guddommeligt syn, hvor han, sammen med Jakob og Prædiken Sidste Søndag efter Helligtrekonger, 1. tekstrække, Matth. 17,1-9

Transkript

1 Prædiken Sidste Søndag efter Helligtrekonger, 1. tekstrække, Matth. 17,1-9 guddommeligt syn, hvor han, sammen med Jakob og Johannes hører at Jesus er Guds søn, foreslår han at det kunne være at man skulle bygge tre hytter, det Se undertiden får man den tanke at evangelisterne var blevet uvenner med Peter, for det lykkes ham ofte at fremtræde forvirret, og når han siger noget er det enten helt rigtigt eller helt forkert. Du er Kristus, den levende Guds søn, men Du må ikke gå op til Jerusalem for at lade Dig korsfæste. Selv hvis alle andre svigte, så svigter jeg ikke, hvorefter han fornægter Jesus tre gange førend hanen har galet to gange. Særligt i dagens læsning går det helt galt for Peter. Konfronteret med, hvad der måske i mangel af et bedre udtryk kan kaldes et himmelsk eller kunne da vistnok være vældig hyggeligt. Noget direkte svar på sit forslag får Peter ganske vist ikke, men hyttebyggeriet bliver ikke til noget. Men hvad har den historie med os i dag at gøre. Er det ikke bare en historie om at Peter, Jakob og Johannes hører, at Jesus er Guds søn, og at Han siden skal opstå fra de døde? En historie der har den lille tilføjelse at Peter tilsyneladende tror, at der er tale om en lejrtur? Nej det tror jeg faktisk ikke det er. Lige umiddelbart før dagens læsning har Peter fået at vide at Jesus skal dø på korset og på trediedagen 1

2 opstå fra de døde. Da Peter så siger, at dette må aldrig ske, svarer Jesus ham: Vig bag mig Satan For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Peter er optaget af at alt, hvad der sker skal være under kontrol; alt skal ske i overensstemmelse med hans forestillinger om ret og rimeligt og hans forestillinger om, hvad der giver bedst mening her og nu. På den måde forsøger Peter at gøre Kristus og Gud til en for ham forståelig størrelse. Eller sagt på en anden måde så forsøger Peter at gøre Gud mindre. Der må helst ikke ske noget som ligger udenfor den virkelighedsforståelse som Peter til hverdag opererer med. Guds virkelighed og Peters hverdag er tilsyneladende uforenelige størrelser; derfor må Guds virkelighed tilpasses Peter forstand eller fornuft. At der er noget problematisk ved denne tilgang siger vel sig selv. Det er vanskeligt at fastholde bekendelsen af troen på den almægtige Gud og samtidig hævde at denne almagt kun må finde sin udfoldelse indenfor rammerne af min egen mere eller mindre mådelige begavelse. Nu er der ikke i dansk kirkeliv tradition for at lade prædikenen tage afsæt i konkrete begivenheder i ugens løb, men det synes alligevel at dagens læsning og ugens begivenheder løber sammen på en måde, der er væsentlig. 2

3 For Peter er ikke den eneste, som er grebet af ønsket om at alt skal give umiddelbar mening derfra hvor han står. Det er en længsel, der ligger i os alle. Ønsket om at forstå og forklare ønsket om at udgrunde alt omkring os. Det kan sikkert i mange tilfælde være prisværdigt. Lægevidenskaben ville sikkert stadigvæk mene at kuren for alle dårligdomme var igler, hvis der ikke var nogen, der havde været nysgerrige nok til at undersøge om det nu også kunne have sin rigtighed. Men som med så meget andet kan ønsket om at styre og forklare omgivelserne overdrives. Ligesom retfærdighedssans kan blive til paragrafrytteri og smålighed, og sund skepsis kan udvikle sig til forfølgelsesvanvid, hvis det overdrives, så kan ønsket om at alt skal kunne forstås af min mere eller mindre mådelige begavelse føre til hoven rethaveriskhed og snæversynethed. Det er muligvis gået op for en og anden at jeg tænker på sagen med Per Ramsdal, der er præst i Sydhavnen i København. I løbet af den sidste månedstid, er der løbet meget vand i åen, og der er mange der har stået i kø for at slå Ramsdal i hovedet for hans meninger. Det er aldrig god stil at slå på folk, der ligger ned og Ramsdal er vist nok efterhånden så meget i knæ, som han kan komme, men der er alligevel ting ved sagen, der fortjener at blive behandlet, for det rører ved noget meget væsentligt både i forhold til dagens læsning og i forhold til kristendommen i det hele taget. For Ramsdal er kristeligt set en kætter; det han 3

4 har lært er vrangt og har ikke noget med kristendom at gøre. Hvis der er én enkelt, der ikke har fulgt med i sagen, så går den i al sin enkelhed på, at Ramsdal, der som sagt er præst i København, i forbindelse med et interview kort før jul udtaler, at han ikke tror på Jesu opstandelse fra de døde eller de dødes opstandelse i det hele taget. Det er for overnaturligt for ham, den slags overtro må man ligesom være kommet ud over, og i forbindelse med begravelser og bisættelser, stikker han i den forbindelse en gang i mellem de pårørende en nødløgn, hvis han siger at de skal se deres afdøde slægtning igen, for det tror han ikke selv på. Endelig tilføjer han at selvom han ikke tror på opstandelsen, så mener han alligevel at der er tale om en vigtig historie. Efter denne udtalelse blev han inviteret til en kammeratlig samtale med biskoppen. Hvis der nu er nogen, der er i tvivl, så er kammeratlige samtaler sjældent kammeratlige. En mere præcis betegnelse ville være adfærdskorrigende samtale. Efter megen snak frem og tilbage er det endt med at Ramsdal har trukket sine udtalelser tilbage og skal indgå i et mentorforløb over nogle måneder. Om Ramsdal faktisk er en angrende synder eller om han er bange for en fyreseddel er i denne sammenhæng bedøvende ligegyldigt. Det er også ligegyldigt i nærværende sammenhæng at han mener at det på nogen måde kan forsvares at stikke 4

5 menigheden en nødløgn. Det kan det ikke, det er snarere tegn på en form for karakterbrist, at man er i stand til at overbevise sig selv om at det skulle være tilfældet, men det er ligegyldigt for så vidt at Ramsdals personlige meninger naturligvis ikke på nogen måde kan være afgørende for kristendommens indhold. Det, der derimod er helt afgørende, er at Ramsdal afviser at Kristus er opstanden fra de døde og at han fremstiller det som overtro, han har lagt bag sig. At tvivlen kan ramme enhver er vel for så vidt en ret banal konstatering, der i gennem tiden er blevet meget energi på at reflektere over. Men i dette tilfælde er der ikke tale om tvivl eller en anfægtelse, udtryk. Anfægtelsen kan ramme alle ligeligt; sognepræst såvel som graver. Det er der ikke tale om. Der er derimod tale om det modsatte. Ramsdal er ikke i tvivl, han er overhovedet ikke anfægtet, han afviser bare at det skulle have noget på sig. Det som ikke passer ind i en hans naturvidenskabelige tolkning af tilværelsen; det som ikke kan underbygges ved en umiddelbar observation af tilværelsen har ikke noget på sig. Hvis man var uartig kunne man naturligvis hævde at hans forstand heller ikke er tilgængelig for en umiddelbar betragtning, hvorfor konklusionen må være, at den ikke findes. Det vil jeg imidlertid ikke gøre. som man måske kan kalde det med et gammeldags 5

6 Det er ikke et synspunkt som det kristeligt set giver mening at pukke på som en hårdt vundet moderne rettighed, der markerer, den der mener det, som et særligt reflekteret individ. Der er derimod tale om selve grundsynden i mennesket. Tvivlen på Guds nåde og almagt. Tvivlen på at Kristus ikke alene er min og din frelser og trøstermand men alverdens. Det er ikke en ret, der skal pukkes på, men derimod en synd, der skal angres for nu at blive i en lidt gammeldags sprogbrug. Der er for så vidt heller ikke noget nyt i det, for det er den sammen manglende vilje til at anerkende at Gud er almægtig og at Han formår mere end min forstand kan rumme, som også Peter kom ud i. Det egentlige problem er, at kristentroen på den ene side reduceres til en række formodentlige moralske vigtige historier og på den anden side at den forsøges passet ind i, hvad jeg synes kan være rimeligt. Paulus skriver et sted: Er Kristus ikke opstanden da er vor tro tom og vi de ynkeligste af alle mennesker. Hvis Ramsdals tolkning tages for gode varer, så er kristendommen reduceret til en fanklub for en middelmådig tømrer som har været død i to tusinde år. Men det er ikke kristendom, det er en særlig form for moralisme, som man kan betragte som mere eller mindre chic. En tysk luthersk teolog, der havde den tvivlsomme fornøjelse at opleve 1. Verdenskrig fra første parket, 6

7 skrev om lignende forestillinger om Jesus som moralsk forbillede, at en sådan tro kan vel til nød bære i medgang, men aldrig det øjeblik mennesket møder modgangen og døden, som vi alle skal før eller siden. H.C. formulerede det i en salme; jeg har en angst som aldrig før, sådan: Har jeg ikke Gud, hvad har jeg da, når hele verden falder fra. Men nu er vores bekendelse at Kristus er opstanden. Han er virkelig opstanden. Det som ikke kunne ske, det har Gud gjort, det umulige er hændt. Det er vores bekendelse. Det er vores bekendelse, at Kristi opstandelse markerer at vi er udfriet fra syndens og dødens tyranni. At vi er forsonede med Gud for Kristi blods skyld. At Kristus led og døde for vores synders skyld. Han led for at vi skulle høre Gud til. Og Han opstod fra de døde som også vi skal i tidens fylde. Det er sandt at der ikke kan føres bevis for opstandelsen i klassisk forstand, men det er også derfor, tror jeg, at Peter mange år senere i epistelteksten til i dag skriver: For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt. Det er netop ikke en udspekuleret historie, der skal overbevise ved veltalenhed. Det er et kald til glæde og tro. Lad os glæde os ved det budskab, der er rettet til hver enkelt af os. I en dansk salme fra 60 erne skrev den daværende domprovst fra Odense: Det er så sandt at ingen så vor Herre ud af graven gå, for det som ikke kunne 7

8 ske, det skulle intet øje se. Hvordan fra død til liv Han kom kan ingen her berette om, men det som intet øje så, vil kirken holde søndag på. Det har vi nu gjort i små to tusinde år. Det er vil vi blive ved med. For det er det glædelige budskab, det er et budskab til Guds menighed om at glæde sig, det er et kald til jubel, for Kristus er opstanden, ja Han er så. Amen. 8