Om Olafr. Velkommen til heden. Velkommen til blæsten, der sliber alt ned til grunden og gnaver i det levende. Velkommen. overlevelse i et strubegreb.

Transkript

1

2 Oláfr Skallagrimson er overhoved for en svindende klan af af hedebønder og jægere. Hans slægt var stor og velhavende i gamle dage - man omtalte dem med respekt, og deres ord havde vægt selv ude i bygden ved kysten. Men en gammel fejde med Grettir Sigurðarsons slægt, der begyndte langt før hans tid, har slidt begge parter ned - markerne bliver forsømt, guldet er byttet væk for våben eller givet med i graven til en voksende række af døde, og dyr er der ikke mange tilbage af. Oláfr er den ældste mand - nær de halvtreds, og far til tre fuldvoksne sønner - Kjartan, Sigvé og Thorgrimn. Kjartans og Sigvés mor hed Birla, og døde af vintersot da de var fire og tre. Oláfr giftede sig hurtigt med en ung kvinde ovre fra den anden side af heden med det lovende navn Freydis - "Frejas præstinde", men hun nåede kun at føde ham Thorgrimn året efter, inden et vanskabt barn tog livet af hende under fødslen. Oláfr giftede sig ikke igen, og fejer brysk emnet af banen hvis noget bringer det op. To døde koner er vel nok for ét liv. Sigvé blev gift med Grettir Sigurðarsons datter Björg forrige sommer. Båndet mellem dem skulle have været afslutningen på fejden mellem de to slægter, et forsøg på fred, men deres første barn var dødfødt. Som var det døde barn et varsel, blev den skrøbelige fred brudt i sommers, da Sigvé slog Björgs yngste bror for panden i et anfald af hidsighed. Siden da har hadet skilt de to gårde ad igen. Björg er blevet hos sin mand, trods det at hendes slægtninge slog ham til krøbling ved midsommer som hævn, og hun er højgravid med deres andet barn. Kjartan er ikke at regne for en fuld søn. Han er enten en kujon eller en idiot, for slås vil han ikke. Han frister en tilværelse i udkanten af familien, og man regner ikke med at der kommer noget nyttigt fra hans side. Thorgrimn er gift med Æsa, der kommer ude fra bygden ved kysten, og er et par år ældre end Björg. Hun er husets frue af gavn, omend ikke af navn. Æsa og Thorgrimn har delt leje i et par år nu, men der er ikke kommet børn af det - sært nok. Thorgrimns eneste søn Ulfr, som har klaret 12 vintre indtil nu, er født af familiens træl Ysja. Han blev knæsat og anerkendt af Thorgrimn ved fødslen, og er at betragte som en fribåren mand. I går trådte Thorgrimn ind i hallen og bekendtgjorde, at han vil tage over heden for at hævne Sigvés ulykke. Fejden er tilbage i alles liv, og for Oláfr betyder det, at han måske mister endnu en søn - hans sidste rigtige søn - til noget han hverken har lyst til at være bundet til mere, men heller ikke har evnet at stoppe. Velkommen til heden. Velkommen til blæsten, der sliber alt ned til grunden og gnaver i det levende. Velkommen til midvinter og frosten, der holder din families overlevelse i et strubegreb. Du er nordbo, viking, skønt du aldrig har været ude på togt, endsige sejlet på havet. Din slægt er hedebønder af gammel tid, men det er ikke ploven og hakken der har formet dig, for I ligger i gammel fejde med en anden gård, og det er volden og hadet, du kommer af. Trælle har samme status som bohave eller husdyr. De har ingen rettigheder, og selvom det kan betale sig at behandle sin træl godt, kunne det ikke falde nogen ind at se dem på samme måde som frie mennesker. Tdligt i morges tog Oláfr i hemmelighed trællen med ned til den nærliggende mose. Måske havde han ikke besluttet sig før han stod ved bredden af det sted, hvor hans folk engang havde ofret til kræfterne under den tavse overflade. Men pludselig gav det mening at han skulle søge lykke og styrke til Thorgrimns kamp på den gamle måde - han skar struben over på hende, og hakkede isen op så liget kunne komme i vandet. Helt villig var hun jo ikke, og hvad han skal sige til Ulfr, ved han heller ikke endnu. Om Olafr På overfladen er Oláfr en barsk og truende faderskikkelse. Han har forsøgt at opdrage sine sønner til at blive som ham selv - hårdføre, uden svagheder, handlekraftige, men ligesom sin egen far har han fejlet. For Oláfr spiller et spil, mest med sig selv, og bag sin maske er han en vægelsindet, afventende person der forsøger at tuskhandle med en verden, der konstant truer ham og hans. Formilde den, alliere sig med den, binde den. Han er en bondesnu ræv, ikke en fremstormende kriger, og som alle ræve holder han gangene åbne i sin høj, og undgår fælderne.

3 Freden, som han fik i stand med besvær, var en halvhjertet fred - en sær mellemvej mellem at holde de sidste af hans sønner i live, og stadig ihukomme de dødes krænkede ære. Han fandt sig aldrig godt til rette i den, vidste ikke hvad han skulle stille op med den. Selv da Sigvé blev knækket i tvekampen, var det nemmere, mere velkendt, at sørge over hans sorte lykke end at dukke nakken når han måtte omkring slægtens gravhøj. Han følte det som om de døde derinde fulgte ham med vrede øjne, at hævnen ikke var fuldbyrdet, at han havde handlet forkert. Oláfr venter altid i håbet om en bedre åbning, selvom han måske ikke gør sig det klart. Han reagerer i stedet for at handle, og ofte er det tilfældet, der handler for ham. Da det blev tid til at han burde gå over heden i sin tid, sendte hans far en bror i stedet, og da vinteren tog begge de gamle, måtte han blive hjemme og holde slægten i live, sende sine egne sønner i stedet. Og Sigvé brød freden for ham. Det der binder Oláfr Oláfr lader sig styre af en masse forventninger - både de åbenlyse og de formodede. Han er ikke herre over hverken sig selv eller sin skæbne, og han bliver nødt til at lære at slå til, at træde frem, at vælge før det sker. være en del af noget, der ikke kan deles op: Slægten. Du er slægten, slægten er dig. Din vilje og slægtens vilje er den samme. Uden slægten er du en afhugget gren, døende, indtørret, meningsløs. Slægten holder dig fast, giver dig mening, giver dig næring. Alle dine handlinger falder tilbage på slægten, og dens på dig. Han må tage et valg i fejden - skal den stoppes, skal den stoppes helhjertet denne gang. Han bliver nødt afgøre med sig selv hvor mange døde sønner der skal til at vaske hævnen væk. Forsætter fejden, dør slægten ret sikkert ud - det tjener ikke nogen. Hans ene søn er krøbling, den anden måske en kujon. På en måde betragter han Kjartan som et sygt dyr, der ikke vil eller ikke kan trække ploven og gøre nytte for føden. Oláfr har aldrig beskæftiget sig med hvorfor knægten ikke vil slås, ejheller én gang for alle gjort op med en søn, der kaster skam over hele slægten. Og tilsyneladende løser problemet ikke sig selv. stå fast, at holde sit ord hvis man har valgt at give det. Den, som er blød og bøjer for verden, er til fare for sin slægt - og dem kan man ikke stole på. Den, som bryder sit løfte, er ikke en mand, ej heller en kvinde, end ikke at regne for et barn. Han er en nidding, et uliv.

4 Sigvé, Björgs mand. En gang var Sigvé Oláfrs stolthed og glæde - en stærk kriger, en god søn, et håb for familien, men det vendte med hans ulykke. Nu er han en skygge af sig selv; bitter, vred, hånsk, uden nogen nytte. Han sidder dér ved ilden dag ud og dag ind, og følger livet med hadefulde øjne. I korte, frygtelige øjeblikke forekommer det Oláfr, at det ville være bedre at tage ham med ud på heden og give ham en ordentlig død. Han bærer vel en del af skylden for hans situation, han der opfostrede Sigvé til kriger, og lod ham i stikken med freden i stedet. Björg, Sigurðarsons datter og Sigvés hustru. Det er sært - havde Björg været hans datter, havde hun gjort ham stolt. Ung, men stærk, tålmodig men ikke svag. Hun er et prægtigt stykke kvindfolk bundet til en ubrugelig mand. Men hun er også fjendens kød og blod, og dét barn der vokser i hendes mave, er det samme blod der knuste knoglerne i Sigvés arme og ben. Det er sært, at hun vil blive hos en slægt, der kun er knyttet til hende ved ægteskab, sært at hun stå imod sin egen slægt i en fejde. Skræmmende - og uforståeligt. vide at æren er en del af kroppen. Skades den, skades livet selv. At leve uden ære giver ikke nogen mening, og en såret ære er som et betændt sår i din side, en ubærlig tilstand, som der må rettes op på. Om du hævner eller ej er din egen sag, men skaden kan aldrig forsvinde af sig selv eller holde op med at gøre ondt. Æsa, Thorgrimns kone, husfrue. Æsa kommer af en stor familie ude ved strandbygden. De har skibe på farten hver sommer, og flere af hendes brødre ligger i viking i det fremmede. Hun fik selv brylluppet i stand, sagde endda nej til en storbondesøn længere nede af kysten for at blive gift ind i den gamle, ansete slægt. Det aner jo nok Oláfr, at hun blev slemt skuffet da hun så gården, men han kunne se på på hendes stramme kæbe at hun ikke havde tænkt sig at give op. Hun blev hurtigt frue i huset af gavn, og selvom hun er en stridbar, nidkær kvinde med en skarp tunge, er han godt tilfreds - og er der ikke kommet børn til endnu, kan det vel nås. Kjartan, Sigvés storebror. Den dag Kjartan nåede skelsår og alder, lagde han sværdet foran Oláfr og gik sin vej. Oláfr glemmer aldrig hans rolige ansigt; han havde det samme udtryk som Oláfrs bror, da han gik over heden. Besluttet, afklaret, angst. I starten troede Oláfr at han var blevet syg, at der var sket noget med ham, men nu er han ikke så sikker på at Kjartan ikke bare er et svagt led i kæden, en fej nidding. Selv da familien begyndte at vende ryggen til ham, nægtede han at have del i fejden, og blev i markerne fra solopgang til solnedgang. Hverken hån, vrede eller foragt har bidt på ham - han holder sig for sig selv; passer dyrene og hamrer gamle plovjern tilbage i form ovre i sin primitive smedje. At være nordbo er ikke at storme i døden på fremmede kyster. Det er at vogte og styrke sin familie med det, man har: med snuhed, med kløgt, med våben, med vilje. Angreb, handel, togter, hævn - alt kommer af slægten, alt vender tilbage til slægten.

5 Ulfr, Thorgrimns søn med trællen Ysja. Ulfr er en god knægt - opvakt, nysgerrrig, hurtig til at lære. Thorgrimn tog ham med på jagt fra han var stor nok til at klare sig væk fra sin mors skørter, og ingen har været mere ivrig for at komme til at bruge familiens sværd. Om få år skal han nok over heden, og hvor meget det end er Oláfr imod at indrømme det over for sig selv, ville han ønske at det var anderledes. Men Ulfr er trællefødt, og han har fået sin plads i familien for at kæmpe for den, ikke for at slå sig ned og blive gift. Thorgrimn, Oláfrs yngste søn, Sigvés og Kjartans broder. Thorgrimn er på en måde Oláfrs sidste rigtige søn - en larmende, stolt mand med nemt til latter og et voldsomt hjerte. Den dag de bragte Sigvé hjem fra heden, ville Thorgrimn have slået tindingen ind på Björg i bare sorg over sin brors skæbne, og siden har han behandlet hende som en fjende. Selvom det ikke er ret, har Oláfr ladet Thorgrimn handle som han ville - han forstår godt sorgen og nødvendigheden af at den har et mål. Fjenden Oláfr har faktisk ikke stået ansigt til ansigt med dem derovre fra den anden gård særlig tit. Man undgår helst hinanden, til nogen mister tålmodigheden og udfordrer til kamp i den gamle stenkreds ude på heden mellem gårdene. Husbonden derovre hedder Grettir Sigurðarson, og hvad Oláfr har hørt om og set til ham, er han en ondskabsfuld, brutal mand. Han var modvillig og svær at handle med, og selv nu er Oláfr ikke sikker på hvad hans øjne sagde, mens de drak brudeøl. Hans kone hedder Bodvé, og de få gange Oláfr har set hende, har hun mindet ham om en gammel, udmalket ko med trætte øjne. Om det er manden eller sønnerne der slider hende ned, er svært at sige. Bodvë har født Grettir to sønner, Gunnarr og Armbjorn, og man må sige at de er heldige med afkommet derovre, om ikke andet. Hvor den ene er, er den anden også, og selvom de er så forskellige som dag og nat, har Oláfr sjældent set bedre krigere. De knækkede Sigvé for øjnene af ham, men selv mens hans tunge forbandede dem, var hans hjerte misundeligt på Grettir, der ikke fortjener så stærke sønner under sit tag. De har en træl derovre også - Kark hedder han. Et pivende, usselt væsen med løbende næse, der følger Grettir som en pryglet hund.