nr. 6 / december årgang magasin for mindretal, sprog og kultur han henter tidevandet ind så røg den probenreuter nu får vi omsider vores ret

Transkript

1 nr. 6 / december årgang magasin for mindretal, sprog og kultur han henter tidevandet ind så røg den probenreuter nu får vi omsider vores ret

2 2 nr. 6 / december 2012 indhold Han henter tidevandet ind Jens Rosendal er en af tidens bedste sangskrivere. For 50 år siden kom han til Sønderjylland og Sydslesvig med Vadehavet som nærmeste nabo. Jens Rosendal traf to valg: At bo i naturen og vælge sig selv som homoseksuel. De to valg blev kilder til hans forfatterskab. side 4 Nu får vi omsider vores ret Der skønnes at være 5000 roma og sinti i Slesvig-Holsten. Efter 600 år i delstaten har de netop fået indrømmet de samme rettigheder som delstatens to andre anerkendte mindretal, det danske og det frisiske. Side 12 Så røg den probenreuter Hvor flytter det danske sprog sig hen, og hvilken fremtid bærer det i sig? Den nye udgave af Retskrivningsordbogen indeholder ord er nye, ord har ændret stavemåde, og andre er helt gledet ud. Et af dem er probenreuter. side 16 Læs også SIDE 19 Grænselandet genforenet SIDE 20 Man skal lade sig udfordre. Om forfatteren Tine Enger SIDE 22 Musikalsk kaffebord på sønderjysk SIDE 24 Vi er brune, vi er hvide. Teaterforestillingen Frelserne SIDE 25 Bøger SIDE 26 Kort nyt Alt hvad du ikke kan læse i GRÆNSEN Nyheder, aktualitet, debat Opdateres fem gange om ugen

3 nr. 6 / december leder ER MINDRETALLET PENGENE VÆRD? Af Finn Slumstrup, formand I forbindelse med diskussionen om Sydslesvigloven, som trådte i kraft den 1. april 2010, blev det ofte fremført, at en øget oplysningsindsats i Danmark om det danske mindretal var stærkt påkrævet. Hvorfor? Jo, for hvis ikke danskerne blev mere orienterede om sagens rette sammenhæng, ville det på sigt blive vanskeligt at opretholde folkelig og politisk opbakning til en årlig bevilling på over en halv milliard kroner. I et par uger i efteråret har netop den forudsigelige debat taget sig en tur i dagbladet JydskeVestkysten. Det var bibliotekar Karen Daugbjerg Balsby fra Esbjerg, der åbnede ballet den 27. oktober med et indlæg om, at der var tale om tilskuds-vanvid, når Danmark i år yder 567 millioner kroner til det danske mindretal. Det var på tide, at et sådant helt klart nationalistisk betinget tilskud blev stoppet. Efter en række forskellige indlæg roste redaktør Poul Erik Thomsen i en længere artikel den 11. november den lille, modige kvinde, fordi hun siger det, der normalt foretrækkes at være usagt. Debatten er ikke ny. På SSF s landsmøde i Husum den 10. november bemærkede formanden, Dieter Küssner, i sin beretning, at forslaget om at lukke for Danmarks tilskud til os i Sydslesvig kommer sådan mellem hvert 10. og 15. år. Men hvad vigtigere er: diskussionen vil komme igen og igen, og det vil ske med stadig kortere mellemrum. Derfor er det nødvendigt at sige, at spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt at sende penge til et mindretal i et velstillet land som Tyskland, er forfejlet. Det er også forfejlet, når mindretallet føler sig truffet af argumentationen og bliver nødt til at forsvare sig for at overbevise skeptikerne om, at mindretallet så sandelig er pengene værd. Og det er helt ude i hampen i 2012 at påstå, at tilskuddet er nationalistisk betinget. Naturligvis skal mindretallets organisationer leve op til de krav om regnskabsmæssig gennemsigtighed og til de resultataftaler, der er bundet på bevillingerne. Alt dette er blevet skærpet i forbindelse med lovvedtagelsen i 2010, organisationerne lever på professionel vis op til de nye krav, og det er alt sammen, som det skal være. Men ud over dette skal mindretallet ikke på nogen måde føle sig forpligtet til at argumentere for, at man sandelig er pengene værd. Det er en uværdig klientrolle, sydslesvigerne ellers anbringes i. Bevillingen til Sydslesvig er et rigsdansk anliggende. Bevillingen er udtryk for et stykke fremskudt dansk kulturpolitik, og således fundamentalt i dansk egeninteresse. Naturligvis er der sket en kolossal udvikling i løbet af de snart 100 år, den dansk-tyske grænse har haft dens nuværende placering. Men ordene fra det store genforeningsmøde Vi lever i en tid, hvor det i Europa ikke er grænsebomme, der fortæller, hvor et folk begynder. Det gør i dag først og fremmest kulturmønstre, sprog og væremåde. Derfor er det så oplagt i Danmarks interesse at have en levende forhave i Sydslesvig på Dybbøl den 10. juli 1920 om, at landsmændene syd for grænsen ikke skal blive glemt, lever stadig i den nationale hukommelse. I dag lever vi i en ganske anden virkelighed, hvor eksempelvis grænsens betydning er voldsomt forandret. Vi lever i en tid, hvor det i Europa ikke er grænsebomme, der fortæller, hvor et folk begynder. Det gør i dag først og fremmest kulturmønstre, sprog og væremåde. Derfor er det så oplagt i Danmarks interesse at have en levende forhave i Sydslesvig. Og derfor er det danske tilskud til mindretallet en nødvendighed.

4 4 nr. 6 / december 2012 Han henter tidevandet ind Jens Rosendal er en af tidens bedste sangskrivere. For 50 år siden kom han til Sønderjylland og Sydslesvig med Vadehavet som nærmeste nabo. Jens Rosendal traf to valg: At bo i naturen og vælge sig selv som homoseksuel. De to valg blev kilder til hans forfatterskab. Af Erik Lindsø Foto: Scanpix

5 nr. 6 / december Du kan måske leve sådan, som folk helst vil have det, og endda have rimelig succes med det, men du kan ikke dø sådan

6 6 nr. 6 / december 2012 I 1981 blev Jens Rosendal smaskforelsket, og i kærlighedens beruselse skrev han en sang til sin elskede. Jeg var så drønforelsket, at sangen kom til mig i løbet af en halv time, siger Jens Rosendal. Du kom med alt det der var dig og sprængte hver en spærret vej og hvilket forår blev det! Det år, da alt blev stærkt og klart og vildt og fyldt med tøbrudsfart og alting råbte: lev det! 30 år senere er Forelskelsessang i snart sagt alle sangbøger, linjer fra den er skåret i parkbænke, sat i dødsannoncer og på gravstene, den bruges til bryllupper og begravelser, og rigtig mange kan vers af den udenad. Sangen er oversat til 18 sprog, senest til russisk. Det er en af de mest ønskede sange i Giro 413, og i 25 år har det været en af de populæreste sange i Højskolesangbogen. Jens Rosendal er blevet folkeeje og har slået sit navn fast som en af vor tids største sangskrivere og salmedigtere. Han er den nulevende dansker, der med 13 sange har flest sange i Højskolesangbogen. I Salmebogen er han repræsenteret med to salmer. Spørger man ham, hvor mange salmer og sange han har skrevet, har han ikke styr på det, men tusindtallet er rundet. Klodens åndedrag Jens Rosendal bor i Ballum, Vesterende Ballum nærmere bestemt, yderst ude, lige bag diget og Vadehavet og den natur, som bliver til sindbilleder i hans sange. Vadehavets flod og ebbe er som et vældigt klodens åndedrag, siger Jens Rosendal og peger ud ad vinduet. Eller Vadehavet er et åndedrag gennem tusind år, som han digter i Farvernes landskab en anden populær højskolesang: Tidevandsbølgen viger og stiger. Åndedrag gennem tusind år. Når man bor her, er der ikke bare udsyn og højt til himlen, men man fornemmer også, hvor stort skaberværket er at der en mening og en sammenhæng, der er større end os selv, forklarer Jens Rosendal. I digtet Tidevand fra digtsamlingen af samme navn kommer det til udtryk på denne måde: Havet der kommer og havet der går lande der løfter sig fri vokser til kloder og strømme vender til tidevandsbølgen fylder en verden og går forbi Det er vildt fascinerende, hvad den helt selv finder på, den natur. F.eks. sandormens opførsel, det er helt fantastisk. Når vandet trækker sig, så stikker den altid halen op. Jeg tænker, at det er sådan en slags velvære hos sandorme, at de lige skal lufte halen. Og så kommer fuglene og æder den, men det gør ikke noget, for den vokser ud igen, forklarer Jens Rosendal begejstret. Ofte går han ture langs havet eller han lægger sig på diget. Der er en blomst, der hedder hindebæger, en evighedsblomst violet er den som kun kan gro, når den får saltvand. Jeg plukker ofte en buket, og sådan en buket er for mig ligesom et digt. Man er nær på rytme og sammenhæng på universets sol- og månefaser årstid, stormen og floden der var her før os og vil fortsætte i den evighed som måske er tilbage og du vasker øjne og skyller tæer i det store liv som ikke er dit men som du er en del af nu mens du er. (Fra digtet Vadehavet i digtsamlingen Tidevand ). Den indre vendelbo Jens Rosendal kom til Sønderjylland i 1965, men er født og opvokset i Vendsyssel. Han mener, at vi trækker den egn, vi kommer fra, og egnens mentalitet med os resten af livet. Som vendelbo er der noget hjemmefødning over os. Vi synes, vi har det hele, og vi har set hele verden. Det er en hæmsko, når man skal udvikle sig så udvikling er en side af tilværelsen, man som vendelbo ikke tager så tungt, forklarer Jens Rosendal, og slår over i vendelbomål og med en lune i udsagnet, som man kender det fra Niels Hausgaard. For Jens Rosendal er Vendsyssel i dag et erindringssted. Han rykker automatisk tilbage i tiden, når han passerer Limfjorden: Jeg begynder at tænke på mine forældre, på gården, barndommen og en lang række oplevelser, som jeg ikke skænker særlig mange tanker, når jeg går her til daglig. Jeg bemærker de gamle bebyggelser, som nok var for småkårsfolk, men at det virkelig er smukke bygninger, de opførte, og jeg tænker, at der må have været en stolthed, som her kom til udtryk, og som jeg måske har med mig. Når jeg tænker på folk, så husker jeg dem som grumme solide. De sagde ikke en hel masse. De var venlige, men man skulle endelig ikke tage fejl, for bag venligheden sorterede de folk rigtig grundigt: Sikke en fløs, hvad bilder han sig ind? Man sagde det ikke højt, men alle vidste, hvad man mente. Poesi sætter ord på det, vi ikke har ord for Meget lå i det usagte, forklarer Jens Rosendal om vendelbomentaliteten. De sagde heller aldrig, at der i Vendsyssel var pænt og smukt. Jeg har aldrig fået det at vide. Og hvordan opdagede jeg det så? Ja, det var først, da jeg lærte Højskolesangbogen at kende. Her stod der jo, hvor pænt der i virkeligheden er markerne, himlen, det særlige lys, fugletrækket, køerne, fårene, grisene. Der stod jo i sangene, at jeg kom fra en smuk egn. Det anede jeg ikke. Sangene fik mig til at lukke øjnene op for min hjemegn på en helt ny måde at der jo var poesi i den egn, hvor jeg var født. Det var ikke noget, man satte ord på i min barndom.

7 nr. 6 / december Foto: Scanpix Du kom med alt det der var dig. Jeg var så drønforelsket, at sangen kom til mig i løbet af en halv time. Sangen er oversat til 18 sprog, senest til russisk For Jens Rosendal blev poesien det sprog, han bragte i anvendelse til at forklare det usagte det vi ikke har ord for i mødet med kærligheden, troen og naturen. I sine naturdigte sætter han ikke blot ord på naturoplevelsen, men beskriver også den måde, hvorpå naturen kan stemme sindet som i Oktober, en anden populær sang i Højskolesangbogen: Oktoberdagens skiften af skyer, sol og regn slår som en blæstens rytme hårdt - i hjertets egn. Oktoberdagens farver og bronzeblomsters glød har samme stærke strøg som dybt - i sindet lød. I det hele taget finder den nærhed med naturen, som man får, når man lever ved havet, ofte vej ind i Jens Rosendals digte som i salmen Troen : Troen er ikke en klippe midt i et stormpisket hav, tro er at sejle trods bølger over en truende grav. Tro er det levende, nære, som gi r mig kræfter og mod, så jeg går med dig på vejen, selv om jeg ikke forstod. En tilflytter i Sønderjylland Selvom Jens Rosendal har boet i Sønderjylland i snart 50 år, betragter han fortsat sig selv som tilflytter. I mentaliteten bliver forskellen stående. Det slog mig, da jeg kom herned, at man i Sønderjylland er langt rigere end i Vendsyssel. Jeg ved også, at vendelboer førhen gerne ville herned og tjene, for rygtet gik, at man spiste godt i Sønderjylland. Man lever simpelthen bedre det kan man også se på dem, griner Jens Rosendal og forklarer: Jord og god forretning tæller meget hernede. Er man godt ved muffen, så er man noget. Siger man noget, bliver det gyldigt, selvom det ikke helt passer, hvis man er jordbesidder eller driftig forretningsmand. I Vendsyssel er det nærmest modsat Men også sønderjydernes historiske erfaringer gør en forskel: Det gør noget ved sønderjyderne, at de er skrevet ind i verdenshistorien. Det er jo også

8 8 nr. 6 / december 2012 det, der gør grænselandet til noget særligt. Det giver dem stolthed og måske også en bedre orientering i verden en større åbenhed mod verden udenfor. Men det har også sine grænser. Døren står ikke på vid gab. Sønderjyder vurderer mennesker temmelig skarpt, inden de lukker dem ind. Sangene fik mig til at lukke øjnene op for min hjemegn på en helt ny måde at der jo var poesi i den egn, hvor jeg var født. Det var ikke noget, man satte ord på i min barndom Jeg hørte nogle sige, at man skal bo i Ribe 50 år, før man er ripenser. Sådan er det her og måske er 50 år ikke nok, siger Jens Rosendal. Jens Rosendal pointerer, at han i den grad føler sig lukket ind og accepteret. Men følelsen af at være den evige tilflytter forlader ham ikke og er også årsagen til, at han aldrig har digtet om den sønderjyske historie. Sønderjyderne har så mange erfaringer med sig, som jeg ikke er en del af, forklarer Jens Rosendal. Manden i toppen bestemmer I syv år, fra , var Jens Rosendal lærer på Jaruplund Højskole i Sydslesvig. Det er en god oplevelse at være i Sydslesvig, hvis man kan acceptere, at det er manden i toppen, der bestemmer. Sådan var det på Jaruplund som andre steder i mindretallet, siger Jens Rosendal og forklarer, at det betød meget for ham at få sat billeder og levende ord på den sydslesvigske historie, han hidtil kun havde haft på papiret. I Sydslesvig kom han tættere på mentaliteten i grænselandet: Sønderjyden er langt mere frimodig med alt muligt, end man f.eks. er i Vendsyssel, og man tør sige, hvad man inderst inde føler, selvom systemet kører en anden vej. Men jeg har observeret ved de danske sydslesvigere, at de har en vis frygt for at spille ud og sige, hvad de mener. De går og putter med det, og derfor kan man som udefra kommende ofte opleve dem, som om de ikke spiller med åbne kort, siger Jens Rosendal og forklarer: Det hænger nok sammen med en historisk erfaring med, at forsigtighed kan skåne dem. Men det dur ikke i forhold til nutidige omgivelser den danske stat og offentligheden osv. for vi kommer til gå forkert af hinanden. Jeg tror, at man i Sydslesvig helt misforstået har gjort forsigtighed til en dyd. De tør slet ikke lægge sig ud med dem, der sidder på pengekassen, og derfor oplever vi det nogle gange, som om de snakker myndighederne efter munden. Der er gået for meget taktisk overvejelse i at være sydslesviger, siger Jens Rosendal og fremhæver Karl Otto Meyer som en positiv undtagelse: Han sagde tingene, som de var og netop derfor var han så værdsat i Danmark. En næve varm og god Da Jens Rosendal var næsten 50 år, blev han forelsket i en mand. Han var år forinden blevet gift med den sødeste pige, der kunne findes dengang, og havde stiftet familie og fået børn på helt traditionel vis. Han havde altid vidst, at han var homoseksuel, men opvæksten i et indremissionsk hjem fik ham til at undertrykke det. I en artikel har han forklaret: Som årene gik, var der en tanke, der fik mere og mere plads i mig: Ja, du kan måske leve sådan, som folk helst vil have det, og endda have rimelig succes med det, men du kan ikke dø sådan ( ) Du bliver nødt til at leve dit liv for at kunne dø. Vi slutter, som vi startede med Forelskelsessang. Sangen er skrevet til den mand, som han fik lov at leve med i 20 år. Din næve var så varm og god og du blev smuk og fuld af mod så smuk jeg måtte græde. Jeg vidste godt, hvad jeg risikerede. Jeg var helt bevidst om, at jeg nok ville blive upopulær flere steder, og jeg måske ville ryge ud af forskellige sociale sammenhænge. Jeg gjorde regnskabet op og tænkte: Jens, hvis der skal være noget som helst sandhed og inderlighed i dig, så må det briste eller bære og revne, hvis det gør. Men kærligheden bar som livets tale : At livet det er livet værd på trods af tvivl og stor besvær på trods af det, der smerter, og kærligheder er og bli r og hvad end hele verden si r så har den vore hjerter. Jeg er glad for, at netop den sang er blevet så populær. Det er vidunderligt, at folk tog imod den uden at tænke på, om det var en mand eller en kvinde, den handlede om. Den banede måske vejen for forståelsen, at det er akkurat den samme kærlighed mellem homofolk som heterofolk, har Jens Rosendal forklaret i et interview i Kristeligt Dagblad. Tyve år efter Forelskelsessang måtte Jens Rosendal skrive Kærlighedssang ved et tab, da hans kærlighed døde fra ham. I Højskolesangbogen står sangene ved siden af hinanden, for de hører sammen. Som solskin over mark og hav og forårsblæst og gyldent rav var hvad du var og bragte. Alt godt blev til. Jeg så min vej var den, der skulle gå s med dig så langt som livet rakte.

9 nr. 6 / december Foto: Digeposten Når gode dage er fordi og døden lukker døren i kan vi slet intet gøre. Og græder vi ved nat og dag det ændrer intet ved den sag som ingen mand kan føre. Det bedste i Jens Rosendals forfatterskab er skrevet efter, at han sprang ud i sandhed og inderlighed. Den 15. juni år trådte en ny vielseslov i kraft, som betyder, at en mand kan blive gift med en mand og en kvinde med en kvinde. I min barndom var det en utænkelig tanke. Det er et stort fremskridt, der er sket, som virkelig gør mig glad, lyder det fra Jens Rosendal, der fejrede lovens vedtagelse ved at præsentere tre nye bryllupssalmer. Da Vadehavets digter fyldte 80 Sjældent og vel aldrig så smukt er en 80-års-fødselar blevet fejret, som da Jens Rosendal fyldte 80 år. Kr. Himmelfartsdag den 17. maj i år fyldte Jens Rosendal 80 år. Dagen blev markeret på en måde, så ingen kunne være i tvivl om, at nok er Jens Rosendal folkeeje, men han er mest af alt elsket blandt sine egne i Ballum og i landet bag digerne. Kort forinden havde han digtet Vi henter tidevandet ind : Kom nu og leg med på en vadehavstur mens kloderne selv triller rundt. Følg blot et sekund universernes ur, der styrer det levende bundt. Det pibler, det skifter, det driver herind, det finder sit løb selvom døv, ja, og blind. Det sukker og samler og hitter en vej som mønster for dig og for mig.

10 10 nr. 6 / december 2012 Fødselsdagen blev markeret ved, at 500 sangere under ebbe tog opstilling i gummirøjsere ude i Vadehavet, og da tidevandet kom, gik de mod kysten, mens de om kap med blæsten sang Vi henter tidevandet ind. På diget og på vaden blev skuet fulgt af tusinde andre. Efterfølgende var der folkefest med 500 spisende gæster i Ballum Multihus. Vi er rigtig stolte over, at vi har en stor og anerkendt digter iblandt os, lød det fra Tove Tersbøl, der var en af initiativtagerne til fødselsdagsfesten. Det er meget store ord i en vestjydes mund. Borgmester Laurids Rudebeck fulgte trop: Hver dag kan vi modtage dine kunstneriske gaver, det er vi taknemlige for, og vi er glade for, at du har valgt at være en del af vores lokalsamfund. En gade i Ballum hedder nu Jens Rosendals Gade. Vi er glade for, at du har valgt at være en del af vores lokalsamfund Borgmester Laurids Rudebeck Vi er endt som et reservat Jens Rosendal begræder, at man har stemplet den egn og den natur, som i fire årtier har været en åre til hans poesi, som en marginaliseret udkant og en rådden banan. Jeg er ked af det for folks skyld, for egnens skyld, men mest af alt for børnenes skyld, for de vokser op med en bevidsthed om at bo et sted, som man fra magtens centrum har påklistret betegnelsen udkant og rådden banan, siger Jens Rosendal. Jeg er optimistisk på områdets vegne, hvad natur angår. Måske nationalparken kan give os noget at der er så meget drive i den historie. Men så bliver Ballum til et fritidsområde. Rationelle udregninger er i gang med at sprænge en egn som den her i stykker Ser jeg på befolkningen og på børnene og de unge, så er jeg bange for, at de bedste af dem forsvinder og ikke kommer tilbage at vi årelades for dem, der er drev i. Og i det hele taget, at de fleste forsvinder. For Jens Rosendal forstærkes udkantseffekten, når man nedlægger skoler: Jeg tror på alle måder, at det bliver uhyre kostbart for folkene, det går ud over. Men for folkene oppefra ser regnestykkerne godt ud. Det er her, at kæden hopper af at vi herude administreres fra noget og nogen, som måske aldrig har været her og set, hvor vi bor. Jeg mener ikke, at man har tænkt sig om. Administration og rationelle udregninger er i gang med at sprænge en egn som den her i stykker. Og os, der bor herude, tror ikke på regnestykkerne. Jeg tror, de er tendentiøse. Det handler mere om magt at man vil have større enheder, for med større enheder kan man få mere central styring. Det eneste, der for Jens Rosendal på kort sigt kan vende udviklingen, er det grænseoverskridende samarbejde: København er så uendeligt langt væk fra Ballum, og jeg ser derfor flere muligheder i det grænseoverskridende. Syd for grænsen har de jo de samme problemer at slås med.

11 nr. 6 / december Foto: Scanpix Farvernes landskab Jens Rosendal, 1995 Farvernes landskab blæst ud under himlen. Grønneste marker li så langt som dit øje når. Tidevandsbølgen viger og stiger. Åndedrag gennem tusind år. Sejlende sole mod vest rammer havet. Splintrede spejle skyller ind mod det grønne land. Rødmalte skyer jages på himlen. Bølgeslag mod den lave strand. Varfter og diger står skarpt imod lyset. Marsken bli r dunkel, endnu skimtes de lyse får. Plagen ved leddet bli r som en skygge i det mørke, hvor alt forgår. Himmelens stjerner så fjernt over kloden. Vældige verden mens du føler dig lille her. Fuglenes stemmer stiger mod gryet. Sommermorgen er os nær. JENS ROSENDAL OG SØNDERJYSK PIGEKOR PÅ GRÆNSEN.DK Du kan på GRÆNSEN.DK høre Sønderjysk Pigekor synge fem af Jens Rosendals sange ledsaget af forfatterens egen fortælling om sangene.

12 12 nr. 6 / december 2012 Nu får vi omsider vores ret Der skønnes at være 5000 roma og sinti i Slesvig-Holsten. Efter 600 år i delstaten har de netop fået indrømmet de samme rettigheder som delstatens to andre anerkendte mindretal, det danske og det frisiske. I århundreder har vi levet ufrivilligt isoleret og er blevet skubbet ud til randen, siger roma-mindretallets formand. GRÆNSEN har mødt ham. Af Niels Ole Krogh, BorderPress Familien er alt, siger Vater. Hans officielle navn er Matthäus. Matthäus Weiß står der i hans røde, tyske pas. Men i klanen er navnet Vater. Det har ikke noget at gøre med, at Matthäus Weiß måske er en af de ældste mænd i den mægtige familie Weiß, og at han er formand for Verband Deutscher Sinti und Roma Landesverband Schleswig-Holstein. Vater er hans sintinavn. Og det betyder meget mere end det officielle navn, for der er deres verden, og der er vores verden. Der er tabuerne. Det sagte og det usagte. Indadtil og udadtil. Romaernes historie fortaber sig til en vis grad i mangel på skriftlige kilder, men det står fast, at romaerne udvandrede fra Indien for rundt regnet 1000 år siden, og at de har været bosiddende i Slesvig- Holsten i 600 år. En historisk dag Tirsdag den 14. november vedtog en enstemmig landdag i Kiel, at give sinti og roma samme mindretalsbeskyttelse, som det danske og det frisiske mindretal har i delstatens forfatning. Vi festede, for der gik årtiers kamp forud, siger Matthäus Weiß. Nu er vi ligestillede og har krav på støtte, fastslår den 62-årige formand siddende for bordenden i sønnens rækkehus i Maro Temm i Kiel-forstaden Gaarden. For den anden bordende sidder broren, Ewald Wiesemann Weiß, og udenfor banker det på døren. Det er brødrenes 82-årige krumbøjede mor, der ved et mirakel slap levende ud af nazisternes kz-lejre. Sådan gik det ikke for titusinder af andre romaer. Ca blev myrdet under nazisternes regime. Først nu får vi den oprejsning, som vi burde have haft for længst. De andre tyske delstater må følge efter, kræver Matthäus Weiß. I skole hos tyskerne Huset er fuldt af legende børn. Der brygges kaffe. Fra førstesalen dukker det ene søvndrukne familiemedlem efter det andet op. Og udenfor i den relativt nye rækkehusbebyggelse forbeholdt sintier i Kiel er tre mænd i færd med at skille køleskabe og andet skrot ad. Maro Temm betyder vores sted. Forhaverne er golde p-pladser for store campingvogne. Her sidder nøglerne udvendigt i husene hele døgnet. Folk går ud og ind hos hinanden og deler store og små bekymringer. Indkomsterne er meget små. Der suppleres med socialhjælp. Familien er alt, gentager Matthäus Weiß. I modsætning til det danske og det frisiske mindretal, så bor vi sammen og har ikke vores egne skoler. Vi bruger de tyske skoler. Sådan skal det blive ved med at være. Vores nyvundne anerkendelse og krav på støtte skal ikke bruges til skoler. Derimod vil vi gerne have, at flere lærere tager sig særligt af vores børn, så de klarer sig bedre. Vi ser også gerne, at børnene kommer i børnehave, så de får gode tyske sprogkundskaber. For os er vores sintisprog selvfølgelig nummer et, men vi ved godt, at skal det gå børnene godt, så må de beherske tysk, siger Matthäus Weiß. Med fast bopæl Sinti og roma er ikke mindst blevet anerkendt med henvisning til deres århundredlange bosættelse i Slesvig og Holsten. Foto: Scanpix

13 nr. 6 / december I de seneste år har tyskerne sørget for en vis form for genoprejsning for sinti og romaerne. Den 26. oktober blev der i Berlin indviet et mindesmærke for de ca sinti og roma, der blev henrettet under nazismen.

14 14 nr. 6 / december 2012 Det er en skrøne, at vi er omrejsende. Vi har altid været bosat et sted. Men myndighedernes forfølgelse af os har betydet, at vi har været nødt til at flytte os. To dage i en landsby, så videre til den næste for at undgå forfølgelse. Det er sandheden. Vi er stadig undervejs om sommeren. Vi pakker campingvognene og rejser i de seks uger, børnene har ferie. Vi gør det, For eksempel er det tabu for os at have affald stående inde i skabe. Kvinderne må heller ikke placere deres bagdel på et bord. Det er urent. Derfor kan vi heller ikke som myndighederne ellers vil have os til tage imod brugte møbler fordi børnene skal lære det, vi har lært. De skal møde naturen, livet i det fri ved floden og vandet, siger Matthäus Weiß og forklarer, at roma kommer af rom mand, mens sinti er indisk-sanskrit for flod. Kolde hestestalde I det meste af min barndom boede vi i nogle kolde hestestalde her i Kiel. Min mor er født i Hamborg. Hun var skolebarn, da hun som langt de fleste andre sinti blev sendt i kz-lejr. Alle vore slægtninge mors søstre, brødre, onkler, tanter, bedsteforældre alle blev deporteret til kz-lejre. Til Treblinka og de mest uheldige til Auschwitz, hvor ingen slap levende ud. Også derfor hæger vi i dag om vores sprog. Det er vores, og vi ønsker ikke at få et skriftsprog. Livet har lært os, at det er bedst, vi har sproget for os selv. Og vi skylder vore forfædre også de mange myrdede at tage hånd om sproget. Sproget er vores beskyttelse udadtil og indadtil, siger Matthäus Weiß. Han tilføjer, at roma og sinti er så åbne som aldrig før. Uden accept Men vi har vores kultur og vore tabuer. Det kan myndighederne ikke forstå. De kan ikke forstå, at de ældste ikke har alle de dokumenter, de kræver. Men det er ganske simpelt, fordi vi mistede alt i nazitiden. De respekterer heller ikke vores kultur. For eksempel er det tabu for os at have affald stående inde i skabe. Kvinderne må heller ikke placere deres bagdel på et bord. Det er urent. Derfor kan vi heller ikke som myndighederne ellers vil have os til tage imod brugte møbler, siger Matthäus Weiß med en henvisning til, at fattige i Tyskland bliver anbefalet genbrugscentre, hvis de skal ekviperes med tøj og møbler. De kan heller ikke forstå og vil forbyde os at have vores campingvogne stående her lige uden for døren. Men det er da helt praktisk. Når vi får gæster, sover de der. Og et nygift ungt par uden egen bolig kan også bo der en tid, kommer det oprømt fra landsformanden. Tabuerne har de haft i århundreder. Overholdes de ikke, kan ældsterådet forvise synderen fra fællesskabet for altid. Det gør vi, hvis et barn er blevet misbrugt. For andre forseelser for eksempel kriminalitet udstøder vi et familiemedlem i et halvt år, siger Vater. Hesten er hellig Vores tabuer er en del af os, og dem har vi ret til at have for os selv. Muslimer afviser svinekød, og køerne er hellige for hinduerne. Vi spiser ikke hestekød, for hesten er hellig for os næsten et familiemedlem. Den har betydet så meget for os før i tiden. Men jeg har allerede fortalt dig for meget. Som sagt, vi har ret til at have noget for os selv. Matthäus Weiß er sig bevidst, at romaer er uglesete blandt andet i København, hvor medierne fortæller om, at de køres til Danmark i busser, stjæler, udvises og returnerer. Matthäus Weiß vender sig mod denne sortstempling stigmatisering af sit folk. Der findes jo sorte blandt alle folk. Det kan ikke være anderledes. Uden dem havde politiet, advokaterne og militæret ikke noget at bestille. Alting hænger sammen, fastslår sintien. Samler viden Matthäus Weiß er ofte på rejse til Italien, Rusland, Rumænien og andre lande for at danne sig et indtryk af folkefællernes forhold. Der taler jeg mod, at de migrerer. Jeg fortæller dem, at det er en kæmpe udgift for Tyskland, og at de ikke kan få arbejde her. Men jeg er der også for at samle viden, så vi står bedst muligt rustet til at hjælpe, når de kommer. Sammen med byen har For os er vores sintisprog selvfølgelig nummer et, men vi ved godt, at skal det gå børnene godt, så må de beherske tysk

15 nr. 6 / december vi sørget for, at der er sat containere til dem. Og i landsforbundet sørger vi også for mad, siger landsformanden for de slesvig-holstenske roma og sinti. Der er så rigeligt at slås med endnu. I århundreder har vi levet ufrivilligt isoleret og er blevet skubbet ud til randen. Nu har vi omsider opnået formel anerkendelse. Den ret skal vi vide at bruge klogt, pointerer Matthäus Weiß. Det var på tide, at sinti og roma kom ind i forfatningsvarmen, mener den slesvig-holstenske kulturminister, Anke Spoorendonk. Hendes parti, SSW, har kæmpet sinti og romaernes sag. Strid afsluttet efter 22 år Det dansk-frisiske parti, SSW, har spillet en afgørende rolle, for at sinti og roma nu sikres beskyttelse og støtte i Slesvig-Holsten på lige fod med det danske mindretal. Udenfor banker det på døren. Det er brødrenes 82-årige krumbøjede mor, der ved et mirakel slap levende ud af nazisternes kzlejre. Sådan gik det ikke for titusinder af andre romaer. Ca blev myrdet under nazisternes regime. Roma kommer af rom mand, mens sinti er indisk-sanskrit for flod Uden SSW var det ikke sket. Landsformanden for sinti og romamindretallet i Slesvig-Holsten har udtrykt sin taknemmelighed overfor det danskfrisiske parti, SSW. Tirsdag den 14. november sluttede 22 års kamp for at sikre sinti og roma samme ret som delstatens to andre mindretal. En enstemmig landdag vedtog en tilføjelse til forfatningen, der sikrer sinti og roma beskyttelse og støtte. Forud gik 22 års gentagne debatter og forslag i delstatens parlament, landdagen. Hver gang strittede CDU imod, og dermed var der ikke det nødvendige to tredjedeles flertal. CDU har hidtil altid henvist til, at roma og sinti ikke som det danske og frisiske mindretal var et mindretal med rod i delstaten, selvom de første gang nævnes i byen Lybecks annaler i Kovendingen vurderes at have sammenhæng med, at CDU efter valget i foråret er i opposition. Ovenpå stridighederne med det danske mindretal om ligestilling på skoleområdet har partiet ønsket at vise, at det er mindretalsvenligt. Skolekonflikten endte til det daværende regeringspartis store fortrydelse på regeringsniveau i København og Berlin. Formanden for det tyske forbund af roma og sinti, Romani Rose, understregede ved vedtagelsen, at sikringen i forfatningen langtfra var nogen symbolsk akt. Det har betydning for Europas syv millioner romaer. Det er et tegn mod den diskriminering og forfølgelse af romaer i Sydøsteuropa, som vi er vidne til lige nu, kommenterede Romani Rose vedtagelsen i Kiel. Ikke sigøjner, men roma Roma og sinti. Hvem er det? I Danmark er folkegruppen bedre kendt som sigøjnerne. Andre steder som gipsies. Det er ord, som roma og sinti siden 1970erne officielt har afvist. Sigøjnere. Det ord bruger vi ikke om os selv. Det var med det ord, de hentede os og sendte os i koncentrationslejrene, siger formanden for sinti og roma i Slesvig-Holsten, Matthäus Weiß. Romaerne udvandrede fra Indien for cirka 1000 år siden. De er kommet til Europa via Nordafrika, Balkan og Kaukasus. Romaerne er især bosat i Østeuropa, mens sinti er en romastamme, der har været bosat i den tysktalende del af Europa i cirka 600 år. Sproget hedder romani og har elementer af det indiske sanskrit. Romaerne og sintierne forstår hinanden trods store forskelle i dialekterne.

16 Når jeg går ned fra den her scene, så gælder denne bog, sagde kulturminister Uffe Elbæk, da den 4. udgave af Retskrivningsordbogen blev offentliggjort. Af hans tale fremgik det, at bogen er lidt hellig, ikke mindst fordi der kan gå år, før et ord bliver optaget. For kulturministeren virker de fleste af de nye ord i ordbogen gamle, såsom festryger, drengerøv og x-kæreste. Andre, f.eks. forældreintra, var han aldrig før stødt på. Dansk sprog er i den grad levende, sagde han. Foto: Scanpix

17 nr. 6 / december Så røg den probenreuter For første gang i 25 år er Retskrivningsordbogen blevet gennemgået fra A-Å. Den seneste udgave, som udkom i november, indeholder ord, heraf nye ord har fået ændret deres stavemåde, og andre er helt gledet ud. Et af dem er probenreuter. Helle Solvang, vært i Sproglaboratoriet på P1, er ikke én af dem, der beklager, at sproget flytter sig. Til gengæld er hun glødende optaget af, hvor det flytter sig hen, og hvilken fremtid det bærer i sig. Af Helle Solvang Jeg holder af ord som mødig, obsternasig, kålhøgen og kanalje. Dem ville jeg nødigt undvære. Det var nogle af de første ord, jeg slog op, da jeg fik den nye 4. udgave af Retskrivningsordbogen i hånden. Mest for at se, om de betyder noget for tilpas mange andre danskere til, at de stadig har en plads i ordbogen. Og det gør de. Mange danskere har en app på deres telefon, hvor de hver dag får præsenteret et truet dansk ord. Ord, som har været i fare for helt at ryge ud af ordbogen som f.eks. flottenhejmer, fusentast, kalas og knibsk. Jeg ved ikke, om det har fået dem til at anvende ordene mere. Men muligheden er der jo altid. Uanset om disse ord er med i Retskrivningsordbogen eller ej. Ord kan også vindes tilbage til ordbogen, hvis de først er røget ud. Vi kunne f.eks. få det gamle ord for en handelsrejsende probenreuter ind igen. Hvis vi altså begynder at bruge det. Det er nemlig os, der ejer sproget. Eller rettere, vi har sproget til låns. Om vi afleverer det i ringere eller rigere stand, mere eller mindre omfangsrigt, end da vi fik det, er op til os. De nye Fremtiden fødes hvert eneste øjeblik. Ordene viser vejen, for de er manifestationer af vores tanker og idéer. Hvad er det så for nye ord, der har banet sig vej ind vores vokabularium? Snydepels, båtnakke, barista, bællevin, perker, bundskat, nasserøv, borgerdyr, bonusbarn, bopælsforælder er nogle af dem. De udgør ikke det skønneste signalement af danskeren de sidste godt 20 år. Men så er der også ord som proaktiv og pilates. Den proaktive kigger konstruktivt efter nye muligheder, og pilates er noget så sjældent som en træningsform, der skaber sammenspil mellem krop og sind. Jeg fornemmer, at der er en bølge af nye stærke fællesskabsorienterede og mere holistiske udtryk på vej. Udvikling er som en bølge. Noget går under, mens andet flyder over. Det hele er til stede på samme tid, men med forskellig styrke og retning. Jeg tror og håber på, at snydepelsen går ned eller skylles ud med badevandet inden længe. Grimme ord Jeg elsker de gamle ord, og tager også nye til mig. Men, her er alt for mange grimme ord. Sådan kommenterede en læser i BT listen over nye ord. Bemærkningen rørte mig, fordi denne læser både var traditionsbærer og dynamisk og tilmed bevidst om ords kvalitet. Linselus, bopælsforælder, omsorgssvigte, familietamtam, powershoppe, benchmarke, brainstorme og fucke, der også er blandt de nye ord, vækker rigtignok ikke ligefrem nydelse at tage i munden. Når vi kollektivt er i stand til at flytte sproget så meget, viser det, at vi også har forandringskraft til at flytte og ændre andre systemer Men i stedet for at skælde Dansk Sprognævn ud for at optage ordene i ordbogen, som mange danskere har gjort, så vil jeg i stedet stille spørgsmålet: Hvorfor mon vi danskere tager så mange grimme ord til os? Måske er det hørelsen, den er gal med? Måske er det den æstetiske sans, der mangler?

18 18 nr. 6 / december 2012 Hvis det er hørelsen, så kan det anbefales, at vi får musikundervisningen tilbage med dens enestående træning i hørelære, lydhørhed og sammenspil. Hvis det er mangel på æstetisk fornemmelse, så må vi have billedkunstfaget styrket med dets Sproget kunne blive nøglen til at skabe et nyt paradigme, hvor et inkluderende sprog skaber inklusion, hvor et anerkendende sprog giver selvværd, hvor et åbent, spørgende sprog genererer viden, hvor et legende sprog vækker nysgerrighed, og et kærligt sprog gør mennesker trygge enestående viden om, hvad skønhed gør ved mennesker. Det er os, der kan præge sproget i en positiv retning. Ord skaber, hvad de nævner Det er ikke Dansk Sprognævn, der bestemmer over sproget. Det faktum er der faktisk mange danskere, som er overraskede over. Retskrivningsordbogen, som udarbejdes af Dansk Sprognævn og godkendes af Kulturministeren, afspejler den måde, vi danskere dagligt bruger sproget på. Og det er da langt mere spændende, end hvis en autoritet sad og afgjorde sprogets udvikling nye ord viser endnu engang sort på hvidt, at sproget er i hastig forandring. Det er godt. For hvilke perspektiver åbner det ikke? Når vi kollektivt er i stand til at flytte sproget så meget, viser det, at vi også har forandringskraft til at flytte og ændre andre systemer. Ord skaber, hvad de nævner, og det giver håb om, at vi sammen kan ændre systemer og forbedre fællesskaber og relationer. For forandringerne i sproget viser jo, at hver enkelt person kan gøre en forskel. Med en vågen bevidsthed og et nyt livskundskabsfag i skolen kan de forandringer blive meget positive. Sproget kunne blive nøglen til at skabe et nyt paradigme, hvor et inkluderende sprog skaber inklusion, hvor et anerkendende sprog giver selvværd, hvor et åbent, spørgende sprog genererer viden, hvor et legende sprog vækker nysgerrighed, og et kærligt sprog gør mennesker trygge. Når vi ser, hvor markant det kan fordybe en relation mellem en voksen og et barn, at tonen er anerkendende og nysgerrig (frem for f.eks. rosende og belærende), så kan vi måske begynde at ane, at der vil ske en dybdegående forandring i det øjeblik, at også kroppens og sansernes sprog, herunder empatisk træning, billedkunst og musik, bliver en langt større del af børns hverdag. Så, kan jeg sove roligt uden mareridtsagtige drømme, siden ordet probenreuter røg ud? Det tror jeg nok, jeg kan. Men jeg kan til gengæld ikke sove roligt uden den æstetiske, sanselige, empatiske og musikalske dimension i sproget. Jeg kan ikke sove roligt, hvis vi fortsat tillader en uddannelse for vores børn, som er blottet for dannelse, og hvor kun ud og fuld fart frem er tilbage. Retskrivningsordbogen er ordbog med de officielt fastlagte stavemåder, bøjningsformer og retskrivningsregler i dansk. Ordbogen redigeres og udgives ifølge Sprognævnsloven af 14. maj 1997 af Dansk Sprognævn, der ifølge Retskrivningsloven af 14. maj 1997 også fastlægger den danske retskrivning; ifølge lovens 2 skal retskrivningsnormen følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene. Det samme gælder ikke-offentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten. Den første officielle retskrivningsordbog var Svend Grundtvigs Dansk Haandordbog (1872). Den næste var Saabys Retskrivningsordbog (1891), hvis 8. udgave kom i Den blev efterfulgt af Dansk Retskrivningsordbog (1923), udgivet af Undervisningsministeriets Retskrivningsudvalg, forgængeren for Dansk Sprognævn, og med seneste optryk i Derpå fulgte Dansk Sprognævns Retskrivningsordbog (1955), som var den første officielle ordbog efter retskrivningsreformen i Den blev i 1986 afløst af Retskrivningsordbogen, som i 1996, 2001 og 2012 udkom i revideret udgave. Kilde: Den store danske encyklopædi. Helle Solvang er vært i Danmarks Radio på Sproglaboratoriet på P1. Læs mere på www. dr.dk/p1/sproglaboratoriet, hvor du også kan være med til at vælge Årets ord 2012.

19 nr. 6 / december Grænselandet genforenet En undersøgelse fra Region Syddanmark viser, at danskere og tyskere mellem Ejderen og Kongeåen er mere enige med hinanden om livets værdier, end de er med det øvrige Danmark og Tyskland. Af Rikke Kjølby Hvad er vigtigt i tilværelsen? Det spørgsmål har Region Syddanmark stillet til en stor gruppe danskere og tyskere, bosiddende i grænselandet mellem Ejderen og Kongeåen, i en ny værdiundersøgelse, der bliver offentliggjort i næste måned. Fælles for grænselandets beboere, hvad end de er danskere eller tyskere, er, at de anser arbejde, familie, politik og religion for vigtigere, end deres landsmænd gør Undersøgelsen viser, at de to grupper har flere fælles livsværdier med hinanden, end de har med det øvrige Tyskland og Danmark. Det skriver Kristeligt Dagblad. Mødes i ånden Selv om grænselandet historisk set har været skueplads for flere krige mellem Danmark og Tyskland, så er der stor enighed blandt de to folkefærd på hver sin side af grænsen, når man taler om, hvad der er vigtigt i tilværelsen. Meget tyder på, at netop fordi grænsen gennem tiden er blevet trukket flere forskellige steder i området, har der udviklet sig en forståelse hen over den, siger Johanna Lundström, der er chefanalytiker i Region Syddanmark. Fælles for grænselandets beboere, hvad end de er danskere eller tyskere, er, at de anser arbejde, familie, politik og religion for vigtigere, end deres landsmænd gør. For eksempel mener 20 procent af danskerne og 25 procent af tyskerne i grænselandet, at politik er meget vigtig. Til sammenligning er det ikke mere end 12 procent af danskerne og 7 procent af tyskerne i resten af landet, der har samme holdning. Genforening af Slesvig Netop grænselandets specielle historie er ifølge formanden for Grænseforeningen, Finn Slumstrup, grunden til, at befolkningen i grænselandet nærer større følelser for for eksempel politik. I Danmark plejer man at omtale det, der skete i 1920, som Genforeningen. Men man kunne lige så godt sige, at ved den lejlighed blev det århundredgamle hertugdømme Slesvig skåret midt over. I dag, hvor der er mindre fokus på de nationale modsætninger, træder bevidstheden om de fælles vilkår tydeligere frem. Man kunne kalde det en genforening af Slesvig, siger Finn Slumstrup. Farvel til fordommene Det tætte fællesskab i livsholdninger, der er mellem grænselandets folkeslag, kan bruges konstruktivt, mener Erla Hallsteinsdottir, der ved Syddansk Universitet står i spidsen for et forskningsprojekt om de fordomme, som kan præge kommunikationen mellem danskerne og tyskerne. Det er oplagt, at hvor kulturerne møder hinanden, vil man kunne finde flere mennesker, som vil kunne bidrage til, at vi bedre kan forstå hinandens måde at tænke på i stedet for at fastholde negative stereotypier, som ikke passer, siger Erla Hallsteinsdottir. Grænsen.dk følger op på Region Syddanmarks undersøgelse, når den udkommer omkring årsskiftet.

20 20 nr. 6 / december 2012 Man skal lade sig udfordre Forfatteren Tine Enger hiver teltpælene op og flytter et nyt sted hen, når hun har brug for nye udfordringer. Det sætter identiteten og selvopfattelsen på prøve, siger hun. For et år siden flyttede hun til Flensborg. Hendes seneste bog er bl.a. et opgør med begrebet Udkantsdanmark. Af Anette Jensen Tine Enger flyttede til Flensborg for et par år siden. Ganske vist var springet ikke så stort, for hun kom fra Sønderborg, hvor hun havde boet nogle år sammen med sin mand. Men de to havde lyst til at bosætte sig i Flensborg og bor i dag i en skøn lejlighed lige ved fjorden med udkig mod det vestlige Flensborg. Eliten taler provinsen ned Tine Enger er forfatter, skribent og foredragsholder. Tidligere på året udgav hun klummesamlingen Udkantsdanskerne helt tæt på, en samling skarpe og humoristiske klummer, hvor hun spidder flere af tidens tendenser, tåbelige udtryk og trender. Bl.a. giver hun udtrykket Udkantsdanmark et kraftigt skud for boven. Kan man overhovedet tale om et Udkantsdanmark, når Danmark kun er på størrelse med et fransk amt? spørger Tine Enger. Hun mener, vi er godt i gang med at dele Danmark op i to: et Danmark og et Udkantsdanmark. Et dem og et os. Men vi skyder os selv i foden, pointerer hun, for smag lige på ordet udkant. Det signalerer punktet før afgrunden stedet, som er langt fra centrum centrum forstået som der, hvor alt det sjove foregår. Udkantsdanmark er med andre ord helt yt. Godt og vel danskere dem, der bor i de større byer er inde i varmen. Alle de andre, den anden halvdel af Danmarks befolkning, er udkantsdanskere. Tine Enger skyder på medierne og filmbranchen, som bruger ordet Udkantsdanmark negativt og taler hele provinsen ned. Hun finder det ejendommeligt, at de ikke har sans for, at det måske netop er i de såkaldte udkantsområder, livet for alvor begynder at blive interessant. Man udfordres kun, når man flytter Hvordan kan det være, at I er flyttet fra en udkant af Sønderjylland til en anden udkant i Tyskland? For mit vedkommende handler det om udfordring at sætte sig selv i spil på en ny måde og blive usikker, famlende fx på sproget, omgangsformer og kulturen og derved genopdage sig selv. Jeg har en broget baggrund med en walisisk mor og en halvt dansk, halvt norsk far, er opvokset i Odense og har boet i Frankrig, København, Sønderborg og nu i Flensborg. Ingen af mine flytninger har været særligt planlagte. Jeg springer ud i det. Jeg kan lide forandringen, der sætter min identitet og selvopfattelse på prøve. For hvem er jeg? Hvad er jeg? Dansk, britisk, norsk, Det ejendommelige er, at man ikke har sans for, at det måske netop er i de såkaldte udkantsområder, livet for alvor begynder at blive interessant fransk, fynbo, udkantsdansker, wannabe-europæer? Udfordringen kan kun opnås ved en fysisk flytning. Her på kanten af Danmark og Tyskland har jeg mulighed for at have kontakt til familie og venner i det danske, og alligevel sætte mig selv på prøve. Man kan hurtigt blive tilbagelænet og selvfed gennem indforstået bekræftelse fra venner og familie, men når man står alene og ikke kender nogen, så har man kun sig selv. Alle spørger: Hvem er du? Og det, tror jeg, er sundt for sjælen. At bo i et andet land rusker op i en, så f.eks. identitetsspørgsmålet er blevet mere nærværende for mig end nogen sinde før. Jeg har altid følt mig anderledes og balancerende på kanten med et kik ind til flere værdier og forskellige nationale selvopfattelser. Det sætter tanker i gang og inspirerer mig også i mit arbejde som forfatter. Høflighed kan lægge en diskussion død Har flytningen levet op til dine forventninger? Ja og nej. Jeg synes, Flensborg er en skøn by med ufatteligt mange kulturtilbud. Folk er meget høflige, ja, nærmest