Slægten. Om Ulfr. Voksne giver ofte ingen mening for børn, og således er det også for Ulfr - hans ældre siger

Transkript

1

2 Ulfr er det eneste barn i en gammel slægt af hedebønder og jægere, der er ved at dø ud. Grunden skal findes i en blodig fejde med en anden gård få mil derfra - en fejde, som startede for mange generationer siden, og som for nyligt blussede op igen og gjorde Ulfrs ene farbror til krøbling. Ulfr er søn af en fribåren og en trælkvinde, men blev givet fri og anerkendt som ægtefødt søn ved sin fødsel. Gammel skik veg for manglen på sønner til at deltage i striden, men Ulfr er opfostret med henblik på at være våbenfør og søge hævn når han er blevet fuldvoksen - ikke til at blive gift og føre slægten videre. Han er blevet 12, og er ved at nærme sig skelsår og alder. Måske er han også ved at forstå, hvad hans anviste plads i familien betyder for hans videre skæbne. Slægten Familiens overhoved hedder Olafr - han er nær de halvtreds, og far til tre fuldvoksne sønner - Kjartan, Sigvé og Thorgrimn. Kjartans og Sigvés mor hed Birla, og døde af vintersot da de var fire og tre. Oláfr giftede sig hurtigt med en ung kvinde ovre fra den anden side af heden med det lovende navn Freydis - Frejas præstinde, men hun nåede kun at føde ham Thorgrimn året efter, inden et vanskabt barn tog livet af hende under fødslen. Oláfr giftede sig ikke igen. Kjartan regnes ikke for en fuld søn. Han er enten en kujon eller en idiot, for slås vil han ikke. Han frister en tilværelse i udkanten af familien, og man regner ikke med at der kommer noget nyttigt fra hans side. Thorgrimn er Ulfrs far. Han blev gift for nogle år siden med Æsa, der kommer ude fra bygden ved kysten og er husets frue af gavn, omend ikke af navn. Hun er også den, der har taget sig af Ulfr siden hun kom til gården; det passer sig ikke for en fri mand at være søn for en træl, sagde hun. Æsa og Thorgrimn har delt leje i et par år nu, men der er ikke kommet børn af det endnu. Sigvé blev gift med Grettir Sigurðarsons datter Björg forrige sommer. Båndet mellem dem skulle have været afslutningen på fejden mellem de to slægter, et forsøg på fred, men deres første barn var dødfødt. Som var det døde barn et varsel, blev den skrøbelige fred brudt i sommers, da Sigvé slog Björgs yngste bror for panden i et anfald af hidsighed. Siden da har hadet skilt de to gårde ad igen. Björg er blevet hos sin mand, trods det at hendes slægtninge slog ham til krøbling ved midsommer som hævn, og hun er højgravid med deres andet barn. I går morges bekendtgjorde Thorgrimn, at han vil tage over heden for at hævne Sigvé. Fejden er tilbage i alles liv, og for Ulfr betyder det at hans skæbne, hans formål, er rykket tættere på lige pludseligt. Det, der har været alvorlig leg indtil nu, kan hurtigt blive alvor. Måske bliver Thorgrimn slået ihjel i tvekampen, og selvom Ulfr er knæsat og anerkendt som søn, føler han sig ikke sikker ved Æsa, der nok kan skjule sin fjendtlighed mod hans afstamning overfor de voksne, men ikke for ham. Om Ulfr Velkommen til heden. Velkommen til blæsten, der sliber alt ned til grunden og gnaver i det levende. Velkommen til midvinter og frosten, der holder din families overlevelse i et strubegreb. Du er nordbo, viking, skønt du aldrig har været ude på togt, endsige sejlet på havet. Din slægt er hedebønder af gammel tid, men det er ikke ploven og hakken der har formet dig, for I ligger i gammel fejde med en anden gård, og det er volden og hadet, du kommer af. Trælle har samme status som bohave eller husdyr. De har ingen rettigheder, og selvom det kan betale sig at behandle sin træl godt, kunne det ikke falde nogen ind at se dem på samme måde som frie mennesker. Ulfr er en kløgtig, velfungerende knægt i en barsk situation. Han har øjnene med sig, tænker sig om og lærer hurtigt af de voksnes mere eller mindre forståelige handlinger omkring ham. Ret beset ville han have været en skattet søn, som man ville have sat godt i sted og giftet til en lovende kvinde, hvis hans mor havde været fri. Hans arv, hans herkomst, bestemmer hans liv - ikke hvad han kan eller gør. Som det er, har han sin plads i familien og sit formål i fremtiden, og siden han aldrig har kendt til noget andet, er han en glad knægt i bund og grund. Voksne giver ofte ingen mening for børn, og således er det også for Ulfr - hans ældre siger

3 ofte ét, men gør noget andet, og alle forsøger på den ene eller anden måde at forme ham. Æsa siger, at hun holder af ham og ikke vil forlade ham, men hun lyver. Björg siger, at hun ikke er ked af det, og at han nok skal se, at alting bliver godt, men han ligger og lytter til hendes gråd om natten. Og hendes øjne er våde og sårede når hun vender ryggen til Sigvé, der er blevet sær og ond i sulet siden brødrene fra den anden gård knuste hans knogler mange, mange steder. Hans far siger, at der ikke er nogen større ære for en mand end at dø i kamp - at det giver en mand mening, form, sammenhæng at slås for sin slægt - men Kjartan, som er stor og stærk og venlig mod Ulfr når ingen ser det, vil ikke slås, og får alligevel Ulfr til at føle sig lige så tryg som når han er på jagt med sin far. Ysja, hans mor, har aldrig været en rigtig voksen i hans liv. Hendes korte hår, bøjede hoved og jernringen om hendes hals gør hende til en ejendom, mindre værd end en okse, og ikke noget menneske. Der var fra starten sat afgørende skel mellem ham og den kvinde, der bragte ham til verden, og de blev bredere og højere jo ældre han blev. Hans liv og hendes liv blev forskellige, og en dag greb han sig i at tænke på hende som trællen og ikke mor. Ulfr navigerer mellem de voksne som en spinkel, hurtig båd mellem isbjerge, lytter til deres ord, som ofte ikke er henvendt til ham men mere dem selv, og prøver at stykke meningen sammen på egen hånd. være en del af noget, der ikke kan deles op: Slægten. Du er slægten, slægten er dig. Din vilje og slægtens vilje er den samme. Uden slægten er du en afhugget gren, døende, indtørret, meningsløs. Slægten holder dig fast, giver dig mening, giver dig næring. Alle dine handlinger falder tilbage på slægten, og dens på dig. Hvad der binder Ulfr Ulfr er blevet sat på et spor i livet af sin slægt. Han er blevet tildelt en plads i deres fællesskab, som alle får det ved fødslen, og hvad enten han bryder sig om det eller ej, forventes det at han opfylder den. Kan han ikke finde sig til rette med at være den trællefødte kanonføde, må han prøve at skabe sig en ny position indenfor rammerne. Det handler ikke om at han skal gøre sig fri og søge sin egen lykke - det er der ikke noget, der hedder endnu. Det handler om at bringe sig selv i balance med sin slægt, at tjene den bedst muligt. Uden det er der ingen lykke. stå fast, at holde sit ord hvis man har valgt at give det. Den, som er blød og bøjer for verden, er til fare for sin slægt - og dem kan man ikke stole på. Den, som bryder sit løfte, er ikke en mand, ej heller en kvinde, end ikke at regne for et barn. Han er en nidding, et uliv.

4 Thorgrimn har været Ulfr en god far, taget ham med på jagt så snart han kunne klare sig selv væk fra gården, lært ham at ride på det aldrende øg som trækker ploven om foråret, lært ham at kæmpe med familiens sværd, der er stukket ind i tagskægget i stedet for at ligge i en skede. "Det er fordi vi er rede, Ulfr. Dét sværd kommer ikke i skeden før vores ære har drukket sig mæt i blod. " sagde Thorgrimn engang med en pludselig alvor i stemmen. Han er en stærk faderfigur, og Ulfr er knyttet til ham som knægte knytter sig til imponerende fædre. Björg har fået plads som en elsket storesøster i Ulfrs verden, men alle omkring ham synes at hade eller foragte hende uden at ville sige det åbentlyst - hans egen far mest af alle. Thorgrimn har mere end én gang i det skjulte lovet ham en gang prygl ude på gårdspladsen, hvis han ikke holdt sig væk fra hende. Hun er alt, som Æsa ikke er - blød, rar, venlig, kærlig, tålmodig, men hendes familie ovre bag bakkerne kommer og slår ham ihjel, hvis de kan. Det er derfor, alle vil have at hun skal tage hjem, siger de. Ulfr er ikke sikker på hvad han ville gøre, hvis hun tog væk. Sigvé var næsten ligesom Thorgrimn før han blev gjort til krøbling - stor og larmende og imponerende. Han tog Ulfr med til marked ved kysten, og lærte ham at svømme i brændingen og æde rå muslinger lige fra vandet. Men så blev han syg, og nu sidder han ved ilden det meste af tiden, og sender vrede, mørke blikke efter alle, der vover at kigge på ham. Ulfr undgår ham helt - han spurgte engang til Sigvés ben, der var blevet krogede og sære, og han har stadig et ar over det venstre øjenbryn hvor Sigvé knuste sit krus mod hans hoved. Kjartan bliver behandlet som en sinke eller idiot af næsten alle, bortset fra Björg. Han knokler i markerne når det er tid, og ellers er det ham der muger ud ved dyrene og reparerer på bygningerne. Thorgrimn siger at han skammer sig over sin bror og at han er en nidding, der burde hænge sig i stedet for at kaste skam over familien. Ulfr er ikke sikker på hvad hans brøde er, men de voksne siger at han ikke vil slås, at han ville stikke af hvis fjenden fra den anden gård kom for at brænde huset ned. vide at æren er en del af kroppen. Skades den, skades livet selv. At leve uden ære giver ikke nogen mening, og en såret ære er som et betændt sår i din side, en ubærlig tilstand, som der må rettes op på. Om du hævner eller ej er din egen sag, men skaden kan aldrig forsvinde af sig selv eller holde op med at gøre ondt. At være nordbo er ikke at storme i døden på fremmede kyster. Det er at vogte og styrke sin familie med det, man har: med snuhed, med kløgt, med våben, med vilje. Angreb, handel, togter, hævn - alt kommer af slægten, alt vender tilbage til slægten. Ulfr ved ikke helt hvad han skal mene om den sag - Kjartan er rar, og slet ikke som de andre voksne, men han vil jo ikke slås. Og hvis han ikke vil slås, er han jo ikke noget ordentligt menneske...han har en smedje i et af udhusene, og Ulfr holder af at sidde der, se ham forme jernet. Kjartan siger sjældent noget, men Ulfr kan mærke at han ikke har noget imod selskabet.

5 Oláfr er en sær, fjern guddom, der hersker over Ulfrs liv. Han er en frygtindgydende, streng figur, der straffer og hævner ud fra love og regler, som Ulfr ikke altid forstår. Oláfr er ikke den kærlige bedstefar, men snarere det skræmmende slægtsoverhoved med hånd- og halsret over børns liv. Ulfr holder sig af vejen, og sørger for at adlyde når han byder. Æsa er ikke et godt menneske, selvom hun skal forestille at holde af ham. Hendes kærtegn er sjældne og hårde som beherskede slag, og han alene ser draget om hendes mund og hører kulden under hendes ord, når hun tror at ingen iagttager dem. Hun er hoven, hård, og uforståeligt ondskabsfuld, men siden hun er voksen og han er barn, er hun en uundgåelig kraft i hans verden, som han er nødt til at indrette sig efter. Han prøver at gøre sig nyttig og ikke komme hende på tværs, men der er ingen bånd mellem dem udover det, der binder dem begge til Thorgrimn. Fjenden Ulfr har kun en enkelt gang stået ansigt til ansigt med dem derovre fra den anden gård - det var da Sigvé mødte dem i tvekamp ved midsommer, og han kan ikke huske så meget udover at de var skræmmende og råbte en masse forfærdentlige ting efter både ham og hans slægt. Thorgrimn har lært ham ikke at strejfe for langt ind på heden - Så får du en pil i halsen før du kan se dig om - de venter sgu tte på at du render hjem og henter os, hva? sagde han. Husbonden derovre hedder Grettir Sigurðarson, og alt hvad Ulfr har hørt om ham tegner billedet af en frygtindgydende trold, der vil slå ham ihjel så snart den kan komme til det. Eller slå ham i stykker ligesom Sigvé. Hans kone hedder Bodvé, og hun lignede en der græder tit. Han så engang en træl ude i bygden ved havet, og hun var lige blevet taget under et togt et sted ude over vandet. Hendes forgrædte, krøllede ansigt og slunkne skuldre lignede Bodvés. Bodvë har to sønner, Gunnarr og Armbjorn, og hvis Grettir er trolden i Ulfrs bevidsthed, er de troldkongens hirdsmænd. Alle er enige om at de er bedre med sværd og økser end godt er for nogen, men de voksnes frygt har samlet sig til et billede af glødende kæmper i hans hoved. En dag skal han gå over heden og møde dem i den gamle stenkreds, og det er en tanke der godt kan give ham en knude i maven selv når han sidder i Kjartans smedje. De har også en træl derovre, som vist hedder Kark, men ham har Ulfr aldrig set.