Slægten. Om Sigvé. Velkommen til heden. Velkommen til blæsten, der sliber alt ned til grunden og gnaver i det levende. Velkommen

Transkript

1

2 Sigvé var det lysende håb, den gode søn, den stærke kriger i en slægtsfejde, som havde hårdt brug for hans gaver. Han er mellemste søn på en hedegård, og det var ham, der skulle have krævet den sidste og blodigste hævn af fjenden derovre på den anden gård. Men i stedet blev der stiftet fred og giftet på tværs, og da han brød freden i vrede og dræbte en søn fordi det ikke kunne undgås, fordi det var det eneste han havde lært at gøre, blev han slået til krøbling. Nu sidder han ved ilden i slægtsgården og hader med sine krumme ben og knuste arme, og han bliver hverken mand eller kriger igen. Slægten Familiens overhoved hedder Olafr - han er nær de halvtreds, og far til tre fuldvoksne sønner - Kjartan, Sigvé og Thorgrimn. Kjartans og Sigvés mor hed Birla, og døde af vintersot da de var fire og tre. Oláfr giftede sig hurtigt med en ung kvinde ovre fra den anden side af heden med det lovende navn Freydis - Frejas præstinde, men hun nåede kun at føde ham Thorgrimn året efter, inden et vanskabt barn tog livet af hende under fødslen. Oláfr giftede sig ikke igen. Thorgrimn er gift med Æsa, der kommer ude fra bygden ved kysten. Hun er husets frue af gavn, omend ikke af navn. Æsa og Thorgrimn har delt leje i et par år nu, men der er ikke kommet børn af det - sært nok. Thorgrimns eneste søn Ulfr på 12, er født af familiens træl Ysja. Han blev knæsat og anerkendt af Thorgrimn ved fødslen, og er at betragte som en fribåren mand. Sigvé blev gift med Grettir Sigurðarsons datter Björg forrige sommer. Båndet mellem dem skulle have været afslutningen på fejden mellem de to slægter, et forsøg på fred, men deres første barn var dødfødt. Som var det døde barn et varsel, blev den skrøbelige fred brudt i sommers, da Sigvé slog Björgs yngste bror for panden i et anfald af hidsighed. Siden da har hadet skilt de to gårde ad igen. Björg blev hos ham, selv da hendes brødre slog ham til krøbling ved midsommer som hævn, og hun er højgravid med deres andet barn. I går morges bekendtgjorde Thorgrimn, at han vil tage over heden for at hævne Sigvé. Fejden er tilbage i alles liv, og for Sigvé betyder det, at Thorgrimn enten bliver slået ihjel, eller ender som han selv, en halv mand. Sigvé har svært ved at tænke på andet end sit had, had til verden, til livet, til fjenden, til de der tog hans kraft fra ham, til de mennesker, der fodrer og varmer ham, men ikke kan se ham i øjnene længere. Men et sted derinde ved han godt, at han burde standse Thorgrimn. At fejden tager mere end bare de kæmpendes liv. At han burde have ladet freden være, set tiden an, om den kunne slå rod. Om Sigvé Sigvé er på en måde et urimeligt barn, der er blevet narret for den belønning, det blev stillet i udsigt, den førstefødte af gavn snydt for sin arv. Han er et menneske, der er blevet såret så dybt, at det er et under at han lever. Han er blevet kastet fra toppen til bunden og efterladt til at rådne - eller sådan ser det i hvert fald ud fra hans side. Han er et menneske, der blev opfostret til én ting, og fik den taget fra sig af to fjender, hvis latter og jubel stadig runger gennem hans natlige mareridt. Velkommen til heden. Velkommen til blæsten, der sliber alt ned til grunden og gnaver i det levende. Velkommen til midvinter og frosten, der holder din families overlevelse i et strubegreb. Du er nordbo, viking, skønt du aldrig har været ude på togt, endsige sejlet på havet. Din slægt er hedebønder af gammel tid, men det er ikke ploven og hakken der har formet dig, for I ligger i gammel fejde med en anden gård, og det er volden og hadet, du kommer af. Trælle har samme status som bohave eller husdyr. De har ingen rettigheder, og selvom det kan betale sig at behandle sin træl godt, kunne det ikke falde nogen ind at se dem på samme måde som frie mennesker. Sidste år en måneds tid før midsommer, tog han på heden for at gå på jagt. Det var en lummer og tung dag, én af de dage hvor man er kort for hovedet og alt for varm i kroppen, og knægten fra den anden gård, som han rendte ind i nær mosen, havde det på samme måde. Dér stod de så overfor hinanden, bundet af en ny og uvant fred. Men vanen og måske viljen tog overhånd, og det ene hårde ord fulgte det andet; inden Sigvé havde tænkt sig om lå knægten død med hans økse i tindingen. Freden knækkede, og fejden rykkede tilbage i folks

3 hjerter som en gammel, ond hund. Han vidste, at det ville gå ham ilde allerede før knægtens brødre - Gunnarr og Amrbjorn - kom for at stille ham til regnskab, regnede med at tage i hvert fald den ene af dem med sig i døden. Men hans fjender havde andre planer - de knuste hver en knogle i hans arme og ben, jog et spyd gennem hans liv, og efterlod ham til ravnene eller dem, der måtte ønske at holde liv i ham. Han vandrede længe mellem verdenerne, og hvad der fik ham til at holde fast ved livet, aner han ikke. Havde han vidst, hvad der var blevet ødelagt, havde han søgt optagelse blandt de døde straks. Sigvé har stirret sig blind på det han ikke kan, det han ikke længere er. Han har ladet hadet og bitterheden tage over, lader det gnave på båndene til dem, han elsker, er blevet til en sær, ondsindet skygge af sig selv. Han kan hverken fuldføre Gunnars og Armbjorns arbejde, eller rejse sig igen.. Hvad der binder Sigvé Sigvé skal tage valget mellem livet eller døden. Han er fanget i strømmen mellem to bredder, og det æder ham, og alle der kerer sig om ham, op. Han er gennemsyret af niddingekraft og underskud - og det bliver ikke bedre før han rejser sig og går videre. Fejden, der er brudt op igen, er ikke hans ansvar alene, men det var ham der valgte vreden og drabet den sommerdag. Han kan ikke bare vende ryggen til sit værk og gemme sig i en krøblings selvmedlidenhed. Skal der være fred nogensinde, skal han være med til at indstifte den. være en del af noget, der ikke kan deles op: Slægten. Du er slægten, slægten er dig. Din vilje og slægtens vilje er den samme. Uden slægten er du en afhugget gren, døende, indtørret, meningsløs. Slægten holder dig fast, giver dig mening, giver dig næring. Alle dine handlinger falder tilbage på slægten, og dens på dig. stå fast, at holde sit ord hvis man har valgt at give det. Den, som er blød og bøjer for verden, er til fare for sin slægt - og dem kan man ikke stole på. Den, som bryder sit løfte, er ikke en mand, ej heller en kvinde, end ikke at regne for et barn. Han er en nidding, et uliv.

4 Thorgrimn. Længe før Thorgrimn tog sin beslutning, kunne Sigvé læse det i hans ansigt, hans stemme, hans måde at se på menneskene, bohavet, egeplankerne, som om han sagde farvel ganske langsomt. Det var som at se sig selv igen, for Thorgrimn besidder den samme kraft, den samme styrke som han selv havde en gang. Sigvé ville have stoppet ham, ville have fortalt ham om smerterne, hadet, sorgen, men han kunne ikke få det sagt - synet af hans voldsmænds knuste ansigter i drømme gav ham sult efter at blive hævnet. Nok kommer Thorgrimn måske af dage - men måske vinder han kampen, og vasker skyggerne bort med blodet. Björg. Den aften han blev båret hjem, ville Thorgrimn have slået panden ind på Björg - selvom hun er hans kone, vil hun altid være fjendens kød og blod. Hun burde have rejst tilbage til sin slægt - ikke alene er hun på den forkerte side af fejden og risikerer at skulle løfte våben mod sit eget blod, men han kan ikke give hende flere børn, kan ikke gøre nytte, kan ikke beskytte hendes hjem. Men hun blev, plejede ham trofast, holder ved ham, selv om hans had rammer hende hårdere end nogen anden. Oláfr var den, der bragte hans ægteskab i stand, men uden at ville det, kom han til at elske den tålmodige, stærke unge kvinde som var blevet ham prakket på. Om han stadig elsker hende, eller barnet der vokser i hendes mave og snart kommer til verden, er en anden sag. vide at æren er en del af kroppen. Skades den, skades livet selv. At leve uden ære giver ikke nogen mening, og en såret ære er som et betændt sår i din side, en ubærlig tilstand, som der må rettes op på. Om du hævner eller ej er din egen sag, men skaden kan aldrig forsvinde af sig selv eller holde op med at gøre ondt. Kjartan er en sinke, en idiot, ikke rigtig i hovedet - eller en kujon. Fra den dag han var at regne for voksen, nægtede han at løfte våben mod den anden slægt, og ingen forstår hvad der skete med ham. Men forundring er blevet til hån og foragt over årene, og nu er Kjartan en udstødt, en del af familien som ikke kan hugges væk, men heller ikke få del i noget. Sigvé deler familiens reaktion på et medlem, der har gået imod den fælles vilje - var det blot Kjartan der havde fået hans skæbne, ville tabet for slægten ikke have kunnet mærkes. Ulfr. Engang var Ulf en lillebror for Sigvé - en ivrig knægt som han kunne tage med til marked, som fulgte ham med samme næsegruse beundring som en hundehvalp. Men ulykken ændrede alt, og drengen gik ham på nerverne med sine nervøse øjne og usagte spørgsmål. Den dag han endelig fik samlet mod til at spørge til Sigvés krogede ben, slog Sigvé ham i hovedet med det lerkrus han havde i hånden, og Ulfr har holdt sig væk siden da. Sigvé ville gerne forklare, men der er ikke noget at forklare, når alt kommer til alt. At være nordbo er ikke at storme i døden på fremmede kyster. Det er at vogte og styrke sin familie med det, man har: med snuhed, med kløgt, med våben, med vilje. Angreb, handel, togter, hævn - alt kommer af slægten, alt vender tilbage til slægten.

5 Oláfr. En vindtør, rævesnu rad, der styrer sit hus med hård hånd. Engang ville Sigvé have gjort ham stolt, ville have tjent ham uden spørgsmål. Nu er der tavshed mellem de to mænd - Oláfr har ikke megen lyst til at se sin knækkede søn i øjnene, og Sigvé opdagede for sent at han ikke havde noget andet end fejden at snakke om med sin far. Uanset hvad der er blevet sagt og gjort, er han sikker på at Oláfr bifaldt hans brud på freden. Æsa og han lever under samme tag som fremmede - hun er stikkende og fjendsk, han er bitter og hævngerrig, og hver især støder de den anden fra sig. Nid kan ikke nære nid. Hun fodrer ham, sørger for at bålet ikke brænder ned når han kryber sammen ved det på de koldeste dage, men der er hverken medlidenhed eller foragt i hendes blik. Hun nærer heller ingen varme følelser for hans kone, og et sted skærer det i ham, når han langer ud efter den kvinde, han burde elske, og ser Æsa smile tyndt for sig selv. Fjenden Husbonden derovre hedder Grettir Sigurðarson, og sidst Sigvé så ham, var han en tung, velnæret mand nær de 50 i slidt, men dyrt tøj og mange gamle pelse. Han er hård ved sin gård, hårdere ved sin familie. Hans kone kaldes Bodvé, og han husker hende som en tyndslidt kvinde med slukkede øjne, uden vilje, uden betydning. Gunnarr, Björgs yngste bror. En hoven, tavs knægt på 17. Han er en sulten los - mager, hurtig, rastløs. Det var ham, der fik det første slag ind på Sigvé. Armbjorn er den ældste bror. En selvsikker, smilende, ubehagelig knægt midt i tyverne, tung og bred hvor hans bror er skåren ind til benet. Det er Armbjorn, der fører ordet, og Gunnarr der bruger øjnene. Både han og Gunnarr har et sjældent talent for kamp. Det var ham, der knuste Sigvé. De har også en træl derovre - Kark hedder han. Et pivende, usselt væsen med løbende næse, der følger Grettir som en pryglet hund.