret proces, der ikke bare har indebåret en istandsættelse af fredede bygninger, men også grundlæggende diskussioner af, hvilke funktioner der skulle være på Moesgaard fremover, hvordan man bedst fik dem til at fungere sammen, og hvor de forskellige fag på stedet skulle udvikle sig hen. Daværende museumsdirektør P.V. Globs oprindelige ide med Moesgaard var at skabe et stærkt, tværkulturelt forsknings- og formidlingsmiljø bygget op om arkæologi og etnografi/antropologi, og med en integration af museums- og universitetsmiljø. Den grundtanke er på mange måder stadig kernen i det arbejde, der foregår på Moesgaard. Siden det første fælles universitets- og museumsmiljø blev etableret på Moesgaard i 1970, er der imidlertid sket meget med indholdet. Der har været en kraftig vækst på både universitets- og museumssiden, således at rammerne i en årrække har været pressede, og både barakker og skurvogne har måttet tages i brug

16 De faglige og pædagogiske udviklinger har skabt nye behov for større og mere tidssvarende rammer, hvilket ombygningerne har givet optimale muligheder for. Men udviklingen har også betydet, at karakteren af overlap mellem fagmiljøer har forandret sig. På en række områder er de forskellige grupper blevet mere specialiserede, hvilket gør dem bedre i stand til at løfte deres opgaver, men det indebærer også, at der ikke af sig selv opstår den store kontakt Samtidig har den faglige fokus også forandret sig. Fagene på universitetet er i stigende omfang blevet internationaliserede og har rettet sig mod nye emner. Antropologi er i dag engageret i undervisnings- og forskningsinitiativer inden for medicin, nødhjælp, kognitionsforskning og film, mens arkæologi har bevæget sig ind på områder som kulturarv, digitalisering, bygningsregistrering og naturvidenskabelige metoder og klimaforskning. I studierne skal opbygges praktiske kompetencer inden for både digital teknologi, formidling og naturvidenskab, mens undervisningsformen i højere grad end tidligere gør brug af projektarbejde, hvilket forudsætter laboratorier og studenterarbejdsrum. På museet er hele den forvaltningsmæssige opgave omkring nødudgravningsarkæologien vokset frem for nu at være blevet en kerneopgave, de naturvidenskabelige undersøgelser i arkæologien har været i kraftig vækst og lagt sig til den udvikling, der i forvejen har været på konserveringsområdet, mens formidlingen ikke mindst udstillinger har fået en helt anden teknisk og pædagogisk ambition end tidligere

17 imellem grupperne. Det er en udfordring, som mange museer og universiteter forskellige steder i Europa har stået med i de seneste år, og en række steder har det ført til, at institutionerne er gledet fra hinanden. Det har derfor været et mål med omflytningen at sikre, at der fortsat var en tæt kontakt mellem de forskellige miljøer, samtidig med at de fik lokaler, der kunne opfylde deres stadigt mere specialiserede behov. Det var således en sammensat mængde af ønsker, der skulle tages hensyn til i forbindelse med ombygningen, og i tillæg skulle det hele gennemføres på blot et år. De mange interesser er blevet omsat til en konkret plan af arkitekterne Arkitema og Erik Einar Holms Tegnestue samt ingeniør Viggo Madsen, og frem til december har det gamle Moesgaard været forvandlet til en summende byggeplads med aktiviteter overalt. Resultatet er blevet en total fornyelse af samtlige gårdslænger ud over hovedbygningen, således at de nu udgør et fuldt opdateret forsknings- og undervisningsmiljø. De nordlige længer indeholder auditorier, undervisningslaboratorier, studenterarbejdsrum, studenterforeninger, socialt rum for de studerende samt kantine. Der er sket en kraftig øgning af antallet af arbejdsområder for de studerende, og det har allerede nu medført, at de studerende er til stede på Moesgaard i langt større antal end tidligere. De sydlige længer danner rammen om arkæologer fra både museum og universitet og antropologer fra universitetet. For at sikre kontakten mellem miljøerne sidder arkæologer blandet i grupper med fagligt fællesskab. De tidligere særudstillingslokaler er blevet ombygget til et bibliotek. Placeret i midten af hele komplekset skulle det gerne være med til at bringe både studerende og ansatte sammen på daglig basis. Kælderen kommer til at rumme fundbearbejdningsrum med direkte adgang til de arkæologiske magasiner. Bassebo og den gamle vognportsfløj langs Bispelundvej er blevet ombygget til at rumme laboratorier, værksteder og arbejdspladser for konservering og naturvidenskab med adgangsforhold og plads, som passer til den betydelige vækst, som området har haft i de seneste år. Det er mange års ønsker om en fornyelse, der stort set uden forbehold er blevet opfyldt med ombygningen af det gamle Moesgaard. Det har givet os sammenhængende miljøer og lokaler, der både lever op til de krav, vi har nu, og som vi mener, også et godt stykke ud i fremtiden vil give os optimale rammer til at udnytte de særlige muligheder, der ligger i Moesgaards sammensætning af forskellige faglige miljøer. Sammen med den nye museumsbygning er der således i 2013 sket en kraftig opdatering af både det ydre og det indre. Mads Kähler Holst Afdelingsleder 30 31

18 En undersøisk stenalderboplads i Tybrind Vig I ældre stenalder var hovedparten af fangerbefolkningen bosat ude ved kysterne, dels fordi havet var meget føderigt, og dels fordi landjorden var dækket af tæt urskov og udstrakte sumpe, der vanskeliggjorde kontakter mellem befolkningsgrupperne; transport og social kontakt var derfor lettest at opretholde ved havet, hvor man kunne sejle fra boplads til boplads og til de gode fangststeder. På grund af landsænkninger befinder en del af disse bopladser sig nu på havets bund. Udgravning af disse bopladser er en ny disciplin i Danmark, som er blevet udviklet inden for de seneste ca. 30 år. Dette skete først og fremmest ved Tybrind Vig på Vestfyn ved et frugtbart samarbejde mellem aktive, entusiastiske amatørarkæologer (frømænd) og Moesgaard Museum. Denne udgravning, som varede ca. 10 år, må karakteriseres som en pionérundersøgelse, da det var her, at den nødvendige praktiske erfaring og teknologi til undersøiske bopladsudgravninger blev udviklet, og som blev til den største undersøiske udgravning af en stenalderboplads i Nordeuropa; samtidig viste udgravningen denne type bopladsers store faglige potentiale først og fremmest ved deres ekstraordinært gode bevaringsforhold for alle typer af organiske rester. I slutningen af ældre stenalder (Ertebøllekulturens tid, ca f.kr.) lå Tybrindbopladsen ude ved den datidige strandbred, men som følge af senere tiders ændringer af forholdet mellem land og hav findes bostedet i dag ude på bunden af Lillebælt, ca. 2-3 m under havets overflade. Stedet må have været ideelt for datidens jæger-fiskerfolk, for det er en stor boplads, som blev benyttet i en næsten tusindårig lang periode af ældre stenalder

19 Ved udgravningen fremkom et betydeligt fundstof, som udover Ertebøllekulturens allerede kendte oldsagsformer også omfattede mængder af føderester af byttedyr samt en lang række nye våben og redskaber af træ, bark, vidjer, snor/tovværk, tekstiler (tøj!) og som noget helt nyt: forkullede madrester i bopladsens lerkar. Af særlig betydning var også mange fund af en lang række redskaber til fiskeri, der for hovedpartens vedkommende viste sig at være lavet af»bløde«organiske materialer, hvilket vi ikke tidligere havde kendt til. Udgravningerne medførte en omfortolkning af fundene fra det brednære havområde ud for bopladsen. Det var ikke kun en affaldsplads (således som vi hidtil havde opfattet den slags fundsituationer), men derimod en blanding af mødding og fiskeplads, for det viste sig, at der i dette område både havde været et omfattende system af fiskegårde med ruser, og samtidig fandt vi mange fiskekroge, lystergrene og stykker af fiskegarn, der tilsammen viste, at der havde fundet et omfattende fiskeri sted. Man havde i bogstavelig forstand haft en vigtig del af sit spisekammer lige uden for døren! Stenalderfolket fandt vi også rester af: Flere begravelser, blandt andet af en ung pige med et nyfødt spædbarn og en grav med en mand og en kvinde foruden mange knogler af andre ødelagte begravelser; et enkelt kranium viste spor efter voldsomme slag, som vedkommende dog havde overlevet! Kemiske analyser af de gravlagtes knogler viste, at de i høj grad havde levet af havets føde især fisk, hvilket stemte fint med dyndlagenes tusindvis af fiskeben og de mange forskellige redskaber til fiskeri. Herudover kunne vi se, at man havde drevet jagt i den omgivende urskov (kronhjort og vildsvin) og ude på havet (sæl og småhval); knoglefundene viste, at Tybrindjægerne i særlig grad havde specialiseret sig i jagt på pelsdyr især skovmår, som var nedlagt i stort antal. Tusindvis af forkullede frø af urter, skaller af nødder og olden fortæller også om en omfattende indsamling af»grønt«, og endelig viste undersøgelser af de velbevarede madrester i lerkarrene, at de havde indeholdt mad bestående af fiskesuppe med grøntsager; fra en anden, jævngammel submarin boplads, Ronæs Skov, var der rester af stuvning med salat i lerkarrene i bogstaveligste forstand fik vi for første gang et indblik i Ertebøllefolkets»kogebog«! 34 35