som de handler om Ham, der hænger på korset.

Transkript

1 Menneskelig kynisme overtrumfet af Jesu menneskelighed prædiken til Langfredag den 3/ i Ølgod Kirke (i Tistrup Kirke liturgisk gudstjeneste). I: Matthæus 27, 31-56/Mark 15, Ved Jens Thue Harild Buelund. Så korsfæstede de ham. Så kort og usentimentalt beskriver Markus Jesu henrettelse. Den blotte konstatering af, at de romerske soldater gør deres arbejde: De korsfæster Ham og deler Hans klæder mellem sig. Detaljerne er begrænsede. Kun tidspunktet og anklagen på korset. De 2 røvere, som også led døden på korset den dag, nævnes sådan næsten en passant. Den nærmest stenografiske beskrivelse kunne måske få os til at spørge, hvem det hele egentlig handler om? De fleste af os vil svare, at det er Jesus, der er hovedpersonen; for det er det jo altid i evangelierne ikke? Det er Jesus, der bliver forhørt og dømt. Det er Ham, der bliver pisket og henrettet. Så naturligvis må det være Jesus, beretningen drejer sig om; men giver vi os til at læse Markus beretning langsomt og opmærksomt, er det imidlertid overraskende, hvor lidt vi egentlig får at vide om Jesus som hovedperson. Godt nok får vi at vide, at Han bliver hånet, at Han bliver forhørt, at Han bliver ført til Golgata og korsfæstet; men det er en skildring blottet for detaljer omkring hovedpersonen selv. Der er ingen udpensling af Hans lidelse og smerte. Ingen sentimental farvelægning egnet til at vække vore følelser og ingen billeder, der skal få os til at gyse. Så korsfæstede de ham. Det hele så enkelt, så kort og så nøgternt beskrevet. Måske netop derfor så grusomt i sin virkning på den, der lever sig ind i denne lidelseshistorie? Måske det netop er denne mangel på enkeltheder, der gør chokket så meget stærkere på det sted, da Jesus pludselig begynder at råbe sin smerte ud. Og måske det netop er omgivelsernes kyniske optræden, der gør, at Jesu menneskelighed står så meget stærkere, da Han fuld af angst og ensomhed råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Først da går det op for os, at det er et menneske af kød og blod, som dette handler om - først da bliver det klart, at det er Jesus, det handler om. Men indtil da? Hvem er det da, der driver handlingen frem og dermed er hovedaktører i skildringen? Jesus selv er under hele forløbet så passiv som et lam, der føres til slagtning. Ser vi nøje efter, er der faktisk mange aktører på scenen. Nogle er anonyme, andre har fået navn; men alle er de med til at drive handlingen frem. Og langfredagens begivenheder handler derfor lige så meget om disse medaktører, som de handler om Ham, der hænger på korset.

2 Faktisk får vi langt mere at vide om dem end om Ham, som vi ser korsfæstelsen for os: Om de romerske soldater hører vi, at de håner Jesus. De giver Ham tornekrone og purpurkappe på. Som tidsfordriv og almindelig underholdning giver de sig til at spille om Hans kappe. Det er åbenbart en kedelig beskæftigelse at slå et menneske ihjel; det tager sin tid, og så er det prøvet ikke helt så få gange før! De forbipasserende de mange tilskuere, sultne efter lidt makaber underholdning og noget at sladre om de kommende dage nøjes ikke med at klæde Jesus ud på baggrund af almindelig folkesnak om en ventet konge. Spottende minder de den korsfæstede om Hans egne ord: At Han ville rive templet ned og atter rejse det på 3 dage! Hvilket storhedsvanvid; nu hænger Han dér og kan end ikke redde sig selv. Og så er der Jesu anklagere og dommere, der ved denne lejlighed tilfældigvis er de samme; så falder dommen også så meget lettere også de håner og udfordrer Ham til at afsløre sin magt, for at de dog her på falderebet skulle kunne komme til tro på Ham! På denne måde får vi langt mere at vide om de omkringståendes handlinger, motiver og tanker, end om den mand, de alle har deres opmærksomhed rettet imod. Jesus er passiv. Han giver sig hen. Oplader ikke sin røst. Markus skildring af langfredag fortæller langt mere om de mennesker, der forkastede Jesus, end om Ham, de forkaster; for hvad Jesus end tænker eller vil gøre, det har Han allerede sagt og gjort. Når Jesus nu hænger på korset, er det fordi Han med det samme betaler prisen for det, som Han har sat i værk. Hvad Han sagde og gjorde forud for denne time, vil Han ikke ændre på eller trække tilbage. Han går ikke på kompromis med sit mål. Derfor tier Han. Hans spottere får ingen svar på tiltale. Ikke endnu. Jesus udstødte et skrig og udåndede! Så kort skildrer Markus til sidst Jesu død. Når det er sagt, må vi tilføje, at der stadig er noget at sige. Blot kan vi ikke gøre det på en langfredag. Efter Jesu skrig er resten tavshed. En både knugende og talende tavshed. Indirekte har evangelisten allerede ladet os fornemme, at her kan det ikke slutte. Han siger det blot ikke lige ud. På den måde lader han det være op til os at afgøre, om det virkelig er her, det ender. Undervejs har evangelisten i sin skildring inddraget os som tilskuere og aktører i langfredagens drama. Vi er allerede blevet vidner, og det, Han har ladet os se, lægger op til, at vi engagerer os, vurderer og vælger side.

3 Idet soldaterne spotter Jesus og fremstiller Ham som en narrekonge, stilles vi som tilhørere og tilskuere over for valget om enten at tilslutte os latterliggørelsen eller at betragte optrinnet som udtryk for en ironisk drejet sandhed, som kastes tilbage på dem, der udtalte den: Sæt nu, han virkelig er konge? Idet de forbipasserende henviser til Jesu ord om at rive templet ned og bygge det op igen på 3 dage, stilles vi overfor at tage Jesu passivitet og afmagt som udtryk for den totale fiasko eller at forstå det som udtryk for en tvetydig antydning af Hans totale sejr i opstandelsen. Og når ypperstepræsterne og de skriftkloge hånligt taler om, at andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse, så kan dette paradoksalt nok forstås som udtryk for netop den sandhed, der hindrer Jesus i at træde ned fra korset; for måske det er langt mere sandt, end spotterne kan forestille sig nemlig at netop deres frelse afhænger af, at Jesus går den vej til ende, som Han har valgt og derfor bliver på korset. Men denne skjulte sandhed er dækket til på en langfredag. I dag har mørket magten. At det ikke kan og derfor ikke må ende her, det véd evangelisten måske godt, men hver ting til sin tid. Hans viden kommer kun derfor indirekte frem gennem tvetydigheder, ironi og paradokser. På denne måde lykkes det Ham at stille os som tilhørere i samme situation som de, der overværede Jesu korsdød. En situation, hvor vi afmægtigt ser til, mens troen og håbet stækkes, og kærligheden truer med at synke i grus. Og skulle vi i dag ane, at noget mere må komme, da er det alene som en lysstribe på en mørk himmel. Den hele og fulde sandhed kender vi først påskemorgen. Indtil da må vi vente og håbe. Indtil da kan vi kun bede: Herren forbarme dig over os kyrie eleison (jf. Michael Rønne Rasmussen, 2001). Og en lysstribe af evangelium kan vi læse ud af, at fortvivlelsen hos Jesus driver Ham tættere på Gud. Han overgiver sig i Guds hænder. Netop denne ultimative form for menneskelighed afføder bekendelsen: Sandelig den mand var Guds Søn. Det siger officeren ved korset, fordi Jesus viser sig som et menneske et menneske, der til det sidste hænger ved Gud, selv om Han oplever sig Gudsforladt. Den korsfæstede Jesus dør med længslen efter bekræftelse. Den får Han påskemorgen. Langfredag var den himmelske Gud åbenbart tavs af en eneste grund: Han var allerede på vej væk fra sin abstrakte Himmel bag om den korsfæstede, til Hans grav for at møde Ham dér. Han var ikke umulig at få øje på, fordi Han var for langt væk, men fordi Han var for tæt på. Tættere på den korsfæstede, end Jesus selv troede.

4 Gud bandt sig til Ham i liv og død og tager Ham påskemorgen med op af graven. Så den korsfæstede opvækkes, og fra da af kendes Han som den opstandne korsfæstede. Sådan som vi siger det søndag efter søndag i Trosbekendelsen. Alt det, som Jesus havde forstået ved det at være et menneske: at vi altid skal være det ved at være ét med andre, det blev bekræftet med, at Gud giver den korsfæstede liv som den opstandne. Opstandelsestro er altså at komme til at leve det samme liv, som Jesus forkyndte nemlig at vi skal leve i samhørighed og ved at være ét med andre. Der er en nat, skuespilleren Bodil Jørgensen ofte har tænkt tilbage på på det seneste. Hun lå på intensivafdelingen på Odense Universitetshospital og fik hjælp af en respirator til at trække vejret. Det var efter ulykken på diget ved Vesterhavet under optagelsen til en Far til firefim. Hun fik en traktor ned over sig. Hun var ked af det og prøvede at bede Fadervor. En halv nat lå hun og kørte rundt i den bøn, hun kendte så godt; men hun kunne ikke. Gik i stå. Kunne ikke huske ordene. Så fortæller hun: Jeg kæmpede en hel nat, og så kom den stærke forståelse af, at Gud er dér, hvor det hele braser sammen og snurrer rundt, og verden bliver sort. Vi er så vant til at holde vores små verdener i gang med arbejdsliv og familie; men når hele verden styrter sammen, er Gud der. Jeg var i et mellemrum mellem livet og døden, og dér var Gud. Gud var i intetheden sammen med mig. Jeg havde ikke troet, at det ville være sådan; men jeg erfarede det. Alt det, som er sket, er så meningsløst, voldsomt, sort og dystert, og dér var Gud. Hun siger videre: Nu er jeg kristen; for jeg elsker Ham med sandalerne, som ender på et kors. Der er så megen mystik forbundet med korset, som både er dystert og livgivende lys. Den mørke dag, hvor Han hænger på korset og kalder på sin Far, må have været som det mørke, hvor Gud er. Og så kommer genopstandelsen, hvor man bliver helt euforisk. Det handler om hver dag at få øje på det evige. Det er et lille mirakel, slutter Bodil Jørgensen i et interview (jf. Karsten Erbs, 2015). Menneskelig ubesindighed, der måske også bundede i beregnende kynisme sikkerheden blev der taget let på på diget på Manø blev overtrumfet af Jesu menneskelige tale til hende i sygesengen. Så kraftfuld var den tale, at hun ville rejse sig igen og bevæge sig ubesværet rundt med sin krop og sin lysende tro for at være ét med andre ét med andre i familien, blandt venner og i skuespilleriet. Amen.

5 Salmerne i Tistrup: 193, 439, 191 (med læsning af korsord til), 192 og 216. I Ølgod: 187, 193, og 192.